Kidnapning af begrebet falske nyheder

Med en amerikansk præsident, der har gjort de professionelle medier til den nationale hovedfjende og de sociale medier til sine venner, så måtte der ske noget usædvanligt.

Det er blevet til den nok mest vigtige debat i årtier om pressens rolle i forhold til at afsløre misinformation og manipulation, om journalistikkens opgave og betydning for demokratiet og om den rette håndtering, når journalistikkens udøvere pludselig selv kommer i centrum for historierne og under hård anklage. Det er en relevant debat, der ikke bare føres i USA, men også har dybe tråde til vores hjemlige diskussioner.

Med en amerikansk valgkamp godt forurenet af falske nyheder og udokumenterede påstande med de sociale medier som affyringsrampe, og teknologigiganterne Facebook og Google under intens beskydning for ligefrem at tjene penge på at undergrave demokratiet med falske klikbare sensationer, så måtte der ske noget usædvanligt.

Det er blevet til, at Facebook og Google faktisk nu rykker på udviklingen af redskaber til at standse producenterne af de falske nyheder og på at få ryddet de falske historier ud af nettet.

Samtidig har den politiske nervøsitet for de falske nyheder og manipulerede sandheder bredt sig i Europa med en række afgørende valg forude i Holland, Frankrig og Tyskland. Her er Google og Facebook blevet konfronteret med politiske trusler om indgreb og krav om foranstaltninger til at holde nettet rent for det, der kan forpeste ethvert ellers velforankret demokrati.

Også i Danmark er der rejst spørgsmål til justitsministeren fra Socialdemokratiet om, hvordan den demokratiske debat kan beskyttes mod de falske nyheder, og Søren Pape har kort svaret, at man følger udviklingen i bl.a. Tyskland, hvor politikerne har luftet tanken om bøder til Facebook, hvis de tillader spredning af falske nyheder.

Ministerens svar oser ikke ligefrem af indsigt i området – og konkrete forslag til handling kan man tilføje. Rent ud sagt svært er det også at gøre noget fra politisk hold, uden at det får en ubehagelig klang af censur.

Alliancer mod falske nyheder

Men nu ser hele denne usædvanlige udvikling faktisk ud til på helt overraskende vis at forene de professionelle medier, teknologigiganter og menneskerettighedsorganisationer i en spændende nye alliancer. Det gjorde den allerede i 2016 i USA. Det gør den nu i Frankrig, hvor Google News Lab er gået sammen med Facebook og 17 af de største nyhedsorganisationer nationalt og lokalt i Frankrig i et interessant fælles initiativ under navnet CrossCheck.

Initiativet skal være et samarbejde, hvor det handler om at verificere historier på nettet, som kan være falske og opspore og fjerne dem, inden de spredes yderligere. Et initiativ der også bygger på, at brugerne og borgerne aktivt hjælper med. Det bygger på, at teknologivirksomheder udarbejder tekniske redskaber til at opspore de falske historier, og de professionelle medier og journaliststuderende hjælper til med at verificere historierne og varemærke dem som sande eller falske.

Så langt så godt. Tilsvarende alliancer kunne opstå i andre lande i den fælles interesse mellem nye og gamle medieplatforme at få standset forpestningen af nyhedsstrømmen.

Uanset om de professionelle medier og teknologivirksomheder kæmper blodigt og indædt om annoncekroner og kundedata med hinanden, så giver det mening at gå sammen om sådanne initiativer for at holde nettet rent. Og der kommer flere og flere af den slags netværks-initiativer i USA.

I september 2016 blev der lanceret et ”First Draft Partner Network” i USA med hele striben af de aller største professionelle nyhedsorganisationer, Twitter, Facebook og Google, menneskerettighedsorganisationer og enkeltstående faktatjek-sites som deltagere i det første netværk af sin art – blandt andet med det formål at:

  • Komme med anbefalinger om styring og overvågning af informationer og billeder i realtid, på tværs af flere netværk og på flere sprog.
  • At komme med metoder til at strømline og integrere processer for at kontrollere om et fotografi, en video eller en historie offentliggjort online er original og ægte.
  • At komme med metoder til at forhindre spredning af misinformation.
  • At komme med guides og kurser i faktatjek og kontrol med nyheders ægthed.

Det nye partner-netværk med over 40 deltagere er baseret på ideen om, at omfanget af de udfordringer, som samfundet står overfor omkring filtrering af faktuelle oplysninger og verificering af autentisk indhold på nettet, kun kan løses via et globalt samarbejde mellem organisationer repræsenterende nyhedsmedier, teknologivirksomheder og NGO’er.

Alliance mod had på nettet

Et tredje amerikansk initiativ under navnet ”Documenting Hate” er ligeledes blevet til i 2016 som et samarbejde mellem medier, teknologivirksomheder, journalistuddannelser og menneskerettighedsorganisationer om at dokumentere hadforbrydelser på nettet med henblik på politimæssig opfølgning og fjernelse af den slags materiale fra nettet.

Man kunne godt ønske sig at se danske medier mere offensivt drøfte, om tilsvarende tværgående alliancer kunne være relevante herhjemme eller som del af et fælles europæisk initiativ.

Vi kender ikke omfanget af falske nyheder på nettet, men fornemmelsen af, at fænomenet er blevet en indbringende kanal for alle mulige med interesse i enten at undergrave demokratiet – eller bare tjene penge på voldsomme klik-storme – er voksende.

Derfor må de store og utraditionelle netværk bydes velkommen som værende det indtil nu eneste relevante svar på forureningen af nettet.

Kidnapning af begrebet falske nyheder

Men netværk, nye koalitioner og teknologiske løsninger kan ikke – uanset stor slagstyrke -angribe og fjerne dem, der lige nu har kidnappet begrebet falske nyheder. Den amerikanske præsident og hans folk har nemlig på det seneste i deres krig mod medierne kidnappet selve begrebet ”falske nyheder” og misbrugt det på det skammeligste, fordi det lige nu er populært at slå løs på medierne.

Nu er meningsmålinger, som Trump og hans stab ikke kan lide, blevet til ‘falske nyheder’. Nu er kritiske mediers reportager og artikler blevet til ‘falske nyheder’. Nu er en liste fra Det Hvide Hus over 78 terrorbegivenheder, som medierne påstås at have nedprioriteret dækningen af, pludselig sandheden, selv om flere af begivenhederne på listen intet havde med terror at gøre – bl.a. i tilfældet Danmark og en række andre begivenheder, der er blev dækket væg til væg.

Så nu er løgn blevet til ”alternative fakta” i Trumps mediestrategi, og ubehagelige nyheder er blevet til ”falske nyheder”. Hvad bliver det næste?

Denne artikel har været bragt på http://www.altinget.dk den 10.februar 2017. http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kidnapning-af-begrebet-falske-nyheder

Hvilken slags politikere fortjener vi?

Folketingets nestor og manden med rekorden i ministerperioder, Bertel Haarder, er gået til angreb på sidelinje-kommentatorer og skarpe kloge-Åger med en kraftig opfordring til dem alle om at melde sig under fanerne i det politiske arbejde og stille op til Folketinget. Fra Stine Bosse til Asger Aamund, Lisbeth Zornig og de flittigt skrivende præster, Sørine Gotfredsen til Katrine Lilleør, så betakker de sig alle og melder fra til en politisk karriere.

Det er mere omkostningsfrit at være de frie meningsagenter og debattører, end det er at skulle søge sit meningsmandat hos vælgerne som politiker og arbejde for genvalg på basis af, hvad der nu er blevet til en del af offentlig medieopmærksomhed, og hvad man kan opnå af succesfulde scoringer på den politiske måltavle. Det er også helt utvivlsomt sjovere at agere som fri meningsmager end at skulle indordne sig under et regeringskollektiv eller disciplinen i en folketingsgruppe.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har det med at ironisere over mængden af kommentatorer som Hans Engell, Peter Mogensen og Michael Kristiansen med flere, der i en lind strøm og uden ophold agerer mandagstrænere overfor politikerne. De kommer med kloge råd om, hvad politikerne burde gøre og ikke gøre, lige som de frit udlægger, hvad der foregår inde i hovederne på politikerne, og hvilket sindrigt taktisk spil, der nu er i gang.

Hans Engell har jo lige som været der som politiker, endda på topplan, og som minister, så han må vel regnes for at have aftjent sin værnepligt. Men hverken han eller Mogensen og Kristiansen ser nok for sig, at de skal stille op til Folketinget i stedet for at sidde på TV og være kloge.

Det sidste er jo langt mere ansvarsfrit. Her kan man højest blive taget i at gætte forkert, og det er kun fra kollegerne i samme kommentatorklub, man risikerer offentlig hån, spot og latterliggørelse, hvis man gætter en forkert valgdato eller et forkert resultat. Hos seerne er det god underholdning, både når Besserwisserne på TV 2 News gætter rigtigt, eller åler hinanden for at gætte forkert.

Partierne er blevet små
Man plejer at sige, at vi har de politikere, vi fortjener, for vi har selv valgt dem. Og vil vi have nogle andre, så kan vi engagere os gennem medlemskab af partierne, hvor vi så kan påvirke de lokale opstillinger af kandidater, og dermed sætte vores personlige fingeraftryk på udbuddet af politikere til næste valg.

Men også her hopper kæden af, for kun 3,4 procent af os i vælgerbefolkningen har meldt os ind i et politisk parti i dag. Og i visse partier er det så som så med den helt lokale styring af kandidatopstillingerne, fordi partiledelsen gerne vil have placeret bestemte navne i valgbare kredse. Så vi kender altså kun i meget begrænset omfang alle 179 medlemmer af Folketinget, og en meget snæver kreds af politisk aktive danskere har i virkeligheden opstillet dem.

Sådan set er det helt forståeligt og rigtigt, at både Haarder og andre siger lige ud, at der er brug for flere markante, modige meningsdannere i Folketinget, iderige nytænkere, erhvervsfolk og folk med andre kompetencer fra det virkelige liv uden for Borgen end DJØF’erne. Engagerede mennesker med meget forskellige baggrunde ville pynte i kredsen i Folketinget på den repræsentative sammensætning i stedet for, at de pågældende befolker den kritiske debat uden for det politiske skydetelt.

Folketingets overrepræsentation af politikere med samme akademiske baggrund som embedsmændene og medarbejderne i partiernes sekretariater er slående, og det samme er andelen af politikere med manglende konkret erhvervserfaring.  For mange har politik som et job og ikke som et brændende ønske om at ville forandre denne verden og dette samfund til det bedre for en ikke særligt prangende løn i forhold til ansvaret og slet ikke nogen prangende og motiverende anerkendelse fra cheferne og aktionærerne – det vil sige os vælgere.

Tilliden i frit fald
Folketinget har i den forløbne uge været samlet for blandt andet at drøfte tingets arbejdsform og lovprocesserne. Det er virkelig et prisværdigt initiativ, og det burde føre til en række konkrete ændringer, der:
1). Vil gøre det mere attraktivt at stille op som politiker, fordi arbejdsvilkårene er i orden og kalder på de bedste og mest visionære, velargumenterende politikere.
2). Vil højne tilliden til politikerne i almindelighed. For når politikerne kommer rundt i egen valgkreds og blandt de, der kender dem og stemmer på dem, så er stemningen utvivlsomt helt anderledes, end når der åbnes for sluserne på Facebook og vælgerne generelt skal sige, om de har tillid til politikerne.

Politikerne er nødt til at tage alvorligt, at tilliden til dem og til de politiske processer ligger på et meget lille sted i befolkningen som helhed. Den er ved hastigt at nærme sig tilstanden fra jordskredsvalget i 1973, som bragte Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti i Folketinget og udskiftede en tredjedel af medlemmerne i et hug. Det var da lige værd at tænke over, om den historie kunne gentage sig ved næste valg.

Skal vi ikke blive ramt af samme flodbølge af vælgerfrustration, protest og afmagt, som oversvømmer andre lande for tiden. Og skal vi komme en postfaktuel, populistisk reaktion også i Danmark i forkøbet, så må der arbejdes intenst på at genskabe befolkningens tro på, at politikerne har nogle visioner og en handlekraft, der kan genskabe en tro på en bedre fremtid.

Opdatering af demokratiet
Vi har allerede de tre indikationer til fælles med den udvikling i USA og Storbritannien, som har skabt Trump som præsident – og Brexit som resultat af en folkeafstemning.

Det er:
1). Den lave tillid til politikerne.
2). Den stigende utryghed i befolkningen.
3). Den stigende ulighed.

Så rent ud sagt: Det er tid at opdatere vores demokrati og politiske processer og bringe det ind i det 21. århundrede.

Nu er Folketingets arbejdsform og de politiske processer, samspillet mellem den lovgivende magt i Folketinget og den udøvende i regeringen ikke sådan noget, man skal pjatte rundt med at ændre på må og få. Man kan ændre nogle praktiske ting omkring samråd, spørgsmål til ministrene, forespørgselsdebatter, udvalgsstrukturen og den slags.

Men skal der ske noget mere fundamentalt, så må man tage fat på at eksperimentere langt mere med borgerinddragelse og med større åbenhed i lovprocesserne.

Det må ligge helt fast, at større reformer og lovkomplekser forberedes og tilrettelægges i en åben dialog med både vælgere, eksperterne, medierne og interesseorganisationer i en moderne høringsmodel og ikke klemt inde af de urimelige høringsfrister, og alenlange skriftlige svar, som vi har i dag.

Deputationer og høringssvar er der ingen, der interesserer sig alvorligt for, hvis der først er indgået et politisk forlig og sømmet er hamret i alle detaljer for længst.

Demokrati Lab
Hvad vores demokrati og arbejdet i Folketinget har brug for lige nu er, at en bredt sammensat gruppe med forskellige erfaringer fra politik, medier, eksperter og interessegrupper får til opgave i et nyetableret ”Demokrati Laboratorium” at arbejde med afprøvning af forskellige borgerinddragelses-modeller og forslag til modernisering af demokratiet og de politiske processer.

Man kunne også spekulere i en opdatering af Magtudredningen fra 2004, eller en egentlig demokrati-kommission, men et demokratisk laboratorium er meget mere handy i tid og penge, dynamisk i organisation og mere anno 2017 end de andre modeller.

Hvis politikerne og medierne fortsætter med at hjælpe hinanden med at gøre politik og politiske processer til et politisk skuespil på en scene vendt mod offentligheden mens den virkelige politikudvikling og de virkelige politiske forlig og aftaler foregår i kulisserne bag ved uden for offentlighedens kontrol, involvering og indsigt, så er det, at mistilliden får frit spillerum.

Den politiske interesse i Danmark er stor – mediernes lyst til at dække politik lige så. Jeg er optimist på demokratiets vegne, men jeg er det desværre ikke på partiernes og politikernes vegne, hvis de ikke tager tillidsproblemet og afstanden til vælgerne meget alvorligt. De må iværksættes en fornyelsesproces nu.

Et Demokrati Laboratorium er en mulighed for at afprøve fremtidens politik-udvikling på forskellige måder og drage nogle erfaringer, inden det rigtige nye greb i værktøjskassen rulles ud.

Denne artikel er blevet bragt på Altinget.dk den 27. januar 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-hvilken-slags-politikere-fortjener-vi