Stress-samfundet er en pengemaskine

Så kører historierne om børn og stress igen en runde på tv-kanalerne. Det gjorde de også for to år siden, hvis man går lidt i arkiverne. Både på TV 2 og i DR. Og det har de gjort indimellem i avis-medierne.

Historierne om syvårige børn, der får tics af kropsstress, fordi de hele tiden skal præstere til fodbold, over for kammeraterne, over for forældrene eller i skolen. Eller 15-årige, som skal have lægeattest på at få nedsat tid i skolen, fordi de ikke kan klare presset, får mavesmerter og bliver triste, ensomme eller mister livsmodet.

Disse og mange flere er jo absurde fortællinger om vores moderne liv. Og skræmmende historier. Men det mest skræmmende er måske, at de bliver gentaget med års mellemrum, og vi gyser en gang til. Og hvad så?

Ifølge Stressforeningens hjemmeside rammes 500.000 danskere hvert år af stress. En Megafon-måling viser ifølge samme hjemmeside, at 48 procent af de offentligt ansatte og 28 procent af de privatansatte ofte føler sig stressede på arbejde, og tallene er efterhånden så alvorlige, at stress kaldes både en folkesygdom og en epidemi, skriver Stressforeningen.

Flere og flere børn får ifølge sundhedsstatistikkerne symptomer på stress. Flere kvinder end mænd får stresssymptomer, flere i beskæftigelse end folk uden job får symptomer. Flere korttidsuddannede end langtidsuddannede, flere gifte end enlige og flere i Hovedstadsområdet og region Syddanmark end i resten af landet rammes af stress.

Sundhedsstyrelsen bag tallene skriver meget nøgternt om stress, som vi altså ikke rigtig ved, hvad er: ”Tilstanden er ikke en sygdom i sig selv, men en reaktion på en belastning, som personen kan have svært ved at håndtere. Udover at påvirke personens velbefindende og livskvalitet negativt øger stress også risikoen for hjerte-kar-sygdom og depression.”

Strategisk sundhed
Tag en af ugens avisannoncer fra PFA i bl.a. dagbladet Børsen, som bekendtgør, at forskning viser, at 15 procent af virksomhedernes ansatte føler sig stressede. Hvilken forskning står der ikke.

Kommer man ind på PFA’s hjemmeside finder man en mængde af tilbud om strategiske sundhedsprogrammer for virksomhederne, tilbud om at downloade en pixibog om mindfulness, om ‘bodyscan øvelser’ til medarbejderne og gode råd om, hvornår man skal gå i seng om aftenen for at præstere bedst muligt og mest energisk om morgenen. Se bare her formlen til det bedre liv efter PFA’s råd videreformidlet fra Vidensråd for Forebyggelse.

  1. 1. Sluk for TV’et, computeren, tabletten og smartphonen før kl. 21. Påvirkningen fra skærmenes neonblå lys gør det svært at falde i søvn
  2. 2. Gå i seng senest kl. 22, da det er på det tidspunkt, kroppen udskiller den største mængde af søvnstoffet dopamin.
  3. 3. Lav bodyscan-øvelsen inden du skal sove, eller hvis du vågner og ikke kan falde i søvn. Den får dig til at slappe af.

Og her på PFA sitet videreformidlet fra Chris Norre, Mindbusiness:

– Hold korte pauser på dit arbejde, hvor du ikke tænker på dine arbejdsopgaver. Gå en tur, mediter eller tag en snak med en kollega om andet end arbejde.

– Hav kontakt til din krop og dit åndedræt dagen lang. Stresssignaler udspilles mest i kroppen, så det er vigtigt, at du ikke kun er ”oppe i hovedet” med arbejdstanker.

– Gør noget i løbet af dagen, som gør dig glad og giver dig overskud. Gem det ikke altid som det sidste på listen kl. 22 om aftenen, når al din energi er brugt.

Ingen definition på stress
Stress er blevet en kæmpe industri af rådgivere, coaches, forsikringsselskaber, wellness hoteller, mindfulness-kurser, kurser i energirigtig kost og livsstil m.m., og man kan blive helt stresset af at læse om alt det, man skal gøre for ikke at blive stresset.

Når man blandt kolleger, venner og i familien møder mennesker, som er ramt af stress, så er det en meget alvorlig og invaliderende situation, og rammer det et barn helt ned til syvårs alderen, så sender det da alle mulige signaler om, at noget er galt med vores moderne liv.

Heldigvis for de fleste er det en periodisk situation, som kan afhjælpes. For andre er det en langvarig situation. Samtidig findes der ikke nogen klar medicinsk definition på, hvad stress egentlig er.

Typisk henregner vi det til stress, når vi sættes under pres eller udsættes for større krav og forventninger, end vi har ressourcer til at klare. Og der findes kilometervis af beskrivelser af de typiske symptomer, men det er en mærkelig sort boks, vi kigger ind i.

Det moderne samfunds svøbe, som nogle kalder stress, kan rumme snart sagt hvad som helst. Børnelæger er forargede over situationen med nødvendig medicinering af ellers tilsyneladende raske børn, som får stresssymptomer. Børnepsykologer og forskere i børns trivsel taler om et stort svigt af børnene.

Praktiserende læger taler om stressede forældre, der prøver at leve op til den bedste version af dem selv hver dag i forhold til arbejdspladsen, kollegerne, familien og børnene.

Årsagerne til denne omfattende folkesygdom, som vi altså ikke rigtigt ved, hvad kommer af, og som vi ikke rigtigt kan imødegå med andet end gode råd om sundere livsstil, er svære at finde, og der skydes på alt. Det er også blevet en del af den faste rutine ved omtale af stress-problemer.

Ukendt årsag
Alt fra folkeskolereformen, til lange skoledage, for mange tests og prøver, mobning på de sociale medier, manglende forældreopmærksomhed, for få lærerressourcer, konkurrencepræget præstationskultur, forældreprestige i at have de perfekte børn med de perfekte fritidsinteresser, de perfekte venner, de bedste karakterer og meget mere.

I voksenkategorien tales der om præstationspresset på arbejdspladsen, den konstante tid på nettet, mobiltelefonen eller computeren, det perfekte hjem, det perfekte familieliv, den rigtige karriere og den rigtige ferie m.v. Eller bare ganske enkelt for meget arbejde eller for uoverskuelige arbejdsopgaver.

Hvordan hænger det sammen, at alt det her er gået så galt med det moderne liv? Vi har jo selv valgt det.

Når nu medierne sådan cirka hvert andet år tager en runde om børnestress, og de voksne hele tiden bliver mindet om stress-risikoen og det sunde liv, vi burde leve for at leve længere, så kunne det være befriende at få en grundlæggende diskussion om, hvad det er, der gør os så stressede ved det moderne liv.

Vi levede et liv med hårdere fysisk arbejde tidligere. Vi havde længere arbejdsdage og masser af overarbejde. Vi gik i skole i overfyldte klasser med terperi, prøver konstant og masser af krævende udenadslære i stort omfang. Vi havde mindre pylrede forældre, der ikke ydede kørselsservice fra morgen til aften.

Hvad er det lige i det moderne liv, som har gjort os så stressede, at tilfældene af udefinerbart stress stiger og stiger nu også i børnehøjde? Er vi bare blevet mindre robuste som mennesker?

Hvis det er konklusionen, hvad er så årsagen? Skulle vi ikke have en tv-serie om det, næste gang bolden ruller til en omgang stress-cases i bedste sendetid?

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 21 april 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-stress-samfundet-er-en-pengemaskine

 

Red kvalitetsjournalistikken

”Hvis din vagthund sover, mens huset brænder ned, hvorfor så overhovedet have en vagthund.”

– Mark Lee Hunter, undersøgende journalist, professor og senior research fellow på INSEAD Business School Social Innovation Centre sagt på konference om ”Fake News” hos International Media Support i denne uge.

Hvad stiller vi op med nyhedsmedier, som ikke kan levere den vare, som de mest af alt var tiltænkt at skulle levere: At være en drivkraft i demokratiet. At være en velinformeret guide for den ansvarlige borger og vælger, som gerne vil forstå det samfund, han eller hun er en del af. At være den troværdige, sandhedssøgende kontrollant og udfordrer i forhold til magthavere af alle slags. Den, som holder demokratiet rent for korruption, manipulation og magtfordrejning? Hvad stiller vi op med medier, som har tabt publikums tillid og styrken til at løfte opgaven med at være korrektivet og vagthunden?

Kvalitetsjournalistikken er i en eksistenskrise. Det gør ondt at sige det. Men der er faktisk ikke noget bedre tidspunkt at drøfte det på end netop lige netop nu, hvor alle burde kunne se, at der er behov for at gøre noget.

Når vi er kommet i den absurde situation, at vi er nødt til at etablere uafhængige fakta-tjek-institutioner både her hjemme og i udlandet, fordi folk har mistet tilliden til journalisterne og de etablerede, professionelle medieinstitutioner som sandhedens vogter og vagthund, så er der da noget galt. Så er der gået ild i huset, mens vagthunden sov. Faktatjek, dokumentation, efterprøvning, indhentning af ekspertudsagn og fortællinger fra tilstedeværende kilder er jo netop selve journalistikkens kerneopgave.

Og nej – alting var ikke bedre i gamle dage. Jeg er på ingen måde fortidsromantiker. Manipulation af oplysninger, brug af selektive informationer, ændring af kontekst og misbrug af statistikker har altid været der. Det er ikke nyt.

I gamle dage havde vi slet ikke de research-redskaber til rådighed til at lave god journalistik, som vi har i dag. Vi havde slet ikke mulighed for at hente al den information ind, som vi kan i dag. Vi havde slet ikke alle de platforme og distributionskanaler til rådighed, som vi har i dag.

Pessimisme eller optimisme
Så hvorfor er alting ikke godt?

  • Fordi den teknologiske udvikling med Internettet har gjort det muligt for alle at være publicister, og informationsmængderne er nu så enorme, at ingen kan overkomme at sortere i strømmen af falske nyheder og ægte, troværdige nyheder.
    • Fordi hastigheden, mængden af aktiviteter på nettet og brugen af sociale medier nu giver en spredning af forkerte og falske historier med epidemisk styrke og gennemslagskraft, som ingen kan standse.
    • Fordi nettet belønner falske nyheder med brugertrafik og annoncekroner, hvis de er ekstreme nok, opsigtsvækkende nok og sensationelle nok.
    • Fordi mainstream journalistikken er blevet for doven, for konfliktsøgende, for uvidende, for meget på jagt efter at skabe kommercielle klik og afsæt til næste nyhedsopdatering.

Vi har fremragende eksempler – også i Danmark – på det man kalder undersøgende journalistik. Tag bare den seneste uges afsløringer af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) kritisable håndtering af sagen om kvotekongerne. Vi har fremragende eksempler på dokumentarudsendelser som TV 2’s i denne uge, der kan sætte brand i debatten om illegale arbejdere i Danmark. Det er ikke der, problemet ligger. Det er i den daglige nyhedsopdatering. I den daglige dækning af samfundsdebatten og af de vigtigste udfordringer for vores fællesskab.

Én for én stod Danmarks førende chefredaktører frem ved et arrangement i ugens løb afholdt af Ræson og Clement Kjersgaard og fortalte, hvor godt det går, og hvor fint alting er.

Og der var optimisme hele vejen rundt, også i forhold til at mediehusene er på vej til at finde en ny forretningsmodel til erstatning for den gamle, som for længst er brudt sammen. Med al den positivitet fra Ekstra Bladet over Politiken, Berlingske, Information og til Zetland er det vanskeligt at være lyseslukker.

Når udgiverne nu siger, at det ikke alene er det underholdende, der sælger billetter på nettet, men også den dybe journalistik og de svære historier, så bliver man jo helt opmuntret på demokratiets vegne.

Kvalitetsjournalistikken udfordret
I løbet af de seneste 20 år har journalistikken gennemlevet fire kæmpe store forandringer i forhold til forretningsmodellen: skiftet fra analog til digital, fremkomsten af de sociale medier, mobiltelefonens nye dominans som platform og de internationale teknologiselskabers indhug i store dele af annoncemarkedet og i brugernes tid og opmærksomhed.

Hele debatten om falske nyheder i forbindelse med det amerikanske valg sidste år har tvunget teknologivirksomhederne til at overveje, hvad det er for et ansvar, de har for, hvad der foregår på deres teknologiske platforme.

Der er indgået spændende nye samarbejder mellem teknologigiganterne og de store professionelle medier i bl.a. USA og Frankrig på området med at få luget ud i falske nyheder på nettet.

Men det ændrer ikke på, at teknologigiganternes forretning og algoritmer er indstillet på at favorisere det, der får mest opmærksomhed og deles mest, og det er ofte skod-indhold og ikke journalistisk høj kvalitet. Det er de sensationelle løgne, der får mere opmærksomhed end de tankevækkende sandheder.

Kvalitetsjournalistikken er udfordret. Faktatjek-sites som TjekDet.dk drevet af Mandag Morgen kan skabe en platform for opmærksomhed omkring forurening af nyhedsstrømmen og manglen på nuancer og fakta i den offentlige debat.

Vi kan indbyde til partnerskaber med eksperter og kolleger i andre dele af mediebranchen. Og vi har påtaget os opgaven med at udvide målgruppen for sitet til børn og unge, som må uddannes til at blive kritiske medieforbrugere og årvågne trafikanter på nettet.

Men faktatjek –sites gør det ikke alene.

Misrøgtet redskab

Vi må som journalister tage ansvar for at udvikle nye journalistiske formater og metoder, der bryder med misbruget af den kritiske journalistik og trangen til at fokusere på konflikt og drama. Alt for ofte bliver den kritiske journalistik til et mål i sig selv i stedet for et redskab til at gøre os klogere. Den misrøgtede form gør journalisten til overdommer i en slags sportskamp mellem to konfliktende synspunkter, hvor af det ene måske burde tillægges mere værdi, hvis journalisten med sin faglighed havde kunnet bidrage med kvalificeret modspil.

Vi må som medier og journalister være langt mere åbne omkring vores arbejde, arbejdsmetoder og research. Og så må vi præsentere nogle etiske værdier, som vi arbejder efter, og som folk kan forholde sig til og måle os op på. Mange medier har sådanne etiske værdier nedskrevet, men for at de skal have en effekt, skal de være en del af nyhedskulturen, efterleves, justeres og formuleres på ny i takt med tiden.

Og vi må som brugere selv tage et ansvar for det, vi deler på de sociale medier. Hvad er det, vi sender videre til venner og bekendte? Har vi selv gjort os nogle overvejelser om kilden til historien, hvor den stammer fra, og om den nu er falsk eller ægte?

Lad os få vækket vagthunden, inden huset brænder ned.

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 7 april 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-red-kvalitetsjournalistikken

 

Giv de offentligt ansatte en innovationsdag

Hvorfor skal det være så svært at slippe de innovative løsninger og dygtig ledelse løs i den offentlige sektor? Nu skal en ny ledelseskommission i gang med arbejdet og endnu en rapport om, hvad der skal gøres for at skabe bedre vilkår for ledelse og fornyelse i den offentlige sektor.

Den største overraskelse er ikke kommissoriet, men måske snarere at kommissionen kun får syv måneder til opgaven, inden innovationsminister Sofie Løhde (V) skal have resultatet af arbejdet.

Rapporten skal analysere og vurdere styrker, udfordringer og rammevilkår for offentlig ledelse og komme med anbefalinger til at mere kvalitet, erfaringsudveksling, helhedsorientering og bedre resultater kan realiseres.

Har vi hørt det før? Ja. Adskillige gange. Både med kvalitetsreform og tillidsreform her i nyere tid. Men se så lige her dette bemærkelsesværdige citat:

”Det er sjældent viljen hos de enkelte offentligt ansatte til at yde en god service, der mangler. Det karakteristiske er et stærkt menneskeligt og professionelt engagement. Problemerne ligger som oftest i de rammer i form af regler, procedurer og administrative systemer, som vi har bygget op. Moderniseringsprogrammet skal medvirke til at skabe bedre muligheder for, at ledere og medarbejdere kan komme til at gøre en indsats og bidrage med nye initiativer og ideer.”

Citatet stammer fra indledningen til ”Moderniseringsprogrammet” for den offentlige sektor, som tidligere finansminister, nu afdøde Henning Christophersen stod fadder til i 1983. Det anses i dag for at være afsættet til tankerne om en mere moderne og effektiv offentlig sektor. Programmet involverede alle ministerier og handlede bl.a. også om systematisk regelsanering.

Andre milepæle på vejen har været Anders Fogh Rasmussens kvalitetsreform af 2008 med 180 konkrete initiativer. Heri hedder det bl.a.:

”Fx skal en omfattende afbureaukratisering tage udgangspunkt i medarbejdernes erfaringer med, hvilke procedurer og krav der er en hæmsko i dagligdagen. Og udbredelse af mål og dokumentation som grundlag for den faglige udvikling skal ske med tæt inddragelse af medarbejdere og brugere ude på institutionerne.”

Virker det genkendeligt?

Så kom tillidsreformen i 2013 med indenrigsminister Margrethe Vestager som arkitekt og syv principper for samarbejdet om modernisering af den offentlige sektor. Den havde også budskaber om mindre kontrol og større frihed til initiativer og ideer hos medarbejderne.

”Ledelse og styring skal baseres på tillid til medarbejderne, så der skabes plads og rum til, at medarbejderne kan udfolde deres faglighed og engagement. Tilliden og det faglige handlerum følges af pligt til at holde fagligheden ved lige samt af et fælles ansvar for at målene nås, at politiske prioriteringer følges og at opgaveløsningen udvikles. I sidste ende er det et politisk og ledelsesmæssigt ansvar at sikre, at dette sker. ”

Og her kommer så til citatsamlingen fra regeringsgrundlaget fra 2016 for den siddende regering:

”Vi har tillid til medarbejderne og deres faglighed. Det vil vi vise gennem afbureaukratisering og forenkling. I dag spildes for meget energi på kontrol og papirarbejde. Regelforenkling skal bidrage til, at medarbejderne i den offentlige sektor får mere tid og fokus på at løse kerneopgaver. Vi vil sætte fokus på de offentlige ledere. De skal sætte en klar retning for arbejdet.”

Hvorfor er det, at vi ikke kan finde ud af det der med at styre den offentlige sektor på en ny måde med større tillid til medarbejderne og et frirum til innovation?

Lederne i den offentlige sektor har fået klaustrofobi og har meget svært ved at agere innovativt og nytænkende. Direktør for Region Hovedstaden Hjalte Aaberg har i Mandag Morgen formuleret det sådan, at der styres for meget og ledes for lidt i den offentlige sektor.

Da Aaberg tiltrådte som direktør for Region Hovedstaden i 2013 var der op imod 35.000 forskellige retningslinjer, der skulle følges – her af alene 354 forskellige vejledninger for brug af antibiotika på Rigshospitalet. Nu er regionen nede på under 25.000 forsikrer han. Men billedet er lige så grotekst mange andre steder i den offentlige sektor.

Den offentlige sektor er spundet ind i et kontrolsystem, som rummer alt for lidt metodefrihed og alt for lidt kreativitet og innovation og pligt til selvstændig tænkning og til at gå op imod tåbelige regler og registreringer. Alle er blevet nervøse for at begå fejl og ende med at blive hængt ud i medierne, eller at den politiske chef bliver hængt ud. Hver gang et eller andet problem dukker op, laves der en ny regel.

Den offentlige sektor er stivnet i sin egen succes i frygten for ikke at give ensartet behandling og ensartede løsninger. I standarder og procedurekrav i stedet for at måle effekt og resultat.

Nu skal man jo ikke være lyseslukker, når gode mennesker sætter sig sammen for at komme med forslag. Men en hårdt tiltrængt modernisering af den offentlige sektor får langt mere saft og kraft, hvis initiativerne kommer nede fra. Hvis det blev ledere og medarbejdere rundt omkring i kommuner og regioner og statens institutioner og styrelser, der udfordrede systemerne og fremlagde mulighederne for og behovet for forenklinger og nytænkning af områder og hjørner, hvor systemerne i dag i bedste fald er overflødige og i værste fald virker klaustrofobiske eller kontraproduktive.

Her er et helt gratis forslag til innovationsministeren:
Lav en offentlig innovationsdag, hvor samtlige medarbejdere i den offentlige sektor får tildelt tre timer på forskellige tidspunkter af døgnet til i en brainstorm med kollegerne, lokalt at komme med fem konkrete, praktiske forslag til at smide overflødige regler væk, ændre procedurer, skabe innovation og slippe ledelseskræfter fri til bedre formål end kontrol og regelstyring. Sørg derefter for at samle alle forslagene ind i kommunerne, regionerne og statens område og offentliggør ideerne, så der kan blive taget konkret handling på dem, og både offentligt ansatte og offentligheden kan holde øje med, hvad der sker med dem.

Hvad skal den nye ledelseskommission så skal lave? Den kunne passende evaluere, HVORFOR der ikke er sket noget med bureaukratiet, regelstyringen og iltmanglen i det offentlige sektor siden Moderniseringsprogrammet af 1983.

Hvor ligger de politiske forhindringer for, at vi kommer videre? Det har vi brug for at vide og lære af.

 

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 24. marts 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-giv-de-offentligt-ansatte-en-innovationsdag

Det røde postbud er blevet disruptet

Der er dyb krise omkring PostNords danske aktiviteter. Og her taler jeg ikke om transportministerens reaktionshastighed på de politiske landeveje med farlige grøftekanter for ministre i ”bad standing” hos oppositionen.

Jeg taler om forretningen PostNord. Først forsvandt den daglige postleverance, der blev reduceret til et par gange om ugen, men samtidig voksede bjerget af reklamer i posttasken.

Så forsvandt posthusene med nogle få undtagelser, og post og pakker skulle balanceres gennem kiosker, fødevarebutikker og andre lokale forretninger eller selvafhentes i store døgnbokse med digitale pinkoder.

Så blev der længere mellem tømningen af de røde postkasser. Og så blev postbilerne og postens farve pludselig blå i stedet for rød. Og hele tiden undervejs blev priserne sat op, og servicen blev oplevet dårligere og dårligere.

Nu er vi så på vej til kun at kunne få post en gang om ugen, med mindre der betales en uhyggelig høj ekstraporto for ekspreslevering. Breve og pakker skal leveres af samme bud, der allerede i cykeludgaven ligner et overbelastet pakæsel, og 40 procent af de danske postmedarbejdere skal afskediges.

Danskerne er blevet så digitale, at vi springer brevet over og skriver en e-mail. Og beslutningen om at tvinge danskerne over på digital post fra det offentlige gør nu massivt sin indvirkning hos statens eget postkontor, der er gået fra plus til minus i leveringen af overskud til ejerne.

Tit har vi svært ved at forklare digitaliseringens konsekvenser for samfundet og for os alle sammen. PostNord er et klokkeklart og let forståeligt eksempel – ja nærmest en staveplade til at forstå den disruption, den opløsning af gamle strukturer og forretningsmodeller og den ændrede brugeradfærd, der sker omkring os og forandrer vores hverdag.

Branche efter branche vil blive udsat for samme type udfordringer med digitalisering og et nyt forbrugsmønster. Vi ser det bare ikke altid så tydeligt som her, og vi ser ikke udviklingen gå så dramatisk hurtigt som her.

På ganske få år er PostNord her i Danmark gået fra at være en brevdistributør med pakker til nu at være en pakkedistributør med breve. Og gradvis tilpasser vi os som kunder den nye virkelighed, som vi selv som forbrugere har skabt for nationalklenodiet: det røde postbud.

Den igangværende deroute for det kongelige danske postvæsen ligger efterhånden en del år tilbage, hvor faldet i brevmængderne begyndte for alvor i starten af 00’erne. I 2009 blev det besluttet at sammenlægge det svenske og danske postvæsen.

Og i 2011 kom den samlede organisation til at hedder PostNord med 60 pct. ejerskab til den svenske stat og 40 procent til den danske. Formålet var at give de statslige postvæsener i de to lande fælles styrke til netop at modstå udviklingen med digitaliseringen og den øgede konkurrence på markedet for logistikløsninger.

Det handlede også om at gennemføre de nødvendige rationaliseringer. Siden etableringen i 2009 har PostNord sagt farvel til 14.000 ansatte. De kommende to til tre år skal yderligere mellem 4.000 medarbejdere forlade PostNord i Danmark, ifølge ledelsens udspil.

Brevmængderne er siden årtusindskiftet faldet med 80 procent. PostNord mangler egenkapital og skal bruge 2,3 mia. kroner til at finansiere omstillingen. De penge skal findes hos skatteyderne, og da underskuddet ligger på den danske del af forretningen, er svenskerne sjovt nok ikke særlig villige til at medfinansiere en løsning.

Politisk er det her følsomt område på samme måde som den statslige togdrift. Private selskaber vil ikke se nogen forretning i at bringe post ud i de yderste klitrækker, ligesom de ikke vil se forretning i at køre med halv- eller heltomme regionaltog til tyndere befolkede egne af landet.

Det er en statslig opgave at få posten ud, ligesom togdriften er det. Eller er det efterhånden? Tør vi overlade opgaven og de stadig røde postkasser til et privat firma med en ”public service” kontrakt, der forpligter til levering alle steder i landet, har høje sikkerhedskrav omkring håndteringen og ambitiøse måltal for leveringskvalitet?

Det er med blødende hjerte for det kongelige, nationale eller nu nordiske postvæsen, at jeg siger ja. Hvis kvaliteten alligevel skal være så dårlig, at jeg kun får post en gang om ugen, og jeg ikke længere har et posthus i nærheden, og pakkerne kommer skiftevis med PostNord eller et privat pakkefirma, som butikken har indgået aftale med, eller jeg selv skal hente dem et eller andet sted, hvad er der så tilbage af den gode gamle tryghed og romantik omkring det røde postbud og posthuset som mødestedet med en velkendt identitet og funktionalitet? Læs service og professionel behandling.

Den accelererende digitalisering og ændrede kundeadfærd har udraderet forretningsgrundlaget under det gamle postvæsen. Det er ikke nogens skyld – det er alles skyld, og udviklingen kan ikke standses eller gøres om.

Kunne PostNord ved rettidig omhu have forhindret udviklingen? Nej. Kunne de have forudset, at det ville gå så stærkt? Måske. Kan de finde på nogle løsninger, der kan redde forretningen? Ja, der er jo faktisk vækst i distributionen af pakker – af alt det, vi skal have fysisk, når vi har handlet virtuelt med en butik. Men i modsætning til brevomdelingen er konkurrencen her jo helt fri, og der er mange, der har opdaget den forretningsmodel.

Danmark har haft et postvæsen siden 1624, hvor det blev indstiftet af Christian 4. Men først omkring 1900 fik man direkte omdeling over hele landet. Og kigger man på historien, så har det ikke skortet på omvæltninger.

Post- og Telegrafvæsenet, også kaldet P&T, var et dansk statsligt direktorat, som blev dannet i 1927 da to statslige organisationer – Postvæsenet og Telegrafvæsenet – skulle smelte sammen. I 1986 blev P&T delt op i et generaldirektorat og seks statsejede virksomheder.

Lad os tage nogle af dem: Tele Danmark A/S blev etableret i 1990 og privatiseret i 1998. Fik ændret sit monopol og sit navn til TDC og er solgt i flere omgange til udenlandske ejere. GiroBank A/S blev etableret i 1991 og ligeledes privatiseret og efter en række fusioner nu opslugt af Danske Bank.

I 1995 blev postvæsenet til Post Danmark, en selvstændig statsejet virksomhed underlagt Trafikministeriet, og i 2011 til PostNord med Trafikministeriet som delejer. Alene den korte historie viser, at forandringerne aldrig hører op med at komme til os.

PostNords ledelse siger, at de har en plan for fremtiden, som ser lys ud, hvis de bare lige kan få dækket det hul i egenkapitalen, der skal til for at gennemføre en digital transformation af virksomheden, en omfattende beskæring af medarbejderstaben og en beskæring af servicen over for befolkningen.

Måske skal der mere til end det, hvis vi skal have en bedre service for pengene. En nytænkning af hele forretningsmodellen, ejerskabet og servicetilbuddet. Det er helt ærligt ikke nok, at jeg kan få lov til at følge min pakke digitalt og give postydelsen karakter på Trustpilot, når jeg selv har hentet en pakke i døgnboksen.

 

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 10. marts 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-det-roede-postbud-er-blevet-disruptet

Er demokratiet truet?

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind har taget fat på en vigtig og alvorlig debat, som fortjener opmærksomhed og nogle ord med på vejen. Vi – det vil sige både medierne, politikerne og borgerne – svigter vores demokrati, mener han.

Den demokratiske debat er truet, og politik er blevet til et teater, hvor man godt må lyve. Vi er begyndt at omgå sandheden lemfældigt, og sandheden er holdt op med at være sandhed. Den er blevet noget bøjeligt. For nu blot at nævne nogle af de alvorsord, der kom ud af munden på ministeren på en høring på Christiansborg arrangeret af DANSK IT om digital dannelse onsdag i denne uge og før det noget af det samme i et interview i Berlingske søndag den 19. februar. Så det er ikke nogen tilfældig indskydelse, men noget han tilsyneladende går og overvejer nøje.

Han gør det med en blanding af sørgmodig konstatering, hvad der er al mulig god grund til, og af optimistisk tro på, at pendulet på et tidspunkt vil svinge tilbage igen fra kaos til orden, fra mismod til håb. Men hvor er de konkrete forslag til, hvordan vi får sat gang i at få pendulet til at svinge tilbage igen? Det kan der være al mulig grund til at opfordre til en bred debat om med alle de tre nævnte parter.

Søren Pind har rigtigt meget fokus på mediernes ansvar og borgernes ansvar for demokratiet. Han tager mindre kontant fat om politikernes ansvar. Men lad os nu tage en tur om alle tre problemfelter. For korrekt er det, at både medierne, borgerne og politikerne har et ansvar for, at vores demokrati ikke fortsætter ad den kritiske bane, det er på lige nu.

Det, der må tænde alle de røde advarselslamper, er den kraftigt dalende tillid til politikerne og til medierne for den sags skyld. Vores demokrati og vores samfundsstruktur bygger i høj grad på, at vi har en grundlæggende tillid til hinanden, til at tingene foregår på en ordentlig og retfærdig måde.

Jeg vil gerne tage Søren Pind på ordet og kaste mig ind i diskussionen om det ansvar, han taler om, at vi alle har for demokratiet – medierne, borgerne og politikerne:

MEDIERNE
Den politiske dækning er intensiv og omfattende i de danske medier. Den har også ind i mellem høj oplysningskvalitet, substans og dybde. Lad os nu starte med det positive.

Men dækningen har udviklet nogle særheder og absurditeter, som understøtter en del af befolkningens negative opfattelse af, at politikerne bare er nogen, der ønsker at rage til sig og profilere sig selv. At de er kyniske løftebrydere og taktiske overlevere eller ligefrem idioter, der bare ikke kan finde ud af andet end at svine hinanden til, for derefter at indgå nogle halvhjernede kompromisser og utilstrækkelige lappeløsninger. Sådan sat på spidsen. Ordet børnehave ligger ikke langt væk hos den del af vælgerne.

Og hvor kommer de særheder så fra i mediernes dækning, der kunne inspirere til den negative opfattelse?

Det skyldes:

  • En helt klar overdosis af politisk kommentage og analyse, hvor selv den mindste bevægelse kan blive udlagt som den dybe, udspekulerede, taktiske manøvre. Hvor politikerne bliver gjort til marionetter for magten, æren og ministerbilerne. Hvor personkonflikter overeksponeres, og de reelle politiske uenigheder får en særlig dramaturgisk spidsvinkling og overeksponering.
  • Politikernes kamp om medieopmærksomhed, også inden for samme parti – og journalisternes konstante nyhedspres døgnet rundt – fremelsker lysten hos politikerne til at stille op til interviews i alle mulige mellemfaser, også når der intet er at sige konkret og intet nyt at komme efter. Behovet for profilering er enormt og netmediernes behov for opdateringer og nye versioner er samtidigt umætteligt.
  • At det journalistiske fokus hele tiden er på, at politikerne skal handle, handle, handle. Tage initiativ til ny lovgivning. Forlange en undersøgelse hos ministeren. Tage initiativ til et indgreb mod dit og dat, eller et samråd med ministeren eller en forespørgselsdebat.

Handling skal der til. Ellers bliver presset fra medierne ved og ved. Og der kan altid findes en oppositionspolitiker, der gerne vil have to minutters sendetid. Også selv om sagen måske slet ikke kan bære det, slet ikke hører hjemme på et ministerbord eller i Folketinget, og selv om et par dages dybere undersøgelse måske ville vise, at sagen ikke er ny og slet ikke fortjener ny handling.

  • At alt for mange interviews handler om at fange den interviewede på en fodfejl, på det forkerte ben eller på at lægge fælder ud i stedet for at opklare, blive klogere eller sætte kritisk lys på et emne.
  • En mærkelig fejlopfattelse af hele demokratiets mening, som jo netop er, at vi vælger 179 folketingsmedlemmer, som har forskellige holdninger og interesser, og vi stemmer på forskellige partier, som så kæmper for at få mest muligt af deres politik igennem.

Banalt ja. Men nogen gange kommer det til at lyde nærmest kriminelt i medierne, når partierne har måttet bøje sig mod hinanden i et kompromis for at skaffe flertal. Så går konfettikanonen i gang med løftebrudsanklager, og jagten går ind på, hvem der er vindere og tabere i enhver forhandling. Men der skal jo tælles til 90 mandater.  Og i et demokrati med så mange partier som vores, så skal der mange kompromisser til.

  • En journalistisk præsentationsteknik, der flytter os fra substans og saglighed til følelser og et spørgsmål om graden af empati: Når spørgsmålene til en politiker går på, hvad vedkommende tænker og føler, når man ser et gribende indslag med en personsag fra et plejehjem eller lignende, hvor politikeren på forhånd er dømt som usympatisk, hvis han/hun så tillader sig at sige, at sagen må undersøges nærmere, inden der kaldes på endnu en lovregel og handling.
  • Teknikken med at få politikerne ind i følelsesslusen kan også bruges i forbindelse med nye statistikker og undersøgelser, der viser et nyt problem.  ”Synes du, vi kan være bekendt at….”, kunne sådan et spørgsmål meget vel lyde. Og igen: Hvem har lyst til at være usympatisk eller uempatisk?
  • Et fokus på konflikten og dramaet i processen mere end på sagen og substansen. Skal medierne så ikke dække konflikterne og uenighederne. Jo bestemt, men netop ud fra det fundament, at demokrati faktisk handler om, at forskellige holdninger skal brydes og argumenter spidses til, for at man kan få fundet de rigtige løsninger, som så kan skaffe flertallet.

Og bare lige for at ovenstående ikke giver anledning til myter: Den politiske journalistik skal selvfølgelig være kritisk, hård og ubarmhjertig, når der er grund til det. Men den skal også være formidlende af det, som er hele demokratiets idé, at meninger skal brydes, uden at det bliver til, at der er ”kold luft”, ”nervekrig”, eller andre dramaturgiske begreber og krigsmetaforer, som skal tages i anvendelse.

BORGERNE
Lad os også her starte med det positive. Vi har en høj stemmeprocent ved valgene med undtagelse af valg til Europa-Parlamentet. Vi har faktisk en befolkning med større politisk interesse end mange andre steder. Vi har en andel af befolkningen, der gerne engagerer sig. Og vi har unge, som også interesserer sig for politik. Hvordan er det, at borgerne svigter demokratiet så? Hvorfor mister befolkningen tilliden til politikerne og går over i oprør eller afmagt?

  • Fordi de oplever, at politikerne ikke har svarene på de store udfordringer, vi står overfor. Eller at de er magtesløse overfor globalisering, digitalisering og skred og opbrud i de nationale værdier.
  • Fordi de oplever, at politikerne ikke kommer med ærlige og forståelige svar på det, de ikke har løsningerne på.
  • Fordi de oplever en politisk debat forsimplet til et teater, hvor skuespillerne kommer ind på scenen og opfører et stykke, hvor de sviner hinanden til og anklager hinanden for løftebrud og for at ville køre landet i sænk. En performance, hvor man prøver at jorde hinanden mest muligt personligt i stedet for at lytte til hinanden og føre en skarp og hård debat om selve sagerne, den politiske retning og den politiske udfordring.
  • Fordi de oplever, at politikerne taler uden om og ikke svarer på spørgsmålene, eller at de ikke evner at lytte til, hvad der rører sig i ude i virkeligheden.
  • Fordi befolkningen ikke føler sig inkluderet i, eller er medinddraget i den politiske diskussion, eller forberedelsen af større reformer eller nye lovforslag.
  • Fordi befolkningen er blevet til politiske forbrugere i stedet for politiske borgere og deltagere i et demokrati. Vi river det ned fra hylderne i det politiske supermarked, som lige passer til os – uden hensyntagen til konsekvenserne for andre. Har vi tabt noget af fællesskabet og den fælles opgave, kunne man spørge?
  • Fordi politikerne svigter at kommunikere holdninger på en ligefrem og forståelig måde. De svigter at sige sandheden, når den er for brutal og kan støde nogle vælgere. Alt for ofte er politiske udtalelser pakket ind i taktik og fagbegreber, som ikke giver fornemmelsen af åben og ærlig snak.

POLITIKERNE
Lad os igen starte med det positive. Rigtigt mange politikere er både hårdt arbejdende og drevet af et ægte engagement i at udvikle samfundet til det bedste og i den retning, som de nu mener vil være den rette.

Rigtigt mange politikere har faktisk solid respekt for hinanden og kan arbejde fint sammen om at finde politiske løsninger på tværs af partiskel, men det er ikke det billede, vi ser i offentligheden.

Hvordan bidrager politikerne så til at svigte demokratiet?

  • Det gør de ved at udhule respekten for Folketinget med drillespørgsmål til ministrene, tåbelige samrådsindkaldelser og politisk chikane i stedet for seriøst politisk arbejde, fordi kampen om de 179 pladser og de personlige stemmer kræver medietid, eksponering og opmærksomhed. Og så snart en minister kan komme på glatis, så er medierne der med ekspresfart.
  • Ved en mangel på åbenhed omkring idefasen og erfaringsfasen af den politiske proces – der hvor emnerne kan kalde på den gode analyse, den eftertænksomme diskussion, og den gode læring og inspiration. Hvor i alverden foregår det i dag, nu hvor partiernes medlemsorganisationer er skrumpet, og den brede folkelige debat er forsvundet fra de fælles medier og over i ekkokamrene på Facebook?

Demokratiets krise skriger nærmest på, at politikerne tager det ærinde alvorligt, som de kom for – om jeg så må sige. At drive en debat om samfundets udvikling, at drive en ideproces og en innovativ tænkning frem med hjælp fra en engageret befolkning. At krydse den modige linje til at afprøve nogle ideer og forslag til at gøre ting anderledes end i går. Ikke kun fordi, der er opstået en enkeltsag i medierne, eller fordi økonomien kalder på besparelser.

  • At kaste mudder på hinanden på de sociale medier i stedet for at krydse klinger om sagligt politisk indhold. Det har helt sikkert en høj underholdningsværdi for nogen, men det fremmer ikke respekten for folkestyret og dets repræsentanter.
  • Ved at svigte ansvaret for at påvise sammenhængene i samfundsudviklingen og have modet til at sige det ubehagelige. Det politiske supermarked er bekvemt som model for populisterne, men ikke for den seriøse politiker, der gerne vil sætte et mere blivende fingeraftryk på samfundet.
  • Ved ganske enkelt at udvise mangel på respekt for organisationer og borgere, der inviterer politikere og ministre til møder af forskellig art, hvor den gennemgående oplevelse er, at hverken ministre eller folketingsmedlemmer bruger tid på at ”få hældt på tanken” og lytte til andres meninger. De kommer som regel lige før, de selv skal tale, og de går lige efter, at de selv har talt. Vi har alle travlt, men andre mennesker bruger faktisk tid på at hente viden til deres arbejde eller deres særlige interesseområde og vil gerne den politiske debat – med politikerne. Samme mangel på respekt oplever eksterne, når de kommer i deputationer eller til høringer på Christiansborg.

Den politiske kultur og måden demokratiets tandhjul kører rundt på lige nu – det må vi have gjort noget ved. Både hos politikerne, borgerne og medierne.

Tak til Søren Pind for at starte debatten. Jeg håber, at andre vil fylde på eller trække fra på min liste med udfordringer her. Og lad os så komme i gang med at gøre noget, der kan få pendulet til at svinge i en retning af håb og optimisme.

Dette indlæg blev bragt på altinget.dk den 24. februar 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-demokratiet-truet

Kidnapning af begrebet falske nyheder

Med en amerikansk præsident, der har gjort de professionelle medier til den nationale hovedfjende og de sociale medier til sine venner, så måtte der ske noget usædvanligt.

Det er blevet til den nok mest vigtige debat i årtier om pressens rolle i forhold til at afsløre misinformation og manipulation, om journalistikkens opgave og betydning for demokratiet og om den rette håndtering, når journalistikkens udøvere pludselig selv kommer i centrum for historierne og under hård anklage. Det er en relevant debat, der ikke bare føres i USA, men også har dybe tråde til vores hjemlige diskussioner.

Med en amerikansk valgkamp godt forurenet af falske nyheder og udokumenterede påstande med de sociale medier som affyringsrampe, og teknologigiganterne Facebook og Google under intens beskydning for ligefrem at tjene penge på at undergrave demokratiet med falske klikbare sensationer, så måtte der ske noget usædvanligt.

Det er blevet til, at Facebook og Google faktisk nu rykker på udviklingen af redskaber til at standse producenterne af de falske nyheder og på at få ryddet de falske historier ud af nettet.

Samtidig har den politiske nervøsitet for de falske nyheder og manipulerede sandheder bredt sig i Europa med en række afgørende valg forude i Holland, Frankrig og Tyskland. Her er Google og Facebook blevet konfronteret med politiske trusler om indgreb og krav om foranstaltninger til at holde nettet rent for det, der kan forpeste ethvert ellers velforankret demokrati.

Også i Danmark er der rejst spørgsmål til justitsministeren fra Socialdemokratiet om, hvordan den demokratiske debat kan beskyttes mod de falske nyheder, og Søren Pape har kort svaret, at man følger udviklingen i bl.a. Tyskland, hvor politikerne har luftet tanken om bøder til Facebook, hvis de tillader spredning af falske nyheder.

Ministerens svar oser ikke ligefrem af indsigt i området – og konkrete forslag til handling kan man tilføje. Rent ud sagt svært er det også at gøre noget fra politisk hold, uden at det får en ubehagelig klang af censur.

Alliancer mod falske nyheder

Men nu ser hele denne usædvanlige udvikling faktisk ud til på helt overraskende vis at forene de professionelle medier, teknologigiganter og menneskerettighedsorganisationer i en spændende nye alliancer. Det gjorde den allerede i 2016 i USA. Det gør den nu i Frankrig, hvor Google News Lab er gået sammen med Facebook og 17 af de største nyhedsorganisationer nationalt og lokalt i Frankrig i et interessant fælles initiativ under navnet CrossCheck.

Initiativet skal være et samarbejde, hvor det handler om at verificere historier på nettet, som kan være falske og opspore og fjerne dem, inden de spredes yderligere. Et initiativ der også bygger på, at brugerne og borgerne aktivt hjælper med. Det bygger på, at teknologivirksomheder udarbejder tekniske redskaber til at opspore de falske historier, og de professionelle medier og journaliststuderende hjælper til med at verificere historierne og varemærke dem som sande eller falske.

Så langt så godt. Tilsvarende alliancer kunne opstå i andre lande i den fælles interesse mellem nye og gamle medieplatforme at få standset forpestningen af nyhedsstrømmen.

Uanset om de professionelle medier og teknologivirksomheder kæmper blodigt og indædt om annoncekroner og kundedata med hinanden, så giver det mening at gå sammen om sådanne initiativer for at holde nettet rent. Og der kommer flere og flere af den slags netværks-initiativer i USA.

I september 2016 blev der lanceret et ”First Draft Partner Network” i USA med hele striben af de aller største professionelle nyhedsorganisationer, Twitter, Facebook og Google, menneskerettighedsorganisationer og enkeltstående faktatjek-sites som deltagere i det første netværk af sin art – blandt andet med det formål at:

  • Komme med anbefalinger om styring og overvågning af informationer og billeder i realtid, på tværs af flere netværk og på flere sprog.
  • At komme med metoder til at strømline og integrere processer for at kontrollere om et fotografi, en video eller en historie offentliggjort online er original og ægte.
  • At komme med metoder til at forhindre spredning af misinformation.
  • At komme med guides og kurser i faktatjek og kontrol med nyheders ægthed.

Det nye partner-netværk med over 40 deltagere er baseret på ideen om, at omfanget af de udfordringer, som samfundet står overfor omkring filtrering af faktuelle oplysninger og verificering af autentisk indhold på nettet, kun kan løses via et globalt samarbejde mellem organisationer repræsenterende nyhedsmedier, teknologivirksomheder og NGO’er.

Alliance mod had på nettet

Et tredje amerikansk initiativ under navnet ”Documenting Hate” er ligeledes blevet til i 2016 som et samarbejde mellem medier, teknologivirksomheder, journalistuddannelser og menneskerettighedsorganisationer om at dokumentere hadforbrydelser på nettet med henblik på politimæssig opfølgning og fjernelse af den slags materiale fra nettet.

Man kunne godt ønske sig at se danske medier mere offensivt drøfte, om tilsvarende tværgående alliancer kunne være relevante herhjemme eller som del af et fælles europæisk initiativ.

Vi kender ikke omfanget af falske nyheder på nettet, men fornemmelsen af, at fænomenet er blevet en indbringende kanal for alle mulige med interesse i enten at undergrave demokratiet – eller bare tjene penge på voldsomme klik-storme – er voksende.

Derfor må de store og utraditionelle netværk bydes velkommen som værende det indtil nu eneste relevante svar på forureningen af nettet.

Kidnapning af begrebet falske nyheder

Men netværk, nye koalitioner og teknologiske løsninger kan ikke – uanset stor slagstyrke -angribe og fjerne dem, der lige nu har kidnappet begrebet falske nyheder. Den amerikanske præsident og hans folk har nemlig på det seneste i deres krig mod medierne kidnappet selve begrebet ”falske nyheder” og misbrugt det på det skammeligste, fordi det lige nu er populært at slå løs på medierne.

Nu er meningsmålinger, som Trump og hans stab ikke kan lide, blevet til ‘falske nyheder’. Nu er kritiske mediers reportager og artikler blevet til ‘falske nyheder’. Nu er en liste fra Det Hvide Hus over 78 terrorbegivenheder, som medierne påstås at have nedprioriteret dækningen af, pludselig sandheden, selv om flere af begivenhederne på listen intet havde med terror at gøre – bl.a. i tilfældet Danmark og en række andre begivenheder, der er blev dækket væg til væg.

Så nu er løgn blevet til ”alternative fakta” i Trumps mediestrategi, og ubehagelige nyheder er blevet til ”falske nyheder”. Hvad bliver det næste?

Denne artikel har været bragt på http://www.altinget.dk den 10.februar 2017. http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kidnapning-af-begrebet-falske-nyheder

Hvilken slags politikere fortjener vi?

Folketingets nestor og manden med rekorden i ministerperioder, Bertel Haarder, er gået til angreb på sidelinje-kommentatorer og skarpe kloge-Åger med en kraftig opfordring til dem alle om at melde sig under fanerne i det politiske arbejde og stille op til Folketinget. Fra Stine Bosse til Asger Aamund, Lisbeth Zornig og de flittigt skrivende præster, Sørine Gotfredsen til Katrine Lilleør, så betakker de sig alle og melder fra til en politisk karriere.

Det er mere omkostningsfrit at være de frie meningsagenter og debattører, end det er at skulle søge sit meningsmandat hos vælgerne som politiker og arbejde for genvalg på basis af, hvad der nu er blevet til en del af offentlig medieopmærksomhed, og hvad man kan opnå af succesfulde scoringer på den politiske måltavle. Det er også helt utvivlsomt sjovere at agere som fri meningsmager end at skulle indordne sig under et regeringskollektiv eller disciplinen i en folketingsgruppe.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har det med at ironisere over mængden af kommentatorer som Hans Engell, Peter Mogensen og Michael Kristiansen med flere, der i en lind strøm og uden ophold agerer mandagstrænere overfor politikerne. De kommer med kloge råd om, hvad politikerne burde gøre og ikke gøre, lige som de frit udlægger, hvad der foregår inde i hovederne på politikerne, og hvilket sindrigt taktisk spil, der nu er i gang.

Hans Engell har jo lige som været der som politiker, endda på topplan, og som minister, så han må vel regnes for at have aftjent sin værnepligt. Men hverken han eller Mogensen og Kristiansen ser nok for sig, at de skal stille op til Folketinget i stedet for at sidde på TV og være kloge.

Det sidste er jo langt mere ansvarsfrit. Her kan man højest blive taget i at gætte forkert, og det er kun fra kollegerne i samme kommentatorklub, man risikerer offentlig hån, spot og latterliggørelse, hvis man gætter en forkert valgdato eller et forkert resultat. Hos seerne er det god underholdning, både når Besserwisserne på TV 2 News gætter rigtigt, eller åler hinanden for at gætte forkert.

Partierne er blevet små
Man plejer at sige, at vi har de politikere, vi fortjener, for vi har selv valgt dem. Og vil vi have nogle andre, så kan vi engagere os gennem medlemskab af partierne, hvor vi så kan påvirke de lokale opstillinger af kandidater, og dermed sætte vores personlige fingeraftryk på udbuddet af politikere til næste valg.

Men også her hopper kæden af, for kun 3,4 procent af os i vælgerbefolkningen har meldt os ind i et politisk parti i dag. Og i visse partier er det så som så med den helt lokale styring af kandidatopstillingerne, fordi partiledelsen gerne vil have placeret bestemte navne i valgbare kredse. Så vi kender altså kun i meget begrænset omfang alle 179 medlemmer af Folketinget, og en meget snæver kreds af politisk aktive danskere har i virkeligheden opstillet dem.

Sådan set er det helt forståeligt og rigtigt, at både Haarder og andre siger lige ud, at der er brug for flere markante, modige meningsdannere i Folketinget, iderige nytænkere, erhvervsfolk og folk med andre kompetencer fra det virkelige liv uden for Borgen end DJØF’erne. Engagerede mennesker med meget forskellige baggrunde ville pynte i kredsen i Folketinget på den repræsentative sammensætning i stedet for, at de pågældende befolker den kritiske debat uden for det politiske skydetelt.

Folketingets overrepræsentation af politikere med samme akademiske baggrund som embedsmændene og medarbejderne i partiernes sekretariater er slående, og det samme er andelen af politikere med manglende konkret erhvervserfaring.  For mange har politik som et job og ikke som et brændende ønske om at ville forandre denne verden og dette samfund til det bedre for en ikke særligt prangende løn i forhold til ansvaret og slet ikke nogen prangende og motiverende anerkendelse fra cheferne og aktionærerne – det vil sige os vælgere.

Tilliden i frit fald
Folketinget har i den forløbne uge været samlet for blandt andet at drøfte tingets arbejdsform og lovprocesserne. Det er virkelig et prisværdigt initiativ, og det burde føre til en række konkrete ændringer, der:
1). Vil gøre det mere attraktivt at stille op som politiker, fordi arbejdsvilkårene er i orden og kalder på de bedste og mest visionære, velargumenterende politikere.
2). Vil højne tilliden til politikerne i almindelighed. For når politikerne kommer rundt i egen valgkreds og blandt de, der kender dem og stemmer på dem, så er stemningen utvivlsomt helt anderledes, end når der åbnes for sluserne på Facebook og vælgerne generelt skal sige, om de har tillid til politikerne.

Politikerne er nødt til at tage alvorligt, at tilliden til dem og til de politiske processer ligger på et meget lille sted i befolkningen som helhed. Den er ved hastigt at nærme sig tilstanden fra jordskredsvalget i 1973, som bragte Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti i Folketinget og udskiftede en tredjedel af medlemmerne i et hug. Det var da lige værd at tænke over, om den historie kunne gentage sig ved næste valg.

Skal vi ikke blive ramt af samme flodbølge af vælgerfrustration, protest og afmagt, som oversvømmer andre lande for tiden. Og skal vi komme en postfaktuel, populistisk reaktion også i Danmark i forkøbet, så må der arbejdes intenst på at genskabe befolkningens tro på, at politikerne har nogle visioner og en handlekraft, der kan genskabe en tro på en bedre fremtid.

Opdatering af demokratiet
Vi har allerede de tre indikationer til fælles med den udvikling i USA og Storbritannien, som har skabt Trump som præsident – og Brexit som resultat af en folkeafstemning.

Det er:
1). Den lave tillid til politikerne.
2). Den stigende utryghed i befolkningen.
3). Den stigende ulighed.

Så rent ud sagt: Det er tid at opdatere vores demokrati og politiske processer og bringe det ind i det 21. århundrede.

Nu er Folketingets arbejdsform og de politiske processer, samspillet mellem den lovgivende magt i Folketinget og den udøvende i regeringen ikke sådan noget, man skal pjatte rundt med at ændre på må og få. Man kan ændre nogle praktiske ting omkring samråd, spørgsmål til ministrene, forespørgselsdebatter, udvalgsstrukturen og den slags.

Men skal der ske noget mere fundamentalt, så må man tage fat på at eksperimentere langt mere med borgerinddragelse og med større åbenhed i lovprocesserne.

Det må ligge helt fast, at større reformer og lovkomplekser forberedes og tilrettelægges i en åben dialog med både vælgere, eksperterne, medierne og interesseorganisationer i en moderne høringsmodel og ikke klemt inde af de urimelige høringsfrister, og alenlange skriftlige svar, som vi har i dag.

Deputationer og høringssvar er der ingen, der interesserer sig alvorligt for, hvis der først er indgået et politisk forlig og sømmet er hamret i alle detaljer for længst.

Demokrati Lab
Hvad vores demokrati og arbejdet i Folketinget har brug for lige nu er, at en bredt sammensat gruppe med forskellige erfaringer fra politik, medier, eksperter og interessegrupper får til opgave i et nyetableret ”Demokrati Laboratorium” at arbejde med afprøvning af forskellige borgerinddragelses-modeller og forslag til modernisering af demokratiet og de politiske processer.

Man kunne også spekulere i en opdatering af Magtudredningen fra 2004, eller en egentlig demokrati-kommission, men et demokratisk laboratorium er meget mere handy i tid og penge, dynamisk i organisation og mere anno 2017 end de andre modeller.

Hvis politikerne og medierne fortsætter med at hjælpe hinanden med at gøre politik og politiske processer til et politisk skuespil på en scene vendt mod offentligheden mens den virkelige politikudvikling og de virkelige politiske forlig og aftaler foregår i kulisserne bag ved uden for offentlighedens kontrol, involvering og indsigt, så er det, at mistilliden får frit spillerum.

Den politiske interesse i Danmark er stor – mediernes lyst til at dække politik lige så. Jeg er optimist på demokratiets vegne, men jeg er det desværre ikke på partiernes og politikernes vegne, hvis de ikke tager tillidsproblemet og afstanden til vælgerne meget alvorligt. De må iværksættes en fornyelsesproces nu.

Et Demokrati Laboratorium er en mulighed for at afprøve fremtidens politik-udvikling på forskellige måder og drage nogle erfaringer, inden det rigtige nye greb i værktøjskassen rulles ud.

Denne artikel er blevet bragt på Altinget.dk den 27. januar 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-hvilken-slags-politikere-fortjener-vi

Twitter præsidenten

Medierne står overfor en meget svær opgave med Donald Trump i Det Hvide Hus for den nye præsident stortrives med mediernes fjendtlighed

Om få dage får amerikanerne en ny præsident og verden en ny type statsleder at følge på tætteste hold.

Ikke en politiker af stor erfaring, men en erhvervsmand i stort format, om man så må sige med en selvsikkerhed ud over det sædvanlige. Ikke en politisk strateg trænet i taktisk kommunikation og diplomatisk, verbal veltalenhed og snilde, men en stærk kommunikator trænet i såvel kontrollerede som ukontrollerede følelsesudbrud. Trænet i at få opmærksomhed ved at sige og gøre det uventede – ja ind i mellem det helt utrolige – i at dyrke martyrrollen til det ekstreme i kampen mod medierne, og i at spille stærk mand med en brutal retorik, når det skal til.

Ny bliver således ikke alene hans politiske dagsordener, men også forholdet mellem medierne og den nye amerikanske præsident.

Donald Trumps første pressemøde onsdag som valgt præsident blev et sandt verbalt opgør med udvalgte medier, som har skrevet eller talt kritisk om Trump og bragt afsløringer fra en kontroversiel efterretningsrapport.

Og det er ikke første gang, han benytter den praksis at angribe og afskære ”de sortlistede medier” fra spørgsmål, alt imens han beskylder dem for at være skraldespandsmedier, en skændsel og for at servere falske nyheder. I andre tilfælde er kritiske pressefolk blevet forment adgang til hans valgmøder.

Under valgkampen syntes den kommende mand i det berømte ovale kontor at vågne op hver morgen for omgående at tænde op under sin twitter-konto og fortælle alverden, hvordan han ser på tingene. Og karaktergivning til de traditionelle medier hører til hans yndlingssport.

Om han fortsætter den praksis, når han slår øjnene op i morgenen i Det Hvide Hus og stikker fødderne i præsidenttøflerne, er der mange, der diskuterer lige nu. Odds er mest for, at det gør han nok. For det er hans direkte vej til vælgerne. Det er hans måde konstant at holde gryden i kog med opmærksomhed og budskaber styret af ham selv, og medierne er jo nødt til at følge med i, hvad han skriver.

Og på Twitter får hver eneste af hans talløse tweets fuld medieopmærksomhed, for man ved jo aldrig, om det nu er Mexico, Nordkorea, Kina eller andre lande, der står for skud, eller om det er erhvervsvirksomheder, der får en på lampen, eller politiske modstandere eller mediefolk der bliver gjort grin med.

Kampen mod medierne
Man kan sige, at Donald Trump på ingen måde kan takke de etablerede medier for sin valgsejr, og at det bærer en ikke uvæsentlig del af skylden for hans anstrengte forhold til dem. Af aviserne i USA med de 100 største oplag var der kun to, som støttede ham. Mere end 200 aviser i alt støttede Hillary Clinton, mens Trump fik opbakning fra færre end 20. Og nogle af de få, som støttede ham, gjorde det med henvisning til, at hans vicepræsident, Mike Pence, heldigvis var en del af pakken.

Mens ingen troede på, at han kunne løbe med en sejr, fulgte alle medierne det kuriøse fænomen og hans valgmøder fyldt med ekstraordinære udtalelser og angreb. Trump fik den største medieomtale af samtlige kandidater under primærvalgene, og han kunne tage bad i høje seertal. Alt for sent slog de amerikanske medier om fra at følge det sensationelle fænomen til at tage manden alvorligt og behandle hans politiske substans kritisk.

Trumps sejr var et brutalt spark til de etablerede medier, de etablerede eksperter, de selvretfærdige, som Trump har kaldt dem, der har mistet kontakten til almindelige mennesker. Derfor hører anerkendte medier som New York Times, Washington Post og nu også CNN til den kategori af medier, som Trump er i krig med. Og mange flere kommer nok til at melde sig ind i den forening, efterhånden som den nyvalgte præsident fra næste uge kommer til at styre dagligdagen i Det Hvide Hus.

En helt normal Twitter-dag
3. januar var den første officielle arbejdsdag i det nye år, og Donald Trump havde travlt i sin rolle som nyvalgt præsident for De Forenede Stater – på Twitter. Hans tweets for dagen inkluderede for nu bare at nævne tre stykker:

  • En trussel om at straffe General Motors med en importafgift for at bygge biler i Mexico.
  • En kritisk bemærkning til hans republikanske partifæller i Kongressen i en konkret sag.
  • En antydning af at USA’s efterretningstjenester ikke er troværdige.

Og sådan fik den nyvalgte præsident på få minutter udvalgt sig dagens nye kampe med tre magtfulde amerikanske institutioner: erhvervslivet, Kongressen og efterretningstjenesterne. Hvert emne med konfliktpotentiale til lange diskussioner og lange analyser i medierne af eftervirkningerne. Men dagen efter havde Trump flyttet opmærksomheden til nye emner, herunder en række tweets med støtte for WikiLeaks’ grundlægger Julian Assange, der af mange andre ses som en fjende af Amerika.

Da Trumps tweets om Assange og hacking senere blev kritiseret, forsvarede Trump sig – på Twitter – ved at skyde skylden på nyhedsdækningen. Medierne får det til at se ud som om, jeg er imod efterretningstjenesterne, når jeg faktisk er en stor fan, skrev han.

Alle er måbende, men Trump lykkes med den slags piruetter. Senere samme dag handlede hans tweets om alt muligt andet fra kritik af Senatets demokratiske mindretalsleder til den musikalske underholdning ved indsættelsesceremonien 20.januar.

Twitter-in-Chief
Vittige hoveder har i stedet for ”Commander in Chief ” døbt Trump ”Twitter-in-chief”. Også Obama har brugt Twitter som en del af sin kommunikation – om end på en ganske anden måde end Trump. Mere til at vise empati og medmenneskelig end som politisk våben.

Præsidenter og statsledere over hele verden bruger de sociale medier til kontakt med vælgerne i dag – vores egen statsminister inklusive. Før Twitter og Facebook var der tv, og før fjernsynet var der radioen. Men ingen bruger de sociale medier som Trump til at holde sine vælgere engagerede og trofaste.

Twitter brugt efter den opskrift, Trump har valgt, har høj nyhedsværdi. Amerikanerne har aldrig oplevet en præsident skyde synspunkter ud til højre og venstre i døgndrift og i realtid. Selv de nærmeste på Trumps hold har givet udtryk for, at de vågner op hver dag uden at vide, hvad deres chef nu har tweetet ud om fra den årle morgen.

Den indlysende forskel mellem en tale og et tweet er tid og rum. Præsidenters taler forberedes typisk i flere dage og uger. Hvert ord vendes og drejes. Tweets kan ekspederes på et par sekunder af en præsident, der er helt alene med sine dispositioner. Der er ikke plads til detaljer eller nuancer. I stedet er der følelser og en invitation til øjeblikkelig reaktion – fra politiske venner og fjender, offentligheden og udenlandske regeringer.

Et farligt redskab i hænderne på en impulsiv mand vil politiske traditionalister sige.

Afsløring foræring til Trump
Offentliggørelsen i det amerikanske onlinemedie BuzzFeed af et kontroversielt 35-siders notat med en række udokumenterede efterretninger, som hvis de viste sig rigtige ville kunne bringe USA’s kommende præsident i lommen på Ruslands Putin på grund af kompromitterende billeder og materiale, har delt de amerikanske medier.

Med undtagelse af CNN, som også viderebragte oplysningerne, så har førende amerikanske medier kaldt offentliggørelsen uansvarlig og dårlig journalistik, fordi dokumentationen er så svag, og indholdet fremstår som rygter.

En hvilken som helst anden kandidat end lige Trump ville nok lide under, at sådan en debat om det notat overhovedet blev ført, men ikke Trump.

Han stortrives med mediernes fjendtlighed. Han elsker rollen som uretfærdigt behandlet af alle de andre. Det giver ham adgang til at spille den offerrolle, han er allerbedst til i forhold til overgreb fra den etablerede politiske klike, hvortil han henviser de førende medier. Sådan en sag holder debatten i gang og fjerner fokus fra andre spørgsmål med kritisk substans til hans politiske budskaber.

Skandale med rekyl-effekt
Paradokset med Trump er, at han kan vælte alle mulige sædvaner omkuld og opføre sig utroligt, men hvis andre prøver at gøre det samme mod ham, som han gør mod dem, så vinder han også på det.

Det lærte hans republikanske modkandidater bitterligt i primærvalget. Og på samme måde med medierne. Han kan svine enkeltjournalister, tv-værter eller nyhedsorganisationer til, som er kritiske mod ham, men hvis medierne sænker deres standarder som modtræk til Trumps angreb, så vinder Trump og ikke medierne på det.

Medierne står overfor en meget svær opgave de næste fire år med Trump i Det Hvide Hus. Måske er den bedste løsning at begynde at behandle Trump som en normal præsident, hvis politik og ageren underkastes helt normale journalistiske standarder. Uden at betragte ham som en omvandrende katastrofe eller løs kanon. Uden at løbe efter alle hans tweets, og uden at give ham sensationens og fascinationens store, konstante medieplatform. Uden at lade ham trække martyrkortet gang på gang.

Vi skal lære, at enhver mediestorm synes Trump indtil videre at vinde stort, og den får kun hans tilhængerskare til at vokse, uanset hvilke forbløffende ting, der kommer frem.

Trumps håndtering af medierne og evne til at gøre dem til en del af sin politiske kamp selv som modspillere er tankevækkende og bør være startskuddet til en selvransagelse i medierne. Ikke bare i USA, men også her i vores del af verden.

Hvis en demokratisk valgt leder og præsident for et land, der ellers hylder forfatningens ytringsfrihed ved enhver lejlighed, forsøger også i fremtiden at styre medierne ved at udelukke kritikere fra adgang til ham eller hans pressemøder, ved at intimidere og bortvise reportere, der stiller nærgående spørgsmål, ved at gøre medierne til politiske skurke i offentligheden som nu, så må man håbe, at de amerikanske medier og vælgerne på et tidspunkt begynder at få nok og finde sammen om en modreaktion.

Denne klumme har været bragt på www.Altinget.dk den 13.januar 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-twitter-praesidenten

Europas skæbneår 2017

De fleste af os vil nok have det sådan, at det bliver godt at kunne vende ryggen til 2016 – med Brexit-afstemning i Storbritannien, chokvalg i USA, populismens sejrsgang i det politiske landskab overalt i Europa, tiltagende terror i Europas hovedstæder og storbyer, borgerkrig i Syrien med rædselsscener fra Aleppo, Rusland som storpolitisk spiller igen i Mellemøsten og masser af usikkerhed omkring Ukraine, Tyrkiet og flygtningesituationen.

Men flytter vi øjnene fra bakspejlet – ser gennem forruden – og kigger ind i 2017, så ligner det et skæbneår for Europa, som måske kan komme til at ændre på hele den europæiske konstruktion med EU.

Selvfølgelig bliver det afgørende at følge den amerikanske præsident Trumps første 100 dage i Det Hvide Hus og hans ageren på den storpolitiske scene, i forhold til både Ruslands Putin, Kinas Xi Jinping og Israels Netanyahu, samt mange flere.

Men efter at de danske medier har fulgt det amerikanske valg i 2016 gennem hver en stat og hver en flække med reportager fra alle dele af landet, så må man håbe, at 2017 vil give os en lige så intensiv mediedækning af Europas skæbnetime. Og en levende debat om værdien af det europæiske samarbejde, om hvad der sker hos vores naboer, hvorfor, og hvad det betyder for os.

Lad os bare tage fat på nogle af de vigtigste ingredienser til 2017:

  • Stillingtagen til forlængelse af EU’s sanktioner mod Rusland, som skal fornyes 31. januar. Sanktionerne bygger på et samarbejde med USA – hvad vil den nye præsident i USA, som lige er blevet indsat 20. januar?
  • Præsidentvalget i Tyskland skal finde sted 12. februar. Ved valget skal Forbundsforsamlingen vælge den nye tyske forbundspræsident; den siddende præsident, Joachim Gauck, har meddelt, at han ikke ønsker at genopstille.
  • Den britiske premierminister har bebudet, at hun trykker på startknappen for Brexit-processen i marts. Herefter går lange og vanskelige forhandlinger i gang.
  • Der forventes italiensk parlamentsvalg i marts eller april. Efter et nederlag ved en folkeafstemning om forfatningsreformer gik Matteo Renzi af som premierminister i december.
  • Der holdes parlamentsvalg i Holland 15. marts.
  • runde af fransk præsidentvalg 23. april og anden runde den 7. maj.
  • og 18. juni afholdes der valg til Nationalforsamlingen i Frankrig.
  • I juli-august holdes første NATO-topmøde med den nye amerikanske præsident ved bordet.
  • september afholdes der valg til Stortinget i Norge. Det er usikkert, om regeringskoalitionen kan fortsætte.
  • I september-oktober er det Tysklands tur til at holde valg. Valget til Forbundsdagen skal jævnfør forfatningen afholdes i perioden 27. august til 22. oktober 2017. Det mest sandsynlige tidspunkt bliver i slutningen af september, men datoen er endnu ikke lagt fast.

Tre ubekendte jokere
Hvis vi har lært noget af 2016, så må det være, at man skal være varsom med forudsigelserne. Mareridtsversionen af denne liste over begivenheder indeholder tre elementer, som ikke kan datosættes.

Det ene: Et eller flere nye alvorlige terrorangreb i Europa, som mistede 130 menneskeliv i terrorangreb i 2016.

Det andet: At Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, mister tålmodigheden i forhandlingerne om den visumfri rejseadgang for tyrkerne til EU og åbner for flygtningestrømmen igen til Europa.

Det tredje: Vil USA’s nye præsident lægge en helt ny kurs i forholdet til Rusland og til medlemskabet af NATO – herunder betalingen for den militære sikkerhed, som USA stiller til rådighed for Europa.

Skrækscenarie
I hvert fald de første to af disse elementer kan få indflydelse på valget i Holland, hvor højrepartiet med Geert Wilders i spidsen lige nu står til at blive det største parti i parlamentet. Og de kan få indflydelse på valget i Frankrig, som kan blive et skarpt opløb mellem højrepopulisten Marine Le Pen og den konservative Fillon.

I Italien kan anti-establishment-partiet – Femstjernebevægelsen – så fuldende de politiske omvæltninger i dette europæiske skrækscenarie med at blive valgets vinder, mens Angela Merkel i Tyskland måske lige lykkes med at blive genvalgt, men nu med en langt større opposition fra det højrepopulistiske parti Alternative für Deutchland.

Skulle valgene i Holland, Frankrig og Italien falde ud til fordel for forskellige slags populistiske partier, så forestår ikke alene et Brexit men også en Frexit- og en Nexit-afstemning og et Grækenland, der formentlig benytter lejligheden til midt i Euroens kollaps at kræve at komme ud af den økonomiske spændetrøje af reformer, som de er blevet pålagt til gengæld for lånearrangementer fra bl.a. EU.

Vender populismen?
Men måske har højrepopulismen og antibevægelserne i Europa nået et højdepunkt, som valget senest i Østrig viste. Måske går luften alligevel af Geert Wilders valgballon, og skulle han vinde valget, vil han få svært ved at finde koalitionspartnere til at danne regering.

Måske vil Marine Le Pen alligevel ikke kunne slå Fillon, og franskmændene finder det for risikabelt at satse på både det ekstreme højre og en billet til udgangen af EU. Og måske vil Femstjernebevægelsen, trods en valgsejr ikke kunne få noget ud af den, da de principielt ikke vil indgå i koalitioner.

Og måske vil det lykkes kansler Merkel i Tyskland trods modstand mod hendes flygtningepolitik at blive det trygge valg midt i et kaotisk Europa. Et EU som skal finde sig selv efter briternes exit. Et EU med brug for stærke kræfter til at komme ud af fortsatte lavvækst-problemer. Et EU, hvor politikerne skal give europæerne en ny tro på fremtiden og på et europæisk samarbejde, der kan løftes ind i en ny progressiv fase med større nærvær til borgerne og mere handling, når det gælder om de store spørgsmål.

Håb for journalistikken?
Er der håb for journalistikken og medierne midt i hele dette inferno af begivenheder? Det blev i 2016 gjort meget til mediernes skyld, at vi endte med Brexit og Trump. At medierne lod sig rive med af Trumps underholdende provokationer og grænseoverskridende løgne, inden de for sent tog manden alvorligt. At medierne lod sig rive med af ”vi tager kontrollen over vores land tilbage”-retorikken fra Brexit-folkene uden at kulegrave konsekvenserne, som briterne nu langsomt er ved at erkende ikke er helt så nemme og helt så storladne.

En positiv ting var der dog at sige om de journalistiske bedrifter på globalt plan i 2016. Det var, at 100 medier over hele verden gik sammen om et publicere den største kulegravning i den journalistiske historie indtil nu. Nemlig Panama-papirerne. De afslørede mere end 100 politikere i mere end 50 lande – inklusive 12 nuværende og forhenværende topnavne – i at have etableret hemmelige konti i Panama og andre steder med det formål at skjule penge for skattemyndighederne. Og myndighederne i mere end 75 lande har nu åbnet undersøgelser i den anledning.

Vi kan altså godt opfylde vores rolle med at være kritisk vagthund over for svindel og skattesnyd. 2017 vil vise, om vi har taget ved lære i medierne af Brexit og Trump og i tide kan få etableret det kritiske blik på populisterne og deres alt for nemme løsninger ved Europas helt afgørende valgkampe i 2017.

Erfaringerne fra 2016 viser, at de professionelle medier har en afgørende vigtig rolle at spille i forhold til falske, fordrejede, unuancerede påstande i den offentlige debat. Vi må tage os sammen til at spille den rolle. Den europæiske udfordring i 2017 kalder på en alliance og et samarbejde mellem professionelle medier i Europa.

Denne artikel har tidligere været bragt på Altinget.dk: Lisbeth Knudsen.Klumme Altinget.dk

Den forudsigelige politiske årsopgørelse

Den nye trekløver-regering har nu fået sat sig til rette på taburetterne og er blevet testet på de første sager og den første medieoptræden i de nye klæder. Det rummer materialet til en række spændende analyser, som medie-kommentariatet helt sikkert og forudsigeligt vil kværne rundt i den kommende tid.

Her er fem gæt på samtaleemner i den politiske fredagsbar – som det så smukt hedder i reklamerne om TV 2 News-programmet Besserwisserne.

For det første: Fænomenet Thyra

Hvilken slags politikere og ikke mindst ministre vil vi gerne have? Professionelle politikere – som regel akademikere fra samfunds- eller jurastudierne – trænet på forhånd i det politiske spil og det politiske sprog – eller fagfolk og solister uden for den klike, der normalt også danner rekrutteringsgrundlag for embedsmændene, spindoktorerne og partiernes sekretariatsmedarbejderne på Christiansborg?

Eller sagt på en anden måde. Er der i den rå politiske virkelighed og medievirkelighed plads til en Thyra Frank, der endnu ikke har lært at istemme standard teflon-svar på kritiske, konfronterende journalistspørgsmål, som ikke har lært, at tænkepauser på TV er et dramatisk ildevarslende tegn på rådvildhed, som endnu ikke har forstået, at en minister altid pr. definition skal vise handlekraft i medierne og ikke skyde ansvaret over på andre. Selv om det faktisk er andre, der har ansvaret.

Thyra Frank er ikke bare et brud med Djøfiseringen af Folketinget. Valget af hende til ældreminister rummer også den absurditet, at hun skal være det varme bankende hjerte for de ældre og sikre regeringens popularitet på den flanke og i forhold til Dansk Folkeparti, som gerne vil tage æren for alt godt, de får, de ældre.

Samtidig ligger flere midler til de ældre solidt låst nede i finansministerens dybfryser, og evnen til at omprioritere midler inden for eksisterende budgetter til fordel for de ældre ligger lige så solidt låst inde hos kommunerne. Så ældreministeren bliver en slags ankeinstans og skydeskive for dårlige sager og eksempler fra kommunerne, som havner i medierne.

Derudover må man gå ud fra, at ministeren skal holde øje med ny lovgivning, som påvirker de ældre og implementering af en demenspolitik og andre forhold.

Anders Samuelsens plan med at trække Thyra Frank ind i regeringen har sikkert været at etablere en slags værdipolitisk kriger på ældreområdet og ikke en minister med et stort driftsområde.

Thyra Frank har fået et lille hjørne og et skrivebord hos sundhedsministeren. Her er en ældreminister, som siger det politisk ukorrekte, at hun gerne vil have flere penge til ældreområdet, og som har stået for alt det politisk ukorrekte på det berømte plejehjem Lotte, hvor hun var leder. Nemlig et opgør med regel- og måletyranniet og alle de kontrolbestemmelser, som plejehjemmene er blevet pålagt, og som kommer oppefra i systemet. Blandt andet der, hvor hun selv sidder nu. Og den slags regler dukker som regel op hver gang, medierne bringer en dårlig sag frem.

Thyra Frank er lige nu kult, og det er medierne, der har overfaldet hende med de sædvanlige, sure du-må-da-gøre-noget-minister-spørgsmål og krav om handlekraft, der er skurkene. Mange almindelige mennesker kan nemt identificere sig med hendes upolerede profil og hendes uskolede optræden.

Men Thyra Frank skal selvfølgelig ikke behandles anderledes af medierne end alle andre ministre, bare fordi hun stikker ud og svarer ærligt på de stillede spørgsmål. Men også for Thyra Frank er der et krav om at levere varen, som vil være, om de ældre får det bedre under denne regering.

Nu har hun i mellemtiden fået en spindoktor og helt tydeligt en hurtig skoling i at svare udenom og svare, at hun selvfølgelig har et ansvar som minister. Så langt så godt. Statsministeren og Anders Samuelsen har slået en beskyttende ring om hende, og selv politikere fra andre partier har gjort det.

Om Thyra Frank får noget at føre værdikrig med er mere tvivlsomt. Hvad hun udvikler sig til som minister, er regeringens virkelige joker, og hun er under skarpt opsyn af medierne.

For det andet: Vendekåbe

Liberal Alliances ministre har udviklet en kreativ kunstart, der består i at gå med vendekåbe. På indersiden af frakken tættest på hjertet er Liberal Alliances oprindelige politik syet fast, og på ydersiden af vendekåben er det nye regeringsgrundlag riet på med store, synlige sting. Det betyder, at ministrene nemt kan sige, at havde de 90 mandater, ville de gerne gennemføre politikken fra indersiden af vendekåben, men da der nu ikke er det, så vender de den anden side yderst, og så kan man godt gå ind for det modsatte standpunkt, når man er minister.

Om Liberal Alliance får point hos vælgerne på sigt med den vanskelige øvelse, bliver rigtigt spændende at iagttage, for det vil fortælle os noget om, om de partier, som ofrer ideologien for at gå på jagt efter den dybere magt på ministerposterne, vinder nye vælgere, eller om det modsatte sker.

Jeg har tidligere skrevet, at flere partier burde erklære sig parate til at påtage sig regeringsansvaret – ikke mindst Dansk Folkeparti på grund af dets størrelse. Regeringsdeltagelse giver rent faktisk store muligheder for at gennemføre rigtigt pæne forandringer via ministerbeføjelserne i lovgivningen, og det giver en indsigt og adgang til embedsmandsapparatet, som er vigtigt for at teste nye ideer og politiske forslag.

Når man afkoder alle Liberal Alliances seks ministre gennem de første uger af deres ministertid, så har de virkelig øvet sig i udtalelser, på at tale om og holde sig inden for regeringsgrundlagets rammer og overlade det til folketingsgruppen at lufte divergerende synspunkter. Det gør den så også i rigt mål.

Den samme øvelse lavede Venstre under Schlüter-regeringerne. Der var et Venstre inde i regeringen, og et andet Venstre i folketingsgruppen, som til enhver lejlighed pudsede profilen af til stor irritation for de andre regeringspartier.

Medierne vil i den kommende tid fokusere på at finde sprækkerne imellem de tre partier. Indtil videre er det lykkedes at holde en meget stram intern disciplin i trekløveret. Det ser ud som om familie-terapien på Marienborg er lykkedes denne gang.

For det tredje: Meningsmålinger

Vinder eller taber de små partier i trekløveret på samarbejdet? Får Dansk Folkeparti vitamintilskud efter affæren med EU-midlerne ved at de nu sidder i ønskepositionen med de afgørende mandater til den nye regerings overlevelse?

Medierne og kommentariatet i alle Besserwisserne-programmerne, Tirsdagsanalysen, og hvad det ellers hedder, vil nærstudere meningsmålinger i den kommende tid for at se, om vælgerne godkender den nye regering og giver DF lidt ny medvind eller det modsatte.

Erfaringen er, at en ny regering altid har en tid med hvedebrødsdage, hvor der ikke opstår rivninger, hvis meningsmålingerne giver en lidt skæv præmiering af en regeringsindsats. Men fortsætter trekløveret med ikke at få kredit hos vælgerne for den nye politik, eller er det kun Venstre, der scorer en eventuel gevinst over en længere periode, så er pokker løs. Og meningsmålingerne vil blive et emne på dagsordenen mellem partierne.

Med til den analyse vil kommentatorerne lægge et lag af spin om betydningen af, at Anders Samuelsen (LA) valgte udenrigsministerposten, og om det nu var klogt, og at Søren Pape (K) valgte justitsministerposten. Begge er hurtigt kommet i ilden med både Syrien-situation og bandekrig, så omtale har der været nok af de seneste dage. Om det giver point hos vælgerne har vi til gode at se.

For det fjerde: Prisen for støtte

Dansk Folkeparti ser ud til at være sluppet nådigt igennem problemet med Europol-løftet om en god dansk løsning takket være statsministerens og regeringens forhandlingsindsats i Bruxelles. Men der er stadig et langt sejt træk hos DF for at komme tilbage til resultatet ved seneste valg i meningsmålingerne og tidligere tiders troværdighed.

Statsministeren har ikke lagt skjul på, at regeringens politik på mange strækninger er helt afhængig af opbakning fra DF, og at det betyder kompromissøgning og dygtig navigeren i alle ministerkontorerne.

Dansk Folkepartis rolle i de kommende måneder bliver derfor virkelig interessant at følge. Hvordan spiller DF sine kort, og hvilke områder af regeringens program, vil man i DF forsøge at gøre til vigtige stridspunkter med vælgerpotentiale. Dansk Folkeparti har ikke brug for et valg lige nu, så mon ikke gætteriet vil være på, at de først strammer garnet, når der er gået nogen tid, og der er et forslag på bordet med virkelig basis for at hente et vigtigt trofæ hjem. Det vil der helt sikkert blive analyseret meget på, og ikke mindst hvornår det sker.

For det femte: Opposition på stand by

Med valgmuligheden skubbet længere ud i tid, så bliver det også et fremtrædende punkt hos analytikerne, hvordan Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil håndtere situationen. Hun prøver at holde DF fast på nogle fælles holdninger med Socialdemokraterne, som kan udfordre regeringen. Samtidig indgås der også store forlig med regeringen.

Kommentatorerne vil begynde at kigge efter, hvordan Socialdemokratiet håndterer egne venner i rød blok og forholdet med de Radikale, som har det dårligt uden for indflydelse. Særligt hvis meningsmålingerne som nu giver rødt flertal, får den diskussion reelt mening. Hvordan vil Enhedslisten og Alternativet spille kortene over for Mette Frederiksen? Vil de lave en kopi af Anders Samuelsens topskattenummer, eller finde på noget andet. Eller vil de ikke stille ultimative krav.

Lige nu ser det ud til, at Henrik Sass skal sende de skarpe synspunkter ud som politiske prøveballoner, og Frederiksen skal være den mere resultatsøgende. Det kan jo være en meget veltilrettelagt arbejdsfordeling, men signalerne om den socialdemokratiske politik og strategi for at vinde regeringsmagten tilbage blafrer lidt i vinden. Og det samme gør forholdet til de partier, som skal bringe en socialdemokratisk statsminister til magten.

Nogenlunde sådan kunne de politiske analyser og politiske årsopgørelser se ud. Test selv af, om det holder stik de næste uger.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 16.12.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-den-forudsigelige-politiske-aarsopgoerelse#.WFPzHduX5X8.twitter