Kategoriarkiv: Sociale medier

Børn og unges mistrivsel fortjener samme fokus som kræftpakkerne

Udgivet den af
Svar

  
Der er jo simpelthen noget galt med vores samfund, hvis vi ikke kan finde ud af at rumme de unge på en god måde. Vi kan ikke blive ved med at stikke børnene og de unge en psykolog eller en lykkepille.

Nyhedsmedier elskertalhistorier og nye undersøgelser. Viser de tilmed noget, som er gået dårligere end tidligere, så skal det nok få omtale. Lidt mindre omtale bliver der til de positive historier, hvor en negativ udvikling er vendt.

En gang imellem burde vi standse op i medierne og prøve at lægge lidt mere mærke til, hvad det er for typer af tal og undersøgelser, vi dynger befolkningen til med dag efter dag, og spørge dybere ind til, hvordan tingene mon virkelig kan hænge sammen på den måde og hvorfor.

Sådan har jeg det med deubegribeligt mange analyser og tal, vi nu har på, hvor stressede, psykisk sårbare og ulykkelige alt for mange af vores unge medborgere er. Virkelig ubegribeligt mange.

Når man samler lidt tilbunke med alle de tal, som bare de seneste to måneder har præget medierne, såkalder det på lige så stor opmærksomhed som de veludtænkte og effektive kræftpakker. Ja, undskyld mig sammenligningen, men tallene vedrørende vores børn og unge i et ellers velfungerende dansk velfærdssamfund er da helt uacceptable.

Der er noget rivravruskende galt, når rigtigt mange unge siger, at de har stress. Så er der enten gået mode i at sige, at man er stresset, og symptomerne peger i virkeligheden i en helt anden retning, eller også har vi et virkelig alarmerende stort problem.

Siden 2013 er andelen af studerende mellem 25 og 34 år, som oplever et højt stressniveau, steget fra 29,3 til 41,3 procent. Det viser tallene fra den omfattende undersøgelse ‘Den Nationale Sundhedsprofil’. Også blandt de yngre studerende er stressproblemerne vokset. 30,5 procent af de 16-24-årige, der er under uddannelse, har ifølge undersøgelsen et højt stressniveau. Det tal var i 2013 23,2 procent.

Og splitter man resultaterne op på køn, ser man, at markant flere kvinder end mænd er plaget af stress. Blandt de 25-34-årige studerende har hver anden kvinde således et højt stressniveau. Disse tal er steget voldsomt de seneste 30 år, hvor man har lavet undersøgelser af unges trivsel.

En undersøgelse fra Aarhus Universitet fra tidligere i år viser, at 55 procent af eleverne i 2. g på de to gymnasier, der er undersøgt, ligger helt i toppen af stress-skalaen. De ligger så højt på skalaen, at det svarer til niveauet hos de 20 procent mest stressede fra resten af befolkningen.

Samme undersøgelse blandt gymnasieelever viser, at de, der tjekker mobilen mest, også er dem, som oftest føler sig stressede. 14 procent af dem tjekker mobilen hvert femte minut.

I 2016 var der 3.890 børn under 18 år, som fik ordineret antidepressive lægemidler.

Knap hver tredjehenvendelse til Børnetelefonen i 2017 var fra et barn eller ung med ondt i psyken. 14.234 gange fik et barn eller en ung hjælp til psykosociale problemer.

En undersøgelse fra SDU om mental sundhed blandt unge viser, at fem procent af drengene og 10 procentaf pigerne på gymnasier og erhvervsuddannelser er kendetegnet ved lav grad af livstilfredshed og angiver en lang række psykiske symptomer på ugentlig basis.Desuden er der en relativt stor andel i denne gruppe, der føler sig ensomme og har et lavt selvværd.

I det nationaleforskningscenter VIVE’s nye undersøgelse ‘Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2018’ står der, at 46 procent af alle piger på 19 år på et eller andet tidspunkt i deres unge liv har modtaget psykologhjælp. Altså, vi taler 19 år og allerede i psykologbehandling. Det er en stigning fra 30 procent i 2009, som også var et højt tal.

”Der er ingen gennemgående kønsbetingede trivselsforskelle i de tidlige år, men fra teenagealderen ser vi tegn på, at unge drenge hyppigere end jævnaldrende piger markerer sig negativt ved at have en usund livsstil eller udadreagerende adfærd, som kan skade dem selv eller deres omgivelser. Unge piger, derimod,vender hyppigere tingene indad. Undersøgelsen finder, at ganske mange unge piger udviser tegn på psykiske trivselsproblemer.”

Også skoletilfredsheden er dalet ifølge samme undersøgelse. Det er især blandt de ældre piger, at den manglende trivsel slår ud. Desuden rapporterer flere børn og unge om et eller flere problemer i skolen, for eksempel konflikter med lærere eller kammerater. Der har siden 2009 været et fald i andelen af børn og unge, der virkelig godt kan lide skolen.

I hovedstadsområdet harsundhedsplejerskerne blandt 3.277 unge registreret 15,2 procent med psykiske vanskeligheder, stress, psykisk sårbarhed, depressive tanker, angst eller manglende evne til at finde sig til rette i livet hos de unge.

Og jeg kunne blive ved og ved med at dynge tal op, som medierne gør det hver uge.

Og imens diskuterer de voksne, om det nu er skolens karakterræs, fremdriftsreformens pres på de studerende, eller om det er de sociale medier og præstationsangst eller frygten for ikke at være populær, høre til og gå i det rigtige tøj og have de rigtige venner og være på den rigtige uddannelsesretning, der er årsagen til problemerne.

Eksperterne har mange forskellige udlægninger af årsagerne, og det er utvivlsomt at nuanceret billede. Og jeg påstår ikke, det er nemt. Men!

Det er da vildtskræmmende, at så mange unge har brug for en psykolog, inden de er fyldt 20 år,eller mistrives i tilværelsen allerede som børn. Det er da fundamentalt forkert, hvis så mange unge plages af angst og depression.

Danmarks Statistik erlige kommet med publikationen ‘Børn og deres familier 2018’. Den gør op, at1.165.500 personer i Danmark er under 18 år, hvilket svarer til 20 procent eller en femtedel af den danske befolkning. Meget tyder på, at vi er ved at få en skarpere polarisering i det danske samfund mellem de unge, som klarer sig godt og trives, og den andel, som har psykiske problemer eller mistrives.

Der er altså undersøgelser nok, som bringes frem dag efter dag i medier, som viser, at nogeter galt, men hvor er løsningerne og de handlinger der skal til?

Der er jo simpelthen noget galt med vores samfund, hvis vi ikke kan finde ud af at rumme de unge på en god måde. Vi kan ikke blive ved med at stikke børnene og de unge en psykolog eller en lykkepille.

Hermed en opfordring givet videre til, at dette emne kunne blive en del afen kommende politisk diskussion under en valgkamp og en sand politisk konkurrence mellem partierne om at finde de gode ideer til løsninger.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 14.12.2018 : https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-unges-trivsel-kraever-samme-fokus-som-kraeftpakkerne

Derfor er Facebook en trussel mod demokratiet

Udgivet den af
Svar

Facebook er blevet et suverænt, stærkt politisk våben og en trussel mod vores demokrati. Vi lader et privat selskab overvåge os alle sammen og sælge de indhøstede data til den højestbydende.

Om den nyeste Facebookskandale – stadig under udfoldelse og efterforskning – med 50 millioner amerikaneres personlige data udleveret til et britisk dataanalyseselskab og brugt til målrettet politisk kampagnekommunikation for Trump og andre, så er der kun en god ting at sige: Nu må det efterhånden være gået op for den sidste og mest langsomt opfattende, at Facebook ikke handler om at være en filantropisk, social hyggekomsammenplatform, men om at drive en benhård, psykologisk analysemotor og en kynisk forretning med data og annoncer.

Det må også være gået op for den sidste naive sjæl, at Facebook er blevet alt for meget af en gigantisk stor virksomhed, der ikke har styr på sine egne processer, ikke har styr på sine egne data og sin egen etik.

En kolonialistisk, digital fribytter, hvis stifter og leder, Mark Zuckerberg, altid er der for at udbrede den positive, globale sweettalk om at bygge fællesskaber og relationer, men som forsvinder ud af rampelyset, når de professionelle medier afslører, at hans platform har solgt annoncer til russiske troldefabrikker for millioner af dollars.

Eller når hans firma har lånt millioner af kunders data ud til en virksomhed, som dermed fik adgang til at sende personaliserede, politiske budskaber til amerikanske vælgere, uden at de var klar over, hvilken manipulation de blev udsat for.

Og endelig må det være gået op for den sidste utopist, at vores demokrati er udsat for svær og uoprettelig tæring i fundamentet. Som en af Facebooks egne medarbejdere, product manager Samidh Chakrabarti, i øvrigt selv kom til at sige i januar i år i en refleksion efter afsløringen af den russiske troldeskandale: “Når sociale medier er bedst, så tillader de os at udtrykke os selv og handle. Når de er værst, så tillader de folk at sprede misinformation og undergrave demokratiet.”

Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, kaldte det i januar for sin personlige udfordring i 2018 at “fikse Facebook”. Med det mente han at sætte ind mod fake news, datamisbrug og digitale angreb på nationalstaterne og deres demokratiske valg. “Vi forhindrer ikke alle fejl eller misbrug, men vi gør for øjeblikket for mange fejl i håndhævelse af vores politikker og vores evne til at forhindre misbrug af vores værktøjer,” sagde han.

Og det var jo så sandt, som det var sagt. Nu står vi så her igen. Og Zuckerberg siger det samme. At Facebook undskylder over for brugerne, at firmaet ikke har taget vare på deres data på en ordentlig måde.

Facebook har i mere end to år vidst, at deres data – oprindeligt udleveret til såkaldte forskningsformål – var leveret videre til Cambridge Analytica og derefter misbrugt til politisk kampagneformål. Tilsat det stærke krydderi af politisk intrige og Trumps tidligere nære kampagnechef og medarbejder, Steve Bannon, som medejer af Cambridge Analytics, samt at firmaet er finansieret af Mercerfamilien, som var stærke støtter for Trump-kampagnen i 2016, så er magtspillet fuldbragt.

Millioner af amerikanske vælgere og deres venners personlige profiler og adfærd på nettet er blevet analyseret via deres Facebookdata, og på den baggrund har Trump-kampagnen kunnet teste brugen af bestemte udtryk under kampagnen, målrette anvendelsen af bestemte annoncer og tilgangen til bestemte emner.

Og alt sammen har det kunnet personaliseres til den enkelte vælgers foretrukne interesser, følelser og bekymringer. Facebook kan med den måde, vi bevæger os rundt i deres univers, tegne et så tæt psykologisk portræt af hver af os, at det er langt mere vidtgående i registrering end noget andet firmas lige nu.

Når forargelsen over det, der foregår i USA, har lagt sig, og både britiske og amerikanske myndigheder og politikere har stillet Facebook til regnskab for ikke at beskytte kundernes data ordentligt, så står en ting tilbage: Facebook er blevet et suverænt, stærkt politisk våben og en trussel mod vores demokrati.

Adgangen til Facebooks psykologiske profiler på hver af os kan med den rigtige målrettede kommunikation vinde valg, manipulere med holdninger og flytte stemmer.

Det er jo politikerne og deres kampagnechefer i USA såvel som i Danmark, der benytter adgangen til, via køb og brug af Facebookdata, at kommunikere målrettet, segmenteret og differentieret til vælgerne. Niveauet af brug af data kan være mere eller mindre sofistikeret, men vi har for længst overskredet den tærskel, hvor overvågningen og brugen af data blot handler om køn, alder og geografisk placering.

Målingen af vores adfærd på nettet handler om afdækningen af personlige præferencer og psykologiske profiler på alle mulige områder, om hvad vi liker og ikke liker. Hvad vi søger på, og hvad vi sørger over eller glæder os over. Hvad vi foretager os og med hvem.

Facebook stiller annonceredskaber til rådighed, der i dag bringer de politiske partier, også i Danmark, tæt på den målrettede og personaliserede kommunikation. Men Cambridge Analytics gik lige nogle skridt videre end det i deres bestræbelser på at sikre Trump valgsejren, og de høstede data i et endnu dybere lag end det sædvanligt tilgængelige for enhver, der vil lave en annoncekampagne.

Politisk kommunikation har altid handlet om at ramme de rigtige vælgergrupper med de rigtige budskaber og på det rigtige tidspunkt. Metoderne til at gøre det er bare blevet endnu mere sofistikerede end tidligere, og fornemmelsen af overvågning er snublende nær.

Det samme er fornemmelsen af, at politiske budskaber kan bøjes i alle mulige retninger alt efter den modtager, som skal modtage dem, uden at naboen med et andet adfærdsmønster får samme budskab, men måske et helt andet, som rammer præcis hans eller hendes præferencer og bekymringer.

Kan vi lovgive imod at bruge indsamlingen af data til politiske formål og målrettet politisk kommunikation? Det kan vi kun, hvis vi forbyder de politiske partier at bruge den kanal, som internettet og de sociale medier er, til deres budskaber. Det er næppe en fremkommelig vej i 2018.

Kan vi lovgive om større transparens i forhold til at kunne se på de sociale medier, hvem der er afsender på de forskellige budskaber, vi modtager, og hvad de har registreret på os? Det er måske en fremkommelig vej. Kan vi på internationalt plan forlange, at de sociale medier fortæller os, hvornår og til hvem vores data videresælges, og på hvilke betingelser de må anvendes? Ja! Det må være et minimum af en menneskerettighed i 2018.

Er konklusionen, at Facebook destabiliserer demokratiets spilleregler og flytter idealet om en åben, ligeværdig og sund meningsbrydning på månen? Ja, det er sandheden. Nu handler det om, hvem der er bedst til at ramme folks følelser og til at manipulere budskaberne på den rette måde i et uigennemskueligt digitalt overvågningssystem.

Kineserne er på vej til at bruge den slags systemer til at give deres borgere højere eller lavere karakter som gode samfundsborgere eller det modsatte, alt efter hvordan de opfører sig under den statslige overvågning. I Vestens demokratier lader vi et privat selskab stå for overvågningen og sælge oplysningerne til den højestbydende.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 23.03.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-derfor-er-facebook-en-trussel-mod-demokratiet

#MeToo – skræmmende, social mobilisering anno det 21. århundrede

Udgivet den af
Svar

Der er noget barokt og på sin vis meget tidstypisk over den situation, at #MeToo-bevægelsen mod seksuel chikane og seksuel forulempelse af kvinder blev Time Magazines ikoniske ”Person of the Year”.

Hvert år siden 1927 har redaktørerne af Times på basis af en vejledende afstemning blandt magasinets læsere udpeget den person eller den gruppe af personer, som har haft mest indflydelse på nyhederne i det forløbne år – på godt og ondt.

For at forstå hvor stort det er, at en bevægelse alene med eksistens på de sociale medier kan ramme toppen af en så prestigefyldt liste, kan det nævnes, at valget i 2016 faldt på USA’s præsident Donald Trump. I 2015 på Tysklands kansler, Angela Merkel. I 2014 Ebola-virus bekæmperne i Afrika. I 2013 den katolske pave Frans og i 2012 tidligere præsident Barack Obama.

Hvad der startede med afsløringen af en syg kultur overfor kvinder i Hollywood-miljøet, og et brud på mange års tavshed og skam i forhold til at fortælle om seksuel chikane og overgreb, er blevet til årets mest omfattende manifestation af solidaritet og krav om respekt for kvinder på tværs af kloden. #MeToo er en af de allerstørste og allerhurtigste virale succeser på de sociale medier nogen sinde. På linje med – eller større end det arabiske forår.

For selvom #MeToo-kampagnen først gik viralt, da skuespilleren Alyssa Milano den 15. oktober opfordrede kvinder på Twitter til at dele deres historier om seksuelle overgreb i kølvandet på flere anklager om sexchikane rettet mod filmproduceren Harvey Weinstein, så går ‘MeToo’-kampagnen meget længere tilbage. Allerede i 2007, længe før hashtagget eksisterede, lancerede Tarana Burke nemlig en ‘MeToo’-kampagne for at støtte unge sorte piger i belastede miljøer, der – præcis som hun selv – var blevet ofre for seksuelle overgreb.

Men da Alyssa Milano den 15. oktober lagde sin opfordring på Twitter, kom der respons fra en halv million mennesker inden for de første 24 timer, og ved slutningen af november var der blevet sendt 1,7 million tweets med hashtagget #MeToo. Og de tal vokser stadig.

På Facebook var der inden for 24 timer efter det første opslag med MeToo-opfordringen 12 millioner posts og kommentarer. Hos Google blev #MeToo også et globalt hit og bevægelsen uden leder, uden nogen organisation og uden noget program har spredt sig til 85 lande. Den får hele tiden ny ilt fra forskellige kvinders historier. Ikke mindst fra en åbenhedsproces, som i disse uger går gennem kreative miljøer både i og uden for USA.

Formålet med denne klumme er ikke at gå ind i de moralske og etiske spørgsmål, som melder sig om de mange års tavshed i forhold til seksuel chikane mod kvinder, eller at gå ind i de konkrete eksempler på overgreb, som allerede er blevet en del af nyhedsstrømmen. Det kan der være alle mulige gode grunde til fortsat at grave i, og forhåbentlig giver kampagnen de kvinder, der har kæmpet i skjul med overgreb og forulempelser, mod til at stå frem.

Her på dette sted gælder analysen, hvad vi kan lære af en så enorm, global flodbølge på de sociale medier, og hvordan vi skal forstå de dimensioner af folkelig solidaritet og engagement, som et enkelt tweet kunne udløse på bare 24 timer på tværs af alle geografiske grænser.

Der er næppe den arbejdsplads, hvor emnet ikke har været drøftet på kantinebasis eller ved kaffemaskinen siden midten af oktober – om ikke andet så med sædvanlig dansk sarkasme.

Der er næppe den store virksomhed, det uddannelsessted eller den lidt større offentlige arbejdergiver, der ikke rent ledelsesmæssigt har måttet kigge personalereglerne efter i sømmene og finde ud af, hvordan man egentlig håndterer seksuel chikane, hvis det skulle forekomme.

Fænomenet #MeToo er blevet både en befrielse for de kvinder, som har gået med en ubehagelig oplevelse i tavshed alt for længe – men det har også potentialet til at blive en offentlig gabestok, hvor helt uskyldige kan blive hængt ud for noget, de aldrig har gjort. Der kører lige nu en virtuel skraldevogn rundt på nettet og samler alt muligt snavs op, og hvor bevisbyrden måske er svær at løfte.

Læren af den sociale orkan med #MeToo-bevægelsen må være, at hvis man rammer koden til et tabu og åbner for en spektakulær anklage mod en kendt person, som i dette tilfælde Hollywood-produceren Harvey Weinstein, så er potentialet der til en helt uforudsigelig og enestående social, global mobilisering. Så er der skabt en virtuel vidneskranke, hvorfra alle og enhver kan levere skyts til kampagnen om i dette tilfælde de seksuelle krænkelser. Det rummer igen faren for at det hele løber ud af proportion og bliver til heksejagt.

På den anden side viser eksemplet med #MeToo, at der er bevægelser i vores samfund, som nu med de sociale medier i den grad kan blive antændt og få kæmpe gennemslagskraft nede fra. Omfanget af den seksuelle chikane, som kampagnen har afdækket, havde hverken politikerne, medierne eller erhvervslederne set komme.

De historier, som udløste reaktionen på de sociale medier, blev oprindeligt bragt i professionelle medier som The New York Times og The New Yorker, hvor en stribe kvinder anklagede den prominente filmproducer for seksuelle overgreb. Men her fra sprang de videre og fik deres globale status via de sociale medier.

#MeToo -historien rummer alt, hvad der skal til for at få opmærksomhed. Et tabuiseret emne. Kendte personer på prestigefyldte poster, som falder ned i muddergrøften og mister deres anerkendelse. Sårede, smukke kvinder, som får oprejsning og sympati. Der er det hele. Der kommer næppe nogen større politisk konsekvens af kampagnen, men til gengæld er der en langt større og mere vedvarende konsekvens, som allerede er taget på mange arbejdspladser med en langt klarere stillingtagen til seksuel chikane som en uacceptabel adfærd.

#MeToo -kampagnen dør sikkert ud igen, når et nyt fænomen på de sociale mediers stjernehimmel dukker op i 2018, men læren af den må være, at der blot skal et enkelt tweet med følelsesmæssigt letantændeligt indhold til at rejse millioner af mennesker til en global folkestemning på et enkelt døgn. Hvad kan det ikke misbruges til, hvis nogen formår at anvende de samme værktøjer til at skabe den samme effekt, men på baggrund af en målrettet, politisk misinformationskampagne?

 

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 15. december 2017. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-metoo-skraemmende-social-mobilisering-anno-det-21-aarhundrede

Kan vi overhovedet udrydde ”fake news”?

Udgivet den af
Svar

Oktober og november har været rigtigt dårlige måneder for de store teknologigiganter Google, Facebook og Twitter. Her tabte de i fuld offentlighed fuldkommen ansigt som professionelle, globale virksomheder, der udadtil brander sig som evangelister for en bedre verden af fællesskab, videndeling og grænseoverskridende forbindelser. Her tabte de ansigt, som virksomheder med fuld kontrol med deres enorme dataflow, deres enorme annonceindtægter og deres gigantiske imperium af kunder og kundedata fra hele verden.

Foran det amerikanske senats underudvalg om kriminalitet og terrorisme og senatets efterretningskomite, er de tre selskabers juridiske repræsentanter blevet grillet for deres åbenlyse mangel på styr på misinformation på deres platforme, for manglende kontrol med politisk infiltration fra Rusland i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 og mangel på kontrol med køberne af annoncer på platformene Google, Facebook og Twitter.

Deres manglende evne til at forhindre misbrug og manipulation – hvor end den måtte komme fra både hvad angår annoncer og brugeropslag på platformene – blev helt og aldeles åbenbaret for enhver under høringer, hvor de amerikanske senatorer ikke holdt sig tilbage med kritik.

Det blev for den sidste jubelglade tvivler krystalklart, hvor sårbar vores digitale infrastruktur er. Hvor magtfulde de tre globale virksomheder er, og hvor vanskeligt det er for dem at beskytte den infrastruktur, som vi alle er blevet så afhængige af, mod misbrug.

”Hvis du har fem millioner annoncører, som skifter hver dag, hvert minut eller hvert sekund, har du så reelt styr på, hvem hver eneste af disse annoncører er, og hvad deres aktivitet går ud på”, spurgte den republikanske senator fra Louisiana, John Kennedy. Svaret skulle gives af Colin Stretch, som er Facebook’s juridiske rådgiver. Stretch indrømmede, at Facebook ikke kunne se aktiviteterne bag de enkelte annoncører, og at man ikke havde styr på det. John Kennedy replicerede, at han var stolt over, at de tre nævnte selskaber var amerikanske, men samtidig skræmt over den magt, som de besad.

I forbindelse med kongreshøringerne informerede Facebook lovgiverne om, at omkring 126 millioner amerikanere måtte have været udsat for indhold, der blev genereret på Facebooks platform af en russisk statsforbundet troldefabrik kendt som Internet Research Agency mellem juni 2015 og august 2017.

Twitter meddelte, at man der havde identificeret 2.752 konti knyttet til Internet Research Agency. Det fandt i alt 36.746 konti, der syntes at være forbundet med Rusland, men ikke nødvendigvis med Internet Research Agency, som genererede automatiseret, valgrelateret indhold. Ud over de opdagede konti, har Twitter oplyst at Internet Research Agency havde sendt mere end 131.000 tweets under valgkampen.

Også Google indrømmede at deres YouTube delingstjeneste har lagt platform til russiske påvirkningskampagner, og at man var ved at undersøge omfanget nærmere. Google har oplyst at agenter fra Internet Research Agency uploadede mere end 1.000 videoer på YouTube platformen.

Hvad høringerne i Kongressen i USA fører til kan blive en lovgivning, der for så vidt angår politiske reklamer skærper kravene til transparens, åbenhed omkring hvem, der køber hvad, og dermed en klar udfordring til hele den automatiserede og robotstyrede annonceformidling, som de globale selskaber benytter sig af.

Googles svar på kritikken har været udtalelser om, at spore misbrugerne og nedgradere deres placeringer på nettet, hvor algoritmerne i dag gør det modsatte – præmierer brugerinteresse for saftige sensationer og lægger dem øverst i søgemaskinens tilbud. Facebook bebuder at ville ansætte 1.000 medarbejdere til at kontrollere særligt politiske annoncer og sponseret indhold fra politiske aktører. Twitter bebuder også indgreb i særligt russiske statsselskabers ageren.

Ud af skabet er sprunget diskussionen om censur, hvor særligt Facebook er i skudlinjen. Men er det egentlig en særlig tryghedsskabende faktor, hvis internetgiganterne skal til at censurere vores indhold efter globale etiske kriterier og standarder, mere end de gør i forvejen? Nej vel? Og sagen er så her, at det gør giganternes algoritmer jo allerede. For de nedgraderer eller fjerner stof efter bestemte kriterier og opgraderer, hvad der ligner det, vi tidligere godt har kunnet lide at se på.

Misinformation eller polarisering

”I tider som disse er det vigtigste, vi som Facebook kan gøre, at udvikle den sociale infrastruktur, der kan give folk mulighed for at opbygge et globalt fællesskab, der virker for os alle. I det seneste årti har Facebook fokuseret på at forbinde venner og familier. På fundamentet af dette vil vores næste fokus være at udvikle den sociale infrastruktur for hele samfundet – for at understøtte samfundet, for at holde os trygge, for at holde os informeret, af hensyn til det civile engagement og for inklusionen af alle.”
Citat fra Facebook stifter Mark Zuckerberg fra 16. februar i år, hvor han udmeldte den næste epokes mål for Facebook.

Fake News, misinformation, troldefabrikkers infiltrering af Facebook spillede ikke nogen rolle i chefens tale dengang. I det hele taget er kampen mod falske informationer og direkte misinformation en mindre detalje på vejen mod at skabe det store forkromede globale fællesskab, må man forstå i den programerklæring.

”Vores tilgang vil fokusere mindre på at forbyde misinformation, og mere på at tilføje yderligere perspektiver og oplysninger, herunder det faktum, at en faktatjekker f.eks. anfægter opslagets nøjagtighed. Vi har mere arbejde at gøre med informationsdiversitet og misinformation, men jeg er endnu mere fokuseret på sensationalismens og polariseringens indvirkning og ideen om at skabe fælles forståelseramme”, skriver Mark Zuckerberg videre i programerklæringen fra februar.

Det er tankevækkende at læse denne iscenesættelse af den nye Facebook strategi nogle måneder senere, hvor både Facebook, Google og Twitter har stået skoleret for den amerikanske kongres og gang på gang er blevet udspurgt, om de har styr på det indhold, de sender ud. På dets ægthed og troværdighed. Og om de føler at ansvar for, at hadtale, indhold med opfordringer til terror og direkte falske og misledende historier ikke bliver lagt ud på nettet. ”Misbruget af vores platform i forsøg på statssponsoreret manipulation af valget er en ny udfordring for os – og en, vi er fast besluttet på at bekæmpe”, sagde Twitters advokat, Sean Edgett, under høringerne.

Hvis netgiganterne kommer under mere politisk pres er næste skridt så en eller anden form for indholdscensur, selv om alle slår syv kors for sig? Hvem skal beslutte, hvad der er en acceptabel tone på nettet, hvad der kan annonceres for og imod? Hvem skal beslutte, hvad der er op og ned på en nuanceret sag uden den professionelle og uafhængige journalistik som mellemled?

Sagen er at internettets volumen har vokset sig så stor, at end ikke tech giganterne nu har styr på tingene og hastigheden af uploads af indhold og annoncer sker så hurtigt og så automatiseret, at det ikke kan kontrolleres, før det rådne indhold har spredt sig.

Der gøres fine bestræbelser og mange initiativer til at løse skraldemands-opgaven på internettet med fakta-tjek-sites som Mandag Morgens www.TjekDet.dk  og andre lignende initiativer rundt omkring i udlandet. Initiativer der bringer professionel journalistisk validering og dokumentation af oplysninger i spil sammen med bidrag fra forskere og andre eksperter.

Men vi skal ikke forvente, at der trods alle bestræbelser på at opdage fjendtlig infiltrering af nettet, misinformation og fake news, kommer en situation, hvor vi slipper for at navigere i et – i tanken og idealet – smukt digitalt ocean af indhold, men nu forurenet af misinformation og statsstyret manipulation. På samme måde som det smukke fysiske ocean i dag har store områder stærkt forurenet af grimt plastikaffald.

Denne artikel har været offentliggjort på altinget.dk den 1.december 2017: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kan-vi-overhovedet-udrydde-fake-news