Børn og unges mistrivsel fortjener samme fokus som kræftpakkerne

  
Der er jo simpelthen noget galt med vores samfund, hvis vi ikke kan finde ud af at rumme de unge på en god måde. Vi kan ikke blive ved med at stikke børnene og de unge en psykolog eller en lykkepille.

Nyhedsmedier elskertalhistorier og nye undersøgelser. Viser de tilmed noget, som er gået dårligere end tidligere, så skal det nok få omtale. Lidt mindre omtale bliver der til de positive historier, hvor en negativ udvikling er vendt.

En gang imellem burde vi standse op i medierne og prøve at lægge lidt mere mærke til, hvad det er for typer af tal og undersøgelser, vi dynger befolkningen til med dag efter dag, og spørge dybere ind til, hvordan tingene mon virkelig kan hænge sammen på den måde og hvorfor.

Sådan har jeg det med deubegribeligt mange analyser og tal, vi nu har på, hvor stressede, psykisk sårbare og ulykkelige alt for mange af vores unge medborgere er. Virkelig ubegribeligt mange.

Når man samler lidt tilbunke med alle de tal, som bare de seneste to måneder har præget medierne, såkalder det på lige så stor opmærksomhed som de veludtænkte og effektive kræftpakker. Ja, undskyld mig sammenligningen, men tallene vedrørende vores børn og unge i et ellers velfungerende dansk velfærdssamfund er da helt uacceptable.

Der er noget rivravruskende galt, når rigtigt mange unge siger, at de har stress. Så er der enten gået mode i at sige, at man er stresset, og symptomerne peger i virkeligheden i en helt anden retning, eller også har vi et virkelig alarmerende stort problem.

Siden 2013 er andelen af studerende mellem 25 og 34 år, som oplever et højt stressniveau, steget fra 29,3 til 41,3 procent. Det viser tallene fra den omfattende undersøgelse ‘Den Nationale Sundhedsprofil’. Også blandt de yngre studerende er stressproblemerne vokset. 30,5 procent af de 16-24-årige, der er under uddannelse, har ifølge undersøgelsen et højt stressniveau. Det tal var i 2013 23,2 procent.

Og splitter man resultaterne op på køn, ser man, at markant flere kvinder end mænd er plaget af stress. Blandt de 25-34-årige studerende har hver anden kvinde således et højt stressniveau. Disse tal er steget voldsomt de seneste 30 år, hvor man har lavet undersøgelser af unges trivsel.

En undersøgelse fra Aarhus Universitet fra tidligere i år viser, at 55 procent af eleverne i 2. g på de to gymnasier, der er undersøgt, ligger helt i toppen af stress-skalaen. De ligger så højt på skalaen, at det svarer til niveauet hos de 20 procent mest stressede fra resten af befolkningen.

Samme undersøgelse blandt gymnasieelever viser, at de, der tjekker mobilen mest, også er dem, som oftest føler sig stressede. 14 procent af dem tjekker mobilen hvert femte minut.

I 2016 var der 3.890 børn under 18 år, som fik ordineret antidepressive lægemidler.

Knap hver tredjehenvendelse til Børnetelefonen i 2017 var fra et barn eller ung med ondt i psyken. 14.234 gange fik et barn eller en ung hjælp til psykosociale problemer.

En undersøgelse fra SDU om mental sundhed blandt unge viser, at fem procent af drengene og 10 procentaf pigerne på gymnasier og erhvervsuddannelser er kendetegnet ved lav grad af livstilfredshed og angiver en lang række psykiske symptomer på ugentlig basis.Desuden er der en relativt stor andel i denne gruppe, der føler sig ensomme og har et lavt selvværd.

I det nationaleforskningscenter VIVE’s nye undersøgelse ‘Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2018’ står der, at 46 procent af alle piger på 19 år på et eller andet tidspunkt i deres unge liv har modtaget psykologhjælp. Altså, vi taler 19 år og allerede i psykologbehandling. Det er en stigning fra 30 procent i 2009, som også var et højt tal.

”Der er ingen gennemgående kønsbetingede trivselsforskelle i de tidlige år, men fra teenagealderen ser vi tegn på, at unge drenge hyppigere end jævnaldrende piger markerer sig negativt ved at have en usund livsstil eller udadreagerende adfærd, som kan skade dem selv eller deres omgivelser. Unge piger, derimod,vender hyppigere tingene indad. Undersøgelsen finder, at ganske mange unge piger udviser tegn på psykiske trivselsproblemer.”

Også skoletilfredsheden er dalet ifølge samme undersøgelse. Det er især blandt de ældre piger, at den manglende trivsel slår ud. Desuden rapporterer flere børn og unge om et eller flere problemer i skolen, for eksempel konflikter med lærere eller kammerater. Der har siden 2009 været et fald i andelen af børn og unge, der virkelig godt kan lide skolen.

I hovedstadsområdet harsundhedsplejerskerne blandt 3.277 unge registreret 15,2 procent med psykiske vanskeligheder, stress, psykisk sårbarhed, depressive tanker, angst eller manglende evne til at finde sig til rette i livet hos de unge.

Og jeg kunne blive ved og ved med at dynge tal op, som medierne gør det hver uge.

Og imens diskuterer de voksne, om det nu er skolens karakterræs, fremdriftsreformens pres på de studerende, eller om det er de sociale medier og præstationsangst eller frygten for ikke at være populær, høre til og gå i det rigtige tøj og have de rigtige venner og være på den rigtige uddannelsesretning, der er årsagen til problemerne.

Eksperterne har mange forskellige udlægninger af årsagerne, og det er utvivlsomt at nuanceret billede. Og jeg påstår ikke, det er nemt. Men!

Det er da vildtskræmmende, at så mange unge har brug for en psykolog, inden de er fyldt 20 år,eller mistrives i tilværelsen allerede som børn. Det er da fundamentalt forkert, hvis så mange unge plages af angst og depression.

Danmarks Statistik erlige kommet med publikationen ‘Børn og deres familier 2018’. Den gør op, at1.165.500 personer i Danmark er under 18 år, hvilket svarer til 20 procent eller en femtedel af den danske befolkning. Meget tyder på, at vi er ved at få en skarpere polarisering i det danske samfund mellem de unge, som klarer sig godt og trives, og den andel, som har psykiske problemer eller mistrives.

Der er altså undersøgelser nok, som bringes frem dag efter dag i medier, som viser, at nogeter galt, men hvor er løsningerne og de handlinger der skal til?

Der er jo simpelthen noget galt med vores samfund, hvis vi ikke kan finde ud af at rumme de unge på en god måde. Vi kan ikke blive ved med at stikke børnene og de unge en psykolog eller en lykkepille.

Hermed en opfordring givet videre til, at dette emne kunne blive en del afen kommende politisk diskussion under en valgkamp og en sand politisk konkurrence mellem partierne om at finde de gode ideer til løsninger.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 14.12.2018 : https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-unges-trivsel-kraever-samme-fokus-som-kraeftpakkerne

Kampen om den digitale verdensorden starter nu

Teknologi og viden bliver i stigende grad en geopolitisk faktor i den nye digitale verdensorden, konstaterer regeringen i denne uges udspil om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Danmark skal være et af de mest innovative lande i verden. Udenrigstjenesten skal drive mere tech-diplomati. Universiteterne skal drive mere forskningsdiplomati, og danske virksomheder skal være digitale frontløbere.

Der skal etableres et e-handelscenter, der kan levere virksomhedsrådgivning. Adgangen for danske virksomheder på internationale e-markedspladser skal hjælpes på vej, og regeringen vil etablere en international koalition af tech-virksomheder, civilsamfundsorganisationer og stater for blandt andet at udvikle internationale dataetiske normer og principper. Sådan!

Der er ingen smalle steder eller manglende ambitioner i det dugfriske udspil til en ”Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi 2019-2020”, ligesom der ikke er det i mange andre digitaliseringsudspil, som regeringen er kommet med.

”Strategi for Danmarks digitale vækst” hedder et af dem målrettet erhvervslivet. ”Et stærkere og mere trygt digitalt samfund” hedder et andet målrettet den offentlige sektor. ”Digital service i verdensklasse” hedder et tredje udspil. ”Danmark klar til fremtiden” hedder et fjerde, målrettet forskningsindsatsen og innovation. ”Bredbånd og mobil i digital topklasse” hedder et femte om den digitale infrastruktur på teleområdet.

Læg dertil en AI-strategi for at booste Danmarks brug af kunstig intelligens og en aftale om fremtidens infrastruktur for digitale identiteter i Danmark og sikkert meget mere.

Pointen er, at det vælter ud med planer og ideer fra alle ministerier og alle verdenshjørner. Ingen kritik af det. Digitaliseringen ændrer alle spillereglerne i vores samfund. Men når nu alle andre lande har det ligesom os, at vi er bange for at være de sidste, der kommer hen til fremtidens herligheder og muligheder, så vil det være en ovenud god idé at tænke de her mange initiativer lidt på tværs på en ny måde.

Det vil det ikke alene, fordi denne nye måde kan give os en mulighed for at udtænke en dansk model for, hvilken rolle vi gerne vil spille i den digitale verdensorden. Det er også en god ide, hvis den nye måde kunne sikre, at halvdelen af befolkningen ikke overlades til afmagt og rådvildhed, jobløshed og bekymring ved den digitale forandringsproces, robotiseringen og globaliseringen.

Hvis vi derimod kan bruge en ny måde at gribe tingene an på til for eksempel at udvikle nye jobtyper, nye kompetencer, nye uddannelsesstrukturer, nye produkter og en ny version af den danske flexicurity-model.

Problemet med hele mylderet af gode tanker og forslag i alle regeringsudspillene er, at de ikke tegner en samlet vision for, hvor det danske samfund er på vej hen. Og måske endnu værre, at vi bygger en hel masse planer uden at have fundamentet gennemdrøftet og godt tør i støbningen.

Jeg havde lejlighed til forleden at tale på en konference om intelligent vækst arrangeret af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), der fremlagde en meget spændende rapport om udviklingen i Kina.

En rigtig god og håndfast opfordring til, at vi skal finde ud af, hvad vej vi vil gå med den teknologiske udvikling her i Danmark og i EU. Mellem det statsstyrede Kina og det markedsstyrede USA ligger Europa, der med EU-kommissær Margrethe Vestagers ord har en stærk politisk kultur for at etablere nye markedspladser og at regulere dem på en fornuftig måde, så business tjener samfundet og ikke omvendt.

I Europa vil vi alle sammen hver for sig være verdensmestre på det digitale område. Prøv at læse den svenske AI-strategi, som er en drøm om verdensklasse. Nordmændene skriver ganske enkelt, at norsk AI skal lede verden.

Og finnerne vil i deres strategi også være førende nation i verden på kunstig intelligens. Men vi er alle sammen små lande og overtrumfes hurtigt af den franske AI-strategi eller den britiske. Og i EU sidder man så og prøver også at have en offensiv AI-strategi og et stort program for et digitalt Europa, som bevæger sig med sneglefart i forhold til Kinas satsninger.

Den digitale forvandling bør være den højest prioriterede politiske og økonomiske opgave, hvor vi skal udvikle nye svar på presserende spørgsmål. Teknologierne forandrer vores samfund, men måden, hvorpå de gør det, afhænger i høj grad af, hvordan vi beslutter at anvende dem, samt hvordan vi udarbejder vores lovgivningsmæssige rammer for disse teknologier.

Hvad er vores globale ”point of difference” i Danmark på det digitale område? Hvor satser vi vores begrænsede ressourcer? Hvordan kan vi bruge vores samfundsmodel og vores værdier med tillid, fællesskab, lav magtdistance og mindre ulighed end i mange andre lande som en fornuftig ”driver” på udviklingen?

Globalisering version 1.0 gav frygt og afmagt hos mange. Kan vi gøre globalisering 2.0 bedre og introducere en europæisk model for en ny digital verdensorden med et mere menneskeligt ansigt?

Jeg tillod mig på ATV-konferencen forleden at foreslå, at vi bygger et fundament af digital humanisme. Det består af, at vi sætter mennesket før maskinerne. At vi skaber nogle dataetiske standarder og nogle etiske standarder for brug af kunstig intelligens der gør, at vi ikke som mennesker mister kontrollen med, hvad maskinerne skal udføre og kan udføre.

At vi sætter nogle høje krav til sikkerhed og persondatabeskyttelse og den personlige integritet i forhold til indsamlingen af stadig flere data om os og samkøring af data. Fundamentet består også af en forudsætning om et fokus på bæredygtighed og samfundsansvar hos dem, der arbejder med store dataindsamlinger og med kunstig intelligens.

Oven på fundamentet lægger vi et lag, som jeg har givet overskriften, at alle skal med. Sådan lyder det hele tiden i den politiske retorik, men hvad betyder det? Det burde betyde, at vi nu ikke bare skal holde festtaler om livslang læring, men nu skal der ske noget for alvor.

At vi ikke bare skal holde festtaler om begrebet digital dannelse, som i modsætning til digitale kompetencer ikke blot handler om, hvordan vi betjener de nye teknologier, men hvordan vi forstår betydningen af dem og den indvirkning, de har på vores liv, vores kommunikation med hinanden og vores sundhed.

Til dette lag hører også udviklingen af et nyt meget mere agilt og fleksibelt uddannelsessystem, der kan følge med de kompetencekrav, de nye jobbeskrivelser, de nye funktioner på arbejdsmarkedet, som hele tiden vil forandre sig.

Når de to lag er godt implementeret, er der et solidt fundament for den offentlige digitaliseringsstrategi, som igen kan understøtte og fremme digitaliseringen i den private sektor. Og der er basis for en vækststrategi i den private sektor med de centrale danske værdier i bagagen.

Både i den offentlige sektor og den private sektor i Danmark er vi langt fremme med digitalisering, fordi vi er det, man kalder et meget digitalt modent område. Danskerne har taget de nye teknologier i brug i stor stil, og tiltagene i det offentlige til digitaliseringen har presset stærkt på den udvikling med e-Boks, NemID, digital selvangivelse og i det hele taget kommunikationen med det offentlige på nettet.

Men næste fase af den teknologiske udvikling griber meget stærkere ind i vores liv og hverdag. I vores danske samfundsmodel, vores arbejdsliv og tilliden til det fælles. Globaliseringen 2.0 vil blive en kamp mellem kontinenterne om den nye digitale verdensorden. Det vil blive en kamp om magten over de nye teknologier og de data, som de opsamler. Det vil blive en kamp på samfundsmodeller. De frie markedskræfter, den statslige overstyring og den europæiske balancegang mellem marked og regulering.

Derfor: Prøv at lægge alle de fragmenterede planer for, hvordan vi bliver verdensmestre i det ene og det andet og det tredje i Danmark, ud på bordet. Skræl den flotte retorik væk, og tegn en helhedsvision for det digitale Danmark, så vi kan se det reelle billede af konkurrenceudfordringen og finde ud af, hvad der skal være retningen for vores udvikling.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 16. november 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kampen-om-den-digitale-verdensorden-starter-nu

 

Vores tillidsbaserede samfund er udfordret

Hvidvask for milliarder af kroner i årevis gennem danske storbanker. Svindel for over hundrede millioner kroner i årevis i Socialstyrelsen med midler til de allersvagest stillede i samfundet. Og storplyndring af statskassen for milliarder af kroner i årevis i tilbagebetaling af udbytteskat som led i et gigantisk internationalt røveri foretaget gennem nogle af verdens største banker.

De dårlige nyheder om svindel og bedrageri står i kø for tiden. Hvordan kunne det ske? Fordi det var nøje planlagt og udspekuleret.

Vores højt besungne tillidsbaserede danske samfund har fået slået glasset ind til brandalarmen, og den er for længst sat i gang med at hyle. Der er ganske enkelt brug for en ret betydelig genopretning, hvis vi igen skal kalde os et velfungerende, tillidsfuldt samfund med respekt for centrale funktioner og de fælles administrative styrings- og kontrolsystemer.

Ikke bare er der brug for genopretning af tilliden til bankerne og den finansielle sektor, men også til Skat og retfærdighed for os alle sammen i skatteopkrævningen og til sikkerheden omkring styringen af offentlige tilskudsmidler på fair og ens vilkår.

Hvordan skal den lille iværksætter, der har hårdt brug for et lån til at komme videre med at drive en helt igennem legitim forretning, have forståelse for et nej fra banken, når den med den anden hånd vasker sorte penge hvide for russiske oligarker?

Hvordan skal den forening, der forsøger at gøre noget godt for hjemløse eller unge mødre uden uddannelse have forståelse for, at de skal rapportere brugen af hver en femøre i tilskud fra satspuljemidlerne og leve op til en nidkær kontrol, når Socialstyrelsen i årevis ikke opdager, at nogle af midlerne fra puljen havner på en medarbejders private bankkonto?

Hvordan skal den hårdtarbejdende helt almindelige danske familie, der betaler den skat, den skal, have forståelse for, at et internationalt netværk af svindlere, advokater og banker kan tømme den danske statskasse for anslået 12,7 milliarder kroner i udbytteskat i årevis, uden at nogen stopper hullet og manden, der lod pengene fosse ud af kassen?

Tillid er Danmarks stærkeste sociale kapital har adskillige forskere fremhævet. Vi er faktisk verdensmestre i tillid til hinanden. Social tillid er den andel af befolkningen, der mener, at man kan have tillid til mennesker, man ikke kender i forvejen. Det svarer hele 78 procent af danskerne ja til – den højeste score for noget land i verden.

Også den institutionelle tillid er højere i Danmark end de fleste andre steder, og begrebet tillid fandt vej til vores såkaldte Danmarkskanon som en af de højest prioriterede danske værdier. Høj tillid skaber økonomisk vækst i et samfund, fastslår forskerne, og det handler blandt andet om trygheden i, at tingene foregår på en ordentlig og fair måde.

Vil der ikke altid findes skurke, tyveknægte og brodne kar i selv det bedste samfund? Jo sikkert er det sådan.

Men de tre her nævnte sager adskiller sig – selv om de er vidt forskellige i karakter – ved at få tilliden til nogle af samfundets nøglefunktioner til at vakle; fordi der er tale om så store beløb; fordi der er tale om så langvarige svindelsager; fordi der burde have været kontrolfunktioner på plads, som havde opdaget kriminaliteten; fordi der i nogle tilfælde var whistleblowere, der advarede om en mistænkelig adfærd; fordi der var advarsler, der blev overhørt i alle tre tilfælde.

Nu råbes der på yderligere kontrol og regulering af den finaniselle sektor på europæisk og nationalt plan på basis af den seneste store internationale svindelsag for 410 milliarder kroner om udbytteskat.

Er storbankerne blevet så store, at de ikke selv har kontrol over, hvad de foretager sig, for slet ikke at tale om muligheden for at andre kan kontrollere dem? Er bankerne blevet så kyniske, at de har tabt moral og forretningsetikken? Skal bankerne have lov til at sprede sig over så stor en del af de finansielle markeder, som de gør i dag, eller skal de ved lov brydes op i mindre enheder?

Præcis som med de store tech-giganter, hvor man godt kan komme i tvivl, om de i virkeligheden selv har styr på, hvad de har gang i, når der dagligt skal ryddes op i millioner af falske konti, der spreder fake news, og når frie demokratiske valg infiltreres af misinformation og troldefabrikker via de sociale medier.

Kan vi regulere og kontrollere os ud af mistilliden, eller er vi kommet dertil, at bankernes ledelser må sætte spørgsmålet om moral og etik og samfundsansvar tydeligere på dagsordenen eller pålægges en offentligt udpeget vagthund i bestyrelserne? Det bør blive et emne for en seriøs politisk diskussion og en åben debat i finanssektoren uanset konkurrencehensyn.

Tilliden til banksystemet og den finansielle sektor er en nøgle til et velfungerende erhvervsliv, til en velfungerende boligsektor og et velfungerende samfund. Interessant nok viser internationale imagemålinger, at den finansielle sektor i de seneste fem år langsomt, men gradvist, er steget i anseelse efter det totale tilbageslag med finanskrisen. Men lige præcis i 2018 stagnerer de gode takter i udviklingen, og nu venter sikkert en ny tilbagegang med de seneste afsløringer.

Hvordan kan vi genskabe tilliden til Skat? Det hører populært sagt i kategorien ”det lange seje træk”. Flere medarbejdere, nye og mere effektive kontrolsystemer, ændret og mere fokuseret organisation og skærpet opmærksomhed på de mest sårbare områder.

Men hvordan kunne det gå så galt og så længe? Det skrives der nu tykke bøger om, men Skat har brug for genopbygning af tilliden på alle fronter. Det kommer måske til at tage både fem og ti år, inden skaderne og tilliden er genoprettet.

Vi kender til det ledelsessvigt, som fandt sted i Skat på kontoret for tilbagebetaling af udbytteskatten, men de seneste afsløringer i den internationale svindelsag viser nu, at en stribe udenlandske banker hjalp til med svindlen. En stribe sagsanlæg er allerede sat i gang for at hente nogle af de mange tabte penge hjem igen.

Når det gælder bedrageriet i Socialstyrelsen, så har det ikke skortet på advarsler fra Folketingets statsrevisorer i forhold til kontrollen med og styringen af de såkaldte satspuljemidler.

Satspuljen afsættes hvert år til initiativer inden for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Initiativerne har til formål at forbedre vilkårene for svage og udsatte grupper samt for mennesker på overførselsindkomst. Satspuljen udgør i 2018 omkring 770 millioner kroner, og regeringen har lagt op til at udmønte midlerne inden for nogle temaområder:

Flere borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job eller uddannelse, støtte og forebyggelse til udsatte borgere, familiepolitiske indsatser, værdighed og omsorg for de svageste ældre, styrket indsats i psykiatrien og for kronikere, understøttelse af civilsamfundsinitiativer og en beskæftigelsesrettet integrationsindsats.

Statsrevisorerne har kaldt ordningerne uigennemsigtige og lad os bare tilføje: ordningerne giver politikerne fra alle partier mulighed for at drysse beløb ud over hundredvis af projekter, som de hver især gerne vil tilgodese. Ofte projekter, som ikke er forsynet med en masse administrative kræfter, og som er helt afhængige af frivillige ressourcer til mange af opgaverne.

Sagt helt koldt og kynisk, som den tidligere finansminister og nu chefredaktør på dagbladet Børsen, Bjarne Corydon, gjorde det forleden: det er en hamrende ineffektiv måde at bruge pengene på; men sagt mere realpolitisk, er satspuljen med til at skabe mange projekter, der afprøver nye veje i socialpolitikken, løser og løfter områder, der ellers er faldet mellem forskellige stole og ikke vil kunne tilgodeses på anden måde, og løsninger, som skaber en involvering af civilsamfundet.

At det er lykkedes en medarbejder at svindle med udbetalingerne og sætte beløb ind på egne bankkonti over en lang årrække, samtidig med, at hun har ført et utroligt dobbeltliv, er ikke fuldstændig overraskende for folk med indsigt i systemet.

Og så er det jo fint, at socialministeren forarget kalder svindlen for ”gement tyveri” over for de svagest stillede. Men hendes ministerium viste måske i denne her sag lidt for meget tillid til en enkelt medarbejder, som tilsyneladende uopdaget kunne leve et dobbeltliv med køb og salg af dyre rideheste og huse i Sverige og Sydafrika for en månedlig løn på 37.000 kroner.

Virkeligheden har overgået fantasien, både når det gælder hvidvasksagerne, udbytteskattesagen og svindelnummeret i Socialstyrelsen. Nu bliver de endevendt at alle relevante myndigheder, og en politisk opfølgning er nødvendig. Men det er beskæmmende, at de har kunnet finde sted. Der skal ikke mange flere af den slags sager til, før vores institutionelle tillid får et ordentligt hak nedad, mens vi måske fortsat kan opretholde tilliden til hinanden.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 19. oktober 2018

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-vores-tillidsbaserede-samfund-er-udfordret

Vi mangler enere som Søren Pind

Ikke mange politikere opnår i levende live en så varm, umiddelbar og utaktisk hyldest fra politiske venner – og især modstandere – som den, der blev Venstres Søren Pind til del i tirsdags.

Det kræver en ener i politik at få den slags respekt fra endog partiledere og mange kolleger i andre partier. Og det kræver en ener som minister at tage beslutningen og sige, at man har givet alt og ikke har energi til at fortsætte. Ikke af fysiske grunde. Men på grund af politisk metaltræthed. De fleste ville foretrække at hænge ud på ministertaburetten lang tid efter den mentale lukketid.

Det kan Søren Pind jo så i sin nye selvvalgte fritid alt sammen glæde sig over, og det gør han sikkert med den humor, den selviscenesættelse med ministeruniform og det hele til afskedsreceptionen og den analytiske evne, som han også besidder. I afskedens stund lignede han en, der var blevet befriet fra mental indespærring.

Det, der gør disse reaktioner i forhold til Pind særligt interessante, er, at rollen som politiker og minister i virkeligheden er det, der udstilles her. Normalt er ministerjobbet det, som mange i politik vil brække en arm på langs for at nå frem til karrieremæssigt.

Når man taler med politikere helt langt uden for citat og fra forskellige partier på både højre- og venstrefløj og midt imellem, så giver rigtigt mange udtryk for en ironisk distance og sarkasme i forhold til de forhold, de arbejder under, og den måde, politik foregår på i dag. Søren Pind valgte så sin meget eksponerede måde at sige farvel på. Esben Lunde Larsen sin mere mystiske måde, hvor vi endnu ikke ved, præcis hvad der udløste katapulten ud af regeringen.

For ministrenes vedkommende handler frustrationerne ofte om tre ting. For det første mulighederne for reelt at trænge igennem embedsapparatet med oprydninger i forældede regelsæt, i bureaukratiske systemer og udviklingen af nye politiske ideer. Det er en gammel traver, men det er desværre rigtigt, at det er sådan, mange ministre oplever det.

Dernæst mulighederne for at komme igennem med egne værdipolitiske mærkesager i et folketing, hvor der skal forhandles og kæmpes om hvert komma med Dansk Folkeparti, og i en regering, hvor tre partier hele tiden skal være enige først. Det samarbejdende folkestyre hyldes meget ofte, mens det inde i værkstedet faktisk kan være temmelig absurde studehandler, der ind imellem skal indgås, og de bygger ikke nødvendigvis på den højeste grad af stringens, logik, viden og fakta.

Og endelig er der ifølge mange ministre alt for ofte en tendens til, at den politiske debat kører af sporet, havner i mudderkastning eller i alenlange åbne samråd og konfrontationer, som mere har til opgave at køre en minister træt eller finde fem fejl end at udkæmpe de store ideologiske opgør. De såkaldte ministergrilninger for rullende tv-kameraer er alt for ofte en meget frugtesløs forestilling for alle parter.

Drøfter man med de almindelige folketingspolitikere, hvordan de ser på deres egne arbejdsvilkår, så er der en stor frustration over, hvor meget af deres arbejde der går med at skaffe sig lydhørhed og opmærksomhed i medierne og lægge taktik for at opnå den opmærksomhed. Og det er ikke alene politiske modstandere, der kæmpes med, men også meget ofte egne partifæller.

Ligeledes blandt almindelige folketingsmedlemmer rører der sig en stigende frustration over manglen på rummelighed og plads til egne synspunkter i folketingsgrupperne. Hvad enten emnet nu er burkaforbud, omskæring eller kvoteflygtninge eller andre følsomme forslag.

Når en fremtrædende person som Søren Pind selv vælger at gå af, så aner man ikke bare en mand, der erkender, at han ikke bliver statsminister for sit parti, hvor arvefølgen nu er tilrettelagt, men man fornemmer også en ener, der har taget sine opgør om principper og liberal ideologi, og som ikke ser vejen frem i de tendenser, der råder for tiden. Man fornemmer en politiker, der ikke gider lefle for folkehavet og de nemme populistiske strømninger. En uortodoks politiker med en uforudsigelig frihedstrang, der bare ikke passede ind, når han gerne ville sætte ånd, dannelse og intellekt på dagsordenen.

Har det politiske landskab plads til enere med de særheder, særstandpunkter og ind i mellem lyst til at lave ballade, som Søren Pind selv kaldte nogle af sine politiske initiativer, samtidig med at han faktisk også skabte mange pragmatiske løsninger og aftaler? Er der plads til folk med særlige formidlingsevner, der skejer ud i forhold til den vedtagne politiske jargon og de mange teflonsvar, som politik er fuld af?

Det karakteristiske ved enerne i politik er, at det er dem, vi husker. Det er dem, der viser, de er mennesker med værdier, holdninger, kreative, skæve og skøre indfald og følelser. En formidling, der kan forstås, og en politisk entusiasme, en vedholdenhed og en ambition, der rækker ud over almindelig middeltemperatur.

Lige nu er temperaturen iblandt politikerne ikke god, hvis man lavede en trivselsmåling på Christiansborg. Entusiasmen og kampberedskabet pakkes ind i alt for mange automatreaktioner. På kryds og tværs af partiskel er der selvfølgelig gode, kollegiale relationer, men det påvirker ligesom ikke maskinproblemerne i folkestyrets værksted.

Politik er blevet for mainstreamet, for humørforladt, og enerne bankes på plads i folketingsgrupperne, jo mere vi nærmer os et folketingsvalg, og alle bliver nervøse for de mindste udskejelser. Men dansk politik har brug for flere fyrtårne. Flere enere, der rager op. Flere folk med kreative ideer. Flere folk med mod til at gå nye veje.

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-vi-mangler-enere-som-soeren-pind

Derfor er Facebook en trussel mod demokratiet

Facebook er blevet et suverænt, stærkt politisk våben og en trussel mod vores demokrati. Vi lader et privat selskab overvåge os alle sammen og sælge de indhøstede data til den højestbydende.

Om den nyeste Facebookskandale – stadig under udfoldelse og efterforskning – med 50 millioner amerikaneres personlige data udleveret til et britisk dataanalyseselskab og brugt til målrettet politisk kampagnekommunikation for Trump og andre, så er der kun en god ting at sige: Nu må det efterhånden være gået op for den sidste og mest langsomt opfattende, at Facebook ikke handler om at være en filantropisk, social hyggekomsammenplatform, men om at drive en benhård, psykologisk analysemotor og en kynisk forretning med data og annoncer.

Det må også være gået op for den sidste naive sjæl, at Facebook er blevet alt for meget af en gigantisk stor virksomhed, der ikke har styr på sine egne processer, ikke har styr på sine egne data og sin egen etik.

En kolonialistisk, digital fribytter, hvis stifter og leder, Mark Zuckerberg, altid er der for at udbrede den positive, globale sweettalk om at bygge fællesskaber og relationer, men som forsvinder ud af rampelyset, når de professionelle medier afslører, at hans platform har solgt annoncer til russiske troldefabrikker for millioner af dollars.

Eller når hans firma har lånt millioner af kunders data ud til en virksomhed, som dermed fik adgang til at sende personaliserede, politiske budskaber til amerikanske vælgere, uden at de var klar over, hvilken manipulation de blev udsat for.

Og endelig må det være gået op for den sidste utopist, at vores demokrati er udsat for svær og uoprettelig tæring i fundamentet. Som en af Facebooks egne medarbejdere, product manager Samidh Chakrabarti, i øvrigt selv kom til at sige i januar i år i en refleksion efter afsløringen af den russiske troldeskandale: “Når sociale medier er bedst, så tillader de os at udtrykke os selv og handle. Når de er værst, så tillader de folk at sprede misinformation og undergrave demokratiet.”

Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, kaldte det i januar for sin personlige udfordring i 2018 at “fikse Facebook”. Med det mente han at sætte ind mod fake news, datamisbrug og digitale angreb på nationalstaterne og deres demokratiske valg. “Vi forhindrer ikke alle fejl eller misbrug, men vi gør for øjeblikket for mange fejl i håndhævelse af vores politikker og vores evne til at forhindre misbrug af vores værktøjer,” sagde han.

Og det var jo så sandt, som det var sagt. Nu står vi så her igen. Og Zuckerberg siger det samme. At Facebook undskylder over for brugerne, at firmaet ikke har taget vare på deres data på en ordentlig måde.

Facebook har i mere end to år vidst, at deres data – oprindeligt udleveret til såkaldte forskningsformål – var leveret videre til Cambridge Analytica og derefter misbrugt til politisk kampagneformål. Tilsat det stærke krydderi af politisk intrige og Trumps tidligere nære kampagnechef og medarbejder, Steve Bannon, som medejer af Cambridge Analytics, samt at firmaet er finansieret af Mercerfamilien, som var stærke støtter for Trump-kampagnen i 2016, så er magtspillet fuldbragt.

Millioner af amerikanske vælgere og deres venners personlige profiler og adfærd på nettet er blevet analyseret via deres Facebookdata, og på den baggrund har Trump-kampagnen kunnet teste brugen af bestemte udtryk under kampagnen, målrette anvendelsen af bestemte annoncer og tilgangen til bestemte emner.

Og alt sammen har det kunnet personaliseres til den enkelte vælgers foretrukne interesser, følelser og bekymringer. Facebook kan med den måde, vi bevæger os rundt i deres univers, tegne et så tæt psykologisk portræt af hver af os, at det er langt mere vidtgående i registrering end noget andet firmas lige nu.

Når forargelsen over det, der foregår i USA, har lagt sig, og både britiske og amerikanske myndigheder og politikere har stillet Facebook til regnskab for ikke at beskytte kundernes data ordentligt, så står en ting tilbage: Facebook er blevet et suverænt, stærkt politisk våben og en trussel mod vores demokrati.

Adgangen til Facebooks psykologiske profiler på hver af os kan med den rigtige målrettede kommunikation vinde valg, manipulere med holdninger og flytte stemmer.

Det er jo politikerne og deres kampagnechefer i USA såvel som i Danmark, der benytter adgangen til, via køb og brug af Facebookdata, at kommunikere målrettet, segmenteret og differentieret til vælgerne. Niveauet af brug af data kan være mere eller mindre sofistikeret, men vi har for længst overskredet den tærskel, hvor overvågningen og brugen af data blot handler om køn, alder og geografisk placering.

Målingen af vores adfærd på nettet handler om afdækningen af personlige præferencer og psykologiske profiler på alle mulige områder, om hvad vi liker og ikke liker. Hvad vi søger på, og hvad vi sørger over eller glæder os over. Hvad vi foretager os og med hvem.

Facebook stiller annonceredskaber til rådighed, der i dag bringer de politiske partier, også i Danmark, tæt på den målrettede og personaliserede kommunikation. Men Cambridge Analytics gik lige nogle skridt videre end det i deres bestræbelser på at sikre Trump valgsejren, og de høstede data i et endnu dybere lag end det sædvanligt tilgængelige for enhver, der vil lave en annoncekampagne.

Politisk kommunikation har altid handlet om at ramme de rigtige vælgergrupper med de rigtige budskaber og på det rigtige tidspunkt. Metoderne til at gøre det er bare blevet endnu mere sofistikerede end tidligere, og fornemmelsen af overvågning er snublende nær.

Det samme er fornemmelsen af, at politiske budskaber kan bøjes i alle mulige retninger alt efter den modtager, som skal modtage dem, uden at naboen med et andet adfærdsmønster får samme budskab, men måske et helt andet, som rammer præcis hans eller hendes præferencer og bekymringer.

Kan vi lovgive imod at bruge indsamlingen af data til politiske formål og målrettet politisk kommunikation? Det kan vi kun, hvis vi forbyder de politiske partier at bruge den kanal, som internettet og de sociale medier er, til deres budskaber. Det er næppe en fremkommelig vej i 2018.

Kan vi lovgive om større transparens i forhold til at kunne se på de sociale medier, hvem der er afsender på de forskellige budskaber, vi modtager, og hvad de har registreret på os? Det er måske en fremkommelig vej. Kan vi på internationalt plan forlange, at de sociale medier fortæller os, hvornår og til hvem vores data videresælges, og på hvilke betingelser de må anvendes? Ja! Det må være et minimum af en menneskerettighed i 2018.

Er konklusionen, at Facebook destabiliserer demokratiets spilleregler og flytter idealet om en åben, ligeværdig og sund meningsbrydning på månen? Ja, det er sandheden. Nu handler det om, hvem der er bedst til at ramme folks følelser og til at manipulere budskaberne på den rette måde i et uigennemskueligt digitalt overvågningssystem.

Kineserne er på vej til at bruge den slags systemer til at give deres borgere højere eller lavere karakter som gode samfundsborgere eller det modsatte, alt efter hvordan de opfører sig under den statslige overvågning. I Vestens demokratier lader vi et privat selskab stå for overvågningen og sælge oplysningerne til den højestbydende.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 23.03.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-derfor-er-facebook-en-trussel-mod-demokratiet

Et dansk kønsrollemønster støbt i cement

Velkommen til 2018. Hvor kun 18 procent af de danske kvinder mener, vi har ligestilling på det danske arbejdsmarked, og hvor det er svært at bryde normerne for kvinder med ambitioner om lederjob.

Da World Economic Forum offentliggjorde det sædvanlige Global Gender Gab Index for 2017, var budskabet alt andet end optimistisk. Hvis forandringerne til fordel for diversitet og ligestilling mellem kønnene fortsætter med at ske med den nuværende hastighed, betyder det, at vi først kan regne med, at ulighederne vil være udjævnet om 217 år.

Indekset er blevet lavet siden 2006 og har hvert år målt udviklingen. Danmark ligger i øvrigt på en 14.-plads på ranglisten, hvad angår ligestilling – efter Namibia, Slovenien og Rwanda – mens Island, Norge, Finland og Sverige troner på de første pladser.

Det er et interessant globalt perspektiv på den helt nye og virkelig tankevækkende undersøgelse, som CBS og organisationen Lederne i samarbejde med analyseinstituttet YouGov netop har offentliggjort.

Undersøgelsen er foretaget i anledning af en stor aktionskonference på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts på CBS, hvor studerende og erhvervskvinder og -mænd arbejder sammen om at finde ud af, hvordan vi sikrer øget diversitet på lederposter og ændrer på de gamle kønsrollemønstre, der ikke så nemt lader sig flytte rundt på selv i de yngre generationer.

Det særlige ved undersøgelsen er, at den ikke alene giver et kvantitativt billede af situationen, men i høj grad rummer et enormt, kvalitativt bidrag fra de 713 deltagere, som både er studerende og folk, der er i job og karriere som medarbejdere eller ledere.

Knap otte ud af ti kvinder mod lidt under halvdelen af mændene mener, at mænd har bedre muligheder for at blive topleder i Danmark end kvinder. 40 procent af mændene mod kun 14 procent af kvinderne mener, at mænd og kvinder har lige muligheder i Danmark for at blive topledere.

Nærmest ingen mener, at kvinder har bedre muligheder end mænd for at blive topledere. Spørger man, hvorfor det forholder sig sådan, så handler det om en patriarkalsk kultur, et mandsdomineret erhvervsliv, en meget kønsstereotyp forventning til mændene om at besidde lederevne end til kvinderne og mangel på, at fædrene tager lige så meget barselsorlov som kvinderne.

68 procent af kvinderne i undersøgelsen og 36 procent af mændene mener faktisk ikke, der er ligestilling på det danske arbejdsmarked. Kun 18 procent af kvinderne mener, der er ligestilling, mod 50 procent af mændene. Og der er i øvrigt ingen forskel på, hvordan de studerende bedømmer situationen, i forhold til dem, der allerede er på arbejdsmarkedet.

Analysen viser med det tydelige sprog som kommer ud af alle de mange fritekst-svar, at det danske kønsrollemønster anno 2018 stadig er støbt i cement fra fortiden. Der skal en normændring til. En kulturændring. En ændret fortolkning af magten som begreb og funktion.

Der skal lige løn for lige arbejde. En mere ligelig brug af barselsorlov og flere kvinder på topposter som rollemodeller. Vi skal gøre op med illusionen om, at vi allerede har ligestilling i Danmark, lyder det fra flere af bidragyderne i undersøgelsen. Der skal gøres op med, at det er særligt venstreorienteret at gå ind for ligestilling, lyder et andet bidrag.

Et meget tydeligt eksempel på det med kønsrollerne støbt i gammel cement angår accepten af, at ens partner tjener mere end en selv. Kun 79 procent af mændene mod 91 procent af kvinderne synes i høj grad eller i meget høj grad, at det er i orden, at deres partner/ægtefælle tjener mere end dem selv.

60 procent af kvinderne mod 36 procent af mændene oplever, at det er meget svært eller i nogen grad svært at bryde de sociale normer for, hvad man forventer, at kvinder og mænd bør gøre.

Der tales om, at de sociale normer er indgroede, også i Danmark i dag. At der er specifikke kønsstereotype forventninger til kvindernes roller som mødre og som blødere ledere, på samme måde som der er faste mønstre for forventningerne til mændene. Og at der er nogle normer og en kultur på arbejdsmarkedet, der understøtter disse forventninger, når en kvinde bliver rost for ikke at være som andre kvinder, hvis hun tager et toplederjob, og samtidig kan blive kritiseret for at være en dårlig mor, der ikke afsætter nok tid til børnene.

I undersøgelsen bliver respondenterne spurgt, om et lederjob er foreneligt med et familieliv. Halvdelen mener, at det er tilfældet, men der er betydeligt flere mænd (61 procent) end kvinder (45 procent) der mener, det er rigtigt.

Når der i undersøgelsen spørges ind til, hvorfor de adspurgte ikke mener, at et lederjob er foreneligt med et godt familieliv, svarer de, at det er for tidskrævende, at familien skal prioriteres højest, at der mangler fleksibel børnepasning og andre praktiske forhold.

Til gengæld fejler lederambitionerne ikke noget hos de studerende på CBS. Her siger 92 procent, at de i høj grad eller i nogen grad har ambitionen om at blive leder. Blandt dem, der er i job, som har deltaget i undersøgelsen, er tallet faldet til 78 procent for dem med lederambitioner.

Hvis der skulle være en ’happy end’ til den nye undersøgelse, så må det være lederambitionerne hos de unge generationer. Så må vi se at få taget et ordentligt livtag med det gamle kønsrollemønster og kønsstereotype forventninger til hinanden.

Sverige er det nordiske land, hvor andelen af kvinder i lederstillinger er højest. Her ligger tallet på 40 procent, mens Danmark med sine 27 procent er det land i Norden med færrest kvindelige ledere. Mellem de to lande ligger Island med en andel på 38 procent, Norge med 36 procent og Finland med 33 procent. Danmark ligger med de 27 procent under OECD’s gennemsnitlige andel af kvindelige ledere, som er 31 procent.

Ingen tvivl om, at de hårde facts vedrørende barselsorlovens indvirkning på kvinders karriere og løn har en stor betydning.

Men hvis vi nu lige lægger det til side et øjeblik, så er der faktisk en kæmpe indsats, vi i fællesskab under uddannelsen, på arbejdspladserne og hjemme i privaten kunne gøre for at bryde cementen op omkring de kønsstereotype forventninger, vi har til hinanden, samt til hvad der skal være magtens symbolik og faste definitioner på selve udførelsen af lederjobbet, hvad enten man er mand eller kvinde.

Bragt på mm.dk den 8.marts 2018 https://www.mm.dk/artikel/et-dansk-koensrollemoenster-stoebt-i-cement

Kongehuset en ægte segmentknuser

Stadig oftere får det gammeldags, nationale sammenhold dødsstødet i den offentlige debat og fremtoner et forvirrende, flimrende og fragmenteret billede af danskerne splittet op efter livsstil, interesser og alder, efter provinsen mod København, efter nationalromantikere mod globalister.

Selv hjemme hos familierne lurer opløsningen, fordi vi mere og mere er optaget af hver vores store eller små skærme med forskellige indholdstilbud i stedet for at tale med hinanden og høre sammen.

Den forløbne uge har vist, at der stadig er en enkelt og meget gammel institution i vores samfund, som mere end noget som helst andet stadig kan forene os og samle os på tværs af generationer, på tværs af provins og København, på tværs af en medialiseret og globaliseret verden. På tværs af alting.

I medieverdenen ville vi kalde det en segmentknuser. Noget vi alle kan have en mening om og samles om. Noget som på særdeles tydelig vis knytter vores nutid og vores historie sammen. Noget som forener os i sympati og medfølelse. Noget med gamle ritualer, der er til for at holde styr på et forløb med orden og respekt og rigtig rækkefølge på alting, men som samtidig også viser sig at kunne tåle en fornyelse uden at gå i stykker. Det handler selvfølgelig om Kongehuset.

Ugen har stået i prins Henriks tegn, siden prinsen døde en sen aften 13. februar. Straks – eller en hel del for sent kunne man sige – satte kulturminister Mette Bock skub i diskussionen, om prinsen var blevet mobbet for sin franske facon, for sin kamp for ligestilling, for sin sproglige udtale og sin franske frihedstrang her i Jantelovens og den skødesløse satires hjemland.

Medierne svømmede over af stemmer, der roste prinsens alt for underkendte betydning for Danmark. Danskernes enorme og meget brede sympatidemonstration for en mand, der skilte sig ud og var sig selv, og som faktisk havde trukket sig tilbage på pension, kom bag på medierne og må have overrasket selv i Kongehuset.

Prinsens død satte en interessantbevægelse i gang. Den folkelige trang til at udtrykke medfølelse med kongefamilien og respekt for den fremmede ”fugl”, der havde opholdt sig i vores land i mere end 50 år, og som havde ydet sit bidrag til at arbejde for Danmark og lære danskerne – ja selv vores humor – at kende.

Dødsfald i Kongehuset er heldigvis en sjælden begivenhed. Det var vinterferie og koldt. Det bragte familier på tværs af generationer og høj og lav i samfundet sammen om at stå i kø i timevis i bidende kulde for at være fælles om et stykke Danmarkshistorie.

For at opleve, hvordan vi tager afsked med de kongelige familiemedlemmer – også når de skiller sig ud ved at vælge noget andet end den traditionelle kongelige begravelse. For at sympatisere med dronningen og den kongelige familie, fordi almindelige mennesker nemt kan spejle sig i det tab, det er at miste en mand, en far eller en bedstefar.

Her er der ikke forskel på høj og lav, bortset fra at de kongelige er nødt til at stille deres sorg til skue for hele landet, mens vi andre kan være private i den situation.

Midt i sorgen må dronning Margrethe fundere på den helt enorme sympatitilkendegivelse, som blomsterhavet ved de kongelige slotte og folkehavet langs kortege-ruterne til prinsens sidste rejse er udtryk for. Et kongehus, der under hendes ledelse er lykkedes med fortsat at give mening som nationalt samlingssymbol. Et kongehus i tre generationer, som også viser de yngste frem i sådanne følsomme situationer, som det er at tage afsked med en elsket bedstefar.

Kongehuse i det 21. århundrede vil dagligt skulle balancere på en knivsæg i forhold til offentlig accept eller det modsatte. De går på en tynd line af offentlig sympati og er spundet ind i en tilværelse som nationale rollemodeller. Der skal ikke ret mange fejltagelser til, før end at sympatien og glansen forsvinder og med den respekten for institutionen som et samlingspunkt med høj national symbolværdi.

Hvis man hér efter prins Henriks smukke, særprægede og selvvalgte form for bisættelse vover et tilbageblik på, hvordan det hele forløb er håndteret i forhold til mediedækningen, og til det at række ud til almindelige danskere og lade dem dele sorgen med kongefamilien, så er der her tale om et overordentligt vellykket stykke planlægning og styring og stort nybrud med adskillige traditioner.

Hvem, der er lykkedes med den tilrettelægning, får vi aldrig at vide, men man må sige, at det var moderne, direkte og velkommunikeret tænkt – og målt på sympatibarometeret en positiv historie for monarkiet midt i den sørgelige.

Et par eksempler på det: At Dronningen allerede dagen efter Prinsens død på Fredensborg kom ud og mødte almindelige borgere, der havde lagt blomster ved gitterlågen, var en kæmpe overraskelse. Troværdigt, ægte og grænsebrydende i forhold til Dronningens position som statsoverhoved. Har alle kongehuse – efter prinsesse Dianas tragiske død – lært, at forbindelsen til folket skal plejes og passes, når det reagerer massivt, varmt og uforudsigeligt stærkt med sympatitilkendegivelser og empati?

At sønnerne og deres familier pludselig kom gående ud på Amalienborg Slotsplads sammen med deres otte børn for at hilse på og se de mange blomster, det var lige så meget en positiv, nærværende og sympatisk måde at sige tak til danskerne på. Alt i alt en iscenesættelse – og det er ikke ment negativt her – af en afsked med Prinsen, som på alle måder holdt balancen mellem det rørende og det officielle, det familienære og det symbolske.

Kongehusets hjemmeside og Facebook-side blev løbende fyldt med billeder, videoer, relevante oplysninger, små menneskelige detaljer om prins Henriks ønsker og Dronningens omhyggelige valg, der inkluderede hele landet og ikke kun københavnerne i sorgen. På nettet og på de sociale medier under Kongehusets egen krone kunne folk finde det hele, og det gav helt utvivlsomt Kongehusets tilstedeværelse på nettet og på de sociale medier et voldsomt skub i interesse.

Danskerne har vist, at Kongehuset også anno 2018 har et stærkt fundament i vores kultur og samfund. Vi har ikke for vane at hylde autoriteter, men vi kan godt lide tanken om, at vores kongehus repræsenteres af stærke, kloge personligheder. Også dem, der tillader sig at blande det fornemme med det folkelige, som afdøde prins Henrik gjorde det.

Uden tvivl må de senere dage også have givet anledning til eftertanke hos kronprinsparret i forhold til den opgave, de står med. Og som deres førstefødte Christian engang står med. Vil de kunne hente samme folkelige sympati og opbakning? Hvordan bringer de Kongehuset i stand til at fastholde både at være vores bånd til historien og samtidig i pagt med tiden?

Den forløbne uge viste, at vi gerne vil stå sammen om noget som nation. At vi er stolte af vores historie, og at et stort flertal af danskerne sympatiserer med kongefamilien som samlingspunkt. At vi gerne vil have nationale traditioner og ritualer, når de giver mening og omfatter mennesker, der som en del af vores historiske rødder er værdige repræsentanter for nutidens Danmark.

 

Denne blog har været bragt på Altinget.dk den 23.februar 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kongehuset-forener-koebenhavnere-jyder-unge-og-gamle

Er vi ved at dræbe de værdier, vi i virkeligheden vil forsvare?

Denne klumme skal ikke opfattes som et lalleglad, naivt forsvar for et multikulturelt, multietnisk samfund, hvor danskheden og vi danskere er blevet fortyndet op med alle mulige eksotiske nationaliteter, sprog og kulturer, så vi ikke længere kan genkende os selv og vores land.

Læg dertil, at vi alle kan se realiteterne i truslen om den enorme befolkningstilvækst i Afrika i de kommende årtier og risikoen for en regulær folkevandring af millioner af migranter på vej mod at forsøge at finde lykken og fremtiden i Europa på grund af arbejdsløshed og dårlige levevilkår i deres eget land.

Faktisk handler denne klumme om lige præcis det modsatte af at lade stå til. Den skal være en påmindelse om, hvad det er for danske værdier, vi bør stå vagt om, også når der blæser en strid vind af frygt for at blive overmandet af det ukendte, det kulturelt, religiøst og demokratisk uacceptable og det kvindeundertrykkende set med udgangspunkt i den samfundsmodel og de frihedsrettigheder, som vi holder af og står sammen om som danskere.

I Danmark har vi nu otte procent af befolkningen, der har ikke-vestlig oprindelse. Et flertal af dem er godt integreret i det danske samfund eller på vej til at blive det. En mindre andel er ikke integreret, og er problemets kerne sammen med frygten for en stigende flygtningestrøm. I 1980 havde vi kun en procent af den danske befolkning med ikke-vestlig oprindelse. Der var problemerne med integrationen der også, men mindre synlige og massive end nu.

Trods vores massive flertal på 92 procent, er vi mærkeligt nok begyndt at finde det normalt at definere os selv som etniske danskere i medierne og i den offentlige samtale. Det er også et billede på det nye ”normalbillede”, vi er havnet i. Der er de rigtige danskere – de etniske danskere – og så alle de andre. Og mange af os etniske danskere er jo absurd nok rent faktisk børn af familier fire -fem led tilbage, som kommer fra Tyskland, Sverige, Norge, Polen eller helt andre steder.

Den nye værdikamp

For kort tid siden udkom der en ny bog, ”Værdikæmperne”, som beskriver Fogh-regeringens tid fra 2001 til 2011 i lyset af den værdi- og kulturkamp, som Fogh søsatte. Nu er det en anden slags værdikamp, som foregår. Men et af hovedemnerne er stadig integration og indvandring.

Man kan næsten høre stroferne af de populistiske partiers kampråb om ”at tage kontrollen tilbage med vores land” vinde indpas i det nye socialdemokratiske udlændigeudspil. Og man kan fornemme drømmen om at kunne styre, hvor mange indvandrere og asylsøgere, vi skal have om året, hvad enten man lytter til statsministeren, Socialdemokratiets formand eller Dansk Folkepartis formand.

Når man ser på de tre store partiers udlændingeudspil, så burde der ikke være langt til et nationalt kompromis om det her område, og det ville på mange måder være en lettelse, for så kunne den politiske debat også komme til at handle om andre ting. Nu handler værdikampen næsten udelukkende om indvandring, parallelsamfund og integration, og der er dømt politisk klumpspil foran målet, når det gælder om at komme først med de næste forslag til stramninger og nye indgreb.

Styrkeforholdene hos vælgerne ved næste valg bliver uden tvivl afgjort på præcis det her spørgsmål mellem landets tre største partier, og opvarmningen er godt begyndt. Fornemmelsen hos politikerne er, at vælgerne er ved at miste troen på, at de kan levere brugbare politiske løsninger på udlændingespørgsmålet og sikre styr på indvandringen.

Der er selvfølgelig god grund til at have politisk fokus på parallelsamfund, ghettoer, radikalisering, religiøs meningskontrol, indoktrinering og kvindeundertrykkelse. Tendenser i vores samfund, som vi ikke finder i overensstemmelse med det at være dansk og bo i frisindets land.

Når alt det er sagt, så er det som om, at det sidste års tids desperate jagt på redskaber til at dæmme op for det islamiserede og uigenkendelige Danmark, vi netop ikke vil have, efterhånden begynder at minde om et overlagt mord på præcis de værdier, som vi netop vildt gerne vil forsvare.

Knuser vi vores egne idealer?

Statsministeren har i tidligere interviews faktisk berørt det dilemma, at vi ikke må knuse vores egne idealer for at få ram på et problem eller en adfærd hos et lille mindretal af befolkningen, som vi ikke vil acceptere.

Han har talt for en målrettet indsats mod præcis det og dem, der er problemet, hvad enten vi taler om bander, parallelsamfund eller radikalisering. Og her er vi ved at nærme os en betænkelig politisk balance og en udvikling, som allerede er ved at ændre det frie og åbne samfund, vi kender og har sat pris på.

Ytringsfriheden vil vi for alt i verden forsvare. Det er en frihedsret, vi er gået langt for i Danmark med en forhistorie om nogle Muhammedtegninger.

Samtidig har vi indført en lovgivning, der skrider ind overfor hadprædikanter og religiøse forkyndere med budskaber, som vi ikke vil have inden for landets grænser, fordi de prædiker ekstreme og radikale synspunkter. At de samme folk benytter deres ytringsfrihed på nettet, det har vi ikke noget middel imod.

Det frie skolevalg er et fundament i vores uddannelsestradition. Nu skal kommunen kunne bestemme en fordeling af skoleeleverne, så der ikke bliver for mange tosprogede elever nogle steder og inden andre steder.

Friskolerne er en dansk uddannelsestradition, og de har haft deres frihed til at bestemme selv. Det har de så ikke længere, hvis de skal være en tvungen del af fordelingen af tosprogede elever og tage deres del af ansvaret til gengæld for fortsat statstilskud.

En familie skal kunne tvinges til at sende deres barn i dansk vuggestue, hvis de ikke er godt integreret. Hvad blev der af forældrenes frie valg til at beslutte, om de selv vil passe deres barn eller lade kommunen om det, hvis de nu rent faktisk mener, at det tjener barnet bedst. Hvem har bestemmelsesretten over barnet? I en dansk tradition er det forældrene.

Det frie boligvalg er udfordret, hvis man lovgivningsmæssigt vil fastsætte, hvor mange af fremmed herkomst, der må bo i samme boligområde. Tvangsflytter man folk ud af deres bolig? Krænker den private ejendomsret, hvis man bor det forkerte sted?

Brug af burka og hijab er fjernt fra dansk kultur, frisind og åbenhed. Nu diskuterer vi så et maskeringsforbud, der pludselig er et indgreb i, hvordan vi må og ikke må gå klædt i det offentlige rum.

Til rettighederne i et frihedselskende land som vores, hører retten som dansker til at gifte sig med den, man nu har fattet kærlighed til, men kommer vedkommende fra et land uden for EU, så skal man ikke regne med at kunne bosætte sig, hvor man vil, og heller ikke at få vedkommende ægtefælle med ind i landet, hvis forskellige – dog nu lempeligere – kriterier ikke er opfyldt.

Når vi taler om traditioner, så har det i årevis været en del af den danske politiske tradition og vores humanitære selvforståelse som land at støtte op om FN og træde til rundt omkring i verden, når særligt udsatte grupper af flygtninge har skullet hjælpes. Lige nu har vi stoppet for kvoteflygtninge fra FN indtil videre, fordi vi har fået så mange andre flygtninge og asylsøgere.

Eksempelrækken kunne fortsættes.

Listen over tiltag som på forskellig måde udfordrer vores frihedsværdier og selvforståelse som danskere er snart ved at være lang. Nogen vil kalde det et nødvendigt selvforsvar mod en forandring og overmanding af vores samfund og værdier. Vi har været for tossegode for længe, og nu må der strammes op. Man kunne også kalde det en realitet, at netop dette selvforsvar forandrer vores frie og frisindede samfund til uigenkendelighed. Og det er måske lige så bekymrende.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 9. februar 2018. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-vi-ved-at-draebe-de-vaerdier-vi-vil-forsvare

 

 

2018: En ny fragmenteret verdensorden

De store globale virksomheder styrer i stigende omfang den internationale politik og harmere økonomisk indflydelse end mange nationalstater. Ser vi overhovedet i Europa, hvad der sker i andre regioner i verden, for så burde vi tage os lidt sammen.

Lige om lidt skifter årstallet til 2018 og i slutningen af januar strømmer alverdens store erhvervsledere, fremtrædende politikere, forskere og kendte meningsdannere igen til byen Davos i Schweiz til World Economic Forums 48. møde. Det er ikke stedet, hvor der træffes beslutninger, men hvor der skabes relationer på højt plan og opbygges såkaldte ”fælles forståelser”. Det er stedet, hvor verdens officielle og uofficielle magtcentre støder sammen, positionerer sig og samles til vigtige diskussioner om både nutid og fremtid, bekymringer og muligheder.

”Lederskab i en fragmenteret verden” er overskriften, som samler dette års opmærksomhed. På aller bedste vis indkredser linjen den trykbølge af forandring, som verden gennemgår lige nu. Politisk, økonomisk og socialt. Programtilrettelæggerne hos World Economic Forum (WEF) forsøger at skabe basis for en fælles fortælling om verdens tilstand og en større grad af fælles engagement i at skabe løsninger og fælles holdninger til, hvad der skal gøres. Det er en ambitiøs målsætning set i den grå belysning fra 2017 og årene før det.

Hvis man kigger ud over de senere års udvikling fra helikopterperspektivet, så er de politiske udfordringer voksende og den politiske handlekraft tilsvarende aftagende. Befolkningerne har i betydeligt omfang mistet tilliden til, at politikerne har de løsninger, som skaber en bedre fremtid, mindsker uligheden og løfter indkomstniveauet for lav- og middelindkomsterne samt skaber større tryghed og mere velfærd.

Vi kigger ind i et 2018 der ellers antagelig vil få den højeste økonomiske vækst i et årti, men med et geopolitisk perspektiv præget af usikkerhed og forvirring. Politiske ledere med populistiske imperativer fodrer den usikkerhed og utilfredshed. Det er svært for mange at skelne mellem, hvad der er overbevisende retorik, og hvad der kan blive til virkelighed. Terrorisme er stadig en meget nærværende trussel og ikke kun noget, der sker i Mellemøsten. Gerningsmændene er oftere nu født og opvokset i vestlige samfund med frihedsværdier men vælger alligevel at kæmpe i ISIS navn for noget helt andet. Cybertruslen vil nå nye bekymrende højder, ligesom virksomheder af alle størrelser skal håndtere enorme, teknologiske udfordringer og nye globale konkurrenter på næsten alle markeder.

Tilliden væk

Befolkningerne søger et politisk lederskab, der er mere lydhør, responsivt, handlingsorienteret og har en vision for, hvad, der skal ske, og hvilken vej vi skal gå. Samtidig med at samfundsøkonomierne bliver mere og mere globalt sammenhængende og mere sårbare, så prøver landene at navigere mest muligt på egen hånd for at beskytte sig selv og udvikle sig på egne præmisser ved alle mulige nationale vækstinitiativer eller beskyttelsesmure.

Nogle få forholdsvis nye, globale virksomheder suger data, indtjening og magt til sig på bekostning af, hvad der før var stolte, nationale virksomheder og hele brancher krymper sig under forandringerne. Der skrues ned for det tværnationale ansvar for verden, for en fælles bæredygtig udvikling, en inkluderende vækst, som også får de fattigste lande med på vognen. Og der skrues op for behovet for omstillingen til den fjerde industrielle revolution, og til helt nye forretningsmodeller. Der skal kæmpes med at udnytte automatisering, robotter, kunstig intelligens og digitalisering på måder, så det skaber nye jobmuligheder og innovation og ikke øget arbejdsløshed, magtesløshed og frustration.

Efterlysningen af lederskab i WEF-regi drejer sig ikke kun om at få verden til at rykke tættere sammen om løsningen af fælles udfordringer og formuleringen af en fælles fortælling om dem, mens rigtigt mange politiske strømninger går den stik modsatte vej. I retning af øget nationalisme, protektionisme og eksklusion. På trods af, at vi aldrig har været så forbundne som stater og som mennesker som nu. Via transport, kommunikation, kapitalmarkeder, e-handel, kulturel integration og meget mere, som er vores nye virkelighed mere end den gamle politisk bestemte geografi.

Det interessante er, at mens Europa og EU diskuterer, hvordan vi kan bygge ydre grænser og forhindre migrationen fra Afrika i at oversvømme os, og bekymrer os om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, så har ASEAN-landene i Sydøst Asien vedtaget en fri mobilitet for inden for deres region, som har mere end 700 millioner mennesker. Kina står som den markante fortaler for frihandel, mens USA går den modsatte vej.

Diskussionsklub i EU

Små og svage lande i Afrika og Sydøstasien lærer, at den eneste måde at få indflydelse på, er at slå sammen i valuta- og toldunioner eller frihandelsområder. Caribien CARICOM, Det Østafrikanske Fællesskab (EAC) og den sydøstasiatiske ASEAN-gruppe bestræber sig på at være lavkvalitets versioner af Den Europæiske Union, Verden bliver en samling af disse internt grænseløse regionale grupperinger – herunder selv den sydamerikanske union og til sidst som efterfølger til NAFTA, en nordamerikansk union. Og alt i mens det foregår, så fortsætter vi i EU med at diskutere og diskutere, hvad der skal være Unionens og Euroens fremtid.

USA og Kina skiller sig ud som globale supermagter, hvor USA fører på det militære og monetære område, mens Kina fører på handel og infrastrukturinvesteringer. Kina er nu den største handelspartner i 124 lande, mere end dobbelt så mange som USA (52).

Kæmpemæssige investeringer i infrastruktur er et af de områder, hvor alle de store kraftfulde vækstcentre i verden går i samme retning, og hvor den amerikanske administration under Trump trods alt tager samme vej. Asien har taget førerpositionen med Kina som den største infrastruktur-investor men stærkt forfulgt af Indien, som også har besluttet, at infrastruktur har den højeste prioritet i det næste årti. Det samme gælder for Indonesien og Filippinerne.

Globale mastodonter

På Davos-mødet tales der ikke kun politiske løsninger og politisk ansvar, men der tales i høj grad også om og med de alternative magtfaktorer, som tegner den nye verdensorden. De store globale virksomheder, de store byer og de bevægelser i civilsamfundet, som tegner det 21. århundredes alternative magtlandskab.

Mere end 30 pengeinstitutter har konsoliderede aktiver på over 50 milliarder dollar hver. Det betyder, at hver af dem har flere aktiver end to tredjedele af verdens lande producerer i årligt BNP. For hundredvis af millioner af mennesker over hele verden i dag er en bankkonto en vigtigere forbindelseslinje til fremtiden end et statsborgerskab. Ser man samlet på økonomien, så er der kun godt fem lande i verden, hvis BNP er større end de 200 milliarder dollars i likvide kontanter, som Apple har på bankbogen. Efter at have solgt næsten to milliarder produkter til mere end en milliard mennesker, har Apple ikke kun flere penge, men har også større forbindelse til befolkningerne end de fleste nationer har.

Mange af verdens største og mest magtfulde private virksomheder opfatter sig ikke længere som repræsentanter for hver deres hjemlande; de er statsløse stormagter i deres egen ret. Deres varemærker overstiger deres nationale oprindelse – ligesom deres kommercielle ambitioner gør det. Skat er ikke en national forpligtelse for Facebook, Google, Amazon og flere med dem. Det er et handelsobjekt og et spørgsmål om de bedste vilkår for business.

For virksomhederne som sådan ser væksten ud til at være godt på vej, men den kommer på et tidspunkt med hård konkurrence ikke kun for nye markeder, men i forhold til selve reglerne i spillet. Jokeren er den teknologiske udvikling, der underkaster alle et ubarmhjertigt pres.

Cybersikkerhed på
flere måder

På tværs af ideologier og imperativer vil regeringerne helt sikkert i 2018 bevæge sig længere for at kontrollere brugen af ​​data og cyberspace. I Europa er der nye databeskyttelsesbestemmelser på vej i 2018 og en mere aggressiv antitrust indsats, et forsøg på en mere retfærdig skattebetaling og håndhævelse af arbejdskraftens frie bevægelighed men bekæmpelse af social dumping. Det er hvad mange lande betragter som en nødvendig opstramning efter en periode med overdreven laissez-faire i forhold til den digitale økonomi.

I kampen mod terror og kontroversielle ytringer på nettet vedtog Kinas øverste lovgivende organ, den Nationale Folkekongres’ Stående Udvalg, sidste år en ny lov om Cybersikkerhed. Loven skal officielt »beskytte suverænitet på internettet, den nationale sikkerhed og borgernes rettigheder«. Det handler bl.a. om at kriminalisere aktiviteter, der har til hensigt at »omstyrte det socialistiske system, splitte nationen, underminere det nationale sammenhold og advokere for terror og ekstremisme«, lyder argumenterne. Den mindre pæne udlægning handler om øget kontrol og overvågning af den kinesiske befolkning.

Et af de vigtigste spørgsmål omkring de nye teknologier udestår. Hvordan skal vi håndtere rammerne for kunstig intelligens og machine learning? Hvordan sikrer vi, at det bliver menneskeheden, der styrer robotterne og maskinerne med den kunstige intelligens og ikke omvendt? Politikerne og de vigtige folk i Davos er ved at få øjnene op for den udfordring.

Læg oven i alt dette her, som kræver rigelig opmærksomhed, usikkerheden omkring Nordkorea og Mellemøsten og udviklingen i Rusland med et præsidentvalg på vej i 2018 samt udskiftningen på centrale poster i flere Afrikanske stater med aldrende despoter. I Latinamerika vil en række kritiske valg i Brasilien, Colombia, Mexico og Venezuela blive en test på, om der kan skabes fremgang for ​​antikorruption og reformistiske bevægelser. I Indien skal det regerende Bharatiya Janata parti have testet deres mandat i 2018, og det valg kan få afgørende betydning for landets teknologiske og økonomiske udvikling. I Europa skal der findes en løsning på Storbritanniens exit fra den Europæiske Union og de uløste migrationsproblemer. I USA ventes der spændt på år 2. med Trump og et spændende midtvejsvalg til Kongressen, som vil give et første fingerpeg om præsidentens chancer for genvalg.

Så der er nok at tale om i Davos denne vinter også.

På den baggrund bliver vores hjemlige diskussion om skattelettelser, udlændige stramninger og velfærdssikring frem til 2030, og hvem der nu kravler op og ned af træerne i den politiske skov sådan sat lidt i perspektiv.

Godt Nytår.

 

#MeToo – skræmmende, social mobilisering anno det 21. århundrede

Der er noget barokt og på sin vis meget tidstypisk over den situation, at #MeToo-bevægelsen mod seksuel chikane og seksuel forulempelse af kvinder blev Time Magazines ikoniske ”Person of the Year”.

Hvert år siden 1927 har redaktørerne af Times på basis af en vejledende afstemning blandt magasinets læsere udpeget den person eller den gruppe af personer, som har haft mest indflydelse på nyhederne i det forløbne år – på godt og ondt.

For at forstå hvor stort det er, at en bevægelse alene med eksistens på de sociale medier kan ramme toppen af en så prestigefyldt liste, kan det nævnes, at valget i 2016 faldt på USA’s præsident Donald Trump. I 2015 på Tysklands kansler, Angela Merkel. I 2014 Ebola-virus bekæmperne i Afrika. I 2013 den katolske pave Frans og i 2012 tidligere præsident Barack Obama.

Hvad der startede med afsløringen af en syg kultur overfor kvinder i Hollywood-miljøet, og et brud på mange års tavshed og skam i forhold til at fortælle om seksuel chikane og overgreb, er blevet til årets mest omfattende manifestation af solidaritet og krav om respekt for kvinder på tværs af kloden. #MeToo er en af de allerstørste og allerhurtigste virale succeser på de sociale medier nogen sinde. På linje med – eller større end det arabiske forår.

For selvom #MeToo-kampagnen først gik viralt, da skuespilleren Alyssa Milano den 15. oktober opfordrede kvinder på Twitter til at dele deres historier om seksuelle overgreb i kølvandet på flere anklager om sexchikane rettet mod filmproduceren Harvey Weinstein, så går ‘MeToo’-kampagnen meget længere tilbage. Allerede i 2007, længe før hashtagget eksisterede, lancerede Tarana Burke nemlig en ‘MeToo’-kampagne for at støtte unge sorte piger i belastede miljøer, der – præcis som hun selv – var blevet ofre for seksuelle overgreb.

Men da Alyssa Milano den 15. oktober lagde sin opfordring på Twitter, kom der respons fra en halv million mennesker inden for de første 24 timer, og ved slutningen af november var der blevet sendt 1,7 million tweets med hashtagget #MeToo. Og de tal vokser stadig.

På Facebook var der inden for 24 timer efter det første opslag med MeToo-opfordringen 12 millioner posts og kommentarer. Hos Google blev #MeToo også et globalt hit og bevægelsen uden leder, uden nogen organisation og uden noget program har spredt sig til 85 lande. Den får hele tiden ny ilt fra forskellige kvinders historier. Ikke mindst fra en åbenhedsproces, som i disse uger går gennem kreative miljøer både i og uden for USA.

Formålet med denne klumme er ikke at gå ind i de moralske og etiske spørgsmål, som melder sig om de mange års tavshed i forhold til seksuel chikane mod kvinder, eller at gå ind i de konkrete eksempler på overgreb, som allerede er blevet en del af nyhedsstrømmen. Det kan der være alle mulige gode grunde til fortsat at grave i, og forhåbentlig giver kampagnen de kvinder, der har kæmpet i skjul med overgreb og forulempelser, mod til at stå frem.

Her på dette sted gælder analysen, hvad vi kan lære af en så enorm, global flodbølge på de sociale medier, og hvordan vi skal forstå de dimensioner af folkelig solidaritet og engagement, som et enkelt tweet kunne udløse på bare 24 timer på tværs af alle geografiske grænser.

Der er næppe den arbejdsplads, hvor emnet ikke har været drøftet på kantinebasis eller ved kaffemaskinen siden midten af oktober – om ikke andet så med sædvanlig dansk sarkasme.

Der er næppe den store virksomhed, det uddannelsessted eller den lidt større offentlige arbejdergiver, der ikke rent ledelsesmæssigt har måttet kigge personalereglerne efter i sømmene og finde ud af, hvordan man egentlig håndterer seksuel chikane, hvis det skulle forekomme.

Fænomenet #MeToo er blevet både en befrielse for de kvinder, som har gået med en ubehagelig oplevelse i tavshed alt for længe – men det har også potentialet til at blive en offentlig gabestok, hvor helt uskyldige kan blive hængt ud for noget, de aldrig har gjort. Der kører lige nu en virtuel skraldevogn rundt på nettet og samler alt muligt snavs op, og hvor bevisbyrden måske er svær at løfte.

Læren af den sociale orkan med #MeToo-bevægelsen må være, at hvis man rammer koden til et tabu og åbner for en spektakulær anklage mod en kendt person, som i dette tilfælde Hollywood-produceren Harvey Weinstein, så er potentialet der til en helt uforudsigelig og enestående social, global mobilisering. Så er der skabt en virtuel vidneskranke, hvorfra alle og enhver kan levere skyts til kampagnen om i dette tilfælde de seksuelle krænkelser. Det rummer igen faren for at det hele løber ud af proportion og bliver til heksejagt.

På den anden side viser eksemplet med #MeToo, at der er bevægelser i vores samfund, som nu med de sociale medier i den grad kan blive antændt og få kæmpe gennemslagskraft nede fra. Omfanget af den seksuelle chikane, som kampagnen har afdækket, havde hverken politikerne, medierne eller erhvervslederne set komme.

De historier, som udløste reaktionen på de sociale medier, blev oprindeligt bragt i professionelle medier som The New York Times og The New Yorker, hvor en stribe kvinder anklagede den prominente filmproducer for seksuelle overgreb. Men her fra sprang de videre og fik deres globale status via de sociale medier.

#MeToo -historien rummer alt, hvad der skal til for at få opmærksomhed. Et tabuiseret emne. Kendte personer på prestigefyldte poster, som falder ned i muddergrøften og mister deres anerkendelse. Sårede, smukke kvinder, som får oprejsning og sympati. Der er det hele. Der kommer næppe nogen større politisk konsekvens af kampagnen, men til gengæld er der en langt større og mere vedvarende konsekvens, som allerede er taget på mange arbejdspladser med en langt klarere stillingtagen til seksuel chikane som en uacceptabel adfærd.

#MeToo -kampagnen dør sikkert ud igen, når et nyt fænomen på de sociale mediers stjernehimmel dukker op i 2018, men læren af den må være, at der blot skal et enkelt tweet med følelsesmæssigt letantændeligt indhold til at rejse millioner af mennesker til en global folkestemning på et enkelt døgn. Hvad kan det ikke misbruges til, hvis nogen formår at anvende de samme værktøjer til at skabe den samme effekt, men på baggrund af en målrettet, politisk misinformationskampagne?

 

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 15. december 2017. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-metoo-skraemmende-social-mobilisering-anno-det-21-aarhundrede