Bander, magtesløshed og håb

Når både politikere og medier og en udsat befolkning på Nørrebro i København fortvivler over bandekrigen er det værd at notere, at der i dag ifølge politiet er 1.257 personer med tilknytning til rocker- /bandemiljøerne. Det er det laveste opgjorte antal siden juni 2009.

Nu må det stoppe. Det er helt uacceptabelt hvad der foregår. Det er udansk og utrygt med skyderier i gaderne. Statsministeren må sætte sig for bordenden, og der må tages flere politiske initiativer. Justitsministeren står hver dag på skærmen efter en ny skudepisode og skruer op for retorikken mod bandekriminaliteten. Han har for længst har opbrugt arsenalet af stærke indignationsord og lovet bål og brand så mange gange, at det virker som magtesløshed mere end handling. Oppositionen kræver helt pr. automatpilot endnu mere handling. Men ingen har præcis det greb, der skal til.

Intet demokrati kan leve med politisk magtesløshed overfor rå vold og kriminalitet, der bringer almindelige menneskers liv i fare på gader og stræder. Og selv om banderne mest skyder på hinanden, så kommer helt udenforstående jo af og til i skudlinjen, og banderne skaber frygt og utryghed der, hvor kampen om de kriminelle markeder er flyttet ud på åben gade, og angreb besvares med hævnangreb.

Banderne må helt forbydes, lyder det nu. Rigsadvokaten tror på, at der for første gang kan føres en sag ved domstolene, der forbyder i hvert fald ”Loyal To Familia”-grupperingen på baggrund af de aktuelle skyderier. Det vil så være en helt anden type gennembrud, hvis det lykkes at få domstolene med på det, end de tidligere bandepakker I, II og III, som blot skruer op for straffe, visitationszoner, mobile politistationer, forbud mod bandeklubhuse, exitprogrammer, opholdsforbud, m.v.

Godt at initiativet prøves, men om det får den ønskede effekt; at banderne opløses og forsvinder, er mere tvivlsomt, så længe de lukrative, kriminelle markeder findes. Men så kan der sættes hak også ved det politiske initiativ. Og vi fik en lille smule has på det med magtesløsheden.

Når man iagttager, hvad der sker i et sådan lidt længere perspektiv end sidste uge, så har vi haft store bandekonflikter med sådan cirka 10-12 års mellemrum.

Vi havde den store rockerkrig 1996-1997 mellem Hells Angels og Bandidos. Opgøret mellem de to grupper fyldte medierne næsten dagligt, indtil den stoppede halvandet år senere, næsten lige så pludseligt som den var begyndt. Krigen kostede fem dræbte, der var 40 drabsforsøg, og undervejs bliver der skudt med meget kraftige våben. Blandt andet skydes der fra et tag i nærheden af HA’s klubhus i Titangade i Nørrebro-bydelen i København med en panserværnsraket, direkte mod klubhuset under en fest. To bliver dræbt. I alt i Norden er der 11 drab og 74 drabsforsøg. Alt det har vi bare glemt.

Afslutningen på opgøret sker på Karlebo Kro den 25. september 1997. Her mødes Bandidos-talsmand, Jim Tinndahn med “Blondie”, en af de fremtrædende HA-folk, der nogle år før rockerkrigen havde udstået sin straf for dobbeltdrab. De laver en fredsaftale med forsvarsadvokat Thorkild Høyer som mellemmand, og krigen stopper.

I 2008-2009 er den gal igen. Denne gang mellem Hells Angels, deres supportere i AK81 og flere nye indvandrerbander. Fredsaftalen efter den store nordiske rockerkrig betød en deling af Danmark mellem Hells Angels Bandidos. Men siden voksede indvandrerbanderne i tal og styrke og ville have andel i markedet. Det var bl.a. BGP (Blågårds Plads), Brothas, der er en sammenslutning af banden Copenhagen Nordvest, en bande fra Husum og en fra Mjølnerparken, Black Cobra (Roskilde og Køge), Bloodz (Greve), VHK (Værebros Hårde Kerne), TGV (Tåstrupgård) og senest Loyal To Familia (LTF). Banden består primært af folk med indvandrerbaggrund, men også af etniske danskere. Den har i dag haft kraftigt vokseværk med afdelinger flere steder i københavnsområdet, men blandt andet også i Hillerød, Helsingør og Nivå, Aarhus, Køge, Hundige og i Sverige. Og dengang medførte krigen skyderier, drab og krav om en øget politiindsats. Gadekrigen døde så ud igen, men banderne gik ikke i opløsning.

Nu har vi så 2017, og krigen står mellem to indvandrerstyrede grupperinger – LTF og Brothas – og kampen er stadig om hash-markedet og kriminelle territorier og magt. Vi er der, hvor de seneste måneder har betydet 34 skyderier i gaderne, syv knivoverfald, et drab, 3105 visitationer, 39 beslaglagte skydevåben og 64 fængslinger af bandemedlemmer. Det skønnes at LTF har 225 bandemedlemmer og 80 af dem sidder lige nu i fængsel. Men stopper det krigen? Stopper det rekrutteringen til banderne?

Der er gået symbolpolitik og politisk råbekonkurrence i at være den hårdeste i udtalelserne om banderne og ønsket om at få dem hen, hvor peberet gror. Det ønsker vi vist alle sammen. Og mere politi på gaderne, udvisning af dømte kriminelle, hvor det er muligt, og resten bag lås og slå her i landet så hurtigt som muligt, er der vel heller ikke nogen, der er imod. Men løser det problemet?

Hvis det skulle lykkes at få domstolene til at erklære LTF ulovlig som forening, vil det så stoppe bandekrigerne, eller får de bare et nyt navn og fortsætter deres jagt på territorier og magt over de kriminelle transaktioner? Hvis LTF opløses, vil der formentlig være en anden bande, som får overtaget. Så kan der gå nogle år igen i retssystemet med at få den ulovliggjort.

Ja, undskyld den pessimistiske udlægning her. Men det er jo de kriminelle markeder, der må gøres noget ved. Det er det, der giver banderne grobunden, magten og pengene, der må angribes. Det man kan håbe på er, at hele indsatsen for at stoppe rekrutteringen til banderne og ødelæggelsen af deres pengestrømme optrappes. Den kamp er mindre synlig. Den er et langt sejt træk, som man siger.

Det er noget af det, der lå i Københavns Kommune og politiets ti-punktsplan fra august, der indeholdt bl.a. hjemmebesøg hos alle unge under 18 år på Nørrebro, der risikerer at blive rekrutteret til bandemiljøet. Systematisk udveksling af oplysninger på tværs af myndigheder om unge over 18 år med banderelationer. Styrket samarbejde mellem politi og det kommunale gadeplansarbejde, beboerforeninger og andre organisationer. Og en fokuseret jobskabelsesindsats i forhold til de unge, der kunne blive fristet af at starte med at løbe kriminelle ærinder for banderne. Det er en målrettet indsats for at ramme den økonomiske fødekæde til banderne.

For en god ordens skyld og for proportionerne: Lad os lige slutte af med lidt statistik fra Justitsministeriets forskningskontor fra august i år, så humøret kan komme lidt op igen. Ved udgangen af 2016 er der registreret godt 1.257 personer med tilknytning til rocker- /bandemiljøerne. Det er det laveste opgjorte antal siden juni 2009.

Af det tal er 70 pct. rockere og 30 pct. bandemedlemmer. Faldet i antallet af registrerede bandemedlemmer er større end faldet i antallet af registrerede rockere.

Rockerne i gennemsnit var knap 30 år, da de blev registreret, mens bandemedlemmerne var godt seks år yngre. Der er ikke umiddelbart tegn på en udvikling i retning af, at de ny-rekrutterede er blevet hverken yngre eller ældre. Og de, der har forladt rocker-/bandemiljøerne i 2016, var i gennemsnit medlem i knap tre år.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 3. november 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-bander-magtesloeshed-og-haab

Skriv et svar