Kan 2016 blive værre end 2015?

Efter at vi nu grundigt med diverse årskavalkader har taget afsked med 2015, så fristes man til at spørge: Kan 2016 overhovedet blive værre end det forgangne år? Og svaret er nok desværre et ja.

Vil verdenssamfundet finde svaret på de aktuelle kriser og udvise det hidtil usete, store lederskab, der skal til for at bringe os nærmere nogle brugbare løsninger?

Vil udviklingen i Danmark tage det store reformspring fremad med en tiltrængt nytænkning af velfærdssamfundet og en styrkelse af væksten på et tidspunkt med den smallest tænkelige regering i mange årtier og en flygtningesituation, som sætter økonomien under pres? Og her er svaret nok desværre på begge spørgsmål et nej.

Vil vi finde frem til en større bevidsthed og en stolthed ved vores kulturelle værdier, vores kristne livsgrundlag, vores historie og vores danskhed, så vi ikke bliver bekymrede og utrygge ved mødet med andres værdier men kan omsætte tolerance og åbenhed – ikke naivitet og blåøjethed – til en moderne udgave af de danske karaktertræk i en globaliseret verden?

Den gennemgående politiske melodi-sætning for 2015 har været, at “vi skal passe på Danmark” og “det Danmark, du kender”, og “at vi står sammen om Danmark”. Vi er under pres, og politikerne fra højre til venstre vil markedsføre trygheden i det kendte, paradoksalt nok på baggrund af et 2015, som bestemt ikke har været som før. Er det et Danmark, der lukker sig om sig selv, vi vil have, eller et Danmark som navigerer aktivt i det europæiske og internationale samarbejde, og som formår at holde trit med den globale udvikling?

Det er elendigt at starte et nyt år som lyseslukker. Jeg hader at gøre det, fordi nytåret rummer så meget glæde ved bare det at tage fat på et helt blankt, uspoleret og friskt år. Vi starter sådan et nyt år mange steder i virksomhederne med optimisme, store mål og visioner. Vender et blad i kalenderen og afventer spændt, hvordan vi kan påvirke udviklingen i det nye år bedst muligt. Men der er desværre en del, vi ikke selv er herrer over – selv med de bedste nytårsforsætter og den største optimisme.
Lad os tage udfordringerne en for en:

Terror-dagsordenen
Den islamistiske terror flyttede dybt ind i Europa og i Danmark i 2015. Ja så dybt, at nytårsfestlighederne i flere europæiske storbyer er nedtonet eller aflyst af frygt for ny terror. Vi har set vidnesbyrd om, hvordan terror-celler upåagtet kan tage ophold i hjertet af vores storbyer, og hvordan de såkaldte islamiske krigere, måske endda født og opvokset i Europa, kan udrette varig skade i forhold til vores oplevelse af tryghed, vores frihedsrettigheder og vores hverdagsliv. Vi har set dramatiske vidnesbyrd om presset på ytringsfriheden både i Paris og København og samtidig oplevet nogle af de mest ekstreme, racistiske og stigmatiserende udsagn i omløb i den politiske debat herhjemme og andre steder i Europa. Islamisk Stat synes desuagtet i stand til fortsat at rekruttere kanonføde i vestlige hovedstæder blandt unge mænd og kvinder. Den internationale alliance mod Isis er blevet forstærket i 2015, men om kampen mod kalifat-krigerne for alvor får et gennembrud i 2016, er afgørende for, om vi kan føle os bare lidt mere trygge i det nye år.

Ytringsfriheden i dens fulde omfang og med den fulde frihed får vi ikke tilbage. Dertil er risikoen for at ramme den forkerte tone på det forkerte tidspunkt og det forkerte sted stadig for stor, og selvcensuren er blevet det rationelle men ikke særligt behagelige svar. Vi vil således også i 2016 komme til at diskutere, hvad vi stiller op med Isis, med de unge krigere, med det frie ord og dets påtvungne forbehold af hensyn til sikkerheden og med dilemmaet mellem overvågning, beskyttelse og sikkerhed i forhold til de individuelle frihedsrettigheder og det daglige liv, som vores åbne demokratier ånder for.

Flygtninge-dagsordenen
2015 blev året med det største antal mennesker på flugt siden Anden Verdenskrig. Er der udsigt til at det bliver bedre i 2016, og til at det ikke vil få endnu flere mennesker til at sætte sig i bevægelse væk fra håbløshed, krig og nød? Selv om der vildt optimistisk skulle vise sig et gennembrud for nogle Syrien-forhandlinger om fred og en ny politisk løsning i regionen, så er den gordiske knude i Mellemøsten ikke løst, og realistisk set kommer det til at tage måske årtier inden flygtningestrømmen måske vender og en genopbygning kan begynde. Om få dage lukker svenskerne for den frie bevægelighed over grænsen. Danmark kan blive tvunget til at følge efter, og hele Schengen-samarbejdet vakler. Det øger presset på Europa og på Danmark i 2016, hvor menneskestrømmen gennem Europa fortsat vil være der, og hvor der fortsat skal findes løsninger på, hvordan disse mange migranter og flygtninge enten skal have asyl og integreres eller sendes tilbage, hvis de ikke har grundlag for at søge asyl.

Arbejdsløsheds-dagsordenen
Sammenhængende for flere af de dagsordener, som prægede 2015, og som kommer til at præge 2016 er arbejdsløsheden. Overalt i Europa tales der om den tabte generation af ungdomsarbejdsløse, som aldrig fik en chance på arbejdsmarkedet, og som derfor bliver det lette bytte for organisationer og bevægelser, der opsamler vreden, frustrationen, trøstesløsheden, de tabte drømme og afmagten. Hvad enten disse bevægelser er at finde på den islamistiske propaganda-liste eller i nogle af de nationalistiske grupperinger, som findes i Europa. Med kombinationen af flygtningeproblemet og vanskeligheden med at skaffe de mange ude fra kommende i jobs og ind i selvforsørgelse samt de unge migranter fra Afrika desperat på jagt efter et bedre liv så er der i 2016 udsigt til en endnu farligere cocktail, end vi allerede så tendenser til i 2015.

Den europæisk dagsorden
Først finanskrisen og den græske tragedie. Så flygtningekrisen og etableringen af nye hegn, mure og grænsekontroller i Europa. Europa blev forandret i 2015. Manglende evne til at effektuere fælles europæiske løsninger på udfordringerne må det nøgterne svar lyde. 2016 skal så bringe en styrkelse af den ydre grænsekontrol, en fordeling af flygtningene og såkaldte hotspots til opsamling af de mange akutte menneskebølger, der skyller ind på det europæiske kontinent. Samtidig er det blevet tydeligt, at dele af Europa med Tyskland og Frankrig i spidsen rykker tættere sammen, mens Storbritannien, Danmark og andre gradvis fjerner sig fra kernen af Europa og forlanger særordninger og særlige løsninger.

I Danmark skal vi have taget stilling til, hvad vej vi ønsker at gå med den europæiske dagsorden. Briternes eller tyskernes. Og flygtningekrisen fortsætter ind i 2016. Samtidig vil nej’et ved den danske folkeafstemning om retsforbeholdet trække dybe spor ind i 2016 for Danmark. De danske politikere må overveje, hvornår tiden er moden til en mere grundlæggende dansk Europa-debat. Vi har i den grad brug for den i 2016, hvis vi skal kunne spille en aktiv rolle i de mange vigtige beslutninger om Europas kurs, vi har foran os.

Dansk velfærds-dagsorden
2016 kommer med sikkerhed også til at byde på en omfattende debat om de offentlige udgifter, omstillings-besparelser i kommunerne og i de statslige institutioner og på Christiansborg kampen om skattenedsættelserne i toppen eller bunden eller slet ikke. Den internationale økonomi ser ud til at komme i gang igen i 2016 med et USA i bedring, et Europa langsomt ved at tø op efter krisen og et Kina i en mindre opbremsning men stadig med vækstrater større end vores. Det store spørgsmål vil være, hvad der er rum og plads til i dansk økonomi. Året sluttede mindre optimistisk end det startede.

Udgiftspresset er stort i kommunerne og regionerne, og flygtningesituationen kommer kun til at øge det pres i de kommende måneder. Samtidig mangler produktionsvirksomhederne og det øvrige danske samfund virkelig damp under kedlerne og et opsving, der kan mærkes og bruges til noget. Vi mangler ikke alene gang i væksten, men også gang i innovation og nytænkning både i den offentlige og private sektor og i forhold til den måde, som vores sociale ydelsessystem er sammensat på. Vi mangler ambitionen om at tænke vores velfærdssystem helt om, fjerne systemer og regler, som ikke virker efter hensigten længere, og indføre nye forenklede processer.

Den internationale dagsorden
2015 har betydet en ændring af forholdet til Rusland og Putin på grund af annekteringen af Krim og krisen i det østlige Ukraine samt vestens boykot af Rusland og Ruslands ditto af Vesten. Det har ramt danske virksomheder hårdt på eksporten, og det giver i verden som sådan en usikkerhed om, hvad der er i Putins reaktionsmønster og næste træk. Men en løsning på Ukraine-spørgsmålet, et stop for sanktionerne og en optøning af samarbejdet med Rusland synes på ingen måde i sigte i 2016. På den positive side tæller klimadagsordenen, som måske er det eneste område, hvor man har lov til at være en anelse optimistisk efter aftalen i Paris under FNs ledelse. Klimamålene er ikke ambitiøse nok, hvis vi skal undgå store skadelige konsekvenser, men de er på den anden side så høje, at det bliver ekstremt svært at nå dem uden dramatiske forandringer i vores energiforbrug, vores produktion og i vores liv og handlemåder som almindelige borgere.

Demokrati-dagsordenen
Der er en syvende dagsorden, som må nævnes her. Det er demokratidagsordenen, som hænger tæt sammen med tillid og borgerinddragelse. Et repræsentativt demokrati bygger på tillid til de folkevalgte og på, at de agerer i respekt for vælgerne, men også på at de har modet til og evnen til at gå i spidsen for de forandringer, som skal til. Til at politikerne taler med hinanden som voksne mennesker, som Alternativets Uffe Elbæk formulerede det ganske rigtigt forleden. Voksne mennesker, der er fælles om at ville Danmark det godt, men har forskellige løsninger på problemerne. Der råbes for meget, spinnes for meget og diskuteres for lidt nye muligheder.

Der trænges til at blive talt rent ud af posen i dansk politik. Til mindre taktik og til flere, fundamentale debatter om fremtidens samfund og de krav, det vil stille til os alle sammen. Til at der tales mere om dilemmaer og ideologiske forskelle på løsningsmodeller end om hvem, der gjorde hvad sidst, og hvem der nu fik flest krav opfyldt, så vi som vælgere kan tage en beslutning om, hvad vi hver især tror på. Her har medierne en meget væsentlig rolle at spille som demokratiets mellemmand mellem politikerne og borgerne. Og lige nu betragter mange borgere medierne som en del af samme dårlige surdej som politikerne.

Nytårstalerne fokuserer i år på flygtningeudfordringen med forskellig toneart og indgangsvinkel. Vi kommer igen til at høre, at vi skal passe på Danmark og holde sammen på Danmark. Det er fint nok. Men vi skal også udvikle på Danmark, forny Danmark og gentænke vores velfærdssamfund uden at give slip på vores kulturelle og menneskelige værdier.

Denne klumme har været publiseret på http://www.altinget.dk/artikel/kan-2016-blive-vaerre-end-2015 1. januar 2016

En tanke om "Kan 2016 blive værre end 2015?"

  1. Meget enig. “Nødvendighedens politik” er afløst af “frygtens politik”, men med samme resultat: At der ikke leveres klare visioner og bud på, hvad politikerne vil med Danmark og EU. Udfordringer er der nok af, men der mangler ledelse.

    Inden det hele bliver for sort vil jeg dog fremhæve enkelte lyspunkter ved 2015:
    Indgåelsen af en klimaaftale i Paris, bekæmpelsen af ebola og malaria samt øget levestandard og livskvalitet på globalt plan (ifølge UNDP´s udviklingsindeks). Ligeledes positivt er det, når vi har set, hvordan befolkninger kloden over i stigende grad – og særligt ved brug af sociale medier – formår at stå sammen og handle i mødet mod de udfordringer, som politikerne ikke formår at levere svar på. Jovist er det ofte meget lokale initiativer i mindre målestok, men det viser trods alt et sammenhold og en kamp for fælles værdier.

    Endelig synes jeg, det er en meget rammende karakteristik af vor tid, når Dronningen i hendes nytårstale anfører at “flere bekymrer sig mere om mindre”. Det giver mig en fortrøstningsfuld forventning til det nye år. For når dyrekort i et supermarked kan give anledning til en shitstorm på sociale medier, så står det måske alligevel ikke så skidt til.

    Godt nytår.

Skriv et svar