Kan det være ærefuldt at trykke hånd med en diktator?

Nu har vi været vidne til, at verdens mest magtfulde leder af et demokrati Donald Trump har trykket hånd med og talt om venskab og varme relationer med lederen af et af verdens mest grusomme diktaturer Kim Jong-un.

Ja, Trump kaldte det ligefrem ”ærefuldt” at møde Kim Jong-un. Et måske første skridt til fred på Den Koreanske Halvø blev underskrevet under maksimal opmærksomhed fra hele verden. Få dage før brød den samme magtfulde leder, Donald Trump, den gode tone og fjernede med et tweet sin tilslutning til et slutdokument med sine nærmeste demokratiske allierede i G7-kredsen.

I sandhed en verden, hvor der er vendt op og ned på venner og fjender. Selvfølgelig er mødet mellem Trump og Kim Jong-un både historisk og vil måske vise sig at være et vigtigt skridt i retning af større fred og sikkerhed i verden. Vi kalder det i medierne en succeshistorie for Trump og hans utraditionelle form for ”trussels- og kram-diplomati”. Den ene dag er Kim Jong-un den lille raketmand, og den næste dag står de to statsledere hyggeligt og sparker dæk på Trumps særlige køretøj ”The Beast”, mens de kappes om at klappe hinanden på ryggen.

Når ugens begivenheder er tankevækkende på flere måder, så hænger det sammen med, at den amerikanske præsident i modsætning til adskillige af sine forgængere ikke ser sig selv som rejsende forkæmper for demokratiske værdier og menneskerettigheder eller det liberale demokrati. Han ser sig selv som handelsmand, stærk mand og forhandler, der benhårdt og med alle midler – trusler den ene dag og kram og håndtryk den næste – går efter at få en ”deal” trukket hjem – hvad enten det handler om fred, nedrustning eller handelsaftaler.

Demokratiet vandt det 20. århundrede efter den kolde krigs afslutning, Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Det var til gengæld en fejl at tro, at den succes var så langtidsholdbar, at den ikke kunne blive udfordret. Der er tre alvorlige tendenser, som understreger demokratiets skrøbelighed og nødvendigheden af at indse, at det ikke sådan uden videre er en ting, vi skal tage for givet.

Den uafhængige tænketank Freedom House foretager et årligt eftersyn af den globale demokratitilstand. Det vil sige regelmæssige og ærlige valg, frie medier, retsstatsprincipper og mindretalsrettigheder, som er under angreb over hele verden. Sidste år var det tolvte år i træk, hvor antallet af lande, der er blevet mere demokratiske, var færre end dem, der blev mindre demokratiske. Rapportens forfattere konkluderer, at demokratiet faktisk er i krise. Kun Skandinavien scorer i øvrigt maksimumpoint, hvad angår demokratiet i analysen, mens USA sakker langt ned ad listen.

Hvis man kigger på den kolde krigs sejrherrer, så smuldrer deres samhørighed på grund af økonomisk pres, stigende social ulighed, oprør mod globaliseringens og digitaliseringens konsekvenser og en genoplivning af nationalisme og regionalisme.

Populister fra venstre og højre har udnyttet vælgernes vrede, og de har opnået støtte og parlamentarisk repræsentation rundt omkring i hele Europa. De er kommet til magten nogle steder, og andre har de gjort det vanskeligere for de øvrige partier at danne levedygtige koalitioner. Denne bølge ser endnu ikke ud til at være standset. Tag Italiens valg i marts, og registrer blot, at landet nu ledes af en regering af populister til venstre og til højre med to tredjedele af vælgerne i ryggen.

Populister har formået at fortælle vælgerne, at demokratiet bliver undergravet af medier fuld af løgne, at deres land bliver udnyttet af udefrakommende kræfter eller af en national elite eller begge dele på en gang. I de vestlige lande, der tidligere kæmpede for demokratiske frihedsværdier, er der sket det, som Human Rights Watch kalder et “frontalt angreb på værdierne for inklusivitet, tolerance og respekt”.

Hvad så med næste generation af vælgere? Bliver de frontkæmpere for demokratiet? Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research, der blev offentliggjort i oktober 2017, er der i mange lande den udbredte holdning, at eksperter eller valgte embedsmænd – teknokrater – ville være bedre til at styre landene end en demokratisk valgt regering. Undersøgelsen viste, at i f.eks. USA ville 46 procent af vælgerne i alderen 18 til 29 foretrække at blive styret af eksperter/teknokrater sammenlignet med 36 procent blandt de 50-årige og ældre.

En undersøgelse fra Harvard University og University of Melbourne, der blev offentliggjort i Journal of Democracy i januar 2017, viste, at godt 25 procent af den unge generation Y var enige i, at “valg af ledere gennem frie valg ikke spiller nogen særlig rolle”. Kun 10 procent af de ældre var dog enige i det.

I USA mente over to tredjedele af de ældre amerikanere, at det var absolut nødvendigt at leve i et demokrati; blandt generation Y gjorde mindre end en tredjedel. For tyve år siden troede en ud af 16 amerikanere, at “militærstyre” var et godt regeringssystem. For nogle år siden gjorde en ud af seks.

Også i Europa stiger andelen af unge, som ikke tror på demokratiet som den bedste styreform. En YouGov-analyse viste sidste år, at kun halvdelen af 6.000 unge europæere i alderen 16-26 målt i syv EU-lande (dog ikke Danmark) mente, at demokratiet er den bedste styreform.

Det er ikke noget nyt, at udenrigspolitik kan være formet af strategiske og taktiske kompromiser. Nødvendigheden af de rigtige alliancer kan have mange ansigter. I denne uge fik vi så et nyt eksempel. Når det gælder verdensfreden, kan demokrati og diktatur godt mødes og forhandle.

Men hvordan får vi de unge til at tro på, at demokratiet på den måde gør en forskel? At det spiller en rolle, at vores politiske ledere er valgt gennem frie og ærlige valg? At politik er alt for vigtigt at overlade til eksperterne, militæret eller eliten. Hvis man har en atombombe og nogle langdistanceraketter på lager, så kan man godt opnå adgang til verdens mest magtfulde mand og få hans opmærksomhed og en ”politisk deal”.

Hvis det 21. århundrede ikke skal tabe kampen om de demokratiske værdier, som vi netop vandt i det 20. århundrede, så må vi tænke over, om fremtiden kun handler om at indgå snusfornuftige ”deals” med diktatorer og tyranner for at få fred, sikkerhed og handel til gengæld. Om det kun handler om, hvem der kan spille den stærkeste mand i byen, og hvem der blinker først.

Der udgives i øjeblikket bøger på stribe i udlandet om demokratiets tilstand. Nogle af dem særdeles deprimerende læsning. Det understreger også de trends, som jeg har nævnt her.

Derfor har Mandag Morgen i forbindelse med Folkemødet søsat et demokratiprojekt ”VoresStemmer”, som både på nationalt og kommunalt niveau går ud på at revitalisere og forny den demokratiske involvering af danskerne.

Det skal også bidrage til at bygge bro over den tillidskløft, som er opstået mellem vælgerne og de folkevalgte. Projektet skal på spændende nye måder og i nye debatformater opprioritere den demokratiske samtale. Projekt VoresStemmer

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 15.6.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-demokrati-moeder-diktatur

Opgrader it-ordføreren – det handler om fremtiden

Hvornår mon det går op for Folketingets partiledelser, at it-ordførerskabet er en af de vigtigste politiske kamppladser i fremtiden? Helt på linje eller højere rangeret end posterne som retsordfører, sundhedspolitisk ordfører, integrationsordfører og finansordfører.

Måske skulle det have et navn med mere appel til følelserne som fremtidsordfører? Tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind kaldte sig fremtidsminister, hvad der ikke var så tosset tænkt i stedet for den lidt mere gumpetunge titel.

Sagen er, som den franske præsident Macron har sagt det, at den teknologiske revolution i virkeligheden også er en politisk revolution. Det handler om, hvordan vi vil tilrettelægge vores fremtid, hvem der skal fastlægge rammerne og spillereglerne for brugen af de nye teknologier, og hvad vi vil bruge de teknologiske muligheder til, og om vi selv vil have førertrøjen på i de politiske valg, vi skal foretage, eller overlade det til andre.

Vores valg af kurs på det teknologiske område er ikke bare indenrigspolitik men også udenrigspolitik, for Europa synes klart at tage nogle andre valg end f.eks. USA, Kina og måske Afrika, når det gælder kontrollen med og anvendelsen af nye teknologier.

Vores valg af teknologisk kurs er højsensitiv for hele vores samfundsudvikling, og det er værdipolitik, så det vasker sig. Det er emner, der kommer til at afgøre balancen mellem, hvad samfundet må og ikke må i forhold til vores privatliv og personfølsomme oplysninger.

Eller sagt på en anden måde: den værdidiskussion kommer til at forme næste generation af menneskerettigheder i et digitalt samfund. Om de skal være efter liberale principper eller indeholder mere lovgivning, regler og kontrol.

Lige nu konkurrerer partierne – senest dokumenteret med afslutningsdebatten i denne uge – om at være de mest grønne og de stærkeste hardlinere, når det gælder indvandring og integration. Gid de også ville konkurrere om, hvordan vi skal indrette vores fremtidige liv med de nye teknologiske udfordringer.

Vi har brug for de bedste, mest indsigtsfulde og visionære politikere på opgaven med at arbejde med disse vigtige spørgsmål, og it-ordførerskabet er desværre ikke nødvendigvis det, der er mest kamp om. Men det burde det være. Ligesom kommunalpolitikere og regionsrådspolitikere burde være fuldkommne toptunede på de udfordringer, der venter. For de har i den grad også et ansvar for datapolitikken.

Lige nu foregår en alt for stor del af debatten om dataetik, data-videnskab og data-muligheder blandt eksperterne og de særligt engagerede nørder, mens virksomhederne og den offentlige sektor søger at navigere i junglen så godt som muligt.

Kun når en persondataforordning eller et lovforslag om oprettelse af et Nationalt Genom Center er på dagsordenen, så stiger temperaturen lidt på det her område i Folketinget. Ellers kører de fleste af debatterne om den teknologiske udvikling i råd, arbejdsgrupper og udvalg nedsat af regeringen, og mange politikere indrømmer i en stille stund, at de har lige så svært ved at følge med som folk i almindelighed.

Hvorfor kan vi nu ikke bare lade det køre der i de råd og arbejdsgrupper, og så må eksperterne finde ud af det? Fordi næsten alt, hvad vi gør som mennesker i dag bliver opsamlet som data, og den teknologiske udvikling påvirker alt i vores liv. Hvor vi bevæger os hen, hvad vi køber, hvem vi taler med, hvad vi arbejder med, hvad vores fritid går med, og hvad vi mener.

Data i dag skaber forandringerne i samfundet og udgør en magtfaktor. Data er det nye guld, som man siger, når de bliver forbundet og kombineret og brugt til at se mønstre og forudse handlinger.

Men data er også et farligt redskab i de forkerte hænder. Derfor er det politiske dilemma, at vi på den ene side skal udnytte alle mulighederne i at indsamle, forbinde og kombinere data og samtidig sikre den stærkest mulige beskyttelse af befolkningen mod misbrug og skabe tillid til, at udnyttelsen af mulighederne har en positiv side.

Listen er lang med talrige eksempler på både offentlige institutioner og private virksomheder, der i lille eller global skala ikke har formået at passe på vores data. Det er nemt at blive fascineret af mulighederne og glemme bagsiden af medaljen. Men den har vi set. Og mister vi først tilliden til, at teknologien vil give os noget positivt, så går rigtigt meget galt i vores samfundsudvikling.

Vi kan prøve at definere nogle principper og værdier for brugen af data. Vi kan etablere et Dataetisk Råd eller en tilsvarende institution, der på vores alles vegne kan gå foran i arbejdet med at bygge bro mellem eksperterne, politikerne og befolkningen gennem grundige debatter, ærlige dilemmaer og mulige løsninger.

Problemstillingerne handler ikke kun om personfølsomme oplysninger. De handler også om kunstig intelligens, intelligent automation, maskinlæring og mange andre elementer af den teknologiudvikling, som vi kigger ind i. Hvor sætter vi grænserne for, hvad de intelligente robotter eller computere skal kunne foretage på egen hånd? Det spørgsmål rammer alle områder fra sundhed til transport, forsvarssystemer og plejesektoren.

Selvfølgelig er Danmark ikke det eneste sted, hvor en debat om ”data governance” principper og databeskyttelse finder sted. F.eks. i Storbritannien har spørgsmålet om en etisk rammesætning for behandlingen af data været initieret af regeringen.

Her har man lagt vægt på som punkt ét at skabe troværdighed, tillid og åbenhed omkring brugen af data ved at fastlægge nogle overordnede principper på tværs.

Det handler om at starte enhver diskussion om opsamling, bearbejdning og samkøring af data med et meget skarpt krav til en beskrivelse af, hvad borgeren får ud af at levere sine data, og hvad samfundet får ud af det.

Dernæst at sørge for, at der bliver indsamlet mindst mulige data, som kan retfærdiggøres, i forhold til anvendelsen.

Derefter om at skabe robuste og transparente data-modeller, som er meget opmærksomme på borgernes reaktioner, tvivl og bekymringer, at være så åben som muligt om, hvad data bruges til, og endelig at sørge ordentligt for sikkerheden omkring befolkningens data.

Derudover drøfter man også i Storbritannien en særlig uafhængig institution til at sikre tillid og åbenhed omkring de etiske dilemmaer.

Et sted hvor man kan bygge bro og skabe debat mellem de forskellige interessenter i udviklingen – virksomhederne, den offentlige sektor og civilsamfundet samt borgerne. Et sted, hvor der kan sættes dagsordener til debat og følges op på implementeringen af forskellige tiltag. Et sted, der skaber langvarig legitimitet og tillid, og hvor udviklingen følges tæt. Et sted, hvor man kan samle internationale erfaringer og udfordringer i nye teknologier op og sætte dem til debat.

Lyder det som noget, der kunne være et Dataetisk Råd med eksperter, virksomheder, offentlige institutioner, borgere, debattører og kommunikatører? Ja, det gør det. Og det var præcis sådan en ny, uafhængig institution, der blev efterlyst forleden af et bredt flertal af deltagerne i Mandag Morgens og Altingets konference om Dataetik.

Hvad er det for overordnede principper, der bør gælde for dataetikken: Først og fremmest må det handle om at sætte mennesket først. At teknologien skal gavne menneskets udvikling og ikke omvendt. At teknologien skal tjene samfundet og ikke omvendt.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 1. juni 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-opgrader-it-ordfoereren-det-handler-om-fremtiden