Kampen om den digitale verdensorden starter nu

Teknologi og viden bliver i stigende grad en geopolitisk faktor i den nye digitale verdensorden, konstaterer regeringen i denne uges udspil om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Danmark skal være et af de mest innovative lande i verden. Udenrigstjenesten skal drive mere tech-diplomati. Universiteterne skal drive mere forskningsdiplomati, og danske virksomheder skal være digitale frontløbere.

Der skal etableres et e-handelscenter, der kan levere virksomhedsrådgivning. Adgangen for danske virksomheder på internationale e-markedspladser skal hjælpes på vej, og regeringen vil etablere en international koalition af tech-virksomheder, civilsamfundsorganisationer og stater for blandt andet at udvikle internationale dataetiske normer og principper. Sådan!

Der er ingen smalle steder eller manglende ambitioner i det dugfriske udspil til en ”Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi 2019-2020”, ligesom der ikke er det i mange andre digitaliseringsudspil, som regeringen er kommet med.

”Strategi for Danmarks digitale vækst” hedder et af dem målrettet erhvervslivet. ”Et stærkere og mere trygt digitalt samfund” hedder et andet målrettet den offentlige sektor. ”Digital service i verdensklasse” hedder et tredje udspil. ”Danmark klar til fremtiden” hedder et fjerde, målrettet forskningsindsatsen og innovation. ”Bredbånd og mobil i digital topklasse” hedder et femte om den digitale infrastruktur på teleområdet.

Læg dertil en AI-strategi for at booste Danmarks brug af kunstig intelligens og en aftale om fremtidens infrastruktur for digitale identiteter i Danmark og sikkert meget mere.

Pointen er, at det vælter ud med planer og ideer fra alle ministerier og alle verdenshjørner. Ingen kritik af det. Digitaliseringen ændrer alle spillereglerne i vores samfund. Men når nu alle andre lande har det ligesom os, at vi er bange for at være de sidste, der kommer hen til fremtidens herligheder og muligheder, så vil det være en ovenud god idé at tænke de her mange initiativer lidt på tværs på en ny måde.

Det vil det ikke alene, fordi denne nye måde kan give os en mulighed for at udtænke en dansk model for, hvilken rolle vi gerne vil spille i den digitale verdensorden. Det er også en god ide, hvis den nye måde kunne sikre, at halvdelen af befolkningen ikke overlades til afmagt og rådvildhed, jobløshed og bekymring ved den digitale forandringsproces, robotiseringen og globaliseringen.

Hvis vi derimod kan bruge en ny måde at gribe tingene an på til for eksempel at udvikle nye jobtyper, nye kompetencer, nye uddannelsesstrukturer, nye produkter og en ny version af den danske flexicurity-model.

Problemet med hele mylderet af gode tanker og forslag i alle regeringsudspillene er, at de ikke tegner en samlet vision for, hvor det danske samfund er på vej hen. Og måske endnu værre, at vi bygger en hel masse planer uden at have fundamentet gennemdrøftet og godt tør i støbningen.

Jeg havde lejlighed til forleden at tale på en konference om intelligent vækst arrangeret af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), der fremlagde en meget spændende rapport om udviklingen i Kina.

En rigtig god og håndfast opfordring til, at vi skal finde ud af, hvad vej vi vil gå med den teknologiske udvikling her i Danmark og i EU. Mellem det statsstyrede Kina og det markedsstyrede USA ligger Europa, der med EU-kommissær Margrethe Vestagers ord har en stærk politisk kultur for at etablere nye markedspladser og at regulere dem på en fornuftig måde, så business tjener samfundet og ikke omvendt.

I Europa vil vi alle sammen hver for sig være verdensmestre på det digitale område. Prøv at læse den svenske AI-strategi, som er en drøm om verdensklasse. Nordmændene skriver ganske enkelt, at norsk AI skal lede verden.

Og finnerne vil i deres strategi også være førende nation i verden på kunstig intelligens. Men vi er alle sammen små lande og overtrumfes hurtigt af den franske AI-strategi eller den britiske. Og i EU sidder man så og prøver også at have en offensiv AI-strategi og et stort program for et digitalt Europa, som bevæger sig med sneglefart i forhold til Kinas satsninger.

Den digitale forvandling bør være den højest prioriterede politiske og økonomiske opgave, hvor vi skal udvikle nye svar på presserende spørgsmål. Teknologierne forandrer vores samfund, men måden, hvorpå de gør det, afhænger i høj grad af, hvordan vi beslutter at anvende dem, samt hvordan vi udarbejder vores lovgivningsmæssige rammer for disse teknologier.

Hvad er vores globale ”point of difference” i Danmark på det digitale område? Hvor satser vi vores begrænsede ressourcer? Hvordan kan vi bruge vores samfundsmodel og vores værdier med tillid, fællesskab, lav magtdistance og mindre ulighed end i mange andre lande som en fornuftig ”driver” på udviklingen?

Globalisering version 1.0 gav frygt og afmagt hos mange. Kan vi gøre globalisering 2.0 bedre og introducere en europæisk model for en ny digital verdensorden med et mere menneskeligt ansigt?

Jeg tillod mig på ATV-konferencen forleden at foreslå, at vi bygger et fundament af digital humanisme. Det består af, at vi sætter mennesket før maskinerne. At vi skaber nogle dataetiske standarder og nogle etiske standarder for brug af kunstig intelligens der gør, at vi ikke som mennesker mister kontrollen med, hvad maskinerne skal udføre og kan udføre.

At vi sætter nogle høje krav til sikkerhed og persondatabeskyttelse og den personlige integritet i forhold til indsamlingen af stadig flere data om os og samkøring af data. Fundamentet består også af en forudsætning om et fokus på bæredygtighed og samfundsansvar hos dem, der arbejder med store dataindsamlinger og med kunstig intelligens.

Oven på fundamentet lægger vi et lag, som jeg har givet overskriften, at alle skal med. Sådan lyder det hele tiden i den politiske retorik, men hvad betyder det? Det burde betyde, at vi nu ikke bare skal holde festtaler om livslang læring, men nu skal der ske noget for alvor.

At vi ikke bare skal holde festtaler om begrebet digital dannelse, som i modsætning til digitale kompetencer ikke blot handler om, hvordan vi betjener de nye teknologier, men hvordan vi forstår betydningen af dem og den indvirkning, de har på vores liv, vores kommunikation med hinanden og vores sundhed.

Til dette lag hører også udviklingen af et nyt meget mere agilt og fleksibelt uddannelsessystem, der kan følge med de kompetencekrav, de nye jobbeskrivelser, de nye funktioner på arbejdsmarkedet, som hele tiden vil forandre sig.

Når de to lag er godt implementeret, er der et solidt fundament for den offentlige digitaliseringsstrategi, som igen kan understøtte og fremme digitaliseringen i den private sektor. Og der er basis for en vækststrategi i den private sektor med de centrale danske værdier i bagagen.

Både i den offentlige sektor og den private sektor i Danmark er vi langt fremme med digitalisering, fordi vi er det, man kalder et meget digitalt modent område. Danskerne har taget de nye teknologier i brug i stor stil, og tiltagene i det offentlige til digitaliseringen har presset stærkt på den udvikling med e-Boks, NemID, digital selvangivelse og i det hele taget kommunikationen med det offentlige på nettet.

Men næste fase af den teknologiske udvikling griber meget stærkere ind i vores liv og hverdag. I vores danske samfundsmodel, vores arbejdsliv og tilliden til det fælles. Globaliseringen 2.0 vil blive en kamp mellem kontinenterne om den nye digitale verdensorden. Det vil blive en kamp om magten over de nye teknologier og de data, som de opsamler. Det vil blive en kamp på samfundsmodeller. De frie markedskræfter, den statslige overstyring og den europæiske balancegang mellem marked og regulering.

Derfor: Prøv at lægge alle de fragmenterede planer for, hvordan vi bliver verdensmestre i det ene og det andet og det tredje i Danmark, ud på bordet. Skræl den flotte retorik væk, og tegn en helhedsvision for det digitale Danmark, så vi kan se det reelle billede af konkurrenceudfordringen og finde ud af, hvad der skal være retningen for vores udvikling.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 16. november 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kampen-om-den-digitale-verdensorden-starter-nu

 

Opgrader it-ordføreren – det handler om fremtiden

Hvornår mon det går op for Folketingets partiledelser, at it-ordførerskabet er en af de vigtigste politiske kamppladser i fremtiden? Helt på linje eller højere rangeret end posterne som retsordfører, sundhedspolitisk ordfører, integrationsordfører og finansordfører.

Måske skulle det have et navn med mere appel til følelserne som fremtidsordfører? Tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind kaldte sig fremtidsminister, hvad der ikke var så tosset tænkt i stedet for den lidt mere gumpetunge titel.

Sagen er, som den franske præsident Macron har sagt det, at den teknologiske revolution i virkeligheden også er en politisk revolution. Det handler om, hvordan vi vil tilrettelægge vores fremtid, hvem der skal fastlægge rammerne og spillereglerne for brugen af de nye teknologier, og hvad vi vil bruge de teknologiske muligheder til, og om vi selv vil have førertrøjen på i de politiske valg, vi skal foretage, eller overlade det til andre.

Vores valg af kurs på det teknologiske område er ikke bare indenrigspolitik men også udenrigspolitik, for Europa synes klart at tage nogle andre valg end f.eks. USA, Kina og måske Afrika, når det gælder kontrollen med og anvendelsen af nye teknologier.

Vores valg af teknologisk kurs er højsensitiv for hele vores samfundsudvikling, og det er værdipolitik, så det vasker sig. Det er emner, der kommer til at afgøre balancen mellem, hvad samfundet må og ikke må i forhold til vores privatliv og personfølsomme oplysninger.

Eller sagt på en anden måde: den værdidiskussion kommer til at forme næste generation af menneskerettigheder i et digitalt samfund. Om de skal være efter liberale principper eller indeholder mere lovgivning, regler og kontrol.

Lige nu konkurrerer partierne – senest dokumenteret med afslutningsdebatten i denne uge – om at være de mest grønne og de stærkeste hardlinere, når det gælder indvandring og integration. Gid de også ville konkurrere om, hvordan vi skal indrette vores fremtidige liv med de nye teknologiske udfordringer.

Vi har brug for de bedste, mest indsigtsfulde og visionære politikere på opgaven med at arbejde med disse vigtige spørgsmål, og it-ordførerskabet er desværre ikke nødvendigvis det, der er mest kamp om. Men det burde det være. Ligesom kommunalpolitikere og regionsrådspolitikere burde være fuldkommne toptunede på de udfordringer, der venter. For de har i den grad også et ansvar for datapolitikken.

Lige nu foregår en alt for stor del af debatten om dataetik, data-videnskab og data-muligheder blandt eksperterne og de særligt engagerede nørder, mens virksomhederne og den offentlige sektor søger at navigere i junglen så godt som muligt.

Kun når en persondataforordning eller et lovforslag om oprettelse af et Nationalt Genom Center er på dagsordenen, så stiger temperaturen lidt på det her område i Folketinget. Ellers kører de fleste af debatterne om den teknologiske udvikling i råd, arbejdsgrupper og udvalg nedsat af regeringen, og mange politikere indrømmer i en stille stund, at de har lige så svært ved at følge med som folk i almindelighed.

Hvorfor kan vi nu ikke bare lade det køre der i de råd og arbejdsgrupper, og så må eksperterne finde ud af det? Fordi næsten alt, hvad vi gør som mennesker i dag bliver opsamlet som data, og den teknologiske udvikling påvirker alt i vores liv. Hvor vi bevæger os hen, hvad vi køber, hvem vi taler med, hvad vi arbejder med, hvad vores fritid går med, og hvad vi mener.

Data i dag skaber forandringerne i samfundet og udgør en magtfaktor. Data er det nye guld, som man siger, når de bliver forbundet og kombineret og brugt til at se mønstre og forudse handlinger.

Men data er også et farligt redskab i de forkerte hænder. Derfor er det politiske dilemma, at vi på den ene side skal udnytte alle mulighederne i at indsamle, forbinde og kombinere data og samtidig sikre den stærkest mulige beskyttelse af befolkningen mod misbrug og skabe tillid til, at udnyttelsen af mulighederne har en positiv side.

Listen er lang med talrige eksempler på både offentlige institutioner og private virksomheder, der i lille eller global skala ikke har formået at passe på vores data. Det er nemt at blive fascineret af mulighederne og glemme bagsiden af medaljen. Men den har vi set. Og mister vi først tilliden til, at teknologien vil give os noget positivt, så går rigtigt meget galt i vores samfundsudvikling.

Vi kan prøve at definere nogle principper og værdier for brugen af data. Vi kan etablere et Dataetisk Råd eller en tilsvarende institution, der på vores alles vegne kan gå foran i arbejdet med at bygge bro mellem eksperterne, politikerne og befolkningen gennem grundige debatter, ærlige dilemmaer og mulige løsninger.

Problemstillingerne handler ikke kun om personfølsomme oplysninger. De handler også om kunstig intelligens, intelligent automation, maskinlæring og mange andre elementer af den teknologiudvikling, som vi kigger ind i. Hvor sætter vi grænserne for, hvad de intelligente robotter eller computere skal kunne foretage på egen hånd? Det spørgsmål rammer alle områder fra sundhed til transport, forsvarssystemer og plejesektoren.

Selvfølgelig er Danmark ikke det eneste sted, hvor en debat om ”data governance” principper og databeskyttelse finder sted. F.eks. i Storbritannien har spørgsmålet om en etisk rammesætning for behandlingen af data været initieret af regeringen.

Her har man lagt vægt på som punkt ét at skabe troværdighed, tillid og åbenhed omkring brugen af data ved at fastlægge nogle overordnede principper på tværs.

Det handler om at starte enhver diskussion om opsamling, bearbejdning og samkøring af data med et meget skarpt krav til en beskrivelse af, hvad borgeren får ud af at levere sine data, og hvad samfundet får ud af det.

Dernæst at sørge for, at der bliver indsamlet mindst mulige data, som kan retfærdiggøres, i forhold til anvendelsen.

Derefter om at skabe robuste og transparente data-modeller, som er meget opmærksomme på borgernes reaktioner, tvivl og bekymringer, at være så åben som muligt om, hvad data bruges til, og endelig at sørge ordentligt for sikkerheden omkring befolkningens data.

Derudover drøfter man også i Storbritannien en særlig uafhængig institution til at sikre tillid og åbenhed omkring de etiske dilemmaer.

Et sted hvor man kan bygge bro og skabe debat mellem de forskellige interessenter i udviklingen – virksomhederne, den offentlige sektor og civilsamfundet samt borgerne. Et sted, hvor der kan sættes dagsordener til debat og følges op på implementeringen af forskellige tiltag. Et sted, der skaber langvarig legitimitet og tillid, og hvor udviklingen følges tæt. Et sted, hvor man kan samle internationale erfaringer og udfordringer i nye teknologier op og sætte dem til debat.

Lyder det som noget, der kunne være et Dataetisk Råd med eksperter, virksomheder, offentlige institutioner, borgere, debattører og kommunikatører? Ja, det gør det. Og det var præcis sådan en ny, uafhængig institution, der blev efterlyst forleden af et bredt flertal af deltagerne i Mandag Morgens og Altingets konference om Dataetik.

Hvad er det for overordnede principper, der bør gælde for dataetikken: Først og fremmest må det handle om at sætte mennesket først. At teknologien skal gavne menneskets udvikling og ikke omvendt. At teknologien skal tjene samfundet og ikke omvendt.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 1. juni 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-opgrader-it-ordfoereren-det-handler-om-fremtiden