Kampen om den digitale verdensorden starter nu

Teknologi og viden bliver i stigende grad en geopolitisk faktor i den nye digitale verdensorden, konstaterer regeringen i denne uges udspil om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Danmark skal være et af de mest innovative lande i verden. Udenrigstjenesten skal drive mere tech-diplomati. Universiteterne skal drive mere forskningsdiplomati, og danske virksomheder skal være digitale frontløbere.

Der skal etableres et e-handelscenter, der kan levere virksomhedsrådgivning. Adgangen for danske virksomheder på internationale e-markedspladser skal hjælpes på vej, og regeringen vil etablere en international koalition af tech-virksomheder, civilsamfundsorganisationer og stater for blandt andet at udvikle internationale dataetiske normer og principper. Sådan!

Der er ingen smalle steder eller manglende ambitioner i det dugfriske udspil til en ”Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi 2019-2020”, ligesom der ikke er det i mange andre digitaliseringsudspil, som regeringen er kommet med.

”Strategi for Danmarks digitale vækst” hedder et af dem målrettet erhvervslivet. ”Et stærkere og mere trygt digitalt samfund” hedder et andet målrettet den offentlige sektor. ”Digital service i verdensklasse” hedder et tredje udspil. ”Danmark klar til fremtiden” hedder et fjerde, målrettet forskningsindsatsen og innovation. ”Bredbånd og mobil i digital topklasse” hedder et femte om den digitale infrastruktur på teleområdet.

Læg dertil en AI-strategi for at booste Danmarks brug af kunstig intelligens og en aftale om fremtidens infrastruktur for digitale identiteter i Danmark og sikkert meget mere.

Pointen er, at det vælter ud med planer og ideer fra alle ministerier og alle verdenshjørner. Ingen kritik af det. Digitaliseringen ændrer alle spillereglerne i vores samfund. Men når nu alle andre lande har det ligesom os, at vi er bange for at være de sidste, der kommer hen til fremtidens herligheder og muligheder, så vil det være en ovenud god idé at tænke de her mange initiativer lidt på tværs på en ny måde.

Det vil det ikke alene, fordi denne nye måde kan give os en mulighed for at udtænke en dansk model for, hvilken rolle vi gerne vil spille i den digitale verdensorden. Det er også en god ide, hvis den nye måde kunne sikre, at halvdelen af befolkningen ikke overlades til afmagt og rådvildhed, jobløshed og bekymring ved den digitale forandringsproces, robotiseringen og globaliseringen.

Hvis vi derimod kan bruge en ny måde at gribe tingene an på til for eksempel at udvikle nye jobtyper, nye kompetencer, nye uddannelsesstrukturer, nye produkter og en ny version af den danske flexicurity-model.

Problemet med hele mylderet af gode tanker og forslag i alle regeringsudspillene er, at de ikke tegner en samlet vision for, hvor det danske samfund er på vej hen. Og måske endnu værre, at vi bygger en hel masse planer uden at have fundamentet gennemdrøftet og godt tør i støbningen.

Jeg havde lejlighed til forleden at tale på en konference om intelligent vækst arrangeret af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), der fremlagde en meget spændende rapport om udviklingen i Kina.

En rigtig god og håndfast opfordring til, at vi skal finde ud af, hvad vej vi vil gå med den teknologiske udvikling her i Danmark og i EU. Mellem det statsstyrede Kina og det markedsstyrede USA ligger Europa, der med EU-kommissær Margrethe Vestagers ord har en stærk politisk kultur for at etablere nye markedspladser og at regulere dem på en fornuftig måde, så business tjener samfundet og ikke omvendt.

I Europa vil vi alle sammen hver for sig være verdensmestre på det digitale område. Prøv at læse den svenske AI-strategi, som er en drøm om verdensklasse. Nordmændene skriver ganske enkelt, at norsk AI skal lede verden.

Og finnerne vil i deres strategi også være førende nation i verden på kunstig intelligens. Men vi er alle sammen små lande og overtrumfes hurtigt af den franske AI-strategi eller den britiske. Og i EU sidder man så og prøver også at have en offensiv AI-strategi og et stort program for et digitalt Europa, som bevæger sig med sneglefart i forhold til Kinas satsninger.

Den digitale forvandling bør være den højest prioriterede politiske og økonomiske opgave, hvor vi skal udvikle nye svar på presserende spørgsmål. Teknologierne forandrer vores samfund, men måden, hvorpå de gør det, afhænger i høj grad af, hvordan vi beslutter at anvende dem, samt hvordan vi udarbejder vores lovgivningsmæssige rammer for disse teknologier.

Hvad er vores globale ”point of difference” i Danmark på det digitale område? Hvor satser vi vores begrænsede ressourcer? Hvordan kan vi bruge vores samfundsmodel og vores værdier med tillid, fællesskab, lav magtdistance og mindre ulighed end i mange andre lande som en fornuftig ”driver” på udviklingen?

Globalisering version 1.0 gav frygt og afmagt hos mange. Kan vi gøre globalisering 2.0 bedre og introducere en europæisk model for en ny digital verdensorden med et mere menneskeligt ansigt?

Jeg tillod mig på ATV-konferencen forleden at foreslå, at vi bygger et fundament af digital humanisme. Det består af, at vi sætter mennesket før maskinerne. At vi skaber nogle dataetiske standarder og nogle etiske standarder for brug af kunstig intelligens der gør, at vi ikke som mennesker mister kontrollen med, hvad maskinerne skal udføre og kan udføre.

At vi sætter nogle høje krav til sikkerhed og persondatabeskyttelse og den personlige integritet i forhold til indsamlingen af stadig flere data om os og samkøring af data. Fundamentet består også af en forudsætning om et fokus på bæredygtighed og samfundsansvar hos dem, der arbejder med store dataindsamlinger og med kunstig intelligens.

Oven på fundamentet lægger vi et lag, som jeg har givet overskriften, at alle skal med. Sådan lyder det hele tiden i den politiske retorik, men hvad betyder det? Det burde betyde, at vi nu ikke bare skal holde festtaler om livslang læring, men nu skal der ske noget for alvor.

At vi ikke bare skal holde festtaler om begrebet digital dannelse, som i modsætning til digitale kompetencer ikke blot handler om, hvordan vi betjener de nye teknologier, men hvordan vi forstår betydningen af dem og den indvirkning, de har på vores liv, vores kommunikation med hinanden og vores sundhed.

Til dette lag hører også udviklingen af et nyt meget mere agilt og fleksibelt uddannelsessystem, der kan følge med de kompetencekrav, de nye jobbeskrivelser, de nye funktioner på arbejdsmarkedet, som hele tiden vil forandre sig.

Når de to lag er godt implementeret, er der et solidt fundament for den offentlige digitaliseringsstrategi, som igen kan understøtte og fremme digitaliseringen i den private sektor. Og der er basis for en vækststrategi i den private sektor med de centrale danske værdier i bagagen.

Både i den offentlige sektor og den private sektor i Danmark er vi langt fremme med digitalisering, fordi vi er det, man kalder et meget digitalt modent område. Danskerne har taget de nye teknologier i brug i stor stil, og tiltagene i det offentlige til digitaliseringen har presset stærkt på den udvikling med e-Boks, NemID, digital selvangivelse og i det hele taget kommunikationen med det offentlige på nettet.

Men næste fase af den teknologiske udvikling griber meget stærkere ind i vores liv og hverdag. I vores danske samfundsmodel, vores arbejdsliv og tilliden til det fælles. Globaliseringen 2.0 vil blive en kamp mellem kontinenterne om den nye digitale verdensorden. Det vil blive en kamp om magten over de nye teknologier og de data, som de opsamler. Det vil blive en kamp på samfundsmodeller. De frie markedskræfter, den statslige overstyring og den europæiske balancegang mellem marked og regulering.

Derfor: Prøv at lægge alle de fragmenterede planer for, hvordan vi bliver verdensmestre i det ene og det andet og det tredje i Danmark, ud på bordet. Skræl den flotte retorik væk, og tegn en helhedsvision for det digitale Danmark, så vi kan se det reelle billede af konkurrenceudfordringen og finde ud af, hvad der skal være retningen for vores udvikling.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 16. november 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kampen-om-den-digitale-verdensorden-starter-nu

 

To våben skal tilsammen bekæmpe forureningen af vores nyhedsstrøm

Det ene våben, der kan bekæmpe forureningen af vores informationsmiljø, er at bekæmpe kilderne til forureningen ved at afdække, udstille og få korrigeret misinformationen og bekæmpe dem, der bevidst vil vildlede, manipulere og undergrave vores demokratiske værdier ved at plante løgn og falske historier, manipulerede videoer eller billeder i det offentlige rum på de digitale platforme.

Brugen af det våben har vi talt rigtigt meget om siden det amerikanske præsidentvalg i 2016 og techgiganternes efterfølgende tab af uskyld i forhold til beskyttelse af persondata og kontrol med indhold på deres platforme.

På en konference afholdt af Europa-Parlamentets kontor i København forleden om netop det problem med forureningen af informationsmiljøet op til det kommende EP-valg i maj 2019, sammenlignede professor Vincent F. Hendricks, Københavns Universitet, kampen om det forurenede informationsmiljø med kampen mod klimaforandringerne og grænseoverskridende epidemier.

Og han har ret i at give tilstanden i informationsmiljøet de proportioner, fordi den form for forurening har potentialet til at undergrave vores demokratiske institutioner, destabilisere samfundets autoriteter, polarisere vores fællesskaber og opildne til had og konflikter. Se blot på, hvad der sker i USA under midtvejsvalget lige nu.

Faktatjek-organisationer som www.TjekDet.dk, der er en del af Mandag Morgen i Danmark, kan gøre en indsats mod misinformation og disinformation, men vi kan ikke gøre det alene.

Ligesom medierne har brug for at øge tilliden hos borgerne, så har politikerne det også. Så de skulle nok tænke over, om de selv i valgkampens hede kommer til at skære et hjørne og bidrage til misinformation eller bevidst disinformation.

Og de bør ligesom andre meningsdannere i Danmark tænke over at gå op imod disinformations-kampagner på de sociale medier, selv om det er tidskrævende og ofte utaknemmeligt, fordi tonen er beskidt og enøjet.

Vi siger ofte, at vi ikke vil have lovgivning, der begrænser ytringsfriheden i Danmark. Men så må vi selv sørge for i fællesskab at rydde op, når løgnehistorier kører uimodsagt rundt i viralspiralerne på de sociale medier og deles af flere tusinde danskere.

Oprustning af journalistikken
Men jeg nævnte to våben. Det andet taler vi mindre om. Faktisk alt for lidt.

Det er behovet for oprustningen og opstramningen af den professionelle journalistik. De professionelle – eller såkaldt etablerede medier – må tage sig sammen og opruste på kvalitet og demokratisk nytteværdi.

Opruste på ikke bare at pege kritiske fingre ad andre, men også selv medvirke til løsninger. Opruste på ikke kun at se de negative vinkler på samfundet, selv om det offentlige rum lige nu flyder over med svindelsager, hvidvask, it-skandaler og skattesnyd, men også at vise de gode eksempler på ting, der lykkes.

Relevans og troværdighed er fremtidens hårde valuta for de professionelle medier. Uafhængighed, ordentlighed, vedholdenhed og mod er de bedste midler til at genvinde tilliden hos befolkningen og respekten som nødvendige autoriteter i samfundet.

Ingen er fejlfri. Alle kan komme til at begå en fejl – også inden for journalistikken. Spørgsmålet er, om fejlene er udtryk for sjusk, dårlig og mangelfuld research, misforståelser eller bevidst skarpvinkling og udeladelse af nuancer, der burde med.

Brugerne derude køber ikke ind på, at en undskyldning for sjusket eller dårlig journalistik er kravet om høj hastighed i nyhedsformidlingen i dag. At konkurrencesituationen tilsiger hellere først end sidst med breaking news, ligegyldigt om tingene er ordentligt undersøgt.

At forretningsmodellen på grund af manglende annoncer er kommercielt afhængig af såkaldte clickbaits – det vil sige sensationelle overskrifter og halvkvædede viser – der så lokker husarerne ind i massevis til noget, der viser sig reelt at være mindre interessant eller handle om en opskruet vinkel.

Når vi kigger ind på det danske nyhedsbillede fra Mandag Morgens faktatjek-site www.Tjekdet.dk, så er det desværre ikke sådan, at vi ser, at danske medier helt rammer toppen af kvalitetslisten hver dag, selv om der laves meget fremragende journalistik.

Der er en hel del stof, som bare glider igennem. Der kan godt strammes op, og der kan helt klart vises mere åbenhed og transparens omkring de svære valg og nuancer, der altid er i nyhedsjournalistikken. Og de fejl, der begås, kan erkendes og rettes hurtigere. Den digitale journalistik, hvor forkerte fakta altid bare lige hurtigt kan rettes, når der er nogen, der klager, kan give en dovenskab i præcisionen, som trods alt var farligere, når noget stod på tryk for eftertiden og ikke lige kunne opdateres i samme ombæring.

Det internationale nyhedsbureau Reuters’ chef i Danmark, Jacob Grønholt-Pedersen, sagde det meget forsigtigt og neddæmpet på den før omtalte konference om EP-valget og misinformation, at han og hans kolleger ikke så sjældent støder på eksempler på sjusk og fejl under screeningen af de danske medier for interessante nyheder, der sendes videre ud i verden.

Grænseoverskridende journalistik
Når vi taler kvalitetsjournalistik, så må man midt i appellen om opstramning nævne, at der er en positiv tendens i sigte. Lige som finanskrisen var det, så er klimaforandringerne, migrantproblemerne og techgiganternes magt over vores liv globale og verdensomspændende udfordringer for stater og regeringer.

Det er skattesvindel, kreativ skatteplanlægning, hvidvask og anden økonomisk kriminalitet også. Ligesom terror, narkohandel og menneskesmugling. Det er så store og altomfattende problemstillinger, at vi heldigvis ser flere og flere eksempler på, at medier og journalister på tværs af landegrænser og mediehuse går sammen om bearbejdningen af gigantiske mængder af data og afsløringen af skurkene, hvor end de befinder sig. Der er en voksende erkendelse i medierne af, at vi ikke løser vores opgave som samfundets vagthund, hvis vi ikke samler kræfterne og arbejder sammen på trods af forskellige udgangspunkter.

Senest nu med sagen kaldet CumEx-files om svindlen med udbytteskat for antagelig 410 milliarder kroner, som blev afsløret af et internationalt netværk af 19 medier i 12 lande med Politiken og DR som de danske partnere og den tyske organisation Correctiv som omdrejningspunkt.

WikiLeaks med den stærkt ideologiske Julian Assange i spidsen var pioneren, der disruptede journalistikken med sin fribytterorganisation uden medieansvar og med den ubetingede åbenhed som evangelium, der indsamlede og lækkede millioner af fortrolige data til hele verden. Men selv Assange fandt ud af, at han ikke fik gennemslagskraft uden et samarbejde med de professionelle medier.

Det var derfor WikiLeaks, der bragte New York Times, The Guardian og Der Spiegel sammen i 2010 om offentliggørelsen af “The Afghan War Diaries” – det første eksempel på større og grænseoverskridende lækage-journalistik.

Seneste meget omtalte lækage fra WikiLeaks var i marts 2016, hvor organisationen under den amerikanske præsidentvalgkamp offentliggjorde 30.000 e-mails og vedhæftede bilag eller 50.547 sider dokumenter sendt til og fra Hillary Clinton, mens hun var amerikansk udenrigsminister. En sag, der i den grad satte sit præg på den amerikanske valgkamp i Trumps favør.

Efter WikiLeaks’ initiativ til at bringe store mediehuse sammen på tværs af grænserne begyndte de førende medier selv at indse, at et internationalt journalistisk samarbejde var nødvendigt. Den traditionelle journalistiske logik, som bygger på myten om den enlige helte-journalist, der arbejder på egen hånd og holder på sit scoop, indtil det kan åbenbares for alle i et enkelt medie, fungerer ikke længere i det nye medielandskab. Her er kulegravende journalistik ofte med enorme datamængder noget, der kræver nye kompetencer og mange ressourcer.

Efter WikiLeaks’ første store afsløringer fulgte som nogle af de største eksempler på grænseoverskridende internationalt journalistisk samarbejde: Cablegate, LuxLeaks, Edward Snowdens lækager, Panama Papers og Paradise Papers. Med til listen hører også her på det seneste The Russian Laundromat-projektet, som Berlingskes afdækning af hvidvask-sagen i Danske Banks estiske filial er en del. Projektet er koordineret af OCCRP – Organized Crime and Corruption Reporting Project.

Panama Papers-sagen alene var den største lækage i datajournalistikkens historie med 11,5 millioner dokumenter, som blev lækket til den tyske avis Süddeutsche Zeitung. Afdækningen skete i et samarbejde mellem 300-400 journalister involveret fra godt 100 forskellige medier i 83 lande og koordineret af The International Consortium of Investigative Journalists. Så sent som her i juni 2018 publicerede partnerne friske historier fra en ny lækage på 1,2 millioner filer.

Adgangen til langt flere data end tidligere, store data-lækager og det økonomiske og kompetencemæssige pres på medierne har skabt et grænseoverskridende journalistisk samarbejde om afsløringen af kæmpe internationale skandaler. Et samarbejde, som heldigvis også har omfattet danske mediehuse i forskellige konstellationer.

Og et samarbejde, som næppe var blevet til noget, hvis ikke den type af højprofilerede, kulegravende projekter, som måske tager mange måneders eller års forarbejde, ved en fælles publicering i mange lande har en kæmpestor branding-effekt og gennemslagskraft for de deltagende medier.

Mere og mere af den stærke kvalitetsjournalistik kommer til at handle om grænseoverskridende emner på erhvervsområdet, skatteområdet, klimaområdet, energiforsyningen, datasikkerhed, cyberkrig, kriminalitet, flygtninge- og migrantproblemer. Det er også områder, hvor det enkelte mediehus har svært ved at have den meget specifikke kompetence, der skal til, for at afdække alle relevante problemstillinger og følge alle spor.

Det er interessant at se, at det nye såkaldte cross border-journalistik ikke kun er et europæisk eller amerikansk fænomen, men også et fænomen mellem afrikanske, sydamerikanske og asiatiske medier, der hjælper hinanden med at afdække ting, som det måske kan være risikabelt for det enkelte medie selv at løfte.

Konklusion: Der er brug for en opstramning af den daglige journalistik, som måske udgør 90-95 procent af indholdet. Og så tilskynde til ikke bare mere internationalt samarbejde, men også samarbejde mellem danske medier om dækningen af store og ressourcekrævende opgaver. Der er intet, der tyder på, at det skulle skade det enkelte medies prestige eller branding at samarbejde med andre i stedet for selv at løbe alting i mål.

Interessante links til internationale journalistiske samarbejdsprojekter:

Laundromat

Migrant Files

Panama Papers

Paradise Papers

Snowden Files

Wikileaks Iraq Files

 

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 2.november 2018:

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-to-vaaben-bekaemper-forureningen-af-vores-nyhedsstroem

 

Vores tillidsbaserede samfund er udfordret

Hvidvask for milliarder af kroner i årevis gennem danske storbanker. Svindel for over hundrede millioner kroner i årevis i Socialstyrelsen med midler til de allersvagest stillede i samfundet. Og storplyndring af statskassen for milliarder af kroner i årevis i tilbagebetaling af udbytteskat som led i et gigantisk internationalt røveri foretaget gennem nogle af verdens største banker.

De dårlige nyheder om svindel og bedrageri står i kø for tiden. Hvordan kunne det ske? Fordi det var nøje planlagt og udspekuleret.

Vores højt besungne tillidsbaserede danske samfund har fået slået glasset ind til brandalarmen, og den er for længst sat i gang med at hyle. Der er ganske enkelt brug for en ret betydelig genopretning, hvis vi igen skal kalde os et velfungerende, tillidsfuldt samfund med respekt for centrale funktioner og de fælles administrative styrings- og kontrolsystemer.

Ikke bare er der brug for genopretning af tilliden til bankerne og den finansielle sektor, men også til Skat og retfærdighed for os alle sammen i skatteopkrævningen og til sikkerheden omkring styringen af offentlige tilskudsmidler på fair og ens vilkår.

Hvordan skal den lille iværksætter, der har hårdt brug for et lån til at komme videre med at drive en helt igennem legitim forretning, have forståelse for et nej fra banken, når den med den anden hånd vasker sorte penge hvide for russiske oligarker?

Hvordan skal den forening, der forsøger at gøre noget godt for hjemløse eller unge mødre uden uddannelse have forståelse for, at de skal rapportere brugen af hver en femøre i tilskud fra satspuljemidlerne og leve op til en nidkær kontrol, når Socialstyrelsen i årevis ikke opdager, at nogle af midlerne fra puljen havner på en medarbejders private bankkonto?

Hvordan skal den hårdtarbejdende helt almindelige danske familie, der betaler den skat, den skal, have forståelse for, at et internationalt netværk af svindlere, advokater og banker kan tømme den danske statskasse for anslået 12,7 milliarder kroner i udbytteskat i årevis, uden at nogen stopper hullet og manden, der lod pengene fosse ud af kassen?

Tillid er Danmarks stærkeste sociale kapital har adskillige forskere fremhævet. Vi er faktisk verdensmestre i tillid til hinanden. Social tillid er den andel af befolkningen, der mener, at man kan have tillid til mennesker, man ikke kender i forvejen. Det svarer hele 78 procent af danskerne ja til – den højeste score for noget land i verden.

Også den institutionelle tillid er højere i Danmark end de fleste andre steder, og begrebet tillid fandt vej til vores såkaldte Danmarkskanon som en af de højest prioriterede danske værdier. Høj tillid skaber økonomisk vækst i et samfund, fastslår forskerne, og det handler blandt andet om trygheden i, at tingene foregår på en ordentlig og fair måde.

Vil der ikke altid findes skurke, tyveknægte og brodne kar i selv det bedste samfund? Jo sikkert er det sådan.

Men de tre her nævnte sager adskiller sig – selv om de er vidt forskellige i karakter – ved at få tilliden til nogle af samfundets nøglefunktioner til at vakle; fordi der er tale om så store beløb; fordi der er tale om så langvarige svindelsager; fordi der burde have været kontrolfunktioner på plads, som havde opdaget kriminaliteten; fordi der i nogle tilfælde var whistleblowere, der advarede om en mistænkelig adfærd; fordi der var advarsler, der blev overhørt i alle tre tilfælde.

Nu råbes der på yderligere kontrol og regulering af den finaniselle sektor på europæisk og nationalt plan på basis af den seneste store internationale svindelsag for 410 milliarder kroner om udbytteskat.

Er storbankerne blevet så store, at de ikke selv har kontrol over, hvad de foretager sig, for slet ikke at tale om muligheden for at andre kan kontrollere dem? Er bankerne blevet så kyniske, at de har tabt moral og forretningsetikken? Skal bankerne have lov til at sprede sig over så stor en del af de finansielle markeder, som de gør i dag, eller skal de ved lov brydes op i mindre enheder?

Præcis som med de store tech-giganter, hvor man godt kan komme i tvivl, om de i virkeligheden selv har styr på, hvad de har gang i, når der dagligt skal ryddes op i millioner af falske konti, der spreder fake news, og når frie demokratiske valg infiltreres af misinformation og troldefabrikker via de sociale medier.

Kan vi regulere og kontrollere os ud af mistilliden, eller er vi kommet dertil, at bankernes ledelser må sætte spørgsmålet om moral og etik og samfundsansvar tydeligere på dagsordenen eller pålægges en offentligt udpeget vagthund i bestyrelserne? Det bør blive et emne for en seriøs politisk diskussion og en åben debat i finanssektoren uanset konkurrencehensyn.

Tilliden til banksystemet og den finansielle sektor er en nøgle til et velfungerende erhvervsliv, til en velfungerende boligsektor og et velfungerende samfund. Interessant nok viser internationale imagemålinger, at den finansielle sektor i de seneste fem år langsomt, men gradvist, er steget i anseelse efter det totale tilbageslag med finanskrisen. Men lige præcis i 2018 stagnerer de gode takter i udviklingen, og nu venter sikkert en ny tilbagegang med de seneste afsløringer.

Hvordan kan vi genskabe tilliden til Skat? Det hører populært sagt i kategorien ”det lange seje træk”. Flere medarbejdere, nye og mere effektive kontrolsystemer, ændret og mere fokuseret organisation og skærpet opmærksomhed på de mest sårbare områder.

Men hvordan kunne det gå så galt og så længe? Det skrives der nu tykke bøger om, men Skat har brug for genopbygning af tilliden på alle fronter. Det kommer måske til at tage både fem og ti år, inden skaderne og tilliden er genoprettet.

Vi kender til det ledelsessvigt, som fandt sted i Skat på kontoret for tilbagebetaling af udbytteskatten, men de seneste afsløringer i den internationale svindelsag viser nu, at en stribe udenlandske banker hjalp til med svindlen. En stribe sagsanlæg er allerede sat i gang for at hente nogle af de mange tabte penge hjem igen.

Når det gælder bedrageriet i Socialstyrelsen, så har det ikke skortet på advarsler fra Folketingets statsrevisorer i forhold til kontrollen med og styringen af de såkaldte satspuljemidler.

Satspuljen afsættes hvert år til initiativer inden for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Initiativerne har til formål at forbedre vilkårene for svage og udsatte grupper samt for mennesker på overførselsindkomst. Satspuljen udgør i 2018 omkring 770 millioner kroner, og regeringen har lagt op til at udmønte midlerne inden for nogle temaområder:

Flere borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job eller uddannelse, støtte og forebyggelse til udsatte borgere, familiepolitiske indsatser, værdighed og omsorg for de svageste ældre, styrket indsats i psykiatrien og for kronikere, understøttelse af civilsamfundsinitiativer og en beskæftigelsesrettet integrationsindsats.

Statsrevisorerne har kaldt ordningerne uigennemsigtige og lad os bare tilføje: ordningerne giver politikerne fra alle partier mulighed for at drysse beløb ud over hundredvis af projekter, som de hver især gerne vil tilgodese. Ofte projekter, som ikke er forsynet med en masse administrative kræfter, og som er helt afhængige af frivillige ressourcer til mange af opgaverne.

Sagt helt koldt og kynisk, som den tidligere finansminister og nu chefredaktør på dagbladet Børsen, Bjarne Corydon, gjorde det forleden: det er en hamrende ineffektiv måde at bruge pengene på; men sagt mere realpolitisk, er satspuljen med til at skabe mange projekter, der afprøver nye veje i socialpolitikken, løser og løfter områder, der ellers er faldet mellem forskellige stole og ikke vil kunne tilgodeses på anden måde, og løsninger, som skaber en involvering af civilsamfundet.

At det er lykkedes en medarbejder at svindle med udbetalingerne og sætte beløb ind på egne bankkonti over en lang årrække, samtidig med, at hun har ført et utroligt dobbeltliv, er ikke fuldstændig overraskende for folk med indsigt i systemet.

Og så er det jo fint, at socialministeren forarget kalder svindlen for ”gement tyveri” over for de svagest stillede. Men hendes ministerium viste måske i denne her sag lidt for meget tillid til en enkelt medarbejder, som tilsyneladende uopdaget kunne leve et dobbeltliv med køb og salg af dyre rideheste og huse i Sverige og Sydafrika for en månedlig løn på 37.000 kroner.

Virkeligheden har overgået fantasien, både når det gælder hvidvasksagerne, udbytteskattesagen og svindelnummeret i Socialstyrelsen. Nu bliver de endevendt at alle relevante myndigheder, og en politisk opfølgning er nødvendig. Men det er beskæmmende, at de har kunnet finde sted. Der skal ikke mange flere af den slags sager til, før vores institutionelle tillid får et ordentligt hak nedad, mens vi måske fortsat kan opretholde tilliden til hinanden.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 19. oktober 2018

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-vores-tillidsbaserede-samfund-er-udfordret

Sass & Pind i politisk pudekamp

TV 2 News’ nye politiske debatprogram er for meget en lukket fest for de to værter. De undværer gerne et journalistisk filter, men helt ærligt ville netop det gøre meget gavn ved konceptet. Der skal mere en to politiske koryfæer til at skabe godt og spændende tv.

Har vi brug for nye tv-formater til at revitalisere den politiske debat og engagere flere danskere i politik mellem folketingsvalgene? Ja! Som i: Det har vi virkelig desperat brug for. Der er virkelig ikke meget fornyelse i det område.

Har vi brug for, at politikerne får lov til at udfolde deres inderste visioner, drømme og forhåbninger uden at tale i one-liners og 30 sekunders klip? Ja!

Vi har brug for at politisk arbejde bliver mindre taktik, mindre partidisciplin og mere en konkurrence på de bedste ideer, de mest innovative tanker og drevet af personligt politisk lederskab. Det lykkes kun, hvis politikerne har modet til det.

Har vi brug for, at tilliden til vores politikere bliver øget, fordi vi både forstår udfordringerne, de kæmper med, de politiske prioriteringer, handlerummet og de politiske holdingsforskelle? Ja! Mere end nogensinde. Tilliden til politikerne er på lavpunktet. Kompleksiteten i de beslutninger, der skal tages, er voksende. Risikoen for, at det alt sammen øger følelsen af afmagt og fornemmelsen af ikke at blive hørt i befolkningen, er stor.

Der er alt mulig grund til, at dygtige konceptudviklere på tv udvikler nye formater for den politiske debat, der ligger ud over den hurtige nyhedsformidling.

Derfor: Hatten af for, at TV 2 News afprøver et format som Pind & Sass. Det er for tidligt og sikkert helt uretfærdigt at dømme det ude efter kun én udgave, men der skal godt nok ske et mirakel, hvis det skal blive et hit med det nuværende koncept. Der skal simpelthen mere en to politiske koryfæer uden journalistisk filter til at skabe godt og spændende tv.

Konceptet for Pind & Sass må være noget i retning af at tage den aktuelle uges topemner, som de to hver især tænder på, blande det op med lidt løs sniksnak og så få en diskussion i gang om de udvalgte emner set fra henholdsvis et liberalt og et socialdemokratisk ståsted.

Problem nr. 1 er, at ingen af de to har muligheden for at tale helt frit fra leveren. Henrik Sass er en del af den Socialdemokratiske topledelse og har med den placering en række hensyn, han skal tage. Søren Pind er ude af Folketinget, men han har tydeligvis ikke sluppet loyaliteten overfor hverken regeringen eller Venstre.

Dermed får vi en debat, der sådan er lidt gensidigt drilleri om, hvem der nu har ansvaret for hvilke problemer, og hvem der kan rose sig af hvilke forbedringer. Så et par sjove stikpiller til hinanden og så videre til det næste. Det skal måske være underholdning, men i så fald er det bare ikke sjovt.

Hvis det her format skal kunne noget, så skal det gøre os som seere klogere, for Pind & Sass bliver aldrig sjove hyggeonkler. De er til gengæld spændende politikere med et ideologisk format og en ballast af erfaring.

Når formatet med Ellemann & Lykketoft var interessant i en lang periode, så var det fordi de to udenrigspolitiske koryfæer kom med et kæmpe bagkatalog af viden om udenrigspolitik og kunne berige aktuelle udenrigspolitiske dagsordener med forskellige indfaldsvinkler, personlige anekdoter og en række historiske tråde op til nutiden.

Problem nr. 2 er, at formatet ikke fornyr den politiske debat på en måde, så man bliver klogere på politik.

Det er ganske enkelt for indforstået og for meget pudekamp, når diskussionerne flyver over bordet om kommunalreformen, og hvilke regioner, der er gode eller dårlige til at styre kvaliteten af sygehusbetjeningen, om hvem der havde ansvaret for dem, og om hvem, der har haft mest ansvar for at lukke lokale politistationer rundt omkring i landet.

Pind sammenligner Sass med Corbyn, uden at nævne, at det er den britiske Labour-leder, Jeremy Corbyn, der er tale om. Næppe paratviden hos alle seerne, hvad han lige står for.

Problem nr. 3 er, at Pind og Sass skøjter rundt, uden at de i virkeligheden reelt udfordrer hinanden. Lige præcis det filter i form af en nysgerrig journalistisk vært, som er fjernet i programmet. Når Pind ikke rigtigt svarer på udfordringen fra Sass med fjernelsen af det demokratiske led, hvis man nedlægger regionerne, så er der ikke nogen, der bider sig fast i det problem, og stiller Pind spørgsmålet, om han hellere vil have at Folketinget skal styre sygehusene eller ekspertbestyrelse skal gøre det.

”Jeg vil ikke have nogen mellem mig og min læge”, siger Pind. Men nu taler vi om den milliard-butik, som sygehusene er og ikke den praktiserende læge. Hvem skal prioritere, om lille Alfred skal vente 15 timer på en skadestue, eller om en anden patient skal vente i stedet for? Det fik vi ikke noget svar på.

Når Sass på baggrund af hvidvasksagen i Danske Bank siger, at virksomhederne ikke kan styre sig selv, og der derfor skal lægges loft over honorarer til bestyrelsesmedlemmer og direktører i private virksomheder, så bliver den udtalelse ikke udfordret vedholdende af Pind, men det hele bliver i stedet til en konsensus om, at grådighed er noget skidt.

Når journalister viser deres gavn, så er det lige præcis i sådanne politiske karusselture som disse, hvor meningerne bliver serveret i noget, der minder om en uforpligtende samtalesalon bedst egnet til at foregå over et glas vin eller en fadøl.

Det ligger godt til både Pind og Sass at ønske sig et program uden journalistisk filter, uden kritiske journalisters afbrydelser og uden irriterende opfølgning på, hvad de hver især siger. Forhåbentlig kan programmet udvikles til noget, der ikke bare er hyggeligt for de to selv, men som også kan give seerne noget, de kan blive klogere af.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 5. oktober 2018:

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-sass-pind-i-politisk-pudekamp

Lad os nu tale politik – ikke bogstavleg

Medierne elsker at lege bogstavleg, inden vælgerne overhovedet har stemt. Kommentatorerne elsker at analysere skrækscenarier og fremmane personlige konflikter. Kunne vi ikke fokusere mere på det politiske indhold? Vi laver trods alt ikke dramaproduktion.

Først dømte det politiske kommentator-kleresi kaos i blå blok.

Ville Dansk Folkeparti lykkes med at få smidt Liberal Alliance ud af regeringen efter et valg, hvis blå blok fik chancen for at fortsætte? Ville Løkke gå til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet med Liberal Alliance og Konservative, vel vidende at Dansk Folkeparti ser blåt eller gult, eller hvad det nu er, når Liberal Alliance kræver skattelettelser, mindre offentligt forbrug og endnu billigere biler.

Hvis Dansk Folkeparti skulle lykkes med at skubbe Liberal Alliance ud, hvordan ville LA så stille sig til at støtte en anden borgerlig regering?

Og hvad med Nye Borgerlige, som har opstillet nogle på forhånd næsten uspiselige og ultimative politiske krav til gengæld for at lægge stemmer til en blå Løkke-regering? Rigtigt meget kaos, hvis altså Nye Borgerlige kommer ind i Folketinget, for de siger, at deres stemmer ikke kan tælles med, hverken hos den ene eller anden statsminister, hvis de ikke får de ultimative krav med i regeringsprogrammet.

Så blev der dømt krise og kaos i rød blok, da Alternativet stillede med Uffe Elbæk som statsministerkandidat og præsenterede en total revolution af ressortområderne for kommende ministre og topprioritering af klimaindsatsen over alt andet. Samtidig proklamerede Elbæk, at deres stemmer skulle trækkes ud af ligningen, hvis de ikke kunne få en markant anden klimasatsning på dagsordenen.

Bedre blev det ikke af, at Enhedslistens Pernille Skipper også ville være statsministerkandidat og lige havde et ønske om ekstra to milliarder kroner til sundhedsområdet og nogle væsentlige punkter omkring ulighed. Og den radikale Morten Østergaard toppede krisen i rød blok med at kræve en skriftlig forsikring fra Socialdemokratiets formand om at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse på udlændingepolitikken til gengæld for radikale stemmer til regeringsdannelsen.

Skrækscenarier

Så er vi ligesom i gang med det politiske efterår. Vi er blevet begavet med kilometervis af analyser om alle mulige skrækscenarier. Hvordan skal det dog gå? I medierne er der dømt kaos. Er de nu blodige uvenner, Socialdemokratiets formand og den radikale formand, eller kan de stadig spise frokost sammen?

Kan Thulesen Dahl og Anders Samuelsen overhovedet være i stue sammen? Er Mette Frederiksen bare elendig til at være venner med alle og samle den røde blok til samarbejde og fælles udspil inden et valg? Har Mette Frederiksen ødelagt sin chance for at blive statsminister på grund af al den uro i rød blok, mens Løkke kan holde en fest i den blå blok. Eller kan han nu også det, når Pernille Vermund ruller sig ud?

Selv om det er rigtigt interessant, dramatisk og underholdende med alle disse spekulationer, der nærmest kunne ligne, at vi ender med at skulle være lige så længe om at danne en ny regering efter næste valg som belgierne, så lad mig lige prøve en anden variant. Ja, det er naturligvis super vigtigt, at der også kan dannes en regering efter et valg, som efter dansk model ikke på forhånd har et flertal imod sig, men skulle vi nu ikke lige lade vælgerne tale først og se, hvilke kombinationsmuligheder der måtte komme ud af det.

Altså ro på. Det her handler selvfølgelig ikke mindst hos de små partier om positionering og en krig på opmærksomhed. Og det kræver i den nuværende medieverden stadig mere skingre budskaber og ikke bare et nyt politisk udspil om nærpoliti og nærhospitaler eller stop for uddannelsesnedskæringer. Det er faktisk en trist udvikling. Men det er realiteterne. Hvor mange spørgsmål var der til Socialdemokratiets decentraliseringsudspil i denne uge efter sommergruppemødet og hvor mange til bogstavleg efter et valg? Rigtigt gættet: Bogstavlegen og ikke mindst Radikales krav stjal billedet.

Profilspredning

Hvordan skulle Alternativet nogensinde få genoplivet lidt X-faktor til Uffe Ulbæk, hvis ikke det skulle være med en provokation, som at gøre ham til statsministerkandidat, selv om alle kan se, at han aldrig kommer i nærheden af den post.

Det kom til at give den genlyd, det skulle, for udmeldingen blev taget alvorligt som splittelse i rød blok af medierne, og tv-stationerne blev tvunget ud i lang tågesnak om, hvad de ikke ville sige, de ville gøre med kommende statsministerdueller under valgkampen. Alt sammen koblet til et politisk program, der nok blev grint af som sædvanlig, når det kommer fra Alternativet, men som rummede så opfindsomme og finurlige nye ministerie-navne, at det også gav omtale.

Således trængt på omtale på venstrefløjen måtte Enhedslisten også på banen med Pernille Skipper som statsministerkandidat, når nu Uffe Elbæk kunne lykkes med det stunt. Her blev det politiske budskab mere traditionelle Enhedsliste-varer og mindre overraskende end Alternativets. Ergo mindre omtale.

Og så måtte Radikale på banen med endnu et stærkt råb om opmærksomhed. Det havde Morten Østergaard ikke fået på at stå og tale om radikale ønsker til den kommende politiske sæson. Han skulle skabe sig en kant til Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for at fiske de vælgere frem, som ikke er tilfredse med Mette Frederiksens stramme udlændingepolitik og flirten med DF.

Han fik medieopmærksom på sit brev med krav til Frederiksen om ikke at føre udlændingepolitik med DF, selv om han med garanti vidste, at han ville få en kurv. At Frederiksen ville stå mur- og nagelfast på ikke at flytte retningen for Socialdemokratiets udlændingepolitik igen.

Er der kaos i rød blok, eller er der rent faktisk gang i en fornuftig profilspredning, der kan fiske så mange vælgere frem som muligt og dermed stemmemaksimere til rød blok? Er det med andre ord god taktik, hvis det ikke lige var sådan, at de politiske kommentatorer helst vil have valget afgjort, inden det er afholdt, og mærkesagerne udraderet på forhånd, inden vælgerne har haft mulighed for at tage stilling?

Er Lars Løkke Rasmussen og blå blok faktisk nødt til også at tænke i profilspredning for de tre regeringspartier og DF, så der kan samles flest mulige midtervælgere op, og så Nye Borgerlige ikke æder en alt for stor luns af de nuværende blå partier og dermed åbner for et problem med statsministerposten?

Statsminister-duellerne

Kunne det ikke være befriende ud fra sådan et vælgersynspunkt, hvis vi ved det kommende valg fik lov til at bedømme de enkelte partier på den politik, de hver især vil kæmpe for, og ikke hvilken blok de nu er i, hvem de peger på som statsminister, og hvem de drikker kaffe med?

Kunne det ikke være befriende, hvis vi ikke afgjorde valget på forhånd, men hvis vi under den valgkamp, der nu er i gang, kunne drøfte de forskellige politiske udspil, uden at vi straks tæller til 90 og skyder dem ned med det samme? At vi rent faktisk udfritter partierne om deres evne til nytænkning af den danske samfundsmodel.

Kunne det ikke være en mulighed blot at se statsministerkandidatudmeldinger, ultimative krav og skriftlige erklæringer som et led i den almindelige partipolitiske profilering i mangel af bedre megafoner til medieeksponering?

Jeg tror, vælgerne er trætte af bogstavlegen og gerne vil have mere at vide om de politiske valgmuligheder. Jeg har stor tiltro til, at Hendes Majestæt og hendes dygtige rådgivere finder ud af at køre et par dronningerunder efter et valg, hvis der bliver behov for det.

Statsministerduellerne har haft sin tid på tv. De blev skabt på et tidspunkt, hvor det handlede om at teste to kandidaters troværdighed, personlighed, paratviden og politiske handlekraft op mod hinanden. Metoden endte sidste gang i at være et stivnet format på begge tv-stationer, hvor det mere blev en uskøn boksekamp på attitude og retorik, evne til at parere angreb og smile tillidsfuldt, end en kamp om politiske ideer, hvor folk for alvor kunne se forskel.

Nye formater til valgkampens meget vigtige tv-programmer er ønskelige. Bland kortene, og bring partierne sammen på nye måder. Lad Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF diskutere indbyrdes, så man kan se forskellen. Og lad Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Konservative gøre det samme. Lad de tre største partier diskutere Danmarks fremtidige kurs og/eller de tre mindste partier. Find på noget nyt med interaktive formater med vælgerne, der kan sikre, at vi kommer til langt mere at se og høre de forskellige politiske tanker og udspil ud over de to store partilederrunder ved valgkampens start og slutning.

Slip skrækken for, at folk trykker på kedsomhedsknappen på fjernbetjeningen for at udløse et eller andet politisk show i stedet for god information og spændende debat. Danskerne vil gerne høre om rigtig politik, når der er valg i Danmark.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 24. august 2018 https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-lad-os-nu-tale-politik-ikke-bogstavleg

Trumps mediekrig har konsekvenser – også i Europa

Måske trækker vi efterhånden lidt træt på smilebåndet af Trumps daglige strøm af storpolitiske udbrud i tweets fra klokken fem om morgenen til to om natten i stedet for at blive forskrækkede og bekymrede, som vi blev det i starten. Efterhånden har vi vænnet os til lidt af hvert. Og der kommer en ny situation i morgen.

Måske begynder vi også at blive lidt immune overfor hans bestandige angreb på medierne og hans misbrug af begrebet ”fake news” til at dæmonisere og udskamme sine fjender i den frie presse. Men styrken og vedholdenheden i den amerikanske præsidents angreb på medierne og på helt konkrete, navngivne journalister har konsekvenser, som nu begynder at vise sig mere og mere tydeligt.

Konsekvenser, som burde få medier og journalister over hele verden til at reagere, for lykkes Trump med sin strategi, så får populister andre steder smag for den samme kurs. Når medierne har mistet tilliden fra og kontakten til de borgere, de er til for at betjene, så får populister fri adgang til at bruge medierne som en del af det fjendebillede, der er populismens uundværlige iltapparat.

Trumps krig mod medierne er på vej til at ændre og polarisere amerikanernes holdning til medierne på en faretruende måde. Den er gradvis ved at svække tilslutningen til pressefriheden og uafhængigheden og give plads for synspunkter om mere politisk kontrol og styring af medierne.

Der er en voksende bekymring i medierne for, at den heftige tone fra Trump mod de medier, som han ikke kan lide, en eller anden dag får en tosse med et skydevåben til at gå amok og slå ihjel opildnet og opmuntret af den krigeriske retorik fra øverste sted. Og de udskældte medier begynder mere og mere at overveje, om deres journalister skal have personlig beskyttelse og sikkerhedsvagter, når de dækker Trumps store kampagnemøder, eller når de blot bevæger sig rundt og udfører deres arbejde.

Det er aktualiseret af, at højreekstremister og konspirationsbevægelser her tidligere på måneden nu tydeligt træder frem i og uden for præsidentens kampagnemøder og direkte angriber de tilstedeværende journalister, i dette tilfælde en repræsentant fra CNN, uden at hverken præsidenten eller hans pressetalskvinde tager afstand fra det, men blot slår det hen med, at folk jo har deres ytringsfrihed.

Fjendebilleder

Det er et af de stærkeste våben i populistens værktøjskasse at finde fjendebilleder og skabe konflikt og forvirring om sandt eller falsk for selv at stå i et bedre lys som redningsmanden. Det er et effektivt våben hele tiden at mistænkeliggøre sine kritikere og aflive enhver påstand om løgne og falske argumenter ved at vende kanonen mod angriberne og anklage dem for netop det.

Trump har fra starten af sin præsidentperiode gjort medier som New York Times, Washington Post, CNN, ABC, NBC og CBS til ”fake news-medier” og ”fjender af folket”. Det 20. århundredes diktatorer – især Stalin, Hitler og Mao – havde alle den taktik at dømme deres kritikere, især pressen, til at være ”folkets fjender”. Deres mål var at undergrave kritikernes og pressens arbejde og kalde ethvert dårligt budskab for ”falske nyheder”. Det handlede om at skabe forvirring i offentligheden om, hvad der var sandt, og hvad der ikke var sandt; hvad kunne man stole på, og hvad man ikke kunne stole på. Virker det bekendt? Ja, det er det præcis.

Trump har i et af sine mange tweets skrevet, at de anklagede medier ikke er hans fjender, men at de er det amerikanske folks fjender. Han stempler pressens medarbejdere i almindelighed som uærlige og uhæderlige med undtagelse af de efterhånden få medier, som støtter ham mere eller mindre ukritisk. Og den liste er blevet kortere, efter at selv hans favoritmedie, Fox News, er blevet momentvis kritisk overfor Trump.

Pressen som helhed kalder han ”en skamplet” og indholdet af de kritiske medier ”oprørende”. New York Times har fået æren af betegnelsen som ”en mislykket avis”. CNN er blevet kaldt ”forfærdelig” og ”fake news”. Buzzfeed fik betegnelsen “skrald”.

Præsidentens krig mod pressen truer amerikansk demokrati. Lad os være klar over, at når Trump bekæmper og ydmyger pressen, gør han mere end at spille for galleriet overfor hans tilhængere. Han søger at tæmme, svække og i sidste ende kastrere medierne og frarøve dem ​​den legitimitet, de engang har nydt blandt mange amerikanere. Det skriver den erfarne seniorrådgiver for Pulitzer Center for Crisis Reporting, stifter og direktør for Shorenstein Center for Medier og Politik, Marvin Kalb, i en ny bog, som udkommer i næste måned.

Populistisk autoritarisme

Bogen har titlen ”Enemy of the People” og handler om netop Trumps krig mod medierne. Kalb er dybt bekymret over de dybere konsekvenser af Trumps strategi mod medierne. Han frygter, at konsekvensen kan være en kurs mod en form for populistisk autoritarisme. Det er en styreform karakteriseret ved en stærk centralmagt og begrænsede politiske og individuelle friheder for borgerne. Han mener, at kan Trump efterhånden overbevise folk om, at hvad de læser i deres aviser eller ser på tv, på deres iPhones eller lytter til på radio, alt sammen er “falske nyheder”, så kan han regere mere eller mindre, som han ønsker, uden at den frie presse rejser kritik eller kommer med afsløringer af hans ageren, og uden at nogen diskuterer visdommen i hans politik.

Trump ser fjender overalt, skriver Marvin Kalb. Hvis fakta kommer i vejen, er han helt parat til at skabe sine egne “alternative fakta”. Han regerer allerede, som om hans eksekutiv afdeling allerede stod triumferende over retsstatsprincippet, mener Kalb. Tidligere præsident George W. Bush har engang talt advarende om magt. Hvordan den kan blive “vanedannende” og “ætsende”, og den kan blive “misbrugt”.

I sidste måned forsøgte udgiveren af New York Times, A. G. Sulzberger, under et besøg i Det Hvide Hus at forklare Trump, at hans retorik mod pressen var dybt bekymrende og på grænsen til at være farlig. Han advarede direkte præsidenten mod det inflammatoriske sprogbrug, som efter hans mening ville kunne lede til vold og trusler mod journalister.

Mødets indhold skulle egentlig have været fortroligt, men alligevel sendte Trump et tweet ud efter mødet, der skulle antyde, at nu havde præsidenten sat New York Times definitivt på plads og fortalt udgiveren, hvad han mente om pressens repræsentanter. Et tweet, der senere fik Sulzberger til at udsende en erklæring om hans egne udtalelser på mødet og hans noget anden opfattelse af dets forløb.

Tilliden til medierne

Det meget anerkendte amerikanske Poynter Institute, der forsker i medier og journalistik, offentliggjorde i november sidste år en stor undersøgelse af amerikanernes holdning til medierne under Trumps præsidenttid. Den afslører en markant polarisering i holdningerne. Vælgere med tendens til at stemme på Demokraterne har næsten i stigende omfang fået tillid til medierne, mens vælgere med tendens til at stemme republikansk har fået betydelig mindre tillid til medierne. Republikanere og Trump-tilhængere er langt mere tilbøjelige til at tilslutte sig meget kritiske holdninger til medierne og beskrivelsen af journalister som folkets fjender, og de er mere tilbøjelige til at støtte begrænsninger i pressefriheden end dem, der stemmer på Demokraterne.

Når der i undersøgelsen spørges til tilliden til journalisterne og redaktørerne, så er det kun 20 procent af offentligheden, der har “en stor del” tillid, 50 procent, der har “kun til nogle”, og 30 procent, der har “næppe tillid til nogen”. Offentligheden som helhed ser ikke nyhedsmedierne som helt uafhængige. 69 procent mener, at medierne “Har tendens til at favorisere den ene side”. Men det betyder ikke, at offentligheden ikke ser nogen værdi i at have medier. Et flertal af samme størrelse (69 procent) mener, at nyhedsorganisationerne “holder politiske ledere fra at gøre ting, der ikke skal gøres”.

Polariseringen er tydelig i undersøgelsen, når man ser på partitilhængerne. For eksempel udtrykker 74 procent af de demokratiske vælgere “en stor del” (19 procent) eller “en nogenlunde” (55 procent) tillid til mediernes rapportering, mens kun 19 procent af republikanerne gør det samme.

Et betydeligt mindretal af amerikanerne siger, at de er enige i påstanden om, at medierne er en “fjende af folket” (31 procent) og disse holdninger er dramatisk overrepræsenteret blandt Trump-tilhængere (64 procent). Endelig, og mest foruroligende, støtter en ud af fire amerikanere (25 procent) betydelige begrænsninger i pressefriheden. Specielt siger 25 procent af amerikanerne og 42 procent af Trump-tilhængerne, at regeringen burde “være i stand til at stoppe et nyhedsmedie i at offentliggøre en historie, som regeringsembedsmænd siger, er forkert eller unøjagtig”.

En anden og helt ny undersøgelse lavet af Ipsos fastslår, at fire ud af ti republikanere i USA gerne vil give Trump magt til at lukke medier, som efter hans opfattelse optræder dårligt. 48 procent af republikanske vælgere i undersøgelsen mener, at medierne er fjender af folket. 80 procent af de republikanske vælgere i undersøgelsen mener, at medierne er biased, og 79 procent mener, at Trump bliver unfair behandlet i medierne.

Opfattelsen af medierne i USA er under forvandling med en præsident i krig mod hele den journalistiske tradition, selvforståelse og forankring i demokratiet. Lykkes det i USA at vælte mediernes autoritet og troværdighed omkuld, så kan vi også vente os en bølge eller to i Europa. Selv stærke mediehuse har ikke længere magten til at forhindre en fake news-strategi som Trumps i at få varig, skadelig effekt på mediernes rolle og på demokratiet. Det er læren fra USA.

I Danmark forsvarer politikerne stadig og helhjertet en fri og uafhængig presse, men samtidig er antallet af partimedier stigende, og det samme er kritikken af ikke at kunne komme ordentligt til orde eller få lov til at fremlægge politiske ideer for vælgerne gennem de klassiske medier. Netop i denne uge lancerede Dansk Folkeparti sin udgave af et nyt partimedie. Enhedslisten, De Radikale, Alternativet og Socialdemokraterne er allerede i gang på samme måde.

Det kan være fint og helt forståeligt, at partierne gerne vil have deres politik ud i mere uforstyrret form, uden kritisk modspil og af kanaler, som er den moderne medievirkeligheds mangfoldighed af muligheder. Problemet er bare, at det sker på et tidspunkt, hvor de klassiske medier er svækket af digital omstilling og faldende indtjening, og hvor der er behov for, at partierne mere end nogen sinde værner om den frie presse og ikke taler den ned.

Det store spørgsmål her er, hvordan vi mødes til en demokratisk debat, hvor meninger brydes, skærpes, udfordres, justeres og kasseres, fordi der var nogle andre, der var bedre. Hvordan gør vi det, når vi mødes i de i forvejen frelstes lukkede haver på nettet, hvor vi nok ikke engang gider at kigge ind over hækken til de andre? Hvordan sikrer vi tilliden til den kritiske, uafhængige presse ikke undergraves herhjemme?

Læren af Trump må være, at medierne må tage kampen op. Må nytænke relationen til publikum og måden at bedrive journalistik på med høj kvalitet og høj troværdighed. Sandheden kræver vores opmærksomhed, som New York Times skriver i deres tankevækkende reklamekampagne.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 10.8.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-trumps-mediekrig-har-konsekvenser-ogsaa-i-europa

Kan politik skabes efter en ny kogebog?

I politik er der mindre og mindre rum for eksperimenter, for at begå fejl og for at tænke grænseoverskridende nyt. Det er faktisk ikke på den måde, vi løser de problemer, som hænger fast ved den danske model.

Lige om lidt er hedebølgen, Tour de France og den politiske fred ved at være overstået, og vi vender tilbage til hverdagen, arbejdet og et utvivlsomt spændende politisk efterår.

Men også temmelig forudsigeligt. August er højsæson for politiske sommergruppemøder efterfulgt af et finanslovforslag for 2019 i slutningen af måneden. Og så er vi i gang. Måske med en alenlang – og på godt jysk, træls – valgkamp frem til næste forår. Måske med et efterårsvalg før vi aner det.

Under alle omstændigheder går partierne op i gear fra starten efter sommerpausen. Det er nu, kuglerne skal støbes, og der skal lægges forslag frem, som vælgerne kan forholde sig til, hvis statsministeren skulle tage chancen hos vælgerne før tid.

Regeringen har allerede en række reformer af den offentlige sektor og sundhedsområdet i støbeskeen klar til affyring de kommende måneder.

Forsommeren har indvandring, integration og ghettopakke stået højest på dagsordenen, og de offentlige overenskomster kom på plads uden indgreb. Lige før den politiske sommerpause sprang alle partierne næsten uden undtagelse ud i fuld blomst på det grønne område, og et smalt medieforlig blev landet.

Nu gælder det i efteråret næste led i det, der ligesom ghettoplanen kan bruges som gode slagvarer til et valg: Udvikling af kernevelfærd på sundhedsområdet, mere for pengene i den offentlige sektor og sikringen af tilstrækkelig arbejdskraft til opsvinget.

Mental uorden

Vi udvikler hele tiden på vores velfærdssystem og skal endda ifølge finansministeren tillade os en vækst i de offentlige udgifter i de kommende år selv om budskabet tidligere har været nulvækst. Vi lapper huller, og indimellem reformerer vi. Vi poster flere og flere penge i vores sundhedsvæsen. Vi har høj beskæftigelse og mangel på arbejdskraft. Vi har opdrift i økonomien og mange positive takter, hvor vi som lille land lykkes med succeshistorier på et hårdt internationalt marked. Vi har gang i digitaliseringen. Står flot i internationale målinger på området, om end det kunne gå hurtigere med omstillingen i dele af industrien. Det går ret godt i Danmark, har statsministeren flere gange understreget, uden at komme til at lyde for pralende.

Og alligevel har vi et samfund i mental uorden. Med alt for mange selv helt unge ramt af stress, fornemmelse af utilstrækkelighed og anden mistrøstighed. Alt for mange uden for arbejdsmarkedet og alt for mange med forskellige diagnoser af depression, angst og misbrug. Alt for mange uden for eller på sidelinjen af samfundets flertal. Vi har en offentlig sektor, som trods dygtige medarbejdere og masser af kontrolsystemer ikke lykkes med at komme de rigtigt onde, vedvarende sociale problemer til livs. Vi bruger milliarder af kroner på de samme områder, som ikke rykker sig i positiv retning.

Vi har ikke knækket problemet med den sociale arv og de udsatte børn og en gruppe unge uden fremtidshåb. Vi har en sundhedssektor, som trods dygtige medarbejdere fremviser alt for mange eksempler på svigt, fejl og manglende sammenhæng i behandlingen af patienterne. Vi har visse steder en ældreomsorg, som overhovedet ikke er et samfund som vores værdig. Vi har en uddannelsessektor, som ikke matcher arbejdsmarkedets behov.

Vi jagter årsagerne til den mentale uorden i den digitale hverdag, i præstationspres og nulfejlkultur. I perfekthedskulturen, som fordrer det skønne, veludstyrede hjem, den perfekte familie fyldt med kærlighed og tryghed, den perfekte karriere fyldt med spændende opgaver og udfordringer, de trofaste, interessante venner og de perfekte børn, der er kreative og dygtige og har alle de rigtige kammerater. Kulturpolitikken staves nu underholdning, fascination, tidsfordriv og oplevelser.

Kulturdebatten og kulturpolitikken bruges ikke til at hjælpe os med at finde vej og fodfæste i en digital og globaliseret verden. Bruges ikke som et ramsaltet, inspirerende og engagerende bud på at tackle samfundsudviklingen og den mentale uorden. Kulturens aktører er trukket ind i sneglehuset, og toppolitikerne har glemt kulturens stærke betydning for vores identitet og værdier som mennesker.

Ny slags politikudvikling

Politikerne fra højre til venstre knokler på med at gøre indvandringen og integrationen, ghettoerne og de udanske parallelsamfund til vores altoverskyggende udfordring. Knokler på med at gøre den offentlige sektor mindre hullet og siloopdelt og mindske risikoen for, at folk falder igennem systemernes mange ukoordinerede handleplaner og støtteordninger mindre med en kommende sammenhængsreform. Vi har en Ledelseskommission, der kommer ud med den epokegørende, altoverskyggende anbefaling at sætte borgeren i centrum. Jamen, det troede vi vel egentlig, at vi allerede var i det danske velfærdssystem.

Hvordan er det så, at vi som vælgere skal forholde os til, at det på den ene side går ”ret godt” i Danmark, som statsministeren siger, og at vi på den anden side har rigtigt store udfordringer? Hvem kan tegne visionen ikke alene for industrien 4.0, eller den offentlige sektor 4.0 eller sundhedsvæsenet 4.0, men for hele Danmark 4.0, hvor vi har taget livtag med den mentale uorden og de onde problemer i social- og sundhedssektoren

Når vi nu står foran et valg inden for de kommende måneder, kunne man så ikke stille spørgsmålet, hvordan vi får grebet den politiske styring an på nye måder. Ja, faktisk hvordan vi får udviklet vores demokrati og vores politikskabelse, så grundlæggende reformer kan få den rette folkelige forankring, og så de rent faktisk løser de problemer, som danskerne er mindst lige så optagede af som indvandringen.

Kloge folk rundt om i verden i organisationen ”States of Change” er begyndt at tænke over, om politikudvikling kunne gøres på nye måder. Over om den politiske ledelse og den offentlige sektor kunne være mere innovativ og dermed ikke bare bestandigt og kortsigtet lappe huller. Eller udrulle reformer, der ikke er ordentligt aftestet, og løsninger, som ikke har nogen folkelig forankring eller forståelse.

Et af hovedpunkterne i det arbejde, som det tværnationale initiativ er kommet frem med, peger på, at man i politik burde lade sig inspirere af den digitale udviklingsmodel. Fokusere på den kulturforandring, som digitaliseringen kræver af virksomhederne og den måde, som innovative, digitale virksomheder arbejder på. Et samfund i den digitale virkelighed skal måske til at acceptere konstant at være i en beta-version, hvor eksperimenter, justeringer og tilretninger og nye innovationsspring ikke kommer i store reformpakker, der bygger oven på et kæmpe lag af gammel historik. Eller sagt med andre ord:

Plads til eksperimenter

Skal vi have løst de virkelig onde problemer og skavanker ved vores nuværende velfærdsmodel, så skal vi måske politisk til at eksperimentere, udforske, turde fejle og lave om igen. Så skal innovation ikke blot er en styret operation inden for kendte rammer og med hensyntagen til årtiers forudgående erfaring og historik. Så skal der være plads til en rigtig og dyb innovation, der for alvor flytter hele tankegangen, kulturen, processerne og løsningerne et nyt sted hen

Når den offentlige sektor nu skal hænge bedre sammen, kunne vi så tage udgangspunkt i en anden form for styringsmodel end den nuværende. En model, der ikke appellerer til kassetænkning og suboptimering i det offentlige, men som ser på personen – på mennesket, der har brug for hjælp. Og så på den måde tvinge systemerne til at arbejde sammen om løsninger. Vi kunne skabe innovative miljøer og frirum i det offentlige til at eksperimentere med nye løsninger

Når vi nu skal finde ud af, hvordan vi tackler en fremtidig eksplosiv stigning i sundhedsudgifterne med nye behandlingsmuligheder, dyr personlig medicin og flere ældre, og vi har et system nu, der på for mange strækninger er dysfunktionelt, kunne vi så sætte eksperimenter i gang med nye løsninger og prøve nye veje af tænkt helt ud af boksen i lille skala, inden vi ser, hvad der virker, og derefter skruer op for skaleringen.

Når vi nu ved, at mange af de uddannelser, vi har i dag, er forældet og ufleksible i forhold til det, vi har brug for i fremtiden, skulle vi så afprøve en anden form for uddannelsesplanlægning i lille skala, så vi kunne blive klogere på den fremtidige uddannelsesmodel til et meget forandret arbejdsmarked. En model, der også må have perspektivet med for livslang læring.

Alt for meget lovgivning bliver til uden at tidligere lovgivning er ordentligt evalueret, inden næste bølge af ændringer kommer. Uden at initiativerne er gennemtænkt på tværs af de forskellige sektorer. Og uden at det er gennemtænkt, om det er tidspunktet at starte helt fra grunden med en ny model.

I den digitale og videnskabelige verden er det nødvendigt at tænke de utænkelige løsninger. At teste dem af. Fejle, lære af det og gøre nye forsøg. I politik er der mindre og mindre rum for eksperimenter, for at begå fejl og for at tænke grænseoverskridende nyt. Det er faktisk ikke på den måde, vi løser de problemer, som de politiske partier paradoksalt nok er ret enige om, hænger fast ved den danske model.

Måtte vi få et politisk efterår, der giver plads for nye ideer til at løse den mentale uorden og nytænke den danske model.

 

Denne artikel er bragt den 27. juli 2018 på altinget.dk: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kan-politik-skabes-efter-en-ny-kogebog

 

Ud af grotten – ind i hjerterne

Katastrofer skal have få helte og få ofre, der kæmper en fortvivlet kamp mod naturens kræfter, så følger vi dem time for time over hele verden. Indstil næste hjerteskærende katastrofe. Hvis katastroferne er enorme, er ofrene mange hundrede og redningsmandskabet i tusindtal, så flyder dramaerne let forbi os i nyhedsstrømmen.

Man siger, der helt enkelt findes to slags journalistik, der virkelig rammer os i hjertekulen. Den, hvor vi kan sige: Godt det her ikke sker for mig. Og den, hvor vi kan sige: Bare det her skete for mig. Den første rammer vores empati, vores medmenneskelige sympati og vores frygt for at vores nærmeste eller vi selv bliver ramt af noget tilsvarende. Vi kan helt umiddelbart og konkret identificere os med de ulykkeligt ramte. Den anden rammer vores drømme, misundelse, forargelse og håb. Når noget bliver meget konkret, så rører det vores følelser.

For at en nyhedshistorie i katastrofekategorien skal kunne ramme en af disse to genrer rent med størst mulig fascinations- og gennemslagskraft i nyhedsstrømmen, så skal ulykken have et begrænset antal ofre. Børn giver altid en klar identifikation. Selv om de måske har båret sig uforsigtigt og dumt ad, så er de per definition uskyldige i den ulykkelige situation, de er havnet i.

Der skal være håb for deres redning, selv om det ser vanskeligt/umuligt ud. Der skal være en form for tidsfaktor og dramaturgi i forløbet med lykkelige øjeblikke og dramatiske tilbageslag. Der skal være store og små helte, som kan følges gennem anstrengelserne. Og der skal være en international interesse for sagen og en kendisopmærksomhed skader heller ikke.

Hvis det her lyder kynisk, og det gør det, så prøv at tænke efter. Hvilke ulykker husker vi bedst. Præcis den her slags med fodbolddrengene i Thailand, som omfatter små grupper, der befinder sig i en dramatisk situation, de kan miste livet ved. Indespærret i en grotte hvor druknedøden er overhængende realistisk. Indespærret i en mine, som 33 arbejdere i Chile. Eller russiske sømænd indespærret i en ubåd på havets bund.

Historien om de 12 fodbolddrenge fra The Wild Boars junior fodboldhold og deres træner, som måtte tilbringe mere end to uger i Tham Luang grotten i det nordlige Thailand, havde det hele. Det handlede om børn, der havde søgt ly i en grotte for regnen og antagelig var blevet presset langt ind i dens mørke, uvejsomme indre af oversvømmelser. De store helte var selvfølgelig det thailandske Navy SEAL team og de internationale dykkere, der fik dem ud med eget liv som indsats. De små helte, alle de mange frivillige der strømmede til området for at hjælpe med opmuntring, mad og forsyninger.

Dramaturgien havde også det hele. Der gik ni dage inden de unge fodbolddrenge blev fundet af tre britiske specialdykkere. En dykker mistede livet i forsøgene på at fragte iltflasker ind i grotten og finde metoder til at få børnene ud i live. Monsunen trængte sig på med truslen om, at grotten i løbet af en dag eller to ville være endnu mere oversvømmet og måske endda også den forhøjning, som drengene havde fundet op på, da de i første omgang redede livet.

Hele den internationale breaking news business var på sagen, og grotteområdet blev oversvømmet af udsendte reportere, der kunne tale og tale i timevis, fremvise vandpumper og ventende pårørende, og blive stillet alle mulige spørgsmål om børnenes tilstand, redningsmetoder og tidsplaner, som de reelt ikke havde noget svar på.

Med tilbageholdt åndedræt har vi alle fulgt med i og talt om børnenes tilstand og stillet spørgsmålet igen og igen, hvorfor i alverden de i første omgang begav sig ind i den grotte? Alle – både med og uden børn på den alder – har kunnet identificere sig med de angste forældre og med børnene i grotten.

DR og TV2 var på pletten med live-reportere klar til omstilling, og de danske medier var så heldige, at en dansk dykker deltog i redningsaktionen.

USA’s præsident sendte lykønsknings tweet i forbindelse med redningen af de sidste af de 13 indespærrede i grotten. Teslas karismatiske tech-milliardær, Elon Musk, lagde vejen fordi grotteområdet med en miniundervandsbåd bygget til hans måneprojekt, som måske skulle kunne bruges på landjorden til at hjælpe børnene ud.

Båden kom aldrig i brug, men Elon Musk fik taget billeder af sig selv efter grottebesøget og fortalt alverden på twitter om hans hjælpeaktion. Politikere og personligheder fra hele verden sendte sympatihilsener til redningsteamet og drengene på de sociale medier. Det internationale fodboldforbund FIFA lovede drengene billetter til VM-finale kampen i Rusland. Andre fodboldhold sendte hilsener og invitationer. Hele verden levede med i historien, og der blev bedt på alle slags sprog for deres overlevelse

En anden historie

Mens alverden fulgte eftersøgningen og senere redningen af de 12 fodbolddrenge og deres træner, så skete der andre katastrofer i præcis samme periode, som bare ikke fik andet end kortvarig opmærksomhed, selv om de havde langt flere ofre.

Mindst 18 personer omkom, efter at to både med mange kinesiske turister kæntrede i havet nær ferieøen Phuket. 38 personer savnedes efter ulykken. Båden kæntrede, da den blev ramt af fem meter høje bølger. Den havde netop forladt Koh Racha, der er populært blandt snorkeldykkere, for at returnere til Phuket. Om bord var 105 passagerer. Samme dag kæntrede også en anden båd nær Phuket. Ifølge lokale medier var der tale om en båd med 39 kinesiske og europæiske turister om bord nær øen Koh Mai Thon. Alle fra denne båd blev reddet derfra i live.

Her er altså tale om langt flere døde og en større katastrofe. Men det er ikke børn, der sidder på en stump klippe i en oversvømmet grotte. Det var kinesiske og europæiske turister i ubestemmeligt antal og ingen medier gjorde rigtigt meget ud af at finde ud af sammensætningen.

Og i samme periode, ud for Libyens kyst: Over 63 migranter menes omkommet, efter at deres båd gik ned. Det andet forlis af denne art inden for to døgn. 41 migranter blev samlet op, efter at deres fartøj var gået ned. En stor gummibåd forulykkede dagen senere ud for Libyens kyst med over 100 migranter om bord. 16 af de ombordværende blev reddet og ni omkomne er blevet bjærget. Der er ingen oplysninger om de øvrige.

Døden på Middelhavet er blevet så meget hverdagskost i medierne, at tabstallene dårligt nok rapporteres mere. Vi kan ikke rumme at omfatte migranterne med sympati, fordi de kommer i store mængder, leverer så mange problemer til Europas dørtrin og skaber både frygt og afmagt hos de politikere og den lokale befolkning, som skal finde løsninger på at holde migranterne hjemme på det afrikanske kontinent og få sendt dem tilbage, der ikke skal have asyl i EU.

Lad os tage et tredje eksempel. I samme periode som fodboldholdet og træneren i grotten stjal al opmærksomhed, misterede tæt på 200 mennesker livet under oversvømmelser i Japan efter det kraftigste regnvejr i tre årtier.

Kampen er sat ind med 70.000 redningsarbejdere for at finde de sidste savnede. Omkring to millioner mennesker er blevet evakueret. Her er ingen livereportere på hvert gadehjørne for at følge katastrofen. Her er tabene så uoverskuelige og redningsarbejdet så omfattende, at vi ikke kan identificere os med det. Det bliver ”bare” en kort nyt i nyhedsudsendelserne, mens redningen af de 12 fodboldsdrenge og deres træner tager toppen af nyhederne

Når spotlightet slukker

I de kommende dage og uger vil medierne bestorme drengenes familier og drengene selv, når de engang kommer ud fra hospitalet og kan fortælle deres historier om de to rædselsuger i grotten.

Det er interessant, at en af de chilenske minearbejdere, der for nogle år siden sammen med 32 kolleger var indespærret i en sammenstyrtet mine i det nordlige Chile i 69 dage, nu på Reuters fortæller om det mediecirkus og den enorme opmærksomhed, der blev dem til del umiddelbart efter den mirakuløse redning. Men få uger efter slukkedes den internationale spotlight på dem, og medierne og folks opmærksomhed var videre til næste drama. Den rutsjetur fra krise og døden-nær til verdensopmærksomhed og lykke – og så tilbage til glemsel, er brutal og forventelig – også for fodbolddrengene.

Allerede nu er de personlige historier om de 12 drenge og deres træner på vej i medierne. Mange af dem viser sig at være fattige, statsløse drenge fra de små og store etniske mindretal, der krydser grænsen mellem Thailand og Myanmar.

Blandt fodboldholdet skiller allerede historien om en af dem, Adul, sig ud i den internationale presse. En statsløs dreng fra Wa-regionen, hvis forældre efter at have krydset grænsen til Thailand for otte år siden ifølge New York Times efterlod sønnen ved den lokale Baptist kirke i Mae Sai og bad den lokale præst om at tage vare på ham. Wa-regionen i Myanmar er præget af borgerkrig og mulighederne for en god uddannelse for den unge Adul ikke eksisterende. Han blev den, der på blandt drengene i grotten kunne kommunikere på engelsk med de britiske specialdykkere og fortælle om deres tilstand. Andre heltehistorier vil følge.

Om træneren, den 25-årige Ekkapol, som takket være sin uddannelse hos buddhistiske munke lærte drengene at meditere og finde ro under opholdet inde i grotten, ligesom han ansvarsfuldt overlod sin ration af mad og drikke til drengene og var den sidste, der kom ud.

Men lige om lidt er også drengenes historier fortalt, og medieverdenen rykker videre til den næste menneskelige katastrofe, som vi kan overskue at identificere os med. Så overlades scenen til filmselskaberne, der ser dramatisk potentiale i at fortælle drengenes historie som film.

Denne artikel blev også bragt på altinget.dk den 13.juli 2018. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-ud-af-grotten-ind-i-hjerterne

 

Fra minister til lobbyist – kun et skridt over gaden

Det skal være attraktivt at være politiker og minister.

Gerne mere attraktivt, end det er i dag, hvis vi skal have de bedste. Og det har vi brug for. Både dem med den stærkeste vision, den stålsatte integritet og uafhængighed og det største mod til at træffe politiske beslutninger.

Vi har ikke brug for jantelov og småpopulistisk fnidder om minister- og folketingslønninger, pensioner og ventepenge, der altid skræmmer politikerne fra at tage en ordentlig diskussion om egne arbejdsvilkår, og som altid får medløb i populærpressen og de sociale medier.

Vi har brug for, at politikere kan hentes fra alle samfundslag. At de får en løn, der afspejler det ansvar og den prestige, vi som vælgere burde tillægge jobbet.

De skal ikke være levebrødpolitikere, men bør have en smidig mulighed for at skifte erhverv til og fra politik og måske tilbage igen i politik belæsset med flere erfaringer fra erhvervslivet. Erhvervslivet og den offentlige sektor skal finde det attraktivt at ansætte en eks-politiker i en helt almindelig rekrutteringsproces.

Vi har til gengæld også rigtig meget behov for at have nogen regler i Danmark omkring jobskifter i hvert fald for ministre, som sikrer klare skillelinjer mellem at være ”folkets tjener”, som en minister jo er, og så tjene en interesseorganisation, et kommunikationsbureau eller et public affairs-bureau med påvirkning af politikerne og lobbyisme som opgave.

Dermed være ikke sagt, at lobbyisme per definition er et dårligt fænomen, der giver dem med de stærkeste økonomiske muskler størst indflydelse på den politik, der føres i landet. Lobbyisme kan faktisk være ganske nyttig for politikerne, når der er åbenhed og transparens omkring det. Så er det en måde for politikerne at få input til ny lovgivning eller blive opmærksom på behovet for ændringer eller uhensigtsmæssigheder i samfundet.

Den aktuelle krog til at åbne denne diskussion er selvfølgelig nu tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsens afgang den ene dag fra ministertaburetten på den ene side af Slotsholmsgade i København for næste dag et indtage den varme stol som administrerende direktør for Dansk Erhverv bogstavelig talt lige på den anden side af samme gade.

Fra valget i 1987 til valget i 2015 er der sket en stigning på 80 procent i antallet af politikere, der er gået fra minister eller jobbet som politikere til nye job med lobbyindhold. Alene mellem 2001 og 2015 taler vi om 63 ansættelser. En undersøgelse udarbejdet af Mark Blach-Ørsten og Ida Willig, der er professorer på RUC, og Leif Hemming Pedersen, der er ekstern lektor samme sted, viser tendensen meget klart.

I PR- og kommunikationsbureauer som for eksempel Primetime og Advice og i tænketanke som Cepos og Concito ansatte man mellem 2001 og 2015 over 4 gange så mange eks-MF’er som mellem 1987 og 2001. I interesseorganisationer som for eksempel WWF Verdensnaturfonden og Finans Danmark har væksten været til at få øje på med næsten en fordobling i antallet af ansatte eks-politikere. Kun blandt de fagforeninger, som ansætter eks-politikere i jobs med lobbyindhold, er der tilbagegang at spore – fra 11 ansættelser mellem 1987 og 2001 til 4 ansættelser mellem 2001 og 2015.

Hvorfor er den tendens problematisk? Fordi en minister, der går lige direkte fra et fagområde som landbrug og fødevarer eller Erhvervsministeriet, har en enorm insideviden, som er rigtigt mange penge værd for en interesseorganisation og dens medlemsvirksomheder.

Fordi der er en fare for interessesammenblanding og konflikt og for tillidsbrud i forhold til fortrolighed. Fordi konspirationsteoretikerne sikkert vil kunne få øje på, at en minister netop har sat brød i ovnen til at få et topjob i den pågældende organisation ved at tilgodese den i forskellige sammenhænge inden karrierespringet. Og fordi det risikerer at skabe en ubalance i magtforholdene i dansk politik og skabe konkurrenceforvridning.

I rigtigt mange andre lande i Europa har man en lovgivning indeholdende en karensperiode for afgående ministre, hvor de ikke kan tage et andet job, eller de skal søge et særligt nævn om tilladelse til at tage jobbet.

Det handler altså slet ikke om den hellige, almindelige forargelse over eftervederlag fra et sted og løn et ny sted, som plejer at få blodtrykket op i den danske debatpuls, hvis en minister ikke straks frasiger sig sådan et. Det her spørgsmål om integritet, fortrolighed og magtbalance er langt vigtigere.

Hvor hurtigt forældes en ministers konkrete insideviden om aktuelle sager og lovgivning, der forberedes? Hvornår er der tale om oplysninger, der kan være til økonomisk skade for staten, eller som kan give bestemte organisationer en fordel ved at have en nyligt afgået minister i spidsen?

I mange andre lande – herunder hos vore naboer i Sverige – arbejder man nu med en karensperiode på 12 måneder. I Storbritannien er perioden 2 år og i Frankrig 3 år for ministre, hvis det er samme fagområde, de skifter job til i den private sektor.

Mange steder har man nedsat et nævn, som kan behandle sagerne i de situationer, hvor en afgående minister gerne vil tiltræde et nyt job i karenstiden. Herunder også om der er visse områder eller sager, som den pågældende eks-minister skal være afskåret fra at beskæftige sig med. Et sådant nævn skal nu for eksempel nedsættes under den svenske Riksdag.

Det er positivt og sundt for det politiske system, at der skiftes ud indimellem, og at politikere i almindelighed og ministre i særdeleshed har mulighed for at skifte karrierer ind og ud af politik. Men det duer ikke, at vi ikke har nogle regler, som beskytter os mod to ting: Dels at en minister begynder bevidst at skabe sig selv en positiv karrierevej over tid ved at favorisere en bestemt organisation og dens ønsker gennem sine politiske valg og prioriteringer. Dels at sikre, at fortrolige sagsoplysninger eller konkurrentoplysninger ikke kan blive misbrugt og havne et forkert sted ved den slags hurtige jobskift.

Kun hvis der er et sundt og godt og transparent regelsæt, som Folketingets præsidium må påtage sig at drøfte, så slipper også politikerne og ministrene for mistænkeliggørelse og kritiske spørgsmål.

Der er masser af inspiration at hente i vore nabolande. Det besværliggør selvfølgelig en ansættelsesproces som i tilfældet med Dansk Erhvervs direktør, men det øger tilliden til det politiske system at have sådan et regelsæt. Og det er meget værd.

Denne klumme har været bragt på Altinget.dk den 29.6.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-fra-minister-til-lobbyist-kun-et-skridt-over-gaden

Kan det være ærefuldt at trykke hånd med en diktator?

Nu har vi været vidne til, at verdens mest magtfulde leder af et demokrati Donald Trump har trykket hånd med og talt om venskab og varme relationer med lederen af et af verdens mest grusomme diktaturer Kim Jong-un.

Ja, Trump kaldte det ligefrem ”ærefuldt” at møde Kim Jong-un. Et måske første skridt til fred på Den Koreanske Halvø blev underskrevet under maksimal opmærksomhed fra hele verden. Få dage før brød den samme magtfulde leder, Donald Trump, den gode tone og fjernede med et tweet sin tilslutning til et slutdokument med sine nærmeste demokratiske allierede i G7-kredsen.

I sandhed en verden, hvor der er vendt op og ned på venner og fjender. Selvfølgelig er mødet mellem Trump og Kim Jong-un både historisk og vil måske vise sig at være et vigtigt skridt i retning af større fred og sikkerhed i verden. Vi kalder det i medierne en succeshistorie for Trump og hans utraditionelle form for ”trussels- og kram-diplomati”. Den ene dag er Kim Jong-un den lille raketmand, og den næste dag står de to statsledere hyggeligt og sparker dæk på Trumps særlige køretøj ”The Beast”, mens de kappes om at klappe hinanden på ryggen.

Når ugens begivenheder er tankevækkende på flere måder, så hænger det sammen med, at den amerikanske præsident i modsætning til adskillige af sine forgængere ikke ser sig selv som rejsende forkæmper for demokratiske værdier og menneskerettigheder eller det liberale demokrati. Han ser sig selv som handelsmand, stærk mand og forhandler, der benhårdt og med alle midler – trusler den ene dag og kram og håndtryk den næste – går efter at få en ”deal” trukket hjem – hvad enten det handler om fred, nedrustning eller handelsaftaler.

Demokratiet vandt det 20. århundrede efter den kolde krigs afslutning, Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Det var til gengæld en fejl at tro, at den succes var så langtidsholdbar, at den ikke kunne blive udfordret. Der er tre alvorlige tendenser, som understreger demokratiets skrøbelighed og nødvendigheden af at indse, at det ikke sådan uden videre er en ting, vi skal tage for givet.

Den uafhængige tænketank Freedom House foretager et årligt eftersyn af den globale demokratitilstand. Det vil sige regelmæssige og ærlige valg, frie medier, retsstatsprincipper og mindretalsrettigheder, som er under angreb over hele verden. Sidste år var det tolvte år i træk, hvor antallet af lande, der er blevet mere demokratiske, var færre end dem, der blev mindre demokratiske. Rapportens forfattere konkluderer, at demokratiet faktisk er i krise. Kun Skandinavien scorer i øvrigt maksimumpoint, hvad angår demokratiet i analysen, mens USA sakker langt ned ad listen.

Hvis man kigger på den kolde krigs sejrherrer, så smuldrer deres samhørighed på grund af økonomisk pres, stigende social ulighed, oprør mod globaliseringens og digitaliseringens konsekvenser og en genoplivning af nationalisme og regionalisme.

Populister fra venstre og højre har udnyttet vælgernes vrede, og de har opnået støtte og parlamentarisk repræsentation rundt omkring i hele Europa. De er kommet til magten nogle steder, og andre har de gjort det vanskeligere for de øvrige partier at danne levedygtige koalitioner. Denne bølge ser endnu ikke ud til at være standset. Tag Italiens valg i marts, og registrer blot, at landet nu ledes af en regering af populister til venstre og til højre med to tredjedele af vælgerne i ryggen.

Populister har formået at fortælle vælgerne, at demokratiet bliver undergravet af medier fuld af løgne, at deres land bliver udnyttet af udefrakommende kræfter eller af en national elite eller begge dele på en gang. I de vestlige lande, der tidligere kæmpede for demokratiske frihedsværdier, er der sket det, som Human Rights Watch kalder et “frontalt angreb på værdierne for inklusivitet, tolerance og respekt”.

Hvad så med næste generation af vælgere? Bliver de frontkæmpere for demokratiet? Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research, der blev offentliggjort i oktober 2017, er der i mange lande den udbredte holdning, at eksperter eller valgte embedsmænd – teknokrater – ville være bedre til at styre landene end en demokratisk valgt regering. Undersøgelsen viste, at i f.eks. USA ville 46 procent af vælgerne i alderen 18 til 29 foretrække at blive styret af eksperter/teknokrater sammenlignet med 36 procent blandt de 50-årige og ældre.

En undersøgelse fra Harvard University og University of Melbourne, der blev offentliggjort i Journal of Democracy i januar 2017, viste, at godt 25 procent af den unge generation Y var enige i, at “valg af ledere gennem frie valg ikke spiller nogen særlig rolle”. Kun 10 procent af de ældre var dog enige i det.

I USA mente over to tredjedele af de ældre amerikanere, at det var absolut nødvendigt at leve i et demokrati; blandt generation Y gjorde mindre end en tredjedel. For tyve år siden troede en ud af 16 amerikanere, at “militærstyre” var et godt regeringssystem. For nogle år siden gjorde en ud af seks.

Også i Europa stiger andelen af unge, som ikke tror på demokratiet som den bedste styreform. En YouGov-analyse viste sidste år, at kun halvdelen af 6.000 unge europæere i alderen 16-26 målt i syv EU-lande (dog ikke Danmark) mente, at demokratiet er den bedste styreform.

Det er ikke noget nyt, at udenrigspolitik kan være formet af strategiske og taktiske kompromiser. Nødvendigheden af de rigtige alliancer kan have mange ansigter. I denne uge fik vi så et nyt eksempel. Når det gælder verdensfreden, kan demokrati og diktatur godt mødes og forhandle.

Men hvordan får vi de unge til at tro på, at demokratiet på den måde gør en forskel? At det spiller en rolle, at vores politiske ledere er valgt gennem frie og ærlige valg? At politik er alt for vigtigt at overlade til eksperterne, militæret eller eliten. Hvis man har en atombombe og nogle langdistanceraketter på lager, så kan man godt opnå adgang til verdens mest magtfulde mand og få hans opmærksomhed og en ”politisk deal”.

Hvis det 21. århundrede ikke skal tabe kampen om de demokratiske værdier, som vi netop vandt i det 20. århundrede, så må vi tænke over, om fremtiden kun handler om at indgå snusfornuftige ”deals” med diktatorer og tyranner for at få fred, sikkerhed og handel til gengæld. Om det kun handler om, hvem der kan spille den stærkeste mand i byen, og hvem der blinker først.

Der udgives i øjeblikket bøger på stribe i udlandet om demokratiets tilstand. Nogle af dem særdeles deprimerende læsning. Det understreger også de trends, som jeg har nævnt her.

Derfor har Mandag Morgen i forbindelse med Folkemødet søsat et demokratiprojekt ”VoresStemmer”, som både på nationalt og kommunalt niveau går ud på at revitalisere og forny den demokratiske involvering af danskerne.

Det skal også bidrage til at bygge bro over den tillidskløft, som er opstået mellem vælgerne og de folkevalgte. Projektet skal på spændende nye måder og i nye debatformater opprioritere den demokratiske samtale. Projekt VoresStemmer

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 15.6.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-demokrati-moeder-diktatur