#respektdemokratiet

Udgivet den af
Svar

Det er et sygt demokrati, der ikke respekterer sine folkevalgte. En offentlig debat præget af chikane, trusler og frygt er en skændsel for et demokrati. Derfor må der gøres noget.

Hvad er det egentlig lige, vi har gang i her i det danske demokrati?

I en undersøgelse offentliggjort i Berlingske forleden oplyser et flertal af folketingsmedlemmerne, at de jævnligt modtager trusler og hadefulde beskeder.

Knap en tredjedel har ligefrem oplevet dødstrusler og en fjerdedel har modtaget trusler mod deres familier. En lille håndfuld folketingsmedlemmer og ministre lever deres daglige liv beskyttet af sikkerhedsvagter. Statsministeren, integrationsministeren, Folketingets formand og den konservative politiker, Naser Khader, må tilsyneladende leve med den situation som det normale. Andre i Folketinget har bare fået mere end nok af truslerne og er begyndt at politianmelde de modbydelige plageånder.

I september sidste år lavede Altinget en undersøgelse af forholdene for vores lokalpolitikere i kommuner og regioner. Fire ud af ti lokalpolitikere fortæller i den undersøgelse med 1.100 respondenter, at de har været udsat for chikane, vold, trusler og hærværk.

15 procent af de lokalpolitikerne, der svarer ja til at have oplevet chikane, er blevet opsøgt i eget hjem. Ti procent har oplevet hærværk på deres private adresse. For cirka hver tiende, der har oplevet chikane eller trusler, har der endda været direkte dødstrusler. 65 procent af chikanen og truslerne foregår i mail eller over telefon, men mange taler også om Facebook som stedet med en særligt hård tone.

Et demokrati bør være præget af en mangfoldig og modig debatkultur, hvor man ikke frygter at blive hverken truet på livet eller udsat for chikane og beskidte personangreb, hvis man ytrer sig i den offentlige debat. Men sådan er det bare ikke længere i det ellers fredelige Danmark. Freden gælder overhovedet ikke på de sociale medier.

Stikker man næsen frem med en mening, som ikke engang behøver at være særlig kontroversiel, eller tillader man sig at skrive om bestemte emner der i særlig grad fremkalder fanatisme, intolerance og had, så flyver de verbale voldsomheder let gennem luften.

Debatten bliver afstumpet og ligefrem truende. Alle med selv den mindste erfaring i at deltage i debatter på de sociale medier eller i at skrive blogs ved, at der er øretæver og trusler i luften, hvis man beskæftiger sig med Islam, indvandring, asylansøgere eller lignende spørgsmål i den kategori i et debatindlæg.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at de mennesker, der i et repræsentativt demokrati stiller op for at repræsentere os andre, skal udsættes for trusler og chikane. Og det er invaliderende for en fri og åben, demokratisk debat, at flere og flere ganske enkelt holder sig væk fra at deltage i offentlige diskussioner, fordi de ikke orker svineriet.

Hvis man skriver en blog eller deler Facebook-opslag med meninger om dette og hint af politisk karakter, så går der sjældent lang tid, før mørkemænd og spoilere forsøger at kapre debattrådene, og man må bruge tid på at rydde op, så seriøse debatdeltagere ikke løber skrigende væk.

Demokrati under politibeskyttelse

Vi kan ikke have et demokrati under politibeskyttelse. Vi kan ikke have en demokratisk debat præget af frygt og afmagt. Vi kan ikke have et offentligt rum, hvor chikane, trusler og hærværk mod politikere og debattører råder.

Vi må gå til aktivt modangreb. Som nogle politikere og debattører allerede gør det: anmelde chikane og trusler til politiet.

Vi må stå sammen om at skamme disse verbale overfaldsmænd og kvinder ud af debattråde, Facebook-opslag og debatter andre steder. God fornøjelse hvis de så kun har Ekstra Bladets Nationen tilbage. Chefredaktør Poul Madsen mener jo, han gør en heltegerning ved at holde denne til tider slamfyldte kanal åben, så de ekstreme synspunkter også har et hjemsted.

Et sundt demokrati bygger på tillid og respekt og fortrænger intolerance og voldsretorik både i virkeligheden og på nettet.

Når man tænker på, hvad #MeToo-kampagnen er lykkedes med at sætte i gang verden over, så kunne man jo lade sig inspirere og starte en kampagne for respekt for demokratiet og de folkevalgte: #respektdemokratiet.

Tag afstand fra møgspredere

Hver gang en tosse eller en verbal voldsmand eller kvinde ødelægger en seriøs debat eller forfalder direkte til chikane eller trusler, så svar igen med at hænge vedkommende ud med et #respektdemokratiet. Hver gang frygtens tavshed bliver brudt fortjener det ros. Noget må gøres.

Uanset om man er fløjtende uenig med en politiker eller debattør, så må det være argumenterne, der tæller, og ikke frygten eller truslerne. Hvis politikeren overfaldes af trusler på nettet, så må vi beskytte vores repræsentative demokrati og dets repræsentanter ved at tage afstand fra sådanne overfald med at skamme vedkommende angrebsmand eller kvinde ud af debatten med et #respektdemokratiet.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 26.januar 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-respektdemokratiet

2018: En ny fragmenteret verdensorden

Udgivet den af
Svar

De store globale virksomheder styrer i stigende omfang den internationale politik og harmere økonomisk indflydelse end mange nationalstater. Ser vi overhovedet i Europa, hvad der sker i andre regioner i verden, for så burde vi tage os lidt sammen.

Lige om lidt skifter årstallet til 2018 og i slutningen af januar strømmer alverdens store erhvervsledere, fremtrædende politikere, forskere og kendte meningsdannere igen til byen Davos i Schweiz til World Economic Forums 48. møde. Det er ikke stedet, hvor der træffes beslutninger, men hvor der skabes relationer på højt plan og opbygges såkaldte ”fælles forståelser”. Det er stedet, hvor verdens officielle og uofficielle magtcentre støder sammen, positionerer sig og samles til vigtige diskussioner om både nutid og fremtid, bekymringer og muligheder.

”Lederskab i en fragmenteret verden” er overskriften, som samler dette års opmærksomhed. På aller bedste vis indkredser linjen den trykbølge af forandring, som verden gennemgår lige nu. Politisk, økonomisk og socialt. Programtilrettelæggerne hos World Economic Forum (WEF) forsøger at skabe basis for en fælles fortælling om verdens tilstand og en større grad af fælles engagement i at skabe løsninger og fælles holdninger til, hvad der skal gøres. Det er en ambitiøs målsætning set i den grå belysning fra 2017 og årene før det.

Hvis man kigger ud over de senere års udvikling fra helikopterperspektivet, så er de politiske udfordringer voksende og den politiske handlekraft tilsvarende aftagende. Befolkningerne har i betydeligt omfang mistet tilliden til, at politikerne har de løsninger, som skaber en bedre fremtid, mindsker uligheden og løfter indkomstniveauet for lav- og middelindkomsterne samt skaber større tryghed og mere velfærd.

Vi kigger ind i et 2018 der ellers antagelig vil få den højeste økonomiske vækst i et årti, men med et geopolitisk perspektiv præget af usikkerhed og forvirring. Politiske ledere med populistiske imperativer fodrer den usikkerhed og utilfredshed. Det er svært for mange at skelne mellem, hvad der er overbevisende retorik, og hvad der kan blive til virkelighed. Terrorisme er stadig en meget nærværende trussel og ikke kun noget, der sker i Mellemøsten. Gerningsmændene er oftere nu født og opvokset i vestlige samfund med frihedsværdier men vælger alligevel at kæmpe i ISIS navn for noget helt andet. Cybertruslen vil nå nye bekymrende højder, ligesom virksomheder af alle størrelser skal håndtere enorme, teknologiske udfordringer og nye globale konkurrenter på næsten alle markeder.

Tilliden væk

Befolkningerne søger et politisk lederskab, der er mere lydhør, responsivt, handlingsorienteret og har en vision for, hvad, der skal ske, og hvilken vej vi skal gå. Samtidig med at samfundsøkonomierne bliver mere og mere globalt sammenhængende og mere sårbare, så prøver landene at navigere mest muligt på egen hånd for at beskytte sig selv og udvikle sig på egne præmisser ved alle mulige nationale vækstinitiativer eller beskyttelsesmure.

Nogle få forholdsvis nye, globale virksomheder suger data, indtjening og magt til sig på bekostning af, hvad der før var stolte, nationale virksomheder og hele brancher krymper sig under forandringerne. Der skrues ned for det tværnationale ansvar for verden, for en fælles bæredygtig udvikling, en inkluderende vækst, som også får de fattigste lande med på vognen. Og der skrues op for behovet for omstillingen til den fjerde industrielle revolution, og til helt nye forretningsmodeller. Der skal kæmpes med at udnytte automatisering, robotter, kunstig intelligens og digitalisering på måder, så det skaber nye jobmuligheder og innovation og ikke øget arbejdsløshed, magtesløshed og frustration.

Efterlysningen af lederskab i WEF-regi drejer sig ikke kun om at få verden til at rykke tættere sammen om løsningen af fælles udfordringer og formuleringen af en fælles fortælling om dem, mens rigtigt mange politiske strømninger går den stik modsatte vej. I retning af øget nationalisme, protektionisme og eksklusion. På trods af, at vi aldrig har været så forbundne som stater og som mennesker som nu. Via transport, kommunikation, kapitalmarkeder, e-handel, kulturel integration og meget mere, som er vores nye virkelighed mere end den gamle politisk bestemte geografi.

Det interessante er, at mens Europa og EU diskuterer, hvordan vi kan bygge ydre grænser og forhindre migrationen fra Afrika i at oversvømme os, og bekymrer os om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, så har ASEAN-landene i Sydøst Asien vedtaget en fri mobilitet for inden for deres region, som har mere end 700 millioner mennesker. Kina står som den markante fortaler for frihandel, mens USA går den modsatte vej.

Diskussionsklub i EU

Små og svage lande i Afrika og Sydøstasien lærer, at den eneste måde at få indflydelse på, er at slå sammen i valuta- og toldunioner eller frihandelsområder. Caribien CARICOM, Det Østafrikanske Fællesskab (EAC) og den sydøstasiatiske ASEAN-gruppe bestræber sig på at være lavkvalitets versioner af Den Europæiske Union, Verden bliver en samling af disse internt grænseløse regionale grupperinger – herunder selv den sydamerikanske union og til sidst som efterfølger til NAFTA, en nordamerikansk union. Og alt i mens det foregår, så fortsætter vi i EU med at diskutere og diskutere, hvad der skal være Unionens og Euroens fremtid.

USA og Kina skiller sig ud som globale supermagter, hvor USA fører på det militære og monetære område, mens Kina fører på handel og infrastrukturinvesteringer. Kina er nu den største handelspartner i 124 lande, mere end dobbelt så mange som USA (52).

Kæmpemæssige investeringer i infrastruktur er et af de områder, hvor alle de store kraftfulde vækstcentre i verden går i samme retning, og hvor den amerikanske administration under Trump trods alt tager samme vej. Asien har taget førerpositionen med Kina som den største infrastruktur-investor men stærkt forfulgt af Indien, som også har besluttet, at infrastruktur har den højeste prioritet i det næste årti. Det samme gælder for Indonesien og Filippinerne.

Globale mastodonter

På Davos-mødet tales der ikke kun politiske løsninger og politisk ansvar, men der tales i høj grad også om og med de alternative magtfaktorer, som tegner den nye verdensorden. De store globale virksomheder, de store byer og de bevægelser i civilsamfundet, som tegner det 21. århundredes alternative magtlandskab.

Mere end 30 pengeinstitutter har konsoliderede aktiver på over 50 milliarder dollar hver. Det betyder, at hver af dem har flere aktiver end to tredjedele af verdens lande producerer i årligt BNP. For hundredvis af millioner af mennesker over hele verden i dag er en bankkonto en vigtigere forbindelseslinje til fremtiden end et statsborgerskab. Ser man samlet på økonomien, så er der kun godt fem lande i verden, hvis BNP er større end de 200 milliarder dollars i likvide kontanter, som Apple har på bankbogen. Efter at have solgt næsten to milliarder produkter til mere end en milliard mennesker, har Apple ikke kun flere penge, men har også større forbindelse til befolkningerne end de fleste nationer har.

Mange af verdens største og mest magtfulde private virksomheder opfatter sig ikke længere som repræsentanter for hver deres hjemlande; de er statsløse stormagter i deres egen ret. Deres varemærker overstiger deres nationale oprindelse – ligesom deres kommercielle ambitioner gør det. Skat er ikke en national forpligtelse for Facebook, Google, Amazon og flere med dem. Det er et handelsobjekt og et spørgsmål om de bedste vilkår for business.

For virksomhederne som sådan ser væksten ud til at være godt på vej, men den kommer på et tidspunkt med hård konkurrence ikke kun for nye markeder, men i forhold til selve reglerne i spillet. Jokeren er den teknologiske udvikling, der underkaster alle et ubarmhjertigt pres.

Cybersikkerhed på
flere måder

På tværs af ideologier og imperativer vil regeringerne helt sikkert i 2018 bevæge sig længere for at kontrollere brugen af ​​data og cyberspace. I Europa er der nye databeskyttelsesbestemmelser på vej i 2018 og en mere aggressiv antitrust indsats, et forsøg på en mere retfærdig skattebetaling og håndhævelse af arbejdskraftens frie bevægelighed men bekæmpelse af social dumping. Det er hvad mange lande betragter som en nødvendig opstramning efter en periode med overdreven laissez-faire i forhold til den digitale økonomi.

I kampen mod terror og kontroversielle ytringer på nettet vedtog Kinas øverste lovgivende organ, den Nationale Folkekongres’ Stående Udvalg, sidste år en ny lov om Cybersikkerhed. Loven skal officielt »beskytte suverænitet på internettet, den nationale sikkerhed og borgernes rettigheder«. Det handler bl.a. om at kriminalisere aktiviteter, der har til hensigt at »omstyrte det socialistiske system, splitte nationen, underminere det nationale sammenhold og advokere for terror og ekstremisme«, lyder argumenterne. Den mindre pæne udlægning handler om øget kontrol og overvågning af den kinesiske befolkning.

Et af de vigtigste spørgsmål omkring de nye teknologier udestår. Hvordan skal vi håndtere rammerne for kunstig intelligens og machine learning? Hvordan sikrer vi, at det bliver menneskeheden, der styrer robotterne og maskinerne med den kunstige intelligens og ikke omvendt? Politikerne og de vigtige folk i Davos er ved at få øjnene op for den udfordring.

Læg oven i alt dette her, som kræver rigelig opmærksomhed, usikkerheden omkring Nordkorea og Mellemøsten og udviklingen i Rusland med et præsidentvalg på vej i 2018 samt udskiftningen på centrale poster i flere Afrikanske stater med aldrende despoter. I Latinamerika vil en række kritiske valg i Brasilien, Colombia, Mexico og Venezuela blive en test på, om der kan skabes fremgang for ​​antikorruption og reformistiske bevægelser. I Indien skal det regerende Bharatiya Janata parti have testet deres mandat i 2018, og det valg kan få afgørende betydning for landets teknologiske og økonomiske udvikling. I Europa skal der findes en løsning på Storbritanniens exit fra den Europæiske Union og de uløste migrationsproblemer. I USA ventes der spændt på år 2. med Trump og et spændende midtvejsvalg til Kongressen, som vil give et første fingerpeg om præsidentens chancer for genvalg.

Så der er nok at tale om i Davos denne vinter også.

På den baggrund bliver vores hjemlige diskussion om skattelettelser, udlændige stramninger og velfærdssikring frem til 2030, og hvem der nu kravler op og ned af træerne i den politiske skov sådan sat lidt i perspektiv.

Godt Nytår.

 

#MeToo – skræmmende, social mobilisering anno det 21. århundrede

Udgivet den af
Svar

Der er noget barokt og på sin vis meget tidstypisk over den situation, at #MeToo-bevægelsen mod seksuel chikane og seksuel forulempelse af kvinder blev Time Magazines ikoniske ”Person of the Year”.

Hvert år siden 1927 har redaktørerne af Times på basis af en vejledende afstemning blandt magasinets læsere udpeget den person eller den gruppe af personer, som har haft mest indflydelse på nyhederne i det forløbne år – på godt og ondt.

For at forstå hvor stort det er, at en bevægelse alene med eksistens på de sociale medier kan ramme toppen af en så prestigefyldt liste, kan det nævnes, at valget i 2016 faldt på USA’s præsident Donald Trump. I 2015 på Tysklands kansler, Angela Merkel. I 2014 Ebola-virus bekæmperne i Afrika. I 2013 den katolske pave Frans og i 2012 tidligere præsident Barack Obama.

Hvad der startede med afsløringen af en syg kultur overfor kvinder i Hollywood-miljøet, og et brud på mange års tavshed og skam i forhold til at fortælle om seksuel chikane og overgreb, er blevet til årets mest omfattende manifestation af solidaritet og krav om respekt for kvinder på tværs af kloden. #MeToo er en af de allerstørste og allerhurtigste virale succeser på de sociale medier nogen sinde. På linje med – eller større end det arabiske forår.

For selvom #MeToo-kampagnen først gik viralt, da skuespilleren Alyssa Milano den 15. oktober opfordrede kvinder på Twitter til at dele deres historier om seksuelle overgreb i kølvandet på flere anklager om sexchikane rettet mod filmproduceren Harvey Weinstein, så går ‘MeToo’-kampagnen meget længere tilbage. Allerede i 2007, længe før hashtagget eksisterede, lancerede Tarana Burke nemlig en ‘MeToo’-kampagne for at støtte unge sorte piger i belastede miljøer, der – præcis som hun selv – var blevet ofre for seksuelle overgreb.

Men da Alyssa Milano den 15. oktober lagde sin opfordring på Twitter, kom der respons fra en halv million mennesker inden for de første 24 timer, og ved slutningen af november var der blevet sendt 1,7 million tweets med hashtagget #MeToo. Og de tal vokser stadig.

På Facebook var der inden for 24 timer efter det første opslag med MeToo-opfordringen 12 millioner posts og kommentarer. Hos Google blev #MeToo også et globalt hit og bevægelsen uden leder, uden nogen organisation og uden noget program har spredt sig til 85 lande. Den får hele tiden ny ilt fra forskellige kvinders historier. Ikke mindst fra en åbenhedsproces, som i disse uger går gennem kreative miljøer både i og uden for USA.

Formålet med denne klumme er ikke at gå ind i de moralske og etiske spørgsmål, som melder sig om de mange års tavshed i forhold til seksuel chikane mod kvinder, eller at gå ind i de konkrete eksempler på overgreb, som allerede er blevet en del af nyhedsstrømmen. Det kan der være alle mulige gode grunde til fortsat at grave i, og forhåbentlig giver kampagnen de kvinder, der har kæmpet i skjul med overgreb og forulempelser, mod til at stå frem.

Her på dette sted gælder analysen, hvad vi kan lære af en så enorm, global flodbølge på de sociale medier, og hvordan vi skal forstå de dimensioner af folkelig solidaritet og engagement, som et enkelt tweet kunne udløse på bare 24 timer på tværs af alle geografiske grænser.

Der er næppe den arbejdsplads, hvor emnet ikke har været drøftet på kantinebasis eller ved kaffemaskinen siden midten af oktober – om ikke andet så med sædvanlig dansk sarkasme.

Der er næppe den store virksomhed, det uddannelsessted eller den lidt større offentlige arbejdergiver, der ikke rent ledelsesmæssigt har måttet kigge personalereglerne efter i sømmene og finde ud af, hvordan man egentlig håndterer seksuel chikane, hvis det skulle forekomme.

Fænomenet #MeToo er blevet både en befrielse for de kvinder, som har gået med en ubehagelig oplevelse i tavshed alt for længe – men det har også potentialet til at blive en offentlig gabestok, hvor helt uskyldige kan blive hængt ud for noget, de aldrig har gjort. Der kører lige nu en virtuel skraldevogn rundt på nettet og samler alt muligt snavs op, og hvor bevisbyrden måske er svær at løfte.

Læren af den sociale orkan med #MeToo-bevægelsen må være, at hvis man rammer koden til et tabu og åbner for en spektakulær anklage mod en kendt person, som i dette tilfælde Hollywood-produceren Harvey Weinstein, så er potentialet der til en helt uforudsigelig og enestående social, global mobilisering. Så er der skabt en virtuel vidneskranke, hvorfra alle og enhver kan levere skyts til kampagnen om i dette tilfælde de seksuelle krænkelser. Det rummer igen faren for at det hele løber ud af proportion og bliver til heksejagt.

På den anden side viser eksemplet med #MeToo, at der er bevægelser i vores samfund, som nu med de sociale medier i den grad kan blive antændt og få kæmpe gennemslagskraft nede fra. Omfanget af den seksuelle chikane, som kampagnen har afdækket, havde hverken politikerne, medierne eller erhvervslederne set komme.

De historier, som udløste reaktionen på de sociale medier, blev oprindeligt bragt i professionelle medier som The New York Times og The New Yorker, hvor en stribe kvinder anklagede den prominente filmproducer for seksuelle overgreb. Men her fra sprang de videre og fik deres globale status via de sociale medier.

#MeToo -historien rummer alt, hvad der skal til for at få opmærksomhed. Et tabuiseret emne. Kendte personer på prestigefyldte poster, som falder ned i muddergrøften og mister deres anerkendelse. Sårede, smukke kvinder, som får oprejsning og sympati. Der er det hele. Der kommer næppe nogen større politisk konsekvens af kampagnen, men til gengæld er der en langt større og mere vedvarende konsekvens, som allerede er taget på mange arbejdspladser med en langt klarere stillingtagen til seksuel chikane som en uacceptabel adfærd.

#MeToo -kampagnen dør sikkert ud igen, når et nyt fænomen på de sociale mediers stjernehimmel dukker op i 2018, men læren af den må være, at der blot skal et enkelt tweet med følelsesmæssigt letantændeligt indhold til at rejse millioner af mennesker til en global folkestemning på et enkelt døgn. Hvad kan det ikke misbruges til, hvis nogen formår at anvende de samme værktøjer til at skabe den samme effekt, men på baggrund af en målrettet, politisk misinformationskampagne?

 

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 15. december 2017. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-metoo-skraemmende-social-mobilisering-anno-det-21-aarhundrede

Kan vi overhovedet udrydde ”fake news”?

Udgivet den af
Svar

Oktober og november har været rigtigt dårlige måneder for de store teknologigiganter Google, Facebook og Twitter. Her tabte de i fuld offentlighed fuldkommen ansigt som professionelle, globale virksomheder, der udadtil brander sig som evangelister for en bedre verden af fællesskab, videndeling og grænseoverskridende forbindelser. Her tabte de ansigt, som virksomheder med fuld kontrol med deres enorme dataflow, deres enorme annonceindtægter og deres gigantiske imperium af kunder og kundedata fra hele verden.

Foran det amerikanske senats underudvalg om kriminalitet og terrorisme og senatets efterretningskomite, er de tre selskabers juridiske repræsentanter blevet grillet for deres åbenlyse mangel på styr på misinformation på deres platforme, for manglende kontrol med politisk infiltration fra Rusland i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 og mangel på kontrol med køberne af annoncer på platformene Google, Facebook og Twitter.

Deres manglende evne til at forhindre misbrug og manipulation – hvor end den måtte komme fra både hvad angår annoncer og brugeropslag på platformene – blev helt og aldeles åbenbaret for enhver under høringer, hvor de amerikanske senatorer ikke holdt sig tilbage med kritik.

Det blev for den sidste jubelglade tvivler krystalklart, hvor sårbar vores digitale infrastruktur er. Hvor magtfulde de tre globale virksomheder er, og hvor vanskeligt det er for dem at beskytte den infrastruktur, som vi alle er blevet så afhængige af, mod misbrug.

”Hvis du har fem millioner annoncører, som skifter hver dag, hvert minut eller hvert sekund, har du så reelt styr på, hvem hver eneste af disse annoncører er, og hvad deres aktivitet går ud på”, spurgte den republikanske senator fra Louisiana, John Kennedy. Svaret skulle gives af Colin Stretch, som er Facebook’s juridiske rådgiver. Stretch indrømmede, at Facebook ikke kunne se aktiviteterne bag de enkelte annoncører, og at man ikke havde styr på det. John Kennedy replicerede, at han var stolt over, at de tre nævnte selskaber var amerikanske, men samtidig skræmt over den magt, som de besad.

I forbindelse med kongreshøringerne informerede Facebook lovgiverne om, at omkring 126 millioner amerikanere måtte have været udsat for indhold, der blev genereret på Facebooks platform af en russisk statsforbundet troldefabrik kendt som Internet Research Agency mellem juni 2015 og august 2017.

Twitter meddelte, at man der havde identificeret 2.752 konti knyttet til Internet Research Agency. Det fandt i alt 36.746 konti, der syntes at være forbundet med Rusland, men ikke nødvendigvis med Internet Research Agency, som genererede automatiseret, valgrelateret indhold. Ud over de opdagede konti, har Twitter oplyst at Internet Research Agency havde sendt mere end 131.000 tweets under valgkampen.

Også Google indrømmede at deres YouTube delingstjeneste har lagt platform til russiske påvirkningskampagner, og at man var ved at undersøge omfanget nærmere. Google har oplyst at agenter fra Internet Research Agency uploadede mere end 1.000 videoer på YouTube platformen.

Hvad høringerne i Kongressen i USA fører til kan blive en lovgivning, der for så vidt angår politiske reklamer skærper kravene til transparens, åbenhed omkring hvem, der køber hvad, og dermed en klar udfordring til hele den automatiserede og robotstyrede annonceformidling, som de globale selskaber benytter sig af.

Googles svar på kritikken har været udtalelser om, at spore misbrugerne og nedgradere deres placeringer på nettet, hvor algoritmerne i dag gør det modsatte – præmierer brugerinteresse for saftige sensationer og lægger dem øverst i søgemaskinens tilbud. Facebook bebuder at ville ansætte 1.000 medarbejdere til at kontrollere særligt politiske annoncer og sponseret indhold fra politiske aktører. Twitter bebuder også indgreb i særligt russiske statsselskabers ageren.

Ud af skabet er sprunget diskussionen om censur, hvor særligt Facebook er i skudlinjen. Men er det egentlig en særlig tryghedsskabende faktor, hvis internetgiganterne skal til at censurere vores indhold efter globale etiske kriterier og standarder, mere end de gør i forvejen? Nej vel? Og sagen er så her, at det gør giganternes algoritmer jo allerede. For de nedgraderer eller fjerner stof efter bestemte kriterier og opgraderer, hvad der ligner det, vi tidligere godt har kunnet lide at se på.

Misinformation eller polarisering

”I tider som disse er det vigtigste, vi som Facebook kan gøre, at udvikle den sociale infrastruktur, der kan give folk mulighed for at opbygge et globalt fællesskab, der virker for os alle. I det seneste årti har Facebook fokuseret på at forbinde venner og familier. På fundamentet af dette vil vores næste fokus være at udvikle den sociale infrastruktur for hele samfundet – for at understøtte samfundet, for at holde os trygge, for at holde os informeret, af hensyn til det civile engagement og for inklusionen af alle.”
Citat fra Facebook stifter Mark Zuckerberg fra 16. februar i år, hvor han udmeldte den næste epokes mål for Facebook.

Fake News, misinformation, troldefabrikkers infiltrering af Facebook spillede ikke nogen rolle i chefens tale dengang. I det hele taget er kampen mod falske informationer og direkte misinformation en mindre detalje på vejen mod at skabe det store forkromede globale fællesskab, må man forstå i den programerklæring.

”Vores tilgang vil fokusere mindre på at forbyde misinformation, og mere på at tilføje yderligere perspektiver og oplysninger, herunder det faktum, at en faktatjekker f.eks. anfægter opslagets nøjagtighed. Vi har mere arbejde at gøre med informationsdiversitet og misinformation, men jeg er endnu mere fokuseret på sensationalismens og polariseringens indvirkning og ideen om at skabe fælles forståelseramme”, skriver Mark Zuckerberg videre i programerklæringen fra februar.

Det er tankevækkende at læse denne iscenesættelse af den nye Facebook strategi nogle måneder senere, hvor både Facebook, Google og Twitter har stået skoleret for den amerikanske kongres og gang på gang er blevet udspurgt, om de har styr på det indhold, de sender ud. På dets ægthed og troværdighed. Og om de føler at ansvar for, at hadtale, indhold med opfordringer til terror og direkte falske og misledende historier ikke bliver lagt ud på nettet. ”Misbruget af vores platform i forsøg på statssponsoreret manipulation af valget er en ny udfordring for os – og en, vi er fast besluttet på at bekæmpe”, sagde Twitters advokat, Sean Edgett, under høringerne.

Hvis netgiganterne kommer under mere politisk pres er næste skridt så en eller anden form for indholdscensur, selv om alle slår syv kors for sig? Hvem skal beslutte, hvad der er en acceptabel tone på nettet, hvad der kan annonceres for og imod? Hvem skal beslutte, hvad der er op og ned på en nuanceret sag uden den professionelle og uafhængige journalistik som mellemled?

Sagen er at internettets volumen har vokset sig så stor, at end ikke tech giganterne nu har styr på tingene og hastigheden af uploads af indhold og annoncer sker så hurtigt og så automatiseret, at det ikke kan kontrolleres, før det rådne indhold har spredt sig.

Der gøres fine bestræbelser og mange initiativer til at løse skraldemands-opgaven på internettet med fakta-tjek-sites som Mandag Morgens www.TjekDet.dk  og andre lignende initiativer rundt omkring i udlandet. Initiativer der bringer professionel journalistisk validering og dokumentation af oplysninger i spil sammen med bidrag fra forskere og andre eksperter.

Men vi skal ikke forvente, at der trods alle bestræbelser på at opdage fjendtlig infiltrering af nettet, misinformation og fake news, kommer en situation, hvor vi slipper for at navigere i et – i tanken og idealet – smukt digitalt ocean af indhold, men nu forurenet af misinformation og statsstyret manipulation. På samme måde som det smukke fysiske ocean i dag har store områder stærkt forurenet af grimt plastikaffald.

Denne artikel har været offentliggjort på altinget.dk den 1.december 2017: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kan-vi-overhovedet-udrydde-fake-news

Internettets forplumrede ytringsfrihed

Udgivet den af
Svar

Internettet har forandret journalistikken, medierne og demokratiet for altid.

Hvad der kunne have været realiseringen af ytringsfrihedens guldalder, adgang til det oplyste vidensamfund for alle og kloge demokratiske beslutninger baseret på fakta og fornuft er på vej til at blive noget helt andet.

Det mest overvågede samfund, der drukner i informationer uden varedeklaration.

Et demokrati styret alt for meget af følelser, shitstorme og populisme.

En samfundsdebat præget af mangel på nuancer, perspektiv og alt for meget skidtsnak – for ikke at sige hadtale.

Vi er blevet den vare, der handles med på nettet. Eller rettere sagt vores data er. Når noget er gratis, så er det vores data, vi betaler med.

Data er blevet den rige oliekilde, som har tiltrukket verdens største globale virksomheders interesse.
Forestil jer, at motorvej E45 blev overtaget af Facebook eller Google. Det ville så være dem, der bestemte, hvem der kunne køre på motorvejen, hvilke afkørsler, der skulle være, hvor hurtigt, man må køre, og med hvilke køretøjer.

Hvis vores fysiske infrastruktur blev overtaget af store globale virksomheder, så ville vi protestere voldsomt. Men når hele vores digitale infrastruktur i dag er kontrolleret af globale virksomhedsgiganter med sans for skattely, så trækker vi på skuldrene og giver dem mere trafik og større indtægter. For de har skabt de platforme, som vi bare ikke vil undvære at bruge.

Internettet skulle gøre os oplyste og give os flere faktuelle informationer til at træffe beslutninger. Nu er vi på vej i den modsatte retning med mere og mere disinformation, troldefabrikker der spreder falske nyheder og fake news.

Sandheden har altid været krigens første offer. Nu er det også fredens.

Det er blevet legitimt at føle og mene noget og sende det ud til gud og hvermand på trods af alle faktuelle oplysninger.

Mavefornemmelse er blevet et accepteret politisk argument der udkonkurrerer fakta og viden.

Løgnen er blevet legitim som politisk våben i visse kredse.

De sociale medier er – fra en start som ytringsfrihedens åbne talerstol – gradvis mere og mere blevet et redskab til globale propagandakrige og en national og lokal boksering – mens den seriøse dialog bliver trængt i baggrunden.

Når kritiske journalister angriber det, man selv mener, så er de bare fake news.

Når sandt og falsk bliver ligegyldigt og nuancerne forsvinder, hvem får så ørenlyd i debatten? Dem, der råber højest.

Når algoritmerne, som styrer nettet, er indstillet på at give os mere af det, vi godt kan lide i forvejen, og ikke mere af det, der har modhager, til vores tidligere valg, så er det man taler om internettets berømte ekkokamre.

Og når nogen påstår at internettet er en gave til mangfoldigheden og ytringsfriheden siger jeg bare – stop nu lige en halv. På Facebook taler vi med dem, der er vores venner, og som vi har lukket ind i vores kreds. Det er ikke en åben offentlighed, man taler sammen i. Det er til vennekredsen. Og en kæmpestor del af Facebook debatten foregår på det lukkede internet. Der hvor man ikke kommer ind uden at være godkendt.

Så Facebook er ikke en platform for den store åbne folkelige debat, selv om rigtigt mange danskere har en Facebook konto. Vi taler til det segment, der er i vores ekkokammer hver for sig.

Hvad så med medierne og ytringsfriheden?

Når alle er blevet publicister, hvad skal så være de professionelle publicisters opgave?

Populistiske aktører gør medierne til en del af fjendebilledet. Det passer perfekt ind i billedet af eliten mod folket-klicheen.

Den politiske debat opleves som en teaterforestilling, hvor sandhed ikke længere behøver at være sandhed

Et sundt mediemiljø er afgørende for et sundt demokrati i mindst to grunde.

  • For det første sikrer professionelle og ansvarlige medier, at borgerne har mulighed for at foretage ansvarlige, informerede valg snarere end handlinger ud af uvidenhed eller misinformation.
  • For det andet tjener medierne som kontrolfunktion af magthaverne og som bolværk mod korruption og magtfordrejning i et demokratisk samfund.

Medier er på mange måder rygraden i et demokrati.

Medierne gør os opmærksomme på forskellige sociale, politiske og økonomiske tendenser og begivenheder, der sker rundt om i verden, nationalt og lokalt. De er som et spejl, som viser os eller stræber efter at vise os sandheden og virkeligheden omkring os.

De tilvejebringer en platform for demokratisk debat og meningsudveksling. Deres mangfoldighed af meninger og indhold giver os som brugere mulighed for at blive eksponeret både for det, vi forventede og det, vi ikke forventede at blive udfordret på.

Selv om de sociale medier er kommet til, så er det stadig de professionelle medier, som i høj grad sætter dagsordenen for den demokratiske debats substantielle indhold. De professionelle medier lader sig også påvirke af, hvad der diskuteres på de sociale medier og sætter de folkelige strømninger på de sociale medier ind i deres egen kontekst af relevans og interesse.

Vi bliver som borgere bombarderet med information i den nye medieverden. Det er ikke indhold, der er mangel på. Det er kvalitetsindhold og viljen til at betale for det.

Det er heller ikke platforme, der er mangel på, det er styringen af dem, der er problematisk, og hvordan vi undgår at internettet forplumres af al mulig forurening og disinformation.

Det er ikke ytringsfrihed, der er mangel på, det er digital dannelse, så vi kan forstå, hvad der sker med vores data. Så vi kan komme til at tale ordentligt til hinanden og bruge den kæmpe mulighed, vi har fået med nettet, til at fremme ytringsfriheden i stedet for det modsatte.

Uddrag af tale ved DANSK PEN arrangement den 12. november på Bogforum 2017.

 

 

 

Bander, magtesløshed og håb

Udgivet den af
Svar

Når både politikere og medier og en udsat befolkning på Nørrebro i København fortvivler over bandekrigen er det værd at notere, at der i dag ifølge politiet er 1.257 personer med tilknytning til rocker- /bandemiljøerne. Det er det laveste opgjorte antal siden juni 2009.

Nu må det stoppe. Det er helt uacceptabelt hvad der foregår. Det er udansk og utrygt med skyderier i gaderne. Statsministeren må sætte sig for bordenden, og der må tages flere politiske initiativer. Justitsministeren står hver dag på skærmen efter en ny skudepisode og skruer op for retorikken mod bandekriminaliteten. Han har for længst har opbrugt arsenalet af stærke indignationsord og lovet bål og brand så mange gange, at det virker som magtesløshed mere end handling. Oppositionen kræver helt pr. automatpilot endnu mere handling. Men ingen har præcis det greb, der skal til.

Intet demokrati kan leve med politisk magtesløshed overfor rå vold og kriminalitet, der bringer almindelige menneskers liv i fare på gader og stræder. Og selv om banderne mest skyder på hinanden, så kommer helt udenforstående jo af og til i skudlinjen, og banderne skaber frygt og utryghed der, hvor kampen om de kriminelle markeder er flyttet ud på åben gade, og angreb besvares med hævnangreb.

Banderne må helt forbydes, lyder det nu. Rigsadvokaten tror på, at der for første gang kan føres en sag ved domstolene, der forbyder i hvert fald ”Loyal To Familia”-grupperingen på baggrund af de aktuelle skyderier. Det vil så være en helt anden type gennembrud, hvis det lykkes at få domstolene med på det, end de tidligere bandepakker I, II og III, som blot skruer op for straffe, visitationszoner, mobile politistationer, forbud mod bandeklubhuse, exitprogrammer, opholdsforbud, m.v.

Godt at initiativet prøves, men om det får den ønskede effekt; at banderne opløses og forsvinder, er mere tvivlsomt, så længe de lukrative, kriminelle markeder findes. Men så kan der sættes hak også ved det politiske initiativ. Og vi fik en lille smule has på det med magtesløsheden.

Når man iagttager, hvad der sker i et sådan lidt længere perspektiv end sidste uge, så har vi haft store bandekonflikter med sådan cirka 10-12 års mellemrum.

Vi havde den store rockerkrig 1996-1997 mellem Hells Angels og Bandidos. Opgøret mellem de to grupper fyldte medierne næsten dagligt, indtil den stoppede halvandet år senere, næsten lige så pludseligt som den var begyndt. Krigen kostede fem dræbte, der var 40 drabsforsøg, og undervejs bliver der skudt med meget kraftige våben. Blandt andet skydes der fra et tag i nærheden af HA’s klubhus i Titangade i Nørrebro-bydelen i København med en panserværnsraket, direkte mod klubhuset under en fest. To bliver dræbt. I alt i Norden er der 11 drab og 74 drabsforsøg. Alt det har vi bare glemt.

Afslutningen på opgøret sker på Karlebo Kro den 25. september 1997. Her mødes Bandidos-talsmand, Jim Tinndahn med “Blondie”, en af de fremtrædende HA-folk, der nogle år før rockerkrigen havde udstået sin straf for dobbeltdrab. De laver en fredsaftale med forsvarsadvokat Thorkild Høyer som mellemmand, og krigen stopper.

I 2008-2009 er den gal igen. Denne gang mellem Hells Angels, deres supportere i AK81 og flere nye indvandrerbander. Fredsaftalen efter den store nordiske rockerkrig betød en deling af Danmark mellem Hells Angels Bandidos. Men siden voksede indvandrerbanderne i tal og styrke og ville have andel i markedet. Det var bl.a. BGP (Blågårds Plads), Brothas, der er en sammenslutning af banden Copenhagen Nordvest, en bande fra Husum og en fra Mjølnerparken, Black Cobra (Roskilde og Køge), Bloodz (Greve), VHK (Værebros Hårde Kerne), TGV (Tåstrupgård) og senest Loyal To Familia (LTF). Banden består primært af folk med indvandrerbaggrund, men også af etniske danskere. Den har i dag haft kraftigt vokseværk med afdelinger flere steder i københavnsområdet, men blandt andet også i Hillerød, Helsingør og Nivå, Aarhus, Køge, Hundige og i Sverige. Og dengang medførte krigen skyderier, drab og krav om en øget politiindsats. Gadekrigen døde så ud igen, men banderne gik ikke i opløsning.

Nu har vi så 2017, og krigen står mellem to indvandrerstyrede grupperinger – LTF og Brothas – og kampen er stadig om hash-markedet og kriminelle territorier og magt. Vi er der, hvor de seneste måneder har betydet 34 skyderier i gaderne, syv knivoverfald, et drab, 3105 visitationer, 39 beslaglagte skydevåben og 64 fængslinger af bandemedlemmer. Det skønnes at LTF har 225 bandemedlemmer og 80 af dem sidder lige nu i fængsel. Men stopper det krigen? Stopper det rekrutteringen til banderne?

Der er gået symbolpolitik og politisk råbekonkurrence i at være den hårdeste i udtalelserne om banderne og ønsket om at få dem hen, hvor peberet gror. Det ønsker vi vist alle sammen. Og mere politi på gaderne, udvisning af dømte kriminelle, hvor det er muligt, og resten bag lås og slå her i landet så hurtigt som muligt, er der vel heller ikke nogen, der er imod. Men løser det problemet?

Hvis det skulle lykkes at få domstolene til at erklære LTF ulovlig som forening, vil det så stoppe bandekrigerne, eller får de bare et nyt navn og fortsætter deres jagt på territorier og magt over de kriminelle transaktioner? Hvis LTF opløses, vil der formentlig være en anden bande, som får overtaget. Så kan der gå nogle år igen i retssystemet med at få den ulovliggjort.

Ja, undskyld den pessimistiske udlægning her. Men det er jo de kriminelle markeder, der må gøres noget ved. Det er det, der giver banderne grobunden, magten og pengene, der må angribes. Det man kan håbe på er, at hele indsatsen for at stoppe rekrutteringen til banderne og ødelæggelsen af deres pengestrømme optrappes. Den kamp er mindre synlig. Den er et langt sejt træk, som man siger.

Det er noget af det, der lå i Københavns Kommune og politiets ti-punktsplan fra august, der indeholdt bl.a. hjemmebesøg hos alle unge under 18 år på Nørrebro, der risikerer at blive rekrutteret til bandemiljøet. Systematisk udveksling af oplysninger på tværs af myndigheder om unge over 18 år med banderelationer. Styrket samarbejde mellem politi og det kommunale gadeplansarbejde, beboerforeninger og andre organisationer. Og en fokuseret jobskabelsesindsats i forhold til de unge, der kunne blive fristet af at starte med at løbe kriminelle ærinder for banderne. Det er en målrettet indsats for at ramme den økonomiske fødekæde til banderne.

For en god ordens skyld og for proportionerne: Lad os lige slutte af med lidt statistik fra Justitsministeriets forskningskontor fra august i år, så humøret kan komme lidt op igen. Ved udgangen af 2016 er der registreret godt 1.257 personer med tilknytning til rocker- /bandemiljøerne. Det er det laveste opgjorte antal siden juni 2009.

Af det tal er 70 pct. rockere og 30 pct. bandemedlemmer. Faldet i antallet af registrerede bandemedlemmer er større end faldet i antallet af registrerede rockere.

Rockerne i gennemsnit var knap 30 år, da de blev registreret, mens bandemedlemmerne var godt seks år yngre. Der er ikke umiddelbart tegn på en udvikling i retning af, at de ny-rekrutterede er blevet hverken yngre eller ældre. Og de, der har forladt rocker-/bandemiljøerne i 2016, var i gennemsnit medlem i knap tre år.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 3. november 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-bander-magtesloeshed-og-haab

DJØF’erne som superskurke

Udgivet den af
Svar

Der sidder simpelthen så mange onde DJØF’ere rundt omkring og gør alt muligt ondt med vores maltrakterede velfærdssamfund, hvis man skal tro Nye Borgerliges partileder, Pernille Vermund.

Nu kan det afsløres, hvem der er samfundets egentlige skurke, som får det hele til at gå rent ud sagt ad Pommern til. Det er selvfølgelig DJØF’erne. De har sneget sig ind alle vegne. De kører rundt med alt og alle. De styrer folkeskolen, politiet, sundhedsvæsenet, Folketinget, sagsbehandlingen i kommunerne og jobcentrene.

De skaber med vilje bøvlede regler, enormt bureaukrati og en lovmølle, der maler love, cirkulærer og bekendtgørelser ud i ufattelige mængder, så befolkningen segner under byrden. De stjæler folks tid og ødelægger erhvervslivets muligheder for at skabe nye job. De detailstyrer alting efter sindrige manualer og bestemmer over politikerne. Så ved vi det.

Politikere skal jo tages alvorligt, når de taler. Og en årsmødetale er jo ikke sådan noget, der bliver til ved en tilfældighed en søndag aften. Den er velforberedt. Den bliver tv-transmitteret på TV 2 News in extenso, så den skal sidde lige i skabet i forhold til at skaffe nye tilhængere og brage igennem til det forestående kommunalvalg med vigtige budskaber.

Pernille Vermund havde som partiformand forberedt sig meget nøje til partiets årsmøde den 14. oktober.

Retorisk havde talen alt, hvad den kunne trække, omkring kampen for fædrelandet, og hvad det er, vi ikke kan være bekendt at overlade af morads til vores børn. Den havde de rigtige kunstpauser og de velvalgte ørehængere, som blev siddende efter talen. ”Koranklodserne”, som nu skæmmer vores gågader og torve, så de ikke kan indtages af terrorister med store lastbiler, som mejer folk ned.

Den havde alt det nære – skolen, politiet og sundhedsvæsenet og anticentraliseringen. Den havde opgøret med fremmedheden og den personlige fortælling om Vermunds oplevelser på byvandring. Og så havde talen den største omgang DJØF-bashing længe hørt.

For at forklare hvorfor det i særlig grad fangede min opmærksomhed, at Vermund gjorde DJØF’erne til prygelknabe for alt ondt i den offentlige sektor og i vores samfund som helhed, så må jeg simpelthen gengive de 12 gange i talen, hvor DJØF’erne blev Vermunds superskurk. For det er trods alt lidt usædvanligt, at en partileder går så vidt i sine påstande, og det er måske lige så overraskende, at dette uhæmmede frontalangreb på en bestemt faggruppe er passeret fuldstændig ukritisk i medierne.

Er det bare sådan, det er? Vi har ytringsfrihed, men trækker vi bare på skuldrene, når en politiker med potentiale til at blive medlem af Folketinget siger noget så generaliserende og absurd?

Alt i det efterfølgende er direkte citater fra Pernille Vermunds tale, så læs selv.

Først handler det om skolerne:

“Det er ikke folkets skole længere. Det er DJØF’ernes skole. Det er politikernes skole. Nye Borgerlige vil sætte skolen fri. Fri af DJØF’erne. Fri af politikerne. Folkeskolen skal tilbage til folket.”

Så blev det politiets tur:

“Vi skal have ændret ledelsen i politiet, så DJØF’erne i ministeriet ikke længere spænder ben for, at politiet kan passe deres arbejde. Benny (medlem af Nye Borgerlige og tidligere politimand) og hans 11 folk i gruppen (som udarbejder oplæg til Nye Borgerliges forslag til reorganisering af politiet) har rigtig mange års erfaring og kender politiet indefra. De ved bedre end 100 DJØF’ere, hvor skoen trykker.”

Og så spiller regeringen efter et DJØF-orkester:

“Lars Løkkes regering har netop fremlagt et lovprogram, som betyder, at Folketinget inden næste sommerferie har vedtaget mere end 300 nye love. Jeg har ikke set et katalog over de love, som regeringen vil afskaffe. Det ville ellers være en god idé at sørge for at afskaffe et par stykker, hver gang man vedtager en ny. Men sådan spiller musikken ikke i DJØF’ernes orkester.”

Og den offentlige sektor som helhed får lige en omgang:

“Og vi vil tage et opgør med mistillid, regeltyranni og detailstyring i den offentlige sektor. Vi skal have tilliden og ansvaret tilbage til de mennesker, som har deres erfaringer og viden fra det praktiske arbejde i hverdagen. Politibetjenten, skolelæreren og sygeplejersken står jo med konkrete problemer hver dag, som umuligt kan beskrives i DJØF’ernes manualer.”

“Mindre stat – Mere menneske vil stoppe ensretningen, øge innovationen og virkelysten og styrke fagligheden i den offentlige sektor. Mindre stat – Mere menneske vil vende den centraliseringsbølge, som har drænet store dele af Danmark for liv. Mindre stat – Mere menneske vil tage Danmark fra DJØF’erne, give friheden tilbage til folket, så hver en egn igen kan blomstre af liv.”

Journalisterne skal jo heller ikke glemmes:

“Det er generelt – og for journalister specielt – svært at fatte, at der kan være bedre alternativer end at lade politikerne og DJØF’erne bestemme det hele.”

“De to DR-journalister havde regnet på, hvad det ville koste at slippe de syge og svage fri fra DJØF’ernes kontrol og hersen og give dem en højere pension.”

Sagsbehandlerne og DJØF-helvede i Jobcentrene:

“Tildeling af førtidspension skal fjernes fra sagsbehandlerne og DJØF’erne. Det skal udelukkende være en uafhængig lægefaglig vurdering, der afgør, om man er for syg til at arbejde og forsørge sig selv.”

“Jobcentrene og det DJØF-helvede, som er skabt med dem, er udtryk for det modsatte. Det er et kontrolsystem, det er et tvangssystem, der ikke bygger på solidaritet men på mistillid.”

Nye jobs til DJØF’erne:

“Jeg vil meget hellere bruge danskernes skattekroner på at give en bedre pension til de syge og svage end på at betale for et umenneskeligt system af kontrol og bureaukrati, som ikke udretter noget som helst godt. Så kan de mange tusinde sagsbehandlere og DJØF’ere blive frigivet til gode jobs i det private erhvervsliv, hvor de kan gøre nytte og skabe værdi for sig selv og for samfundet.”

Og til sidst en på hatten til bureaukratiet – friheden længe leve:

“Nye Borgerlige vil afskaffe en lang række offentlige ydelser – også kontanthjælpen. Og sammen med ydelserne også alt det bureaukrati i form af love, regler og cirkulærer, som DJØF’erne skaber til hver eneste velfærdsydelse. I stedet giver vi alle en basisydelse på 6.000 kroner om måneden skattefrit. Børn får 1.500 kroner om måneden.”

Denne kommentar har været bragt på altinget.dk den 20.10.2017 : http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-vermunds-superskurk-er-djoeferne

Hvor mange presserådgivere går der på en minister?

Udgivet den af
Svar

Svaret på overskriftens gåde er syv. De 22 ministre i regeringen har i gennemsnit syv medarbejdere, der beskæftiger sig med kommunikation og pressehåndtering. Hele 155 medarbejdere i centraladministrationen har dagligt den opgave at betjene de professionelle medier, egne hjemmesider og de sociale medier. Det har en opgørelse fra Finansministeriet til Folketingets finansudvalg netop afsløret. Og de indbyrdes forskelle mellem ministerierne er store. Fra tre til 18,5 medarbejdere. Læg dertil hvad der er af kommunikationsmedarbejdere i styrelser og statslige institutioner i øvrigt. Og de hundredvis af medarbejdere i hver af regionerne og kommunerne, som beskæftiger sig med kommunikation og mediehåndtering.

Det er rigtigt nemt at sige: Hold da op. Er det lige her, vores skattepenge skal bruges? Men for politikere og embedsmænd i den offentlige sektor er udviklingen på netop medieområdet og borgernes ændrede forventninger til åbenhed og direkte adgang til information et kolossalt paradigmeskift, en stressfaktor og et ændret fokusområde, som ikke kan ignoreres. Det er kun noget, der vokser og vokser. Det bekræftede det såkaldte Bo Smith-udvalgs rapport om ”Embedsmandens rolle i det moderne folkestyre” med al tydelighed. Og det bekræftes hver eneste dag i den offentlige forvaltning.

Kigger man til den private sektor, er udviklingen den samme. Virksomhederne ruster sig på kommunikationsfronten med kommunikation som strategisk redskab, med indholdsmættede hjemmesider, aktiviteter på de sociale medier for at opbygge brandkendskab og veludbyggede intranet til den interne kommunikation.

Det har jo alt sammen sine meget positive sider, at både det offentlige og den private sektor er mere optaget af at kommunikere til os alle sammen som borgere og forbrugere. Det har sine positive sider, at kommunikationen er blevet professionaliseret i højere grad end tidligere, og at det som regel er folk med målrettede kompetencer til det formål, der sidder på disse opgaver. Der kan også argumenteres for, at en massiv vækst i antallet af medier, i antallet af distributionsplatforme og en øget hastighed på nyhedsstrømmen i døgndrift på de mange medieplatforme taler for, at folk til pressehåndtering og kommunikation er nødvendige hjælpere og mellemled for ministre, borgmestre, regionsrådsformænd, styrelseschefer og direktører.

Læg dertil at de professionelle medier har fået langt flere generalister blandt journalisterne, der arbejder under hårdt tidspres og uden at være fagligt inde i stoffet. En mangel som mange kommunikationsmedarbejdere sikkert har oplevet at skulle reparere på med hel basal information.

Så lang så godt. Men udviklingen har en markant bagside.

Bagsiden af medaljen kan næsten høres i hele retorikken omkring denne her udvikling. ”Mediehåndtering”. ”Presserådgivning”. ”Styring af kommunikationen”. Det handler om at være i kontrol. Om at vinde den offentlige dagsorden og sætte scenen på den rigtige måde. Det handler om at øve modtryk, hvis de professionelle medier kører med en sag, der giver ballade og hak i tuden. Det handler om at få kritik til at dø ved enten at kvæle den i kærlighed og modinformation eller ved at sende andre emner i spil, som drukner den dårlige historie. Værktøjskassen til mediehåndtering har mange rum.

Bagsiden af medaljen er:

  • At kommunikationshæren ikke alene bliver en hjælp og en formidler, men også en uindtagelig vognborg rundt om den ansvarlige minister eller politiker.
  • At pressehåndtering kan handle om at sortere og prioritere de informationer, der kommer ud til pressen på en måde, så solen skinner mest muligt på ministeren eller borgmesteren, og ikke nødvendigvis så alle sten er vendt – også der hvor det kritiske i sagen befinder sig.
  • At hjælp til medierne handler om at selektere den statistiske information eller de oplysninger, som gives videre, så det passer ind i afsenderens bedste interesser.
  • At styring af kommunikationen i stigende omfang betyder, at ministre og andre politikere benytter sig af sms eller e-mail svar på dårlige sager og kun stiller op til interviews på de gode sager. Så kender man spørgsmålene på forhånd, og man risikerer ikke et ubehageligt opfølgende spørgsmål i et direkte interview.
  • At de professionelle, uafhængige og kritiske medier i mandtal og ressourcer ikke kan matche den professionaliserede stat, region eller kommune i forhold til at tjekke, udfordre og analysere al den information, som spredes.
  • At mediernes kilder i stigende omfang styrer deres egen historiefortælling på www.regeringen.dk, på ministeriers, styrelsers, kommuners og regioners egne hjemmesider, hvor der selvfølgelig er en lyst til at fokusere mere på den gode historie end den dårlige.
  • At mediernes kilder i stigende omfang selv har overtaget opgaven i forhold til de praktiske serviceinformationer til borgerne, som mediernes tidligere betragtede som det salgbare, jordnære kit mellem de flotte publicistiske idealer.

Også de politiske partier er nu begyndt at skabe deres egne deciderede medieplatforme. Som www.altivisten.dk. Alternativets webside. Og Enhedslistens podcast: LISTEN. Nyhedsbreve, små videoer og andet af den slags, har længe været en naturlig del af den politiske kommunikation fra alle partier. Det er der jo ikke noget galt med, med mindre det betyder, at politikerne stiller mindre op i de professionelle, uafhængige medier, hvor de får kritiske spørgsmål og udfordres måske af andre partier.

Det er præcis det sidste her, der er udfordringen med den voksende kommunikationshær. At den frie og uafhængige presse, som er demokratiets nødvendige salt og befolkningens sikkerhed for, at nogen holder øje med, hvad der foregår i de politiske beslutningsprocesser, har fået sværere vilkår for direkte adgang til ministre, borgmestre og topchefer. At medierne nu ofte spises af med en sms eller et e-mail svar. At dårlige sager parkeres, når de ansvarlige ikke kan konfronteres med kritiske spørgsmål.

Når medietrykket er mest intenst, kan ingen minister naturligvis efterkomme alle ønsker om kommentarer og interviews. Men det er virkelig vigtigt, at medierne højt og tydeligt varedeklarerer, når en kommentar er en sms eller en e-mail eller en besked formidlet via en kommunikationschef og uden mulighed for spørgsmål til kritisk opfølgning. Lige som det er virkelig vigtigt, at den pågældende politiker eller topchef overvejer, om åbenhed i et demokratisk samfund blot er en meddelelse på de sociale medier eller tavshed.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 22.september 2017:

http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-hvor-mange-presseraadgivere-gaar-der-paa-en-minister

 

Statsministre er også bare mennesker

Udgivet den af
Svar

DR TV’s serie i fire afsnit om de seneste 35 års statsministre i Danmark er for mange mennesker blevet et utraditionelt, fascinerende og positivt kig ind i magtens maskinrum set gennem fem meget forskellige personligheder, som har stået i spidsen for vores land.

Når man læser debatten om de første to udsendelser på de sociale medier, er kernen i begejstringen opdagelsen af, at statsministre også er en slags mennesker, der kan komme i tvivl, som får for lidt søvn, der har skullet tackle et stort pres med ensomme beslutninger, og som er gode til at bygge netværk og skabe relationer.

Og fælles for dem alle er også, at de med vidt forskellig baggrund og i forskellige politiske situationer har påtaget sig at tage et usædvanligt stort ansvar. At de har haft viljen til magten. Men at de udfører det ansvar, de har haft og har som statsministre på vidt forskellig måde, det fremgår tydeligt. Og det er den interessante kerne i programmerne.

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde som journalist, redaktør, nyhedsdirektør og chefredaktør med politisk dækning i alle 35 år under de fem statsministre. Så udsendelserne er en tur ned ad erindringens vej med interessante punktnedslag i historien, formidlet som slow-tv i langsomme klipninger og smukke filmiske mellemlæg fra Marienborgs have.

Det er ikke afsløringerne, der står i kø under de temmelig banale samtaler. Og man er ikke i tvivl om sympatier og det modsatte i kredsen, selvom det på overfladen er et historisk og positivt møde i behagelige, lydefri omgivelser, hvor ingen stiller opfølgende, kritiske spørgsmål og ingen udfordres på deres positioner. Hver får de lejlighed til at give deres billede af, hvordan de gerne vil opfattes for eftertiden.

Fra den underspillede, venlige og humoristiske Schlüter til den bløde mand inden i Nyrup, som gerne ville indrømme fejl, og som kæmpede med at føle sig misforstået og uretfærdigt behandlet. Til den disciplinerede og principfaste, fnugfri Fogh og den første kvindelige statsminister med hårde interne regeringskampe og masser af offentlige tæsk, Helle Thorning-Schmidt. Og endelig til Lars Løkke Rasmussen, der gradvis og langsomt vænner sig til sin statsministerrolle og finder sin egen stil.

To af dem, Nyrup og Fogh, kontrol-freaks med lyst til at gå helt ned i detaljen om nødvendigt. To af dem, Thorning og Løkke, stærkt udfordret på interne slagsmål i deres respektive regeringer og af offentlig kritik for alt fra løftebrud til fadbamser, flyrejser på 1. klasse og Gucci-tasker. Og så Poul Schlüter, der hele vejen igennem fremstår som en ægte, dansk, folkelig og beskeden regeringsleder, der tager bussen på arbejde, køber sit tøj i Regent på tilbud, spiller en omgang hyggelig familiebridge eller drikker whiskysjusser med de radikale partiledere og tøjler sit eget konservative parti ved i interne konflikter at holde med de andre i flerpartiregeringerne, som han stod i spidsen for.

Schlüter var en statsminister, der havde tid. Tid til at tænke og til uformelle møder. Tid til at tale med pressen, også på det uformelle plan, og lytte til vandrørene på Christiansborg. Tid til at være hjemme i Danmark, mens udenrigspolitikken dengang blev håndteret i Udenrigsministeriet og den dertil indrettede udenrigsminister.

Med skiftet fra Schlüter til Nyrup og endnu mere Fogh, så blev tiden mere knap. Mediernes antal og daglige pres voksede enormt. Og medierne rykkede tættere på personen og personligheden inden i statsministeren med daglig karaktergivning til attitude, performance, tillid hos vælgerne og konkrete resultater. Og udenrigspolitikken flyttede markant ind i Statsministeriet sammen med en øget betydning af topmøderne i EU. En udvikling, der er taget endnu mere til under Thorning og Løkke.

En ændret statsministerrolle

Tv-serien er således i høj grad et billede på en interessant udviklingshistorie af selve statsministerrollen. For den er i den grad forandret på de 35 år. Og en af de mest afgørende faktorer i den forandring er medieudviklingen. Og så er det udviklingen i EU-samarbejdet og afhængigheden af ikke bare nationale, men også internationale personlige relationer.

Hver af de fem statsministre har haft deres kriser og bidrager med vinkler på dem. Som for eksempel Rushdie-sagen, terrorangrebet i USA 11. september 2001, Muhammed-krisen, betalingsringen og terrorangrebet på Krudttønden og ved synagogen i København.

Det interessante ved de fortællinger, vi får serveret i tv-serien, er de øjeblikke, hvor selv en statsminister ikke kan finde hjælp hos embedsmændene eller finde fodfæste i tidligere erfaringer, men må basere sin ageren på personlige valg, personlige relationer og personlige værdier.

Måske skulle politikerne gøre sig nogle overvejelser om, hvorfor folk tager positivt imod sådan en tv-serie, selvom alle kan gennemskue, at de fem regeringsledere fortæller hver den historie, som de gerne vil have er deres eftermæle. Politikerne kunne lære, at det ikke tæller ned at vise nogle menneskelige træk, selvom man har den højeste post, at det ikke tæller ned at give udtryk for nogle personlige værdier og nogle personlige valg.

Det er faktisk skønt til en forandring at se politikere i en politisk udsendelse og en klar politisk forståelsesramme, når de skal vise personlige træk og fortælle om personlige valg. At vi ikke partout skal have dem puttet ned i et eller andet underholdningsformat, for at de føler tryghed i at tale helt menneskeligt og naturligt. Det skader ikke at vise, at politikere også er mennesker med tvivl, bekymring, svære overvejelser, barske beslutninger og personlige værdier.

Foto fra dr.dk:http://www.dr.dk/om-dr/programmer-og-koncerter/dr1-samler-fem-danske-statsministre

Denne artikel blev også bragt på altinget.dk den 8.09.2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-statsministre-er-ogsaa-bare-mennesker

Genopfind DR

Udgivet den af
Svar

DR trænger til en gennemgribende modernisering i forbindelse med et kommende medieforlig. Kulturministerens Rødding-møde giver anledning til at tænke helt ud af boksen

Jeg må starte med en disclamer, selv om den slags plejer at stå til sidst. Jeg har været direktør i DR fra 1998 til 2006. Og så er man jo i shitstormene på de sociale medier i disse dage allerede på den sorte liste som en af de der fortabte syndere fra DR-mastodonten i Ørestaden.

Det synes som om DR for tiden ikke kan sætte en fod rigtigt. Måske lige med undtagelse af den nye strategi, som blev udmeldt onsdag i denne uge. Skarptskåret, taktisk klog og velegnet til politisk medvind på cykelstierne med mere faglighed, mere kultur og mere til børn og unge.

Selv på spørgsmålet om nyhederne på nettet og balladen med dagbladene er der bevægelse med den nye nyhedsdirektør, Sandy French, ved roret. Men alt sammen nok for sent til at redde DR fra en politisk beskæring, hvis det var ambitionen. Og det ligner det unægteligt.

I nogle tilfælde har den omsiggribende ”DR-bashing” i de seneste måneder, både politisk og folkeligt, været helt selvforskyldt grundet dårlig ledelse, en udtalt selvforståelse, der tenderer det arrogante og en ualmindeligt mislykket kommunikationsstrategi.

I andre tilfælde fornemmes det som om alt muligt bare smides op i den skraldevogn, som lige nu har fast avisrute hver dag og opsamler alt og alle, der kan miskreditere institutionen DR, dens intentioner, dens nytteværdi og eksistensberettigelse, dens politiske hældning til højre eller venstre, dens cheflønpolitik, dens programvalg – alt sammen krydret med anklager om en usynlig ledelse og en betonagtig bestyrelsesformand.

Kommentariatet og lederskribenterne har stået i kø for at beskrive, hvordan misnøjen med DR på Christiansborg nu har nået sådanne højder, at der for første gang ser ud til at kunne skaffes politiske flertal for at beskære statsinstitutionen markant og ”fokusere” – som det hedder – dens virksomhed og opgaver.

Der ser også ud til at kunne skaffes flertal for at ændre på den licensopkrævning, som gennem årene har givet DR armslængde til de politiske opdragsgivere og ejere og en vis bevægelsesfrihed. En placering på finansloven ser ud til at være institutionens fremtid, og det i sig selv behøver ikke at være skidt, hvis bevægelsesfriheden og armslængden kan bevares.

Men når DR’s møgsager hober sig op, bliver den langt vigtigere debat om DR’s fremtid hurtigt en del af samme sump. Netop som forhandlingerne om næste medieforlig skal til at tage fart. Og det er temmelig uheldigt.

DR på den lange bane
Hvordan DR ledes er en sag, som altid løbende vil være til debat. Hvad vi vil med DR på den lange bane er en anden. DR vil altid være et stormombrust sted, og sådan skal det i øvrigt være. Hvis DR skal leve op til sin opgave, så skal institutionens programmer og medarbejdernes daglige præstationer altid være til debat. Til gengæld bør institutionens ledelse og administration ikke stjæle rampelyset alt for ofte.

Det er den anden side af sagen – DR på den lange bane – som jeg gerne vil beskæftige mig med her.

Kulturminister Mette Bock havde forleden inviteret toppen af poppen inden for mediebranchen til Rødding Højskole til et døgns debat forud for de kommende medieforhandlinger under parolen: Hvordan kan vi sikre en mangfoldig dansk medieproduktion og distribution i fremtiden? Hvis noget stod lysende klart efter mødet, så var det, at markedsvilkårene for public service er under betydelig forandring med tre store overskrifter:

  • Et generationsskifte i medieadfærd og medieforbrug
  • En eksplosion i antallet af nye medietilbud til alle mulige segmenter, på alle mulige platforme og leveret af både gamle og helt nye aktører
  • Og endelig de store internationale spilleres kraftigt voksende indflydelse på både indholdsudbuddet og styringen af platformene på det danske mediemarked fra YouTube til Netflix, fra Facebook til HBO, og sådan kunne man blive ved.

Nogen opskrift til et kommende medieforlig kom der ikke ud af mødet, der sikkert ikke har gjort hovedpinen med at lave et regeringsudspil efter nytår mindre hos de tilstedeværende embedsmænd og politikere. Men på baggrund af mødet og diskussionerne i Rødding kommer her nogle foreløbige refleksioner til politikerne og den videre debat.

Ryd op i debatten om public service
Rødding-mødet viste det, og den offentlige debat viser det. Der er fuldstændig rod i brugen af og forståelsen af ordet public service, selv om vi netop har haft et public service-udvalg nedsat af Kulturministeriet, der skulle klare begreberne. Her er, hvad de nåede frem til:

”Udvalget har opstillet følgende definition af public service: Medievirksomhed, som med offentlig regulering af indhold, distribution og finansiering giver alle borgere fri og lige adgang til et mangfoldigt og alsidigt indhold, der upartisk understøtter borgernes handleevne i det danske folkestyre i en globaliseret verden, samt uafhængigt af kommercielle og politiske særinteresser styrker dansk kultur, sprog og sammenhængskraft.

Udvalgets public service-definition indebærer, at privatejede publicistiske medier ikke betragtes som public service-medier, selvom de har mange af de samme samfundstjenlige funktioner som public service-medierne. Udvalget har fundet det formålstjenligt at fastholde en skelnen mellem ”publicisme” og ”public service”, således at kun medier, som gennem offentlig regulering er blevet pålagt publicistiske opgaver, kan betragtes som public service-medier.”

Det var en rigtig klog afgrænsning, for alt er lige pludselig blevet sådan lidt public service-agtigt, så ingen ved rigtigt hvad det vil sige.

Med public service-puljen på 46,75 millioner kroner om året er der allerede sket et skred. ”De støttede programmer skal i et væsentligt omfang leve op til et eller flere af de fastsatte public service-målsætninger for ordningen,” hedder det om kriterierne for støtten, der bygger på tre hovedkrav: originalitet, betydning og kvalitet, som så forvaltes af en styregruppe.

Nogle vil gerne gøre op med både public service-udvalgets anbefalinger og den historiske fortolkning af begrebet og gøre al seriøs medieproduktion til en slags public service, så det ikke handler om indhold fra veldefinerede institutioner med eller uden statslig regulering, men bare om godt indhold, der lever op til nogle kriterier.

Men så bevæger man sig ud i en farlig og diffus statslig kvalitetsdiskussion, der åbner en ladeport for fortolkninger. For hvis der skal være noget, der kan kaldes public service, hvad er det så for kvalitetskriterier, målgruppekriterier og andet, det skal leve op til, og hvordan skal det nogensinde give en sammenhængende og helhedsorienteret fortælling om Danmark og danskerne og en afbalanceret, relevant demokratisk grundforsyning? Nogen skal jo tage ansvar for, at vi får den helhed.

Til gengæld burde DR afholde sig fra at gøre public service til noget, der pr. definition har en lidt finere kvalitet, har meget mere uafhængighed, er meget mere demokratisk vigtigt og har en bedre etik end det, de private medier leverer. Det er lige præcis den arrogance og selvforståelse, der ikke klæder en virksomhed, der finansieres af os alle, og som får en ikke ubetydelig del af sin programvirksomhed leveret af netop private produktionsselskaber.

Skal vi overhovedet have et DR?
Ja, det skal vi. Men de markedsmæssige forandringer er så voldsomme, at DR som institution skal genopfindes og moderniseres under indtryk af, hvad det er vi har brug for i en ny markedssituation og i et nyt mediebillede. Det er ikke nødvendigvis det DR, vi kender i dag, og ikke nødvendigvis af den størrelse, som DR har i dag.

Det ville være dejligt, hvis enhver form for debat om et nyt DR ikke blev mødt af påstande om, at hele demokratiet står og falder med, at DR fortsætter som det er nu. For det gør det selvfølgelig ikke. Men kulturpolitisk har vi brug for en samtale om, hvad det er for opgaver DR skal løse i en ny medievirkelighed. Ikke som en straffeaktion mod DR, men faktisk for at sikre et relevant DR i fremtiden.

Regeringen taler om et mere fokuseret DR, uden at det indtil videre er blevet tolket som andet end et økonomisk billigere DR. Der er, med undtagelse af Dansk Folkepartis udspil, ikke sat navn og adresse på, hvad politikerne vil have mindre af fra DR.

Alle politikere ved nemlig godt, at dette kan rejse ubehagelige storme i befolkningen – og den slags har man jo en bestyrelse og en ledelse i DR til at finde ud af, hvis armslængdeprincippet i øvrigt stadig skal gælde. Så sætter politikerne de økonomiske rammer og nogle overordnede teltpæle for institutionen, som den så selv må finde ud af at udfylde.

Hvorfor skal vi have institutionen DR?

  1. Fordi det er sundt for ambitionsniveauet og konkurrencen i det danske mediebillede med en særligt forpligtet medie- og kulturinstitution som DR. Forpligtet på mangfoldighed og det at række ud til alle målgrupper. Forpligtet på kvalitet, høj faglighed og høje etiske standarder. Forpligtet på talentudvikling. Forpligtet på at eksperimentere med nye formater og på at have modet til at afprøve modige koncepter uden garanti for succes, hvor de private virksomheder har færre muligheder for at tage de økonomiske risici.
  2. Fordi DR burde kunne bidrage med indhold, som understøtter løsningen af store samfundsudfordringer – som for eksempel digital dannelse.
  3. Fordi dansk tv-produktion af for eksempel ny dramatik og god underholdning ikke skal være underlagt, hvad det lige falder godt ind i den globale skønhedskonkurrence hos Netflix og HBO at medfinansiere eller producere. Vi vil også have produceret det, der alene siger danskerne noget i forhold til dansk identitet og danske værdier.
  4. Fordi DR er en stor og nødvendig formidler af kultur- og samfundsdebat i et omfang og en bredde, som ikke løftes af det kommercielle marked, og i dag også er en selvstændig kulturproducent inden for musiklivet.
  5. Fordi vi i særlig grad bekymrer os om udviklingen af ikke-kommercielt, dansk kvalitetsindhold til vores børn og unge, og at det ikke automatisk løftes af den kommercielle branche.
  6. Fordi vi har brug for en dygtig og krævende indkøber af tv- og radioproduktioner i det danske produktionsmiljø på siden af et kommercielt TV 2 og de øvrige aktører. Det fremmer innovation, kreative miljøer og talentudvikling.

Hvordan kan DR så ændres?
Det er der mange modeller for, men her er nogle forslag.

Kunne man pålægge DR med nogle enkelte undtagelser at lægge sine midler i en pulje og så lade de private medier byde ind til den og producere programmer til DR inden for bestemte kategorier og efter bestemte udbud? Med andre ord tage skridtet fuldt og udlicitere, ikke bare, som nu, noget af det, men rent faktisk al produktion til DR med undtagelse af nyhedsafdelingen, på samme måde som TV 2 selv producerer sine nyheder.

Modellen fungerer jo for TV 2, men det kræver, at vi stadig har en stærk DR-institution til – som TV 2 gør super professionelt – at anlægge helhedsbetragtningen på anvendelsen og styringen af de mange penge. At der opstilles professionelle og sammenhængende krav til programindkøbene og dermed også gives en sikkerhed for, at danskerne får det, der understøtter de overordnede politiske mål for DR.

Om der i virkeligheden kan spares penge ved den operation er måske tvivlsomt, men det vil have en symbolsk betydning, at DR blev mindre. Om vi har et privat produktionsmiljø, der overhovedet kan løfte sådan en opgave med alt fra børneprogrammer til stordrama, er jeg mere bekymret for.

Hvis man skulle skære DR skarpt til, så ville en af vejene at gå være at give DR langt færre tv- og radiokanaler at skulle købe ind og producere til i et flowformat, hvor hele sendefladen skal udfyldes og sammensættes afvekslende og rigtigt fra nyheder til bageprogrammer, dokumentarudsendelser, krimifilm og quizzer.

Derudover kunne DR så producere eller indkøbe public service-programmer, som kunne stilles til rådighed via streaming og til on demand-brug hos DR selv og/eller i partnerskab med andre på andre platforme. Danskernes tv- og radioforbrug er i stigende omfang ved at bevæge sig i den retning alligevel.

Et fokuseret DR med færre kanaler behøver ikke på den lange bane at tabe stort terræn hos seerne og lytterne, fordi der er andre muligheder for at afsætte og distribuere godt DR-indhold på at nå ud til et bredt publikum, hvis brandingen er rigtig og programmerne relevante. Det er et spørgsmål om at bryde med tankegangen om DR som en stor moderportal, hvor alt skal samles, og i stedet åbne mulighed for, at DR-indhold også kan stilles til rådighed på andre platforme.

Hvis politikerne går ad vejen med et fokuseret og mindre DR med færre licenskroner, så må man også se på, om DR skal beholde alle sine nuværende forpligtelser i public service-kontrakten til at være en markant kulturproducent inden for den klassiske musik, eller om der skal findes en anden løsning på at sikre det formål. Den debat er allerede sluppet løs. Og der må tages stilling til, hvilken rolle DR’s radiodistrikter skal have i forhold til de ligeledes licensfinansierede TV 2-regioner.

Det er helt afgørende, at den lokale og regionale dækning med licensmidler i Danmark også nytænkes, omstruktureres og måske sendes i udbud blandt kvalificerede indholdsudbydere, så der samlet set kan blive tale om en markant styrkelse og en bedre lokal spredning af ressourcerne.

Det bliver ikke mindre vigtigt i fremtiden. Når det kunne lade sig gøre med Radio24syv med succes at lade private lave en taleradio-konkurrent til P1, hvorfor skulle det så ikke kunne lade sig gøre på det lokale område at sætte disse opgaver i udbud til private med forpligtelse til gratis at tilbyde TV 2’s og DR’s hovedkanaler relevante lokale indslag.

Selve DR’s organisationsstruktur vil alene som følge af sådanne omlægninger skulle helt nytænkes. Og det samme skulle man nok gøre med DR’s bestyrelsesmodel med politiske udpegninger. I den mediefremtid, vi kigger ind i, så har DR brug for en bestyrelse, der har en stærkere kombination af repræsentanter for politikerne, af kunderne repræsenterende forskellige generationer og af professionelle mediekyndige.

Denne artikel blev bragt den 25. august 2017 på altinget.dk: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-genopfind-dr