Derfor er Facebook en trussel mod demokratiet

Facebook er blevet et suverænt, stærkt politisk våben og en trussel mod vores demokrati. Vi lader et privat selskab overvåge os alle sammen og sælge de indhøstede data til den højestbydende.

Om den nyeste Facebookskandale – stadig under udfoldelse og efterforskning – med 50 millioner amerikaneres personlige data udleveret til et britisk dataanalyseselskab og brugt til målrettet politisk kampagnekommunikation for Trump og andre, så er der kun en god ting at sige: Nu må det efterhånden være gået op for den sidste og mest langsomt opfattende, at Facebook ikke handler om at være en filantropisk, social hyggekomsammenplatform, men om at drive en benhård, psykologisk analysemotor og en kynisk forretning med data og annoncer.

Det må også være gået op for den sidste naive sjæl, at Facebook er blevet alt for meget af en gigantisk stor virksomhed, der ikke har styr på sine egne processer, ikke har styr på sine egne data og sin egen etik.

En kolonialistisk, digital fribytter, hvis stifter og leder, Mark Zuckerberg, altid er der for at udbrede den positive, globale sweettalk om at bygge fællesskaber og relationer, men som forsvinder ud af rampelyset, når de professionelle medier afslører, at hans platform har solgt annoncer til russiske troldefabrikker for millioner af dollars.

Eller når hans firma har lånt millioner af kunders data ud til en virksomhed, som dermed fik adgang til at sende personaliserede, politiske budskaber til amerikanske vælgere, uden at de var klar over, hvilken manipulation de blev udsat for.

Og endelig må det være gået op for den sidste utopist, at vores demokrati er udsat for svær og uoprettelig tæring i fundamentet. Som en af Facebooks egne medarbejdere, product manager Samidh Chakrabarti, i øvrigt selv kom til at sige i januar i år i en refleksion efter afsløringen af den russiske troldeskandale: “Når sociale medier er bedst, så tillader de os at udtrykke os selv og handle. Når de er værst, så tillader de folk at sprede misinformation og undergrave demokratiet.”

Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, kaldte det i januar for sin personlige udfordring i 2018 at “fikse Facebook”. Med det mente han at sætte ind mod fake news, datamisbrug og digitale angreb på nationalstaterne og deres demokratiske valg. “Vi forhindrer ikke alle fejl eller misbrug, men vi gør for øjeblikket for mange fejl i håndhævelse af vores politikker og vores evne til at forhindre misbrug af vores værktøjer,” sagde han.

Og det var jo så sandt, som det var sagt. Nu står vi så her igen. Og Zuckerberg siger det samme. At Facebook undskylder over for brugerne, at firmaet ikke har taget vare på deres data på en ordentlig måde.

Facebook har i mere end to år vidst, at deres data – oprindeligt udleveret til såkaldte forskningsformål – var leveret videre til Cambridge Analytica og derefter misbrugt til politisk kampagneformål. Tilsat det stærke krydderi af politisk intrige og Trumps tidligere nære kampagnechef og medarbejder, Steve Bannon, som medejer af Cambridge Analytics, samt at firmaet er finansieret af Mercerfamilien, som var stærke støtter for Trump-kampagnen i 2016, så er magtspillet fuldbragt.

Millioner af amerikanske vælgere og deres venners personlige profiler og adfærd på nettet er blevet analyseret via deres Facebookdata, og på den baggrund har Trump-kampagnen kunnet teste brugen af bestemte udtryk under kampagnen, målrette anvendelsen af bestemte annoncer og tilgangen til bestemte emner.

Og alt sammen har det kunnet personaliseres til den enkelte vælgers foretrukne interesser, følelser og bekymringer. Facebook kan med den måde, vi bevæger os rundt i deres univers, tegne et så tæt psykologisk portræt af hver af os, at det er langt mere vidtgående i registrering end noget andet firmas lige nu.

Når forargelsen over det, der foregår i USA, har lagt sig, og både britiske og amerikanske myndigheder og politikere har stillet Facebook til regnskab for ikke at beskytte kundernes data ordentligt, så står en ting tilbage: Facebook er blevet et suverænt, stærkt politisk våben og en trussel mod vores demokrati.

Adgangen til Facebooks psykologiske profiler på hver af os kan med den rigtige målrettede kommunikation vinde valg, manipulere med holdninger og flytte stemmer.

Det er jo politikerne og deres kampagnechefer i USA såvel som i Danmark, der benytter adgangen til, via køb og brug af Facebookdata, at kommunikere målrettet, segmenteret og differentieret til vælgerne. Niveauet af brug af data kan være mere eller mindre sofistikeret, men vi har for længst overskredet den tærskel, hvor overvågningen og brugen af data blot handler om køn, alder og geografisk placering.

Målingen af vores adfærd på nettet handler om afdækningen af personlige præferencer og psykologiske profiler på alle mulige områder, om hvad vi liker og ikke liker. Hvad vi søger på, og hvad vi sørger over eller glæder os over. Hvad vi foretager os og med hvem.

Facebook stiller annonceredskaber til rådighed, der i dag bringer de politiske partier, også i Danmark, tæt på den målrettede og personaliserede kommunikation. Men Cambridge Analytics gik lige nogle skridt videre end det i deres bestræbelser på at sikre Trump valgsejren, og de høstede data i et endnu dybere lag end det sædvanligt tilgængelige for enhver, der vil lave en annoncekampagne.

Politisk kommunikation har altid handlet om at ramme de rigtige vælgergrupper med de rigtige budskaber og på det rigtige tidspunkt. Metoderne til at gøre det er bare blevet endnu mere sofistikerede end tidligere, og fornemmelsen af overvågning er snublende nær.

Det samme er fornemmelsen af, at politiske budskaber kan bøjes i alle mulige retninger alt efter den modtager, som skal modtage dem, uden at naboen med et andet adfærdsmønster får samme budskab, men måske et helt andet, som rammer præcis hans eller hendes præferencer og bekymringer.

Kan vi lovgive imod at bruge indsamlingen af data til politiske formål og målrettet politisk kommunikation? Det kan vi kun, hvis vi forbyder de politiske partier at bruge den kanal, som internettet og de sociale medier er, til deres budskaber. Det er næppe en fremkommelig vej i 2018.

Kan vi lovgive om større transparens i forhold til at kunne se på de sociale medier, hvem der er afsender på de forskellige budskaber, vi modtager, og hvad de har registreret på os? Det er måske en fremkommelig vej. Kan vi på internationalt plan forlange, at de sociale medier fortæller os, hvornår og til hvem vores data videresælges, og på hvilke betingelser de må anvendes? Ja! Det må være et minimum af en menneskerettighed i 2018.

Er konklusionen, at Facebook destabiliserer demokratiets spilleregler og flytter idealet om en åben, ligeværdig og sund meningsbrydning på månen? Ja, det er sandheden. Nu handler det om, hvem der er bedst til at ramme folks følelser og til at manipulere budskaberne på den rette måde i et uigennemskueligt digitalt overvågningssystem.

Kineserne er på vej til at bruge den slags systemer til at give deres borgere højere eller lavere karakter som gode samfundsborgere eller det modsatte, alt efter hvordan de opfører sig under den statslige overvågning. I Vestens demokratier lader vi et privat selskab stå for overvågningen og sælge oplysningerne til den højestbydende.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 23.03.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-derfor-er-facebook-en-trussel-mod-demokratiet

Et dansk kønsrollemønster støbt i cement

Velkommen til 2018. Hvor kun 18 procent af de danske kvinder mener, vi har ligestilling på det danske arbejdsmarked, og hvor det er svært at bryde normerne for kvinder med ambitioner om lederjob.

Da World Economic Forum offentliggjorde det sædvanlige Global Gender Gab Index for 2017, var budskabet alt andet end optimistisk. Hvis forandringerne til fordel for diversitet og ligestilling mellem kønnene fortsætter med at ske med den nuværende hastighed, betyder det, at vi først kan regne med, at ulighederne vil være udjævnet om 217 år.

Indekset er blevet lavet siden 2006 og har hvert år målt udviklingen. Danmark ligger i øvrigt på en 14.-plads på ranglisten, hvad angår ligestilling – efter Namibia, Slovenien og Rwanda – mens Island, Norge, Finland og Sverige troner på de første pladser.

Det er et interessant globalt perspektiv på den helt nye og virkelig tankevækkende undersøgelse, som CBS og organisationen Lederne i samarbejde med analyseinstituttet YouGov netop har offentliggjort.

Undersøgelsen er foretaget i anledning af en stor aktionskonference på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts på CBS, hvor studerende og erhvervskvinder og -mænd arbejder sammen om at finde ud af, hvordan vi sikrer øget diversitet på lederposter og ændrer på de gamle kønsrollemønstre, der ikke så nemt lader sig flytte rundt på selv i de yngre generationer.

Det særlige ved undersøgelsen er, at den ikke alene giver et kvantitativt billede af situationen, men i høj grad rummer et enormt, kvalitativt bidrag fra de 713 deltagere, som både er studerende og folk, der er i job og karriere som medarbejdere eller ledere.

Knap otte ud af ti kvinder mod lidt under halvdelen af mændene mener, at mænd har bedre muligheder for at blive topleder i Danmark end kvinder. 40 procent af mændene mod kun 14 procent af kvinderne mener, at mænd og kvinder har lige muligheder i Danmark for at blive topledere.

Nærmest ingen mener, at kvinder har bedre muligheder end mænd for at blive topledere. Spørger man, hvorfor det forholder sig sådan, så handler det om en patriarkalsk kultur, et mandsdomineret erhvervsliv, en meget kønsstereotyp forventning til mændene om at besidde lederevne end til kvinderne og mangel på, at fædrene tager lige så meget barselsorlov som kvinderne.

68 procent af kvinderne i undersøgelsen og 36 procent af mændene mener faktisk ikke, der er ligestilling på det danske arbejdsmarked. Kun 18 procent af kvinderne mener, der er ligestilling, mod 50 procent af mændene. Og der er i øvrigt ingen forskel på, hvordan de studerende bedømmer situationen, i forhold til dem, der allerede er på arbejdsmarkedet.

Analysen viser med det tydelige sprog som kommer ud af alle de mange fritekst-svar, at det danske kønsrollemønster anno 2018 stadig er støbt i cement fra fortiden. Der skal en normændring til. En kulturændring. En ændret fortolkning af magten som begreb og funktion.

Der skal lige løn for lige arbejde. En mere ligelig brug af barselsorlov og flere kvinder på topposter som rollemodeller. Vi skal gøre op med illusionen om, at vi allerede har ligestilling i Danmark, lyder det fra flere af bidragyderne i undersøgelsen. Der skal gøres op med, at det er særligt venstreorienteret at gå ind for ligestilling, lyder et andet bidrag.

Et meget tydeligt eksempel på det med kønsrollerne støbt i gammel cement angår accepten af, at ens partner tjener mere end en selv. Kun 79 procent af mændene mod 91 procent af kvinderne synes i høj grad eller i meget høj grad, at det er i orden, at deres partner/ægtefælle tjener mere end dem selv.

60 procent af kvinderne mod 36 procent af mændene oplever, at det er meget svært eller i nogen grad svært at bryde de sociale normer for, hvad man forventer, at kvinder og mænd bør gøre.

Der tales om, at de sociale normer er indgroede, også i Danmark i dag. At der er specifikke kønsstereotype forventninger til kvindernes roller som mødre og som blødere ledere, på samme måde som der er faste mønstre for forventningerne til mændene. Og at der er nogle normer og en kultur på arbejdsmarkedet, der understøtter disse forventninger, når en kvinde bliver rost for ikke at være som andre kvinder, hvis hun tager et toplederjob, og samtidig kan blive kritiseret for at være en dårlig mor, der ikke afsætter nok tid til børnene.

I undersøgelsen bliver respondenterne spurgt, om et lederjob er foreneligt med et familieliv. Halvdelen mener, at det er tilfældet, men der er betydeligt flere mænd (61 procent) end kvinder (45 procent) der mener, det er rigtigt.

Når der i undersøgelsen spørges ind til, hvorfor de adspurgte ikke mener, at et lederjob er foreneligt med et godt familieliv, svarer de, at det er for tidskrævende, at familien skal prioriteres højest, at der mangler fleksibel børnepasning og andre praktiske forhold.

Til gengæld fejler lederambitionerne ikke noget hos de studerende på CBS. Her siger 92 procent, at de i høj grad eller i nogen grad har ambitionen om at blive leder. Blandt dem, der er i job, som har deltaget i undersøgelsen, er tallet faldet til 78 procent for dem med lederambitioner.

Hvis der skulle være en ’happy end’ til den nye undersøgelse, så må det være lederambitionerne hos de unge generationer. Så må vi se at få taget et ordentligt livtag med det gamle kønsrollemønster og kønsstereotype forventninger til hinanden.

Sverige er det nordiske land, hvor andelen af kvinder i lederstillinger er højest. Her ligger tallet på 40 procent, mens Danmark med sine 27 procent er det land i Norden med færrest kvindelige ledere. Mellem de to lande ligger Island med en andel på 38 procent, Norge med 36 procent og Finland med 33 procent. Danmark ligger med de 27 procent under OECD’s gennemsnitlige andel af kvindelige ledere, som er 31 procent.

Ingen tvivl om, at de hårde facts vedrørende barselsorlovens indvirkning på kvinders karriere og løn har en stor betydning.

Men hvis vi nu lige lægger det til side et øjeblik, så er der faktisk en kæmpe indsats, vi i fællesskab under uddannelsen, på arbejdspladserne og hjemme i privaten kunne gøre for at bryde cementen op omkring de kønsstereotype forventninger, vi har til hinanden, samt til hvad der skal være magtens symbolik og faste definitioner på selve udførelsen af lederjobbet, hvad enten man er mand eller kvinde.

Bragt på mm.dk den 8.marts 2018 https://www.mm.dk/artikel/et-dansk-koensrollemoenster-stoebt-i-cement