Mediebloggen.dk

Skrevet og redigeret af Lisbeth Knudsen

Mediebloggen.dk

Kategoriarkiv: EU

Europas skæbneår 2017

Udgivet den af
Svar

De fleste af os vil nok have det sådan, at det bliver godt at kunne vende ryggen til 2016 – med Brexit-afstemning i Storbritannien, chokvalg i USA, populismens sejrsgang i det politiske landskab overalt i Europa, tiltagende terror i Europas hovedstæder og storbyer, borgerkrig i Syrien med rædselsscener fra Aleppo, Rusland som storpolitisk spiller igen i Mellemøsten og masser af usikkerhed omkring Ukraine, Tyrkiet og flygtningesituationen.

Men flytter vi øjnene fra bakspejlet – ser gennem forruden – og kigger ind i 2017, så ligner det et skæbneår for Europa, som måske kan komme til at ændre på hele den europæiske konstruktion med EU.

Selvfølgelig bliver det afgørende at følge den amerikanske præsident Trumps første 100 dage i Det Hvide Hus og hans ageren på den storpolitiske scene, i forhold til både Ruslands Putin, Kinas Xi Jinping og Israels Netanyahu, samt mange flere.

Men efter at de danske medier har fulgt det amerikanske valg i 2016 gennem hver en stat og hver en flække med reportager fra alle dele af landet, så må man håbe, at 2017 vil give os en lige så intensiv mediedækning af Europas skæbnetime. Og en levende debat om værdien af det europæiske samarbejde, om hvad der sker hos vores naboer, hvorfor, og hvad det betyder for os.

Lad os bare tage fat på nogle af de vigtigste ingredienser til 2017:

  • Stillingtagen til forlængelse af EU’s sanktioner mod Rusland, som skal fornyes 31. januar. Sanktionerne bygger på et samarbejde med USA – hvad vil den nye præsident i USA, som lige er blevet indsat 20. januar?
  • Præsidentvalget i Tyskland skal finde sted 12. februar. Ved valget skal Forbundsforsamlingen vælge den nye tyske forbundspræsident; den siddende præsident, Joachim Gauck, har meddelt, at han ikke ønsker at genopstille.
  • Den britiske premierminister har bebudet, at hun trykker på startknappen for Brexit-processen i marts. Herefter går lange og vanskelige forhandlinger i gang.
  • Der forventes italiensk parlamentsvalg i marts eller april. Efter et nederlag ved en folkeafstemning om forfatningsreformer gik Matteo Renzi af som premierminister i december.
  • Der holdes parlamentsvalg i Holland 15. marts.
  • runde af fransk præsidentvalg 23. april og anden runde den 7. maj.
  • og 18. juni afholdes der valg til Nationalforsamlingen i Frankrig.
  • I juli-august holdes første NATO-topmøde med den nye amerikanske præsident ved bordet.
  • september afholdes der valg til Stortinget i Norge. Det er usikkert, om regeringskoalitionen kan fortsætte.
  • I september-oktober er det Tysklands tur til at holde valg. Valget til Forbundsdagen skal jævnfør forfatningen afholdes i perioden 27. august til 22. oktober 2017. Det mest sandsynlige tidspunkt bliver i slutningen af september, men datoen er endnu ikke lagt fast.

Tre ubekendte jokere
Hvis vi har lært noget af 2016, så må det være, at man skal være varsom med forudsigelserne. Mareridtsversionen af denne liste over begivenheder indeholder tre elementer, som ikke kan datosættes.

Det ene: Et eller flere nye alvorlige terrorangreb i Europa, som mistede 130 menneskeliv i terrorangreb i 2016.

Det andet: At Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, mister tålmodigheden i forhandlingerne om den visumfri rejseadgang for tyrkerne til EU og åbner for flygtningestrømmen igen til Europa.

Det tredje: Vil USA’s nye præsident lægge en helt ny kurs i forholdet til Rusland og til medlemskabet af NATO – herunder betalingen for den militære sikkerhed, som USA stiller til rådighed for Europa.

Skrækscenarie
I hvert fald de første to af disse elementer kan få indflydelse på valget i Holland, hvor højrepartiet med Geert Wilders i spidsen lige nu står til at blive det største parti i parlamentet. Og de kan få indflydelse på valget i Frankrig, som kan blive et skarpt opløb mellem højrepopulisten Marine Le Pen og den konservative Fillon.

I Italien kan anti-establishment-partiet – Femstjernebevægelsen – så fuldende de politiske omvæltninger i dette europæiske skrækscenarie med at blive valgets vinder, mens Angela Merkel i Tyskland måske lige lykkes med at blive genvalgt, men nu med en langt større opposition fra det højrepopulistiske parti Alternative für Deutchland.

Skulle valgene i Holland, Frankrig og Italien falde ud til fordel for forskellige slags populistiske partier, så forestår ikke alene et Brexit men også en Frexit- og en Nexit-afstemning og et Grækenland, der formentlig benytter lejligheden til midt i Euroens kollaps at kræve at komme ud af den økonomiske spændetrøje af reformer, som de er blevet pålagt til gengæld for lånearrangementer fra bl.a. EU.

Vender populismen?
Men måske har højrepopulismen og antibevægelserne i Europa nået et højdepunkt, som valget senest i Østrig viste. Måske går luften alligevel af Geert Wilders valgballon, og skulle han vinde valget, vil han få svært ved at finde koalitionspartnere til at danne regering.

Måske vil Marine Le Pen alligevel ikke kunne slå Fillon, og franskmændene finder det for risikabelt at satse på både det ekstreme højre og en billet til udgangen af EU. Og måske vil Femstjernebevægelsen, trods en valgsejr ikke kunne få noget ud af den, da de principielt ikke vil indgå i koalitioner.

Og måske vil det lykkes kansler Merkel i Tyskland trods modstand mod hendes flygtningepolitik at blive det trygge valg midt i et kaotisk Europa. Et EU som skal finde sig selv efter briternes exit. Et EU med brug for stærke kræfter til at komme ud af fortsatte lavvækst-problemer. Et EU, hvor politikerne skal give europæerne en ny tro på fremtiden og på et europæisk samarbejde, der kan løftes ind i en ny progressiv fase med større nærvær til borgerne og mere handling, når det gælder om de store spørgsmål.

Håb for journalistikken?
Er der håb for journalistikken og medierne midt i hele dette inferno af begivenheder? Det blev i 2016 gjort meget til mediernes skyld, at vi endte med Brexit og Trump. At medierne lod sig rive med af Trumps underholdende provokationer og grænseoverskridende løgne, inden de for sent tog manden alvorligt. At medierne lod sig rive med af ”vi tager kontrollen over vores land tilbage”-retorikken fra Brexit-folkene uden at kulegrave konsekvenserne, som briterne nu langsomt er ved at erkende ikke er helt så nemme og helt så storladne.

En positiv ting var der dog at sige om de journalistiske bedrifter på globalt plan i 2016. Det var, at 100 medier over hele verden gik sammen om et publicere den største kulegravning i den journalistiske historie indtil nu. Nemlig Panama-papirerne. De afslørede mere end 100 politikere i mere end 50 lande – inklusive 12 nuværende og forhenværende topnavne – i at have etableret hemmelige konti i Panama og andre steder med det formål at skjule penge for skattemyndighederne. Og myndighederne i mere end 75 lande har nu åbnet undersøgelser i den anledning.

Vi kan altså godt opfylde vores rolle med at være kritisk vagthund over for svindel og skattesnyd. 2017 vil vise, om vi har taget ved lære i medierne af Brexit og Trump og i tide kan få etableret det kritiske blik på populisterne og deres alt for nemme løsninger ved Europas helt afgørende valgkampe i 2017.

Erfaringerne fra 2016 viser, at de professionelle medier har en afgørende vigtig rolle at spille i forhold til falske, fordrejede, unuancerede påstande i den offentlige debat. Vi må tage os sammen til at spille den rolle. Den europæiske udfordring i 2017 kalder på en alliance og et samarbejde mellem professionelle medier i Europa.

Denne artikel har tidligere været bragt på Altinget.dk: Lisbeth Knudsen.Klumme Altinget.dk

Postfaktuel plat og politisk populisme

Udgivet den af
1

Den britiske folkeafstemning om at forlade EU har ikke alene helt konkrete storpolitiske og historiske konsekvenser, der udfordrer såvel sammenholdet i Det Forenede Kongeriges fire dele som den europæiske selvforståelse af et på mange måder succesfuldt EU projekt. Et projekt med de udfordringer og skavanker, som den slags ambitiøse, internationale samarbejder altid vil have, men også et projekt med klare succeser.

Folkeafstemningen i Storbritannien blev også et utvetydigt vidnesbyrd om tre andre vigtige og bekymrende tendenser i vores samfund.

  1. At drømmen om informationssamfundet med det oplyste folk, rationelle politiske beslutninger byggende på masser af data, masser af facts og masser af erfaring og ekspertise, som herefter indgår i en politisk proces med forskellige tolkninger, løsninger og holdninger, ser ud til at blive erstattet af et postfaktuelt demokrati. Et demokrati hvor det giver pote hos vælgerne at lægge eksperterne og eliten, de gamle politiske partier, storfinansen, de globale virksomheder og internationalt samarbejde for had, hvorefter det står enhver frit for uanfægtet at forme sin egen virkelighed baseret på følelser, demagogi og frygt.
  2. At vi nu reelt har en ny opdeling af befolkningerne i Europa. På den ene side står dem, der føler sig magtesløse over globaliseringen, som protesterer mod udvandingen af de nationale værdier og den nationale kontrol, som reagerer stærkt på udfordringen fra indvandringen og frygten for at miste eget job og som er fremmede overfor digitaliseringens invasion af både arbejdsliv og privatliv. På den anden side af dem, der ser mulighederne i det internationale, det grænsebrydende, det digitale og det multikulturelle.
  3. At de sociale medier forstærker tendensen til populisme og ikke kvantificerbare folkelige understrømme præget af frustration – ja ligefrem fremmedhad og ekstremisme. De sociale medier skulle jo være drømmen om den demokratiserede og ufiltrerede ytringsfrihed, hvor den åbne debat skulle være den selvkontrollerende faktor, men sådan er det ikke. Ingen overkommer at efterprøve og kontrollere sandhed og løgn på de sociale medier. Derfor er der alt for meget nonsens, som får lov til at passere uimodsagt og danne grobund for alle mulige myter og vandrehistorier. En ideel grobund for den politiske populisme og for en helte og skurke-dyrkelse, der bliver meget nærgående grænsende til det personlige.

Det sande folk
Det er frygten for fremtiden, der giver magtesløsheden. Populisterne spiller på frygten og på illusionen om at tage kontrollen tilbage, som det hed i den britiske kampagne for at forlade EU-samarbejdet. Tage magten tilbage fra hvem? Fra briterne selv, som har været en del af EU i 43 år? Eller fra hvem ellers?

Populisterne spiller på at være de sande talsmænd for det sande folk. Dem, der i modsætning til andre, udfører et ærligt arbejde og ved, hvor skoen trykker ”ude i virkeligheden”. De spiller på at gøre op med elitens alliance mellem eksperter, politikerne og medierne. De tegner et billede af, at i elitens alliance hytter de eget skind, og de lykkes i hvert fald ikke med at give den menige mand jobsikkerhed, fremtidshåb og et bedre liv.

I det postfaktuelle demokrati kan man som populist komme langt på literen og i vælgertilslutning ved at udvælge sine egne sandheder og sine egne kendsgerninger, og hamre løs på de følelsesmæssige strenge helt ind i hjertekulen på vælgerne. Kendsgerninger erstattes med opportunistiske fortællinger. Og lige gyldigt hvor mange gange medierne laver fakta-tjek på sådan en populistisk taler, og eksperterne nedgør indholdet, så er det lige meget. For medierne er en del af magten, og eksperterne er med i samme båd og taler samme indforståede sprog som politikerne og medierne, så derfor er de pr. definition ikke troværdige. Det er aftalt spil for galleriet for at narre det sande folk.

En fornemmelse af politisk magtesløshed over de globale udfordringer blev en cementeret kendsgerning hos en stor del af befolkningerne i Europa og USA under finanskrisen. Her blev det tydeligt for enhver, at nogle andre end de folkevalgte politikere havde styret økonomien i sænk, og de seneste historier om det store læk af Panama-papirer bevidnede blot, at de store og rige kan unddrage sig skattebetaling og opbygge skjulte formuer. Godt hjulpet af de banker, som politikerne måtte redde under finanskrisen, for at vores samfund ikke skulle bryde helt sammen.

En stor del af befolkningen har mistet troen på, at de gamle partier har løsningerne på udfordringerne og derfor vandrer de ud på fløjene til forskellige populistiske partier. Indvandringen får skylden for problemerne, selv om den på mange måder udfylder et hul i arbejdsmarkedet, som ingen andre vil udfylde. Politikerne taler om at kontrollere indvandringen, men alle almindelige vælgere kan godt se, at det er fiktion, hvis bådene først er på vej over Middelhavet og de næste millioner af mennesker sætter sig i bevægelse fra Syriens nærområder eller fra Afrika.

Før spurgte vi eksperterne, når politikerne ikke kunne finde svarene. Nu er tendensen hos populister som Nigel Farage, Boris Johnson og Donald Trump, Marine Le Pen eller Geert Wilders at opfinde egne facts, og plukke delresultater og udsnit af virkeligheder ud for derefter at servere dem med stor oratorisk kraft og pågående stil som nye kendsgerninger.

Råbe-demokrati
Midt i at vi skal finde en ny model for det fremtidige europæiske samarbejde, der forenkler, afbureaukratiserer og medinddrager befolkningerne i EU, så skal vi også finde en vej til at gøre op med, at alle argumenter er lige værdifulde og lige gode i en debat, og at populisterne får lov til at løbe med halve sandheder og hele løgne, og med at politikerne får lov til at slippe alt for let med nogle svar.

Hvordan kunne brexit eller leave-kampagnen få lov til at slippe helskindet og sejrende ud af folkeafstemningen i Storbritannien uden at have en plan for, hvad der skulle ske, hvis de faktisk vandt. Det burde jo ikke kunne ske. Men når nogen slår sig op på at repræsentere det sande folk og banker løs på EU, som om det var skabt af nogen skøre romere fra en berømt tegneserie og ikke f.eks. af briterne selv, så kræver det, at nogen tør udfordre populisterne med stærkere argumenter og måske ikke mindst stærkere følelser og lige så appellerende talere.

Der må være en hel anden åbenhed og transparens i de politiske beslutningsprocesser og i de politiske diskussioner, så populisterne ikke kan spille på, at magten foregår bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Der må være et andet og mere direkte møde mellem politikerne, eksperter og medier, hvor også eksperterne tager ansvar for at bringe urigtigheder frem i lyset.

Fra at være et forholdsvis oplyst demokrati i informationsalderen, er vi blevet til et råbe-demokrati i den postfaktuelle tid, hvor eksperter, indsigt og erfaring kastes i papirkurven til fordel for følelser, frygt og nationalromantik. Den britiske folkeafstemning har givet os det hidtil mest klare vidnesbyrd om, hvor vi er på vej hen. Sagt med stor beklagelse. Vi må bygge en bro mellem globalisterne og lokalisterne hurtigst muligt og tage opgøret med populisterne på fremmarch.

Denne artikel har været bragt den 1.7.2016 på Altinget.dk: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-postfaktuel-plat-og-politisk-populisme

Det herreløse EU-projekt

Udgivet den af
Svar

Europa mangler i den grad – og i sidste øjeblik inden EU-projektet er truet på livet – modige og visionære politiske ledere, der kan puste en markant, moderne og nytænkende kraft ind i den kriseramte organisme, som i dag samler 508 millioner europæere. Eller samler er måske netop så meget sagt, for gennemsnittet af EU-landenes befolkninger er tiltagende skeptisk overfor projektet.

Det gælder faktisk ikke den danske befolkning, som med årene er blevet mere positive overfor EU. Hvad man bestemt ikke skulle tro, når man hører danske politikerne tale om EU. Et massivt flertal af danskerne på 58,6 procent ville faktisk stemme ja til fortsat EU-medlemskab, hvis Danmark fik en folkeafstemning nu, viser en Rambøll-måling ifølge Jyllands-Posten.

Tiden nærmer sig hastigt den britiske folkeafstemning 23. juni om at blive eller forlade EU efter over 40 års medlemskab. Bliver det et nej, vil det bringe EU tæt på opløsning og i hvert fald fremtvinge den efterlyste nye vision og retning, fordi den britiske udmeldelse så kommer oven i en række andre interne kriser.

Bliver det et ja, skal der gennemføres en række reformer, som vil skrue ned for EU’s nuværende magt og ændre ambitionsniveauet for unionen, hvis det skal undgås at flere lande følger i fodsporet af briterne eller kræver flere tilvalgsordninger og særaftaler. Så uanset udfaldet af folkeafstemningen, så nærmer den snart otte år lange, interne europæiske krise sig en afslutning og en ny slags begyndelse.

Elefantens styrke
Kulturminister Bertel Haarder (V) talte i forbindelse med modtagelsen af Berlingske Fondens hæderspris i 2014 om de to elefanter – den store og den lille. Om EU og det nordiske samarbejde. ”Elefanter er fredsommelige, står tungt og pruster og basker med ørene. De er enorme, men har slet ikke den styrke, som deres vægt og størrelse berettiger til. De er kloge, men er alligevel lette ofre for krybskytter, som vil have deres stødtænder, ” sagde han.

Lige som Venstres ledende folk fra Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind, Morten Løkkegaard og til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort det her de seneste dage og uger, filosoferede Haarder dengang over politikernes eget ansvar for, at EU-samarbejdet i årevis er blevet talt ned overfor befolkningen og ikke op. Over at værdien af det europæiske samarbejde og de enorme fordele Danmark har af det indre marked er forduftet i alle besværlighederne ved at få så mange lande til at arbejde sammen. Når EU gang på gang fremstilles som problemet og ikke som løsningen, så er det jo ikke mærkeligt, at folk kommer til at opfatte det sådan og til sidst mister troen på ideen.

På et tidspunkt, hvor verden skriger på grænseoverskridende politiske løsninger på grænseoverskridende udfordringer på alt fra klimaet til flygtninge- og migrationskrisen, så giver det ingen mening at skrue ned for ambitionerne for det europæiske samarbejde. På et tidspunkt hvor det europæiske marked, mere end nogensinde har behov for styrke og vækst i konkurrencen med USA og de asiatiske markeder, så giver det ingen mening ikke at udvikle og udbygge det indre marked i EU.

Hvad der til gengæld mangler er reformer, der skærer ned på bureaukratiet, smidiggør processerne, prioriterer indsatsområderne skarpere, giver mere handlekraft til EU’s institutioner og skaber en bedre folkelig forankring. Der, hvor problemet ligger, er tilliden til at de reformer nogensinde kommer. For dem er der godt nok blevet talt om i adskillige år. Og jo større EU er vokset landemæssigt, desto mere kompliceret og omfattende er arbejdsområderne blevet, og handlekraften er suget ud af mødelokalerne.

Den helt regulære kritik, der kan rejses mod måden EU-systemet fungerer på i dag, og de svagheder det har omkring den folkelige forankring, ville bare fremstå langt mere interessant og brugbar, hvis politikerne havde nogen svar på, hvad der skulle gøres, og hvis de europæiske politiske partigrupperinger – for sådanne findes jo – satte sig for at skabe løsninger på problemerne i maskinrummet i stedet for bare at råbe fra skibets dæk.

Reformmotor efterlyses
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formulerede sig sådan her om EU i sin grundlovstale for nylig:

”Jeg er ikke blind for, at EU har fejl. At beslutningsprocesser kan være for langsommelige. At der reguleres for meget eller forkert. Men det gør sig jo ikke kun gældende i EU, men da også herhjemme. Og det får mig ikke til at stille spørgsmålstegn ved, om Danmark hører til i EU. Det gør vi. Nu og i fremtiden. Uanset hvad briterne stemmer den 23. juni. Men den britiske afstemning kan – hvis de vælger at blive – være en motor til nødvendige reformer af EU. Til at tage hånd om problemerne. Få EU til at fokusere mere på det vigtigste – og blande sig udenom langt mere. Vist kan vi gøre nogle ting bedre selv – men vi kan ikke gøre alting selv. Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde. Så enkelt er det. Alternativet til EU er ikke enegang. Det er ensomhed. ”

Hvad er det for nødvendige reformer, statsministeren taler om? Hvis noget reguleres for meget eller forkert, så har vi nok selv været med til at beslutte det, så behøver en oprydning vel ikke at hænge sammen med den britiske afstemning? Vi skal få EU til at fokusere på det vigtigste, siger statsministeren, men hvem er ham ”EU”? Det er jo en del af os selv.

EU på skrump
Det er virkelig bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i et interview i Berlingske dagen før grundlovsdag også fuldstændig lod som om, at EU ikke er en demokratisk del af os selv men en eller anden udefinerlig, ubehagelig type, der bare vil stikke næsen i alting.

I stedet for at integrere mere og mere skal EU fremover koncentrere sig om europæernes virkelige problemer og bruge al sin energi på kun tre områder: at sikre Europas ydre grænser, sikre lønmodtageres rettigheder og sikre sig mod placering af penge i skattely, mente Mette Frederiksen i interviewet. Hun talte om en dyb »legitimitetskrise« i EU. Jamen hvem har været med til at sidde og træffe beslutningerne om mere integration og hvem har skabt legitimitetskrisen? Det har jo bl.a. også de danske regeringer og de danske politikere i Europa-Parlamentet. Og danske politikere herhjemme, som har undladt at gøre noget ved problemet, der har eksisteret i årevis.

“EU har svigtet, og det kom til udtryk ved EU-folkeafstemningen i Danmark i december og den senere EU-folkeafstemning i Holland, hvor folk i begge tilfælde stemte om noget andet, end det de blev spurgt om. Det samme kan ske ved den forestående folkeafstemning i Storbritannien, der kan føre til, at briterne forlader EU,” sagde S-formanden i interviewet. Men hvem er EU? Det er jo ikke en selvkørende bil eller en løsrevet institution og nogle mursten i Bruxelles. Det er jo europæiske og danske politikere, der også har svigtet så? Tag nu så et medansvar for det og lav det om.

Mette Frederiksen mener, at EU bruger al for megen energi på for mange områder i stedet for at koncentrere sig om at finde konkrete løsninger på det væsentligste, og det vil være måden, hvor på man kan genvinde befolkningernes opbakning til det europæiske samarbejde. Det er jo utvivlsomt rigtigt. Her kunne Socialdemokraterne så sammen med søsterpartierne i de andre EU-lande forme en vision for den nye retning for EU og komme med konkrete udspil til den fornyelse, der er brug for.

EU hvem?
De seneste ugers debat har vist, at vi ikke er kommet ud over at betragte EU som et eller andet fantom, der uden at vi vil det, tiltager sig mere magt og beskæftiger sig med alt muligt, som vi ikke har bedt fantomet om at lave.

Hvis danske politikere begyndte at tale om EU som en del af os selv, som noget vi har været med til at skabe og udvikle, og som vi derfor også har et ansvar for at bringe i en ny retning, hvis vi synes, den nuværende er forkert, så ville meget være vundet. Hvis forslagene til den nye retning tilmed var konkrete og operationelle, så ville meget også være vundet. Hvis de europæiske partier, som jo er det europæiske repræsentative element så begyndte for alvor at skære til og prioritere vigtige områder, som ville kunne bringe ny vækst til det Europa, der halter bagefter økonomisk såvel som i den digitale udvikling, så ville vi være nået et langt stykke videre.

Hvis de europæiske befolkninger begynder at se, at der er politisk handlekraft bag ordene i det europæiske samarbejde, og politikerne – også de danske – ikke fralægger sig ansvaret og læsser det over til en eller anden udefinerlig størrelse i Bruxelles men viser os, at EU-samarbejdet og dets resultater skabes af de politikere og ministre, vi selv vælger, så ville vi også se medierne blive tvunget til at tage en anden stilling til EU-dækningen.

Ikke mindre kritisk, for reformbehovet er stort, og medierne burde medvirke til langt mere konkret at sætte fingeren på de ømme steder, så politikerne får fokus på dem. Men medierne er også tilbøjelige til at omtale EU som et uoverskueligt, bureaukratisk maskineri og ikke som en politisk institution.

Denne blog har været offentliggjort på Altinget.dk den 17.06.2016 på: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-det-herreloese-eu-projekt