#MeToo – skræmmende, social mobilisering anno det 21. århundrede

Der er noget barokt og på sin vis meget tidstypisk over den situation, at #MeToo-bevægelsen mod seksuel chikane og seksuel forulempelse af kvinder blev Time Magazines ikoniske ”Person of the Year”.

Hvert år siden 1927 har redaktørerne af Times på basis af en vejledende afstemning blandt magasinets læsere udpeget den person eller den gruppe af personer, som har haft mest indflydelse på nyhederne i det forløbne år – på godt og ondt.

For at forstå hvor stort det er, at en bevægelse alene med eksistens på de sociale medier kan ramme toppen af en så prestigefyldt liste, kan det nævnes, at valget i 2016 faldt på USA’s præsident Donald Trump. I 2015 på Tysklands kansler, Angela Merkel. I 2014 Ebola-virus bekæmperne i Afrika. I 2013 den katolske pave Frans og i 2012 tidligere præsident Barack Obama.

Hvad der startede med afsløringen af en syg kultur overfor kvinder i Hollywood-miljøet, og et brud på mange års tavshed og skam i forhold til at fortælle om seksuel chikane og overgreb, er blevet til årets mest omfattende manifestation af solidaritet og krav om respekt for kvinder på tværs af kloden. #MeToo er en af de allerstørste og allerhurtigste virale succeser på de sociale medier nogen sinde. På linje med – eller større end det arabiske forår.

For selvom #MeToo-kampagnen først gik viralt, da skuespilleren Alyssa Milano den 15. oktober opfordrede kvinder på Twitter til at dele deres historier om seksuelle overgreb i kølvandet på flere anklager om sexchikane rettet mod filmproduceren Harvey Weinstein, så går ‘MeToo’-kampagnen meget længere tilbage. Allerede i 2007, længe før hashtagget eksisterede, lancerede Tarana Burke nemlig en ‘MeToo’-kampagne for at støtte unge sorte piger i belastede miljøer, der – præcis som hun selv – var blevet ofre for seksuelle overgreb.

Men da Alyssa Milano den 15. oktober lagde sin opfordring på Twitter, kom der respons fra en halv million mennesker inden for de første 24 timer, og ved slutningen af november var der blevet sendt 1,7 million tweets med hashtagget #MeToo. Og de tal vokser stadig.

På Facebook var der inden for 24 timer efter det første opslag med MeToo-opfordringen 12 millioner posts og kommentarer. Hos Google blev #MeToo også et globalt hit og bevægelsen uden leder, uden nogen organisation og uden noget program har spredt sig til 85 lande. Den får hele tiden ny ilt fra forskellige kvinders historier. Ikke mindst fra en åbenhedsproces, som i disse uger går gennem kreative miljøer både i og uden for USA.

Formålet med denne klumme er ikke at gå ind i de moralske og etiske spørgsmål, som melder sig om de mange års tavshed i forhold til seksuel chikane mod kvinder, eller at gå ind i de konkrete eksempler på overgreb, som allerede er blevet en del af nyhedsstrømmen. Det kan der være alle mulige gode grunde til fortsat at grave i, og forhåbentlig giver kampagnen de kvinder, der har kæmpet i skjul med overgreb og forulempelser, mod til at stå frem.

Her på dette sted gælder analysen, hvad vi kan lære af en så enorm, global flodbølge på de sociale medier, og hvordan vi skal forstå de dimensioner af folkelig solidaritet og engagement, som et enkelt tweet kunne udløse på bare 24 timer på tværs af alle geografiske grænser.

Der er næppe den arbejdsplads, hvor emnet ikke har været drøftet på kantinebasis eller ved kaffemaskinen siden midten af oktober – om ikke andet så med sædvanlig dansk sarkasme.

Der er næppe den store virksomhed, det uddannelsessted eller den lidt større offentlige arbejdergiver, der ikke rent ledelsesmæssigt har måttet kigge personalereglerne efter i sømmene og finde ud af, hvordan man egentlig håndterer seksuel chikane, hvis det skulle forekomme.

Fænomenet #MeToo er blevet både en befrielse for de kvinder, som har gået med en ubehagelig oplevelse i tavshed alt for længe – men det har også potentialet til at blive en offentlig gabestok, hvor helt uskyldige kan blive hængt ud for noget, de aldrig har gjort. Der kører lige nu en virtuel skraldevogn rundt på nettet og samler alt muligt snavs op, og hvor bevisbyrden måske er svær at løfte.

Læren af den sociale orkan med #MeToo-bevægelsen må være, at hvis man rammer koden til et tabu og åbner for en spektakulær anklage mod en kendt person, som i dette tilfælde Hollywood-produceren Harvey Weinstein, så er potentialet der til en helt uforudsigelig og enestående social, global mobilisering. Så er der skabt en virtuel vidneskranke, hvorfra alle og enhver kan levere skyts til kampagnen om i dette tilfælde de seksuelle krænkelser. Det rummer igen faren for at det hele løber ud af proportion og bliver til heksejagt.

På den anden side viser eksemplet med #MeToo, at der er bevægelser i vores samfund, som nu med de sociale medier i den grad kan blive antændt og få kæmpe gennemslagskraft nede fra. Omfanget af den seksuelle chikane, som kampagnen har afdækket, havde hverken politikerne, medierne eller erhvervslederne set komme.

De historier, som udløste reaktionen på de sociale medier, blev oprindeligt bragt i professionelle medier som The New York Times og The New Yorker, hvor en stribe kvinder anklagede den prominente filmproducer for seksuelle overgreb. Men her fra sprang de videre og fik deres globale status via de sociale medier.

#MeToo -historien rummer alt, hvad der skal til for at få opmærksomhed. Et tabuiseret emne. Kendte personer på prestigefyldte poster, som falder ned i muddergrøften og mister deres anerkendelse. Sårede, smukke kvinder, som får oprejsning og sympati. Der er det hele. Der kommer næppe nogen større politisk konsekvens af kampagnen, men til gengæld er der en langt større og mere vedvarende konsekvens, som allerede er taget på mange arbejdspladser med en langt klarere stillingtagen til seksuel chikane som en uacceptabel adfærd.

#MeToo -kampagnen dør sikkert ud igen, når et nyt fænomen på de sociale mediers stjernehimmel dukker op i 2018, men læren af den må være, at der blot skal et enkelt tweet med følelsesmæssigt letantændeligt indhold til at rejse millioner af mennesker til en global folkestemning på et enkelt døgn. Hvad kan det ikke misbruges til, hvis nogen formår at anvende de samme værktøjer til at skabe den samme effekt, men på baggrund af en målrettet, politisk misinformationskampagne?

 

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 15. december 2017. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-metoo-skraemmende-social-mobilisering-anno-det-21-aarhundrede

Kan vi overhovedet udrydde ”fake news”?

Oktober og november har været rigtigt dårlige måneder for de store teknologigiganter Google, Facebook og Twitter. Her tabte de i fuld offentlighed fuldkommen ansigt som professionelle, globale virksomheder, der udadtil brander sig som evangelister for en bedre verden af fællesskab, videndeling og grænseoverskridende forbindelser. Her tabte de ansigt, som virksomheder med fuld kontrol med deres enorme dataflow, deres enorme annonceindtægter og deres gigantiske imperium af kunder og kundedata fra hele verden.

Foran det amerikanske senats underudvalg om kriminalitet og terrorisme og senatets efterretningskomite, er de tre selskabers juridiske repræsentanter blevet grillet for deres åbenlyse mangel på styr på misinformation på deres platforme, for manglende kontrol med politisk infiltration fra Rusland i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 og mangel på kontrol med køberne af annoncer på platformene Google, Facebook og Twitter.

Deres manglende evne til at forhindre misbrug og manipulation – hvor end den måtte komme fra både hvad angår annoncer og brugeropslag på platformene – blev helt og aldeles åbenbaret for enhver under høringer, hvor de amerikanske senatorer ikke holdt sig tilbage med kritik.

Det blev for den sidste jubelglade tvivler krystalklart, hvor sårbar vores digitale infrastruktur er. Hvor magtfulde de tre globale virksomheder er, og hvor vanskeligt det er for dem at beskytte den infrastruktur, som vi alle er blevet så afhængige af, mod misbrug.

”Hvis du har fem millioner annoncører, som skifter hver dag, hvert minut eller hvert sekund, har du så reelt styr på, hvem hver eneste af disse annoncører er, og hvad deres aktivitet går ud på”, spurgte den republikanske senator fra Louisiana, John Kennedy. Svaret skulle gives af Colin Stretch, som er Facebook’s juridiske rådgiver. Stretch indrømmede, at Facebook ikke kunne se aktiviteterne bag de enkelte annoncører, og at man ikke havde styr på det. John Kennedy replicerede, at han var stolt over, at de tre nævnte selskaber var amerikanske, men samtidig skræmt over den magt, som de besad.

I forbindelse med kongreshøringerne informerede Facebook lovgiverne om, at omkring 126 millioner amerikanere måtte have været udsat for indhold, der blev genereret på Facebooks platform af en russisk statsforbundet troldefabrik kendt som Internet Research Agency mellem juni 2015 og august 2017.

Twitter meddelte, at man der havde identificeret 2.752 konti knyttet til Internet Research Agency. Det fandt i alt 36.746 konti, der syntes at være forbundet med Rusland, men ikke nødvendigvis med Internet Research Agency, som genererede automatiseret, valgrelateret indhold. Ud over de opdagede konti, har Twitter oplyst at Internet Research Agency havde sendt mere end 131.000 tweets under valgkampen.

Også Google indrømmede at deres YouTube delingstjeneste har lagt platform til russiske påvirkningskampagner, og at man var ved at undersøge omfanget nærmere. Google har oplyst at agenter fra Internet Research Agency uploadede mere end 1.000 videoer på YouTube platformen.

Hvad høringerne i Kongressen i USA fører til kan blive en lovgivning, der for så vidt angår politiske reklamer skærper kravene til transparens, åbenhed omkring hvem, der køber hvad, og dermed en klar udfordring til hele den automatiserede og robotstyrede annonceformidling, som de globale selskaber benytter sig af.

Googles svar på kritikken har været udtalelser om, at spore misbrugerne og nedgradere deres placeringer på nettet, hvor algoritmerne i dag gør det modsatte – præmierer brugerinteresse for saftige sensationer og lægger dem øverst i søgemaskinens tilbud. Facebook bebuder at ville ansætte 1.000 medarbejdere til at kontrollere særligt politiske annoncer og sponseret indhold fra politiske aktører. Twitter bebuder også indgreb i særligt russiske statsselskabers ageren.

Ud af skabet er sprunget diskussionen om censur, hvor særligt Facebook er i skudlinjen. Men er det egentlig en særlig tryghedsskabende faktor, hvis internetgiganterne skal til at censurere vores indhold efter globale etiske kriterier og standarder, mere end de gør i forvejen? Nej vel? Og sagen er så her, at det gør giganternes algoritmer jo allerede. For de nedgraderer eller fjerner stof efter bestemte kriterier og opgraderer, hvad der ligner det, vi tidligere godt har kunnet lide at se på.

Misinformation eller polarisering

”I tider som disse er det vigtigste, vi som Facebook kan gøre, at udvikle den sociale infrastruktur, der kan give folk mulighed for at opbygge et globalt fællesskab, der virker for os alle. I det seneste årti har Facebook fokuseret på at forbinde venner og familier. På fundamentet af dette vil vores næste fokus være at udvikle den sociale infrastruktur for hele samfundet – for at understøtte samfundet, for at holde os trygge, for at holde os informeret, af hensyn til det civile engagement og for inklusionen af alle.”
Citat fra Facebook stifter Mark Zuckerberg fra 16. februar i år, hvor han udmeldte den næste epokes mål for Facebook.

Fake News, misinformation, troldefabrikkers infiltrering af Facebook spillede ikke nogen rolle i chefens tale dengang. I det hele taget er kampen mod falske informationer og direkte misinformation en mindre detalje på vejen mod at skabe det store forkromede globale fællesskab, må man forstå i den programerklæring.

”Vores tilgang vil fokusere mindre på at forbyde misinformation, og mere på at tilføje yderligere perspektiver og oplysninger, herunder det faktum, at en faktatjekker f.eks. anfægter opslagets nøjagtighed. Vi har mere arbejde at gøre med informationsdiversitet og misinformation, men jeg er endnu mere fokuseret på sensationalismens og polariseringens indvirkning og ideen om at skabe fælles forståelseramme”, skriver Mark Zuckerberg videre i programerklæringen fra februar.

Det er tankevækkende at læse denne iscenesættelse af den nye Facebook strategi nogle måneder senere, hvor både Facebook, Google og Twitter har stået skoleret for den amerikanske kongres og gang på gang er blevet udspurgt, om de har styr på det indhold, de sender ud. På dets ægthed og troværdighed. Og om de føler at ansvar for, at hadtale, indhold med opfordringer til terror og direkte falske og misledende historier ikke bliver lagt ud på nettet. ”Misbruget af vores platform i forsøg på statssponsoreret manipulation af valget er en ny udfordring for os – og en, vi er fast besluttet på at bekæmpe”, sagde Twitters advokat, Sean Edgett, under høringerne.

Hvis netgiganterne kommer under mere politisk pres er næste skridt så en eller anden form for indholdscensur, selv om alle slår syv kors for sig? Hvem skal beslutte, hvad der er en acceptabel tone på nettet, hvad der kan annonceres for og imod? Hvem skal beslutte, hvad der er op og ned på en nuanceret sag uden den professionelle og uafhængige journalistik som mellemled?

Sagen er at internettets volumen har vokset sig så stor, at end ikke tech giganterne nu har styr på tingene og hastigheden af uploads af indhold og annoncer sker så hurtigt og så automatiseret, at det ikke kan kontrolleres, før det rådne indhold har spredt sig.

Der gøres fine bestræbelser og mange initiativer til at løse skraldemands-opgaven på internettet med fakta-tjek-sites som Mandag Morgens www.TjekDet.dk  og andre lignende initiativer rundt omkring i udlandet. Initiativer der bringer professionel journalistisk validering og dokumentation af oplysninger i spil sammen med bidrag fra forskere og andre eksperter.

Men vi skal ikke forvente, at der trods alle bestræbelser på at opdage fjendtlig infiltrering af nettet, misinformation og fake news, kommer en situation, hvor vi slipper for at navigere i et – i tanken og idealet – smukt digitalt ocean af indhold, men nu forurenet af misinformation og statsstyret manipulation. På samme måde som det smukke fysiske ocean i dag har store områder stærkt forurenet af grimt plastikaffald.

Denne artikel har været offentliggjort på altinget.dk den 1.december 2017: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kan-vi-overhovedet-udrydde-fake-news

Hvor mange presserådgivere går der på en minister?

Svaret på overskriftens gåde er syv. De 22 ministre i regeringen har i gennemsnit syv medarbejdere, der beskæftiger sig med kommunikation og pressehåndtering. Hele 155 medarbejdere i centraladministrationen har dagligt den opgave at betjene de professionelle medier, egne hjemmesider og de sociale medier. Det har en opgørelse fra Finansministeriet til Folketingets finansudvalg netop afsløret. Og de indbyrdes forskelle mellem ministerierne er store. Fra tre til 18,5 medarbejdere. Læg dertil hvad der er af kommunikationsmedarbejdere i styrelser og statslige institutioner i øvrigt. Og de hundredvis af medarbejdere i hver af regionerne og kommunerne, som beskæftiger sig med kommunikation og mediehåndtering.

Det er rigtigt nemt at sige: Hold da op. Er det lige her, vores skattepenge skal bruges? Men for politikere og embedsmænd i den offentlige sektor er udviklingen på netop medieområdet og borgernes ændrede forventninger til åbenhed og direkte adgang til information et kolossalt paradigmeskift, en stressfaktor og et ændret fokusområde, som ikke kan ignoreres. Det er kun noget, der vokser og vokser. Det bekræftede det såkaldte Bo Smith-udvalgs rapport om ”Embedsmandens rolle i det moderne folkestyre” med al tydelighed. Og det bekræftes hver eneste dag i den offentlige forvaltning.

Kigger man til den private sektor, er udviklingen den samme. Virksomhederne ruster sig på kommunikationsfronten med kommunikation som strategisk redskab, med indholdsmættede hjemmesider, aktiviteter på de sociale medier for at opbygge brandkendskab og veludbyggede intranet til den interne kommunikation.

Det har jo alt sammen sine meget positive sider, at både det offentlige og den private sektor er mere optaget af at kommunikere til os alle sammen som borgere og forbrugere. Det har sine positive sider, at kommunikationen er blevet professionaliseret i højere grad end tidligere, og at det som regel er folk med målrettede kompetencer til det formål, der sidder på disse opgaver. Der kan også argumenteres for, at en massiv vækst i antallet af medier, i antallet af distributionsplatforme og en øget hastighed på nyhedsstrømmen i døgndrift på de mange medieplatforme taler for, at folk til pressehåndtering og kommunikation er nødvendige hjælpere og mellemled for ministre, borgmestre, regionsrådsformænd, styrelseschefer og direktører.

Læg dertil at de professionelle medier har fået langt flere generalister blandt journalisterne, der arbejder under hårdt tidspres og uden at være fagligt inde i stoffet. En mangel som mange kommunikationsmedarbejdere sikkert har oplevet at skulle reparere på med hel basal information.

Så lang så godt. Men udviklingen har en markant bagside.

Bagsiden af medaljen kan næsten høres i hele retorikken omkring denne her udvikling. ”Mediehåndtering”. ”Presserådgivning”. ”Styring af kommunikationen”. Det handler om at være i kontrol. Om at vinde den offentlige dagsorden og sætte scenen på den rigtige måde. Det handler om at øve modtryk, hvis de professionelle medier kører med en sag, der giver ballade og hak i tuden. Det handler om at få kritik til at dø ved enten at kvæle den i kærlighed og modinformation eller ved at sende andre emner i spil, som drukner den dårlige historie. Værktøjskassen til mediehåndtering har mange rum.

Bagsiden af medaljen er:

  • At kommunikationshæren ikke alene bliver en hjælp og en formidler, men også en uindtagelig vognborg rundt om den ansvarlige minister eller politiker.
  • At pressehåndtering kan handle om at sortere og prioritere de informationer, der kommer ud til pressen på en måde, så solen skinner mest muligt på ministeren eller borgmesteren, og ikke nødvendigvis så alle sten er vendt – også der hvor det kritiske i sagen befinder sig.
  • At hjælp til medierne handler om at selektere den statistiske information eller de oplysninger, som gives videre, så det passer ind i afsenderens bedste interesser.
  • At styring af kommunikationen i stigende omfang betyder, at ministre og andre politikere benytter sig af sms eller e-mail svar på dårlige sager og kun stiller op til interviews på de gode sager. Så kender man spørgsmålene på forhånd, og man risikerer ikke et ubehageligt opfølgende spørgsmål i et direkte interview.
  • At de professionelle, uafhængige og kritiske medier i mandtal og ressourcer ikke kan matche den professionaliserede stat, region eller kommune i forhold til at tjekke, udfordre og analysere al den information, som spredes.
  • At mediernes kilder i stigende omfang styrer deres egen historiefortælling på www.regeringen.dk, på ministeriers, styrelsers, kommuners og regioners egne hjemmesider, hvor der selvfølgelig er en lyst til at fokusere mere på den gode historie end den dårlige.
  • At mediernes kilder i stigende omfang selv har overtaget opgaven i forhold til de praktiske serviceinformationer til borgerne, som mediernes tidligere betragtede som det salgbare, jordnære kit mellem de flotte publicistiske idealer.

Også de politiske partier er nu begyndt at skabe deres egne deciderede medieplatforme. Som www.altivisten.dk. Alternativets webside. Og Enhedslistens podcast: LISTEN. Nyhedsbreve, små videoer og andet af den slags, har længe været en naturlig del af den politiske kommunikation fra alle partier. Det er der jo ikke noget galt med, med mindre det betyder, at politikerne stiller mindre op i de professionelle, uafhængige medier, hvor de får kritiske spørgsmål og udfordres måske af andre partier.

Det er præcis det sidste her, der er udfordringen med den voksende kommunikationshær. At den frie og uafhængige presse, som er demokratiets nødvendige salt og befolkningens sikkerhed for, at nogen holder øje med, hvad der foregår i de politiske beslutningsprocesser, har fået sværere vilkår for direkte adgang til ministre, borgmestre og topchefer. At medierne nu ofte spises af med en sms eller et e-mail svar. At dårlige sager parkeres, når de ansvarlige ikke kan konfronteres med kritiske spørgsmål.

Når medietrykket er mest intenst, kan ingen minister naturligvis efterkomme alle ønsker om kommentarer og interviews. Men det er virkelig vigtigt, at medierne højt og tydeligt varedeklarerer, når en kommentar er en sms eller en e-mail eller en besked formidlet via en kommunikationschef og uden mulighed for spørgsmål til kritisk opfølgning. Lige som det er virkelig vigtigt, at den pågældende politiker eller topchef overvejer, om åbenhed i et demokratisk samfund blot er en meddelelse på de sociale medier eller tavshed.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 22.september 2017:

http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-hvor-mange-presseraadgivere-gaar-der-paa-en-minister

 

Statsministre er også bare mennesker

DR TV’s serie i fire afsnit om de seneste 35 års statsministre i Danmark er for mange mennesker blevet et utraditionelt, fascinerende og positivt kig ind i magtens maskinrum set gennem fem meget forskellige personligheder, som har stået i spidsen for vores land.

Når man læser debatten om de første to udsendelser på de sociale medier, er kernen i begejstringen opdagelsen af, at statsministre også er en slags mennesker, der kan komme i tvivl, som får for lidt søvn, der har skullet tackle et stort pres med ensomme beslutninger, og som er gode til at bygge netværk og skabe relationer.

Og fælles for dem alle er også, at de med vidt forskellig baggrund og i forskellige politiske situationer har påtaget sig at tage et usædvanligt stort ansvar. At de har haft viljen til magten. Men at de udfører det ansvar, de har haft og har som statsministre på vidt forskellig måde, det fremgår tydeligt. Og det er den interessante kerne i programmerne.

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde som journalist, redaktør, nyhedsdirektør og chefredaktør med politisk dækning i alle 35 år under de fem statsministre. Så udsendelserne er en tur ned ad erindringens vej med interessante punktnedslag i historien, formidlet som slow-tv i langsomme klipninger og smukke filmiske mellemlæg fra Marienborgs have.

Det er ikke afsløringerne, der står i kø under de temmelig banale samtaler. Og man er ikke i tvivl om sympatier og det modsatte i kredsen, selvom det på overfladen er et historisk og positivt møde i behagelige, lydefri omgivelser, hvor ingen stiller opfølgende, kritiske spørgsmål og ingen udfordres på deres positioner. Hver får de lejlighed til at give deres billede af, hvordan de gerne vil opfattes for eftertiden.

Fra den underspillede, venlige og humoristiske Schlüter til den bløde mand inden i Nyrup, som gerne ville indrømme fejl, og som kæmpede med at føle sig misforstået og uretfærdigt behandlet. Til den disciplinerede og principfaste, fnugfri Fogh og den første kvindelige statsminister med hårde interne regeringskampe og masser af offentlige tæsk, Helle Thorning-Schmidt. Og endelig til Lars Løkke Rasmussen, der gradvis og langsomt vænner sig til sin statsministerrolle og finder sin egen stil.

To af dem, Nyrup og Fogh, kontrol-freaks med lyst til at gå helt ned i detaljen om nødvendigt. To af dem, Thorning og Løkke, stærkt udfordret på interne slagsmål i deres respektive regeringer og af offentlig kritik for alt fra løftebrud til fadbamser, flyrejser på 1. klasse og Gucci-tasker. Og så Poul Schlüter, der hele vejen igennem fremstår som en ægte, dansk, folkelig og beskeden regeringsleder, der tager bussen på arbejde, køber sit tøj i Regent på tilbud, spiller en omgang hyggelig familiebridge eller drikker whiskysjusser med de radikale partiledere og tøjler sit eget konservative parti ved i interne konflikter at holde med de andre i flerpartiregeringerne, som han stod i spidsen for.

Schlüter var en statsminister, der havde tid. Tid til at tænke og til uformelle møder. Tid til at tale med pressen, også på det uformelle plan, og lytte til vandrørene på Christiansborg. Tid til at være hjemme i Danmark, mens udenrigspolitikken dengang blev håndteret i Udenrigsministeriet og den dertil indrettede udenrigsminister.

Med skiftet fra Schlüter til Nyrup og endnu mere Fogh, så blev tiden mere knap. Mediernes antal og daglige pres voksede enormt. Og medierne rykkede tættere på personen og personligheden inden i statsministeren med daglig karaktergivning til attitude, performance, tillid hos vælgerne og konkrete resultater. Og udenrigspolitikken flyttede markant ind i Statsministeriet sammen med en øget betydning af topmøderne i EU. En udvikling, der er taget endnu mere til under Thorning og Løkke.

En ændret statsministerrolle

Tv-serien er således i høj grad et billede på en interessant udviklingshistorie af selve statsministerrollen. For den er i den grad forandret på de 35 år. Og en af de mest afgørende faktorer i den forandring er medieudviklingen. Og så er det udviklingen i EU-samarbejdet og afhængigheden af ikke bare nationale, men også internationale personlige relationer.

Hver af de fem statsministre har haft deres kriser og bidrager med vinkler på dem. Som for eksempel Rushdie-sagen, terrorangrebet i USA 11. september 2001, Muhammed-krisen, betalingsringen og terrorangrebet på Krudttønden og ved synagogen i København.

Det interessante ved de fortællinger, vi får serveret i tv-serien, er de øjeblikke, hvor selv en statsminister ikke kan finde hjælp hos embedsmændene eller finde fodfæste i tidligere erfaringer, men må basere sin ageren på personlige valg, personlige relationer og personlige værdier.

Måske skulle politikerne gøre sig nogle overvejelser om, hvorfor folk tager positivt imod sådan en tv-serie, selvom alle kan gennemskue, at de fem regeringsledere fortæller hver den historie, som de gerne vil have er deres eftermæle. Politikerne kunne lære, at det ikke tæller ned at vise nogle menneskelige træk, selvom man har den højeste post, at det ikke tæller ned at give udtryk for nogle personlige værdier og nogle personlige valg.

Det er faktisk skønt til en forandring at se politikere i en politisk udsendelse og en klar politisk forståelsesramme, når de skal vise personlige træk og fortælle om personlige valg. At vi ikke partout skal have dem puttet ned i et eller andet underholdningsformat, for at de føler tryghed i at tale helt menneskeligt og naturligt. Det skader ikke at vise, at politikere også er mennesker med tvivl, bekymring, svære overvejelser, barske beslutninger og personlige værdier.

Foto fra dr.dk:http://www.dr.dk/om-dr/programmer-og-koncerter/dr1-samler-fem-danske-statsministre

Denne artikel blev også bragt på altinget.dk den 8.09.2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-statsministre-er-ogsaa-bare-mennesker

Så fik vi lige endnu et udvalg, der barsler til næste år …

Der er alt for lidt gennemsigtighed omkring regeringens udpegning af snesevis af råd nævn, udvalg og paneler. Hvad skal vi med alle disse parkeringspladser for politikudvikling under dække af inddragelse af viden og erfaring?

Det er jo meget vanskeligt at være kritisk over for, at en regering nedsætter udvalg med nogle erfarne og innovative mennesker ude fra den såkaldte virkelighed, som kan komme med gode ideer til enten at rydde op i en lovgivning, der ligner overkogt spaghetti, eller som kan tænke helt nye ideer og forslag til spændende initiativer.

Men når nedsættelsen af udvalg, arbejdsgrupper og udfordringspaneler (det nye ord for det samme) med de samme gengangere bliver svaret på al politisk nytænkning og innovation, så må man på et tidspunkt stille tre spørgsmål:

– Hvad laver ministerierne selv af egentlig innovativ oprydning i gammel lovgivning og politikudvikling for ministeren?

– Hvad laver de politiske partier egentlig selv af politikudvikling og nytænkning?

– Hvornår går de forrest med ideer og konkrete udspil? De er bedre og bedre bemandede til det, men sker der noget virkelig nyt på den front?

Skal vi bare have tiden til at gå med disse såkaldte ekspertudvalg i halve eller hele år, hvorefter de så mere eller mindre kan legitimere, hvad ministeren plukker ud senere og lægger frem?

Uden at have lavet en konkret optælling, så tror jeg, at denne regering overgår adskillige tidligere regeringer med nedsættelser af udvalg, arbejdsgrupper, råd og paneler. Og selv om overskriften ind imellem i alle de glade pressemeddelelser om nedsættelse af nye udvalg og råd absurd nok kan være forenkling og afbureaukratisering, så burde regeringen nok tage et kritisk samlet blik på, hvad den har gang i. Det kunne jo være en passende sommerpause-beskæftigelse.

Forenklingsudvalg for Erhvervsfremme

Lad mig tage et par eksempler.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har udsendt en glad meddelelse under overskriften: Erhvervsministeren nedsætter Forenklingsudvalg for Erhvervsfremme. Sådan. Forenklingsudvalg. Husk på det navn.

Pressemeddelelsen fortæller, at det er vigtigt, at en forenkling af erhvervsfremmeindsatsen er godt forberedt, og derfor nedsættes et udvalg med repræsentanter for virksomheder og eksperter, som skal udarbejde konkret forslag til et forenklet erhvervsfremmesystem. Og der opstilles fem principper for forenklingen af systemet i kommissoriet for udvalget.

Nu er det sådan, at erhvervsministeren faktisk for ikke ret længe siden modtog en stor konsulentrapport under titlen ”Eftersyn af erhvervsfremmeindsatsen” med en ret sønderlemmende kritik af det nuværende erhvervsfremmesystem.

I sammenfatning for den rapport udarbejdet af en stribe konsulentfirmaer som McKinsey & Company, Damvad Analytics, Landfall Strategy og Struense & Co. er der klare forslag til, hvad man bør gøre ved systemet. Optimeret styring, begrænsning af antallet af aktører, færre indgange til systemet, bedre overblik for virksomhederne, mere målretning af initiativer, fokus på produktivitetseffekter, inklusion af udenlandske erfaringer m.v. Alt sammen grundigt beskrevet af striben af konsulenter.

Læg godt mærke til et af disse firmaer. Bag navnet Struense og Co. finder vi den tidligere administrerende direktør for Københavns Kommune, Claus Juhl. Han og hans daværende firma, som han selv var medstifter af, har altså været med til at lave den meget grundige analyse og forslag til ændringer i erhvervsstøtteområdet, som alle forventede, ville danne basis for et politisk udspil.

Nu har erhvervsministeren så i stedet for at spille ud med sin og ministeriets forslag til en reform af området valgt at nedsætte et nyt udvalg. Og se, om ikke Claus Juhl dukker op igen – nu som formand for det nye udvalg og med et nyt firma, som han dannede tidligere på året efter at være brudt ud af Struense og Co. Nu lyder firma-navnet Forskel ApS med ham som eneejer og direktør.

Det nye ministerudvalg, som tilsyneladende skal lave arbejdet med at tænke et helt nyt erhvervsfremmesystem oven på den konsulentrapport, der i forvejen har analyseret og beskrevet behovet og modellen for et nyt erhvervsfremmesystem, har ud over gengangeren Claus Juhl en sammensætning af fem erhvervsfolk, en universitetsprofessor og en direktør for VIA University College, Louise Gade, og endnu et konsulentfirma.

Ideen er at holde regionerne og kommunerne ude af udvalget, fordi de strides om, hvem der skal have førertrøjen på i erhvervsfremmeindsatsen, og erhvervsorganisationerne skal tilsyneladende også holdes ude, fordi de har stærke interesser i, hvordan midlerne fordeles. Men kigger man på de mange aktører i erhvervsfremmeindsatsen, så skulle konsulentfirmaerne nok stå ude på sidelinjen sammen med kommunerne og regionerne og erhvervsorganisationerne, for er der nogen, der har særlige interesser i, hvordan systemet bygges op, så er det da i hvert fald også konsulentfirmaerne.

Claus Juhl er en meget efterspurgt mand – og dygtig er han utvivlsomt efter otte års erfaring på en uriaspost i Københavns Kommune og før den direktør i Økonomistyrelsen. Mens han nu skal stå i spidsen for den enorme opgave med at finde modellen for et forenklet erhvervsfremmesystem til begyndelsen af 2018, så dukker hans navn også lige op et andet sted. Han skal nemlig også lige hjælpe innovationsminister Sophie Løhde med at afbureaukratisere og forny den offentlige sektor. Ikke lige et venstrehåndsjob skulle man tro.

Han er nemlig også udpeget som formand for tre såkaldte udfordringspaneler, der skal give et bud på, hvordan regeringen kan realisere målet om en mere sammenhængende offentlig sektor. Der er et udfordringspanel om afbureaukratisering af den offentlige sektor. Et om bedre velfærd på tværs af sektorer og et om en mere tidssvarende offentlig sektor. I et af disse paneler findes en anden genganger – direktør Louise Gade fra VIA University College, der også skal forenkle erhvervsstøtteordninger. Og panelerne skal give deres input til regeringens sammenhængsreform, der skal fremlægges ved årsskiftet.

Et svaret på alt et nyt udvalg

Jeg argumenterer på ingen måde for, at disse udvalg, råd og paneler ikke har dygtige og innovative medlemmer, men lige som vores demokrati i forvejen er præget af alt for lukkede processer og alt for lidt åben diskussion om reformer og åben motivation til at komme med innovative forslag, så skaber de her strukturer nogle alt for lukkede og uigennemsigtige rum.

Det er uigennemsigtigt, hvordan udpegningen af medlemmer til disse råd, nævn og udvalg foregår, hvad enten det er innovationsministerens paneler eller erhvervsministerens forenklingsudvalg eller statsministerens disruptionsråd.

Det er uigennemsigtigt, hvordan de efterfølgende politiske forslag bliver udvalgt, og hvor meget ministeriernes embedsmænd gennem sekretariatsfunktionen for de mange udvalg sætter deres præg på processerne i retning af det, som ministeriet i forvejen har arbejdet med, og som de ved, ministeren gerne vil have på dagsorden.

Og det er uigennemsigtigt, hvordan et konsulentfirma kan sidde på begge sider af bordet i sådanne udvalg ved først at udarbejde en rapport, der peger på problemer og mulige løsninger, og derefter sidde i det udvalg, der skal udarbejde de færdige modeller for det, de selv har udpeget som problemer og mulige løsninger, og hvor de tilmed selv kan være en del af problemet med de alt for mange aktører på erhvervsstøtteområdet.

Ekspertudvalg har altid eksisteret som et element i den politiske proces, men det ville være værd at give formatet et kritisk eftersyn. Er de blevet for vildtvoksende parkeringspladser for politiske opgaver, der skal skydes til hjørne af forskellige årsager – som f.eks. et kommunalvalg eller en mindretalsregering, der skal have tid til at modne nogle reformer? Er der blevet en blanding af politiske venner, lidt universitetsfolk og et par andre eksperter blandet op med et par erhvervsfolk, som får lov til at sidde og komme med gode råd her og der?

Mere gennemsigtighed efterlyses.

Denne klumme har været bragt på Altinget.dk den 30. juni 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-saa-fik-vi-lige-endnu-et-udvalg-der-barsler-til-naeste-aar

Send demokratiets festival på værksted

Kære Folkemøde og kære Pia Kjærsgaard

Når dette læses, er politikere, interesseorganisationer, lobbyister, mediefolk, politiske ildsjæle og almindelige borgere med demokratisk engagement over middel, strømmet til årets Folkemøde i Allinge på Bornholm.

Siden 2011 har denne usædvanlige begivenhed udspillet sig fire dage i juni. En af fadderne til opfindelsen, der er efter svensk inspiration, Bertel Haarder, har kaldt begivenheden ”en politisk Roskilde Festival med mindre øl og mere snak”.

Ingen tvivl om, at Folkemødet er en vigtig ventil til at mødes under uformelle former. Åbenheden gælder for alle til de tusinder af events, og tilgængeligheden i forhold til ministre, folketingsmedlemmer og topfolk fra alle mulige organisationer i det danske samfund skaber en helt speciel stemning.

Her skabes kontakter og plejes netværk i stor stil. Her hygges og snakkes politik. Her ”frames” interesseorganisationernes aktuelle fokusområder og ønsker til politikerne. Her hældes fadøl, ny viden og inspiration på tanken hos fortravlede politikere. Her skabes alliancer og diskuteres uformelt mellem organisationerne. Her konkurreres om opmærksomhed og gæster og events, der skiller sig ud. Her jokes og laves alle mulige forsøg på at bryde alvoren med festlige indslag og udfordringer, for at lokke ikke mindst politikerne på slap line og give de fremmødte borgere lidt show og afveksling.

Når alt det nu er sagt. Når vi har fældet en tåre af begejstring over, at vi i Danmark kan samles på så uformel, fredsommelig og demokratisk vis til diskussioner om samfundets mangfoldige udfordringer, så tillad mig et kritisk spørgsmål til, om ikke det er på tide at udvikle konceptet nu. Når vi har glædet os over fællessangen og nydt hinandens selskab, hvad er det så vi vil huske, der skete i Allinge i år?

Det kan ikke være et kriterium hvert år blot at poste flere begivenheder ind på de fire dage, med et program på allerede over 3.000 events. Det kan ikke være et kriterium at kommercialisere Folkemødet endnu mere for at forhindre, at organisationen bag Folkemødet ender med at lave et økonomisk hul i jorden, som det tidligere har været for Bornholms Regionskommune. Det kan ikke være et kriterium blot at skaffe flere gæster til den politiske festival. Sidste år gæstede omkring 100.000 mennesker Folkemødet i løbet af de fire dage.

I alt kom omkring 140 politikere, hvoraf de 21 var borgmestre. 685 journalister var officielt akkrediteret til Folkemødet, hvilket må siges at være en helt vild overprioritering af Folkemødets faktuelle indhold. Der var 2.951 tilmeldte events fordelt på 854 arrangører. I år er der mere end 3.100 events.

Alle temaer er repræsenteret fra socialpolitik til forsvarspolitik, demokrati, folkestyre, miljø, fødevarer, udenrigspolitik og erhvervspolitik i en stor pærevælling. I 2014 stjal sundhedsområdet og Lars Løkke Rasmussens troværdighed dagsordenen ifølge en evaluering lavet af Operate blandt 1.162 deltagere på Folkemødet.

I 2015 blev det flygtninge og igen sundhed samt valget, som kom højest på listen sammen med den hollandske politiker Geert Wilders, der gæstede Folkemødet.

I 2016 blev det flygtninge igen i meget stort omfang med sundhed, Brexit og uddannelse på de næste pladser. Hvad det bliver i år endnu uafklaret, men sundheds- og socialområdet trænger sig nok på endnu en gang sammen med falske nyheder og mediernes rolle.

Det har sin charme, at Folkemødet afspejler så mange temaer og skaber en mulighed for at bygge kendskaber og netværk op på så mange områder. Men det skaber ikke ret mange fuldstændig nye og banebrydende udspil, og det skaber ikke mange løsninger. Vi er mere i afdelingen for politiske markeringer, for at opbygge opmærksomhed og for imagepleje.

Kunne det være anderledes, når nu de mange deltagende aktører faktisk bruger rigtigt mange penge på denne begivenhed i troen på, at det virker? Det tror de faktisk på, hvis man læser evalueringen af folkemødet 2016 – også fra arrangørernes side.

Kunne man opstille nogle ambitiøse mål for Folkemødet om, at de politiske partier skulle ”time” og fastlægge nye interessante udspil til Folkemødet, så der var noget reelt nyt til den demokratiske debat at komme efter og ikke kun forudsigelige markeringer fra partilederne?

Kunne man på samme måde opstille mål for, at de deltagende organisationer gik sammen om at rejse større samfundsdagsordener i stedet for den konkurrerende profiljagt, som kaster hver enkelt organisation ud i en kostbar kamp om at finde de mest kendte tv-værter som moderatorer og de mest kendte paneldeltagere til at stille op til hver deres lille event?

Kunne man forestille sig, at Folketinget satte sig selv til debat og brugte Folkemøde-scenen til for eksempel at drøfte den bekymring for demokratiet og folkestyret, som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, forleden gav udtryk for i et interview i Berlingske.

Havde hun valgt sammen med Folketingets præsidium at gøre det til et hovedtema på Folkemødet, så havde det givet mening at benytte denne enestående lejlighed til at bygge broer, eller få renset luften ordentligt ud mellem politikere, medier og borgere, når det gælder den tillidskonto, som står på minus for tiden.

Jeg har ikke nogen naiv tro på forbrødring eller umiddelbare adfærdsændringer hverken hos medierne eller politikerne, men hvor kunne man andre steder end netop på Folkemødet få debatten for åbent tæppe med befolkningen?

”Til sidst er der ingen, der gider os. Ingen. Hvad er en god nyhed, og hvad er en dårlig – og kan man tro på den? Det har stor betydning. Vi er jo betydningsfulde instanser på den måde, at politikerne er med til at lave lovene og er med til at forme samfundet, og journalisterne er med til at bringe det videre og med til at holde øje med demokratiet,” sagde Pia Kjærsgaard i det før nævnte interview. Desværre fik hun brugt nogle eksempler fra BT og Ekstra Bladet, som lynhurtigt fik en alt for vigtig debat til at køre af sporet.

Hun rejste tillidsspørgsmålet og sagde: ”Vi skal tage hinanden i hånden og spørge: Er journalister tilfredse med, at de ligger, hvor de gør? Bundskrabere. Er politikere tilfredse? Vi er afhængige af hinanden på alle mulige måder. Vi er nødt til at hanke op i hinanden.”

Helt enig med Pia Kjærsgaard. Lad os få den debat. Og nej. Vi kan ikke være tilfredse, nogen af parterne, med en bundplacering på tillid.

Og hermed en opfordring til Folkemødet og Folketingets formand om i fællesskab at gøre den helt essentielt vigtige dagsorden til omdrejningspunktet for et mere fokuseret Folkemøde næste år med færre temaer og til gengæld flere nye ideer og flere konkrete løsninger.

 

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den15 juni. maj 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-send-demokratiets-festival-paa-vaerksted

 

Hjælp vi drukner – i debatter om ”fake news”

 Folkemødet på Bornholm siges at have 3100 tilmeldte events til fire dage intensiv demokratisk råkost for samfundsnørder af alle slags og ikke mindst for politikere, interesseorganisationer, lobbyister og mediefolk.

Sidste år gæstede, ifølge arrangørerne, 25.000 deltagere dagligt smeltediglen i Allinge på Bornholm. Det vil sikkert blive noget tilsvarende i år i dagene fra 15. til 18. juni. I hvert fald har interesseorganisationer og politiske organisationer, NGO’er og offentlige institutioner, tænketanke og meget andet som sædvanlig haft strithår og stress omkring planlægningen af de mange detaljer, paneler, moderatorer, arrangementsteder, forplejning, temaer m.v. i de seneste måneder.

Så langt så godt. Det er, som det plejer. Selv om selve folkemødets struktur nok nu efter nogle år på bagen trænger til en fornyelse og nogle nye ambitioner. Mere om det en anden gang.

Mit ærinde her er at fokusere på, at folkemødets mange arrangører indimellem har haft så travlt med at være med på et fælles ”beat” i samfundsdebatten, at der pludselig bliver total overproduktion af events med et bestemt tema. Således også i år. I ikke færre end 28 arrangementer indgår ””fake news”” som en del af beskrivelsen og omdrejningspunktet, og her har jeg undtaget quiz-underholdning.

At kunne finde ud af, hvad der er sandt og falsk, har naturligvis og helt korrekt en enorm betydning for os som borgere, når vi dagligt udsættes for et sandt informationsbombardement. Men at alt nu skulle handle om en tsunami af ”fake news” på vej i Danmark, er helt ude af proportion.

Det får folk til at tro, at ”fake news” er det, der fylder det offentlige medierum i Danmark og myldrer ind ad revner og sprækker. Og ”fake news” bliver pludselig det fælles udtryk for alt fra dårlig, slap eller sensationsjournalistik til bevidst misinformation.

Er ”fake news”-debatten til gavn for de seriøse medier, der dermed kan skille sig ud fra utroværdige plattenslagere og politiske korsriddere, eller er ”fake news”-debatten skadelig for medierne, fordi enhver lille banal fejl i en web-historie pludselig blive til det store falskneri?

Se det er jo det gode spørgsmål, men i hvert fald må man sige, at medierne selv går på banen på folkemødet med at sætte fokus på ”fake news”-problemet. TV 2 News, DR, Danske Medier og Dansk Journalistforbund har alle åben scene på Bornholm under folkemødet med ”fake news” på dagsordenen.

Og hvem har så ellers fundet på samme trendy idé?

En række organisationer sætter fokus på forskningen og eksperters rolle i forhold til demokratiet og ”fake news”. Det gælder Københavns Universitet, Aarhus Universitet, DEA og CBS.

Så har vi en erhvervsorganisation som Landbrug og Fødevarer, der også er med på bølgen med udgangspunkt i mediernes ansvar for at sprede ”fake news” om danske virksomheder. Komiteen for Sundhedsoplysning jagter bedre faktatjek på sundhedsområdet i mediedækningen. SSP-samarbejdet kalder til møde om ”fake news” og unges liv og livsstil. Kunstnere for Fred vil diskutere sandt og falsk i udlandsdækningen.

Europa Kommissionen sætter krigen om sandheden og Ruslands brug af ”fake news” på dagsordenen. Det samme gør Forsvarsakademiet ved en event. Andre som Bibliotekerne, Professionshøjskolerne og Folkeuniversitetet serverer events om digital dannelse og ”fake news”. Og selvfølgelig skal de politiske partier også være med på bølgen. Det er Det Radikale Venstre og Nye Borgerlig ligeledes med debatter ”fake news”.

Der er simpelthen så meget retorisk misbrug, misinformation og mangel på indsigt i, hvad ”fake news” egentlig er, at det kræver en oplysningskampagne i sig selv at hitte rede i, når man skrålæser programteksterne for de 28 arrangementer, der har lånt ”fake news”-begrebet i deres omtaler.

Lad os prøve med lidt begrebsafklaring på skalaen fra total falsk til total sandt:

Der er indhold, som er fuldstændig falsk.
Der er billeder, som er fuldstændig falske.
Der er indhold, som delvis er baseret på sandhed og delvis på løgn.
Der er indhold, som er sandt, men taget ud af en kontekst og sat ind i en helt anden sammenhæng.
Det er løgn viderebragt ubevidst uden at tjekke.
Der er falske nyheder bragt videre for at tjene penge.
Der er falske nyheder bragt videre for at tjene et politisk formål.
Der er sande nyheder, som bliver bragt ud af proportion og dermed bliver falske.
Der er fejl skabt af journalister, som videreformidles som sandhed.
Der er redaktionelt indhold, som bliver ændret på de sociale medier til fejlagtigt indhold.
Der er indhold og fakta, som politikerne ikke kan lide, og som derfor bliver kaldt ”fake news”.
Der er satire.

Og man kunne sikkert komme på endnu flere kategorier. Men helt uomtvisteligt er det, at der må have siddet rigtigt mange programfolk til Folkemødet og fundet frem til, at mediernes troværdighed og ”fake news” skulle være et hovedemne på årets festuge for demokratiet.

Når jeg læser de her programtekster og kigger på, hvordan den aktuelle mediedebat kører rundt på primært Facebook, så er en hvilken som helst lille snoldet fejl i medierne nu blevet til udspekulerede ”fake news”. Og en hvilken som helst politisk manipulation med statistikker og politiske heltegerninger bliver også til ”fake news”.

Hvor ville det være befriende, hvis der blev skelnet bedre mellem den dybt alvorlige brug af misinformation, manipulation og spredning af løgne og bagvaskelse i krigens, demokratiets eller den personlige vindings navn, og så det, der bare en slap, dårlig, udokumenteret, proportionsforvridende og hovedløs journalistik eller lidt for smarte politikere på jagt efter magt og stemmer.

Jeg sender en håbefuld bøn til Folkemødet om, at debatten om begrebet ”fake news” bliver mere nuanceret og indsigtsfuld end mange af programteksterne afspejler.

Jeg sender en appel om, at vi for en gang skyld kan sætte fokus på det virkelig alvorlige, som handler om spredning af bevidst misinformation enten for pengenes skyld, eller for at vinde politisk magt eller infiltrere demokratiske institutioner. Og vi skal have fokus på det virkelig alvorlige, som er tabet af troværdighed og tillid til både medierne, eksperterne og politikerne i denne flodbølge af ”fake news”-debatter.

 

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 2 juni. maj 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-hjaelp-vi-drukner-i-debatter-om-fake-news

 

Demokratisk disruption – og hvad så?

Liberal Alliances folketingsmedlem, Mette Bock, skrev 1. november en kronik i dagbladet Politiken, hvor hun introducerede begrebet ”demokratisk disruption” – et meget rammende ord for en udvikling, som man alt efter overbevisning kan se på med optimisme eller pessimisme.

Lad det være sagt med det samme:  Mette Bock er optimisten, og jeg er pessimisten. Men hendes debatindlæg fortjener i den grad at blive diskuteret og udfordret og tak fordi, der endelig er en politiker, som har lyst til at diskutere demokratiets tilstand og ytrer sin mening om det.

Hvad betyder demokratisk disruption så, ifølge Mette Bock?

1). At personer kommer til at betyde mere end partier. Partierne bliver baggrundstæppe for den karismatiske politiker. Godt eller skidt? Efter min mening særdeles skidt. For det betyder at vi sætter al vores politiske kapital ind på hvor karismatisk, populær, troværdig og vindende de enkelte politikere, med hver deres kæpheste nu engang er, i stedet for at tænke politik i helheder, sammenhæng og perspektiv. Selvfølgelig har vi brug for stærke, dygtige politikere med holdninger. Og gerne 179 af dem i Folketinget. Men det personaliserede demokrati understøtter en tænkning i retning af et politisk supermarked, hvor vi som politiske forbrugere river det ned fra hylderne, som vi lige nu bedst kan lide, og så finder vi den politiker, der har de fleste af de samme præferencer. Og til næste år er det måske nogle andre varer, vi hiver ned fra hylderne. Den politiske forbruger kan være enig med Liberal Alliance i den økonomiske politik, med DF i udlændingepolitikken og SF i miljøpolitikken. Men hvordan i alverden skal der komme store, modige, sammenhængende, visionære, politiske beslutninger – og gode, robuste løsninger ud af det? Der kommer tilfældigheder og folkestemninger ud af det, som ikke bringer Danmark på forsvarlig kurs. Det bliver populismens eldorado.

2). At vi får et opgør mod ”the establishment” af gamle partier, som er faldet i søvn og ikke har moderniseret sig selv. Godt eller skidt? Rigtig godt. Helt enig. Der er brug for at de gamle politiske partier nytænker forretningsmodellen – for nu at bruge den kommercielle vending. Der er brug for, at de gamle partier får genetableret forbindelsen til deres rodnet og i højere grad involverer vælgerne, frem for reklamebureauet, i udarbejdelsen af politik. Men hvad består oprøret i, ifølge Mette Bock?

At de nye partier – Enhedslisten, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Alternativet – samler mennesker, som er enige om en retning, men ikke enige om alting, organiserer sig anderledes, kommunikerer anderledes og gør oprør mod traditionel magtpolitik, skriver Bock.

Det er muligt man kan kalde de nye partiers måde at organisere sig på anderledes – og her er Dansk Folkeparti allerede at henregne til de gamle – men er det nu også sandt for andre end Alternativet? Særligt Liberal Alliance må da siges at være temmelig topstyret i forhold til, hvem der er opstillet for partiet, og hvad der er partilinjen.  Det samme er Nye Borgerlige ved at lære, da de hurtigt blev fluepapir for ekstremister. Og Enhedslisten har lært hvad det koster imagemæssigt, hvis kandidater med alt for megen revolutionsromantik dukker frem i offentligheden.

3). At de nye partier har fundet en ny form for politisk magtlogik. Godt eller skidt? Absolut skidt. Hvis Liberal Alliances og Nye Borgerliges nye model for magtlogik og demokratisk praksis skal være fremtidens model for alle partier, så lukker og slukker vores parlamentariske system. I dag er praksis, at med mindre man har 90 mandater og kan skaffe et flertal i Folketinget ved egen kraft, så må man forhandle sig frem til resultater og indgå kompromiser, hvor forskellige viljer og holdninger bøjes mod hinanden. Hvis den nye model er, at man ikke vil tage ansvar, med mindre man får sine ultimative krav igennem, og man ikke vil støtte en statsminister, som afviser at udrette mirakler mod Folketingets flertal, så går vores demokrati i hårknude. Hvis andre partier kopierer Liberal Alliances model, og det gør de, hvis LA får succes med den, så bliver det meget svært at danne regering i Danmark i fremtiden.

4). At den gamle højre/venstre akse i dansk politik er ophævet, fordi værdipolitiske spørgsmål skaber brudlinjer på tværs af de gamle politiske båsesystemer og kategoriseringer. Godt eller skidt? En rigtig god pointe. Vi ser et stigende antal politiske og etiske spørgsmål, der ikke kan findes svar på i partiprogrammerne. Og vi ser nye alliancer opstå hen over den politiske midterstreg, som ikke ville have set dagens lys tidligere. Der er sket en udviskning af forskelle i den klassiske økonomiske politik med Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, hvor mange har haft svært ved at se forskel på rød og blå bloks politiske prioriteringer; alt sammen pakket ind i ”nødvendighedens politik”. Det giver plads og lyst til at prøve noget nyt, hvis alt det gamle blot er et fedt.

5). At de nye partier udgør en fornyelse og et brud med de gamle blokke? Indtil videre ikke. Liberal Alliance og Nye Borgerlige peger på en borgerlig statsminister, hvis de kan få tilstrækkelig pant i hans politik og ellers er konsekvensen demokratisk handlingslammelse, og næppe at LA peger på Mette Frederiksen. Enhedslisten og Alternativet vil sikkert nu efter LAs eksempel forsøge at gøre det samme i forhold til en socialdemokratisk statsminister. Ellers er konsekvensen også her handlingslammelse – og næppe at de to partier peger på Lars Løkke Rasmussen.

6). At der bliver mindre af gammeldags topstyret partidisciplin. Godt eller skidt? Fortrinsvis godt. Forstået på den måde, at det ville være befriende at se folketingsmedlemmerne, ikke mindst på værdipolitiske spørgsmål, bliver sluppet fri af partidisciplinen og stemme efter egen opfattelse. Andre gange hænger det jo ikke sammen, og det bliver helt ustyrligt, hvis daglige afstemninger i Folketinget bliver reduceret til en ren lotteriseddel. Vil vi komme til at stifte bekendtskab med flere politiske profiler end de maksimalt 15-20 stykker ud af 179 folketingsmedlemmer, som vi ser hele tiden på tv og i de øvrige medier? Nej – ikke med mindre vi kommer til at se langt flere stemme imod deres eget parti i afgørende spørgsmål. Så skal det nok få mediedækning.

7). At de nye partier som f.eks. LA skulle have en ny stil og mere mod til at være upopulære end de gamle? Det kan man jo se forskelligt på, alt efter hvad man kalder mod. Er det modigt når LA hele tiden truer med at vælte regeringen, hvis de ikke får deres vilje med topskatten? Eller er det modigt at forstå demokratiets spilleregler, at man må kunne tælle til 90 for at få noget igennem, og at man må indgå kompromiser i stedet for at true med valg? Er den nye stil, at man kan få uddelt et antal milliarder til disposition af det økonomiske råderum frem til 2025 i forhold til ens mandattal, sådan som LA foreslår det? Hvad i alverden er det for en sammenhæng, der kommer ud af sådan et politisk kludetæppe, hvor LA, Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre hver disponerer et antal milliarder af det økonomiske råderum i forhold til deres mandattal – hvilken statsminister vil acceptere at styre efter den model?

8). At de politiske kommentatorer ikke kan forstå, hvad der foregår, fordi de er lige så forstenede som de gamle partier. Rigtigt eller forkert? Rigtigt at den politiske journalistik spiller på den velkendte gamle bane med den velkendte magtlogik. Her er de nye partiers ageren årsag til både kritiske spørgsmål og højlydt undren, og ingen tvivl om at medierne bidrager til konserveringen af dansk politik ved at kaste sig kritisk over alle brud med normerne. Men den kritiske udfordring af alt det nye er jo også det, medierne er til for. Problemet er, at vi i mindre grad udfordrer det eksisterende.

9). At de nye partier har ført til et opbrud i blokpolitikken, en ny kultur og nye profiler. Det er her på den korte bane i hvert fald svært at få øje på. Endnu har ingen skiftet side i blokkene, selv om der på mindre farlige områder selvfølgelig kan samarbejdes på tværs og findes nye, utraditionelle partnerskaber om konkrete lovinitiativer. Vil de nye partier skabe en ny kultur? I hvert fald har det givet anledning til både bekymring og eftertanke, at partier som Liberal Alliance, Alternativet og Nye Borgerlige har kunnet få den medvind ved valg og meningsmålinger, som de har fået. Hvis de gamle partier ikke overvejer grundigt, hvad de skal gøre ved det, og hvad der skal være deres modsvar, så fortjener de da ikke bedre end at tage turen ned ad vejen til lavere opbakning. Hvis ikke de overvejer, hvorfor mange af de nye partier er dannet som afskalninger af de gamle med partiafhoppere i spidsen.

Får vi en ny type politikere ud af den ‘demokratiske disruption’? En ny attraktionsværdi ved at være politiker uden kadaverdisciplin og med større frihed til egne mærkesager. Kan en ny kultur ændre på, at politikerne i stigende omfang har tabt troværdighed, at Folketinget har mistet sin mangfoldighed og repræsentativitet i sammensætning i forhold til befolkningen, og at vælgerne har mistet tilliden til, at politikerne kan løse de væsentligste udfordringer for vores samfund?

Hvad skal der til for, at vores politiske system kan skabe de nye innovative løsninger? Vi har brug for en grundlæggende diskussion om demokratiets fremtid. Jeg tror desværre ikke, at Mette Bocks optimistiske budskab om det personaliserede demokrati giver os løsningen. Det er muligvis den rigtige diagnose, men de nye partier har ikke vist os den rigtige kur til den demokratiske udfordring vi står med.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 4.11.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-demokratisk-disruption-og-hvad-saa

Postfaktuel plat og politisk populisme

Den britiske folkeafstemning om at forlade EU har ikke alene helt konkrete storpolitiske og historiske konsekvenser, der udfordrer såvel sammenholdet i Det Forenede Kongeriges fire dele som den europæiske selvforståelse af et på mange måder succesfuldt EU projekt. Et projekt med de udfordringer og skavanker, som den slags ambitiøse, internationale samarbejder altid vil have, men også et projekt med klare succeser.

Folkeafstemningen i Storbritannien blev også et utvetydigt vidnesbyrd om tre andre vigtige og bekymrende tendenser i vores samfund.

  1. At drømmen om informationssamfundet med det oplyste folk, rationelle politiske beslutninger byggende på masser af data, masser af facts og masser af erfaring og ekspertise, som herefter indgår i en politisk proces med forskellige tolkninger, løsninger og holdninger, ser ud til at blive erstattet af et postfaktuelt demokrati. Et demokrati hvor det giver pote hos vælgerne at lægge eksperterne og eliten, de gamle politiske partier, storfinansen, de globale virksomheder og internationalt samarbejde for had, hvorefter det står enhver frit for uanfægtet at forme sin egen virkelighed baseret på følelser, demagogi og frygt.
  2. At vi nu reelt har en ny opdeling af befolkningerne i Europa. På den ene side står dem, der føler sig magtesløse over globaliseringen, som protesterer mod udvandingen af de nationale værdier og den nationale kontrol, som reagerer stærkt på udfordringen fra indvandringen og frygten for at miste eget job og som er fremmede overfor digitaliseringens invasion af både arbejdsliv og privatliv. På den anden side af dem, der ser mulighederne i det internationale, det grænsebrydende, det digitale og det multikulturelle.
  3. At de sociale medier forstærker tendensen til populisme og ikke kvantificerbare folkelige understrømme præget af frustration – ja ligefrem fremmedhad og ekstremisme. De sociale medier skulle jo være drømmen om den demokratiserede og ufiltrerede ytringsfrihed, hvor den åbne debat skulle være den selvkontrollerende faktor, men sådan er det ikke. Ingen overkommer at efterprøve og kontrollere sandhed og løgn på de sociale medier. Derfor er der alt for meget nonsens, som får lov til at passere uimodsagt og danne grobund for alle mulige myter og vandrehistorier. En ideel grobund for den politiske populisme og for en helte og skurke-dyrkelse, der bliver meget nærgående grænsende til det personlige.

Det sande folk
Det er frygten for fremtiden, der giver magtesløsheden. Populisterne spiller på frygten og på illusionen om at tage kontrollen tilbage, som det hed i den britiske kampagne for at forlade EU-samarbejdet. Tage magten tilbage fra hvem? Fra briterne selv, som har været en del af EU i 43 år? Eller fra hvem ellers?

Populisterne spiller på at være de sande talsmænd for det sande folk. Dem, der i modsætning til andre, udfører et ærligt arbejde og ved, hvor skoen trykker ”ude i virkeligheden”. De spiller på at gøre op med elitens alliance mellem eksperter, politikerne og medierne. De tegner et billede af, at i elitens alliance hytter de eget skind, og de lykkes i hvert fald ikke med at give den menige mand jobsikkerhed, fremtidshåb og et bedre liv.

I det postfaktuelle demokrati kan man som populist komme langt på literen og i vælgertilslutning ved at udvælge sine egne sandheder og sine egne kendsgerninger, og hamre løs på de følelsesmæssige strenge helt ind i hjertekulen på vælgerne. Kendsgerninger erstattes med opportunistiske fortællinger. Og lige gyldigt hvor mange gange medierne laver fakta-tjek på sådan en populistisk taler, og eksperterne nedgør indholdet, så er det lige meget. For medierne er en del af magten, og eksperterne er med i samme båd og taler samme indforståede sprog som politikerne og medierne, så derfor er de pr. definition ikke troværdige. Det er aftalt spil for galleriet for at narre det sande folk.

En fornemmelse af politisk magtesløshed over de globale udfordringer blev en cementeret kendsgerning hos en stor del af befolkningerne i Europa og USA under finanskrisen. Her blev det tydeligt for enhver, at nogle andre end de folkevalgte politikere havde styret økonomien i sænk, og de seneste historier om det store læk af Panama-papirer bevidnede blot, at de store og rige kan unddrage sig skattebetaling og opbygge skjulte formuer. Godt hjulpet af de banker, som politikerne måtte redde under finanskrisen, for at vores samfund ikke skulle bryde helt sammen.

En stor del af befolkningen har mistet troen på, at de gamle partier har løsningerne på udfordringerne og derfor vandrer de ud på fløjene til forskellige populistiske partier. Indvandringen får skylden for problemerne, selv om den på mange måder udfylder et hul i arbejdsmarkedet, som ingen andre vil udfylde. Politikerne taler om at kontrollere indvandringen, men alle almindelige vælgere kan godt se, at det er fiktion, hvis bådene først er på vej over Middelhavet og de næste millioner af mennesker sætter sig i bevægelse fra Syriens nærområder eller fra Afrika.

Før spurgte vi eksperterne, når politikerne ikke kunne finde svarene. Nu er tendensen hos populister som Nigel Farage, Boris Johnson og Donald Trump, Marine Le Pen eller Geert Wilders at opfinde egne facts, og plukke delresultater og udsnit af virkeligheder ud for derefter at servere dem med stor oratorisk kraft og pågående stil som nye kendsgerninger.

Råbe-demokrati
Midt i at vi skal finde en ny model for det fremtidige europæiske samarbejde, der forenkler, afbureaukratiserer og medinddrager befolkningerne i EU, så skal vi også finde en vej til at gøre op med, at alle argumenter er lige værdifulde og lige gode i en debat, og at populisterne får lov til at løbe med halve sandheder og hele løgne, og med at politikerne får lov til at slippe alt for let med nogle svar.

Hvordan kunne brexit eller leave-kampagnen få lov til at slippe helskindet og sejrende ud af folkeafstemningen i Storbritannien uden at have en plan for, hvad der skulle ske, hvis de faktisk vandt. Det burde jo ikke kunne ske. Men når nogen slår sig op på at repræsentere det sande folk og banker løs på EU, som om det var skabt af nogen skøre romere fra en berømt tegneserie og ikke f.eks. af briterne selv, så kræver det, at nogen tør udfordre populisterne med stærkere argumenter og måske ikke mindst stærkere følelser og lige så appellerende talere.

Der må være en hel anden åbenhed og transparens i de politiske beslutningsprocesser og i de politiske diskussioner, så populisterne ikke kan spille på, at magten foregår bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Der må være et andet og mere direkte møde mellem politikerne, eksperter og medier, hvor også eksperterne tager ansvar for at bringe urigtigheder frem i lyset.

Fra at være et forholdsvis oplyst demokrati i informationsalderen, er vi blevet til et råbe-demokrati i den postfaktuelle tid, hvor eksperter, indsigt og erfaring kastes i papirkurven til fordel for følelser, frygt og nationalromantik. Den britiske folkeafstemning har givet os det hidtil mest klare vidnesbyrd om, hvor vi er på vej hen. Sagt med stor beklagelse. Vi må bygge en bro mellem globalisterne og lokalisterne hurtigst muligt og tage opgøret med populisterne på fremmarch.

Denne artikel har været bragt den 1.7.2016 på Altinget.dk: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-postfaktuel-plat-og-politisk-populisme

Demokrati og afmagt – tiltrædelsesforelæsning på CBS

CBS Copenhagen Business School
Where University Means Business
9. juni, 2016
Invitation
 
Tiltrædelsesforelæsning
Demokrati og afmagt
ved
Lisbeth Knudsen
I anledning af CBS’ udnævnelse af Lisbeth Knudsen til adjungeret professor inviterer Department of Business and Politics til tiltrædelsesforelæsning og reception.
 
Vores højt værdsatte demokratimodel er udfordret og tandhjulene i det politiske maskinrum er blevet godt slidt ned.
Der trænges ikke bare i Danmark men rundt omkring i de demokratiske lande i verden til at få iværksat udviklingen af en model 2.0 af demokratiet, som kan give nogle nye svar på, hvordan vi skal praktisere, hvad der stadig er den bedste og eneste acceptable styreform men nu i en globaliseret og langt mere teknologisk, økonomisk og kulturelt forbundet verden.
Udfordringerne er store og krisen synlig. Befolkningerne har mistet tilliden til, at politikerne kan løse vores virkelig store udfordringer. De politiske partier har tabt meget af deres folkelige forankring og troværdighed. Det politiske lederskab har mistet modet til at udfordre vælgerne, og de har lagt det ideologiske helhedssyn på arkivet. Medierne har også mistet befolkningens tillid og troværdighed, og de er i høj grad med til at understøtte og udvide krisen.
Lisbeth Knudsen stiller i sin tiltrædelsesforelæsning diagnosen og lægger op til en nødvendig modernisering af demokratiet.
Lisbeth Knudsen er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1975, og har siden uddannet sig indenfor ledelse og bestyrelses ansvar og opgaver. Af hendes ledelsesopgaver kan nævnes redaktør og chefredaktør af Berlingske Tidende 1984-90;  administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for A-Pressen og det Fri Aktuelt 1990-98; Nyhedsdirektør og medlem af DR’s direktion 1998-06. CEO og koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Tidende 2007-15 og Direktør og Chefredaktør for Mandag Morgen fra 2015. Lisbeth Knudsen har bestyrelseserfaring fra en lang række virksomheder, fonde og brancheorganisationer. Fra perioden 2007-15 kan nævnes: Den Berlingske Fond, Radio 24/7, Weekendavisen A/S, Infomedia A/S, Danske Medier, Huset Markedsføring, Netdoktor, Illum Fondet m.f. Hun blev formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse i januar 2016 og har været formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles bestyrelse siden 2005. Hun sider desuden i bestyrelsen for start-up virksomheden ServiceLovers. Hendes omfattende ledelsesmæssige erfaringer er kombineret med særlig kompetence omkring digitalisering af medier, digitaliseringens samfundsmæssige betydning og kommunikation via alle former for mediekanaler.
 
Program:
 
Velkomst
v/ Institutleder Caroline de la Porte.
 
Tiltrædelseforelæsning:  Demokrati og afmagt
v/  Direktør og Chefredaktør Lisbeth Knudsen.
 
Promovering
v/ Dekan Peter Møllgaard.
 
Reception
 
Af hensyn til logistikken bedes om tilmelding
Tilmelding 
 
Organised by
Department of Business and Politics
Date
9. juni 2016
Time
14.30-17.00
Location
Råvarebygningen,
Porcelænshaven 22, auditoriet
 
You are receiving this email from CBS Copenhagen Business School because you either are employed by, or associated with CBS.
Department of Business and Politics
Steen Blichers Vej 22
2000 Frederiksberg 
Phone +45 38 15 35 85