Så fik vi lige endnu et udvalg, der barsler til næste år …

Der er alt for lidt gennemsigtighed omkring regeringens udpegning af snesevis af råd nævn, udvalg og paneler. Hvad skal vi med alle disse parkeringspladser for politikudvikling under dække af inddragelse af viden og erfaring?

Det er jo meget vanskeligt at være kritisk over for, at en regering nedsætter udvalg med nogle erfarne og innovative mennesker ude fra den såkaldte virkelighed, som kan komme med gode ideer til enten at rydde op i en lovgivning, der ligner overkogt spaghetti, eller som kan tænke helt nye ideer og forslag til spændende initiativer.

Men når nedsættelsen af udvalg, arbejdsgrupper og udfordringspaneler (det nye ord for det samme) med de samme gengangere bliver svaret på al politisk nytænkning og innovation, så må man på et tidspunkt stille tre spørgsmål:

– Hvad laver ministerierne selv af egentlig innovativ oprydning i gammel lovgivning og politikudvikling for ministeren?

– Hvad laver de politiske partier egentlig selv af politikudvikling og nytænkning?

– Hvornår går de forrest med ideer og konkrete udspil? De er bedre og bedre bemandede til det, men sker der noget virkelig nyt på den front?

Skal vi bare have tiden til at gå med disse såkaldte ekspertudvalg i halve eller hele år, hvorefter de så mere eller mindre kan legitimere, hvad ministeren plukker ud senere og lægger frem?

Uden at have lavet en konkret optælling, så tror jeg, at denne regering overgår adskillige tidligere regeringer med nedsættelser af udvalg, arbejdsgrupper, råd og paneler. Og selv om overskriften ind imellem i alle de glade pressemeddelelser om nedsættelse af nye udvalg og råd absurd nok kan være forenkling og afbureaukratisering, så burde regeringen nok tage et kritisk samlet blik på, hvad den har gang i. Det kunne jo være en passende sommerpause-beskæftigelse.

Forenklingsudvalg for Erhvervsfremme

Lad mig tage et par eksempler.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har udsendt en glad meddelelse under overskriften: Erhvervsministeren nedsætter Forenklingsudvalg for Erhvervsfremme. Sådan. Forenklingsudvalg. Husk på det navn.

Pressemeddelelsen fortæller, at det er vigtigt, at en forenkling af erhvervsfremmeindsatsen er godt forberedt, og derfor nedsættes et udvalg med repræsentanter for virksomheder og eksperter, som skal udarbejde konkret forslag til et forenklet erhvervsfremmesystem. Og der opstilles fem principper for forenklingen af systemet i kommissoriet for udvalget.

Nu er det sådan, at erhvervsministeren faktisk for ikke ret længe siden modtog en stor konsulentrapport under titlen ”Eftersyn af erhvervsfremmeindsatsen” med en ret sønderlemmende kritik af det nuværende erhvervsfremmesystem.

I sammenfatning for den rapport udarbejdet af en stribe konsulentfirmaer som McKinsey & Company, Damvad Analytics, Landfall Strategy og Struense & Co. er der klare forslag til, hvad man bør gøre ved systemet. Optimeret styring, begrænsning af antallet af aktører, færre indgange til systemet, bedre overblik for virksomhederne, mere målretning af initiativer, fokus på produktivitetseffekter, inklusion af udenlandske erfaringer m.v. Alt sammen grundigt beskrevet af striben af konsulenter.

Læg godt mærke til et af disse firmaer. Bag navnet Struense og Co. finder vi den tidligere administrerende direktør for Københavns Kommune, Claus Juhl. Han og hans daværende firma, som han selv var medstifter af, har altså været med til at lave den meget grundige analyse og forslag til ændringer i erhvervsstøtteområdet, som alle forventede, ville danne basis for et politisk udspil.

Nu har erhvervsministeren så i stedet for at spille ud med sin og ministeriets forslag til en reform af området valgt at nedsætte et nyt udvalg. Og se, om ikke Claus Juhl dukker op igen – nu som formand for det nye udvalg og med et nyt firma, som han dannede tidligere på året efter at være brudt ud af Struense og Co. Nu lyder firma-navnet Forskel ApS med ham som eneejer og direktør.

Det nye ministerudvalg, som tilsyneladende skal lave arbejdet med at tænke et helt nyt erhvervsfremmesystem oven på den konsulentrapport, der i forvejen har analyseret og beskrevet behovet og modellen for et nyt erhvervsfremmesystem, har ud over gengangeren Claus Juhl en sammensætning af fem erhvervsfolk, en universitetsprofessor og en direktør for VIA University College, Louise Gade, og endnu et konsulentfirma.

Ideen er at holde regionerne og kommunerne ude af udvalget, fordi de strides om, hvem der skal have førertrøjen på i erhvervsfremmeindsatsen, og erhvervsorganisationerne skal tilsyneladende også holdes ude, fordi de har stærke interesser i, hvordan midlerne fordeles. Men kigger man på de mange aktører i erhvervsfremmeindsatsen, så skulle konsulentfirmaerne nok stå ude på sidelinjen sammen med kommunerne og regionerne og erhvervsorganisationerne, for er der nogen, der har særlige interesser i, hvordan systemet bygges op, så er det da i hvert fald også konsulentfirmaerne.

Claus Juhl er en meget efterspurgt mand – og dygtig er han utvivlsomt efter otte års erfaring på en uriaspost i Københavns Kommune og før den direktør i Økonomistyrelsen. Mens han nu skal stå i spidsen for den enorme opgave med at finde modellen for et forenklet erhvervsfremmesystem til begyndelsen af 2018, så dukker hans navn også lige op et andet sted. Han skal nemlig også lige hjælpe innovationsminister Sophie Løhde med at afbureaukratisere og forny den offentlige sektor. Ikke lige et venstrehåndsjob skulle man tro.

Han er nemlig også udpeget som formand for tre såkaldte udfordringspaneler, der skal give et bud på, hvordan regeringen kan realisere målet om en mere sammenhængende offentlig sektor. Der er et udfordringspanel om afbureaukratisering af den offentlige sektor. Et om bedre velfærd på tværs af sektorer og et om en mere tidssvarende offentlig sektor. I et af disse paneler findes en anden genganger – direktør Louise Gade fra VIA University College, der også skal forenkle erhvervsstøtteordninger. Og panelerne skal give deres input til regeringens sammenhængsreform, der skal fremlægges ved årsskiftet.

Et svaret på alt et nyt udvalg

Jeg argumenterer på ingen måde for, at disse udvalg, råd og paneler ikke har dygtige og innovative medlemmer, men lige som vores demokrati i forvejen er præget af alt for lukkede processer og alt for lidt åben diskussion om reformer og åben motivation til at komme med innovative forslag, så skaber de her strukturer nogle alt for lukkede og uigennemsigtige rum.

Det er uigennemsigtigt, hvordan udpegningen af medlemmer til disse råd, nævn og udvalg foregår, hvad enten det er innovationsministerens paneler eller erhvervsministerens forenklingsudvalg eller statsministerens disruptionsråd.

Det er uigennemsigtigt, hvordan de efterfølgende politiske forslag bliver udvalgt, og hvor meget ministeriernes embedsmænd gennem sekretariatsfunktionen for de mange udvalg sætter deres præg på processerne i retning af det, som ministeriet i forvejen har arbejdet med, og som de ved, ministeren gerne vil have på dagsorden.

Og det er uigennemsigtigt, hvordan et konsulentfirma kan sidde på begge sider af bordet i sådanne udvalg ved først at udarbejde en rapport, der peger på problemer og mulige løsninger, og derefter sidde i det udvalg, der skal udarbejde de færdige modeller for det, de selv har udpeget som problemer og mulige løsninger, og hvor de tilmed selv kan være en del af problemet med de alt for mange aktører på erhvervsstøtteområdet.

Ekspertudvalg har altid eksisteret som et element i den politiske proces, men det ville være værd at give formatet et kritisk eftersyn. Er de blevet for vildtvoksende parkeringspladser for politiske opgaver, der skal skydes til hjørne af forskellige årsager – som f.eks. et kommunalvalg eller en mindretalsregering, der skal have tid til at modne nogle reformer? Er der blevet en blanding af politiske venner, lidt universitetsfolk og et par andre eksperter blandet op med et par erhvervsfolk, som får lov til at sidde og komme med gode råd her og der?

Mere gennemsigtighed efterlyses.

Denne klumme har været bragt på Altinget.dk den 30. juni 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-saa-fik-vi-lige-endnu-et-udvalg-der-barsler-til-naeste-aar

Skriv et svar