Kampen om den digitale verdensorden starter nu

Udgivet den 22. november 2018 af Lisbeth Knudsen

Svar

Teknologi og viden bliver i stigende grad en geopolitisk faktor i den nye digitale verdensorden, konstaterer regeringen i denne uges udspil om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Danmark skal være et af de mest innovative lande i verden. Udenrigstjenesten skal drive mere tech-diplomati. Universiteterne skal drive mere forskningsdiplomati, og danske virksomheder skal være digitale frontløbere.

Der skal etableres et e-handelscenter, der kan levere virksomhedsrådgivning. Adgangen for danske virksomheder på internationale e-markedspladser skal hjælpes på vej, og regeringen vil etablere en international koalition af tech-virksomheder, civilsamfundsorganisationer og stater for blandt andet at udvikle internationale dataetiske normer og principper. Sådan!

Der er ingen smalle steder eller manglende ambitioner i det dugfriske udspil til en ”Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi 2019-2020”, ligesom der ikke er det i mange andre digitaliseringsudspil, som regeringen er kommet med.

”Strategi for Danmarks digitale vækst” hedder et af dem målrettet erhvervslivet. ”Et stærkere og mere trygt digitalt samfund” hedder et andet målrettet den offentlige sektor. ”Digital service i verdensklasse” hedder et tredje udspil. ”Danmark klar til fremtiden” hedder et fjerde, målrettet forskningsindsatsen og innovation. ”Bredbånd og mobil i digital topklasse” hedder et femte om den digitale infrastruktur på teleområdet.

Læg dertil en AI-strategi for at booste Danmarks brug af kunstig intelligens og en aftale om fremtidens infrastruktur for digitale identiteter i Danmark og sikkert meget mere.

Pointen er, at det vælter ud med planer og ideer fra alle ministerier og alle verdenshjørner. Ingen kritik af det. Digitaliseringen ændrer alle spillereglerne i vores samfund. Men når nu alle andre lande har det ligesom os, at vi er bange for at være de sidste, der kommer hen til fremtidens herligheder og muligheder, så vil det være en ovenud god idé at tænke de her mange initiativer lidt på tværs på en ny måde.

Det vil det ikke alene, fordi denne nye måde kan give os en mulighed for at udtænke en dansk model for, hvilken rolle vi gerne vil spille i den digitale verdensorden. Det er også en god ide, hvis den nye måde kunne sikre, at halvdelen af befolkningen ikke overlades til afmagt og rådvildhed, jobløshed og bekymring ved den digitale forandringsproces, robotiseringen og globaliseringen.

Hvis vi derimod kan bruge en ny måde at gribe tingene an på til for eksempel at udvikle nye jobtyper, nye kompetencer, nye uddannelsesstrukturer, nye produkter og en ny version af den danske flexicurity-model.

Problemet med hele mylderet af gode tanker og forslag i alle regeringsudspillene er, at de ikke tegner en samlet vision for, hvor det danske samfund er på vej hen. Og måske endnu værre, at vi bygger en hel masse planer uden at have fundamentet gennemdrøftet og godt tør i støbningen.

Jeg havde lejlighed til forleden at tale på en konference om intelligent vækst arrangeret af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), der fremlagde en meget spændende rapport om udviklingen i Kina.

En rigtig god og håndfast opfordring til, at vi skal finde ud af, hvad vej vi vil gå med den teknologiske udvikling her i Danmark og i EU. Mellem det statsstyrede Kina og det markedsstyrede USA ligger Europa, der med EU-kommissær Margrethe Vestagers ord har en stærk politisk kultur for at etablere nye markedspladser og at regulere dem på en fornuftig måde, så business tjener samfundet og ikke omvendt.

I Europa vil vi alle sammen hver for sig være verdensmestre på det digitale område. Prøv at læse den svenske AI-strategi, som er en drøm om verdensklasse. Nordmændene skriver ganske enkelt, at norsk AI skal lede verden.

Og finnerne vil i deres strategi også være førende nation i verden på kunstig intelligens. Men vi er alle sammen små lande og overtrumfes hurtigt af den franske AI-strategi eller den britiske. Og i EU sidder man så og prøver også at have en offensiv AI-strategi og et stort program for et digitalt Europa, som bevæger sig med sneglefart i forhold til Kinas satsninger.

Den digitale forvandling bør være den højest prioriterede politiske og økonomiske opgave, hvor vi skal udvikle nye svar på presserende spørgsmål. Teknologierne forandrer vores samfund, men måden, hvorpå de gør det, afhænger i høj grad af, hvordan vi beslutter at anvende dem, samt hvordan vi udarbejder vores lovgivningsmæssige rammer for disse teknologier.

Hvad er vores globale ”point of difference” i Danmark på det digitale område? Hvor satser vi vores begrænsede ressourcer? Hvordan kan vi bruge vores samfundsmodel og vores værdier med tillid, fællesskab, lav magtdistance og mindre ulighed end i mange andre lande som en fornuftig ”driver” på udviklingen?

Globalisering version 1.0 gav frygt og afmagt hos mange. Kan vi gøre globalisering 2.0 bedre og introducere en europæisk model for en ny digital verdensorden med et mere menneskeligt ansigt?

Jeg tillod mig på ATV-konferencen forleden at foreslå, at vi bygger et fundament af digital humanisme. Det består af, at vi sætter mennesket før maskinerne. At vi skaber nogle dataetiske standarder og nogle etiske standarder for brug af kunstig intelligens der gør, at vi ikke som mennesker mister kontrollen med, hvad maskinerne skal udføre og kan udføre.

At vi sætter nogle høje krav til sikkerhed og persondatabeskyttelse og den personlige integritet i forhold til indsamlingen af stadig flere data om os og samkøring af data. Fundamentet består også af en forudsætning om et fokus på bæredygtighed og samfundsansvar hos dem, der arbejder med store dataindsamlinger og med kunstig intelligens.

Oven på fundamentet lægger vi et lag, som jeg har givet overskriften, at alle skal med. Sådan lyder det hele tiden i den politiske retorik, men hvad betyder det? Det burde betyde, at vi nu ikke bare skal holde festtaler om livslang læring, men nu skal der ske noget for alvor.

At vi ikke bare skal holde festtaler om begrebet digital dannelse, som i modsætning til digitale kompetencer ikke blot handler om, hvordan vi betjener de nye teknologier, men hvordan vi forstår betydningen af dem og den indvirkning, de har på vores liv, vores kommunikation med hinanden og vores sundhed.

Til dette lag hører også udviklingen af et nyt meget mere agilt og fleksibelt uddannelsessystem, der kan følge med de kompetencekrav, de nye jobbeskrivelser, de nye funktioner på arbejdsmarkedet, som hele tiden vil forandre sig.

Når de to lag er godt implementeret, er der et solidt fundament for den offentlige digitaliseringsstrategi, som igen kan understøtte og fremme digitaliseringen i den private sektor. Og der er basis for en vækststrategi i den private sektor med de centrale danske værdier i bagagen.

Både i den offentlige sektor og den private sektor i Danmark er vi langt fremme med digitalisering, fordi vi er det, man kalder et meget digitalt modent område. Danskerne har taget de nye teknologier i brug i stor stil, og tiltagene i det offentlige til digitaliseringen har presset stærkt på den udvikling med e-Boks, NemID, digital selvangivelse og i det hele taget kommunikationen med det offentlige på nettet.

Men næste fase af den teknologiske udvikling griber meget stærkere ind i vores liv og hverdag. I vores danske samfundsmodel, vores arbejdsliv og tilliden til det fælles. Globaliseringen 2.0 vil blive en kamp mellem kontinenterne om den nye digitale verdensorden. Det vil blive en kamp om magten over de nye teknologier og de data, som de opsamler. Det vil blive en kamp på samfundsmodeller. De frie markedskræfter, den statslige overstyring og den europæiske balancegang mellem marked og regulering.

Derfor: Prøv at lægge alle de fragmenterede planer for, hvordan vi bliver verdensmestre i det ene og det andet og det tredje i Danmark, ud på bordet. Skræl den flotte retorik væk, og tegn en helhedsvision for det digitale Danmark, så vi kan se det reelle billede af konkurrenceudfordringen og finde ud af, hvad der skal være retningen for vores udvikling.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 16. november 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kampen-om-den-digitale-verdensorden-starter-nu

To våben skal tilsammen bekæmpe forureningen af vores nyhedsstrøm

Udgivet den 3. november 2018 af Lisbeth Knudsen

Svar

Det ene våben, der kan bekæmpe forureningen af vores informationsmiljø, er at bekæmpe kilderne til forureningen ved at afdække, udstille og få korrigeret misinformationen og bekæmpe dem, der bevidst vil vildlede, manipulere og undergrave vores demokratiske værdier ved at plante løgn og falske historier, manipulerede videoer eller billeder i det offentlige rum på de digitale platforme.

Brugen af det våben har vi talt rigtigt meget om siden det amerikanske præsidentvalg i 2016 og techgiganternes efterfølgende tab af uskyld i forhold til beskyttelse af persondata og kontrol med indhold på deres platforme.

På en konference afholdt af Europa-Parlamentets kontor i København forleden om netop det problem med forureningen af informationsmiljøet op til det kommende EP-valg i maj 2019, sammenlignede professor Vincent F. Hendricks, Københavns Universitet, kampen om det forurenede informationsmiljø med kampen mod klimaforandringerne og grænseoverskridende epidemier.

Og han har ret i at give tilstanden i informationsmiljøet de proportioner, fordi den form for forurening har potentialet til at undergrave vores demokratiske institutioner, destabilisere samfundets autoriteter, polarisere vores fællesskaber og opildne til had og konflikter. Se blot på, hvad der sker i USA under midtvejsvalget lige nu.

Faktatjek-organisationer som www.TjekDet.dk, der er en del af Mandag Morgen i Danmark, kan gøre en indsats mod misinformation og disinformation, men vi kan ikke gøre det alene.

Ligesom medierne har brug for at øge tilliden hos borgerne, så har politikerne det også. Så de skulle nok tænke over, om de selv i valgkampens hede kommer til at skære et hjørne og bidrage til misinformation eller bevidst disinformation.

Og de bør ligesom andre meningsdannere i Danmark tænke over at gå op imod disinformations-kampagner på de sociale medier, selv om det er tidskrævende og ofte utaknemmeligt, fordi tonen er beskidt og enøjet.

Vi siger ofte, at vi ikke vil have lovgivning, der begrænser ytringsfriheden i Danmark. Men så må vi selv sørge for i fællesskab at rydde op, når løgnehistorier kører uimodsagt rundt i viralspiralerne på de sociale medier og deles af flere tusinde danskere.

Oprustning af journalistikken
Men jeg nævnte to våben. Det andet taler vi mindre om. Faktisk alt for lidt.

Det er behovet for oprustningen og opstramningen af den professionelle journalistik. De professionelle – eller såkaldt etablerede medier – må tage sig sammen og opruste på kvalitet og demokratisk nytteværdi.

Opruste på ikke bare at pege kritiske fingre ad andre, men også selv medvirke til løsninger. Opruste på ikke kun at se de negative vinkler på samfundet, selv om det offentlige rum lige nu flyder over med svindelsager, hvidvask, it-skandaler og skattesnyd, men også at vise de gode eksempler på ting, der lykkes.

Relevans og troværdighed er fremtidens hårde valuta for de professionelle medier. Uafhængighed, ordentlighed, vedholdenhed og mod er de bedste midler til at genvinde tilliden hos befolkningen og respekten som nødvendige autoriteter i samfundet.

Ingen er fejlfri. Alle kan komme til at begå en fejl – også inden for journalistikken. Spørgsmålet er, om fejlene er udtryk for sjusk, dårlig og mangelfuld research, misforståelser eller bevidst skarpvinkling og udeladelse af nuancer, der burde med.

Brugerne derude køber ikke ind på, at en undskyldning for sjusket eller dårlig journalistik er kravet om høj hastighed i nyhedsformidlingen i dag. At konkurrencesituationen tilsiger hellere først end sidst med breaking news, ligegyldigt om tingene er ordentligt undersøgt.

At forretningsmodellen på grund af manglende annoncer er kommercielt afhængig af såkaldte clickbaits – det vil sige sensationelle overskrifter og halvkvædede viser – der så lokker husarerne ind i massevis til noget, der viser sig reelt at være mindre interessant eller handle om en opskruet vinkel.

Når vi kigger ind på det danske nyhedsbillede fra Mandag Morgens faktatjek-site www.Tjekdet.dk, så er det desværre ikke sådan, at vi ser, at danske medier helt rammer toppen af kvalitetslisten hver dag, selv om der laves meget fremragende journalistik.

Der er en hel del stof, som bare glider igennem. Der kan godt strammes op, og der kan helt klart vises mere åbenhed og transparens omkring de svære valg og nuancer, der altid er i nyhedsjournalistikken. Og de fejl, der begås, kan erkendes og rettes hurtigere. Den digitale journalistik, hvor forkerte fakta altid bare lige hurtigt kan rettes, når der er nogen, der klager, kan give en dovenskab i præcisionen, som trods alt var farligere, når noget stod på tryk for eftertiden og ikke lige kunne opdateres i samme ombæring.

Det internationale nyhedsbureau Reuters’ chef i Danmark, Jacob Grønholt-Pedersen, sagde det meget forsigtigt og neddæmpet på den før omtalte konference om EP-valget og misinformation, at han og hans kolleger ikke så sjældent støder på eksempler på sjusk og fejl under screeningen af de danske medier for interessante nyheder, der sendes videre ud i verden.

Grænseoverskridende journalistik
Når vi taler kvalitetsjournalistik, så må man midt i appellen om opstramning nævne, at der er en positiv tendens i sigte. Lige som finanskrisen var det, så er klimaforandringerne, migrantproblemerne og techgiganternes magt over vores liv globale og verdensomspændende udfordringer for stater og regeringer.

Det er skattesvindel, kreativ skatteplanlægning, hvidvask og anden økonomisk kriminalitet også. Ligesom terror, narkohandel og menneskesmugling. Det er så store og altomfattende problemstillinger, at vi heldigvis ser flere og flere eksempler på, at medier og journalister på tværs af landegrænser og mediehuse går sammen om bearbejdningen af gigantiske mængder af data og afsløringen af skurkene, hvor end de befinder sig. Der er en voksende erkendelse i medierne af, at vi ikke løser vores opgave som samfundets vagthund, hvis vi ikke samler kræfterne og arbejder sammen på trods af forskellige udgangspunkter.

Senest nu med sagen kaldet CumEx-files om svindlen med udbytteskat for antagelig 410 milliarder kroner, som blev afsløret af et internationalt netværk af 19 medier i 12 lande med Politiken og DR som de danske partnere og den tyske organisation Correctiv som omdrejningspunkt.

WikiLeaks med den stærkt ideologiske Julian Assange i spidsen var pioneren, der disruptede journalistikken med sin fribytterorganisation uden medieansvar og med den ubetingede åbenhed som evangelium, der indsamlede og lækkede millioner af fortrolige data til hele verden. Men selv Assange fandt ud af, at han ikke fik gennemslagskraft uden et samarbejde med de professionelle medier.

Det var derfor WikiLeaks, der bragte New York Times, The Guardian og Der Spiegel sammen i 2010 om offentliggørelsen af “The Afghan War Diaries” – det første eksempel på større og grænseoverskridende lækage-journalistik.

Seneste meget omtalte lækage fra WikiLeaks var i marts 2016, hvor organisationen under den amerikanske præsidentvalgkamp offentliggjorde 30.000 e-mails og vedhæftede bilag eller 50.547 sider dokumenter sendt til og fra Hillary Clinton, mens hun var amerikansk udenrigsminister. En sag, der i den grad satte sit præg på den amerikanske valgkamp i Trumps favør.

Efter WikiLeaks’ initiativ til at bringe store mediehuse sammen på tværs af grænserne begyndte de førende medier selv at indse, at et internationalt journalistisk samarbejde var nødvendigt. Den traditionelle journalistiske logik, som bygger på myten om den enlige helte-journalist, der arbejder på egen hånd og holder på sit scoop, indtil det kan åbenbares for alle i et enkelt medie, fungerer ikke længere i det nye medielandskab. Her er kulegravende journalistik ofte med enorme datamængder noget, der kræver nye kompetencer og mange ressourcer.

Efter WikiLeaks’ første store afsløringer fulgte som nogle af de største eksempler på grænseoverskridende internationalt journalistisk samarbejde: Cablegate, LuxLeaks, Edward Snowdens lækager, Panama Papers og Paradise Papers. Med til listen hører også her på det seneste The Russian Laundromat-projektet, som Berlingskes afdækning af hvidvask-sagen i Danske Banks estiske filial er en del. Projektet er koordineret af OCCRP – Organized Crime and Corruption Reporting Project.

Panama Papers-sagen alene var den største lækage i datajournalistikkens historie med 11,5 millioner dokumenter, som blev lækket til den tyske avis Süddeutsche Zeitung. Afdækningen skete i et samarbejde mellem 300-400 journalister involveret fra godt 100 forskellige medier i 83 lande og koordineret af The International Consortium of Investigative Journalists. Så sent som her i juni 2018 publicerede partnerne friske historier fra en ny lækage på 1,2 millioner filer.

Adgangen til langt flere data end tidligere, store data-lækager og det økonomiske og kompetencemæssige pres på medierne har skabt et grænseoverskridende journalistisk samarbejde om afsløringen af kæmpe internationale skandaler. Et samarbejde, som heldigvis også har omfattet danske mediehuse i forskellige konstellationer.

Og et samarbejde, som næppe var blevet til noget, hvis ikke den type af højprofilerede, kulegravende projekter, som måske tager mange måneders eller års forarbejde, ved en fælles publicering i mange lande har en kæmpestor branding-effekt og gennemslagskraft for de deltagende medier.

Mere og mere af den stærke kvalitetsjournalistik kommer til at handle om grænseoverskridende emner på erhvervsområdet, skatteområdet, klimaområdet, energiforsyningen, datasikkerhed, cyberkrig, kriminalitet, flygtninge- og migrantproblemer. Det er også områder, hvor det enkelte mediehus har svært ved at have den meget specifikke kompetence, der skal til, for at afdække alle relevante problemstillinger og følge alle spor.

Det er interessant at se, at det nye såkaldte cross border-journalistik ikke kun er et europæisk eller amerikansk fænomen, men også et fænomen mellem afrikanske, sydamerikanske og asiatiske medier, der hjælper hinanden med at afdække ting, som det måske kan være risikabelt for det enkelte medie selv at løfte.

Konklusion: Der er brug for en opstramning af den daglige journalistik, som måske udgør 90-95 procent af indholdet. Og så tilskynde til ikke bare mere internationalt samarbejde, men også samarbejde mellem danske medier om dækningen af store og ressourcekrævende opgaver. Der er intet, der tyder på, at det skulle skade det enkelte medies prestige eller branding at samarbejde med andre i stedet for selv at løbe alting i mål.

Interessante links til internationale journalistiske samarbejdsprojekter:

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 2.november 2018:

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-to-vaaben-bekaemper-forureningen-af-vores-nyhedsstroem