Tag-arkiv: regeringen

Den forudsigelige politiske årsopgørelse

Udgivet den af
Svar

Den nye trekløver-regering har nu fået sat sig til rette på taburetterne og er blevet testet på de første sager og den første medieoptræden i de nye klæder. Det rummer materialet til en række spændende analyser, som medie-kommentariatet helt sikkert og forudsigeligt vil kværne rundt i den kommende tid.

Her er fem gæt på samtaleemner i den politiske fredagsbar – som det så smukt hedder i reklamerne om TV 2 News-programmet Besserwisserne.

For det første: Fænomenet Thyra

Hvilken slags politikere og ikke mindst ministre vil vi gerne have? Professionelle politikere – som regel akademikere fra samfunds- eller jurastudierne – trænet på forhånd i det politiske spil og det politiske sprog – eller fagfolk og solister uden for den klike, der normalt også danner rekrutteringsgrundlag for embedsmændene, spindoktorerne og partiernes sekretariatsmedarbejderne på Christiansborg?

Eller sagt på en anden måde. Er der i den rå politiske virkelighed og medievirkelighed plads til en Thyra Frank, der endnu ikke har lært at istemme standard teflon-svar på kritiske, konfronterende journalistspørgsmål, som ikke har lært, at tænkepauser på TV er et dramatisk ildevarslende tegn på rådvildhed, som endnu ikke har forstået, at en minister altid pr. definition skal vise handlekraft i medierne og ikke skyde ansvaret over på andre. Selv om det faktisk er andre, der har ansvaret.

Thyra Frank er ikke bare et brud med Djøfiseringen af Folketinget. Valget af hende til ældreminister rummer også den absurditet, at hun skal være det varme bankende hjerte for de ældre og sikre regeringens popularitet på den flanke og i forhold til Dansk Folkeparti, som gerne vil tage æren for alt godt, de får, de ældre.

Samtidig ligger flere midler til de ældre solidt låst nede i finansministerens dybfryser, og evnen til at omprioritere midler inden for eksisterende budgetter til fordel for de ældre ligger lige så solidt låst inde hos kommunerne. Så ældreministeren bliver en slags ankeinstans og skydeskive for dårlige sager og eksempler fra kommunerne, som havner i medierne.

Derudover må man gå ud fra, at ministeren skal holde øje med ny lovgivning, som påvirker de ældre og implementering af en demenspolitik og andre forhold.

Anders Samuelsens plan med at trække Thyra Frank ind i regeringen har sikkert været at etablere en slags værdipolitisk kriger på ældreområdet og ikke en minister med et stort driftsområde.

Thyra Frank har fået et lille hjørne og et skrivebord hos sundhedsministeren. Her er en ældreminister, som siger det politisk ukorrekte, at hun gerne vil have flere penge til ældreområdet, og som har stået for alt det politisk ukorrekte på det berømte plejehjem Lotte, hvor hun var leder. Nemlig et opgør med regel- og måletyranniet og alle de kontrolbestemmelser, som plejehjemmene er blevet pålagt, og som kommer oppefra i systemet. Blandt andet der, hvor hun selv sidder nu. Og den slags regler dukker som regel op hver gang, medierne bringer en dårlig sag frem.

Thyra Frank er lige nu kult, og det er medierne, der har overfaldet hende med de sædvanlige, sure du-må-da-gøre-noget-minister-spørgsmål og krav om handlekraft, der er skurkene. Mange almindelige mennesker kan nemt identificere sig med hendes upolerede profil og hendes uskolede optræden.

Men Thyra Frank skal selvfølgelig ikke behandles anderledes af medierne end alle andre ministre, bare fordi hun stikker ud og svarer ærligt på de stillede spørgsmål. Men også for Thyra Frank er der et krav om at levere varen, som vil være, om de ældre får det bedre under denne regering.

Nu har hun i mellemtiden fået en spindoktor og helt tydeligt en hurtig skoling i at svare udenom og svare, at hun selvfølgelig har et ansvar som minister. Så langt så godt. Statsministeren og Anders Samuelsen har slået en beskyttende ring om hende, og selv politikere fra andre partier har gjort det.

Om Thyra Frank får noget at føre værdikrig med er mere tvivlsomt. Hvad hun udvikler sig til som minister, er regeringens virkelige joker, og hun er under skarpt opsyn af medierne.

For det andet: Vendekåbe

Liberal Alliances ministre har udviklet en kreativ kunstart, der består i at gå med vendekåbe. På indersiden af frakken tættest på hjertet er Liberal Alliances oprindelige politik syet fast, og på ydersiden af vendekåben er det nye regeringsgrundlag riet på med store, synlige sting. Det betyder, at ministrene nemt kan sige, at havde de 90 mandater, ville de gerne gennemføre politikken fra indersiden af vendekåben, men da der nu ikke er det, så vender de den anden side yderst, og så kan man godt gå ind for det modsatte standpunkt, når man er minister.

Om Liberal Alliance får point hos vælgerne på sigt med den vanskelige øvelse, bliver rigtigt spændende at iagttage, for det vil fortælle os noget om, om de partier, som ofrer ideologien for at gå på jagt efter den dybere magt på ministerposterne, vinder nye vælgere, eller om det modsatte sker.

Jeg har tidligere skrevet, at flere partier burde erklære sig parate til at påtage sig regeringsansvaret – ikke mindst Dansk Folkeparti på grund af dets størrelse. Regeringsdeltagelse giver rent faktisk store muligheder for at gennemføre rigtigt pæne forandringer via ministerbeføjelserne i lovgivningen, og det giver en indsigt og adgang til embedsmandsapparatet, som er vigtigt for at teste nye ideer og politiske forslag.

Når man afkoder alle Liberal Alliances seks ministre gennem de første uger af deres ministertid, så har de virkelig øvet sig i udtalelser, på at tale om og holde sig inden for regeringsgrundlagets rammer og overlade det til folketingsgruppen at lufte divergerende synspunkter. Det gør den så også i rigt mål.

Den samme øvelse lavede Venstre under Schlüter-regeringerne. Der var et Venstre inde i regeringen, og et andet Venstre i folketingsgruppen, som til enhver lejlighed pudsede profilen af til stor irritation for de andre regeringspartier.

Medierne vil i den kommende tid fokusere på at finde sprækkerne imellem de tre partier. Indtil videre er det lykkedes at holde en meget stram intern disciplin i trekløveret. Det ser ud som om familie-terapien på Marienborg er lykkedes denne gang.

For det tredje: Meningsmålinger

Vinder eller taber de små partier i trekløveret på samarbejdet? Får Dansk Folkeparti vitamintilskud efter affæren med EU-midlerne ved at de nu sidder i ønskepositionen med de afgørende mandater til den nye regerings overlevelse?

Medierne og kommentariatet i alle Besserwisserne-programmerne, Tirsdagsanalysen, og hvad det ellers hedder, vil nærstudere meningsmålinger i den kommende tid for at se, om vælgerne godkender den nye regering og giver DF lidt ny medvind eller det modsatte.

Erfaringen er, at en ny regering altid har en tid med hvedebrødsdage, hvor der ikke opstår rivninger, hvis meningsmålingerne giver en lidt skæv præmiering af en regeringsindsats. Men fortsætter trekløveret med ikke at få kredit hos vælgerne for den nye politik, eller er det kun Venstre, der scorer en eventuel gevinst over en længere periode, så er pokker løs. Og meningsmålingerne vil blive et emne på dagsordenen mellem partierne.

Med til den analyse vil kommentatorerne lægge et lag af spin om betydningen af, at Anders Samuelsen (LA) valgte udenrigsministerposten, og om det nu var klogt, og at Søren Pape (K) valgte justitsministerposten. Begge er hurtigt kommet i ilden med både Syrien-situation og bandekrig, så omtale har der været nok af de seneste dage. Om det giver point hos vælgerne har vi til gode at se.

For det fjerde: Prisen for støtte

Dansk Folkeparti ser ud til at være sluppet nådigt igennem problemet med Europol-løftet om en god dansk løsning takket være statsministerens og regeringens forhandlingsindsats i Bruxelles. Men der er stadig et langt sejt træk hos DF for at komme tilbage til resultatet ved seneste valg i meningsmålingerne og tidligere tiders troværdighed.

Statsministeren har ikke lagt skjul på, at regeringens politik på mange strækninger er helt afhængig af opbakning fra DF, og at det betyder kompromissøgning og dygtig navigeren i alle ministerkontorerne.

Dansk Folkepartis rolle i de kommende måneder bliver derfor virkelig interessant at følge. Hvordan spiller DF sine kort, og hvilke områder af regeringens program, vil man i DF forsøge at gøre til vigtige stridspunkter med vælgerpotentiale. Dansk Folkeparti har ikke brug for et valg lige nu, så mon ikke gætteriet vil være på, at de først strammer garnet, når der er gået nogen tid, og der er et forslag på bordet med virkelig basis for at hente et vigtigt trofæ hjem. Det vil der helt sikkert blive analyseret meget på, og ikke mindst hvornår det sker.

For det femte: Opposition på stand by

Med valgmuligheden skubbet længere ud i tid, så bliver det også et fremtrædende punkt hos analytikerne, hvordan Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil håndtere situationen. Hun prøver at holde DF fast på nogle fælles holdninger med Socialdemokraterne, som kan udfordre regeringen. Samtidig indgås der også store forlig med regeringen.

Kommentatorerne vil begynde at kigge efter, hvordan Socialdemokratiet håndterer egne venner i rød blok og forholdet med de Radikale, som har det dårligt uden for indflydelse. Særligt hvis meningsmålingerne som nu giver rødt flertal, får den diskussion reelt mening. Hvordan vil Enhedslisten og Alternativet spille kortene over for Mette Frederiksen? Vil de lave en kopi af Anders Samuelsens topskattenummer, eller finde på noget andet. Eller vil de ikke stille ultimative krav.

Lige nu ser det ud til, at Henrik Sass skal sende de skarpe synspunkter ud som politiske prøveballoner, og Frederiksen skal være den mere resultatsøgende. Det kan jo være en meget veltilrettelagt arbejdsfordeling, men signalerne om den socialdemokratiske politik og strategi for at vinde regeringsmagten tilbage blafrer lidt i vinden. Og det samme gør forholdet til de partier, som skal bringe en socialdemokratisk statsminister til magten.

Nogenlunde sådan kunne de politiske analyser og politiske årsopgørelser se ud. Test selv af, om det holder stik de næste uger.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 16.12.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-den-forudsigelige-politiske-aarsopgoerelse#.WFPzHduX5X8.twitter

Danmark på den internationale mediegrill

Udgivet den af
1

Når man står på en alpetop og kigger ned, som Shubidua engang sang, så er der både rigtigt koldt og dybt at falde. Glansbilledet af verdens lykkeligste folk med den inkluderende velfærdsmodel og et velfungerende, humanistisk og homogent samfund helt i front, hvad angår menneskerettigheder, hjælp til nødlidende og på den militære front med aktiv terrorbekæmpelse er krakeleret.

Ikke fordi vi håndterer flygtninge- og migrantkrisen så forfærdeligt meget anderledes end det, alle andre forsøger af brandslukning lige nu. Eller mere brutalt end alle andre. Det gør vi faktisk ikke. Men fordi vi netop kommer fra et andet udgangspunkt, som er et idealbillede for mange. Og det er ikke længere sådan, verden ser os, efter den politisk brede vedtagelse af regeringens asylstramninger forleden.

Symbol-historie
Den mest kontroversielle og omdiskuterede danske lovgivning meget længe sender os på den internationale mediegrill. Og der er et ekstremt skidt og ukontrollerbart sted at være. Og pludselig beklager danske politikere – med den højt besungne ytringsfrihed stukket dybt ned i baglommen – sig over verdenspressens grænseoverskridende satiretegninger af et Danmark, vi slet ikke genkender.

Alverdens journalister, som er strømmet til Danmark i denne uge, og deres redaktører derhjemme på store medier fra CNN til BBC, fra New York Times til Spiegel og Al Jazeera ser den danske håndtering af flygtninge- og migrantkrisen som en stærk symbolhistorie, der viser, hvor udfordret værdimæssigt Europa er lige nu, og hvor stort et holdningsskred, der er kommet i de seneste måneder under presset af menneskestrømmen fra syd mod nord. Selv i sådan et land som Danmark med den humanistiske fane normalt højt hævet over alle andre.
Danmarks omdømme har utvivlsomt lidt alvorlig skade i de seneste uger. Nogen siger mere end under Muhammed-krisen, hvor vi dog havde nogen venner. Det er der to årsager til.

Den ene handler om det med, at L87 (asylstramningerne, red.) og de nu vedtagne asylstramninger ikke matcher særlig godt til glansbilledet i omverdenen af Danmark og sender os på forsiden og i nyhedsudsendelser verden over med negative vikler og historier om et rigt, selvtilstrækkeligt og fremmed-forskrækket folk uden empati med flygtningene og et protektionistisk Danmark, der prøver at skubbe flygtninge- og migrantproblemet andre steder hen.

Den anden handler om en virkelig elendig kommunikationsmæssig strategi og håndtering fra regeringens side af stramningerne, uanset om man nu er enig eller uenig i dem. Helt fra starten har kommunikationen været kørt i hegnet med den såkaldte smykkekonfiskering, som den absolutte kategorivinder på fadæsesiden.
Vi er ikke i et lukket rum

Det er uforståeligt, at vi ikke har lært af Muhammed-krisen, at Danmark ikke sådan kan agere politisk i et lukket rum, uden at omverdenen opdager det og tager stilling til det. Det er uforståeligt, at smykkeforslaget ikke blev trukket tilbage, da sammenligningerne til jødeforfølgelser og nazi-tid begyndte at florere i udlandet.

Regeringen fik ikke standset spredningen af historien om, at dansk politi skulle til at konfiskere vielsesringe og andre smykker i tide, og det kørte rundt med alle mulige fortolkninger til indholdet af lovforslaget, og hvordan affektionsværdi og prisniveauer skulle tolkes af politifolkene, indtil udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) over flere omgange fik ændret og præciseret lovforslaget. Her kunne regeringen virkelig have sparet sig selv for meget bøvl. Det er virkelig dårligt håndværk. Stormen omkring den del af forslaget var helt forudsigelig og helt ude af kontrol i al for lang tid. Og når historien først er fortalt i dens mest grelle form, så tager det år at fjerne den igen.

Regeringen fik først meget sent budskabet ud om, at det her med konfiskeringen af større værdier hos flygtningene handlede om at ligestille kontanthjælpsmodtagere og flygtninge i forhold til selv at bidrage til eget ophold. Det var rigtigt svært at se for sig, at de mennesker, vi så vandre på de danske motorveje i efteråret, som havde kæmpet sig vej op gennem Europa, skulle bære på kufferter fulde af diamanter og pengesedler. Og nu viser det sig så, at vinklen med ligestilling faktisk ikke helt holder, fordi flygtningene selv skal betale for f.eks. lægehjælp og behandling, hvis de har midler til det. Det skal kontanthjælpsmodtagerne ikke. Derfor lykkedes heller ikke denne del af kommunikationen.

Regeringen har ikke klart fået budskabet ud om, at den stærkt kritiserede tre års grænse for familiesammenføring alene angår folk med midlertidigt ophold. Det er ikke samtlige flygtninge, selv om flere og flere alene får midlertidigt ophold nu. Det er svært at sige, at man ikke går over stregen med de tre år nu, når man tidligere har sagt, at man gik til kanten med et års ventetid. Regeringen har købt sig tid. Tid indtil der måtte komme en prøvesag om konventionsbrud.

Regeringen er ikke lykkedes med at kommunikere hvorfor, vi skal have asylsøgere boende i dyrt opvarmede telte, når der faktisk stadig er pladser til dem i centre og boliger med mursten omkring. Symbolpolitik ja. Men ikke engang begribeligt for en dansk offentlighed.

Regeringen er ikke lykkedes med at kommunikere stærkt nok til udlandet, at vi er blandt de lande i Europa, der har modtaget flest flygtninge pr. indbygger, så det var måske andre steder, man skulle kigge efter det manglende medansvar for løsningen af den europæiske krise. Smykkeforslaget og tre års grænsen har skygget for alt andet.
Regeringen beskylder nu medlemmer af Europaparlamentet i den radikale lejr og hos SF for at skade Danmarks anseelse ved at problematisere asylstramningerne og den kendsgerning, at regeringen også efter eget udsagn går helt til kanten af konventionerne – nogen mener over kanten. Men medlemmerne af Europaparlamentets forskellige partier har samme ret som medlemmer af det danske Folketing til at dele sig efter anskuelser og være uenig med regeringens politiske kurs på samme måde, som de kan være det i det danske Folketing. Europaparlamentet er en politisk kampplads præcis som de nationale parlamenter. Det er altså en del af den europæiske virkelighed, vi befinder os i.

Nødvendighedens lov
Regeringen har sendt Jensen og Støjberg ud for at forsvare den danske asylpolitik i forskellige internationale og europæiske fora, men selv ikke et minister-team og de forenede diplomatiske tropper i Udenrigsministeriet kan styre den negative mediestrøm og det negative billede, som danske erhvervsfolk og andre danskere i udlandet nu bliver mødt med. Regeringen har været alt for langsom i forhold til medieberedskabet og undervurderet skadevirkningerne. Når først der er tændt op i den internationale mediegrill, så er ilden svær at slukke. Vi burde vide det bedre end mange andre.
Asylstramningerne er blevet kaldt nødvendighedens lov. Et nødvendigt selvforsvar mod at blive en flygtningemagnet i en situation, hvor det europæiske samarbejde om flygtninge- og migrantkrisen reelt er brudt sammen.

Det er forståeligt, at regeringen efterlyser andre og bedre svar fra kritikerne. De er reelt ikke kommet, selv om de fleste af os føler et ubehag ved det billede af Danmark, som L87 har tegnet. Loven er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, men den splitter befolkningen, og den kommer til at martre os som land rent imagemæssigt i lang tid fremover.

Dette indlæg har været bragt på Altinget.dk den 29.1.2016. http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-danmark-paa-den-internationale-mediegrill