Tag-arkiv: Bertel Haarder

Lad os få kulturen ud af ghettoen

Udgivet den af
1

Det store problem for kulturen er ikke bevillingerne. Men derimod at kulturpolitikken er henvist til at bo i en ghetto, hvor alle de samme mennesker mødes og bekræfter hinanden i kulturens betydning og urørlighed. 

I sidste uge samledes kulturens mangfoldige flok inviteret af kulturministeren til møde på Rødding Højskole under overskriften ”Mere kultur for pengene”. Og i denne uge gælder det så det årlige kulturmøde på Mors, hvor overskriften er ”Kulturens samfundsrolle og potentiale”. Det ene sted blev der talt om kulturen som vækstdriver i samfundet.

Det andet sted skal der tales om kulturen som redskab til integration, om folkelighed og danske værdier.

Vi befinder os midt i et minefelt, hvor regeringens omprioriteringsbidrag medfører kulturbesparelser på 600 millioner kroner over de næste fire år, og kulturens mange institutioner kalder på større frihedsgrader og flere midler til kunst og kultur. Send flere penge, kære politikere, og bland jer uden om prioriteringer, der kan risikere at slå noget eksisterende ihjel.

I må politisk nøjes med at angive en overordnet retning, lyder meget af debatten. Kulturministeren taler om mere kultur for pengene, om effektivitet og om benchmarking mellem produktive institutioner og mindre produktive. Og det er jo fair nok. Men ingen tør tale om bedre kunst for pengene. For hvem skal definere kvaliteten og sortere det middelmådige, det ligegyldige, det overflødige fra i forhold til de offentlige støttekroner?

Kulturminister Bertel Haarder har varslet, at han ikke vil fortsætte grønthøstermodellen men hellere prioritere ressourcerne strammere og virkelig satse på nogle områder. Det får advarslerne om knægtelse af det såkaldte armslængdeprincip og direkte politisk indblanding i, hvad der skal spilles, produceres og opføres af kunst og kultur til at strømme ud af kulturens mange meningsdannere med velsmurte talegaver.

Politikerne slår korsets tegn for sig og afviser indblanding i den frie kunst og kultur, men samtidig indser de, at det er nødvendigt at ryste posen i forhold til kulturbevillingerne, hvis alt ikke skal forblive fuldkommen statisk, og intet nyt kan få plads i kulturens udstillingsvindue.

Det altoverskyggende og største problem i den debat er ikke kulturbevillingerne. Det er, at kulturpolitikken er blevet henvist til at bo i en ghetto, hvor alle de samme mennesker kan mødes i Rødding, på Mors og andre steder og bekræfter hinanden i kulturens betydning, sårbarhed, frihed og urørlighed.

Den åndelige værdiskabelse
”Kunsten er blevet fjernet fra magten, og hele den åndelige del af værdiskabelsen i samfundet er forsvundet fra den politiske virkelighed. Det er en katastrofe,” sagde billedkunstneren Bjørn Nørgaard i et interview til Altinget i december 2014, og det kan ganske enkelt ikke siges bedre.

Kunsten og kulturen er ikke en del af den daglige politikudvikling, og når den kreative branche kommer på politikernes dagsorden, er det som en eksportvare ovre i erhvervs- og turistbranchen.

Vores politiske debatter styres af regneark og 2025-råderum og styringsprincipper. De kulturpolitiske debatter er præget af strukturdiskussioner, målekrav, volumen diskussioner om mere for pengene samt den evindelige krig mellem hovedstaden og provinsen og udflytning af institutioner. Ikke af diskussioner om værdier, kvalitet, identitet, sammenhængskraft og dannelse, og hvad kulturpolitikken kan bruges offensivt til i en periode med globalisering, terrorfrygt og integrationsudfordringer.

Ghettoiseringen af kulturpolitikken 
Der skal virkelig meget til at udløse en større folkelig debat om kunstneriske værdier, kvalitet og prioriteringer. Her skal vi hen til eksempler som Bornedals ”1864” eller nedlæggelsen af DR’s Underholdningsorkester.

Og der skal virkelig meget til, for at kulturpolitikken griber dagsordenen i Folketinget. For slet ikke at tale om, at involvere partileder-niveauet og ikke alene de kulturpolitiske ordførere. Bedre står det faktisk til i en række kommuner, der har forstået, hvilket aktiv kulturpolitikken kan være i forhold til at skabe attraktive lokalsamfund, lokal identitet og stolthed, og hvor borgmestrene gerne tager rollen som kulturpolitiske frontløbere.

Udfordringen med ghettoiseringen af kulturpolitikken er åbenlys. Fordi kulturen er noget af det, der er kittet i samfundet, som binder os sammen. Fordi kulturen kan udfordre og provokere os til at tænke nyt og anderledes og se ind i skønheden, værdierne, absurditeterne og tabuerne i vores liv.

Og det nytter ikke, at kulturens forvaltere og kunstnerne forskanser sig i ghettoen, hvor kulturen er sig selv nok. Vi har brug for flere kunstnere og kulturdebattører i den offentlige debat og for flere politikere og andre meningsdannere i den kulturpolitiske diskurs.

Team kultur
Vi kan ikke leve på fortidens store kunst og fryde os over, hvad store danske fortællere, malere og musikere har givet os gennem generationer i fortiden. Vi må, som Team Danmark fremelsker de bedste, nye elitesportsfolk, der kan vinde medaljer ved OL, fremelske og dyrke de store nye talenter på den danske kulturhimmel. Vi må investere tilstrækkeligt med penge i det sublime, det originale, det fremragende og den usædvanligt stærke præstation og sortere noget af det middelmådige væk.

Vi må investere i det, der giver relevans, og vi har mere end nogensinde brug for kulturen til at slå bro over samfundets forståelseskløfter. Mellem dem, der dyrker internationaliseringen, og dem der frygter den. Mellem dem, der formår at afkode det digitale samfund, og dem der føler sig ekskluderet af det.

Men i kulturghettoen hersker en pænhed og en berøringsangst over for en kvalitets- og relevansdiskussion, som er ødelæggende for evnen til forandring og fornyelse.

Når man kigger ud over det politiske landskab, må man give Dansk Folkeparti, at det har haft modet til at gå ind i prioriteringsdiskussionen, uanset om man så kan lide deres budskab eller ej. Det skævvrider helt debatten, at andre partier holder sig væk og ikke tør tage kulturdiskussionerne men alene holder sig til strukturdiskussioner og rammesætning i forhold til store politiske aftaler om f.eks. DR og Det Kongelige Teater.

Sjovt nok kan statsministeren og partiledere og politikere på alle niveauer alle sammen finde vej til at rose og fejre vores OL-vindere, vores evne til talentudvikling, til at få de fremragende rollemodeller vist frem og takket dem og deres bagland behørigt. Og de fortjener det 100 procent.

Mangel på kulturpolitiske diskussioner
Men hvor er de samme partiledere, når der produceres fremragende kultur, litteratur, film og kunst? De samme politikere, som taler om danske værdier, national stolthed og national identitet i en tid med migrationskrise, fremmedgørende globalisering og frygt for at vores danskhed løbes over ende.

Kulturen er ikke på vej til at få åndenød af politisk indblanding og besparelser, men af mangel på en substantiel kulturpolitisk diskussion om, hvordan vi kan fremelske det bedste i både det ”gamle”, uforglemmelige bagkatalog og skabe grundlaget for nyskabelser, som også vil stå frem som unikke og originale præstationer om 10, 50 og 100 år fra nu.

Vi skal turde tage flere kvalitets- og relevansdiskussioner med hinanden, og vi skal bringe kulturpolitikken ind som et aktivt redskab i løsningen af nogle af de udfordringer, som vores samfund af i dag kæmper med.

Dette debatindlæg kan også læses på www.Altinget.dk den 26. august 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-lad-os-faa-kulturen-ud-af-ghettoen

Det herreløse EU-projekt

Udgivet den af
Svar

Europa mangler i den grad – og i sidste øjeblik inden EU-projektet er truet på livet – modige og visionære politiske ledere, der kan puste en markant, moderne og nytænkende kraft ind i den kriseramte organisme, som i dag samler 508 millioner europæere. Eller samler er måske netop så meget sagt, for gennemsnittet af EU-landenes befolkninger er tiltagende skeptisk overfor projektet.

Det gælder faktisk ikke den danske befolkning, som med årene er blevet mere positive overfor EU. Hvad man bestemt ikke skulle tro, når man hører danske politikerne tale om EU. Et massivt flertal af danskerne på 58,6 procent ville faktisk stemme ja til fortsat EU-medlemskab, hvis Danmark fik en folkeafstemning nu, viser en Rambøll-måling ifølge Jyllands-Posten.

Tiden nærmer sig hastigt den britiske folkeafstemning 23. juni om at blive eller forlade EU efter over 40 års medlemskab. Bliver det et nej, vil det bringe EU tæt på opløsning og i hvert fald fremtvinge den efterlyste nye vision og retning, fordi den britiske udmeldelse så kommer oven i en række andre interne kriser.

Bliver det et ja, skal der gennemføres en række reformer, som vil skrue ned for EU’s nuværende magt og ændre ambitionsniveauet for unionen, hvis det skal undgås at flere lande følger i fodsporet af briterne eller kræver flere tilvalgsordninger og særaftaler. Så uanset udfaldet af folkeafstemningen, så nærmer den snart otte år lange, interne europæiske krise sig en afslutning og en ny slags begyndelse.

Elefantens styrke
Kulturminister Bertel Haarder (V) talte i forbindelse med modtagelsen af Berlingske Fondens hæderspris i 2014 om de to elefanter – den store og den lille. Om EU og det nordiske samarbejde. ”Elefanter er fredsommelige, står tungt og pruster og basker med ørene. De er enorme, men har slet ikke den styrke, som deres vægt og størrelse berettiger til. De er kloge, men er alligevel lette ofre for krybskytter, som vil have deres stødtænder, ” sagde han.

Lige som Venstres ledende folk fra Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind, Morten Løkkegaard og til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort det her de seneste dage og uger, filosoferede Haarder dengang over politikernes eget ansvar for, at EU-samarbejdet i årevis er blevet talt ned overfor befolkningen og ikke op. Over at værdien af det europæiske samarbejde og de enorme fordele Danmark har af det indre marked er forduftet i alle besværlighederne ved at få så mange lande til at arbejde sammen. Når EU gang på gang fremstilles som problemet og ikke som løsningen, så er det jo ikke mærkeligt, at folk kommer til at opfatte det sådan og til sidst mister troen på ideen.

På et tidspunkt, hvor verden skriger på grænseoverskridende politiske løsninger på grænseoverskridende udfordringer på alt fra klimaet til flygtninge- og migrationskrisen, så giver det ingen mening at skrue ned for ambitionerne for det europæiske samarbejde. På et tidspunkt hvor det europæiske marked, mere end nogensinde har behov for styrke og vækst i konkurrencen med USA og de asiatiske markeder, så giver det ingen mening ikke at udvikle og udbygge det indre marked i EU.

Hvad der til gengæld mangler er reformer, der skærer ned på bureaukratiet, smidiggør processerne, prioriterer indsatsområderne skarpere, giver mere handlekraft til EU’s institutioner og skaber en bedre folkelig forankring. Der, hvor problemet ligger, er tilliden til at de reformer nogensinde kommer. For dem er der godt nok blevet talt om i adskillige år. Og jo større EU er vokset landemæssigt, desto mere kompliceret og omfattende er arbejdsområderne blevet, og handlekraften er suget ud af mødelokalerne.

Den helt regulære kritik, der kan rejses mod måden EU-systemet fungerer på i dag, og de svagheder det har omkring den folkelige forankring, ville bare fremstå langt mere interessant og brugbar, hvis politikerne havde nogen svar på, hvad der skulle gøres, og hvis de europæiske politiske partigrupperinger – for sådanne findes jo – satte sig for at skabe løsninger på problemerne i maskinrummet i stedet for bare at råbe fra skibets dæk.

Reformmotor efterlyses
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formulerede sig sådan her om EU i sin grundlovstale for nylig:

”Jeg er ikke blind for, at EU har fejl. At beslutningsprocesser kan være for langsommelige. At der reguleres for meget eller forkert. Men det gør sig jo ikke kun gældende i EU, men da også herhjemme. Og det får mig ikke til at stille spørgsmålstegn ved, om Danmark hører til i EU. Det gør vi. Nu og i fremtiden. Uanset hvad briterne stemmer den 23. juni. Men den britiske afstemning kan – hvis de vælger at blive – være en motor til nødvendige reformer af EU. Til at tage hånd om problemerne. Få EU til at fokusere mere på det vigtigste – og blande sig udenom langt mere. Vist kan vi gøre nogle ting bedre selv – men vi kan ikke gøre alting selv. Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde. Så enkelt er det. Alternativet til EU er ikke enegang. Det er ensomhed. ”

Hvad er det for nødvendige reformer, statsministeren taler om? Hvis noget reguleres for meget eller forkert, så har vi nok selv været med til at beslutte det, så behøver en oprydning vel ikke at hænge sammen med den britiske afstemning? Vi skal få EU til at fokusere på det vigtigste, siger statsministeren, men hvem er ham ”EU”? Det er jo en del af os selv.

EU på skrump
Det er virkelig bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i et interview i Berlingske dagen før grundlovsdag også fuldstændig lod som om, at EU ikke er en demokratisk del af os selv men en eller anden udefinerlig, ubehagelig type, der bare vil stikke næsen i alting.

I stedet for at integrere mere og mere skal EU fremover koncentrere sig om europæernes virkelige problemer og bruge al sin energi på kun tre områder: at sikre Europas ydre grænser, sikre lønmodtageres rettigheder og sikre sig mod placering af penge i skattely, mente Mette Frederiksen i interviewet. Hun talte om en dyb »legitimitetskrise« i EU. Jamen hvem har været med til at sidde og træffe beslutningerne om mere integration og hvem har skabt legitimitetskrisen? Det har jo bl.a. også de danske regeringer og de danske politikere i Europa-Parlamentet. Og danske politikere herhjemme, som har undladt at gøre noget ved problemet, der har eksisteret i årevis.

“EU har svigtet, og det kom til udtryk ved EU-folkeafstemningen i Danmark i december og den senere EU-folkeafstemning i Holland, hvor folk i begge tilfælde stemte om noget andet, end det de blev spurgt om. Det samme kan ske ved den forestående folkeafstemning i Storbritannien, der kan føre til, at briterne forlader EU,” sagde S-formanden i interviewet. Men hvem er EU? Det er jo ikke en selvkørende bil eller en løsrevet institution og nogle mursten i Bruxelles. Det er jo europæiske og danske politikere, der også har svigtet så? Tag nu så et medansvar for det og lav det om.

Mette Frederiksen mener, at EU bruger al for megen energi på for mange områder i stedet for at koncentrere sig om at finde konkrete løsninger på det væsentligste, og det vil være måden, hvor på man kan genvinde befolkningernes opbakning til det europæiske samarbejde. Det er jo utvivlsomt rigtigt. Her kunne Socialdemokraterne så sammen med søsterpartierne i de andre EU-lande forme en vision for den nye retning for EU og komme med konkrete udspil til den fornyelse, der er brug for.

EU hvem?
De seneste ugers debat har vist, at vi ikke er kommet ud over at betragte EU som et eller andet fantom, der uden at vi vil det, tiltager sig mere magt og beskæftiger sig med alt muligt, som vi ikke har bedt fantomet om at lave.

Hvis danske politikere begyndte at tale om EU som en del af os selv, som noget vi har været med til at skabe og udvikle, og som vi derfor også har et ansvar for at bringe i en ny retning, hvis vi synes, den nuværende er forkert, så ville meget være vundet. Hvis forslagene til den nye retning tilmed var konkrete og operationelle, så ville meget også være vundet. Hvis de europæiske partier, som jo er det europæiske repræsentative element så begyndte for alvor at skære til og prioritere vigtige områder, som ville kunne bringe ny vækst til det Europa, der halter bagefter økonomisk såvel som i den digitale udvikling, så ville vi være nået et langt stykke videre.

Hvis de europæiske befolkninger begynder at se, at der er politisk handlekraft bag ordene i det europæiske samarbejde, og politikerne – også de danske – ikke fralægger sig ansvaret og læsser det over til en eller anden udefinerlig størrelse i Bruxelles men viser os, at EU-samarbejdet og dets resultater skabes af de politikere og ministre, vi selv vælger, så ville vi også se medierne blive tvunget til at tage en anden stilling til EU-dækningen.

Ikke mindre kritisk, for reformbehovet er stort, og medierne burde medvirke til langt mere konkret at sætte fingeren på de ømme steder, så politikerne får fokus på dem. Men medierne er også tilbøjelige til at omtale EU som et uoverskueligt, bureaukratisk maskineri og ikke som en politisk institution.

Denne blog har været offentliggjort på Altinget.dk den 17.06.2016 på: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-det-herreloese-eu-projekt