Tag-arkiv: grønthøster

Lad os få kulturen ud af ghettoen

Udgivet den af
1

Det store problem for kulturen er ikke bevillingerne. Men derimod at kulturpolitikken er henvist til at bo i en ghetto, hvor alle de samme mennesker mødes og bekræfter hinanden i kulturens betydning og urørlighed. 

I sidste uge samledes kulturens mangfoldige flok inviteret af kulturministeren til møde på Rødding Højskole under overskriften ”Mere kultur for pengene”. Og i denne uge gælder det så det årlige kulturmøde på Mors, hvor overskriften er ”Kulturens samfundsrolle og potentiale”. Det ene sted blev der talt om kulturen som vækstdriver i samfundet.

Det andet sted skal der tales om kulturen som redskab til integration, om folkelighed og danske værdier.

Vi befinder os midt i et minefelt, hvor regeringens omprioriteringsbidrag medfører kulturbesparelser på 600 millioner kroner over de næste fire år, og kulturens mange institutioner kalder på større frihedsgrader og flere midler til kunst og kultur. Send flere penge, kære politikere, og bland jer uden om prioriteringer, der kan risikere at slå noget eksisterende ihjel.

I må politisk nøjes med at angive en overordnet retning, lyder meget af debatten. Kulturministeren taler om mere kultur for pengene, om effektivitet og om benchmarking mellem produktive institutioner og mindre produktive. Og det er jo fair nok. Men ingen tør tale om bedre kunst for pengene. For hvem skal definere kvaliteten og sortere det middelmådige, det ligegyldige, det overflødige fra i forhold til de offentlige støttekroner?

Kulturminister Bertel Haarder har varslet, at han ikke vil fortsætte grønthøstermodellen men hellere prioritere ressourcerne strammere og virkelig satse på nogle områder. Det får advarslerne om knægtelse af det såkaldte armslængdeprincip og direkte politisk indblanding i, hvad der skal spilles, produceres og opføres af kunst og kultur til at strømme ud af kulturens mange meningsdannere med velsmurte talegaver.

Politikerne slår korsets tegn for sig og afviser indblanding i den frie kunst og kultur, men samtidig indser de, at det er nødvendigt at ryste posen i forhold til kulturbevillingerne, hvis alt ikke skal forblive fuldkommen statisk, og intet nyt kan få plads i kulturens udstillingsvindue.

Det altoverskyggende og største problem i den debat er ikke kulturbevillingerne. Det er, at kulturpolitikken er blevet henvist til at bo i en ghetto, hvor alle de samme mennesker kan mødes i Rødding, på Mors og andre steder og bekræfter hinanden i kulturens betydning, sårbarhed, frihed og urørlighed.

Den åndelige værdiskabelse
”Kunsten er blevet fjernet fra magten, og hele den åndelige del af værdiskabelsen i samfundet er forsvundet fra den politiske virkelighed. Det er en katastrofe,” sagde billedkunstneren Bjørn Nørgaard i et interview til Altinget i december 2014, og det kan ganske enkelt ikke siges bedre.

Kunsten og kulturen er ikke en del af den daglige politikudvikling, og når den kreative branche kommer på politikernes dagsorden, er det som en eksportvare ovre i erhvervs- og turistbranchen.

Vores politiske debatter styres af regneark og 2025-råderum og styringsprincipper. De kulturpolitiske debatter er præget af strukturdiskussioner, målekrav, volumen diskussioner om mere for pengene samt den evindelige krig mellem hovedstaden og provinsen og udflytning af institutioner. Ikke af diskussioner om værdier, kvalitet, identitet, sammenhængskraft og dannelse, og hvad kulturpolitikken kan bruges offensivt til i en periode med globalisering, terrorfrygt og integrationsudfordringer.

Ghettoiseringen af kulturpolitikken 
Der skal virkelig meget til at udløse en større folkelig debat om kunstneriske værdier, kvalitet og prioriteringer. Her skal vi hen til eksempler som Bornedals ”1864” eller nedlæggelsen af DR’s Underholdningsorkester.

Og der skal virkelig meget til, for at kulturpolitikken griber dagsordenen i Folketinget. For slet ikke at tale om, at involvere partileder-niveauet og ikke alene de kulturpolitiske ordførere. Bedre står det faktisk til i en række kommuner, der har forstået, hvilket aktiv kulturpolitikken kan være i forhold til at skabe attraktive lokalsamfund, lokal identitet og stolthed, og hvor borgmestrene gerne tager rollen som kulturpolitiske frontløbere.

Udfordringen med ghettoiseringen af kulturpolitikken er åbenlys. Fordi kulturen er noget af det, der er kittet i samfundet, som binder os sammen. Fordi kulturen kan udfordre og provokere os til at tænke nyt og anderledes og se ind i skønheden, værdierne, absurditeterne og tabuerne i vores liv.

Og det nytter ikke, at kulturens forvaltere og kunstnerne forskanser sig i ghettoen, hvor kulturen er sig selv nok. Vi har brug for flere kunstnere og kulturdebattører i den offentlige debat og for flere politikere og andre meningsdannere i den kulturpolitiske diskurs.

Team kultur
Vi kan ikke leve på fortidens store kunst og fryde os over, hvad store danske fortællere, malere og musikere har givet os gennem generationer i fortiden. Vi må, som Team Danmark fremelsker de bedste, nye elitesportsfolk, der kan vinde medaljer ved OL, fremelske og dyrke de store nye talenter på den danske kulturhimmel. Vi må investere tilstrækkeligt med penge i det sublime, det originale, det fremragende og den usædvanligt stærke præstation og sortere noget af det middelmådige væk.

Vi må investere i det, der giver relevans, og vi har mere end nogensinde brug for kulturen til at slå bro over samfundets forståelseskløfter. Mellem dem, der dyrker internationaliseringen, og dem der frygter den. Mellem dem, der formår at afkode det digitale samfund, og dem der føler sig ekskluderet af det.

Men i kulturghettoen hersker en pænhed og en berøringsangst over for en kvalitets- og relevansdiskussion, som er ødelæggende for evnen til forandring og fornyelse.

Når man kigger ud over det politiske landskab, må man give Dansk Folkeparti, at det har haft modet til at gå ind i prioriteringsdiskussionen, uanset om man så kan lide deres budskab eller ej. Det skævvrider helt debatten, at andre partier holder sig væk og ikke tør tage kulturdiskussionerne men alene holder sig til strukturdiskussioner og rammesætning i forhold til store politiske aftaler om f.eks. DR og Det Kongelige Teater.

Sjovt nok kan statsministeren og partiledere og politikere på alle niveauer alle sammen finde vej til at rose og fejre vores OL-vindere, vores evne til talentudvikling, til at få de fremragende rollemodeller vist frem og takket dem og deres bagland behørigt. Og de fortjener det 100 procent.

Mangel på kulturpolitiske diskussioner
Men hvor er de samme partiledere, når der produceres fremragende kultur, litteratur, film og kunst? De samme politikere, som taler om danske værdier, national stolthed og national identitet i en tid med migrationskrise, fremmedgørende globalisering og frygt for at vores danskhed løbes over ende.

Kulturen er ikke på vej til at få åndenød af politisk indblanding og besparelser, men af mangel på en substantiel kulturpolitisk diskussion om, hvordan vi kan fremelske det bedste i både det ”gamle”, uforglemmelige bagkatalog og skabe grundlaget for nyskabelser, som også vil stå frem som unikke og originale præstationer om 10, 50 og 100 år fra nu.

Vi skal turde tage flere kvalitets- og relevansdiskussioner med hinanden, og vi skal bringe kulturpolitikken ind som et aktivt redskab i løsningen af nogle af de udfordringer, som vores samfund af i dag kæmper med.

Dette debatindlæg kan også læses på www.Altinget.dk den 26. august 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-lad-os-faa-kulturen-ud-af-ghettoen

Sandheden men ikke hele sandheden

Udgivet den af
Svar

I grønspættebogens kapitel ét for politikere på vej ud i den svære kommunikation om besparelser står der, at det handler om at fokusere på et let forståeligt budskab, der kan skære igennem mange tåger af forklaringer, og som kan virke helt enkelt, logisk og fornuftigt.

I kapitel to står der, at det gælder om at sige sandheden, men ikke nødvendigvis at rutte med den og give flere informationer end højest nødvendigt.

Kapitel tre handler om at stå fast i stormvejr og blive ved med at holde fast på den samme forklaring, gentage og gentage og gentage igen i forskellige varianter over samme tema og uden at smide med mudder i forhold til dem, der føler sig ramt af besparelserne. Den slags kan have en rekyl effekt i offentligheden. Udtryk forståelse og tillid til, at de ramte magter den svære opgave. Det ser aldrig godt ud at håne dem, der skal yde et offer, for at den samlede samfundsøkonomi kan hænge sammen.

Mediernes opgave er selvfølgelig at røntgenfotografere sådan en kommunikationsplan. I dette tilfælde handler det om besparelserne på uddannelsessektoren. Et af de områder, som regeringen har udvalgt til en plæneklipning på 8,7 mia. kr. med eskalerende skærehøjde. To procent af udgifterne om året hvert år i fire år på alle uddannelser efter folkeskoleniveauet.

Framingen
Undervisningsminister Ellen Thrane Nørby har trods politisk kritik fra oppositionen og demonstrerende unge bidt sig fast i den kommunikationsstrategi, at gentage igen og igen, at uddannelsesudgifterne er steget 31 procent siden 2008 med tilføjelsen, at »i den bedste af alle verdener groede der pengetræer ude i haven, så vi havde råd til det hele. Men sådan ligger landet ikke. Dansk økonomi er fortsat udfordret, og den tidligere regering kørte lige til grænsen,« siger hun. Dermed fik hun så lige givet S og R skylden for det hele. Og så tilføjer hun, at hun har tillid til, at uddannelsesinstitutionerne kan klare det, selv om det ikke bliver let.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen brugte tallet 36 procent i stigning siden 2008. Og så gav han universiteterne med den store kølle og kaldte dem “kornfede” og “velpolstrede”. Han fik også lige brugt den gamle politiske traver om ikke at efterlade regninger i børneværelset til næste generation, og at det er nødvendigt af hensyn til landets samlede økonomi at spare.

Æbler, pærer og bananer
Hvad er så op og ned på den kommunikationsstrategi, som regeringen har lagt? Det er sandt, at udgifterne er steget til både ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Men det er de jo, fordi skiftende regeringer har ment, at der skulle mere uddannelse til i Danmark, og at ungdomsårgangene år for år skulle gøre det bedre uddannelsesmæssigt, og at 25 % af en ungdomsårgang skulle havne på de videregående uddannelser.

Det rigtige sammenligningsgrundlag er jo derfor ikke blot stigningen i de samlede udgifter men udgiften pr. elev eller studerende. Her er udgifterne faktisk faldet siden 2008. Temmelig meget. Jo, men det koster ikke lige så meget at uddanne elev nr. 24 som nummer ét, hvis man har systemet oppe og køre, siger Esben Lunde Larsen. Sandt nok, men det ændrer jo ikke på, at det ikke holder bare at sige, at udgifterne er steget 31 eller 36 procent uden at reflektere over, hvorfor der har været så vildt gang i festen.

Både Ellen Thrane Nørby og Esben Lunde Larsen taler om at uddannelsesinstitutionerne skal se på enklere administration, smartere og billigere indløb og afbureaukratisering. Der skal ganske få samtaler til i uddannelsessektoren fra højeste niveau på universiteterne til laveste i ungdomsuddannelserne før pilen, hvad angår bureaukratisering i uddannelsessektoren, peger lige tilbage på de to ministerier. På akkrediteringsprocesser, evalueringer og nye rapporteringer, som kræver enorme mængder af mandetimer ude i institutionerne. Hvornår er det staten begynder med sig selv, inden den forlanger, at alle andre skal afbureaukratisere, lyder det gode spørgsmål. Kommer der en plan for at starte i ministerierne, så den nye lean administration kan gennemføres helt ud i yderste led?

Tilbage til det med kommunikationsstrategien angående besparelserne. Historien om udgiftsstigningerne på 31 eller 36 procent er sand nok, men den kan ikke kan bruges uden skyldig hensyn til, at et massivt større antal studerende og elever også på et tidspunkt betyder, at der kræves flere lokaler, udstyr og lærerkræfter og dermed flere penge til at få det hele til at køre. Og at udgifterne pr. studerende faktisk er blevet mindre, mens der er blevet flere studerende. At nogle af gymnasierne og universiteterne har opsparet midler har jo ofte en årsag. At der skal bruges ret store omkostninger på lokaler og opdatering af dem.

OECD finten
Danmark bruger flere penge på uddannelse end alle andre OECD lande lyder en anden del af argumentationen for besparelserne. Men OECD tallene er ikke sammenlignelige. Det har Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, påvist ved at grave ud, at de danske OECD tal medtager 21,5 mia. kr. i uddannelsesstøtte ud af de 50 mia. kr., som Danmark i år bruger til uddannelse og forskning. De andre lande har ikke en tilsvarende ordning med, at de unge skal have noget at leve af for statens regning, mens de læser. Derfor er Danmarks reelle placering på OECD’s rangliste betydeligt lavere. Alle har sagt sandheden, men der er ikke ruttet med den, og vi har ikke fået hele billedet.

Det er jo fair nok at ville prioritere at skære på uddannelsesområdet og gøre op med, at her skal der til stadighed proppes flere elever ind hvert år. Det er en politisk beslutning. Fair nok at sige, at kravene skal skærpes til optaget af studerende, og at udbuddet af uddannelser skal skæres til i forhold til beskæftigelsesmulighederne. Fair nok at sige, at ministerierne hjælper med at skære noget af bureaukratiet væk, så institutionerne kan skære noget af deres bureaukrati væk. Men det ville være rart at få hele billedet og ikke kun historien om den eksplosive stigning i udgifterne.