Mediebloggen.dk

Skrevet og redigeret af Lisbeth Knudsen

Mediebloggen.dk

Tag-arkiv: EU

Europas skæbneår 2017

Udgivet den af
Svar

De fleste af os vil nok have det sådan, at det bliver godt at kunne vende ryggen til 2016 – med Brexit-afstemning i Storbritannien, chokvalg i USA, populismens sejrsgang i det politiske landskab overalt i Europa, tiltagende terror i Europas hovedstæder og storbyer, borgerkrig i Syrien med rædselsscener fra Aleppo, Rusland som storpolitisk spiller igen i Mellemøsten og masser af usikkerhed omkring Ukraine, Tyrkiet og flygtningesituationen.

Men flytter vi øjnene fra bakspejlet – ser gennem forruden – og kigger ind i 2017, så ligner det et skæbneår for Europa, som måske kan komme til at ændre på hele den europæiske konstruktion med EU.

Selvfølgelig bliver det afgørende at følge den amerikanske præsident Trumps første 100 dage i Det Hvide Hus og hans ageren på den storpolitiske scene, i forhold til både Ruslands Putin, Kinas Xi Jinping og Israels Netanyahu, samt mange flere.

Men efter at de danske medier har fulgt det amerikanske valg i 2016 gennem hver en stat og hver en flække med reportager fra alle dele af landet, så må man håbe, at 2017 vil give os en lige så intensiv mediedækning af Europas skæbnetime. Og en levende debat om værdien af det europæiske samarbejde, om hvad der sker hos vores naboer, hvorfor, og hvad det betyder for os.

Lad os bare tage fat på nogle af de vigtigste ingredienser til 2017:

  • Stillingtagen til forlængelse af EU’s sanktioner mod Rusland, som skal fornyes 31. januar. Sanktionerne bygger på et samarbejde med USA – hvad vil den nye præsident i USA, som lige er blevet indsat 20. januar?
  • Præsidentvalget i Tyskland skal finde sted 12. februar. Ved valget skal Forbundsforsamlingen vælge den nye tyske forbundspræsident; den siddende præsident, Joachim Gauck, har meddelt, at han ikke ønsker at genopstille.
  • Den britiske premierminister har bebudet, at hun trykker på startknappen for Brexit-processen i marts. Herefter går lange og vanskelige forhandlinger i gang.
  • Der forventes italiensk parlamentsvalg i marts eller april. Efter et nederlag ved en folkeafstemning om forfatningsreformer gik Matteo Renzi af som premierminister i december.
  • Der holdes parlamentsvalg i Holland 15. marts.
  • runde af fransk præsidentvalg 23. april og anden runde den 7. maj.
  • og 18. juni afholdes der valg til Nationalforsamlingen i Frankrig.
  • I juli-august holdes første NATO-topmøde med den nye amerikanske præsident ved bordet.
  • september afholdes der valg til Stortinget i Norge. Det er usikkert, om regeringskoalitionen kan fortsætte.
  • I september-oktober er det Tysklands tur til at holde valg. Valget til Forbundsdagen skal jævnfør forfatningen afholdes i perioden 27. august til 22. oktober 2017. Det mest sandsynlige tidspunkt bliver i slutningen af september, men datoen er endnu ikke lagt fast.

Tre ubekendte jokere
Hvis vi har lært noget af 2016, så må det være, at man skal være varsom med forudsigelserne. Mareridtsversionen af denne liste over begivenheder indeholder tre elementer, som ikke kan datosættes.

Det ene: Et eller flere nye alvorlige terrorangreb i Europa, som mistede 130 menneskeliv i terrorangreb i 2016.

Det andet: At Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, mister tålmodigheden i forhandlingerne om den visumfri rejseadgang for tyrkerne til EU og åbner for flygtningestrømmen igen til Europa.

Det tredje: Vil USA’s nye præsident lægge en helt ny kurs i forholdet til Rusland og til medlemskabet af NATO – herunder betalingen for den militære sikkerhed, som USA stiller til rådighed for Europa.

Skrækscenarie
I hvert fald de første to af disse elementer kan få indflydelse på valget i Holland, hvor højrepartiet med Geert Wilders i spidsen lige nu står til at blive det største parti i parlamentet. Og de kan få indflydelse på valget i Frankrig, som kan blive et skarpt opløb mellem højrepopulisten Marine Le Pen og den konservative Fillon.

I Italien kan anti-establishment-partiet – Femstjernebevægelsen – så fuldende de politiske omvæltninger i dette europæiske skrækscenarie med at blive valgets vinder, mens Angela Merkel i Tyskland måske lige lykkes med at blive genvalgt, men nu med en langt større opposition fra det højrepopulistiske parti Alternative für Deutchland.

Skulle valgene i Holland, Frankrig og Italien falde ud til fordel for forskellige slags populistiske partier, så forestår ikke alene et Brexit men også en Frexit- og en Nexit-afstemning og et Grækenland, der formentlig benytter lejligheden til midt i Euroens kollaps at kræve at komme ud af den økonomiske spændetrøje af reformer, som de er blevet pålagt til gengæld for lånearrangementer fra bl.a. EU.

Vender populismen?
Men måske har højrepopulismen og antibevægelserne i Europa nået et højdepunkt, som valget senest i Østrig viste. Måske går luften alligevel af Geert Wilders valgballon, og skulle han vinde valget, vil han få svært ved at finde koalitionspartnere til at danne regering.

Måske vil Marine Le Pen alligevel ikke kunne slå Fillon, og franskmændene finder det for risikabelt at satse på både det ekstreme højre og en billet til udgangen af EU. Og måske vil Femstjernebevægelsen, trods en valgsejr ikke kunne få noget ud af den, da de principielt ikke vil indgå i koalitioner.

Og måske vil det lykkes kansler Merkel i Tyskland trods modstand mod hendes flygtningepolitik at blive det trygge valg midt i et kaotisk Europa. Et EU som skal finde sig selv efter briternes exit. Et EU med brug for stærke kræfter til at komme ud af fortsatte lavvækst-problemer. Et EU, hvor politikerne skal give europæerne en ny tro på fremtiden og på et europæisk samarbejde, der kan løftes ind i en ny progressiv fase med større nærvær til borgerne og mere handling, når det gælder om de store spørgsmål.

Håb for journalistikken?
Er der håb for journalistikken og medierne midt i hele dette inferno af begivenheder? Det blev i 2016 gjort meget til mediernes skyld, at vi endte med Brexit og Trump. At medierne lod sig rive med af Trumps underholdende provokationer og grænseoverskridende løgne, inden de for sent tog manden alvorligt. At medierne lod sig rive med af ”vi tager kontrollen over vores land tilbage”-retorikken fra Brexit-folkene uden at kulegrave konsekvenserne, som briterne nu langsomt er ved at erkende ikke er helt så nemme og helt så storladne.

En positiv ting var der dog at sige om de journalistiske bedrifter på globalt plan i 2016. Det var, at 100 medier over hele verden gik sammen om et publicere den største kulegravning i den journalistiske historie indtil nu. Nemlig Panama-papirerne. De afslørede mere end 100 politikere i mere end 50 lande – inklusive 12 nuværende og forhenværende topnavne – i at have etableret hemmelige konti i Panama og andre steder med det formål at skjule penge for skattemyndighederne. Og myndighederne i mere end 75 lande har nu åbnet undersøgelser i den anledning.

Vi kan altså godt opfylde vores rolle med at være kritisk vagthund over for svindel og skattesnyd. 2017 vil vise, om vi har taget ved lære i medierne af Brexit og Trump og i tide kan få etableret det kritiske blik på populisterne og deres alt for nemme løsninger ved Europas helt afgørende valgkampe i 2017.

Erfaringerne fra 2016 viser, at de professionelle medier har en afgørende vigtig rolle at spille i forhold til falske, fordrejede, unuancerede påstande i den offentlige debat. Vi må tage os sammen til at spille den rolle. Den europæiske udfordring i 2017 kalder på en alliance og et samarbejde mellem professionelle medier i Europa.

Denne artikel har tidligere været bragt på Altinget.dk: Lisbeth Knudsen.Klumme Altinget.dk

Postfaktuel plat og politisk populisme

Udgivet den af
1

Den britiske folkeafstemning om at forlade EU har ikke alene helt konkrete storpolitiske og historiske konsekvenser, der udfordrer såvel sammenholdet i Det Forenede Kongeriges fire dele som den europæiske selvforståelse af et på mange måder succesfuldt EU projekt. Et projekt med de udfordringer og skavanker, som den slags ambitiøse, internationale samarbejder altid vil have, men også et projekt med klare succeser.

Folkeafstemningen i Storbritannien blev også et utvetydigt vidnesbyrd om tre andre vigtige og bekymrende tendenser i vores samfund.

  1. At drømmen om informationssamfundet med det oplyste folk, rationelle politiske beslutninger byggende på masser af data, masser af facts og masser af erfaring og ekspertise, som herefter indgår i en politisk proces med forskellige tolkninger, løsninger og holdninger, ser ud til at blive erstattet af et postfaktuelt demokrati. Et demokrati hvor det giver pote hos vælgerne at lægge eksperterne og eliten, de gamle politiske partier, storfinansen, de globale virksomheder og internationalt samarbejde for had, hvorefter det står enhver frit for uanfægtet at forme sin egen virkelighed baseret på følelser, demagogi og frygt.
  2. At vi nu reelt har en ny opdeling af befolkningerne i Europa. På den ene side står dem, der føler sig magtesløse over globaliseringen, som protesterer mod udvandingen af de nationale værdier og den nationale kontrol, som reagerer stærkt på udfordringen fra indvandringen og frygten for at miste eget job og som er fremmede overfor digitaliseringens invasion af både arbejdsliv og privatliv. På den anden side af dem, der ser mulighederne i det internationale, det grænsebrydende, det digitale og det multikulturelle.
  3. At de sociale medier forstærker tendensen til populisme og ikke kvantificerbare folkelige understrømme præget af frustration – ja ligefrem fremmedhad og ekstremisme. De sociale medier skulle jo være drømmen om den demokratiserede og ufiltrerede ytringsfrihed, hvor den åbne debat skulle være den selvkontrollerende faktor, men sådan er det ikke. Ingen overkommer at efterprøve og kontrollere sandhed og løgn på de sociale medier. Derfor er der alt for meget nonsens, som får lov til at passere uimodsagt og danne grobund for alle mulige myter og vandrehistorier. En ideel grobund for den politiske populisme og for en helte og skurke-dyrkelse, der bliver meget nærgående grænsende til det personlige.

Det sande folk
Det er frygten for fremtiden, der giver magtesløsheden. Populisterne spiller på frygten og på illusionen om at tage kontrollen tilbage, som det hed i den britiske kampagne for at forlade EU-samarbejdet. Tage magten tilbage fra hvem? Fra briterne selv, som har været en del af EU i 43 år? Eller fra hvem ellers?

Populisterne spiller på at være de sande talsmænd for det sande folk. Dem, der i modsætning til andre, udfører et ærligt arbejde og ved, hvor skoen trykker ”ude i virkeligheden”. De spiller på at gøre op med elitens alliance mellem eksperter, politikerne og medierne. De tegner et billede af, at i elitens alliance hytter de eget skind, og de lykkes i hvert fald ikke med at give den menige mand jobsikkerhed, fremtidshåb og et bedre liv.

I det postfaktuelle demokrati kan man som populist komme langt på literen og i vælgertilslutning ved at udvælge sine egne sandheder og sine egne kendsgerninger, og hamre løs på de følelsesmæssige strenge helt ind i hjertekulen på vælgerne. Kendsgerninger erstattes med opportunistiske fortællinger. Og lige gyldigt hvor mange gange medierne laver fakta-tjek på sådan en populistisk taler, og eksperterne nedgør indholdet, så er det lige meget. For medierne er en del af magten, og eksperterne er med i samme båd og taler samme indforståede sprog som politikerne og medierne, så derfor er de pr. definition ikke troværdige. Det er aftalt spil for galleriet for at narre det sande folk.

En fornemmelse af politisk magtesløshed over de globale udfordringer blev en cementeret kendsgerning hos en stor del af befolkningerne i Europa og USA under finanskrisen. Her blev det tydeligt for enhver, at nogle andre end de folkevalgte politikere havde styret økonomien i sænk, og de seneste historier om det store læk af Panama-papirer bevidnede blot, at de store og rige kan unddrage sig skattebetaling og opbygge skjulte formuer. Godt hjulpet af de banker, som politikerne måtte redde under finanskrisen, for at vores samfund ikke skulle bryde helt sammen.

En stor del af befolkningen har mistet troen på, at de gamle partier har løsningerne på udfordringerne og derfor vandrer de ud på fløjene til forskellige populistiske partier. Indvandringen får skylden for problemerne, selv om den på mange måder udfylder et hul i arbejdsmarkedet, som ingen andre vil udfylde. Politikerne taler om at kontrollere indvandringen, men alle almindelige vælgere kan godt se, at det er fiktion, hvis bådene først er på vej over Middelhavet og de næste millioner af mennesker sætter sig i bevægelse fra Syriens nærområder eller fra Afrika.

Før spurgte vi eksperterne, når politikerne ikke kunne finde svarene. Nu er tendensen hos populister som Nigel Farage, Boris Johnson og Donald Trump, Marine Le Pen eller Geert Wilders at opfinde egne facts, og plukke delresultater og udsnit af virkeligheder ud for derefter at servere dem med stor oratorisk kraft og pågående stil som nye kendsgerninger.

Råbe-demokrati
Midt i at vi skal finde en ny model for det fremtidige europæiske samarbejde, der forenkler, afbureaukratiserer og medinddrager befolkningerne i EU, så skal vi også finde en vej til at gøre op med, at alle argumenter er lige værdifulde og lige gode i en debat, og at populisterne får lov til at løbe med halve sandheder og hele løgne, og med at politikerne får lov til at slippe alt for let med nogle svar.

Hvordan kunne brexit eller leave-kampagnen få lov til at slippe helskindet og sejrende ud af folkeafstemningen i Storbritannien uden at have en plan for, hvad der skulle ske, hvis de faktisk vandt. Det burde jo ikke kunne ske. Men når nogen slår sig op på at repræsentere det sande folk og banker løs på EU, som om det var skabt af nogen skøre romere fra en berømt tegneserie og ikke f.eks. af briterne selv, så kræver det, at nogen tør udfordre populisterne med stærkere argumenter og måske ikke mindst stærkere følelser og lige så appellerende talere.

Der må være en hel anden åbenhed og transparens i de politiske beslutningsprocesser og i de politiske diskussioner, så populisterne ikke kan spille på, at magten foregår bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Der må være et andet og mere direkte møde mellem politikerne, eksperter og medier, hvor også eksperterne tager ansvar for at bringe urigtigheder frem i lyset.

Fra at være et forholdsvis oplyst demokrati i informationsalderen, er vi blevet til et råbe-demokrati i den postfaktuelle tid, hvor eksperter, indsigt og erfaring kastes i papirkurven til fordel for følelser, frygt og nationalromantik. Den britiske folkeafstemning har givet os det hidtil mest klare vidnesbyrd om, hvor vi er på vej hen. Sagt med stor beklagelse. Vi må bygge en bro mellem globalisterne og lokalisterne hurtigst muligt og tage opgøret med populisterne på fremmarch.

Denne artikel har været bragt den 1.7.2016 på Altinget.dk: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-postfaktuel-plat-og-politisk-populisme

Det herreløse EU-projekt

Udgivet den af
Svar

Europa mangler i den grad – og i sidste øjeblik inden EU-projektet er truet på livet – modige og visionære politiske ledere, der kan puste en markant, moderne og nytænkende kraft ind i den kriseramte organisme, som i dag samler 508 millioner europæere. Eller samler er måske netop så meget sagt, for gennemsnittet af EU-landenes befolkninger er tiltagende skeptisk overfor projektet.

Det gælder faktisk ikke den danske befolkning, som med årene er blevet mere positive overfor EU. Hvad man bestemt ikke skulle tro, når man hører danske politikerne tale om EU. Et massivt flertal af danskerne på 58,6 procent ville faktisk stemme ja til fortsat EU-medlemskab, hvis Danmark fik en folkeafstemning nu, viser en Rambøll-måling ifølge Jyllands-Posten.

Tiden nærmer sig hastigt den britiske folkeafstemning 23. juni om at blive eller forlade EU efter over 40 års medlemskab. Bliver det et nej, vil det bringe EU tæt på opløsning og i hvert fald fremtvinge den efterlyste nye vision og retning, fordi den britiske udmeldelse så kommer oven i en række andre interne kriser.

Bliver det et ja, skal der gennemføres en række reformer, som vil skrue ned for EU’s nuværende magt og ændre ambitionsniveauet for unionen, hvis det skal undgås at flere lande følger i fodsporet af briterne eller kræver flere tilvalgsordninger og særaftaler. Så uanset udfaldet af folkeafstemningen, så nærmer den snart otte år lange, interne europæiske krise sig en afslutning og en ny slags begyndelse.

Elefantens styrke
Kulturminister Bertel Haarder (V) talte i forbindelse med modtagelsen af Berlingske Fondens hæderspris i 2014 om de to elefanter – den store og den lille. Om EU og det nordiske samarbejde. ”Elefanter er fredsommelige, står tungt og pruster og basker med ørene. De er enorme, men har slet ikke den styrke, som deres vægt og størrelse berettiger til. De er kloge, men er alligevel lette ofre for krybskytter, som vil have deres stødtænder, ” sagde han.

Lige som Venstres ledende folk fra Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind, Morten Løkkegaard og til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort det her de seneste dage og uger, filosoferede Haarder dengang over politikernes eget ansvar for, at EU-samarbejdet i årevis er blevet talt ned overfor befolkningen og ikke op. Over at værdien af det europæiske samarbejde og de enorme fordele Danmark har af det indre marked er forduftet i alle besværlighederne ved at få så mange lande til at arbejde sammen. Når EU gang på gang fremstilles som problemet og ikke som løsningen, så er det jo ikke mærkeligt, at folk kommer til at opfatte det sådan og til sidst mister troen på ideen.

På et tidspunkt, hvor verden skriger på grænseoverskridende politiske løsninger på grænseoverskridende udfordringer på alt fra klimaet til flygtninge- og migrationskrisen, så giver det ingen mening at skrue ned for ambitionerne for det europæiske samarbejde. På et tidspunkt hvor det europæiske marked, mere end nogensinde har behov for styrke og vækst i konkurrencen med USA og de asiatiske markeder, så giver det ingen mening ikke at udvikle og udbygge det indre marked i EU.

Hvad der til gengæld mangler er reformer, der skærer ned på bureaukratiet, smidiggør processerne, prioriterer indsatsområderne skarpere, giver mere handlekraft til EU’s institutioner og skaber en bedre folkelig forankring. Der, hvor problemet ligger, er tilliden til at de reformer nogensinde kommer. For dem er der godt nok blevet talt om i adskillige år. Og jo større EU er vokset landemæssigt, desto mere kompliceret og omfattende er arbejdsområderne blevet, og handlekraften er suget ud af mødelokalerne.

Den helt regulære kritik, der kan rejses mod måden EU-systemet fungerer på i dag, og de svagheder det har omkring den folkelige forankring, ville bare fremstå langt mere interessant og brugbar, hvis politikerne havde nogen svar på, hvad der skulle gøres, og hvis de europæiske politiske partigrupperinger – for sådanne findes jo – satte sig for at skabe løsninger på problemerne i maskinrummet i stedet for bare at råbe fra skibets dæk.

Reformmotor efterlyses
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formulerede sig sådan her om EU i sin grundlovstale for nylig:

”Jeg er ikke blind for, at EU har fejl. At beslutningsprocesser kan være for langsommelige. At der reguleres for meget eller forkert. Men det gør sig jo ikke kun gældende i EU, men da også herhjemme. Og det får mig ikke til at stille spørgsmålstegn ved, om Danmark hører til i EU. Det gør vi. Nu og i fremtiden. Uanset hvad briterne stemmer den 23. juni. Men den britiske afstemning kan – hvis de vælger at blive – være en motor til nødvendige reformer af EU. Til at tage hånd om problemerne. Få EU til at fokusere mere på det vigtigste – og blande sig udenom langt mere. Vist kan vi gøre nogle ting bedre selv – men vi kan ikke gøre alting selv. Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde. Så enkelt er det. Alternativet til EU er ikke enegang. Det er ensomhed. ”

Hvad er det for nødvendige reformer, statsministeren taler om? Hvis noget reguleres for meget eller forkert, så har vi nok selv været med til at beslutte det, så behøver en oprydning vel ikke at hænge sammen med den britiske afstemning? Vi skal få EU til at fokusere på det vigtigste, siger statsministeren, men hvem er ham ”EU”? Det er jo en del af os selv.

EU på skrump
Det er virkelig bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i et interview i Berlingske dagen før grundlovsdag også fuldstændig lod som om, at EU ikke er en demokratisk del af os selv men en eller anden udefinerlig, ubehagelig type, der bare vil stikke næsen i alting.

I stedet for at integrere mere og mere skal EU fremover koncentrere sig om europæernes virkelige problemer og bruge al sin energi på kun tre områder: at sikre Europas ydre grænser, sikre lønmodtageres rettigheder og sikre sig mod placering af penge i skattely, mente Mette Frederiksen i interviewet. Hun talte om en dyb »legitimitetskrise« i EU. Jamen hvem har været med til at sidde og træffe beslutningerne om mere integration og hvem har skabt legitimitetskrisen? Det har jo bl.a. også de danske regeringer og de danske politikere i Europa-Parlamentet. Og danske politikere herhjemme, som har undladt at gøre noget ved problemet, der har eksisteret i årevis.

“EU har svigtet, og det kom til udtryk ved EU-folkeafstemningen i Danmark i december og den senere EU-folkeafstemning i Holland, hvor folk i begge tilfælde stemte om noget andet, end det de blev spurgt om. Det samme kan ske ved den forestående folkeafstemning i Storbritannien, der kan føre til, at briterne forlader EU,” sagde S-formanden i interviewet. Men hvem er EU? Det er jo ikke en selvkørende bil eller en løsrevet institution og nogle mursten i Bruxelles. Det er jo europæiske og danske politikere, der også har svigtet så? Tag nu så et medansvar for det og lav det om.

Mette Frederiksen mener, at EU bruger al for megen energi på for mange områder i stedet for at koncentrere sig om at finde konkrete løsninger på det væsentligste, og det vil være måden, hvor på man kan genvinde befolkningernes opbakning til det europæiske samarbejde. Det er jo utvivlsomt rigtigt. Her kunne Socialdemokraterne så sammen med søsterpartierne i de andre EU-lande forme en vision for den nye retning for EU og komme med konkrete udspil til den fornyelse, der er brug for.

EU hvem?
De seneste ugers debat har vist, at vi ikke er kommet ud over at betragte EU som et eller andet fantom, der uden at vi vil det, tiltager sig mere magt og beskæftiger sig med alt muligt, som vi ikke har bedt fantomet om at lave.

Hvis danske politikere begyndte at tale om EU som en del af os selv, som noget vi har været med til at skabe og udvikle, og som vi derfor også har et ansvar for at bringe i en ny retning, hvis vi synes, den nuværende er forkert, så ville meget være vundet. Hvis forslagene til den nye retning tilmed var konkrete og operationelle, så ville meget også være vundet. Hvis de europæiske partier, som jo er det europæiske repræsentative element så begyndte for alvor at skære til og prioritere vigtige områder, som ville kunne bringe ny vækst til det Europa, der halter bagefter økonomisk såvel som i den digitale udvikling, så ville vi være nået et langt stykke videre.

Hvis de europæiske befolkninger begynder at se, at der er politisk handlekraft bag ordene i det europæiske samarbejde, og politikerne – også de danske – ikke fralægger sig ansvaret og læsser det over til en eller anden udefinerlig størrelse i Bruxelles men viser os, at EU-samarbejdet og dets resultater skabes af de politikere og ministre, vi selv vælger, så ville vi også se medierne blive tvunget til at tage en anden stilling til EU-dækningen.

Ikke mindre kritisk, for reformbehovet er stort, og medierne burde medvirke til langt mere konkret at sætte fingeren på de ømme steder, så politikerne får fokus på dem. Men medierne er også tilbøjelige til at omtale EU som et uoverskueligt, bureaukratisk maskineri og ikke som en politisk institution.

Denne blog har været offentliggjort på Altinget.dk den 17.06.2016 på: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-det-herreloese-eu-projekt

 

Luk vælgerne ind i debatten om ny dansk udenrigspolitik

Udgivet den af
Svar

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde brug for en ny platform til at kunne formulere et pragmatisk kursskifte i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter Fogh-æraen båret af den værdipolitiske aktivisme i tæt kompagniskab med USA. En politik, der ikke grundlæggende blev forandret under Thornings statsministertid, men hvor USA i mellemtiden har skruet ned for det internationale engagement og op for holdningen til Europas eget bidrag til forsvaret og løsningen af konflikter.

Med udnævnelsen af ambassadør Peter Taksøe-Jensen som udreder og forslagsstiller til en ny sammenhængende udenrigs- og sikkerhedspolitik fik Lars Løkke præcis det, han ønskede. Et énmands-oplæg, hvorfra regeringen nu kan plukke, hvad den vil, uden at skulle håndtere et opgør med en mere besværlig, større kommission med en flok kloge hoveder på området. Her har blot været en uforpligtet følgegruppe, som Taksøe har kunnet bruge som sparringspartnere, men de har ikke skullet skrive under på slutresultatet og er dermed frit stillet til at kommentere værket.

Strømlining af ulandsbistanden
Det interessante er så nu, hvad regeringen vil bruge Taksøe-Jensens rapport til. Den kan klart bruges til at strømlining af dansk ulandsbistand med fokus på FN’s bæredygtighedsmål og af Udenrigsministeriets prioriteringer i forhold til handelssamarbejde og nye markeder for dansk erhvervsliv. Ingen tvivl om at der er brug for en grundig diskussion om værdipolitiske hensyn stillet over for interessevaretagelse, når det gælder særligt ulandsbistanden, og at der er grund til at revurdere, hvor indsatsen skal være stærkest for dansk erhvervsliv.

Der har længe trængt til et kritisk blik på modtagerlandene for dansk ulandspolitik og på effekten. FN’s nye verdensmål er en god anledning til at fokusere dansk ulandsbistand på ny, finde ud af hvor vi kan gøre en forskel og ikke hænge fast i traditionen. Erfaringerne med satsningen på BRIK-landene og forandringerne i verdensøkonomien taler klart for et nyt blik på prioriteringen af vores vigtigste handelssamarbejde og dansk eksport.

Den politiske modtagelse af rapporten har været forudsigelig og forsigtig. Taksøe-Jensen vidste utvivlsomt, at hans forslag om øgede forsvarsudgifter ville støde på stengrund økonomisk, at hans kritik af brugen af dansk ulandsbistand til at dække flygtningeudgifter i Danmark ville blive fejet af bordet af både Venstre og Socialdemokratiet, og at han næppe ville komme igennem med et forslag om etablering af en ny national udenrigs- og sikkerpolitisk rådgiver i Statsministeriet. Et særligt nyt koordinerende regeringsudvalg for udenrigs- og sikkerhedspolitikken kunne være den pragmatiske løsning, der ikke ville udløse et nyt slagsmål mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Den potentielt giftige krig lukkede statsministeren ned, allerede inden rapporten blev offentliggjort formelt.

Pressestrategi uden debat
Man må sige, at pressestrategien op til offentliggørelsen af Taksøe-Jensen-rapporten fik fuld gas med drypvise, velplanlagte og timede forhåndsinterviews drysset ud over en række medier, så selve pressemødet til den samlede offentlighed var tømt for nyheder. Man kan diskutere, om det var smart, for nu flytter debatten om rapporten efter en hurtig politikerrunde og nogle få regeringskommentarer ind i et lukket rum. Det burde have været en del af opdraget, at rapportens konklusioner skulle ud i en bredere sammenhæng til en mere folkelig forankring af det kursskifte, som den lægger op til.

Rapporten konkluderer på fem pejlemærker for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.

  • Nærområdet med en bæredygtig og fredelig udvikling i Arktis og Østersøen som fokus.
  • Europa med et Danmark som kernemedlem af EU og NATO og som aktiv bidragsyder til at løse kriser med både flygtninge og terror.
  • Flygtninge og migration med samtænkning af blandt andet udenrigspolitik, humanitær indsats, ulandsbistand m.v.
  • Økonomisk diplomati med støtte til dansk eksport og til at skaffe investeringer, viden og talenter til Danmark.
  • Støtte til FN’s 2030-dagsorden og de 17 verdensmål. Og dermed støtte til både klimamål og styrket internationalt samarbejde.

Taksøe-Jensen-rapporten giver ikke svaret på alle aktuelle spørgsmål i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, men rapporten giver en overordnet ramme for det mere langsigtede perspektiv. Derfor er den brugbar som debatgrundlag.

De folkelige organisationer, højskolerne, NGO’erne, forskerne, regeringen eller Folketinget burde tage et fælles initiativ til at gå sammen om at etablere fem fora for offentlige debatter om disse vigtige pejlemærker for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Tag udgangspunkt i rapporten, som er meget velskrevet og kommunikerbar, og skab et materiale egnet til debat og interaktion med Danmarks mange interesserede i udenrigspolitik, ulandspolitik og sikkerhedspolitik.

Folkelig debat
Vi kæmper i Danmark som andre steder med en udbredt afmagt og frygt for globaliseringen, den multikulturelle bølge og internationaliseringen. En afmagt, som bestemt ikke er hjælpsom for de modige politiske beslutninger, der er helt nødvendige for Danmark. Hvis den frygt skal afmonteres, så skal udenrigs- og sikkerhedspolitikken sættes mere til debat. Politikerne har brug for en befolkning, der positivt forstår og erkender vores nye globale virkelighed, og som kan tage stilling til den på et oplyst grundlag.

Taksøe-Jensen-rapporten kan være et springbræt til at involvere og engagere flere i de problemstillinger, som vi alle sammen er nødt til at forholde os til. Rapporten kan suppleres med yderligere materiale, som kan bidrage til en dybere debat og involvering. Lad os nu ikke bare i Folketinget, men også i befolkningen få en bredere folkelig debat om globaliseringen og udenrigspolitikken og den danske interessevaretagelse, så det ikke kun bliver for en elite at diskutere vores store udfordringer og vores prioriteringer, mens befolkningen afkobles mere og mere.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 9. maj 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-luk-vaelgerne-ind-i-debatten-om-ny-dansk-udenrigspolitik

 

Kan 2016 blive værre end 2015?

Udgivet den af
1

Efter at vi nu grundigt med diverse årskavalkader har taget afsked med 2015, så fristes man til at spørge: Kan 2016 overhovedet blive værre end det forgangne år? Og svaret er nok desværre et ja.

Vil verdenssamfundet finde svaret på de aktuelle kriser og udvise det hidtil usete, store lederskab, der skal til for at bringe os nærmere nogle brugbare løsninger?

Vil udviklingen i Danmark tage det store reformspring fremad med en tiltrængt nytænkning af velfærdssamfundet og en styrkelse af væksten på et tidspunkt med den smallest tænkelige regering i mange årtier og en flygtningesituation, som sætter økonomien under pres? Og her er svaret nok desværre på begge spørgsmål et nej.

Vil vi finde frem til en større bevidsthed og en stolthed ved vores kulturelle værdier, vores kristne livsgrundlag, vores historie og vores danskhed, så vi ikke bliver bekymrede og utrygge ved mødet med andres værdier men kan omsætte tolerance og åbenhed – ikke naivitet og blåøjethed – til en moderne udgave af de danske karaktertræk i en globaliseret verden?

Den gennemgående politiske melodi-sætning for 2015 har været, at “vi skal passe på Danmark” og “det Danmark, du kender”, og “at vi står sammen om Danmark”. Vi er under pres, og politikerne fra højre til venstre vil markedsføre trygheden i det kendte, paradoksalt nok på baggrund af et 2015, som bestemt ikke har været som før. Er det et Danmark, der lukker sig om sig selv, vi vil have, eller et Danmark som navigerer aktivt i det europæiske og internationale samarbejde, og som formår at holde trit med den globale udvikling?

Det er elendigt at starte et nyt år som lyseslukker. Jeg hader at gøre det, fordi nytåret rummer så meget glæde ved bare det at tage fat på et helt blankt, uspoleret og friskt år. Vi starter sådan et nyt år mange steder i virksomhederne med optimisme, store mål og visioner. Vender et blad i kalenderen og afventer spændt, hvordan vi kan påvirke udviklingen i det nye år bedst muligt. Men der er desværre en del, vi ikke selv er herrer over – selv med de bedste nytårsforsætter og den største optimisme.
Lad os tage udfordringerne en for en:

Terror-dagsordenen
Den islamistiske terror flyttede dybt ind i Europa og i Danmark i 2015. Ja så dybt, at nytårsfestlighederne i flere europæiske storbyer er nedtonet eller aflyst af frygt for ny terror. Vi har set vidnesbyrd om, hvordan terror-celler upåagtet kan tage ophold i hjertet af vores storbyer, og hvordan de såkaldte islamiske krigere, måske endda født og opvokset i Europa, kan udrette varig skade i forhold til vores oplevelse af tryghed, vores frihedsrettigheder og vores hverdagsliv. Vi har set dramatiske vidnesbyrd om presset på ytringsfriheden både i Paris og København og samtidig oplevet nogle af de mest ekstreme, racistiske og stigmatiserende udsagn i omløb i den politiske debat herhjemme og andre steder i Europa. Islamisk Stat synes desuagtet i stand til fortsat at rekruttere kanonføde i vestlige hovedstæder blandt unge mænd og kvinder. Den internationale alliance mod Isis er blevet forstærket i 2015, men om kampen mod kalifat-krigerne for alvor får et gennembrud i 2016, er afgørende for, om vi kan føle os bare lidt mere trygge i det nye år.

Ytringsfriheden i dens fulde omfang og med den fulde frihed får vi ikke tilbage. Dertil er risikoen for at ramme den forkerte tone på det forkerte tidspunkt og det forkerte sted stadig for stor, og selvcensuren er blevet det rationelle men ikke særligt behagelige svar. Vi vil således også i 2016 komme til at diskutere, hvad vi stiller op med Isis, med de unge krigere, med det frie ord og dets påtvungne forbehold af hensyn til sikkerheden og med dilemmaet mellem overvågning, beskyttelse og sikkerhed i forhold til de individuelle frihedsrettigheder og det daglige liv, som vores åbne demokratier ånder for.

Flygtninge-dagsordenen
2015 blev året med det største antal mennesker på flugt siden Anden Verdenskrig. Er der udsigt til at det bliver bedre i 2016, og til at det ikke vil få endnu flere mennesker til at sætte sig i bevægelse væk fra håbløshed, krig og nød? Selv om der vildt optimistisk skulle vise sig et gennembrud for nogle Syrien-forhandlinger om fred og en ny politisk løsning i regionen, så er den gordiske knude i Mellemøsten ikke løst, og realistisk set kommer det til at tage måske årtier inden flygtningestrømmen måske vender og en genopbygning kan begynde. Om få dage lukker svenskerne for den frie bevægelighed over grænsen. Danmark kan blive tvunget til at følge efter, og hele Schengen-samarbejdet vakler. Det øger presset på Europa og på Danmark i 2016, hvor menneskestrømmen gennem Europa fortsat vil være der, og hvor der fortsat skal findes løsninger på, hvordan disse mange migranter og flygtninge enten skal have asyl og integreres eller sendes tilbage, hvis de ikke har grundlag for at søge asyl.

Arbejdsløsheds-dagsordenen
Sammenhængende for flere af de dagsordener, som prægede 2015, og som kommer til at præge 2016 er arbejdsløsheden. Overalt i Europa tales der om den tabte generation af ungdomsarbejdsløse, som aldrig fik en chance på arbejdsmarkedet, og som derfor bliver det lette bytte for organisationer og bevægelser, der opsamler vreden, frustrationen, trøstesløsheden, de tabte drømme og afmagten. Hvad enten disse bevægelser er at finde på den islamistiske propaganda-liste eller i nogle af de nationalistiske grupperinger, som findes i Europa. Med kombinationen af flygtningeproblemet og vanskeligheden med at skaffe de mange ude fra kommende i jobs og ind i selvforsørgelse samt de unge migranter fra Afrika desperat på jagt efter et bedre liv så er der i 2016 udsigt til en endnu farligere cocktail, end vi allerede så tendenser til i 2015.

Den europæisk dagsorden
Først finanskrisen og den græske tragedie. Så flygtningekrisen og etableringen af nye hegn, mure og grænsekontroller i Europa. Europa blev forandret i 2015. Manglende evne til at effektuere fælles europæiske løsninger på udfordringerne må det nøgterne svar lyde. 2016 skal så bringe en styrkelse af den ydre grænsekontrol, en fordeling af flygtningene og såkaldte hotspots til opsamling af de mange akutte menneskebølger, der skyller ind på det europæiske kontinent. Samtidig er det blevet tydeligt, at dele af Europa med Tyskland og Frankrig i spidsen rykker tættere sammen, mens Storbritannien, Danmark og andre gradvis fjerner sig fra kernen af Europa og forlanger særordninger og særlige løsninger.

I Danmark skal vi have taget stilling til, hvad vej vi ønsker at gå med den europæiske dagsorden. Briternes eller tyskernes. Og flygtningekrisen fortsætter ind i 2016. Samtidig vil nej’et ved den danske folkeafstemning om retsforbeholdet trække dybe spor ind i 2016 for Danmark. De danske politikere må overveje, hvornår tiden er moden til en mere grundlæggende dansk Europa-debat. Vi har i den grad brug for den i 2016, hvis vi skal kunne spille en aktiv rolle i de mange vigtige beslutninger om Europas kurs, vi har foran os.

Dansk velfærds-dagsorden
2016 kommer med sikkerhed også til at byde på en omfattende debat om de offentlige udgifter, omstillings-besparelser i kommunerne og i de statslige institutioner og på Christiansborg kampen om skattenedsættelserne i toppen eller bunden eller slet ikke. Den internationale økonomi ser ud til at komme i gang igen i 2016 med et USA i bedring, et Europa langsomt ved at tø op efter krisen og et Kina i en mindre opbremsning men stadig med vækstrater større end vores. Det store spørgsmål vil være, hvad der er rum og plads til i dansk økonomi. Året sluttede mindre optimistisk end det startede.

Udgiftspresset er stort i kommunerne og regionerne, og flygtningesituationen kommer kun til at øge det pres i de kommende måneder. Samtidig mangler produktionsvirksomhederne og det øvrige danske samfund virkelig damp under kedlerne og et opsving, der kan mærkes og bruges til noget. Vi mangler ikke alene gang i væksten, men også gang i innovation og nytænkning både i den offentlige og private sektor og i forhold til den måde, som vores sociale ydelsessystem er sammensat på. Vi mangler ambitionen om at tænke vores velfærdssystem helt om, fjerne systemer og regler, som ikke virker efter hensigten længere, og indføre nye forenklede processer.

Den internationale dagsorden
2015 har betydet en ændring af forholdet til Rusland og Putin på grund af annekteringen af Krim og krisen i det østlige Ukraine samt vestens boykot af Rusland og Ruslands ditto af Vesten. Det har ramt danske virksomheder hårdt på eksporten, og det giver i verden som sådan en usikkerhed om, hvad der er i Putins reaktionsmønster og næste træk. Men en løsning på Ukraine-spørgsmålet, et stop for sanktionerne og en optøning af samarbejdet med Rusland synes på ingen måde i sigte i 2016. På den positive side tæller klimadagsordenen, som måske er det eneste område, hvor man har lov til at være en anelse optimistisk efter aftalen i Paris under FNs ledelse. Klimamålene er ikke ambitiøse nok, hvis vi skal undgå store skadelige konsekvenser, men de er på den anden side så høje, at det bliver ekstremt svært at nå dem uden dramatiske forandringer i vores energiforbrug, vores produktion og i vores liv og handlemåder som almindelige borgere.

Demokrati-dagsordenen
Der er en syvende dagsorden, som må nævnes her. Det er demokratidagsordenen, som hænger tæt sammen med tillid og borgerinddragelse. Et repræsentativt demokrati bygger på tillid til de folkevalgte og på, at de agerer i respekt for vælgerne, men også på at de har modet til og evnen til at gå i spidsen for de forandringer, som skal til. Til at politikerne taler med hinanden som voksne mennesker, som Alternativets Uffe Elbæk formulerede det ganske rigtigt forleden. Voksne mennesker, der er fælles om at ville Danmark det godt, men har forskellige løsninger på problemerne. Der råbes for meget, spinnes for meget og diskuteres for lidt nye muligheder.

Der trænges til at blive talt rent ud af posen i dansk politik. Til mindre taktik og til flere, fundamentale debatter om fremtidens samfund og de krav, det vil stille til os alle sammen. Til at der tales mere om dilemmaer og ideologiske forskelle på løsningsmodeller end om hvem, der gjorde hvad sidst, og hvem der nu fik flest krav opfyldt, så vi som vælgere kan tage en beslutning om, hvad vi hver især tror på. Her har medierne en meget væsentlig rolle at spille som demokratiets mellemmand mellem politikerne og borgerne. Og lige nu betragter mange borgere medierne som en del af samme dårlige surdej som politikerne.

Nytårstalerne fokuserer i år på flygtningeudfordringen med forskellig toneart og indgangsvinkel. Vi kommer igen til at høre, at vi skal passe på Danmark og holde sammen på Danmark. Det er fint nok. Men vi skal også udvikle på Danmark, forny Danmark og gentænke vores velfærdssamfund uden at give slip på vores kulturelle og menneskelige værdier.

Denne klumme har været publiseret på http://www.altinget.dk/artikel/kan-2016-blive-vaerre-end-2015 1. januar 2016