Kategoriarkiv: Journalistik

Det herreløse EU-projekt

Udgivet den af
Svar

Europa mangler i den grad – og i sidste øjeblik inden EU-projektet er truet på livet – modige og visionære politiske ledere, der kan puste en markant, moderne og nytænkende kraft ind i den kriseramte organisme, som i dag samler 508 millioner europæere. Eller samler er måske netop så meget sagt, for gennemsnittet af EU-landenes befolkninger er tiltagende skeptisk overfor projektet.

Det gælder faktisk ikke den danske befolkning, som med årene er blevet mere positive overfor EU. Hvad man bestemt ikke skulle tro, når man hører danske politikerne tale om EU. Et massivt flertal af danskerne på 58,6 procent ville faktisk stemme ja til fortsat EU-medlemskab, hvis Danmark fik en folkeafstemning nu, viser en Rambøll-måling ifølge Jyllands-Posten.

Tiden nærmer sig hastigt den britiske folkeafstemning 23. juni om at blive eller forlade EU efter over 40 års medlemskab. Bliver det et nej, vil det bringe EU tæt på opløsning og i hvert fald fremtvinge den efterlyste nye vision og retning, fordi den britiske udmeldelse så kommer oven i en række andre interne kriser.

Bliver det et ja, skal der gennemføres en række reformer, som vil skrue ned for EU’s nuværende magt og ændre ambitionsniveauet for unionen, hvis det skal undgås at flere lande følger i fodsporet af briterne eller kræver flere tilvalgsordninger og særaftaler. Så uanset udfaldet af folkeafstemningen, så nærmer den snart otte år lange, interne europæiske krise sig en afslutning og en ny slags begyndelse.

Elefantens styrke
Kulturminister Bertel Haarder (V) talte i forbindelse med modtagelsen af Berlingske Fondens hæderspris i 2014 om de to elefanter – den store og den lille. Om EU og det nordiske samarbejde. ”Elefanter er fredsommelige, står tungt og pruster og basker med ørene. De er enorme, men har slet ikke den styrke, som deres vægt og størrelse berettiger til. De er kloge, men er alligevel lette ofre for krybskytter, som vil have deres stødtænder, ” sagde han.

Lige som Venstres ledende folk fra Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind, Morten Løkkegaard og til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort det her de seneste dage og uger, filosoferede Haarder dengang over politikernes eget ansvar for, at EU-samarbejdet i årevis er blevet talt ned overfor befolkningen og ikke op. Over at værdien af det europæiske samarbejde og de enorme fordele Danmark har af det indre marked er forduftet i alle besværlighederne ved at få så mange lande til at arbejde sammen. Når EU gang på gang fremstilles som problemet og ikke som løsningen, så er det jo ikke mærkeligt, at folk kommer til at opfatte det sådan og til sidst mister troen på ideen.

På et tidspunkt, hvor verden skriger på grænseoverskridende politiske løsninger på grænseoverskridende udfordringer på alt fra klimaet til flygtninge- og migrationskrisen, så giver det ingen mening at skrue ned for ambitionerne for det europæiske samarbejde. På et tidspunkt hvor det europæiske marked, mere end nogensinde har behov for styrke og vækst i konkurrencen med USA og de asiatiske markeder, så giver det ingen mening ikke at udvikle og udbygge det indre marked i EU.

Hvad der til gengæld mangler er reformer, der skærer ned på bureaukratiet, smidiggør processerne, prioriterer indsatsområderne skarpere, giver mere handlekraft til EU’s institutioner og skaber en bedre folkelig forankring. Der, hvor problemet ligger, er tilliden til at de reformer nogensinde kommer. For dem er der godt nok blevet talt om i adskillige år. Og jo større EU er vokset landemæssigt, desto mere kompliceret og omfattende er arbejdsområderne blevet, og handlekraften er suget ud af mødelokalerne.

Den helt regulære kritik, der kan rejses mod måden EU-systemet fungerer på i dag, og de svagheder det har omkring den folkelige forankring, ville bare fremstå langt mere interessant og brugbar, hvis politikerne havde nogen svar på, hvad der skulle gøres, og hvis de europæiske politiske partigrupperinger – for sådanne findes jo – satte sig for at skabe løsninger på problemerne i maskinrummet i stedet for bare at råbe fra skibets dæk.

Reformmotor efterlyses
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formulerede sig sådan her om EU i sin grundlovstale for nylig:

”Jeg er ikke blind for, at EU har fejl. At beslutningsprocesser kan være for langsommelige. At der reguleres for meget eller forkert. Men det gør sig jo ikke kun gældende i EU, men da også herhjemme. Og det får mig ikke til at stille spørgsmålstegn ved, om Danmark hører til i EU. Det gør vi. Nu og i fremtiden. Uanset hvad briterne stemmer den 23. juni. Men den britiske afstemning kan – hvis de vælger at blive – være en motor til nødvendige reformer af EU. Til at tage hånd om problemerne. Få EU til at fokusere mere på det vigtigste – og blande sig udenom langt mere. Vist kan vi gøre nogle ting bedre selv – men vi kan ikke gøre alting selv. Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde. Så enkelt er det. Alternativet til EU er ikke enegang. Det er ensomhed. ”

Hvad er det for nødvendige reformer, statsministeren taler om? Hvis noget reguleres for meget eller forkert, så har vi nok selv været med til at beslutte det, så behøver en oprydning vel ikke at hænge sammen med den britiske afstemning? Vi skal få EU til at fokusere på det vigtigste, siger statsministeren, men hvem er ham ”EU”? Det er jo en del af os selv.

EU på skrump
Det er virkelig bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i et interview i Berlingske dagen før grundlovsdag også fuldstændig lod som om, at EU ikke er en demokratisk del af os selv men en eller anden udefinerlig, ubehagelig type, der bare vil stikke næsen i alting.

I stedet for at integrere mere og mere skal EU fremover koncentrere sig om europæernes virkelige problemer og bruge al sin energi på kun tre områder: at sikre Europas ydre grænser, sikre lønmodtageres rettigheder og sikre sig mod placering af penge i skattely, mente Mette Frederiksen i interviewet. Hun talte om en dyb »legitimitetskrise« i EU. Jamen hvem har været med til at sidde og træffe beslutningerne om mere integration og hvem har skabt legitimitetskrisen? Det har jo bl.a. også de danske regeringer og de danske politikere i Europa-Parlamentet. Og danske politikere herhjemme, som har undladt at gøre noget ved problemet, der har eksisteret i årevis.

“EU har svigtet, og det kom til udtryk ved EU-folkeafstemningen i Danmark i december og den senere EU-folkeafstemning i Holland, hvor folk i begge tilfælde stemte om noget andet, end det de blev spurgt om. Det samme kan ske ved den forestående folkeafstemning i Storbritannien, der kan føre til, at briterne forlader EU,” sagde S-formanden i interviewet. Men hvem er EU? Det er jo ikke en selvkørende bil eller en løsrevet institution og nogle mursten i Bruxelles. Det er jo europæiske og danske politikere, der også har svigtet så? Tag nu så et medansvar for det og lav det om.

Mette Frederiksen mener, at EU bruger al for megen energi på for mange områder i stedet for at koncentrere sig om at finde konkrete løsninger på det væsentligste, og det vil være måden, hvor på man kan genvinde befolkningernes opbakning til det europæiske samarbejde. Det er jo utvivlsomt rigtigt. Her kunne Socialdemokraterne så sammen med søsterpartierne i de andre EU-lande forme en vision for den nye retning for EU og komme med konkrete udspil til den fornyelse, der er brug for.

EU hvem?
De seneste ugers debat har vist, at vi ikke er kommet ud over at betragte EU som et eller andet fantom, der uden at vi vil det, tiltager sig mere magt og beskæftiger sig med alt muligt, som vi ikke har bedt fantomet om at lave.

Hvis danske politikere begyndte at tale om EU som en del af os selv, som noget vi har været med til at skabe og udvikle, og som vi derfor også har et ansvar for at bringe i en ny retning, hvis vi synes, den nuværende er forkert, så ville meget være vundet. Hvis forslagene til den nye retning tilmed var konkrete og operationelle, så ville meget også være vundet. Hvis de europæiske partier, som jo er det europæiske repræsentative element så begyndte for alvor at skære til og prioritere vigtige områder, som ville kunne bringe ny vækst til det Europa, der halter bagefter økonomisk såvel som i den digitale udvikling, så ville vi være nået et langt stykke videre.

Hvis de europæiske befolkninger begynder at se, at der er politisk handlekraft bag ordene i det europæiske samarbejde, og politikerne – også de danske – ikke fralægger sig ansvaret og læsser det over til en eller anden udefinerlig størrelse i Bruxelles men viser os, at EU-samarbejdet og dets resultater skabes af de politikere og ministre, vi selv vælger, så ville vi også se medierne blive tvunget til at tage en anden stilling til EU-dækningen.

Ikke mindre kritisk, for reformbehovet er stort, og medierne burde medvirke til langt mere konkret at sætte fingeren på de ømme steder, så politikerne får fokus på dem. Men medierne er også tilbøjelige til at omtale EU som et uoverskueligt, bureaukratisk maskineri og ikke som en politisk institution.

Denne blog har været offentliggjort på Altinget.dk den 17.06.2016 på: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-det-herreloese-eu-projekt

 

Demokrati og afmagt – tiltrædelsesforelæsning på CBS

Udgivet den af
Svar
CBS Copenhagen Business School
Where University Means Business
9. juni, 2016
Invitation
 
Tiltrædelsesforelæsning
Demokrati og afmagt
ved
Lisbeth Knudsen
I anledning af CBS’ udnævnelse af Lisbeth Knudsen til adjungeret professor inviterer Department of Business and Politics til tiltrædelsesforelæsning og reception.
 
Vores højt værdsatte demokratimodel er udfordret og tandhjulene i det politiske maskinrum er blevet godt slidt ned.
Der trænges ikke bare i Danmark men rundt omkring i de demokratiske lande i verden til at få iværksat udviklingen af en model 2.0 af demokratiet, som kan give nogle nye svar på, hvordan vi skal praktisere, hvad der stadig er den bedste og eneste acceptable styreform men nu i en globaliseret og langt mere teknologisk, økonomisk og kulturelt forbundet verden.
Udfordringerne er store og krisen synlig. Befolkningerne har mistet tilliden til, at politikerne kan løse vores virkelig store udfordringer. De politiske partier har tabt meget af deres folkelige forankring og troværdighed. Det politiske lederskab har mistet modet til at udfordre vælgerne, og de har lagt det ideologiske helhedssyn på arkivet. Medierne har også mistet befolkningens tillid og troværdighed, og de er i høj grad med til at understøtte og udvide krisen.
Lisbeth Knudsen stiller i sin tiltrædelsesforelæsning diagnosen og lægger op til en nødvendig modernisering af demokratiet.
Lisbeth Knudsen er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1975, og har siden uddannet sig indenfor ledelse og bestyrelses ansvar og opgaver. Af hendes ledelsesopgaver kan nævnes redaktør og chefredaktør af Berlingske Tidende 1984-90;  administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for A-Pressen og det Fri Aktuelt 1990-98; Nyhedsdirektør og medlem af DR’s direktion 1998-06. CEO og koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Tidende 2007-15 og Direktør og Chefredaktør for Mandag Morgen fra 2015. Lisbeth Knudsen har bestyrelseserfaring fra en lang række virksomheder, fonde og brancheorganisationer. Fra perioden 2007-15 kan nævnes: Den Berlingske Fond, Radio 24/7, Weekendavisen A/S, Infomedia A/S, Danske Medier, Huset Markedsføring, Netdoktor, Illum Fondet m.f. Hun blev formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse i januar 2016 og har været formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles bestyrelse siden 2005. Hun sider desuden i bestyrelsen for start-up virksomheden ServiceLovers. Hendes omfattende ledelsesmæssige erfaringer er kombineret med særlig kompetence omkring digitalisering af medier, digitaliseringens samfundsmæssige betydning og kommunikation via alle former for mediekanaler.
 
Program:
 
Velkomst
v/ Institutleder Caroline de la Porte.
 
Tiltrædelseforelæsning:  Demokrati og afmagt
v/  Direktør og Chefredaktør Lisbeth Knudsen.
 
Promovering
v/ Dekan Peter Møllgaard.
 
Reception
 
Af hensyn til logistikken bedes om tilmelding
Tilmelding 
 
Organised by
Department of Business and Politics
Date
9. juni 2016
Time
14.30-17.00
Location
Råvarebygningen,
Porcelænshaven 22, auditoriet
 
You are receiving this email from CBS Copenhagen Business School because you either are employed by, or associated with CBS.
Department of Business and Politics
Steen Blichers Vej 22
2000 Frederiksberg 
Phone +45 38 15 35 85

 

Den farlige brug af anonyme kilder

Udgivet den af
Svar

Vi genkender alle formuleringen fra medierne, når der skal skrives om de højspændte politiske situationer eller fra de interne kriser og rivegilder i partierne. ”Velinformerede kilder i Venstres bagland”. Eller ”anonyme kilder tæt på den socialdemokratiske formand”. Eller “kilder som støttede Kristian Jensen i formandsopgøret i Venstre”. Eller denne her: ”flere uafhængige kilder i det konservative bagland”.

Når det gælder den politiske rygtebørs er danske medier ikke særligt tilbageholdende eller tilsyneladende bekymrede for at benytte anonyme kilder til at orkestrere den dramatiske analyse eller den særlige toning af historier, som skrives i kaffegrums fra partiernes interne skærmydsler.

Kildebeskyttelsen rækker langt i danske medier, når der er ballade i luften, og alle har hver deres egen skæve Hassan, der i sådan en periode kan plantes, gødes og udnyttes i medierne. Det nemme og hurtige svar er selvfølgelig, at en del af de politiske krisehistorier ikke kunne skrives uden de anonyme kilder, og at medierne har til opgave at afsløre, hvad der foregår. Om nødvendigt med brug af anonyme kilder. Man kunne tilføje, at mange af disse historier nok kan skrives, men til gengæld ikke kan dokumenteres, og hvad er de så værd.

Strammere regler på New York Times
Belært af de smertefulde erfaringer fra to store forsidefejl inden for seks måneder baseret på anonyme kilder har redaktionen på New York Times valgt at stramme reglerne for brug af anonyme kilder. I den britiske presse stiller kommentatorer spørgsmålstegn ved, hvor meget af den britiske, politiske dækning, der overhovedet kunne foregå i medierne, hvis de var underlagt de samme stramme regler, som New York Times nu er det.

“I bedste fald giver anonymitet os mulighed for at afsløre de grusomheder, der begås af terrorgrupper, det offentlige misbrug eller andre kritiske situationer, hvor kilder kan risikere deres liv, frihed eller karriere ved at tale med os.

I følsomme områder som rapportering, der vedrører den nationale sikkerhed, kan det være uundgåeligt. Men i andre tilfælde må læserne stille spørgsmålstegn ved, om anonymiteten giver unavngivne mennesker mulighed for at fordreje en historie til fordel for deres egen dagsorden. I sjældne tilfælde har vi offentliggjorte oplysninger fra anonyme kilder uden nok spørgsmål eller skepsis – og det har vist sig at være forkert “.

Sådan hedder det blandt andet i udmeldingen til New York Times journalisterne fra ledelsen. Den nye politik, som blev meldt ud i marts, forbyder ikke brug af anonyme kilder, men den har til hensigt at begrænse den. Hvis en historie primært bygger på anonyme kilder skal den godkendes af en af de ledende redaktører på avisen.

Information frem for spin
Brugen af anonyme kilder er nogle gange nødvendigt, men det indebærer også i risiko i forhold til vores mest værdifulde og sårbare værdier: Den tillid som læserne skal have til os. Sådan skriver chefredaktøren for New York Times i forbindelse med det nye regelsæt. Han fortsætter med at skrive, at brugen af anonyme kilder repræsenterer den største risiko i deres store, kulegravende historier. Men brugen af anonyme kilder i rutine historier om politik eller business tester troværdigheden i forhold til læserne og udfordrer den.

Materiale fra anonyme kilder bør være information ikke spin eller spekulation hedder det i reglerne. Det skal have en særlig nyhedsværdi. Ikke blot tilføre kolorit eller pynt på historien. Det skal være informationer med en særlig betydning, fordi kilden har førstehånds indsigt i sagen.

De nye regler på New York Times indebærer ikke alene, at en redaktør skal godkende brugen af en anonym kilde, men også at redaktøren skal forhåndsinformeres om, hvem kilden/kilderne er. Det er altså ikke længere den enkelte journalist, der kan vælge redskabet med brug af den anonyme kilde og holde kildenavnet for sig selv.

Brugen af anonyme citater er særlig lumske, når de anvendes til at tilsvine eller stemple offentlige personer i portrætter, hvor de ikke har nogen muligheder for selv at komme til orde, og hvor der for alvor kan spinnes og begås karaktermord.

Den britiske medie kommentator Roy Greenslade skriver i Guardian, at blev de samme regler indført i britisk politisk journalistik, så var der ikke meget tilbage af den.

En alt for nem genvej
I sportsjournalistikken har vi med Qureshi-skandalen set, hvad det kan føre til i et ekstremt tilfælde, når redaktørerne ikke har styr på brugen af anonyme kilder og i det tilfælde formentlig også opdigtede kilder.

Men kigger man ind i de forskellige medier – ingen nævnt ingen glemt – så er anonyme kilder blevet en alt for let genvej til politiske rutine-historier også i dansk presse i stedet for at være undtagelsen, som kan være den helt nødvendige, centralt placerede hovedkilde til en vigtig oplysning. Vi har ikke en chance for som læsere, lyttere og seere til de politiske analyser fyldt med anonyme kilder at kunne gennemskue, om historierne er afbalancerede, og kilderne er repræsentative, om de har særlige interesser at pleje eller tilfældigvis var dem, der var til at få fat på inden næste udsendelse eller deadline.

Alt hvad der kan gøres for at styrke mediernes troværdighed i befolkningen bør gøres. Der er brug for det. Og anonyme kilder styrker ikke troværdigheden, de indebærer en risiko for manipulation, spin og fordrejning. Og det har kunderne gennemskuet.

 

Denne artikel er blevet bragt på altinget.dk den 22.april 2016 : http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-den-farlige-anonyme-kilde

 

 


Hallo, kan man få et ord indført?

Udgivet den af
2

Jeg ved godt, det er grænseoverskridende, at en journalist skulle komme med sådan et udsagn, som jeg nu gør, men lad os lige for en kort stund gå ud fra, at politikerne ikke er et særligt folkefærd, der per definition har til hensigt at føre os bag lyset som vælgere, som kun er interesseret i at klæbe til taburetterne længst muligt og fyre den af med høj løn og lange ferier, og som grundlæggende ikke kan overskue eller komme med de relevante, korte, enkle svar på samfundets komplicerede udfordringer, men lader som om de kan handle alligevel, indtil de bliver afsløret i al deres uformåenhed.

Engang i mellem får man den fornemmelse, at det er sådan politikerne er, når man lytter til den rolle, de får lov til at spille i mediernes totalteater. Her kører der rutinemæssigt en konflikt, skyld og ansvarsdagsorden, som fastfryser enhver fornuftig debat med vision og perspektiv.

Det meget omtalte interview mellem DR studieværten, Clement Kjersgaard, og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, forleden i underholdningsprogrammet “Vi ses hos Clement” repræsenterer det totale sammenbrud i enhver fornuftig samtale mellem en journalist og en politiker. Journalisten overskrider alle grænser som vært selv i et show-program med personlighed i forhold til at lytte til og have professionel respekt for sin gæst.

78 afbrydelser i forbindelse med interviewet, himmelvendte øjne, en klodset magtkamp om ordet og afskæring af enhver fornuftig dialog. I den journalistiske selvforståelses hellige navn er Clement Kjersgaard blevet helt og bannerfører for den kritiske politiske journalistik, som alt for få formår intellektuelt at bedrive, så politikerne virkelig må holde øve-time forinden et interview.

Problemet er bare, at hans ekstreme optræden overskyggede interviewet og blev det, man talte om bagefter i stedet for indholdet. At hans interview mislykkedes og blev sindbilledet på en journalist, der hellere vil høre sig selv end den politiker, han skulle interviewe.

Clement Kjersgaard er normalt efter min mening en af landets mest begavede, overraskende og skarpe interviewere, men selv sådan en mand kan vel fejle. Næste gang han var på skærmen, indledte han med betydelig selvironi med en huskekage til ham selv: Husk, jo mere uenig, du er med nogen, jo pænere skal du tale til dem, altid. Jo mere lyst du har til at afbryde, jo pænere skal du tale til dem. Man må håbe, at han lytter til den selvkritik og ikke bare bruger den til sarkasme.

Ingen point for udholdenhed

Til gengæld står Mette Frederiksen også kun til point for udholdenhed i forbindelse med det interview. Alt for nemt faldt hun ind i rollen som politikeren med retorisk teflon-behandling, der prøvede at holde alle muligheder åbne ved at bruge kompleksitetkortet, ved at forsøge at styre uden om spørgsmål til intern partiuenighed, og ved at forsøge både at tilfredsstille strammerne og slapperne i hendes eget bagland med meget ukonkrete svar.

En vanskelig opgave i en krydsild hos Clement Kjersgaard, det ved enhver, der har prøvet at være under behandling i hans programmer, og hun forsøgte derefter hårdt presset at søge tilflugt i offerrollen. Det gik heller ikke. Så måtte hun forsøge at svare igen på den hårde kontrollerede måde, og det blev sindbilledet af en politiker, der talte uden om, og som ikke forholder sig konkret til problemerne. Hun får point for ikke at miste selvkontrollen, hvad normale mennesker ville have gjort for længst i den situation, men hun får ikke point for den politiske leverance.

Tag ikke fejl af, at det er mediernes opgave at udfordre politikerne, stille de kritiske spørgsmål, efterprøve deres løsninger og ideer og kontrollere, om tingene går rigtigt til. Intet ville som publicist kunne få mig til at sige andet. Men den politiske samtale eller interviewet bliver til absurditeter, hvis det skal foregå på den måde, som Clement Kjersgaard her illustrerede i et program, hvor i øvrigt kunsterne stryges med hårene og får lov til at tale ud i lange minutter, mens politikerne er i tredjegradsforhør og behandles som de tvivlsomme gadesælgere.

Det er desværre en form og en forskel, som også er meget tydelig i nyhedsudsendelserne, og hvor konfrontationen mange gange bliver lige så meningsløs og nuancerne totalt udraderet, så man som lytter eller seer stiger helt af og holder op med at lytte, fordi det mere ligner en positionering af værten og en cementering af redaktionens vinkling end det er at lytte og virkelig efterprøve gæstens budskab.

En anden form for politisk samtale

Se det her bliver ikke en envejskritik af pressen. Politikerne bliver nødt til at tillægge sig en anden debat-stil og en anden måde at kommunikere på, hvis vi som borgere skal have tiltro til dem, og til at de er ærlige og har nogle brugbare svar. Det fordrer en større grad af åbenhed, ærlighed og holdning. Jo, vi har opdaget som vælgere, når der tales uden om. Vi har lyttet og forstået, når parti-taktiske hensyn overstråler fakta.

Vælgerne er ikke dumme. Når medierne forsøger at lægge en politiker i interviewmæssig benlås, så er det til gengæld ikke underligt, at vedkommende forsøger at gå i selvforsvar, og så er kampen i den offentlige arena i gang. Begge parter har prestige og ære på spil. Og begge vil gerne fremstå kloge og velovervejede.

Vi kunne jo starte med at lytte noget mere i medierne. At gemme de velforberedte spørgsmål lidt til side, som kører på teleprompteren og indlede en samtale, der også indeholder et element af aktiv lytning. Det går aldrig, hvis tidsplanen skal holdes, og den kritiske journalistik skal tjene sit formål, vil det sikkert lyde fra de journalistiske bannerførere. Nuvel, men så fortsætter vi med de meningsløse legitimeringsinterviews, som ingen bliver klogere af, og hvor politikerne fortsætter deres uvaner med at tale uden om.

Denne blog har været offentliggjort på Altinget.dk den 12.februar 2016 på dette link: Lisbetk Knudsens blog på Altinget.dk

Tilstedeværelsesjournalistik uden mening

Udgivet den af
5

Det er en virkelig vigtig faktor ved dagens tv-journalistik at dokumentere tilstedeværelse. Lige der hvor tingene sker. Med autentiske billeder og det hele. Om billederne så er halvsorte, så ingen kan se forskel på et sted i Malmø eller Solrød, så giver det nerve til fortællingen.

Selvfølgelig skal man som tv-station også være der med egen udsendt medarbejder, som kan stå midt i sceneriet og fortælle det, der enten endnu ikke er sket, det som man tror vil ske, eller det som allerede er sket, men som den udsendte endnu rigtigt ved, hvad reelt er.

Og er det rigtigt vigtigt, som det virkelig er, hvad der sker i Sverige i disse dage, så er det kommet på mode at flytte aftenens vært på de store nyhedsudsendelser ud af studiet og ud i virkeligheden.

TV2s flagskib kl. 22 med Poul Erik Skammelsen skulle så praktisere den fuldt udslåede model i går aftes. Resultatet: Vi fik set Poul Erik Skammelsen bogstavelig talt slide fortovet op i den ene kamera-vandretur efter den anden foran skolen i Trollhättan, hvor den 20-årige Lavin Eskander og den 15-årige Ahmed Hassan så tragisk blev dræbt for en uge siden af en 21-årig vanvittig gerningsmand bevæbnet med sværd og kniv.

Vi fik “den gående Skammelsen” i dagslys på vandring rundt i nabolaget tale til os over for skolen og i aftenlys talte han så videre til os foran de tændte stearinlys uden for skolen ad flere omgange. Og vi fik set ham faktisk også at se tale med en anden person. Det var ikke en interessant svensker, som kunne give yderligere indsigt og perspektiv til historien, men minsandten TV2’s anden udsendte journalist, Ole Vestergaard, der stod et andet sted i Sverige. Var landet nu blevet mere polariseret? Ja! det var det.

Mere originalt var et interview med moderen til en af de dræbte og familien og et med den tidligere Socialdemokratiske formand, Mona Sahlin. Så fik vi lidt “vox-pop” interview med forbipasserende beboere. Var de nu var mere utrygge? Ja, det var de sørme ikke særligt mærkeligt. Og så gik Skammelsen ellers i gang med at læse nyheder op fra Danmark om uddannelsesbesparelser og demonstrationer – stadig stående foran mindelysene ved skolen i Trollhättan – og inden vi nåede frem til Sporten.

Hvad fik vi ud af det? Tilstedeværelse. Men fik vi et dybere indblik i, hvad der sker i Sverige lige nu? Nej. Hvorfor kan politiet ikke opklare de overvældende mange brandstiftelser rettet mod steder, hvor asylansøgere skulle være flyttet ind? Er der et fast system i den måde, det sker på? Når Mona Sahlin taler om, at Sverige også tidligere har oplevet ekstreme højrekræfter slå til, hvad betyder det så? Hvad er det for højrekræfter? Er de organiseret til højre for Sverigesdemokraterne? Hvad betyder det i eftertankens klare lys i forhold til den meget undertrykte svenske debat om udfordringerne ved den massive indvandring? Er det den mangel på åben debat, der har givet disse ekstreme kræfter næring? Mange interessante spørgsmål kunne være stillet. Også til Mona Sahlin. Det blev de ikke, men vi fik den tilstedeværelsesjournalistik med værten eller den udsendte i centrum, som alt for ofte kommer til at lide af indholdsmæssig iltmangel.

Blev man hængende efter 22-nyhederne til de regionale nyheder fra Lorry, så fortsatte den meningsløse tilstedeværelsesjournalistik nu blot i lokal udgave. Borgerne i Solrød er utilfredse med, at den lokale brandstation skal nedlægges. Reporteren rykker ud for at tale med en familie, der har brandstationen i baghaven i dag. Er de utilfredse? Ja. Hvorfor? Fordi brandbilen er længere om at nå frem, hvis uheldet er ude hos dem. Det er jo virkelig overraskende. Og skelsættende at vi fik billeder af det interview med reporter på stedet. Men hvad er de ansvarliges argument for lukningen og hvilke konsekvenser vil det reelt få i køretid. Det fik vi ikke med. Men vi fik tilstedeværelse.