Twitter præsidenten

Medierne står overfor en meget svær opgave med Donald Trump i Det Hvide Hus for den nye præsident stortrives med mediernes fjendtlighed

Om få dage får amerikanerne en ny præsident og verden en ny type statsleder at følge på tætteste hold.

Ikke en politiker af stor erfaring, men en erhvervsmand i stort format, om man så må sige med en selvsikkerhed ud over det sædvanlige. Ikke en politisk strateg trænet i taktisk kommunikation og diplomatisk, verbal veltalenhed og snilde, men en stærk kommunikator trænet i såvel kontrollerede som ukontrollerede følelsesudbrud. Trænet i at få opmærksomhed ved at sige og gøre det uventede – ja ind i mellem det helt utrolige – i at dyrke martyrrollen til det ekstreme i kampen mod medierne, og i at spille stærk mand med en brutal retorik, når det skal til.

Ny bliver således ikke alene hans politiske dagsordener, men også forholdet mellem medierne og den nye amerikanske præsident.

Donald Trumps første pressemøde onsdag som valgt præsident blev et sandt verbalt opgør med udvalgte medier, som har skrevet eller talt kritisk om Trump og bragt afsløringer fra en kontroversiel efterretningsrapport.

Og det er ikke første gang, han benytter den praksis at angribe og afskære ”de sortlistede medier” fra spørgsmål, alt imens han beskylder dem for at være skraldespandsmedier, en skændsel og for at servere falske nyheder. I andre tilfælde er kritiske pressefolk blevet forment adgang til hans valgmøder.

Under valgkampen syntes den kommende mand i det berømte ovale kontor at vågne op hver morgen for omgående at tænde op under sin twitter-konto og fortælle alverden, hvordan han ser på tingene. Og karaktergivning til de traditionelle medier hører til hans yndlingssport.

Om han fortsætter den praksis, når han slår øjnene op i morgenen i Det Hvide Hus og stikker fødderne i præsidenttøflerne, er der mange, der diskuterer lige nu. Odds er mest for, at det gør han nok. For det er hans direkte vej til vælgerne. Det er hans måde konstant at holde gryden i kog med opmærksomhed og budskaber styret af ham selv, og medierne er jo nødt til at følge med i, hvad han skriver.

Og på Twitter får hver eneste af hans talløse tweets fuld medieopmærksomhed, for man ved jo aldrig, om det nu er Mexico, Nordkorea, Kina eller andre lande, der står for skud, eller om det er erhvervsvirksomheder, der får en på lampen, eller politiske modstandere eller mediefolk der bliver gjort grin med.

Kampen mod medierne
Man kan sige, at Donald Trump på ingen måde kan takke de etablerede medier for sin valgsejr, og at det bærer en ikke uvæsentlig del af skylden for hans anstrengte forhold til dem. Af aviserne i USA med de 100 største oplag var der kun to, som støttede ham. Mere end 200 aviser i alt støttede Hillary Clinton, mens Trump fik opbakning fra færre end 20. Og nogle af de få, som støttede ham, gjorde det med henvisning til, at hans vicepræsident, Mike Pence, heldigvis var en del af pakken.

Mens ingen troede på, at han kunne løbe med en sejr, fulgte alle medierne det kuriøse fænomen og hans valgmøder fyldt med ekstraordinære udtalelser og angreb. Trump fik den største medieomtale af samtlige kandidater under primærvalgene, og han kunne tage bad i høje seertal. Alt for sent slog de amerikanske medier om fra at følge det sensationelle fænomen til at tage manden alvorligt og behandle hans politiske substans kritisk.

Trumps sejr var et brutalt spark til de etablerede medier, de etablerede eksperter, de selvretfærdige, som Trump har kaldt dem, der har mistet kontakten til almindelige mennesker. Derfor hører anerkendte medier som New York Times, Washington Post og nu også CNN til den kategori af medier, som Trump er i krig med. Og mange flere kommer nok til at melde sig ind i den forening, efterhånden som den nyvalgte præsident fra næste uge kommer til at styre dagligdagen i Det Hvide Hus.

En helt normal Twitter-dag
3. januar var den første officielle arbejdsdag i det nye år, og Donald Trump havde travlt i sin rolle som nyvalgt præsident for De Forenede Stater – på Twitter. Hans tweets for dagen inkluderede for nu bare at nævne tre stykker:

  • En trussel om at straffe General Motors med en importafgift for at bygge biler i Mexico.
  • En kritisk bemærkning til hans republikanske partifæller i Kongressen i en konkret sag.
  • En antydning af at USA’s efterretningstjenester ikke er troværdige.

Og sådan fik den nyvalgte præsident på få minutter udvalgt sig dagens nye kampe med tre magtfulde amerikanske institutioner: erhvervslivet, Kongressen og efterretningstjenesterne. Hvert emne med konfliktpotentiale til lange diskussioner og lange analyser i medierne af eftervirkningerne. Men dagen efter havde Trump flyttet opmærksomheden til nye emner, herunder en række tweets med støtte for WikiLeaks’ grundlægger Julian Assange, der af mange andre ses som en fjende af Amerika.

Da Trumps tweets om Assange og hacking senere blev kritiseret, forsvarede Trump sig – på Twitter – ved at skyde skylden på nyhedsdækningen. Medierne får det til at se ud som om, jeg er imod efterretningstjenesterne, når jeg faktisk er en stor fan, skrev han.

Alle er måbende, men Trump lykkes med den slags piruetter. Senere samme dag handlede hans tweets om alt muligt andet fra kritik af Senatets demokratiske mindretalsleder til den musikalske underholdning ved indsættelsesceremonien 20.januar.

Twitter-in-Chief
Vittige hoveder har i stedet for ”Commander in Chief ” døbt Trump ”Twitter-in-chief”. Også Obama har brugt Twitter som en del af sin kommunikation – om end på en ganske anden måde end Trump. Mere til at vise empati og medmenneskelig end som politisk våben.

Præsidenter og statsledere over hele verden bruger de sociale medier til kontakt med vælgerne i dag – vores egen statsminister inklusive. Før Twitter og Facebook var der tv, og før fjernsynet var der radioen. Men ingen bruger de sociale medier som Trump til at holde sine vælgere engagerede og trofaste.

Twitter brugt efter den opskrift, Trump har valgt, har høj nyhedsværdi. Amerikanerne har aldrig oplevet en præsident skyde synspunkter ud til højre og venstre i døgndrift og i realtid. Selv de nærmeste på Trumps hold har givet udtryk for, at de vågner op hver dag uden at vide, hvad deres chef nu har tweetet ud om fra den årle morgen.

Den indlysende forskel mellem en tale og et tweet er tid og rum. Præsidenters taler forberedes typisk i flere dage og uger. Hvert ord vendes og drejes. Tweets kan ekspederes på et par sekunder af en præsident, der er helt alene med sine dispositioner. Der er ikke plads til detaljer eller nuancer. I stedet er der følelser og en invitation til øjeblikkelig reaktion – fra politiske venner og fjender, offentligheden og udenlandske regeringer.

Et farligt redskab i hænderne på en impulsiv mand vil politiske traditionalister sige.

Afsløring foræring til Trump
Offentliggørelsen i det amerikanske onlinemedie BuzzFeed af et kontroversielt 35-siders notat med en række udokumenterede efterretninger, som hvis de viste sig rigtige ville kunne bringe USA’s kommende præsident i lommen på Ruslands Putin på grund af kompromitterende billeder og materiale, har delt de amerikanske medier.

Med undtagelse af CNN, som også viderebragte oplysningerne, så har førende amerikanske medier kaldt offentliggørelsen uansvarlig og dårlig journalistik, fordi dokumentationen er så svag, og indholdet fremstår som rygter.

En hvilken som helst anden kandidat end lige Trump ville nok lide under, at sådan en debat om det notat overhovedet blev ført, men ikke Trump.

Han stortrives med mediernes fjendtlighed. Han elsker rollen som uretfærdigt behandlet af alle de andre. Det giver ham adgang til at spille den offerrolle, han er allerbedst til i forhold til overgreb fra den etablerede politiske klike, hvortil han henviser de førende medier. Sådan en sag holder debatten i gang og fjerner fokus fra andre spørgsmål med kritisk substans til hans politiske budskaber.

Skandale med rekyl-effekt
Paradokset med Trump er, at han kan vælte alle mulige sædvaner omkuld og opføre sig utroligt, men hvis andre prøver at gøre det samme mod ham, som han gør mod dem, så vinder han også på det.

Det lærte hans republikanske modkandidater bitterligt i primærvalget. Og på samme måde med medierne. Han kan svine enkeltjournalister, tv-værter eller nyhedsorganisationer til, som er kritiske mod ham, men hvis medierne sænker deres standarder som modtræk til Trumps angreb, så vinder Trump og ikke medierne på det.

Medierne står overfor en meget svær opgave de næste fire år med Trump i Det Hvide Hus. Måske er den bedste løsning at begynde at behandle Trump som en normal præsident, hvis politik og ageren underkastes helt normale journalistiske standarder. Uden at betragte ham som en omvandrende katastrofe eller løs kanon. Uden at løbe efter alle hans tweets, og uden at give ham sensationens og fascinationens store, konstante medieplatform. Uden at lade ham trække martyrkortet gang på gang.

Vi skal lære, at enhver mediestorm synes Trump indtil videre at vinde stort, og den får kun hans tilhængerskare til at vokse, uanset hvilke forbløffende ting, der kommer frem.

Trumps håndtering af medierne og evne til at gøre dem til en del af sin politiske kamp selv som modspillere er tankevækkende og bør være startskuddet til en selvransagelse i medierne. Ikke bare i USA, men også her i vores del af verden.

Hvis en demokratisk valgt leder og præsident for et land, der ellers hylder forfatningens ytringsfrihed ved enhver lejlighed, forsøger også i fremtiden at styre medierne ved at udelukke kritikere fra adgang til ham eller hans pressemøder, ved at intimidere og bortvise reportere, der stiller nærgående spørgsmål, ved at gøre medierne til politiske skurke i offentligheden som nu, så må man håbe, at de amerikanske medier og vælgerne på et tidspunkt begynder at få nok og finde sammen om en modreaktion.

Denne klumme har været bragt på www.Altinget.dk den 13.januar 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-twitter-praesidenten

Europas skæbneår 2017

De fleste af os vil nok have det sådan, at det bliver godt at kunne vende ryggen til 2016 – med Brexit-afstemning i Storbritannien, chokvalg i USA, populismens sejrsgang i det politiske landskab overalt i Europa, tiltagende terror i Europas hovedstæder og storbyer, borgerkrig i Syrien med rædselsscener fra Aleppo, Rusland som storpolitisk spiller igen i Mellemøsten og masser af usikkerhed omkring Ukraine, Tyrkiet og flygtningesituationen.

Men flytter vi øjnene fra bakspejlet – ser gennem forruden – og kigger ind i 2017, så ligner det et skæbneår for Europa, som måske kan komme til at ændre på hele den europæiske konstruktion med EU.

Selvfølgelig bliver det afgørende at følge den amerikanske præsident Trumps første 100 dage i Det Hvide Hus og hans ageren på den storpolitiske scene, i forhold til både Ruslands Putin, Kinas Xi Jinping og Israels Netanyahu, samt mange flere.

Men efter at de danske medier har fulgt det amerikanske valg i 2016 gennem hver en stat og hver en flække med reportager fra alle dele af landet, så må man håbe, at 2017 vil give os en lige så intensiv mediedækning af Europas skæbnetime. Og en levende debat om værdien af det europæiske samarbejde, om hvad der sker hos vores naboer, hvorfor, og hvad det betyder for os.

Lad os bare tage fat på nogle af de vigtigste ingredienser til 2017:

  • Stillingtagen til forlængelse af EU’s sanktioner mod Rusland, som skal fornyes 31. januar. Sanktionerne bygger på et samarbejde med USA – hvad vil den nye præsident i USA, som lige er blevet indsat 20. januar?
  • Præsidentvalget i Tyskland skal finde sted 12. februar. Ved valget skal Forbundsforsamlingen vælge den nye tyske forbundspræsident; den siddende præsident, Joachim Gauck, har meddelt, at han ikke ønsker at genopstille.
  • Den britiske premierminister har bebudet, at hun trykker på startknappen for Brexit-processen i marts. Herefter går lange og vanskelige forhandlinger i gang.
  • Der forventes italiensk parlamentsvalg i marts eller april. Efter et nederlag ved en folkeafstemning om forfatningsreformer gik Matteo Renzi af som premierminister i december.
  • Der holdes parlamentsvalg i Holland 15. marts.
  • runde af fransk præsidentvalg 23. april og anden runde den 7. maj.
  • og 18. juni afholdes der valg til Nationalforsamlingen i Frankrig.
  • I juli-august holdes første NATO-topmøde med den nye amerikanske præsident ved bordet.
  • september afholdes der valg til Stortinget i Norge. Det er usikkert, om regeringskoalitionen kan fortsætte.
  • I september-oktober er det Tysklands tur til at holde valg. Valget til Forbundsdagen skal jævnfør forfatningen afholdes i perioden 27. august til 22. oktober 2017. Det mest sandsynlige tidspunkt bliver i slutningen af september, men datoen er endnu ikke lagt fast.

Tre ubekendte jokere
Hvis vi har lært noget af 2016, så må det være, at man skal være varsom med forudsigelserne. Mareridtsversionen af denne liste over begivenheder indeholder tre elementer, som ikke kan datosættes.

Det ene: Et eller flere nye alvorlige terrorangreb i Europa, som mistede 130 menneskeliv i terrorangreb i 2016.

Det andet: At Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, mister tålmodigheden i forhandlingerne om den visumfri rejseadgang for tyrkerne til EU og åbner for flygtningestrømmen igen til Europa.

Det tredje: Vil USA’s nye præsident lægge en helt ny kurs i forholdet til Rusland og til medlemskabet af NATO – herunder betalingen for den militære sikkerhed, som USA stiller til rådighed for Europa.

Skrækscenarie
I hvert fald de første to af disse elementer kan få indflydelse på valget i Holland, hvor højrepartiet med Geert Wilders i spidsen lige nu står til at blive det største parti i parlamentet. Og de kan få indflydelse på valget i Frankrig, som kan blive et skarpt opløb mellem højrepopulisten Marine Le Pen og den konservative Fillon.

I Italien kan anti-establishment-partiet – Femstjernebevægelsen – så fuldende de politiske omvæltninger i dette europæiske skrækscenarie med at blive valgets vinder, mens Angela Merkel i Tyskland måske lige lykkes med at blive genvalgt, men nu med en langt større opposition fra det højrepopulistiske parti Alternative für Deutchland.

Skulle valgene i Holland, Frankrig og Italien falde ud til fordel for forskellige slags populistiske partier, så forestår ikke alene et Brexit men også en Frexit- og en Nexit-afstemning og et Grækenland, der formentlig benytter lejligheden til midt i Euroens kollaps at kræve at komme ud af den økonomiske spændetrøje af reformer, som de er blevet pålagt til gengæld for lånearrangementer fra bl.a. EU.

Vender populismen?
Men måske har højrepopulismen og antibevægelserne i Europa nået et højdepunkt, som valget senest i Østrig viste. Måske går luften alligevel af Geert Wilders valgballon, og skulle han vinde valget, vil han få svært ved at finde koalitionspartnere til at danne regering.

Måske vil Marine Le Pen alligevel ikke kunne slå Fillon, og franskmændene finder det for risikabelt at satse på både det ekstreme højre og en billet til udgangen af EU. Og måske vil Femstjernebevægelsen, trods en valgsejr ikke kunne få noget ud af den, da de principielt ikke vil indgå i koalitioner.

Og måske vil det lykkes kansler Merkel i Tyskland trods modstand mod hendes flygtningepolitik at blive det trygge valg midt i et kaotisk Europa. Et EU som skal finde sig selv efter briternes exit. Et EU med brug for stærke kræfter til at komme ud af fortsatte lavvækst-problemer. Et EU, hvor politikerne skal give europæerne en ny tro på fremtiden og på et europæisk samarbejde, der kan løftes ind i en ny progressiv fase med større nærvær til borgerne og mere handling, når det gælder om de store spørgsmål.

Håb for journalistikken?
Er der håb for journalistikken og medierne midt i hele dette inferno af begivenheder? Det blev i 2016 gjort meget til mediernes skyld, at vi endte med Brexit og Trump. At medierne lod sig rive med af Trumps underholdende provokationer og grænseoverskridende løgne, inden de for sent tog manden alvorligt. At medierne lod sig rive med af ”vi tager kontrollen over vores land tilbage”-retorikken fra Brexit-folkene uden at kulegrave konsekvenserne, som briterne nu langsomt er ved at erkende ikke er helt så nemme og helt så storladne.

En positiv ting var der dog at sige om de journalistiske bedrifter på globalt plan i 2016. Det var, at 100 medier over hele verden gik sammen om et publicere den største kulegravning i den journalistiske historie indtil nu. Nemlig Panama-papirerne. De afslørede mere end 100 politikere i mere end 50 lande – inklusive 12 nuværende og forhenværende topnavne – i at have etableret hemmelige konti i Panama og andre steder med det formål at skjule penge for skattemyndighederne. Og myndighederne i mere end 75 lande har nu åbnet undersøgelser i den anledning.

Vi kan altså godt opfylde vores rolle med at være kritisk vagthund over for svindel og skattesnyd. 2017 vil vise, om vi har taget ved lære i medierne af Brexit og Trump og i tide kan få etableret det kritiske blik på populisterne og deres alt for nemme løsninger ved Europas helt afgørende valgkampe i 2017.

Erfaringerne fra 2016 viser, at de professionelle medier har en afgørende vigtig rolle at spille i forhold til falske, fordrejede, unuancerede påstande i den offentlige debat. Vi må tage os sammen til at spille den rolle. Den europæiske udfordring i 2017 kalder på en alliance og et samarbejde mellem professionelle medier i Europa.

Denne artikel har tidligere været bragt på Altinget.dk: Lisbeth Knudsen.Klumme Altinget.dk

Den forudsigelige politiske årsopgørelse

Den nye trekløver-regering har nu fået sat sig til rette på taburetterne og er blevet testet på de første sager og den første medieoptræden i de nye klæder. Det rummer materialet til en række spændende analyser, som medie-kommentariatet helt sikkert og forudsigeligt vil kværne rundt i den kommende tid.

Her er fem gæt på samtaleemner i den politiske fredagsbar – som det så smukt hedder i reklamerne om TV 2 News-programmet Besserwisserne.

For det første: Fænomenet Thyra

Hvilken slags politikere og ikke mindst ministre vil vi gerne have? Professionelle politikere – som regel akademikere fra samfunds- eller jurastudierne – trænet på forhånd i det politiske spil og det politiske sprog – eller fagfolk og solister uden for den klike, der normalt også danner rekrutteringsgrundlag for embedsmændene, spindoktorerne og partiernes sekretariatsmedarbejderne på Christiansborg?

Eller sagt på en anden måde. Er der i den rå politiske virkelighed og medievirkelighed plads til en Thyra Frank, der endnu ikke har lært at istemme standard teflon-svar på kritiske, konfronterende journalistspørgsmål, som ikke har lært, at tænkepauser på TV er et dramatisk ildevarslende tegn på rådvildhed, som endnu ikke har forstået, at en minister altid pr. definition skal vise handlekraft i medierne og ikke skyde ansvaret over på andre. Selv om det faktisk er andre, der har ansvaret.

Thyra Frank er ikke bare et brud med Djøfiseringen af Folketinget. Valget af hende til ældreminister rummer også den absurditet, at hun skal være det varme bankende hjerte for de ældre og sikre regeringens popularitet på den flanke og i forhold til Dansk Folkeparti, som gerne vil tage æren for alt godt, de får, de ældre.

Samtidig ligger flere midler til de ældre solidt låst nede i finansministerens dybfryser, og evnen til at omprioritere midler inden for eksisterende budgetter til fordel for de ældre ligger lige så solidt låst inde hos kommunerne. Så ældreministeren bliver en slags ankeinstans og skydeskive for dårlige sager og eksempler fra kommunerne, som havner i medierne.

Derudover må man gå ud fra, at ministeren skal holde øje med ny lovgivning, som påvirker de ældre og implementering af en demenspolitik og andre forhold.

Anders Samuelsens plan med at trække Thyra Frank ind i regeringen har sikkert været at etablere en slags værdipolitisk kriger på ældreområdet og ikke en minister med et stort driftsområde.

Thyra Frank har fået et lille hjørne og et skrivebord hos sundhedsministeren. Her er en ældreminister, som siger det politisk ukorrekte, at hun gerne vil have flere penge til ældreområdet, og som har stået for alt det politisk ukorrekte på det berømte plejehjem Lotte, hvor hun var leder. Nemlig et opgør med regel- og måletyranniet og alle de kontrolbestemmelser, som plejehjemmene er blevet pålagt, og som kommer oppefra i systemet. Blandt andet der, hvor hun selv sidder nu. Og den slags regler dukker som regel op hver gang, medierne bringer en dårlig sag frem.

Thyra Frank er lige nu kult, og det er medierne, der har overfaldet hende med de sædvanlige, sure du-må-da-gøre-noget-minister-spørgsmål og krav om handlekraft, der er skurkene. Mange almindelige mennesker kan nemt identificere sig med hendes upolerede profil og hendes uskolede optræden.

Men Thyra Frank skal selvfølgelig ikke behandles anderledes af medierne end alle andre ministre, bare fordi hun stikker ud og svarer ærligt på de stillede spørgsmål. Men også for Thyra Frank er der et krav om at levere varen, som vil være, om de ældre får det bedre under denne regering.

Nu har hun i mellemtiden fået en spindoktor og helt tydeligt en hurtig skoling i at svare udenom og svare, at hun selvfølgelig har et ansvar som minister. Så langt så godt. Statsministeren og Anders Samuelsen har slået en beskyttende ring om hende, og selv politikere fra andre partier har gjort det.

Om Thyra Frank får noget at føre værdikrig med er mere tvivlsomt. Hvad hun udvikler sig til som minister, er regeringens virkelige joker, og hun er under skarpt opsyn af medierne.

For det andet: Vendekåbe

Liberal Alliances ministre har udviklet en kreativ kunstart, der består i at gå med vendekåbe. På indersiden af frakken tættest på hjertet er Liberal Alliances oprindelige politik syet fast, og på ydersiden af vendekåben er det nye regeringsgrundlag riet på med store, synlige sting. Det betyder, at ministrene nemt kan sige, at havde de 90 mandater, ville de gerne gennemføre politikken fra indersiden af vendekåben, men da der nu ikke er det, så vender de den anden side yderst, og så kan man godt gå ind for det modsatte standpunkt, når man er minister.

Om Liberal Alliance får point hos vælgerne på sigt med den vanskelige øvelse, bliver rigtigt spændende at iagttage, for det vil fortælle os noget om, om de partier, som ofrer ideologien for at gå på jagt efter den dybere magt på ministerposterne, vinder nye vælgere, eller om det modsatte sker.

Jeg har tidligere skrevet, at flere partier burde erklære sig parate til at påtage sig regeringsansvaret – ikke mindst Dansk Folkeparti på grund af dets størrelse. Regeringsdeltagelse giver rent faktisk store muligheder for at gennemføre rigtigt pæne forandringer via ministerbeføjelserne i lovgivningen, og det giver en indsigt og adgang til embedsmandsapparatet, som er vigtigt for at teste nye ideer og politiske forslag.

Når man afkoder alle Liberal Alliances seks ministre gennem de første uger af deres ministertid, så har de virkelig øvet sig i udtalelser, på at tale om og holde sig inden for regeringsgrundlagets rammer og overlade det til folketingsgruppen at lufte divergerende synspunkter. Det gør den så også i rigt mål.

Den samme øvelse lavede Venstre under Schlüter-regeringerne. Der var et Venstre inde i regeringen, og et andet Venstre i folketingsgruppen, som til enhver lejlighed pudsede profilen af til stor irritation for de andre regeringspartier.

Medierne vil i den kommende tid fokusere på at finde sprækkerne imellem de tre partier. Indtil videre er det lykkedes at holde en meget stram intern disciplin i trekløveret. Det ser ud som om familie-terapien på Marienborg er lykkedes denne gang.

For det tredje: Meningsmålinger

Vinder eller taber de små partier i trekløveret på samarbejdet? Får Dansk Folkeparti vitamintilskud efter affæren med EU-midlerne ved at de nu sidder i ønskepositionen med de afgørende mandater til den nye regerings overlevelse?

Medierne og kommentariatet i alle Besserwisserne-programmerne, Tirsdagsanalysen, og hvad det ellers hedder, vil nærstudere meningsmålinger i den kommende tid for at se, om vælgerne godkender den nye regering og giver DF lidt ny medvind eller det modsatte.

Erfaringen er, at en ny regering altid har en tid med hvedebrødsdage, hvor der ikke opstår rivninger, hvis meningsmålingerne giver en lidt skæv præmiering af en regeringsindsats. Men fortsætter trekløveret med ikke at få kredit hos vælgerne for den nye politik, eller er det kun Venstre, der scorer en eventuel gevinst over en længere periode, så er pokker løs. Og meningsmålingerne vil blive et emne på dagsordenen mellem partierne.

Med til den analyse vil kommentatorerne lægge et lag af spin om betydningen af, at Anders Samuelsen (LA) valgte udenrigsministerposten, og om det nu var klogt, og at Søren Pape (K) valgte justitsministerposten. Begge er hurtigt kommet i ilden med både Syrien-situation og bandekrig, så omtale har der været nok af de seneste dage. Om det giver point hos vælgerne har vi til gode at se.

For det fjerde: Prisen for støtte

Dansk Folkeparti ser ud til at være sluppet nådigt igennem problemet med Europol-løftet om en god dansk løsning takket være statsministerens og regeringens forhandlingsindsats i Bruxelles. Men der er stadig et langt sejt træk hos DF for at komme tilbage til resultatet ved seneste valg i meningsmålingerne og tidligere tiders troværdighed.

Statsministeren har ikke lagt skjul på, at regeringens politik på mange strækninger er helt afhængig af opbakning fra DF, og at det betyder kompromissøgning og dygtig navigeren i alle ministerkontorerne.

Dansk Folkepartis rolle i de kommende måneder bliver derfor virkelig interessant at følge. Hvordan spiller DF sine kort, og hvilke områder af regeringens program, vil man i DF forsøge at gøre til vigtige stridspunkter med vælgerpotentiale. Dansk Folkeparti har ikke brug for et valg lige nu, så mon ikke gætteriet vil være på, at de først strammer garnet, når der er gået nogen tid, og der er et forslag på bordet med virkelig basis for at hente et vigtigt trofæ hjem. Det vil der helt sikkert blive analyseret meget på, og ikke mindst hvornår det sker.

For det femte: Opposition på stand by

Med valgmuligheden skubbet længere ud i tid, så bliver det også et fremtrædende punkt hos analytikerne, hvordan Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil håndtere situationen. Hun prøver at holde DF fast på nogle fælles holdninger med Socialdemokraterne, som kan udfordre regeringen. Samtidig indgås der også store forlig med regeringen.

Kommentatorerne vil begynde at kigge efter, hvordan Socialdemokratiet håndterer egne venner i rød blok og forholdet med de Radikale, som har det dårligt uden for indflydelse. Særligt hvis meningsmålingerne som nu giver rødt flertal, får den diskussion reelt mening. Hvordan vil Enhedslisten og Alternativet spille kortene over for Mette Frederiksen? Vil de lave en kopi af Anders Samuelsens topskattenummer, eller finde på noget andet. Eller vil de ikke stille ultimative krav.

Lige nu ser det ud til, at Henrik Sass skal sende de skarpe synspunkter ud som politiske prøveballoner, og Frederiksen skal være den mere resultatsøgende. Det kan jo være en meget veltilrettelagt arbejdsfordeling, men signalerne om den socialdemokratiske politik og strategi for at vinde regeringsmagten tilbage blafrer lidt i vinden. Og det samme gør forholdet til de partier, som skal bringe en socialdemokratisk statsminister til magten.

Nogenlunde sådan kunne de politiske analyser og politiske årsopgørelser se ud. Test selv af, om det holder stik de næste uger.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 16.12.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-den-forudsigelige-politiske-aarsopgoerelse#.WFPzHduX5X8.twitter

TV 2 News 10 år – og hvad så?

Placeret i et studie, der mest af alt lignede et sterilt badeværelse med hvide fliser som baggrundstapet gik TV 2 News i luften 1. december for 10 år siden. Danmark var længe om at hoppe på ’24-timers nyhedskanal-bølgen’, som siden 1991 havde raset på det internationale tv-marked med CNN som frontløber og det internationale gennembrud knyttet til journalisten Peter Arnett, der frygtløst rapporterede fra taget af hotel Al-Rashid i Bagdad under Golfkrigens første luftangreb på den irakiske hovedstad.

DR sov i timen dengang i 2006 og har senere forsøgt forskellige tamme og halvhjertede forsøg på at erobre positionen som troværdig ”breaking news”-formidler. Det er ikke lykkedes. Dengang for 10 år siden sagde man i DR, at Danmark var for lille til en 24-timers nyhedskanal. Hvad skulle man dog fylde i den, og hvor dyrt ville det ikke blive? Konsekvensen af den forkerte beslutning er, at DR stadig halter efter TV 2, når store, akutte begivenheder kalder på live-sendinger og væg-til-væg-dækning, fordi et tungt apparat først skal rulles i gang, mens TV 2 News allerede er oppe i løb.

TV 2 fik med TV 2 News skabt en kanal, som i særlig grad har forandret den politiske journalistik, men også mediedækningen som sådan i Danmark, mere end noget andet journalistisk projekt i de seneste årtier – selv om kanalen ikke har en udbredelse, der synes af meget i procent af den samlede nyhedssening i forhold til DR1 og TV 2’s hovedkanal. TV 2 News fik samtidig skabt sig en position som live-kanal, der fra rollen som David mod Goliat udfordrer DR som det sted, man ellers altid gik hen for at få den vigtige og troværdige nyhedsinformation, når noget stort skete i Danmark eller i verden omkring os.

Hvad kommer efter 24-timers nyhedskanaler?

Det interessante spørgsmål er, om 24-timers nyhedskanal-konceptet holder de næste 10 år, eller om det allerede er ved at være på retur. Ingen af disse nationale 24-timers nyhedskanaler tjener de store penge, eller har de største seertal og flere af dem er direkte statsunderstøttede. Tilhører de en svunden tid med satellitter og paraboler, mens internettet, YouTube, Twitter, Snapchat og Instagram tilhører fremtiden for 24-timers nyhedstilbud?

Kabel-tv og satellitterne introducerede nye tv-vaner med mange kanaler og rullende nyhedsformidling, men i dag opfylder de sociale medier og mobiltelefonerne måske behovet for ”instant news”. 24-timers nyhedskanalerne fik spredt nyhedsseningen over en tidsmæssig langt større flade væk fra bindingen til de store aften-nyhedsudsendelser, men vil lineære nyhedskanaler kunne holde seernes fokus i disse interaktive og individualistiske tider? Gider vi vente 15-30 minutter på at få en nyhedsopdatering i fremtiden, og gider vi vente på lige præcis noget, der måtte interessere os? Nej vel?

Samtidig med at tv-vanerne er blevet ændret, så er journalistikken det også. Vi har med TV 2 News fået live-rapportering i kilometervis. Nogle gange med fuldstændig meningsløse omstillinger til virkeligheden, hvor der intet er sket, men alligevel skal der stilles om til en stakkels udsendt rapporter mindst hver halve time, når nyhedshjulet kører i omdrejning. Og på den anden side totalt gribende, rørende, forfærdelige, sensationelle live-omstillinger til begivenheder her og nu i Paris, Syrien, Egypten, Oslo, Japan, København eller et andet sted på jordkloden, hvor vi er taget med helt tæt på begivenhederne.

Sendetiden skal fyldes ud – og helst også med billige timer. Derfor har vi fået en hær af kommentatorer og meningsmagere, der render ind og ud af studiet på Teglholmen, eller som stiller op i totalmørke og kulde på en tom villavej med en lyskegle lige i hovedet, mens der sendes live.

Politikerne har aldrig haft så meget tv-eksponering som på TV 2 News, og det gælder ikke kun de få politikere i partitoppen, men også de menige ordførere, som står op til kl. 6-nyheder om morgenen og 23-nyheder om aftenen for at komme på.

Vi har heller aldrig haft så mange journalister, der er blevet til eksperter, der kan interviewes af andre journalister i nyhedsstudiet for at fylde tiden ud. Det gælder både det politiske område og andre områder, som en uddannelsesjournalist, en udlandsredaktør eller en kulturjournalist fra et konkurrerende medie kan levere.

Breaking news på samlebånd

For at fastholde seerne og skabe særligt tryk på nyhedsflowet er der gået inflation i brugen af det velkendte gule ”Breaking news”-skilt i bunden af skærmen. Vi er meget langt væk fra, at det kun var store terroraktioner, store naturkatastrofer, store politiske sensationer, der kunne få ”Breaking news”-skiltet på. Nyhedsproduktion på en 24-timers kanal bliver hurtigt til en pølsemaskine, skabt til at fylde umættelige mængder af sendetid. Mange timer hver dag bliver brugt på at vente på eller lægge op til, at noget sker, og når det er sket, bliver mange timer brugt til at fylde ud med analyser af, hvorfor det kunne ske. I det perspektiv er en breaking news-historie en fantastisk afveksling, der virker som effektivt klister på nyhedsnarkomanerne ude i publikum.

En nyhedskanal som TV 2 News, der ellers synes at skulle repræsentere de hurtige nyheder, har vist sig at skabe interview-formater, som i længde overgår selv DR’s lange Deadline-samtaler. Her kan politikerne ind i mellem tilmeld få lov til at tale ud og tale længe, og her kan eksperterne komme til orde med alle mulige specialer, når der kaldes på dem.

Det interessante er, at nyhedskanaler som TV 2 News ikke reelt har udvidet nyhedsbilledet med mere mangfoldighed, for den store nyhedsmaskine skal styres stramt efter 5-6 udvalgte agendaer ad gangen. Morgenen har sine 5-6 temaer, som opdateres og delvis udskiftes ved middagstid og derefter igen ved 16-tiden og først på aftenen for til sidst på aftenen at gå i refleksions-stemning og et blik på næste dags forventninger. De fastlagte agendaer væltes kun, hvis noget overraskende stort sker. Men det generelle nyhedsbillede er enten stærkt bundet op på dagens begivenheder, på avisernes tophistorier eller på TV 2’s egendyrkede dokumentarudsendelser og kampagne-journalistik, som krydspromoveres på nyhedskanalen.

Sendetiden skal fyldes ud

TV 2 News valgte fra starten et meget stramt nyhedskoncept med fokus på politik, samfund, udland, sport, business og vejr. Senere kom kultur til og forsvandt desværre igen. Problemet med en nyhedskanal er, at historierne og dækningen kan komme helt ud af proportion, fordi sendetiden skal udfyldes og de udsendte ressourcer udnyttes mest muligt. Rigtigt mange særligt politiske situationer bliver trådt flade af kommentarer, analyser og gentagelser. Og rigtigt mange historier bliver kørt videre i samme spor, selv om kloge interviews i fladen for længst har jordet deres relevans og bærende vinkel. Det er som om, nyhedsmaskinen ikke kan standses, når den først er programmeret til en bestemt tur.

Vejret er en historie for sig, hvor enhver storm eller udsigt til snedække eller hedebølge kan rydde sendefladen og kaste nyhedsreportere og vejrprofeter ud i halsbrækkende live-sendinger.

TV 2 News er lykkedes med interessante og langtidsholdbare magasinformater på den politiske front og mediemagasinet Presselogen, mens andre er skredet i svinget som for eksempel Kulturen på News, som ellers havde noget af det, som DR ikke har fundet ud af at lave endnu – et sprit-aktuelt kulturmagasin med kulturen som indfaldsvinkel også til aktuelle samfundsdebatter.

Nyhedskanalers DNA handler om at være først og at være til stede live. Det er eksistensberettigelsen. Men de sociale medier har slået nyhedskanalerne både på det med at være først og være til stede langt hurtigere i dag – og langt flere steder. TV er stadig et kolossalt stærkt medie, der kan røre følelser, skabe opmærksomhed og har stor gennemslagskraft.

Ændret forbrug af nyheder

Der er intet, der tyder på, at publikum ønsker sig færre nyheder. Tværtimod har nyhedskanalerne lært os at være på og tjekke nyheder mange flere gange om dagen på vores mobil, end vi gjorde tidligere på de gamle medieplatforme. Men folk bruger mange veje til nyhederne – heriblandt i stor stil deling af nyheder på Facebook og andre sociale medier. De vil gerne selv vælge, hvilke nyheder de skal modtage, de vil gerne have dybde, når de har tid til det og kun hurtig information, når der er tid til det. De vil gerne kunne skrive kommentarer eller læse, hvad andre mener, og bidrage selv.

Lige som andre nyhedskanaler verden over må TV 2 News overveje, hvilken vej kanalen skal gå nu, når 10 års fødselsdagen er overstået. TV 2 News er den sjette største TV-kanal i Danmark målt over hele døgnet og uden for primetime – mellem 22.30 og 19.00 er TV 2 News landets tredje mest sete kanal. TV 2 News ramte danskerne på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor de store begivenheder har stået i kø, og hvor globaliseringen har åbnet sluserne for en øget interesse for verden omkring os og en øget bevidsthed om, at internationaliseringen og digitaliseringen påvirker vores liv intenst.

Jeg hører til dem, der mener, at det har været en fremragende ting for dansk tv, at vi fik en 24-timers nyhedskanal for 10 år siden, og der er absolut mere end nyheder nok til sådan en kanal, hvis man giver den et tilstrækkeligt bredt koncept. TV 2 News har flyttet journalistikken både positivt og negativt, men under alle omstændigheder hellere en diskussion om form, prioritering og indhold – end ingen nyhedskanal.

De sidste to årtier har været en sand revolution af alle aspekter af mediebranchen og medieforbruget. TV 2 News kommer helt sikkert til at forandre sig markant i løbet af de næste 10 år, og måske er den noget helt andet i 2026.

Dette indlæg har tidligere været bragt på altinget.dk den 1. december 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-tv-2-news-fylder-10-aar-og-hvad-saa

Demokratisk disruption – og hvad så?

Liberal Alliances folketingsmedlem, Mette Bock, skrev 1. november en kronik i dagbladet Politiken, hvor hun introducerede begrebet ”demokratisk disruption” – et meget rammende ord for en udvikling, som man alt efter overbevisning kan se på med optimisme eller pessimisme.

Lad det være sagt med det samme:  Mette Bock er optimisten, og jeg er pessimisten. Men hendes debatindlæg fortjener i den grad at blive diskuteret og udfordret og tak fordi, der endelig er en politiker, som har lyst til at diskutere demokratiets tilstand og ytrer sin mening om det.

Hvad betyder demokratisk disruption så, ifølge Mette Bock?

1). At personer kommer til at betyde mere end partier. Partierne bliver baggrundstæppe for den karismatiske politiker. Godt eller skidt? Efter min mening særdeles skidt. For det betyder at vi sætter al vores politiske kapital ind på hvor karismatisk, populær, troværdig og vindende de enkelte politikere, med hver deres kæpheste nu engang er, i stedet for at tænke politik i helheder, sammenhæng og perspektiv. Selvfølgelig har vi brug for stærke, dygtige politikere med holdninger. Og gerne 179 af dem i Folketinget. Men det personaliserede demokrati understøtter en tænkning i retning af et politisk supermarked, hvor vi som politiske forbrugere river det ned fra hylderne, som vi lige nu bedst kan lide, og så finder vi den politiker, der har de fleste af de samme præferencer. Og til næste år er det måske nogle andre varer, vi hiver ned fra hylderne. Den politiske forbruger kan være enig med Liberal Alliance i den økonomiske politik, med DF i udlændingepolitikken og SF i miljøpolitikken. Men hvordan i alverden skal der komme store, modige, sammenhængende, visionære, politiske beslutninger – og gode, robuste løsninger ud af det? Der kommer tilfældigheder og folkestemninger ud af det, som ikke bringer Danmark på forsvarlig kurs. Det bliver populismens eldorado.

2). At vi får et opgør mod ”the establishment” af gamle partier, som er faldet i søvn og ikke har moderniseret sig selv. Godt eller skidt? Rigtig godt. Helt enig. Der er brug for at de gamle politiske partier nytænker forretningsmodellen – for nu at bruge den kommercielle vending. Der er brug for, at de gamle partier får genetableret forbindelsen til deres rodnet og i højere grad involverer vælgerne, frem for reklamebureauet, i udarbejdelsen af politik. Men hvad består oprøret i, ifølge Mette Bock?

At de nye partier – Enhedslisten, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Alternativet – samler mennesker, som er enige om en retning, men ikke enige om alting, organiserer sig anderledes, kommunikerer anderledes og gør oprør mod traditionel magtpolitik, skriver Bock.

Det er muligt man kan kalde de nye partiers måde at organisere sig på anderledes – og her er Dansk Folkeparti allerede at henregne til de gamle – men er det nu også sandt for andre end Alternativet? Særligt Liberal Alliance må da siges at være temmelig topstyret i forhold til, hvem der er opstillet for partiet, og hvad der er partilinjen.  Det samme er Nye Borgerlige ved at lære, da de hurtigt blev fluepapir for ekstremister. Og Enhedslisten har lært hvad det koster imagemæssigt, hvis kandidater med alt for megen revolutionsromantik dukker frem i offentligheden.

3). At de nye partier har fundet en ny form for politisk magtlogik. Godt eller skidt? Absolut skidt. Hvis Liberal Alliances og Nye Borgerliges nye model for magtlogik og demokratisk praksis skal være fremtidens model for alle partier, så lukker og slukker vores parlamentariske system. I dag er praksis, at med mindre man har 90 mandater og kan skaffe et flertal i Folketinget ved egen kraft, så må man forhandle sig frem til resultater og indgå kompromiser, hvor forskellige viljer og holdninger bøjes mod hinanden. Hvis den nye model er, at man ikke vil tage ansvar, med mindre man får sine ultimative krav igennem, og man ikke vil støtte en statsminister, som afviser at udrette mirakler mod Folketingets flertal, så går vores demokrati i hårknude. Hvis andre partier kopierer Liberal Alliances model, og det gør de, hvis LA får succes med den, så bliver det meget svært at danne regering i Danmark i fremtiden.

4). At den gamle højre/venstre akse i dansk politik er ophævet, fordi værdipolitiske spørgsmål skaber brudlinjer på tværs af de gamle politiske båsesystemer og kategoriseringer. Godt eller skidt? En rigtig god pointe. Vi ser et stigende antal politiske og etiske spørgsmål, der ikke kan findes svar på i partiprogrammerne. Og vi ser nye alliancer opstå hen over den politiske midterstreg, som ikke ville have set dagens lys tidligere. Der er sket en udviskning af forskelle i den klassiske økonomiske politik med Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, hvor mange har haft svært ved at se forskel på rød og blå bloks politiske prioriteringer; alt sammen pakket ind i ”nødvendighedens politik”. Det giver plads og lyst til at prøve noget nyt, hvis alt det gamle blot er et fedt.

5). At de nye partier udgør en fornyelse og et brud med de gamle blokke? Indtil videre ikke. Liberal Alliance og Nye Borgerlige peger på en borgerlig statsminister, hvis de kan få tilstrækkelig pant i hans politik og ellers er konsekvensen demokratisk handlingslammelse, og næppe at LA peger på Mette Frederiksen. Enhedslisten og Alternativet vil sikkert nu efter LAs eksempel forsøge at gøre det samme i forhold til en socialdemokratisk statsminister. Ellers er konsekvensen også her handlingslammelse – og næppe at de to partier peger på Lars Løkke Rasmussen.

6). At der bliver mindre af gammeldags topstyret partidisciplin. Godt eller skidt? Fortrinsvis godt. Forstået på den måde, at det ville være befriende at se folketingsmedlemmerne, ikke mindst på værdipolitiske spørgsmål, bliver sluppet fri af partidisciplinen og stemme efter egen opfattelse. Andre gange hænger det jo ikke sammen, og det bliver helt ustyrligt, hvis daglige afstemninger i Folketinget bliver reduceret til en ren lotteriseddel. Vil vi komme til at stifte bekendtskab med flere politiske profiler end de maksimalt 15-20 stykker ud af 179 folketingsmedlemmer, som vi ser hele tiden på tv og i de øvrige medier? Nej – ikke med mindre vi kommer til at se langt flere stemme imod deres eget parti i afgørende spørgsmål. Så skal det nok få mediedækning.

7). At de nye partier som f.eks. LA skulle have en ny stil og mere mod til at være upopulære end de gamle? Det kan man jo se forskelligt på, alt efter hvad man kalder mod. Er det modigt når LA hele tiden truer med at vælte regeringen, hvis de ikke får deres vilje med topskatten? Eller er det modigt at forstå demokratiets spilleregler, at man må kunne tælle til 90 for at få noget igennem, og at man må indgå kompromiser i stedet for at true med valg? Er den nye stil, at man kan få uddelt et antal milliarder til disposition af det økonomiske råderum frem til 2025 i forhold til ens mandattal, sådan som LA foreslår det? Hvad i alverden er det for en sammenhæng, der kommer ud af sådan et politisk kludetæppe, hvor LA, Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre hver disponerer et antal milliarder af det økonomiske råderum i forhold til deres mandattal – hvilken statsminister vil acceptere at styre efter den model?

8). At de politiske kommentatorer ikke kan forstå, hvad der foregår, fordi de er lige så forstenede som de gamle partier. Rigtigt eller forkert? Rigtigt at den politiske journalistik spiller på den velkendte gamle bane med den velkendte magtlogik. Her er de nye partiers ageren årsag til både kritiske spørgsmål og højlydt undren, og ingen tvivl om at medierne bidrager til konserveringen af dansk politik ved at kaste sig kritisk over alle brud med normerne. Men den kritiske udfordring af alt det nye er jo også det, medierne er til for. Problemet er, at vi i mindre grad udfordrer det eksisterende.

9). At de nye partier har ført til et opbrud i blokpolitikken, en ny kultur og nye profiler. Det er her på den korte bane i hvert fald svært at få øje på. Endnu har ingen skiftet side i blokkene, selv om der på mindre farlige områder selvfølgelig kan samarbejdes på tværs og findes nye, utraditionelle partnerskaber om konkrete lovinitiativer. Vil de nye partier skabe en ny kultur? I hvert fald har det givet anledning til både bekymring og eftertanke, at partier som Liberal Alliance, Alternativet og Nye Borgerlige har kunnet få den medvind ved valg og meningsmålinger, som de har fået. Hvis de gamle partier ikke overvejer grundigt, hvad de skal gøre ved det, og hvad der skal være deres modsvar, så fortjener de da ikke bedre end at tage turen ned ad vejen til lavere opbakning. Hvis ikke de overvejer, hvorfor mange af de nye partier er dannet som afskalninger af de gamle med partiafhoppere i spidsen.

Får vi en ny type politikere ud af den ‘demokratiske disruption’? En ny attraktionsværdi ved at være politiker uden kadaverdisciplin og med større frihed til egne mærkesager. Kan en ny kultur ændre på, at politikerne i stigende omfang har tabt troværdighed, at Folketinget har mistet sin mangfoldighed og repræsentativitet i sammensætning i forhold til befolkningen, og at vælgerne har mistet tilliden til, at politikerne kan løse de væsentligste udfordringer for vores samfund?

Hvad skal der til for, at vores politiske system kan skabe de nye innovative løsninger? Vi har brug for en grundlæggende diskussion om demokratiets fremtid. Jeg tror desværre ikke, at Mette Bocks optimistiske budskab om det personaliserede demokrati giver os løsningen. Det er muligvis den rigtige diagnose, men de nye partier har ikke vist os den rigtige kur til den demokratiske udfordring vi står med.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 4.11.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-demokratisk-disruption-og-hvad-saa

Medierne har svært ved at udfordre medierne

Det er forbløffende hvilke kræfter, der slippes løs, når medier laver fuldtonet spin om sig selv, og selv dygtige journalister må opgive at trænge igennem en tyk omgang tågesnak om forsvar for ytringsfriheden og pressefriheden, som ikke et sekund har været truet i denne sag og bogen ”Syv år for PET”.

Først en lille ”disclaimer”. Jeg har arbejdet tæt sammen med Politikens chefredaktør, Christian Jensen, i chefredaktionen for Berlingske, og jeg har meget stor personlig respekt for hans journalistiske talent, engagement og ambition. Jeg har siddet i bestyrelse for Radio24syv og været bestyrelsesformand for stationens direktør og chefredaktør, Jørgen Ramskov, og i øvrigt været kollega i bestyrelsen med Jakob Kvist, kreativ direktør for Forlaget People’s Press. Begge dygtige, skarpe og særdeles professionelle folk, og vores veje har krydset hinanden også tidligere i andre jobfunktioner.

Når denne lille sideinformation er nødvendig for læserne, så er det dels fordi den danske mediebranche er lille og har en tendens til at være ret indspist. Vi bør være mere åbne om bekendtskaber og kollegapositioner på kryds og tværs, når diskussionerne går højt. Dels fordi jeg i det efterfølgende kommer til at rette en skarp kritik af, hvordan der i de seneste dage er blevet skabt et heftigt og efter min mening helt uholdbart spin omkring bogen ”Syv år for PET”.

Læg dertil at medierne er rigtig dårlige til at kulegrave medierne selv og deres motiver.

En guide i spin
Jeg skal ikke gentage hele historien om PET-bogen, foromtalen af den efter den sædvanlige pressestrategi fra forlaget, det midlertidige fogedforbud, Politikens brud med fogedforbuddet, afsløringen af aftaler om tavshedspligt, der ikke blev overholdt mellem PET og bogens hovedbidragyder, Jakob Scharf, og efterfølgende ankesager, politianmeldelser med meget mere.

Dygtige kolleger som Clement Kjærsgaard, Kim Bildsøe Lassen, Kristoffer Eriksen og Kaare Svejstrup, Presselogen på TV 2 News og flere andre har forsøgt at skære igennem spinnet og tolke motiver og rejse en diskussion om medierne – eller i hvert fald nogle af dem – føler sig hævet over domstolene, når det sådan passer ind i deres kram.

Men det lykkes alligevel Jensen, Ramskov og Kvist at fastholde en argumentation om, at de er de sande helte, der har kæmpet mod afskyelige trusler om PET-censur og underlødige domstole, der fælder afgørelser på et urimeligt tyndt grundlag midt om natten.

Tillad mig en lille guide til det spin, der har præget de seneste par ugers debat:

Spinrunde nr. 1: Medierne skal ikke sende journalistisk materiale ind til forhåndscensur hos PET. Det undergraver ytringsfriheden og mediernes frie ret til at trykke og bringe samfundsrelevant indhold.

Nej, selvfølgelig skal medierne ikke det. Men i dette tilfælde er der altså tale om, at PET har en skriftlig aftale med hovedkilden til bogen om, at han som tidligere chef for PET ikke må medvirke i bogudgivelser uden efter godkendelse af PET.

Da hverken forlaget People’s Press eller Jakob Scharf tilsyneladende vil udlevere bogen til læsning hos PET inden udgivelse, så har PET ikke andre muligheder end af sikkerhedsgrunde at få nedlagt et midlertidigt fogedforbud. Spinnet gør denne helt særlige situation til en absurd generalisering og en frihedskamp for medier og bogforlag, der må og skal bekæmpe censur fra PETs side.

Her hopper kæden helt af og bliver til en kamp, der helt ignorerer de særlige omstændigheder omkring en bog, som forlaget selv har oversolgt i forreklamen og givet den med sovs og kartofler om afsløringer af hemmeligheder, og som potentielt – må læseren af den forreklame jo tro – kan indeholde oplysninger, der kan skade enkeltpersoner, landets sikkerhed eller vores forhold til andre landes sikkerhedstjenester.

Spinrunde nr. 2: En skandale at domstolen kan nedlægge fogedforbud alene på basis af bagsideteksten til et bogomslag og uden at have læst bogen.

I medietumulten forsvandt ordet midlertidigt fogedforbud fuldkommen ud i den blå luft. Og meget få gjorde sig den ulejlighed at forstå, hvad det der med et fogedforbud går ud på. Et fogedforbud, som nu ifølge retsplejeloven korrekt hedder: ”midlertidig afgørelse om forbud” kan kæres til Landsretten. Hvis fogedforbuddet opretholdes, skal det efterfølgende prøves ved en egentlig retssag, der skal indledes senest to uger efter.

Der var altså ikke tale om, at PET nødvendigvis ville have bogen standset. Man ønskede tid til at gøre sig bekendt med indholdet og købte sig tid med det midlertidige fogedforbud. Det var ikke et overgreb på den frie presse og ytringsfriheden.

PET passede bare deres arbejde, som er at beskytte os andre mod terror bl.a. Men det kom til at virke latterligt i spinmaskinen, at PET ville standse bogen alene på en oppustet bagsidetekst, og domstolen fik på puklen for at have fulgt PETS ønske.

Politiken, People’s Press, Jakob Scharf eller forfatteren kunne jo bare have givet PET mulighed for at læse bogen rigtigt fra start. Hvis de ønskede at standse den, så måtte de alligevel gå rettens vej og nedlægge et midlertidigt fogedforbud – men nu bare på et mere oplyst grundlag. Eller de kunne vælge at sige, at bogen ikke indeholdt ikke kendte hemmeligheder.

Hvis de valgte det første, kunne forlaget og Politiken jo have kæret sagen og gået imod fogedforbuddet i en egentlig efterfølgende retssag. Man kan altså ikke både bebrejde PET, at de ønsker midlertidigt fogedforbud på et for løst grundlag og samtidig ikke give dem mulighed for at læse bogen i sin helhed, når de har haft en aftale om tavshedspligt med hovedkilden til bogen.

Spinrunde nr. 3: Chefredaktørerne på Politiken og Radio 24syv var helt igennem i stand til at vurdere, at bogen indholdsmæssigt var harmløs og uden risiko.

Kritik af det standpunkt blev mødt med, at chefredaktørerne tog ansvaret for indholdet og stod på mål for det.

Ja, interessant. Men indebærer det også et ansvar for skadevirkninger over andre landes sikkerhedstjenester? Indebærer det også et ansvar overfor enkeltpersoner, som måtte blive eksponeret på farlig vis? Hvad hjælper det os andre, at Christian Jensen og Jørgen Ramskov står der på målet, hvis bogen skulle give anledning til at inspirere galninge til terroraktioner?

Hvis ”stå på mål for” alene betyder at være villig til at gå i fængsel for at have blæst på et fogedforbud, så hjælper det jo ikke meget på sikkerhedssituationen, hvis de tog fejl. Jeg tror PET er bedre til at vurdere den – trods alt.

Spinrunde nr. 4: Hvis bogen indholdsmæssigt var så harmløs, hvorfor hastede det så med at bryde et midlertidigt fogedforbud, inden forbuddet blev prøvet i en ankesag? Det kunne sagtens være nået inden bogens planlagte udgivelsesdato.

Der er ganske enkelt ikke givet nogen ordentlig forklaring på Politikens hast med at bryde fogedforbuddet inden en ankesag.

Her løber korstoget for ytringsfriheden af med chefredaktøren på Politiken. I et meget afslørende interview på Radio24syv med Christian Jensen prøver han at påstå, at han ikke vidste, at fogedforbuddet omfattede Politiken men kun Ekstra Bladet, men det forekommer simpelthen ikke troværdigt, at han ikke kan læse indenad og dermed se klart og tydeligt, at det omfattede hele JP/Politikens Hus med samtlige udgivelser.

Der kan ikke findes nogen anden god forklaring end profileringsjagt og salg. Politiken har prøvet det et par gange før at offentliggøre en bog i utide i et søndagstillæg, og det har været bestsellere.

Spinrunde nr. 5: Kampen mod censur er vigtigere end at respektere en domstolsafgørelse baseret på læsning af en bagsidetekst. PET skal ikke i et frit og åbent samfund kunne standse en bogudgivelse om en meget vigtig politisk periode i Danmark, hvor terroren flyttede ind hos os.

Som min gode kollega Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen, så klogt har kommenteret det i en leder: Beklikker man domstolene, undergraver man retssamfundet.

Medierne bør ikke medvirke til at undergrave retssamfundet. Vi jagter alle andre, der ikke overholder landets love, og det er en del af vores fornemste opgaver. Hvis vi er utilfredse med, hvad domstolene, regeringen eller Folketinget gør, så har vi det stærkeste våben i vores medier til at kommentere det, problematisere det og argumentere for vores sag.

PET går til domstolene og benytter retsplejeloven til at få et midlertidigt forbud nedlagt, fordi man ikke kan komme andre veje. Der kan være sager så store, så principielle og så fundamentale for vores demokrati og vores samfund, at vi som chefredaktører vil gå i fængsel for at afsløre dem, når det gælder korruption, magtmisbrug, magtfordrejning eller den slags.

Men bogen ”Syv år for PET” havde på ingen måde et indhold, der gør sådan en betragtning relevant i dette tilfælde.

Behov for en afklaring
Det lykkedes i en række interviews og debatter om PET-bogen at vedligeholde nogle spinhistorier, som burde være punkteret. Når medierne skulle gå kritisk til medierne selv, blev politikerne pludselig hentet ind som angribere. En ny situation for dem, men også et vidnesbyrd om, at vi i medierne selv burde tage en principiel debat om det her.

Hvordan optræder vi i terrortider? Skal vi respektere PETs rolle som beskytter af os i terrortider, med hvad det indebærer af restriktioner og særlige sikkerhedshensyn? Skal vi respektere domstolenes afgørelser, også når vi synes, de er forkerte og går os imod? Kan respekten for domstolene gradbøjes efter behov?

Da nogen åbenbart mener, der er tvivl om, hvordan vi skal agere som medier, så bør det da op på bordet til diskussion sådan mere principielt. Det er alt for vigtigt til andet.

http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-medierne-har-svaert-ved-at-udfordre-medierne

Hvem har fået mest valgkuller?

Her er et godt, aktuelt spørgsmål: Hvem har fået mest valgkuller?

Tre svarmuligheder: Politikerne, vælgerne eller medierne.

Et rigtigt svar: Medierne.

Ingen tvivl om at partier af alle slags sover med støvlerne på og er klar til valg og har været det siden sommeren skiftede til efterår, og regeringens helhedsplan blev lagt frem til tonerne af Liberal Alliances trusler om at vælte Løkke Rasmussen på topskatten.

Men politikernes valgberedskab overgås langt af mediernes valgkuller, og ikke en nyhedsredaktion i landet har undladt at have valgplanlægningen klar.

Kommer det, så kommer det
Vælgerne til gengæld må snart være så immune overfor valgsnak, at de fornuftigt nok er kommet til den konklusion, at kommer det, så kommer det. Jeg tror ikke, de orker flere af disse dybsindige analyser fra alle mulige kloge kommentatorer af alle mulige taktiske småtrin og bevægelser, der kunne tyde på hvis og måske og under særlige omstændigheder, at det hele ender med valg.

Ingen politisk kommentator har jo lyst til at blive udstillet som total idiot ved ikke at lave en helgardering lige nu og tale både om en valgmulighed og forligsmulighed. Og alle kan se, at Lars Løkke Rasmussen har sat sig selv på en ualmindelig svær opgave med en helhedsplan, som ingen har efterlyst, og en krisestemning, som er totalt ikke-eksisterende i befolkningen.

På den anden side når den slags analyse også hurtigt frem til, at ingen med potentiel mulighed for at spænde snubletråden ud for statsministeren og hans regering ser ud til at kunne have en vælgermæssig gevinst ud af potentielt at skaffe Socialdemokratiet til magten eller Nye Borgerlige ind i Folketinget.

I medierne stiger uroen og nervøsiteten, fordi vi ikke for længst har kunnet filme partierne gå ud og ind af dørene hos finansministeren eller statsministeren, og partilederne stå i en kødrand uden for glasdøren efter møderne.

Vi har ikke kunnet se tv-kanalernes reportere, politiske analytikere og korrespondenter stå foran de lukkede døre og rapportere til nyhederne som regel om ingenting, fordi partierne i sådanne situationer blot gentager deres kendte standpunkter og ikke refererer fra møderne.

Bortset fra det tyder meget på, at der faktisk har været rigtigt mange kontakter løbende mellem repræsentanterne for blå blok og regeringen siden fremlæggelsen af helhedsplanen med henblik på såkaldt teknisk afklaring, men også med henblik på at undersøge forligsmulighederne.

Anders Samuelsens logik
Vi har undervejs i mediernes valgfeber fået det ene portræt efter det andet af Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, på grund af hans trusler om at trække støtten som Venstre-regeringens parlamentarisk grundlag. Vi kan snart alt om hans barndom og hans søster, Mette Bock, ligeledes medlem af partiet og Folketinget, har forklaret, hvad der driver Samuelsen til med stålsatte øjne at holde fast i topskattelettelser i et format, som ingen andre partier køber ind på.

Den Samuelske forhandlingslogik går tilsyneladende ud på, at alle parter i et forlig må acceptere at indtage noget uspiseligt, som en anden part gerne vil have, mod til gengæld for selv at få noget igennem, som alle andre finder uspiseligt.

Et andet element i hans særlige forhandlingslogik er, at lægger man eksempelvis 10 ledige milliarder kroner på bordet til fordeling, så kan de fordeles på en måde, så hvert parti kan bestemme over anvendelsen af et antal milliarder i forhold til partiets størrelse. Det er en forhandlingslogik, som Samuelsen står ret alene med. Men nu har Liberal Alliance i hvert fald fået cementeret deres ønske så meget, at det er svært at finde nødudgangen.

Lige præcis det har givet anledning til en særlig analysedisciplin, der går ud på at tolke, om der nu er sprækker af åbninger i udtalelser fra kombattanterne i topskatteslaget. Ja selv tolkningen af fastheden i stålsatte, blå øjne hører med i billedet.

Stop jagten på konklusionen
Som medier vil vi jo altid gerne fortælle konklusionen, inden den er der, og vi vil gerne afsløre nyheden som de første. Men det er en uskik at lege gætteleg hele tiden, om der nu bliver valg eller ej. Selvfølgelig skal medierne dække intenst, både når der bliver truet med at trække tæppet væk under regeringen, eller der bliver anbefalet en Dronningerunde for at rense luften.

Medierne skal dække regeringens helt åbenlyse parlamentariske udfordringer med helhedsplanen. Men det store kommentariat, vi efterhånden har af politiske journalister, politiske analytikere, kommentatorer m.v. i medierne har lige præcis nu ikke bedre kort på hånden, hvad angår konklusionen på helhedsplanens skæbne, end alle mandagstrænerne blandt vælgerne ude i sofaerne.

Faktisk var åbningsdebatten i denne uge efter statsministerens åbningstale mere stilfærdig og saglig, end man kunne forvente af et Folketing, som skulle være på vej til valg, og en regering, som skulle være på vej til at blive væltet. Så måske skulle vi også i medierne skrue lidt ned for valgblusset for en stund og afvente at de officielle forhandlinger går i gang i den kommende uge.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 7. oktober 2016: Valgkuller

 

Undskyld er der en voksen til stede her?

Undskyld overskriften. Jeg har kæmpe stor respekt for demokratiet og for engagerede politikeres hårde arbejde i demokratiets værksted. Ord som cirkus brugt om Christiansborg ligger mig fjernt. Ja, der er selvfølgelig spin, taktik, personfnidder og masser af strategiske positioneringer i politik, men grundlæggende er fundamentet i orden, og systemet er ukorrupt.

Lovgivningsprocesserne er langt fra perfekte, og åbenhed og gennemsigtighed kunne det være bedre med. Men de seneste par ugers og måneders politiske udmeldinger kalder alligevel på sådan en bemærkning som overskriften.

Kan vores parlamentariske system overhovedet fungere, hvis en række partier blot stiller sig på sidelinjen og råber ultimative krav til den til enhver tid siddende statsminister, som ikke har en jordisk chance for at levere varen? Kan det fungere, hvis færre og færre partier vil påtage sig regeringsansvar og i stedet foretrækker rollen som sofatræner?

Nej det kan det ikke. Systemet bygger på et samarbejdende folkestyre, da vi ikke har tradition for, at et parti har flertal alene. Det bygger på, at meningerne brydes, og partierne forhandler sig til rette om løsninger, som kan samle flertal.

Er vi som vælgere virkelig så forblændede af letkøbte, populistiske løsninger, at vi hellere køber ind på dem end på at forstå helheder og sammenhænge for slet ikke at tale konsekvenser og fakta? Og hvordan er det kommet der til?

Vi er ikke alene. Vi er en del af en international tendens i politik til at opgive kompromiserne og de nuancerede budskaber. Vi er en del af en tendens med en tillidskløft, der øger afstanden mellem vælgerne og politikerne. Hvorfor i alverden politikerne ikke forsøger at finde brugbare svar på den tillidskløft i stedet for høfligt blot at byde nye populistiske partier velkommen er uforståeligt. Tillidskløften skaber afmagt i dele af befolkningen og manglende respekt hos andre. Begge dele er lige farligt.

Lovsjusk og ommer
Når Folketinget sjusker med lovgivningen, ministerierne ignorerer rimelige høringsfrister og total udelukker en seriøs offentlig debat før en ny lov hastes igennem, så foreslår ledende politikere fra Venstre og Det Radikale Venstre, at man efterfølgende kan lade forslaget gå om med en ordentlig behandlingstid og reglementeret høringsperiode. Altså efter at forslaget er trådt i kraft.

Hvem i alverden skal få tillid til gennemsigtighed, borgerinddragelse og god forankring af ny lovgivning med den proces? Selvfølgelig kan der være love, som kræver hastebehandling, men det, vi taler om her, er, at overskridelse af høringsfrister mere er det almindelige end det modsatte, og at rigtigt mange love gennemføres uden dybgående forberedelse af befolkningen.

At dømme efter meningsmålingerne er der medvind til partier med ekstreme, klare holdninger og simple budskaber, hvor urealistisk gennemførlige de måtte være. Men virkeligheden og udfordringerne er bare ikke enkle men komplekse. De påkrævede løsninger er ikke simple, men kræver aktivering af mange forskellige håndtag. Og nej, vi kan ikke melde os ud af verden, EU og internationale forpligtelser, som de Nye Borgerlige slår sig op på.

Det går faktisk den modsatte vej. Vi bliver mere og mere afhængige af internationale relationer. Hvorfor er der ikke danske politikere, der tør sige det klart, at globaliseringen ikke går væk? Eller at vi de facto ikke har en løsning på den næste fase af migrantkrisen?

Ansvarligheden på vej væk
Vores folkestyre og politiske system er ved at tabe ansvarligheden og evnen til at lave store helhedsløsninger på vores påtrængende udfordringer. De mindre partier i rød og blå blok jagter medietid og opmærksomhed med skarpe, ultimative krav i et sådant omfang, at det næsten tvinger de tre store – Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre – i armene på hinanden. Og det er jo præcis det, vi har set mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i den seneste tid.

Det er tilsyneladende blevet helt vanedannende for nogen at stå og forlange, at en statsministerkandidat, hvad enten det er Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, bare skal levere, hvad man forlanger, selv om ingen kan tælle til 90 mandater for det pågældende ultimative krav. En statsminister er jo trods alt ikke tryllekunstner.

Det er tilsyneladende helt i orden at sige, at der er konkrete betingelser om gennemførelse af ny lovgivning, som vil være en forudsætning for at pege på den pågældende politiker som statsminister i en dronningerunde, selv om ingen statsministerkandidat kan være sikker på et efterfølgende flertal for forslaget. Og hvad sker der så? Så stiller man åbenbart mistillidsvotum til den regering, man selv har bragt til magten? Det bliver godt nok vildt, hvis det er sådan, Danmark skal styres, og ikke mange vil på de betingelser tage ansvaret for den varme stol.

Liberal Alliance troede, at de rationelt kunne kræve en indrømmelse i forhold til 2025-planen mod at støtte alt muligt, som nogle andre partier måtte have som ultimative krav. Så kunne man få et ultimativt krav opfyldt hver i blå blok og lave kompromisser for resten. Anders Samuelsen gik endda så langt som til at lave regnestykket, at LA havde ret til at bestemme over så og så mange millioner af det økonomiske råderum frem til 2025 set i forhold til partiets mandatmæssige størrelse.

Men sådan fungerer politik ikke. Og sådan vil en finansminister have meget svært ved at få en politisk plan til at blive sammenhængende.

Ovre i rød blog hos Enhedslisten sidder man og kigger på, hvad Liberal Alliance i særdeleshed har fået ud af at stille ultimative krav og forlange topskatten med i regeringsgrundlaget for at agere parlamentarisk grundlag for Løkke Rasmussens regering. Her bliver der med sikkerhed også skruet op for kravene til en eventuel kommende socialdemokratisk regering.

Det samme gælder hos SF, som ikke vil se resultatet fra sidst, der blev dannet S-ledet regering med stor indflydelse til de radikale. Og hos Radikale varmes der op til et krav om en ændret udlændingepolitik, hvis de skal støtte en S-statsminister.

Medierne og populismen
Vi bliver nødt til i medierne at stille os selv det spørgsmål, om vi i den her politiske udvikling kan nøjes med de almindelige kritiske spørgsmål til et nyt parti som Nye Borgerlige og deres program. Til Alternativet, til Liberal Alliance og alle de andre. Kan Danmark regeres på folkestrømninger, følelser, frygt eller drømme om det anderledes?

Fulgte man pressemødet med Nye Borgerlige 22. september, må man konstatere, at selv om det politiske pressekorps gik til makronerne, så var det alligevel helt utroligt, hvad stifter Pernille Vermund fik lov til at sige, uden at det blev testet på fakta og realiteter.

Jeg anfægter hverken partiets ret til at stille op eller dets mulige eksistensberettigelse hos en andel af vælgerkorpset – meningsmålingerne viser jo, at der tilsyneladende er en gruppe utilfredse, hjemløse vælgere på højrefløjen. Men medierne må tage ansvar for at afsløre hulhederne, det helt urealistiske og det faktuelt forkerte både hos Nye Borgerlige og andre partier.

Der efterlyses til gengæld politikere, der tør sige, at de enkle løsninger ikke findes på flygtninge- og migrationskrisen. Der tør sige, at vi har brug for en fundamental diskussion med hinanden om vores velfærdssamfund, og hvordan det skal se ud i 2025 – ikke kun via punktnedslag. Og som tør sige, at finansieringen af velfærdssamfundet kræver, at vi kommer ud af lavvæksten med en række prioriterede forslag inden for erhvervspolitikken, som virkelig rykker noget. Som tør sige, at var EU der ikke, så var vi nødt til at opfinde noget tilsvarende for at klare os på de globale markeder.

Dette indlæg har været bragt på Altinget.dk den 23.september 2016/ http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-der-en-voksen-til-stede

Lad os få kulturen ud af ghettoen

Det store problem for kulturen er ikke bevillingerne. Men derimod at kulturpolitikken er henvist til at bo i en ghetto, hvor alle de samme mennesker mødes og bekræfter hinanden i kulturens betydning og urørlighed. 

I sidste uge samledes kulturens mangfoldige flok inviteret af kulturministeren til møde på Rødding Højskole under overskriften ”Mere kultur for pengene”. Og i denne uge gælder det så det årlige kulturmøde på Mors, hvor overskriften er ”Kulturens samfundsrolle og potentiale”. Det ene sted blev der talt om kulturen som vækstdriver i samfundet.

Det andet sted skal der tales om kulturen som redskab til integration, om folkelighed og danske værdier.

Vi befinder os midt i et minefelt, hvor regeringens omprioriteringsbidrag medfører kulturbesparelser på 600 millioner kroner over de næste fire år, og kulturens mange institutioner kalder på større frihedsgrader og flere midler til kunst og kultur. Send flere penge, kære politikere, og bland jer uden om prioriteringer, der kan risikere at slå noget eksisterende ihjel.

I må politisk nøjes med at angive en overordnet retning, lyder meget af debatten. Kulturministeren taler om mere kultur for pengene, om effektivitet og om benchmarking mellem produktive institutioner og mindre produktive. Og det er jo fair nok. Men ingen tør tale om bedre kunst for pengene. For hvem skal definere kvaliteten og sortere det middelmådige, det ligegyldige, det overflødige fra i forhold til de offentlige støttekroner?

Kulturminister Bertel Haarder har varslet, at han ikke vil fortsætte grønthøstermodellen men hellere prioritere ressourcerne strammere og virkelig satse på nogle områder. Det får advarslerne om knægtelse af det såkaldte armslængdeprincip og direkte politisk indblanding i, hvad der skal spilles, produceres og opføres af kunst og kultur til at strømme ud af kulturens mange meningsdannere med velsmurte talegaver.

Politikerne slår korsets tegn for sig og afviser indblanding i den frie kunst og kultur, men samtidig indser de, at det er nødvendigt at ryste posen i forhold til kulturbevillingerne, hvis alt ikke skal forblive fuldkommen statisk, og intet nyt kan få plads i kulturens udstillingsvindue.

Det altoverskyggende og største problem i den debat er ikke kulturbevillingerne. Det er, at kulturpolitikken er blevet henvist til at bo i en ghetto, hvor alle de samme mennesker kan mødes i Rødding, på Mors og andre steder og bekræfter hinanden i kulturens betydning, sårbarhed, frihed og urørlighed.

Den åndelige værdiskabelse
”Kunsten er blevet fjernet fra magten, og hele den åndelige del af værdiskabelsen i samfundet er forsvundet fra den politiske virkelighed. Det er en katastrofe,” sagde billedkunstneren Bjørn Nørgaard i et interview til Altinget i december 2014, og det kan ganske enkelt ikke siges bedre.

Kunsten og kulturen er ikke en del af den daglige politikudvikling, og når den kreative branche kommer på politikernes dagsorden, er det som en eksportvare ovre i erhvervs- og turistbranchen.

Vores politiske debatter styres af regneark og 2025-råderum og styringsprincipper. De kulturpolitiske debatter er præget af strukturdiskussioner, målekrav, volumen diskussioner om mere for pengene samt den evindelige krig mellem hovedstaden og provinsen og udflytning af institutioner. Ikke af diskussioner om værdier, kvalitet, identitet, sammenhængskraft og dannelse, og hvad kulturpolitikken kan bruges offensivt til i en periode med globalisering, terrorfrygt og integrationsudfordringer.

Ghettoiseringen af kulturpolitikken 
Der skal virkelig meget til at udløse en større folkelig debat om kunstneriske værdier, kvalitet og prioriteringer. Her skal vi hen til eksempler som Bornedals ”1864” eller nedlæggelsen af DR’s Underholdningsorkester.

Og der skal virkelig meget til, for at kulturpolitikken griber dagsordenen i Folketinget. For slet ikke at tale om, at involvere partileder-niveauet og ikke alene de kulturpolitiske ordførere. Bedre står det faktisk til i en række kommuner, der har forstået, hvilket aktiv kulturpolitikken kan være i forhold til at skabe attraktive lokalsamfund, lokal identitet og stolthed, og hvor borgmestrene gerne tager rollen som kulturpolitiske frontløbere.

Udfordringen med ghettoiseringen af kulturpolitikken er åbenlys. Fordi kulturen er noget af det, der er kittet i samfundet, som binder os sammen. Fordi kulturen kan udfordre og provokere os til at tænke nyt og anderledes og se ind i skønheden, værdierne, absurditeterne og tabuerne i vores liv.

Og det nytter ikke, at kulturens forvaltere og kunstnerne forskanser sig i ghettoen, hvor kulturen er sig selv nok. Vi har brug for flere kunstnere og kulturdebattører i den offentlige debat og for flere politikere og andre meningsdannere i den kulturpolitiske diskurs.

Team kultur
Vi kan ikke leve på fortidens store kunst og fryde os over, hvad store danske fortællere, malere og musikere har givet os gennem generationer i fortiden. Vi må, som Team Danmark fremelsker de bedste, nye elitesportsfolk, der kan vinde medaljer ved OL, fremelske og dyrke de store nye talenter på den danske kulturhimmel. Vi må investere tilstrækkeligt med penge i det sublime, det originale, det fremragende og den usædvanligt stærke præstation og sortere noget af det middelmådige væk.

Vi må investere i det, der giver relevans, og vi har mere end nogensinde brug for kulturen til at slå bro over samfundets forståelseskløfter. Mellem dem, der dyrker internationaliseringen, og dem der frygter den. Mellem dem, der formår at afkode det digitale samfund, og dem der føler sig ekskluderet af det.

Men i kulturghettoen hersker en pænhed og en berøringsangst over for en kvalitets- og relevansdiskussion, som er ødelæggende for evnen til forandring og fornyelse.

Når man kigger ud over det politiske landskab, må man give Dansk Folkeparti, at det har haft modet til at gå ind i prioriteringsdiskussionen, uanset om man så kan lide deres budskab eller ej. Det skævvrider helt debatten, at andre partier holder sig væk og ikke tør tage kulturdiskussionerne men alene holder sig til strukturdiskussioner og rammesætning i forhold til store politiske aftaler om f.eks. DR og Det Kongelige Teater.

Sjovt nok kan statsministeren og partiledere og politikere på alle niveauer alle sammen finde vej til at rose og fejre vores OL-vindere, vores evne til talentudvikling, til at få de fremragende rollemodeller vist frem og takket dem og deres bagland behørigt. Og de fortjener det 100 procent.

Mangel på kulturpolitiske diskussioner
Men hvor er de samme partiledere, når der produceres fremragende kultur, litteratur, film og kunst? De samme politikere, som taler om danske værdier, national stolthed og national identitet i en tid med migrationskrise, fremmedgørende globalisering og frygt for at vores danskhed løbes over ende.

Kulturen er ikke på vej til at få åndenød af politisk indblanding og besparelser, men af mangel på en substantiel kulturpolitisk diskussion om, hvordan vi kan fremelske det bedste i både det ”gamle”, uforglemmelige bagkatalog og skabe grundlaget for nyskabelser, som også vil stå frem som unikke og originale præstationer om 10, 50 og 100 år fra nu.

Vi skal turde tage flere kvalitets- og relevansdiskussioner med hinanden, og vi skal bringe kulturpolitikken ind som et aktivt redskab i løsningen af nogle af de udfordringer, som vores samfund af i dag kæmper med.

Dette debatindlæg kan også læses på www.Altinget.dk den 26. august 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-lad-os-faa-kulturen-ud-af-ghettoen

Tænk DR helt forfra

Så er brandalarmen udløst i Ørestadens fire ikoniske DR-bygninger. Kampen om DR’s fremtid er gået i gang for fuld udblæsning med Dansk Folkepartis forslag om at skære DR’s budget med 25 procent, og kulturministerens bebudede udspil på medieområdet her i efteråret. Også med en dagsorden om at DR som helhed skal fylde mindre, at provinsen skal fylde mere i sendefladen, og at der skal være mere plads til de private medier.

DR’s defensorhold internt og eksternt har skruet sig op til, at demokratiet nærmest er truet, hvis man rører ved DR’s bevilling, og at amerikanske, kommercielle tilstande er på vej ind på det danske tv-marked, hvis DR ikke får mulighed for at levere den samme kvalitet, mangfoldighed og volumen som nu. Udfordrerne kritiserer DR for at være for stor og dominerende, for selvfed og for tonedøv overfor medielandskabets dramatiske forandring og de private mediers alvorlige overlevelseskamp.

Internationale spillere er de store skurke

Alle er enige om, at Google og Facebook, YouTube, Netflix, HBO og andre internationale spillere, der suger annoncekroner og abonnementspenge ud af det danske marked, er de store skurke. Men dem kan vi ikke standse eller gøre noget ved.

Dem skal vi tilmed bare regne med kommer til at fylde mere på medie- og underholdningsmarkedet. Derfor taler vi i stedet om samspillet mellem statens medier og de private medier. Eller rettere: vi taler om DR og næsten ikke om TV2 og slet ikke om de to bekostelige, regionale public service systemer, som staten også driver med henholdsvis radio og TV produktion.

Og mens katten eller vilddyret, som nogen nok vil kalde det, er sluppet ud af sækken, og forhandlingerne om nye medieforlig for både de private og offentligt ejede medier stadig burde være et stykke tid væk, så er starten gået til, at mediepolitikken i almindelighed og DR i særdeleshed kan blive et hedt emne i efteråret i en potentiel valgkamp, eller debatten kan bruges til markante, værdipolitiske udmeldinger, som alle borgere kan forholde sig til, mens diskussionen om en økonomisk 2025- plan straks er mere fjern for de fleste.

Helt ude af trit med den nye politiske timing af en mediepolitisk debat i efteråret, så sidder et public service udvalg og arbejder på et oplæg til, hvad der skal være ”public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år.”

Udvalget skal opstille scenarier for, hvad dansk public service kan/bør være i fremtidens individualiserede og fragmenterede medieverden. Det skal aflevere konklusioner til nytår, men må ikke komme med konkrete indstillinger. Endelig har Kulturstyrelsen iværksat en analyse af de internationale aktørers indvirkning på det danske mediemarked både økonomisk og publicistisk. Den analyse skal være færdig til sommer 2017.

Ideelt set ville public service udvalgets input, analysen af de internationale aktører på det danske mediemarked og en synkronisering af forhandlingerne om mediestøtten til de private medier og fremtidens rammer for public service medierne være det seriøse og kloge fundament for et nyt og epokegørende medieforlig med virkelig nytænkning.

Men sådan er politik jo ikke altid. Det er også timing, muligheder der opstår, situationer som skal udnyttes, og politiske konstellationer som pludselig kan ændre sig.

DR minus 25 procent

En beskæring af DR’s budget med 25 procent fra 3,7 milliarder kroner til godt 3 milliarder kroner, som DF foreslår, er ikke en spareplan. Det vil være en markant omkalfatring af DR’s virksomhed, og DF-planen giver ikke noget godt sammenhængende bidrag til, hvad der skal være DR’s fremtidige opgave.

Partiet kommer med nogle anvisninger på lukning af kanaler, lukning af DR’s egen medieforskning, beskyttelse af DR’s ensembler mod nedskæringer ved at flytte dem på finansloven og ud af licensfinansiering, øget udlicitering, indførelse af login til DR’s digitale tjenester, nedsættelse af cheflønninger og større produktion i provinsen.

Alt sammen forslag, som selvfølgelig kan beregnes og diskuteres, men det er noget andet, der er brug for. Der er brug for at tænke DR og statens medier forfra.

  • For at finde den nye identitet og nydefinere den vigtige opgave, som DR skal løse i et totalt forandret medielandskab og i samklang med den nye kulturpolitiske og dannelsesmæssige udfordring, vi står med – større end nogensinde faktisk på grund af globaliseringen, den digitale transformation og indvandringen i Danmark.
  • For at slippe TV2 løs og sælge det til kommercielle interesser med stærke public service forpligtelser. Det er alligevel kommercielt finansieret, og det kan sagtens lade sig gøre at stille krav til kvalitet og indholdskategorier, selv om kommercielle ejere skal drive det og tjene penge på det.
  • For at lægge de to regionale mediesystemer – DR’s radioregioner og TV 2’s regionale TV-stationer – sammen til en organisation, der ville kunne levere både radio og TV og bidrage til de nationale kanaler også.
  • For at sikre DR’s ensembler og koncerthuset i et nyt organisatorisk regi uden for licensfinansieringen, men stadig med stærke forpligtelser til at levere ind til DR’s sendeflader.
  • For at målrette DR’s programudbud og antal kanaler til løsningen af nogle kerneopgaver og få skåret til, hvad der ikke er inden for den skive.
  • For at videreføre Radio 24syv i privat regi med public service-forpligtelser men i et mindre rigidt indholdsmæssigt minuttyranni end nu, fordi i mindre målestok end TV 2 at skabe et reelt public service alternativ til taleradio på P1.
  • For at sikre DR’s klassiske funktion som talentfabrik i forhold til en række kunstneriske og journalistiske discipliner.
  • For at skabe fair behandling af dem, der betaler deres licens, i forhold til dem, der bare er med på en gratis kigger på nettet. Indførelsen af et digitalt login er retfærdig omgang med et fælles samfundsgode, så længe vi har et licenssystem og ikke finansierer regningen af statens medier over skatten.
  • For at forenkle DR’s organisatoriske set up og nytænke den driftsmodel, som blev indført i 90’erne, og som helt automatisk giver svære beslutningsveje og mange ledelseslag. Dengang nødvendigt for at forny kulturen og skærpe ideer og innovation. I et nyt DR for kostbar en model.

DR’s nye rolle

Et DR minus 15 eller 25 procent i budget behøver ikke bliver et DR minus 15 eller 25 procent i betydning og indflydelse som kulturinstitution og journalistisk fyrtårn. Danmark har brug for en stærk public service-virksomhed, som med høj kvalitet kan bidrage til oplysning, viden, kultur, underholdning, dannelse og uddannelse.

Som kan være samlingspunkt på forskellige medieplatforme for både børnene og os andre. Som kan gøre os klogere hver dag på os selv og hinanden. Som kan formidle både de danske værdier og det globale udsyn. Som kan bygge bro over kløfter og konflikter, afsløre manipulation og misinformation og vise os sandhederne.

Gør DR ikke lige præcis det i dag? Jo, på mange måder, men blandet op med alt muligt andet, og fikspunktet er gennem årene blevet alt for sløret og uklart, og målsætningerne er præget af en panik over at risikere at miste grebet om den digitale transformation.

Et alt for tabloid DR

Udviklingen af nye danske koncepter og ideer – med undtagelse af drama – er for sparsom. Jagten på et digitalt publikum og de unge brugere er blevet til en alt for tabloid version af DR’s nyhedsudbud på nettet med gratis adgang. Involveringen af brugerne er blevet til en massiv findyrkelse af det Facebook, som ikke betaler skat i Danmark, og som de private medier kæmper med på annoncefronten.

DR har en formidabel stærk position og troværdighed. Det kan der bestemt bygges videre på. Det er en meget vigtig kulturinstitution i Danmark. Men vi kommer aldrig ind i kernen af den alvorlige prioriteringsdiskussion og til en fundamental nytænkning af vores public service ikon, hvis man ikke kan tillade sig at gøre tankeeksperimentet: Hvad nu hvis DR skulle etableres i dag og for en fjerdedel mindre end nu i pris?

Jeg er ikke sikker på, at DF har ramt det rigtige tal og heller ikke på, at de har ramt de rigtige spareforslag, men de har i hvert fald ramt det behov, at DR bør nytænkes.

Jeg tror bare, at opgaven er meget mere fundamental og kræver, at politikerne bliver mere klare på, hvad der skal være DR’s opgave i fremtiden. Den debat bør DR selv have en mulighed for at komme med et bidrag til. Derfor en opfordring til, at DR viser os forskellige scenarier for fremtidens public service virksomhed, som er tilpasset en ny medievirkelighed.

 

Denne klumme er tidligere blevet bragt på Altinget.dk den 12.08.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-taenk-dr-helt-forfra