Trumps mediekrig har konsekvenser – også i Europa

Måske trækker vi efterhånden lidt træt på smilebåndet af Trumps daglige strøm af storpolitiske udbrud i tweets fra klokken fem om morgenen til to om natten i stedet for at blive forskrækkede og bekymrede, som vi blev det i starten. Efterhånden har vi vænnet os til lidt af hvert. Og der kommer en ny situation i morgen.

Måske begynder vi også at blive lidt immune overfor hans bestandige angreb på medierne og hans misbrug af begrebet ”fake news” til at dæmonisere og udskamme sine fjender i den frie presse. Men styrken og vedholdenheden i den amerikanske præsidents angreb på medierne og på helt konkrete, navngivne journalister har konsekvenser, som nu begynder at vise sig mere og mere tydeligt.

Konsekvenser, som burde få medier og journalister over hele verden til at reagere, for lykkes Trump med sin strategi, så får populister andre steder smag for den samme kurs. Når medierne har mistet tilliden fra og kontakten til de borgere, de er til for at betjene, så får populister fri adgang til at bruge medierne som en del af det fjendebillede, der er populismens uundværlige iltapparat.

Trumps krig mod medierne er på vej til at ændre og polarisere amerikanernes holdning til medierne på en faretruende måde. Den er gradvis ved at svække tilslutningen til pressefriheden og uafhængigheden og give plads for synspunkter om mere politisk kontrol og styring af medierne.

Der er en voksende bekymring i medierne for, at den heftige tone fra Trump mod de medier, som han ikke kan lide, en eller anden dag får en tosse med et skydevåben til at gå amok og slå ihjel opildnet og opmuntret af den krigeriske retorik fra øverste sted. Og de udskældte medier begynder mere og mere at overveje, om deres journalister skal have personlig beskyttelse og sikkerhedsvagter, når de dækker Trumps store kampagnemøder, eller når de blot bevæger sig rundt og udfører deres arbejde.

Det er aktualiseret af, at højreekstremister og konspirationsbevægelser her tidligere på måneden nu tydeligt træder frem i og uden for præsidentens kampagnemøder og direkte angriber de tilstedeværende journalister, i dette tilfælde en repræsentant fra CNN, uden at hverken præsidenten eller hans pressetalskvinde tager afstand fra det, men blot slår det hen med, at folk jo har deres ytringsfrihed.

Fjendebilleder

Det er et af de stærkeste våben i populistens værktøjskasse at finde fjendebilleder og skabe konflikt og forvirring om sandt eller falsk for selv at stå i et bedre lys som redningsmanden. Det er et effektivt våben hele tiden at mistænkeliggøre sine kritikere og aflive enhver påstand om løgne og falske argumenter ved at vende kanonen mod angriberne og anklage dem for netop det.

Trump har fra starten af sin præsidentperiode gjort medier som New York Times, Washington Post, CNN, ABC, NBC og CBS til ”fake news-medier” og ”fjender af folket”. Det 20. århundredes diktatorer – især Stalin, Hitler og Mao – havde alle den taktik at dømme deres kritikere, især pressen, til at være ”folkets fjender”. Deres mål var at undergrave kritikernes og pressens arbejde og kalde ethvert dårligt budskab for ”falske nyheder”. Det handlede om at skabe forvirring i offentligheden om, hvad der var sandt, og hvad der ikke var sandt; hvad kunne man stole på, og hvad man ikke kunne stole på. Virker det bekendt? Ja, det er det præcis.

Trump har i et af sine mange tweets skrevet, at de anklagede medier ikke er hans fjender, men at de er det amerikanske folks fjender. Han stempler pressens medarbejdere i almindelighed som uærlige og uhæderlige med undtagelse af de efterhånden få medier, som støtter ham mere eller mindre ukritisk. Og den liste er blevet kortere, efter at selv hans favoritmedie, Fox News, er blevet momentvis kritisk overfor Trump.

Pressen som helhed kalder han ”en skamplet” og indholdet af de kritiske medier ”oprørende”. New York Times har fået æren af betegnelsen som ”en mislykket avis”. CNN er blevet kaldt ”forfærdelig” og ”fake news”. Buzzfeed fik betegnelsen “skrald”.

Præsidentens krig mod pressen truer amerikansk demokrati. Lad os være klar over, at når Trump bekæmper og ydmyger pressen, gør han mere end at spille for galleriet overfor hans tilhængere. Han søger at tæmme, svække og i sidste ende kastrere medierne og frarøve dem ​​den legitimitet, de engang har nydt blandt mange amerikanere. Det skriver den erfarne seniorrådgiver for Pulitzer Center for Crisis Reporting, stifter og direktør for Shorenstein Center for Medier og Politik, Marvin Kalb, i en ny bog, som udkommer i næste måned.

Populistisk autoritarisme

Bogen har titlen ”Enemy of the People” og handler om netop Trumps krig mod medierne. Kalb er dybt bekymret over de dybere konsekvenser af Trumps strategi mod medierne. Han frygter, at konsekvensen kan være en kurs mod en form for populistisk autoritarisme. Det er en styreform karakteriseret ved en stærk centralmagt og begrænsede politiske og individuelle friheder for borgerne. Han mener, at kan Trump efterhånden overbevise folk om, at hvad de læser i deres aviser eller ser på tv, på deres iPhones eller lytter til på radio, alt sammen er “falske nyheder”, så kan han regere mere eller mindre, som han ønsker, uden at den frie presse rejser kritik eller kommer med afsløringer af hans ageren, og uden at nogen diskuterer visdommen i hans politik.

Trump ser fjender overalt, skriver Marvin Kalb. Hvis fakta kommer i vejen, er han helt parat til at skabe sine egne “alternative fakta”. Han regerer allerede, som om hans eksekutiv afdeling allerede stod triumferende over retsstatsprincippet, mener Kalb. Tidligere præsident George W. Bush har engang talt advarende om magt. Hvordan den kan blive “vanedannende” og “ætsende”, og den kan blive “misbrugt”.

I sidste måned forsøgte udgiveren af New York Times, A. G. Sulzberger, under et besøg i Det Hvide Hus at forklare Trump, at hans retorik mod pressen var dybt bekymrende og på grænsen til at være farlig. Han advarede direkte præsidenten mod det inflammatoriske sprogbrug, som efter hans mening ville kunne lede til vold og trusler mod journalister.

Mødets indhold skulle egentlig have været fortroligt, men alligevel sendte Trump et tweet ud efter mødet, der skulle antyde, at nu havde præsidenten sat New York Times definitivt på plads og fortalt udgiveren, hvad han mente om pressens repræsentanter. Et tweet, der senere fik Sulzberger til at udsende en erklæring om hans egne udtalelser på mødet og hans noget anden opfattelse af dets forløb.

Tilliden til medierne

Det meget anerkendte amerikanske Poynter Institute, der forsker i medier og journalistik, offentliggjorde i november sidste år en stor undersøgelse af amerikanernes holdning til medierne under Trumps præsidenttid. Den afslører en markant polarisering i holdningerne. Vælgere med tendens til at stemme på Demokraterne har næsten i stigende omfang fået tillid til medierne, mens vælgere med tendens til at stemme republikansk har fået betydelig mindre tillid til medierne. Republikanere og Trump-tilhængere er langt mere tilbøjelige til at tilslutte sig meget kritiske holdninger til medierne og beskrivelsen af journalister som folkets fjender, og de er mere tilbøjelige til at støtte begrænsninger i pressefriheden end dem, der stemmer på Demokraterne.

Når der i undersøgelsen spørges til tilliden til journalisterne og redaktørerne, så er det kun 20 procent af offentligheden, der har “en stor del” tillid, 50 procent, der har “kun til nogle”, og 30 procent, der har “næppe tillid til nogen”. Offentligheden som helhed ser ikke nyhedsmedierne som helt uafhængige. 69 procent mener, at medierne “Har tendens til at favorisere den ene side”. Men det betyder ikke, at offentligheden ikke ser nogen værdi i at have medier. Et flertal af samme størrelse (69 procent) mener, at nyhedsorganisationerne “holder politiske ledere fra at gøre ting, der ikke skal gøres”.

Polariseringen er tydelig i undersøgelsen, når man ser på partitilhængerne. For eksempel udtrykker 74 procent af de demokratiske vælgere “en stor del” (19 procent) eller “en nogenlunde” (55 procent) tillid til mediernes rapportering, mens kun 19 procent af republikanerne gør det samme.

Et betydeligt mindretal af amerikanerne siger, at de er enige i påstanden om, at medierne er en “fjende af folket” (31 procent) og disse holdninger er dramatisk overrepræsenteret blandt Trump-tilhængere (64 procent). Endelig, og mest foruroligende, støtter en ud af fire amerikanere (25 procent) betydelige begrænsninger i pressefriheden. Specielt siger 25 procent af amerikanerne og 42 procent af Trump-tilhængerne, at regeringen burde “være i stand til at stoppe et nyhedsmedie i at offentliggøre en historie, som regeringsembedsmænd siger, er forkert eller unøjagtig”.

En anden og helt ny undersøgelse lavet af Ipsos fastslår, at fire ud af ti republikanere i USA gerne vil give Trump magt til at lukke medier, som efter hans opfattelse optræder dårligt. 48 procent af republikanske vælgere i undersøgelsen mener, at medierne er fjender af folket. 80 procent af de republikanske vælgere i undersøgelsen mener, at medierne er biased, og 79 procent mener, at Trump bliver unfair behandlet i medierne.

Opfattelsen af medierne i USA er under forvandling med en præsident i krig mod hele den journalistiske tradition, selvforståelse og forankring i demokratiet. Lykkes det i USA at vælte mediernes autoritet og troværdighed omkuld, så kan vi også vente os en bølge eller to i Europa. Selv stærke mediehuse har ikke længere magten til at forhindre en fake news-strategi som Trumps i at få varig, skadelig effekt på mediernes rolle og på demokratiet. Det er læren fra USA.

I Danmark forsvarer politikerne stadig og helhjertet en fri og uafhængig presse, men samtidig er antallet af partimedier stigende, og det samme er kritikken af ikke at kunne komme ordentligt til orde eller få lov til at fremlægge politiske ideer for vælgerne gennem de klassiske medier. Netop i denne uge lancerede Dansk Folkeparti sin udgave af et nyt partimedie. Enhedslisten, De Radikale, Alternativet og Socialdemokraterne er allerede i gang på samme måde.

Det kan være fint og helt forståeligt, at partierne gerne vil have deres politik ud i mere uforstyrret form, uden kritisk modspil og af kanaler, som er den moderne medievirkeligheds mangfoldighed af muligheder. Problemet er bare, at det sker på et tidspunkt, hvor de klassiske medier er svækket af digital omstilling og faldende indtjening, og hvor der er behov for, at partierne mere end nogen sinde værner om den frie presse og ikke taler den ned.

Det store spørgsmål her er, hvordan vi mødes til en demokratisk debat, hvor meninger brydes, skærpes, udfordres, justeres og kasseres, fordi der var nogle andre, der var bedre. Hvordan gør vi det, når vi mødes i de i forvejen frelstes lukkede haver på nettet, hvor vi nok ikke engang gider at kigge ind over hækken til de andre? Hvordan sikrer vi tilliden til den kritiske, uafhængige presse ikke undergraves herhjemme?

Læren af Trump må være, at medierne må tage kampen op. Må nytænke relationen til publikum og måden at bedrive journalistik på med høj kvalitet og høj troværdighed. Sandheden kræver vores opmærksomhed, som New York Times skriver i deres tankevækkende reklamekampagne.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 10.8.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-trumps-mediekrig-har-konsekvenser-ogsaa-i-europa

Kan politik skabes efter en ny kogebog?

I politik er der mindre og mindre rum for eksperimenter, for at begå fejl og for at tænke grænseoverskridende nyt. Det er faktisk ikke på den måde, vi løser de problemer, som hænger fast ved den danske model.

Lige om lidt er hedebølgen, Tour de France og den politiske fred ved at være overstået, og vi vender tilbage til hverdagen, arbejdet og et utvivlsomt spændende politisk efterår.

Men også temmelig forudsigeligt. August er højsæson for politiske sommergruppemøder efterfulgt af et finanslovforslag for 2019 i slutningen af måneden. Og så er vi i gang. Måske med en alenlang – og på godt jysk, træls – valgkamp frem til næste forår. Måske med et efterårsvalg før vi aner det.

Under alle omstændigheder går partierne op i gear fra starten efter sommerpausen. Det er nu, kuglerne skal støbes, og der skal lægges forslag frem, som vælgerne kan forholde sig til, hvis statsministeren skulle tage chancen hos vælgerne før tid.

Regeringen har allerede en række reformer af den offentlige sektor og sundhedsområdet i støbeskeen klar til affyring de kommende måneder.

Forsommeren har indvandring, integration og ghettopakke stået højest på dagsordenen, og de offentlige overenskomster kom på plads uden indgreb. Lige før den politiske sommerpause sprang alle partierne næsten uden undtagelse ud i fuld blomst på det grønne område, og et smalt medieforlig blev landet.

Nu gælder det i efteråret næste led i det, der ligesom ghettoplanen kan bruges som gode slagvarer til et valg: Udvikling af kernevelfærd på sundhedsområdet, mere for pengene i den offentlige sektor og sikringen af tilstrækkelig arbejdskraft til opsvinget.

Mental uorden

Vi udvikler hele tiden på vores velfærdssystem og skal endda ifølge finansministeren tillade os en vækst i de offentlige udgifter i de kommende år selv om budskabet tidligere har været nulvækst. Vi lapper huller, og indimellem reformerer vi. Vi poster flere og flere penge i vores sundhedsvæsen. Vi har høj beskæftigelse og mangel på arbejdskraft. Vi har opdrift i økonomien og mange positive takter, hvor vi som lille land lykkes med succeshistorier på et hårdt internationalt marked. Vi har gang i digitaliseringen. Står flot i internationale målinger på området, om end det kunne gå hurtigere med omstillingen i dele af industrien. Det går ret godt i Danmark, har statsministeren flere gange understreget, uden at komme til at lyde for pralende.

Og alligevel har vi et samfund i mental uorden. Med alt for mange selv helt unge ramt af stress, fornemmelse af utilstrækkelighed og anden mistrøstighed. Alt for mange uden for arbejdsmarkedet og alt for mange med forskellige diagnoser af depression, angst og misbrug. Alt for mange uden for eller på sidelinjen af samfundets flertal. Vi har en offentlig sektor, som trods dygtige medarbejdere og masser af kontrolsystemer ikke lykkes med at komme de rigtigt onde, vedvarende sociale problemer til livs. Vi bruger milliarder af kroner på de samme områder, som ikke rykker sig i positiv retning.

Vi har ikke knækket problemet med den sociale arv og de udsatte børn og en gruppe unge uden fremtidshåb. Vi har en sundhedssektor, som trods dygtige medarbejdere fremviser alt for mange eksempler på svigt, fejl og manglende sammenhæng i behandlingen af patienterne. Vi har visse steder en ældreomsorg, som overhovedet ikke er et samfund som vores værdig. Vi har en uddannelsessektor, som ikke matcher arbejdsmarkedets behov.

Vi jagter årsagerne til den mentale uorden i den digitale hverdag, i præstationspres og nulfejlkultur. I perfekthedskulturen, som fordrer det skønne, veludstyrede hjem, den perfekte familie fyldt med kærlighed og tryghed, den perfekte karriere fyldt med spændende opgaver og udfordringer, de trofaste, interessante venner og de perfekte børn, der er kreative og dygtige og har alle de rigtige kammerater. Kulturpolitikken staves nu underholdning, fascination, tidsfordriv og oplevelser.

Kulturdebatten og kulturpolitikken bruges ikke til at hjælpe os med at finde vej og fodfæste i en digital og globaliseret verden. Bruges ikke som et ramsaltet, inspirerende og engagerende bud på at tackle samfundsudviklingen og den mentale uorden. Kulturens aktører er trukket ind i sneglehuset, og toppolitikerne har glemt kulturens stærke betydning for vores identitet og værdier som mennesker.

Ny slags politikudvikling

Politikerne fra højre til venstre knokler på med at gøre indvandringen og integrationen, ghettoerne og de udanske parallelsamfund til vores altoverskyggende udfordring. Knokler på med at gøre den offentlige sektor mindre hullet og siloopdelt og mindske risikoen for, at folk falder igennem systemernes mange ukoordinerede handleplaner og støtteordninger mindre med en kommende sammenhængsreform. Vi har en Ledelseskommission, der kommer ud med den epokegørende, altoverskyggende anbefaling at sætte borgeren i centrum. Jamen, det troede vi vel egentlig, at vi allerede var i det danske velfærdssystem.

Hvordan er det så, at vi som vælgere skal forholde os til, at det på den ene side går ”ret godt” i Danmark, som statsministeren siger, og at vi på den anden side har rigtigt store udfordringer? Hvem kan tegne visionen ikke alene for industrien 4.0, eller den offentlige sektor 4.0 eller sundhedsvæsenet 4.0, men for hele Danmark 4.0, hvor vi har taget livtag med den mentale uorden og de onde problemer i social- og sundhedssektoren

Når vi nu står foran et valg inden for de kommende måneder, kunne man så ikke stille spørgsmålet, hvordan vi får grebet den politiske styring an på nye måder. Ja, faktisk hvordan vi får udviklet vores demokrati og vores politikskabelse, så grundlæggende reformer kan få den rette folkelige forankring, og så de rent faktisk løser de problemer, som danskerne er mindst lige så optagede af som indvandringen.

Kloge folk rundt om i verden i organisationen ”States of Change” er begyndt at tænke over, om politikudvikling kunne gøres på nye måder. Over om den politiske ledelse og den offentlige sektor kunne være mere innovativ og dermed ikke bare bestandigt og kortsigtet lappe huller. Eller udrulle reformer, der ikke er ordentligt aftestet, og løsninger, som ikke har nogen folkelig forankring eller forståelse.

Et af hovedpunkterne i det arbejde, som det tværnationale initiativ er kommet frem med, peger på, at man i politik burde lade sig inspirere af den digitale udviklingsmodel. Fokusere på den kulturforandring, som digitaliseringen kræver af virksomhederne og den måde, som innovative, digitale virksomheder arbejder på. Et samfund i den digitale virkelighed skal måske til at acceptere konstant at være i en beta-version, hvor eksperimenter, justeringer og tilretninger og nye innovationsspring ikke kommer i store reformpakker, der bygger oven på et kæmpe lag af gammel historik. Eller sagt med andre ord:

Plads til eksperimenter

Skal vi have løst de virkelig onde problemer og skavanker ved vores nuværende velfærdsmodel, så skal vi måske politisk til at eksperimentere, udforske, turde fejle og lave om igen. Så skal innovation ikke blot er en styret operation inden for kendte rammer og med hensyntagen til årtiers forudgående erfaring og historik. Så skal der være plads til en rigtig og dyb innovation, der for alvor flytter hele tankegangen, kulturen, processerne og løsningerne et nyt sted hen

Når den offentlige sektor nu skal hænge bedre sammen, kunne vi så tage udgangspunkt i en anden form for styringsmodel end den nuværende. En model, der ikke appellerer til kassetænkning og suboptimering i det offentlige, men som ser på personen – på mennesket, der har brug for hjælp. Og så på den måde tvinge systemerne til at arbejde sammen om løsninger. Vi kunne skabe innovative miljøer og frirum i det offentlige til at eksperimentere med nye løsninger

Når vi nu skal finde ud af, hvordan vi tackler en fremtidig eksplosiv stigning i sundhedsudgifterne med nye behandlingsmuligheder, dyr personlig medicin og flere ældre, og vi har et system nu, der på for mange strækninger er dysfunktionelt, kunne vi så sætte eksperimenter i gang med nye løsninger og prøve nye veje af tænkt helt ud af boksen i lille skala, inden vi ser, hvad der virker, og derefter skruer op for skaleringen.

Når vi nu ved, at mange af de uddannelser, vi har i dag, er forældet og ufleksible i forhold til det, vi har brug for i fremtiden, skulle vi så afprøve en anden form for uddannelsesplanlægning i lille skala, så vi kunne blive klogere på den fremtidige uddannelsesmodel til et meget forandret arbejdsmarked. En model, der også må have perspektivet med for livslang læring.

Alt for meget lovgivning bliver til uden at tidligere lovgivning er ordentligt evalueret, inden næste bølge af ændringer kommer. Uden at initiativerne er gennemtænkt på tværs af de forskellige sektorer. Og uden at det er gennemtænkt, om det er tidspunktet at starte helt fra grunden med en ny model.

I den digitale og videnskabelige verden er det nødvendigt at tænke de utænkelige løsninger. At teste dem af. Fejle, lære af det og gøre nye forsøg. I politik er der mindre og mindre rum for eksperimenter, for at begå fejl og for at tænke grænseoverskridende nyt. Det er faktisk ikke på den måde, vi løser de problemer, som de politiske partier paradoksalt nok er ret enige om, hænger fast ved den danske model.

Måtte vi få et politisk efterår, der giver plads for nye ideer til at løse den mentale uorden og nytænke den danske model.

 

Denne artikel er bragt den 27. juli 2018 på altinget.dk: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kan-politik-skabes-efter-en-ny-kogebog

 

Et dansk kønsrollemønster støbt i cement

Velkommen til 2018. Hvor kun 18 procent af de danske kvinder mener, vi har ligestilling på det danske arbejdsmarked, og hvor det er svært at bryde normerne for kvinder med ambitioner om lederjob.

Da World Economic Forum offentliggjorde det sædvanlige Global Gender Gab Index for 2017, var budskabet alt andet end optimistisk. Hvis forandringerne til fordel for diversitet og ligestilling mellem kønnene fortsætter med at ske med den nuværende hastighed, betyder det, at vi først kan regne med, at ulighederne vil være udjævnet om 217 år.

Indekset er blevet lavet siden 2006 og har hvert år målt udviklingen. Danmark ligger i øvrigt på en 14.-plads på ranglisten, hvad angår ligestilling – efter Namibia, Slovenien og Rwanda – mens Island, Norge, Finland og Sverige troner på de første pladser.

Det er et interessant globalt perspektiv på den helt nye og virkelig tankevækkende undersøgelse, som CBS og organisationen Lederne i samarbejde med analyseinstituttet YouGov netop har offentliggjort.

Undersøgelsen er foretaget i anledning af en stor aktionskonference på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts på CBS, hvor studerende og erhvervskvinder og -mænd arbejder sammen om at finde ud af, hvordan vi sikrer øget diversitet på lederposter og ændrer på de gamle kønsrollemønstre, der ikke så nemt lader sig flytte rundt på selv i de yngre generationer.

Det særlige ved undersøgelsen er, at den ikke alene giver et kvantitativt billede af situationen, men i høj grad rummer et enormt, kvalitativt bidrag fra de 713 deltagere, som både er studerende og folk, der er i job og karriere som medarbejdere eller ledere.

Knap otte ud af ti kvinder mod lidt under halvdelen af mændene mener, at mænd har bedre muligheder for at blive topleder i Danmark end kvinder. 40 procent af mændene mod kun 14 procent af kvinderne mener, at mænd og kvinder har lige muligheder i Danmark for at blive topledere.

Nærmest ingen mener, at kvinder har bedre muligheder end mænd for at blive topledere. Spørger man, hvorfor det forholder sig sådan, så handler det om en patriarkalsk kultur, et mandsdomineret erhvervsliv, en meget kønsstereotyp forventning til mændene om at besidde lederevne end til kvinderne og mangel på, at fædrene tager lige så meget barselsorlov som kvinderne.

68 procent af kvinderne i undersøgelsen og 36 procent af mændene mener faktisk ikke, der er ligestilling på det danske arbejdsmarked. Kun 18 procent af kvinderne mener, der er ligestilling, mod 50 procent af mændene. Og der er i øvrigt ingen forskel på, hvordan de studerende bedømmer situationen, i forhold til dem, der allerede er på arbejdsmarkedet.

Analysen viser med det tydelige sprog som kommer ud af alle de mange fritekst-svar, at det danske kønsrollemønster anno 2018 stadig er støbt i cement fra fortiden. Der skal en normændring til. En kulturændring. En ændret fortolkning af magten som begreb og funktion.

Der skal lige løn for lige arbejde. En mere ligelig brug af barselsorlov og flere kvinder på topposter som rollemodeller. Vi skal gøre op med illusionen om, at vi allerede har ligestilling i Danmark, lyder det fra flere af bidragyderne i undersøgelsen. Der skal gøres op med, at det er særligt venstreorienteret at gå ind for ligestilling, lyder et andet bidrag.

Et meget tydeligt eksempel på det med kønsrollerne støbt i gammel cement angår accepten af, at ens partner tjener mere end en selv. Kun 79 procent af mændene mod 91 procent af kvinderne synes i høj grad eller i meget høj grad, at det er i orden, at deres partner/ægtefælle tjener mere end dem selv.

60 procent af kvinderne mod 36 procent af mændene oplever, at det er meget svært eller i nogen grad svært at bryde de sociale normer for, hvad man forventer, at kvinder og mænd bør gøre.

Der tales om, at de sociale normer er indgroede, også i Danmark i dag. At der er specifikke kønsstereotype forventninger til kvindernes roller som mødre og som blødere ledere, på samme måde som der er faste mønstre for forventningerne til mændene. Og at der er nogle normer og en kultur på arbejdsmarkedet, der understøtter disse forventninger, når en kvinde bliver rost for ikke at være som andre kvinder, hvis hun tager et toplederjob, og samtidig kan blive kritiseret for at være en dårlig mor, der ikke afsætter nok tid til børnene.

I undersøgelsen bliver respondenterne spurgt, om et lederjob er foreneligt med et familieliv. Halvdelen mener, at det er tilfældet, men der er betydeligt flere mænd (61 procent) end kvinder (45 procent) der mener, det er rigtigt.

Når der i undersøgelsen spørges ind til, hvorfor de adspurgte ikke mener, at et lederjob er foreneligt med et godt familieliv, svarer de, at det er for tidskrævende, at familien skal prioriteres højest, at der mangler fleksibel børnepasning og andre praktiske forhold.

Til gengæld fejler lederambitionerne ikke noget hos de studerende på CBS. Her siger 92 procent, at de i høj grad eller i nogen grad har ambitionen om at blive leder. Blandt dem, der er i job, som har deltaget i undersøgelsen, er tallet faldet til 78 procent for dem med lederambitioner.

Hvis der skulle være en ’happy end’ til den nye undersøgelse, så må det være lederambitionerne hos de unge generationer. Så må vi se at få taget et ordentligt livtag med det gamle kønsrollemønster og kønsstereotype forventninger til hinanden.

Sverige er det nordiske land, hvor andelen af kvinder i lederstillinger er højest. Her ligger tallet på 40 procent, mens Danmark med sine 27 procent er det land i Norden med færrest kvindelige ledere. Mellem de to lande ligger Island med en andel på 38 procent, Norge med 36 procent og Finland med 33 procent. Danmark ligger med de 27 procent under OECD’s gennemsnitlige andel af kvindelige ledere, som er 31 procent.

Ingen tvivl om, at de hårde facts vedrørende barselsorlovens indvirkning på kvinders karriere og løn har en stor betydning.

Men hvis vi nu lige lægger det til side et øjeblik, så er der faktisk en kæmpe indsats, vi i fællesskab under uddannelsen, på arbejdspladserne og hjemme i privaten kunne gøre for at bryde cementen op omkring de kønsstereotype forventninger, vi har til hinanden, samt til hvad der skal være magtens symbolik og faste definitioner på selve udførelsen af lederjobbet, hvad enten man er mand eller kvinde.

Bragt på mm.dk den 8.marts 2018 https://www.mm.dk/artikel/et-dansk-koensrollemoenster-stoebt-i-cement

Er vi ved at dræbe de værdier, vi i virkeligheden vil forsvare?

Denne klumme skal ikke opfattes som et lalleglad, naivt forsvar for et multikulturelt, multietnisk samfund, hvor danskheden og vi danskere er blevet fortyndet op med alle mulige eksotiske nationaliteter, sprog og kulturer, så vi ikke længere kan genkende os selv og vores land.

Læg dertil, at vi alle kan se realiteterne i truslen om den enorme befolkningstilvækst i Afrika i de kommende årtier og risikoen for en regulær folkevandring af millioner af migranter på vej mod at forsøge at finde lykken og fremtiden i Europa på grund af arbejdsløshed og dårlige levevilkår i deres eget land.

Faktisk handler denne klumme om lige præcis det modsatte af at lade stå til. Den skal være en påmindelse om, hvad det er for danske værdier, vi bør stå vagt om, også når der blæser en strid vind af frygt for at blive overmandet af det ukendte, det kulturelt, religiøst og demokratisk uacceptable og det kvindeundertrykkende set med udgangspunkt i den samfundsmodel og de frihedsrettigheder, som vi holder af og står sammen om som danskere.

I Danmark har vi nu otte procent af befolkningen, der har ikke-vestlig oprindelse. Et flertal af dem er godt integreret i det danske samfund eller på vej til at blive det. En mindre andel er ikke integreret, og er problemets kerne sammen med frygten for en stigende flygtningestrøm. I 1980 havde vi kun en procent af den danske befolkning med ikke-vestlig oprindelse. Der var problemerne med integrationen der også, men mindre synlige og massive end nu.

Trods vores massive flertal på 92 procent, er vi mærkeligt nok begyndt at finde det normalt at definere os selv som etniske danskere i medierne og i den offentlige samtale. Det er også et billede på det nye ”normalbillede”, vi er havnet i. Der er de rigtige danskere – de etniske danskere – og så alle de andre. Og mange af os etniske danskere er jo absurd nok rent faktisk børn af familier fire -fem led tilbage, som kommer fra Tyskland, Sverige, Norge, Polen eller helt andre steder.

Den nye værdikamp

For kort tid siden udkom der en ny bog, ”Værdikæmperne”, som beskriver Fogh-regeringens tid fra 2001 til 2011 i lyset af den værdi- og kulturkamp, som Fogh søsatte. Nu er det en anden slags værdikamp, som foregår. Men et af hovedemnerne er stadig integration og indvandring.

Man kan næsten høre stroferne af de populistiske partiers kampråb om ”at tage kontrollen tilbage med vores land” vinde indpas i det nye socialdemokratiske udlændigeudspil. Og man kan fornemme drømmen om at kunne styre, hvor mange indvandrere og asylsøgere, vi skal have om året, hvad enten man lytter til statsministeren, Socialdemokratiets formand eller Dansk Folkepartis formand.

Når man ser på de tre store partiers udlændingeudspil, så burde der ikke være langt til et nationalt kompromis om det her område, og det ville på mange måder være en lettelse, for så kunne den politiske debat også komme til at handle om andre ting. Nu handler værdikampen næsten udelukkende om indvandring, parallelsamfund og integration, og der er dømt politisk klumpspil foran målet, når det gælder om at komme først med de næste forslag til stramninger og nye indgreb.

Styrkeforholdene hos vælgerne ved næste valg bliver uden tvivl afgjort på præcis det her spørgsmål mellem landets tre største partier, og opvarmningen er godt begyndt. Fornemmelsen hos politikerne er, at vælgerne er ved at miste troen på, at de kan levere brugbare politiske løsninger på udlændingespørgsmålet og sikre styr på indvandringen.

Der er selvfølgelig god grund til at have politisk fokus på parallelsamfund, ghettoer, radikalisering, religiøs meningskontrol, indoktrinering og kvindeundertrykkelse. Tendenser i vores samfund, som vi ikke finder i overensstemmelse med det at være dansk og bo i frisindets land.

Når alt det er sagt, så er det som om, at det sidste års tids desperate jagt på redskaber til at dæmme op for det islamiserede og uigenkendelige Danmark, vi netop ikke vil have, efterhånden begynder at minde om et overlagt mord på præcis de værdier, som vi netop vildt gerne vil forsvare.

Knuser vi vores egne idealer?

Statsministeren har i tidligere interviews faktisk berørt det dilemma, at vi ikke må knuse vores egne idealer for at få ram på et problem eller en adfærd hos et lille mindretal af befolkningen, som vi ikke vil acceptere.

Han har talt for en målrettet indsats mod præcis det og dem, der er problemet, hvad enten vi taler om bander, parallelsamfund eller radikalisering. Og her er vi ved at nærme os en betænkelig politisk balance og en udvikling, som allerede er ved at ændre det frie og åbne samfund, vi kender og har sat pris på.

Ytringsfriheden vil vi for alt i verden forsvare. Det er en frihedsret, vi er gået langt for i Danmark med en forhistorie om nogle Muhammedtegninger.

Samtidig har vi indført en lovgivning, der skrider ind overfor hadprædikanter og religiøse forkyndere med budskaber, som vi ikke vil have inden for landets grænser, fordi de prædiker ekstreme og radikale synspunkter. At de samme folk benytter deres ytringsfrihed på nettet, det har vi ikke noget middel imod.

Det frie skolevalg er et fundament i vores uddannelsestradition. Nu skal kommunen kunne bestemme en fordeling af skoleeleverne, så der ikke bliver for mange tosprogede elever nogle steder og inden andre steder.

Friskolerne er en dansk uddannelsestradition, og de har haft deres frihed til at bestemme selv. Det har de så ikke længere, hvis de skal være en tvungen del af fordelingen af tosprogede elever og tage deres del af ansvaret til gengæld for fortsat statstilskud.

En familie skal kunne tvinges til at sende deres barn i dansk vuggestue, hvis de ikke er godt integreret. Hvad blev der af forældrenes frie valg til at beslutte, om de selv vil passe deres barn eller lade kommunen om det, hvis de nu rent faktisk mener, at det tjener barnet bedst. Hvem har bestemmelsesretten over barnet? I en dansk tradition er det forældrene.

Det frie boligvalg er udfordret, hvis man lovgivningsmæssigt vil fastsætte, hvor mange af fremmed herkomst, der må bo i samme boligområde. Tvangsflytter man folk ud af deres bolig? Krænker den private ejendomsret, hvis man bor det forkerte sted?

Brug af burka og hijab er fjernt fra dansk kultur, frisind og åbenhed. Nu diskuterer vi så et maskeringsforbud, der pludselig er et indgreb i, hvordan vi må og ikke må gå klædt i det offentlige rum.

Til rettighederne i et frihedselskende land som vores, hører retten som dansker til at gifte sig med den, man nu har fattet kærlighed til, men kommer vedkommende fra et land uden for EU, så skal man ikke regne med at kunne bosætte sig, hvor man vil, og heller ikke at få vedkommende ægtefælle med ind i landet, hvis forskellige – dog nu lempeligere – kriterier ikke er opfyldt.

Når vi taler om traditioner, så har det i årevis været en del af den danske politiske tradition og vores humanitære selvforståelse som land at støtte op om FN og træde til rundt omkring i verden, når særligt udsatte grupper af flygtninge har skullet hjælpes. Lige nu har vi stoppet for kvoteflygtninge fra FN indtil videre, fordi vi har fået så mange andre flygtninge og asylsøgere.

Eksempelrækken kunne fortsættes.

Listen over tiltag som på forskellig måde udfordrer vores frihedsværdier og selvforståelse som danskere er snart ved at være lang. Nogen vil kalde det et nødvendigt selvforsvar mod en forandring og overmanding af vores samfund og værdier. Vi har været for tossegode for længe, og nu må der strammes op. Man kunne også kalde det en realitet, at netop dette selvforsvar forandrer vores frie og frisindede samfund til uigenkendelighed. Og det er måske lige så bekymrende.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 9. februar 2018. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-vi-ved-at-draebe-de-vaerdier-vi-vil-forsvare

 

 

#respektdemokratiet

Det er et sygt demokrati, der ikke respekterer sine folkevalgte. En offentlig debat præget af chikane, trusler og frygt er en skændsel for et demokrati. Derfor må der gøres noget.

Hvad er det egentlig lige, vi har gang i her i det danske demokrati?

I en undersøgelse offentliggjort i Berlingske forleden oplyser et flertal af folketingsmedlemmerne, at de jævnligt modtager trusler og hadefulde beskeder.

Knap en tredjedel har ligefrem oplevet dødstrusler og en fjerdedel har modtaget trusler mod deres familier. En lille håndfuld folketingsmedlemmer og ministre lever deres daglige liv beskyttet af sikkerhedsvagter. Statsministeren, integrationsministeren, Folketingets formand og den konservative politiker, Naser Khader, må tilsyneladende leve med den situation som det normale. Andre i Folketinget har bare fået mere end nok af truslerne og er begyndt at politianmelde de modbydelige plageånder.

I september sidste år lavede Altinget en undersøgelse af forholdene for vores lokalpolitikere i kommuner og regioner. Fire ud af ti lokalpolitikere fortæller i den undersøgelse med 1.100 respondenter, at de har været udsat for chikane, vold, trusler og hærværk.

15 procent af de lokalpolitikerne, der svarer ja til at have oplevet chikane, er blevet opsøgt i eget hjem. Ti procent har oplevet hærværk på deres private adresse. For cirka hver tiende, der har oplevet chikane eller trusler, har der endda været direkte dødstrusler. 65 procent af chikanen og truslerne foregår i mail eller over telefon, men mange taler også om Facebook som stedet med en særligt hård tone.

Et demokrati bør være præget af en mangfoldig og modig debatkultur, hvor man ikke frygter at blive hverken truet på livet eller udsat for chikane og beskidte personangreb, hvis man ytrer sig i den offentlige debat. Men sådan er det bare ikke længere i det ellers fredelige Danmark. Freden gælder overhovedet ikke på de sociale medier.

Stikker man næsen frem med en mening, som ikke engang behøver at være særlig kontroversiel, eller tillader man sig at skrive om bestemte emner der i særlig grad fremkalder fanatisme, intolerance og had, så flyver de verbale voldsomheder let gennem luften.

Debatten bliver afstumpet og ligefrem truende. Alle med selv den mindste erfaring i at deltage i debatter på de sociale medier eller i at skrive blogs ved, at der er øretæver og trusler i luften, hvis man beskæftiger sig med Islam, indvandring, asylansøgere eller lignende spørgsmål i den kategori i et debatindlæg.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at de mennesker, der i et repræsentativt demokrati stiller op for at repræsentere os andre, skal udsættes for trusler og chikane. Og det er invaliderende for en fri og åben, demokratisk debat, at flere og flere ganske enkelt holder sig væk fra at deltage i offentlige diskussioner, fordi de ikke orker svineriet.

Hvis man skriver en blog eller deler Facebook-opslag med meninger om dette og hint af politisk karakter, så går der sjældent lang tid, før mørkemænd og spoilere forsøger at kapre debattrådene, og man må bruge tid på at rydde op, så seriøse debatdeltagere ikke løber skrigende væk.

Demokrati under politibeskyttelse

Vi kan ikke have et demokrati under politibeskyttelse. Vi kan ikke have en demokratisk debat præget af frygt og afmagt. Vi kan ikke have et offentligt rum, hvor chikane, trusler og hærværk mod politikere og debattører råder.

Vi må gå til aktivt modangreb. Som nogle politikere og debattører allerede gør det: anmelde chikane og trusler til politiet.

Vi må stå sammen om at skamme disse verbale overfaldsmænd og kvinder ud af debattråde, Facebook-opslag og debatter andre steder. God fornøjelse hvis de så kun har Ekstra Bladets Nationen tilbage. Chefredaktør Poul Madsen mener jo, han gør en heltegerning ved at holde denne til tider slamfyldte kanal åben, så de ekstreme synspunkter også har et hjemsted.

Et sundt demokrati bygger på tillid og respekt og fortrænger intolerance og voldsretorik både i virkeligheden og på nettet.

Når man tænker på, hvad #MeToo-kampagnen er lykkedes med at sætte i gang verden over, så kunne man jo lade sig inspirere og starte en kampagne for respekt for demokratiet og de folkevalgte: #respektdemokratiet.

Tag afstand fra møgspredere

Hver gang en tosse eller en verbal voldsmand eller kvinde ødelægger en seriøs debat eller forfalder direkte til chikane eller trusler, så svar igen med at hænge vedkommende ud med et #respektdemokratiet. Hver gang frygtens tavshed bliver brudt fortjener det ros. Noget må gøres.

Uanset om man er fløjtende uenig med en politiker eller debattør, så må det være argumenterne, der tæller, og ikke frygten eller truslerne. Hvis politikeren overfaldes af trusler på nettet, så må vi beskytte vores repræsentative demokrati og dets repræsentanter ved at tage afstand fra sådanne overfald med at skamme vedkommende angrebsmand eller kvinde ud af debatten med et #respektdemokratiet.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 26.januar 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-respektdemokratiet

Internettets forplumrede ytringsfrihed

Internettet har forandret journalistikken, medierne og demokratiet for altid.

Hvad der kunne have været realiseringen af ytringsfrihedens guldalder, adgang til det oplyste vidensamfund for alle og kloge demokratiske beslutninger baseret på fakta og fornuft er på vej til at blive noget helt andet.

Det mest overvågede samfund, der drukner i informationer uden varedeklaration.

Et demokrati styret alt for meget af følelser, shitstorme og populisme.

En samfundsdebat præget af mangel på nuancer, perspektiv og alt for meget skidtsnak – for ikke at sige hadtale.

Vi er blevet den vare, der handles med på nettet. Eller rettere sagt vores data er. Når noget er gratis, så er det vores data, vi betaler med.

Data er blevet den rige oliekilde, som har tiltrukket verdens største globale virksomheders interesse.
Forestil jer, at motorvej E45 blev overtaget af Facebook eller Google. Det ville så være dem, der bestemte, hvem der kunne køre på motorvejen, hvilke afkørsler, der skulle være, hvor hurtigt, man må køre, og med hvilke køretøjer.

Hvis vores fysiske infrastruktur blev overtaget af store globale virksomheder, så ville vi protestere voldsomt. Men når hele vores digitale infrastruktur i dag er kontrolleret af globale virksomhedsgiganter med sans for skattely, så trækker vi på skuldrene og giver dem mere trafik og større indtægter. For de har skabt de platforme, som vi bare ikke vil undvære at bruge.

Internettet skulle gøre os oplyste og give os flere faktuelle informationer til at træffe beslutninger. Nu er vi på vej i den modsatte retning med mere og mere disinformation, troldefabrikker der spreder falske nyheder og fake news.

Sandheden har altid været krigens første offer. Nu er det også fredens.

Det er blevet legitimt at føle og mene noget og sende det ud til gud og hvermand på trods af alle faktuelle oplysninger.

Mavefornemmelse er blevet et accepteret politisk argument der udkonkurrerer fakta og viden.

Løgnen er blevet legitim som politisk våben i visse kredse.

De sociale medier er – fra en start som ytringsfrihedens åbne talerstol – gradvis mere og mere blevet et redskab til globale propagandakrige og en national og lokal boksering – mens den seriøse dialog bliver trængt i baggrunden.

Når kritiske journalister angriber det, man selv mener, så er de bare fake news.

Når sandt og falsk bliver ligegyldigt og nuancerne forsvinder, hvem får så ørenlyd i debatten? Dem, der råber højest.

Når algoritmerne, som styrer nettet, er indstillet på at give os mere af det, vi godt kan lide i forvejen, og ikke mere af det, der har modhager, til vores tidligere valg, så er det man taler om internettets berømte ekkokamre.

Og når nogen påstår at internettet er en gave til mangfoldigheden og ytringsfriheden siger jeg bare – stop nu lige en halv. På Facebook taler vi med dem, der er vores venner, og som vi har lukket ind i vores kreds. Det er ikke en åben offentlighed, man taler sammen i. Det er til vennekredsen. Og en kæmpestor del af Facebook debatten foregår på det lukkede internet. Der hvor man ikke kommer ind uden at være godkendt.

Så Facebook er ikke en platform for den store åbne folkelige debat, selv om rigtigt mange danskere har en Facebook konto. Vi taler til det segment, der er i vores ekkokammer hver for sig.

Hvad så med medierne og ytringsfriheden?

Når alle er blevet publicister, hvad skal så være de professionelle publicisters opgave?

Populistiske aktører gør medierne til en del af fjendebilledet. Det passer perfekt ind i billedet af eliten mod folket-klicheen.

Den politiske debat opleves som en teaterforestilling, hvor sandhed ikke længere behøver at være sandhed

Et sundt mediemiljø er afgørende for et sundt demokrati i mindst to grunde.

  • For det første sikrer professionelle og ansvarlige medier, at borgerne har mulighed for at foretage ansvarlige, informerede valg snarere end handlinger ud af uvidenhed eller misinformation.
  • For det andet tjener medierne som kontrolfunktion af magthaverne og som bolværk mod korruption og magtfordrejning i et demokratisk samfund.

Medier er på mange måder rygraden i et demokrati.

Medierne gør os opmærksomme på forskellige sociale, politiske og økonomiske tendenser og begivenheder, der sker rundt om i verden, nationalt og lokalt. De er som et spejl, som viser os eller stræber efter at vise os sandheden og virkeligheden omkring os.

De tilvejebringer en platform for demokratisk debat og meningsudveksling. Deres mangfoldighed af meninger og indhold giver os som brugere mulighed for at blive eksponeret både for det, vi forventede og det, vi ikke forventede at blive udfordret på.

Selv om de sociale medier er kommet til, så er det stadig de professionelle medier, som i høj grad sætter dagsordenen for den demokratiske debats substantielle indhold. De professionelle medier lader sig også påvirke af, hvad der diskuteres på de sociale medier og sætter de folkelige strømninger på de sociale medier ind i deres egen kontekst af relevans og interesse.

Vi bliver som borgere bombarderet med information i den nye medieverden. Det er ikke indhold, der er mangel på. Det er kvalitetsindhold og viljen til at betale for det.

Det er heller ikke platforme, der er mangel på, det er styringen af dem, der er problematisk, og hvordan vi undgår at internettet forplumres af al mulig forurening og disinformation.

Det er ikke ytringsfrihed, der er mangel på, det er digital dannelse, så vi kan forstå, hvad der sker med vores data. Så vi kan komme til at tale ordentligt til hinanden og bruge den kæmpe mulighed, vi har fået med nettet, til at fremme ytringsfriheden i stedet for det modsatte.

Uddrag af tale ved DANSK PEN arrangement den 12. november på Bogforum 2017.

 

 

 

Trump narkomani

Den faste klummeskribent på New York Times gennem en lang årrække David Brooks beskrev forleden under overskriften ”Getting Trump Out of My Brain”, hvordan han simpelthen er så træt af at læse alle mulige historier om Trump, efter at være blevet fyldt op med dem dag efter dag efter dag i snart to år. Så træt, at han ikke orker at klikke ind på flere historier om præsidenten, fordi hjernen er fyldt op med Trump.

Han stiller spørgsmålet, om vi overhovedet kan lære noget nyt om Trump efterhånden. Eller kender vi nu alt til hans retorik, hans personlighed, hans måde at tweete på, hans faste dagsordener, hans fjendebilleder, hans dem-og-os-retorik og hans politik.

Brooks beskriver i underholdende form, hvordan nogle ligefrem bliver nærmest narkotisk afhængige af den daglige Trump-historie og nærmest ser den som et nyt, dagligt afsnit af et fortløbende tv-drama i stil med den amerikanske ”Breaking Bad”-tv-serie, som kørte over flere sæsoner med 62 afsnit. Andre bruger igen, ifølge Brooks, Trump-historierne til at dyrke fornøjelsen ved dagligt at føle sig åndeligt og ikke mindst moralsk overlegne i forhold til præsidenten og hans tilhængere.

Jeg må tilstå, at jeg synes, de danske mediers dækning af Donald Trump efterhånden æder alt ilten i rummet og ikke længere giver plads for en grundig dækning af andre og til tider vigtige ting i verden. Vi dækker farcen i Det Hvide Hus ned i mindste detalje, når svingdøren igen sender folk ud og ind fra Trumps nærmeste stab.

Vi følger ned i mindste detalje afstemninger om en sundhedsreform, der nok for de fleste danskere er et temmelig fjernt interesseområde. Vi får alle mulige detaljer om kongressens godkendelser af præsidentens forslag til nye ministre, FBI-chefer eller hans forslag til indrejseforbud. Vi følger høringerne af hans søn og svigersøn og andre med aktier i sagen om eventuel russisk indblanding i den amerikanske valgkamp.

Vi følger med, når Trump tager på et nyt rally et eller andet sted for at styrke sin direkte forbindelse til vælgerne, for at pleje sit ego og måske sit genvalg og få en succesoplevelse uden for det Washington, hvor han har svært ved at opnå netop det. Vi hører om hans golf-ferier, ser ham vinke på vej ind og ud af den præsidentielle helikopter og hans besynderlige morgen og nat-tweets, som straks får en opfølgning fra alle de danske korrespondenter i USA eller fra det faste, store hold af USA-eksperter herhjemme. Der tolkes og tolkes på hvert eneste skridt, Trump tager, og hver eneste udtalelse.

Verden ifølge Trump

TV 2 NEWS har lavet et helt særligt magasin – ”Verden ifølge Trump” – der i perioder fungerer som en udenrigspolitisk samlekasse for alt, hvad der sker i USA og Europa, under den tese, at der er en ”Trump-effekt” under alle store tendenser i USA og Europa, hvad enten det handler om tysk valg, hollandsk valg eller valg i Frankrig, Brexit-forhandlinger eller migrantkrise i Italien.

Her kommer en appel til de danske medier om at finde frem til et niveau, hvor dækningen af Trump kommer ind i en mere normaliseret tilstand, så vi ikke ender som David Brooks med at få Trump på hjernen og lukker af for det, der måske er vigtigt at vide.

Selvfølgelig skal vi høre alle detaljer om den kritiske optrapning med Nordkorea. Vi skal vide, om sagen om den russiske forbindelse under valgkampen begynder at nærme sig præsidentens egen position, så den kommer til at vakle. Vi skal vide, hvis USA ændrer vigtige udenrigspolitiske positioner eller tager økonomiske, handelsmæssige eller sikkerhedspolitiske skridt, som påvirker os.

Men Trump-effekten flød ikke over til Europa. Det viste det hollandske og det franske valg. Og det samme ser ud til at komme til at gælde for det tyske valg. Det er ikke populisterne og de enkle demagogiske løsninger, der har vundet. Trump-effekten forblev i USA. Men vælgernes efterspørgsel på nye løsninger, på politikere med høj moral og troværdighed og med handlekraftig udstråling er det, der står tilbage i Europa.

Mens vi flyder over i Trump-historier i medierne, så er dækningen af den politiske udvikling i Polen, Ungarn, Tyrkiet, Grækenland, Italien (med undtagelse af migrantkrise og pavehistorier) og Spanien underprioriteret i det danske mediebillede. Vi hører mere om korruptionsskandale i Sydkorea end om retstilstanden i Polen. Mere om infernoet i syriske byer end kritiske reportager om demokratiets tilstand i Ungarn. Vi hører mere om den amerikanske kongres-behandling af afløseren for Obama Care og Trumps midlertidige indrejseforbud end om EU’s behandling af vigtig ny lovgivning uden for de storpolitiske topmøder med stats- og regeringslederne i Bruxelles.

Europa magasin

Trump er helt ubestrideligt mere end nogen tidligere præsident leverandør af daglig underholdning til medierne, som paradoksalt nok er udråbt til at være hans værste fjende. Men kunne vi ikke godt få skruet lidt ned for blusset og få en mere normal prioritering af USA-dækningen og den amerikanske præsident efter væsentlighed og relevans og ikke efter sensation og kulørte detaljer på de store tv-stationer? Det sidste med det kulørte klares fint på de sociale medier.

Kunne vi ikke godt på de store tv-stationer få et Europa-magasin, som ikke behøvede at være en amerikansk aflægger af ”Verden ifølge Trump”, men som kunne eksistere i egen ret – om jeg så må sige. Kunne vi ikke få en vigtig dækning af, hvad der sker politisk i vores eget nærområde – lige uden for vores eget dørtrin. Det er sådan set spændende nok. Det er sådan set ret afgørende for vores egen politiske og økonomiske udvikling. Det er sådan set dramatisk nok. Det er sådan set journalistik interessant.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 11. august 2017.

 

Så fik vi lige endnu et udvalg, der barsler til næste år …

Der er alt for lidt gennemsigtighed omkring regeringens udpegning af snesevis af råd nævn, udvalg og paneler. Hvad skal vi med alle disse parkeringspladser for politikudvikling under dække af inddragelse af viden og erfaring?

Det er jo meget vanskeligt at være kritisk over for, at en regering nedsætter udvalg med nogle erfarne og innovative mennesker ude fra den såkaldte virkelighed, som kan komme med gode ideer til enten at rydde op i en lovgivning, der ligner overkogt spaghetti, eller som kan tænke helt nye ideer og forslag til spændende initiativer.

Men når nedsættelsen af udvalg, arbejdsgrupper og udfordringspaneler (det nye ord for det samme) med de samme gengangere bliver svaret på al politisk nytænkning og innovation, så må man på et tidspunkt stille tre spørgsmål:

– Hvad laver ministerierne selv af egentlig innovativ oprydning i gammel lovgivning og politikudvikling for ministeren?

– Hvad laver de politiske partier egentlig selv af politikudvikling og nytænkning?

– Hvornår går de forrest med ideer og konkrete udspil? De er bedre og bedre bemandede til det, men sker der noget virkelig nyt på den front?

Skal vi bare have tiden til at gå med disse såkaldte ekspertudvalg i halve eller hele år, hvorefter de så mere eller mindre kan legitimere, hvad ministeren plukker ud senere og lægger frem?

Uden at have lavet en konkret optælling, så tror jeg, at denne regering overgår adskillige tidligere regeringer med nedsættelser af udvalg, arbejdsgrupper, råd og paneler. Og selv om overskriften ind imellem i alle de glade pressemeddelelser om nedsættelse af nye udvalg og råd absurd nok kan være forenkling og afbureaukratisering, så burde regeringen nok tage et kritisk samlet blik på, hvad den har gang i. Det kunne jo være en passende sommerpause-beskæftigelse.

Forenklingsudvalg for Erhvervsfremme

Lad mig tage et par eksempler.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har udsendt en glad meddelelse under overskriften: Erhvervsministeren nedsætter Forenklingsudvalg for Erhvervsfremme. Sådan. Forenklingsudvalg. Husk på det navn.

Pressemeddelelsen fortæller, at det er vigtigt, at en forenkling af erhvervsfremmeindsatsen er godt forberedt, og derfor nedsættes et udvalg med repræsentanter for virksomheder og eksperter, som skal udarbejde konkret forslag til et forenklet erhvervsfremmesystem. Og der opstilles fem principper for forenklingen af systemet i kommissoriet for udvalget.

Nu er det sådan, at erhvervsministeren faktisk for ikke ret længe siden modtog en stor konsulentrapport under titlen ”Eftersyn af erhvervsfremmeindsatsen” med en ret sønderlemmende kritik af det nuværende erhvervsfremmesystem.

I sammenfatning for den rapport udarbejdet af en stribe konsulentfirmaer som McKinsey & Company, Damvad Analytics, Landfall Strategy og Struense & Co. er der klare forslag til, hvad man bør gøre ved systemet. Optimeret styring, begrænsning af antallet af aktører, færre indgange til systemet, bedre overblik for virksomhederne, mere målretning af initiativer, fokus på produktivitetseffekter, inklusion af udenlandske erfaringer m.v. Alt sammen grundigt beskrevet af striben af konsulenter.

Læg godt mærke til et af disse firmaer. Bag navnet Struense og Co. finder vi den tidligere administrerende direktør for Københavns Kommune, Claus Juhl. Han og hans daværende firma, som han selv var medstifter af, har altså været med til at lave den meget grundige analyse og forslag til ændringer i erhvervsstøtteområdet, som alle forventede, ville danne basis for et politisk udspil.

Nu har erhvervsministeren så i stedet for at spille ud med sin og ministeriets forslag til en reform af området valgt at nedsætte et nyt udvalg. Og se, om ikke Claus Juhl dukker op igen – nu som formand for det nye udvalg og med et nyt firma, som han dannede tidligere på året efter at være brudt ud af Struense og Co. Nu lyder firma-navnet Forskel ApS med ham som eneejer og direktør.

Det nye ministerudvalg, som tilsyneladende skal lave arbejdet med at tænke et helt nyt erhvervsfremmesystem oven på den konsulentrapport, der i forvejen har analyseret og beskrevet behovet og modellen for et nyt erhvervsfremmesystem, har ud over gengangeren Claus Juhl en sammensætning af fem erhvervsfolk, en universitetsprofessor og en direktør for VIA University College, Louise Gade, og endnu et konsulentfirma.

Ideen er at holde regionerne og kommunerne ude af udvalget, fordi de strides om, hvem der skal have førertrøjen på i erhvervsfremmeindsatsen, og erhvervsorganisationerne skal tilsyneladende også holdes ude, fordi de har stærke interesser i, hvordan midlerne fordeles. Men kigger man på de mange aktører i erhvervsfremmeindsatsen, så skulle konsulentfirmaerne nok stå ude på sidelinjen sammen med kommunerne og regionerne og erhvervsorganisationerne, for er der nogen, der har særlige interesser i, hvordan systemet bygges op, så er det da i hvert fald også konsulentfirmaerne.

Claus Juhl er en meget efterspurgt mand – og dygtig er han utvivlsomt efter otte års erfaring på en uriaspost i Københavns Kommune og før den direktør i Økonomistyrelsen. Mens han nu skal stå i spidsen for den enorme opgave med at finde modellen for et forenklet erhvervsfremmesystem til begyndelsen af 2018, så dukker hans navn også lige op et andet sted. Han skal nemlig også lige hjælpe innovationsminister Sophie Løhde med at afbureaukratisere og forny den offentlige sektor. Ikke lige et venstrehåndsjob skulle man tro.

Han er nemlig også udpeget som formand for tre såkaldte udfordringspaneler, der skal give et bud på, hvordan regeringen kan realisere målet om en mere sammenhængende offentlig sektor. Der er et udfordringspanel om afbureaukratisering af den offentlige sektor. Et om bedre velfærd på tværs af sektorer og et om en mere tidssvarende offentlig sektor. I et af disse paneler findes en anden genganger – direktør Louise Gade fra VIA University College, der også skal forenkle erhvervsstøtteordninger. Og panelerne skal give deres input til regeringens sammenhængsreform, der skal fremlægges ved årsskiftet.

Et svaret på alt et nyt udvalg

Jeg argumenterer på ingen måde for, at disse udvalg, råd og paneler ikke har dygtige og innovative medlemmer, men lige som vores demokrati i forvejen er præget af alt for lukkede processer og alt for lidt åben diskussion om reformer og åben motivation til at komme med innovative forslag, så skaber de her strukturer nogle alt for lukkede og uigennemsigtige rum.

Det er uigennemsigtigt, hvordan udpegningen af medlemmer til disse råd, nævn og udvalg foregår, hvad enten det er innovationsministerens paneler eller erhvervsministerens forenklingsudvalg eller statsministerens disruptionsråd.

Det er uigennemsigtigt, hvordan de efterfølgende politiske forslag bliver udvalgt, og hvor meget ministeriernes embedsmænd gennem sekretariatsfunktionen for de mange udvalg sætter deres præg på processerne i retning af det, som ministeriet i forvejen har arbejdet med, og som de ved, ministeren gerne vil have på dagsorden.

Og det er uigennemsigtigt, hvordan et konsulentfirma kan sidde på begge sider af bordet i sådanne udvalg ved først at udarbejde en rapport, der peger på problemer og mulige løsninger, og derefter sidde i det udvalg, der skal udarbejde de færdige modeller for det, de selv har udpeget som problemer og mulige løsninger, og hvor de tilmed selv kan være en del af problemet med de alt for mange aktører på erhvervsstøtteområdet.

Ekspertudvalg har altid eksisteret som et element i den politiske proces, men det ville være værd at give formatet et kritisk eftersyn. Er de blevet for vildtvoksende parkeringspladser for politiske opgaver, der skal skydes til hjørne af forskellige årsager – som f.eks. et kommunalvalg eller en mindretalsregering, der skal have tid til at modne nogle reformer? Er der blevet en blanding af politiske venner, lidt universitetsfolk og et par andre eksperter blandet op med et par erhvervsfolk, som får lov til at sidde og komme med gode råd her og der?

Mere gennemsigtighed efterlyses.

Denne klumme har været bragt på Altinget.dk den 30. juni 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-saa-fik-vi-lige-endnu-et-udvalg-der-barsler-til-naeste-aar

Send demokratiets festival på værksted

Kære Folkemøde og kære Pia Kjærsgaard

Når dette læses, er politikere, interesseorganisationer, lobbyister, mediefolk, politiske ildsjæle og almindelige borgere med demokratisk engagement over middel, strømmet til årets Folkemøde i Allinge på Bornholm.

Siden 2011 har denne usædvanlige begivenhed udspillet sig fire dage i juni. En af fadderne til opfindelsen, der er efter svensk inspiration, Bertel Haarder, har kaldt begivenheden ”en politisk Roskilde Festival med mindre øl og mere snak”.

Ingen tvivl om, at Folkemødet er en vigtig ventil til at mødes under uformelle former. Åbenheden gælder for alle til de tusinder af events, og tilgængeligheden i forhold til ministre, folketingsmedlemmer og topfolk fra alle mulige organisationer i det danske samfund skaber en helt speciel stemning.

Her skabes kontakter og plejes netværk i stor stil. Her hygges og snakkes politik. Her ”frames” interesseorganisationernes aktuelle fokusområder og ønsker til politikerne. Her hældes fadøl, ny viden og inspiration på tanken hos fortravlede politikere. Her skabes alliancer og diskuteres uformelt mellem organisationerne. Her konkurreres om opmærksomhed og gæster og events, der skiller sig ud. Her jokes og laves alle mulige forsøg på at bryde alvoren med festlige indslag og udfordringer, for at lokke ikke mindst politikerne på slap line og give de fremmødte borgere lidt show og afveksling.

Når alt det nu er sagt. Når vi har fældet en tåre af begejstring over, at vi i Danmark kan samles på så uformel, fredsommelig og demokratisk vis til diskussioner om samfundets mangfoldige udfordringer, så tillad mig et kritisk spørgsmål til, om ikke det er på tide at udvikle konceptet nu. Når vi har glædet os over fællessangen og nydt hinandens selskab, hvad er det så vi vil huske, der skete i Allinge i år?

Det kan ikke være et kriterium hvert år blot at poste flere begivenheder ind på de fire dage, med et program på allerede over 3.000 events. Det kan ikke være et kriterium at kommercialisere Folkemødet endnu mere for at forhindre, at organisationen bag Folkemødet ender med at lave et økonomisk hul i jorden, som det tidligere har været for Bornholms Regionskommune. Det kan ikke være et kriterium blot at skaffe flere gæster til den politiske festival. Sidste år gæstede omkring 100.000 mennesker Folkemødet i løbet af de fire dage.

I alt kom omkring 140 politikere, hvoraf de 21 var borgmestre. 685 journalister var officielt akkrediteret til Folkemødet, hvilket må siges at være en helt vild overprioritering af Folkemødets faktuelle indhold. Der var 2.951 tilmeldte events fordelt på 854 arrangører. I år er der mere end 3.100 events.

Alle temaer er repræsenteret fra socialpolitik til forsvarspolitik, demokrati, folkestyre, miljø, fødevarer, udenrigspolitik og erhvervspolitik i en stor pærevælling. I 2014 stjal sundhedsområdet og Lars Løkke Rasmussens troværdighed dagsordenen ifølge en evaluering lavet af Operate blandt 1.162 deltagere på Folkemødet.

I 2015 blev det flygtninge og igen sundhed samt valget, som kom højest på listen sammen med den hollandske politiker Geert Wilders, der gæstede Folkemødet.

I 2016 blev det flygtninge igen i meget stort omfang med sundhed, Brexit og uddannelse på de næste pladser. Hvad det bliver i år endnu uafklaret, men sundheds- og socialområdet trænger sig nok på endnu en gang sammen med falske nyheder og mediernes rolle.

Det har sin charme, at Folkemødet afspejler så mange temaer og skaber en mulighed for at bygge kendskaber og netværk op på så mange områder. Men det skaber ikke ret mange fuldstændig nye og banebrydende udspil, og det skaber ikke mange løsninger. Vi er mere i afdelingen for politiske markeringer, for at opbygge opmærksomhed og for imagepleje.

Kunne det være anderledes, når nu de mange deltagende aktører faktisk bruger rigtigt mange penge på denne begivenhed i troen på, at det virker? Det tror de faktisk på, hvis man læser evalueringen af folkemødet 2016 – også fra arrangørernes side.

Kunne man opstille nogle ambitiøse mål for Folkemødet om, at de politiske partier skulle ”time” og fastlægge nye interessante udspil til Folkemødet, så der var noget reelt nyt til den demokratiske debat at komme efter og ikke kun forudsigelige markeringer fra partilederne?

Kunne man på samme måde opstille mål for, at de deltagende organisationer gik sammen om at rejse større samfundsdagsordener i stedet for den konkurrerende profiljagt, som kaster hver enkelt organisation ud i en kostbar kamp om at finde de mest kendte tv-værter som moderatorer og de mest kendte paneldeltagere til at stille op til hver deres lille event?

Kunne man forestille sig, at Folketinget satte sig selv til debat og brugte Folkemøde-scenen til for eksempel at drøfte den bekymring for demokratiet og folkestyret, som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, forleden gav udtryk for i et interview i Berlingske.

Havde hun valgt sammen med Folketingets præsidium at gøre det til et hovedtema på Folkemødet, så havde det givet mening at benytte denne enestående lejlighed til at bygge broer, eller få renset luften ordentligt ud mellem politikere, medier og borgere, når det gælder den tillidskonto, som står på minus for tiden.

Jeg har ikke nogen naiv tro på forbrødring eller umiddelbare adfærdsændringer hverken hos medierne eller politikerne, men hvor kunne man andre steder end netop på Folkemødet få debatten for åbent tæppe med befolkningen?

”Til sidst er der ingen, der gider os. Ingen. Hvad er en god nyhed, og hvad er en dårlig – og kan man tro på den? Det har stor betydning. Vi er jo betydningsfulde instanser på den måde, at politikerne er med til at lave lovene og er med til at forme samfundet, og journalisterne er med til at bringe det videre og med til at holde øje med demokratiet,” sagde Pia Kjærsgaard i det før nævnte interview. Desværre fik hun brugt nogle eksempler fra BT og Ekstra Bladet, som lynhurtigt fik en alt for vigtig debat til at køre af sporet.

Hun rejste tillidsspørgsmålet og sagde: ”Vi skal tage hinanden i hånden og spørge: Er journalister tilfredse med, at de ligger, hvor de gør? Bundskrabere. Er politikere tilfredse? Vi er afhængige af hinanden på alle mulige måder. Vi er nødt til at hanke op i hinanden.”

Helt enig med Pia Kjærsgaard. Lad os få den debat. Og nej. Vi kan ikke være tilfredse, nogen af parterne, med en bundplacering på tillid.

Og hermed en opfordring til Folkemødet og Folketingets formand om i fællesskab at gøre den helt essentielt vigtige dagsorden til omdrejningspunktet for et mere fokuseret Folkemøde næste år med færre temaer og til gengæld flere nye ideer og flere konkrete løsninger.

 

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den15 juni. maj 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-send-demokratiets-festival-paa-vaerksted

 

Hjælp vi drukner – i debatter om ”fake news”

 Folkemødet på Bornholm siges at have 3100 tilmeldte events til fire dage intensiv demokratisk råkost for samfundsnørder af alle slags og ikke mindst for politikere, interesseorganisationer, lobbyister og mediefolk.

Sidste år gæstede, ifølge arrangørerne, 25.000 deltagere dagligt smeltediglen i Allinge på Bornholm. Det vil sikkert blive noget tilsvarende i år i dagene fra 15. til 18. juni. I hvert fald har interesseorganisationer og politiske organisationer, NGO’er og offentlige institutioner, tænketanke og meget andet som sædvanlig haft strithår og stress omkring planlægningen af de mange detaljer, paneler, moderatorer, arrangementsteder, forplejning, temaer m.v. i de seneste måneder.

Så langt så godt. Det er, som det plejer. Selv om selve folkemødets struktur nok nu efter nogle år på bagen trænger til en fornyelse og nogle nye ambitioner. Mere om det en anden gang.

Mit ærinde her er at fokusere på, at folkemødets mange arrangører indimellem har haft så travlt med at være med på et fælles ”beat” i samfundsdebatten, at der pludselig bliver total overproduktion af events med et bestemt tema. Således også i år. I ikke færre end 28 arrangementer indgår ””fake news”” som en del af beskrivelsen og omdrejningspunktet, og her har jeg undtaget quiz-underholdning.

At kunne finde ud af, hvad der er sandt og falsk, har naturligvis og helt korrekt en enorm betydning for os som borgere, når vi dagligt udsættes for et sandt informationsbombardement. Men at alt nu skulle handle om en tsunami af ”fake news” på vej i Danmark, er helt ude af proportion.

Det får folk til at tro, at ”fake news” er det, der fylder det offentlige medierum i Danmark og myldrer ind ad revner og sprækker. Og ”fake news” bliver pludselig det fælles udtryk for alt fra dårlig, slap eller sensationsjournalistik til bevidst misinformation.

Er ”fake news”-debatten til gavn for de seriøse medier, der dermed kan skille sig ud fra utroværdige plattenslagere og politiske korsriddere, eller er ”fake news”-debatten skadelig for medierne, fordi enhver lille banal fejl i en web-historie pludselig blive til det store falskneri?

Se det er jo det gode spørgsmål, men i hvert fald må man sige, at medierne selv går på banen på folkemødet med at sætte fokus på ”fake news”-problemet. TV 2 News, DR, Danske Medier og Dansk Journalistforbund har alle åben scene på Bornholm under folkemødet med ”fake news” på dagsordenen.

Og hvem har så ellers fundet på samme trendy idé?

En række organisationer sætter fokus på forskningen og eksperters rolle i forhold til demokratiet og ”fake news”. Det gælder Københavns Universitet, Aarhus Universitet, DEA og CBS.

Så har vi en erhvervsorganisation som Landbrug og Fødevarer, der også er med på bølgen med udgangspunkt i mediernes ansvar for at sprede ”fake news” om danske virksomheder. Komiteen for Sundhedsoplysning jagter bedre faktatjek på sundhedsområdet i mediedækningen. SSP-samarbejdet kalder til møde om ”fake news” og unges liv og livsstil. Kunstnere for Fred vil diskutere sandt og falsk i udlandsdækningen.

Europa Kommissionen sætter krigen om sandheden og Ruslands brug af ”fake news” på dagsordenen. Det samme gør Forsvarsakademiet ved en event. Andre som Bibliotekerne, Professionshøjskolerne og Folkeuniversitetet serverer events om digital dannelse og ”fake news”. Og selvfølgelig skal de politiske partier også være med på bølgen. Det er Det Radikale Venstre og Nye Borgerlig ligeledes med debatter ”fake news”.

Der er simpelthen så meget retorisk misbrug, misinformation og mangel på indsigt i, hvad ”fake news” egentlig er, at det kræver en oplysningskampagne i sig selv at hitte rede i, når man skrålæser programteksterne for de 28 arrangementer, der har lånt ”fake news”-begrebet i deres omtaler.

Lad os prøve med lidt begrebsafklaring på skalaen fra total falsk til total sandt:

Der er indhold, som er fuldstændig falsk.
Der er billeder, som er fuldstændig falske.
Der er indhold, som delvis er baseret på sandhed og delvis på løgn.
Der er indhold, som er sandt, men taget ud af en kontekst og sat ind i en helt anden sammenhæng.
Det er løgn viderebragt ubevidst uden at tjekke.
Der er falske nyheder bragt videre for at tjene penge.
Der er falske nyheder bragt videre for at tjene et politisk formål.
Der er sande nyheder, som bliver bragt ud af proportion og dermed bliver falske.
Der er fejl skabt af journalister, som videreformidles som sandhed.
Der er redaktionelt indhold, som bliver ændret på de sociale medier til fejlagtigt indhold.
Der er indhold og fakta, som politikerne ikke kan lide, og som derfor bliver kaldt ”fake news”.
Der er satire.

Og man kunne sikkert komme på endnu flere kategorier. Men helt uomtvisteligt er det, at der må have siddet rigtigt mange programfolk til Folkemødet og fundet frem til, at mediernes troværdighed og ”fake news” skulle være et hovedemne på årets festuge for demokratiet.

Når jeg læser de her programtekster og kigger på, hvordan den aktuelle mediedebat kører rundt på primært Facebook, så er en hvilken som helst lille snoldet fejl i medierne nu blevet til udspekulerede ”fake news”. Og en hvilken som helst politisk manipulation med statistikker og politiske heltegerninger bliver også til ”fake news”.

Hvor ville det være befriende, hvis der blev skelnet bedre mellem den dybt alvorlige brug af misinformation, manipulation og spredning af løgne og bagvaskelse i krigens, demokratiets eller den personlige vindings navn, og så det, der bare en slap, dårlig, udokumenteret, proportionsforvridende og hovedløs journalistik eller lidt for smarte politikere på jagt efter magt og stemmer.

Jeg sender en håbefuld bøn til Folkemødet om, at debatten om begrebet ”fake news” bliver mere nuanceret og indsigtsfuld end mange af programteksterne afspejler.

Jeg sender en appel om, at vi for en gang skyld kan sætte fokus på det virkelig alvorlige, som handler om spredning af bevidst misinformation enten for pengenes skyld, eller for at vinde politisk magt eller infiltrere demokratiske institutioner. Og vi skal have fokus på det virkelig alvorlige, som er tabet af troværdighed og tillid til både medierne, eksperterne og politikerne i denne flodbølge af ”fake news”-debatter.

 

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 2 juni. maj 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-hjaelp-vi-drukner-i-debatter-om-fake-news