Er demokratiet truet?

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind har taget fat på en vigtig og alvorlig debat, som fortjener opmærksomhed og nogle ord med på vejen. Vi – det vil sige både medierne, politikerne og borgerne – svigter vores demokrati, mener han.

Den demokratiske debat er truet, og politik er blevet til et teater, hvor man godt må lyve. Vi er begyndt at omgå sandheden lemfældigt, og sandheden er holdt op med at være sandhed. Den er blevet noget bøjeligt. For nu blot at nævne nogle af de alvorsord, der kom ud af munden på ministeren på en høring på Christiansborg arrangeret af DANSK IT om digital dannelse onsdag i denne uge og før det noget af det samme i et interview i Berlingske søndag den 19. februar. Så det er ikke nogen tilfældig indskydelse, men noget han tilsyneladende går og overvejer nøje.

Han gør det med en blanding af sørgmodig konstatering, hvad der er al mulig god grund til, og af optimistisk tro på, at pendulet på et tidspunkt vil svinge tilbage igen fra kaos til orden, fra mismod til håb. Men hvor er de konkrete forslag til, hvordan vi får sat gang i at få pendulet til at svinge tilbage igen? Det kan der være al mulig grund til at opfordre til en bred debat om med alle de tre nævnte parter.

Søren Pind har rigtigt meget fokus på mediernes ansvar og borgernes ansvar for demokratiet. Han tager mindre kontant fat om politikernes ansvar. Men lad os nu tage en tur om alle tre problemfelter. For korrekt er det, at både medierne, borgerne og politikerne har et ansvar for, at vores demokrati ikke fortsætter ad den kritiske bane, det er på lige nu.

Det, der må tænde alle de røde advarselslamper, er den kraftigt dalende tillid til politikerne og til medierne for den sags skyld. Vores demokrati og vores samfundsstruktur bygger i høj grad på, at vi har en grundlæggende tillid til hinanden, til at tingene foregår på en ordentlig og retfærdig måde.

Jeg vil gerne tage Søren Pind på ordet og kaste mig ind i diskussionen om det ansvar, han taler om, at vi alle har for demokratiet – medierne, borgerne og politikerne:

MEDIERNE
Den politiske dækning er intensiv og omfattende i de danske medier. Den har også ind i mellem høj oplysningskvalitet, substans og dybde. Lad os nu starte med det positive.

Men dækningen har udviklet nogle særheder og absurditeter, som understøtter en del af befolkningens negative opfattelse af, at politikerne bare er nogen, der ønsker at rage til sig og profilere sig selv. At de er kyniske løftebrydere og taktiske overlevere eller ligefrem idioter, der bare ikke kan finde ud af andet end at svine hinanden til, for derefter at indgå nogle halvhjernede kompromisser og utilstrækkelige lappeløsninger. Sådan sat på spidsen. Ordet børnehave ligger ikke langt væk hos den del af vælgerne.

Og hvor kommer de særheder så fra i mediernes dækning, der kunne inspirere til den negative opfattelse?

Det skyldes:

  • En helt klar overdosis af politisk kommentage og analyse, hvor selv den mindste bevægelse kan blive udlagt som den dybe, udspekulerede, taktiske manøvre. Hvor politikerne bliver gjort til marionetter for magten, æren og ministerbilerne. Hvor personkonflikter overeksponeres, og de reelle politiske uenigheder får en særlig dramaturgisk spidsvinkling og overeksponering.
  • Politikernes kamp om medieopmærksomhed, også inden for samme parti – og journalisternes konstante nyhedspres døgnet rundt – fremelsker lysten hos politikerne til at stille op til interviews i alle mulige mellemfaser, også når der intet er at sige konkret og intet nyt at komme efter. Behovet for profilering er enormt og netmediernes behov for opdateringer og nye versioner er samtidigt umætteligt.
  • At det journalistiske fokus hele tiden er på, at politikerne skal handle, handle, handle. Tage initiativ til ny lovgivning. Forlange en undersøgelse hos ministeren. Tage initiativ til et indgreb mod dit og dat, eller et samråd med ministeren eller en forespørgselsdebat.

Handling skal der til. Ellers bliver presset fra medierne ved og ved. Og der kan altid findes en oppositionspolitiker, der gerne vil have to minutters sendetid. Også selv om sagen måske slet ikke kan bære det, slet ikke hører hjemme på et ministerbord eller i Folketinget, og selv om et par dages dybere undersøgelse måske ville vise, at sagen ikke er ny og slet ikke fortjener ny handling.

  • At alt for mange interviews handler om at fange den interviewede på en fodfejl, på det forkerte ben eller på at lægge fælder ud i stedet for at opklare, blive klogere eller sætte kritisk lys på et emne.
  • En mærkelig fejlopfattelse af hele demokratiets mening, som jo netop er, at vi vælger 179 folketingsmedlemmer, som har forskellige holdninger og interesser, og vi stemmer på forskellige partier, som så kæmper for at få mest muligt af deres politik igennem.

Banalt ja. Men nogen gange kommer det til at lyde nærmest kriminelt i medierne, når partierne har måttet bøje sig mod hinanden i et kompromis for at skaffe flertal. Så går konfettikanonen i gang med løftebrudsanklager, og jagten går ind på, hvem der er vindere og tabere i enhver forhandling. Men der skal jo tælles til 90 mandater.  Og i et demokrati med så mange partier som vores, så skal der mange kompromisser til.

  • En journalistisk præsentationsteknik, der flytter os fra substans og saglighed til følelser og et spørgsmål om graden af empati: Når spørgsmålene til en politiker går på, hvad vedkommende tænker og føler, når man ser et gribende indslag med en personsag fra et plejehjem eller lignende, hvor politikeren på forhånd er dømt som usympatisk, hvis han/hun så tillader sig at sige, at sagen må undersøges nærmere, inden der kaldes på endnu en lovregel og handling.
  • Teknikken med at få politikerne ind i følelsesslusen kan også bruges i forbindelse med nye statistikker og undersøgelser, der viser et nyt problem.  ”Synes du, vi kan være bekendt at….”, kunne sådan et spørgsmål meget vel lyde. Og igen: Hvem har lyst til at være usympatisk eller uempatisk?
  • Et fokus på konflikten og dramaet i processen mere end på sagen og substansen. Skal medierne så ikke dække konflikterne og uenighederne. Jo bestemt, men netop ud fra det fundament, at demokrati faktisk handler om, at forskellige holdninger skal brydes og argumenter spidses til, for at man kan få fundet de rigtige løsninger, som så kan skaffe flertallet.

Og bare lige for at ovenstående ikke giver anledning til myter: Den politiske journalistik skal selvfølgelig være kritisk, hård og ubarmhjertig, når der er grund til det. Men den skal også være formidlende af det, som er hele demokratiets idé, at meninger skal brydes, uden at det bliver til, at der er ”kold luft”, ”nervekrig”, eller andre dramaturgiske begreber og krigsmetaforer, som skal tages i anvendelse.

BORGERNE
Lad os også her starte med det positive. Vi har en høj stemmeprocent ved valgene med undtagelse af valg til Europa-Parlamentet. Vi har faktisk en befolkning med større politisk interesse end mange andre steder. Vi har en andel af befolkningen, der gerne engagerer sig. Og vi har unge, som også interesserer sig for politik. Hvordan er det, at borgerne svigter demokratiet så? Hvorfor mister befolkningen tilliden til politikerne og går over i oprør eller afmagt?

  • Fordi de oplever, at politikerne ikke har svarene på de store udfordringer, vi står overfor. Eller at de er magtesløse overfor globalisering, digitalisering og skred og opbrud i de nationale værdier.
  • Fordi de oplever, at politikerne ikke kommer med ærlige og forståelige svar på det, de ikke har løsningerne på.
  • Fordi de oplever en politisk debat forsimplet til et teater, hvor skuespillerne kommer ind på scenen og opfører et stykke, hvor de sviner hinanden til og anklager hinanden for løftebrud og for at ville køre landet i sænk. En performance, hvor man prøver at jorde hinanden mest muligt personligt i stedet for at lytte til hinanden og føre en skarp og hård debat om selve sagerne, den politiske retning og den politiske udfordring.
  • Fordi de oplever, at politikerne taler uden om og ikke svarer på spørgsmålene, eller at de ikke evner at lytte til, hvad der rører sig i ude i virkeligheden.
  • Fordi befolkningen ikke føler sig inkluderet i, eller er medinddraget i den politiske diskussion, eller forberedelsen af større reformer eller nye lovforslag.
  • Fordi befolkningen er blevet til politiske forbrugere i stedet for politiske borgere og deltagere i et demokrati. Vi river det ned fra hylderne i det politiske supermarked, som lige passer til os – uden hensyntagen til konsekvenserne for andre. Har vi tabt noget af fællesskabet og den fælles opgave, kunne man spørge?
  • Fordi politikerne svigter at kommunikere holdninger på en ligefrem og forståelig måde. De svigter at sige sandheden, når den er for brutal og kan støde nogle vælgere. Alt for ofte er politiske udtalelser pakket ind i taktik og fagbegreber, som ikke giver fornemmelsen af åben og ærlig snak.

POLITIKERNE
Lad os igen starte med det positive. Rigtigt mange politikere er både hårdt arbejdende og drevet af et ægte engagement i at udvikle samfundet til det bedste og i den retning, som de nu mener vil være den rette.

Rigtigt mange politikere har faktisk solid respekt for hinanden og kan arbejde fint sammen om at finde politiske løsninger på tværs af partiskel, men det er ikke det billede, vi ser i offentligheden.

Hvordan bidrager politikerne så til at svigte demokratiet?

  • Det gør de ved at udhule respekten for Folketinget med drillespørgsmål til ministrene, tåbelige samrådsindkaldelser og politisk chikane i stedet for seriøst politisk arbejde, fordi kampen om de 179 pladser og de personlige stemmer kræver medietid, eksponering og opmærksomhed. Og så snart en minister kan komme på glatis, så er medierne der med ekspresfart.
  • Ved en mangel på åbenhed omkring idefasen og erfaringsfasen af den politiske proces – der hvor emnerne kan kalde på den gode analyse, den eftertænksomme diskussion, og den gode læring og inspiration. Hvor i alverden foregår det i dag, nu hvor partiernes medlemsorganisationer er skrumpet, og den brede folkelige debat er forsvundet fra de fælles medier og over i ekkokamrene på Facebook?

Demokratiets krise skriger nærmest på, at politikerne tager det ærinde alvorligt, som de kom for – om jeg så må sige. At drive en debat om samfundets udvikling, at drive en ideproces og en innovativ tænkning frem med hjælp fra en engageret befolkning. At krydse den modige linje til at afprøve nogle ideer og forslag til at gøre ting anderledes end i går. Ikke kun fordi, der er opstået en enkeltsag i medierne, eller fordi økonomien kalder på besparelser.

  • At kaste mudder på hinanden på de sociale medier i stedet for at krydse klinger om sagligt politisk indhold. Det har helt sikkert en høj underholdningsværdi for nogen, men det fremmer ikke respekten for folkestyret og dets repræsentanter.
  • Ved at svigte ansvaret for at påvise sammenhængene i samfundsudviklingen og have modet til at sige det ubehagelige. Det politiske supermarked er bekvemt som model for populisterne, men ikke for den seriøse politiker, der gerne vil sætte et mere blivende fingeraftryk på samfundet.
  • Ved ganske enkelt at udvise mangel på respekt for organisationer og borgere, der inviterer politikere og ministre til møder af forskellig art, hvor den gennemgående oplevelse er, at hverken ministre eller folketingsmedlemmer bruger tid på at ”få hældt på tanken” og lytte til andres meninger. De kommer som regel lige før, de selv skal tale, og de går lige efter, at de selv har talt. Vi har alle travlt, men andre mennesker bruger faktisk tid på at hente viden til deres arbejde eller deres særlige interesseområde og vil gerne den politiske debat – med politikerne. Samme mangel på respekt oplever eksterne, når de kommer i deputationer eller til høringer på Christiansborg.

Den politiske kultur og måden demokratiets tandhjul kører rundt på lige nu – det må vi have gjort noget ved. Både hos politikerne, borgerne og medierne.

Tak til Søren Pind for at starte debatten. Jeg håber, at andre vil fylde på eller trække fra på min liste med udfordringer her. Og lad os så komme i gang med at gøre noget, der kan få pendulet til at svinge i en retning af håb og optimisme.

Dette indlæg blev bragt på altinget.dk den 24. februar 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-demokratiet-truet

Det herreløse EU-projekt

Europa mangler i den grad – og i sidste øjeblik inden EU-projektet er truet på livet – modige og visionære politiske ledere, der kan puste en markant, moderne og nytænkende kraft ind i den kriseramte organisme, som i dag samler 508 millioner europæere. Eller samler er måske netop så meget sagt, for gennemsnittet af EU-landenes befolkninger er tiltagende skeptisk overfor projektet.

Det gælder faktisk ikke den danske befolkning, som med årene er blevet mere positive overfor EU. Hvad man bestemt ikke skulle tro, når man hører danske politikerne tale om EU. Et massivt flertal af danskerne på 58,6 procent ville faktisk stemme ja til fortsat EU-medlemskab, hvis Danmark fik en folkeafstemning nu, viser en Rambøll-måling ifølge Jyllands-Posten.

Tiden nærmer sig hastigt den britiske folkeafstemning 23. juni om at blive eller forlade EU efter over 40 års medlemskab. Bliver det et nej, vil det bringe EU tæt på opløsning og i hvert fald fremtvinge den efterlyste nye vision og retning, fordi den britiske udmeldelse så kommer oven i en række andre interne kriser.

Bliver det et ja, skal der gennemføres en række reformer, som vil skrue ned for EU’s nuværende magt og ændre ambitionsniveauet for unionen, hvis det skal undgås at flere lande følger i fodsporet af briterne eller kræver flere tilvalgsordninger og særaftaler. Så uanset udfaldet af folkeafstemningen, så nærmer den snart otte år lange, interne europæiske krise sig en afslutning og en ny slags begyndelse.

Elefantens styrke
Kulturminister Bertel Haarder (V) talte i forbindelse med modtagelsen af Berlingske Fondens hæderspris i 2014 om de to elefanter – den store og den lille. Om EU og det nordiske samarbejde. ”Elefanter er fredsommelige, står tungt og pruster og basker med ørene. De er enorme, men har slet ikke den styrke, som deres vægt og størrelse berettiger til. De er kloge, men er alligevel lette ofre for krybskytter, som vil have deres stødtænder, ” sagde han.

Lige som Venstres ledende folk fra Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind, Morten Løkkegaard og til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort det her de seneste dage og uger, filosoferede Haarder dengang over politikernes eget ansvar for, at EU-samarbejdet i årevis er blevet talt ned overfor befolkningen og ikke op. Over at værdien af det europæiske samarbejde og de enorme fordele Danmark har af det indre marked er forduftet i alle besværlighederne ved at få så mange lande til at arbejde sammen. Når EU gang på gang fremstilles som problemet og ikke som løsningen, så er det jo ikke mærkeligt, at folk kommer til at opfatte det sådan og til sidst mister troen på ideen.

På et tidspunkt, hvor verden skriger på grænseoverskridende politiske løsninger på grænseoverskridende udfordringer på alt fra klimaet til flygtninge- og migrationskrisen, så giver det ingen mening at skrue ned for ambitionerne for det europæiske samarbejde. På et tidspunkt hvor det europæiske marked, mere end nogensinde har behov for styrke og vækst i konkurrencen med USA og de asiatiske markeder, så giver det ingen mening ikke at udvikle og udbygge det indre marked i EU.

Hvad der til gengæld mangler er reformer, der skærer ned på bureaukratiet, smidiggør processerne, prioriterer indsatsområderne skarpere, giver mere handlekraft til EU’s institutioner og skaber en bedre folkelig forankring. Der, hvor problemet ligger, er tilliden til at de reformer nogensinde kommer. For dem er der godt nok blevet talt om i adskillige år. Og jo større EU er vokset landemæssigt, desto mere kompliceret og omfattende er arbejdsområderne blevet, og handlekraften er suget ud af mødelokalerne.

Den helt regulære kritik, der kan rejses mod måden EU-systemet fungerer på i dag, og de svagheder det har omkring den folkelige forankring, ville bare fremstå langt mere interessant og brugbar, hvis politikerne havde nogen svar på, hvad der skulle gøres, og hvis de europæiske politiske partigrupperinger – for sådanne findes jo – satte sig for at skabe løsninger på problemerne i maskinrummet i stedet for bare at råbe fra skibets dæk.

Reformmotor efterlyses
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formulerede sig sådan her om EU i sin grundlovstale for nylig:

”Jeg er ikke blind for, at EU har fejl. At beslutningsprocesser kan være for langsommelige. At der reguleres for meget eller forkert. Men det gør sig jo ikke kun gældende i EU, men da også herhjemme. Og det får mig ikke til at stille spørgsmålstegn ved, om Danmark hører til i EU. Det gør vi. Nu og i fremtiden. Uanset hvad briterne stemmer den 23. juni. Men den britiske afstemning kan – hvis de vælger at blive – være en motor til nødvendige reformer af EU. Til at tage hånd om problemerne. Få EU til at fokusere mere på det vigtigste – og blande sig udenom langt mere. Vist kan vi gøre nogle ting bedre selv – men vi kan ikke gøre alting selv. Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde. Så enkelt er det. Alternativet til EU er ikke enegang. Det er ensomhed. ”

Hvad er det for nødvendige reformer, statsministeren taler om? Hvis noget reguleres for meget eller forkert, så har vi nok selv været med til at beslutte det, så behøver en oprydning vel ikke at hænge sammen med den britiske afstemning? Vi skal få EU til at fokusere på det vigtigste, siger statsministeren, men hvem er ham ”EU”? Det er jo en del af os selv.

EU på skrump
Det er virkelig bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i et interview i Berlingske dagen før grundlovsdag også fuldstændig lod som om, at EU ikke er en demokratisk del af os selv men en eller anden udefinerlig, ubehagelig type, der bare vil stikke næsen i alting.

I stedet for at integrere mere og mere skal EU fremover koncentrere sig om europæernes virkelige problemer og bruge al sin energi på kun tre områder: at sikre Europas ydre grænser, sikre lønmodtageres rettigheder og sikre sig mod placering af penge i skattely, mente Mette Frederiksen i interviewet. Hun talte om en dyb »legitimitetskrise« i EU. Jamen hvem har været med til at sidde og træffe beslutningerne om mere integration og hvem har skabt legitimitetskrisen? Det har jo bl.a. også de danske regeringer og de danske politikere i Europa-Parlamentet. Og danske politikere herhjemme, som har undladt at gøre noget ved problemet, der har eksisteret i årevis.

“EU har svigtet, og det kom til udtryk ved EU-folkeafstemningen i Danmark i december og den senere EU-folkeafstemning i Holland, hvor folk i begge tilfælde stemte om noget andet, end det de blev spurgt om. Det samme kan ske ved den forestående folkeafstemning i Storbritannien, der kan føre til, at briterne forlader EU,” sagde S-formanden i interviewet. Men hvem er EU? Det er jo ikke en selvkørende bil eller en løsrevet institution og nogle mursten i Bruxelles. Det er jo europæiske og danske politikere, der også har svigtet så? Tag nu så et medansvar for det og lav det om.

Mette Frederiksen mener, at EU bruger al for megen energi på for mange områder i stedet for at koncentrere sig om at finde konkrete løsninger på det væsentligste, og det vil være måden, hvor på man kan genvinde befolkningernes opbakning til det europæiske samarbejde. Det er jo utvivlsomt rigtigt. Her kunne Socialdemokraterne så sammen med søsterpartierne i de andre EU-lande forme en vision for den nye retning for EU og komme med konkrete udspil til den fornyelse, der er brug for.

EU hvem?
De seneste ugers debat har vist, at vi ikke er kommet ud over at betragte EU som et eller andet fantom, der uden at vi vil det, tiltager sig mere magt og beskæftiger sig med alt muligt, som vi ikke har bedt fantomet om at lave.

Hvis danske politikere begyndte at tale om EU som en del af os selv, som noget vi har været med til at skabe og udvikle, og som vi derfor også har et ansvar for at bringe i en ny retning, hvis vi synes, den nuværende er forkert, så ville meget være vundet. Hvis forslagene til den nye retning tilmed var konkrete og operationelle, så ville meget også være vundet. Hvis de europæiske partier, som jo er det europæiske repræsentative element så begyndte for alvor at skære til og prioritere vigtige områder, som ville kunne bringe ny vækst til det Europa, der halter bagefter økonomisk såvel som i den digitale udvikling, så ville vi være nået et langt stykke videre.

Hvis de europæiske befolkninger begynder at se, at der er politisk handlekraft bag ordene i det europæiske samarbejde, og politikerne – også de danske – ikke fralægger sig ansvaret og læsser det over til en eller anden udefinerlig størrelse i Bruxelles men viser os, at EU-samarbejdet og dets resultater skabes af de politikere og ministre, vi selv vælger, så ville vi også se medierne blive tvunget til at tage en anden stilling til EU-dækningen.

Ikke mindre kritisk, for reformbehovet er stort, og medierne burde medvirke til langt mere konkret at sætte fingeren på de ømme steder, så politikerne får fokus på dem. Men medierne er også tilbøjelige til at omtale EU som et uoverskueligt, bureaukratisk maskineri og ikke som en politisk institution.

Denne blog har været offentliggjort på Altinget.dk den 17.06.2016 på: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-det-herreloese-eu-projekt