Statsministre er også bare mennesker

DR TV’s serie i fire afsnit om de seneste 35 års statsministre i Danmark er for mange mennesker blevet et utraditionelt, fascinerende og positivt kig ind i magtens maskinrum set gennem fem meget forskellige personligheder, som har stået i spidsen for vores land.

Når man læser debatten om de første to udsendelser på de sociale medier, er kernen i begejstringen opdagelsen af, at statsministre også er en slags mennesker, der kan komme i tvivl, som får for lidt søvn, der har skullet tackle et stort pres med ensomme beslutninger, og som er gode til at bygge netværk og skabe relationer.

Og fælles for dem alle er også, at de med vidt forskellig baggrund og i forskellige politiske situationer har påtaget sig at tage et usædvanligt stort ansvar. At de har haft viljen til magten. Men at de udfører det ansvar, de har haft og har som statsministre på vidt forskellig måde, det fremgår tydeligt. Og det er den interessante kerne i programmerne.

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde som journalist, redaktør, nyhedsdirektør og chefredaktør med politisk dækning i alle 35 år under de fem statsministre. Så udsendelserne er en tur ned ad erindringens vej med interessante punktnedslag i historien, formidlet som slow-tv i langsomme klipninger og smukke filmiske mellemlæg fra Marienborgs have.

Det er ikke afsløringerne, der står i kø under de temmelig banale samtaler. Og man er ikke i tvivl om sympatier og det modsatte i kredsen, selvom det på overfladen er et historisk og positivt møde i behagelige, lydefri omgivelser, hvor ingen stiller opfølgende, kritiske spørgsmål og ingen udfordres på deres positioner. Hver får de lejlighed til at give deres billede af, hvordan de gerne vil opfattes for eftertiden.

Fra den underspillede, venlige og humoristiske Schlüter til den bløde mand inden i Nyrup, som gerne ville indrømme fejl, og som kæmpede med at føle sig misforstået og uretfærdigt behandlet. Til den disciplinerede og principfaste, fnugfri Fogh og den første kvindelige statsminister med hårde interne regeringskampe og masser af offentlige tæsk, Helle Thorning-Schmidt. Og endelig til Lars Løkke Rasmussen, der gradvis og langsomt vænner sig til sin statsministerrolle og finder sin egen stil.

To af dem, Nyrup og Fogh, kontrol-freaks med lyst til at gå helt ned i detaljen om nødvendigt. To af dem, Thorning og Løkke, stærkt udfordret på interne slagsmål i deres respektive regeringer og af offentlig kritik for alt fra løftebrud til fadbamser, flyrejser på 1. klasse og Gucci-tasker. Og så Poul Schlüter, der hele vejen igennem fremstår som en ægte, dansk, folkelig og beskeden regeringsleder, der tager bussen på arbejde, køber sit tøj i Regent på tilbud, spiller en omgang hyggelig familiebridge eller drikker whiskysjusser med de radikale partiledere og tøjler sit eget konservative parti ved i interne konflikter at holde med de andre i flerpartiregeringerne, som han stod i spidsen for.

Schlüter var en statsminister, der havde tid. Tid til at tænke og til uformelle møder. Tid til at tale med pressen, også på det uformelle plan, og lytte til vandrørene på Christiansborg. Tid til at være hjemme i Danmark, mens udenrigspolitikken dengang blev håndteret i Udenrigsministeriet og den dertil indrettede udenrigsminister.

Med skiftet fra Schlüter til Nyrup og endnu mere Fogh, så blev tiden mere knap. Mediernes antal og daglige pres voksede enormt. Og medierne rykkede tættere på personen og personligheden inden i statsministeren med daglig karaktergivning til attitude, performance, tillid hos vælgerne og konkrete resultater. Og udenrigspolitikken flyttede markant ind i Statsministeriet sammen med en øget betydning af topmøderne i EU. En udvikling, der er taget endnu mere til under Thorning og Løkke.

En ændret statsministerrolle

Tv-serien er således i høj grad et billede på en interessant udviklingshistorie af selve statsministerrollen. For den er i den grad forandret på de 35 år. Og en af de mest afgørende faktorer i den forandring er medieudviklingen. Og så er det udviklingen i EU-samarbejdet og afhængigheden af ikke bare nationale, men også internationale personlige relationer.

Hver af de fem statsministre har haft deres kriser og bidrager med vinkler på dem. Som for eksempel Rushdie-sagen, terrorangrebet i USA 11. september 2001, Muhammed-krisen, betalingsringen og terrorangrebet på Krudttønden og ved synagogen i København.

Det interessante ved de fortællinger, vi får serveret i tv-serien, er de øjeblikke, hvor selv en statsminister ikke kan finde hjælp hos embedsmændene eller finde fodfæste i tidligere erfaringer, men må basere sin ageren på personlige valg, personlige relationer og personlige værdier.

Måske skulle politikerne gøre sig nogle overvejelser om, hvorfor folk tager positivt imod sådan en tv-serie, selvom alle kan gennemskue, at de fem regeringsledere fortæller hver den historie, som de gerne vil have er deres eftermæle. Politikerne kunne lære, at det ikke tæller ned at vise nogle menneskelige træk, selvom man har den højeste post, at det ikke tæller ned at give udtryk for nogle personlige værdier og nogle personlige valg.

Det er faktisk skønt til en forandring at se politikere i en politisk udsendelse og en klar politisk forståelsesramme, når de skal vise personlige træk og fortælle om personlige valg. At vi ikke partout skal have dem puttet ned i et eller andet underholdningsformat, for at de føler tryghed i at tale helt menneskeligt og naturligt. Det skader ikke at vise, at politikere også er mennesker med tvivl, bekymring, svære overvejelser, barske beslutninger og personlige værdier.

Foto fra dr.dk:http://www.dr.dk/om-dr/programmer-og-koncerter/dr1-samler-fem-danske-statsministre

Denne artikel blev også bragt på altinget.dk den 8.09.2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-statsministre-er-ogsaa-bare-mennesker

Skriv et svar