TV 2 News 10 år – og hvad så?

Placeret i et studie, der mest af alt lignede et sterilt badeværelse med hvide fliser som baggrundstapet gik TV 2 News i luften 1. december for 10 år siden. Danmark var længe om at hoppe på ’24-timers nyhedskanal-bølgen’, som siden 1991 havde raset på det internationale tv-marked med CNN som frontløber og det internationale gennembrud knyttet til journalisten Peter Arnett, der frygtløst rapporterede fra taget af hotel Al-Rashid i Bagdad under Golfkrigens første luftangreb på den irakiske hovedstad.

DR sov i timen dengang i 2006 og har senere forsøgt forskellige tamme og halvhjertede forsøg på at erobre positionen som troværdig ”breaking news”-formidler. Det er ikke lykkedes. Dengang for 10 år siden sagde man i DR, at Danmark var for lille til en 24-timers nyhedskanal. Hvad skulle man dog fylde i den, og hvor dyrt ville det ikke blive? Konsekvensen af den forkerte beslutning er, at DR stadig halter efter TV 2, når store, akutte begivenheder kalder på live-sendinger og væg-til-væg-dækning, fordi et tungt apparat først skal rulles i gang, mens TV 2 News allerede er oppe i løb.

TV 2 fik med TV 2 News skabt en kanal, som i særlig grad har forandret den politiske journalistik, men også mediedækningen som sådan i Danmark, mere end noget andet journalistisk projekt i de seneste årtier – selv om kanalen ikke har en udbredelse, der synes af meget i procent af den samlede nyhedssening i forhold til DR1 og TV 2’s hovedkanal. TV 2 News fik samtidig skabt sig en position som live-kanal, der fra rollen som David mod Goliat udfordrer DR som det sted, man ellers altid gik hen for at få den vigtige og troværdige nyhedsinformation, når noget stort skete i Danmark eller i verden omkring os.

Hvad kommer efter 24-timers nyhedskanaler?

Det interessante spørgsmål er, om 24-timers nyhedskanal-konceptet holder de næste 10 år, eller om det allerede er ved at være på retur. Ingen af disse nationale 24-timers nyhedskanaler tjener de store penge, eller har de største seertal og flere af dem er direkte statsunderstøttede. Tilhører de en svunden tid med satellitter og paraboler, mens internettet, YouTube, Twitter, Snapchat og Instagram tilhører fremtiden for 24-timers nyhedstilbud?

Kabel-tv og satellitterne introducerede nye tv-vaner med mange kanaler og rullende nyhedsformidling, men i dag opfylder de sociale medier og mobiltelefonerne måske behovet for ”instant news”. 24-timers nyhedskanalerne fik spredt nyhedsseningen over en tidsmæssig langt større flade væk fra bindingen til de store aften-nyhedsudsendelser, men vil lineære nyhedskanaler kunne holde seernes fokus i disse interaktive og individualistiske tider? Gider vi vente 15-30 minutter på at få en nyhedsopdatering i fremtiden, og gider vi vente på lige præcis noget, der måtte interessere os? Nej vel?

Samtidig med at tv-vanerne er blevet ændret, så er journalistikken det også. Vi har med TV 2 News fået live-rapportering i kilometervis. Nogle gange med fuldstændig meningsløse omstillinger til virkeligheden, hvor der intet er sket, men alligevel skal der stilles om til en stakkels udsendt rapporter mindst hver halve time, når nyhedshjulet kører i omdrejning. Og på den anden side totalt gribende, rørende, forfærdelige, sensationelle live-omstillinger til begivenheder her og nu i Paris, Syrien, Egypten, Oslo, Japan, København eller et andet sted på jordkloden, hvor vi er taget med helt tæt på begivenhederne.

Sendetiden skal fyldes ud – og helst også med billige timer. Derfor har vi fået en hær af kommentatorer og meningsmagere, der render ind og ud af studiet på Teglholmen, eller som stiller op i totalmørke og kulde på en tom villavej med en lyskegle lige i hovedet, mens der sendes live.

Politikerne har aldrig haft så meget tv-eksponering som på TV 2 News, og det gælder ikke kun de få politikere i partitoppen, men også de menige ordførere, som står op til kl. 6-nyheder om morgenen og 23-nyheder om aftenen for at komme på.

Vi har heller aldrig haft så mange journalister, der er blevet til eksperter, der kan interviewes af andre journalister i nyhedsstudiet for at fylde tiden ud. Det gælder både det politiske område og andre områder, som en uddannelsesjournalist, en udlandsredaktør eller en kulturjournalist fra et konkurrerende medie kan levere.

Breaking news på samlebånd

For at fastholde seerne og skabe særligt tryk på nyhedsflowet er der gået inflation i brugen af det velkendte gule ”Breaking news”-skilt i bunden af skærmen. Vi er meget langt væk fra, at det kun var store terroraktioner, store naturkatastrofer, store politiske sensationer, der kunne få ”Breaking news”-skiltet på. Nyhedsproduktion på en 24-timers kanal bliver hurtigt til en pølsemaskine, skabt til at fylde umættelige mængder af sendetid. Mange timer hver dag bliver brugt på at vente på eller lægge op til, at noget sker, og når det er sket, bliver mange timer brugt til at fylde ud med analyser af, hvorfor det kunne ske. I det perspektiv er en breaking news-historie en fantastisk afveksling, der virker som effektivt klister på nyhedsnarkomanerne ude i publikum.

En nyhedskanal som TV 2 News, der ellers synes at skulle repræsentere de hurtige nyheder, har vist sig at skabe interview-formater, som i længde overgår selv DR’s lange Deadline-samtaler. Her kan politikerne ind i mellem tilmeld få lov til at tale ud og tale længe, og her kan eksperterne komme til orde med alle mulige specialer, når der kaldes på dem.

Det interessante er, at nyhedskanaler som TV 2 News ikke reelt har udvidet nyhedsbilledet med mere mangfoldighed, for den store nyhedsmaskine skal styres stramt efter 5-6 udvalgte agendaer ad gangen. Morgenen har sine 5-6 temaer, som opdateres og delvis udskiftes ved middagstid og derefter igen ved 16-tiden og først på aftenen for til sidst på aftenen at gå i refleksions-stemning og et blik på næste dags forventninger. De fastlagte agendaer væltes kun, hvis noget overraskende stort sker. Men det generelle nyhedsbillede er enten stærkt bundet op på dagens begivenheder, på avisernes tophistorier eller på TV 2’s egendyrkede dokumentarudsendelser og kampagne-journalistik, som krydspromoveres på nyhedskanalen.

Sendetiden skal fyldes ud

TV 2 News valgte fra starten et meget stramt nyhedskoncept med fokus på politik, samfund, udland, sport, business og vejr. Senere kom kultur til og forsvandt desværre igen. Problemet med en nyhedskanal er, at historierne og dækningen kan komme helt ud af proportion, fordi sendetiden skal udfyldes og de udsendte ressourcer udnyttes mest muligt. Rigtigt mange særligt politiske situationer bliver trådt flade af kommentarer, analyser og gentagelser. Og rigtigt mange historier bliver kørt videre i samme spor, selv om kloge interviews i fladen for længst har jordet deres relevans og bærende vinkel. Det er som om, nyhedsmaskinen ikke kan standses, når den først er programmeret til en bestemt tur.

Vejret er en historie for sig, hvor enhver storm eller udsigt til snedække eller hedebølge kan rydde sendefladen og kaste nyhedsreportere og vejrprofeter ud i halsbrækkende live-sendinger.

TV 2 News er lykkedes med interessante og langtidsholdbare magasinformater på den politiske front og mediemagasinet Presselogen, mens andre er skredet i svinget som for eksempel Kulturen på News, som ellers havde noget af det, som DR ikke har fundet ud af at lave endnu – et sprit-aktuelt kulturmagasin med kulturen som indfaldsvinkel også til aktuelle samfundsdebatter.

Nyhedskanalers DNA handler om at være først og at være til stede live. Det er eksistensberettigelsen. Men de sociale medier har slået nyhedskanalerne både på det med at være først og være til stede langt hurtigere i dag – og langt flere steder. TV er stadig et kolossalt stærkt medie, der kan røre følelser, skabe opmærksomhed og har stor gennemslagskraft.

Ændret forbrug af nyheder

Der er intet, der tyder på, at publikum ønsker sig færre nyheder. Tværtimod har nyhedskanalerne lært os at være på og tjekke nyheder mange flere gange om dagen på vores mobil, end vi gjorde tidligere på de gamle medieplatforme. Men folk bruger mange veje til nyhederne – heriblandt i stor stil deling af nyheder på Facebook og andre sociale medier. De vil gerne selv vælge, hvilke nyheder de skal modtage, de vil gerne have dybde, når de har tid til det og kun hurtig information, når der er tid til det. De vil gerne kunne skrive kommentarer eller læse, hvad andre mener, og bidrage selv.

Lige som andre nyhedskanaler verden over må TV 2 News overveje, hvilken vej kanalen skal gå nu, når 10 års fødselsdagen er overstået. TV 2 News er den sjette største TV-kanal i Danmark målt over hele døgnet og uden for primetime – mellem 22.30 og 19.00 er TV 2 News landets tredje mest sete kanal. TV 2 News ramte danskerne på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor de store begivenheder har stået i kø, og hvor globaliseringen har åbnet sluserne for en øget interesse for verden omkring os og en øget bevidsthed om, at internationaliseringen og digitaliseringen påvirker vores liv intenst.

Jeg hører til dem, der mener, at det har været en fremragende ting for dansk tv, at vi fik en 24-timers nyhedskanal for 10 år siden, og der er absolut mere end nyheder nok til sådan en kanal, hvis man giver den et tilstrækkeligt bredt koncept. TV 2 News har flyttet journalistikken både positivt og negativt, men under alle omstændigheder hellere en diskussion om form, prioritering og indhold – end ingen nyhedskanal.

De sidste to årtier har været en sand revolution af alle aspekter af mediebranchen og medieforbruget. TV 2 News kommer helt sikkert til at forandre sig markant i løbet af de næste 10 år, og måske er den noget helt andet i 2026.

Dette indlæg har tidligere været bragt på altinget.dk den 1. december 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-tv-2-news-fylder-10-aar-og-hvad-saa

Tænk DR helt forfra

Så er brandalarmen udløst i Ørestadens fire ikoniske DR-bygninger. Kampen om DR’s fremtid er gået i gang for fuld udblæsning med Dansk Folkepartis forslag om at skære DR’s budget med 25 procent, og kulturministerens bebudede udspil på medieområdet her i efteråret. Også med en dagsorden om at DR som helhed skal fylde mindre, at provinsen skal fylde mere i sendefladen, og at der skal være mere plads til de private medier.

DR’s defensorhold internt og eksternt har skruet sig op til, at demokratiet nærmest er truet, hvis man rører ved DR’s bevilling, og at amerikanske, kommercielle tilstande er på vej ind på det danske tv-marked, hvis DR ikke får mulighed for at levere den samme kvalitet, mangfoldighed og volumen som nu. Udfordrerne kritiserer DR for at være for stor og dominerende, for selvfed og for tonedøv overfor medielandskabets dramatiske forandring og de private mediers alvorlige overlevelseskamp.

Internationale spillere er de store skurke

Alle er enige om, at Google og Facebook, YouTube, Netflix, HBO og andre internationale spillere, der suger annoncekroner og abonnementspenge ud af det danske marked, er de store skurke. Men dem kan vi ikke standse eller gøre noget ved.

Dem skal vi tilmed bare regne med kommer til at fylde mere på medie- og underholdningsmarkedet. Derfor taler vi i stedet om samspillet mellem statens medier og de private medier. Eller rettere: vi taler om DR og næsten ikke om TV2 og slet ikke om de to bekostelige, regionale public service systemer, som staten også driver med henholdsvis radio og TV produktion.

Og mens katten eller vilddyret, som nogen nok vil kalde det, er sluppet ud af sækken, og forhandlingerne om nye medieforlig for både de private og offentligt ejede medier stadig burde være et stykke tid væk, så er starten gået til, at mediepolitikken i almindelighed og DR i særdeleshed kan blive et hedt emne i efteråret i en potentiel valgkamp, eller debatten kan bruges til markante, værdipolitiske udmeldinger, som alle borgere kan forholde sig til, mens diskussionen om en økonomisk 2025- plan straks er mere fjern for de fleste.

Helt ude af trit med den nye politiske timing af en mediepolitisk debat i efteråret, så sidder et public service udvalg og arbejder på et oplæg til, hvad der skal være ”public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år.”

Udvalget skal opstille scenarier for, hvad dansk public service kan/bør være i fremtidens individualiserede og fragmenterede medieverden. Det skal aflevere konklusioner til nytår, men må ikke komme med konkrete indstillinger. Endelig har Kulturstyrelsen iværksat en analyse af de internationale aktørers indvirkning på det danske mediemarked både økonomisk og publicistisk. Den analyse skal være færdig til sommer 2017.

Ideelt set ville public service udvalgets input, analysen af de internationale aktører på det danske mediemarked og en synkronisering af forhandlingerne om mediestøtten til de private medier og fremtidens rammer for public service medierne være det seriøse og kloge fundament for et nyt og epokegørende medieforlig med virkelig nytænkning.

Men sådan er politik jo ikke altid. Det er også timing, muligheder der opstår, situationer som skal udnyttes, og politiske konstellationer som pludselig kan ændre sig.

DR minus 25 procent

En beskæring af DR’s budget med 25 procent fra 3,7 milliarder kroner til godt 3 milliarder kroner, som DF foreslår, er ikke en spareplan. Det vil være en markant omkalfatring af DR’s virksomhed, og DF-planen giver ikke noget godt sammenhængende bidrag til, hvad der skal være DR’s fremtidige opgave.

Partiet kommer med nogle anvisninger på lukning af kanaler, lukning af DR’s egen medieforskning, beskyttelse af DR’s ensembler mod nedskæringer ved at flytte dem på finansloven og ud af licensfinansiering, øget udlicitering, indførelse af login til DR’s digitale tjenester, nedsættelse af cheflønninger og større produktion i provinsen.

Alt sammen forslag, som selvfølgelig kan beregnes og diskuteres, men det er noget andet, der er brug for. Der er brug for at tænke DR og statens medier forfra.

  • For at finde den nye identitet og nydefinere den vigtige opgave, som DR skal løse i et totalt forandret medielandskab og i samklang med den nye kulturpolitiske og dannelsesmæssige udfordring, vi står med – større end nogensinde faktisk på grund af globaliseringen, den digitale transformation og indvandringen i Danmark.
  • For at slippe TV2 løs og sælge det til kommercielle interesser med stærke public service forpligtelser. Det er alligevel kommercielt finansieret, og det kan sagtens lade sig gøre at stille krav til kvalitet og indholdskategorier, selv om kommercielle ejere skal drive det og tjene penge på det.
  • For at lægge de to regionale mediesystemer – DR’s radioregioner og TV 2’s regionale TV-stationer – sammen til en organisation, der ville kunne levere både radio og TV og bidrage til de nationale kanaler også.
  • For at sikre DR’s ensembler og koncerthuset i et nyt organisatorisk regi uden for licensfinansieringen, men stadig med stærke forpligtelser til at levere ind til DR’s sendeflader.
  • For at målrette DR’s programudbud og antal kanaler til løsningen af nogle kerneopgaver og få skåret til, hvad der ikke er inden for den skive.
  • For at videreføre Radio 24syv i privat regi med public service-forpligtelser men i et mindre rigidt indholdsmæssigt minuttyranni end nu, fordi i mindre målestok end TV 2 at skabe et reelt public service alternativ til taleradio på P1.
  • For at sikre DR’s klassiske funktion som talentfabrik i forhold til en række kunstneriske og journalistiske discipliner.
  • For at skabe fair behandling af dem, der betaler deres licens, i forhold til dem, der bare er med på en gratis kigger på nettet. Indførelsen af et digitalt login er retfærdig omgang med et fælles samfundsgode, så længe vi har et licenssystem og ikke finansierer regningen af statens medier over skatten.
  • For at forenkle DR’s organisatoriske set up og nytænke den driftsmodel, som blev indført i 90’erne, og som helt automatisk giver svære beslutningsveje og mange ledelseslag. Dengang nødvendigt for at forny kulturen og skærpe ideer og innovation. I et nyt DR for kostbar en model.

DR’s nye rolle

Et DR minus 15 eller 25 procent i budget behøver ikke bliver et DR minus 15 eller 25 procent i betydning og indflydelse som kulturinstitution og journalistisk fyrtårn. Danmark har brug for en stærk public service-virksomhed, som med høj kvalitet kan bidrage til oplysning, viden, kultur, underholdning, dannelse og uddannelse.

Som kan være samlingspunkt på forskellige medieplatforme for både børnene og os andre. Som kan gøre os klogere hver dag på os selv og hinanden. Som kan formidle både de danske værdier og det globale udsyn. Som kan bygge bro over kløfter og konflikter, afsløre manipulation og misinformation og vise os sandhederne.

Gør DR ikke lige præcis det i dag? Jo, på mange måder, men blandet op med alt muligt andet, og fikspunktet er gennem årene blevet alt for sløret og uklart, og målsætningerne er præget af en panik over at risikere at miste grebet om den digitale transformation.

Et alt for tabloid DR

Udviklingen af nye danske koncepter og ideer – med undtagelse af drama – er for sparsom. Jagten på et digitalt publikum og de unge brugere er blevet til en alt for tabloid version af DR’s nyhedsudbud på nettet med gratis adgang. Involveringen af brugerne er blevet til en massiv findyrkelse af det Facebook, som ikke betaler skat i Danmark, og som de private medier kæmper med på annoncefronten.

DR har en formidabel stærk position og troværdighed. Det kan der bestemt bygges videre på. Det er en meget vigtig kulturinstitution i Danmark. Men vi kommer aldrig ind i kernen af den alvorlige prioriteringsdiskussion og til en fundamental nytænkning af vores public service ikon, hvis man ikke kan tillade sig at gøre tankeeksperimentet: Hvad nu hvis DR skulle etableres i dag og for en fjerdedel mindre end nu i pris?

Jeg er ikke sikker på, at DF har ramt det rigtige tal og heller ikke på, at de har ramt de rigtige spareforslag, men de har i hvert fald ramt det behov, at DR bør nytænkes.

Jeg tror bare, at opgaven er meget mere fundamental og kræver, at politikerne bliver mere klare på, hvad der skal være DR’s opgave i fremtiden. Den debat bør DR selv have en mulighed for at komme med et bidrag til. Derfor en opfordring til, at DR viser os forskellige scenarier for fremtidens public service virksomhed, som er tilpasset en ny medievirkelighed.

 

Denne klumme er tidligere blevet bragt på Altinget.dk den 12.08.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-taenk-dr-helt-forfra

Et nyt medieforlig bør handle om demokratiet

(Denne klumme har været bragt på www.Altinget.dk den 19.11.2015)

11 vigtige balancepunkter som opskrift på et sundt medborger-demokrati og en ny mediepolitik. 

Vi har måske ikke lige lyst til at lære så meget af svenskerne for tiden, men på mindst et område er de bare dygtigere end os. Det gælder mediepolitikken og forståelsen af, at stærke, mangfoldige, nationale medier er hele forudsætningen for, at der udøves den nødvendige kontrol med magthaverne på alle niveauer i et sundt demokrati.
Forståelsen af, at demokratiseringen af sandheden, som Internettet er blevet kaldt, faktisk indebærer at alting blandes i en uigennemskuelig pærevælling fra anonyme udsagn til kildedokumenterede oplysninger, fra verificerede til uverificerede informationer, fra rygter til uafhængig, kritisk rapportering, fra information til desinformation og propaganda. Og vi skal lære at navigere i det hele, hvis vi skal ende med at blive mere orienterede end desorienterede. Og endelig forståelsen af, at mediepolitikken bør tage udgangspunkt i et medborgerperspektiv og et demokratisk perspektiv ikke i et snævert kulturpolitisk sigte.

I Danmark bliver mediepolitiske diskussioner alt for ofte alt for hurtigt isoleret til at være et højpolitisk for eller imod DR. Hvad der er helt meningsløst. Ingen vil nedlægge DR. Eller diskussionen bliver skarpvinklet til en kamp om penge og udbredelse mellem de private medier og de statsejede medier. Eller det bliver en uskøn kulturpolitisk kamp for eller imod bagedyster iblandet lidt regionalpolitik og lidt personlig mavefornemmelse, hvad det ikke bør være.

Mediepolitikken bør være genstand for en overordnet demokrati-diskussion. Den handler ikke bare om, hvordan vi indretter hele vores medielandskab. Den handler om udvikling og engagement i vores demokrati og fællesskab. Den handler om borgernes ytrings- og informationsfrihed og dermed langt mere end klassisk kulturpolitik, og i det perspektiv også om de dominerende internationale aktører på medieområdet, retten til at være anonym, overvågningen på nettet og hele spørgsmålet om indsamlingen af vores private data.

Den 11. marts i år udnævnte den svenske kultur- og demokratiminister, Alice Bah Kuhnke, (jeg er sikker på at Bertel Haarder gerne ville have samme tilføjelse til sin ministertitel) Anette Novak til at være særlig udreder for en betænkning med titlen “En mediepolitik för framtiden”. Opgaven var i første omgang en analyse af behovet for nye indsatser og så en endelig rapport med forslag til nye mediepolitiske værktøjer, som skal afleveres senest den 30. april næste år.

Udvalgets arbejde kan følges her: http://www.medieutredningen.se/om-oss/

BALANCEKUNST
Det interessante ved den første delbetænkning fra den svenske udreder, Anette Novak, er identificeringen af at antal “balancepunkter”, som er afgørende for en positiv udvikling i medielandskabet, noterer hun sig. Disse balancepunkter udgør faktisk en fremragende opskrift til danske politikere, som allerede nu burde gå i gang med at forberede det næste medieforlig og tænke over, hvad det skal indeholde. Og her kommer balancepunkterne i min forkortning og fordanskning.

  1. Balancen mellem de uafhængige, kritiske journalister og de voksende kommunikationsafdelinger i den offentlige sektor i offentlige virksomheder, kommuner, regioner og staten. Kontrol og uafhængigt eftersyn af magten er forudsætningen for et sundt demokrati, og bliver de forsvarende kræfter stærkere end dem, der skal lave det kritiske eftersyn, så svigter balancen.
  2. Balancen mellem åbenhed og beskyttelsen af den enkelte medborger. Hvad skal være omfattet af offentlighedsloven og mediernes mulighed for indsigt og kontrol, og hvor rammer ønsker om åbenhed sammen med behovet for at beskytte den enkeltes integritet.
  3. Balancen mellem by og land. Der er sket en indholdsmæssig urbanisering, og journalistikken tager som regel udgangspunkt i storby-perspektivet. Samtidig er de lokale medier presset ressourcemæssigt til alene at fokusere på det unikke lokale indhold, der er deres eksistensberettigelse, mens de ikke har kræfter til at give et lokalt perspektiv på de nationale og internationale nyheder. Den svenske medierapport skriver faktisk ud fra et medborgerperspektiv og et demokratisk perspektiv, hvor vigtigt det er med gode bredbåndsforbindelser, så man ikke demokratisk taber stemmerne fra udkantsområderne i debatten.
  4. Balancen mellem statslige og private medier. Her hedder det i den svenske mediebetænkning, at udviklingen for de private medier er under pres, og at der er en risiko for, at de offentligt finansierede medier vil få en mere dominerende rolle. Udmeldingen er derfor, at der skal skabes en balance økonomisk, som kan fastholde et bredt antal frie og uafhængige medier.
  5. Balancen mellem dominerende aktører og andre. Betænkningen udtrykker bekymring for et privat mediemarked domineret af nogle ganske få kæmpe store aktører, som sætter scenen og bestemmer dansen og så alle de øvrige henvist til småtingsafdelingen.
  6. Balancen mellem produktion og distribution. Eller sagt på en anden måde. Der bliver virkelig mange, der flytter rundt på indhold, deler og videresender, og straks meget færre, som producerer originalt, nyt indhold.
  7. Balancen mellem de nationale og de globale medier. De globale aktører, som ikke selv bekoster indholdsproduktion eller betaler skat, de henter i stigende grad indtægter ud af det nationale mediemarked. De gør de nationale medier afhængige af deres teknologi og platforme. Og betænkningen peger på, at der burde skabes mere lige vilkår for nationale og internationale aktører både hvad angår beskatning og lovreguleringer.
  8. Balancen mellem medierne og medieforbrugerne. Den engagerede og ansvarlige medborger, som gerne vil deltage i at udvikle indhold, skal tages ved hånden og sikres kompetencer til at udnytte muligheden for selv at bidrage og deltage i demokratiet. Der skal skabes en borgerkompetence til at deltage i det moderne demokrati.
  9. Balancen mellem dem, der tager ansvar, og dem, der ikke gør. Her problematiseres en debatkultur, som tillader de få med rygtespredning, desinformation og propaganda at tage magten over en gruppe seriøse debattører, som gerne vil tage ansvar, eller nogle professionelle medier, som er underlagt lovgivning.
  10. Balancen mellem marked og publicistik. De klassiske medier med publicistisk ansvar presses på lønsomheden, samtidig med at nye medier uden samme ansvar og populistisk jagt på sensationer og underholdning formår at skabe en højere indtjening. Et stærk demokrati behøver en balance mellem de medier, som bidrager til folkeoplysningen og viden, og de medier, som alene jagter bedste afkast.
  11. Balancen mellem staten og medieaktørerne. Markedet har det bedst uden statslig indblanding, hvis man ser til lande, hvor staten har for vane at regulere dybt i de medier, som støttes af staten. Men i de skandinaviske lande har vi en tradition for, at staten er god og ikke blander sig, selv om medierne får statsstøtte. Men hvordan skal statsstøtten se ud, så den sikrer lige præcis de balancepunkter, som er opregnet her.

Se disse balancepunkter ville det være nyttigt alle som en for de danske mediepolitikere at tage fat på at diskutere allerede nu, så et nyt mediepolitisk forlig ikke bliver den forenklede diskussion om DR, public service og pumpevand til nye små kreative nichemedier, men så diskussionen kommer til at handle om demokratiet og dets nødvendige kontrolfunktion – et stærk, uafhængigt og mangfoldigt medielandskab.