Europas skæbneår 2017

De fleste af os vil nok have det sådan, at det bliver godt at kunne vende ryggen til 2016 – med Brexit-afstemning i Storbritannien, chokvalg i USA, populismens sejrsgang i det politiske landskab overalt i Europa, tiltagende terror i Europas hovedstæder og storbyer, borgerkrig i Syrien med rædselsscener fra Aleppo, Rusland som storpolitisk spiller igen i Mellemøsten og masser af usikkerhed omkring Ukraine, Tyrkiet og flygtningesituationen.

Men flytter vi øjnene fra bakspejlet – ser gennem forruden – og kigger ind i 2017, så ligner det et skæbneår for Europa, som måske kan komme til at ændre på hele den europæiske konstruktion med EU.

Selvfølgelig bliver det afgørende at følge den amerikanske præsident Trumps første 100 dage i Det Hvide Hus og hans ageren på den storpolitiske scene, i forhold til både Ruslands Putin, Kinas Xi Jinping og Israels Netanyahu, samt mange flere.

Men efter at de danske medier har fulgt det amerikanske valg i 2016 gennem hver en stat og hver en flække med reportager fra alle dele af landet, så må man håbe, at 2017 vil give os en lige så intensiv mediedækning af Europas skæbnetime. Og en levende debat om værdien af det europæiske samarbejde, om hvad der sker hos vores naboer, hvorfor, og hvad det betyder for os.

Lad os bare tage fat på nogle af de vigtigste ingredienser til 2017:

  • Stillingtagen til forlængelse af EU’s sanktioner mod Rusland, som skal fornyes 31. januar. Sanktionerne bygger på et samarbejde med USA – hvad vil den nye præsident i USA, som lige er blevet indsat 20. januar?
  • Præsidentvalget i Tyskland skal finde sted 12. februar. Ved valget skal Forbundsforsamlingen vælge den nye tyske forbundspræsident; den siddende præsident, Joachim Gauck, har meddelt, at han ikke ønsker at genopstille.
  • Den britiske premierminister har bebudet, at hun trykker på startknappen for Brexit-processen i marts. Herefter går lange og vanskelige forhandlinger i gang.
  • Der forventes italiensk parlamentsvalg i marts eller april. Efter et nederlag ved en folkeafstemning om forfatningsreformer gik Matteo Renzi af som premierminister i december.
  • Der holdes parlamentsvalg i Holland 15. marts.
  • runde af fransk præsidentvalg 23. april og anden runde den 7. maj.
  • og 18. juni afholdes der valg til Nationalforsamlingen i Frankrig.
  • I juli-august holdes første NATO-topmøde med den nye amerikanske præsident ved bordet.
  • september afholdes der valg til Stortinget i Norge. Det er usikkert, om regeringskoalitionen kan fortsætte.
  • I september-oktober er det Tysklands tur til at holde valg. Valget til Forbundsdagen skal jævnfør forfatningen afholdes i perioden 27. august til 22. oktober 2017. Det mest sandsynlige tidspunkt bliver i slutningen af september, men datoen er endnu ikke lagt fast.

Tre ubekendte jokere
Hvis vi har lært noget af 2016, så må det være, at man skal være varsom med forudsigelserne. Mareridtsversionen af denne liste over begivenheder indeholder tre elementer, som ikke kan datosættes.

Det ene: Et eller flere nye alvorlige terrorangreb i Europa, som mistede 130 menneskeliv i terrorangreb i 2016.

Det andet: At Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, mister tålmodigheden i forhandlingerne om den visumfri rejseadgang for tyrkerne til EU og åbner for flygtningestrømmen igen til Europa.

Det tredje: Vil USA’s nye præsident lægge en helt ny kurs i forholdet til Rusland og til medlemskabet af NATO – herunder betalingen for den militære sikkerhed, som USA stiller til rådighed for Europa.

Skrækscenarie
I hvert fald de første to af disse elementer kan få indflydelse på valget i Holland, hvor højrepartiet med Geert Wilders i spidsen lige nu står til at blive det største parti i parlamentet. Og de kan få indflydelse på valget i Frankrig, som kan blive et skarpt opløb mellem højrepopulisten Marine Le Pen og den konservative Fillon.

I Italien kan anti-establishment-partiet – Femstjernebevægelsen – så fuldende de politiske omvæltninger i dette europæiske skrækscenarie med at blive valgets vinder, mens Angela Merkel i Tyskland måske lige lykkes med at blive genvalgt, men nu med en langt større opposition fra det højrepopulistiske parti Alternative für Deutchland.

Skulle valgene i Holland, Frankrig og Italien falde ud til fordel for forskellige slags populistiske partier, så forestår ikke alene et Brexit men også en Frexit- og en Nexit-afstemning og et Grækenland, der formentlig benytter lejligheden til midt i Euroens kollaps at kræve at komme ud af den økonomiske spændetrøje af reformer, som de er blevet pålagt til gengæld for lånearrangementer fra bl.a. EU.

Vender populismen?
Men måske har højrepopulismen og antibevægelserne i Europa nået et højdepunkt, som valget senest i Østrig viste. Måske går luften alligevel af Geert Wilders valgballon, og skulle han vinde valget, vil han få svært ved at finde koalitionspartnere til at danne regering.

Måske vil Marine Le Pen alligevel ikke kunne slå Fillon, og franskmændene finder det for risikabelt at satse på både det ekstreme højre og en billet til udgangen af EU. Og måske vil Femstjernebevægelsen, trods en valgsejr ikke kunne få noget ud af den, da de principielt ikke vil indgå i koalitioner.

Og måske vil det lykkes kansler Merkel i Tyskland trods modstand mod hendes flygtningepolitik at blive det trygge valg midt i et kaotisk Europa. Et EU som skal finde sig selv efter briternes exit. Et EU med brug for stærke kræfter til at komme ud af fortsatte lavvækst-problemer. Et EU, hvor politikerne skal give europæerne en ny tro på fremtiden og på et europæisk samarbejde, der kan løftes ind i en ny progressiv fase med større nærvær til borgerne og mere handling, når det gælder om de store spørgsmål.

Håb for journalistikken?
Er der håb for journalistikken og medierne midt i hele dette inferno af begivenheder? Det blev i 2016 gjort meget til mediernes skyld, at vi endte med Brexit og Trump. At medierne lod sig rive med af Trumps underholdende provokationer og grænseoverskridende løgne, inden de for sent tog manden alvorligt. At medierne lod sig rive med af ”vi tager kontrollen over vores land tilbage”-retorikken fra Brexit-folkene uden at kulegrave konsekvenserne, som briterne nu langsomt er ved at erkende ikke er helt så nemme og helt så storladne.

En positiv ting var der dog at sige om de journalistiske bedrifter på globalt plan i 2016. Det var, at 100 medier over hele verden gik sammen om et publicere den største kulegravning i den journalistiske historie indtil nu. Nemlig Panama-papirerne. De afslørede mere end 100 politikere i mere end 50 lande – inklusive 12 nuværende og forhenværende topnavne – i at have etableret hemmelige konti i Panama og andre steder med det formål at skjule penge for skattemyndighederne. Og myndighederne i mere end 75 lande har nu åbnet undersøgelser i den anledning.

Vi kan altså godt opfylde vores rolle med at være kritisk vagthund over for svindel og skattesnyd. 2017 vil vise, om vi har taget ved lære i medierne af Brexit og Trump og i tide kan få etableret det kritiske blik på populisterne og deres alt for nemme løsninger ved Europas helt afgørende valgkampe i 2017.

Erfaringerne fra 2016 viser, at de professionelle medier har en afgørende vigtig rolle at spille i forhold til falske, fordrejede, unuancerede påstande i den offentlige debat. Vi må tage os sammen til at spille den rolle. Den europæiske udfordring i 2017 kalder på en alliance og et samarbejde mellem professionelle medier i Europa.

Denne artikel har tidligere været bragt på Altinget.dk: Lisbeth Knudsen.Klumme Altinget.dk

Skriv et svar