Månedsarkiv: juli 2018

Kan politik skabes efter en ny kogebog?

Udgivet den af
Svar

I politik er der mindre og mindre rum for eksperimenter, for at begå fejl og for at tænke grænseoverskridende nyt. Det er faktisk ikke på den måde, vi løser de problemer, som hænger fast ved den danske model.

Lige om lidt er hedebølgen, Tour de France og den politiske fred ved at være overstået, og vi vender tilbage til hverdagen, arbejdet og et utvivlsomt spændende politisk efterår.

Men også temmelig forudsigeligt. August er højsæson for politiske sommergruppemøder efterfulgt af et finanslovforslag for 2019 i slutningen af måneden. Og så er vi i gang. Måske med en alenlang – og på godt jysk, træls – valgkamp frem til næste forår. Måske med et efterårsvalg før vi aner det.

Under alle omstændigheder går partierne op i gear fra starten efter sommerpausen. Det er nu, kuglerne skal støbes, og der skal lægges forslag frem, som vælgerne kan forholde sig til, hvis statsministeren skulle tage chancen hos vælgerne før tid.

Regeringen har allerede en række reformer af den offentlige sektor og sundhedsområdet i støbeskeen klar til affyring de kommende måneder.

Forsommeren har indvandring, integration og ghettopakke stået højest på dagsordenen, og de offentlige overenskomster kom på plads uden indgreb. Lige før den politiske sommerpause sprang alle partierne næsten uden undtagelse ud i fuld blomst på det grønne område, og et smalt medieforlig blev landet.

Nu gælder det i efteråret næste led i det, der ligesom ghettoplanen kan bruges som gode slagvarer til et valg: Udvikling af kernevelfærd på sundhedsområdet, mere for pengene i den offentlige sektor og sikringen af tilstrækkelig arbejdskraft til opsvinget.

Mental uorden

Vi udvikler hele tiden på vores velfærdssystem og skal endda ifølge finansministeren tillade os en vækst i de offentlige udgifter i de kommende år selv om budskabet tidligere har været nulvækst. Vi lapper huller, og indimellem reformerer vi. Vi poster flere og flere penge i vores sundhedsvæsen. Vi har høj beskæftigelse og mangel på arbejdskraft. Vi har opdrift i økonomien og mange positive takter, hvor vi som lille land lykkes med succeshistorier på et hårdt internationalt marked. Vi har gang i digitaliseringen. Står flot i internationale målinger på området, om end det kunne gå hurtigere med omstillingen i dele af industrien. Det går ret godt i Danmark, har statsministeren flere gange understreget, uden at komme til at lyde for pralende.

Og alligevel har vi et samfund i mental uorden. Med alt for mange selv helt unge ramt af stress, fornemmelse af utilstrækkelighed og anden mistrøstighed. Alt for mange uden for arbejdsmarkedet og alt for mange med forskellige diagnoser af depression, angst og misbrug. Alt for mange uden for eller på sidelinjen af samfundets flertal. Vi har en offentlig sektor, som trods dygtige medarbejdere og masser af kontrolsystemer ikke lykkes med at komme de rigtigt onde, vedvarende sociale problemer til livs. Vi bruger milliarder af kroner på de samme områder, som ikke rykker sig i positiv retning.

Vi har ikke knækket problemet med den sociale arv og de udsatte børn og en gruppe unge uden fremtidshåb. Vi har en sundhedssektor, som trods dygtige medarbejdere fremviser alt for mange eksempler på svigt, fejl og manglende sammenhæng i behandlingen af patienterne. Vi har visse steder en ældreomsorg, som overhovedet ikke er et samfund som vores værdig. Vi har en uddannelsessektor, som ikke matcher arbejdsmarkedets behov.

Vi jagter årsagerne til den mentale uorden i den digitale hverdag, i præstationspres og nulfejlkultur. I perfekthedskulturen, som fordrer det skønne, veludstyrede hjem, den perfekte familie fyldt med kærlighed og tryghed, den perfekte karriere fyldt med spændende opgaver og udfordringer, de trofaste, interessante venner og de perfekte børn, der er kreative og dygtige og har alle de rigtige kammerater. Kulturpolitikken staves nu underholdning, fascination, tidsfordriv og oplevelser.

Kulturdebatten og kulturpolitikken bruges ikke til at hjælpe os med at finde vej og fodfæste i en digital og globaliseret verden. Bruges ikke som et ramsaltet, inspirerende og engagerende bud på at tackle samfundsudviklingen og den mentale uorden. Kulturens aktører er trukket ind i sneglehuset, og toppolitikerne har glemt kulturens stærke betydning for vores identitet og værdier som mennesker.

Ny slags politikudvikling

Politikerne fra højre til venstre knokler på med at gøre indvandringen og integrationen, ghettoerne og de udanske parallelsamfund til vores altoverskyggende udfordring. Knokler på med at gøre den offentlige sektor mindre hullet og siloopdelt og mindske risikoen for, at folk falder igennem systemernes mange ukoordinerede handleplaner og støtteordninger mindre med en kommende sammenhængsreform. Vi har en Ledelseskommission, der kommer ud med den epokegørende, altoverskyggende anbefaling at sætte borgeren i centrum. Jamen, det troede vi vel egentlig, at vi allerede var i det danske velfærdssystem.

Hvordan er det så, at vi som vælgere skal forholde os til, at det på den ene side går ”ret godt” i Danmark, som statsministeren siger, og at vi på den anden side har rigtigt store udfordringer? Hvem kan tegne visionen ikke alene for industrien 4.0, eller den offentlige sektor 4.0 eller sundhedsvæsenet 4.0, men for hele Danmark 4.0, hvor vi har taget livtag med den mentale uorden og de onde problemer i social- og sundhedssektoren

Når vi nu står foran et valg inden for de kommende måneder, kunne man så ikke stille spørgsmålet, hvordan vi får grebet den politiske styring an på nye måder. Ja, faktisk hvordan vi får udviklet vores demokrati og vores politikskabelse, så grundlæggende reformer kan få den rette folkelige forankring, og så de rent faktisk løser de problemer, som danskerne er mindst lige så optagede af som indvandringen.

Kloge folk rundt om i verden i organisationen ”States of Change” er begyndt at tænke over, om politikudvikling kunne gøres på nye måder. Over om den politiske ledelse og den offentlige sektor kunne være mere innovativ og dermed ikke bare bestandigt og kortsigtet lappe huller. Eller udrulle reformer, der ikke er ordentligt aftestet, og løsninger, som ikke har nogen folkelig forankring eller forståelse.

Et af hovedpunkterne i det arbejde, som det tværnationale initiativ er kommet frem med, peger på, at man i politik burde lade sig inspirere af den digitale udviklingsmodel. Fokusere på den kulturforandring, som digitaliseringen kræver af virksomhederne og den måde, som innovative, digitale virksomheder arbejder på. Et samfund i den digitale virkelighed skal måske til at acceptere konstant at være i en beta-version, hvor eksperimenter, justeringer og tilretninger og nye innovationsspring ikke kommer i store reformpakker, der bygger oven på et kæmpe lag af gammel historik. Eller sagt med andre ord:

Plads til eksperimenter

Skal vi have løst de virkelig onde problemer og skavanker ved vores nuværende velfærdsmodel, så skal vi måske politisk til at eksperimentere, udforske, turde fejle og lave om igen. Så skal innovation ikke blot er en styret operation inden for kendte rammer og med hensyntagen til årtiers forudgående erfaring og historik. Så skal der være plads til en rigtig og dyb innovation, der for alvor flytter hele tankegangen, kulturen, processerne og løsningerne et nyt sted hen

Når den offentlige sektor nu skal hænge bedre sammen, kunne vi så tage udgangspunkt i en anden form for styringsmodel end den nuværende. En model, der ikke appellerer til kassetænkning og suboptimering i det offentlige, men som ser på personen – på mennesket, der har brug for hjælp. Og så på den måde tvinge systemerne til at arbejde sammen om løsninger. Vi kunne skabe innovative miljøer og frirum i det offentlige til at eksperimentere med nye løsninger

Når vi nu skal finde ud af, hvordan vi tackler en fremtidig eksplosiv stigning i sundhedsudgifterne med nye behandlingsmuligheder, dyr personlig medicin og flere ældre, og vi har et system nu, der på for mange strækninger er dysfunktionelt, kunne vi så sætte eksperimenter i gang med nye løsninger og prøve nye veje af tænkt helt ud af boksen i lille skala, inden vi ser, hvad der virker, og derefter skruer op for skaleringen.

Når vi nu ved, at mange af de uddannelser, vi har i dag, er forældet og ufleksible i forhold til det, vi har brug for i fremtiden, skulle vi så afprøve en anden form for uddannelsesplanlægning i lille skala, så vi kunne blive klogere på den fremtidige uddannelsesmodel til et meget forandret arbejdsmarked. En model, der også må have perspektivet med for livslang læring.

Alt for meget lovgivning bliver til uden at tidligere lovgivning er ordentligt evalueret, inden næste bølge af ændringer kommer. Uden at initiativerne er gennemtænkt på tværs af de forskellige sektorer. Og uden at det er gennemtænkt, om det er tidspunktet at starte helt fra grunden med en ny model.

I den digitale og videnskabelige verden er det nødvendigt at tænke de utænkelige løsninger. At teste dem af. Fejle, lære af det og gøre nye forsøg. I politik er der mindre og mindre rum for eksperimenter, for at begå fejl og for at tænke grænseoverskridende nyt. Det er faktisk ikke på den måde, vi løser de problemer, som de politiske partier paradoksalt nok er ret enige om, hænger fast ved den danske model.

Måtte vi få et politisk efterår, der giver plads for nye ideer til at løse den mentale uorden og nytænke den danske model.

 

Denne artikel er bragt den 27. juli 2018 på altinget.dk: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kan-politik-skabes-efter-en-ny-kogebog

 

Ud af grotten – ind i hjerterne

Udgivet den af
Svar

Katastrofer skal have få helte og få ofre, der kæmper en fortvivlet kamp mod naturens kræfter, så følger vi dem time for time over hele verden. Indstil næste hjerteskærende katastrofe. Hvis katastroferne er enorme, er ofrene mange hundrede og redningsmandskabet i tusindtal, så flyder dramaerne let forbi os i nyhedsstrømmen.

Man siger, der helt enkelt findes to slags journalistik, der virkelig rammer os i hjertekulen. Den, hvor vi kan sige: Godt det her ikke sker for mig. Og den, hvor vi kan sige: Bare det her skete for mig. Den første rammer vores empati, vores medmenneskelige sympati og vores frygt for at vores nærmeste eller vi selv bliver ramt af noget tilsvarende. Vi kan helt umiddelbart og konkret identificere os med de ulykkeligt ramte. Den anden rammer vores drømme, misundelse, forargelse og håb. Når noget bliver meget konkret, så rører det vores følelser.

For at en nyhedshistorie i katastrofekategorien skal kunne ramme en af disse to genrer rent med størst mulig fascinations- og gennemslagskraft i nyhedsstrømmen, så skal ulykken have et begrænset antal ofre. Børn giver altid en klar identifikation. Selv om de måske har båret sig uforsigtigt og dumt ad, så er de per definition uskyldige i den ulykkelige situation, de er havnet i.

Der skal være håb for deres redning, selv om det ser vanskeligt/umuligt ud. Der skal være en form for tidsfaktor og dramaturgi i forløbet med lykkelige øjeblikke og dramatiske tilbageslag. Der skal være store og små helte, som kan følges gennem anstrengelserne. Og der skal være en international interesse for sagen og en kendisopmærksomhed skader heller ikke.

Hvis det her lyder kynisk, og det gør det, så prøv at tænke efter. Hvilke ulykker husker vi bedst. Præcis den her slags med fodbolddrengene i Thailand, som omfatter små grupper, der befinder sig i en dramatisk situation, de kan miste livet ved. Indespærret i en grotte hvor druknedøden er overhængende realistisk. Indespærret i en mine, som 33 arbejdere i Chile. Eller russiske sømænd indespærret i en ubåd på havets bund.

Historien om de 12 fodbolddrenge fra The Wild Boars junior fodboldhold og deres træner, som måtte tilbringe mere end to uger i Tham Luang grotten i det nordlige Thailand, havde det hele. Det handlede om børn, der havde søgt ly i en grotte for regnen og antagelig var blevet presset langt ind i dens mørke, uvejsomme indre af oversvømmelser. De store helte var selvfølgelig det thailandske Navy SEAL team og de internationale dykkere, der fik dem ud med eget liv som indsats. De små helte, alle de mange frivillige der strømmede til området for at hjælpe med opmuntring, mad og forsyninger.

Dramaturgien havde også det hele. Der gik ni dage inden de unge fodbolddrenge blev fundet af tre britiske specialdykkere. En dykker mistede livet i forsøgene på at fragte iltflasker ind i grotten og finde metoder til at få børnene ud i live. Monsunen trængte sig på med truslen om, at grotten i løbet af en dag eller to ville være endnu mere oversvømmet og måske endda også den forhøjning, som drengene havde fundet op på, da de i første omgang redede livet.

Hele den internationale breaking news business var på sagen, og grotteområdet blev oversvømmet af udsendte reportere, der kunne tale og tale i timevis, fremvise vandpumper og ventende pårørende, og blive stillet alle mulige spørgsmål om børnenes tilstand, redningsmetoder og tidsplaner, som de reelt ikke havde noget svar på.

Med tilbageholdt åndedræt har vi alle fulgt med i og talt om børnenes tilstand og stillet spørgsmålet igen og igen, hvorfor i alverden de i første omgang begav sig ind i den grotte? Alle – både med og uden børn på den alder – har kunnet identificere sig med de angste forældre og med børnene i grotten.

DR og TV2 var på pletten med live-reportere klar til omstilling, og de danske medier var så heldige, at en dansk dykker deltog i redningsaktionen.

USA’s præsident sendte lykønsknings tweet i forbindelse med redningen af de sidste af de 13 indespærrede i grotten. Teslas karismatiske tech-milliardær, Elon Musk, lagde vejen fordi grotteområdet med en miniundervandsbåd bygget til hans måneprojekt, som måske skulle kunne bruges på landjorden til at hjælpe børnene ud.

Båden kom aldrig i brug, men Elon Musk fik taget billeder af sig selv efter grottebesøget og fortalt alverden på twitter om hans hjælpeaktion. Politikere og personligheder fra hele verden sendte sympatihilsener til redningsteamet og drengene på de sociale medier. Det internationale fodboldforbund FIFA lovede drengene billetter til VM-finale kampen i Rusland. Andre fodboldhold sendte hilsener og invitationer. Hele verden levede med i historien, og der blev bedt på alle slags sprog for deres overlevelse

En anden historie

Mens alverden fulgte eftersøgningen og senere redningen af de 12 fodbolddrenge og deres træner, så skete der andre katastrofer i præcis samme periode, som bare ikke fik andet end kortvarig opmærksomhed, selv om de havde langt flere ofre.

Mindst 18 personer omkom, efter at to både med mange kinesiske turister kæntrede i havet nær ferieøen Phuket. 38 personer savnedes efter ulykken. Båden kæntrede, da den blev ramt af fem meter høje bølger. Den havde netop forladt Koh Racha, der er populært blandt snorkeldykkere, for at returnere til Phuket. Om bord var 105 passagerer. Samme dag kæntrede også en anden båd nær Phuket. Ifølge lokale medier var der tale om en båd med 39 kinesiske og europæiske turister om bord nær øen Koh Mai Thon. Alle fra denne båd blev reddet derfra i live.

Her er altså tale om langt flere døde og en større katastrofe. Men det er ikke børn, der sidder på en stump klippe i en oversvømmet grotte. Det var kinesiske og europæiske turister i ubestemmeligt antal og ingen medier gjorde rigtigt meget ud af at finde ud af sammensætningen.

Og i samme periode, ud for Libyens kyst: Over 63 migranter menes omkommet, efter at deres båd gik ned. Det andet forlis af denne art inden for to døgn. 41 migranter blev samlet op, efter at deres fartøj var gået ned. En stor gummibåd forulykkede dagen senere ud for Libyens kyst med over 100 migranter om bord. 16 af de ombordværende blev reddet og ni omkomne er blevet bjærget. Der er ingen oplysninger om de øvrige.

Døden på Middelhavet er blevet så meget hverdagskost i medierne, at tabstallene dårligt nok rapporteres mere. Vi kan ikke rumme at omfatte migranterne med sympati, fordi de kommer i store mængder, leverer så mange problemer til Europas dørtrin og skaber både frygt og afmagt hos de politikere og den lokale befolkning, som skal finde løsninger på at holde migranterne hjemme på det afrikanske kontinent og få sendt dem tilbage, der ikke skal have asyl i EU.

Lad os tage et tredje eksempel. I samme periode som fodboldholdet og træneren i grotten stjal al opmærksomhed, misterede tæt på 200 mennesker livet under oversvømmelser i Japan efter det kraftigste regnvejr i tre årtier.

Kampen er sat ind med 70.000 redningsarbejdere for at finde de sidste savnede. Omkring to millioner mennesker er blevet evakueret. Her er ingen livereportere på hvert gadehjørne for at følge katastrofen. Her er tabene så uoverskuelige og redningsarbejdet så omfattende, at vi ikke kan identificere os med det. Det bliver ”bare” en kort nyt i nyhedsudsendelserne, mens redningen af de 12 fodboldsdrenge og deres træner tager toppen af nyhederne

Når spotlightet slukker

I de kommende dage og uger vil medierne bestorme drengenes familier og drengene selv, når de engang kommer ud fra hospitalet og kan fortælle deres historier om de to rædselsuger i grotten.

Det er interessant, at en af de chilenske minearbejdere, der for nogle år siden sammen med 32 kolleger var indespærret i en sammenstyrtet mine i det nordlige Chile i 69 dage, nu på Reuters fortæller om det mediecirkus og den enorme opmærksomhed, der blev dem til del umiddelbart efter den mirakuløse redning. Men få uger efter slukkedes den internationale spotlight på dem, og medierne og folks opmærksomhed var videre til næste drama. Den rutsjetur fra krise og døden-nær til verdensopmærksomhed og lykke – og så tilbage til glemsel, er brutal og forventelig – også for fodbolddrengene.

Allerede nu er de personlige historier om de 12 drenge og deres træner på vej i medierne. Mange af dem viser sig at være fattige, statsløse drenge fra de små og store etniske mindretal, der krydser grænsen mellem Thailand og Myanmar.

Blandt fodboldholdet skiller allerede historien om en af dem, Adul, sig ud i den internationale presse. En statsløs dreng fra Wa-regionen, hvis forældre efter at have krydset grænsen til Thailand for otte år siden ifølge New York Times efterlod sønnen ved den lokale Baptist kirke i Mae Sai og bad den lokale præst om at tage vare på ham. Wa-regionen i Myanmar er præget af borgerkrig og mulighederne for en god uddannelse for den unge Adul ikke eksisterende. Han blev den, der på blandt drengene i grotten kunne kommunikere på engelsk med de britiske specialdykkere og fortælle om deres tilstand. Andre heltehistorier vil følge.

Om træneren, den 25-årige Ekkapol, som takket være sin uddannelse hos buddhistiske munke lærte drengene at meditere og finde ro under opholdet inde i grotten, ligesom han ansvarsfuldt overlod sin ration af mad og drikke til drengene og var den sidste, der kom ud.

Men lige om lidt er også drengenes historier fortalt, og medieverdenen rykker videre til den næste menneskelige katastrofe, som vi kan overskue at identificere os med. Så overlades scenen til filmselskaberne, der ser dramatisk potentiale i at fortælle drengenes historie som film.

Denne artikel blev også bragt på altinget.dk den 13.juli 2018. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-ud-af-grotten-ind-i-hjerterne

 

Fra minister til lobbyist – kun et skridt over gaden

Udgivet den af
Svar

Det skal være attraktivt at være politiker og minister.

Gerne mere attraktivt, end det er i dag, hvis vi skal have de bedste. Og det har vi brug for. Både dem med den stærkeste vision, den stålsatte integritet og uafhængighed og det største mod til at træffe politiske beslutninger.

Vi har ikke brug for jantelov og småpopulistisk fnidder om minister- og folketingslønninger, pensioner og ventepenge, der altid skræmmer politikerne fra at tage en ordentlig diskussion om egne arbejdsvilkår, og som altid får medløb i populærpressen og de sociale medier.

Vi har brug for, at politikere kan hentes fra alle samfundslag. At de får en løn, der afspejler det ansvar og den prestige, vi som vælgere burde tillægge jobbet.

De skal ikke være levebrødpolitikere, men bør have en smidig mulighed for at skifte erhverv til og fra politik og måske tilbage igen i politik belæsset med flere erfaringer fra erhvervslivet. Erhvervslivet og den offentlige sektor skal finde det attraktivt at ansætte en eks-politiker i en helt almindelig rekrutteringsproces.

Vi har til gengæld også rigtig meget behov for at have nogen regler i Danmark omkring jobskifter i hvert fald for ministre, som sikrer klare skillelinjer mellem at være ”folkets tjener”, som en minister jo er, og så tjene en interesseorganisation, et kommunikationsbureau eller et public affairs-bureau med påvirkning af politikerne og lobbyisme som opgave.

Dermed være ikke sagt, at lobbyisme per definition er et dårligt fænomen, der giver dem med de stærkeste økonomiske muskler størst indflydelse på den politik, der føres i landet. Lobbyisme kan faktisk være ganske nyttig for politikerne, når der er åbenhed og transparens omkring det. Så er det en måde for politikerne at få input til ny lovgivning eller blive opmærksom på behovet for ændringer eller uhensigtsmæssigheder i samfundet.

Den aktuelle krog til at åbne denne diskussion er selvfølgelig nu tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsens afgang den ene dag fra ministertaburetten på den ene side af Slotsholmsgade i København for næste dag et indtage den varme stol som administrerende direktør for Dansk Erhverv bogstavelig talt lige på den anden side af samme gade.

Fra valget i 1987 til valget i 2015 er der sket en stigning på 80 procent i antallet af politikere, der er gået fra minister eller jobbet som politikere til nye job med lobbyindhold. Alene mellem 2001 og 2015 taler vi om 63 ansættelser. En undersøgelse udarbejdet af Mark Blach-Ørsten og Ida Willig, der er professorer på RUC, og Leif Hemming Pedersen, der er ekstern lektor samme sted, viser tendensen meget klart.

I PR- og kommunikationsbureauer som for eksempel Primetime og Advice og i tænketanke som Cepos og Concito ansatte man mellem 2001 og 2015 over 4 gange så mange eks-MF’er som mellem 1987 og 2001. I interesseorganisationer som for eksempel WWF Verdensnaturfonden og Finans Danmark har væksten været til at få øje på med næsten en fordobling i antallet af ansatte eks-politikere. Kun blandt de fagforeninger, som ansætter eks-politikere i jobs med lobbyindhold, er der tilbagegang at spore – fra 11 ansættelser mellem 1987 og 2001 til 4 ansættelser mellem 2001 og 2015.

Hvorfor er den tendens problematisk? Fordi en minister, der går lige direkte fra et fagområde som landbrug og fødevarer eller Erhvervsministeriet, har en enorm insideviden, som er rigtigt mange penge værd for en interesseorganisation og dens medlemsvirksomheder.

Fordi der er en fare for interessesammenblanding og konflikt og for tillidsbrud i forhold til fortrolighed. Fordi konspirationsteoretikerne sikkert vil kunne få øje på, at en minister netop har sat brød i ovnen til at få et topjob i den pågældende organisation ved at tilgodese den i forskellige sammenhænge inden karrierespringet. Og fordi det risikerer at skabe en ubalance i magtforholdene i dansk politik og skabe konkurrenceforvridning.

I rigtigt mange andre lande i Europa har man en lovgivning indeholdende en karensperiode for afgående ministre, hvor de ikke kan tage et andet job, eller de skal søge et særligt nævn om tilladelse til at tage jobbet.

Det handler altså slet ikke om den hellige, almindelige forargelse over eftervederlag fra et sted og løn et ny sted, som plejer at få blodtrykket op i den danske debatpuls, hvis en minister ikke straks frasiger sig sådan et. Det her spørgsmål om integritet, fortrolighed og magtbalance er langt vigtigere.

Hvor hurtigt forældes en ministers konkrete insideviden om aktuelle sager og lovgivning, der forberedes? Hvornår er der tale om oplysninger, der kan være til økonomisk skade for staten, eller som kan give bestemte organisationer en fordel ved at have en nyligt afgået minister i spidsen?

I mange andre lande – herunder hos vore naboer i Sverige – arbejder man nu med en karensperiode på 12 måneder. I Storbritannien er perioden 2 år og i Frankrig 3 år for ministre, hvis det er samme fagområde, de skifter job til i den private sektor.

Mange steder har man nedsat et nævn, som kan behandle sagerne i de situationer, hvor en afgående minister gerne vil tiltræde et nyt job i karenstiden. Herunder også om der er visse områder eller sager, som den pågældende eks-minister skal være afskåret fra at beskæftige sig med. Et sådant nævn skal nu for eksempel nedsættes under den svenske Riksdag.

Det er positivt og sundt for det politiske system, at der skiftes ud indimellem, og at politikere i almindelighed og ministre i særdeleshed har mulighed for at skifte karrierer ind og ud af politik. Men det duer ikke, at vi ikke har nogle regler, som beskytter os mod to ting: Dels at en minister begynder bevidst at skabe sig selv en positiv karrierevej over tid ved at favorisere en bestemt organisation og dens ønsker gennem sine politiske valg og prioriteringer. Dels at sikre, at fortrolige sagsoplysninger eller konkurrentoplysninger ikke kan blive misbrugt og havne et forkert sted ved den slags hurtige jobskift.

Kun hvis der er et sundt og godt og transparent regelsæt, som Folketingets præsidium må påtage sig at drøfte, så slipper også politikerne og ministrene for mistænkeliggørelse og kritiske spørgsmål.

Der er masser af inspiration at hente i vore nabolande. Det besværliggør selvfølgelig en ansættelsesproces som i tilfældet med Dansk Erhvervs direktør, men det øger tilliden til det politiske system at have sådan et regelsæt. Og det er meget værd.

Denne klumme har været bragt på Altinget.dk den 29.6.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-fra-minister-til-lobbyist-kun-et-skridt-over-gaden