I grønspættebogens kapitel ét for politikere på vej ud i den svære kommunikation om besparelser står der, at det handler om at fokusere på et let forståeligt budskab, der kan skære igennem mange tåger af forklaringer, og som kan virke helt enkelt, logisk og fornuftigt.

I kapitel to står der, at det gælder om at sige sandheden, men ikke nødvendigvis at rutte med den og give flere informationer end højest nødvendigt.

Kapitel tre handler om at stå fast i stormvejr og blive ved med at holde fast på den samme forklaring, gentage og gentage og gentage igen i forskellige varianter over samme tema og uden at smide med mudder i forhold til dem, der føler sig ramt af besparelserne. Den slags kan have en rekyl effekt i offentligheden. Udtryk forståelse og tillid til, at de ramte magter den svære opgave. Det ser aldrig godt ud at håne dem, der skal yde et offer, for at den samlede samfundsøkonomi kan hænge sammen.

Mediernes opgave er selvfølgelig at røntgenfotografere sådan en kommunikationsplan. I dette tilfælde handler det om besparelserne på uddannelsessektoren. Et af de områder, som regeringen har udvalgt til en plæneklipning på 8,7 mia. kr. med eskalerende skærehøjde. To procent af udgifterne om året hvert år i fire år på alle uddannelser efter folkeskoleniveauet.

Framingen
Undervisningsminister Ellen Thrane Nørby har trods politisk kritik fra oppositionen og demonstrerende unge bidt sig fast i den kommunikationsstrategi, at gentage igen og igen, at uddannelsesudgifterne er steget 31 procent siden 2008 med tilføjelsen, at »i den bedste af alle verdener groede der pengetræer ude i haven, så vi havde råd til det hele. Men sådan ligger landet ikke. Dansk økonomi er fortsat udfordret, og den tidligere regering kørte lige til grænsen,« siger hun. Dermed fik hun så lige givet S og R skylden for det hele. Og så tilføjer hun, at hun har tillid til, at uddannelsesinstitutionerne kan klare det, selv om det ikke bliver let.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen brugte tallet 36 procent i stigning siden 2008. Og så gav han universiteterne med den store kølle og kaldte dem “kornfede” og “velpolstrede”. Han fik også lige brugt den gamle politiske traver om ikke at efterlade regninger i børneværelset til næste generation, og at det er nødvendigt af hensyn til landets samlede økonomi at spare.

Æbler, pærer og bananer
Hvad er så op og ned på den kommunikationsstrategi, som regeringen har lagt? Det er sandt, at udgifterne er steget til både ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Men det er de jo, fordi skiftende regeringer har ment, at der skulle mere uddannelse til i Danmark, og at ungdomsårgangene år for år skulle gøre det bedre uddannelsesmæssigt, og at 25 % af en ungdomsårgang skulle havne på de videregående uddannelser.

Det rigtige sammenligningsgrundlag er jo derfor ikke blot stigningen i de samlede udgifter men udgiften pr. elev eller studerende. Her er udgifterne faktisk faldet siden 2008. Temmelig meget. Jo, men det koster ikke lige så meget at uddanne elev nr. 24 som nummer ét, hvis man har systemet oppe og køre, siger Esben Lunde Larsen. Sandt nok, men det ændrer jo ikke på, at det ikke holder bare at sige, at udgifterne er steget 31 eller 36 procent uden at reflektere over, hvorfor der har været så vildt gang i festen.

Både Ellen Thrane Nørby og Esben Lunde Larsen taler om at uddannelsesinstitutionerne skal se på enklere administration, smartere og billigere indløb og afbureaukratisering. Der skal ganske få samtaler til i uddannelsessektoren fra højeste niveau på universiteterne til laveste i ungdomsuddannelserne før pilen, hvad angår bureaukratisering i uddannelsessektoren, peger lige tilbage på de to ministerier. På akkrediteringsprocesser, evalueringer og nye rapporteringer, som kræver enorme mængder af mandetimer ude i institutionerne. Hvornår er det staten begynder med sig selv, inden den forlanger, at alle andre skal afbureaukratisere, lyder det gode spørgsmål. Kommer der en plan for at starte i ministerierne, så den nye lean administration kan gennemføres helt ud i yderste led?

Tilbage til det med kommunikationsstrategien angående besparelserne. Historien om udgiftsstigningerne på 31 eller 36 procent er sand nok, men den kan ikke kan bruges uden skyldig hensyn til, at et massivt større antal studerende og elever også på et tidspunkt betyder, at der kræves flere lokaler, udstyr og lærerkræfter og dermed flere penge til at få det hele til at køre. Og at udgifterne pr. studerende faktisk er blevet mindre, mens der er blevet flere studerende. At nogle af gymnasierne og universiteterne har opsparet midler har jo ofte en årsag. At der skal bruges ret store omkostninger på lokaler og opdatering af dem.

OECD finten
Danmark bruger flere penge på uddannelse end alle andre OECD lande lyder en anden del af argumentationen for besparelserne. Men OECD tallene er ikke sammenlignelige. Det har Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, påvist ved at grave ud, at de danske OECD tal medtager 21,5 mia. kr. i uddannelsesstøtte ud af de 50 mia. kr., som Danmark i år bruger til uddannelse og forskning. De andre lande har ikke en tilsvarende ordning med, at de unge skal have noget at leve af for statens regning, mens de læser. Derfor er Danmarks reelle placering på OECD’s rangliste betydeligt lavere. Alle har sagt sandheden, men der er ikke ruttet med den, og vi har ikke fået hele billedet.

Det er jo fair nok at ville prioritere at skære på uddannelsesområdet og gøre op med, at her skal der til stadighed proppes flere elever ind hvert år. Det er en politisk beslutning. Fair nok at sige, at kravene skal skærpes til optaget af studerende, og at udbuddet af uddannelser skal skæres til i forhold til beskæftigelsesmulighederne. Fair nok at sige, at ministerierne hjælper med at skære noget af bureaukratiet væk, så institutionerne kan skære noget af deres bureaukrati væk. Men det ville være rart at få hele billedet og ikke kun historien om den eksplosive stigning i udgifterne.