|
|||||||||||||||||||||||||||||
Demokrati og afmagt – tiltrædelsesforelæsning på CBS
Svar
Månedsarkiv: maj 2016
Ytringsfrihed vigtigere end et par forvildede imamer
Politikerne diskuterer på livet løs, hvad vi skal tolerere af islamistiske had-prædikanters svovltaler i Danmark, og hvordan vi kan forhindre både dem, der kommer fra EU, og dem uden for EU i at komme til Danmark og sprede deres stenalderholdning til utro kvinder, ligestilling, ægteskaber, børneopdragelse og meget mere.
I et land med en vis markant historie for at forsvare ytringsfrihed og retten til at tale, tænke og tro frit, også når det kan opfattes krænkende af andre, der har vi altså – baseret på afsløringerne i TV 2’s dokumentar-udsendelser “Moskeerne bag sløret” – fået en seriøs debat om, hvordan vi kan holde folk ude, som siger noget, vi ikke kan lide og må tage dybt afstand fra.
Det viser sig ikke overraskende mere end besværligt at finde en lovgivning, der både respekterer ytringsfriheden i den danske grundlov og samtidig tilfredsstiller visse politiske ønsker om at handle og gribe ind her og der og alle vegne overfor en tolkning af Islam og nogle ekstremister, som fastholder kvinder og for den sags skyld mænd i en kultur og traditioner, som er langt væk fra Danmark og danske værdier.
Jeg faldt i den forbindelse over en tale, som forfatteren til Harry Potter-bøgerne, J.K. Rowling, holdt forleden i forbindelse med en prismodtagelse i den amerikanske afdeling af PEN. Hun kommenterede protesterne over den amerikanske præsidentkandidat Donald Trumps mange provokerende udtalelser om kvinder, muslimer, mexicanere med videre. Her er de skarpe og tankevækkende ord, hun sagde i sin tale:
“Hvis man søger at fjerne friheder fra en modstander blot med den begrundelse, at han har krænket dig, så har du passeret linjen til at stå side om side med tyranner, der fængsler, torturerer og dræber med præcis den samme begrundelse.”
Et tidevand af populisme
Rowling roste i sin tale ytringsfriheden i de bredeste form og sagde: “Tidevandet af populisme og nationalisme fejer i øjeblikket hen over mange af de veludviklede lande ledsaget af krav om, at uvelkomne og ubekvemme stemmer fjernes fra offentlige diskurs. Intolerance over for alternative synspunkter spreder sig til steder, der gør mig, en moderat og liberal, ubehagelig til mode.”
Hun talte derefter om den bevægelse på nettet med tusinder af følgere i Storbritannien, der vil forsøge at få Donald Trump til at forstå, at han er uvelkommen i England. “Jeg finder næsten alt det, hr. Trump siger, anstødeligt. Jeg betragter ham som fornærmende og fordomsfuld. Men han har min fulde støtte til at komme til mit land og være fornærmende og hyklerisk der. Hans frihed til at tale, beskytter min frihed til at kalde ham fordomsfuld. Hans frihed garanterer min. Ytringsfriheden kan ikke begrænses til frihed til at udtrykke sin egen synsvinkel.”
Andrew Solomon skriver i the Guardian i en kommentar til udtalelserne fra Rowlings, at det er rammende, at de skal komme fra en børnebogsforfatter. Og han henviser til den amerikanske digter, essayist, og aktivist, Emma Lazarus, som sagde: “Indtil vi er alle frie, er ingen af os fri. Vi har brug for at byde uenighed velkommen, fordi vi vokser af det. Hvis du har behov for at lukke munden på den anden side, kan dine egne argumenter ikke være særligt stærke”.
Forleden sagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i forbindelse med regeringens to delaftaler som opfølgning på TV 2’s afsløringer:
“Regeringen vil ikke acceptere, at prædikanter kommer til Danmark og bruger religionen som platform til at gå til angreb på vores samfund med antidemokratiske holdninger. Derfor vælger vi nu at lave en ekstremistliste, for vi er nødt til at sætte en effektiv stopper for, at disse personer overhovedet får lov til at sætte ben på dansk jord. Når de spreder hadefulde ytringer, der er en trussel mod de danske værdier og det danske frihedsfundament, så er de på ingen måde velkomne”.
Vi skal ikke gradbøje ytringsfriheden
Det får mig til at slutte op om et debatindlæg fra tidligere Venstre-minister, Birthe Rønn Hornbech, som skrev i Politiken:
“Med forslaget opnår man alene, at mennesker med ekstremistiske holdninger, som ønsker at komme til Danmark og prædike, vil holde mund, indtil de har passeret grænsen. Med regeringens forslag kan man forudse, at disse prædikanter og deres tilhængere i fremtiden vil arbejde mere i det skjulte og dermed vanskeliggøre efterretningstjenestens arbejde. Dertil kommer, at forslaget i vor digitale tidsalder overhovedet ikke kan forhindre, at ekstremistiske forkynderes propaganda når til Danmark. Det mest triste er dog, at aftalepartnerne med forslaget demonstrerer, at de ikke har megen tiltro til det danske demokratis og frihedens styrke. Ja, forslaget udtrykker de folkevalgtes mistillid til befolkningens sunde fornuft og demokratiske sindelag.”
Hvorfor er det disse få mennesker med deres besynderlige holdninger og middelalderlige kultur, der skal få os næsten til at bøje Grundlovens højt skattede bestemmelser om ytringsfrihed og gå helt langt ud af en tangent? Hvorfor er det dem, der skal sætte den politiske dagsorden? Vi må have tilliden til, at vores kultur er stærk nok til gå op imod deres absurde holdninger og middelalderkultur. Og vi må tiltro os selv styrken til at oplyse og informere de nytilkomne i Danmark om danske værdier, dansk lovgivning og dansk kultur også til dem, der måtte lede efter fejlagtige råd i moskeerne.
I slutningen af denne måned skal regeringen komme med resultaterne af delaftaler og endelige aftaler, som følger op på afsløringerne i TV2’s dokumentar-udsendelser. Hermed en appel til, at vi ikke gradbøjer andres ytringsfrihed, fordi det har den alt for store konsekvens, at vi mister en del af vores egen.
Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 20.5.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-ytringsfrihed-vigtigere-end-et-par-forvildede-imamer
Luk vælgerne ind i debatten om ny dansk udenrigspolitik
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde brug for en ny platform til at kunne formulere et pragmatisk kursskifte i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter Fogh-æraen båret af den værdipolitiske aktivisme i tæt kompagniskab med USA. En politik, der ikke grundlæggende blev forandret under Thornings statsministertid, men hvor USA i mellemtiden har skruet ned for det internationale engagement og op for holdningen til Europas eget bidrag til forsvaret og løsningen af konflikter.
Med udnævnelsen af ambassadør Peter Taksøe-Jensen som udreder og forslagsstiller til en ny sammenhængende udenrigs- og sikkerhedspolitik fik Lars Løkke præcis det, han ønskede. Et énmands-oplæg, hvorfra regeringen nu kan plukke, hvad den vil, uden at skulle håndtere et opgør med en mere besværlig, større kommission med en flok kloge hoveder på området. Her har blot været en uforpligtet følgegruppe, som Taksøe har kunnet bruge som sparringspartnere, men de har ikke skullet skrive under på slutresultatet og er dermed frit stillet til at kommentere værket.
Strømlining af ulandsbistanden
Det interessante er så nu, hvad regeringen vil bruge Taksøe-Jensens rapport til. Den kan klart bruges til at strømlining af dansk ulandsbistand med fokus på FN’s bæredygtighedsmål og af Udenrigsministeriets prioriteringer i forhold til handelssamarbejde og nye markeder for dansk erhvervsliv. Ingen tvivl om at der er brug for en grundig diskussion om værdipolitiske hensyn stillet over for interessevaretagelse, når det gælder særligt ulandsbistanden, og at der er grund til at revurdere, hvor indsatsen skal være stærkest for dansk erhvervsliv.
Der har længe trængt til et kritisk blik på modtagerlandene for dansk ulandspolitik og på effekten. FN’s nye verdensmål er en god anledning til at fokusere dansk ulandsbistand på ny, finde ud af hvor vi kan gøre en forskel og ikke hænge fast i traditionen. Erfaringerne med satsningen på BRIK-landene og forandringerne i verdensøkonomien taler klart for et nyt blik på prioriteringen af vores vigtigste handelssamarbejde og dansk eksport.
Den politiske modtagelse af rapporten har været forudsigelig og forsigtig. Taksøe-Jensen vidste utvivlsomt, at hans forslag om øgede forsvarsudgifter ville støde på stengrund økonomisk, at hans kritik af brugen af dansk ulandsbistand til at dække flygtningeudgifter i Danmark ville blive fejet af bordet af både Venstre og Socialdemokratiet, og at han næppe ville komme igennem med et forslag om etablering af en ny national udenrigs- og sikkerpolitisk rådgiver i Statsministeriet. Et særligt nyt koordinerende regeringsudvalg for udenrigs- og sikkerhedspolitikken kunne være den pragmatiske løsning, der ikke ville udløse et nyt slagsmål mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Den potentielt giftige krig lukkede statsministeren ned, allerede inden rapporten blev offentliggjort formelt.
Pressestrategi uden debat
Man må sige, at pressestrategien op til offentliggørelsen af Taksøe-Jensen-rapporten fik fuld gas med drypvise, velplanlagte og timede forhåndsinterviews drysset ud over en række medier, så selve pressemødet til den samlede offentlighed var tømt for nyheder. Man kan diskutere, om det var smart, for nu flytter debatten om rapporten efter en hurtig politikerrunde og nogle få regeringskommentarer ind i et lukket rum. Det burde have været en del af opdraget, at rapportens konklusioner skulle ud i en bredere sammenhæng til en mere folkelig forankring af det kursskifte, som den lægger op til.
Rapporten konkluderer på fem pejlemærker for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.
- Nærområdet med en bæredygtig og fredelig udvikling i Arktis og Østersøen som fokus.
- Europa med et Danmark som kernemedlem af EU og NATO og som aktiv bidragsyder til at løse kriser med både flygtninge og terror.
- Flygtninge og migration med samtænkning af blandt andet udenrigspolitik, humanitær indsats, ulandsbistand m.v.
- Økonomisk diplomati med støtte til dansk eksport og til at skaffe investeringer, viden og talenter til Danmark.
- Støtte til FN’s 2030-dagsorden og de 17 verdensmål. Og dermed støtte til både klimamål og styrket internationalt samarbejde.
Taksøe-Jensen-rapporten giver ikke svaret på alle aktuelle spørgsmål i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, men rapporten giver en overordnet ramme for det mere langsigtede perspektiv. Derfor er den brugbar som debatgrundlag.
De folkelige organisationer, højskolerne, NGO’erne, forskerne, regeringen eller Folketinget burde tage et fælles initiativ til at gå sammen om at etablere fem fora for offentlige debatter om disse vigtige pejlemærker for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Tag udgangspunkt i rapporten, som er meget velskrevet og kommunikerbar, og skab et materiale egnet til debat og interaktion med Danmarks mange interesserede i udenrigspolitik, ulandspolitik og sikkerhedspolitik.
Folkelig debat
Vi kæmper i Danmark som andre steder med en udbredt afmagt og frygt for globaliseringen, den multikulturelle bølge og internationaliseringen. En afmagt, som bestemt ikke er hjælpsom for de modige politiske beslutninger, der er helt nødvendige for Danmark. Hvis den frygt skal afmonteres, så skal udenrigs- og sikkerhedspolitikken sættes mere til debat. Politikerne har brug for en befolkning, der positivt forstår og erkender vores nye globale virkelighed, og som kan tage stilling til den på et oplyst grundlag.
Taksøe-Jensen-rapporten kan være et springbræt til at involvere og engagere flere i de problemstillinger, som vi alle sammen er nødt til at forholde os til. Rapporten kan suppleres med yderligere materiale, som kan bidrage til en dybere debat og involvering. Lad os nu ikke bare i Folketinget, men også i befolkningen få en bredere folkelig debat om globaliseringen og udenrigspolitikken og den danske interessevaretagelse, så det ikke kun bliver for en elite at diskutere vores store udfordringer og vores prioriteringer, mens befolkningen afkobles mere og mere.
Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 9. maj 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-luk-vaelgerne-ind-i-debatten-om-ny-dansk-udenrigspolitik