Det herreløse EU-projekt

Europa mangler i den grad – og i sidste øjeblik inden EU-projektet er truet på livet – modige og visionære politiske ledere, der kan puste en markant, moderne og nytænkende kraft ind i den kriseramte organisme, som i dag samler 508 millioner europæere. Eller samler er måske netop så meget sagt, for gennemsnittet af EU-landenes befolkninger er tiltagende skeptisk overfor projektet.

Det gælder faktisk ikke den danske befolkning, som med årene er blevet mere positive overfor EU. Hvad man bestemt ikke skulle tro, når man hører danske politikerne tale om EU. Et massivt flertal af danskerne på 58,6 procent ville faktisk stemme ja til fortsat EU-medlemskab, hvis Danmark fik en folkeafstemning nu, viser en Rambøll-måling ifølge Jyllands-Posten.

Tiden nærmer sig hastigt den britiske folkeafstemning 23. juni om at blive eller forlade EU efter over 40 års medlemskab. Bliver det et nej, vil det bringe EU tæt på opløsning og i hvert fald fremtvinge den efterlyste nye vision og retning, fordi den britiske udmeldelse så kommer oven i en række andre interne kriser.

Bliver det et ja, skal der gennemføres en række reformer, som vil skrue ned for EU’s nuværende magt og ændre ambitionsniveauet for unionen, hvis det skal undgås at flere lande følger i fodsporet af briterne eller kræver flere tilvalgsordninger og særaftaler. Så uanset udfaldet af folkeafstemningen, så nærmer den snart otte år lange, interne europæiske krise sig en afslutning og en ny slags begyndelse.

Elefantens styrke
Kulturminister Bertel Haarder (V) talte i forbindelse med modtagelsen af Berlingske Fondens hæderspris i 2014 om de to elefanter – den store og den lille. Om EU og det nordiske samarbejde. ”Elefanter er fredsommelige, står tungt og pruster og basker med ørene. De er enorme, men har slet ikke den styrke, som deres vægt og størrelse berettiger til. De er kloge, men er alligevel lette ofre for krybskytter, som vil have deres stødtænder, ” sagde han.

Lige som Venstres ledende folk fra Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind, Morten Løkkegaard og til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort det her de seneste dage og uger, filosoferede Haarder dengang over politikernes eget ansvar for, at EU-samarbejdet i årevis er blevet talt ned overfor befolkningen og ikke op. Over at værdien af det europæiske samarbejde og de enorme fordele Danmark har af det indre marked er forduftet i alle besværlighederne ved at få så mange lande til at arbejde sammen. Når EU gang på gang fremstilles som problemet og ikke som løsningen, så er det jo ikke mærkeligt, at folk kommer til at opfatte det sådan og til sidst mister troen på ideen.

På et tidspunkt, hvor verden skriger på grænseoverskridende politiske løsninger på grænseoverskridende udfordringer på alt fra klimaet til flygtninge- og migrationskrisen, så giver det ingen mening at skrue ned for ambitionerne for det europæiske samarbejde. På et tidspunkt hvor det europæiske marked, mere end nogensinde har behov for styrke og vækst i konkurrencen med USA og de asiatiske markeder, så giver det ingen mening ikke at udvikle og udbygge det indre marked i EU.

Hvad der til gengæld mangler er reformer, der skærer ned på bureaukratiet, smidiggør processerne, prioriterer indsatsområderne skarpere, giver mere handlekraft til EU’s institutioner og skaber en bedre folkelig forankring. Der, hvor problemet ligger, er tilliden til at de reformer nogensinde kommer. For dem er der godt nok blevet talt om i adskillige år. Og jo større EU er vokset landemæssigt, desto mere kompliceret og omfattende er arbejdsområderne blevet, og handlekraften er suget ud af mødelokalerne.

Den helt regulære kritik, der kan rejses mod måden EU-systemet fungerer på i dag, og de svagheder det har omkring den folkelige forankring, ville bare fremstå langt mere interessant og brugbar, hvis politikerne havde nogen svar på, hvad der skulle gøres, og hvis de europæiske politiske partigrupperinger – for sådanne findes jo – satte sig for at skabe løsninger på problemerne i maskinrummet i stedet for bare at råbe fra skibets dæk.

Reformmotor efterlyses
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formulerede sig sådan her om EU i sin grundlovstale for nylig:

”Jeg er ikke blind for, at EU har fejl. At beslutningsprocesser kan være for langsommelige. At der reguleres for meget eller forkert. Men det gør sig jo ikke kun gældende i EU, men da også herhjemme. Og det får mig ikke til at stille spørgsmålstegn ved, om Danmark hører til i EU. Det gør vi. Nu og i fremtiden. Uanset hvad briterne stemmer den 23. juni. Men den britiske afstemning kan – hvis de vælger at blive – være en motor til nødvendige reformer af EU. Til at tage hånd om problemerne. Få EU til at fokusere mere på det vigtigste – og blande sig udenom langt mere. Vist kan vi gøre nogle ting bedre selv – men vi kan ikke gøre alting selv. Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde. Så enkelt er det. Alternativet til EU er ikke enegang. Det er ensomhed. ”

Hvad er det for nødvendige reformer, statsministeren taler om? Hvis noget reguleres for meget eller forkert, så har vi nok selv været med til at beslutte det, så behøver en oprydning vel ikke at hænge sammen med den britiske afstemning? Vi skal få EU til at fokusere på det vigtigste, siger statsministeren, men hvem er ham ”EU”? Det er jo en del af os selv.

EU på skrump
Det er virkelig bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i et interview i Berlingske dagen før grundlovsdag også fuldstændig lod som om, at EU ikke er en demokratisk del af os selv men en eller anden udefinerlig, ubehagelig type, der bare vil stikke næsen i alting.

I stedet for at integrere mere og mere skal EU fremover koncentrere sig om europæernes virkelige problemer og bruge al sin energi på kun tre områder: at sikre Europas ydre grænser, sikre lønmodtageres rettigheder og sikre sig mod placering af penge i skattely, mente Mette Frederiksen i interviewet. Hun talte om en dyb »legitimitetskrise« i EU. Jamen hvem har været med til at sidde og træffe beslutningerne om mere integration og hvem har skabt legitimitetskrisen? Det har jo bl.a. også de danske regeringer og de danske politikere i Europa-Parlamentet. Og danske politikere herhjemme, som har undladt at gøre noget ved problemet, der har eksisteret i årevis.

“EU har svigtet, og det kom til udtryk ved EU-folkeafstemningen i Danmark i december og den senere EU-folkeafstemning i Holland, hvor folk i begge tilfælde stemte om noget andet, end det de blev spurgt om. Det samme kan ske ved den forestående folkeafstemning i Storbritannien, der kan føre til, at briterne forlader EU,” sagde S-formanden i interviewet. Men hvem er EU? Det er jo ikke en selvkørende bil eller en løsrevet institution og nogle mursten i Bruxelles. Det er jo europæiske og danske politikere, der også har svigtet så? Tag nu så et medansvar for det og lav det om.

Mette Frederiksen mener, at EU bruger al for megen energi på for mange områder i stedet for at koncentrere sig om at finde konkrete løsninger på det væsentligste, og det vil være måden, hvor på man kan genvinde befolkningernes opbakning til det europæiske samarbejde. Det er jo utvivlsomt rigtigt. Her kunne Socialdemokraterne så sammen med søsterpartierne i de andre EU-lande forme en vision for den nye retning for EU og komme med konkrete udspil til den fornyelse, der er brug for.

EU hvem?
De seneste ugers debat har vist, at vi ikke er kommet ud over at betragte EU som et eller andet fantom, der uden at vi vil det, tiltager sig mere magt og beskæftiger sig med alt muligt, som vi ikke har bedt fantomet om at lave.

Hvis danske politikere begyndte at tale om EU som en del af os selv, som noget vi har været med til at skabe og udvikle, og som vi derfor også har et ansvar for at bringe i en ny retning, hvis vi synes, den nuværende er forkert, så ville meget være vundet. Hvis forslagene til den nye retning tilmed var konkrete og operationelle, så ville meget også være vundet. Hvis de europæiske partier, som jo er det europæiske repræsentative element så begyndte for alvor at skære til og prioritere vigtige områder, som ville kunne bringe ny vækst til det Europa, der halter bagefter økonomisk såvel som i den digitale udvikling, så ville vi være nået et langt stykke videre.

Hvis de europæiske befolkninger begynder at se, at der er politisk handlekraft bag ordene i det europæiske samarbejde, og politikerne – også de danske – ikke fralægger sig ansvaret og læsser det over til en eller anden udefinerlig størrelse i Bruxelles men viser os, at EU-samarbejdet og dets resultater skabes af de politikere og ministre, vi selv vælger, så ville vi også se medierne blive tvunget til at tage en anden stilling til EU-dækningen.

Ikke mindre kritisk, for reformbehovet er stort, og medierne burde medvirke til langt mere konkret at sætte fingeren på de ømme steder, så politikerne får fokus på dem. Men medierne er også tilbøjelige til at omtale EU som et uoverskueligt, bureaukratisk maskineri og ikke som en politisk institution.

Denne blog har været offentliggjort på Altinget.dk den 17.06.2016 på: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-det-herreloese-eu-projekt

 

Demokrati og afmagt – tiltrædelsesforelæsning på CBS

CBS Copenhagen Business School
Where University Means Business
9. juni, 2016
Invitation
 
Tiltrædelsesforelæsning
Demokrati og afmagt
ved
Lisbeth Knudsen
I anledning af CBS’ udnævnelse af Lisbeth Knudsen til adjungeret professor inviterer Department of Business and Politics til tiltrædelsesforelæsning og reception.
 
Vores højt værdsatte demokratimodel er udfordret og tandhjulene i det politiske maskinrum er blevet godt slidt ned.
Der trænges ikke bare i Danmark men rundt omkring i de demokratiske lande i verden til at få iværksat udviklingen af en model 2.0 af demokratiet, som kan give nogle nye svar på, hvordan vi skal praktisere, hvad der stadig er den bedste og eneste acceptable styreform men nu i en globaliseret og langt mere teknologisk, økonomisk og kulturelt forbundet verden.
Udfordringerne er store og krisen synlig. Befolkningerne har mistet tilliden til, at politikerne kan løse vores virkelig store udfordringer. De politiske partier har tabt meget af deres folkelige forankring og troværdighed. Det politiske lederskab har mistet modet til at udfordre vælgerne, og de har lagt det ideologiske helhedssyn på arkivet. Medierne har også mistet befolkningens tillid og troværdighed, og de er i høj grad med til at understøtte og udvide krisen.
Lisbeth Knudsen stiller i sin tiltrædelsesforelæsning diagnosen og lægger op til en nødvendig modernisering af demokratiet.
Lisbeth Knudsen er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1975, og har siden uddannet sig indenfor ledelse og bestyrelses ansvar og opgaver. Af hendes ledelsesopgaver kan nævnes redaktør og chefredaktør af Berlingske Tidende 1984-90;  administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for A-Pressen og det Fri Aktuelt 1990-98; Nyhedsdirektør og medlem af DR’s direktion 1998-06. CEO og koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Tidende 2007-15 og Direktør og Chefredaktør for Mandag Morgen fra 2015. Lisbeth Knudsen har bestyrelseserfaring fra en lang række virksomheder, fonde og brancheorganisationer. Fra perioden 2007-15 kan nævnes: Den Berlingske Fond, Radio 24/7, Weekendavisen A/S, Infomedia A/S, Danske Medier, Huset Markedsføring, Netdoktor, Illum Fondet m.f. Hun blev formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse i januar 2016 og har været formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles bestyrelse siden 2005. Hun sider desuden i bestyrelsen for start-up virksomheden ServiceLovers. Hendes omfattende ledelsesmæssige erfaringer er kombineret med særlig kompetence omkring digitalisering af medier, digitaliseringens samfundsmæssige betydning og kommunikation via alle former for mediekanaler.
 
Program:
 
Velkomst
v/ Institutleder Caroline de la Porte.
 
Tiltrædelseforelæsning:  Demokrati og afmagt
v/  Direktør og Chefredaktør Lisbeth Knudsen.
 
Promovering
v/ Dekan Peter Møllgaard.
 
Reception
 
Af hensyn til logistikken bedes om tilmelding
Tilmelding 
 
Organised by
Department of Business and Politics
Date
9. juni 2016
Time
14.30-17.00
Location
Råvarebygningen,
Porcelænshaven 22, auditoriet
 
You are receiving this email from CBS Copenhagen Business School because you either are employed by, or associated with CBS.
Department of Business and Politics
Steen Blichers Vej 22
2000 Frederiksberg 
Phone +45 38 15 35 85

 

Ytringsfrihed vigtigere end et par forvildede imamer

Politikerne diskuterer på livet løs, hvad vi skal tolerere af islamistiske had-prædikanters svovltaler i Danmark, og hvordan vi kan forhindre både dem, der kommer fra EU, og dem uden for EU i at komme til Danmark og sprede deres stenalderholdning til utro kvinder, ligestilling, ægteskaber, børneopdragelse og meget mere.

I et land med en vis markant historie for at forsvare ytringsfrihed og retten til at tale, tænke og tro frit, også når det kan opfattes krænkende af andre, der har vi altså – baseret på afsløringerne i TV 2’s dokumentar-udsendelser “Moskeerne bag sløret” – fået en seriøs debat om, hvordan vi kan holde folk ude, som siger noget, vi ikke kan lide og må tage dybt afstand fra.

Det viser sig ikke overraskende mere end besværligt at finde en lovgivning, der både respekterer ytringsfriheden i den danske grundlov og samtidig tilfredsstiller visse politiske ønsker om at handle og gribe ind her og der og alle vegne overfor en tolkning af Islam og nogle ekstremister, som fastholder kvinder og for den sags skyld mænd i en kultur og traditioner, som er langt væk fra Danmark og danske værdier.

Jeg faldt i den forbindelse over en tale, som forfatteren til Harry Potter-bøgerne, J.K. Rowling, holdt forleden i forbindelse med en prismodtagelse i den amerikanske afdeling af PEN. Hun kommenterede protesterne over den amerikanske præsidentkandidat Donald Trumps mange provokerende udtalelser om kvinder, muslimer, mexicanere med videre. Her er de skarpe og tankevækkende ord, hun sagde i sin tale:

“Hvis man søger at fjerne friheder fra en modstander blot med den begrundelse, at han har krænket dig, så har du passeret linjen til at stå side om side med tyranner, der fængsler, torturerer og dræber med præcis den samme begrundelse.”

Et tidevand af populisme

Rowling roste i sin tale ytringsfriheden i de bredeste form og sagde: “Tidevandet af populisme og nationalisme fejer i øjeblikket hen over mange af de veludviklede lande ledsaget af krav om, at uvelkomne og ubekvemme stemmer fjernes fra offentlige diskurs. Intolerance over for alternative synspunkter spreder sig til steder, der gør mig, en moderat og liberal, ubehagelig til mode.”

Hun talte derefter om den bevægelse på nettet med tusinder af følgere i Storbritannien, der vil forsøge at få Donald Trump til at forstå, at han er uvelkommen i England. “Jeg finder næsten alt det, hr. Trump siger, anstødeligt. Jeg betragter ham som fornærmende og fordomsfuld. Men han har min fulde støtte til at komme til mit land og være fornærmende og hyklerisk der. Hans frihed til at tale, beskytter min frihed til at kalde ham fordomsfuld. Hans frihed garanterer min. Ytringsfriheden kan ikke begrænses til frihed til at udtrykke sin egen synsvinkel.”

Andrew Solomon skriver i the Guardian i en kommentar til udtalelserne fra Rowlings, at det er rammende, at de skal komme fra en børnebogsforfatter. Og han henviser til den amerikanske digter, essayist, og aktivist, Emma Lazarus, som sagde: “Indtil vi er alle frie, er ingen af ​​os fri. Vi har brug for at byde uenighed velkommen, fordi vi vokser af det. Hvis du har behov for at lukke munden på den anden side, kan dine egne argumenter ikke være særligt stærke”.

Forleden sagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i forbindelse med regeringens to delaftaler som opfølgning på TV 2’s afsløringer:

“Regeringen vil ikke acceptere, at prædikanter kommer til Danmark og bruger religionen som platform til at gå til angreb på vores samfund med antidemokratiske holdninger. Derfor vælger vi nu at lave en ekstremistliste, for vi er nødt til at sætte en effektiv stopper for, at disse personer overhovedet får lov til at sætte ben på dansk jord. Når de spreder hadefulde ytringer, der er en trussel mod de danske værdier og det danske frihedsfundament, så er de på ingen måde velkomne”.

Vi skal ikke gradbøje ytringsfriheden

Det får mig til at slutte op om et debatindlæg fra tidligere Venstre-minister, Birthe Rønn Hornbech, som skrev i Politiken:

“Med forslaget opnår man alene, at mennesker med ekstremistiske holdninger, som ønsker at komme til Danmark og prædike, vil holde mund, indtil de har passeret grænsen. Med regeringens forslag kan man forudse, at disse prædikanter og deres tilhængere i fremtiden vil arbejde mere i det skjulte og dermed vanskeliggøre efterretningstjenestens arbejde. Dertil kommer, at forslaget i vor digitale tidsalder overhovedet ikke kan forhindre, at ekstremistiske forkynderes propaganda når til Danmark. Det mest triste er dog, at aftalepartnerne med forslaget demonstrerer, at de ikke har megen tiltro til det danske demokratis og frihedens styrke. Ja, forslaget udtrykker de folkevalgtes mistillid til befolkningens sunde fornuft og demokratiske sindelag.”

Hvorfor er det disse få mennesker med deres besynderlige holdninger og middelalderlige kultur, der skal få os næsten til at bøje Grundlovens højt skattede bestemmelser om ytringsfrihed og gå helt langt ud af en tangent? Hvorfor er det dem, der skal sætte den politiske dagsorden? Vi må have tilliden til, at vores kultur er stærk nok til gå op imod deres absurde holdninger og middelalderkultur. Og vi må tiltro os selv styrken til at oplyse og informere de nytilkomne i Danmark om danske værdier, dansk lovgivning og dansk kultur også til dem, der måtte lede efter fejlagtige råd i moskeerne.

I slutningen af denne måned skal regeringen komme med resultaterne af delaftaler og endelige aftaler, som følger op på afsløringerne i TV2’s dokumentar-udsendelser. Hermed en appel til, at vi ikke gradbøjer andres ytringsfrihed, fordi det har den alt for store konsekvens, at vi mister en del af vores egen.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 20.5.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-ytringsfrihed-vigtigere-end-et-par-forvildede-imamer

Luk vælgerne ind i debatten om ny dansk udenrigspolitik

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde brug for en ny platform til at kunne formulere et pragmatisk kursskifte i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter Fogh-æraen båret af den værdipolitiske aktivisme i tæt kompagniskab med USA. En politik, der ikke grundlæggende blev forandret under Thornings statsministertid, men hvor USA i mellemtiden har skruet ned for det internationale engagement og op for holdningen til Europas eget bidrag til forsvaret og løsningen af konflikter.

Med udnævnelsen af ambassadør Peter Taksøe-Jensen som udreder og forslagsstiller til en ny sammenhængende udenrigs- og sikkerhedspolitik fik Lars Løkke præcis det, han ønskede. Et énmands-oplæg, hvorfra regeringen nu kan plukke, hvad den vil, uden at skulle håndtere et opgør med en mere besværlig, større kommission med en flok kloge hoveder på området. Her har blot været en uforpligtet følgegruppe, som Taksøe har kunnet bruge som sparringspartnere, men de har ikke skullet skrive under på slutresultatet og er dermed frit stillet til at kommentere værket.

Strømlining af ulandsbistanden
Det interessante er så nu, hvad regeringen vil bruge Taksøe-Jensens rapport til. Den kan klart bruges til at strømlining af dansk ulandsbistand med fokus på FN’s bæredygtighedsmål og af Udenrigsministeriets prioriteringer i forhold til handelssamarbejde og nye markeder for dansk erhvervsliv. Ingen tvivl om at der er brug for en grundig diskussion om værdipolitiske hensyn stillet over for interessevaretagelse, når det gælder særligt ulandsbistanden, og at der er grund til at revurdere, hvor indsatsen skal være stærkest for dansk erhvervsliv.

Der har længe trængt til et kritisk blik på modtagerlandene for dansk ulandspolitik og på effekten. FN’s nye verdensmål er en god anledning til at fokusere dansk ulandsbistand på ny, finde ud af hvor vi kan gøre en forskel og ikke hænge fast i traditionen. Erfaringerne med satsningen på BRIK-landene og forandringerne i verdensøkonomien taler klart for et nyt blik på prioriteringen af vores vigtigste handelssamarbejde og dansk eksport.

Den politiske modtagelse af rapporten har været forudsigelig og forsigtig. Taksøe-Jensen vidste utvivlsomt, at hans forslag om øgede forsvarsudgifter ville støde på stengrund økonomisk, at hans kritik af brugen af dansk ulandsbistand til at dække flygtningeudgifter i Danmark ville blive fejet af bordet af både Venstre og Socialdemokratiet, og at han næppe ville komme igennem med et forslag om etablering af en ny national udenrigs- og sikkerpolitisk rådgiver i Statsministeriet. Et særligt nyt koordinerende regeringsudvalg for udenrigs- og sikkerhedspolitikken kunne være den pragmatiske løsning, der ikke ville udløse et nyt slagsmål mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Den potentielt giftige krig lukkede statsministeren ned, allerede inden rapporten blev offentliggjort formelt.

Pressestrategi uden debat
Man må sige, at pressestrategien op til offentliggørelsen af Taksøe-Jensen-rapporten fik fuld gas med drypvise, velplanlagte og timede forhåndsinterviews drysset ud over en række medier, så selve pressemødet til den samlede offentlighed var tømt for nyheder. Man kan diskutere, om det var smart, for nu flytter debatten om rapporten efter en hurtig politikerrunde og nogle få regeringskommentarer ind i et lukket rum. Det burde have været en del af opdraget, at rapportens konklusioner skulle ud i en bredere sammenhæng til en mere folkelig forankring af det kursskifte, som den lægger op til.

Rapporten konkluderer på fem pejlemærker for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.

  • Nærområdet med en bæredygtig og fredelig udvikling i Arktis og Østersøen som fokus.
  • Europa med et Danmark som kernemedlem af EU og NATO og som aktiv bidragsyder til at løse kriser med både flygtninge og terror.
  • Flygtninge og migration med samtænkning af blandt andet udenrigspolitik, humanitær indsats, ulandsbistand m.v.
  • Økonomisk diplomati med støtte til dansk eksport og til at skaffe investeringer, viden og talenter til Danmark.
  • Støtte til FN’s 2030-dagsorden og de 17 verdensmål. Og dermed støtte til både klimamål og styrket internationalt samarbejde.

Taksøe-Jensen-rapporten giver ikke svaret på alle aktuelle spørgsmål i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, men rapporten giver en overordnet ramme for det mere langsigtede perspektiv. Derfor er den brugbar som debatgrundlag.

De folkelige organisationer, højskolerne, NGO’erne, forskerne, regeringen eller Folketinget burde tage et fælles initiativ til at gå sammen om at etablere fem fora for offentlige debatter om disse vigtige pejlemærker for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Tag udgangspunkt i rapporten, som er meget velskrevet og kommunikerbar, og skab et materiale egnet til debat og interaktion med Danmarks mange interesserede i udenrigspolitik, ulandspolitik og sikkerhedspolitik.

Folkelig debat
Vi kæmper i Danmark som andre steder med en udbredt afmagt og frygt for globaliseringen, den multikulturelle bølge og internationaliseringen. En afmagt, som bestemt ikke er hjælpsom for de modige politiske beslutninger, der er helt nødvendige for Danmark. Hvis den frygt skal afmonteres, så skal udenrigs- og sikkerhedspolitikken sættes mere til debat. Politikerne har brug for en befolkning, der positivt forstår og erkender vores nye globale virkelighed, og som kan tage stilling til den på et oplyst grundlag.

Taksøe-Jensen-rapporten kan være et springbræt til at involvere og engagere flere i de problemstillinger, som vi alle sammen er nødt til at forholde os til. Rapporten kan suppleres med yderligere materiale, som kan bidrage til en dybere debat og involvering. Lad os nu ikke bare i Folketinget, men også i befolkningen få en bredere folkelig debat om globaliseringen og udenrigspolitikken og den danske interessevaretagelse, så det ikke kun bliver for en elite at diskutere vores store udfordringer og vores prioriteringer, mens befolkningen afkobles mere og mere.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 9. maj 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-luk-vaelgerne-ind-i-debatten-om-ny-dansk-udenrigspolitik

 

Den farlige brug af anonyme kilder

Vi genkender alle formuleringen fra medierne, når der skal skrives om de højspændte politiske situationer eller fra de interne kriser og rivegilder i partierne. ”Velinformerede kilder i Venstres bagland”. Eller ”anonyme kilder tæt på den socialdemokratiske formand”. Eller “kilder som støttede Kristian Jensen i formandsopgøret i Venstre”. Eller denne her: ”flere uafhængige kilder i det konservative bagland”.

Når det gælder den politiske rygtebørs er danske medier ikke særligt tilbageholdende eller tilsyneladende bekymrede for at benytte anonyme kilder til at orkestrere den dramatiske analyse eller den særlige toning af historier, som skrives i kaffegrums fra partiernes interne skærmydsler.

Kildebeskyttelsen rækker langt i danske medier, når der er ballade i luften, og alle har hver deres egen skæve Hassan, der i sådan en periode kan plantes, gødes og udnyttes i medierne. Det nemme og hurtige svar er selvfølgelig, at en del af de politiske krisehistorier ikke kunne skrives uden de anonyme kilder, og at medierne har til opgave at afsløre, hvad der foregår. Om nødvendigt med brug af anonyme kilder. Man kunne tilføje, at mange af disse historier nok kan skrives, men til gengæld ikke kan dokumenteres, og hvad er de så værd.

Strammere regler på New York Times
Belært af de smertefulde erfaringer fra to store forsidefejl inden for seks måneder baseret på anonyme kilder har redaktionen på New York Times valgt at stramme reglerne for brug af anonyme kilder. I den britiske presse stiller kommentatorer spørgsmålstegn ved, hvor meget af den britiske, politiske dækning, der overhovedet kunne foregå i medierne, hvis de var underlagt de samme stramme regler, som New York Times nu er det.

“I bedste fald giver anonymitet os mulighed for at afsløre de grusomheder, der begås af terrorgrupper, det offentlige misbrug eller andre kritiske situationer, hvor kilder kan risikere deres liv, frihed eller karriere ved at tale med os.

I følsomme områder som rapportering, der vedrører den nationale sikkerhed, kan det være uundgåeligt. Men i andre tilfælde må læserne stille spørgsmålstegn ved, om anonymiteten giver unavngivne mennesker mulighed for at fordreje en historie til fordel for deres egen dagsorden. I sjældne tilfælde har vi offentliggjorte oplysninger fra anonyme kilder uden nok spørgsmål eller skepsis – og det har vist sig at være forkert “.

Sådan hedder det blandt andet i udmeldingen til New York Times journalisterne fra ledelsen. Den nye politik, som blev meldt ud i marts, forbyder ikke brug af anonyme kilder, men den har til hensigt at begrænse den. Hvis en historie primært bygger på anonyme kilder skal den godkendes af en af de ledende redaktører på avisen.

Information frem for spin
Brugen af anonyme kilder er nogle gange nødvendigt, men det indebærer også i risiko i forhold til vores mest værdifulde og sårbare værdier: Den tillid som læserne skal have til os. Sådan skriver chefredaktøren for New York Times i forbindelse med det nye regelsæt. Han fortsætter med at skrive, at brugen af anonyme kilder repræsenterer den største risiko i deres store, kulegravende historier. Men brugen af anonyme kilder i rutine historier om politik eller business tester troværdigheden i forhold til læserne og udfordrer den.

Materiale fra anonyme kilder bør være information ikke spin eller spekulation hedder det i reglerne. Det skal have en særlig nyhedsværdi. Ikke blot tilføre kolorit eller pynt på historien. Det skal være informationer med en særlig betydning, fordi kilden har førstehånds indsigt i sagen.

De nye regler på New York Times indebærer ikke alene, at en redaktør skal godkende brugen af en anonym kilde, men også at redaktøren skal forhåndsinformeres om, hvem kilden/kilderne er. Det er altså ikke længere den enkelte journalist, der kan vælge redskabet med brug af den anonyme kilde og holde kildenavnet for sig selv.

Brugen af anonyme citater er særlig lumske, når de anvendes til at tilsvine eller stemple offentlige personer i portrætter, hvor de ikke har nogen muligheder for selv at komme til orde, og hvor der for alvor kan spinnes og begås karaktermord.

Den britiske medie kommentator Roy Greenslade skriver i Guardian, at blev de samme regler indført i britisk politisk journalistik, så var der ikke meget tilbage af den.

En alt for nem genvej
I sportsjournalistikken har vi med Qureshi-skandalen set, hvad det kan føre til i et ekstremt tilfælde, når redaktørerne ikke har styr på brugen af anonyme kilder og i det tilfælde formentlig også opdigtede kilder.

Men kigger man ind i de forskellige medier – ingen nævnt ingen glemt – så er anonyme kilder blevet en alt for let genvej til politiske rutine-historier også i dansk presse i stedet for at være undtagelsen, som kan være den helt nødvendige, centralt placerede hovedkilde til en vigtig oplysning. Vi har ikke en chance for som læsere, lyttere og seere til de politiske analyser fyldt med anonyme kilder at kunne gennemskue, om historierne er afbalancerede, og kilderne er repræsentative, om de har særlige interesser at pleje eller tilfældigvis var dem, der var til at få fat på inden næste udsendelse eller deadline.

Alt hvad der kan gøres for at styrke mediernes troværdighed i befolkningen bør gøres. Der er brug for det. Og anonyme kilder styrker ikke troværdigheden, de indebærer en risiko for manipulation, spin og fordrejning. Og det har kunderne gennemskuet.

 

Denne artikel er blevet bragt på altinget.dk den 22.april 2016 : http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-den-farlige-anonyme-kilde

 

 


Skattesnyd – en torpedo mod fællesskabet

Velfærdsstaten og de vestlige demokratier bygger på en samfundskontrakt mellem staten, borgerne og virksomhederne om, at man har både rettigheder og pligter. Til pligterne hører at betale skat. Til værdierne i en sådan samfundsmodel hører en forståelse af, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, og at værdierne ikke gemmes væk i skattely rundt omkring på eksotiske øer eller særlige lande med en skattefri himmel, som det kaldes.

Der hører, at velrenommerede virksomheder udviser ansvarlighed og bidrager til samfundet gennem deres skattebetaling, samt at korruptionen er lav eller ikke-eksisterende.

Der hører, at banker, revisorer og andre rådgivere, som samfundet baserer en del af sin tillid på, rent faktisk ikke misbruger den tillid og medvirker til skatteunddragelse. At der eksisterer en moralsk anstændighed, en gennemsigtighed, en retfærdighed og en juridisk ramme, som den finansielle sektor og rådgiverne konkurrerer positivt om at arbejde inden for.

Der hører politikere, der holder den moralske fane højt udadtil over for vælgerne, men som indadtil har fingrene i kagedåsen fyldt med skattefiduser i skattely-lande.

Afsløringerne af de såkaldte Panama-papirer – den hidtil største journalistiske lækage-sag omfattende 11,5 millioner dokumenter eller 2,6 terabyte i digital målestol – får den samfundskontrakt til at bryde sammen. De dokumenterer, at et advokatfirma i Panama, Mossack Fonseca, har hjulpet og hjælper velhavende individer og virksomheder fra hele verden med at holde formuer hemmelige for skattemyndighederne, og at dette firma har haft villige kunder, der gerne ville have deres vare.

Skattecasino-landene
Lad os nu ikke være naive. Vi vidste jo godt, at der fandtes internationalt skattesnyd og skattely-områder, og at globale virksomheder til en vis grad kan jonglere med indtægterne og investeringerne, så overskuddene bliver realiseret i lande med den laveste selskabsskat. Faktisk har tilværelsen som skattely-land ikke været så dårlig hidtil, og selv store, skattemoralsk velrenommerede lande har haft glæde af skattely-øer inden for de nationale grænser med særregler og god fortjene på en alternativ forretningsmodel.

To ting arbejder imod det. Den ene er, at regeringerne i en række lande faktisk er begyndt at arbejde konkret med restriktioner og initiativer, der straffer disse skattecasino-lande. Den anden er, at store, globale virksomheder kan opleve massive shit-storme på nettet, hvis de bliver afsløret i skattesnyd og manglende bidrag til skattebetalingen i de lande, som de har forretninger i.

I løbet af de seneste dage er fremtrædende politikere, præsidenter, regeringsledere, konger, erhvervsfolk, sportsfolk og organisationsledere havnet i den offentlige gabestok efter at have etableret skattely-arrangementer i Panama. Det er velfortjent og temmelig svært at have ondt af.

Manglende troværdighed
I den kommende måned vil offentligheden få adgang til navnene på mere end 214.000 offshore-enheder, der er blevet konstrueret med advokatfirmaet Mossack Fonsecas hjælp med henblik på denne skattetrafik. Navnene har forbindelser til mere end 200 lande.

Regeringsledere, præsidenter og fremtrædende politikere har været på listen over dem, der har brudt samfundskontrakten og har forsøgt at unddrage sig skattebetaling for ganske store formuer. Det forekommer så grisk, dobbeltmoralsk og forkasteligt, at det skubber yderligere til den i forvejen stejlt nedadgående troværdighedskurve for politikere.

Noget samlet overblik over, hvad der er blevet skjult i Panama findes ikke, og til den destination skal lægges mange andre steder, hvor udvekslingsaftaler om deling af oplysninger blandt andet på formueområder mellem landene reelt ikke har nogen betydning, fordi skuffeselskaberne ikke registreres og har åbenhed om transaktioner i selskaberne.

Internationale sanktioner
Skatteministeren kan ærgre sig på samfundets vegne og statsministeren kan føle sig snydt, men skal der for alvor ske noget med skattesnyderiet, så skal der indføres internationale sanktioner mod skattely-lande, og på en hel anden og mere effektiv måde gøres op med en bank- og rådgivningsbranche, der medvirker til at pengene flytter udenlands og uden for skats kontrol.

Det at betale sin skat med eller uden entusiasme har altid været et omstridt diskussionsemne hos danskerne på grund af skatternes højde her, men hvad vi ikke kan acceptere er, at nogen snyder fra at være med til at dele regningen. Sådan er det også i andre lande som Island og Storbritannien eller Ukraine. Afsløringerne fra Panama viser, at systemerne ikke fungerer, set fra et samfundsperspektiv, og at vores samfundsmodel bryder sammen, hvis vi ikke får ændret på det. Vi skal som borgere have tillid til, at tingene foregår retfærdigt og gennemsigtigt.

Moral og dobbeltmoral
Panama-papirerne løfter formentlig kun en meget lille flig af et stort problem med menneskets kreative evne til at finde smutveje til at undlade at betale for fællesskabet. Rent procesmæssigt og politisk må nogen gør noget ved det. Udviklingsorganisationen IBIS har regnet ud, at 62 personer i verden ejer det samme som 3,7 milliarder af jordens fattigste ejer tilsammen. For et år siden var det 80 personer, så de rigeste er blevet rigere. Det skønnes at 7.600 milliarder dollars befinder sig i skattely. 30 procent af de rigeste afrikaneres formue, cirka 500 milliarder dollars, er ifølge IBIS gemt af vejen i udlandet. Det betyder 14 milliarder dollars i manglende skatteintægter i Afrika om året.

Også danske navne og virksomheder befinder sig på de lækkede dokumenter fra Panama-selskabet. Vi ved endnu ikke hvem og hvor mange. At Danmark faktisk har en data-udvekslingsaftale med Panama hjælper ikke stort på det, for skuffeselskaberne er ikke officielt registreret noget sted. Her er det mellemhandlerne som banker, revisorer og rådgivere, som myndighederne kan gå efter. Og vi kan bare håbe på, at den brudte samfundskontrakt og risikoen for afsløring af skattefusk er så ubehagelig og imageødelæggende, at den trafik stopper.

Hvis ikke der findes veje til at standse flugten til skattely, så er konsekvensen en højere skat til alle, der ikke har råd til at hyre dyre skatteeksperter til at tænke kreative løsningsmodeller for international skatteplanlægning.

I 2015 vedtog verdens førende nationer at bekæmpe skattesnyd på G20-topmødet i Tyrkiet. Så landene og politikerne er begyndt at indse, at der må gøres noget mere effektivt, hvis fremtiden skal finansieres. Inden for EU er der også medlemslande, som har en hel del at lære i forhold til at have stabile og veludviklede skattesystemer, erfarede vi under den græske, økonomiske krise. Kort fortalt handler det om at nedbryde bankhemmeligheden i de mest populære skattely og om at tvinge nationale myndigheder til at udveksle oplysninger om skattesubjekter med hinanden.

Der er to læringer af Panama-papirerne. 1) Selv politikere med de store, moralske profiler kan vise sig at have en skjult formue i et skattely-område., og 2) Selv de virksomheder, som fremstår med en samfundsansvarlig profil, kan vise sig at se anderledes ud på indersiden. Panama-papirernes er forstemmende.

Det kalder på internationalt samarbejde endnu stærkere, end det er nu på området, og på at de lande, som har skattely-områderne, vil arbejde med.

 

Denne kommentar er første gang blevet bragt på altinget.dk den 8. april 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-skattesnyd-en-torpedo-mod-faellesskabet

 

Skal kommunernes selvstyre give mening?

En ting er at sige, at vi alle er i samme båd. Noget andet er at slå fast, hvem der sidder ved rorpinden, og hvem der skal knokle ved årerne i den båd. Statsministeren brugte et andet billede, da han torsdag i uge 10 talte på topmødet i Kommunernes Landsforening:

”Staten og kommunerne er måske nok hver deres lomme, men de sidder på det samme par bukser. Og det er danskerne, som har bukserne på.” Og han fortsatte: ”Vi har kun én offentlig sektor, hvor vi skal bruge skattekronerne bedst muligt. Det er ikke statens penge. Det er ikke kommunernes penge. Det er danskernes penge,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det er jo sandt nok, men vi har faktisk tre demokratiske lag, som er valgt til at prioritere danskernes penge – Folketinget, regionerne og kommunerne. Og Folketinget og regeringen læner sig mere og mere ind over budgetterne i den kommunale og den regionale sektor med målrettede prioriteringer af, hvad pengene skal gå til, samtidig med, at der gang på gang rettes kritik af kommunerne og regionerne for ikke at leve op til dit eller dat på kernevelfærden.

Samtidig vokser statens budget til velfærd fra 2016 til 2019, mens kommunernes falder, og regionernes holdes næsten uændret (Mandag Morgen tema om kommunernes økonomi) Så når finansministeren bliver irriteret over kommunernes “klynk”, og statsministeren prøver at glatte ud med sit “vi er jo alle i samme båd”, så hænger samfundsøkonomien selvfølgelig sammen, men styringen af pengene ligger i finansministerens og folketingsflertallets lomme.

En prognose gik i opfyldelse
Faktisk sagde den amerikanske forsker og gæstetaler på KL topmødet sidste år, Benjamin Barber fra City University i New York, det meget klart: Det er byerne og kommunerne, der skaber et lands velstand. Men nationalstaterne inddrager pengene og giver dem tilbage til byerne, som om det var en gave. Han introducerede med fynd og klem det synspunkt, at nationalstaterne er for store til, at folk rigtigt engagerer sig i, hvad de laver, og alt for små til at løse verdens globale problemer i dag (Se Benjamin Barbers gæstetale på KL topmøde 2015 om kommunernes selvstyre).
I kampen om ressourcerne og ansvaret for løsningerne lod han ikke nogen tvivl tilbage om, at pengene lå bedre i kommunernes lomme end i finansministerens. Han tilføjede at kommunernes politikere synes i stand til at finde pragmatiske løsninger på problemerne, mens landspolitikerne brugte tiden på taktiske og ideologiske kampe. Lyder som om han kendte lidt til Danmark og kunne forudsige omprioriteringsbidraget.

Omprioritering og demokrati
Lige nu lægger regeringen og kommunerne arm om det kommunale omprioriteringsbidrag, som er det tekniske begreb for, at regeringen pålægger kommunerne at spare én procent af det kommunale budget svarende til 2,4 milliarder kroner. Når pengene så er kradset ind, så sender regeringen 1,9 milliarder kroner tilbage til kommunerne her i 2016 øremærket til bestemte formål. Det er den offentlige sektors snart velkendte økonomi-karrusel, som sikrer den til enhver tid siddende finansminister et fast greb om finanspolitikken og forpester borgmestrenes mulighed for at tilrettelægge hver deres budgetter med de prioriteringer, som de finder vigtigst.
Der er to alvorlige diskussioner knyttet til den metode. Den ene handler om kommunernes generelle økonomiske situation, og om det overhovedet er rette tid og sted at skære på kommunernes budgetter samtidig med, at omkostningerne til flygtninge, midlertidige boliger og integration stiger markant, og borgernes forventninger til ældrepleje, folkeskole-kvalitet og daginstitutionsbemandinger bestemt ikke bliver mindre. Den økonomiske del af sagen kommer til prøvelse i Folketinget, hvor Socialdemokratiet med et beslutningsforslag vil forsøge at skabe flertal uden om regeringen for, at kommunerne skal have alle 2,4 mia. kr. retur.

Både den tidligere regering af rød farve og den nuværende blå har arbejdet med disse stramme sparekrav til kommunerne, så her kan Socialdemokraterne ikke sige sig fri for at have benyttet samme metode, men ved deres beslutningsforslag sætter de Dansk Folkepartis loyalitet overfor regeringen under pres. Det er, om jeg så må sige, den sædvanlige historie tilsat ekstra dramatik på grund af flygtningeomkostningerne og omkostningerne til lyn-etablering af tusindvis af billigere boliger.

Det spørgsmål, som stikker langt dybere, handler om det kommunale demokrati, og det skal være omdrejningspunktet for denne kommentar. Størstedelen af mediedækningen har kikkerten vendt med udgangspunkt inde fra Christiansborg og ud mod kommunerne. Bemærk bare det ordvalg, alle medier bruger, taget i betragtning at borgerne trods alt sidder ude i kommunerne og ikke inde på Christiansborg.
Hvis vi nu lige vendte den kikkert om, så må kommunerne sidde med en klar oplevelse af, at der tages kvælergreb på det kommunale selvstyre. Ikke bare ved denne lejlighed, men mere og mere som udtryk for manglende respekt for opgavefordelingen mellem de nationale niveau i vores demokratimodel og det lokale niveau.

Ros og ris ulige fordelt
Omprioriteringspulje, øremærket værdighedsmilliard til de ældre, diverse særlige indsatspakker på sundhedsområdet og mange andre indsatsområder bestemt af regeringen og Folketinget tager bid for bid af mulighederne for, at kommunerne og regionerne kan vælge selvstændigt, hvad der nu efter kommunalbestyrelsernes mening, kommunens størrelse, demografien og indtægtsgrundlag er den rigtige prioritering. Er Danmark for lille et land til 98 kommuner og fem regioner, kunne man så spørge?
Når der øses penge ud til bestemte af regeringen og Folketinget prioriterede områder, så tilfalder rosen for indsatsen Folketinget og regeringen og ikke politikerne valgt lokalt. Kommer der til gengæld kritik af kvaliteten eller servicen på kommunalt plan, så er folketingspolitikere og ministre hurtige til at skælde ud på kommunerne og kræve bod og bedring og omgående handling. I nyhedsudsendelserne kværner de samme spørgsmål til de nationale politikere og ministre: “Hvad vil du gøre ved det? Hvordan vil du forhindre, at det sker igen? Hvilke initiativer kommer regeringen med?” Er mediepresset tilstrækkeligt stort, bliver der lavet endnu et indgreb i det kommunale selvstyre eller i det mindste udsendt et hyrdebrev fra ministeren, der viser handlekraft.

Grundmodellen i vores demokrati bygger faktisk på, at der både kan og skal være forskel fra kommune til kommune inden for visse minimumsudsving. Vi vælger hvert fjerde år lokale politikere til at varetage en lokal prioritering i overensstemmelse med, hvad vi synes er vigtigt i vores nærområde. Når vi overlader til dem at træffe beslutning om vores ældrepleje f.eks., så er det jo sådan, at er vi ikke tilfredse med den, så kan vi vælte politikerne lokalt og finde nogle andre. Men hvis en lille procentandel af ældrepengene nu tildeles fra staten øremærket efter nogle særlige værdighedskriterier, hvad så med resten af ældrebevillingen? Er noget ældrepleje mere værdigt end andet?

Når Folketinget i en finanslovaftale har bevilget ekstra penge til daginstitutionsnormering, og ingen kan finde hverken pædagogerne eller pengene et par år efter, så er det måske, fordi kommunerne faktisk har fundet andre og mere nødvendige huller at stoppe. Det får jo ikke folketingspolitikerne genvalgt med applaus, men måske kan det være en god løsning i den enkelte kommune.

Hvis vi skal have et kommunalt selvstyre, så må det skulle give mening for borgerne at stemme og vælge lokale politikere, som kan gøre en forskel. Så må landspolitikerne holde fingrene fra det, der er en kommunal opgave, og placere ansvaret for både de gode og de dårlige løsninger præcis der, hvor det skal ligge. Så skal der selvfølgelig være nogle overordnede økonomiske aftaler og rammer, så den samlede samfundsøkonomi ikke skrider, og økonomien løber løbsk. Og der skal være nogle aftaler omkring særlige byrder som den aktuelle flygtningestrøm. Men Folketinget har for længst overskredet grænsen for rammestyring og er gået meget dybt ind i detailregulering af kommunernes opgaver.

Denne klumme har været offentliggjort på altinget.dk den 11.marts 2016.Kvælertag på det kommunale selvstyre

Hallo, kan man få et ord indført?

Jeg ved godt, det er grænseoverskridende, at en journalist skulle komme med sådan et udsagn, som jeg nu gør, men lad os lige for en kort stund gå ud fra, at politikerne ikke er et særligt folkefærd, der per definition har til hensigt at føre os bag lyset som vælgere, som kun er interesseret i at klæbe til taburetterne længst muligt og fyre den af med høj løn og lange ferier, og som grundlæggende ikke kan overskue eller komme med de relevante, korte, enkle svar på samfundets komplicerede udfordringer, men lader som om de kan handle alligevel, indtil de bliver afsløret i al deres uformåenhed.

Engang i mellem får man den fornemmelse, at det er sådan politikerne er, når man lytter til den rolle, de får lov til at spille i mediernes totalteater. Her kører der rutinemæssigt en konflikt, skyld og ansvarsdagsorden, som fastfryser enhver fornuftig debat med vision og perspektiv.

Det meget omtalte interview mellem DR studieværten, Clement Kjersgaard, og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, forleden i underholdningsprogrammet “Vi ses hos Clement” repræsenterer det totale sammenbrud i enhver fornuftig samtale mellem en journalist og en politiker. Journalisten overskrider alle grænser som vært selv i et show-program med personlighed i forhold til at lytte til og have professionel respekt for sin gæst.

78 afbrydelser i forbindelse med interviewet, himmelvendte øjne, en klodset magtkamp om ordet og afskæring af enhver fornuftig dialog. I den journalistiske selvforståelses hellige navn er Clement Kjersgaard blevet helt og bannerfører for den kritiske politiske journalistik, som alt for få formår intellektuelt at bedrive, så politikerne virkelig må holde øve-time forinden et interview.

Problemet er bare, at hans ekstreme optræden overskyggede interviewet og blev det, man talte om bagefter i stedet for indholdet. At hans interview mislykkedes og blev sindbilledet på en journalist, der hellere vil høre sig selv end den politiker, han skulle interviewe.

Clement Kjersgaard er normalt efter min mening en af landets mest begavede, overraskende og skarpe interviewere, men selv sådan en mand kan vel fejle. Næste gang han var på skærmen, indledte han med betydelig selvironi med en huskekage til ham selv: Husk, jo mere uenig, du er med nogen, jo pænere skal du tale til dem, altid. Jo mere lyst du har til at afbryde, jo pænere skal du tale til dem. Man må håbe, at han lytter til den selvkritik og ikke bare bruger den til sarkasme.

Ingen point for udholdenhed

Til gengæld står Mette Frederiksen også kun til point for udholdenhed i forbindelse med det interview. Alt for nemt faldt hun ind i rollen som politikeren med retorisk teflon-behandling, der prøvede at holde alle muligheder åbne ved at bruge kompleksitetkortet, ved at forsøge at styre uden om spørgsmål til intern partiuenighed, og ved at forsøge både at tilfredsstille strammerne og slapperne i hendes eget bagland med meget ukonkrete svar.

En vanskelig opgave i en krydsild hos Clement Kjersgaard, det ved enhver, der har prøvet at være under behandling i hans programmer, og hun forsøgte derefter hårdt presset at søge tilflugt i offerrollen. Det gik heller ikke. Så måtte hun forsøge at svare igen på den hårde kontrollerede måde, og det blev sindbilledet af en politiker, der talte uden om, og som ikke forholder sig konkret til problemerne. Hun får point for ikke at miste selvkontrollen, hvad normale mennesker ville have gjort for længst i den situation, men hun får ikke point for den politiske leverance.

Tag ikke fejl af, at det er mediernes opgave at udfordre politikerne, stille de kritiske spørgsmål, efterprøve deres løsninger og ideer og kontrollere, om tingene går rigtigt til. Intet ville som publicist kunne få mig til at sige andet. Men den politiske samtale eller interviewet bliver til absurditeter, hvis det skal foregå på den måde, som Clement Kjersgaard her illustrerede i et program, hvor i øvrigt kunsterne stryges med hårene og får lov til at tale ud i lange minutter, mens politikerne er i tredjegradsforhør og behandles som de tvivlsomme gadesælgere.

Det er desværre en form og en forskel, som også er meget tydelig i nyhedsudsendelserne, og hvor konfrontationen mange gange bliver lige så meningsløs og nuancerne totalt udraderet, så man som lytter eller seer stiger helt af og holder op med at lytte, fordi det mere ligner en positionering af værten og en cementering af redaktionens vinkling end det er at lytte og virkelig efterprøve gæstens budskab.

En anden form for politisk samtale

Se det her bliver ikke en envejskritik af pressen. Politikerne bliver nødt til at tillægge sig en anden debat-stil og en anden måde at kommunikere på, hvis vi som borgere skal have tiltro til dem, og til at de er ærlige og har nogle brugbare svar. Det fordrer en større grad af åbenhed, ærlighed og holdning. Jo, vi har opdaget som vælgere, når der tales uden om. Vi har lyttet og forstået, når parti-taktiske hensyn overstråler fakta.

Vælgerne er ikke dumme. Når medierne forsøger at lægge en politiker i interviewmæssig benlås, så er det til gengæld ikke underligt, at vedkommende forsøger at gå i selvforsvar, og så er kampen i den offentlige arena i gang. Begge parter har prestige og ære på spil. Og begge vil gerne fremstå kloge og velovervejede.

Vi kunne jo starte med at lytte noget mere i medierne. At gemme de velforberedte spørgsmål lidt til side, som kører på teleprompteren og indlede en samtale, der også indeholder et element af aktiv lytning. Det går aldrig, hvis tidsplanen skal holdes, og den kritiske journalistik skal tjene sit formål, vil det sikkert lyde fra de journalistiske bannerførere. Nuvel, men så fortsætter vi med de meningsløse legitimeringsinterviews, som ingen bliver klogere af, og hvor politikerne fortsætter deres uvaner med at tale uden om.

Denne blog har været offentliggjort på Altinget.dk den 12.februar 2016 på dette link: Lisbetk Knudsens blog på Altinget.dk

Danmark på den internationale mediegrill

Når man står på en alpetop og kigger ned, som Shubidua engang sang, så er der både rigtigt koldt og dybt at falde. Glansbilledet af verdens lykkeligste folk med den inkluderende velfærdsmodel og et velfungerende, humanistisk og homogent samfund helt i front, hvad angår menneskerettigheder, hjælp til nødlidende og på den militære front med aktiv terrorbekæmpelse er krakeleret.

Ikke fordi vi håndterer flygtninge- og migrantkrisen så forfærdeligt meget anderledes end det, alle andre forsøger af brandslukning lige nu. Eller mere brutalt end alle andre. Det gør vi faktisk ikke. Men fordi vi netop kommer fra et andet udgangspunkt, som er et idealbillede for mange. Og det er ikke længere sådan, verden ser os, efter den politisk brede vedtagelse af regeringens asylstramninger forleden.

Symbol-historie
Den mest kontroversielle og omdiskuterede danske lovgivning meget længe sender os på den internationale mediegrill. Og der er et ekstremt skidt og ukontrollerbart sted at være. Og pludselig beklager danske politikere – med den højt besungne ytringsfrihed stukket dybt ned i baglommen – sig over verdenspressens grænseoverskridende satiretegninger af et Danmark, vi slet ikke genkender.

Alverdens journalister, som er strømmet til Danmark i denne uge, og deres redaktører derhjemme på store medier fra CNN til BBC, fra New York Times til Spiegel og Al Jazeera ser den danske håndtering af flygtninge- og migrantkrisen som en stærk symbolhistorie, der viser, hvor udfordret værdimæssigt Europa er lige nu, og hvor stort et holdningsskred, der er kommet i de seneste måneder under presset af menneskestrømmen fra syd mod nord. Selv i sådan et land som Danmark med den humanistiske fane normalt højt hævet over alle andre.
Danmarks omdømme har utvivlsomt lidt alvorlig skade i de seneste uger. Nogen siger mere end under Muhammed-krisen, hvor vi dog havde nogen venner. Det er der to årsager til.

Den ene handler om det med, at L87 (asylstramningerne, red.) og de nu vedtagne asylstramninger ikke matcher særlig godt til glansbilledet i omverdenen af Danmark og sender os på forsiden og i nyhedsudsendelser verden over med negative vikler og historier om et rigt, selvtilstrækkeligt og fremmed-forskrækket folk uden empati med flygtningene og et protektionistisk Danmark, der prøver at skubbe flygtninge- og migrantproblemet andre steder hen.

Den anden handler om en virkelig elendig kommunikationsmæssig strategi og håndtering fra regeringens side af stramningerne, uanset om man nu er enig eller uenig i dem. Helt fra starten har kommunikationen været kørt i hegnet med den såkaldte smykkekonfiskering, som den absolutte kategorivinder på fadæsesiden.
Vi er ikke i et lukket rum

Det er uforståeligt, at vi ikke har lært af Muhammed-krisen, at Danmark ikke sådan kan agere politisk i et lukket rum, uden at omverdenen opdager det og tager stilling til det. Det er uforståeligt, at smykkeforslaget ikke blev trukket tilbage, da sammenligningerne til jødeforfølgelser og nazi-tid begyndte at florere i udlandet.

Regeringen fik ikke standset spredningen af historien om, at dansk politi skulle til at konfiskere vielsesringe og andre smykker i tide, og det kørte rundt med alle mulige fortolkninger til indholdet af lovforslaget, og hvordan affektionsværdi og prisniveauer skulle tolkes af politifolkene, indtil udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) over flere omgange fik ændret og præciseret lovforslaget. Her kunne regeringen virkelig have sparet sig selv for meget bøvl. Det er virkelig dårligt håndværk. Stormen omkring den del af forslaget var helt forudsigelig og helt ude af kontrol i al for lang tid. Og når historien først er fortalt i dens mest grelle form, så tager det år at fjerne den igen.

Regeringen fik først meget sent budskabet ud om, at det her med konfiskeringen af større værdier hos flygtningene handlede om at ligestille kontanthjælpsmodtagere og flygtninge i forhold til selv at bidrage til eget ophold. Det var rigtigt svært at se for sig, at de mennesker, vi så vandre på de danske motorveje i efteråret, som havde kæmpet sig vej op gennem Europa, skulle bære på kufferter fulde af diamanter og pengesedler. Og nu viser det sig så, at vinklen med ligestilling faktisk ikke helt holder, fordi flygtningene selv skal betale for f.eks. lægehjælp og behandling, hvis de har midler til det. Det skal kontanthjælpsmodtagerne ikke. Derfor lykkedes heller ikke denne del af kommunikationen.

Regeringen har ikke klart fået budskabet ud om, at den stærkt kritiserede tre års grænse for familiesammenføring alene angår folk med midlertidigt ophold. Det er ikke samtlige flygtninge, selv om flere og flere alene får midlertidigt ophold nu. Det er svært at sige, at man ikke går over stregen med de tre år nu, når man tidligere har sagt, at man gik til kanten med et års ventetid. Regeringen har købt sig tid. Tid indtil der måtte komme en prøvesag om konventionsbrud.

Regeringen er ikke lykkedes med at kommunikere hvorfor, vi skal have asylsøgere boende i dyrt opvarmede telte, når der faktisk stadig er pladser til dem i centre og boliger med mursten omkring. Symbolpolitik ja. Men ikke engang begribeligt for en dansk offentlighed.

Regeringen er ikke lykkedes med at kommunikere stærkt nok til udlandet, at vi er blandt de lande i Europa, der har modtaget flest flygtninge pr. indbygger, så det var måske andre steder, man skulle kigge efter det manglende medansvar for løsningen af den europæiske krise. Smykkeforslaget og tre års grænsen har skygget for alt andet.
Regeringen beskylder nu medlemmer af Europaparlamentet i den radikale lejr og hos SF for at skade Danmarks anseelse ved at problematisere asylstramningerne og den kendsgerning, at regeringen også efter eget udsagn går helt til kanten af konventionerne – nogen mener over kanten. Men medlemmerne af Europaparlamentets forskellige partier har samme ret som medlemmer af det danske Folketing til at dele sig efter anskuelser og være uenig med regeringens politiske kurs på samme måde, som de kan være det i det danske Folketing. Europaparlamentet er en politisk kampplads præcis som de nationale parlamenter. Det er altså en del af den europæiske virkelighed, vi befinder os i.

Nødvendighedens lov
Regeringen har sendt Jensen og Støjberg ud for at forsvare den danske asylpolitik i forskellige internationale og europæiske fora, men selv ikke et minister-team og de forenede diplomatiske tropper i Udenrigsministeriet kan styre den negative mediestrøm og det negative billede, som danske erhvervsfolk og andre danskere i udlandet nu bliver mødt med. Regeringen har været alt for langsom i forhold til medieberedskabet og undervurderet skadevirkningerne. Når først der er tændt op i den internationale mediegrill, så er ilden svær at slukke. Vi burde vide det bedre end mange andre.
Asylstramningerne er blevet kaldt nødvendighedens lov. Et nødvendigt selvforsvar mod at blive en flygtningemagnet i en situation, hvor det europæiske samarbejde om flygtninge- og migrantkrisen reelt er brudt sammen.

Det er forståeligt, at regeringen efterlyser andre og bedre svar fra kritikerne. De er reelt ikke kommet, selv om de fleste af os føler et ubehag ved det billede af Danmark, som L87 har tegnet. Loven er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, men den splitter befolkningen, og den kommer til at martre os som land rent imagemæssigt i lang tid fremover.

Dette indlæg har været bragt på Altinget.dk den 29.1.2016. http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-danmark-paa-den-internationale-mediegrill

Shitstorme som politisk magtfaktor

Vi har med statsgaranti kun set begyndelsen på det, der er den nye virkelighed i dansk politik. At shitstorme på de sociale medier – nogle hurtige og andre langsommere og over flere uger – kan tvinge politikerne til at ændre kurs. Og når det handler om politikernes egne lønninger, så går det hurtigere end lynet at skifte mening, når folkedybet potentielt kan mobiliseres til den helt store harme.

Nogen kalder det pøbeldemokrati. Andre kalder det den nye demokratiske virkelighed, hvor den enkelte borger via de sociale medier kan rejse en så massiv manifestation af utilfredshed, som er langt mere effektiv og slagkraftig end nogen gammeldags protestaktion på Slotspladsen i København med tusindvis af demonstranter, vajende faner, bannere og støjende megafoner nogensinde har været det.
Hvorfor? Fordi sådan en shitstorm på nettet kan vokse eksplosivt og uforudsigeligt. Fordi den er helt ukontrollerbar selv for den mest rutinerede politiker og den bedste spindoktor, og fordi hele medieflokken af professionelle medier nu følger med på de sociale medier og deltager livligt i at puste vind i sejlet, hvis folkedybet har gang i en interessant bevægelse. Så bliver der citeret og talt antal likes og delinger på nettet og kommentatorholdet rykker ud på de store nyhedsflader.

Indtil videre er den politiske læring krystalklar: Shitstorme lader sig ikke standse af selv de bedste forklaringer og modtræk. Er man først i modvind på nettet, så er der kun en ting at gøre: At lægge sig ned på alle fire, overgive sig eller håbe, toget kører hurtigt forbi.

Det er den almindelige erfaring. Der skal ualmindeligt meget politisk stamina og modstandskraft til at modstå en shitstorm, som kan blive særdeles personlig. Sådan en storm kan forvandle selv højt profilerede kendisser til den rene nulbon og en politisk vinder til en taber på ingen tid. Hvis man er i tvivl om effekten af en storm på de sociale medier, så kan man blot tage eksemplet fra Køln nytårsaften, som startede med, at vidner til de oprørende begivenheder undrede sig over den manglende politiindsats.

Jantelov og politiker-løn
Lad os tage fat på et aktuelt eksempel. Ved en lækage til dagbladet Politiken slipper det ud, hvad den såkaldte Vederlagskommission går og pønser på et forslag til oprydning i politikernes aflønning.

En hårdt tiltrængt proces, der skal skabe øget tillid til politikerne og gennemsigtighed i stedet for gamle lappeløsninger. Udspillet var faktisk ganske glimrende og virkede temmelig afbalanceret. Der lægges op til klarere regler, en omlægning til en praksis for pension, som ligner andre faggruppers vilkår, og en række andre gode ting. Som følge af den samlede omlægning lægges der op til en forhøjelse af politikernes grundløn, fordi der skæres i pension og eftervederlag samt andre særlige ydelser.
Selv om der står nogle af disse formildende detaljer i Politikens historie, bliver det kun overskriften om massiv lønforhøjelse til politikerne, der suser igennem i medierne og ind i den sociale gabestok. Og på få minutter springer forligspartierne bag en aftale om ubetinget at følge Vederlagskommissionens konklusioner og holde armslænge til et eventuelt resultat fra et efter et i nærmest konkurrence om hurtigst at tage afstand fra det lækkede.

Og formanden for kommissionen, Michael Christiansen, kom ingen vegne med først at beklage sig over lækagen, dernæst at angribe medierne for manglende omtanke og endelig angribe politikernes omgående reaktion i det offentlige skydetelt baseret alene på en rapport, de endnu ikke har fået. Det var en tabt sag på forhånd.
Man må stille det spørgsmål, hvorfor ingen politikere turde sige f.eks.:

  1. Kommissionen har endnu ikke fremlagt sin færdige rapport. Vi har lovet hinanden i en bred politisk aftale, at vi følger kommissionens anbefalinger uanset hvad.
  2. Forslagene fra kommissionen vil have en ganske stor samlet, indgribende virkning på politikernes vilkår. Vi vil afvente at se det samlede billede.
  3. For slet ikke at tale om: Skulle vi lige kigge på den rekruttering, vi har i dag til de politiske partier og den motivation, som skal få næste generation af politikere til at stille op til et 60 timers utaknemmeligt job med masser af transporttid, masser af kritik og masser af erhvervsrisiko for ikke at kunne vende tilbage til et godt job uden for politik efterfølgende.
  4. Skal politik være et underbetalt kald, eller skal det være et højtbetalt ansvar?
  5. Eller ser vi for os billedet af en rimelig afbalanceret aflønning i forhold til sammenlignelige jobs med sammenlignelige ansvar for en virksomhed f.eks.

Ingen havde det mod, og ingen som helst tog den dybere diskussion. Og helt typisk for den slags debatter, så havde medierne udelukkende fokus på Christiansborg og det, der foregår i firkanten på Slotsholm-matriklen.

Ingen talte rigtigt om borgmesterlønningerne, som har et ganske betydeligt efterslæb. Og efter et par timer den morgen, hvor lækagen af kommissionens forslag kom ud, så var den politiske aftale om at følge Vederlagskommissionens forslag blevet til, at politikerne jo ”ikke havde lovet at sætte sund fornuft ud af kraft”, og forslaget om omlægningen var lige så stendødt som brolægningen på pladsen foran Christiansborg.

Der findes hos politikerne ikke mod til at tage den fundamentale diskussion, som er vigtig her:

A) Er et repræsentativt demokrati udtryk for, at Folketinget skal afspejle befolkningen mere eller mindre og dermed være et spejl af den kønsmæssige, uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige samt aldersmæssige mangfoldighed, som det danske samfund er. Hvis det skulle være tilfældet, så lever vi ikke op til det.

B) Når nu mange af de unge politikere er unge akademikere uden erhvervserfaring, er det så et problem? Når stadig flere i Folketinget får samme akademiske profil som de embedsmænd, de skal forhandle med, er det så en repræsentativ diskussion? Når der mangler private erhvervsaktive, folk med erfaringer fra virksomhedsledelse, landbrug, IT og service? Hvordan rekrutteres der i partierne til opstillingskredse? Kunne aflønningen have noget at gøre med, hvordan der rekrutteres? Tilfældigheder, lidt lokalt pres eller bedste mand eller kvinde på posten? Kunne man forestille sig en rekrutterings kø for politiske kandidater, som kunne være med til at opveje skævhederne og en slags politikeruddannelse inden for partierne, som der f.eks. er i England?

C) Ingen er formentlig uenig i, at der trænges gevaldigt til en oprydning i politikernes mærkelige tillæg. Næppe nogen heller er uenig i, at der skal skabes mere rimelighed i eftervederlag m.v. Tilbage står selve lønniveauet og omlægningen af pensionen. Når sådan noget skal diskuteres, så går der altid Jantelov i den. Derfor havde politikerne netop indgået en aftale om at følge Vederlagskommissionens forslag uanset hvad. Er der ikke en stor rimelighed i, at politiker-lønningerne i et ukorrupt system som vores, skal være på højde lønmæssigt med andre beslutningstageres lønninger?

D) Hvad skulle gøre det attraktivt nok til at få de grupper, som vi mangler i Folketinget, til at stille op?

E) Skal der være en begrænsning på, hvor mange år, man kan sidde som politiker i Folketinget eller kommunalbestyrelse og region, så der sikres en løbende udskiftning mod til gengæld at give en høj løn?

Alle disse interessante spørgsmål forsvinder i shitstormen og i politikernes angst for samme. Vederlagskommissionen færdiggør nu sin rapport, men hvem kan sikre nu, at den ikke bare bliver lagt på hylden, men at vi faktisk får en bredere diskussion om politikernes aflønning.

Politisk lederskab
Det interessante er i dette tilfælde, at politikerne selv startede shitstormen af angst for, at der blev en folkelig shitstorm ud af forslaget. De prøvede at afmontere Jantelovs-reaktionen på forskud. Det er ikke politisk lederskab hverken at løbe bag efter folkemængden eller at undgå at udfordre den.

Det ville være politisk lederskab at tage diskussionen om vilkårene for det politiske arbejde i Danmark ind ad hoveddøren. Dybere tillid og mere respekt for politikerne får vi ikke af, at de ligger under for misundelse og frygt for vælgerreaktioner fra folkedybets askeskuffe. Dybere tillid og respekt får vi for politikere, der giver sig tid til at reflektere og diskutere åbent, hvad det er for vilkår, der fremmer, at vi får de bedste kræfter og de bedste lovgivere og de mest visionære ledere i spidsen for landet, kommunen eller regionen.

Det modsatte af en shitstorm kaldes i øvrigt candy-storm eller love-storm. Mon en politiker kan opnå at opleve sådan en? Så bør der skrives om det.

Dette indlæg har tidligere været offentliggjort på http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-shitstorme-som-ny-demokratisk-magtfaktor den 15. februar 2016.