Hvilken slags politikere fortjener vi?

Folketingets nestor og manden med rekorden i ministerperioder, Bertel Haarder, er gået til angreb på sidelinje-kommentatorer og skarpe kloge-Åger med en kraftig opfordring til dem alle om at melde sig under fanerne i det politiske arbejde og stille op til Folketinget. Fra Stine Bosse til Asger Aamund, Lisbeth Zornig og de flittigt skrivende præster, Sørine Gotfredsen til Katrine Lilleør, så betakker de sig alle og melder fra til en politisk karriere.

Det er mere omkostningsfrit at være de frie meningsagenter og debattører, end det er at skulle søge sit meningsmandat hos vælgerne som politiker og arbejde for genvalg på basis af, hvad der nu er blevet til en del af offentlig medieopmærksomhed, og hvad man kan opnå af succesfulde scoringer på den politiske måltavle. Det er også helt utvivlsomt sjovere at agere som fri meningsmager end at skulle indordne sig under et regeringskollektiv eller disciplinen i en folketingsgruppe.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har det med at ironisere over mængden af kommentatorer som Hans Engell, Peter Mogensen og Michael Kristiansen med flere, der i en lind strøm og uden ophold agerer mandagstrænere overfor politikerne. De kommer med kloge råd om, hvad politikerne burde gøre og ikke gøre, lige som de frit udlægger, hvad der foregår inde i hovederne på politikerne, og hvilket sindrigt taktisk spil, der nu er i gang.

Hans Engell har jo lige som været der som politiker, endda på topplan, og som minister, så han må vel regnes for at have aftjent sin værnepligt. Men hverken han eller Mogensen og Kristiansen ser nok for sig, at de skal stille op til Folketinget i stedet for at sidde på TV og være kloge.

Det sidste er jo langt mere ansvarsfrit. Her kan man højest blive taget i at gætte forkert, og det er kun fra kollegerne i samme kommentatorklub, man risikerer offentlig hån, spot og latterliggørelse, hvis man gætter en forkert valgdato eller et forkert resultat. Hos seerne er det god underholdning, både når Besserwisserne på TV 2 News gætter rigtigt, eller åler hinanden for at gætte forkert.

Partierne er blevet små
Man plejer at sige, at vi har de politikere, vi fortjener, for vi har selv valgt dem. Og vil vi have nogle andre, så kan vi engagere os gennem medlemskab af partierne, hvor vi så kan påvirke de lokale opstillinger af kandidater, og dermed sætte vores personlige fingeraftryk på udbuddet af politikere til næste valg.

Men også her hopper kæden af, for kun 3,4 procent af os i vælgerbefolkningen har meldt os ind i et politisk parti i dag. Og i visse partier er det så som så med den helt lokale styring af kandidatopstillingerne, fordi partiledelsen gerne vil have placeret bestemte navne i valgbare kredse. Så vi kender altså kun i meget begrænset omfang alle 179 medlemmer af Folketinget, og en meget snæver kreds af politisk aktive danskere har i virkeligheden opstillet dem.

Sådan set er det helt forståeligt og rigtigt, at både Haarder og andre siger lige ud, at der er brug for flere markante, modige meningsdannere i Folketinget, iderige nytænkere, erhvervsfolk og folk med andre kompetencer fra det virkelige liv uden for Borgen end DJØF’erne. Engagerede mennesker med meget forskellige baggrunde ville pynte i kredsen i Folketinget på den repræsentative sammensætning i stedet for, at de pågældende befolker den kritiske debat uden for det politiske skydetelt.

Folketingets overrepræsentation af politikere med samme akademiske baggrund som embedsmændene og medarbejderne i partiernes sekretariater er slående, og det samme er andelen af politikere med manglende konkret erhvervserfaring.  For mange har politik som et job og ikke som et brændende ønske om at ville forandre denne verden og dette samfund til det bedre for en ikke særligt prangende løn i forhold til ansvaret og slet ikke nogen prangende og motiverende anerkendelse fra cheferne og aktionærerne – det vil sige os vælgere.

Tilliden i frit fald
Folketinget har i den forløbne uge været samlet for blandt andet at drøfte tingets arbejdsform og lovprocesserne. Det er virkelig et prisværdigt initiativ, og det burde føre til en række konkrete ændringer, der:
1). Vil gøre det mere attraktivt at stille op som politiker, fordi arbejdsvilkårene er i orden og kalder på de bedste og mest visionære, velargumenterende politikere.
2). Vil højne tilliden til politikerne i almindelighed. For når politikerne kommer rundt i egen valgkreds og blandt de, der kender dem og stemmer på dem, så er stemningen utvivlsomt helt anderledes, end når der åbnes for sluserne på Facebook og vælgerne generelt skal sige, om de har tillid til politikerne.

Politikerne er nødt til at tage alvorligt, at tilliden til dem og til de politiske processer ligger på et meget lille sted i befolkningen som helhed. Den er ved hastigt at nærme sig tilstanden fra jordskredsvalget i 1973, som bragte Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti i Folketinget og udskiftede en tredjedel af medlemmerne i et hug. Det var da lige værd at tænke over, om den historie kunne gentage sig ved næste valg.

Skal vi ikke blive ramt af samme flodbølge af vælgerfrustration, protest og afmagt, som oversvømmer andre lande for tiden. Og skal vi komme en postfaktuel, populistisk reaktion også i Danmark i forkøbet, så må der arbejdes intenst på at genskabe befolkningens tro på, at politikerne har nogle visioner og en handlekraft, der kan genskabe en tro på en bedre fremtid.

Opdatering af demokratiet
Vi har allerede de tre indikationer til fælles med den udvikling i USA og Storbritannien, som har skabt Trump som præsident – og Brexit som resultat af en folkeafstemning.

Det er:
1). Den lave tillid til politikerne.
2). Den stigende utryghed i befolkningen.
3). Den stigende ulighed.

Så rent ud sagt: Det er tid at opdatere vores demokrati og politiske processer og bringe det ind i det 21. århundrede.

Nu er Folketingets arbejdsform og de politiske processer, samspillet mellem den lovgivende magt i Folketinget og den udøvende i regeringen ikke sådan noget, man skal pjatte rundt med at ændre på må og få. Man kan ændre nogle praktiske ting omkring samråd, spørgsmål til ministrene, forespørgselsdebatter, udvalgsstrukturen og den slags.

Men skal der ske noget mere fundamentalt, så må man tage fat på at eksperimentere langt mere med borgerinddragelse og med større åbenhed i lovprocesserne.

Det må ligge helt fast, at større reformer og lovkomplekser forberedes og tilrettelægges i en åben dialog med både vælgere, eksperterne, medierne og interesseorganisationer i en moderne høringsmodel og ikke klemt inde af de urimelige høringsfrister, og alenlange skriftlige svar, som vi har i dag.

Deputationer og høringssvar er der ingen, der interesserer sig alvorligt for, hvis der først er indgået et politisk forlig og sømmet er hamret i alle detaljer for længst.

Demokrati Lab
Hvad vores demokrati og arbejdet i Folketinget har brug for lige nu er, at en bredt sammensat gruppe med forskellige erfaringer fra politik, medier, eksperter og interessegrupper får til opgave i et nyetableret ”Demokrati Laboratorium” at arbejde med afprøvning af forskellige borgerinddragelses-modeller og forslag til modernisering af demokratiet og de politiske processer.

Man kunne også spekulere i en opdatering af Magtudredningen fra 2004, eller en egentlig demokrati-kommission, men et demokratisk laboratorium er meget mere handy i tid og penge, dynamisk i organisation og mere anno 2017 end de andre modeller.

Hvis politikerne og medierne fortsætter med at hjælpe hinanden med at gøre politik og politiske processer til et politisk skuespil på en scene vendt mod offentligheden mens den virkelige politikudvikling og de virkelige politiske forlig og aftaler foregår i kulisserne bag ved uden for offentlighedens kontrol, involvering og indsigt, så er det, at mistilliden får frit spillerum.

Den politiske interesse i Danmark er stor – mediernes lyst til at dække politik lige så. Jeg er optimist på demokratiets vegne, men jeg er det desværre ikke på partiernes og politikernes vegne, hvis de ikke tager tillidsproblemet og afstanden til vælgerne meget alvorligt. De må iværksættes en fornyelsesproces nu.

Et Demokrati Laboratorium er en mulighed for at afprøve fremtidens politik-udvikling på forskellige måder og drage nogle erfaringer, inden det rigtige nye greb i værktøjskassen rulles ud.

Denne artikel er blevet bragt på Altinget.dk den 27. januar 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-hvilken-slags-politikere-fortjener-vi

Demokratisk disruption – og hvad så?

Liberal Alliances folketingsmedlem, Mette Bock, skrev 1. november en kronik i dagbladet Politiken, hvor hun introducerede begrebet ”demokratisk disruption” – et meget rammende ord for en udvikling, som man alt efter overbevisning kan se på med optimisme eller pessimisme.

Lad det være sagt med det samme:  Mette Bock er optimisten, og jeg er pessimisten. Men hendes debatindlæg fortjener i den grad at blive diskuteret og udfordret og tak fordi, der endelig er en politiker, som har lyst til at diskutere demokratiets tilstand og ytrer sin mening om det.

Hvad betyder demokratisk disruption så, ifølge Mette Bock?

1). At personer kommer til at betyde mere end partier. Partierne bliver baggrundstæppe for den karismatiske politiker. Godt eller skidt? Efter min mening særdeles skidt. For det betyder at vi sætter al vores politiske kapital ind på hvor karismatisk, populær, troværdig og vindende de enkelte politikere, med hver deres kæpheste nu engang er, i stedet for at tænke politik i helheder, sammenhæng og perspektiv. Selvfølgelig har vi brug for stærke, dygtige politikere med holdninger. Og gerne 179 af dem i Folketinget. Men det personaliserede demokrati understøtter en tænkning i retning af et politisk supermarked, hvor vi som politiske forbrugere river det ned fra hylderne, som vi lige nu bedst kan lide, og så finder vi den politiker, der har de fleste af de samme præferencer. Og til næste år er det måske nogle andre varer, vi hiver ned fra hylderne. Den politiske forbruger kan være enig med Liberal Alliance i den økonomiske politik, med DF i udlændingepolitikken og SF i miljøpolitikken. Men hvordan i alverden skal der komme store, modige, sammenhængende, visionære, politiske beslutninger – og gode, robuste løsninger ud af det? Der kommer tilfældigheder og folkestemninger ud af det, som ikke bringer Danmark på forsvarlig kurs. Det bliver populismens eldorado.

2). At vi får et opgør mod ”the establishment” af gamle partier, som er faldet i søvn og ikke har moderniseret sig selv. Godt eller skidt? Rigtig godt. Helt enig. Der er brug for at de gamle politiske partier nytænker forretningsmodellen – for nu at bruge den kommercielle vending. Der er brug for, at de gamle partier får genetableret forbindelsen til deres rodnet og i højere grad involverer vælgerne, frem for reklamebureauet, i udarbejdelsen af politik. Men hvad består oprøret i, ifølge Mette Bock?

At de nye partier – Enhedslisten, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Alternativet – samler mennesker, som er enige om en retning, men ikke enige om alting, organiserer sig anderledes, kommunikerer anderledes og gør oprør mod traditionel magtpolitik, skriver Bock.

Det er muligt man kan kalde de nye partiers måde at organisere sig på anderledes – og her er Dansk Folkeparti allerede at henregne til de gamle – men er det nu også sandt for andre end Alternativet? Særligt Liberal Alliance må da siges at være temmelig topstyret i forhold til, hvem der er opstillet for partiet, og hvad der er partilinjen.  Det samme er Nye Borgerlige ved at lære, da de hurtigt blev fluepapir for ekstremister. Og Enhedslisten har lært hvad det koster imagemæssigt, hvis kandidater med alt for megen revolutionsromantik dukker frem i offentligheden.

3). At de nye partier har fundet en ny form for politisk magtlogik. Godt eller skidt? Absolut skidt. Hvis Liberal Alliances og Nye Borgerliges nye model for magtlogik og demokratisk praksis skal være fremtidens model for alle partier, så lukker og slukker vores parlamentariske system. I dag er praksis, at med mindre man har 90 mandater og kan skaffe et flertal i Folketinget ved egen kraft, så må man forhandle sig frem til resultater og indgå kompromiser, hvor forskellige viljer og holdninger bøjes mod hinanden. Hvis den nye model er, at man ikke vil tage ansvar, med mindre man får sine ultimative krav igennem, og man ikke vil støtte en statsminister, som afviser at udrette mirakler mod Folketingets flertal, så går vores demokrati i hårknude. Hvis andre partier kopierer Liberal Alliances model, og det gør de, hvis LA får succes med den, så bliver det meget svært at danne regering i Danmark i fremtiden.

4). At den gamle højre/venstre akse i dansk politik er ophævet, fordi værdipolitiske spørgsmål skaber brudlinjer på tværs af de gamle politiske båsesystemer og kategoriseringer. Godt eller skidt? En rigtig god pointe. Vi ser et stigende antal politiske og etiske spørgsmål, der ikke kan findes svar på i partiprogrammerne. Og vi ser nye alliancer opstå hen over den politiske midterstreg, som ikke ville have set dagens lys tidligere. Der er sket en udviskning af forskelle i den klassiske økonomiske politik med Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, hvor mange har haft svært ved at se forskel på rød og blå bloks politiske prioriteringer; alt sammen pakket ind i ”nødvendighedens politik”. Det giver plads og lyst til at prøve noget nyt, hvis alt det gamle blot er et fedt.

5). At de nye partier udgør en fornyelse og et brud med de gamle blokke? Indtil videre ikke. Liberal Alliance og Nye Borgerlige peger på en borgerlig statsminister, hvis de kan få tilstrækkelig pant i hans politik og ellers er konsekvensen demokratisk handlingslammelse, og næppe at LA peger på Mette Frederiksen. Enhedslisten og Alternativet vil sikkert nu efter LAs eksempel forsøge at gøre det samme i forhold til en socialdemokratisk statsminister. Ellers er konsekvensen også her handlingslammelse – og næppe at de to partier peger på Lars Løkke Rasmussen.

6). At der bliver mindre af gammeldags topstyret partidisciplin. Godt eller skidt? Fortrinsvis godt. Forstået på den måde, at det ville være befriende at se folketingsmedlemmerne, ikke mindst på værdipolitiske spørgsmål, bliver sluppet fri af partidisciplinen og stemme efter egen opfattelse. Andre gange hænger det jo ikke sammen, og det bliver helt ustyrligt, hvis daglige afstemninger i Folketinget bliver reduceret til en ren lotteriseddel. Vil vi komme til at stifte bekendtskab med flere politiske profiler end de maksimalt 15-20 stykker ud af 179 folketingsmedlemmer, som vi ser hele tiden på tv og i de øvrige medier? Nej – ikke med mindre vi kommer til at se langt flere stemme imod deres eget parti i afgørende spørgsmål. Så skal det nok få mediedækning.

7). At de nye partier som f.eks. LA skulle have en ny stil og mere mod til at være upopulære end de gamle? Det kan man jo se forskelligt på, alt efter hvad man kalder mod. Er det modigt når LA hele tiden truer med at vælte regeringen, hvis de ikke får deres vilje med topskatten? Eller er det modigt at forstå demokratiets spilleregler, at man må kunne tælle til 90 for at få noget igennem, og at man må indgå kompromiser i stedet for at true med valg? Er den nye stil, at man kan få uddelt et antal milliarder til disposition af det økonomiske råderum frem til 2025 i forhold til ens mandattal, sådan som LA foreslår det? Hvad i alverden er det for en sammenhæng, der kommer ud af sådan et politisk kludetæppe, hvor LA, Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre hver disponerer et antal milliarder af det økonomiske råderum i forhold til deres mandattal – hvilken statsminister vil acceptere at styre efter den model?

8). At de politiske kommentatorer ikke kan forstå, hvad der foregår, fordi de er lige så forstenede som de gamle partier. Rigtigt eller forkert? Rigtigt at den politiske journalistik spiller på den velkendte gamle bane med den velkendte magtlogik. Her er de nye partiers ageren årsag til både kritiske spørgsmål og højlydt undren, og ingen tvivl om at medierne bidrager til konserveringen af dansk politik ved at kaste sig kritisk over alle brud med normerne. Men den kritiske udfordring af alt det nye er jo også det, medierne er til for. Problemet er, at vi i mindre grad udfordrer det eksisterende.

9). At de nye partier har ført til et opbrud i blokpolitikken, en ny kultur og nye profiler. Det er her på den korte bane i hvert fald svært at få øje på. Endnu har ingen skiftet side i blokkene, selv om der på mindre farlige områder selvfølgelig kan samarbejdes på tværs og findes nye, utraditionelle partnerskaber om konkrete lovinitiativer. Vil de nye partier skabe en ny kultur? I hvert fald har det givet anledning til både bekymring og eftertanke, at partier som Liberal Alliance, Alternativet og Nye Borgerlige har kunnet få den medvind ved valg og meningsmålinger, som de har fået. Hvis de gamle partier ikke overvejer grundigt, hvad de skal gøre ved det, og hvad der skal være deres modsvar, så fortjener de da ikke bedre end at tage turen ned ad vejen til lavere opbakning. Hvis ikke de overvejer, hvorfor mange af de nye partier er dannet som afskalninger af de gamle med partiafhoppere i spidsen.

Får vi en ny type politikere ud af den ‘demokratiske disruption’? En ny attraktionsværdi ved at være politiker uden kadaverdisciplin og med større frihed til egne mærkesager. Kan en ny kultur ændre på, at politikerne i stigende omfang har tabt troværdighed, at Folketinget har mistet sin mangfoldighed og repræsentativitet i sammensætning i forhold til befolkningen, og at vælgerne har mistet tilliden til, at politikerne kan løse de væsentligste udfordringer for vores samfund?

Hvad skal der til for, at vores politiske system kan skabe de nye innovative løsninger? Vi har brug for en grundlæggende diskussion om demokratiets fremtid. Jeg tror desværre ikke, at Mette Bocks optimistiske budskab om det personaliserede demokrati giver os løsningen. Det er muligvis den rigtige diagnose, men de nye partier har ikke vist os den rigtige kur til den demokratiske udfordring vi står med.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 4.11.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-demokratisk-disruption-og-hvad-saa