Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Det røde postbud er blevet disruptet

Udgivet den af
Svar

Der er dyb krise omkring PostNords danske aktiviteter. Og her taler jeg ikke om transportministerens reaktionshastighed på de politiske landeveje med farlige grøftekanter for ministre i ”bad standing” hos oppositionen.

Jeg taler om forretningen PostNord. Først forsvandt den daglige postleverance, der blev reduceret til et par gange om ugen, men samtidig voksede bjerget af reklamer i posttasken.

Så forsvandt posthusene med nogle få undtagelser, og post og pakker skulle balanceres gennem kiosker, fødevarebutikker og andre lokale forretninger eller selvafhentes i store døgnbokse med digitale pinkoder.

Så blev der længere mellem tømningen af de røde postkasser. Og så blev postbilerne og postens farve pludselig blå i stedet for rød. Og hele tiden undervejs blev priserne sat op, og servicen blev oplevet dårligere og dårligere.

Nu er vi så på vej til kun at kunne få post en gang om ugen, med mindre der betales en uhyggelig høj ekstraporto for ekspreslevering. Breve og pakker skal leveres af samme bud, der allerede i cykeludgaven ligner et overbelastet pakæsel, og 40 procent af de danske postmedarbejdere skal afskediges.

Danskerne er blevet så digitale, at vi springer brevet over og skriver en e-mail. Og beslutningen om at tvinge danskerne over på digital post fra det offentlige gør nu massivt sin indvirkning hos statens eget postkontor, der er gået fra plus til minus i leveringen af overskud til ejerne.

Tit har vi svært ved at forklare digitaliseringens konsekvenser for samfundet og for os alle sammen. PostNord er et klokkeklart og let forståeligt eksempel – ja nærmest en staveplade til at forstå den disruption, den opløsning af gamle strukturer og forretningsmodeller og den ændrede brugeradfærd, der sker omkring os og forandrer vores hverdag.

Branche efter branche vil blive udsat for samme type udfordringer med digitalisering og et nyt forbrugsmønster. Vi ser det bare ikke altid så tydeligt som her, og vi ser ikke udviklingen gå så dramatisk hurtigt som her.

På ganske få år er PostNord her i Danmark gået fra at være en brevdistributør med pakker til nu at være en pakkedistributør med breve. Og gradvis tilpasser vi os som kunder den nye virkelighed, som vi selv som forbrugere har skabt for nationalklenodiet: det røde postbud.

Den igangværende deroute for det kongelige danske postvæsen ligger efterhånden en del år tilbage, hvor faldet i brevmængderne begyndte for alvor i starten af 00’erne. I 2009 blev det besluttet at sammenlægge det svenske og danske postvæsen.

Og i 2011 kom den samlede organisation til at hedder PostNord med 60 pct. ejerskab til den svenske stat og 40 procent til den danske. Formålet var at give de statslige postvæsener i de to lande fælles styrke til netop at modstå udviklingen med digitaliseringen og den øgede konkurrence på markedet for logistikløsninger.

Det handlede også om at gennemføre de nødvendige rationaliseringer. Siden etableringen i 2009 har PostNord sagt farvel til 14.000 ansatte. De kommende to til tre år skal yderligere mellem 4.000 medarbejdere forlade PostNord i Danmark, ifølge ledelsens udspil.

Brevmængderne er siden årtusindskiftet faldet med 80 procent. PostNord mangler egenkapital og skal bruge 2,3 mia. kroner til at finansiere omstillingen. De penge skal findes hos skatteyderne, og da underskuddet ligger på den danske del af forretningen, er svenskerne sjovt nok ikke særlig villige til at medfinansiere en løsning.

Politisk er det her følsomt område på samme måde som den statslige togdrift. Private selskaber vil ikke se nogen forretning i at bringe post ud i de yderste klitrækker, ligesom de ikke vil se forretning i at køre med halv- eller heltomme regionaltog til tyndere befolkede egne af landet.

Det er en statslig opgave at få posten ud, ligesom togdriften er det. Eller er det efterhånden? Tør vi overlade opgaven og de stadig røde postkasser til et privat firma med en ”public service” kontrakt, der forpligter til levering alle steder i landet, har høje sikkerhedskrav omkring håndteringen og ambitiøse måltal for leveringskvalitet?

Det er med blødende hjerte for det kongelige, nationale eller nu nordiske postvæsen, at jeg siger ja. Hvis kvaliteten alligevel skal være så dårlig, at jeg kun får post en gang om ugen, og jeg ikke længere har et posthus i nærheden, og pakkerne kommer skiftevis med PostNord eller et privat pakkefirma, som butikken har indgået aftale med, eller jeg selv skal hente dem et eller andet sted, hvad er der så tilbage af den gode gamle tryghed og romantik omkring det røde postbud og posthuset som mødestedet med en velkendt identitet og funktionalitet? Læs service og professionel behandling.

Den accelererende digitalisering og ændrede kundeadfærd har udraderet forretningsgrundlaget under det gamle postvæsen. Det er ikke nogens skyld – det er alles skyld, og udviklingen kan ikke standses eller gøres om.

Kunne PostNord ved rettidig omhu have forhindret udviklingen? Nej. Kunne de have forudset, at det ville gå så stærkt? Måske. Kan de finde på nogle løsninger, der kan redde forretningen? Ja, der er jo faktisk vækst i distributionen af pakker – af alt det, vi skal have fysisk, når vi har handlet virtuelt med en butik. Men i modsætning til brevomdelingen er konkurrencen her jo helt fri, og der er mange, der har opdaget den forretningsmodel.

Danmark har haft et postvæsen siden 1624, hvor det blev indstiftet af Christian 4. Men først omkring 1900 fik man direkte omdeling over hele landet. Og kigger man på historien, så har det ikke skortet på omvæltninger.

Post- og Telegrafvæsenet, også kaldet P&T, var et dansk statsligt direktorat, som blev dannet i 1927 da to statslige organisationer – Postvæsenet og Telegrafvæsenet – skulle smelte sammen. I 1986 blev P&T delt op i et generaldirektorat og seks statsejede virksomheder.

Lad os tage nogle af dem: Tele Danmark A/S blev etableret i 1990 og privatiseret i 1998. Fik ændret sit monopol og sit navn til TDC og er solgt i flere omgange til udenlandske ejere. GiroBank A/S blev etableret i 1991 og ligeledes privatiseret og efter en række fusioner nu opslugt af Danske Bank.

I 1995 blev postvæsenet til Post Danmark, en selvstændig statsejet virksomhed underlagt Trafikministeriet, og i 2011 til PostNord med Trafikministeriet som delejer. Alene den korte historie viser, at forandringerne aldrig hører op med at komme til os.

PostNords ledelse siger, at de har en plan for fremtiden, som ser lys ud, hvis de bare lige kan få dækket det hul i egenkapitalen, der skal til for at gennemføre en digital transformation af virksomheden, en omfattende beskæring af medarbejderstaben og en beskæring af servicen over for befolkningen.

Måske skal der mere til end det, hvis vi skal have en bedre service for pengene. En nytænkning af hele forretningsmodellen, ejerskabet og servicetilbuddet. Det er helt ærligt ikke nok, at jeg kan få lov til at følge min pakke digitalt og give postydelsen karakter på Trustpilot, når jeg selv har hentet en pakke i døgnboksen.

 

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 10. marts 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-det-roede-postbud-er-blevet-disruptet

Twitter præsidenten

Udgivet den af
Svar

Medierne står overfor en meget svær opgave med Donald Trump i Det Hvide Hus for den nye præsident stortrives med mediernes fjendtlighed

Om få dage får amerikanerne en ny præsident og verden en ny type statsleder at følge på tætteste hold.

Ikke en politiker af stor erfaring, men en erhvervsmand i stort format, om man så må sige med en selvsikkerhed ud over det sædvanlige. Ikke en politisk strateg trænet i taktisk kommunikation og diplomatisk, verbal veltalenhed og snilde, men en stærk kommunikator trænet i såvel kontrollerede som ukontrollerede følelsesudbrud. Trænet i at få opmærksomhed ved at sige og gøre det uventede – ja ind i mellem det helt utrolige – i at dyrke martyrrollen til det ekstreme i kampen mod medierne, og i at spille stærk mand med en brutal retorik, når det skal til.

Ny bliver således ikke alene hans politiske dagsordener, men også forholdet mellem medierne og den nye amerikanske præsident.

Donald Trumps første pressemøde onsdag som valgt præsident blev et sandt verbalt opgør med udvalgte medier, som har skrevet eller talt kritisk om Trump og bragt afsløringer fra en kontroversiel efterretningsrapport.

Og det er ikke første gang, han benytter den praksis at angribe og afskære ”de sortlistede medier” fra spørgsmål, alt imens han beskylder dem for at være skraldespandsmedier, en skændsel og for at servere falske nyheder. I andre tilfælde er kritiske pressefolk blevet forment adgang til hans valgmøder.

Under valgkampen syntes den kommende mand i det berømte ovale kontor at vågne op hver morgen for omgående at tænde op under sin twitter-konto og fortælle alverden, hvordan han ser på tingene. Og karaktergivning til de traditionelle medier hører til hans yndlingssport.

Om han fortsætter den praksis, når han slår øjnene op i morgenen i Det Hvide Hus og stikker fødderne i præsidenttøflerne, er der mange, der diskuterer lige nu. Odds er mest for, at det gør han nok. For det er hans direkte vej til vælgerne. Det er hans måde konstant at holde gryden i kog med opmærksomhed og budskaber styret af ham selv, og medierne er jo nødt til at følge med i, hvad han skriver.

Og på Twitter får hver eneste af hans talløse tweets fuld medieopmærksomhed, for man ved jo aldrig, om det nu er Mexico, Nordkorea, Kina eller andre lande, der står for skud, eller om det er erhvervsvirksomheder, der får en på lampen, eller politiske modstandere eller mediefolk der bliver gjort grin med.

Kampen mod medierne
Man kan sige, at Donald Trump på ingen måde kan takke de etablerede medier for sin valgsejr, og at det bærer en ikke uvæsentlig del af skylden for hans anstrengte forhold til dem. Af aviserne i USA med de 100 største oplag var der kun to, som støttede ham. Mere end 200 aviser i alt støttede Hillary Clinton, mens Trump fik opbakning fra færre end 20. Og nogle af de få, som støttede ham, gjorde det med henvisning til, at hans vicepræsident, Mike Pence, heldigvis var en del af pakken.

Mens ingen troede på, at han kunne løbe med en sejr, fulgte alle medierne det kuriøse fænomen og hans valgmøder fyldt med ekstraordinære udtalelser og angreb. Trump fik den største medieomtale af samtlige kandidater under primærvalgene, og han kunne tage bad i høje seertal. Alt for sent slog de amerikanske medier om fra at følge det sensationelle fænomen til at tage manden alvorligt og behandle hans politiske substans kritisk.

Trumps sejr var et brutalt spark til de etablerede medier, de etablerede eksperter, de selvretfærdige, som Trump har kaldt dem, der har mistet kontakten til almindelige mennesker. Derfor hører anerkendte medier som New York Times, Washington Post og nu også CNN til den kategori af medier, som Trump er i krig med. Og mange flere kommer nok til at melde sig ind i den forening, efterhånden som den nyvalgte præsident fra næste uge kommer til at styre dagligdagen i Det Hvide Hus.

En helt normal Twitter-dag
3. januar var den første officielle arbejdsdag i det nye år, og Donald Trump havde travlt i sin rolle som nyvalgt præsident for De Forenede Stater – på Twitter. Hans tweets for dagen inkluderede for nu bare at nævne tre stykker:

  • En trussel om at straffe General Motors med en importafgift for at bygge biler i Mexico.
  • En kritisk bemærkning til hans republikanske partifæller i Kongressen i en konkret sag.
  • En antydning af at USA’s efterretningstjenester ikke er troværdige.

Og sådan fik den nyvalgte præsident på få minutter udvalgt sig dagens nye kampe med tre magtfulde amerikanske institutioner: erhvervslivet, Kongressen og efterretningstjenesterne. Hvert emne med konfliktpotentiale til lange diskussioner og lange analyser i medierne af eftervirkningerne. Men dagen efter havde Trump flyttet opmærksomheden til nye emner, herunder en række tweets med støtte for WikiLeaks’ grundlægger Julian Assange, der af mange andre ses som en fjende af Amerika.

Da Trumps tweets om Assange og hacking senere blev kritiseret, forsvarede Trump sig – på Twitter – ved at skyde skylden på nyhedsdækningen. Medierne får det til at se ud som om, jeg er imod efterretningstjenesterne, når jeg faktisk er en stor fan, skrev han.

Alle er måbende, men Trump lykkes med den slags piruetter. Senere samme dag handlede hans tweets om alt muligt andet fra kritik af Senatets demokratiske mindretalsleder til den musikalske underholdning ved indsættelsesceremonien 20.januar.

Twitter-in-Chief
Vittige hoveder har i stedet for ”Commander in Chief ” døbt Trump ”Twitter-in-chief”. Også Obama har brugt Twitter som en del af sin kommunikation – om end på en ganske anden måde end Trump. Mere til at vise empati og medmenneskelig end som politisk våben.

Præsidenter og statsledere over hele verden bruger de sociale medier til kontakt med vælgerne i dag – vores egen statsminister inklusive. Før Twitter og Facebook var der tv, og før fjernsynet var der radioen. Men ingen bruger de sociale medier som Trump til at holde sine vælgere engagerede og trofaste.

Twitter brugt efter den opskrift, Trump har valgt, har høj nyhedsværdi. Amerikanerne har aldrig oplevet en præsident skyde synspunkter ud til højre og venstre i døgndrift og i realtid. Selv de nærmeste på Trumps hold har givet udtryk for, at de vågner op hver dag uden at vide, hvad deres chef nu har tweetet ud om fra den årle morgen.

Den indlysende forskel mellem en tale og et tweet er tid og rum. Præsidenters taler forberedes typisk i flere dage og uger. Hvert ord vendes og drejes. Tweets kan ekspederes på et par sekunder af en præsident, der er helt alene med sine dispositioner. Der er ikke plads til detaljer eller nuancer. I stedet er der følelser og en invitation til øjeblikkelig reaktion – fra politiske venner og fjender, offentligheden og udenlandske regeringer.

Et farligt redskab i hænderne på en impulsiv mand vil politiske traditionalister sige.

Afsløring foræring til Trump
Offentliggørelsen i det amerikanske onlinemedie BuzzFeed af et kontroversielt 35-siders notat med en række udokumenterede efterretninger, som hvis de viste sig rigtige ville kunne bringe USA’s kommende præsident i lommen på Ruslands Putin på grund af kompromitterende billeder og materiale, har delt de amerikanske medier.

Med undtagelse af CNN, som også viderebragte oplysningerne, så har førende amerikanske medier kaldt offentliggørelsen uansvarlig og dårlig journalistik, fordi dokumentationen er så svag, og indholdet fremstår som rygter.

En hvilken som helst anden kandidat end lige Trump ville nok lide under, at sådan en debat om det notat overhovedet blev ført, men ikke Trump.

Han stortrives med mediernes fjendtlighed. Han elsker rollen som uretfærdigt behandlet af alle de andre. Det giver ham adgang til at spille den offerrolle, han er allerbedst til i forhold til overgreb fra den etablerede politiske klike, hvortil han henviser de førende medier. Sådan en sag holder debatten i gang og fjerner fokus fra andre spørgsmål med kritisk substans til hans politiske budskaber.

Skandale med rekyl-effekt
Paradokset med Trump er, at han kan vælte alle mulige sædvaner omkuld og opføre sig utroligt, men hvis andre prøver at gøre det samme mod ham, som han gør mod dem, så vinder han også på det.

Det lærte hans republikanske modkandidater bitterligt i primærvalget. Og på samme måde med medierne. Han kan svine enkeltjournalister, tv-værter eller nyhedsorganisationer til, som er kritiske mod ham, men hvis medierne sænker deres standarder som modtræk til Trumps angreb, så vinder Trump og ikke medierne på det.

Medierne står overfor en meget svær opgave de næste fire år med Trump i Det Hvide Hus. Måske er den bedste løsning at begynde at behandle Trump som en normal præsident, hvis politik og ageren underkastes helt normale journalistiske standarder. Uden at betragte ham som en omvandrende katastrofe eller løs kanon. Uden at løbe efter alle hans tweets, og uden at give ham sensationens og fascinationens store, konstante medieplatform. Uden at lade ham trække martyrkortet gang på gang.

Vi skal lære, at enhver mediestorm synes Trump indtil videre at vinde stort, og den får kun hans tilhængerskare til at vokse, uanset hvilke forbløffende ting, der kommer frem.

Trumps håndtering af medierne og evne til at gøre dem til en del af sin politiske kamp selv som modspillere er tankevækkende og bør være startskuddet til en selvransagelse i medierne. Ikke bare i USA, men også her i vores del af verden.

Hvis en demokratisk valgt leder og præsident for et land, der ellers hylder forfatningens ytringsfrihed ved enhver lejlighed, forsøger også i fremtiden at styre medierne ved at udelukke kritikere fra adgang til ham eller hans pressemøder, ved at intimidere og bortvise reportere, der stiller nærgående spørgsmål, ved at gøre medierne til politiske skurke i offentligheden som nu, så må man håbe, at de amerikanske medier og vælgerne på et tidspunkt begynder at få nok og finde sammen om en modreaktion.

Denne klumme har været bragt på www.Altinget.dk den 13.januar 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-twitter-praesidenten

Skattesnyd – en torpedo mod fællesskabet

Udgivet den af
Svar

Velfærdsstaten og de vestlige demokratier bygger på en samfundskontrakt mellem staten, borgerne og virksomhederne om, at man har både rettigheder og pligter. Til pligterne hører at betale skat. Til værdierne i en sådan samfundsmodel hører en forståelse af, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, og at værdierne ikke gemmes væk i skattely rundt omkring på eksotiske øer eller særlige lande med en skattefri himmel, som det kaldes.

Der hører, at velrenommerede virksomheder udviser ansvarlighed og bidrager til samfundet gennem deres skattebetaling, samt at korruptionen er lav eller ikke-eksisterende.

Der hører, at banker, revisorer og andre rådgivere, som samfundet baserer en del af sin tillid på, rent faktisk ikke misbruger den tillid og medvirker til skatteunddragelse. At der eksisterer en moralsk anstændighed, en gennemsigtighed, en retfærdighed og en juridisk ramme, som den finansielle sektor og rådgiverne konkurrerer positivt om at arbejde inden for.

Der hører politikere, der holder den moralske fane højt udadtil over for vælgerne, men som indadtil har fingrene i kagedåsen fyldt med skattefiduser i skattely-lande.

Afsløringerne af de såkaldte Panama-papirer – den hidtil største journalistiske lækage-sag omfattende 11,5 millioner dokumenter eller 2,6 terabyte i digital målestol – får den samfundskontrakt til at bryde sammen. De dokumenterer, at et advokatfirma i Panama, Mossack Fonseca, har hjulpet og hjælper velhavende individer og virksomheder fra hele verden med at holde formuer hemmelige for skattemyndighederne, og at dette firma har haft villige kunder, der gerne ville have deres vare.

Skattecasino-landene
Lad os nu ikke være naive. Vi vidste jo godt, at der fandtes internationalt skattesnyd og skattely-områder, og at globale virksomheder til en vis grad kan jonglere med indtægterne og investeringerne, så overskuddene bliver realiseret i lande med den laveste selskabsskat. Faktisk har tilværelsen som skattely-land ikke været så dårlig hidtil, og selv store, skattemoralsk velrenommerede lande har haft glæde af skattely-øer inden for de nationale grænser med særregler og god fortjene på en alternativ forretningsmodel.

To ting arbejder imod det. Den ene er, at regeringerne i en række lande faktisk er begyndt at arbejde konkret med restriktioner og initiativer, der straffer disse skattecasino-lande. Den anden er, at store, globale virksomheder kan opleve massive shit-storme på nettet, hvis de bliver afsløret i skattesnyd og manglende bidrag til skattebetalingen i de lande, som de har forretninger i.

I løbet af de seneste dage er fremtrædende politikere, præsidenter, regeringsledere, konger, erhvervsfolk, sportsfolk og organisationsledere havnet i den offentlige gabestok efter at have etableret skattely-arrangementer i Panama. Det er velfortjent og temmelig svært at have ondt af.

Manglende troværdighed
I den kommende måned vil offentligheden få adgang til navnene på mere end 214.000 offshore-enheder, der er blevet konstrueret med advokatfirmaet Mossack Fonsecas hjælp med henblik på denne skattetrafik. Navnene har forbindelser til mere end 200 lande.

Regeringsledere, præsidenter og fremtrædende politikere har været på listen over dem, der har brudt samfundskontrakten og har forsøgt at unddrage sig skattebetaling for ganske store formuer. Det forekommer så grisk, dobbeltmoralsk og forkasteligt, at det skubber yderligere til den i forvejen stejlt nedadgående troværdighedskurve for politikere.

Noget samlet overblik over, hvad der er blevet skjult i Panama findes ikke, og til den destination skal lægges mange andre steder, hvor udvekslingsaftaler om deling af oplysninger blandt andet på formueområder mellem landene reelt ikke har nogen betydning, fordi skuffeselskaberne ikke registreres og har åbenhed om transaktioner i selskaberne.

Internationale sanktioner
Skatteministeren kan ærgre sig på samfundets vegne og statsministeren kan føle sig snydt, men skal der for alvor ske noget med skattesnyderiet, så skal der indføres internationale sanktioner mod skattely-lande, og på en hel anden og mere effektiv måde gøres op med en bank- og rådgivningsbranche, der medvirker til at pengene flytter udenlands og uden for skats kontrol.

Det at betale sin skat med eller uden entusiasme har altid været et omstridt diskussionsemne hos danskerne på grund af skatternes højde her, men hvad vi ikke kan acceptere er, at nogen snyder fra at være med til at dele regningen. Sådan er det også i andre lande som Island og Storbritannien eller Ukraine. Afsløringerne fra Panama viser, at systemerne ikke fungerer, set fra et samfundsperspektiv, og at vores samfundsmodel bryder sammen, hvis vi ikke får ændret på det. Vi skal som borgere have tillid til, at tingene foregår retfærdigt og gennemsigtigt.

Moral og dobbeltmoral
Panama-papirerne løfter formentlig kun en meget lille flig af et stort problem med menneskets kreative evne til at finde smutveje til at undlade at betale for fællesskabet. Rent procesmæssigt og politisk må nogen gør noget ved det. Udviklingsorganisationen IBIS har regnet ud, at 62 personer i verden ejer det samme som 3,7 milliarder af jordens fattigste ejer tilsammen. For et år siden var det 80 personer, så de rigeste er blevet rigere. Det skønnes at 7.600 milliarder dollars befinder sig i skattely. 30 procent af de rigeste afrikaneres formue, cirka 500 milliarder dollars, er ifølge IBIS gemt af vejen i udlandet. Det betyder 14 milliarder dollars i manglende skatteintægter i Afrika om året.

Også danske navne og virksomheder befinder sig på de lækkede dokumenter fra Panama-selskabet. Vi ved endnu ikke hvem og hvor mange. At Danmark faktisk har en data-udvekslingsaftale med Panama hjælper ikke stort på det, for skuffeselskaberne er ikke officielt registreret noget sted. Her er det mellemhandlerne som banker, revisorer og rådgivere, som myndighederne kan gå efter. Og vi kan bare håbe på, at den brudte samfundskontrakt og risikoen for afsløring af skattefusk er så ubehagelig og imageødelæggende, at den trafik stopper.

Hvis ikke der findes veje til at standse flugten til skattely, så er konsekvensen en højere skat til alle, der ikke har råd til at hyre dyre skatteeksperter til at tænke kreative løsningsmodeller for international skatteplanlægning.

I 2015 vedtog verdens førende nationer at bekæmpe skattesnyd på G20-topmødet i Tyrkiet. Så landene og politikerne er begyndt at indse, at der må gøres noget mere effektivt, hvis fremtiden skal finansieres. Inden for EU er der også medlemslande, som har en hel del at lære i forhold til at have stabile og veludviklede skattesystemer, erfarede vi under den græske, økonomiske krise. Kort fortalt handler det om at nedbryde bankhemmeligheden i de mest populære skattely og om at tvinge nationale myndigheder til at udveksle oplysninger om skattesubjekter med hinanden.

Der er to læringer af Panama-papirerne. 1) Selv politikere med de store, moralske profiler kan vise sig at have en skjult formue i et skattely-område., og 2) Selv de virksomheder, som fremstår med en samfundsansvarlig profil, kan vise sig at se anderledes ud på indersiden. Panama-papirernes er forstemmende.

Det kalder på internationalt samarbejde endnu stærkere, end det er nu på området, og på at de lande, som har skattely-områderne, vil arbejde med.

 

Denne kommentar er første gang blevet bragt på altinget.dk den 8. april 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-skattesnyd-en-torpedo-mod-faellesskabet

 

Danmark på den internationale mediegrill

Udgivet den af
1

Når man står på en alpetop og kigger ned, som Shubidua engang sang, så er der både rigtigt koldt og dybt at falde. Glansbilledet af verdens lykkeligste folk med den inkluderende velfærdsmodel og et velfungerende, humanistisk og homogent samfund helt i front, hvad angår menneskerettigheder, hjælp til nødlidende og på den militære front med aktiv terrorbekæmpelse er krakeleret.

Ikke fordi vi håndterer flygtninge- og migrantkrisen så forfærdeligt meget anderledes end det, alle andre forsøger af brandslukning lige nu. Eller mere brutalt end alle andre. Det gør vi faktisk ikke. Men fordi vi netop kommer fra et andet udgangspunkt, som er et idealbillede for mange. Og det er ikke længere sådan, verden ser os, efter den politisk brede vedtagelse af regeringens asylstramninger forleden.

Symbol-historie
Den mest kontroversielle og omdiskuterede danske lovgivning meget længe sender os på den internationale mediegrill. Og der er et ekstremt skidt og ukontrollerbart sted at være. Og pludselig beklager danske politikere – med den højt besungne ytringsfrihed stukket dybt ned i baglommen – sig over verdenspressens grænseoverskridende satiretegninger af et Danmark, vi slet ikke genkender.

Alverdens journalister, som er strømmet til Danmark i denne uge, og deres redaktører derhjemme på store medier fra CNN til BBC, fra New York Times til Spiegel og Al Jazeera ser den danske håndtering af flygtninge- og migrantkrisen som en stærk symbolhistorie, der viser, hvor udfordret værdimæssigt Europa er lige nu, og hvor stort et holdningsskred, der er kommet i de seneste måneder under presset af menneskestrømmen fra syd mod nord. Selv i sådan et land som Danmark med den humanistiske fane normalt højt hævet over alle andre.
Danmarks omdømme har utvivlsomt lidt alvorlig skade i de seneste uger. Nogen siger mere end under Muhammed-krisen, hvor vi dog havde nogen venner. Det er der to årsager til.

Den ene handler om det med, at L87 (asylstramningerne, red.) og de nu vedtagne asylstramninger ikke matcher særlig godt til glansbilledet i omverdenen af Danmark og sender os på forsiden og i nyhedsudsendelser verden over med negative vikler og historier om et rigt, selvtilstrækkeligt og fremmed-forskrækket folk uden empati med flygtningene og et protektionistisk Danmark, der prøver at skubbe flygtninge- og migrantproblemet andre steder hen.

Den anden handler om en virkelig elendig kommunikationsmæssig strategi og håndtering fra regeringens side af stramningerne, uanset om man nu er enig eller uenig i dem. Helt fra starten har kommunikationen været kørt i hegnet med den såkaldte smykkekonfiskering, som den absolutte kategorivinder på fadæsesiden.
Vi er ikke i et lukket rum

Det er uforståeligt, at vi ikke har lært af Muhammed-krisen, at Danmark ikke sådan kan agere politisk i et lukket rum, uden at omverdenen opdager det og tager stilling til det. Det er uforståeligt, at smykkeforslaget ikke blev trukket tilbage, da sammenligningerne til jødeforfølgelser og nazi-tid begyndte at florere i udlandet.

Regeringen fik ikke standset spredningen af historien om, at dansk politi skulle til at konfiskere vielsesringe og andre smykker i tide, og det kørte rundt med alle mulige fortolkninger til indholdet af lovforslaget, og hvordan affektionsværdi og prisniveauer skulle tolkes af politifolkene, indtil udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) over flere omgange fik ændret og præciseret lovforslaget. Her kunne regeringen virkelig have sparet sig selv for meget bøvl. Det er virkelig dårligt håndværk. Stormen omkring den del af forslaget var helt forudsigelig og helt ude af kontrol i al for lang tid. Og når historien først er fortalt i dens mest grelle form, så tager det år at fjerne den igen.

Regeringen fik først meget sent budskabet ud om, at det her med konfiskeringen af større værdier hos flygtningene handlede om at ligestille kontanthjælpsmodtagere og flygtninge i forhold til selv at bidrage til eget ophold. Det var rigtigt svært at se for sig, at de mennesker, vi så vandre på de danske motorveje i efteråret, som havde kæmpet sig vej op gennem Europa, skulle bære på kufferter fulde af diamanter og pengesedler. Og nu viser det sig så, at vinklen med ligestilling faktisk ikke helt holder, fordi flygtningene selv skal betale for f.eks. lægehjælp og behandling, hvis de har midler til det. Det skal kontanthjælpsmodtagerne ikke. Derfor lykkedes heller ikke denne del af kommunikationen.

Regeringen har ikke klart fået budskabet ud om, at den stærkt kritiserede tre års grænse for familiesammenføring alene angår folk med midlertidigt ophold. Det er ikke samtlige flygtninge, selv om flere og flere alene får midlertidigt ophold nu. Det er svært at sige, at man ikke går over stregen med de tre år nu, når man tidligere har sagt, at man gik til kanten med et års ventetid. Regeringen har købt sig tid. Tid indtil der måtte komme en prøvesag om konventionsbrud.

Regeringen er ikke lykkedes med at kommunikere hvorfor, vi skal have asylsøgere boende i dyrt opvarmede telte, når der faktisk stadig er pladser til dem i centre og boliger med mursten omkring. Symbolpolitik ja. Men ikke engang begribeligt for en dansk offentlighed.

Regeringen er ikke lykkedes med at kommunikere stærkt nok til udlandet, at vi er blandt de lande i Europa, der har modtaget flest flygtninge pr. indbygger, så det var måske andre steder, man skulle kigge efter det manglende medansvar for løsningen af den europæiske krise. Smykkeforslaget og tre års grænsen har skygget for alt andet.
Regeringen beskylder nu medlemmer af Europaparlamentet i den radikale lejr og hos SF for at skade Danmarks anseelse ved at problematisere asylstramningerne og den kendsgerning, at regeringen også efter eget udsagn går helt til kanten af konventionerne – nogen mener over kanten. Men medlemmerne af Europaparlamentets forskellige partier har samme ret som medlemmer af det danske Folketing til at dele sig efter anskuelser og være uenig med regeringens politiske kurs på samme måde, som de kan være det i det danske Folketing. Europaparlamentet er en politisk kampplads præcis som de nationale parlamenter. Det er altså en del af den europæiske virkelighed, vi befinder os i.

Nødvendighedens lov
Regeringen har sendt Jensen og Støjberg ud for at forsvare den danske asylpolitik i forskellige internationale og europæiske fora, men selv ikke et minister-team og de forenede diplomatiske tropper i Udenrigsministeriet kan styre den negative mediestrøm og det negative billede, som danske erhvervsfolk og andre danskere i udlandet nu bliver mødt med. Regeringen har været alt for langsom i forhold til medieberedskabet og undervurderet skadevirkningerne. Når først der er tændt op i den internationale mediegrill, så er ilden svær at slukke. Vi burde vide det bedre end mange andre.
Asylstramningerne er blevet kaldt nødvendighedens lov. Et nødvendigt selvforsvar mod at blive en flygtningemagnet i en situation, hvor det europæiske samarbejde om flygtninge- og migrantkrisen reelt er brudt sammen.

Det er forståeligt, at regeringen efterlyser andre og bedre svar fra kritikerne. De er reelt ikke kommet, selv om de fleste af os føler et ubehag ved det billede af Danmark, som L87 har tegnet. Loven er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, men den splitter befolkningen, og den kommer til at martre os som land rent imagemæssigt i lang tid fremover.

Dette indlæg har været bragt på Altinget.dk den 29.1.2016. http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-danmark-paa-den-internationale-mediegrill

Shitstorme som politisk magtfaktor

Udgivet den af
1

Vi har med statsgaranti kun set begyndelsen på det, der er den nye virkelighed i dansk politik. At shitstorme på de sociale medier – nogle hurtige og andre langsommere og over flere uger – kan tvinge politikerne til at ændre kurs. Og når det handler om politikernes egne lønninger, så går det hurtigere end lynet at skifte mening, når folkedybet potentielt kan mobiliseres til den helt store harme.

Nogen kalder det pøbeldemokrati. Andre kalder det den nye demokratiske virkelighed, hvor den enkelte borger via de sociale medier kan rejse en så massiv manifestation af utilfredshed, som er langt mere effektiv og slagkraftig end nogen gammeldags protestaktion på Slotspladsen i København med tusindvis af demonstranter, vajende faner, bannere og støjende megafoner nogensinde har været det.
Hvorfor? Fordi sådan en shitstorm på nettet kan vokse eksplosivt og uforudsigeligt. Fordi den er helt ukontrollerbar selv for den mest rutinerede politiker og den bedste spindoktor, og fordi hele medieflokken af professionelle medier nu følger med på de sociale medier og deltager livligt i at puste vind i sejlet, hvis folkedybet har gang i en interessant bevægelse. Så bliver der citeret og talt antal likes og delinger på nettet og kommentatorholdet rykker ud på de store nyhedsflader.

Indtil videre er den politiske læring krystalklar: Shitstorme lader sig ikke standse af selv de bedste forklaringer og modtræk. Er man først i modvind på nettet, så er der kun en ting at gøre: At lægge sig ned på alle fire, overgive sig eller håbe, toget kører hurtigt forbi.

Det er den almindelige erfaring. Der skal ualmindeligt meget politisk stamina og modstandskraft til at modstå en shitstorm, som kan blive særdeles personlig. Sådan en storm kan forvandle selv højt profilerede kendisser til den rene nulbon og en politisk vinder til en taber på ingen tid. Hvis man er i tvivl om effekten af en storm på de sociale medier, så kan man blot tage eksemplet fra Køln nytårsaften, som startede med, at vidner til de oprørende begivenheder undrede sig over den manglende politiindsats.

Jantelov og politiker-løn
Lad os tage fat på et aktuelt eksempel. Ved en lækage til dagbladet Politiken slipper det ud, hvad den såkaldte Vederlagskommission går og pønser på et forslag til oprydning i politikernes aflønning.

En hårdt tiltrængt proces, der skal skabe øget tillid til politikerne og gennemsigtighed i stedet for gamle lappeløsninger. Udspillet var faktisk ganske glimrende og virkede temmelig afbalanceret. Der lægges op til klarere regler, en omlægning til en praksis for pension, som ligner andre faggruppers vilkår, og en række andre gode ting. Som følge af den samlede omlægning lægges der op til en forhøjelse af politikernes grundløn, fordi der skæres i pension og eftervederlag samt andre særlige ydelser.
Selv om der står nogle af disse formildende detaljer i Politikens historie, bliver det kun overskriften om massiv lønforhøjelse til politikerne, der suser igennem i medierne og ind i den sociale gabestok. Og på få minutter springer forligspartierne bag en aftale om ubetinget at følge Vederlagskommissionens konklusioner og holde armslænge til et eventuelt resultat fra et efter et i nærmest konkurrence om hurtigst at tage afstand fra det lækkede.

Og formanden for kommissionen, Michael Christiansen, kom ingen vegne med først at beklage sig over lækagen, dernæst at angribe medierne for manglende omtanke og endelig angribe politikernes omgående reaktion i det offentlige skydetelt baseret alene på en rapport, de endnu ikke har fået. Det var en tabt sag på forhånd.
Man må stille det spørgsmål, hvorfor ingen politikere turde sige f.eks.:

  1. Kommissionen har endnu ikke fremlagt sin færdige rapport. Vi har lovet hinanden i en bred politisk aftale, at vi følger kommissionens anbefalinger uanset hvad.
  2. Forslagene fra kommissionen vil have en ganske stor samlet, indgribende virkning på politikernes vilkår. Vi vil afvente at se det samlede billede.
  3. For slet ikke at tale om: Skulle vi lige kigge på den rekruttering, vi har i dag til de politiske partier og den motivation, som skal få næste generation af politikere til at stille op til et 60 timers utaknemmeligt job med masser af transporttid, masser af kritik og masser af erhvervsrisiko for ikke at kunne vende tilbage til et godt job uden for politik efterfølgende.
  4. Skal politik være et underbetalt kald, eller skal det være et højtbetalt ansvar?
  5. Eller ser vi for os billedet af en rimelig afbalanceret aflønning i forhold til sammenlignelige jobs med sammenlignelige ansvar for en virksomhed f.eks.

Ingen havde det mod, og ingen som helst tog den dybere diskussion. Og helt typisk for den slags debatter, så havde medierne udelukkende fokus på Christiansborg og det, der foregår i firkanten på Slotsholm-matriklen.

Ingen talte rigtigt om borgmesterlønningerne, som har et ganske betydeligt efterslæb. Og efter et par timer den morgen, hvor lækagen af kommissionens forslag kom ud, så var den politiske aftale om at følge Vederlagskommissionens forslag blevet til, at politikerne jo ”ikke havde lovet at sætte sund fornuft ud af kraft”, og forslaget om omlægningen var lige så stendødt som brolægningen på pladsen foran Christiansborg.

Der findes hos politikerne ikke mod til at tage den fundamentale diskussion, som er vigtig her:

A) Er et repræsentativt demokrati udtryk for, at Folketinget skal afspejle befolkningen mere eller mindre og dermed være et spejl af den kønsmæssige, uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige samt aldersmæssige mangfoldighed, som det danske samfund er. Hvis det skulle være tilfældet, så lever vi ikke op til det.

B) Når nu mange af de unge politikere er unge akademikere uden erhvervserfaring, er det så et problem? Når stadig flere i Folketinget får samme akademiske profil som de embedsmænd, de skal forhandle med, er det så en repræsentativ diskussion? Når der mangler private erhvervsaktive, folk med erfaringer fra virksomhedsledelse, landbrug, IT og service? Hvordan rekrutteres der i partierne til opstillingskredse? Kunne aflønningen have noget at gøre med, hvordan der rekrutteres? Tilfældigheder, lidt lokalt pres eller bedste mand eller kvinde på posten? Kunne man forestille sig en rekrutterings kø for politiske kandidater, som kunne være med til at opveje skævhederne og en slags politikeruddannelse inden for partierne, som der f.eks. er i England?

C) Ingen er formentlig uenig i, at der trænges gevaldigt til en oprydning i politikernes mærkelige tillæg. Næppe nogen heller er uenig i, at der skal skabes mere rimelighed i eftervederlag m.v. Tilbage står selve lønniveauet og omlægningen af pensionen. Når sådan noget skal diskuteres, så går der altid Jantelov i den. Derfor havde politikerne netop indgået en aftale om at følge Vederlagskommissionens forslag uanset hvad. Er der ikke en stor rimelighed i, at politiker-lønningerne i et ukorrupt system som vores, skal være på højde lønmæssigt med andre beslutningstageres lønninger?

D) Hvad skulle gøre det attraktivt nok til at få de grupper, som vi mangler i Folketinget, til at stille op?

E) Skal der være en begrænsning på, hvor mange år, man kan sidde som politiker i Folketinget eller kommunalbestyrelse og region, så der sikres en løbende udskiftning mod til gengæld at give en høj løn?

Alle disse interessante spørgsmål forsvinder i shitstormen og i politikernes angst for samme. Vederlagskommissionen færdiggør nu sin rapport, men hvem kan sikre nu, at den ikke bare bliver lagt på hylden, men at vi faktisk får en bredere diskussion om politikernes aflønning.

Politisk lederskab
Det interessante er i dette tilfælde, at politikerne selv startede shitstormen af angst for, at der blev en folkelig shitstorm ud af forslaget. De prøvede at afmontere Jantelovs-reaktionen på forskud. Det er ikke politisk lederskab hverken at løbe bag efter folkemængden eller at undgå at udfordre den.

Det ville være politisk lederskab at tage diskussionen om vilkårene for det politiske arbejde i Danmark ind ad hoveddøren. Dybere tillid og mere respekt for politikerne får vi ikke af, at de ligger under for misundelse og frygt for vælgerreaktioner fra folkedybets askeskuffe. Dybere tillid og respekt får vi for politikere, der giver sig tid til at reflektere og diskutere åbent, hvad det er for vilkår, der fremmer, at vi får de bedste kræfter og de bedste lovgivere og de mest visionære ledere i spidsen for landet, kommunen eller regionen.

Det modsatte af en shitstorm kaldes i øvrigt candy-storm eller love-storm. Mon en politiker kan opnå at opleve sådan en? Så bør der skrives om det.

Dette indlæg har tidligere været offentliggjort på http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-shitstorme-som-ny-demokratisk-magtfaktor den 15. februar 2016.

Sandheden men ikke hele sandheden

Udgivet den af
Svar

I grønspættebogens kapitel ét for politikere på vej ud i den svære kommunikation om besparelser står der, at det handler om at fokusere på et let forståeligt budskab, der kan skære igennem mange tåger af forklaringer, og som kan virke helt enkelt, logisk og fornuftigt.

I kapitel to står der, at det gælder om at sige sandheden, men ikke nødvendigvis at rutte med den og give flere informationer end højest nødvendigt.

Kapitel tre handler om at stå fast i stormvejr og blive ved med at holde fast på den samme forklaring, gentage og gentage og gentage igen i forskellige varianter over samme tema og uden at smide med mudder i forhold til dem, der føler sig ramt af besparelserne. Den slags kan have en rekyl effekt i offentligheden. Udtryk forståelse og tillid til, at de ramte magter den svære opgave. Det ser aldrig godt ud at håne dem, der skal yde et offer, for at den samlede samfundsøkonomi kan hænge sammen.

Mediernes opgave er selvfølgelig at røntgenfotografere sådan en kommunikationsplan. I dette tilfælde handler det om besparelserne på uddannelsessektoren. Et af de områder, som regeringen har udvalgt til en plæneklipning på 8,7 mia. kr. med eskalerende skærehøjde. To procent af udgifterne om året hvert år i fire år på alle uddannelser efter folkeskoleniveauet.

Framingen
Undervisningsminister Ellen Thrane Nørby har trods politisk kritik fra oppositionen og demonstrerende unge bidt sig fast i den kommunikationsstrategi, at gentage igen og igen, at uddannelsesudgifterne er steget 31 procent siden 2008 med tilføjelsen, at »i den bedste af alle verdener groede der pengetræer ude i haven, så vi havde råd til det hele. Men sådan ligger landet ikke. Dansk økonomi er fortsat udfordret, og den tidligere regering kørte lige til grænsen,« siger hun. Dermed fik hun så lige givet S og R skylden for det hele. Og så tilføjer hun, at hun har tillid til, at uddannelsesinstitutionerne kan klare det, selv om det ikke bliver let.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen brugte tallet 36 procent i stigning siden 2008. Og så gav han universiteterne med den store kølle og kaldte dem “kornfede” og “velpolstrede”. Han fik også lige brugt den gamle politiske traver om ikke at efterlade regninger i børneværelset til næste generation, og at det er nødvendigt af hensyn til landets samlede økonomi at spare.

Æbler, pærer og bananer
Hvad er så op og ned på den kommunikationsstrategi, som regeringen har lagt? Det er sandt, at udgifterne er steget til både ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Men det er de jo, fordi skiftende regeringer har ment, at der skulle mere uddannelse til i Danmark, og at ungdomsårgangene år for år skulle gøre det bedre uddannelsesmæssigt, og at 25 % af en ungdomsårgang skulle havne på de videregående uddannelser.

Det rigtige sammenligningsgrundlag er jo derfor ikke blot stigningen i de samlede udgifter men udgiften pr. elev eller studerende. Her er udgifterne faktisk faldet siden 2008. Temmelig meget. Jo, men det koster ikke lige så meget at uddanne elev nr. 24 som nummer ét, hvis man har systemet oppe og køre, siger Esben Lunde Larsen. Sandt nok, men det ændrer jo ikke på, at det ikke holder bare at sige, at udgifterne er steget 31 eller 36 procent uden at reflektere over, hvorfor der har været så vildt gang i festen.

Både Ellen Thrane Nørby og Esben Lunde Larsen taler om at uddannelsesinstitutionerne skal se på enklere administration, smartere og billigere indløb og afbureaukratisering. Der skal ganske få samtaler til i uddannelsessektoren fra højeste niveau på universiteterne til laveste i ungdomsuddannelserne før pilen, hvad angår bureaukratisering i uddannelsessektoren, peger lige tilbage på de to ministerier. På akkrediteringsprocesser, evalueringer og nye rapporteringer, som kræver enorme mængder af mandetimer ude i institutionerne. Hvornår er det staten begynder med sig selv, inden den forlanger, at alle andre skal afbureaukratisere, lyder det gode spørgsmål. Kommer der en plan for at starte i ministerierne, så den nye lean administration kan gennemføres helt ud i yderste led?

Tilbage til det med kommunikationsstrategien angående besparelserne. Historien om udgiftsstigningerne på 31 eller 36 procent er sand nok, men den kan ikke kan bruges uden skyldig hensyn til, at et massivt større antal studerende og elever også på et tidspunkt betyder, at der kræves flere lokaler, udstyr og lærerkræfter og dermed flere penge til at få det hele til at køre. Og at udgifterne pr. studerende faktisk er blevet mindre, mens der er blevet flere studerende. At nogle af gymnasierne og universiteterne har opsparet midler har jo ofte en årsag. At der skal bruges ret store omkostninger på lokaler og opdatering af dem.

OECD finten
Danmark bruger flere penge på uddannelse end alle andre OECD lande lyder en anden del af argumentationen for besparelserne. Men OECD tallene er ikke sammenlignelige. Det har Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, påvist ved at grave ud, at de danske OECD tal medtager 21,5 mia. kr. i uddannelsesstøtte ud af de 50 mia. kr., som Danmark i år bruger til uddannelse og forskning. De andre lande har ikke en tilsvarende ordning med, at de unge skal have noget at leve af for statens regning, mens de læser. Derfor er Danmarks reelle placering på OECD’s rangliste betydeligt lavere. Alle har sagt sandheden, men der er ikke ruttet med den, og vi har ikke fået hele billedet.

Det er jo fair nok at ville prioritere at skære på uddannelsesområdet og gøre op med, at her skal der til stadighed proppes flere elever ind hvert år. Det er en politisk beslutning. Fair nok at sige, at kravene skal skærpes til optaget af studerende, og at udbuddet af uddannelser skal skæres til i forhold til beskæftigelsesmulighederne. Fair nok at sige, at ministerierne hjælper med at skære noget af bureaukratiet væk, så institutionerne kan skære noget af deres bureaukrati væk. Men det ville være rart at få hele billedet og ikke kun historien om den eksplosive stigning i udgifterne.

Tilstedeværelsesjournalistik uden mening

Udgivet den af
5

Det er en virkelig vigtig faktor ved dagens tv-journalistik at dokumentere tilstedeværelse. Lige der hvor tingene sker. Med autentiske billeder og det hele. Om billederne så er halvsorte, så ingen kan se forskel på et sted i Malmø eller Solrød, så giver det nerve til fortællingen.

Selvfølgelig skal man som tv-station også være der med egen udsendt medarbejder, som kan stå midt i sceneriet og fortælle det, der enten endnu ikke er sket, det som man tror vil ske, eller det som allerede er sket, men som den udsendte endnu rigtigt ved, hvad reelt er.

Og er det rigtigt vigtigt, som det virkelig er, hvad der sker i Sverige i disse dage, så er det kommet på mode at flytte aftenens vært på de store nyhedsudsendelser ud af studiet og ud i virkeligheden.

TV2s flagskib kl. 22 med Poul Erik Skammelsen skulle så praktisere den fuldt udslåede model i går aftes. Resultatet: Vi fik set Poul Erik Skammelsen bogstavelig talt slide fortovet op i den ene kamera-vandretur efter den anden foran skolen i Trollhättan, hvor den 20-årige Lavin Eskander og den 15-årige Ahmed Hassan så tragisk blev dræbt for en uge siden af en 21-årig vanvittig gerningsmand bevæbnet med sværd og kniv.

Vi fik “den gående Skammelsen” i dagslys på vandring rundt i nabolaget tale til os over for skolen og i aftenlys talte han så videre til os foran de tændte stearinlys uden for skolen ad flere omgange. Og vi fik set ham faktisk også at se tale med en anden person. Det var ikke en interessant svensker, som kunne give yderligere indsigt og perspektiv til historien, men minsandten TV2’s anden udsendte journalist, Ole Vestergaard, der stod et andet sted i Sverige. Var landet nu blevet mere polariseret? Ja! det var det.

Mere originalt var et interview med moderen til en af de dræbte og familien og et med den tidligere Socialdemokratiske formand, Mona Sahlin. Så fik vi lidt “vox-pop” interview med forbipasserende beboere. Var de nu var mere utrygge? Ja, det var de sørme ikke særligt mærkeligt. Og så gik Skammelsen ellers i gang med at læse nyheder op fra Danmark om uddannelsesbesparelser og demonstrationer – stadig stående foran mindelysene ved skolen i Trollhättan – og inden vi nåede frem til Sporten.

Hvad fik vi ud af det? Tilstedeværelse. Men fik vi et dybere indblik i, hvad der sker i Sverige lige nu? Nej. Hvorfor kan politiet ikke opklare de overvældende mange brandstiftelser rettet mod steder, hvor asylansøgere skulle være flyttet ind? Er der et fast system i den måde, det sker på? Når Mona Sahlin taler om, at Sverige også tidligere har oplevet ekstreme højrekræfter slå til, hvad betyder det så? Hvad er det for højrekræfter? Er de organiseret til højre for Sverigesdemokraterne? Hvad betyder det i eftertankens klare lys i forhold til den meget undertrykte svenske debat om udfordringerne ved den massive indvandring? Er det den mangel på åben debat, der har givet disse ekstreme kræfter næring? Mange interessante spørgsmål kunne være stillet. Også til Mona Sahlin. Det blev de ikke, men vi fik den tilstedeværelsesjournalistik med værten eller den udsendte i centrum, som alt for ofte kommer til at lide af indholdsmæssig iltmangel.

Blev man hængende efter 22-nyhederne til de regionale nyheder fra Lorry, så fortsatte den meningsløse tilstedeværelsesjournalistik nu blot i lokal udgave. Borgerne i Solrød er utilfredse med, at den lokale brandstation skal nedlægges. Reporteren rykker ud for at tale med en familie, der har brandstationen i baghaven i dag. Er de utilfredse? Ja. Hvorfor? Fordi brandbilen er længere om at nå frem, hvis uheldet er ude hos dem. Det er jo virkelig overraskende. Og skelsættende at vi fik billeder af det interview med reporter på stedet. Men hvad er de ansvarliges argument for lukningen og hvilke konsekvenser vil det reelt få i køretid. Det fik vi ikke med. Men vi fik tilstedeværelse.