Undskyld er der en voksen til stede her?

Undskyld overskriften. Jeg har kæmpe stor respekt for demokratiet og for engagerede politikeres hårde arbejde i demokratiets værksted. Ord som cirkus brugt om Christiansborg ligger mig fjernt. Ja, der er selvfølgelig spin, taktik, personfnidder og masser af strategiske positioneringer i politik, men grundlæggende er fundamentet i orden, og systemet er ukorrupt.

Lovgivningsprocesserne er langt fra perfekte, og åbenhed og gennemsigtighed kunne det være bedre med. Men de seneste par ugers og måneders politiske udmeldinger kalder alligevel på sådan en bemærkning som overskriften.

Kan vores parlamentariske system overhovedet fungere, hvis en række partier blot stiller sig på sidelinjen og råber ultimative krav til den til enhver tid siddende statsminister, som ikke har en jordisk chance for at levere varen? Kan det fungere, hvis færre og færre partier vil påtage sig regeringsansvar og i stedet foretrækker rollen som sofatræner?

Nej det kan det ikke. Systemet bygger på et samarbejdende folkestyre, da vi ikke har tradition for, at et parti har flertal alene. Det bygger på, at meningerne brydes, og partierne forhandler sig til rette om løsninger, som kan samle flertal.

Er vi som vælgere virkelig så forblændede af letkøbte, populistiske løsninger, at vi hellere køber ind på dem end på at forstå helheder og sammenhænge for slet ikke at tale konsekvenser og fakta? Og hvordan er det kommet der til?

Vi er ikke alene. Vi er en del af en international tendens i politik til at opgive kompromiserne og de nuancerede budskaber. Vi er en del af en tendens med en tillidskløft, der øger afstanden mellem vælgerne og politikerne. Hvorfor i alverden politikerne ikke forsøger at finde brugbare svar på den tillidskløft i stedet for høfligt blot at byde nye populistiske partier velkommen er uforståeligt. Tillidskløften skaber afmagt i dele af befolkningen og manglende respekt hos andre. Begge dele er lige farligt.

Lovsjusk og ommer
Når Folketinget sjusker med lovgivningen, ministerierne ignorerer rimelige høringsfrister og total udelukker en seriøs offentlig debat før en ny lov hastes igennem, så foreslår ledende politikere fra Venstre og Det Radikale Venstre, at man efterfølgende kan lade forslaget gå om med en ordentlig behandlingstid og reglementeret høringsperiode. Altså efter at forslaget er trådt i kraft.

Hvem i alverden skal få tillid til gennemsigtighed, borgerinddragelse og god forankring af ny lovgivning med den proces? Selvfølgelig kan der være love, som kræver hastebehandling, men det, vi taler om her, er, at overskridelse af høringsfrister mere er det almindelige end det modsatte, og at rigtigt mange love gennemføres uden dybgående forberedelse af befolkningen.

At dømme efter meningsmålingerne er der medvind til partier med ekstreme, klare holdninger og simple budskaber, hvor urealistisk gennemførlige de måtte være. Men virkeligheden og udfordringerne er bare ikke enkle men komplekse. De påkrævede løsninger er ikke simple, men kræver aktivering af mange forskellige håndtag. Og nej, vi kan ikke melde os ud af verden, EU og internationale forpligtelser, som de Nye Borgerlige slår sig op på.

Det går faktisk den modsatte vej. Vi bliver mere og mere afhængige af internationale relationer. Hvorfor er der ikke danske politikere, der tør sige det klart, at globaliseringen ikke går væk? Eller at vi de facto ikke har en løsning på den næste fase af migrantkrisen?

Ansvarligheden på vej væk
Vores folkestyre og politiske system er ved at tabe ansvarligheden og evnen til at lave store helhedsløsninger på vores påtrængende udfordringer. De mindre partier i rød og blå blok jagter medietid og opmærksomhed med skarpe, ultimative krav i et sådant omfang, at det næsten tvinger de tre store – Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre – i armene på hinanden. Og det er jo præcis det, vi har set mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i den seneste tid.

Det er tilsyneladende blevet helt vanedannende for nogen at stå og forlange, at en statsministerkandidat, hvad enten det er Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, bare skal levere, hvad man forlanger, selv om ingen kan tælle til 90 mandater for det pågældende ultimative krav. En statsminister er jo trods alt ikke tryllekunstner.

Det er tilsyneladende helt i orden at sige, at der er konkrete betingelser om gennemførelse af ny lovgivning, som vil være en forudsætning for at pege på den pågældende politiker som statsminister i en dronningerunde, selv om ingen statsministerkandidat kan være sikker på et efterfølgende flertal for forslaget. Og hvad sker der så? Så stiller man åbenbart mistillidsvotum til den regering, man selv har bragt til magten? Det bliver godt nok vildt, hvis det er sådan, Danmark skal styres, og ikke mange vil på de betingelser tage ansvaret for den varme stol.

Liberal Alliance troede, at de rationelt kunne kræve en indrømmelse i forhold til 2025-planen mod at støtte alt muligt, som nogle andre partier måtte have som ultimative krav. Så kunne man få et ultimativt krav opfyldt hver i blå blok og lave kompromisser for resten. Anders Samuelsen gik endda så langt som til at lave regnestykket, at LA havde ret til at bestemme over så og så mange millioner af det økonomiske råderum frem til 2025 set i forhold til partiets mandatmæssige størrelse.

Men sådan fungerer politik ikke. Og sådan vil en finansminister have meget svært ved at få en politisk plan til at blive sammenhængende.

Ovre i rød blog hos Enhedslisten sidder man og kigger på, hvad Liberal Alliance i særdeleshed har fået ud af at stille ultimative krav og forlange topskatten med i regeringsgrundlaget for at agere parlamentarisk grundlag for Løkke Rasmussens regering. Her bliver der med sikkerhed også skruet op for kravene til en eventuel kommende socialdemokratisk regering.

Det samme gælder hos SF, som ikke vil se resultatet fra sidst, der blev dannet S-ledet regering med stor indflydelse til de radikale. Og hos Radikale varmes der op til et krav om en ændret udlændingepolitik, hvis de skal støtte en S-statsminister.

Medierne og populismen
Vi bliver nødt til i medierne at stille os selv det spørgsmål, om vi i den her politiske udvikling kan nøjes med de almindelige kritiske spørgsmål til et nyt parti som Nye Borgerlige og deres program. Til Alternativet, til Liberal Alliance og alle de andre. Kan Danmark regeres på folkestrømninger, følelser, frygt eller drømme om det anderledes?

Fulgte man pressemødet med Nye Borgerlige 22. september, må man konstatere, at selv om det politiske pressekorps gik til makronerne, så var det alligevel helt utroligt, hvad stifter Pernille Vermund fik lov til at sige, uden at det blev testet på fakta og realiteter.

Jeg anfægter hverken partiets ret til at stille op eller dets mulige eksistensberettigelse hos en andel af vælgerkorpset – meningsmålingerne viser jo, at der tilsyneladende er en gruppe utilfredse, hjemløse vælgere på højrefløjen. Men medierne må tage ansvar for at afsløre hulhederne, det helt urealistiske og det faktuelt forkerte både hos Nye Borgerlige og andre partier.

Der efterlyses til gengæld politikere, der tør sige, at de enkle løsninger ikke findes på flygtninge- og migrationskrisen. Der tør sige, at vi har brug for en fundamental diskussion med hinanden om vores velfærdssamfund, og hvordan det skal se ud i 2025 – ikke kun via punktnedslag. Og som tør sige, at finansieringen af velfærdssamfundet kræver, at vi kommer ud af lavvæksten med en række prioriterede forslag inden for erhvervspolitikken, som virkelig rykker noget. Som tør sige, at var EU der ikke, så var vi nødt til at opfinde noget tilsvarende for at klare os på de globale markeder.

Dette indlæg har været bragt på Altinget.dk den 23.september 2016/ http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-der-en-voksen-til-stede

Lad os få kulturen ud af ghettoen

Det store problem for kulturen er ikke bevillingerne. Men derimod at kulturpolitikken er henvist til at bo i en ghetto, hvor alle de samme mennesker mødes og bekræfter hinanden i kulturens betydning og urørlighed. 

I sidste uge samledes kulturens mangfoldige flok inviteret af kulturministeren til møde på Rødding Højskole under overskriften ”Mere kultur for pengene”. Og i denne uge gælder det så det årlige kulturmøde på Mors, hvor overskriften er ”Kulturens samfundsrolle og potentiale”. Det ene sted blev der talt om kulturen som vækstdriver i samfundet.

Det andet sted skal der tales om kulturen som redskab til integration, om folkelighed og danske værdier.

Vi befinder os midt i et minefelt, hvor regeringens omprioriteringsbidrag medfører kulturbesparelser på 600 millioner kroner over de næste fire år, og kulturens mange institutioner kalder på større frihedsgrader og flere midler til kunst og kultur. Send flere penge, kære politikere, og bland jer uden om prioriteringer, der kan risikere at slå noget eksisterende ihjel.

I må politisk nøjes med at angive en overordnet retning, lyder meget af debatten. Kulturministeren taler om mere kultur for pengene, om effektivitet og om benchmarking mellem produktive institutioner og mindre produktive. Og det er jo fair nok. Men ingen tør tale om bedre kunst for pengene. For hvem skal definere kvaliteten og sortere det middelmådige, det ligegyldige, det overflødige fra i forhold til de offentlige støttekroner?

Kulturminister Bertel Haarder har varslet, at han ikke vil fortsætte grønthøstermodellen men hellere prioritere ressourcerne strammere og virkelig satse på nogle områder. Det får advarslerne om knægtelse af det såkaldte armslængdeprincip og direkte politisk indblanding i, hvad der skal spilles, produceres og opføres af kunst og kultur til at strømme ud af kulturens mange meningsdannere med velsmurte talegaver.

Politikerne slår korsets tegn for sig og afviser indblanding i den frie kunst og kultur, men samtidig indser de, at det er nødvendigt at ryste posen i forhold til kulturbevillingerne, hvis alt ikke skal forblive fuldkommen statisk, og intet nyt kan få plads i kulturens udstillingsvindue.

Det altoverskyggende og største problem i den debat er ikke kulturbevillingerne. Det er, at kulturpolitikken er blevet henvist til at bo i en ghetto, hvor alle de samme mennesker kan mødes i Rødding, på Mors og andre steder og bekræfter hinanden i kulturens betydning, sårbarhed, frihed og urørlighed.

Den åndelige værdiskabelse
”Kunsten er blevet fjernet fra magten, og hele den åndelige del af værdiskabelsen i samfundet er forsvundet fra den politiske virkelighed. Det er en katastrofe,” sagde billedkunstneren Bjørn Nørgaard i et interview til Altinget i december 2014, og det kan ganske enkelt ikke siges bedre.

Kunsten og kulturen er ikke en del af den daglige politikudvikling, og når den kreative branche kommer på politikernes dagsorden, er det som en eksportvare ovre i erhvervs- og turistbranchen.

Vores politiske debatter styres af regneark og 2025-råderum og styringsprincipper. De kulturpolitiske debatter er præget af strukturdiskussioner, målekrav, volumen diskussioner om mere for pengene samt den evindelige krig mellem hovedstaden og provinsen og udflytning af institutioner. Ikke af diskussioner om værdier, kvalitet, identitet, sammenhængskraft og dannelse, og hvad kulturpolitikken kan bruges offensivt til i en periode med globalisering, terrorfrygt og integrationsudfordringer.

Ghettoiseringen af kulturpolitikken 
Der skal virkelig meget til at udløse en større folkelig debat om kunstneriske værdier, kvalitet og prioriteringer. Her skal vi hen til eksempler som Bornedals ”1864” eller nedlæggelsen af DR’s Underholdningsorkester.

Og der skal virkelig meget til, for at kulturpolitikken griber dagsordenen i Folketinget. For slet ikke at tale om, at involvere partileder-niveauet og ikke alene de kulturpolitiske ordførere. Bedre står det faktisk til i en række kommuner, der har forstået, hvilket aktiv kulturpolitikken kan være i forhold til at skabe attraktive lokalsamfund, lokal identitet og stolthed, og hvor borgmestrene gerne tager rollen som kulturpolitiske frontløbere.

Udfordringen med ghettoiseringen af kulturpolitikken er åbenlys. Fordi kulturen er noget af det, der er kittet i samfundet, som binder os sammen. Fordi kulturen kan udfordre og provokere os til at tænke nyt og anderledes og se ind i skønheden, værdierne, absurditeterne og tabuerne i vores liv.

Og det nytter ikke, at kulturens forvaltere og kunstnerne forskanser sig i ghettoen, hvor kulturen er sig selv nok. Vi har brug for flere kunstnere og kulturdebattører i den offentlige debat og for flere politikere og andre meningsdannere i den kulturpolitiske diskurs.

Team kultur
Vi kan ikke leve på fortidens store kunst og fryde os over, hvad store danske fortællere, malere og musikere har givet os gennem generationer i fortiden. Vi må, som Team Danmark fremelsker de bedste, nye elitesportsfolk, der kan vinde medaljer ved OL, fremelske og dyrke de store nye talenter på den danske kulturhimmel. Vi må investere tilstrækkeligt med penge i det sublime, det originale, det fremragende og den usædvanligt stærke præstation og sortere noget af det middelmådige væk.

Vi må investere i det, der giver relevans, og vi har mere end nogensinde brug for kulturen til at slå bro over samfundets forståelseskløfter. Mellem dem, der dyrker internationaliseringen, og dem der frygter den. Mellem dem, der formår at afkode det digitale samfund, og dem der føler sig ekskluderet af det.

Men i kulturghettoen hersker en pænhed og en berøringsangst over for en kvalitets- og relevansdiskussion, som er ødelæggende for evnen til forandring og fornyelse.

Når man kigger ud over det politiske landskab, må man give Dansk Folkeparti, at det har haft modet til at gå ind i prioriteringsdiskussionen, uanset om man så kan lide deres budskab eller ej. Det skævvrider helt debatten, at andre partier holder sig væk og ikke tør tage kulturdiskussionerne men alene holder sig til strukturdiskussioner og rammesætning i forhold til store politiske aftaler om f.eks. DR og Det Kongelige Teater.

Sjovt nok kan statsministeren og partiledere og politikere på alle niveauer alle sammen finde vej til at rose og fejre vores OL-vindere, vores evne til talentudvikling, til at få de fremragende rollemodeller vist frem og takket dem og deres bagland behørigt. Og de fortjener det 100 procent.

Mangel på kulturpolitiske diskussioner
Men hvor er de samme partiledere, når der produceres fremragende kultur, litteratur, film og kunst? De samme politikere, som taler om danske værdier, national stolthed og national identitet i en tid med migrationskrise, fremmedgørende globalisering og frygt for at vores danskhed løbes over ende.

Kulturen er ikke på vej til at få åndenød af politisk indblanding og besparelser, men af mangel på en substantiel kulturpolitisk diskussion om, hvordan vi kan fremelske det bedste i både det ”gamle”, uforglemmelige bagkatalog og skabe grundlaget for nyskabelser, som også vil stå frem som unikke og originale præstationer om 10, 50 og 100 år fra nu.

Vi skal turde tage flere kvalitets- og relevansdiskussioner med hinanden, og vi skal bringe kulturpolitikken ind som et aktivt redskab i løsningen af nogle af de udfordringer, som vores samfund af i dag kæmper med.

Dette debatindlæg kan også læses på www.Altinget.dk den 26. august 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-lad-os-faa-kulturen-ud-af-ghettoen

Tænk DR helt forfra

Så er brandalarmen udløst i Ørestadens fire ikoniske DR-bygninger. Kampen om DR’s fremtid er gået i gang for fuld udblæsning med Dansk Folkepartis forslag om at skære DR’s budget med 25 procent, og kulturministerens bebudede udspil på medieområdet her i efteråret. Også med en dagsorden om at DR som helhed skal fylde mindre, at provinsen skal fylde mere i sendefladen, og at der skal være mere plads til de private medier.

DR’s defensorhold internt og eksternt har skruet sig op til, at demokratiet nærmest er truet, hvis man rører ved DR’s bevilling, og at amerikanske, kommercielle tilstande er på vej ind på det danske tv-marked, hvis DR ikke får mulighed for at levere den samme kvalitet, mangfoldighed og volumen som nu. Udfordrerne kritiserer DR for at være for stor og dominerende, for selvfed og for tonedøv overfor medielandskabets dramatiske forandring og de private mediers alvorlige overlevelseskamp.

Internationale spillere er de store skurke

Alle er enige om, at Google og Facebook, YouTube, Netflix, HBO og andre internationale spillere, der suger annoncekroner og abonnementspenge ud af det danske marked, er de store skurke. Men dem kan vi ikke standse eller gøre noget ved.

Dem skal vi tilmed bare regne med kommer til at fylde mere på medie- og underholdningsmarkedet. Derfor taler vi i stedet om samspillet mellem statens medier og de private medier. Eller rettere: vi taler om DR og næsten ikke om TV2 og slet ikke om de to bekostelige, regionale public service systemer, som staten også driver med henholdsvis radio og TV produktion.

Og mens katten eller vilddyret, som nogen nok vil kalde det, er sluppet ud af sækken, og forhandlingerne om nye medieforlig for både de private og offentligt ejede medier stadig burde være et stykke tid væk, så er starten gået til, at mediepolitikken i almindelighed og DR i særdeleshed kan blive et hedt emne i efteråret i en potentiel valgkamp, eller debatten kan bruges til markante, værdipolitiske udmeldinger, som alle borgere kan forholde sig til, mens diskussionen om en økonomisk 2025- plan straks er mere fjern for de fleste.

Helt ude af trit med den nye politiske timing af en mediepolitisk debat i efteråret, så sidder et public service udvalg og arbejder på et oplæg til, hvad der skal være ”public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år.”

Udvalget skal opstille scenarier for, hvad dansk public service kan/bør være i fremtidens individualiserede og fragmenterede medieverden. Det skal aflevere konklusioner til nytår, men må ikke komme med konkrete indstillinger. Endelig har Kulturstyrelsen iværksat en analyse af de internationale aktørers indvirkning på det danske mediemarked både økonomisk og publicistisk. Den analyse skal være færdig til sommer 2017.

Ideelt set ville public service udvalgets input, analysen af de internationale aktører på det danske mediemarked og en synkronisering af forhandlingerne om mediestøtten til de private medier og fremtidens rammer for public service medierne være det seriøse og kloge fundament for et nyt og epokegørende medieforlig med virkelig nytænkning.

Men sådan er politik jo ikke altid. Det er også timing, muligheder der opstår, situationer som skal udnyttes, og politiske konstellationer som pludselig kan ændre sig.

DR minus 25 procent

En beskæring af DR’s budget med 25 procent fra 3,7 milliarder kroner til godt 3 milliarder kroner, som DF foreslår, er ikke en spareplan. Det vil være en markant omkalfatring af DR’s virksomhed, og DF-planen giver ikke noget godt sammenhængende bidrag til, hvad der skal være DR’s fremtidige opgave.

Partiet kommer med nogle anvisninger på lukning af kanaler, lukning af DR’s egen medieforskning, beskyttelse af DR’s ensembler mod nedskæringer ved at flytte dem på finansloven og ud af licensfinansiering, øget udlicitering, indførelse af login til DR’s digitale tjenester, nedsættelse af cheflønninger og større produktion i provinsen.

Alt sammen forslag, som selvfølgelig kan beregnes og diskuteres, men det er noget andet, der er brug for. Der er brug for at tænke DR og statens medier forfra.

  • For at finde den nye identitet og nydefinere den vigtige opgave, som DR skal løse i et totalt forandret medielandskab og i samklang med den nye kulturpolitiske og dannelsesmæssige udfordring, vi står med – større end nogensinde faktisk på grund af globaliseringen, den digitale transformation og indvandringen i Danmark.
  • For at slippe TV2 løs og sælge det til kommercielle interesser med stærke public service forpligtelser. Det er alligevel kommercielt finansieret, og det kan sagtens lade sig gøre at stille krav til kvalitet og indholdskategorier, selv om kommercielle ejere skal drive det og tjene penge på det.
  • For at lægge de to regionale mediesystemer – DR’s radioregioner og TV 2’s regionale TV-stationer – sammen til en organisation, der ville kunne levere både radio og TV og bidrage til de nationale kanaler også.
  • For at sikre DR’s ensembler og koncerthuset i et nyt organisatorisk regi uden for licensfinansieringen, men stadig med stærke forpligtelser til at levere ind til DR’s sendeflader.
  • For at målrette DR’s programudbud og antal kanaler til løsningen af nogle kerneopgaver og få skåret til, hvad der ikke er inden for den skive.
  • For at videreføre Radio 24syv i privat regi med public service-forpligtelser men i et mindre rigidt indholdsmæssigt minuttyranni end nu, fordi i mindre målestok end TV 2 at skabe et reelt public service alternativ til taleradio på P1.
  • For at sikre DR’s klassiske funktion som talentfabrik i forhold til en række kunstneriske og journalistiske discipliner.
  • For at skabe fair behandling af dem, der betaler deres licens, i forhold til dem, der bare er med på en gratis kigger på nettet. Indførelsen af et digitalt login er retfærdig omgang med et fælles samfundsgode, så længe vi har et licenssystem og ikke finansierer regningen af statens medier over skatten.
  • For at forenkle DR’s organisatoriske set up og nytænke den driftsmodel, som blev indført i 90’erne, og som helt automatisk giver svære beslutningsveje og mange ledelseslag. Dengang nødvendigt for at forny kulturen og skærpe ideer og innovation. I et nyt DR for kostbar en model.

DR’s nye rolle

Et DR minus 15 eller 25 procent i budget behøver ikke bliver et DR minus 15 eller 25 procent i betydning og indflydelse som kulturinstitution og journalistisk fyrtårn. Danmark har brug for en stærk public service-virksomhed, som med høj kvalitet kan bidrage til oplysning, viden, kultur, underholdning, dannelse og uddannelse.

Som kan være samlingspunkt på forskellige medieplatforme for både børnene og os andre. Som kan gøre os klogere hver dag på os selv og hinanden. Som kan formidle både de danske værdier og det globale udsyn. Som kan bygge bro over kløfter og konflikter, afsløre manipulation og misinformation og vise os sandhederne.

Gør DR ikke lige præcis det i dag? Jo, på mange måder, men blandet op med alt muligt andet, og fikspunktet er gennem årene blevet alt for sløret og uklart, og målsætningerne er præget af en panik over at risikere at miste grebet om den digitale transformation.

Et alt for tabloid DR

Udviklingen af nye danske koncepter og ideer – med undtagelse af drama – er for sparsom. Jagten på et digitalt publikum og de unge brugere er blevet til en alt for tabloid version af DR’s nyhedsudbud på nettet med gratis adgang. Involveringen af brugerne er blevet til en massiv findyrkelse af det Facebook, som ikke betaler skat i Danmark, og som de private medier kæmper med på annoncefronten.

DR har en formidabel stærk position og troværdighed. Det kan der bestemt bygges videre på. Det er en meget vigtig kulturinstitution i Danmark. Men vi kommer aldrig ind i kernen af den alvorlige prioriteringsdiskussion og til en fundamental nytænkning af vores public service ikon, hvis man ikke kan tillade sig at gøre tankeeksperimentet: Hvad nu hvis DR skulle etableres i dag og for en fjerdedel mindre end nu i pris?

Jeg er ikke sikker på, at DF har ramt det rigtige tal og heller ikke på, at de har ramt de rigtige spareforslag, men de har i hvert fald ramt det behov, at DR bør nytænkes.

Jeg tror bare, at opgaven er meget mere fundamental og kræver, at politikerne bliver mere klare på, hvad der skal være DR’s opgave i fremtiden. Den debat bør DR selv have en mulighed for at komme med et bidrag til. Derfor en opfordring til, at DR viser os forskellige scenarier for fremtidens public service virksomhed, som er tilpasset en ny medievirkelighed.

 

Denne klumme er tidligere blevet bragt på Altinget.dk den 12.08.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-taenk-dr-helt-forfra

Postfaktuel plat og politisk populisme

Den britiske folkeafstemning om at forlade EU har ikke alene helt konkrete storpolitiske og historiske konsekvenser, der udfordrer såvel sammenholdet i Det Forenede Kongeriges fire dele som den europæiske selvforståelse af et på mange måder succesfuldt EU projekt. Et projekt med de udfordringer og skavanker, som den slags ambitiøse, internationale samarbejder altid vil have, men også et projekt med klare succeser.

Folkeafstemningen i Storbritannien blev også et utvetydigt vidnesbyrd om tre andre vigtige og bekymrende tendenser i vores samfund.

  1. At drømmen om informationssamfundet med det oplyste folk, rationelle politiske beslutninger byggende på masser af data, masser af facts og masser af erfaring og ekspertise, som herefter indgår i en politisk proces med forskellige tolkninger, løsninger og holdninger, ser ud til at blive erstattet af et postfaktuelt demokrati. Et demokrati hvor det giver pote hos vælgerne at lægge eksperterne og eliten, de gamle politiske partier, storfinansen, de globale virksomheder og internationalt samarbejde for had, hvorefter det står enhver frit for uanfægtet at forme sin egen virkelighed baseret på følelser, demagogi og frygt.
  2. At vi nu reelt har en ny opdeling af befolkningerne i Europa. På den ene side står dem, der føler sig magtesløse over globaliseringen, som protesterer mod udvandingen af de nationale værdier og den nationale kontrol, som reagerer stærkt på udfordringen fra indvandringen og frygten for at miste eget job og som er fremmede overfor digitaliseringens invasion af både arbejdsliv og privatliv. På den anden side af dem, der ser mulighederne i det internationale, det grænsebrydende, det digitale og det multikulturelle.
  3. At de sociale medier forstærker tendensen til populisme og ikke kvantificerbare folkelige understrømme præget af frustration – ja ligefrem fremmedhad og ekstremisme. De sociale medier skulle jo være drømmen om den demokratiserede og ufiltrerede ytringsfrihed, hvor den åbne debat skulle være den selvkontrollerende faktor, men sådan er det ikke. Ingen overkommer at efterprøve og kontrollere sandhed og løgn på de sociale medier. Derfor er der alt for meget nonsens, som får lov til at passere uimodsagt og danne grobund for alle mulige myter og vandrehistorier. En ideel grobund for den politiske populisme og for en helte og skurke-dyrkelse, der bliver meget nærgående grænsende til det personlige.

Det sande folk
Det er frygten for fremtiden, der giver magtesløsheden. Populisterne spiller på frygten og på illusionen om at tage kontrollen tilbage, som det hed i den britiske kampagne for at forlade EU-samarbejdet. Tage magten tilbage fra hvem? Fra briterne selv, som har været en del af EU i 43 år? Eller fra hvem ellers?

Populisterne spiller på at være de sande talsmænd for det sande folk. Dem, der i modsætning til andre, udfører et ærligt arbejde og ved, hvor skoen trykker ”ude i virkeligheden”. De spiller på at gøre op med elitens alliance mellem eksperter, politikerne og medierne. De tegner et billede af, at i elitens alliance hytter de eget skind, og de lykkes i hvert fald ikke med at give den menige mand jobsikkerhed, fremtidshåb og et bedre liv.

I det postfaktuelle demokrati kan man som populist komme langt på literen og i vælgertilslutning ved at udvælge sine egne sandheder og sine egne kendsgerninger, og hamre løs på de følelsesmæssige strenge helt ind i hjertekulen på vælgerne. Kendsgerninger erstattes med opportunistiske fortællinger. Og lige gyldigt hvor mange gange medierne laver fakta-tjek på sådan en populistisk taler, og eksperterne nedgør indholdet, så er det lige meget. For medierne er en del af magten, og eksperterne er med i samme båd og taler samme indforståede sprog som politikerne og medierne, så derfor er de pr. definition ikke troværdige. Det er aftalt spil for galleriet for at narre det sande folk.

En fornemmelse af politisk magtesløshed over de globale udfordringer blev en cementeret kendsgerning hos en stor del af befolkningerne i Europa og USA under finanskrisen. Her blev det tydeligt for enhver, at nogle andre end de folkevalgte politikere havde styret økonomien i sænk, og de seneste historier om det store læk af Panama-papirer bevidnede blot, at de store og rige kan unddrage sig skattebetaling og opbygge skjulte formuer. Godt hjulpet af de banker, som politikerne måtte redde under finanskrisen, for at vores samfund ikke skulle bryde helt sammen.

En stor del af befolkningen har mistet troen på, at de gamle partier har løsningerne på udfordringerne og derfor vandrer de ud på fløjene til forskellige populistiske partier. Indvandringen får skylden for problemerne, selv om den på mange måder udfylder et hul i arbejdsmarkedet, som ingen andre vil udfylde. Politikerne taler om at kontrollere indvandringen, men alle almindelige vælgere kan godt se, at det er fiktion, hvis bådene først er på vej over Middelhavet og de næste millioner af mennesker sætter sig i bevægelse fra Syriens nærområder eller fra Afrika.

Før spurgte vi eksperterne, når politikerne ikke kunne finde svarene. Nu er tendensen hos populister som Nigel Farage, Boris Johnson og Donald Trump, Marine Le Pen eller Geert Wilders at opfinde egne facts, og plukke delresultater og udsnit af virkeligheder ud for derefter at servere dem med stor oratorisk kraft og pågående stil som nye kendsgerninger.

Råbe-demokrati
Midt i at vi skal finde en ny model for det fremtidige europæiske samarbejde, der forenkler, afbureaukratiserer og medinddrager befolkningerne i EU, så skal vi også finde en vej til at gøre op med, at alle argumenter er lige værdifulde og lige gode i en debat, og at populisterne får lov til at løbe med halve sandheder og hele løgne, og med at politikerne får lov til at slippe alt for let med nogle svar.

Hvordan kunne brexit eller leave-kampagnen få lov til at slippe helskindet og sejrende ud af folkeafstemningen i Storbritannien uden at have en plan for, hvad der skulle ske, hvis de faktisk vandt. Det burde jo ikke kunne ske. Men når nogen slår sig op på at repræsentere det sande folk og banker løs på EU, som om det var skabt af nogen skøre romere fra en berømt tegneserie og ikke f.eks. af briterne selv, så kræver det, at nogen tør udfordre populisterne med stærkere argumenter og måske ikke mindst stærkere følelser og lige så appellerende talere.

Der må være en hel anden åbenhed og transparens i de politiske beslutningsprocesser og i de politiske diskussioner, så populisterne ikke kan spille på, at magten foregår bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Der må være et andet og mere direkte møde mellem politikerne, eksperter og medier, hvor også eksperterne tager ansvar for at bringe urigtigheder frem i lyset.

Fra at være et forholdsvis oplyst demokrati i informationsalderen, er vi blevet til et råbe-demokrati i den postfaktuelle tid, hvor eksperter, indsigt og erfaring kastes i papirkurven til fordel for følelser, frygt og nationalromantik. Den britiske folkeafstemning har givet os det hidtil mest klare vidnesbyrd om, hvor vi er på vej hen. Sagt med stor beklagelse. Vi må bygge en bro mellem globalisterne og lokalisterne hurtigst muligt og tage opgøret med populisterne på fremmarch.

Denne artikel har været bragt den 1.7.2016 på Altinget.dk: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-postfaktuel-plat-og-politisk-populisme

Det herreløse EU-projekt

Europa mangler i den grad – og i sidste øjeblik inden EU-projektet er truet på livet – modige og visionære politiske ledere, der kan puste en markant, moderne og nytænkende kraft ind i den kriseramte organisme, som i dag samler 508 millioner europæere. Eller samler er måske netop så meget sagt, for gennemsnittet af EU-landenes befolkninger er tiltagende skeptisk overfor projektet.

Det gælder faktisk ikke den danske befolkning, som med årene er blevet mere positive overfor EU. Hvad man bestemt ikke skulle tro, når man hører danske politikerne tale om EU. Et massivt flertal af danskerne på 58,6 procent ville faktisk stemme ja til fortsat EU-medlemskab, hvis Danmark fik en folkeafstemning nu, viser en Rambøll-måling ifølge Jyllands-Posten.

Tiden nærmer sig hastigt den britiske folkeafstemning 23. juni om at blive eller forlade EU efter over 40 års medlemskab. Bliver det et nej, vil det bringe EU tæt på opløsning og i hvert fald fremtvinge den efterlyste nye vision og retning, fordi den britiske udmeldelse så kommer oven i en række andre interne kriser.

Bliver det et ja, skal der gennemføres en række reformer, som vil skrue ned for EU’s nuværende magt og ændre ambitionsniveauet for unionen, hvis det skal undgås at flere lande følger i fodsporet af briterne eller kræver flere tilvalgsordninger og særaftaler. Så uanset udfaldet af folkeafstemningen, så nærmer den snart otte år lange, interne europæiske krise sig en afslutning og en ny slags begyndelse.

Elefantens styrke
Kulturminister Bertel Haarder (V) talte i forbindelse med modtagelsen af Berlingske Fondens hæderspris i 2014 om de to elefanter – den store og den lille. Om EU og det nordiske samarbejde. ”Elefanter er fredsommelige, står tungt og pruster og basker med ørene. De er enorme, men har slet ikke den styrke, som deres vægt og størrelse berettiger til. De er kloge, men er alligevel lette ofre for krybskytter, som vil have deres stødtænder, ” sagde han.

Lige som Venstres ledende folk fra Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind, Morten Løkkegaard og til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort det her de seneste dage og uger, filosoferede Haarder dengang over politikernes eget ansvar for, at EU-samarbejdet i årevis er blevet talt ned overfor befolkningen og ikke op. Over at værdien af det europæiske samarbejde og de enorme fordele Danmark har af det indre marked er forduftet i alle besværlighederne ved at få så mange lande til at arbejde sammen. Når EU gang på gang fremstilles som problemet og ikke som løsningen, så er det jo ikke mærkeligt, at folk kommer til at opfatte det sådan og til sidst mister troen på ideen.

På et tidspunkt, hvor verden skriger på grænseoverskridende politiske løsninger på grænseoverskridende udfordringer på alt fra klimaet til flygtninge- og migrationskrisen, så giver det ingen mening at skrue ned for ambitionerne for det europæiske samarbejde. På et tidspunkt hvor det europæiske marked, mere end nogensinde har behov for styrke og vækst i konkurrencen med USA og de asiatiske markeder, så giver det ingen mening ikke at udvikle og udbygge det indre marked i EU.

Hvad der til gengæld mangler er reformer, der skærer ned på bureaukratiet, smidiggør processerne, prioriterer indsatsområderne skarpere, giver mere handlekraft til EU’s institutioner og skaber en bedre folkelig forankring. Der, hvor problemet ligger, er tilliden til at de reformer nogensinde kommer. For dem er der godt nok blevet talt om i adskillige år. Og jo større EU er vokset landemæssigt, desto mere kompliceret og omfattende er arbejdsområderne blevet, og handlekraften er suget ud af mødelokalerne.

Den helt regulære kritik, der kan rejses mod måden EU-systemet fungerer på i dag, og de svagheder det har omkring den folkelige forankring, ville bare fremstå langt mere interessant og brugbar, hvis politikerne havde nogen svar på, hvad der skulle gøres, og hvis de europæiske politiske partigrupperinger – for sådanne findes jo – satte sig for at skabe løsninger på problemerne i maskinrummet i stedet for bare at råbe fra skibets dæk.

Reformmotor efterlyses
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formulerede sig sådan her om EU i sin grundlovstale for nylig:

”Jeg er ikke blind for, at EU har fejl. At beslutningsprocesser kan være for langsommelige. At der reguleres for meget eller forkert. Men det gør sig jo ikke kun gældende i EU, men da også herhjemme. Og det får mig ikke til at stille spørgsmålstegn ved, om Danmark hører til i EU. Det gør vi. Nu og i fremtiden. Uanset hvad briterne stemmer den 23. juni. Men den britiske afstemning kan – hvis de vælger at blive – være en motor til nødvendige reformer af EU. Til at tage hånd om problemerne. Få EU til at fokusere mere på det vigtigste – og blande sig udenom langt mere. Vist kan vi gøre nogle ting bedre selv – men vi kan ikke gøre alting selv. Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde. Så enkelt er det. Alternativet til EU er ikke enegang. Det er ensomhed. ”

Hvad er det for nødvendige reformer, statsministeren taler om? Hvis noget reguleres for meget eller forkert, så har vi nok selv været med til at beslutte det, så behøver en oprydning vel ikke at hænge sammen med den britiske afstemning? Vi skal få EU til at fokusere på det vigtigste, siger statsministeren, men hvem er ham ”EU”? Det er jo en del af os selv.

EU på skrump
Det er virkelig bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i et interview i Berlingske dagen før grundlovsdag også fuldstændig lod som om, at EU ikke er en demokratisk del af os selv men en eller anden udefinerlig, ubehagelig type, der bare vil stikke næsen i alting.

I stedet for at integrere mere og mere skal EU fremover koncentrere sig om europæernes virkelige problemer og bruge al sin energi på kun tre områder: at sikre Europas ydre grænser, sikre lønmodtageres rettigheder og sikre sig mod placering af penge i skattely, mente Mette Frederiksen i interviewet. Hun talte om en dyb »legitimitetskrise« i EU. Jamen hvem har været med til at sidde og træffe beslutningerne om mere integration og hvem har skabt legitimitetskrisen? Det har jo bl.a. også de danske regeringer og de danske politikere i Europa-Parlamentet. Og danske politikere herhjemme, som har undladt at gøre noget ved problemet, der har eksisteret i årevis.

“EU har svigtet, og det kom til udtryk ved EU-folkeafstemningen i Danmark i december og den senere EU-folkeafstemning i Holland, hvor folk i begge tilfælde stemte om noget andet, end det de blev spurgt om. Det samme kan ske ved den forestående folkeafstemning i Storbritannien, der kan føre til, at briterne forlader EU,” sagde S-formanden i interviewet. Men hvem er EU? Det er jo ikke en selvkørende bil eller en løsrevet institution og nogle mursten i Bruxelles. Det er jo europæiske og danske politikere, der også har svigtet så? Tag nu så et medansvar for det og lav det om.

Mette Frederiksen mener, at EU bruger al for megen energi på for mange områder i stedet for at koncentrere sig om at finde konkrete løsninger på det væsentligste, og det vil være måden, hvor på man kan genvinde befolkningernes opbakning til det europæiske samarbejde. Det er jo utvivlsomt rigtigt. Her kunne Socialdemokraterne så sammen med søsterpartierne i de andre EU-lande forme en vision for den nye retning for EU og komme med konkrete udspil til den fornyelse, der er brug for.

EU hvem?
De seneste ugers debat har vist, at vi ikke er kommet ud over at betragte EU som et eller andet fantom, der uden at vi vil det, tiltager sig mere magt og beskæftiger sig med alt muligt, som vi ikke har bedt fantomet om at lave.

Hvis danske politikere begyndte at tale om EU som en del af os selv, som noget vi har været med til at skabe og udvikle, og som vi derfor også har et ansvar for at bringe i en ny retning, hvis vi synes, den nuværende er forkert, så ville meget være vundet. Hvis forslagene til den nye retning tilmed var konkrete og operationelle, så ville meget også være vundet. Hvis de europæiske partier, som jo er det europæiske repræsentative element så begyndte for alvor at skære til og prioritere vigtige områder, som ville kunne bringe ny vækst til det Europa, der halter bagefter økonomisk såvel som i den digitale udvikling, så ville vi være nået et langt stykke videre.

Hvis de europæiske befolkninger begynder at se, at der er politisk handlekraft bag ordene i det europæiske samarbejde, og politikerne – også de danske – ikke fralægger sig ansvaret og læsser det over til en eller anden udefinerlig størrelse i Bruxelles men viser os, at EU-samarbejdet og dets resultater skabes af de politikere og ministre, vi selv vælger, så ville vi også se medierne blive tvunget til at tage en anden stilling til EU-dækningen.

Ikke mindre kritisk, for reformbehovet er stort, og medierne burde medvirke til langt mere konkret at sætte fingeren på de ømme steder, så politikerne får fokus på dem. Men medierne er også tilbøjelige til at omtale EU som et uoverskueligt, bureaukratisk maskineri og ikke som en politisk institution.

Denne blog har været offentliggjort på Altinget.dk den 17.06.2016 på: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-det-herreloese-eu-projekt

 

Demokrati og afmagt – tiltrædelsesforelæsning på CBS

CBS Copenhagen Business School
Where University Means Business
9. juni, 2016
Invitation
 
Tiltrædelsesforelæsning
Demokrati og afmagt
ved
Lisbeth Knudsen
I anledning af CBS’ udnævnelse af Lisbeth Knudsen til adjungeret professor inviterer Department of Business and Politics til tiltrædelsesforelæsning og reception.
 
Vores højt værdsatte demokratimodel er udfordret og tandhjulene i det politiske maskinrum er blevet godt slidt ned.
Der trænges ikke bare i Danmark men rundt omkring i de demokratiske lande i verden til at få iværksat udviklingen af en model 2.0 af demokratiet, som kan give nogle nye svar på, hvordan vi skal praktisere, hvad der stadig er den bedste og eneste acceptable styreform men nu i en globaliseret og langt mere teknologisk, økonomisk og kulturelt forbundet verden.
Udfordringerne er store og krisen synlig. Befolkningerne har mistet tilliden til, at politikerne kan løse vores virkelig store udfordringer. De politiske partier har tabt meget af deres folkelige forankring og troværdighed. Det politiske lederskab har mistet modet til at udfordre vælgerne, og de har lagt det ideologiske helhedssyn på arkivet. Medierne har også mistet befolkningens tillid og troværdighed, og de er i høj grad med til at understøtte og udvide krisen.
Lisbeth Knudsen stiller i sin tiltrædelsesforelæsning diagnosen og lægger op til en nødvendig modernisering af demokratiet.
Lisbeth Knudsen er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1975, og har siden uddannet sig indenfor ledelse og bestyrelses ansvar og opgaver. Af hendes ledelsesopgaver kan nævnes redaktør og chefredaktør af Berlingske Tidende 1984-90;  administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for A-Pressen og det Fri Aktuelt 1990-98; Nyhedsdirektør og medlem af DR’s direktion 1998-06. CEO og koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Tidende 2007-15 og Direktør og Chefredaktør for Mandag Morgen fra 2015. Lisbeth Knudsen har bestyrelseserfaring fra en lang række virksomheder, fonde og brancheorganisationer. Fra perioden 2007-15 kan nævnes: Den Berlingske Fond, Radio 24/7, Weekendavisen A/S, Infomedia A/S, Danske Medier, Huset Markedsføring, Netdoktor, Illum Fondet m.f. Hun blev formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse i januar 2016 og har været formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles bestyrelse siden 2005. Hun sider desuden i bestyrelsen for start-up virksomheden ServiceLovers. Hendes omfattende ledelsesmæssige erfaringer er kombineret med særlig kompetence omkring digitalisering af medier, digitaliseringens samfundsmæssige betydning og kommunikation via alle former for mediekanaler.
 
Program:
 
Velkomst
v/ Institutleder Caroline de la Porte.
 
Tiltrædelseforelæsning:  Demokrati og afmagt
v/  Direktør og Chefredaktør Lisbeth Knudsen.
 
Promovering
v/ Dekan Peter Møllgaard.
 
Reception
 
Af hensyn til logistikken bedes om tilmelding
Tilmelding 
 
Organised by
Department of Business and Politics
Date
9. juni 2016
Time
14.30-17.00
Location
Råvarebygningen,
Porcelænshaven 22, auditoriet
 
You are receiving this email from CBS Copenhagen Business School because you either are employed by, or associated with CBS.
Department of Business and Politics
Steen Blichers Vej 22
2000 Frederiksberg 
Phone +45 38 15 35 85

 

Ytringsfrihed vigtigere end et par forvildede imamer

Politikerne diskuterer på livet løs, hvad vi skal tolerere af islamistiske had-prædikanters svovltaler i Danmark, og hvordan vi kan forhindre både dem, der kommer fra EU, og dem uden for EU i at komme til Danmark og sprede deres stenalderholdning til utro kvinder, ligestilling, ægteskaber, børneopdragelse og meget mere.

I et land med en vis markant historie for at forsvare ytringsfrihed og retten til at tale, tænke og tro frit, også når det kan opfattes krænkende af andre, der har vi altså – baseret på afsløringerne i TV 2’s dokumentar-udsendelser “Moskeerne bag sløret” – fået en seriøs debat om, hvordan vi kan holde folk ude, som siger noget, vi ikke kan lide og må tage dybt afstand fra.

Det viser sig ikke overraskende mere end besværligt at finde en lovgivning, der både respekterer ytringsfriheden i den danske grundlov og samtidig tilfredsstiller visse politiske ønsker om at handle og gribe ind her og der og alle vegne overfor en tolkning af Islam og nogle ekstremister, som fastholder kvinder og for den sags skyld mænd i en kultur og traditioner, som er langt væk fra Danmark og danske værdier.

Jeg faldt i den forbindelse over en tale, som forfatteren til Harry Potter-bøgerne, J.K. Rowling, holdt forleden i forbindelse med en prismodtagelse i den amerikanske afdeling af PEN. Hun kommenterede protesterne over den amerikanske præsidentkandidat Donald Trumps mange provokerende udtalelser om kvinder, muslimer, mexicanere med videre. Her er de skarpe og tankevækkende ord, hun sagde i sin tale:

“Hvis man søger at fjerne friheder fra en modstander blot med den begrundelse, at han har krænket dig, så har du passeret linjen til at stå side om side med tyranner, der fængsler, torturerer og dræber med præcis den samme begrundelse.”

Et tidevand af populisme

Rowling roste i sin tale ytringsfriheden i de bredeste form og sagde: “Tidevandet af populisme og nationalisme fejer i øjeblikket hen over mange af de veludviklede lande ledsaget af krav om, at uvelkomne og ubekvemme stemmer fjernes fra offentlige diskurs. Intolerance over for alternative synspunkter spreder sig til steder, der gør mig, en moderat og liberal, ubehagelig til mode.”

Hun talte derefter om den bevægelse på nettet med tusinder af følgere i Storbritannien, der vil forsøge at få Donald Trump til at forstå, at han er uvelkommen i England. “Jeg finder næsten alt det, hr. Trump siger, anstødeligt. Jeg betragter ham som fornærmende og fordomsfuld. Men han har min fulde støtte til at komme til mit land og være fornærmende og hyklerisk der. Hans frihed til at tale, beskytter min frihed til at kalde ham fordomsfuld. Hans frihed garanterer min. Ytringsfriheden kan ikke begrænses til frihed til at udtrykke sin egen synsvinkel.”

Andrew Solomon skriver i the Guardian i en kommentar til udtalelserne fra Rowlings, at det er rammende, at de skal komme fra en børnebogsforfatter. Og han henviser til den amerikanske digter, essayist, og aktivist, Emma Lazarus, som sagde: “Indtil vi er alle frie, er ingen af ​​os fri. Vi har brug for at byde uenighed velkommen, fordi vi vokser af det. Hvis du har behov for at lukke munden på den anden side, kan dine egne argumenter ikke være særligt stærke”.

Forleden sagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i forbindelse med regeringens to delaftaler som opfølgning på TV 2’s afsløringer:

“Regeringen vil ikke acceptere, at prædikanter kommer til Danmark og bruger religionen som platform til at gå til angreb på vores samfund med antidemokratiske holdninger. Derfor vælger vi nu at lave en ekstremistliste, for vi er nødt til at sætte en effektiv stopper for, at disse personer overhovedet får lov til at sætte ben på dansk jord. Når de spreder hadefulde ytringer, der er en trussel mod de danske værdier og det danske frihedsfundament, så er de på ingen måde velkomne”.

Vi skal ikke gradbøje ytringsfriheden

Det får mig til at slutte op om et debatindlæg fra tidligere Venstre-minister, Birthe Rønn Hornbech, som skrev i Politiken:

“Med forslaget opnår man alene, at mennesker med ekstremistiske holdninger, som ønsker at komme til Danmark og prædike, vil holde mund, indtil de har passeret grænsen. Med regeringens forslag kan man forudse, at disse prædikanter og deres tilhængere i fremtiden vil arbejde mere i det skjulte og dermed vanskeliggøre efterretningstjenestens arbejde. Dertil kommer, at forslaget i vor digitale tidsalder overhovedet ikke kan forhindre, at ekstremistiske forkynderes propaganda når til Danmark. Det mest triste er dog, at aftalepartnerne med forslaget demonstrerer, at de ikke har megen tiltro til det danske demokratis og frihedens styrke. Ja, forslaget udtrykker de folkevalgtes mistillid til befolkningens sunde fornuft og demokratiske sindelag.”

Hvorfor er det disse få mennesker med deres besynderlige holdninger og middelalderlige kultur, der skal få os næsten til at bøje Grundlovens højt skattede bestemmelser om ytringsfrihed og gå helt langt ud af en tangent? Hvorfor er det dem, der skal sætte den politiske dagsorden? Vi må have tilliden til, at vores kultur er stærk nok til gå op imod deres absurde holdninger og middelalderkultur. Og vi må tiltro os selv styrken til at oplyse og informere de nytilkomne i Danmark om danske værdier, dansk lovgivning og dansk kultur også til dem, der måtte lede efter fejlagtige råd i moskeerne.

I slutningen af denne måned skal regeringen komme med resultaterne af delaftaler og endelige aftaler, som følger op på afsløringerne i TV2’s dokumentar-udsendelser. Hermed en appel til, at vi ikke gradbøjer andres ytringsfrihed, fordi det har den alt for store konsekvens, at vi mister en del af vores egen.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 20.5.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-ytringsfrihed-vigtigere-end-et-par-forvildede-imamer

Luk vælgerne ind i debatten om ny dansk udenrigspolitik

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde brug for en ny platform til at kunne formulere et pragmatisk kursskifte i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter Fogh-æraen båret af den værdipolitiske aktivisme i tæt kompagniskab med USA. En politik, der ikke grundlæggende blev forandret under Thornings statsministertid, men hvor USA i mellemtiden har skruet ned for det internationale engagement og op for holdningen til Europas eget bidrag til forsvaret og løsningen af konflikter.

Med udnævnelsen af ambassadør Peter Taksøe-Jensen som udreder og forslagsstiller til en ny sammenhængende udenrigs- og sikkerhedspolitik fik Lars Løkke præcis det, han ønskede. Et énmands-oplæg, hvorfra regeringen nu kan plukke, hvad den vil, uden at skulle håndtere et opgør med en mere besværlig, større kommission med en flok kloge hoveder på området. Her har blot været en uforpligtet følgegruppe, som Taksøe har kunnet bruge som sparringspartnere, men de har ikke skullet skrive under på slutresultatet og er dermed frit stillet til at kommentere værket.

Strømlining af ulandsbistanden
Det interessante er så nu, hvad regeringen vil bruge Taksøe-Jensens rapport til. Den kan klart bruges til at strømlining af dansk ulandsbistand med fokus på FN’s bæredygtighedsmål og af Udenrigsministeriets prioriteringer i forhold til handelssamarbejde og nye markeder for dansk erhvervsliv. Ingen tvivl om at der er brug for en grundig diskussion om værdipolitiske hensyn stillet over for interessevaretagelse, når det gælder særligt ulandsbistanden, og at der er grund til at revurdere, hvor indsatsen skal være stærkest for dansk erhvervsliv.

Der har længe trængt til et kritisk blik på modtagerlandene for dansk ulandspolitik og på effekten. FN’s nye verdensmål er en god anledning til at fokusere dansk ulandsbistand på ny, finde ud af hvor vi kan gøre en forskel og ikke hænge fast i traditionen. Erfaringerne med satsningen på BRIK-landene og forandringerne i verdensøkonomien taler klart for et nyt blik på prioriteringen af vores vigtigste handelssamarbejde og dansk eksport.

Den politiske modtagelse af rapporten har været forudsigelig og forsigtig. Taksøe-Jensen vidste utvivlsomt, at hans forslag om øgede forsvarsudgifter ville støde på stengrund økonomisk, at hans kritik af brugen af dansk ulandsbistand til at dække flygtningeudgifter i Danmark ville blive fejet af bordet af både Venstre og Socialdemokratiet, og at han næppe ville komme igennem med et forslag om etablering af en ny national udenrigs- og sikkerpolitisk rådgiver i Statsministeriet. Et særligt nyt koordinerende regeringsudvalg for udenrigs- og sikkerhedspolitikken kunne være den pragmatiske løsning, der ikke ville udløse et nyt slagsmål mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Den potentielt giftige krig lukkede statsministeren ned, allerede inden rapporten blev offentliggjort formelt.

Pressestrategi uden debat
Man må sige, at pressestrategien op til offentliggørelsen af Taksøe-Jensen-rapporten fik fuld gas med drypvise, velplanlagte og timede forhåndsinterviews drysset ud over en række medier, så selve pressemødet til den samlede offentlighed var tømt for nyheder. Man kan diskutere, om det var smart, for nu flytter debatten om rapporten efter en hurtig politikerrunde og nogle få regeringskommentarer ind i et lukket rum. Det burde have været en del af opdraget, at rapportens konklusioner skulle ud i en bredere sammenhæng til en mere folkelig forankring af det kursskifte, som den lægger op til.

Rapporten konkluderer på fem pejlemærker for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.

  • Nærområdet med en bæredygtig og fredelig udvikling i Arktis og Østersøen som fokus.
  • Europa med et Danmark som kernemedlem af EU og NATO og som aktiv bidragsyder til at løse kriser med både flygtninge og terror.
  • Flygtninge og migration med samtænkning af blandt andet udenrigspolitik, humanitær indsats, ulandsbistand m.v.
  • Økonomisk diplomati med støtte til dansk eksport og til at skaffe investeringer, viden og talenter til Danmark.
  • Støtte til FN’s 2030-dagsorden og de 17 verdensmål. Og dermed støtte til både klimamål og styrket internationalt samarbejde.

Taksøe-Jensen-rapporten giver ikke svaret på alle aktuelle spørgsmål i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, men rapporten giver en overordnet ramme for det mere langsigtede perspektiv. Derfor er den brugbar som debatgrundlag.

De folkelige organisationer, højskolerne, NGO’erne, forskerne, regeringen eller Folketinget burde tage et fælles initiativ til at gå sammen om at etablere fem fora for offentlige debatter om disse vigtige pejlemærker for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Tag udgangspunkt i rapporten, som er meget velskrevet og kommunikerbar, og skab et materiale egnet til debat og interaktion med Danmarks mange interesserede i udenrigspolitik, ulandspolitik og sikkerhedspolitik.

Folkelig debat
Vi kæmper i Danmark som andre steder med en udbredt afmagt og frygt for globaliseringen, den multikulturelle bølge og internationaliseringen. En afmagt, som bestemt ikke er hjælpsom for de modige politiske beslutninger, der er helt nødvendige for Danmark. Hvis den frygt skal afmonteres, så skal udenrigs- og sikkerhedspolitikken sættes mere til debat. Politikerne har brug for en befolkning, der positivt forstår og erkender vores nye globale virkelighed, og som kan tage stilling til den på et oplyst grundlag.

Taksøe-Jensen-rapporten kan være et springbræt til at involvere og engagere flere i de problemstillinger, som vi alle sammen er nødt til at forholde os til. Rapporten kan suppleres med yderligere materiale, som kan bidrage til en dybere debat og involvering. Lad os nu ikke bare i Folketinget, men også i befolkningen få en bredere folkelig debat om globaliseringen og udenrigspolitikken og den danske interessevaretagelse, så det ikke kun bliver for en elite at diskutere vores store udfordringer og vores prioriteringer, mens befolkningen afkobles mere og mere.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 9. maj 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-luk-vaelgerne-ind-i-debatten-om-ny-dansk-udenrigspolitik

 

Den farlige brug af anonyme kilder

Vi genkender alle formuleringen fra medierne, når der skal skrives om de højspændte politiske situationer eller fra de interne kriser og rivegilder i partierne. ”Velinformerede kilder i Venstres bagland”. Eller ”anonyme kilder tæt på den socialdemokratiske formand”. Eller “kilder som støttede Kristian Jensen i formandsopgøret i Venstre”. Eller denne her: ”flere uafhængige kilder i det konservative bagland”.

Når det gælder den politiske rygtebørs er danske medier ikke særligt tilbageholdende eller tilsyneladende bekymrede for at benytte anonyme kilder til at orkestrere den dramatiske analyse eller den særlige toning af historier, som skrives i kaffegrums fra partiernes interne skærmydsler.

Kildebeskyttelsen rækker langt i danske medier, når der er ballade i luften, og alle har hver deres egen skæve Hassan, der i sådan en periode kan plantes, gødes og udnyttes i medierne. Det nemme og hurtige svar er selvfølgelig, at en del af de politiske krisehistorier ikke kunne skrives uden de anonyme kilder, og at medierne har til opgave at afsløre, hvad der foregår. Om nødvendigt med brug af anonyme kilder. Man kunne tilføje, at mange af disse historier nok kan skrives, men til gengæld ikke kan dokumenteres, og hvad er de så værd.

Strammere regler på New York Times
Belært af de smertefulde erfaringer fra to store forsidefejl inden for seks måneder baseret på anonyme kilder har redaktionen på New York Times valgt at stramme reglerne for brug af anonyme kilder. I den britiske presse stiller kommentatorer spørgsmålstegn ved, hvor meget af den britiske, politiske dækning, der overhovedet kunne foregå i medierne, hvis de var underlagt de samme stramme regler, som New York Times nu er det.

“I bedste fald giver anonymitet os mulighed for at afsløre de grusomheder, der begås af terrorgrupper, det offentlige misbrug eller andre kritiske situationer, hvor kilder kan risikere deres liv, frihed eller karriere ved at tale med os.

I følsomme områder som rapportering, der vedrører den nationale sikkerhed, kan det være uundgåeligt. Men i andre tilfælde må læserne stille spørgsmålstegn ved, om anonymiteten giver unavngivne mennesker mulighed for at fordreje en historie til fordel for deres egen dagsorden. I sjældne tilfælde har vi offentliggjorte oplysninger fra anonyme kilder uden nok spørgsmål eller skepsis – og det har vist sig at være forkert “.

Sådan hedder det blandt andet i udmeldingen til New York Times journalisterne fra ledelsen. Den nye politik, som blev meldt ud i marts, forbyder ikke brug af anonyme kilder, men den har til hensigt at begrænse den. Hvis en historie primært bygger på anonyme kilder skal den godkendes af en af de ledende redaktører på avisen.

Information frem for spin
Brugen af anonyme kilder er nogle gange nødvendigt, men det indebærer også i risiko i forhold til vores mest værdifulde og sårbare værdier: Den tillid som læserne skal have til os. Sådan skriver chefredaktøren for New York Times i forbindelse med det nye regelsæt. Han fortsætter med at skrive, at brugen af anonyme kilder repræsenterer den største risiko i deres store, kulegravende historier. Men brugen af anonyme kilder i rutine historier om politik eller business tester troværdigheden i forhold til læserne og udfordrer den.

Materiale fra anonyme kilder bør være information ikke spin eller spekulation hedder det i reglerne. Det skal have en særlig nyhedsværdi. Ikke blot tilføre kolorit eller pynt på historien. Det skal være informationer med en særlig betydning, fordi kilden har førstehånds indsigt i sagen.

De nye regler på New York Times indebærer ikke alene, at en redaktør skal godkende brugen af en anonym kilde, men også at redaktøren skal forhåndsinformeres om, hvem kilden/kilderne er. Det er altså ikke længere den enkelte journalist, der kan vælge redskabet med brug af den anonyme kilde og holde kildenavnet for sig selv.

Brugen af anonyme citater er særlig lumske, når de anvendes til at tilsvine eller stemple offentlige personer i portrætter, hvor de ikke har nogen muligheder for selv at komme til orde, og hvor der for alvor kan spinnes og begås karaktermord.

Den britiske medie kommentator Roy Greenslade skriver i Guardian, at blev de samme regler indført i britisk politisk journalistik, så var der ikke meget tilbage af den.

En alt for nem genvej
I sportsjournalistikken har vi med Qureshi-skandalen set, hvad det kan føre til i et ekstremt tilfælde, når redaktørerne ikke har styr på brugen af anonyme kilder og i det tilfælde formentlig også opdigtede kilder.

Men kigger man ind i de forskellige medier – ingen nævnt ingen glemt – så er anonyme kilder blevet en alt for let genvej til politiske rutine-historier også i dansk presse i stedet for at være undtagelsen, som kan være den helt nødvendige, centralt placerede hovedkilde til en vigtig oplysning. Vi har ikke en chance for som læsere, lyttere og seere til de politiske analyser fyldt med anonyme kilder at kunne gennemskue, om historierne er afbalancerede, og kilderne er repræsentative, om de har særlige interesser at pleje eller tilfældigvis var dem, der var til at få fat på inden næste udsendelse eller deadline.

Alt hvad der kan gøres for at styrke mediernes troværdighed i befolkningen bør gøres. Der er brug for det. Og anonyme kilder styrker ikke troværdigheden, de indebærer en risiko for manipulation, spin og fordrejning. Og det har kunderne gennemskuet.

 

Denne artikel er blevet bragt på altinget.dk den 22.april 2016 : http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-den-farlige-anonyme-kilde

 

 


Skattesnyd – en torpedo mod fællesskabet

Velfærdsstaten og de vestlige demokratier bygger på en samfundskontrakt mellem staten, borgerne og virksomhederne om, at man har både rettigheder og pligter. Til pligterne hører at betale skat. Til værdierne i en sådan samfundsmodel hører en forståelse af, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, og at værdierne ikke gemmes væk i skattely rundt omkring på eksotiske øer eller særlige lande med en skattefri himmel, som det kaldes.

Der hører, at velrenommerede virksomheder udviser ansvarlighed og bidrager til samfundet gennem deres skattebetaling, samt at korruptionen er lav eller ikke-eksisterende.

Der hører, at banker, revisorer og andre rådgivere, som samfundet baserer en del af sin tillid på, rent faktisk ikke misbruger den tillid og medvirker til skatteunddragelse. At der eksisterer en moralsk anstændighed, en gennemsigtighed, en retfærdighed og en juridisk ramme, som den finansielle sektor og rådgiverne konkurrerer positivt om at arbejde inden for.

Der hører politikere, der holder den moralske fane højt udadtil over for vælgerne, men som indadtil har fingrene i kagedåsen fyldt med skattefiduser i skattely-lande.

Afsløringerne af de såkaldte Panama-papirer – den hidtil største journalistiske lækage-sag omfattende 11,5 millioner dokumenter eller 2,6 terabyte i digital målestol – får den samfundskontrakt til at bryde sammen. De dokumenterer, at et advokatfirma i Panama, Mossack Fonseca, har hjulpet og hjælper velhavende individer og virksomheder fra hele verden med at holde formuer hemmelige for skattemyndighederne, og at dette firma har haft villige kunder, der gerne ville have deres vare.

Skattecasino-landene
Lad os nu ikke være naive. Vi vidste jo godt, at der fandtes internationalt skattesnyd og skattely-områder, og at globale virksomheder til en vis grad kan jonglere med indtægterne og investeringerne, så overskuddene bliver realiseret i lande med den laveste selskabsskat. Faktisk har tilværelsen som skattely-land ikke været så dårlig hidtil, og selv store, skattemoralsk velrenommerede lande har haft glæde af skattely-øer inden for de nationale grænser med særregler og god fortjene på en alternativ forretningsmodel.

To ting arbejder imod det. Den ene er, at regeringerne i en række lande faktisk er begyndt at arbejde konkret med restriktioner og initiativer, der straffer disse skattecasino-lande. Den anden er, at store, globale virksomheder kan opleve massive shit-storme på nettet, hvis de bliver afsløret i skattesnyd og manglende bidrag til skattebetalingen i de lande, som de har forretninger i.

I løbet af de seneste dage er fremtrædende politikere, præsidenter, regeringsledere, konger, erhvervsfolk, sportsfolk og organisationsledere havnet i den offentlige gabestok efter at have etableret skattely-arrangementer i Panama. Det er velfortjent og temmelig svært at have ondt af.

Manglende troværdighed
I den kommende måned vil offentligheden få adgang til navnene på mere end 214.000 offshore-enheder, der er blevet konstrueret med advokatfirmaet Mossack Fonsecas hjælp med henblik på denne skattetrafik. Navnene har forbindelser til mere end 200 lande.

Regeringsledere, præsidenter og fremtrædende politikere har været på listen over dem, der har brudt samfundskontrakten og har forsøgt at unddrage sig skattebetaling for ganske store formuer. Det forekommer så grisk, dobbeltmoralsk og forkasteligt, at det skubber yderligere til den i forvejen stejlt nedadgående troværdighedskurve for politikere.

Noget samlet overblik over, hvad der er blevet skjult i Panama findes ikke, og til den destination skal lægges mange andre steder, hvor udvekslingsaftaler om deling af oplysninger blandt andet på formueområder mellem landene reelt ikke har nogen betydning, fordi skuffeselskaberne ikke registreres og har åbenhed om transaktioner i selskaberne.

Internationale sanktioner
Skatteministeren kan ærgre sig på samfundets vegne og statsministeren kan føle sig snydt, men skal der for alvor ske noget med skattesnyderiet, så skal der indføres internationale sanktioner mod skattely-lande, og på en hel anden og mere effektiv måde gøres op med en bank- og rådgivningsbranche, der medvirker til at pengene flytter udenlands og uden for skats kontrol.

Det at betale sin skat med eller uden entusiasme har altid været et omstridt diskussionsemne hos danskerne på grund af skatternes højde her, men hvad vi ikke kan acceptere er, at nogen snyder fra at være med til at dele regningen. Sådan er det også i andre lande som Island og Storbritannien eller Ukraine. Afsløringerne fra Panama viser, at systemerne ikke fungerer, set fra et samfundsperspektiv, og at vores samfundsmodel bryder sammen, hvis vi ikke får ændret på det. Vi skal som borgere have tillid til, at tingene foregår retfærdigt og gennemsigtigt.

Moral og dobbeltmoral
Panama-papirerne løfter formentlig kun en meget lille flig af et stort problem med menneskets kreative evne til at finde smutveje til at undlade at betale for fællesskabet. Rent procesmæssigt og politisk må nogen gør noget ved det. Udviklingsorganisationen IBIS har regnet ud, at 62 personer i verden ejer det samme som 3,7 milliarder af jordens fattigste ejer tilsammen. For et år siden var det 80 personer, så de rigeste er blevet rigere. Det skønnes at 7.600 milliarder dollars befinder sig i skattely. 30 procent af de rigeste afrikaneres formue, cirka 500 milliarder dollars, er ifølge IBIS gemt af vejen i udlandet. Det betyder 14 milliarder dollars i manglende skatteintægter i Afrika om året.

Også danske navne og virksomheder befinder sig på de lækkede dokumenter fra Panama-selskabet. Vi ved endnu ikke hvem og hvor mange. At Danmark faktisk har en data-udvekslingsaftale med Panama hjælper ikke stort på det, for skuffeselskaberne er ikke officielt registreret noget sted. Her er det mellemhandlerne som banker, revisorer og rådgivere, som myndighederne kan gå efter. Og vi kan bare håbe på, at den brudte samfundskontrakt og risikoen for afsløring af skattefusk er så ubehagelig og imageødelæggende, at den trafik stopper.

Hvis ikke der findes veje til at standse flugten til skattely, så er konsekvensen en højere skat til alle, der ikke har råd til at hyre dyre skatteeksperter til at tænke kreative løsningsmodeller for international skatteplanlægning.

I 2015 vedtog verdens førende nationer at bekæmpe skattesnyd på G20-topmødet i Tyrkiet. Så landene og politikerne er begyndt at indse, at der må gøres noget mere effektivt, hvis fremtiden skal finansieres. Inden for EU er der også medlemslande, som har en hel del at lære i forhold til at have stabile og veludviklede skattesystemer, erfarede vi under den græske, økonomiske krise. Kort fortalt handler det om at nedbryde bankhemmeligheden i de mest populære skattely og om at tvinge nationale myndigheder til at udveksle oplysninger om skattesubjekter med hinanden.

Der er to læringer af Panama-papirerne. 1) Selv politikere med de store, moralske profiler kan vise sig at have en skjult formue i et skattely-område., og 2) Selv de virksomheder, som fremstår med en samfundsansvarlig profil, kan vise sig at se anderledes ud på indersiden. Panama-papirernes er forstemmende.

Det kalder på internationalt samarbejde endnu stærkere, end det er nu på området, og på at de lande, som har skattely-områderne, vil arbejde med.

 

Denne kommentar er første gang blevet bragt på altinget.dk den 8. april 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-skattesnyd-en-torpedo-mod-faellesskabet