Kategoriarkiv: Samfund

Skattesnyd – en torpedo mod fællesskabet

Udgivet den af
Svar

Velfærdsstaten og de vestlige demokratier bygger på en samfundskontrakt mellem staten, borgerne og virksomhederne om, at man har både rettigheder og pligter. Til pligterne hører at betale skat. Til værdierne i en sådan samfundsmodel hører en forståelse af, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, og at værdierne ikke gemmes væk i skattely rundt omkring på eksotiske øer eller særlige lande med en skattefri himmel, som det kaldes.

Der hører, at velrenommerede virksomheder udviser ansvarlighed og bidrager til samfundet gennem deres skattebetaling, samt at korruptionen er lav eller ikke-eksisterende.

Der hører, at banker, revisorer og andre rådgivere, som samfundet baserer en del af sin tillid på, rent faktisk ikke misbruger den tillid og medvirker til skatteunddragelse. At der eksisterer en moralsk anstændighed, en gennemsigtighed, en retfærdighed og en juridisk ramme, som den finansielle sektor og rådgiverne konkurrerer positivt om at arbejde inden for.

Der hører politikere, der holder den moralske fane højt udadtil over for vælgerne, men som indadtil har fingrene i kagedåsen fyldt med skattefiduser i skattely-lande.

Afsløringerne af de såkaldte Panama-papirer – den hidtil største journalistiske lækage-sag omfattende 11,5 millioner dokumenter eller 2,6 terabyte i digital målestol – får den samfundskontrakt til at bryde sammen. De dokumenterer, at et advokatfirma i Panama, Mossack Fonseca, har hjulpet og hjælper velhavende individer og virksomheder fra hele verden med at holde formuer hemmelige for skattemyndighederne, og at dette firma har haft villige kunder, der gerne ville have deres vare.

Skattecasino-landene
Lad os nu ikke være naive. Vi vidste jo godt, at der fandtes internationalt skattesnyd og skattely-områder, og at globale virksomheder til en vis grad kan jonglere med indtægterne og investeringerne, så overskuddene bliver realiseret i lande med den laveste selskabsskat. Faktisk har tilværelsen som skattely-land ikke været så dårlig hidtil, og selv store, skattemoralsk velrenommerede lande har haft glæde af skattely-øer inden for de nationale grænser med særregler og god fortjene på en alternativ forretningsmodel.

To ting arbejder imod det. Den ene er, at regeringerne i en række lande faktisk er begyndt at arbejde konkret med restriktioner og initiativer, der straffer disse skattecasino-lande. Den anden er, at store, globale virksomheder kan opleve massive shit-storme på nettet, hvis de bliver afsløret i skattesnyd og manglende bidrag til skattebetalingen i de lande, som de har forretninger i.

I løbet af de seneste dage er fremtrædende politikere, præsidenter, regeringsledere, konger, erhvervsfolk, sportsfolk og organisationsledere havnet i den offentlige gabestok efter at have etableret skattely-arrangementer i Panama. Det er velfortjent og temmelig svært at have ondt af.

Manglende troværdighed
I den kommende måned vil offentligheden få adgang til navnene på mere end 214.000 offshore-enheder, der er blevet konstrueret med advokatfirmaet Mossack Fonsecas hjælp med henblik på denne skattetrafik. Navnene har forbindelser til mere end 200 lande.

Regeringsledere, præsidenter og fremtrædende politikere har været på listen over dem, der har brudt samfundskontrakten og har forsøgt at unddrage sig skattebetaling for ganske store formuer. Det forekommer så grisk, dobbeltmoralsk og forkasteligt, at det skubber yderligere til den i forvejen stejlt nedadgående troværdighedskurve for politikere.

Noget samlet overblik over, hvad der er blevet skjult i Panama findes ikke, og til den destination skal lægges mange andre steder, hvor udvekslingsaftaler om deling af oplysninger blandt andet på formueområder mellem landene reelt ikke har nogen betydning, fordi skuffeselskaberne ikke registreres og har åbenhed om transaktioner i selskaberne.

Internationale sanktioner
Skatteministeren kan ærgre sig på samfundets vegne og statsministeren kan føle sig snydt, men skal der for alvor ske noget med skattesnyderiet, så skal der indføres internationale sanktioner mod skattely-lande, og på en hel anden og mere effektiv måde gøres op med en bank- og rådgivningsbranche, der medvirker til at pengene flytter udenlands og uden for skats kontrol.

Det at betale sin skat med eller uden entusiasme har altid været et omstridt diskussionsemne hos danskerne på grund af skatternes højde her, men hvad vi ikke kan acceptere er, at nogen snyder fra at være med til at dele regningen. Sådan er det også i andre lande som Island og Storbritannien eller Ukraine. Afsløringerne fra Panama viser, at systemerne ikke fungerer, set fra et samfundsperspektiv, og at vores samfundsmodel bryder sammen, hvis vi ikke får ændret på det. Vi skal som borgere have tillid til, at tingene foregår retfærdigt og gennemsigtigt.

Moral og dobbeltmoral
Panama-papirerne løfter formentlig kun en meget lille flig af et stort problem med menneskets kreative evne til at finde smutveje til at undlade at betale for fællesskabet. Rent procesmæssigt og politisk må nogen gør noget ved det. Udviklingsorganisationen IBIS har regnet ud, at 62 personer i verden ejer det samme som 3,7 milliarder af jordens fattigste ejer tilsammen. For et år siden var det 80 personer, så de rigeste er blevet rigere. Det skønnes at 7.600 milliarder dollars befinder sig i skattely. 30 procent af de rigeste afrikaneres formue, cirka 500 milliarder dollars, er ifølge IBIS gemt af vejen i udlandet. Det betyder 14 milliarder dollars i manglende skatteintægter i Afrika om året.

Også danske navne og virksomheder befinder sig på de lækkede dokumenter fra Panama-selskabet. Vi ved endnu ikke hvem og hvor mange. At Danmark faktisk har en data-udvekslingsaftale med Panama hjælper ikke stort på det, for skuffeselskaberne er ikke officielt registreret noget sted. Her er det mellemhandlerne som banker, revisorer og rådgivere, som myndighederne kan gå efter. Og vi kan bare håbe på, at den brudte samfundskontrakt og risikoen for afsløring af skattefusk er så ubehagelig og imageødelæggende, at den trafik stopper.

Hvis ikke der findes veje til at standse flugten til skattely, så er konsekvensen en højere skat til alle, der ikke har råd til at hyre dyre skatteeksperter til at tænke kreative løsningsmodeller for international skatteplanlægning.

I 2015 vedtog verdens førende nationer at bekæmpe skattesnyd på G20-topmødet i Tyrkiet. Så landene og politikerne er begyndt at indse, at der må gøres noget mere effektivt, hvis fremtiden skal finansieres. Inden for EU er der også medlemslande, som har en hel del at lære i forhold til at have stabile og veludviklede skattesystemer, erfarede vi under den græske, økonomiske krise. Kort fortalt handler det om at nedbryde bankhemmeligheden i de mest populære skattely og om at tvinge nationale myndigheder til at udveksle oplysninger om skattesubjekter med hinanden.

Der er to læringer af Panama-papirerne. 1) Selv politikere med de store, moralske profiler kan vise sig at have en skjult formue i et skattely-område., og 2) Selv de virksomheder, som fremstår med en samfundsansvarlig profil, kan vise sig at se anderledes ud på indersiden. Panama-papirernes er forstemmende.

Det kalder på internationalt samarbejde endnu stærkere, end det er nu på området, og på at de lande, som har skattely-områderne, vil arbejde med.

 

Denne kommentar er første gang blevet bragt på altinget.dk den 8. april 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-skattesnyd-en-torpedo-mod-faellesskabet

 

Skal kommunernes selvstyre give mening?

Udgivet den af
1

En ting er at sige, at vi alle er i samme båd. Noget andet er at slå fast, hvem der sidder ved rorpinden, og hvem der skal knokle ved årerne i den båd. Statsministeren brugte et andet billede, da han torsdag i uge 10 talte på topmødet i Kommunernes Landsforening:

”Staten og kommunerne er måske nok hver deres lomme, men de sidder på det samme par bukser. Og det er danskerne, som har bukserne på.” Og han fortsatte: ”Vi har kun én offentlig sektor, hvor vi skal bruge skattekronerne bedst muligt. Det er ikke statens penge. Det er ikke kommunernes penge. Det er danskernes penge,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det er jo sandt nok, men vi har faktisk tre demokratiske lag, som er valgt til at prioritere danskernes penge – Folketinget, regionerne og kommunerne. Og Folketinget og regeringen læner sig mere og mere ind over budgetterne i den kommunale og den regionale sektor med målrettede prioriteringer af, hvad pengene skal gå til, samtidig med, at der gang på gang rettes kritik af kommunerne og regionerne for ikke at leve op til dit eller dat på kernevelfærden.

Samtidig vokser statens budget til velfærd fra 2016 til 2019, mens kommunernes falder, og regionernes holdes næsten uændret (Mandag Morgen tema om kommunernes økonomi) Så når finansministeren bliver irriteret over kommunernes “klynk”, og statsministeren prøver at glatte ud med sit “vi er jo alle i samme båd”, så hænger samfundsøkonomien selvfølgelig sammen, men styringen af pengene ligger i finansministerens og folketingsflertallets lomme.

En prognose gik i opfyldelse
Faktisk sagde den amerikanske forsker og gæstetaler på KL topmødet sidste år, Benjamin Barber fra City University i New York, det meget klart: Det er byerne og kommunerne, der skaber et lands velstand. Men nationalstaterne inddrager pengene og giver dem tilbage til byerne, som om det var en gave. Han introducerede med fynd og klem det synspunkt, at nationalstaterne er for store til, at folk rigtigt engagerer sig i, hvad de laver, og alt for små til at løse verdens globale problemer i dag (Se Benjamin Barbers gæstetale på KL topmøde 2015 om kommunernes selvstyre).
I kampen om ressourcerne og ansvaret for løsningerne lod han ikke nogen tvivl tilbage om, at pengene lå bedre i kommunernes lomme end i finansministerens. Han tilføjede at kommunernes politikere synes i stand til at finde pragmatiske løsninger på problemerne, mens landspolitikerne brugte tiden på taktiske og ideologiske kampe. Lyder som om han kendte lidt til Danmark og kunne forudsige omprioriteringsbidraget.

Omprioritering og demokrati
Lige nu lægger regeringen og kommunerne arm om det kommunale omprioriteringsbidrag, som er det tekniske begreb for, at regeringen pålægger kommunerne at spare én procent af det kommunale budget svarende til 2,4 milliarder kroner. Når pengene så er kradset ind, så sender regeringen 1,9 milliarder kroner tilbage til kommunerne her i 2016 øremærket til bestemte formål. Det er den offentlige sektors snart velkendte økonomi-karrusel, som sikrer den til enhver tid siddende finansminister et fast greb om finanspolitikken og forpester borgmestrenes mulighed for at tilrettelægge hver deres budgetter med de prioriteringer, som de finder vigtigst.
Der er to alvorlige diskussioner knyttet til den metode. Den ene handler om kommunernes generelle økonomiske situation, og om det overhovedet er rette tid og sted at skære på kommunernes budgetter samtidig med, at omkostningerne til flygtninge, midlertidige boliger og integration stiger markant, og borgernes forventninger til ældrepleje, folkeskole-kvalitet og daginstitutionsbemandinger bestemt ikke bliver mindre. Den økonomiske del af sagen kommer til prøvelse i Folketinget, hvor Socialdemokratiet med et beslutningsforslag vil forsøge at skabe flertal uden om regeringen for, at kommunerne skal have alle 2,4 mia. kr. retur.

Både den tidligere regering af rød farve og den nuværende blå har arbejdet med disse stramme sparekrav til kommunerne, så her kan Socialdemokraterne ikke sige sig fri for at have benyttet samme metode, men ved deres beslutningsforslag sætter de Dansk Folkepartis loyalitet overfor regeringen under pres. Det er, om jeg så må sige, den sædvanlige historie tilsat ekstra dramatik på grund af flygtningeomkostningerne og omkostningerne til lyn-etablering af tusindvis af billigere boliger.

Det spørgsmål, som stikker langt dybere, handler om det kommunale demokrati, og det skal være omdrejningspunktet for denne kommentar. Størstedelen af mediedækningen har kikkerten vendt med udgangspunkt inde fra Christiansborg og ud mod kommunerne. Bemærk bare det ordvalg, alle medier bruger, taget i betragtning at borgerne trods alt sidder ude i kommunerne og ikke inde på Christiansborg.
Hvis vi nu lige vendte den kikkert om, så må kommunerne sidde med en klar oplevelse af, at der tages kvælergreb på det kommunale selvstyre. Ikke bare ved denne lejlighed, men mere og mere som udtryk for manglende respekt for opgavefordelingen mellem de nationale niveau i vores demokratimodel og det lokale niveau.

Ros og ris ulige fordelt
Omprioriteringspulje, øremærket værdighedsmilliard til de ældre, diverse særlige indsatspakker på sundhedsområdet og mange andre indsatsområder bestemt af regeringen og Folketinget tager bid for bid af mulighederne for, at kommunerne og regionerne kan vælge selvstændigt, hvad der nu efter kommunalbestyrelsernes mening, kommunens størrelse, demografien og indtægtsgrundlag er den rigtige prioritering. Er Danmark for lille et land til 98 kommuner og fem regioner, kunne man så spørge?
Når der øses penge ud til bestemte af regeringen og Folketinget prioriterede områder, så tilfalder rosen for indsatsen Folketinget og regeringen og ikke politikerne valgt lokalt. Kommer der til gengæld kritik af kvaliteten eller servicen på kommunalt plan, så er folketingspolitikere og ministre hurtige til at skælde ud på kommunerne og kræve bod og bedring og omgående handling. I nyhedsudsendelserne kværner de samme spørgsmål til de nationale politikere og ministre: “Hvad vil du gøre ved det? Hvordan vil du forhindre, at det sker igen? Hvilke initiativer kommer regeringen med?” Er mediepresset tilstrækkeligt stort, bliver der lavet endnu et indgreb i det kommunale selvstyre eller i det mindste udsendt et hyrdebrev fra ministeren, der viser handlekraft.

Grundmodellen i vores demokrati bygger faktisk på, at der både kan og skal være forskel fra kommune til kommune inden for visse minimumsudsving. Vi vælger hvert fjerde år lokale politikere til at varetage en lokal prioritering i overensstemmelse med, hvad vi synes er vigtigt i vores nærområde. Når vi overlader til dem at træffe beslutning om vores ældrepleje f.eks., så er det jo sådan, at er vi ikke tilfredse med den, så kan vi vælte politikerne lokalt og finde nogle andre. Men hvis en lille procentandel af ældrepengene nu tildeles fra staten øremærket efter nogle særlige værdighedskriterier, hvad så med resten af ældrebevillingen? Er noget ældrepleje mere værdigt end andet?

Når Folketinget i en finanslovaftale har bevilget ekstra penge til daginstitutionsnormering, og ingen kan finde hverken pædagogerne eller pengene et par år efter, så er det måske, fordi kommunerne faktisk har fundet andre og mere nødvendige huller at stoppe. Det får jo ikke folketingspolitikerne genvalgt med applaus, men måske kan det være en god løsning i den enkelte kommune.

Hvis vi skal have et kommunalt selvstyre, så må det skulle give mening for borgerne at stemme og vælge lokale politikere, som kan gøre en forskel. Så må landspolitikerne holde fingrene fra det, der er en kommunal opgave, og placere ansvaret for både de gode og de dårlige løsninger præcis der, hvor det skal ligge. Så skal der selvfølgelig være nogle overordnede økonomiske aftaler og rammer, så den samlede samfundsøkonomi ikke skrider, og økonomien løber løbsk. Og der skal være nogle aftaler omkring særlige byrder som den aktuelle flygtningestrøm. Men Folketinget har for længst overskredet grænsen for rammestyring og er gået meget dybt ind i detailregulering af kommunernes opgaver.

Denne klumme har været offentliggjort på altinget.dk den 11.marts 2016.Kvælertag på det kommunale selvstyre

Kan 2016 blive værre end 2015?

Udgivet den af
1

Efter at vi nu grundigt med diverse årskavalkader har taget afsked med 2015, så fristes man til at spørge: Kan 2016 overhovedet blive værre end det forgangne år? Og svaret er nok desværre et ja.

Vil verdenssamfundet finde svaret på de aktuelle kriser og udvise det hidtil usete, store lederskab, der skal til for at bringe os nærmere nogle brugbare løsninger?

Vil udviklingen i Danmark tage det store reformspring fremad med en tiltrængt nytænkning af velfærdssamfundet og en styrkelse af væksten på et tidspunkt med den smallest tænkelige regering i mange årtier og en flygtningesituation, som sætter økonomien under pres? Og her er svaret nok desværre på begge spørgsmål et nej.

Vil vi finde frem til en større bevidsthed og en stolthed ved vores kulturelle værdier, vores kristne livsgrundlag, vores historie og vores danskhed, så vi ikke bliver bekymrede og utrygge ved mødet med andres værdier men kan omsætte tolerance og åbenhed – ikke naivitet og blåøjethed – til en moderne udgave af de danske karaktertræk i en globaliseret verden?

Den gennemgående politiske melodi-sætning for 2015 har været, at “vi skal passe på Danmark” og “det Danmark, du kender”, og “at vi står sammen om Danmark”. Vi er under pres, og politikerne fra højre til venstre vil markedsføre trygheden i det kendte, paradoksalt nok på baggrund af et 2015, som bestemt ikke har været som før. Er det et Danmark, der lukker sig om sig selv, vi vil have, eller et Danmark som navigerer aktivt i det europæiske og internationale samarbejde, og som formår at holde trit med den globale udvikling?

Det er elendigt at starte et nyt år som lyseslukker. Jeg hader at gøre det, fordi nytåret rummer så meget glæde ved bare det at tage fat på et helt blankt, uspoleret og friskt år. Vi starter sådan et nyt år mange steder i virksomhederne med optimisme, store mål og visioner. Vender et blad i kalenderen og afventer spændt, hvordan vi kan påvirke udviklingen i det nye år bedst muligt. Men der er desværre en del, vi ikke selv er herrer over – selv med de bedste nytårsforsætter og den største optimisme.
Lad os tage udfordringerne en for en:

Terror-dagsordenen
Den islamistiske terror flyttede dybt ind i Europa og i Danmark i 2015. Ja så dybt, at nytårsfestlighederne i flere europæiske storbyer er nedtonet eller aflyst af frygt for ny terror. Vi har set vidnesbyrd om, hvordan terror-celler upåagtet kan tage ophold i hjertet af vores storbyer, og hvordan de såkaldte islamiske krigere, måske endda født og opvokset i Europa, kan udrette varig skade i forhold til vores oplevelse af tryghed, vores frihedsrettigheder og vores hverdagsliv. Vi har set dramatiske vidnesbyrd om presset på ytringsfriheden både i Paris og København og samtidig oplevet nogle af de mest ekstreme, racistiske og stigmatiserende udsagn i omløb i den politiske debat herhjemme og andre steder i Europa. Islamisk Stat synes desuagtet i stand til fortsat at rekruttere kanonføde i vestlige hovedstæder blandt unge mænd og kvinder. Den internationale alliance mod Isis er blevet forstærket i 2015, men om kampen mod kalifat-krigerne for alvor får et gennembrud i 2016, er afgørende for, om vi kan føle os bare lidt mere trygge i det nye år.

Ytringsfriheden i dens fulde omfang og med den fulde frihed får vi ikke tilbage. Dertil er risikoen for at ramme den forkerte tone på det forkerte tidspunkt og det forkerte sted stadig for stor, og selvcensuren er blevet det rationelle men ikke særligt behagelige svar. Vi vil således også i 2016 komme til at diskutere, hvad vi stiller op med Isis, med de unge krigere, med det frie ord og dets påtvungne forbehold af hensyn til sikkerheden og med dilemmaet mellem overvågning, beskyttelse og sikkerhed i forhold til de individuelle frihedsrettigheder og det daglige liv, som vores åbne demokratier ånder for.

Flygtninge-dagsordenen
2015 blev året med det største antal mennesker på flugt siden Anden Verdenskrig. Er der udsigt til at det bliver bedre i 2016, og til at det ikke vil få endnu flere mennesker til at sætte sig i bevægelse væk fra håbløshed, krig og nød? Selv om der vildt optimistisk skulle vise sig et gennembrud for nogle Syrien-forhandlinger om fred og en ny politisk løsning i regionen, så er den gordiske knude i Mellemøsten ikke løst, og realistisk set kommer det til at tage måske årtier inden flygtningestrømmen måske vender og en genopbygning kan begynde. Om få dage lukker svenskerne for den frie bevægelighed over grænsen. Danmark kan blive tvunget til at følge efter, og hele Schengen-samarbejdet vakler. Det øger presset på Europa og på Danmark i 2016, hvor menneskestrømmen gennem Europa fortsat vil være der, og hvor der fortsat skal findes løsninger på, hvordan disse mange migranter og flygtninge enten skal have asyl og integreres eller sendes tilbage, hvis de ikke har grundlag for at søge asyl.

Arbejdsløsheds-dagsordenen
Sammenhængende for flere af de dagsordener, som prægede 2015, og som kommer til at præge 2016 er arbejdsløsheden. Overalt i Europa tales der om den tabte generation af ungdomsarbejdsløse, som aldrig fik en chance på arbejdsmarkedet, og som derfor bliver det lette bytte for organisationer og bevægelser, der opsamler vreden, frustrationen, trøstesløsheden, de tabte drømme og afmagten. Hvad enten disse bevægelser er at finde på den islamistiske propaganda-liste eller i nogle af de nationalistiske grupperinger, som findes i Europa. Med kombinationen af flygtningeproblemet og vanskeligheden med at skaffe de mange ude fra kommende i jobs og ind i selvforsørgelse samt de unge migranter fra Afrika desperat på jagt efter et bedre liv så er der i 2016 udsigt til en endnu farligere cocktail, end vi allerede så tendenser til i 2015.

Den europæisk dagsorden
Først finanskrisen og den græske tragedie. Så flygtningekrisen og etableringen af nye hegn, mure og grænsekontroller i Europa. Europa blev forandret i 2015. Manglende evne til at effektuere fælles europæiske løsninger på udfordringerne må det nøgterne svar lyde. 2016 skal så bringe en styrkelse af den ydre grænsekontrol, en fordeling af flygtningene og såkaldte hotspots til opsamling af de mange akutte menneskebølger, der skyller ind på det europæiske kontinent. Samtidig er det blevet tydeligt, at dele af Europa med Tyskland og Frankrig i spidsen rykker tættere sammen, mens Storbritannien, Danmark og andre gradvis fjerner sig fra kernen af Europa og forlanger særordninger og særlige løsninger.

I Danmark skal vi have taget stilling til, hvad vej vi ønsker at gå med den europæiske dagsorden. Briternes eller tyskernes. Og flygtningekrisen fortsætter ind i 2016. Samtidig vil nej’et ved den danske folkeafstemning om retsforbeholdet trække dybe spor ind i 2016 for Danmark. De danske politikere må overveje, hvornår tiden er moden til en mere grundlæggende dansk Europa-debat. Vi har i den grad brug for den i 2016, hvis vi skal kunne spille en aktiv rolle i de mange vigtige beslutninger om Europas kurs, vi har foran os.

Dansk velfærds-dagsorden
2016 kommer med sikkerhed også til at byde på en omfattende debat om de offentlige udgifter, omstillings-besparelser i kommunerne og i de statslige institutioner og på Christiansborg kampen om skattenedsættelserne i toppen eller bunden eller slet ikke. Den internationale økonomi ser ud til at komme i gang igen i 2016 med et USA i bedring, et Europa langsomt ved at tø op efter krisen og et Kina i en mindre opbremsning men stadig med vækstrater større end vores. Det store spørgsmål vil være, hvad der er rum og plads til i dansk økonomi. Året sluttede mindre optimistisk end det startede.

Udgiftspresset er stort i kommunerne og regionerne, og flygtningesituationen kommer kun til at øge det pres i de kommende måneder. Samtidig mangler produktionsvirksomhederne og det øvrige danske samfund virkelig damp under kedlerne og et opsving, der kan mærkes og bruges til noget. Vi mangler ikke alene gang i væksten, men også gang i innovation og nytænkning både i den offentlige og private sektor og i forhold til den måde, som vores sociale ydelsessystem er sammensat på. Vi mangler ambitionen om at tænke vores velfærdssystem helt om, fjerne systemer og regler, som ikke virker efter hensigten længere, og indføre nye forenklede processer.

Den internationale dagsorden
2015 har betydet en ændring af forholdet til Rusland og Putin på grund af annekteringen af Krim og krisen i det østlige Ukraine samt vestens boykot af Rusland og Ruslands ditto af Vesten. Det har ramt danske virksomheder hårdt på eksporten, og det giver i verden som sådan en usikkerhed om, hvad der er i Putins reaktionsmønster og næste træk. Men en løsning på Ukraine-spørgsmålet, et stop for sanktionerne og en optøning af samarbejdet med Rusland synes på ingen måde i sigte i 2016. På den positive side tæller klimadagsordenen, som måske er det eneste område, hvor man har lov til at være en anelse optimistisk efter aftalen i Paris under FNs ledelse. Klimamålene er ikke ambitiøse nok, hvis vi skal undgå store skadelige konsekvenser, men de er på den anden side så høje, at det bliver ekstremt svært at nå dem uden dramatiske forandringer i vores energiforbrug, vores produktion og i vores liv og handlemåder som almindelige borgere.

Demokrati-dagsordenen
Der er en syvende dagsorden, som må nævnes her. Det er demokratidagsordenen, som hænger tæt sammen med tillid og borgerinddragelse. Et repræsentativt demokrati bygger på tillid til de folkevalgte og på, at de agerer i respekt for vælgerne, men også på at de har modet til og evnen til at gå i spidsen for de forandringer, som skal til. Til at politikerne taler med hinanden som voksne mennesker, som Alternativets Uffe Elbæk formulerede det ganske rigtigt forleden. Voksne mennesker, der er fælles om at ville Danmark det godt, men har forskellige løsninger på problemerne. Der råbes for meget, spinnes for meget og diskuteres for lidt nye muligheder.

Der trænges til at blive talt rent ud af posen i dansk politik. Til mindre taktik og til flere, fundamentale debatter om fremtidens samfund og de krav, det vil stille til os alle sammen. Til at der tales mere om dilemmaer og ideologiske forskelle på løsningsmodeller end om hvem, der gjorde hvad sidst, og hvem der nu fik flest krav opfyldt, så vi som vælgere kan tage en beslutning om, hvad vi hver især tror på. Her har medierne en meget væsentlig rolle at spille som demokratiets mellemmand mellem politikerne og borgerne. Og lige nu betragter mange borgere medierne som en del af samme dårlige surdej som politikerne.

Nytårstalerne fokuserer i år på flygtningeudfordringen med forskellig toneart og indgangsvinkel. Vi kommer igen til at høre, at vi skal passe på Danmark og holde sammen på Danmark. Det er fint nok. Men vi skal også udvikle på Danmark, forny Danmark og gentænke vores velfærdssamfund uden at give slip på vores kulturelle og menneskelige værdier.

Denne klumme har været publiseret på http://www.altinget.dk/artikel/kan-2016-blive-vaerre-end-2015 1. januar 2016