Ud af grotten – ind i hjerterne

Katastrofer skal have få helte og få ofre, der kæmper en fortvivlet kamp mod naturens kræfter, så følger vi dem time for time over hele verden. Indstil næste hjerteskærende katastrofe. Hvis katastroferne er enorme, er ofrene mange hundrede og redningsmandskabet i tusindtal, så flyder dramaerne let forbi os i nyhedsstrømmen.

Man siger, der helt enkelt findes to slags journalistik, der virkelig rammer os i hjertekulen. Den, hvor vi kan sige: Godt det her ikke sker for mig. Og den, hvor vi kan sige: Bare det her skete for mig. Den første rammer vores empati, vores medmenneskelige sympati og vores frygt for at vores nærmeste eller vi selv bliver ramt af noget tilsvarende. Vi kan helt umiddelbart og konkret identificere os med de ulykkeligt ramte. Den anden rammer vores drømme, misundelse, forargelse og håb. Når noget bliver meget konkret, så rører det vores følelser.

For at en nyhedshistorie i katastrofekategorien skal kunne ramme en af disse to genrer rent med størst mulig fascinations- og gennemslagskraft i nyhedsstrømmen, så skal ulykken have et begrænset antal ofre. Børn giver altid en klar identifikation. Selv om de måske har båret sig uforsigtigt og dumt ad, så er de per definition uskyldige i den ulykkelige situation, de er havnet i.

Der skal være håb for deres redning, selv om det ser vanskeligt/umuligt ud. Der skal være en form for tidsfaktor og dramaturgi i forløbet med lykkelige øjeblikke og dramatiske tilbageslag. Der skal være store og små helte, som kan følges gennem anstrengelserne. Og der skal være en international interesse for sagen og en kendisopmærksomhed skader heller ikke.

Hvis det her lyder kynisk, og det gør det, så prøv at tænke efter. Hvilke ulykker husker vi bedst. Præcis den her slags med fodbolddrengene i Thailand, som omfatter små grupper, der befinder sig i en dramatisk situation, de kan miste livet ved. Indespærret i en grotte hvor druknedøden er overhængende realistisk. Indespærret i en mine, som 33 arbejdere i Chile. Eller russiske sømænd indespærret i en ubåd på havets bund.

Historien om de 12 fodbolddrenge fra The Wild Boars junior fodboldhold og deres træner, som måtte tilbringe mere end to uger i Tham Luang grotten i det nordlige Thailand, havde det hele. Det handlede om børn, der havde søgt ly i en grotte for regnen og antagelig var blevet presset langt ind i dens mørke, uvejsomme indre af oversvømmelser. De store helte var selvfølgelig det thailandske Navy SEAL team og de internationale dykkere, der fik dem ud med eget liv som indsats. De små helte, alle de mange frivillige der strømmede til området for at hjælpe med opmuntring, mad og forsyninger.

Dramaturgien havde også det hele. Der gik ni dage inden de unge fodbolddrenge blev fundet af tre britiske specialdykkere. En dykker mistede livet i forsøgene på at fragte iltflasker ind i grotten og finde metoder til at få børnene ud i live. Monsunen trængte sig på med truslen om, at grotten i løbet af en dag eller to ville være endnu mere oversvømmet og måske endda også den forhøjning, som drengene havde fundet op på, da de i første omgang redede livet.

Hele den internationale breaking news business var på sagen, og grotteområdet blev oversvømmet af udsendte reportere, der kunne tale og tale i timevis, fremvise vandpumper og ventende pårørende, og blive stillet alle mulige spørgsmål om børnenes tilstand, redningsmetoder og tidsplaner, som de reelt ikke havde noget svar på.

Med tilbageholdt åndedræt har vi alle fulgt med i og talt om børnenes tilstand og stillet spørgsmålet igen og igen, hvorfor i alverden de i første omgang begav sig ind i den grotte? Alle – både med og uden børn på den alder – har kunnet identificere sig med de angste forældre og med børnene i grotten.

DR og TV2 var på pletten med live-reportere klar til omstilling, og de danske medier var så heldige, at en dansk dykker deltog i redningsaktionen.

USA’s præsident sendte lykønsknings tweet i forbindelse med redningen af de sidste af de 13 indespærrede i grotten. Teslas karismatiske tech-milliardær, Elon Musk, lagde vejen fordi grotteområdet med en miniundervandsbåd bygget til hans måneprojekt, som måske skulle kunne bruges på landjorden til at hjælpe børnene ud.

Båden kom aldrig i brug, men Elon Musk fik taget billeder af sig selv efter grottebesøget og fortalt alverden på twitter om hans hjælpeaktion. Politikere og personligheder fra hele verden sendte sympatihilsener til redningsteamet og drengene på de sociale medier. Det internationale fodboldforbund FIFA lovede drengene billetter til VM-finale kampen i Rusland. Andre fodboldhold sendte hilsener og invitationer. Hele verden levede med i historien, og der blev bedt på alle slags sprog for deres overlevelse

En anden historie

Mens alverden fulgte eftersøgningen og senere redningen af de 12 fodbolddrenge og deres træner, så skete der andre katastrofer i præcis samme periode, som bare ikke fik andet end kortvarig opmærksomhed, selv om de havde langt flere ofre.

Mindst 18 personer omkom, efter at to både med mange kinesiske turister kæntrede i havet nær ferieøen Phuket. 38 personer savnedes efter ulykken. Båden kæntrede, da den blev ramt af fem meter høje bølger. Den havde netop forladt Koh Racha, der er populært blandt snorkeldykkere, for at returnere til Phuket. Om bord var 105 passagerer. Samme dag kæntrede også en anden båd nær Phuket. Ifølge lokale medier var der tale om en båd med 39 kinesiske og europæiske turister om bord nær øen Koh Mai Thon. Alle fra denne båd blev reddet derfra i live.

Her er altså tale om langt flere døde og en større katastrofe. Men det er ikke børn, der sidder på en stump klippe i en oversvømmet grotte. Det var kinesiske og europæiske turister i ubestemmeligt antal og ingen medier gjorde rigtigt meget ud af at finde ud af sammensætningen.

Og i samme periode, ud for Libyens kyst: Over 63 migranter menes omkommet, efter at deres båd gik ned. Det andet forlis af denne art inden for to døgn. 41 migranter blev samlet op, efter at deres fartøj var gået ned. En stor gummibåd forulykkede dagen senere ud for Libyens kyst med over 100 migranter om bord. 16 af de ombordværende blev reddet og ni omkomne er blevet bjærget. Der er ingen oplysninger om de øvrige.

Døden på Middelhavet er blevet så meget hverdagskost i medierne, at tabstallene dårligt nok rapporteres mere. Vi kan ikke rumme at omfatte migranterne med sympati, fordi de kommer i store mængder, leverer så mange problemer til Europas dørtrin og skaber både frygt og afmagt hos de politikere og den lokale befolkning, som skal finde løsninger på at holde migranterne hjemme på det afrikanske kontinent og få sendt dem tilbage, der ikke skal have asyl i EU.

Lad os tage et tredje eksempel. I samme periode som fodboldholdet og træneren i grotten stjal al opmærksomhed, misterede tæt på 200 mennesker livet under oversvømmelser i Japan efter det kraftigste regnvejr i tre årtier.

Kampen er sat ind med 70.000 redningsarbejdere for at finde de sidste savnede. Omkring to millioner mennesker er blevet evakueret. Her er ingen livereportere på hvert gadehjørne for at følge katastrofen. Her er tabene så uoverskuelige og redningsarbejdet så omfattende, at vi ikke kan identificere os med det. Det bliver ”bare” en kort nyt i nyhedsudsendelserne, mens redningen af de 12 fodboldsdrenge og deres træner tager toppen af nyhederne

Når spotlightet slukker

I de kommende dage og uger vil medierne bestorme drengenes familier og drengene selv, når de engang kommer ud fra hospitalet og kan fortælle deres historier om de to rædselsuger i grotten.

Det er interessant, at en af de chilenske minearbejdere, der for nogle år siden sammen med 32 kolleger var indespærret i en sammenstyrtet mine i det nordlige Chile i 69 dage, nu på Reuters fortæller om det mediecirkus og den enorme opmærksomhed, der blev dem til del umiddelbart efter den mirakuløse redning. Men få uger efter slukkedes den internationale spotlight på dem, og medierne og folks opmærksomhed var videre til næste drama. Den rutsjetur fra krise og døden-nær til verdensopmærksomhed og lykke – og så tilbage til glemsel, er brutal og forventelig – også for fodbolddrengene.

Allerede nu er de personlige historier om de 12 drenge og deres træner på vej i medierne. Mange af dem viser sig at være fattige, statsløse drenge fra de små og store etniske mindretal, der krydser grænsen mellem Thailand og Myanmar.

Blandt fodboldholdet skiller allerede historien om en af dem, Adul, sig ud i den internationale presse. En statsløs dreng fra Wa-regionen, hvis forældre efter at have krydset grænsen til Thailand for otte år siden ifølge New York Times efterlod sønnen ved den lokale Baptist kirke i Mae Sai og bad den lokale præst om at tage vare på ham. Wa-regionen i Myanmar er præget af borgerkrig og mulighederne for en god uddannelse for den unge Adul ikke eksisterende. Han blev den, der på blandt drengene i grotten kunne kommunikere på engelsk med de britiske specialdykkere og fortælle om deres tilstand. Andre heltehistorier vil følge.

Om træneren, den 25-årige Ekkapol, som takket være sin uddannelse hos buddhistiske munke lærte drengene at meditere og finde ro under opholdet inde i grotten, ligesom han ansvarsfuldt overlod sin ration af mad og drikke til drengene og var den sidste, der kom ud.

Men lige om lidt er også drengenes historier fortalt, og medieverdenen rykker videre til den næste menneskelige katastrofe, som vi kan overskue at identificere os med. Så overlades scenen til filmselskaberne, der ser dramatisk potentiale i at fortælle drengenes historie som film.

Denne artikel blev også bragt på altinget.dk den 13.juli 2018. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-ud-af-grotten-ind-i-hjerterne

 

Fra minister til lobbyist – kun et skridt over gaden

Det skal være attraktivt at være politiker og minister.

Gerne mere attraktivt, end det er i dag, hvis vi skal have de bedste. Og det har vi brug for. Både dem med den stærkeste vision, den stålsatte integritet og uafhængighed og det største mod til at træffe politiske beslutninger.

Vi har ikke brug for jantelov og småpopulistisk fnidder om minister- og folketingslønninger, pensioner og ventepenge, der altid skræmmer politikerne fra at tage en ordentlig diskussion om egne arbejdsvilkår, og som altid får medløb i populærpressen og de sociale medier.

Vi har brug for, at politikere kan hentes fra alle samfundslag. At de får en løn, der afspejler det ansvar og den prestige, vi som vælgere burde tillægge jobbet.

De skal ikke være levebrødpolitikere, men bør have en smidig mulighed for at skifte erhverv til og fra politik og måske tilbage igen i politik belæsset med flere erfaringer fra erhvervslivet. Erhvervslivet og den offentlige sektor skal finde det attraktivt at ansætte en eks-politiker i en helt almindelig rekrutteringsproces.

Vi har til gengæld også rigtig meget behov for at have nogen regler i Danmark omkring jobskifter i hvert fald for ministre, som sikrer klare skillelinjer mellem at være ”folkets tjener”, som en minister jo er, og så tjene en interesseorganisation, et kommunikationsbureau eller et public affairs-bureau med påvirkning af politikerne og lobbyisme som opgave.

Dermed være ikke sagt, at lobbyisme per definition er et dårligt fænomen, der giver dem med de stærkeste økonomiske muskler størst indflydelse på den politik, der føres i landet. Lobbyisme kan faktisk være ganske nyttig for politikerne, når der er åbenhed og transparens omkring det. Så er det en måde for politikerne at få input til ny lovgivning eller blive opmærksom på behovet for ændringer eller uhensigtsmæssigheder i samfundet.

Den aktuelle krog til at åbne denne diskussion er selvfølgelig nu tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsens afgang den ene dag fra ministertaburetten på den ene side af Slotsholmsgade i København for næste dag et indtage den varme stol som administrerende direktør for Dansk Erhverv bogstavelig talt lige på den anden side af samme gade.

Fra valget i 1987 til valget i 2015 er der sket en stigning på 80 procent i antallet af politikere, der er gået fra minister eller jobbet som politikere til nye job med lobbyindhold. Alene mellem 2001 og 2015 taler vi om 63 ansættelser. En undersøgelse udarbejdet af Mark Blach-Ørsten og Ida Willig, der er professorer på RUC, og Leif Hemming Pedersen, der er ekstern lektor samme sted, viser tendensen meget klart.

I PR- og kommunikationsbureauer som for eksempel Primetime og Advice og i tænketanke som Cepos og Concito ansatte man mellem 2001 og 2015 over 4 gange så mange eks-MF’er som mellem 1987 og 2001. I interesseorganisationer som for eksempel WWF Verdensnaturfonden og Finans Danmark har væksten været til at få øje på med næsten en fordobling i antallet af ansatte eks-politikere. Kun blandt de fagforeninger, som ansætter eks-politikere i jobs med lobbyindhold, er der tilbagegang at spore – fra 11 ansættelser mellem 1987 og 2001 til 4 ansættelser mellem 2001 og 2015.

Hvorfor er den tendens problematisk? Fordi en minister, der går lige direkte fra et fagområde som landbrug og fødevarer eller Erhvervsministeriet, har en enorm insideviden, som er rigtigt mange penge værd for en interesseorganisation og dens medlemsvirksomheder.

Fordi der er en fare for interessesammenblanding og konflikt og for tillidsbrud i forhold til fortrolighed. Fordi konspirationsteoretikerne sikkert vil kunne få øje på, at en minister netop har sat brød i ovnen til at få et topjob i den pågældende organisation ved at tilgodese den i forskellige sammenhænge inden karrierespringet. Og fordi det risikerer at skabe en ubalance i magtforholdene i dansk politik og skabe konkurrenceforvridning.

I rigtigt mange andre lande i Europa har man en lovgivning indeholdende en karensperiode for afgående ministre, hvor de ikke kan tage et andet job, eller de skal søge et særligt nævn om tilladelse til at tage jobbet.

Det handler altså slet ikke om den hellige, almindelige forargelse over eftervederlag fra et sted og løn et ny sted, som plejer at få blodtrykket op i den danske debatpuls, hvis en minister ikke straks frasiger sig sådan et. Det her spørgsmål om integritet, fortrolighed og magtbalance er langt vigtigere.

Hvor hurtigt forældes en ministers konkrete insideviden om aktuelle sager og lovgivning, der forberedes? Hvornår er der tale om oplysninger, der kan være til økonomisk skade for staten, eller som kan give bestemte organisationer en fordel ved at have en nyligt afgået minister i spidsen?

I mange andre lande – herunder hos vore naboer i Sverige – arbejder man nu med en karensperiode på 12 måneder. I Storbritannien er perioden 2 år og i Frankrig 3 år for ministre, hvis det er samme fagområde, de skifter job til i den private sektor.

Mange steder har man nedsat et nævn, som kan behandle sagerne i de situationer, hvor en afgående minister gerne vil tiltræde et nyt job i karenstiden. Herunder også om der er visse områder eller sager, som den pågældende eks-minister skal være afskåret fra at beskæftige sig med. Et sådant nævn skal nu for eksempel nedsættes under den svenske Riksdag.

Det er positivt og sundt for det politiske system, at der skiftes ud indimellem, og at politikere i almindelighed og ministre i særdeleshed har mulighed for at skifte karrierer ind og ud af politik. Men det duer ikke, at vi ikke har nogle regler, som beskytter os mod to ting: Dels at en minister begynder bevidst at skabe sig selv en positiv karrierevej over tid ved at favorisere en bestemt organisation og dens ønsker gennem sine politiske valg og prioriteringer. Dels at sikre, at fortrolige sagsoplysninger eller konkurrentoplysninger ikke kan blive misbrugt og havne et forkert sted ved den slags hurtige jobskift.

Kun hvis der er et sundt og godt og transparent regelsæt, som Folketingets præsidium må påtage sig at drøfte, så slipper også politikerne og ministrene for mistænkeliggørelse og kritiske spørgsmål.

Der er masser af inspiration at hente i vore nabolande. Det besværliggør selvfølgelig en ansættelsesproces som i tilfældet med Dansk Erhvervs direktør, men det øger tilliden til det politiske system at have sådan et regelsæt. Og det er meget værd.

Denne klumme har været bragt på Altinget.dk den 29.6.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-fra-minister-til-lobbyist-kun-et-skridt-over-gaden

Kan det være ærefuldt at trykke hånd med en diktator?

Nu har vi været vidne til, at verdens mest magtfulde leder af et demokrati Donald Trump har trykket hånd med og talt om venskab og varme relationer med lederen af et af verdens mest grusomme diktaturer Kim Jong-un.

Ja, Trump kaldte det ligefrem ”ærefuldt” at møde Kim Jong-un. Et måske første skridt til fred på Den Koreanske Halvø blev underskrevet under maksimal opmærksomhed fra hele verden. Få dage før brød den samme magtfulde leder, Donald Trump, den gode tone og fjernede med et tweet sin tilslutning til et slutdokument med sine nærmeste demokratiske allierede i G7-kredsen.

I sandhed en verden, hvor der er vendt op og ned på venner og fjender. Selvfølgelig er mødet mellem Trump og Kim Jong-un både historisk og vil måske vise sig at være et vigtigt skridt i retning af større fred og sikkerhed i verden. Vi kalder det i medierne en succeshistorie for Trump og hans utraditionelle form for ”trussels- og kram-diplomati”. Den ene dag er Kim Jong-un den lille raketmand, og den næste dag står de to statsledere hyggeligt og sparker dæk på Trumps særlige køretøj ”The Beast”, mens de kappes om at klappe hinanden på ryggen.

Når ugens begivenheder er tankevækkende på flere måder, så hænger det sammen med, at den amerikanske præsident i modsætning til adskillige af sine forgængere ikke ser sig selv som rejsende forkæmper for demokratiske værdier og menneskerettigheder eller det liberale demokrati. Han ser sig selv som handelsmand, stærk mand og forhandler, der benhårdt og med alle midler – trusler den ene dag og kram og håndtryk den næste – går efter at få en ”deal” trukket hjem – hvad enten det handler om fred, nedrustning eller handelsaftaler.

Demokratiet vandt det 20. århundrede efter den kolde krigs afslutning, Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Det var til gengæld en fejl at tro, at den succes var så langtidsholdbar, at den ikke kunne blive udfordret. Der er tre alvorlige tendenser, som understreger demokratiets skrøbelighed og nødvendigheden af at indse, at det ikke sådan uden videre er en ting, vi skal tage for givet.

Den uafhængige tænketank Freedom House foretager et årligt eftersyn af den globale demokratitilstand. Det vil sige regelmæssige og ærlige valg, frie medier, retsstatsprincipper og mindretalsrettigheder, som er under angreb over hele verden. Sidste år var det tolvte år i træk, hvor antallet af lande, der er blevet mere demokratiske, var færre end dem, der blev mindre demokratiske. Rapportens forfattere konkluderer, at demokratiet faktisk er i krise. Kun Skandinavien scorer i øvrigt maksimumpoint, hvad angår demokratiet i analysen, mens USA sakker langt ned ad listen.

Hvis man kigger på den kolde krigs sejrherrer, så smuldrer deres samhørighed på grund af økonomisk pres, stigende social ulighed, oprør mod globaliseringens og digitaliseringens konsekvenser og en genoplivning af nationalisme og regionalisme.

Populister fra venstre og højre har udnyttet vælgernes vrede, og de har opnået støtte og parlamentarisk repræsentation rundt omkring i hele Europa. De er kommet til magten nogle steder, og andre har de gjort det vanskeligere for de øvrige partier at danne levedygtige koalitioner. Denne bølge ser endnu ikke ud til at være standset. Tag Italiens valg i marts, og registrer blot, at landet nu ledes af en regering af populister til venstre og til højre med to tredjedele af vælgerne i ryggen.

Populister har formået at fortælle vælgerne, at demokratiet bliver undergravet af medier fuld af løgne, at deres land bliver udnyttet af udefrakommende kræfter eller af en national elite eller begge dele på en gang. I de vestlige lande, der tidligere kæmpede for demokratiske frihedsværdier, er der sket det, som Human Rights Watch kalder et “frontalt angreb på værdierne for inklusivitet, tolerance og respekt”.

Hvad så med næste generation af vælgere? Bliver de frontkæmpere for demokratiet? Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research, der blev offentliggjort i oktober 2017, er der i mange lande den udbredte holdning, at eksperter eller valgte embedsmænd – teknokrater – ville være bedre til at styre landene end en demokratisk valgt regering. Undersøgelsen viste, at i f.eks. USA ville 46 procent af vælgerne i alderen 18 til 29 foretrække at blive styret af eksperter/teknokrater sammenlignet med 36 procent blandt de 50-årige og ældre.

En undersøgelse fra Harvard University og University of Melbourne, der blev offentliggjort i Journal of Democracy i januar 2017, viste, at godt 25 procent af den unge generation Y var enige i, at “valg af ledere gennem frie valg ikke spiller nogen særlig rolle”. Kun 10 procent af de ældre var dog enige i det.

I USA mente over to tredjedele af de ældre amerikanere, at det var absolut nødvendigt at leve i et demokrati; blandt generation Y gjorde mindre end en tredjedel. For tyve år siden troede en ud af 16 amerikanere, at “militærstyre” var et godt regeringssystem. For nogle år siden gjorde en ud af seks.

Også i Europa stiger andelen af unge, som ikke tror på demokratiet som den bedste styreform. En YouGov-analyse viste sidste år, at kun halvdelen af 6.000 unge europæere i alderen 16-26 målt i syv EU-lande (dog ikke Danmark) mente, at demokratiet er den bedste styreform.

Det er ikke noget nyt, at udenrigspolitik kan være formet af strategiske og taktiske kompromiser. Nødvendigheden af de rigtige alliancer kan have mange ansigter. I denne uge fik vi så et nyt eksempel. Når det gælder verdensfreden, kan demokrati og diktatur godt mødes og forhandle.

Men hvordan får vi de unge til at tro på, at demokratiet på den måde gør en forskel? At det spiller en rolle, at vores politiske ledere er valgt gennem frie og ærlige valg? At politik er alt for vigtigt at overlade til eksperterne, militæret eller eliten. Hvis man har en atombombe og nogle langdistanceraketter på lager, så kan man godt opnå adgang til verdens mest magtfulde mand og få hans opmærksomhed og en ”politisk deal”.

Hvis det 21. århundrede ikke skal tabe kampen om de demokratiske værdier, som vi netop vandt i det 20. århundrede, så må vi tænke over, om fremtiden kun handler om at indgå snusfornuftige ”deals” med diktatorer og tyranner for at få fred, sikkerhed og handel til gengæld. Om det kun handler om, hvem der kan spille den stærkeste mand i byen, og hvem der blinker først.

Der udgives i øjeblikket bøger på stribe i udlandet om demokratiets tilstand. Nogle af dem særdeles deprimerende læsning. Det understreger også de trends, som jeg har nævnt her.

Derfor har Mandag Morgen i forbindelse med Folkemødet søsat et demokratiprojekt ”VoresStemmer”, som både på nationalt og kommunalt niveau går ud på at revitalisere og forny den demokratiske involvering af danskerne.

Det skal også bidrage til at bygge bro over den tillidskløft, som er opstået mellem vælgerne og de folkevalgte. Projektet skal på spændende nye måder og i nye debatformater opprioritere den demokratiske samtale. Projekt VoresStemmer

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 15.6.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-demokrati-moeder-diktatur

Opgrader it-ordføreren – det handler om fremtiden

Hvornår mon det går op for Folketingets partiledelser, at it-ordførerskabet er en af de vigtigste politiske kamppladser i fremtiden? Helt på linje eller højere rangeret end posterne som retsordfører, sundhedspolitisk ordfører, integrationsordfører og finansordfører.

Måske skulle det have et navn med mere appel til følelserne som fremtidsordfører? Tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind kaldte sig fremtidsminister, hvad der ikke var så tosset tænkt i stedet for den lidt mere gumpetunge titel.

Sagen er, som den franske præsident Macron har sagt det, at den teknologiske revolution i virkeligheden også er en politisk revolution. Det handler om, hvordan vi vil tilrettelægge vores fremtid, hvem der skal fastlægge rammerne og spillereglerne for brugen af de nye teknologier, og hvad vi vil bruge de teknologiske muligheder til, og om vi selv vil have førertrøjen på i de politiske valg, vi skal foretage, eller overlade det til andre.

Vores valg af kurs på det teknologiske område er ikke bare indenrigspolitik men også udenrigspolitik, for Europa synes klart at tage nogle andre valg end f.eks. USA, Kina og måske Afrika, når det gælder kontrollen med og anvendelsen af nye teknologier.

Vores valg af teknologisk kurs er højsensitiv for hele vores samfundsudvikling, og det er værdipolitik, så det vasker sig. Det er emner, der kommer til at afgøre balancen mellem, hvad samfundet må og ikke må i forhold til vores privatliv og personfølsomme oplysninger.

Eller sagt på en anden måde: den værdidiskussion kommer til at forme næste generation af menneskerettigheder i et digitalt samfund. Om de skal være efter liberale principper eller indeholder mere lovgivning, regler og kontrol.

Lige nu konkurrerer partierne – senest dokumenteret med afslutningsdebatten i denne uge – om at være de mest grønne og de stærkeste hardlinere, når det gælder indvandring og integration. Gid de også ville konkurrere om, hvordan vi skal indrette vores fremtidige liv med de nye teknologiske udfordringer.

Vi har brug for de bedste, mest indsigtsfulde og visionære politikere på opgaven med at arbejde med disse vigtige spørgsmål, og it-ordførerskabet er desværre ikke nødvendigvis det, der er mest kamp om. Men det burde det være. Ligesom kommunalpolitikere og regionsrådspolitikere burde være fuldkommne toptunede på de udfordringer, der venter. For de har i den grad også et ansvar for datapolitikken.

Lige nu foregår en alt for stor del af debatten om dataetik, data-videnskab og data-muligheder blandt eksperterne og de særligt engagerede nørder, mens virksomhederne og den offentlige sektor søger at navigere i junglen så godt som muligt.

Kun når en persondataforordning eller et lovforslag om oprettelse af et Nationalt Genom Center er på dagsordenen, så stiger temperaturen lidt på det her område i Folketinget. Ellers kører de fleste af debatterne om den teknologiske udvikling i råd, arbejdsgrupper og udvalg nedsat af regeringen, og mange politikere indrømmer i en stille stund, at de har lige så svært ved at følge med som folk i almindelighed.

Hvorfor kan vi nu ikke bare lade det køre der i de råd og arbejdsgrupper, og så må eksperterne finde ud af det? Fordi næsten alt, hvad vi gør som mennesker i dag bliver opsamlet som data, og den teknologiske udvikling påvirker alt i vores liv. Hvor vi bevæger os hen, hvad vi køber, hvem vi taler med, hvad vi arbejder med, hvad vores fritid går med, og hvad vi mener.

Data i dag skaber forandringerne i samfundet og udgør en magtfaktor. Data er det nye guld, som man siger, når de bliver forbundet og kombineret og brugt til at se mønstre og forudse handlinger.

Men data er også et farligt redskab i de forkerte hænder. Derfor er det politiske dilemma, at vi på den ene side skal udnytte alle mulighederne i at indsamle, forbinde og kombinere data og samtidig sikre den stærkest mulige beskyttelse af befolkningen mod misbrug og skabe tillid til, at udnyttelsen af mulighederne har en positiv side.

Listen er lang med talrige eksempler på både offentlige institutioner og private virksomheder, der i lille eller global skala ikke har formået at passe på vores data. Det er nemt at blive fascineret af mulighederne og glemme bagsiden af medaljen. Men den har vi set. Og mister vi først tilliden til, at teknologien vil give os noget positivt, så går rigtigt meget galt i vores samfundsudvikling.

Vi kan prøve at definere nogle principper og værdier for brugen af data. Vi kan etablere et Dataetisk Råd eller en tilsvarende institution, der på vores alles vegne kan gå foran i arbejdet med at bygge bro mellem eksperterne, politikerne og befolkningen gennem grundige debatter, ærlige dilemmaer og mulige løsninger.

Problemstillingerne handler ikke kun om personfølsomme oplysninger. De handler også om kunstig intelligens, intelligent automation, maskinlæring og mange andre elementer af den teknologiudvikling, som vi kigger ind i. Hvor sætter vi grænserne for, hvad de intelligente robotter eller computere skal kunne foretage på egen hånd? Det spørgsmål rammer alle områder fra sundhed til transport, forsvarssystemer og plejesektoren.

Selvfølgelig er Danmark ikke det eneste sted, hvor en debat om ”data governance” principper og databeskyttelse finder sted. F.eks. i Storbritannien har spørgsmålet om en etisk rammesætning for behandlingen af data været initieret af regeringen.

Her har man lagt vægt på som punkt ét at skabe troværdighed, tillid og åbenhed omkring brugen af data ved at fastlægge nogle overordnede principper på tværs.

Det handler om at starte enhver diskussion om opsamling, bearbejdning og samkøring af data med et meget skarpt krav til en beskrivelse af, hvad borgeren får ud af at levere sine data, og hvad samfundet får ud af det.

Dernæst at sørge for, at der bliver indsamlet mindst mulige data, som kan retfærdiggøres, i forhold til anvendelsen.

Derefter om at skabe robuste og transparente data-modeller, som er meget opmærksomme på borgernes reaktioner, tvivl og bekymringer, at være så åben som muligt om, hvad data bruges til, og endelig at sørge ordentligt for sikkerheden omkring befolkningens data.

Derudover drøfter man også i Storbritannien en særlig uafhængig institution til at sikre tillid og åbenhed omkring de etiske dilemmaer.

Et sted hvor man kan bygge bro og skabe debat mellem de forskellige interessenter i udviklingen – virksomhederne, den offentlige sektor og civilsamfundet samt borgerne. Et sted, hvor der kan sættes dagsordener til debat og følges op på implementeringen af forskellige tiltag. Et sted, der skaber langvarig legitimitet og tillid, og hvor udviklingen følges tæt. Et sted, hvor man kan samle internationale erfaringer og udfordringer i nye teknologier op og sætte dem til debat.

Lyder det som noget, der kunne være et Dataetisk Råd med eksperter, virksomheder, offentlige institutioner, borgere, debattører og kommunikatører? Ja, det gør det. Og det var præcis sådan en ny, uafhængig institution, der blev efterlyst forleden af et bredt flertal af deltagerne i Mandag Morgens og Altingets konference om Dataetik.

Hvad er det for overordnede principper, der bør gælde for dataetikken: Først og fremmest må det handle om at sætte mennesket først. At teknologien skal gavne menneskets udvikling og ikke omvendt. At teknologien skal tjene samfundet og ikke omvendt.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 1. juni 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-opgrader-it-ordfoereren-det-handler-om-fremtiden

Vi mangler enere som Søren Pind

Ikke mange politikere opnår i levende live en så varm, umiddelbar og utaktisk hyldest fra politiske venner – og især modstandere – som den, der blev Venstres Søren Pind til del i tirsdags.

Det kræver en ener i politik at få den slags respekt fra endog partiledere og mange kolleger i andre partier. Og det kræver en ener som minister at tage beslutningen og sige, at man har givet alt og ikke har energi til at fortsætte. Ikke af fysiske grunde. Men på grund af politisk metaltræthed. De fleste ville foretrække at hænge ud på ministertaburetten lang tid efter den mentale lukketid.

Det kan Søren Pind jo så i sin nye selvvalgte fritid alt sammen glæde sig over, og det gør han sikkert med den humor, den selviscenesættelse med ministeruniform og det hele til afskedsreceptionen og den analytiske evne, som han også besidder. I afskedens stund lignede han en, der var blevet befriet fra mental indespærring.

Det, der gør disse reaktioner i forhold til Pind særligt interessante, er, at rollen som politiker og minister i virkeligheden er det, der udstilles her. Normalt er ministerjobbet det, som mange i politik vil brække en arm på langs for at nå frem til karrieremæssigt.

Når man taler med politikere helt langt uden for citat og fra forskellige partier på både højre- og venstrefløj og midt imellem, så giver rigtigt mange udtryk for en ironisk distance og sarkasme i forhold til de forhold, de arbejder under, og den måde, politik foregår på i dag. Søren Pind valgte så sin meget eksponerede måde at sige farvel på. Esben Lunde Larsen sin mere mystiske måde, hvor vi endnu ikke ved, præcis hvad der udløste katapulten ud af regeringen.

For ministrenes vedkommende handler frustrationerne ofte om tre ting. For det første mulighederne for reelt at trænge igennem embedsapparatet med oprydninger i forældede regelsæt, i bureaukratiske systemer og udviklingen af nye politiske ideer. Det er en gammel traver, men det er desværre rigtigt, at det er sådan, mange ministre oplever det.

Dernæst mulighederne for at komme igennem med egne værdipolitiske mærkesager i et folketing, hvor der skal forhandles og kæmpes om hvert komma med Dansk Folkeparti, og i en regering, hvor tre partier hele tiden skal være enige først. Det samarbejdende folkestyre hyldes meget ofte, mens det inde i værkstedet faktisk kan være temmelig absurde studehandler, der ind imellem skal indgås, og de bygger ikke nødvendigvis på den højeste grad af stringens, logik, viden og fakta.

Og endelig er der ifølge mange ministre alt for ofte en tendens til, at den politiske debat kører af sporet, havner i mudderkastning eller i alenlange åbne samråd og konfrontationer, som mere har til opgave at køre en minister træt eller finde fem fejl end at udkæmpe de store ideologiske opgør. De såkaldte ministergrilninger for rullende tv-kameraer er alt for ofte en meget frugtesløs forestilling for alle parter.

Drøfter man med de almindelige folketingspolitikere, hvordan de ser på deres egne arbejdsvilkår, så er der en stor frustration over, hvor meget af deres arbejde der går med at skaffe sig lydhørhed og opmærksomhed i medierne og lægge taktik for at opnå den opmærksomhed. Og det er ikke alene politiske modstandere, der kæmpes med, men også meget ofte egne partifæller.

Ligeledes blandt almindelige folketingsmedlemmer rører der sig en stigende frustration over manglen på rummelighed og plads til egne synspunkter i folketingsgrupperne. Hvad enten emnet nu er burkaforbud, omskæring eller kvoteflygtninge eller andre følsomme forslag.

Når en fremtrædende person som Søren Pind selv vælger at gå af, så aner man ikke bare en mand, der erkender, at han ikke bliver statsminister for sit parti, hvor arvefølgen nu er tilrettelagt, men man fornemmer også en ener, der har taget sine opgør om principper og liberal ideologi, og som ikke ser vejen frem i de tendenser, der råder for tiden. Man fornemmer en politiker, der ikke gider lefle for folkehavet og de nemme populistiske strømninger. En uortodoks politiker med en uforudsigelig frihedstrang, der bare ikke passede ind, når han gerne ville sætte ånd, dannelse og intellekt på dagsordenen.

Har det politiske landskab plads til enere med de særheder, særstandpunkter og ind i mellem lyst til at lave ballade, som Søren Pind selv kaldte nogle af sine politiske initiativer, samtidig med at han faktisk også skabte mange pragmatiske løsninger og aftaler? Er der plads til folk med særlige formidlingsevner, der skejer ud i forhold til den vedtagne politiske jargon og de mange teflonsvar, som politik er fuld af?

Det karakteristiske ved enerne i politik er, at det er dem, vi husker. Det er dem, der viser, de er mennesker med værdier, holdninger, kreative, skæve og skøre indfald og følelser. En formidling, der kan forstås, og en politisk entusiasme, en vedholdenhed og en ambition, der rækker ud over almindelig middeltemperatur.

Lige nu er temperaturen iblandt politikerne ikke god, hvis man lavede en trivselsmåling på Christiansborg. Entusiasmen og kampberedskabet pakkes ind i alt for mange automatreaktioner. På kryds og tværs af partiskel er der selvfølgelig gode, kollegiale relationer, men det påvirker ligesom ikke maskinproblemerne i folkestyrets værksted.

Politik er blevet for mainstreamet, for humørforladt, og enerne bankes på plads i folketingsgrupperne, jo mere vi nærmer os et folketingsvalg, og alle bliver nervøse for de mindste udskejelser. Men dansk politik har brug for flere fyrtårne. Flere enere, der rager op. Flere folk med kreative ideer. Flere folk med mod til at gå nye veje.

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-vi-mangler-enere-som-soeren-pind

Arbejdsmarkedsstof er en svag mediedisciplin

Det er efterhånden en del år siden titlen ”arbejdsmarkedsjournalist” gik af mode på den danske medieredaktioner.

Det var folk, der indgående fulgte overenskomstforhandlingerne, kendte til forligsmandslovens finesser, havde hængt ud i timevis foran forligsinstitutionen og kunne afkode alt det spin, der fyres af til ære for baglandet og som verbalt våben mod modparten for at skabe sympati i offentligheden under sådan et forhandlingsforløb.

Det psykologiske krigsspil foran porten på Sankt Annæ Plads i København er om ikke lige så vigtigt, som det, der foregår inden for dørene, men betyder rigtigt meget for offentlighedens forståelse eller det modsatte for konsekvenserne af en potentiel storkonflikt.

Tidligere var arbejdsmarkedsjournalisterne folk, der fulgte de faglige organisationer og arbejdsgiverne tæt i det daglige, som havde et stort kildenet og kendte overenskomster, arbejdstidsreglerne, styrkeforholdene internt i organisationerne og forskellen på normallønsområdet og mininallønsområdet.

Så forsvandt interessen for arbejdsmarkedsjournalistikken hen over årene, hvor også de store arbejdskampe og konflikter forsvandt, og dækningen af forholdene på arbejdsmarkedet blev mere til noget om arbejdsmiljø, stress på arbejdspladsen, løndumping, kompetenceudvikling, integration og jobskabelse. Interessen for de store organisationer og deres politiske magt svandt ind i takt med andre forandringer af samfundet. Selv en storfusion mellem LO og FTF vil næppe ændre på de forhold.

Forhandlingerne om nye aftaler om løn og arbejdsvilkår for 750.000 offentligt ansatte har stået på i månedsvis. Der er varslet strejker og lockout for omkring en halv million offentligt ansatte, hvis forligsmanden ikke lykkes med at få parterne bragt sammen om en mæglingsskitse, som alle kan se sig selv i.

De igangværende overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked har været en stejl læringskurve for en betydelig del af de heldige udvalgte reportere i medierne på dækningen af sagen og endnu mere for skiftende studieværter på tv og i radioen, som har skullet håndtere dag efter dag at fortælle om tingenes tilstand, uden at være fageksperter. Helt uden for enhver statistisk opgørelse har vi hørt gentaget og gentaget, at det handler om løn, reguleringsmekanisme, lærernes arbejdstid og den betalte frokostpause.

Vi har møde efter møde hørt forhandlerne bliver interviewet på vej ud og ind med de samme fraser: Ja, vi ønsker en aftale. Ja, det bliver svært hvis modparten ikke giver sig. Ja, vi ønsker ikke en konflikt. Ja, vi håber da, at vi kan nå et resultat. Herefter bliver alle de intetsigende udtalelser efterfulgt af en reporter, der skal analysere, hvad forhandlerne egentlig siger, når de ikke siger noget, og reporterne bliver af studieværterne bedt om at gætte på, om der nu endelig kommer et resultat, hvor langt parterne er fra hinanden, og hvem der lige nu er under størst pres. Kigger man på resultaterne af denne daglige gættekonkurrence, så er der blevet skudt en del ved siden af.

Utallige er de gange, hvor vi har været fremme ved den berømte målstreg. Og så alligevel har forligsmand Mette Christensen sit helt eget målebånd og forstår at overraske. Utallige er de gange, hvor parterne har sagt, at de bringer sig selv i konflikt med loven, hvis de kommenterer på forhandlingselementer, og så gør de det alligevel en smule, når de presses af journalisterne. Det giver håbløse, intetsigende samtaler.

TV 2’s Ole Krohn må have prisen som den mest udholdende reporter på stedet, der også opsnappede indholdet af et udspil fra arbejdsgiverne i forhandlingernes aller seneste runde, inden de tog fat igen fredag. Og så viste det sig alligevel, at han måske ikke havde fået alle siderne med. I særlig grad ikke dem, der krævede nye indrømmelser fra lønmodtagerne. Kun det, der var en positiv imødekommelse af lønmodtagerne.

De lunser, som anonymt smides ud til journalisterne, kommer selvfølgelig ud med et bestemt formål – at fremstille modparten i et dårligt lys eller forberede baglandet på en udvikling i den ene eller den anden retning. FOAs Dennis Kristensen er i en særklasse hvad angår forhandlerspin og meddelelser til baglandet. Han bevæger sig tæt på grænsen for forligsmandssmæk ved frejdigt at udtale sig om både dette og hint.

Fra det private arbejdsmarked er vi efterhånden blevet vant til, at overenskomstforhandlingerne stort set har to højdepunkter. Et pressemøde, når de starter. Og et pressemøde, når der er fundet et resultat. Indimellem er der radiotavshed og ingen kommentarer fra parterne. Mediedækningen ligger som regel hel død, fordi man ved, at det er håbløst at jagte sprækker i forhandlergrupperne på begge sider af bordet. Sådan foregår det ikke hos de offentligt ansatte, og det skulle parterne måske evaluere på, når freden igen har sænket sig over landet.

Det er klart, at kampen om sympatien i befolkningen er en afgørende brik i en konflikt, når nogen skal have skylden for, at danskerne ikke kan få passet deres børn, køre i tog, gå til eksamen eller få lavet planlagte operationer på landets sygehuse endsige blive gift, konfirmeret eller begravet. Den, der lykkes med at tegne billedet af modparten som vrangvillig, ubøjelig og uden fornemmelse af virkelighedens forhold, står stærkt i starten af en konflikt, men det holder ikke altid længe. Så kan et eller andet tippe vægtskålen den modsatte vej. Fagbevægelsen har sympatien i udgangspositionen, men 2-3 uger med kaos overalt i samfundet vil få den sympati til at krakelere.

Der går jo år i mellem, at medierne står i kø foran Forligsinstitutionen. Til gengæld må man sige, at det er en ganske nyttig institution, der mange gange tidligere har vist sit værd. Det er stadig sådan, at der står kolossal stor respekt hos alle parter om de tre forligsmænds arbejde med mægling.

Lige præcis den nuværende forligsmand, Mette Christensen, måtte dog give op i 2013, hvor overenskomstforhandlingerne brød sammen og resulterede i den omfattende lærerlockout i 2013. Dengang smed hun håndklædet i ringen efter 14 dage. Måske har hun noget at hente ind denne gang.

Jeg har prøvet i flere omgange at være med til overenskomstforhandlinger, det havnede i Forligsinstitutionen. 36 timer ud i et stræk var min rekord. Det var under den legendariske forligsmand nu afdøde Mette Koefoed Bjørnsen. Hun tålte ingen slinger i valsen og udmattede bevidst parterne, mens hun selv tog sig en lille lur i baglokalet. Når man går rundt i det hus, så befinder man sig i en boble, hvor man gradvis mister tidsfornemmelsen.

På skift bliver man kaldt ned til forligsmanden til konsultation, så afleverer man måske et udspil eller en tekst på et område, så skal modparten kaldes ned til at få det forelagt, og så venter man på at blive kaldt ned for at få svaret, eller forligskvinden kalder parterne ind samtidig, så hun kan fornemme, hvor store knasterne er.

Den gradvise afhøvling af knaster med lange ventepauser i forløbet undervejs, skal så gøre parterne tilstrækkelig møre til at flytte på positionerne og til sidst finde en løsning. Og imens drikker man spandevis af kaffe for at holde sig vågen og forsøger at ignorere trætheden.

Det er den udmattelseskrig, der går i gang igen i dag, fredag. Risikoen for en storkonflikt og hangen til timedrama i en breaking news tid vil holde spotlight på Forligsinstitutionen, så længe der er tændt lys i vinduerne på Sank Annæ Plads. Og medierne har fået genopfrisket lidt viden om arbejdsmarkedsforhold mens organisationsfolket har solet sig i opmærksomheden.

 

Denne artikel er blevet bragt på Altinget.dk den 20.04.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen%C2%A0arbejdsmarkedsstof-er-en-svag-mediedisciplin

Derfor er Facebook en trussel mod demokratiet

Facebook er blevet et suverænt, stærkt politisk våben og en trussel mod vores demokrati. Vi lader et privat selskab overvåge os alle sammen og sælge de indhøstede data til den højestbydende.

Om den nyeste Facebookskandale – stadig under udfoldelse og efterforskning – med 50 millioner amerikaneres personlige data udleveret til et britisk dataanalyseselskab og brugt til målrettet politisk kampagnekommunikation for Trump og andre, så er der kun en god ting at sige: Nu må det efterhånden være gået op for den sidste og mest langsomt opfattende, at Facebook ikke handler om at være en filantropisk, social hyggekomsammenplatform, men om at drive en benhård, psykologisk analysemotor og en kynisk forretning med data og annoncer.

Det må også være gået op for den sidste naive sjæl, at Facebook er blevet alt for meget af en gigantisk stor virksomhed, der ikke har styr på sine egne processer, ikke har styr på sine egne data og sin egen etik.

En kolonialistisk, digital fribytter, hvis stifter og leder, Mark Zuckerberg, altid er der for at udbrede den positive, globale sweettalk om at bygge fællesskaber og relationer, men som forsvinder ud af rampelyset, når de professionelle medier afslører, at hans platform har solgt annoncer til russiske troldefabrikker for millioner af dollars.

Eller når hans firma har lånt millioner af kunders data ud til en virksomhed, som dermed fik adgang til at sende personaliserede, politiske budskaber til amerikanske vælgere, uden at de var klar over, hvilken manipulation de blev udsat for.

Og endelig må det være gået op for den sidste utopist, at vores demokrati er udsat for svær og uoprettelig tæring i fundamentet. Som en af Facebooks egne medarbejdere, product manager Samidh Chakrabarti, i øvrigt selv kom til at sige i januar i år i en refleksion efter afsløringen af den russiske troldeskandale: “Når sociale medier er bedst, så tillader de os at udtrykke os selv og handle. Når de er værst, så tillader de folk at sprede misinformation og undergrave demokratiet.”

Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, kaldte det i januar for sin personlige udfordring i 2018 at “fikse Facebook”. Med det mente han at sætte ind mod fake news, datamisbrug og digitale angreb på nationalstaterne og deres demokratiske valg. “Vi forhindrer ikke alle fejl eller misbrug, men vi gør for øjeblikket for mange fejl i håndhævelse af vores politikker og vores evne til at forhindre misbrug af vores værktøjer,” sagde han.

Og det var jo så sandt, som det var sagt. Nu står vi så her igen. Og Zuckerberg siger det samme. At Facebook undskylder over for brugerne, at firmaet ikke har taget vare på deres data på en ordentlig måde.

Facebook har i mere end to år vidst, at deres data – oprindeligt udleveret til såkaldte forskningsformål – var leveret videre til Cambridge Analytica og derefter misbrugt til politisk kampagneformål. Tilsat det stærke krydderi af politisk intrige og Trumps tidligere nære kampagnechef og medarbejder, Steve Bannon, som medejer af Cambridge Analytics, samt at firmaet er finansieret af Mercerfamilien, som var stærke støtter for Trump-kampagnen i 2016, så er magtspillet fuldbragt.

Millioner af amerikanske vælgere og deres venners personlige profiler og adfærd på nettet er blevet analyseret via deres Facebookdata, og på den baggrund har Trump-kampagnen kunnet teste brugen af bestemte udtryk under kampagnen, målrette anvendelsen af bestemte annoncer og tilgangen til bestemte emner.

Og alt sammen har det kunnet personaliseres til den enkelte vælgers foretrukne interesser, følelser og bekymringer. Facebook kan med den måde, vi bevæger os rundt i deres univers, tegne et så tæt psykologisk portræt af hver af os, at det er langt mere vidtgående i registrering end noget andet firmas lige nu.

Når forargelsen over det, der foregår i USA, har lagt sig, og både britiske og amerikanske myndigheder og politikere har stillet Facebook til regnskab for ikke at beskytte kundernes data ordentligt, så står en ting tilbage: Facebook er blevet et suverænt, stærkt politisk våben og en trussel mod vores demokrati.

Adgangen til Facebooks psykologiske profiler på hver af os kan med den rigtige målrettede kommunikation vinde valg, manipulere med holdninger og flytte stemmer.

Det er jo politikerne og deres kampagnechefer i USA såvel som i Danmark, der benytter adgangen til, via køb og brug af Facebookdata, at kommunikere målrettet, segmenteret og differentieret til vælgerne. Niveauet af brug af data kan være mere eller mindre sofistikeret, men vi har for længst overskredet den tærskel, hvor overvågningen og brugen af data blot handler om køn, alder og geografisk placering.

Målingen af vores adfærd på nettet handler om afdækningen af personlige præferencer og psykologiske profiler på alle mulige områder, om hvad vi liker og ikke liker. Hvad vi søger på, og hvad vi sørger over eller glæder os over. Hvad vi foretager os og med hvem.

Facebook stiller annonceredskaber til rådighed, der i dag bringer de politiske partier, også i Danmark, tæt på den målrettede og personaliserede kommunikation. Men Cambridge Analytics gik lige nogle skridt videre end det i deres bestræbelser på at sikre Trump valgsejren, og de høstede data i et endnu dybere lag end det sædvanligt tilgængelige for enhver, der vil lave en annoncekampagne.

Politisk kommunikation har altid handlet om at ramme de rigtige vælgergrupper med de rigtige budskaber og på det rigtige tidspunkt. Metoderne til at gøre det er bare blevet endnu mere sofistikerede end tidligere, og fornemmelsen af overvågning er snublende nær.

Det samme er fornemmelsen af, at politiske budskaber kan bøjes i alle mulige retninger alt efter den modtager, som skal modtage dem, uden at naboen med et andet adfærdsmønster får samme budskab, men måske et helt andet, som rammer præcis hans eller hendes præferencer og bekymringer.

Kan vi lovgive imod at bruge indsamlingen af data til politiske formål og målrettet politisk kommunikation? Det kan vi kun, hvis vi forbyder de politiske partier at bruge den kanal, som internettet og de sociale medier er, til deres budskaber. Det er næppe en fremkommelig vej i 2018.

Kan vi lovgive om større transparens i forhold til at kunne se på de sociale medier, hvem der er afsender på de forskellige budskaber, vi modtager, og hvad de har registreret på os? Det er måske en fremkommelig vej. Kan vi på internationalt plan forlange, at de sociale medier fortæller os, hvornår og til hvem vores data videresælges, og på hvilke betingelser de må anvendes? Ja! Det må være et minimum af en menneskerettighed i 2018.

Er konklusionen, at Facebook destabiliserer demokratiets spilleregler og flytter idealet om en åben, ligeværdig og sund meningsbrydning på månen? Ja, det er sandheden. Nu handler det om, hvem der er bedst til at ramme folks følelser og til at manipulere budskaberne på den rette måde i et uigennemskueligt digitalt overvågningssystem.

Kineserne er på vej til at bruge den slags systemer til at give deres borgere højere eller lavere karakter som gode samfundsborgere eller det modsatte, alt efter hvordan de opfører sig under den statslige overvågning. I Vestens demokratier lader vi et privat selskab stå for overvågningen og sælge oplysningerne til den højestbydende.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 23.03.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-derfor-er-facebook-en-trussel-mod-demokratiet

Et dansk kønsrollemønster støbt i cement

Velkommen til 2018. Hvor kun 18 procent af de danske kvinder mener, vi har ligestilling på det danske arbejdsmarked, og hvor det er svært at bryde normerne for kvinder med ambitioner om lederjob.

Da World Economic Forum offentliggjorde det sædvanlige Global Gender Gab Index for 2017, var budskabet alt andet end optimistisk. Hvis forandringerne til fordel for diversitet og ligestilling mellem kønnene fortsætter med at ske med den nuværende hastighed, betyder det, at vi først kan regne med, at ulighederne vil være udjævnet om 217 år.

Indekset er blevet lavet siden 2006 og har hvert år målt udviklingen. Danmark ligger i øvrigt på en 14.-plads på ranglisten, hvad angår ligestilling – efter Namibia, Slovenien og Rwanda – mens Island, Norge, Finland og Sverige troner på de første pladser.

Det er et interessant globalt perspektiv på den helt nye og virkelig tankevækkende undersøgelse, som CBS og organisationen Lederne i samarbejde med analyseinstituttet YouGov netop har offentliggjort.

Undersøgelsen er foretaget i anledning af en stor aktionskonference på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts på CBS, hvor studerende og erhvervskvinder og -mænd arbejder sammen om at finde ud af, hvordan vi sikrer øget diversitet på lederposter og ændrer på de gamle kønsrollemønstre, der ikke så nemt lader sig flytte rundt på selv i de yngre generationer.

Det særlige ved undersøgelsen er, at den ikke alene giver et kvantitativt billede af situationen, men i høj grad rummer et enormt, kvalitativt bidrag fra de 713 deltagere, som både er studerende og folk, der er i job og karriere som medarbejdere eller ledere.

Knap otte ud af ti kvinder mod lidt under halvdelen af mændene mener, at mænd har bedre muligheder for at blive topleder i Danmark end kvinder. 40 procent af mændene mod kun 14 procent af kvinderne mener, at mænd og kvinder har lige muligheder i Danmark for at blive topledere.

Nærmest ingen mener, at kvinder har bedre muligheder end mænd for at blive topledere. Spørger man, hvorfor det forholder sig sådan, så handler det om en patriarkalsk kultur, et mandsdomineret erhvervsliv, en meget kønsstereotyp forventning til mændene om at besidde lederevne end til kvinderne og mangel på, at fædrene tager lige så meget barselsorlov som kvinderne.

68 procent af kvinderne i undersøgelsen og 36 procent af mændene mener faktisk ikke, der er ligestilling på det danske arbejdsmarked. Kun 18 procent af kvinderne mener, der er ligestilling, mod 50 procent af mændene. Og der er i øvrigt ingen forskel på, hvordan de studerende bedømmer situationen, i forhold til dem, der allerede er på arbejdsmarkedet.

Analysen viser med det tydelige sprog som kommer ud af alle de mange fritekst-svar, at det danske kønsrollemønster anno 2018 stadig er støbt i cement fra fortiden. Der skal en normændring til. En kulturændring. En ændret fortolkning af magten som begreb og funktion.

Der skal lige løn for lige arbejde. En mere ligelig brug af barselsorlov og flere kvinder på topposter som rollemodeller. Vi skal gøre op med illusionen om, at vi allerede har ligestilling i Danmark, lyder det fra flere af bidragyderne i undersøgelsen. Der skal gøres op med, at det er særligt venstreorienteret at gå ind for ligestilling, lyder et andet bidrag.

Et meget tydeligt eksempel på det med kønsrollerne støbt i gammel cement angår accepten af, at ens partner tjener mere end en selv. Kun 79 procent af mændene mod 91 procent af kvinderne synes i høj grad eller i meget høj grad, at det er i orden, at deres partner/ægtefælle tjener mere end dem selv.

60 procent af kvinderne mod 36 procent af mændene oplever, at det er meget svært eller i nogen grad svært at bryde de sociale normer for, hvad man forventer, at kvinder og mænd bør gøre.

Der tales om, at de sociale normer er indgroede, også i Danmark i dag. At der er specifikke kønsstereotype forventninger til kvindernes roller som mødre og som blødere ledere, på samme måde som der er faste mønstre for forventningerne til mændene. Og at der er nogle normer og en kultur på arbejdsmarkedet, der understøtter disse forventninger, når en kvinde bliver rost for ikke at være som andre kvinder, hvis hun tager et toplederjob, og samtidig kan blive kritiseret for at være en dårlig mor, der ikke afsætter nok tid til børnene.

I undersøgelsen bliver respondenterne spurgt, om et lederjob er foreneligt med et familieliv. Halvdelen mener, at det er tilfældet, men der er betydeligt flere mænd (61 procent) end kvinder (45 procent) der mener, det er rigtigt.

Når der i undersøgelsen spørges ind til, hvorfor de adspurgte ikke mener, at et lederjob er foreneligt med et godt familieliv, svarer de, at det er for tidskrævende, at familien skal prioriteres højest, at der mangler fleksibel børnepasning og andre praktiske forhold.

Til gengæld fejler lederambitionerne ikke noget hos de studerende på CBS. Her siger 92 procent, at de i høj grad eller i nogen grad har ambitionen om at blive leder. Blandt dem, der er i job, som har deltaget i undersøgelsen, er tallet faldet til 78 procent for dem med lederambitioner.

Hvis der skulle være en ’happy end’ til den nye undersøgelse, så må det være lederambitionerne hos de unge generationer. Så må vi se at få taget et ordentligt livtag med det gamle kønsrollemønster og kønsstereotype forventninger til hinanden.

Sverige er det nordiske land, hvor andelen af kvinder i lederstillinger er højest. Her ligger tallet på 40 procent, mens Danmark med sine 27 procent er det land i Norden med færrest kvindelige ledere. Mellem de to lande ligger Island med en andel på 38 procent, Norge med 36 procent og Finland med 33 procent. Danmark ligger med de 27 procent under OECD’s gennemsnitlige andel af kvindelige ledere, som er 31 procent.

Ingen tvivl om, at de hårde facts vedrørende barselsorlovens indvirkning på kvinders karriere og løn har en stor betydning.

Men hvis vi nu lige lægger det til side et øjeblik, så er der faktisk en kæmpe indsats, vi i fællesskab under uddannelsen, på arbejdspladserne og hjemme i privaten kunne gøre for at bryde cementen op omkring de kønsstereotype forventninger, vi har til hinanden, samt til hvad der skal være magtens symbolik og faste definitioner på selve udførelsen af lederjobbet, hvad enten man er mand eller kvinde.

Bragt på mm.dk den 8.marts 2018 https://www.mm.dk/artikel/et-dansk-koensrollemoenster-stoebt-i-cement

Kongehuset en ægte segmentknuser

Stadig oftere får det gammeldags, nationale sammenhold dødsstødet i den offentlige debat og fremtoner et forvirrende, flimrende og fragmenteret billede af danskerne splittet op efter livsstil, interesser og alder, efter provinsen mod København, efter nationalromantikere mod globalister.

Selv hjemme hos familierne lurer opløsningen, fordi vi mere og mere er optaget af hver vores store eller små skærme med forskellige indholdstilbud i stedet for at tale med hinanden og høre sammen.

Den forløbne uge har vist, at der stadig er en enkelt og meget gammel institution i vores samfund, som mere end noget som helst andet stadig kan forene os og samle os på tværs af generationer, på tværs af provins og København, på tværs af en medialiseret og globaliseret verden. På tværs af alting.

I medieverdenen ville vi kalde det en segmentknuser. Noget vi alle kan have en mening om og samles om. Noget som på særdeles tydelig vis knytter vores nutid og vores historie sammen. Noget som forener os i sympati og medfølelse. Noget med gamle ritualer, der er til for at holde styr på et forløb med orden og respekt og rigtig rækkefølge på alting, men som samtidig også viser sig at kunne tåle en fornyelse uden at gå i stykker. Det handler selvfølgelig om Kongehuset.

Ugen har stået i prins Henriks tegn, siden prinsen døde en sen aften 13. februar. Straks – eller en hel del for sent kunne man sige – satte kulturminister Mette Bock skub i diskussionen, om prinsen var blevet mobbet for sin franske facon, for sin kamp for ligestilling, for sin sproglige udtale og sin franske frihedstrang her i Jantelovens og den skødesløse satires hjemland.

Medierne svømmede over af stemmer, der roste prinsens alt for underkendte betydning for Danmark. Danskernes enorme og meget brede sympatidemonstration for en mand, der skilte sig ud og var sig selv, og som faktisk havde trukket sig tilbage på pension, kom bag på medierne og må have overrasket selv i Kongehuset.

Prinsens død satte en interessantbevægelse i gang. Den folkelige trang til at udtrykke medfølelse med kongefamilien og respekt for den fremmede ”fugl”, der havde opholdt sig i vores land i mere end 50 år, og som havde ydet sit bidrag til at arbejde for Danmark og lære danskerne – ja selv vores humor – at kende.

Dødsfald i Kongehuset er heldigvis en sjælden begivenhed. Det var vinterferie og koldt. Det bragte familier på tværs af generationer og høj og lav i samfundet sammen om at stå i kø i timevis i bidende kulde for at være fælles om et stykke Danmarkshistorie.

For at opleve, hvordan vi tager afsked med de kongelige familiemedlemmer – også når de skiller sig ud ved at vælge noget andet end den traditionelle kongelige begravelse. For at sympatisere med dronningen og den kongelige familie, fordi almindelige mennesker nemt kan spejle sig i det tab, det er at miste en mand, en far eller en bedstefar.

Her er der ikke forskel på høj og lav, bortset fra at de kongelige er nødt til at stille deres sorg til skue for hele landet, mens vi andre kan være private i den situation.

Midt i sorgen må dronning Margrethe fundere på den helt enorme sympatitilkendegivelse, som blomsterhavet ved de kongelige slotte og folkehavet langs kortege-ruterne til prinsens sidste rejse er udtryk for. Et kongehus, der under hendes ledelse er lykkedes med fortsat at give mening som nationalt samlingssymbol. Et kongehus i tre generationer, som også viser de yngste frem i sådanne følsomme situationer, som det er at tage afsked med en elsket bedstefar.

Kongehuse i det 21. århundrede vil dagligt skulle balancere på en knivsæg i forhold til offentlig accept eller det modsatte. De går på en tynd line af offentlig sympati og er spundet ind i en tilværelse som nationale rollemodeller. Der skal ikke ret mange fejltagelser til, før end at sympatien og glansen forsvinder og med den respekten for institutionen som et samlingspunkt med høj national symbolværdi.

Hvis man hér efter prins Henriks smukke, særprægede og selvvalgte form for bisættelse vover et tilbageblik på, hvordan det hele forløb er håndteret i forhold til mediedækningen, og til det at række ud til almindelige danskere og lade dem dele sorgen med kongefamilien, så er der her tale om et overordentligt vellykket stykke planlægning og styring og stort nybrud med adskillige traditioner.

Hvem, der er lykkedes med den tilrettelægning, får vi aldrig at vide, men man må sige, at det var moderne, direkte og velkommunikeret tænkt – og målt på sympatibarometeret en positiv historie for monarkiet midt i den sørgelige.

Et par eksempler på det: At Dronningen allerede dagen efter Prinsens død på Fredensborg kom ud og mødte almindelige borgere, der havde lagt blomster ved gitterlågen, var en kæmpe overraskelse. Troværdigt, ægte og grænsebrydende i forhold til Dronningens position som statsoverhoved. Har alle kongehuse – efter prinsesse Dianas tragiske død – lært, at forbindelsen til folket skal plejes og passes, når det reagerer massivt, varmt og uforudsigeligt stærkt med sympatitilkendegivelser og empati?

At sønnerne og deres familier pludselig kom gående ud på Amalienborg Slotsplads sammen med deres otte børn for at hilse på og se de mange blomster, det var lige så meget en positiv, nærværende og sympatisk måde at sige tak til danskerne på. Alt i alt en iscenesættelse – og det er ikke ment negativt her – af en afsked med Prinsen, som på alle måder holdt balancen mellem det rørende og det officielle, det familienære og det symbolske.

Kongehusets hjemmeside og Facebook-side blev løbende fyldt med billeder, videoer, relevante oplysninger, små menneskelige detaljer om prins Henriks ønsker og Dronningens omhyggelige valg, der inkluderede hele landet og ikke kun københavnerne i sorgen. På nettet og på de sociale medier under Kongehusets egen krone kunne folk finde det hele, og det gav helt utvivlsomt Kongehusets tilstedeværelse på nettet og på de sociale medier et voldsomt skub i interesse.

Danskerne har vist, at Kongehuset også anno 2018 har et stærkt fundament i vores kultur og samfund. Vi har ikke for vane at hylde autoriteter, men vi kan godt lide tanken om, at vores kongehus repræsenteres af stærke, kloge personligheder. Også dem, der tillader sig at blande det fornemme med det folkelige, som afdøde prins Henrik gjorde det.

Uden tvivl må de senere dage også have givet anledning til eftertanke hos kronprinsparret i forhold til den opgave, de står med. Og som deres førstefødte Christian engang står med. Vil de kunne hente samme folkelige sympati og opbakning? Hvordan bringer de Kongehuset i stand til at fastholde både at være vores bånd til historien og samtidig i pagt med tiden?

Den forløbne uge viste, at vi gerne vil stå sammen om noget som nation. At vi er stolte af vores historie, og at et stort flertal af danskerne sympatiserer med kongefamilien som samlingspunkt. At vi gerne vil have nationale traditioner og ritualer, når de giver mening og omfatter mennesker, der som en del af vores historiske rødder er værdige repræsentanter for nutidens Danmark.

 

Denne blog har været bragt på Altinget.dk den 23.februar 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kongehuset-forener-koebenhavnere-jyder-unge-og-gamle

Er vi ved at dræbe de værdier, vi i virkeligheden vil forsvare?

Denne klumme skal ikke opfattes som et lalleglad, naivt forsvar for et multikulturelt, multietnisk samfund, hvor danskheden og vi danskere er blevet fortyndet op med alle mulige eksotiske nationaliteter, sprog og kulturer, så vi ikke længere kan genkende os selv og vores land.

Læg dertil, at vi alle kan se realiteterne i truslen om den enorme befolkningstilvækst i Afrika i de kommende årtier og risikoen for en regulær folkevandring af millioner af migranter på vej mod at forsøge at finde lykken og fremtiden i Europa på grund af arbejdsløshed og dårlige levevilkår i deres eget land.

Faktisk handler denne klumme om lige præcis det modsatte af at lade stå til. Den skal være en påmindelse om, hvad det er for danske værdier, vi bør stå vagt om, også når der blæser en strid vind af frygt for at blive overmandet af det ukendte, det kulturelt, religiøst og demokratisk uacceptable og det kvindeundertrykkende set med udgangspunkt i den samfundsmodel og de frihedsrettigheder, som vi holder af og står sammen om som danskere.

I Danmark har vi nu otte procent af befolkningen, der har ikke-vestlig oprindelse. Et flertal af dem er godt integreret i det danske samfund eller på vej til at blive det. En mindre andel er ikke integreret, og er problemets kerne sammen med frygten for en stigende flygtningestrøm. I 1980 havde vi kun en procent af den danske befolkning med ikke-vestlig oprindelse. Der var problemerne med integrationen der også, men mindre synlige og massive end nu.

Trods vores massive flertal på 92 procent, er vi mærkeligt nok begyndt at finde det normalt at definere os selv som etniske danskere i medierne og i den offentlige samtale. Det er også et billede på det nye ”normalbillede”, vi er havnet i. Der er de rigtige danskere – de etniske danskere – og så alle de andre. Og mange af os etniske danskere er jo absurd nok rent faktisk børn af familier fire -fem led tilbage, som kommer fra Tyskland, Sverige, Norge, Polen eller helt andre steder.

Den nye værdikamp

For kort tid siden udkom der en ny bog, ”Værdikæmperne”, som beskriver Fogh-regeringens tid fra 2001 til 2011 i lyset af den værdi- og kulturkamp, som Fogh søsatte. Nu er det en anden slags værdikamp, som foregår. Men et af hovedemnerne er stadig integration og indvandring.

Man kan næsten høre stroferne af de populistiske partiers kampråb om ”at tage kontrollen tilbage med vores land” vinde indpas i det nye socialdemokratiske udlændigeudspil. Og man kan fornemme drømmen om at kunne styre, hvor mange indvandrere og asylsøgere, vi skal have om året, hvad enten man lytter til statsministeren, Socialdemokratiets formand eller Dansk Folkepartis formand.

Når man ser på de tre store partiers udlændingeudspil, så burde der ikke være langt til et nationalt kompromis om det her område, og det ville på mange måder være en lettelse, for så kunne den politiske debat også komme til at handle om andre ting. Nu handler værdikampen næsten udelukkende om indvandring, parallelsamfund og integration, og der er dømt politisk klumpspil foran målet, når det gælder om at komme først med de næste forslag til stramninger og nye indgreb.

Styrkeforholdene hos vælgerne ved næste valg bliver uden tvivl afgjort på præcis det her spørgsmål mellem landets tre største partier, og opvarmningen er godt begyndt. Fornemmelsen hos politikerne er, at vælgerne er ved at miste troen på, at de kan levere brugbare politiske løsninger på udlændingespørgsmålet og sikre styr på indvandringen.

Der er selvfølgelig god grund til at have politisk fokus på parallelsamfund, ghettoer, radikalisering, religiøs meningskontrol, indoktrinering og kvindeundertrykkelse. Tendenser i vores samfund, som vi ikke finder i overensstemmelse med det at være dansk og bo i frisindets land.

Når alt det er sagt, så er det som om, at det sidste års tids desperate jagt på redskaber til at dæmme op for det islamiserede og uigenkendelige Danmark, vi netop ikke vil have, efterhånden begynder at minde om et overlagt mord på præcis de værdier, som vi netop vildt gerne vil forsvare.

Knuser vi vores egne idealer?

Statsministeren har i tidligere interviews faktisk berørt det dilemma, at vi ikke må knuse vores egne idealer for at få ram på et problem eller en adfærd hos et lille mindretal af befolkningen, som vi ikke vil acceptere.

Han har talt for en målrettet indsats mod præcis det og dem, der er problemet, hvad enten vi taler om bander, parallelsamfund eller radikalisering. Og her er vi ved at nærme os en betænkelig politisk balance og en udvikling, som allerede er ved at ændre det frie og åbne samfund, vi kender og har sat pris på.

Ytringsfriheden vil vi for alt i verden forsvare. Det er en frihedsret, vi er gået langt for i Danmark med en forhistorie om nogle Muhammedtegninger.

Samtidig har vi indført en lovgivning, der skrider ind overfor hadprædikanter og religiøse forkyndere med budskaber, som vi ikke vil have inden for landets grænser, fordi de prædiker ekstreme og radikale synspunkter. At de samme folk benytter deres ytringsfrihed på nettet, det har vi ikke noget middel imod.

Det frie skolevalg er et fundament i vores uddannelsestradition. Nu skal kommunen kunne bestemme en fordeling af skoleeleverne, så der ikke bliver for mange tosprogede elever nogle steder og inden andre steder.

Friskolerne er en dansk uddannelsestradition, og de har haft deres frihed til at bestemme selv. Det har de så ikke længere, hvis de skal være en tvungen del af fordelingen af tosprogede elever og tage deres del af ansvaret til gengæld for fortsat statstilskud.

En familie skal kunne tvinges til at sende deres barn i dansk vuggestue, hvis de ikke er godt integreret. Hvad blev der af forældrenes frie valg til at beslutte, om de selv vil passe deres barn eller lade kommunen om det, hvis de nu rent faktisk mener, at det tjener barnet bedst. Hvem har bestemmelsesretten over barnet? I en dansk tradition er det forældrene.

Det frie boligvalg er udfordret, hvis man lovgivningsmæssigt vil fastsætte, hvor mange af fremmed herkomst, der må bo i samme boligområde. Tvangsflytter man folk ud af deres bolig? Krænker den private ejendomsret, hvis man bor det forkerte sted?

Brug af burka og hijab er fjernt fra dansk kultur, frisind og åbenhed. Nu diskuterer vi så et maskeringsforbud, der pludselig er et indgreb i, hvordan vi må og ikke må gå klædt i det offentlige rum.

Til rettighederne i et frihedselskende land som vores, hører retten som dansker til at gifte sig med den, man nu har fattet kærlighed til, men kommer vedkommende fra et land uden for EU, så skal man ikke regne med at kunne bosætte sig, hvor man vil, og heller ikke at få vedkommende ægtefælle med ind i landet, hvis forskellige – dog nu lempeligere – kriterier ikke er opfyldt.

Når vi taler om traditioner, så har det i årevis været en del af den danske politiske tradition og vores humanitære selvforståelse som land at støtte op om FN og træde til rundt omkring i verden, når særligt udsatte grupper af flygtninge har skullet hjælpes. Lige nu har vi stoppet for kvoteflygtninge fra FN indtil videre, fordi vi har fået så mange andre flygtninge og asylsøgere.

Eksempelrækken kunne fortsættes.

Listen over tiltag som på forskellig måde udfordrer vores frihedsværdier og selvforståelse som danskere er snart ved at være lang. Nogen vil kalde det et nødvendigt selvforsvar mod en forandring og overmanding af vores samfund og værdier. Vi har været for tossegode for længe, og nu må der strammes op. Man kunne også kalde det en realitet, at netop dette selvforsvar forandrer vores frie og frisindede samfund til uigenkendelighed. Og det er måske lige så bekymrende.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 9. februar 2018. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-vi-ved-at-draebe-de-vaerdier-vi-vil-forsvare