Kan vi overhovedet udrydde ”fake news”?

Oktober og november har været rigtigt dårlige måneder for de store teknologigiganter Google, Facebook og Twitter. Her tabte de i fuld offentlighed fuldkommen ansigt som professionelle, globale virksomheder, der udadtil brander sig som evangelister for en bedre verden af fællesskab, videndeling og grænseoverskridende forbindelser. Her tabte de ansigt, som virksomheder med fuld kontrol med deres enorme dataflow, deres enorme annonceindtægter og deres gigantiske imperium af kunder og kundedata fra hele verden.

Foran det amerikanske senats underudvalg om kriminalitet og terrorisme og senatets efterretningskomite, er de tre selskabers juridiske repræsentanter blevet grillet for deres åbenlyse mangel på styr på misinformation på deres platforme, for manglende kontrol med politisk infiltration fra Rusland i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 og mangel på kontrol med køberne af annoncer på platformene Google, Facebook og Twitter.

Deres manglende evne til at forhindre misbrug og manipulation – hvor end den måtte komme fra både hvad angår annoncer og brugeropslag på platformene – blev helt og aldeles åbenbaret for enhver under høringer, hvor de amerikanske senatorer ikke holdt sig tilbage med kritik.

Det blev for den sidste jubelglade tvivler krystalklart, hvor sårbar vores digitale infrastruktur er. Hvor magtfulde de tre globale virksomheder er, og hvor vanskeligt det er for dem at beskytte den infrastruktur, som vi alle er blevet så afhængige af, mod misbrug.

”Hvis du har fem millioner annoncører, som skifter hver dag, hvert minut eller hvert sekund, har du så reelt styr på, hvem hver eneste af disse annoncører er, og hvad deres aktivitet går ud på”, spurgte den republikanske senator fra Louisiana, John Kennedy. Svaret skulle gives af Colin Stretch, som er Facebook’s juridiske rådgiver. Stretch indrømmede, at Facebook ikke kunne se aktiviteterne bag de enkelte annoncører, og at man ikke havde styr på det. John Kennedy replicerede, at han var stolt over, at de tre nævnte selskaber var amerikanske, men samtidig skræmt over den magt, som de besad.

I forbindelse med kongreshøringerne informerede Facebook lovgiverne om, at omkring 126 millioner amerikanere måtte have været udsat for indhold, der blev genereret på Facebooks platform af en russisk statsforbundet troldefabrik kendt som Internet Research Agency mellem juni 2015 og august 2017.

Twitter meddelte, at man der havde identificeret 2.752 konti knyttet til Internet Research Agency. Det fandt i alt 36.746 konti, der syntes at være forbundet med Rusland, men ikke nødvendigvis med Internet Research Agency, som genererede automatiseret, valgrelateret indhold. Ud over de opdagede konti, har Twitter oplyst at Internet Research Agency havde sendt mere end 131.000 tweets under valgkampen.

Også Google indrømmede at deres YouTube delingstjeneste har lagt platform til russiske påvirkningskampagner, og at man var ved at undersøge omfanget nærmere. Google har oplyst at agenter fra Internet Research Agency uploadede mere end 1.000 videoer på YouTube platformen.

Hvad høringerne i Kongressen i USA fører til kan blive en lovgivning, der for så vidt angår politiske reklamer skærper kravene til transparens, åbenhed omkring hvem, der køber hvad, og dermed en klar udfordring til hele den automatiserede og robotstyrede annonceformidling, som de globale selskaber benytter sig af.

Googles svar på kritikken har været udtalelser om, at spore misbrugerne og nedgradere deres placeringer på nettet, hvor algoritmerne i dag gør det modsatte – præmierer brugerinteresse for saftige sensationer og lægger dem øverst i søgemaskinens tilbud. Facebook bebuder at ville ansætte 1.000 medarbejdere til at kontrollere særligt politiske annoncer og sponseret indhold fra politiske aktører. Twitter bebuder også indgreb i særligt russiske statsselskabers ageren.

Ud af skabet er sprunget diskussionen om censur, hvor særligt Facebook er i skudlinjen. Men er det egentlig en særlig tryghedsskabende faktor, hvis internetgiganterne skal til at censurere vores indhold efter globale etiske kriterier og standarder, mere end de gør i forvejen? Nej vel? Og sagen er så her, at det gør giganternes algoritmer jo allerede. For de nedgraderer eller fjerner stof efter bestemte kriterier og opgraderer, hvad der ligner det, vi tidligere godt har kunnet lide at se på.

Misinformation eller polarisering

”I tider som disse er det vigtigste, vi som Facebook kan gøre, at udvikle den sociale infrastruktur, der kan give folk mulighed for at opbygge et globalt fællesskab, der virker for os alle. I det seneste årti har Facebook fokuseret på at forbinde venner og familier. På fundamentet af dette vil vores næste fokus være at udvikle den sociale infrastruktur for hele samfundet – for at understøtte samfundet, for at holde os trygge, for at holde os informeret, af hensyn til det civile engagement og for inklusionen af alle.”
Citat fra Facebook stifter Mark Zuckerberg fra 16. februar i år, hvor han udmeldte den næste epokes mål for Facebook.

Fake News, misinformation, troldefabrikkers infiltrering af Facebook spillede ikke nogen rolle i chefens tale dengang. I det hele taget er kampen mod falske informationer og direkte misinformation en mindre detalje på vejen mod at skabe det store forkromede globale fællesskab, må man forstå i den programerklæring.

”Vores tilgang vil fokusere mindre på at forbyde misinformation, og mere på at tilføje yderligere perspektiver og oplysninger, herunder det faktum, at en faktatjekker f.eks. anfægter opslagets nøjagtighed. Vi har mere arbejde at gøre med informationsdiversitet og misinformation, men jeg er endnu mere fokuseret på sensationalismens og polariseringens indvirkning og ideen om at skabe fælles forståelseramme”, skriver Mark Zuckerberg videre i programerklæringen fra februar.

Det er tankevækkende at læse denne iscenesættelse af den nye Facebook strategi nogle måneder senere, hvor både Facebook, Google og Twitter har stået skoleret for den amerikanske kongres og gang på gang er blevet udspurgt, om de har styr på det indhold, de sender ud. På dets ægthed og troværdighed. Og om de føler at ansvar for, at hadtale, indhold med opfordringer til terror og direkte falske og misledende historier ikke bliver lagt ud på nettet. ”Misbruget af vores platform i forsøg på statssponsoreret manipulation af valget er en ny udfordring for os – og en, vi er fast besluttet på at bekæmpe”, sagde Twitters advokat, Sean Edgett, under høringerne.

Hvis netgiganterne kommer under mere politisk pres er næste skridt så en eller anden form for indholdscensur, selv om alle slår syv kors for sig? Hvem skal beslutte, hvad der er en acceptabel tone på nettet, hvad der kan annonceres for og imod? Hvem skal beslutte, hvad der er op og ned på en nuanceret sag uden den professionelle og uafhængige journalistik som mellemled?

Sagen er at internettets volumen har vokset sig så stor, at end ikke tech giganterne nu har styr på tingene og hastigheden af uploads af indhold og annoncer sker så hurtigt og så automatiseret, at det ikke kan kontrolleres, før det rådne indhold har spredt sig.

Der gøres fine bestræbelser og mange initiativer til at løse skraldemands-opgaven på internettet med fakta-tjek-sites som Mandag Morgens www.TjekDet.dk  og andre lignende initiativer rundt omkring i udlandet. Initiativer der bringer professionel journalistisk validering og dokumentation af oplysninger i spil sammen med bidrag fra forskere og andre eksperter.

Men vi skal ikke forvente, at der trods alle bestræbelser på at opdage fjendtlig infiltrering af nettet, misinformation og fake news, kommer en situation, hvor vi slipper for at navigere i et – i tanken og idealet – smukt digitalt ocean af indhold, men nu forurenet af misinformation og statsstyret manipulation. På samme måde som det smukke fysiske ocean i dag har store områder stærkt forurenet af grimt plastikaffald.

Denne artikel har været offentliggjort på altinget.dk den 1.december 2017: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kan-vi-overhovedet-udrydde-fake-news

Kidnapning af begrebet falske nyheder

Med en amerikansk præsident, der har gjort de professionelle medier til den nationale hovedfjende og de sociale medier til sine venner, så måtte der ske noget usædvanligt.

Det er blevet til den nok mest vigtige debat i årtier om pressens rolle i forhold til at afsløre misinformation og manipulation, om journalistikkens opgave og betydning for demokratiet og om den rette håndtering, når journalistikkens udøvere pludselig selv kommer i centrum for historierne og under hård anklage. Det er en relevant debat, der ikke bare føres i USA, men også har dybe tråde til vores hjemlige diskussioner.

Med en amerikansk valgkamp godt forurenet af falske nyheder og udokumenterede påstande med de sociale medier som affyringsrampe, og teknologigiganterne Facebook og Google under intens beskydning for ligefrem at tjene penge på at undergrave demokratiet med falske klikbare sensationer, så måtte der ske noget usædvanligt.

Det er blevet til, at Facebook og Google faktisk nu rykker på udviklingen af redskaber til at standse producenterne af de falske nyheder og på at få ryddet de falske historier ud af nettet.

Samtidig har den politiske nervøsitet for de falske nyheder og manipulerede sandheder bredt sig i Europa med en række afgørende valg forude i Holland, Frankrig og Tyskland. Her er Google og Facebook blevet konfronteret med politiske trusler om indgreb og krav om foranstaltninger til at holde nettet rent for det, der kan forpeste ethvert ellers velforankret demokrati.

Også i Danmark er der rejst spørgsmål til justitsministeren fra Socialdemokratiet om, hvordan den demokratiske debat kan beskyttes mod de falske nyheder, og Søren Pape har kort svaret, at man følger udviklingen i bl.a. Tyskland, hvor politikerne har luftet tanken om bøder til Facebook, hvis de tillader spredning af falske nyheder.

Ministerens svar oser ikke ligefrem af indsigt i området – og konkrete forslag til handling kan man tilføje. Rent ud sagt svært er det også at gøre noget fra politisk hold, uden at det får en ubehagelig klang af censur.

Alliancer mod falske nyheder

Men nu ser hele denne usædvanlige udvikling faktisk ud til på helt overraskende vis at forene de professionelle medier, teknologigiganter og menneskerettighedsorganisationer i en spændende nye alliancer. Det gjorde den allerede i 2016 i USA. Det gør den nu i Frankrig, hvor Google News Lab er gået sammen med Facebook og 17 af de største nyhedsorganisationer nationalt og lokalt i Frankrig i et interessant fælles initiativ under navnet CrossCheck.

Initiativet skal være et samarbejde, hvor det handler om at verificere historier på nettet, som kan være falske og opspore og fjerne dem, inden de spredes yderligere. Et initiativ der også bygger på, at brugerne og borgerne aktivt hjælper med. Det bygger på, at teknologivirksomheder udarbejder tekniske redskaber til at opspore de falske historier, og de professionelle medier og journaliststuderende hjælper til med at verificere historierne og varemærke dem som sande eller falske.

Så langt så godt. Tilsvarende alliancer kunne opstå i andre lande i den fælles interesse mellem nye og gamle medieplatforme at få standset forpestningen af nyhedsstrømmen.

Uanset om de professionelle medier og teknologivirksomheder kæmper blodigt og indædt om annoncekroner og kundedata med hinanden, så giver det mening at gå sammen om sådanne initiativer for at holde nettet rent. Og der kommer flere og flere af den slags netværks-initiativer i USA.

I september 2016 blev der lanceret et ”First Draft Partner Network” i USA med hele striben af de aller største professionelle nyhedsorganisationer, Twitter, Facebook og Google, menneskerettighedsorganisationer og enkeltstående faktatjek-sites som deltagere i det første netværk af sin art – blandt andet med det formål at:

  • Komme med anbefalinger om styring og overvågning af informationer og billeder i realtid, på tværs af flere netværk og på flere sprog.
  • At komme med metoder til at strømline og integrere processer for at kontrollere om et fotografi, en video eller en historie offentliggjort online er original og ægte.
  • At komme med metoder til at forhindre spredning af misinformation.
  • At komme med guides og kurser i faktatjek og kontrol med nyheders ægthed.

Det nye partner-netværk med over 40 deltagere er baseret på ideen om, at omfanget af de udfordringer, som samfundet står overfor omkring filtrering af faktuelle oplysninger og verificering af autentisk indhold på nettet, kun kan løses via et globalt samarbejde mellem organisationer repræsenterende nyhedsmedier, teknologivirksomheder og NGO’er.

Alliance mod had på nettet

Et tredje amerikansk initiativ under navnet ”Documenting Hate” er ligeledes blevet til i 2016 som et samarbejde mellem medier, teknologivirksomheder, journalistuddannelser og menneskerettighedsorganisationer om at dokumentere hadforbrydelser på nettet med henblik på politimæssig opfølgning og fjernelse af den slags materiale fra nettet.

Man kunne godt ønske sig at se danske medier mere offensivt drøfte, om tilsvarende tværgående alliancer kunne være relevante herhjemme eller som del af et fælles europæisk initiativ.

Vi kender ikke omfanget af falske nyheder på nettet, men fornemmelsen af, at fænomenet er blevet en indbringende kanal for alle mulige med interesse i enten at undergrave demokratiet – eller bare tjene penge på voldsomme klik-storme – er voksende.

Derfor må de store og utraditionelle netværk bydes velkommen som værende det indtil nu eneste relevante svar på forureningen af nettet.

Kidnapning af begrebet falske nyheder

Men netværk, nye koalitioner og teknologiske løsninger kan ikke – uanset stor slagstyrke -angribe og fjerne dem, der lige nu har kidnappet begrebet falske nyheder. Den amerikanske præsident og hans folk har nemlig på det seneste i deres krig mod medierne kidnappet selve begrebet ”falske nyheder” og misbrugt det på det skammeligste, fordi det lige nu er populært at slå løs på medierne.

Nu er meningsmålinger, som Trump og hans stab ikke kan lide, blevet til ‘falske nyheder’. Nu er kritiske mediers reportager og artikler blevet til ‘falske nyheder’. Nu er en liste fra Det Hvide Hus over 78 terrorbegivenheder, som medierne påstås at have nedprioriteret dækningen af, pludselig sandheden, selv om flere af begivenhederne på listen intet havde med terror at gøre – bl.a. i tilfældet Danmark og en række andre begivenheder, der er blev dækket væg til væg.

Så nu er løgn blevet til ”alternative fakta” i Trumps mediestrategi, og ubehagelige nyheder er blevet til ”falske nyheder”. Hvad bliver det næste?

Denne artikel har været bragt på http://www.altinget.dk den 10.februar 2017. http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kidnapning-af-begrebet-falske-nyheder

Tænk DR helt forfra

Så er brandalarmen udløst i Ørestadens fire ikoniske DR-bygninger. Kampen om DR’s fremtid er gået i gang for fuld udblæsning med Dansk Folkepartis forslag om at skære DR’s budget med 25 procent, og kulturministerens bebudede udspil på medieområdet her i efteråret. Også med en dagsorden om at DR som helhed skal fylde mindre, at provinsen skal fylde mere i sendefladen, og at der skal være mere plads til de private medier.

DR’s defensorhold internt og eksternt har skruet sig op til, at demokratiet nærmest er truet, hvis man rører ved DR’s bevilling, og at amerikanske, kommercielle tilstande er på vej ind på det danske tv-marked, hvis DR ikke får mulighed for at levere den samme kvalitet, mangfoldighed og volumen som nu. Udfordrerne kritiserer DR for at være for stor og dominerende, for selvfed og for tonedøv overfor medielandskabets dramatiske forandring og de private mediers alvorlige overlevelseskamp.

Internationale spillere er de store skurke

Alle er enige om, at Google og Facebook, YouTube, Netflix, HBO og andre internationale spillere, der suger annoncekroner og abonnementspenge ud af det danske marked, er de store skurke. Men dem kan vi ikke standse eller gøre noget ved.

Dem skal vi tilmed bare regne med kommer til at fylde mere på medie- og underholdningsmarkedet. Derfor taler vi i stedet om samspillet mellem statens medier og de private medier. Eller rettere: vi taler om DR og næsten ikke om TV2 og slet ikke om de to bekostelige, regionale public service systemer, som staten også driver med henholdsvis radio og TV produktion.

Og mens katten eller vilddyret, som nogen nok vil kalde det, er sluppet ud af sækken, og forhandlingerne om nye medieforlig for både de private og offentligt ejede medier stadig burde være et stykke tid væk, så er starten gået til, at mediepolitikken i almindelighed og DR i særdeleshed kan blive et hedt emne i efteråret i en potentiel valgkamp, eller debatten kan bruges til markante, værdipolitiske udmeldinger, som alle borgere kan forholde sig til, mens diskussionen om en økonomisk 2025- plan straks er mere fjern for de fleste.

Helt ude af trit med den nye politiske timing af en mediepolitisk debat i efteråret, så sidder et public service udvalg og arbejder på et oplæg til, hvad der skal være ”public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år.”

Udvalget skal opstille scenarier for, hvad dansk public service kan/bør være i fremtidens individualiserede og fragmenterede medieverden. Det skal aflevere konklusioner til nytår, men må ikke komme med konkrete indstillinger. Endelig har Kulturstyrelsen iværksat en analyse af de internationale aktørers indvirkning på det danske mediemarked både økonomisk og publicistisk. Den analyse skal være færdig til sommer 2017.

Ideelt set ville public service udvalgets input, analysen af de internationale aktører på det danske mediemarked og en synkronisering af forhandlingerne om mediestøtten til de private medier og fremtidens rammer for public service medierne være det seriøse og kloge fundament for et nyt og epokegørende medieforlig med virkelig nytænkning.

Men sådan er politik jo ikke altid. Det er også timing, muligheder der opstår, situationer som skal udnyttes, og politiske konstellationer som pludselig kan ændre sig.

DR minus 25 procent

En beskæring af DR’s budget med 25 procent fra 3,7 milliarder kroner til godt 3 milliarder kroner, som DF foreslår, er ikke en spareplan. Det vil være en markant omkalfatring af DR’s virksomhed, og DF-planen giver ikke noget godt sammenhængende bidrag til, hvad der skal være DR’s fremtidige opgave.

Partiet kommer med nogle anvisninger på lukning af kanaler, lukning af DR’s egen medieforskning, beskyttelse af DR’s ensembler mod nedskæringer ved at flytte dem på finansloven og ud af licensfinansiering, øget udlicitering, indførelse af login til DR’s digitale tjenester, nedsættelse af cheflønninger og større produktion i provinsen.

Alt sammen forslag, som selvfølgelig kan beregnes og diskuteres, men det er noget andet, der er brug for. Der er brug for at tænke DR og statens medier forfra.

  • For at finde den nye identitet og nydefinere den vigtige opgave, som DR skal løse i et totalt forandret medielandskab og i samklang med den nye kulturpolitiske og dannelsesmæssige udfordring, vi står med – større end nogensinde faktisk på grund af globaliseringen, den digitale transformation og indvandringen i Danmark.
  • For at slippe TV2 løs og sælge det til kommercielle interesser med stærke public service forpligtelser. Det er alligevel kommercielt finansieret, og det kan sagtens lade sig gøre at stille krav til kvalitet og indholdskategorier, selv om kommercielle ejere skal drive det og tjene penge på det.
  • For at lægge de to regionale mediesystemer – DR’s radioregioner og TV 2’s regionale TV-stationer – sammen til en organisation, der ville kunne levere både radio og TV og bidrage til de nationale kanaler også.
  • For at sikre DR’s ensembler og koncerthuset i et nyt organisatorisk regi uden for licensfinansieringen, men stadig med stærke forpligtelser til at levere ind til DR’s sendeflader.
  • For at målrette DR’s programudbud og antal kanaler til løsningen af nogle kerneopgaver og få skåret til, hvad der ikke er inden for den skive.
  • For at videreføre Radio 24syv i privat regi med public service-forpligtelser men i et mindre rigidt indholdsmæssigt minuttyranni end nu, fordi i mindre målestok end TV 2 at skabe et reelt public service alternativ til taleradio på P1.
  • For at sikre DR’s klassiske funktion som talentfabrik i forhold til en række kunstneriske og journalistiske discipliner.
  • For at skabe fair behandling af dem, der betaler deres licens, i forhold til dem, der bare er med på en gratis kigger på nettet. Indførelsen af et digitalt login er retfærdig omgang med et fælles samfundsgode, så længe vi har et licenssystem og ikke finansierer regningen af statens medier over skatten.
  • For at forenkle DR’s organisatoriske set up og nytænke den driftsmodel, som blev indført i 90’erne, og som helt automatisk giver svære beslutningsveje og mange ledelseslag. Dengang nødvendigt for at forny kulturen og skærpe ideer og innovation. I et nyt DR for kostbar en model.

DR’s nye rolle

Et DR minus 15 eller 25 procent i budget behøver ikke bliver et DR minus 15 eller 25 procent i betydning og indflydelse som kulturinstitution og journalistisk fyrtårn. Danmark har brug for en stærk public service-virksomhed, som med høj kvalitet kan bidrage til oplysning, viden, kultur, underholdning, dannelse og uddannelse.

Som kan være samlingspunkt på forskellige medieplatforme for både børnene og os andre. Som kan gøre os klogere hver dag på os selv og hinanden. Som kan formidle både de danske værdier og det globale udsyn. Som kan bygge bro over kløfter og konflikter, afsløre manipulation og misinformation og vise os sandhederne.

Gør DR ikke lige præcis det i dag? Jo, på mange måder, men blandet op med alt muligt andet, og fikspunktet er gennem årene blevet alt for sløret og uklart, og målsætningerne er præget af en panik over at risikere at miste grebet om den digitale transformation.

Et alt for tabloid DR

Udviklingen af nye danske koncepter og ideer – med undtagelse af drama – er for sparsom. Jagten på et digitalt publikum og de unge brugere er blevet til en alt for tabloid version af DR’s nyhedsudbud på nettet med gratis adgang. Involveringen af brugerne er blevet til en massiv findyrkelse af det Facebook, som ikke betaler skat i Danmark, og som de private medier kæmper med på annoncefronten.

DR har en formidabel stærk position og troværdighed. Det kan der bestemt bygges videre på. Det er en meget vigtig kulturinstitution i Danmark. Men vi kommer aldrig ind i kernen af den alvorlige prioriteringsdiskussion og til en fundamental nytænkning af vores public service ikon, hvis man ikke kan tillade sig at gøre tankeeksperimentet: Hvad nu hvis DR skulle etableres i dag og for en fjerdedel mindre end nu i pris?

Jeg er ikke sikker på, at DF har ramt det rigtige tal og heller ikke på, at de har ramt de rigtige spareforslag, men de har i hvert fald ramt det behov, at DR bør nytænkes.

Jeg tror bare, at opgaven er meget mere fundamental og kræver, at politikerne bliver mere klare på, hvad der skal være DR’s opgave i fremtiden. Den debat bør DR selv have en mulighed for at komme med et bidrag til. Derfor en opfordring til, at DR viser os forskellige scenarier for fremtidens public service virksomhed, som er tilpasset en ny medievirkelighed.

 

Denne klumme er tidligere blevet bragt på Altinget.dk den 12.08.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-taenk-dr-helt-forfra