Lad os nu tale politik – ikke bogstavleg

Medierne elsker at lege bogstavleg, inden vælgerne overhovedet har stemt. Kommentatorerne elsker at analysere skrækscenarier og fremmane personlige konflikter. Kunne vi ikke fokusere mere på det politiske indhold? Vi laver trods alt ikke dramaproduktion.

Først dømte det politiske kommentator-kleresi kaos i blå blok.

Ville Dansk Folkeparti lykkes med at få smidt Liberal Alliance ud af regeringen efter et valg, hvis blå blok fik chancen for at fortsætte? Ville Løkke gå til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet med Liberal Alliance og Konservative, vel vidende at Dansk Folkeparti ser blåt eller gult, eller hvad det nu er, når Liberal Alliance kræver skattelettelser, mindre offentligt forbrug og endnu billigere biler.

Hvis Dansk Folkeparti skulle lykkes med at skubbe Liberal Alliance ud, hvordan ville LA så stille sig til at støtte en anden borgerlig regering?

Og hvad med Nye Borgerlige, som har opstillet nogle på forhånd næsten uspiselige og ultimative politiske krav til gengæld for at lægge stemmer til en blå Løkke-regering? Rigtigt meget kaos, hvis altså Nye Borgerlige kommer ind i Folketinget, for de siger, at deres stemmer ikke kan tælles med, hverken hos den ene eller anden statsminister, hvis de ikke får de ultimative krav med i regeringsprogrammet.

Så blev der dømt krise og kaos i rød blok, da Alternativet stillede med Uffe Elbæk som statsministerkandidat og præsenterede en total revolution af ressortområderne for kommende ministre og topprioritering af klimaindsatsen over alt andet. Samtidig proklamerede Elbæk, at deres stemmer skulle trækkes ud af ligningen, hvis de ikke kunne få en markant anden klimasatsning på dagsordenen.

Bedre blev det ikke af, at Enhedslistens Pernille Skipper også ville være statsministerkandidat og lige havde et ønske om ekstra to milliarder kroner til sundhedsområdet og nogle væsentlige punkter omkring ulighed. Og den radikale Morten Østergaard toppede krisen i rød blok med at kræve en skriftlig forsikring fra Socialdemokratiets formand om at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse på udlændingepolitikken til gengæld for radikale stemmer til regeringsdannelsen.

Skrækscenarier

Så er vi ligesom i gang med det politiske efterår. Vi er blevet begavet med kilometervis af analyser om alle mulige skrækscenarier. Hvordan skal det dog gå? I medierne er der dømt kaos. Er de nu blodige uvenner, Socialdemokratiets formand og den radikale formand, eller kan de stadig spise frokost sammen?

Kan Thulesen Dahl og Anders Samuelsen overhovedet være i stue sammen? Er Mette Frederiksen bare elendig til at være venner med alle og samle den røde blok til samarbejde og fælles udspil inden et valg? Har Mette Frederiksen ødelagt sin chance for at blive statsminister på grund af al den uro i rød blok, mens Løkke kan holde en fest i den blå blok. Eller kan han nu også det, når Pernille Vermund ruller sig ud?

Selv om det er rigtigt interessant, dramatisk og underholdende med alle disse spekulationer, der nærmest kunne ligne, at vi ender med at skulle være lige så længe om at danne en ny regering efter næste valg som belgierne, så lad mig lige prøve en anden variant. Ja, det er naturligvis super vigtigt, at der også kan dannes en regering efter et valg, som efter dansk model ikke på forhånd har et flertal imod sig, men skulle vi nu ikke lige lade vælgerne tale først og se, hvilke kombinationsmuligheder der måtte komme ud af det.

Altså ro på. Det her handler selvfølgelig ikke mindst hos de små partier om positionering og en krig på opmærksomhed. Og det kræver i den nuværende medieverden stadig mere skingre budskaber og ikke bare et nyt politisk udspil om nærpoliti og nærhospitaler eller stop for uddannelsesnedskæringer. Det er faktisk en trist udvikling. Men det er realiteterne. Hvor mange spørgsmål var der til Socialdemokratiets decentraliseringsudspil i denne uge efter sommergruppemødet og hvor mange til bogstavleg efter et valg? Rigtigt gættet: Bogstavlegen og ikke mindst Radikales krav stjal billedet.

Profilspredning

Hvordan skulle Alternativet nogensinde få genoplivet lidt X-faktor til Uffe Ulbæk, hvis ikke det skulle være med en provokation, som at gøre ham til statsministerkandidat, selv om alle kan se, at han aldrig kommer i nærheden af den post.

Det kom til at give den genlyd, det skulle, for udmeldingen blev taget alvorligt som splittelse i rød blok af medierne, og tv-stationerne blev tvunget ud i lang tågesnak om, hvad de ikke ville sige, de ville gøre med kommende statsministerdueller under valgkampen. Alt sammen koblet til et politisk program, der nok blev grint af som sædvanlig, når det kommer fra Alternativet, men som rummede så opfindsomme og finurlige nye ministerie-navne, at det også gav omtale.

Således trængt på omtale på venstrefløjen måtte Enhedslisten også på banen med Pernille Skipper som statsministerkandidat, når nu Uffe Elbæk kunne lykkes med det stunt. Her blev det politiske budskab mere traditionelle Enhedsliste-varer og mindre overraskende end Alternativets. Ergo mindre omtale.

Og så måtte Radikale på banen med endnu et stærkt råb om opmærksomhed. Det havde Morten Østergaard ikke fået på at stå og tale om radikale ønsker til den kommende politiske sæson. Han skulle skabe sig en kant til Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for at fiske de vælgere frem, som ikke er tilfredse med Mette Frederiksens stramme udlændingepolitik og flirten med DF.

Han fik medieopmærksom på sit brev med krav til Frederiksen om ikke at føre udlændingepolitik med DF, selv om han med garanti vidste, at han ville få en kurv. At Frederiksen ville stå mur- og nagelfast på ikke at flytte retningen for Socialdemokratiets udlændingepolitik igen.

Er der kaos i rød blok, eller er der rent faktisk gang i en fornuftig profilspredning, der kan fiske så mange vælgere frem som muligt og dermed stemmemaksimere til rød blok? Er det med andre ord god taktik, hvis det ikke lige var sådan, at de politiske kommentatorer helst vil have valget afgjort, inden det er afholdt, og mærkesagerne udraderet på forhånd, inden vælgerne har haft mulighed for at tage stilling?

Er Lars Løkke Rasmussen og blå blok faktisk nødt til også at tænke i profilspredning for de tre regeringspartier og DF, så der kan samles flest mulige midtervælgere op, og så Nye Borgerlige ikke æder en alt for stor luns af de nuværende blå partier og dermed åbner for et problem med statsministerposten?

Statsminister-duellerne

Kunne det ikke være befriende ud fra sådan et vælgersynspunkt, hvis vi ved det kommende valg fik lov til at bedømme de enkelte partier på den politik, de hver især vil kæmpe for, og ikke hvilken blok de nu er i, hvem de peger på som statsminister, og hvem de drikker kaffe med?

Kunne det ikke være befriende, hvis vi ikke afgjorde valget på forhånd, men hvis vi under den valgkamp, der nu er i gang, kunne drøfte de forskellige politiske udspil, uden at vi straks tæller til 90 og skyder dem ned med det samme? At vi rent faktisk udfritter partierne om deres evne til nytænkning af den danske samfundsmodel.

Kunne det ikke være en mulighed blot at se statsministerkandidatudmeldinger, ultimative krav og skriftlige erklæringer som et led i den almindelige partipolitiske profilering i mangel af bedre megafoner til medieeksponering?

Jeg tror, vælgerne er trætte af bogstavlegen og gerne vil have mere at vide om de politiske valgmuligheder. Jeg har stor tiltro til, at Hendes Majestæt og hendes dygtige rådgivere finder ud af at køre et par dronningerunder efter et valg, hvis der bliver behov for det.

Statsministerduellerne har haft sin tid på tv. De blev skabt på et tidspunkt, hvor det handlede om at teste to kandidaters troværdighed, personlighed, paratviden og politiske handlekraft op mod hinanden. Metoden endte sidste gang i at være et stivnet format på begge tv-stationer, hvor det mere blev en uskøn boksekamp på attitude og retorik, evne til at parere angreb og smile tillidsfuldt, end en kamp om politiske ideer, hvor folk for alvor kunne se forskel.

Nye formater til valgkampens meget vigtige tv-programmer er ønskelige. Bland kortene, og bring partierne sammen på nye måder. Lad Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF diskutere indbyrdes, så man kan se forskellen. Og lad Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Konservative gøre det samme. Lad de tre største partier diskutere Danmarks fremtidige kurs og/eller de tre mindste partier. Find på noget nyt med interaktive formater med vælgerne, der kan sikre, at vi kommer til langt mere at se og høre de forskellige politiske tanker og udspil ud over de to store partilederrunder ved valgkampens start og slutning.

Slip skrækken for, at folk trykker på kedsomhedsknappen på fjernbetjeningen for at udløse et eller andet politisk show i stedet for god information og spændende debat. Danskerne vil gerne høre om rigtig politik, når der er valg i Danmark.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 24. august 2018 https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-lad-os-nu-tale-politik-ikke-bogstavleg

Trumps mediekrig har konsekvenser – også i Europa

Måske trækker vi efterhånden lidt træt på smilebåndet af Trumps daglige strøm af storpolitiske udbrud i tweets fra klokken fem om morgenen til to om natten i stedet for at blive forskrækkede og bekymrede, som vi blev det i starten. Efterhånden har vi vænnet os til lidt af hvert. Og der kommer en ny situation i morgen.

Måske begynder vi også at blive lidt immune overfor hans bestandige angreb på medierne og hans misbrug af begrebet ”fake news” til at dæmonisere og udskamme sine fjender i den frie presse. Men styrken og vedholdenheden i den amerikanske præsidents angreb på medierne og på helt konkrete, navngivne journalister har konsekvenser, som nu begynder at vise sig mere og mere tydeligt.

Konsekvenser, som burde få medier og journalister over hele verden til at reagere, for lykkes Trump med sin strategi, så får populister andre steder smag for den samme kurs. Når medierne har mistet tilliden fra og kontakten til de borgere, de er til for at betjene, så får populister fri adgang til at bruge medierne som en del af det fjendebillede, der er populismens uundværlige iltapparat.

Trumps krig mod medierne er på vej til at ændre og polarisere amerikanernes holdning til medierne på en faretruende måde. Den er gradvis ved at svække tilslutningen til pressefriheden og uafhængigheden og give plads for synspunkter om mere politisk kontrol og styring af medierne.

Der er en voksende bekymring i medierne for, at den heftige tone fra Trump mod de medier, som han ikke kan lide, en eller anden dag får en tosse med et skydevåben til at gå amok og slå ihjel opildnet og opmuntret af den krigeriske retorik fra øverste sted. Og de udskældte medier begynder mere og mere at overveje, om deres journalister skal have personlig beskyttelse og sikkerhedsvagter, når de dækker Trumps store kampagnemøder, eller når de blot bevæger sig rundt og udfører deres arbejde.

Det er aktualiseret af, at højreekstremister og konspirationsbevægelser her tidligere på måneden nu tydeligt træder frem i og uden for præsidentens kampagnemøder og direkte angriber de tilstedeværende journalister, i dette tilfælde en repræsentant fra CNN, uden at hverken præsidenten eller hans pressetalskvinde tager afstand fra det, men blot slår det hen med, at folk jo har deres ytringsfrihed.

Fjendebilleder

Det er et af de stærkeste våben i populistens værktøjskasse at finde fjendebilleder og skabe konflikt og forvirring om sandt eller falsk for selv at stå i et bedre lys som redningsmanden. Det er et effektivt våben hele tiden at mistænkeliggøre sine kritikere og aflive enhver påstand om løgne og falske argumenter ved at vende kanonen mod angriberne og anklage dem for netop det.

Trump har fra starten af sin præsidentperiode gjort medier som New York Times, Washington Post, CNN, ABC, NBC og CBS til ”fake news-medier” og ”fjender af folket”. Det 20. århundredes diktatorer – især Stalin, Hitler og Mao – havde alle den taktik at dømme deres kritikere, især pressen, til at være ”folkets fjender”. Deres mål var at undergrave kritikernes og pressens arbejde og kalde ethvert dårligt budskab for ”falske nyheder”. Det handlede om at skabe forvirring i offentligheden om, hvad der var sandt, og hvad der ikke var sandt; hvad kunne man stole på, og hvad man ikke kunne stole på. Virker det bekendt? Ja, det er det præcis.

Trump har i et af sine mange tweets skrevet, at de anklagede medier ikke er hans fjender, men at de er det amerikanske folks fjender. Han stempler pressens medarbejdere i almindelighed som uærlige og uhæderlige med undtagelse af de efterhånden få medier, som støtter ham mere eller mindre ukritisk. Og den liste er blevet kortere, efter at selv hans favoritmedie, Fox News, er blevet momentvis kritisk overfor Trump.

Pressen som helhed kalder han ”en skamplet” og indholdet af de kritiske medier ”oprørende”. New York Times har fået æren af betegnelsen som ”en mislykket avis”. CNN er blevet kaldt ”forfærdelig” og ”fake news”. Buzzfeed fik betegnelsen “skrald”.

Præsidentens krig mod pressen truer amerikansk demokrati. Lad os være klar over, at når Trump bekæmper og ydmyger pressen, gør han mere end at spille for galleriet overfor hans tilhængere. Han søger at tæmme, svække og i sidste ende kastrere medierne og frarøve dem ​​den legitimitet, de engang har nydt blandt mange amerikanere. Det skriver den erfarne seniorrådgiver for Pulitzer Center for Crisis Reporting, stifter og direktør for Shorenstein Center for Medier og Politik, Marvin Kalb, i en ny bog, som udkommer i næste måned.

Populistisk autoritarisme

Bogen har titlen ”Enemy of the People” og handler om netop Trumps krig mod medierne. Kalb er dybt bekymret over de dybere konsekvenser af Trumps strategi mod medierne. Han frygter, at konsekvensen kan være en kurs mod en form for populistisk autoritarisme. Det er en styreform karakteriseret ved en stærk centralmagt og begrænsede politiske og individuelle friheder for borgerne. Han mener, at kan Trump efterhånden overbevise folk om, at hvad de læser i deres aviser eller ser på tv, på deres iPhones eller lytter til på radio, alt sammen er “falske nyheder”, så kan han regere mere eller mindre, som han ønsker, uden at den frie presse rejser kritik eller kommer med afsløringer af hans ageren, og uden at nogen diskuterer visdommen i hans politik.

Trump ser fjender overalt, skriver Marvin Kalb. Hvis fakta kommer i vejen, er han helt parat til at skabe sine egne “alternative fakta”. Han regerer allerede, som om hans eksekutiv afdeling allerede stod triumferende over retsstatsprincippet, mener Kalb. Tidligere præsident George W. Bush har engang talt advarende om magt. Hvordan den kan blive “vanedannende” og “ætsende”, og den kan blive “misbrugt”.

I sidste måned forsøgte udgiveren af New York Times, A. G. Sulzberger, under et besøg i Det Hvide Hus at forklare Trump, at hans retorik mod pressen var dybt bekymrende og på grænsen til at være farlig. Han advarede direkte præsidenten mod det inflammatoriske sprogbrug, som efter hans mening ville kunne lede til vold og trusler mod journalister.

Mødets indhold skulle egentlig have været fortroligt, men alligevel sendte Trump et tweet ud efter mødet, der skulle antyde, at nu havde præsidenten sat New York Times definitivt på plads og fortalt udgiveren, hvad han mente om pressens repræsentanter. Et tweet, der senere fik Sulzberger til at udsende en erklæring om hans egne udtalelser på mødet og hans noget anden opfattelse af dets forløb.

Tilliden til medierne

Det meget anerkendte amerikanske Poynter Institute, der forsker i medier og journalistik, offentliggjorde i november sidste år en stor undersøgelse af amerikanernes holdning til medierne under Trumps præsidenttid. Den afslører en markant polarisering i holdningerne. Vælgere med tendens til at stemme på Demokraterne har næsten i stigende omfang fået tillid til medierne, mens vælgere med tendens til at stemme republikansk har fået betydelig mindre tillid til medierne. Republikanere og Trump-tilhængere er langt mere tilbøjelige til at tilslutte sig meget kritiske holdninger til medierne og beskrivelsen af journalister som folkets fjender, og de er mere tilbøjelige til at støtte begrænsninger i pressefriheden end dem, der stemmer på Demokraterne.

Når der i undersøgelsen spørges til tilliden til journalisterne og redaktørerne, så er det kun 20 procent af offentligheden, der har “en stor del” tillid, 50 procent, der har “kun til nogle”, og 30 procent, der har “næppe tillid til nogen”. Offentligheden som helhed ser ikke nyhedsmedierne som helt uafhængige. 69 procent mener, at medierne “Har tendens til at favorisere den ene side”. Men det betyder ikke, at offentligheden ikke ser nogen værdi i at have medier. Et flertal af samme størrelse (69 procent) mener, at nyhedsorganisationerne “holder politiske ledere fra at gøre ting, der ikke skal gøres”.

Polariseringen er tydelig i undersøgelsen, når man ser på partitilhængerne. For eksempel udtrykker 74 procent af de demokratiske vælgere “en stor del” (19 procent) eller “en nogenlunde” (55 procent) tillid til mediernes rapportering, mens kun 19 procent af republikanerne gør det samme.

Et betydeligt mindretal af amerikanerne siger, at de er enige i påstanden om, at medierne er en “fjende af folket” (31 procent) og disse holdninger er dramatisk overrepræsenteret blandt Trump-tilhængere (64 procent). Endelig, og mest foruroligende, støtter en ud af fire amerikanere (25 procent) betydelige begrænsninger i pressefriheden. Specielt siger 25 procent af amerikanerne og 42 procent af Trump-tilhængerne, at regeringen burde “være i stand til at stoppe et nyhedsmedie i at offentliggøre en historie, som regeringsembedsmænd siger, er forkert eller unøjagtig”.

En anden og helt ny undersøgelse lavet af Ipsos fastslår, at fire ud af ti republikanere i USA gerne vil give Trump magt til at lukke medier, som efter hans opfattelse optræder dårligt. 48 procent af republikanske vælgere i undersøgelsen mener, at medierne er fjender af folket. 80 procent af de republikanske vælgere i undersøgelsen mener, at medierne er biased, og 79 procent mener, at Trump bliver unfair behandlet i medierne.

Opfattelsen af medierne i USA er under forvandling med en præsident i krig mod hele den journalistiske tradition, selvforståelse og forankring i demokratiet. Lykkes det i USA at vælte mediernes autoritet og troværdighed omkuld, så kan vi også vente os en bølge eller to i Europa. Selv stærke mediehuse har ikke længere magten til at forhindre en fake news-strategi som Trumps i at få varig, skadelig effekt på mediernes rolle og på demokratiet. Det er læren fra USA.

I Danmark forsvarer politikerne stadig og helhjertet en fri og uafhængig presse, men samtidig er antallet af partimedier stigende, og det samme er kritikken af ikke at kunne komme ordentligt til orde eller få lov til at fremlægge politiske ideer for vælgerne gennem de klassiske medier. Netop i denne uge lancerede Dansk Folkeparti sin udgave af et nyt partimedie. Enhedslisten, De Radikale, Alternativet og Socialdemokraterne er allerede i gang på samme måde.

Det kan være fint og helt forståeligt, at partierne gerne vil have deres politik ud i mere uforstyrret form, uden kritisk modspil og af kanaler, som er den moderne medievirkeligheds mangfoldighed af muligheder. Problemet er bare, at det sker på et tidspunkt, hvor de klassiske medier er svækket af digital omstilling og faldende indtjening, og hvor der er behov for, at partierne mere end nogen sinde værner om den frie presse og ikke taler den ned.

Det store spørgsmål her er, hvordan vi mødes til en demokratisk debat, hvor meninger brydes, skærpes, udfordres, justeres og kasseres, fordi der var nogle andre, der var bedre. Hvordan gør vi det, når vi mødes i de i forvejen frelstes lukkede haver på nettet, hvor vi nok ikke engang gider at kigge ind over hækken til de andre? Hvordan sikrer vi tilliden til den kritiske, uafhængige presse ikke undergraves herhjemme?

Læren af Trump må være, at medierne må tage kampen op. Må nytænke relationen til publikum og måden at bedrive journalistik på med høj kvalitet og høj troværdighed. Sandheden kræver vores opmærksomhed, som New York Times skriver i deres tankevækkende reklamekampagne.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 10.8.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-trumps-mediekrig-har-konsekvenser-ogsaa-i-europa

Kan politik skabes efter en ny kogebog?

I politik er der mindre og mindre rum for eksperimenter, for at begå fejl og for at tænke grænseoverskridende nyt. Det er faktisk ikke på den måde, vi løser de problemer, som hænger fast ved den danske model.

Lige om lidt er hedebølgen, Tour de France og den politiske fred ved at være overstået, og vi vender tilbage til hverdagen, arbejdet og et utvivlsomt spændende politisk efterår.

Men også temmelig forudsigeligt. August er højsæson for politiske sommergruppemøder efterfulgt af et finanslovforslag for 2019 i slutningen af måneden. Og så er vi i gang. Måske med en alenlang – og på godt jysk, træls – valgkamp frem til næste forår. Måske med et efterårsvalg før vi aner det.

Under alle omstændigheder går partierne op i gear fra starten efter sommerpausen. Det er nu, kuglerne skal støbes, og der skal lægges forslag frem, som vælgerne kan forholde sig til, hvis statsministeren skulle tage chancen hos vælgerne før tid.

Regeringen har allerede en række reformer af den offentlige sektor og sundhedsområdet i støbeskeen klar til affyring de kommende måneder.

Forsommeren har indvandring, integration og ghettopakke stået højest på dagsordenen, og de offentlige overenskomster kom på plads uden indgreb. Lige før den politiske sommerpause sprang alle partierne næsten uden undtagelse ud i fuld blomst på det grønne område, og et smalt medieforlig blev landet.

Nu gælder det i efteråret næste led i det, der ligesom ghettoplanen kan bruges som gode slagvarer til et valg: Udvikling af kernevelfærd på sundhedsområdet, mere for pengene i den offentlige sektor og sikringen af tilstrækkelig arbejdskraft til opsvinget.

Mental uorden

Vi udvikler hele tiden på vores velfærdssystem og skal endda ifølge finansministeren tillade os en vækst i de offentlige udgifter i de kommende år selv om budskabet tidligere har været nulvækst. Vi lapper huller, og indimellem reformerer vi. Vi poster flere og flere penge i vores sundhedsvæsen. Vi har høj beskæftigelse og mangel på arbejdskraft. Vi har opdrift i økonomien og mange positive takter, hvor vi som lille land lykkes med succeshistorier på et hårdt internationalt marked. Vi har gang i digitaliseringen. Står flot i internationale målinger på området, om end det kunne gå hurtigere med omstillingen i dele af industrien. Det går ret godt i Danmark, har statsministeren flere gange understreget, uden at komme til at lyde for pralende.

Og alligevel har vi et samfund i mental uorden. Med alt for mange selv helt unge ramt af stress, fornemmelse af utilstrækkelighed og anden mistrøstighed. Alt for mange uden for arbejdsmarkedet og alt for mange med forskellige diagnoser af depression, angst og misbrug. Alt for mange uden for eller på sidelinjen af samfundets flertal. Vi har en offentlig sektor, som trods dygtige medarbejdere og masser af kontrolsystemer ikke lykkes med at komme de rigtigt onde, vedvarende sociale problemer til livs. Vi bruger milliarder af kroner på de samme områder, som ikke rykker sig i positiv retning.

Vi har ikke knækket problemet med den sociale arv og de udsatte børn og en gruppe unge uden fremtidshåb. Vi har en sundhedssektor, som trods dygtige medarbejdere fremviser alt for mange eksempler på svigt, fejl og manglende sammenhæng i behandlingen af patienterne. Vi har visse steder en ældreomsorg, som overhovedet ikke er et samfund som vores værdig. Vi har en uddannelsessektor, som ikke matcher arbejdsmarkedets behov.

Vi jagter årsagerne til den mentale uorden i den digitale hverdag, i præstationspres og nulfejlkultur. I perfekthedskulturen, som fordrer det skønne, veludstyrede hjem, den perfekte familie fyldt med kærlighed og tryghed, den perfekte karriere fyldt med spændende opgaver og udfordringer, de trofaste, interessante venner og de perfekte børn, der er kreative og dygtige og har alle de rigtige kammerater. Kulturpolitikken staves nu underholdning, fascination, tidsfordriv og oplevelser.

Kulturdebatten og kulturpolitikken bruges ikke til at hjælpe os med at finde vej og fodfæste i en digital og globaliseret verden. Bruges ikke som et ramsaltet, inspirerende og engagerende bud på at tackle samfundsudviklingen og den mentale uorden. Kulturens aktører er trukket ind i sneglehuset, og toppolitikerne har glemt kulturens stærke betydning for vores identitet og værdier som mennesker.

Ny slags politikudvikling

Politikerne fra højre til venstre knokler på med at gøre indvandringen og integrationen, ghettoerne og de udanske parallelsamfund til vores altoverskyggende udfordring. Knokler på med at gøre den offentlige sektor mindre hullet og siloopdelt og mindske risikoen for, at folk falder igennem systemernes mange ukoordinerede handleplaner og støtteordninger mindre med en kommende sammenhængsreform. Vi har en Ledelseskommission, der kommer ud med den epokegørende, altoverskyggende anbefaling at sætte borgeren i centrum. Jamen, det troede vi vel egentlig, at vi allerede var i det danske velfærdssystem.

Hvordan er det så, at vi som vælgere skal forholde os til, at det på den ene side går ”ret godt” i Danmark, som statsministeren siger, og at vi på den anden side har rigtigt store udfordringer? Hvem kan tegne visionen ikke alene for industrien 4.0, eller den offentlige sektor 4.0 eller sundhedsvæsenet 4.0, men for hele Danmark 4.0, hvor vi har taget livtag med den mentale uorden og de onde problemer i social- og sundhedssektoren

Når vi nu står foran et valg inden for de kommende måneder, kunne man så ikke stille spørgsmålet, hvordan vi får grebet den politiske styring an på nye måder. Ja, faktisk hvordan vi får udviklet vores demokrati og vores politikskabelse, så grundlæggende reformer kan få den rette folkelige forankring, og så de rent faktisk løser de problemer, som danskerne er mindst lige så optagede af som indvandringen.

Kloge folk rundt om i verden i organisationen ”States of Change” er begyndt at tænke over, om politikudvikling kunne gøres på nye måder. Over om den politiske ledelse og den offentlige sektor kunne være mere innovativ og dermed ikke bare bestandigt og kortsigtet lappe huller. Eller udrulle reformer, der ikke er ordentligt aftestet, og løsninger, som ikke har nogen folkelig forankring eller forståelse.

Et af hovedpunkterne i det arbejde, som det tværnationale initiativ er kommet frem med, peger på, at man i politik burde lade sig inspirere af den digitale udviklingsmodel. Fokusere på den kulturforandring, som digitaliseringen kræver af virksomhederne og den måde, som innovative, digitale virksomheder arbejder på. Et samfund i den digitale virkelighed skal måske til at acceptere konstant at være i en beta-version, hvor eksperimenter, justeringer og tilretninger og nye innovationsspring ikke kommer i store reformpakker, der bygger oven på et kæmpe lag af gammel historik. Eller sagt med andre ord:

Plads til eksperimenter

Skal vi have løst de virkelig onde problemer og skavanker ved vores nuværende velfærdsmodel, så skal vi måske politisk til at eksperimentere, udforske, turde fejle og lave om igen. Så skal innovation ikke blot er en styret operation inden for kendte rammer og med hensyntagen til årtiers forudgående erfaring og historik. Så skal der være plads til en rigtig og dyb innovation, der for alvor flytter hele tankegangen, kulturen, processerne og løsningerne et nyt sted hen

Når den offentlige sektor nu skal hænge bedre sammen, kunne vi så tage udgangspunkt i en anden form for styringsmodel end den nuværende. En model, der ikke appellerer til kassetænkning og suboptimering i det offentlige, men som ser på personen – på mennesket, der har brug for hjælp. Og så på den måde tvinge systemerne til at arbejde sammen om løsninger. Vi kunne skabe innovative miljøer og frirum i det offentlige til at eksperimentere med nye løsninger

Når vi nu skal finde ud af, hvordan vi tackler en fremtidig eksplosiv stigning i sundhedsudgifterne med nye behandlingsmuligheder, dyr personlig medicin og flere ældre, og vi har et system nu, der på for mange strækninger er dysfunktionelt, kunne vi så sætte eksperimenter i gang med nye løsninger og prøve nye veje af tænkt helt ud af boksen i lille skala, inden vi ser, hvad der virker, og derefter skruer op for skaleringen.

Når vi nu ved, at mange af de uddannelser, vi har i dag, er forældet og ufleksible i forhold til det, vi har brug for i fremtiden, skulle vi så afprøve en anden form for uddannelsesplanlægning i lille skala, så vi kunne blive klogere på den fremtidige uddannelsesmodel til et meget forandret arbejdsmarked. En model, der også må have perspektivet med for livslang læring.

Alt for meget lovgivning bliver til uden at tidligere lovgivning er ordentligt evalueret, inden næste bølge af ændringer kommer. Uden at initiativerne er gennemtænkt på tværs af de forskellige sektorer. Og uden at det er gennemtænkt, om det er tidspunktet at starte helt fra grunden med en ny model.

I den digitale og videnskabelige verden er det nødvendigt at tænke de utænkelige løsninger. At teste dem af. Fejle, lære af det og gøre nye forsøg. I politik er der mindre og mindre rum for eksperimenter, for at begå fejl og for at tænke grænseoverskridende nyt. Det er faktisk ikke på den måde, vi løser de problemer, som de politiske partier paradoksalt nok er ret enige om, hænger fast ved den danske model.

Måtte vi få et politisk efterår, der giver plads for nye ideer til at løse den mentale uorden og nytænke den danske model.

 

Denne artikel er bragt den 27. juli 2018 på altinget.dk: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kan-politik-skabes-efter-en-ny-kogebog

 

Ud af grotten – ind i hjerterne

Katastrofer skal have få helte og få ofre, der kæmper en fortvivlet kamp mod naturens kræfter, så følger vi dem time for time over hele verden. Indstil næste hjerteskærende katastrofe. Hvis katastroferne er enorme, er ofrene mange hundrede og redningsmandskabet i tusindtal, så flyder dramaerne let forbi os i nyhedsstrømmen.

Man siger, der helt enkelt findes to slags journalistik, der virkelig rammer os i hjertekulen. Den, hvor vi kan sige: Godt det her ikke sker for mig. Og den, hvor vi kan sige: Bare det her skete for mig. Den første rammer vores empati, vores medmenneskelige sympati og vores frygt for at vores nærmeste eller vi selv bliver ramt af noget tilsvarende. Vi kan helt umiddelbart og konkret identificere os med de ulykkeligt ramte. Den anden rammer vores drømme, misundelse, forargelse og håb. Når noget bliver meget konkret, så rører det vores følelser.

For at en nyhedshistorie i katastrofekategorien skal kunne ramme en af disse to genrer rent med størst mulig fascinations- og gennemslagskraft i nyhedsstrømmen, så skal ulykken have et begrænset antal ofre. Børn giver altid en klar identifikation. Selv om de måske har båret sig uforsigtigt og dumt ad, så er de per definition uskyldige i den ulykkelige situation, de er havnet i.

Der skal være håb for deres redning, selv om det ser vanskeligt/umuligt ud. Der skal være en form for tidsfaktor og dramaturgi i forløbet med lykkelige øjeblikke og dramatiske tilbageslag. Der skal være store og små helte, som kan følges gennem anstrengelserne. Og der skal være en international interesse for sagen og en kendisopmærksomhed skader heller ikke.

Hvis det her lyder kynisk, og det gør det, så prøv at tænke efter. Hvilke ulykker husker vi bedst. Præcis den her slags med fodbolddrengene i Thailand, som omfatter små grupper, der befinder sig i en dramatisk situation, de kan miste livet ved. Indespærret i en grotte hvor druknedøden er overhængende realistisk. Indespærret i en mine, som 33 arbejdere i Chile. Eller russiske sømænd indespærret i en ubåd på havets bund.

Historien om de 12 fodbolddrenge fra The Wild Boars junior fodboldhold og deres træner, som måtte tilbringe mere end to uger i Tham Luang grotten i det nordlige Thailand, havde det hele. Det handlede om børn, der havde søgt ly i en grotte for regnen og antagelig var blevet presset langt ind i dens mørke, uvejsomme indre af oversvømmelser. De store helte var selvfølgelig det thailandske Navy SEAL team og de internationale dykkere, der fik dem ud med eget liv som indsats. De små helte, alle de mange frivillige der strømmede til området for at hjælpe med opmuntring, mad og forsyninger.

Dramaturgien havde også det hele. Der gik ni dage inden de unge fodbolddrenge blev fundet af tre britiske specialdykkere. En dykker mistede livet i forsøgene på at fragte iltflasker ind i grotten og finde metoder til at få børnene ud i live. Monsunen trængte sig på med truslen om, at grotten i løbet af en dag eller to ville være endnu mere oversvømmet og måske endda også den forhøjning, som drengene havde fundet op på, da de i første omgang redede livet.

Hele den internationale breaking news business var på sagen, og grotteområdet blev oversvømmet af udsendte reportere, der kunne tale og tale i timevis, fremvise vandpumper og ventende pårørende, og blive stillet alle mulige spørgsmål om børnenes tilstand, redningsmetoder og tidsplaner, som de reelt ikke havde noget svar på.

Med tilbageholdt åndedræt har vi alle fulgt med i og talt om børnenes tilstand og stillet spørgsmålet igen og igen, hvorfor i alverden de i første omgang begav sig ind i den grotte? Alle – både med og uden børn på den alder – har kunnet identificere sig med de angste forældre og med børnene i grotten.

DR og TV2 var på pletten med live-reportere klar til omstilling, og de danske medier var så heldige, at en dansk dykker deltog i redningsaktionen.

USA’s præsident sendte lykønsknings tweet i forbindelse med redningen af de sidste af de 13 indespærrede i grotten. Teslas karismatiske tech-milliardær, Elon Musk, lagde vejen fordi grotteområdet med en miniundervandsbåd bygget til hans måneprojekt, som måske skulle kunne bruges på landjorden til at hjælpe børnene ud.

Båden kom aldrig i brug, men Elon Musk fik taget billeder af sig selv efter grottebesøget og fortalt alverden på twitter om hans hjælpeaktion. Politikere og personligheder fra hele verden sendte sympatihilsener til redningsteamet og drengene på de sociale medier. Det internationale fodboldforbund FIFA lovede drengene billetter til VM-finale kampen i Rusland. Andre fodboldhold sendte hilsener og invitationer. Hele verden levede med i historien, og der blev bedt på alle slags sprog for deres overlevelse

En anden historie

Mens alverden fulgte eftersøgningen og senere redningen af de 12 fodbolddrenge og deres træner, så skete der andre katastrofer i præcis samme periode, som bare ikke fik andet end kortvarig opmærksomhed, selv om de havde langt flere ofre.

Mindst 18 personer omkom, efter at to både med mange kinesiske turister kæntrede i havet nær ferieøen Phuket. 38 personer savnedes efter ulykken. Båden kæntrede, da den blev ramt af fem meter høje bølger. Den havde netop forladt Koh Racha, der er populært blandt snorkeldykkere, for at returnere til Phuket. Om bord var 105 passagerer. Samme dag kæntrede også en anden båd nær Phuket. Ifølge lokale medier var der tale om en båd med 39 kinesiske og europæiske turister om bord nær øen Koh Mai Thon. Alle fra denne båd blev reddet derfra i live.

Her er altså tale om langt flere døde og en større katastrofe. Men det er ikke børn, der sidder på en stump klippe i en oversvømmet grotte. Det var kinesiske og europæiske turister i ubestemmeligt antal og ingen medier gjorde rigtigt meget ud af at finde ud af sammensætningen.

Og i samme periode, ud for Libyens kyst: Over 63 migranter menes omkommet, efter at deres båd gik ned. Det andet forlis af denne art inden for to døgn. 41 migranter blev samlet op, efter at deres fartøj var gået ned. En stor gummibåd forulykkede dagen senere ud for Libyens kyst med over 100 migranter om bord. 16 af de ombordværende blev reddet og ni omkomne er blevet bjærget. Der er ingen oplysninger om de øvrige.

Døden på Middelhavet er blevet så meget hverdagskost i medierne, at tabstallene dårligt nok rapporteres mere. Vi kan ikke rumme at omfatte migranterne med sympati, fordi de kommer i store mængder, leverer så mange problemer til Europas dørtrin og skaber både frygt og afmagt hos de politikere og den lokale befolkning, som skal finde løsninger på at holde migranterne hjemme på det afrikanske kontinent og få sendt dem tilbage, der ikke skal have asyl i EU.

Lad os tage et tredje eksempel. I samme periode som fodboldholdet og træneren i grotten stjal al opmærksomhed, misterede tæt på 200 mennesker livet under oversvømmelser i Japan efter det kraftigste regnvejr i tre årtier.

Kampen er sat ind med 70.000 redningsarbejdere for at finde de sidste savnede. Omkring to millioner mennesker er blevet evakueret. Her er ingen livereportere på hvert gadehjørne for at følge katastrofen. Her er tabene så uoverskuelige og redningsarbejdet så omfattende, at vi ikke kan identificere os med det. Det bliver ”bare” en kort nyt i nyhedsudsendelserne, mens redningen af de 12 fodboldsdrenge og deres træner tager toppen af nyhederne

Når spotlightet slukker

I de kommende dage og uger vil medierne bestorme drengenes familier og drengene selv, når de engang kommer ud fra hospitalet og kan fortælle deres historier om de to rædselsuger i grotten.

Det er interessant, at en af de chilenske minearbejdere, der for nogle år siden sammen med 32 kolleger var indespærret i en sammenstyrtet mine i det nordlige Chile i 69 dage, nu på Reuters fortæller om det mediecirkus og den enorme opmærksomhed, der blev dem til del umiddelbart efter den mirakuløse redning. Men få uger efter slukkedes den internationale spotlight på dem, og medierne og folks opmærksomhed var videre til næste drama. Den rutsjetur fra krise og døden-nær til verdensopmærksomhed og lykke – og så tilbage til glemsel, er brutal og forventelig – også for fodbolddrengene.

Allerede nu er de personlige historier om de 12 drenge og deres træner på vej i medierne. Mange af dem viser sig at være fattige, statsløse drenge fra de små og store etniske mindretal, der krydser grænsen mellem Thailand og Myanmar.

Blandt fodboldholdet skiller allerede historien om en af dem, Adul, sig ud i den internationale presse. En statsløs dreng fra Wa-regionen, hvis forældre efter at have krydset grænsen til Thailand for otte år siden ifølge New York Times efterlod sønnen ved den lokale Baptist kirke i Mae Sai og bad den lokale præst om at tage vare på ham. Wa-regionen i Myanmar er præget af borgerkrig og mulighederne for en god uddannelse for den unge Adul ikke eksisterende. Han blev den, der på blandt drengene i grotten kunne kommunikere på engelsk med de britiske specialdykkere og fortælle om deres tilstand. Andre heltehistorier vil følge.

Om træneren, den 25-årige Ekkapol, som takket være sin uddannelse hos buddhistiske munke lærte drengene at meditere og finde ro under opholdet inde i grotten, ligesom han ansvarsfuldt overlod sin ration af mad og drikke til drengene og var den sidste, der kom ud.

Men lige om lidt er også drengenes historier fortalt, og medieverdenen rykker videre til den næste menneskelige katastrofe, som vi kan overskue at identificere os med. Så overlades scenen til filmselskaberne, der ser dramatisk potentiale i at fortælle drengenes historie som film.

Denne artikel blev også bragt på altinget.dk den 13.juli 2018. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-ud-af-grotten-ind-i-hjerterne

 

Fra minister til lobbyist – kun et skridt over gaden

Det skal være attraktivt at være politiker og minister.

Gerne mere attraktivt, end det er i dag, hvis vi skal have de bedste. Og det har vi brug for. Både dem med den stærkeste vision, den stålsatte integritet og uafhængighed og det største mod til at træffe politiske beslutninger.

Vi har ikke brug for jantelov og småpopulistisk fnidder om minister- og folketingslønninger, pensioner og ventepenge, der altid skræmmer politikerne fra at tage en ordentlig diskussion om egne arbejdsvilkår, og som altid får medløb i populærpressen og de sociale medier.

Vi har brug for, at politikere kan hentes fra alle samfundslag. At de får en løn, der afspejler det ansvar og den prestige, vi som vælgere burde tillægge jobbet.

De skal ikke være levebrødpolitikere, men bør have en smidig mulighed for at skifte erhverv til og fra politik og måske tilbage igen i politik belæsset med flere erfaringer fra erhvervslivet. Erhvervslivet og den offentlige sektor skal finde det attraktivt at ansætte en eks-politiker i en helt almindelig rekrutteringsproces.

Vi har til gengæld også rigtig meget behov for at have nogen regler i Danmark omkring jobskifter i hvert fald for ministre, som sikrer klare skillelinjer mellem at være ”folkets tjener”, som en minister jo er, og så tjene en interesseorganisation, et kommunikationsbureau eller et public affairs-bureau med påvirkning af politikerne og lobbyisme som opgave.

Dermed være ikke sagt, at lobbyisme per definition er et dårligt fænomen, der giver dem med de stærkeste økonomiske muskler størst indflydelse på den politik, der føres i landet. Lobbyisme kan faktisk være ganske nyttig for politikerne, når der er åbenhed og transparens omkring det. Så er det en måde for politikerne at få input til ny lovgivning eller blive opmærksom på behovet for ændringer eller uhensigtsmæssigheder i samfundet.

Den aktuelle krog til at åbne denne diskussion er selvfølgelig nu tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsens afgang den ene dag fra ministertaburetten på den ene side af Slotsholmsgade i København for næste dag et indtage den varme stol som administrerende direktør for Dansk Erhverv bogstavelig talt lige på den anden side af samme gade.

Fra valget i 1987 til valget i 2015 er der sket en stigning på 80 procent i antallet af politikere, der er gået fra minister eller jobbet som politikere til nye job med lobbyindhold. Alene mellem 2001 og 2015 taler vi om 63 ansættelser. En undersøgelse udarbejdet af Mark Blach-Ørsten og Ida Willig, der er professorer på RUC, og Leif Hemming Pedersen, der er ekstern lektor samme sted, viser tendensen meget klart.

I PR- og kommunikationsbureauer som for eksempel Primetime og Advice og i tænketanke som Cepos og Concito ansatte man mellem 2001 og 2015 over 4 gange så mange eks-MF’er som mellem 1987 og 2001. I interesseorganisationer som for eksempel WWF Verdensnaturfonden og Finans Danmark har væksten været til at få øje på med næsten en fordobling i antallet af ansatte eks-politikere. Kun blandt de fagforeninger, som ansætter eks-politikere i jobs med lobbyindhold, er der tilbagegang at spore – fra 11 ansættelser mellem 1987 og 2001 til 4 ansættelser mellem 2001 og 2015.

Hvorfor er den tendens problematisk? Fordi en minister, der går lige direkte fra et fagområde som landbrug og fødevarer eller Erhvervsministeriet, har en enorm insideviden, som er rigtigt mange penge værd for en interesseorganisation og dens medlemsvirksomheder.

Fordi der er en fare for interessesammenblanding og konflikt og for tillidsbrud i forhold til fortrolighed. Fordi konspirationsteoretikerne sikkert vil kunne få øje på, at en minister netop har sat brød i ovnen til at få et topjob i den pågældende organisation ved at tilgodese den i forskellige sammenhænge inden karrierespringet. Og fordi det risikerer at skabe en ubalance i magtforholdene i dansk politik og skabe konkurrenceforvridning.

I rigtigt mange andre lande i Europa har man en lovgivning indeholdende en karensperiode for afgående ministre, hvor de ikke kan tage et andet job, eller de skal søge et særligt nævn om tilladelse til at tage jobbet.

Det handler altså slet ikke om den hellige, almindelige forargelse over eftervederlag fra et sted og løn et ny sted, som plejer at få blodtrykket op i den danske debatpuls, hvis en minister ikke straks frasiger sig sådan et. Det her spørgsmål om integritet, fortrolighed og magtbalance er langt vigtigere.

Hvor hurtigt forældes en ministers konkrete insideviden om aktuelle sager og lovgivning, der forberedes? Hvornår er der tale om oplysninger, der kan være til økonomisk skade for staten, eller som kan give bestemte organisationer en fordel ved at have en nyligt afgået minister i spidsen?

I mange andre lande – herunder hos vore naboer i Sverige – arbejder man nu med en karensperiode på 12 måneder. I Storbritannien er perioden 2 år og i Frankrig 3 år for ministre, hvis det er samme fagområde, de skifter job til i den private sektor.

Mange steder har man nedsat et nævn, som kan behandle sagerne i de situationer, hvor en afgående minister gerne vil tiltræde et nyt job i karenstiden. Herunder også om der er visse områder eller sager, som den pågældende eks-minister skal være afskåret fra at beskæftige sig med. Et sådant nævn skal nu for eksempel nedsættes under den svenske Riksdag.

Det er positivt og sundt for det politiske system, at der skiftes ud indimellem, og at politikere i almindelighed og ministre i særdeleshed har mulighed for at skifte karrierer ind og ud af politik. Men det duer ikke, at vi ikke har nogle regler, som beskytter os mod to ting: Dels at en minister begynder bevidst at skabe sig selv en positiv karrierevej over tid ved at favorisere en bestemt organisation og dens ønsker gennem sine politiske valg og prioriteringer. Dels at sikre, at fortrolige sagsoplysninger eller konkurrentoplysninger ikke kan blive misbrugt og havne et forkert sted ved den slags hurtige jobskift.

Kun hvis der er et sundt og godt og transparent regelsæt, som Folketingets præsidium må påtage sig at drøfte, så slipper også politikerne og ministrene for mistænkeliggørelse og kritiske spørgsmål.

Der er masser af inspiration at hente i vore nabolande. Det besværliggør selvfølgelig en ansættelsesproces som i tilfældet med Dansk Erhvervs direktør, men det øger tilliden til det politiske system at have sådan et regelsæt. Og det er meget værd.

Denne klumme har været bragt på Altinget.dk den 29.6.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-fra-minister-til-lobbyist-kun-et-skridt-over-gaden

Kan det være ærefuldt at trykke hånd med en diktator?

Nu har vi været vidne til, at verdens mest magtfulde leder af et demokrati Donald Trump har trykket hånd med og talt om venskab og varme relationer med lederen af et af verdens mest grusomme diktaturer Kim Jong-un.

Ja, Trump kaldte det ligefrem ”ærefuldt” at møde Kim Jong-un. Et måske første skridt til fred på Den Koreanske Halvø blev underskrevet under maksimal opmærksomhed fra hele verden. Få dage før brød den samme magtfulde leder, Donald Trump, den gode tone og fjernede med et tweet sin tilslutning til et slutdokument med sine nærmeste demokratiske allierede i G7-kredsen.

I sandhed en verden, hvor der er vendt op og ned på venner og fjender. Selvfølgelig er mødet mellem Trump og Kim Jong-un både historisk og vil måske vise sig at være et vigtigt skridt i retning af større fred og sikkerhed i verden. Vi kalder det i medierne en succeshistorie for Trump og hans utraditionelle form for ”trussels- og kram-diplomati”. Den ene dag er Kim Jong-un den lille raketmand, og den næste dag står de to statsledere hyggeligt og sparker dæk på Trumps særlige køretøj ”The Beast”, mens de kappes om at klappe hinanden på ryggen.

Når ugens begivenheder er tankevækkende på flere måder, så hænger det sammen med, at den amerikanske præsident i modsætning til adskillige af sine forgængere ikke ser sig selv som rejsende forkæmper for demokratiske værdier og menneskerettigheder eller det liberale demokrati. Han ser sig selv som handelsmand, stærk mand og forhandler, der benhårdt og med alle midler – trusler den ene dag og kram og håndtryk den næste – går efter at få en ”deal” trukket hjem – hvad enten det handler om fred, nedrustning eller handelsaftaler.

Demokratiet vandt det 20. århundrede efter den kolde krigs afslutning, Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Det var til gengæld en fejl at tro, at den succes var så langtidsholdbar, at den ikke kunne blive udfordret. Der er tre alvorlige tendenser, som understreger demokratiets skrøbelighed og nødvendigheden af at indse, at det ikke sådan uden videre er en ting, vi skal tage for givet.

Den uafhængige tænketank Freedom House foretager et årligt eftersyn af den globale demokratitilstand. Det vil sige regelmæssige og ærlige valg, frie medier, retsstatsprincipper og mindretalsrettigheder, som er under angreb over hele verden. Sidste år var det tolvte år i træk, hvor antallet af lande, der er blevet mere demokratiske, var færre end dem, der blev mindre demokratiske. Rapportens forfattere konkluderer, at demokratiet faktisk er i krise. Kun Skandinavien scorer i øvrigt maksimumpoint, hvad angår demokratiet i analysen, mens USA sakker langt ned ad listen.

Hvis man kigger på den kolde krigs sejrherrer, så smuldrer deres samhørighed på grund af økonomisk pres, stigende social ulighed, oprør mod globaliseringens og digitaliseringens konsekvenser og en genoplivning af nationalisme og regionalisme.

Populister fra venstre og højre har udnyttet vælgernes vrede, og de har opnået støtte og parlamentarisk repræsentation rundt omkring i hele Europa. De er kommet til magten nogle steder, og andre har de gjort det vanskeligere for de øvrige partier at danne levedygtige koalitioner. Denne bølge ser endnu ikke ud til at være standset. Tag Italiens valg i marts, og registrer blot, at landet nu ledes af en regering af populister til venstre og til højre med to tredjedele af vælgerne i ryggen.

Populister har formået at fortælle vælgerne, at demokratiet bliver undergravet af medier fuld af løgne, at deres land bliver udnyttet af udefrakommende kræfter eller af en national elite eller begge dele på en gang. I de vestlige lande, der tidligere kæmpede for demokratiske frihedsværdier, er der sket det, som Human Rights Watch kalder et “frontalt angreb på værdierne for inklusivitet, tolerance og respekt”.

Hvad så med næste generation af vælgere? Bliver de frontkæmpere for demokratiet? Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research, der blev offentliggjort i oktober 2017, er der i mange lande den udbredte holdning, at eksperter eller valgte embedsmænd – teknokrater – ville være bedre til at styre landene end en demokratisk valgt regering. Undersøgelsen viste, at i f.eks. USA ville 46 procent af vælgerne i alderen 18 til 29 foretrække at blive styret af eksperter/teknokrater sammenlignet med 36 procent blandt de 50-årige og ældre.

En undersøgelse fra Harvard University og University of Melbourne, der blev offentliggjort i Journal of Democracy i januar 2017, viste, at godt 25 procent af den unge generation Y var enige i, at “valg af ledere gennem frie valg ikke spiller nogen særlig rolle”. Kun 10 procent af de ældre var dog enige i det.

I USA mente over to tredjedele af de ældre amerikanere, at det var absolut nødvendigt at leve i et demokrati; blandt generation Y gjorde mindre end en tredjedel. For tyve år siden troede en ud af 16 amerikanere, at “militærstyre” var et godt regeringssystem. For nogle år siden gjorde en ud af seks.

Også i Europa stiger andelen af unge, som ikke tror på demokratiet som den bedste styreform. En YouGov-analyse viste sidste år, at kun halvdelen af 6.000 unge europæere i alderen 16-26 målt i syv EU-lande (dog ikke Danmark) mente, at demokratiet er den bedste styreform.

Det er ikke noget nyt, at udenrigspolitik kan være formet af strategiske og taktiske kompromiser. Nødvendigheden af de rigtige alliancer kan have mange ansigter. I denne uge fik vi så et nyt eksempel. Når det gælder verdensfreden, kan demokrati og diktatur godt mødes og forhandle.

Men hvordan får vi de unge til at tro på, at demokratiet på den måde gør en forskel? At det spiller en rolle, at vores politiske ledere er valgt gennem frie og ærlige valg? At politik er alt for vigtigt at overlade til eksperterne, militæret eller eliten. Hvis man har en atombombe og nogle langdistanceraketter på lager, så kan man godt opnå adgang til verdens mest magtfulde mand og få hans opmærksomhed og en ”politisk deal”.

Hvis det 21. århundrede ikke skal tabe kampen om de demokratiske værdier, som vi netop vandt i det 20. århundrede, så må vi tænke over, om fremtiden kun handler om at indgå snusfornuftige ”deals” med diktatorer og tyranner for at få fred, sikkerhed og handel til gengæld. Om det kun handler om, hvem der kan spille den stærkeste mand i byen, og hvem der blinker først.

Der udgives i øjeblikket bøger på stribe i udlandet om demokratiets tilstand. Nogle af dem særdeles deprimerende læsning. Det understreger også de trends, som jeg har nævnt her.

Derfor har Mandag Morgen i forbindelse med Folkemødet søsat et demokratiprojekt ”VoresStemmer”, som både på nationalt og kommunalt niveau går ud på at revitalisere og forny den demokratiske involvering af danskerne.

Det skal også bidrage til at bygge bro over den tillidskløft, som er opstået mellem vælgerne og de folkevalgte. Projektet skal på spændende nye måder og i nye debatformater opprioritere den demokratiske samtale. Projekt VoresStemmer

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 15.6.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-demokrati-moeder-diktatur

Opgrader it-ordføreren – det handler om fremtiden

Hvornår mon det går op for Folketingets partiledelser, at it-ordførerskabet er en af de vigtigste politiske kamppladser i fremtiden? Helt på linje eller højere rangeret end posterne som retsordfører, sundhedspolitisk ordfører, integrationsordfører og finansordfører.

Måske skulle det have et navn med mere appel til følelserne som fremtidsordfører? Tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind kaldte sig fremtidsminister, hvad der ikke var så tosset tænkt i stedet for den lidt mere gumpetunge titel.

Sagen er, som den franske præsident Macron har sagt det, at den teknologiske revolution i virkeligheden også er en politisk revolution. Det handler om, hvordan vi vil tilrettelægge vores fremtid, hvem der skal fastlægge rammerne og spillereglerne for brugen af de nye teknologier, og hvad vi vil bruge de teknologiske muligheder til, og om vi selv vil have førertrøjen på i de politiske valg, vi skal foretage, eller overlade det til andre.

Vores valg af kurs på det teknologiske område er ikke bare indenrigspolitik men også udenrigspolitik, for Europa synes klart at tage nogle andre valg end f.eks. USA, Kina og måske Afrika, når det gælder kontrollen med og anvendelsen af nye teknologier.

Vores valg af teknologisk kurs er højsensitiv for hele vores samfundsudvikling, og det er værdipolitik, så det vasker sig. Det er emner, der kommer til at afgøre balancen mellem, hvad samfundet må og ikke må i forhold til vores privatliv og personfølsomme oplysninger.

Eller sagt på en anden måde: den værdidiskussion kommer til at forme næste generation af menneskerettigheder i et digitalt samfund. Om de skal være efter liberale principper eller indeholder mere lovgivning, regler og kontrol.

Lige nu konkurrerer partierne – senest dokumenteret med afslutningsdebatten i denne uge – om at være de mest grønne og de stærkeste hardlinere, når det gælder indvandring og integration. Gid de også ville konkurrere om, hvordan vi skal indrette vores fremtidige liv med de nye teknologiske udfordringer.

Vi har brug for de bedste, mest indsigtsfulde og visionære politikere på opgaven med at arbejde med disse vigtige spørgsmål, og it-ordførerskabet er desværre ikke nødvendigvis det, der er mest kamp om. Men det burde det være. Ligesom kommunalpolitikere og regionsrådspolitikere burde være fuldkommne toptunede på de udfordringer, der venter. For de har i den grad også et ansvar for datapolitikken.

Lige nu foregår en alt for stor del af debatten om dataetik, data-videnskab og data-muligheder blandt eksperterne og de særligt engagerede nørder, mens virksomhederne og den offentlige sektor søger at navigere i junglen så godt som muligt.

Kun når en persondataforordning eller et lovforslag om oprettelse af et Nationalt Genom Center er på dagsordenen, så stiger temperaturen lidt på det her område i Folketinget. Ellers kører de fleste af debatterne om den teknologiske udvikling i råd, arbejdsgrupper og udvalg nedsat af regeringen, og mange politikere indrømmer i en stille stund, at de har lige så svært ved at følge med som folk i almindelighed.

Hvorfor kan vi nu ikke bare lade det køre der i de råd og arbejdsgrupper, og så må eksperterne finde ud af det? Fordi næsten alt, hvad vi gør som mennesker i dag bliver opsamlet som data, og den teknologiske udvikling påvirker alt i vores liv. Hvor vi bevæger os hen, hvad vi køber, hvem vi taler med, hvad vi arbejder med, hvad vores fritid går med, og hvad vi mener.

Data i dag skaber forandringerne i samfundet og udgør en magtfaktor. Data er det nye guld, som man siger, når de bliver forbundet og kombineret og brugt til at se mønstre og forudse handlinger.

Men data er også et farligt redskab i de forkerte hænder. Derfor er det politiske dilemma, at vi på den ene side skal udnytte alle mulighederne i at indsamle, forbinde og kombinere data og samtidig sikre den stærkest mulige beskyttelse af befolkningen mod misbrug og skabe tillid til, at udnyttelsen af mulighederne har en positiv side.

Listen er lang med talrige eksempler på både offentlige institutioner og private virksomheder, der i lille eller global skala ikke har formået at passe på vores data. Det er nemt at blive fascineret af mulighederne og glemme bagsiden af medaljen. Men den har vi set. Og mister vi først tilliden til, at teknologien vil give os noget positivt, så går rigtigt meget galt i vores samfundsudvikling.

Vi kan prøve at definere nogle principper og værdier for brugen af data. Vi kan etablere et Dataetisk Råd eller en tilsvarende institution, der på vores alles vegne kan gå foran i arbejdet med at bygge bro mellem eksperterne, politikerne og befolkningen gennem grundige debatter, ærlige dilemmaer og mulige løsninger.

Problemstillingerne handler ikke kun om personfølsomme oplysninger. De handler også om kunstig intelligens, intelligent automation, maskinlæring og mange andre elementer af den teknologiudvikling, som vi kigger ind i. Hvor sætter vi grænserne for, hvad de intelligente robotter eller computere skal kunne foretage på egen hånd? Det spørgsmål rammer alle områder fra sundhed til transport, forsvarssystemer og plejesektoren.

Selvfølgelig er Danmark ikke det eneste sted, hvor en debat om ”data governance” principper og databeskyttelse finder sted. F.eks. i Storbritannien har spørgsmålet om en etisk rammesætning for behandlingen af data været initieret af regeringen.

Her har man lagt vægt på som punkt ét at skabe troværdighed, tillid og åbenhed omkring brugen af data ved at fastlægge nogle overordnede principper på tværs.

Det handler om at starte enhver diskussion om opsamling, bearbejdning og samkøring af data med et meget skarpt krav til en beskrivelse af, hvad borgeren får ud af at levere sine data, og hvad samfundet får ud af det.

Dernæst at sørge for, at der bliver indsamlet mindst mulige data, som kan retfærdiggøres, i forhold til anvendelsen.

Derefter om at skabe robuste og transparente data-modeller, som er meget opmærksomme på borgernes reaktioner, tvivl og bekymringer, at være så åben som muligt om, hvad data bruges til, og endelig at sørge ordentligt for sikkerheden omkring befolkningens data.

Derudover drøfter man også i Storbritannien en særlig uafhængig institution til at sikre tillid og åbenhed omkring de etiske dilemmaer.

Et sted hvor man kan bygge bro og skabe debat mellem de forskellige interessenter i udviklingen – virksomhederne, den offentlige sektor og civilsamfundet samt borgerne. Et sted, hvor der kan sættes dagsordener til debat og følges op på implementeringen af forskellige tiltag. Et sted, der skaber langvarig legitimitet og tillid, og hvor udviklingen følges tæt. Et sted, hvor man kan samle internationale erfaringer og udfordringer i nye teknologier op og sætte dem til debat.

Lyder det som noget, der kunne være et Dataetisk Råd med eksperter, virksomheder, offentlige institutioner, borgere, debattører og kommunikatører? Ja, det gør det. Og det var præcis sådan en ny, uafhængig institution, der blev efterlyst forleden af et bredt flertal af deltagerne i Mandag Morgens og Altingets konference om Dataetik.

Hvad er det for overordnede principper, der bør gælde for dataetikken: Først og fremmest må det handle om at sætte mennesket først. At teknologien skal gavne menneskets udvikling og ikke omvendt. At teknologien skal tjene samfundet og ikke omvendt.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 1. juni 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-opgrader-it-ordfoereren-det-handler-om-fremtiden

Vi mangler enere som Søren Pind

Ikke mange politikere opnår i levende live en så varm, umiddelbar og utaktisk hyldest fra politiske venner – og især modstandere – som den, der blev Venstres Søren Pind til del i tirsdags.

Det kræver en ener i politik at få den slags respekt fra endog partiledere og mange kolleger i andre partier. Og det kræver en ener som minister at tage beslutningen og sige, at man har givet alt og ikke har energi til at fortsætte. Ikke af fysiske grunde. Men på grund af politisk metaltræthed. De fleste ville foretrække at hænge ud på ministertaburetten lang tid efter den mentale lukketid.

Det kan Søren Pind jo så i sin nye selvvalgte fritid alt sammen glæde sig over, og det gør han sikkert med den humor, den selviscenesættelse med ministeruniform og det hele til afskedsreceptionen og den analytiske evne, som han også besidder. I afskedens stund lignede han en, der var blevet befriet fra mental indespærring.

Det, der gør disse reaktioner i forhold til Pind særligt interessante, er, at rollen som politiker og minister i virkeligheden er det, der udstilles her. Normalt er ministerjobbet det, som mange i politik vil brække en arm på langs for at nå frem til karrieremæssigt.

Når man taler med politikere helt langt uden for citat og fra forskellige partier på både højre- og venstrefløj og midt imellem, så giver rigtigt mange udtryk for en ironisk distance og sarkasme i forhold til de forhold, de arbejder under, og den måde, politik foregår på i dag. Søren Pind valgte så sin meget eksponerede måde at sige farvel på. Esben Lunde Larsen sin mere mystiske måde, hvor vi endnu ikke ved, præcis hvad der udløste katapulten ud af regeringen.

For ministrenes vedkommende handler frustrationerne ofte om tre ting. For det første mulighederne for reelt at trænge igennem embedsapparatet med oprydninger i forældede regelsæt, i bureaukratiske systemer og udviklingen af nye politiske ideer. Det er en gammel traver, men det er desværre rigtigt, at det er sådan, mange ministre oplever det.

Dernæst mulighederne for at komme igennem med egne værdipolitiske mærkesager i et folketing, hvor der skal forhandles og kæmpes om hvert komma med Dansk Folkeparti, og i en regering, hvor tre partier hele tiden skal være enige først. Det samarbejdende folkestyre hyldes meget ofte, mens det inde i værkstedet faktisk kan være temmelig absurde studehandler, der ind imellem skal indgås, og de bygger ikke nødvendigvis på den højeste grad af stringens, logik, viden og fakta.

Og endelig er der ifølge mange ministre alt for ofte en tendens til, at den politiske debat kører af sporet, havner i mudderkastning eller i alenlange åbne samråd og konfrontationer, som mere har til opgave at køre en minister træt eller finde fem fejl end at udkæmpe de store ideologiske opgør. De såkaldte ministergrilninger for rullende tv-kameraer er alt for ofte en meget frugtesløs forestilling for alle parter.

Drøfter man med de almindelige folketingspolitikere, hvordan de ser på deres egne arbejdsvilkår, så er der en stor frustration over, hvor meget af deres arbejde der går med at skaffe sig lydhørhed og opmærksomhed i medierne og lægge taktik for at opnå den opmærksomhed. Og det er ikke alene politiske modstandere, der kæmpes med, men også meget ofte egne partifæller.

Ligeledes blandt almindelige folketingsmedlemmer rører der sig en stigende frustration over manglen på rummelighed og plads til egne synspunkter i folketingsgrupperne. Hvad enten emnet nu er burkaforbud, omskæring eller kvoteflygtninge eller andre følsomme forslag.

Når en fremtrædende person som Søren Pind selv vælger at gå af, så aner man ikke bare en mand, der erkender, at han ikke bliver statsminister for sit parti, hvor arvefølgen nu er tilrettelagt, men man fornemmer også en ener, der har taget sine opgør om principper og liberal ideologi, og som ikke ser vejen frem i de tendenser, der råder for tiden. Man fornemmer en politiker, der ikke gider lefle for folkehavet og de nemme populistiske strømninger. En uortodoks politiker med en uforudsigelig frihedstrang, der bare ikke passede ind, når han gerne ville sætte ånd, dannelse og intellekt på dagsordenen.

Har det politiske landskab plads til enere med de særheder, særstandpunkter og ind i mellem lyst til at lave ballade, som Søren Pind selv kaldte nogle af sine politiske initiativer, samtidig med at han faktisk også skabte mange pragmatiske løsninger og aftaler? Er der plads til folk med særlige formidlingsevner, der skejer ud i forhold til den vedtagne politiske jargon og de mange teflonsvar, som politik er fuld af?

Det karakteristiske ved enerne i politik er, at det er dem, vi husker. Det er dem, der viser, de er mennesker med værdier, holdninger, kreative, skæve og skøre indfald og følelser. En formidling, der kan forstås, og en politisk entusiasme, en vedholdenhed og en ambition, der rækker ud over almindelig middeltemperatur.

Lige nu er temperaturen iblandt politikerne ikke god, hvis man lavede en trivselsmåling på Christiansborg. Entusiasmen og kampberedskabet pakkes ind i alt for mange automatreaktioner. På kryds og tværs af partiskel er der selvfølgelig gode, kollegiale relationer, men det påvirker ligesom ikke maskinproblemerne i folkestyrets værksted.

Politik er blevet for mainstreamet, for humørforladt, og enerne bankes på plads i folketingsgrupperne, jo mere vi nærmer os et folketingsvalg, og alle bliver nervøse for de mindste udskejelser. Men dansk politik har brug for flere fyrtårne. Flere enere, der rager op. Flere folk med kreative ideer. Flere folk med mod til at gå nye veje.

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-vi-mangler-enere-som-soeren-pind

Arbejdsmarkedsstof er en svag mediedisciplin

Det er efterhånden en del år siden titlen ”arbejdsmarkedsjournalist” gik af mode på den danske medieredaktioner.

Det var folk, der indgående fulgte overenskomstforhandlingerne, kendte til forligsmandslovens finesser, havde hængt ud i timevis foran forligsinstitutionen og kunne afkode alt det spin, der fyres af til ære for baglandet og som verbalt våben mod modparten for at skabe sympati i offentligheden under sådan et forhandlingsforløb.

Det psykologiske krigsspil foran porten på Sankt Annæ Plads i København er om ikke lige så vigtigt, som det, der foregår inden for dørene, men betyder rigtigt meget for offentlighedens forståelse eller det modsatte for konsekvenserne af en potentiel storkonflikt.

Tidligere var arbejdsmarkedsjournalisterne folk, der fulgte de faglige organisationer og arbejdsgiverne tæt i det daglige, som havde et stort kildenet og kendte overenskomster, arbejdstidsreglerne, styrkeforholdene internt i organisationerne og forskellen på normallønsområdet og mininallønsområdet.

Så forsvandt interessen for arbejdsmarkedsjournalistikken hen over årene, hvor også de store arbejdskampe og konflikter forsvandt, og dækningen af forholdene på arbejdsmarkedet blev mere til noget om arbejdsmiljø, stress på arbejdspladsen, løndumping, kompetenceudvikling, integration og jobskabelse. Interessen for de store organisationer og deres politiske magt svandt ind i takt med andre forandringer af samfundet. Selv en storfusion mellem LO og FTF vil næppe ændre på de forhold.

Forhandlingerne om nye aftaler om løn og arbejdsvilkår for 750.000 offentligt ansatte har stået på i månedsvis. Der er varslet strejker og lockout for omkring en halv million offentligt ansatte, hvis forligsmanden ikke lykkes med at få parterne bragt sammen om en mæglingsskitse, som alle kan se sig selv i.

De igangværende overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked har været en stejl læringskurve for en betydelig del af de heldige udvalgte reportere i medierne på dækningen af sagen og endnu mere for skiftende studieværter på tv og i radioen, som har skullet håndtere dag efter dag at fortælle om tingenes tilstand, uden at være fageksperter. Helt uden for enhver statistisk opgørelse har vi hørt gentaget og gentaget, at det handler om løn, reguleringsmekanisme, lærernes arbejdstid og den betalte frokostpause.

Vi har møde efter møde hørt forhandlerne bliver interviewet på vej ud og ind med de samme fraser: Ja, vi ønsker en aftale. Ja, det bliver svært hvis modparten ikke giver sig. Ja, vi ønsker ikke en konflikt. Ja, vi håber da, at vi kan nå et resultat. Herefter bliver alle de intetsigende udtalelser efterfulgt af en reporter, der skal analysere, hvad forhandlerne egentlig siger, når de ikke siger noget, og reporterne bliver af studieværterne bedt om at gætte på, om der nu endelig kommer et resultat, hvor langt parterne er fra hinanden, og hvem der lige nu er under størst pres. Kigger man på resultaterne af denne daglige gættekonkurrence, så er der blevet skudt en del ved siden af.

Utallige er de gange, hvor vi har været fremme ved den berømte målstreg. Og så alligevel har forligsmand Mette Christensen sit helt eget målebånd og forstår at overraske. Utallige er de gange, hvor parterne har sagt, at de bringer sig selv i konflikt med loven, hvis de kommenterer på forhandlingselementer, og så gør de det alligevel en smule, når de presses af journalisterne. Det giver håbløse, intetsigende samtaler.

TV 2’s Ole Krohn må have prisen som den mest udholdende reporter på stedet, der også opsnappede indholdet af et udspil fra arbejdsgiverne i forhandlingernes aller seneste runde, inden de tog fat igen fredag. Og så viste det sig alligevel, at han måske ikke havde fået alle siderne med. I særlig grad ikke dem, der krævede nye indrømmelser fra lønmodtagerne. Kun det, der var en positiv imødekommelse af lønmodtagerne.

De lunser, som anonymt smides ud til journalisterne, kommer selvfølgelig ud med et bestemt formål – at fremstille modparten i et dårligt lys eller forberede baglandet på en udvikling i den ene eller den anden retning. FOAs Dennis Kristensen er i en særklasse hvad angår forhandlerspin og meddelelser til baglandet. Han bevæger sig tæt på grænsen for forligsmandssmæk ved frejdigt at udtale sig om både dette og hint.

Fra det private arbejdsmarked er vi efterhånden blevet vant til, at overenskomstforhandlingerne stort set har to højdepunkter. Et pressemøde, når de starter. Og et pressemøde, når der er fundet et resultat. Indimellem er der radiotavshed og ingen kommentarer fra parterne. Mediedækningen ligger som regel hel død, fordi man ved, at det er håbløst at jagte sprækker i forhandlergrupperne på begge sider af bordet. Sådan foregår det ikke hos de offentligt ansatte, og det skulle parterne måske evaluere på, når freden igen har sænket sig over landet.

Det er klart, at kampen om sympatien i befolkningen er en afgørende brik i en konflikt, når nogen skal have skylden for, at danskerne ikke kan få passet deres børn, køre i tog, gå til eksamen eller få lavet planlagte operationer på landets sygehuse endsige blive gift, konfirmeret eller begravet. Den, der lykkes med at tegne billedet af modparten som vrangvillig, ubøjelig og uden fornemmelse af virkelighedens forhold, står stærkt i starten af en konflikt, men det holder ikke altid længe. Så kan et eller andet tippe vægtskålen den modsatte vej. Fagbevægelsen har sympatien i udgangspositionen, men 2-3 uger med kaos overalt i samfundet vil få den sympati til at krakelere.

Der går jo år i mellem, at medierne står i kø foran Forligsinstitutionen. Til gengæld må man sige, at det er en ganske nyttig institution, der mange gange tidligere har vist sit værd. Det er stadig sådan, at der står kolossal stor respekt hos alle parter om de tre forligsmænds arbejde med mægling.

Lige præcis den nuværende forligsmand, Mette Christensen, måtte dog give op i 2013, hvor overenskomstforhandlingerne brød sammen og resulterede i den omfattende lærerlockout i 2013. Dengang smed hun håndklædet i ringen efter 14 dage. Måske har hun noget at hente ind denne gang.

Jeg har prøvet i flere omgange at være med til overenskomstforhandlinger, det havnede i Forligsinstitutionen. 36 timer ud i et stræk var min rekord. Det var under den legendariske forligsmand nu afdøde Mette Koefoed Bjørnsen. Hun tålte ingen slinger i valsen og udmattede bevidst parterne, mens hun selv tog sig en lille lur i baglokalet. Når man går rundt i det hus, så befinder man sig i en boble, hvor man gradvis mister tidsfornemmelsen.

På skift bliver man kaldt ned til forligsmanden til konsultation, så afleverer man måske et udspil eller en tekst på et område, så skal modparten kaldes ned til at få det forelagt, og så venter man på at blive kaldt ned for at få svaret, eller forligskvinden kalder parterne ind samtidig, så hun kan fornemme, hvor store knasterne er.

Den gradvise afhøvling af knaster med lange ventepauser i forløbet undervejs, skal så gøre parterne tilstrækkelig møre til at flytte på positionerne og til sidst finde en løsning. Og imens drikker man spandevis af kaffe for at holde sig vågen og forsøger at ignorere trætheden.

Det er den udmattelseskrig, der går i gang igen i dag, fredag. Risikoen for en storkonflikt og hangen til timedrama i en breaking news tid vil holde spotlight på Forligsinstitutionen, så længe der er tændt lys i vinduerne på Sank Annæ Plads. Og medierne har fået genopfrisket lidt viden om arbejdsmarkedsforhold mens organisationsfolket har solet sig i opmærksomheden.

 

Denne artikel er blevet bragt på Altinget.dk den 20.04.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen%C2%A0arbejdsmarkedsstof-er-en-svag-mediedisciplin

Derfor er Facebook en trussel mod demokratiet

Facebook er blevet et suverænt, stærkt politisk våben og en trussel mod vores demokrati. Vi lader et privat selskab overvåge os alle sammen og sælge de indhøstede data til den højestbydende.

Om den nyeste Facebookskandale – stadig under udfoldelse og efterforskning – med 50 millioner amerikaneres personlige data udleveret til et britisk dataanalyseselskab og brugt til målrettet politisk kampagnekommunikation for Trump og andre, så er der kun en god ting at sige: Nu må det efterhånden være gået op for den sidste og mest langsomt opfattende, at Facebook ikke handler om at være en filantropisk, social hyggekomsammenplatform, men om at drive en benhård, psykologisk analysemotor og en kynisk forretning med data og annoncer.

Det må også være gået op for den sidste naive sjæl, at Facebook er blevet alt for meget af en gigantisk stor virksomhed, der ikke har styr på sine egne processer, ikke har styr på sine egne data og sin egen etik.

En kolonialistisk, digital fribytter, hvis stifter og leder, Mark Zuckerberg, altid er der for at udbrede den positive, globale sweettalk om at bygge fællesskaber og relationer, men som forsvinder ud af rampelyset, når de professionelle medier afslører, at hans platform har solgt annoncer til russiske troldefabrikker for millioner af dollars.

Eller når hans firma har lånt millioner af kunders data ud til en virksomhed, som dermed fik adgang til at sende personaliserede, politiske budskaber til amerikanske vælgere, uden at de var klar over, hvilken manipulation de blev udsat for.

Og endelig må det være gået op for den sidste utopist, at vores demokrati er udsat for svær og uoprettelig tæring i fundamentet. Som en af Facebooks egne medarbejdere, product manager Samidh Chakrabarti, i øvrigt selv kom til at sige i januar i år i en refleksion efter afsløringen af den russiske troldeskandale: “Når sociale medier er bedst, så tillader de os at udtrykke os selv og handle. Når de er værst, så tillader de folk at sprede misinformation og undergrave demokratiet.”

Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, kaldte det i januar for sin personlige udfordring i 2018 at “fikse Facebook”. Med det mente han at sætte ind mod fake news, datamisbrug og digitale angreb på nationalstaterne og deres demokratiske valg. “Vi forhindrer ikke alle fejl eller misbrug, men vi gør for øjeblikket for mange fejl i håndhævelse af vores politikker og vores evne til at forhindre misbrug af vores værktøjer,” sagde han.

Og det var jo så sandt, som det var sagt. Nu står vi så her igen. Og Zuckerberg siger det samme. At Facebook undskylder over for brugerne, at firmaet ikke har taget vare på deres data på en ordentlig måde.

Facebook har i mere end to år vidst, at deres data – oprindeligt udleveret til såkaldte forskningsformål – var leveret videre til Cambridge Analytica og derefter misbrugt til politisk kampagneformål. Tilsat det stærke krydderi af politisk intrige og Trumps tidligere nære kampagnechef og medarbejder, Steve Bannon, som medejer af Cambridge Analytics, samt at firmaet er finansieret af Mercerfamilien, som var stærke støtter for Trump-kampagnen i 2016, så er magtspillet fuldbragt.

Millioner af amerikanske vælgere og deres venners personlige profiler og adfærd på nettet er blevet analyseret via deres Facebookdata, og på den baggrund har Trump-kampagnen kunnet teste brugen af bestemte udtryk under kampagnen, målrette anvendelsen af bestemte annoncer og tilgangen til bestemte emner.

Og alt sammen har det kunnet personaliseres til den enkelte vælgers foretrukne interesser, følelser og bekymringer. Facebook kan med den måde, vi bevæger os rundt i deres univers, tegne et så tæt psykologisk portræt af hver af os, at det er langt mere vidtgående i registrering end noget andet firmas lige nu.

Når forargelsen over det, der foregår i USA, har lagt sig, og både britiske og amerikanske myndigheder og politikere har stillet Facebook til regnskab for ikke at beskytte kundernes data ordentligt, så står en ting tilbage: Facebook er blevet et suverænt, stærkt politisk våben og en trussel mod vores demokrati.

Adgangen til Facebooks psykologiske profiler på hver af os kan med den rigtige målrettede kommunikation vinde valg, manipulere med holdninger og flytte stemmer.

Det er jo politikerne og deres kampagnechefer i USA såvel som i Danmark, der benytter adgangen til, via køb og brug af Facebookdata, at kommunikere målrettet, segmenteret og differentieret til vælgerne. Niveauet af brug af data kan være mere eller mindre sofistikeret, men vi har for længst overskredet den tærskel, hvor overvågningen og brugen af data blot handler om køn, alder og geografisk placering.

Målingen af vores adfærd på nettet handler om afdækningen af personlige præferencer og psykologiske profiler på alle mulige områder, om hvad vi liker og ikke liker. Hvad vi søger på, og hvad vi sørger over eller glæder os over. Hvad vi foretager os og med hvem.

Facebook stiller annonceredskaber til rådighed, der i dag bringer de politiske partier, også i Danmark, tæt på den målrettede og personaliserede kommunikation. Men Cambridge Analytics gik lige nogle skridt videre end det i deres bestræbelser på at sikre Trump valgsejren, og de høstede data i et endnu dybere lag end det sædvanligt tilgængelige for enhver, der vil lave en annoncekampagne.

Politisk kommunikation har altid handlet om at ramme de rigtige vælgergrupper med de rigtige budskaber og på det rigtige tidspunkt. Metoderne til at gøre det er bare blevet endnu mere sofistikerede end tidligere, og fornemmelsen af overvågning er snublende nær.

Det samme er fornemmelsen af, at politiske budskaber kan bøjes i alle mulige retninger alt efter den modtager, som skal modtage dem, uden at naboen med et andet adfærdsmønster får samme budskab, men måske et helt andet, som rammer præcis hans eller hendes præferencer og bekymringer.

Kan vi lovgive imod at bruge indsamlingen af data til politiske formål og målrettet politisk kommunikation? Det kan vi kun, hvis vi forbyder de politiske partier at bruge den kanal, som internettet og de sociale medier er, til deres budskaber. Det er næppe en fremkommelig vej i 2018.

Kan vi lovgive om større transparens i forhold til at kunne se på de sociale medier, hvem der er afsender på de forskellige budskaber, vi modtager, og hvad de har registreret på os? Det er måske en fremkommelig vej. Kan vi på internationalt plan forlange, at de sociale medier fortæller os, hvornår og til hvem vores data videresælges, og på hvilke betingelser de må anvendes? Ja! Det må være et minimum af en menneskerettighed i 2018.

Er konklusionen, at Facebook destabiliserer demokratiets spilleregler og flytter idealet om en åben, ligeværdig og sund meningsbrydning på månen? Ja, det er sandheden. Nu handler det om, hvem der er bedst til at ramme folks følelser og til at manipulere budskaberne på den rette måde i et uigennemskueligt digitalt overvågningssystem.

Kineserne er på vej til at bruge den slags systemer til at give deres borgere højere eller lavere karakter som gode samfundsborgere eller det modsatte, alt efter hvordan de opfører sig under den statslige overvågning. I Vestens demokratier lader vi et privat selskab stå for overvågningen og sælge oplysningerne til den højestbydende.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 23.03.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-derfor-er-facebook-en-trussel-mod-demokratiet