Den britiske folkeafstemning om at forlade EU har ikke alene helt konkrete storpolitiske og historiske konsekvenser, der udfordrer såvel sammenholdet i Det Forenede Kongeriges fire dele som den europæiske selvforståelse af et på mange måder succesfuldt EU projekt. Et projekt med de udfordringer og skavanker, som den slags ambitiøse, internationale samarbejder altid vil have, men også et projekt med klare succeser.

Folkeafstemningen i Storbritannien blev også et utvetydigt vidnesbyrd om tre andre vigtige og bekymrende tendenser i vores samfund.

1. At drømmen om informationssamfundet med det oplyste folk, rationelle politiske beslutninger byggende på masser af data, masser af facts og masser af erfaring og ekspertise, som herefter indgår i en politisk proces med forskellige tolkninger, løsninger og holdninger, ser ud til at blive erstattet af et postfaktuelt demokrati. Et demokrati hvor det giver pote hos vælgerne at lægge eksperterne og eliten, de gamle politiske partier, storfinansen, de globale virksomheder og internationalt samarbejde for had, hvorefter det står enhver frit for uanfægtet at forme sin egen virkelighed baseret på følelser, demagogi og frygt.
2. At vi nu reelt har en ny opdeling af befolkningerne i Europa. På den ene side står dem, der føler sig magtesløse over globaliseringen, som protesterer mod udvandingen af de nationale værdier og den nationale kontrol, som reagerer stærkt på udfordringen fra indvandringen og frygten for at miste eget job og som er fremmede overfor digitaliseringens invasion af både arbejdsliv og privatliv. På den anden side af dem, der ser mulighederne i det internationale, det grænsebrydende, det digitale og det multikulturelle.
3. At de sociale medier forstærker tendensen til populisme og ikke kvantificerbare folkelige understrømme præget af frustration – ja ligefrem fremmedhad og ekstremisme. De sociale medier skulle jo være drømmen om den demokratiserede og ufiltrerede ytringsfrihed, hvor den åbne debat skulle være den selvkontrollerende faktor, men sådan er det ikke. Ingen overkommer at efterprøve og kontrollere sandhed og løgn på de sociale medier. Derfor er der alt for meget nonsens, som får lov til at passere uimodsagt og danne grobund for alle mulige myter og vandrehistorier. En ideel grobund for den politiske populisme og for en helte og skurke-dyrkelse, der bliver meget nærgående grænsende til det personlige.

Det sande folk
Det er frygten for fremtiden, der giver magtesløsheden. Populisterne spiller på frygten og på illusionen om at tage kontrollen tilbage, som det hed i den britiske kampagne for at forlade EU-samarbejdet. Tage magten tilbage fra hvem? Fra briterne selv, som har været en del af EU i 43 år? Eller fra hvem ellers?

Populisterne spiller på at være de sande talsmænd for det sande folk. Dem, der i modsætning til andre, udfører et ærligt arbejde og ved, hvor skoen trykker ”ude i virkeligheden”. De spiller på at gøre op med elitens alliance mellem eksperter, politikerne og medierne. De tegner et billede af, at i elitens alliance hytter de eget skind, og de lykkes i hvert fald ikke med at give den menige mand jobsikkerhed, fremtidshåb og et bedre liv.

I det postfaktuelle demokrati kan man som populist komme langt på literen og i vælgertilslutning ved at udvælge sine egne sandheder og sine egne kendsgerninger, og hamre løs på de følelsesmæssige strenge helt ind i hjertekulen på vælgerne. Kendsgerninger erstattes med opportunistiske fortællinger. Og lige gyldigt hvor mange gange medierne laver fakta-tjek på sådan en populistisk taler, og eksperterne nedgør indholdet, så er det lige meget. For medierne er en del af magten, og eksperterne er med i samme båd og taler samme indforståede sprog som politikerne og medierne, så derfor er de pr. definition ikke troværdige. Det er aftalt spil for galleriet for at narre det sande folk.

En fornemmelse af politisk magtesløshed over de globale udfordringer blev en cementeret kendsgerning hos en stor del af befolkningerne i Europa og USA under finanskrisen. Her blev det tydeligt for enhver, at nogle andre end de folkevalgte politikere havde styret økonomien i sænk, og de seneste historier om det store læk af Panama-papirer bevidnede blot, at de store og rige kan unddrage sig skattebetaling og opbygge skjulte formuer. Godt hjulpet af de banker, som politikerne måtte redde under finanskrisen, for at vores samfund ikke skulle bryde helt sammen.

En stor del af befolkningen har mistet troen på, at de gamle partier har løsningerne på udfordringerne og derfor vandrer de ud på fløjene til forskellige populistiske partier. Indvandringen får skylden for problemerne, selv om den på mange måder udfylder et hul i arbejdsmarkedet, som ingen andre vil udfylde. Politikerne taler om at kontrollere indvandringen, men alle almindelige vælgere kan godt se, at det er fiktion, hvis bådene først er på vej over Middelhavet og de næste millioner af mennesker sætter sig i bevægelse fra Syriens nærområder eller fra Afrika.

Før spurgte vi eksperterne, når politikerne ikke kunne finde svarene. Nu er tendensen hos populister som Nigel Farage, Boris Johnson og Donald Trump, Marine Le Pen eller Geert Wilders at opfinde egne facts, og plukke delresultater og udsnit af virkeligheder ud for derefter at servere dem med stor oratorisk kraft og pågående stil som nye kendsgerninger.

Råbe-demokrati
Midt i at vi skal finde en ny model for det fremtidige europæiske samarbejde, der forenkler, afbureaukratiserer og medinddrager befolkningerne i EU, så skal vi også finde en vej til at gøre op med, at alle argumenter er lige værdifulde og lige gode i en debat, og at populisterne får lov til at løbe med halve sandheder og hele løgne, og med at politikerne får lov til at slippe alt for let med nogle svar.

Hvordan kunne brexit eller leave-kampagnen få lov til at slippe helskindet og sejrende ud af folkeafstemningen i Storbritannien uden at have en plan for, hvad der skulle ske, hvis de faktisk vandt. Det burde jo ikke kunne ske. Men når nogen slår sig op på at repræsentere det sande folk og banker løs på EU, som om det var skabt af nogen skøre romere fra en berømt tegneserie og ikke f.eks. af briterne selv, så kræver det, at nogen tør udfordre populisterne med stærkere argumenter og måske ikke mindst stærkere følelser og lige så appellerende talere.

Der må være en hel anden åbenhed og transparens i de politiske beslutningsprocesser og i de politiske diskussioner, så populisterne ikke kan spille på, at magten foregår bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Der må være et andet og mere direkte møde mellem politikerne, eksperter og medier, hvor også eksperterne tager ansvar for at bringe urigtigheder frem i lyset.

Fra at være et forholdsvis oplyst demokrati i informationsalderen, er vi blevet til et råbe-demokrati i den postfaktuelle tid, hvor eksperter, indsigt og erfaring kastes i papirkurven til fordel for følelser, frygt og nationalromantik. Den britiske folkeafstemning har givet os det hidtil mest klare vidnesbyrd om, hvor vi er på vej hen. Sagt med stor beklagelse. Vi må bygge en bro mellem globalisterne og lokalisterne hurtigst muligt og tage opgøret med populisterne på fremmarch.

Denne artikel har været bragt den 1.7.2016 på Altinget.dk: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-postfaktuel-plat-og-politisk-populisme