Twitter præsidenten

Medierne står overfor en meget svær opgave med Donald Trump i Det Hvide Hus for den nye præsident stortrives med mediernes fjendtlighed

Om få dage får amerikanerne en ny præsident og verden en ny type statsleder at følge på tætteste hold.

Ikke en politiker af stor erfaring, men en erhvervsmand i stort format, om man så må sige med en selvsikkerhed ud over det sædvanlige. Ikke en politisk strateg trænet i taktisk kommunikation og diplomatisk, verbal veltalenhed og snilde, men en stærk kommunikator trænet i såvel kontrollerede som ukontrollerede følelsesudbrud. Trænet i at få opmærksomhed ved at sige og gøre det uventede – ja ind i mellem det helt utrolige – i at dyrke martyrrollen til det ekstreme i kampen mod medierne, og i at spille stærk mand med en brutal retorik, når det skal til.

Ny bliver således ikke alene hans politiske dagsordener, men også forholdet mellem medierne og den nye amerikanske præsident.

Donald Trumps første pressemøde onsdag som valgt præsident blev et sandt verbalt opgør med udvalgte medier, som har skrevet eller talt kritisk om Trump og bragt afsløringer fra en kontroversiel efterretningsrapport.

Og det er ikke første gang, han benytter den praksis at angribe og afskære ”de sortlistede medier” fra spørgsmål, alt imens han beskylder dem for at være skraldespandsmedier, en skændsel og for at servere falske nyheder. I andre tilfælde er kritiske pressefolk blevet forment adgang til hans valgmøder.

Under valgkampen syntes den kommende mand i det berømte ovale kontor at vågne op hver morgen for omgående at tænde op under sin twitter-konto og fortælle alverden, hvordan han ser på tingene. Og karaktergivning til de traditionelle medier hører til hans yndlingssport.

Om han fortsætter den praksis, når han slår øjnene op i morgenen i Det Hvide Hus og stikker fødderne i præsidenttøflerne, er der mange, der diskuterer lige nu. Odds er mest for, at det gør han nok. For det er hans direkte vej til vælgerne. Det er hans måde konstant at holde gryden i kog med opmærksomhed og budskaber styret af ham selv, og medierne er jo nødt til at følge med i, hvad han skriver.

Og på Twitter får hver eneste af hans talløse tweets fuld medieopmærksomhed, for man ved jo aldrig, om det nu er Mexico, Nordkorea, Kina eller andre lande, der står for skud, eller om det er erhvervsvirksomheder, der får en på lampen, eller politiske modstandere eller mediefolk der bliver gjort grin med.

Kampen mod medierne
Man kan sige, at Donald Trump på ingen måde kan takke de etablerede medier for sin valgsejr, og at det bærer en ikke uvæsentlig del af skylden for hans anstrengte forhold til dem. Af aviserne i USA med de 100 største oplag var der kun to, som støttede ham. Mere end 200 aviser i alt støttede Hillary Clinton, mens Trump fik opbakning fra færre end 20. Og nogle af de få, som støttede ham, gjorde det med henvisning til, at hans vicepræsident, Mike Pence, heldigvis var en del af pakken.

Mens ingen troede på, at han kunne løbe med en sejr, fulgte alle medierne det kuriøse fænomen og hans valgmøder fyldt med ekstraordinære udtalelser og angreb. Trump fik den største medieomtale af samtlige kandidater under primærvalgene, og han kunne tage bad i høje seertal. Alt for sent slog de amerikanske medier om fra at følge det sensationelle fænomen til at tage manden alvorligt og behandle hans politiske substans kritisk.

Trumps sejr var et brutalt spark til de etablerede medier, de etablerede eksperter, de selvretfærdige, som Trump har kaldt dem, der har mistet kontakten til almindelige mennesker. Derfor hører anerkendte medier som New York Times, Washington Post og nu også CNN til den kategori af medier, som Trump er i krig med. Og mange flere kommer nok til at melde sig ind i den forening, efterhånden som den nyvalgte præsident fra næste uge kommer til at styre dagligdagen i Det Hvide Hus.

En helt normal Twitter-dag
3. januar var den første officielle arbejdsdag i det nye år, og Donald Trump havde travlt i sin rolle som nyvalgt præsident for De Forenede Stater – på Twitter. Hans tweets for dagen inkluderede for nu bare at nævne tre stykker:

  • En trussel om at straffe General Motors med en importafgift for at bygge biler i Mexico.
  • En kritisk bemærkning til hans republikanske partifæller i Kongressen i en konkret sag.
  • En antydning af at USA’s efterretningstjenester ikke er troværdige.

Og sådan fik den nyvalgte præsident på få minutter udvalgt sig dagens nye kampe med tre magtfulde amerikanske institutioner: erhvervslivet, Kongressen og efterretningstjenesterne. Hvert emne med konfliktpotentiale til lange diskussioner og lange analyser i medierne af eftervirkningerne. Men dagen efter havde Trump flyttet opmærksomheden til nye emner, herunder en række tweets med støtte for WikiLeaks’ grundlægger Julian Assange, der af mange andre ses som en fjende af Amerika.

Da Trumps tweets om Assange og hacking senere blev kritiseret, forsvarede Trump sig – på Twitter – ved at skyde skylden på nyhedsdækningen. Medierne får det til at se ud som om, jeg er imod efterretningstjenesterne, når jeg faktisk er en stor fan, skrev han.

Alle er måbende, men Trump lykkes med den slags piruetter. Senere samme dag handlede hans tweets om alt muligt andet fra kritik af Senatets demokratiske mindretalsleder til den musikalske underholdning ved indsættelsesceremonien 20.januar.

Twitter-in-Chief
Vittige hoveder har i stedet for ”Commander in Chief ” døbt Trump ”Twitter-in-chief”. Også Obama har brugt Twitter som en del af sin kommunikation – om end på en ganske anden måde end Trump. Mere til at vise empati og medmenneskelig end som politisk våben.

Præsidenter og statsledere over hele verden bruger de sociale medier til kontakt med vælgerne i dag – vores egen statsminister inklusive. Før Twitter og Facebook var der tv, og før fjernsynet var der radioen. Men ingen bruger de sociale medier som Trump til at holde sine vælgere engagerede og trofaste.

Twitter brugt efter den opskrift, Trump har valgt, har høj nyhedsværdi. Amerikanerne har aldrig oplevet en præsident skyde synspunkter ud til højre og venstre i døgndrift og i realtid. Selv de nærmeste på Trumps hold har givet udtryk for, at de vågner op hver dag uden at vide, hvad deres chef nu har tweetet ud om fra den årle morgen.

Den indlysende forskel mellem en tale og et tweet er tid og rum. Præsidenters taler forberedes typisk i flere dage og uger. Hvert ord vendes og drejes. Tweets kan ekspederes på et par sekunder af en præsident, der er helt alene med sine dispositioner. Der er ikke plads til detaljer eller nuancer. I stedet er der følelser og en invitation til øjeblikkelig reaktion – fra politiske venner og fjender, offentligheden og udenlandske regeringer.

Et farligt redskab i hænderne på en impulsiv mand vil politiske traditionalister sige.

Afsløring foræring til Trump
Offentliggørelsen i det amerikanske onlinemedie BuzzFeed af et kontroversielt 35-siders notat med en række udokumenterede efterretninger, som hvis de viste sig rigtige ville kunne bringe USA’s kommende præsident i lommen på Ruslands Putin på grund af kompromitterende billeder og materiale, har delt de amerikanske medier.

Med undtagelse af CNN, som også viderebragte oplysningerne, så har førende amerikanske medier kaldt offentliggørelsen uansvarlig og dårlig journalistik, fordi dokumentationen er så svag, og indholdet fremstår som rygter.

En hvilken som helst anden kandidat end lige Trump ville nok lide under, at sådan en debat om det notat overhovedet blev ført, men ikke Trump.

Han stortrives med mediernes fjendtlighed. Han elsker rollen som uretfærdigt behandlet af alle de andre. Det giver ham adgang til at spille den offerrolle, han er allerbedst til i forhold til overgreb fra den etablerede politiske klike, hvortil han henviser de førende medier. Sådan en sag holder debatten i gang og fjerner fokus fra andre spørgsmål med kritisk substans til hans politiske budskaber.

Skandale med rekyl-effekt
Paradokset med Trump er, at han kan vælte alle mulige sædvaner omkuld og opføre sig utroligt, men hvis andre prøver at gøre det samme mod ham, som han gør mod dem, så vinder han også på det.

Det lærte hans republikanske modkandidater bitterligt i primærvalget. Og på samme måde med medierne. Han kan svine enkeltjournalister, tv-værter eller nyhedsorganisationer til, som er kritiske mod ham, men hvis medierne sænker deres standarder som modtræk til Trumps angreb, så vinder Trump og ikke medierne på det.

Medierne står overfor en meget svær opgave de næste fire år med Trump i Det Hvide Hus. Måske er den bedste løsning at begynde at behandle Trump som en normal præsident, hvis politik og ageren underkastes helt normale journalistiske standarder. Uden at betragte ham som en omvandrende katastrofe eller løs kanon. Uden at løbe efter alle hans tweets, og uden at give ham sensationens og fascinationens store, konstante medieplatform. Uden at lade ham trække martyrkortet gang på gang.

Vi skal lære, at enhver mediestorm synes Trump indtil videre at vinde stort, og den får kun hans tilhængerskare til at vokse, uanset hvilke forbløffende ting, der kommer frem.

Trumps håndtering af medierne og evne til at gøre dem til en del af sin politiske kamp selv som modspillere er tankevækkende og bør være startskuddet til en selvransagelse i medierne. Ikke bare i USA, men også her i vores del af verden.

Hvis en demokratisk valgt leder og præsident for et land, der ellers hylder forfatningens ytringsfrihed ved enhver lejlighed, forsøger også i fremtiden at styre medierne ved at udelukke kritikere fra adgang til ham eller hans pressemøder, ved at intimidere og bortvise reportere, der stiller nærgående spørgsmål, ved at gøre medierne til politiske skurke i offentligheden som nu, så må man håbe, at de amerikanske medier og vælgerne på et tidspunkt begynder at få nok og finde sammen om en modreaktion.

Denne klumme har været bragt på www.Altinget.dk den 13.januar 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-twitter-praesidenten

Den forudsigelige politiske årsopgørelse

Den nye trekløver-regering har nu fået sat sig til rette på taburetterne og er blevet testet på de første sager og den første medieoptræden i de nye klæder. Det rummer materialet til en række spændende analyser, som medie-kommentariatet helt sikkert og forudsigeligt vil kværne rundt i den kommende tid.

Her er fem gæt på samtaleemner i den politiske fredagsbar – som det så smukt hedder i reklamerne om TV 2 News-programmet Besserwisserne.

For det første: Fænomenet Thyra

Hvilken slags politikere og ikke mindst ministre vil vi gerne have? Professionelle politikere – som regel akademikere fra samfunds- eller jurastudierne – trænet på forhånd i det politiske spil og det politiske sprog – eller fagfolk og solister uden for den klike, der normalt også danner rekrutteringsgrundlag for embedsmændene, spindoktorerne og partiernes sekretariatsmedarbejderne på Christiansborg?

Eller sagt på en anden måde. Er der i den rå politiske virkelighed og medievirkelighed plads til en Thyra Frank, der endnu ikke har lært at istemme standard teflon-svar på kritiske, konfronterende journalistspørgsmål, som ikke har lært, at tænkepauser på TV er et dramatisk ildevarslende tegn på rådvildhed, som endnu ikke har forstået, at en minister altid pr. definition skal vise handlekraft i medierne og ikke skyde ansvaret over på andre. Selv om det faktisk er andre, der har ansvaret.

Thyra Frank er ikke bare et brud med Djøfiseringen af Folketinget. Valget af hende til ældreminister rummer også den absurditet, at hun skal være det varme bankende hjerte for de ældre og sikre regeringens popularitet på den flanke og i forhold til Dansk Folkeparti, som gerne vil tage æren for alt godt, de får, de ældre.

Samtidig ligger flere midler til de ældre solidt låst nede i finansministerens dybfryser, og evnen til at omprioritere midler inden for eksisterende budgetter til fordel for de ældre ligger lige så solidt låst inde hos kommunerne. Så ældreministeren bliver en slags ankeinstans og skydeskive for dårlige sager og eksempler fra kommunerne, som havner i medierne.

Derudover må man gå ud fra, at ministeren skal holde øje med ny lovgivning, som påvirker de ældre og implementering af en demenspolitik og andre forhold.

Anders Samuelsens plan med at trække Thyra Frank ind i regeringen har sikkert været at etablere en slags værdipolitisk kriger på ældreområdet og ikke en minister med et stort driftsområde.

Thyra Frank har fået et lille hjørne og et skrivebord hos sundhedsministeren. Her er en ældreminister, som siger det politisk ukorrekte, at hun gerne vil have flere penge til ældreområdet, og som har stået for alt det politisk ukorrekte på det berømte plejehjem Lotte, hvor hun var leder. Nemlig et opgør med regel- og måletyranniet og alle de kontrolbestemmelser, som plejehjemmene er blevet pålagt, og som kommer oppefra i systemet. Blandt andet der, hvor hun selv sidder nu. Og den slags regler dukker som regel op hver gang, medierne bringer en dårlig sag frem.

Thyra Frank er lige nu kult, og det er medierne, der har overfaldet hende med de sædvanlige, sure du-må-da-gøre-noget-minister-spørgsmål og krav om handlekraft, der er skurkene. Mange almindelige mennesker kan nemt identificere sig med hendes upolerede profil og hendes uskolede optræden.

Men Thyra Frank skal selvfølgelig ikke behandles anderledes af medierne end alle andre ministre, bare fordi hun stikker ud og svarer ærligt på de stillede spørgsmål. Men også for Thyra Frank er der et krav om at levere varen, som vil være, om de ældre får det bedre under denne regering.

Nu har hun i mellemtiden fået en spindoktor og helt tydeligt en hurtig skoling i at svare udenom og svare, at hun selvfølgelig har et ansvar som minister. Så langt så godt. Statsministeren og Anders Samuelsen har slået en beskyttende ring om hende, og selv politikere fra andre partier har gjort det.

Om Thyra Frank får noget at føre værdikrig med er mere tvivlsomt. Hvad hun udvikler sig til som minister, er regeringens virkelige joker, og hun er under skarpt opsyn af medierne.

For det andet: Vendekåbe

Liberal Alliances ministre har udviklet en kreativ kunstart, der består i at gå med vendekåbe. På indersiden af frakken tættest på hjertet er Liberal Alliances oprindelige politik syet fast, og på ydersiden af vendekåben er det nye regeringsgrundlag riet på med store, synlige sting. Det betyder, at ministrene nemt kan sige, at havde de 90 mandater, ville de gerne gennemføre politikken fra indersiden af vendekåben, men da der nu ikke er det, så vender de den anden side yderst, og så kan man godt gå ind for det modsatte standpunkt, når man er minister.

Om Liberal Alliance får point hos vælgerne på sigt med den vanskelige øvelse, bliver rigtigt spændende at iagttage, for det vil fortælle os noget om, om de partier, som ofrer ideologien for at gå på jagt efter den dybere magt på ministerposterne, vinder nye vælgere, eller om det modsatte sker.

Jeg har tidligere skrevet, at flere partier burde erklære sig parate til at påtage sig regeringsansvaret – ikke mindst Dansk Folkeparti på grund af dets størrelse. Regeringsdeltagelse giver rent faktisk store muligheder for at gennemføre rigtigt pæne forandringer via ministerbeføjelserne i lovgivningen, og det giver en indsigt og adgang til embedsmandsapparatet, som er vigtigt for at teste nye ideer og politiske forslag.

Når man afkoder alle Liberal Alliances seks ministre gennem de første uger af deres ministertid, så har de virkelig øvet sig i udtalelser, på at tale om og holde sig inden for regeringsgrundlagets rammer og overlade det til folketingsgruppen at lufte divergerende synspunkter. Det gør den så også i rigt mål.

Den samme øvelse lavede Venstre under Schlüter-regeringerne. Der var et Venstre inde i regeringen, og et andet Venstre i folketingsgruppen, som til enhver lejlighed pudsede profilen af til stor irritation for de andre regeringspartier.

Medierne vil i den kommende tid fokusere på at finde sprækkerne imellem de tre partier. Indtil videre er det lykkedes at holde en meget stram intern disciplin i trekløveret. Det ser ud som om familie-terapien på Marienborg er lykkedes denne gang.

For det tredje: Meningsmålinger

Vinder eller taber de små partier i trekløveret på samarbejdet? Får Dansk Folkeparti vitamintilskud efter affæren med EU-midlerne ved at de nu sidder i ønskepositionen med de afgørende mandater til den nye regerings overlevelse?

Medierne og kommentariatet i alle Besserwisserne-programmerne, Tirsdagsanalysen, og hvad det ellers hedder, vil nærstudere meningsmålinger i den kommende tid for at se, om vælgerne godkender den nye regering og giver DF lidt ny medvind eller det modsatte.

Erfaringen er, at en ny regering altid har en tid med hvedebrødsdage, hvor der ikke opstår rivninger, hvis meningsmålingerne giver en lidt skæv præmiering af en regeringsindsats. Men fortsætter trekløveret med ikke at få kredit hos vælgerne for den nye politik, eller er det kun Venstre, der scorer en eventuel gevinst over en længere periode, så er pokker løs. Og meningsmålingerne vil blive et emne på dagsordenen mellem partierne.

Med til den analyse vil kommentatorerne lægge et lag af spin om betydningen af, at Anders Samuelsen (LA) valgte udenrigsministerposten, og om det nu var klogt, og at Søren Pape (K) valgte justitsministerposten. Begge er hurtigt kommet i ilden med både Syrien-situation og bandekrig, så omtale har der været nok af de seneste dage. Om det giver point hos vælgerne har vi til gode at se.

For det fjerde: Prisen for støtte

Dansk Folkeparti ser ud til at være sluppet nådigt igennem problemet med Europol-løftet om en god dansk løsning takket være statsministerens og regeringens forhandlingsindsats i Bruxelles. Men der er stadig et langt sejt træk hos DF for at komme tilbage til resultatet ved seneste valg i meningsmålingerne og tidligere tiders troværdighed.

Statsministeren har ikke lagt skjul på, at regeringens politik på mange strækninger er helt afhængig af opbakning fra DF, og at det betyder kompromissøgning og dygtig navigeren i alle ministerkontorerne.

Dansk Folkepartis rolle i de kommende måneder bliver derfor virkelig interessant at følge. Hvordan spiller DF sine kort, og hvilke områder af regeringens program, vil man i DF forsøge at gøre til vigtige stridspunkter med vælgerpotentiale. Dansk Folkeparti har ikke brug for et valg lige nu, så mon ikke gætteriet vil være på, at de først strammer garnet, når der er gået nogen tid, og der er et forslag på bordet med virkelig basis for at hente et vigtigt trofæ hjem. Det vil der helt sikkert blive analyseret meget på, og ikke mindst hvornår det sker.

For det femte: Opposition på stand by

Med valgmuligheden skubbet længere ud i tid, så bliver det også et fremtrædende punkt hos analytikerne, hvordan Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil håndtere situationen. Hun prøver at holde DF fast på nogle fælles holdninger med Socialdemokraterne, som kan udfordre regeringen. Samtidig indgås der også store forlig med regeringen.

Kommentatorerne vil begynde at kigge efter, hvordan Socialdemokratiet håndterer egne venner i rød blok og forholdet med de Radikale, som har det dårligt uden for indflydelse. Særligt hvis meningsmålingerne som nu giver rødt flertal, får den diskussion reelt mening. Hvordan vil Enhedslisten og Alternativet spille kortene over for Mette Frederiksen? Vil de lave en kopi af Anders Samuelsens topskattenummer, eller finde på noget andet. Eller vil de ikke stille ultimative krav.

Lige nu ser det ud til, at Henrik Sass skal sende de skarpe synspunkter ud som politiske prøveballoner, og Frederiksen skal være den mere resultatsøgende. Det kan jo være en meget veltilrettelagt arbejdsfordeling, men signalerne om den socialdemokratiske politik og strategi for at vinde regeringsmagten tilbage blafrer lidt i vinden. Og det samme gør forholdet til de partier, som skal bringe en socialdemokratisk statsminister til magten.

Nogenlunde sådan kunne de politiske analyser og politiske årsopgørelser se ud. Test selv af, om det holder stik de næste uger.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 16.12.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-den-forudsigelige-politiske-aarsopgoerelse#.WFPzHduX5X8.twitter

TV 2 News 10 år – og hvad så?

Placeret i et studie, der mest af alt lignede et sterilt badeværelse med hvide fliser som baggrundstapet gik TV 2 News i luften 1. december for 10 år siden. Danmark var længe om at hoppe på ’24-timers nyhedskanal-bølgen’, som siden 1991 havde raset på det internationale tv-marked med CNN som frontløber og det internationale gennembrud knyttet til journalisten Peter Arnett, der frygtløst rapporterede fra taget af hotel Al-Rashid i Bagdad under Golfkrigens første luftangreb på den irakiske hovedstad.

DR sov i timen dengang i 2006 og har senere forsøgt forskellige tamme og halvhjertede forsøg på at erobre positionen som troværdig ”breaking news”-formidler. Det er ikke lykkedes. Dengang for 10 år siden sagde man i DR, at Danmark var for lille til en 24-timers nyhedskanal. Hvad skulle man dog fylde i den, og hvor dyrt ville det ikke blive? Konsekvensen af den forkerte beslutning er, at DR stadig halter efter TV 2, når store, akutte begivenheder kalder på live-sendinger og væg-til-væg-dækning, fordi et tungt apparat først skal rulles i gang, mens TV 2 News allerede er oppe i løb.

TV 2 fik med TV 2 News skabt en kanal, som i særlig grad har forandret den politiske journalistik, men også mediedækningen som sådan i Danmark, mere end noget andet journalistisk projekt i de seneste årtier – selv om kanalen ikke har en udbredelse, der synes af meget i procent af den samlede nyhedssening i forhold til DR1 og TV 2’s hovedkanal. TV 2 News fik samtidig skabt sig en position som live-kanal, der fra rollen som David mod Goliat udfordrer DR som det sted, man ellers altid gik hen for at få den vigtige og troværdige nyhedsinformation, når noget stort skete i Danmark eller i verden omkring os.

Hvad kommer efter 24-timers nyhedskanaler?

Det interessante spørgsmål er, om 24-timers nyhedskanal-konceptet holder de næste 10 år, eller om det allerede er ved at være på retur. Ingen af disse nationale 24-timers nyhedskanaler tjener de store penge, eller har de største seertal og flere af dem er direkte statsunderstøttede. Tilhører de en svunden tid med satellitter og paraboler, mens internettet, YouTube, Twitter, Snapchat og Instagram tilhører fremtiden for 24-timers nyhedstilbud?

Kabel-tv og satellitterne introducerede nye tv-vaner med mange kanaler og rullende nyhedsformidling, men i dag opfylder de sociale medier og mobiltelefonerne måske behovet for ”instant news”. 24-timers nyhedskanalerne fik spredt nyhedsseningen over en tidsmæssig langt større flade væk fra bindingen til de store aften-nyhedsudsendelser, men vil lineære nyhedskanaler kunne holde seernes fokus i disse interaktive og individualistiske tider? Gider vi vente 15-30 minutter på at få en nyhedsopdatering i fremtiden, og gider vi vente på lige præcis noget, der måtte interessere os? Nej vel?

Samtidig med at tv-vanerne er blevet ændret, så er journalistikken det også. Vi har med TV 2 News fået live-rapportering i kilometervis. Nogle gange med fuldstændig meningsløse omstillinger til virkeligheden, hvor der intet er sket, men alligevel skal der stilles om til en stakkels udsendt rapporter mindst hver halve time, når nyhedshjulet kører i omdrejning. Og på den anden side totalt gribende, rørende, forfærdelige, sensationelle live-omstillinger til begivenheder her og nu i Paris, Syrien, Egypten, Oslo, Japan, København eller et andet sted på jordkloden, hvor vi er taget med helt tæt på begivenhederne.

Sendetiden skal fyldes ud – og helst også med billige timer. Derfor har vi fået en hær af kommentatorer og meningsmagere, der render ind og ud af studiet på Teglholmen, eller som stiller op i totalmørke og kulde på en tom villavej med en lyskegle lige i hovedet, mens der sendes live.

Politikerne har aldrig haft så meget tv-eksponering som på TV 2 News, og det gælder ikke kun de få politikere i partitoppen, men også de menige ordførere, som står op til kl. 6-nyheder om morgenen og 23-nyheder om aftenen for at komme på.

Vi har heller aldrig haft så mange journalister, der er blevet til eksperter, der kan interviewes af andre journalister i nyhedsstudiet for at fylde tiden ud. Det gælder både det politiske område og andre områder, som en uddannelsesjournalist, en udlandsredaktør eller en kulturjournalist fra et konkurrerende medie kan levere.

Breaking news på samlebånd

For at fastholde seerne og skabe særligt tryk på nyhedsflowet er der gået inflation i brugen af det velkendte gule ”Breaking news”-skilt i bunden af skærmen. Vi er meget langt væk fra, at det kun var store terroraktioner, store naturkatastrofer, store politiske sensationer, der kunne få ”Breaking news”-skiltet på. Nyhedsproduktion på en 24-timers kanal bliver hurtigt til en pølsemaskine, skabt til at fylde umættelige mængder af sendetid. Mange timer hver dag bliver brugt på at vente på eller lægge op til, at noget sker, og når det er sket, bliver mange timer brugt til at fylde ud med analyser af, hvorfor det kunne ske. I det perspektiv er en breaking news-historie en fantastisk afveksling, der virker som effektivt klister på nyhedsnarkomanerne ude i publikum.

En nyhedskanal som TV 2 News, der ellers synes at skulle repræsentere de hurtige nyheder, har vist sig at skabe interview-formater, som i længde overgår selv DR’s lange Deadline-samtaler. Her kan politikerne ind i mellem tilmeld få lov til at tale ud og tale længe, og her kan eksperterne komme til orde med alle mulige specialer, når der kaldes på dem.

Det interessante er, at nyhedskanaler som TV 2 News ikke reelt har udvidet nyhedsbilledet med mere mangfoldighed, for den store nyhedsmaskine skal styres stramt efter 5-6 udvalgte agendaer ad gangen. Morgenen har sine 5-6 temaer, som opdateres og delvis udskiftes ved middagstid og derefter igen ved 16-tiden og først på aftenen for til sidst på aftenen at gå i refleksions-stemning og et blik på næste dags forventninger. De fastlagte agendaer væltes kun, hvis noget overraskende stort sker. Men det generelle nyhedsbillede er enten stærkt bundet op på dagens begivenheder, på avisernes tophistorier eller på TV 2’s egendyrkede dokumentarudsendelser og kampagne-journalistik, som krydspromoveres på nyhedskanalen.

Sendetiden skal fyldes ud

TV 2 News valgte fra starten et meget stramt nyhedskoncept med fokus på politik, samfund, udland, sport, business og vejr. Senere kom kultur til og forsvandt desværre igen. Problemet med en nyhedskanal er, at historierne og dækningen kan komme helt ud af proportion, fordi sendetiden skal udfyldes og de udsendte ressourcer udnyttes mest muligt. Rigtigt mange særligt politiske situationer bliver trådt flade af kommentarer, analyser og gentagelser. Og rigtigt mange historier bliver kørt videre i samme spor, selv om kloge interviews i fladen for længst har jordet deres relevans og bærende vinkel. Det er som om, nyhedsmaskinen ikke kan standses, når den først er programmeret til en bestemt tur.

Vejret er en historie for sig, hvor enhver storm eller udsigt til snedække eller hedebølge kan rydde sendefladen og kaste nyhedsreportere og vejrprofeter ud i halsbrækkende live-sendinger.

TV 2 News er lykkedes med interessante og langtidsholdbare magasinformater på den politiske front og mediemagasinet Presselogen, mens andre er skredet i svinget som for eksempel Kulturen på News, som ellers havde noget af det, som DR ikke har fundet ud af at lave endnu – et sprit-aktuelt kulturmagasin med kulturen som indfaldsvinkel også til aktuelle samfundsdebatter.

Nyhedskanalers DNA handler om at være først og at være til stede live. Det er eksistensberettigelsen. Men de sociale medier har slået nyhedskanalerne både på det med at være først og være til stede langt hurtigere i dag – og langt flere steder. TV er stadig et kolossalt stærkt medie, der kan røre følelser, skabe opmærksomhed og har stor gennemslagskraft.

Ændret forbrug af nyheder

Der er intet, der tyder på, at publikum ønsker sig færre nyheder. Tværtimod har nyhedskanalerne lært os at være på og tjekke nyheder mange flere gange om dagen på vores mobil, end vi gjorde tidligere på de gamle medieplatforme. Men folk bruger mange veje til nyhederne – heriblandt i stor stil deling af nyheder på Facebook og andre sociale medier. De vil gerne selv vælge, hvilke nyheder de skal modtage, de vil gerne have dybde, når de har tid til det og kun hurtig information, når der er tid til det. De vil gerne kunne skrive kommentarer eller læse, hvad andre mener, og bidrage selv.

Lige som andre nyhedskanaler verden over må TV 2 News overveje, hvilken vej kanalen skal gå nu, når 10 års fødselsdagen er overstået. TV 2 News er den sjette største TV-kanal i Danmark målt over hele døgnet og uden for primetime – mellem 22.30 og 19.00 er TV 2 News landets tredje mest sete kanal. TV 2 News ramte danskerne på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor de store begivenheder har stået i kø, og hvor globaliseringen har åbnet sluserne for en øget interesse for verden omkring os og en øget bevidsthed om, at internationaliseringen og digitaliseringen påvirker vores liv intenst.

Jeg hører til dem, der mener, at det har været en fremragende ting for dansk tv, at vi fik en 24-timers nyhedskanal for 10 år siden, og der er absolut mere end nyheder nok til sådan en kanal, hvis man giver den et tilstrækkeligt bredt koncept. TV 2 News har flyttet journalistikken både positivt og negativt, men under alle omstændigheder hellere en diskussion om form, prioritering og indhold – end ingen nyhedskanal.

De sidste to årtier har været en sand revolution af alle aspekter af mediebranchen og medieforbruget. TV 2 News kommer helt sikkert til at forandre sig markant i løbet af de næste 10 år, og måske er den noget helt andet i 2026.

Dette indlæg har tidligere været bragt på altinget.dk den 1. december 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-tv-2-news-fylder-10-aar-og-hvad-saa

Medierne har svært ved at udfordre medierne

Det er forbløffende hvilke kræfter, der slippes løs, når medier laver fuldtonet spin om sig selv, og selv dygtige journalister må opgive at trænge igennem en tyk omgang tågesnak om forsvar for ytringsfriheden og pressefriheden, som ikke et sekund har været truet i denne sag og bogen ”Syv år for PET”.

Først en lille ”disclaimer”. Jeg har arbejdet tæt sammen med Politikens chefredaktør, Christian Jensen, i chefredaktionen for Berlingske, og jeg har meget stor personlig respekt for hans journalistiske talent, engagement og ambition. Jeg har siddet i bestyrelse for Radio24syv og været bestyrelsesformand for stationens direktør og chefredaktør, Jørgen Ramskov, og i øvrigt været kollega i bestyrelsen med Jakob Kvist, kreativ direktør for Forlaget People’s Press. Begge dygtige, skarpe og særdeles professionelle folk, og vores veje har krydset hinanden også tidligere i andre jobfunktioner.

Når denne lille sideinformation er nødvendig for læserne, så er det dels fordi den danske mediebranche er lille og har en tendens til at være ret indspist. Vi bør være mere åbne om bekendtskaber og kollegapositioner på kryds og tværs, når diskussionerne går højt. Dels fordi jeg i det efterfølgende kommer til at rette en skarp kritik af, hvordan der i de seneste dage er blevet skabt et heftigt og efter min mening helt uholdbart spin omkring bogen ”Syv år for PET”.

Læg dertil at medierne er rigtig dårlige til at kulegrave medierne selv og deres motiver.

En guide i spin
Jeg skal ikke gentage hele historien om PET-bogen, foromtalen af den efter den sædvanlige pressestrategi fra forlaget, det midlertidige fogedforbud, Politikens brud med fogedforbuddet, afsløringen af aftaler om tavshedspligt, der ikke blev overholdt mellem PET og bogens hovedbidragyder, Jakob Scharf, og efterfølgende ankesager, politianmeldelser med meget mere.

Dygtige kolleger som Clement Kjærsgaard, Kim Bildsøe Lassen, Kristoffer Eriksen og Kaare Svejstrup, Presselogen på TV 2 News og flere andre har forsøgt at skære igennem spinnet og tolke motiver og rejse en diskussion om medierne – eller i hvert fald nogle af dem – føler sig hævet over domstolene, når det sådan passer ind i deres kram.

Men det lykkes alligevel Jensen, Ramskov og Kvist at fastholde en argumentation om, at de er de sande helte, der har kæmpet mod afskyelige trusler om PET-censur og underlødige domstole, der fælder afgørelser på et urimeligt tyndt grundlag midt om natten.

Tillad mig en lille guide til det spin, der har præget de seneste par ugers debat:

Spinrunde nr. 1: Medierne skal ikke sende journalistisk materiale ind til forhåndscensur hos PET. Det undergraver ytringsfriheden og mediernes frie ret til at trykke og bringe samfundsrelevant indhold.

Nej, selvfølgelig skal medierne ikke det. Men i dette tilfælde er der altså tale om, at PET har en skriftlig aftale med hovedkilden til bogen om, at han som tidligere chef for PET ikke må medvirke i bogudgivelser uden efter godkendelse af PET.

Da hverken forlaget People’s Press eller Jakob Scharf tilsyneladende vil udlevere bogen til læsning hos PET inden udgivelse, så har PET ikke andre muligheder end af sikkerhedsgrunde at få nedlagt et midlertidigt fogedforbud. Spinnet gør denne helt særlige situation til en absurd generalisering og en frihedskamp for medier og bogforlag, der må og skal bekæmpe censur fra PETs side.

Her hopper kæden helt af og bliver til en kamp, der helt ignorerer de særlige omstændigheder omkring en bog, som forlaget selv har oversolgt i forreklamen og givet den med sovs og kartofler om afsløringer af hemmeligheder, og som potentielt – må læseren af den forreklame jo tro – kan indeholde oplysninger, der kan skade enkeltpersoner, landets sikkerhed eller vores forhold til andre landes sikkerhedstjenester.

Spinrunde nr. 2: En skandale at domstolen kan nedlægge fogedforbud alene på basis af bagsideteksten til et bogomslag og uden at have læst bogen.

I medietumulten forsvandt ordet midlertidigt fogedforbud fuldkommen ud i den blå luft. Og meget få gjorde sig den ulejlighed at forstå, hvad det der med et fogedforbud går ud på. Et fogedforbud, som nu ifølge retsplejeloven korrekt hedder: ”midlertidig afgørelse om forbud” kan kæres til Landsretten. Hvis fogedforbuddet opretholdes, skal det efterfølgende prøves ved en egentlig retssag, der skal indledes senest to uger efter.

Der var altså ikke tale om, at PET nødvendigvis ville have bogen standset. Man ønskede tid til at gøre sig bekendt med indholdet og købte sig tid med det midlertidige fogedforbud. Det var ikke et overgreb på den frie presse og ytringsfriheden.

PET passede bare deres arbejde, som er at beskytte os andre mod terror bl.a. Men det kom til at virke latterligt i spinmaskinen, at PET ville standse bogen alene på en oppustet bagsidetekst, og domstolen fik på puklen for at have fulgt PETS ønske.

Politiken, People’s Press, Jakob Scharf eller forfatteren kunne jo bare have givet PET mulighed for at læse bogen rigtigt fra start. Hvis de ønskede at standse den, så måtte de alligevel gå rettens vej og nedlægge et midlertidigt fogedforbud – men nu bare på et mere oplyst grundlag. Eller de kunne vælge at sige, at bogen ikke indeholdt ikke kendte hemmeligheder.

Hvis de valgte det første, kunne forlaget og Politiken jo have kæret sagen og gået imod fogedforbuddet i en egentlig efterfølgende retssag. Man kan altså ikke både bebrejde PET, at de ønsker midlertidigt fogedforbud på et for løst grundlag og samtidig ikke give dem mulighed for at læse bogen i sin helhed, når de har haft en aftale om tavshedspligt med hovedkilden til bogen.

Spinrunde nr. 3: Chefredaktørerne på Politiken og Radio 24syv var helt igennem i stand til at vurdere, at bogen indholdsmæssigt var harmløs og uden risiko.

Kritik af det standpunkt blev mødt med, at chefredaktørerne tog ansvaret for indholdet og stod på mål for det.

Ja, interessant. Men indebærer det også et ansvar for skadevirkninger over andre landes sikkerhedstjenester? Indebærer det også et ansvar overfor enkeltpersoner, som måtte blive eksponeret på farlig vis? Hvad hjælper det os andre, at Christian Jensen og Jørgen Ramskov står der på målet, hvis bogen skulle give anledning til at inspirere galninge til terroraktioner?

Hvis ”stå på mål for” alene betyder at være villig til at gå i fængsel for at have blæst på et fogedforbud, så hjælper det jo ikke meget på sikkerhedssituationen, hvis de tog fejl. Jeg tror PET er bedre til at vurdere den – trods alt.

Spinrunde nr. 4: Hvis bogen indholdsmæssigt var så harmløs, hvorfor hastede det så med at bryde et midlertidigt fogedforbud, inden forbuddet blev prøvet i en ankesag? Det kunne sagtens være nået inden bogens planlagte udgivelsesdato.

Der er ganske enkelt ikke givet nogen ordentlig forklaring på Politikens hast med at bryde fogedforbuddet inden en ankesag.

Her løber korstoget for ytringsfriheden af med chefredaktøren på Politiken. I et meget afslørende interview på Radio24syv med Christian Jensen prøver han at påstå, at han ikke vidste, at fogedforbuddet omfattede Politiken men kun Ekstra Bladet, men det forekommer simpelthen ikke troværdigt, at han ikke kan læse indenad og dermed se klart og tydeligt, at det omfattede hele JP/Politikens Hus med samtlige udgivelser.

Der kan ikke findes nogen anden god forklaring end profileringsjagt og salg. Politiken har prøvet det et par gange før at offentliggøre en bog i utide i et søndagstillæg, og det har været bestsellere.

Spinrunde nr. 5: Kampen mod censur er vigtigere end at respektere en domstolsafgørelse baseret på læsning af en bagsidetekst. PET skal ikke i et frit og åbent samfund kunne standse en bogudgivelse om en meget vigtig politisk periode i Danmark, hvor terroren flyttede ind hos os.

Som min gode kollega Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen, så klogt har kommenteret det i en leder: Beklikker man domstolene, undergraver man retssamfundet.

Medierne bør ikke medvirke til at undergrave retssamfundet. Vi jagter alle andre, der ikke overholder landets love, og det er en del af vores fornemste opgaver. Hvis vi er utilfredse med, hvad domstolene, regeringen eller Folketinget gør, så har vi det stærkeste våben i vores medier til at kommentere det, problematisere det og argumentere for vores sag.

PET går til domstolene og benytter retsplejeloven til at få et midlertidigt forbud nedlagt, fordi man ikke kan komme andre veje. Der kan være sager så store, så principielle og så fundamentale for vores demokrati og vores samfund, at vi som chefredaktører vil gå i fængsel for at afsløre dem, når det gælder korruption, magtmisbrug, magtfordrejning eller den slags.

Men bogen ”Syv år for PET” havde på ingen måde et indhold, der gør sådan en betragtning relevant i dette tilfælde.

Behov for en afklaring
Det lykkedes i en række interviews og debatter om PET-bogen at vedligeholde nogle spinhistorier, som burde være punkteret. Når medierne skulle gå kritisk til medierne selv, blev politikerne pludselig hentet ind som angribere. En ny situation for dem, men også et vidnesbyrd om, at vi i medierne selv burde tage en principiel debat om det her.

Hvordan optræder vi i terrortider? Skal vi respektere PETs rolle som beskytter af os i terrortider, med hvad det indebærer af restriktioner og særlige sikkerhedshensyn? Skal vi respektere domstolenes afgørelser, også når vi synes, de er forkerte og går os imod? Kan respekten for domstolene gradbøjes efter behov?

Da nogen åbenbart mener, der er tvivl om, hvordan vi skal agere som medier, så bør det da op på bordet til diskussion sådan mere principielt. Det er alt for vigtigt til andet.

http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-medierne-har-svaert-ved-at-udfordre-medierne

Hvem har fået mest valgkuller?

Her er et godt, aktuelt spørgsmål: Hvem har fået mest valgkuller?

Tre svarmuligheder: Politikerne, vælgerne eller medierne.

Et rigtigt svar: Medierne.

Ingen tvivl om at partier af alle slags sover med støvlerne på og er klar til valg og har været det siden sommeren skiftede til efterår, og regeringens helhedsplan blev lagt frem til tonerne af Liberal Alliances trusler om at vælte Løkke Rasmussen på topskatten.

Men politikernes valgberedskab overgås langt af mediernes valgkuller, og ikke en nyhedsredaktion i landet har undladt at have valgplanlægningen klar.

Kommer det, så kommer det
Vælgerne til gengæld må snart være så immune overfor valgsnak, at de fornuftigt nok er kommet til den konklusion, at kommer det, så kommer det. Jeg tror ikke, de orker flere af disse dybsindige analyser fra alle mulige kloge kommentatorer af alle mulige taktiske småtrin og bevægelser, der kunne tyde på hvis og måske og under særlige omstændigheder, at det hele ender med valg.

Ingen politisk kommentator har jo lyst til at blive udstillet som total idiot ved ikke at lave en helgardering lige nu og tale både om en valgmulighed og forligsmulighed. Og alle kan se, at Lars Løkke Rasmussen har sat sig selv på en ualmindelig svær opgave med en helhedsplan, som ingen har efterlyst, og en krisestemning, som er totalt ikke-eksisterende i befolkningen.

På den anden side når den slags analyse også hurtigt frem til, at ingen med potentiel mulighed for at spænde snubletråden ud for statsministeren og hans regering ser ud til at kunne have en vælgermæssig gevinst ud af potentielt at skaffe Socialdemokratiet til magten eller Nye Borgerlige ind i Folketinget.

I medierne stiger uroen og nervøsiteten, fordi vi ikke for længst har kunnet filme partierne gå ud og ind af dørene hos finansministeren eller statsministeren, og partilederne stå i en kødrand uden for glasdøren efter møderne.

Vi har ikke kunnet se tv-kanalernes reportere, politiske analytikere og korrespondenter stå foran de lukkede døre og rapportere til nyhederne som regel om ingenting, fordi partierne i sådanne situationer blot gentager deres kendte standpunkter og ikke refererer fra møderne.

Bortset fra det tyder meget på, at der faktisk har været rigtigt mange kontakter løbende mellem repræsentanterne for blå blok og regeringen siden fremlæggelsen af helhedsplanen med henblik på såkaldt teknisk afklaring, men også med henblik på at undersøge forligsmulighederne.

Anders Samuelsens logik
Vi har undervejs i mediernes valgfeber fået det ene portræt efter det andet af Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, på grund af hans trusler om at trække støtten som Venstre-regeringens parlamentarisk grundlag. Vi kan snart alt om hans barndom og hans søster, Mette Bock, ligeledes medlem af partiet og Folketinget, har forklaret, hvad der driver Samuelsen til med stålsatte øjne at holde fast i topskattelettelser i et format, som ingen andre partier køber ind på.

Den Samuelske forhandlingslogik går tilsyneladende ud på, at alle parter i et forlig må acceptere at indtage noget uspiseligt, som en anden part gerne vil have, mod til gengæld for selv at få noget igennem, som alle andre finder uspiseligt.

Et andet element i hans særlige forhandlingslogik er, at lægger man eksempelvis 10 ledige milliarder kroner på bordet til fordeling, så kan de fordeles på en måde, så hvert parti kan bestemme over anvendelsen af et antal milliarder i forhold til partiets størrelse. Det er en forhandlingslogik, som Samuelsen står ret alene med. Men nu har Liberal Alliance i hvert fald fået cementeret deres ønske så meget, at det er svært at finde nødudgangen.

Lige præcis det har givet anledning til en særlig analysedisciplin, der går ud på at tolke, om der nu er sprækker af åbninger i udtalelser fra kombattanterne i topskatteslaget. Ja selv tolkningen af fastheden i stålsatte, blå øjne hører med i billedet.

Stop jagten på konklusionen
Som medier vil vi jo altid gerne fortælle konklusionen, inden den er der, og vi vil gerne afsløre nyheden som de første. Men det er en uskik at lege gætteleg hele tiden, om der nu bliver valg eller ej. Selvfølgelig skal medierne dække intenst, både når der bliver truet med at trække tæppet væk under regeringen, eller der bliver anbefalet en Dronningerunde for at rense luften.

Medierne skal dække regeringens helt åbenlyse parlamentariske udfordringer med helhedsplanen. Men det store kommentariat, vi efterhånden har af politiske journalister, politiske analytikere, kommentatorer m.v. i medierne har lige præcis nu ikke bedre kort på hånden, hvad angår konklusionen på helhedsplanens skæbne, end alle mandagstrænerne blandt vælgerne ude i sofaerne.

Faktisk var åbningsdebatten i denne uge efter statsministerens åbningstale mere stilfærdig og saglig, end man kunne forvente af et Folketing, som skulle være på vej til valg, og en regering, som skulle være på vej til at blive væltet. Så måske skulle vi også i medierne skrue lidt ned for valgblusset for en stund og afvente at de officielle forhandlinger går i gang i den kommende uge.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 7. oktober 2016: Valgkuller

 

Det herreløse EU-projekt

Europa mangler i den grad – og i sidste øjeblik inden EU-projektet er truet på livet – modige og visionære politiske ledere, der kan puste en markant, moderne og nytænkende kraft ind i den kriseramte organisme, som i dag samler 508 millioner europæere. Eller samler er måske netop så meget sagt, for gennemsnittet af EU-landenes befolkninger er tiltagende skeptisk overfor projektet.

Det gælder faktisk ikke den danske befolkning, som med årene er blevet mere positive overfor EU. Hvad man bestemt ikke skulle tro, når man hører danske politikerne tale om EU. Et massivt flertal af danskerne på 58,6 procent ville faktisk stemme ja til fortsat EU-medlemskab, hvis Danmark fik en folkeafstemning nu, viser en Rambøll-måling ifølge Jyllands-Posten.

Tiden nærmer sig hastigt den britiske folkeafstemning 23. juni om at blive eller forlade EU efter over 40 års medlemskab. Bliver det et nej, vil det bringe EU tæt på opløsning og i hvert fald fremtvinge den efterlyste nye vision og retning, fordi den britiske udmeldelse så kommer oven i en række andre interne kriser.

Bliver det et ja, skal der gennemføres en række reformer, som vil skrue ned for EU’s nuværende magt og ændre ambitionsniveauet for unionen, hvis det skal undgås at flere lande følger i fodsporet af briterne eller kræver flere tilvalgsordninger og særaftaler. Så uanset udfaldet af folkeafstemningen, så nærmer den snart otte år lange, interne europæiske krise sig en afslutning og en ny slags begyndelse.

Elefantens styrke
Kulturminister Bertel Haarder (V) talte i forbindelse med modtagelsen af Berlingske Fondens hæderspris i 2014 om de to elefanter – den store og den lille. Om EU og det nordiske samarbejde. ”Elefanter er fredsommelige, står tungt og pruster og basker med ørene. De er enorme, men har slet ikke den styrke, som deres vægt og størrelse berettiger til. De er kloge, men er alligevel lette ofre for krybskytter, som vil have deres stødtænder, ” sagde han.

Lige som Venstres ledende folk fra Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind, Morten Løkkegaard og til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort det her de seneste dage og uger, filosoferede Haarder dengang over politikernes eget ansvar for, at EU-samarbejdet i årevis er blevet talt ned overfor befolkningen og ikke op. Over at værdien af det europæiske samarbejde og de enorme fordele Danmark har af det indre marked er forduftet i alle besværlighederne ved at få så mange lande til at arbejde sammen. Når EU gang på gang fremstilles som problemet og ikke som løsningen, så er det jo ikke mærkeligt, at folk kommer til at opfatte det sådan og til sidst mister troen på ideen.

På et tidspunkt, hvor verden skriger på grænseoverskridende politiske løsninger på grænseoverskridende udfordringer på alt fra klimaet til flygtninge- og migrationskrisen, så giver det ingen mening at skrue ned for ambitionerne for det europæiske samarbejde. På et tidspunkt hvor det europæiske marked, mere end nogensinde har behov for styrke og vækst i konkurrencen med USA og de asiatiske markeder, så giver det ingen mening ikke at udvikle og udbygge det indre marked i EU.

Hvad der til gengæld mangler er reformer, der skærer ned på bureaukratiet, smidiggør processerne, prioriterer indsatsområderne skarpere, giver mere handlekraft til EU’s institutioner og skaber en bedre folkelig forankring. Der, hvor problemet ligger, er tilliden til at de reformer nogensinde kommer. For dem er der godt nok blevet talt om i adskillige år. Og jo større EU er vokset landemæssigt, desto mere kompliceret og omfattende er arbejdsområderne blevet, og handlekraften er suget ud af mødelokalerne.

Den helt regulære kritik, der kan rejses mod måden EU-systemet fungerer på i dag, og de svagheder det har omkring den folkelige forankring, ville bare fremstå langt mere interessant og brugbar, hvis politikerne havde nogen svar på, hvad der skulle gøres, og hvis de europæiske politiske partigrupperinger – for sådanne findes jo – satte sig for at skabe løsninger på problemerne i maskinrummet i stedet for bare at råbe fra skibets dæk.

Reformmotor efterlyses
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formulerede sig sådan her om EU i sin grundlovstale for nylig:

”Jeg er ikke blind for, at EU har fejl. At beslutningsprocesser kan være for langsommelige. At der reguleres for meget eller forkert. Men det gør sig jo ikke kun gældende i EU, men da også herhjemme. Og det får mig ikke til at stille spørgsmålstegn ved, om Danmark hører til i EU. Det gør vi. Nu og i fremtiden. Uanset hvad briterne stemmer den 23. juni. Men den britiske afstemning kan – hvis de vælger at blive – være en motor til nødvendige reformer af EU. Til at tage hånd om problemerne. Få EU til at fokusere mere på det vigtigste – og blande sig udenom langt mere. Vist kan vi gøre nogle ting bedre selv – men vi kan ikke gøre alting selv. Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde. Så enkelt er det. Alternativet til EU er ikke enegang. Det er ensomhed. ”

Hvad er det for nødvendige reformer, statsministeren taler om? Hvis noget reguleres for meget eller forkert, så har vi nok selv været med til at beslutte det, så behøver en oprydning vel ikke at hænge sammen med den britiske afstemning? Vi skal få EU til at fokusere på det vigtigste, siger statsministeren, men hvem er ham ”EU”? Det er jo en del af os selv.

EU på skrump
Det er virkelig bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i et interview i Berlingske dagen før grundlovsdag også fuldstændig lod som om, at EU ikke er en demokratisk del af os selv men en eller anden udefinerlig, ubehagelig type, der bare vil stikke næsen i alting.

I stedet for at integrere mere og mere skal EU fremover koncentrere sig om europæernes virkelige problemer og bruge al sin energi på kun tre områder: at sikre Europas ydre grænser, sikre lønmodtageres rettigheder og sikre sig mod placering af penge i skattely, mente Mette Frederiksen i interviewet. Hun talte om en dyb »legitimitetskrise« i EU. Jamen hvem har været med til at sidde og træffe beslutningerne om mere integration og hvem har skabt legitimitetskrisen? Det har jo bl.a. også de danske regeringer og de danske politikere i Europa-Parlamentet. Og danske politikere herhjemme, som har undladt at gøre noget ved problemet, der har eksisteret i årevis.

“EU har svigtet, og det kom til udtryk ved EU-folkeafstemningen i Danmark i december og den senere EU-folkeafstemning i Holland, hvor folk i begge tilfælde stemte om noget andet, end det de blev spurgt om. Det samme kan ske ved den forestående folkeafstemning i Storbritannien, der kan føre til, at briterne forlader EU,” sagde S-formanden i interviewet. Men hvem er EU? Det er jo ikke en selvkørende bil eller en løsrevet institution og nogle mursten i Bruxelles. Det er jo europæiske og danske politikere, der også har svigtet så? Tag nu så et medansvar for det og lav det om.

Mette Frederiksen mener, at EU bruger al for megen energi på for mange områder i stedet for at koncentrere sig om at finde konkrete løsninger på det væsentligste, og det vil være måden, hvor på man kan genvinde befolkningernes opbakning til det europæiske samarbejde. Det er jo utvivlsomt rigtigt. Her kunne Socialdemokraterne så sammen med søsterpartierne i de andre EU-lande forme en vision for den nye retning for EU og komme med konkrete udspil til den fornyelse, der er brug for.

EU hvem?
De seneste ugers debat har vist, at vi ikke er kommet ud over at betragte EU som et eller andet fantom, der uden at vi vil det, tiltager sig mere magt og beskæftiger sig med alt muligt, som vi ikke har bedt fantomet om at lave.

Hvis danske politikere begyndte at tale om EU som en del af os selv, som noget vi har været med til at skabe og udvikle, og som vi derfor også har et ansvar for at bringe i en ny retning, hvis vi synes, den nuværende er forkert, så ville meget være vundet. Hvis forslagene til den nye retning tilmed var konkrete og operationelle, så ville meget også være vundet. Hvis de europæiske partier, som jo er det europæiske repræsentative element så begyndte for alvor at skære til og prioritere vigtige områder, som ville kunne bringe ny vækst til det Europa, der halter bagefter økonomisk såvel som i den digitale udvikling, så ville vi være nået et langt stykke videre.

Hvis de europæiske befolkninger begynder at se, at der er politisk handlekraft bag ordene i det europæiske samarbejde, og politikerne – også de danske – ikke fralægger sig ansvaret og læsser det over til en eller anden udefinerlig størrelse i Bruxelles men viser os, at EU-samarbejdet og dets resultater skabes af de politikere og ministre, vi selv vælger, så ville vi også se medierne blive tvunget til at tage en anden stilling til EU-dækningen.

Ikke mindre kritisk, for reformbehovet er stort, og medierne burde medvirke til langt mere konkret at sætte fingeren på de ømme steder, så politikerne får fokus på dem. Men medierne er også tilbøjelige til at omtale EU som et uoverskueligt, bureaukratisk maskineri og ikke som en politisk institution.

Denne blog har været offentliggjort på Altinget.dk den 17.06.2016 på: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-det-herreloese-eu-projekt

 

Demokrati og afmagt – tiltrædelsesforelæsning på CBS

CBS Copenhagen Business School
Where University Means Business
9. juni, 2016
Invitation
 
Tiltrædelsesforelæsning
Demokrati og afmagt
ved
Lisbeth Knudsen
I anledning af CBS’ udnævnelse af Lisbeth Knudsen til adjungeret professor inviterer Department of Business and Politics til tiltrædelsesforelæsning og reception.
 
Vores højt værdsatte demokratimodel er udfordret og tandhjulene i det politiske maskinrum er blevet godt slidt ned.
Der trænges ikke bare i Danmark men rundt omkring i de demokratiske lande i verden til at få iværksat udviklingen af en model 2.0 af demokratiet, som kan give nogle nye svar på, hvordan vi skal praktisere, hvad der stadig er den bedste og eneste acceptable styreform men nu i en globaliseret og langt mere teknologisk, økonomisk og kulturelt forbundet verden.
Udfordringerne er store og krisen synlig. Befolkningerne har mistet tilliden til, at politikerne kan løse vores virkelig store udfordringer. De politiske partier har tabt meget af deres folkelige forankring og troværdighed. Det politiske lederskab har mistet modet til at udfordre vælgerne, og de har lagt det ideologiske helhedssyn på arkivet. Medierne har også mistet befolkningens tillid og troværdighed, og de er i høj grad med til at understøtte og udvide krisen.
Lisbeth Knudsen stiller i sin tiltrædelsesforelæsning diagnosen og lægger op til en nødvendig modernisering af demokratiet.
Lisbeth Knudsen er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1975, og har siden uddannet sig indenfor ledelse og bestyrelses ansvar og opgaver. Af hendes ledelsesopgaver kan nævnes redaktør og chefredaktør af Berlingske Tidende 1984-90;  administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for A-Pressen og det Fri Aktuelt 1990-98; Nyhedsdirektør og medlem af DR’s direktion 1998-06. CEO og koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Tidende 2007-15 og Direktør og Chefredaktør for Mandag Morgen fra 2015. Lisbeth Knudsen har bestyrelseserfaring fra en lang række virksomheder, fonde og brancheorganisationer. Fra perioden 2007-15 kan nævnes: Den Berlingske Fond, Radio 24/7, Weekendavisen A/S, Infomedia A/S, Danske Medier, Huset Markedsføring, Netdoktor, Illum Fondet m.f. Hun blev formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse i januar 2016 og har været formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles bestyrelse siden 2005. Hun sider desuden i bestyrelsen for start-up virksomheden ServiceLovers. Hendes omfattende ledelsesmæssige erfaringer er kombineret med særlig kompetence omkring digitalisering af medier, digitaliseringens samfundsmæssige betydning og kommunikation via alle former for mediekanaler.
 
Program:
 
Velkomst
v/ Institutleder Caroline de la Porte.
 
Tiltrædelseforelæsning:  Demokrati og afmagt
v/  Direktør og Chefredaktør Lisbeth Knudsen.
 
Promovering
v/ Dekan Peter Møllgaard.
 
Reception
 
Af hensyn til logistikken bedes om tilmelding
Tilmelding 
 
Organised by
Department of Business and Politics
Date
9. juni 2016
Time
14.30-17.00
Location
Råvarebygningen,
Porcelænshaven 22, auditoriet
 
You are receiving this email from CBS Copenhagen Business School because you either are employed by, or associated with CBS.
Department of Business and Politics
Steen Blichers Vej 22
2000 Frederiksberg 
Phone +45 38 15 35 85

 

Den farlige brug af anonyme kilder

Vi genkender alle formuleringen fra medierne, når der skal skrives om de højspændte politiske situationer eller fra de interne kriser og rivegilder i partierne. ”Velinformerede kilder i Venstres bagland”. Eller ”anonyme kilder tæt på den socialdemokratiske formand”. Eller “kilder som støttede Kristian Jensen i formandsopgøret i Venstre”. Eller denne her: ”flere uafhængige kilder i det konservative bagland”.

Når det gælder den politiske rygtebørs er danske medier ikke særligt tilbageholdende eller tilsyneladende bekymrede for at benytte anonyme kilder til at orkestrere den dramatiske analyse eller den særlige toning af historier, som skrives i kaffegrums fra partiernes interne skærmydsler.

Kildebeskyttelsen rækker langt i danske medier, når der er ballade i luften, og alle har hver deres egen skæve Hassan, der i sådan en periode kan plantes, gødes og udnyttes i medierne. Det nemme og hurtige svar er selvfølgelig, at en del af de politiske krisehistorier ikke kunne skrives uden de anonyme kilder, og at medierne har til opgave at afsløre, hvad der foregår. Om nødvendigt med brug af anonyme kilder. Man kunne tilføje, at mange af disse historier nok kan skrives, men til gengæld ikke kan dokumenteres, og hvad er de så værd.

Strammere regler på New York Times
Belært af de smertefulde erfaringer fra to store forsidefejl inden for seks måneder baseret på anonyme kilder har redaktionen på New York Times valgt at stramme reglerne for brug af anonyme kilder. I den britiske presse stiller kommentatorer spørgsmålstegn ved, hvor meget af den britiske, politiske dækning, der overhovedet kunne foregå i medierne, hvis de var underlagt de samme stramme regler, som New York Times nu er det.

“I bedste fald giver anonymitet os mulighed for at afsløre de grusomheder, der begås af terrorgrupper, det offentlige misbrug eller andre kritiske situationer, hvor kilder kan risikere deres liv, frihed eller karriere ved at tale med os.

I følsomme områder som rapportering, der vedrører den nationale sikkerhed, kan det være uundgåeligt. Men i andre tilfælde må læserne stille spørgsmålstegn ved, om anonymiteten giver unavngivne mennesker mulighed for at fordreje en historie til fordel for deres egen dagsorden. I sjældne tilfælde har vi offentliggjorte oplysninger fra anonyme kilder uden nok spørgsmål eller skepsis – og det har vist sig at være forkert “.

Sådan hedder det blandt andet i udmeldingen til New York Times journalisterne fra ledelsen. Den nye politik, som blev meldt ud i marts, forbyder ikke brug af anonyme kilder, men den har til hensigt at begrænse den. Hvis en historie primært bygger på anonyme kilder skal den godkendes af en af de ledende redaktører på avisen.

Information frem for spin
Brugen af anonyme kilder er nogle gange nødvendigt, men det indebærer også i risiko i forhold til vores mest værdifulde og sårbare værdier: Den tillid som læserne skal have til os. Sådan skriver chefredaktøren for New York Times i forbindelse med det nye regelsæt. Han fortsætter med at skrive, at brugen af anonyme kilder repræsenterer den største risiko i deres store, kulegravende historier. Men brugen af anonyme kilder i rutine historier om politik eller business tester troværdigheden i forhold til læserne og udfordrer den.

Materiale fra anonyme kilder bør være information ikke spin eller spekulation hedder det i reglerne. Det skal have en særlig nyhedsværdi. Ikke blot tilføre kolorit eller pynt på historien. Det skal være informationer med en særlig betydning, fordi kilden har førstehånds indsigt i sagen.

De nye regler på New York Times indebærer ikke alene, at en redaktør skal godkende brugen af en anonym kilde, men også at redaktøren skal forhåndsinformeres om, hvem kilden/kilderne er. Det er altså ikke længere den enkelte journalist, der kan vælge redskabet med brug af den anonyme kilde og holde kildenavnet for sig selv.

Brugen af anonyme citater er særlig lumske, når de anvendes til at tilsvine eller stemple offentlige personer i portrætter, hvor de ikke har nogen muligheder for selv at komme til orde, og hvor der for alvor kan spinnes og begås karaktermord.

Den britiske medie kommentator Roy Greenslade skriver i Guardian, at blev de samme regler indført i britisk politisk journalistik, så var der ikke meget tilbage af den.

En alt for nem genvej
I sportsjournalistikken har vi med Qureshi-skandalen set, hvad det kan føre til i et ekstremt tilfælde, når redaktørerne ikke har styr på brugen af anonyme kilder og i det tilfælde formentlig også opdigtede kilder.

Men kigger man ind i de forskellige medier – ingen nævnt ingen glemt – så er anonyme kilder blevet en alt for let genvej til politiske rutine-historier også i dansk presse i stedet for at være undtagelsen, som kan være den helt nødvendige, centralt placerede hovedkilde til en vigtig oplysning. Vi har ikke en chance for som læsere, lyttere og seere til de politiske analyser fyldt med anonyme kilder at kunne gennemskue, om historierne er afbalancerede, og kilderne er repræsentative, om de har særlige interesser at pleje eller tilfældigvis var dem, der var til at få fat på inden næste udsendelse eller deadline.

Alt hvad der kan gøres for at styrke mediernes troværdighed i befolkningen bør gøres. Der er brug for det. Og anonyme kilder styrker ikke troværdigheden, de indebærer en risiko for manipulation, spin og fordrejning. Og det har kunderne gennemskuet.

 

Denne artikel er blevet bragt på altinget.dk den 22.april 2016 : http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-den-farlige-anonyme-kilde

 

 


Et nyt medieforlig bør handle om demokratiet

(Denne klumme har været bragt på www.Altinget.dk den 19.11.2015)

11 vigtige balancepunkter som opskrift på et sundt medborger-demokrati og en ny mediepolitik. 

Vi har måske ikke lige lyst til at lære så meget af svenskerne for tiden, men på mindst et område er de bare dygtigere end os. Det gælder mediepolitikken og forståelsen af, at stærke, mangfoldige, nationale medier er hele forudsætningen for, at der udøves den nødvendige kontrol med magthaverne på alle niveauer i et sundt demokrati.
Forståelsen af, at demokratiseringen af sandheden, som Internettet er blevet kaldt, faktisk indebærer at alting blandes i en uigennemskuelig pærevælling fra anonyme udsagn til kildedokumenterede oplysninger, fra verificerede til uverificerede informationer, fra rygter til uafhængig, kritisk rapportering, fra information til desinformation og propaganda. Og vi skal lære at navigere i det hele, hvis vi skal ende med at blive mere orienterede end desorienterede. Og endelig forståelsen af, at mediepolitikken bør tage udgangspunkt i et medborgerperspektiv og et demokratisk perspektiv ikke i et snævert kulturpolitisk sigte.

I Danmark bliver mediepolitiske diskussioner alt for ofte alt for hurtigt isoleret til at være et højpolitisk for eller imod DR. Hvad der er helt meningsløst. Ingen vil nedlægge DR. Eller diskussionen bliver skarpvinklet til en kamp om penge og udbredelse mellem de private medier og de statsejede medier. Eller det bliver en uskøn kulturpolitisk kamp for eller imod bagedyster iblandet lidt regionalpolitik og lidt personlig mavefornemmelse, hvad det ikke bør være.

Mediepolitikken bør være genstand for en overordnet demokrati-diskussion. Den handler ikke bare om, hvordan vi indretter hele vores medielandskab. Den handler om udvikling og engagement i vores demokrati og fællesskab. Den handler om borgernes ytrings- og informationsfrihed og dermed langt mere end klassisk kulturpolitik, og i det perspektiv også om de dominerende internationale aktører på medieområdet, retten til at være anonym, overvågningen på nettet og hele spørgsmålet om indsamlingen af vores private data.

Den 11. marts i år udnævnte den svenske kultur- og demokratiminister, Alice Bah Kuhnke, (jeg er sikker på at Bertel Haarder gerne ville have samme tilføjelse til sin ministertitel) Anette Novak til at være særlig udreder for en betænkning med titlen “En mediepolitik för framtiden”. Opgaven var i første omgang en analyse af behovet for nye indsatser og så en endelig rapport med forslag til nye mediepolitiske værktøjer, som skal afleveres senest den 30. april næste år.

Udvalgets arbejde kan følges her: http://www.medieutredningen.se/om-oss/

BALANCEKUNST
Det interessante ved den første delbetænkning fra den svenske udreder, Anette Novak, er identificeringen af at antal “balancepunkter”, som er afgørende for en positiv udvikling i medielandskabet, noterer hun sig. Disse balancepunkter udgør faktisk en fremragende opskrift til danske politikere, som allerede nu burde gå i gang med at forberede det næste medieforlig og tænke over, hvad det skal indeholde. Og her kommer balancepunkterne i min forkortning og fordanskning.

  1. Balancen mellem de uafhængige, kritiske journalister og de voksende kommunikationsafdelinger i den offentlige sektor i offentlige virksomheder, kommuner, regioner og staten. Kontrol og uafhængigt eftersyn af magten er forudsætningen for et sundt demokrati, og bliver de forsvarende kræfter stærkere end dem, der skal lave det kritiske eftersyn, så svigter balancen.
  2. Balancen mellem åbenhed og beskyttelsen af den enkelte medborger. Hvad skal være omfattet af offentlighedsloven og mediernes mulighed for indsigt og kontrol, og hvor rammer ønsker om åbenhed sammen med behovet for at beskytte den enkeltes integritet.
  3. Balancen mellem by og land. Der er sket en indholdsmæssig urbanisering, og journalistikken tager som regel udgangspunkt i storby-perspektivet. Samtidig er de lokale medier presset ressourcemæssigt til alene at fokusere på det unikke lokale indhold, der er deres eksistensberettigelse, mens de ikke har kræfter til at give et lokalt perspektiv på de nationale og internationale nyheder. Den svenske medierapport skriver faktisk ud fra et medborgerperspektiv og et demokratisk perspektiv, hvor vigtigt det er med gode bredbåndsforbindelser, så man ikke demokratisk taber stemmerne fra udkantsområderne i debatten.
  4. Balancen mellem statslige og private medier. Her hedder det i den svenske mediebetænkning, at udviklingen for de private medier er under pres, og at der er en risiko for, at de offentligt finansierede medier vil få en mere dominerende rolle. Udmeldingen er derfor, at der skal skabes en balance økonomisk, som kan fastholde et bredt antal frie og uafhængige medier.
  5. Balancen mellem dominerende aktører og andre. Betænkningen udtrykker bekymring for et privat mediemarked domineret af nogle ganske få kæmpe store aktører, som sætter scenen og bestemmer dansen og så alle de øvrige henvist til småtingsafdelingen.
  6. Balancen mellem produktion og distribution. Eller sagt på en anden måde. Der bliver virkelig mange, der flytter rundt på indhold, deler og videresender, og straks meget færre, som producerer originalt, nyt indhold.
  7. Balancen mellem de nationale og de globale medier. De globale aktører, som ikke selv bekoster indholdsproduktion eller betaler skat, de henter i stigende grad indtægter ud af det nationale mediemarked. De gør de nationale medier afhængige af deres teknologi og platforme. Og betænkningen peger på, at der burde skabes mere lige vilkår for nationale og internationale aktører både hvad angår beskatning og lovreguleringer.
  8. Balancen mellem medierne og medieforbrugerne. Den engagerede og ansvarlige medborger, som gerne vil deltage i at udvikle indhold, skal tages ved hånden og sikres kompetencer til at udnytte muligheden for selv at bidrage og deltage i demokratiet. Der skal skabes en borgerkompetence til at deltage i det moderne demokrati.
  9. Balancen mellem dem, der tager ansvar, og dem, der ikke gør. Her problematiseres en debatkultur, som tillader de få med rygtespredning, desinformation og propaganda at tage magten over en gruppe seriøse debattører, som gerne vil tage ansvar, eller nogle professionelle medier, som er underlagt lovgivning.
  10. Balancen mellem marked og publicistik. De klassiske medier med publicistisk ansvar presses på lønsomheden, samtidig med at nye medier uden samme ansvar og populistisk jagt på sensationer og underholdning formår at skabe en højere indtjening. Et stærk demokrati behøver en balance mellem de medier, som bidrager til folkeoplysningen og viden, og de medier, som alene jagter bedste afkast.
  11. Balancen mellem staten og medieaktørerne. Markedet har det bedst uden statslig indblanding, hvis man ser til lande, hvor staten har for vane at regulere dybt i de medier, som støttes af staten. Men i de skandinaviske lande har vi en tradition for, at staten er god og ikke blander sig, selv om medierne får statsstøtte. Men hvordan skal statsstøtten se ud, så den sikrer lige præcis de balancepunkter, som er opregnet her.

Se disse balancepunkter ville det være nyttigt alle som en for de danske mediepolitikere at tage fat på at diskutere allerede nu, så et nyt mediepolitisk forlig ikke bliver den forenklede diskussion om DR, public service og pumpevand til nye små kreative nichemedier, men så diskussionen kommer til at handle om demokratiet og dets nødvendige kontrolfunktion – et stærk, uafhængigt og mangfoldigt medielandskab.

 

Klubhusmedier i venneland

Der er kø til deres lanceringer i disse dage, og de lader til at skovle sympati og penge ind både fra staten og det private på at være digitale, eksperimenterende, forretningsidealistiske projekter. De er alternative medier, som siger, at de vil udfordre de hurtige nyhedssnacks, den fælles nyhedsstrøm, forudsigeligheden, de gamle, objektive journalistdyder og de klassiske væsentlighedskriterier. Ud med det, og ind med afsenderprioritering, personlige holdninger, egopassioneret formidlings-engagement og ægte klubkultur. Væk med leflen for kunderne og den demokratiske medierolle. Du er enten med i klubben og følger dens højprofilerede journalister og iværksættere, eller du må finde på noget andet. De begavede, hypermoderne, alternative, individualistiske oprørere mod de etablerede medier står for det selektive og frem for alt det dybe og tænksomme.

“Vi skriver om det, vi er optaget af, og som burde optage dig,” skriver folkene bag det mobile magasin Føljeton på deres præsentationsside. Her er ingen forpligtelse til politisk balance, mangfoldighed, public service, væsentlighed eller objektivitet. “Vi skiver om det, der interesserer OS. Om det vigtigste i vores verden”, står der også.

“Det kulørte klubhus for nysgerrige mennesker,” kalder Zetland sit kommende initiativ til at være et nyhedsmedie. Sangen er den samme som hos Føljeton og omkvædet identisk. Her er mødestedet for de anderledes og alternative, som vil ”kickstarte kvalitetsjournalistikken og gøre alle klogere”. Sådan! Og de nye initiativer er medie-darlings helt fra starten, for journalister elsker at skrive om andre journalister, som er mønsterbrydere.

Stadig tåget tilbud til den kreative klasse
Det er dig, mig og os-klubhusmedier, der er på vej med Zetlands nyeste journalistiske satsning og med mobilmagasinet Føljeton. Og de følger ganske godt en tendens i udlandet til at etablere “crowdfunding journalism“, der bygger på en annoncefri, medlemsfinansieret journalistisk platform som alternativ til den annonce- og abonnementsfinansierede forretningsmodel i de traditionelle, professionelle medier. Websites som Krautreporter og De Correspondent har set dagens lys i udlandet for et par år siden, og bygger på samme model med medlems- eller abonnementsbetaling. I USA kan man sponsorere konkrete emner for den undersøgende journalistik og opfordre til, at et bestemt emne bliver behandlet journalistisk via et bidrag.

Det karakteristiske ved de nye alternative medietiltag er, at de giver sig ud for at være en slags daglig modgift til nyhedsstrømmens fælles dagsordener baseret på de alternative redaktioners subjektive udvalg og uigennemskuelige prioriteringer. Ala: “Vi skal være noget for de nysgerrige, omskiftelige, foranderlige og rastløse”; “En journalistik der mobiliserer, kortslutter og forstyrrer”.

Jo, men hvad er det lige præcis, jeg skal vente mig indholdsmæssigt, hvis jeg nu er “hjemløs” på mediemarkedet, som Føljeton skriver, og rastløst kaster mig rundt på mobilen for at finde noget interessant? Hvad kan den flok journalister, der er blevet trætte af at sidde på de traditionelle medier, give af ny værdi til oplevelsen. Hvad er det for en journalistik, der mobiliserer og forstyrrer? Er det en ny korstogsjournalistik eller aktivistisk journalistik, der skal bevæge verden og vores syn på den? Er der et politisk budskab gemt i ordflommen, eller er det bare den kreative klasse, som formulerer sig noget tåget om sit eget nye ønskemedie? Hvad betyder det, når Zetland ”vil tage featurejournalistik-erfaringerne” fra dets udgivelse af ”singler” og bruge dem til nyheder i et alternativ format?

Ikke et produkt, men et fællesskab
De Correspondent skriver om deres projekt, at de vil være “en publikation, der ignorerer, hvad der sker kun i dag og fokuserer i stedet på de ting, der sker hver dag. ”Vi tror ikke, at vores økonomiske bagmænd følte, de købte et produkt. De sluttede sig til en bevægelse. En, der ikke afhænger af reglerne i nyhedsindustrien. Vi har ikke brug for en rejse- eller karrieresektion, bare fordi annoncører vil have dem. Vi behøver ikke at gå på jagt efter sidevisninger. Vi behøver ikke at konkurrere med store sociale netværk for om annoncebudgetter. Og vigtigst: vi vil ikke gøre vores medlemmer til en ‘målgruppe’. Crowdfunding af journalistik handler ikke så meget om ’sælge’ et produkt, men meget mere om et voksende fællesskab. Det gør det vigtigt at fokusere på aspekter, der styrker følelsen af at høre til en bevægelse, snarere end på at give folk et godt tilbud”, skriver de.

Kan de nye projekter på den danske mediehimmel komme til fadet med noget nyt – og i givet fald hvad? Påstanden om, at de kan, har udløst mediestøtte fra det offentlige. Ingen tvivl om, at der i de yngre generationer af medieforbrugere efterspørges en mere holdningspræget journalistik og subjektive, uforudsigelige valg, end de traditionelle medierne generelt byder på. Weekendavisen har praktiseret den alternative modstrømsmodel i mange år til stor perfektion og med stor succes i forhold til de kultur- videns- og samfundsmæssigt interesserede. Ugebrevet Mandag Morgen har praktiseret det med blik på beslutningstagerne i erhvervslivet og den offentlige sektor. Der er en markant tendens til at gå i mod strømmen og nyhedsdagsordenen for at nå fem spadestik dybere i forhold til de ting, der sker hver dag, i stedet for at kun at dække et ‘flash’ af nyheden lige præcis af i dag.

Opgør med mediemonotoni
De to nye medieprojekter rammer i selve tankegang og koncept opgøret med mediemonotonien, som der nok skal være en vis klangbund for derude. Men to vigtige spørgsmål bliver afgørende.

Er der folk nok til den nye folkebevægelse, som vil betale for at være medlem af en fritænkende gruppe af journalister, der redigerer og skriver efter eget hoved? Og ikke mindst vil de forny deres medlemskab eller abonnement, når den første begejstring over at være “one of the guys” er ovre? Eller bliver klubhuset herefter kun fyldt med de gamle trofaste venner.

Spørgsmål nummer to handler om den alternative journalistiske formidling, som vi endnu ikke har set. Den som skal overraske og få os til at engagere os og interagere med føljetonerne eller historierne. Hvad er DNA’et i den nye journalistik? Hvilke kriterier driver den? Hvordan skal den røre os, bevæge os og forstyrre os? Zetlands nye nyhedsprodukt har vi endnu ikke set. Føljetons produkt findes i en tidlig beta-version, som bestemt ikke overrasker og vælter mediebilledet på hovedet i dens nuværende form.

Hvad er meningen med at være digital, et mobilt magasin og en anderledes webside, hvis ikke selve præsentationen, fortællingen og medinddragelsen bliver anderledes end alle mulige andre indholdstilbud? Det visuelle, det interaktive, de kreative multimedieeffekter i præsentationerne bliver helt afgørende for, om det rammer en ny medieforbruger, som har vendt de gamle medier ryggen. Det bliver ikke bare alenlange tekster og alternative udvalg af nyheder, som sælger varen.

Cool at stå af nyhedsræset
Selv om de nye klubhusmedier ikke vil tale om målgrupper, så ligger det lige for, at det er de unge, som deler nyhedsflowet gratis på Facebook men måske gerne vil betale for at læse alternative tilbud skrevet af alternative, holdningsbaserede skribenter og med alternative visuelle udtryk. Og så er det de intellektuelle, som gerne vil ind i klubhuset til de andre ligemænd, hvor det er ”cool” at sige, at man er steget af nyhedsræset, og hvor indgangsbilletten er at tale nedsættende om de korte nyheder online og nyhedskanalerne, selv om alle ser dem. At Føljeton tilbyder at være gratis for dagpengemodtagere gør næppe dem til en stor målgruppe. Det er et politisk statement, der nok kommer til at kræve en hel del kreativ adgangskontrol.

Føljeton, Zetland, Den Korte Avis og andre nichemedier vokser frem som klubhusmedier for dem, der er trætte af mainstream nyheder, mainstream nyhedskriterier og mainstream medier. Dem er der fin plads til, men når den første eufori er overstået og de første indsamlede penge er brugt, kommer de til at leve et svært liv. Det svære er ikke starten (selv om det sikkert føles sådan). Det svære er at få folk til at betale, når det gratis prøveabonnement er overstået, og når abonnementet til fuld pris skal fornys første gang. Vi betaler for det, vi ikke kan undvære. Og der er jo meget, vi godt kan undvære.

Denne artikel bringes også på K-forum: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Kritisk-blik-paa-Zetland-Foeljeton-og-Den-Korte-Avis