Månedsarkiv: november 2015

Et nyt medieforlig bør handle om demokratiet

Udgivet den af
Svar

(Denne klumme har været bragt på www.Altinget.dk den 19.11.2015)

11 vigtige balancepunkter som opskrift på et sundt medborger-demokrati og en ny mediepolitik. 

Vi har måske ikke lige lyst til at lære så meget af svenskerne for tiden, men på mindst et område er de bare dygtigere end os. Det gælder mediepolitikken og forståelsen af, at stærke, mangfoldige, nationale medier er hele forudsætningen for, at der udøves den nødvendige kontrol med magthaverne på alle niveauer i et sundt demokrati.
Forståelsen af, at demokratiseringen af sandheden, som Internettet er blevet kaldt, faktisk indebærer at alting blandes i en uigennemskuelig pærevælling fra anonyme udsagn til kildedokumenterede oplysninger, fra verificerede til uverificerede informationer, fra rygter til uafhængig, kritisk rapportering, fra information til desinformation og propaganda. Og vi skal lære at navigere i det hele, hvis vi skal ende med at blive mere orienterede end desorienterede. Og endelig forståelsen af, at mediepolitikken bør tage udgangspunkt i et medborgerperspektiv og et demokratisk perspektiv ikke i et snævert kulturpolitisk sigte.

I Danmark bliver mediepolitiske diskussioner alt for ofte alt for hurtigt isoleret til at være et højpolitisk for eller imod DR. Hvad der er helt meningsløst. Ingen vil nedlægge DR. Eller diskussionen bliver skarpvinklet til en kamp om penge og udbredelse mellem de private medier og de statsejede medier. Eller det bliver en uskøn kulturpolitisk kamp for eller imod bagedyster iblandet lidt regionalpolitik og lidt personlig mavefornemmelse, hvad det ikke bør være.

Mediepolitikken bør være genstand for en overordnet demokrati-diskussion. Den handler ikke bare om, hvordan vi indretter hele vores medielandskab. Den handler om udvikling og engagement i vores demokrati og fællesskab. Den handler om borgernes ytrings- og informationsfrihed og dermed langt mere end klassisk kulturpolitik, og i det perspektiv også om de dominerende internationale aktører på medieområdet, retten til at være anonym, overvågningen på nettet og hele spørgsmålet om indsamlingen af vores private data.

Den 11. marts i år udnævnte den svenske kultur- og demokratiminister, Alice Bah Kuhnke, (jeg er sikker på at Bertel Haarder gerne ville have samme tilføjelse til sin ministertitel) Anette Novak til at være særlig udreder for en betænkning med titlen “En mediepolitik för framtiden”. Opgaven var i første omgang en analyse af behovet for nye indsatser og så en endelig rapport med forslag til nye mediepolitiske værktøjer, som skal afleveres senest den 30. april næste år.

Udvalgets arbejde kan følges her: http://www.medieutredningen.se/om-oss/

BALANCEKUNST
Det interessante ved den første delbetænkning fra den svenske udreder, Anette Novak, er identificeringen af at antal “balancepunkter”, som er afgørende for en positiv udvikling i medielandskabet, noterer hun sig. Disse balancepunkter udgør faktisk en fremragende opskrift til danske politikere, som allerede nu burde gå i gang med at forberede det næste medieforlig og tænke over, hvad det skal indeholde. Og her kommer balancepunkterne i min forkortning og fordanskning.

  1. Balancen mellem de uafhængige, kritiske journalister og de voksende kommunikationsafdelinger i den offentlige sektor i offentlige virksomheder, kommuner, regioner og staten. Kontrol og uafhængigt eftersyn af magten er forudsætningen for et sundt demokrati, og bliver de forsvarende kræfter stærkere end dem, der skal lave det kritiske eftersyn, så svigter balancen.
  2. Balancen mellem åbenhed og beskyttelsen af den enkelte medborger. Hvad skal være omfattet af offentlighedsloven og mediernes mulighed for indsigt og kontrol, og hvor rammer ønsker om åbenhed sammen med behovet for at beskytte den enkeltes integritet.
  3. Balancen mellem by og land. Der er sket en indholdsmæssig urbanisering, og journalistikken tager som regel udgangspunkt i storby-perspektivet. Samtidig er de lokale medier presset ressourcemæssigt til alene at fokusere på det unikke lokale indhold, der er deres eksistensberettigelse, mens de ikke har kræfter til at give et lokalt perspektiv på de nationale og internationale nyheder. Den svenske medierapport skriver faktisk ud fra et medborgerperspektiv og et demokratisk perspektiv, hvor vigtigt det er med gode bredbåndsforbindelser, så man ikke demokratisk taber stemmerne fra udkantsområderne i debatten.
  4. Balancen mellem statslige og private medier. Her hedder det i den svenske mediebetænkning, at udviklingen for de private medier er under pres, og at der er en risiko for, at de offentligt finansierede medier vil få en mere dominerende rolle. Udmeldingen er derfor, at der skal skabes en balance økonomisk, som kan fastholde et bredt antal frie og uafhængige medier.
  5. Balancen mellem dominerende aktører og andre. Betænkningen udtrykker bekymring for et privat mediemarked domineret af nogle ganske få kæmpe store aktører, som sætter scenen og bestemmer dansen og så alle de øvrige henvist til småtingsafdelingen.
  6. Balancen mellem produktion og distribution. Eller sagt på en anden måde. Der bliver virkelig mange, der flytter rundt på indhold, deler og videresender, og straks meget færre, som producerer originalt, nyt indhold.
  7. Balancen mellem de nationale og de globale medier. De globale aktører, som ikke selv bekoster indholdsproduktion eller betaler skat, de henter i stigende grad indtægter ud af det nationale mediemarked. De gør de nationale medier afhængige af deres teknologi og platforme. Og betænkningen peger på, at der burde skabes mere lige vilkår for nationale og internationale aktører både hvad angår beskatning og lovreguleringer.
  8. Balancen mellem medierne og medieforbrugerne. Den engagerede og ansvarlige medborger, som gerne vil deltage i at udvikle indhold, skal tages ved hånden og sikres kompetencer til at udnytte muligheden for selv at bidrage og deltage i demokratiet. Der skal skabes en borgerkompetence til at deltage i det moderne demokrati.
  9. Balancen mellem dem, der tager ansvar, og dem, der ikke gør. Her problematiseres en debatkultur, som tillader de få med rygtespredning, desinformation og propaganda at tage magten over en gruppe seriøse debattører, som gerne vil tage ansvar, eller nogle professionelle medier, som er underlagt lovgivning.
  10. Balancen mellem marked og publicistik. De klassiske medier med publicistisk ansvar presses på lønsomheden, samtidig med at nye medier uden samme ansvar og populistisk jagt på sensationer og underholdning formår at skabe en højere indtjening. Et stærk demokrati behøver en balance mellem de medier, som bidrager til folkeoplysningen og viden, og de medier, som alene jagter bedste afkast.
  11. Balancen mellem staten og medieaktørerne. Markedet har det bedst uden statslig indblanding, hvis man ser til lande, hvor staten har for vane at regulere dybt i de medier, som støttes af staten. Men i de skandinaviske lande har vi en tradition for, at staten er god og ikke blander sig, selv om medierne får statsstøtte. Men hvordan skal statsstøtten se ud, så den sikrer lige præcis de balancepunkter, som er opregnet her.

Se disse balancepunkter ville det være nyttigt alle som en for de danske mediepolitikere at tage fat på at diskutere allerede nu, så et nyt mediepolitisk forlig ikke bliver den forenklede diskussion om DR, public service og pumpevand til nye små kreative nichemedier, men så diskussionen kommer til at handle om demokratiet og dets nødvendige kontrolfunktion – et stærk, uafhængigt og mangfoldigt medielandskab.

 

Klubhusmedier i venneland

Udgivet den af
1

Der er kø til deres lanceringer i disse dage, og de lader til at skovle sympati og penge ind både fra staten og det private på at være digitale, eksperimenterende, forretningsidealistiske projekter. De er alternative medier, som siger, at de vil udfordre de hurtige nyhedssnacks, den fælles nyhedsstrøm, forudsigeligheden, de gamle, objektive journalistdyder og de klassiske væsentlighedskriterier. Ud med det, og ind med afsenderprioritering, personlige holdninger, egopassioneret formidlings-engagement og ægte klubkultur. Væk med leflen for kunderne og den demokratiske medierolle. Du er enten med i klubben og følger dens højprofilerede journalister og iværksættere, eller du må finde på noget andet. De begavede, hypermoderne, alternative, individualistiske oprørere mod de etablerede medier står for det selektive og frem for alt det dybe og tænksomme.

“Vi skriver om det, vi er optaget af, og som burde optage dig,” skriver folkene bag det mobile magasin Føljeton på deres præsentationsside. Her er ingen forpligtelse til politisk balance, mangfoldighed, public service, væsentlighed eller objektivitet. “Vi skiver om det, der interesserer OS. Om det vigtigste i vores verden”, står der også.

“Det kulørte klubhus for nysgerrige mennesker,” kalder Zetland sit kommende initiativ til at være et nyhedsmedie. Sangen er den samme som hos Føljeton og omkvædet identisk. Her er mødestedet for de anderledes og alternative, som vil ”kickstarte kvalitetsjournalistikken og gøre alle klogere”. Sådan! Og de nye initiativer er medie-darlings helt fra starten, for journalister elsker at skrive om andre journalister, som er mønsterbrydere.

Stadig tåget tilbud til den kreative klasse
Det er dig, mig og os-klubhusmedier, der er på vej med Zetlands nyeste journalistiske satsning og med mobilmagasinet Føljeton. Og de følger ganske godt en tendens i udlandet til at etablere “crowdfunding journalism“, der bygger på en annoncefri, medlemsfinansieret journalistisk platform som alternativ til den annonce- og abonnementsfinansierede forretningsmodel i de traditionelle, professionelle medier. Websites som Krautreporter og De Correspondent har set dagens lys i udlandet for et par år siden, og bygger på samme model med medlems- eller abonnementsbetaling. I USA kan man sponsorere konkrete emner for den undersøgende journalistik og opfordre til, at et bestemt emne bliver behandlet journalistisk via et bidrag.

Det karakteristiske ved de nye alternative medietiltag er, at de giver sig ud for at være en slags daglig modgift til nyhedsstrømmens fælles dagsordener baseret på de alternative redaktioners subjektive udvalg og uigennemskuelige prioriteringer. Ala: “Vi skal være noget for de nysgerrige, omskiftelige, foranderlige og rastløse”; “En journalistik der mobiliserer, kortslutter og forstyrrer”.

Jo, men hvad er det lige præcis, jeg skal vente mig indholdsmæssigt, hvis jeg nu er “hjemløs” på mediemarkedet, som Føljeton skriver, og rastløst kaster mig rundt på mobilen for at finde noget interessant? Hvad kan den flok journalister, der er blevet trætte af at sidde på de traditionelle medier, give af ny værdi til oplevelsen. Hvad er det for en journalistik, der mobiliserer og forstyrrer? Er det en ny korstogsjournalistik eller aktivistisk journalistik, der skal bevæge verden og vores syn på den? Er der et politisk budskab gemt i ordflommen, eller er det bare den kreative klasse, som formulerer sig noget tåget om sit eget nye ønskemedie? Hvad betyder det, når Zetland ”vil tage featurejournalistik-erfaringerne” fra dets udgivelse af ”singler” og bruge dem til nyheder i et alternativ format?

Ikke et produkt, men et fællesskab
De Correspondent skriver om deres projekt, at de vil være “en publikation, der ignorerer, hvad der sker kun i dag og fokuserer i stedet på de ting, der sker hver dag. ”Vi tror ikke, at vores økonomiske bagmænd følte, de købte et produkt. De sluttede sig til en bevægelse. En, der ikke afhænger af reglerne i nyhedsindustrien. Vi har ikke brug for en rejse- eller karrieresektion, bare fordi annoncører vil have dem. Vi behøver ikke at gå på jagt efter sidevisninger. Vi behøver ikke at konkurrere med store sociale netværk for om annoncebudgetter. Og vigtigst: vi vil ikke gøre vores medlemmer til en ‘målgruppe’. Crowdfunding af journalistik handler ikke så meget om ‘sælge’ et produkt, men meget mere om et voksende fællesskab. Det gør det vigtigt at fokusere på aspekter, der styrker følelsen af at høre til en bevægelse, snarere end på at give folk et godt tilbud”, skriver de.

Kan de nye projekter på den danske mediehimmel komme til fadet med noget nyt – og i givet fald hvad? Påstanden om, at de kan, har udløst mediestøtte fra det offentlige. Ingen tvivl om, at der i de yngre generationer af medieforbrugere efterspørges en mere holdningspræget journalistik og subjektive, uforudsigelige valg, end de traditionelle medierne generelt byder på. Weekendavisen har praktiseret den alternative modstrømsmodel i mange år til stor perfektion og med stor succes i forhold til de kultur- videns- og samfundsmæssigt interesserede. Ugebrevet Mandag Morgen har praktiseret det med blik på beslutningstagerne i erhvervslivet og den offentlige sektor. Der er en markant tendens til at gå i mod strømmen og nyhedsdagsordenen for at nå fem spadestik dybere i forhold til de ting, der sker hver dag, i stedet for at kun at dække et ‘flash’ af nyheden lige præcis af i dag.

Opgør med mediemonotoni
De to nye medieprojekter rammer i selve tankegang og koncept opgøret med mediemonotonien, som der nok skal være en vis klangbund for derude. Men to vigtige spørgsmål bliver afgørende.

Er der folk nok til den nye folkebevægelse, som vil betale for at være medlem af en fritænkende gruppe af journalister, der redigerer og skriver efter eget hoved? Og ikke mindst vil de forny deres medlemskab eller abonnement, når den første begejstring over at være “one of the guys” er ovre? Eller bliver klubhuset herefter kun fyldt med de gamle trofaste venner.

Spørgsmål nummer to handler om den alternative journalistiske formidling, som vi endnu ikke har set. Den som skal overraske og få os til at engagere os og interagere med føljetonerne eller historierne. Hvad er DNA’et i den nye journalistik? Hvilke kriterier driver den? Hvordan skal den røre os, bevæge os og forstyrre os? Zetlands nye nyhedsprodukt har vi endnu ikke set. Føljetons produkt findes i en tidlig beta-version, som bestemt ikke overrasker og vælter mediebilledet på hovedet i dens nuværende form.

Hvad er meningen med at være digital, et mobilt magasin og en anderledes webside, hvis ikke selve præsentationen, fortællingen og medinddragelsen bliver anderledes end alle mulige andre indholdstilbud? Det visuelle, det interaktive, de kreative multimedieeffekter i præsentationerne bliver helt afgørende for, om det rammer en ny medieforbruger, som har vendt de gamle medier ryggen. Det bliver ikke bare alenlange tekster og alternative udvalg af nyheder, som sælger varen.

Cool at stå af nyhedsræset
Selv om de nye klubhusmedier ikke vil tale om målgrupper, så ligger det lige for, at det er de unge, som deler nyhedsflowet gratis på Facebook men måske gerne vil betale for at læse alternative tilbud skrevet af alternative, holdningsbaserede skribenter og med alternative visuelle udtryk. Og så er det de intellektuelle, som gerne vil ind i klubhuset til de andre ligemænd, hvor det er ”cool” at sige, at man er steget af nyhedsræset, og hvor indgangsbilletten er at tale nedsættende om de korte nyheder online og nyhedskanalerne, selv om alle ser dem. At Føljeton tilbyder at være gratis for dagpengemodtagere gør næppe dem til en stor målgruppe. Det er et politisk statement, der nok kommer til at kræve en hel del kreativ adgangskontrol.

Føljeton, Zetland, Den Korte Avis og andre nichemedier vokser frem som klubhusmedier for dem, der er trætte af mainstream nyheder, mainstream nyhedskriterier og mainstream medier. Dem er der fin plads til, men når den første eufori er overstået og de første indsamlede penge er brugt, kommer de til at leve et svært liv. Det svære er ikke starten (selv om det sikkert føles sådan). Det svære er at få folk til at betale, når det gratis prøveabonnement er overstået, og når abonnementet til fuld pris skal fornys første gang. Vi betaler for det, vi ikke kan undvære. Og der er jo meget, vi godt kan undvære.

Denne artikel bringes også på K-forum: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Kritisk-blik-paa-Zetland-Foeljeton-og-Den-Korte-Avis

 

Sandheden men ikke hele sandheden

Udgivet den af
Svar

I grønspættebogens kapitel ét for politikere på vej ud i den svære kommunikation om besparelser står der, at det handler om at fokusere på et let forståeligt budskab, der kan skære igennem mange tåger af forklaringer, og som kan virke helt enkelt, logisk og fornuftigt.

I kapitel to står der, at det gælder om at sige sandheden, men ikke nødvendigvis at rutte med den og give flere informationer end højest nødvendigt.

Kapitel tre handler om at stå fast i stormvejr og blive ved med at holde fast på den samme forklaring, gentage og gentage og gentage igen i forskellige varianter over samme tema og uden at smide med mudder i forhold til dem, der føler sig ramt af besparelserne. Den slags kan have en rekyl effekt i offentligheden. Udtryk forståelse og tillid til, at de ramte magter den svære opgave. Det ser aldrig godt ud at håne dem, der skal yde et offer, for at den samlede samfundsøkonomi kan hænge sammen.

Mediernes opgave er selvfølgelig at røntgenfotografere sådan en kommunikationsplan. I dette tilfælde handler det om besparelserne på uddannelsessektoren. Et af de områder, som regeringen har udvalgt til en plæneklipning på 8,7 mia. kr. med eskalerende skærehøjde. To procent af udgifterne om året hvert år i fire år på alle uddannelser efter folkeskoleniveauet.

Framingen
Undervisningsminister Ellen Thrane Nørby har trods politisk kritik fra oppositionen og demonstrerende unge bidt sig fast i den kommunikationsstrategi, at gentage igen og igen, at uddannelsesudgifterne er steget 31 procent siden 2008 med tilføjelsen, at »i den bedste af alle verdener groede der pengetræer ude i haven, så vi havde råd til det hele. Men sådan ligger landet ikke. Dansk økonomi er fortsat udfordret, og den tidligere regering kørte lige til grænsen,« siger hun. Dermed fik hun så lige givet S og R skylden for det hele. Og så tilføjer hun, at hun har tillid til, at uddannelsesinstitutionerne kan klare det, selv om det ikke bliver let.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen brugte tallet 36 procent i stigning siden 2008. Og så gav han universiteterne med den store kølle og kaldte dem “kornfede” og “velpolstrede”. Han fik også lige brugt den gamle politiske traver om ikke at efterlade regninger i børneværelset til næste generation, og at det er nødvendigt af hensyn til landets samlede økonomi at spare.

Æbler, pærer og bananer
Hvad er så op og ned på den kommunikationsstrategi, som regeringen har lagt? Det er sandt, at udgifterne er steget til både ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Men det er de jo, fordi skiftende regeringer har ment, at der skulle mere uddannelse til i Danmark, og at ungdomsårgangene år for år skulle gøre det bedre uddannelsesmæssigt, og at 25 % af en ungdomsårgang skulle havne på de videregående uddannelser.

Det rigtige sammenligningsgrundlag er jo derfor ikke blot stigningen i de samlede udgifter men udgiften pr. elev eller studerende. Her er udgifterne faktisk faldet siden 2008. Temmelig meget. Jo, men det koster ikke lige så meget at uddanne elev nr. 24 som nummer ét, hvis man har systemet oppe og køre, siger Esben Lunde Larsen. Sandt nok, men det ændrer jo ikke på, at det ikke holder bare at sige, at udgifterne er steget 31 eller 36 procent uden at reflektere over, hvorfor der har været så vildt gang i festen.

Både Ellen Thrane Nørby og Esben Lunde Larsen taler om at uddannelsesinstitutionerne skal se på enklere administration, smartere og billigere indløb og afbureaukratisering. Der skal ganske få samtaler til i uddannelsessektoren fra højeste niveau på universiteterne til laveste i ungdomsuddannelserne før pilen, hvad angår bureaukratisering i uddannelsessektoren, peger lige tilbage på de to ministerier. På akkrediteringsprocesser, evalueringer og nye rapporteringer, som kræver enorme mængder af mandetimer ude i institutionerne. Hvornår er det staten begynder med sig selv, inden den forlanger, at alle andre skal afbureaukratisere, lyder det gode spørgsmål. Kommer der en plan for at starte i ministerierne, så den nye lean administration kan gennemføres helt ud i yderste led?

Tilbage til det med kommunikationsstrategien angående besparelserne. Historien om udgiftsstigningerne på 31 eller 36 procent er sand nok, men den kan ikke kan bruges uden skyldig hensyn til, at et massivt større antal studerende og elever også på et tidspunkt betyder, at der kræves flere lokaler, udstyr og lærerkræfter og dermed flere penge til at få det hele til at køre. Og at udgifterne pr. studerende faktisk er blevet mindre, mens der er blevet flere studerende. At nogle af gymnasierne og universiteterne har opsparet midler har jo ofte en årsag. At der skal bruges ret store omkostninger på lokaler og opdatering af dem.

OECD finten
Danmark bruger flere penge på uddannelse end alle andre OECD lande lyder en anden del af argumentationen for besparelserne. Men OECD tallene er ikke sammenlignelige. Det har Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, påvist ved at grave ud, at de danske OECD tal medtager 21,5 mia. kr. i uddannelsesstøtte ud af de 50 mia. kr., som Danmark i år bruger til uddannelse og forskning. De andre lande har ikke en tilsvarende ordning med, at de unge skal have noget at leve af for statens regning, mens de læser. Derfor er Danmarks reelle placering på OECD’s rangliste betydeligt lavere. Alle har sagt sandheden, men der er ikke ruttet med den, og vi har ikke fået hele billedet.

Det er jo fair nok at ville prioritere at skære på uddannelsesområdet og gøre op med, at her skal der til stadighed proppes flere elever ind hvert år. Det er en politisk beslutning. Fair nok at sige, at kravene skal skærpes til optaget af studerende, og at udbuddet af uddannelser skal skæres til i forhold til beskæftigelsesmulighederne. Fair nok at sige, at ministerierne hjælper med at skære noget af bureaukratiet væk, så institutionerne kan skære noget af deres bureaukrati væk. Men det ville være rart at få hele billedet og ikke kun historien om den eksplosive stigning i udgifterne.