#MeToo – skræmmende, social mobilisering anno det 21. århundrede

Der er noget barokt og på sin vis meget tidstypisk over den situation, at #MeToo-bevægelsen mod seksuel chikane og seksuel forulempelse af kvinder blev Time Magazines ikoniske ”Person of the Year”.

Hvert år siden 1927 har redaktørerne af Times på basis af en vejledende afstemning blandt magasinets læsere udpeget den person eller den gruppe af personer, som har haft mest indflydelse på nyhederne i det forløbne år – på godt og ondt.

For at forstå hvor stort det er, at en bevægelse alene med eksistens på de sociale medier kan ramme toppen af en så prestigefyldt liste, kan det nævnes, at valget i 2016 faldt på USA’s præsident Donald Trump. I 2015 på Tysklands kansler, Angela Merkel. I 2014 Ebola-virus bekæmperne i Afrika. I 2013 den katolske pave Frans og i 2012 tidligere præsident Barack Obama.

Hvad der startede med afsløringen af en syg kultur overfor kvinder i Hollywood-miljøet, og et brud på mange års tavshed og skam i forhold til at fortælle om seksuel chikane og overgreb, er blevet til årets mest omfattende manifestation af solidaritet og krav om respekt for kvinder på tværs af kloden. #MeToo er en af de allerstørste og allerhurtigste virale succeser på de sociale medier nogen sinde. På linje med – eller større end det arabiske forår.

For selvom #MeToo-kampagnen først gik viralt, da skuespilleren Alyssa Milano den 15. oktober opfordrede kvinder på Twitter til at dele deres historier om seksuelle overgreb i kølvandet på flere anklager om sexchikane rettet mod filmproduceren Harvey Weinstein, så går ‘MeToo’-kampagnen meget længere tilbage. Allerede i 2007, længe før hashtagget eksisterede, lancerede Tarana Burke nemlig en ‘MeToo’-kampagne for at støtte unge sorte piger i belastede miljøer, der – præcis som hun selv – var blevet ofre for seksuelle overgreb.

Men da Alyssa Milano den 15. oktober lagde sin opfordring på Twitter, kom der respons fra en halv million mennesker inden for de første 24 timer, og ved slutningen af november var der blevet sendt 1,7 million tweets med hashtagget #MeToo. Og de tal vokser stadig.

På Facebook var der inden for 24 timer efter det første opslag med MeToo-opfordringen 12 millioner posts og kommentarer. Hos Google blev #MeToo også et globalt hit og bevægelsen uden leder, uden nogen organisation og uden noget program har spredt sig til 85 lande. Den får hele tiden ny ilt fra forskellige kvinders historier. Ikke mindst fra en åbenhedsproces, som i disse uger går gennem kreative miljøer både i og uden for USA.

Formålet med denne klumme er ikke at gå ind i de moralske og etiske spørgsmål, som melder sig om de mange års tavshed i forhold til seksuel chikane mod kvinder, eller at gå ind i de konkrete eksempler på overgreb, som allerede er blevet en del af nyhedsstrømmen. Det kan der være alle mulige gode grunde til fortsat at grave i, og forhåbentlig giver kampagnen de kvinder, der har kæmpet i skjul med overgreb og forulempelser, mod til at stå frem.

Her på dette sted gælder analysen, hvad vi kan lære af en så enorm, global flodbølge på de sociale medier, og hvordan vi skal forstå de dimensioner af folkelig solidaritet og engagement, som et enkelt tweet kunne udløse på bare 24 timer på tværs af alle geografiske grænser.

Der er næppe den arbejdsplads, hvor emnet ikke har været drøftet på kantinebasis eller ved kaffemaskinen siden midten af oktober – om ikke andet så med sædvanlig dansk sarkasme.

Der er næppe den store virksomhed, det uddannelsessted eller den lidt større offentlige arbejdergiver, der ikke rent ledelsesmæssigt har måttet kigge personalereglerne efter i sømmene og finde ud af, hvordan man egentlig håndterer seksuel chikane, hvis det skulle forekomme.

Fænomenet #MeToo er blevet både en befrielse for de kvinder, som har gået med en ubehagelig oplevelse i tavshed alt for længe – men det har også potentialet til at blive en offentlig gabestok, hvor helt uskyldige kan blive hængt ud for noget, de aldrig har gjort. Der kører lige nu en virtuel skraldevogn rundt på nettet og samler alt muligt snavs op, og hvor bevisbyrden måske er svær at løfte.

Læren af den sociale orkan med #MeToo-bevægelsen må være, at hvis man rammer koden til et tabu og åbner for en spektakulær anklage mod en kendt person, som i dette tilfælde Hollywood-produceren Harvey Weinstein, så er potentialet der til en helt uforudsigelig og enestående social, global mobilisering. Så er der skabt en virtuel vidneskranke, hvorfra alle og enhver kan levere skyts til kampagnen om i dette tilfælde de seksuelle krænkelser. Det rummer igen faren for at det hele løber ud af proportion og bliver til heksejagt.

På den anden side viser eksemplet med #MeToo, at der er bevægelser i vores samfund, som nu med de sociale medier i den grad kan blive antændt og få kæmpe gennemslagskraft nede fra. Omfanget af den seksuelle chikane, som kampagnen har afdækket, havde hverken politikerne, medierne eller erhvervslederne set komme.

De historier, som udløste reaktionen på de sociale medier, blev oprindeligt bragt i professionelle medier som The New York Times og The New Yorker, hvor en stribe kvinder anklagede den prominente filmproducer for seksuelle overgreb. Men her fra sprang de videre og fik deres globale status via de sociale medier.

#MeToo -historien rummer alt, hvad der skal til for at få opmærksomhed. Et tabuiseret emne. Kendte personer på prestigefyldte poster, som falder ned i muddergrøften og mister deres anerkendelse. Sårede, smukke kvinder, som får oprejsning og sympati. Der er det hele. Der kommer næppe nogen større politisk konsekvens af kampagnen, men til gengæld er der en langt større og mere vedvarende konsekvens, som allerede er taget på mange arbejdspladser med en langt klarere stillingtagen til seksuel chikane som en uacceptabel adfærd.

#MeToo -kampagnen dør sikkert ud igen, når et nyt fænomen på de sociale mediers stjernehimmel dukker op i 2018, men læren af den må være, at der blot skal et enkelt tweet med følelsesmæssigt letantændeligt indhold til at rejse millioner af mennesker til en global folkestemning på et enkelt døgn. Hvad kan det ikke misbruges til, hvis nogen formår at anvende de samme værktøjer til at skabe den samme effekt, men på baggrund af en målrettet, politisk misinformationskampagne?

 

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 15. december 2017. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-metoo-skraemmende-social-mobilisering-anno-det-21-aarhundrede

Kan vi overhovedet udrydde ”fake news”?

Oktober og november har været rigtigt dårlige måneder for de store teknologigiganter Google, Facebook og Twitter. Her tabte de i fuld offentlighed fuldkommen ansigt som professionelle, globale virksomheder, der udadtil brander sig som evangelister for en bedre verden af fællesskab, videndeling og grænseoverskridende forbindelser. Her tabte de ansigt, som virksomheder med fuld kontrol med deres enorme dataflow, deres enorme annonceindtægter og deres gigantiske imperium af kunder og kundedata fra hele verden.

Foran det amerikanske senats underudvalg om kriminalitet og terrorisme og senatets efterretningskomite, er de tre selskabers juridiske repræsentanter blevet grillet for deres åbenlyse mangel på styr på misinformation på deres platforme, for manglende kontrol med politisk infiltration fra Rusland i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 og mangel på kontrol med køberne af annoncer på platformene Google, Facebook og Twitter.

Deres manglende evne til at forhindre misbrug og manipulation – hvor end den måtte komme fra både hvad angår annoncer og brugeropslag på platformene – blev helt og aldeles åbenbaret for enhver under høringer, hvor de amerikanske senatorer ikke holdt sig tilbage med kritik.

Det blev for den sidste jubelglade tvivler krystalklart, hvor sårbar vores digitale infrastruktur er. Hvor magtfulde de tre globale virksomheder er, og hvor vanskeligt det er for dem at beskytte den infrastruktur, som vi alle er blevet så afhængige af, mod misbrug.

”Hvis du har fem millioner annoncører, som skifter hver dag, hvert minut eller hvert sekund, har du så reelt styr på, hvem hver eneste af disse annoncører er, og hvad deres aktivitet går ud på”, spurgte den republikanske senator fra Louisiana, John Kennedy. Svaret skulle gives af Colin Stretch, som er Facebook’s juridiske rådgiver. Stretch indrømmede, at Facebook ikke kunne se aktiviteterne bag de enkelte annoncører, og at man ikke havde styr på det. John Kennedy replicerede, at han var stolt over, at de tre nævnte selskaber var amerikanske, men samtidig skræmt over den magt, som de besad.

I forbindelse med kongreshøringerne informerede Facebook lovgiverne om, at omkring 126 millioner amerikanere måtte have været udsat for indhold, der blev genereret på Facebooks platform af en russisk statsforbundet troldefabrik kendt som Internet Research Agency mellem juni 2015 og august 2017.

Twitter meddelte, at man der havde identificeret 2.752 konti knyttet til Internet Research Agency. Det fandt i alt 36.746 konti, der syntes at være forbundet med Rusland, men ikke nødvendigvis med Internet Research Agency, som genererede automatiseret, valgrelateret indhold. Ud over de opdagede konti, har Twitter oplyst at Internet Research Agency havde sendt mere end 131.000 tweets under valgkampen.

Også Google indrømmede at deres YouTube delingstjeneste har lagt platform til russiske påvirkningskampagner, og at man var ved at undersøge omfanget nærmere. Google har oplyst at agenter fra Internet Research Agency uploadede mere end 1.000 videoer på YouTube platformen.

Hvad høringerne i Kongressen i USA fører til kan blive en lovgivning, der for så vidt angår politiske reklamer skærper kravene til transparens, åbenhed omkring hvem, der køber hvad, og dermed en klar udfordring til hele den automatiserede og robotstyrede annonceformidling, som de globale selskaber benytter sig af.

Googles svar på kritikken har været udtalelser om, at spore misbrugerne og nedgradere deres placeringer på nettet, hvor algoritmerne i dag gør det modsatte – præmierer brugerinteresse for saftige sensationer og lægger dem øverst i søgemaskinens tilbud. Facebook bebuder at ville ansætte 1.000 medarbejdere til at kontrollere særligt politiske annoncer og sponseret indhold fra politiske aktører. Twitter bebuder også indgreb i særligt russiske statsselskabers ageren.

Ud af skabet er sprunget diskussionen om censur, hvor særligt Facebook er i skudlinjen. Men er det egentlig en særlig tryghedsskabende faktor, hvis internetgiganterne skal til at censurere vores indhold efter globale etiske kriterier og standarder, mere end de gør i forvejen? Nej vel? Og sagen er så her, at det gør giganternes algoritmer jo allerede. For de nedgraderer eller fjerner stof efter bestemte kriterier og opgraderer, hvad der ligner det, vi tidligere godt har kunnet lide at se på.

Misinformation eller polarisering

”I tider som disse er det vigtigste, vi som Facebook kan gøre, at udvikle den sociale infrastruktur, der kan give folk mulighed for at opbygge et globalt fællesskab, der virker for os alle. I det seneste årti har Facebook fokuseret på at forbinde venner og familier. På fundamentet af dette vil vores næste fokus være at udvikle den sociale infrastruktur for hele samfundet – for at understøtte samfundet, for at holde os trygge, for at holde os informeret, af hensyn til det civile engagement og for inklusionen af alle.”
Citat fra Facebook stifter Mark Zuckerberg fra 16. februar i år, hvor han udmeldte den næste epokes mål for Facebook.

Fake News, misinformation, troldefabrikkers infiltrering af Facebook spillede ikke nogen rolle i chefens tale dengang. I det hele taget er kampen mod falske informationer og direkte misinformation en mindre detalje på vejen mod at skabe det store forkromede globale fællesskab, må man forstå i den programerklæring.

”Vores tilgang vil fokusere mindre på at forbyde misinformation, og mere på at tilføje yderligere perspektiver og oplysninger, herunder det faktum, at en faktatjekker f.eks. anfægter opslagets nøjagtighed. Vi har mere arbejde at gøre med informationsdiversitet og misinformation, men jeg er endnu mere fokuseret på sensationalismens og polariseringens indvirkning og ideen om at skabe fælles forståelseramme”, skriver Mark Zuckerberg videre i programerklæringen fra februar.

Det er tankevækkende at læse denne iscenesættelse af den nye Facebook strategi nogle måneder senere, hvor både Facebook, Google og Twitter har stået skoleret for den amerikanske kongres og gang på gang er blevet udspurgt, om de har styr på det indhold, de sender ud. På dets ægthed og troværdighed. Og om de føler at ansvar for, at hadtale, indhold med opfordringer til terror og direkte falske og misledende historier ikke bliver lagt ud på nettet. ”Misbruget af vores platform i forsøg på statssponsoreret manipulation af valget er en ny udfordring for os – og en, vi er fast besluttet på at bekæmpe”, sagde Twitters advokat, Sean Edgett, under høringerne.

Hvis netgiganterne kommer under mere politisk pres er næste skridt så en eller anden form for indholdscensur, selv om alle slår syv kors for sig? Hvem skal beslutte, hvad der er en acceptabel tone på nettet, hvad der kan annonceres for og imod? Hvem skal beslutte, hvad der er op og ned på en nuanceret sag uden den professionelle og uafhængige journalistik som mellemled?

Sagen er at internettets volumen har vokset sig så stor, at end ikke tech giganterne nu har styr på tingene og hastigheden af uploads af indhold og annoncer sker så hurtigt og så automatiseret, at det ikke kan kontrolleres, før det rådne indhold har spredt sig.

Der gøres fine bestræbelser og mange initiativer til at løse skraldemands-opgaven på internettet med fakta-tjek-sites som Mandag Morgens www.TjekDet.dk  og andre lignende initiativer rundt omkring i udlandet. Initiativer der bringer professionel journalistisk validering og dokumentation af oplysninger i spil sammen med bidrag fra forskere og andre eksperter.

Men vi skal ikke forvente, at der trods alle bestræbelser på at opdage fjendtlig infiltrering af nettet, misinformation og fake news, kommer en situation, hvor vi slipper for at navigere i et – i tanken og idealet – smukt digitalt ocean af indhold, men nu forurenet af misinformation og statsstyret manipulation. På samme måde som det smukke fysiske ocean i dag har store områder stærkt forurenet af grimt plastikaffald.

Denne artikel har været offentliggjort på altinget.dk den 1.december 2017: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kan-vi-overhovedet-udrydde-fake-news