Internettets forplumrede ytringsfrihed

Internettet har forandret journalistikken, medierne og demokratiet for altid.

Hvad der kunne have været realiseringen af ytringsfrihedens guldalder, adgang til det oplyste vidensamfund for alle og kloge demokratiske beslutninger baseret på fakta og fornuft er på vej til at blive noget helt andet.

Det mest overvågede samfund, der drukner i informationer uden varedeklaration.

Et demokrati styret alt for meget af følelser, shitstorme og populisme.

En samfundsdebat præget af mangel på nuancer, perspektiv og alt for meget skidtsnak – for ikke at sige hadtale.

Vi er blevet den vare, der handles med på nettet. Eller rettere sagt vores data er. Når noget er gratis, så er det vores data, vi betaler med.

Data er blevet den rige oliekilde, som har tiltrukket verdens største globale virksomheders interesse.
Forestil jer, at motorvej E45 blev overtaget af Facebook eller Google. Det ville så være dem, der bestemte, hvem der kunne køre på motorvejen, hvilke afkørsler, der skulle være, hvor hurtigt, man må køre, og med hvilke køretøjer.

Hvis vores fysiske infrastruktur blev overtaget af store globale virksomheder, så ville vi protestere voldsomt. Men når hele vores digitale infrastruktur i dag er kontrolleret af globale virksomhedsgiganter med sans for skattely, så trækker vi på skuldrene og giver dem mere trafik og større indtægter. For de har skabt de platforme, som vi bare ikke vil undvære at bruge.

Internettet skulle gøre os oplyste og give os flere faktuelle informationer til at træffe beslutninger. Nu er vi på vej i den modsatte retning med mere og mere disinformation, troldefabrikker der spreder falske nyheder og fake news.

Sandheden har altid været krigens første offer. Nu er det også fredens.

Det er blevet legitimt at føle og mene noget og sende det ud til gud og hvermand på trods af alle faktuelle oplysninger.

Mavefornemmelse er blevet et accepteret politisk argument der udkonkurrerer fakta og viden.

Løgnen er blevet legitim som politisk våben i visse kredse.

De sociale medier er – fra en start som ytringsfrihedens åbne talerstol – gradvis mere og mere blevet et redskab til globale propagandakrige og en national og lokal boksering – mens den seriøse dialog bliver trængt i baggrunden.

Når kritiske journalister angriber det, man selv mener, så er de bare fake news.

Når sandt og falsk bliver ligegyldigt og nuancerne forsvinder, hvem får så ørenlyd i debatten? Dem, der råber højest.

Når algoritmerne, som styrer nettet, er indstillet på at give os mere af det, vi godt kan lide i forvejen, og ikke mere af det, der har modhager, til vores tidligere valg, så er det man taler om internettets berømte ekkokamre.

Og når nogen påstår at internettet er en gave til mangfoldigheden og ytringsfriheden siger jeg bare – stop nu lige en halv. På Facebook taler vi med dem, der er vores venner, og som vi har lukket ind i vores kreds. Det er ikke en åben offentlighed, man taler sammen i. Det er til vennekredsen. Og en kæmpestor del af Facebook debatten foregår på det lukkede internet. Der hvor man ikke kommer ind uden at være godkendt.

Så Facebook er ikke en platform for den store åbne folkelige debat, selv om rigtigt mange danskere har en Facebook konto. Vi taler til det segment, der er i vores ekkokammer hver for sig.

Hvad så med medierne og ytringsfriheden?

Når alle er blevet publicister, hvad skal så være de professionelle publicisters opgave?

Populistiske aktører gør medierne til en del af fjendebilledet. Det passer perfekt ind i billedet af eliten mod folket-klicheen.

Den politiske debat opleves som en teaterforestilling, hvor sandhed ikke længere behøver at være sandhed

Et sundt mediemiljø er afgørende for et sundt demokrati i mindst to grunde.

  • For det første sikrer professionelle og ansvarlige medier, at borgerne har mulighed for at foretage ansvarlige, informerede valg snarere end handlinger ud af uvidenhed eller misinformation.
  • For det andet tjener medierne som kontrolfunktion af magthaverne og som bolværk mod korruption og magtfordrejning i et demokratisk samfund.

Medier er på mange måder rygraden i et demokrati.

Medierne gør os opmærksomme på forskellige sociale, politiske og økonomiske tendenser og begivenheder, der sker rundt om i verden, nationalt og lokalt. De er som et spejl, som viser os eller stræber efter at vise os sandheden og virkeligheden omkring os.

De tilvejebringer en platform for demokratisk debat og meningsudveksling. Deres mangfoldighed af meninger og indhold giver os som brugere mulighed for at blive eksponeret både for det, vi forventede og det, vi ikke forventede at blive udfordret på.

Selv om de sociale medier er kommet til, så er det stadig de professionelle medier, som i høj grad sætter dagsordenen for den demokratiske debats substantielle indhold. De professionelle medier lader sig også påvirke af, hvad der diskuteres på de sociale medier og sætter de folkelige strømninger på de sociale medier ind i deres egen kontekst af relevans og interesse.

Vi bliver som borgere bombarderet med information i den nye medieverden. Det er ikke indhold, der er mangel på. Det er kvalitetsindhold og viljen til at betale for det.

Det er heller ikke platforme, der er mangel på, det er styringen af dem, der er problematisk, og hvordan vi undgår at internettet forplumres af al mulig forurening og disinformation.

Det er ikke ytringsfrihed, der er mangel på, det er digital dannelse, så vi kan forstå, hvad der sker med vores data. Så vi kan komme til at tale ordentligt til hinanden og bruge den kæmpe mulighed, vi har fået med nettet, til at fremme ytringsfriheden i stedet for det modsatte.

Uddrag af tale ved DANSK PEN arrangement den 12. november på Bogforum 2017.

 

 

 

Trump narkomani

Den faste klummeskribent på New York Times gennem en lang årrække David Brooks beskrev forleden under overskriften ”Getting Trump Out of My Brain”, hvordan han simpelthen er så træt af at læse alle mulige historier om Trump, efter at være blevet fyldt op med dem dag efter dag efter dag i snart to år. Så træt, at han ikke orker at klikke ind på flere historier om præsidenten, fordi hjernen er fyldt op med Trump.

Han stiller spørgsmålet, om vi overhovedet kan lære noget nyt om Trump efterhånden. Eller kender vi nu alt til hans retorik, hans personlighed, hans måde at tweete på, hans faste dagsordener, hans fjendebilleder, hans dem-og-os-retorik og hans politik.

Brooks beskriver i underholdende form, hvordan nogle ligefrem bliver nærmest narkotisk afhængige af den daglige Trump-historie og nærmest ser den som et nyt, dagligt afsnit af et fortløbende tv-drama i stil med den amerikanske ”Breaking Bad”-tv-serie, som kørte over flere sæsoner med 62 afsnit. Andre bruger igen, ifølge Brooks, Trump-historierne til at dyrke fornøjelsen ved dagligt at føle sig åndeligt og ikke mindst moralsk overlegne i forhold til præsidenten og hans tilhængere.

Jeg må tilstå, at jeg synes, de danske mediers dækning af Donald Trump efterhånden æder alt ilten i rummet og ikke længere giver plads for en grundig dækning af andre og til tider vigtige ting i verden. Vi dækker farcen i Det Hvide Hus ned i mindste detalje, når svingdøren igen sender folk ud og ind fra Trumps nærmeste stab.

Vi følger ned i mindste detalje afstemninger om en sundhedsreform, der nok for de fleste danskere er et temmelig fjernt interesseområde. Vi får alle mulige detaljer om kongressens godkendelser af præsidentens forslag til nye ministre, FBI-chefer eller hans forslag til indrejseforbud. Vi følger høringerne af hans søn og svigersøn og andre med aktier i sagen om eventuel russisk indblanding i den amerikanske valgkamp.

Vi følger med, når Trump tager på et nyt rally et eller andet sted for at styrke sin direkte forbindelse til vælgerne, for at pleje sit ego og måske sit genvalg og få en succesoplevelse uden for det Washington, hvor han har svært ved at opnå netop det. Vi hører om hans golf-ferier, ser ham vinke på vej ind og ud af den præsidentielle helikopter og hans besynderlige morgen og nat-tweets, som straks får en opfølgning fra alle de danske korrespondenter i USA eller fra det faste, store hold af USA-eksperter herhjemme. Der tolkes og tolkes på hvert eneste skridt, Trump tager, og hver eneste udtalelse.

Verden ifølge Trump

TV 2 NEWS har lavet et helt særligt magasin – ”Verden ifølge Trump” – der i perioder fungerer som en udenrigspolitisk samlekasse for alt, hvad der sker i USA og Europa, under den tese, at der er en ”Trump-effekt” under alle store tendenser i USA og Europa, hvad enten det handler om tysk valg, hollandsk valg eller valg i Frankrig, Brexit-forhandlinger eller migrantkrise i Italien.

Her kommer en appel til de danske medier om at finde frem til et niveau, hvor dækningen af Trump kommer ind i en mere normaliseret tilstand, så vi ikke ender som David Brooks med at få Trump på hjernen og lukker af for det, der måske er vigtigt at vide.

Selvfølgelig skal vi høre alle detaljer om den kritiske optrapning med Nordkorea. Vi skal vide, om sagen om den russiske forbindelse under valgkampen begynder at nærme sig præsidentens egen position, så den kommer til at vakle. Vi skal vide, hvis USA ændrer vigtige udenrigspolitiske positioner eller tager økonomiske, handelsmæssige eller sikkerhedspolitiske skridt, som påvirker os.

Men Trump-effekten flød ikke over til Europa. Det viste det hollandske og det franske valg. Og det samme ser ud til at komme til at gælde for det tyske valg. Det er ikke populisterne og de enkle demagogiske løsninger, der har vundet. Trump-effekten forblev i USA. Men vælgernes efterspørgsel på nye løsninger, på politikere med høj moral og troværdighed og med handlekraftig udstråling er det, der står tilbage i Europa.

Mens vi flyder over i Trump-historier i medierne, så er dækningen af den politiske udvikling i Polen, Ungarn, Tyrkiet, Grækenland, Italien (med undtagelse af migrantkrise og pavehistorier) og Spanien underprioriteret i det danske mediebillede. Vi hører mere om korruptionsskandale i Sydkorea end om retstilstanden i Polen. Mere om infernoet i syriske byer end kritiske reportager om demokratiets tilstand i Ungarn. Vi hører mere om den amerikanske kongres-behandling af afløseren for Obama Care og Trumps midlertidige indrejseforbud end om EU’s behandling af vigtig ny lovgivning uden for de storpolitiske topmøder med stats- og regeringslederne i Bruxelles.

Europa magasin

Trump er helt ubestrideligt mere end nogen tidligere præsident leverandør af daglig underholdning til medierne, som paradoksalt nok er udråbt til at være hans værste fjende. Men kunne vi ikke godt få skruet lidt ned for blusset og få en mere normal prioritering af USA-dækningen og den amerikanske præsident efter væsentlighed og relevans og ikke efter sensation og kulørte detaljer på de store tv-stationer? Det sidste med det kulørte klares fint på de sociale medier.

Kunne vi ikke godt på de store tv-stationer få et Europa-magasin, som ikke behøvede at være en amerikansk aflægger af ”Verden ifølge Trump”, men som kunne eksistere i egen ret – om jeg så må sige. Kunne vi ikke få en vigtig dækning af, hvad der sker politisk i vores eget nærområde – lige uden for vores eget dørtrin. Det er sådan set spændende nok. Det er sådan set ret afgørende for vores egen politiske og økonomiske udvikling. Det er sådan set dramatisk nok. Det er sådan set journalistik interessant.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 11. august 2017.

 

Så fik vi lige endnu et udvalg, der barsler til næste år …

Der er alt for lidt gennemsigtighed omkring regeringens udpegning af snesevis af råd nævn, udvalg og paneler. Hvad skal vi med alle disse parkeringspladser for politikudvikling under dække af inddragelse af viden og erfaring?

Det er jo meget vanskeligt at være kritisk over for, at en regering nedsætter udvalg med nogle erfarne og innovative mennesker ude fra den såkaldte virkelighed, som kan komme med gode ideer til enten at rydde op i en lovgivning, der ligner overkogt spaghetti, eller som kan tænke helt nye ideer og forslag til spændende initiativer.

Men når nedsættelsen af udvalg, arbejdsgrupper og udfordringspaneler (det nye ord for det samme) med de samme gengangere bliver svaret på al politisk nytænkning og innovation, så må man på et tidspunkt stille tre spørgsmål:

– Hvad laver ministerierne selv af egentlig innovativ oprydning i gammel lovgivning og politikudvikling for ministeren?

– Hvad laver de politiske partier egentlig selv af politikudvikling og nytænkning?

– Hvornår går de forrest med ideer og konkrete udspil? De er bedre og bedre bemandede til det, men sker der noget virkelig nyt på den front?

Skal vi bare have tiden til at gå med disse såkaldte ekspertudvalg i halve eller hele år, hvorefter de så mere eller mindre kan legitimere, hvad ministeren plukker ud senere og lægger frem?

Uden at have lavet en konkret optælling, så tror jeg, at denne regering overgår adskillige tidligere regeringer med nedsættelser af udvalg, arbejdsgrupper, råd og paneler. Og selv om overskriften ind imellem i alle de glade pressemeddelelser om nedsættelse af nye udvalg og råd absurd nok kan være forenkling og afbureaukratisering, så burde regeringen nok tage et kritisk samlet blik på, hvad den har gang i. Det kunne jo være en passende sommerpause-beskæftigelse.

Forenklingsudvalg for Erhvervsfremme

Lad mig tage et par eksempler.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har udsendt en glad meddelelse under overskriften: Erhvervsministeren nedsætter Forenklingsudvalg for Erhvervsfremme. Sådan. Forenklingsudvalg. Husk på det navn.

Pressemeddelelsen fortæller, at det er vigtigt, at en forenkling af erhvervsfremmeindsatsen er godt forberedt, og derfor nedsættes et udvalg med repræsentanter for virksomheder og eksperter, som skal udarbejde konkret forslag til et forenklet erhvervsfremmesystem. Og der opstilles fem principper for forenklingen af systemet i kommissoriet for udvalget.

Nu er det sådan, at erhvervsministeren faktisk for ikke ret længe siden modtog en stor konsulentrapport under titlen ”Eftersyn af erhvervsfremmeindsatsen” med en ret sønderlemmende kritik af det nuværende erhvervsfremmesystem.

I sammenfatning for den rapport udarbejdet af en stribe konsulentfirmaer som McKinsey & Company, Damvad Analytics, Landfall Strategy og Struense & Co. er der klare forslag til, hvad man bør gøre ved systemet. Optimeret styring, begrænsning af antallet af aktører, færre indgange til systemet, bedre overblik for virksomhederne, mere målretning af initiativer, fokus på produktivitetseffekter, inklusion af udenlandske erfaringer m.v. Alt sammen grundigt beskrevet af striben af konsulenter.

Læg godt mærke til et af disse firmaer. Bag navnet Struense og Co. finder vi den tidligere administrerende direktør for Københavns Kommune, Claus Juhl. Han og hans daværende firma, som han selv var medstifter af, har altså været med til at lave den meget grundige analyse og forslag til ændringer i erhvervsstøtteområdet, som alle forventede, ville danne basis for et politisk udspil.

Nu har erhvervsministeren så i stedet for at spille ud med sin og ministeriets forslag til en reform af området valgt at nedsætte et nyt udvalg. Og se, om ikke Claus Juhl dukker op igen – nu som formand for det nye udvalg og med et nyt firma, som han dannede tidligere på året efter at være brudt ud af Struense og Co. Nu lyder firma-navnet Forskel ApS med ham som eneejer og direktør.

Det nye ministerudvalg, som tilsyneladende skal lave arbejdet med at tænke et helt nyt erhvervsfremmesystem oven på den konsulentrapport, der i forvejen har analyseret og beskrevet behovet og modellen for et nyt erhvervsfremmesystem, har ud over gengangeren Claus Juhl en sammensætning af fem erhvervsfolk, en universitetsprofessor og en direktør for VIA University College, Louise Gade, og endnu et konsulentfirma.

Ideen er at holde regionerne og kommunerne ude af udvalget, fordi de strides om, hvem der skal have førertrøjen på i erhvervsfremmeindsatsen, og erhvervsorganisationerne skal tilsyneladende også holdes ude, fordi de har stærke interesser i, hvordan midlerne fordeles. Men kigger man på de mange aktører i erhvervsfremmeindsatsen, så skulle konsulentfirmaerne nok stå ude på sidelinjen sammen med kommunerne og regionerne og erhvervsorganisationerne, for er der nogen, der har særlige interesser i, hvordan systemet bygges op, så er det da i hvert fald også konsulentfirmaerne.

Claus Juhl er en meget efterspurgt mand – og dygtig er han utvivlsomt efter otte års erfaring på en uriaspost i Københavns Kommune og før den direktør i Økonomistyrelsen. Mens han nu skal stå i spidsen for den enorme opgave med at finde modellen for et forenklet erhvervsfremmesystem til begyndelsen af 2018, så dukker hans navn også lige op et andet sted. Han skal nemlig også lige hjælpe innovationsminister Sophie Løhde med at afbureaukratisere og forny den offentlige sektor. Ikke lige et venstrehåndsjob skulle man tro.

Han er nemlig også udpeget som formand for tre såkaldte udfordringspaneler, der skal give et bud på, hvordan regeringen kan realisere målet om en mere sammenhængende offentlig sektor. Der er et udfordringspanel om afbureaukratisering af den offentlige sektor. Et om bedre velfærd på tværs af sektorer og et om en mere tidssvarende offentlig sektor. I et af disse paneler findes en anden genganger – direktør Louise Gade fra VIA University College, der også skal forenkle erhvervsstøtteordninger. Og panelerne skal give deres input til regeringens sammenhængsreform, der skal fremlægges ved årsskiftet.

Et svaret på alt et nyt udvalg

Jeg argumenterer på ingen måde for, at disse udvalg, råd og paneler ikke har dygtige og innovative medlemmer, men lige som vores demokrati i forvejen er præget af alt for lukkede processer og alt for lidt åben diskussion om reformer og åben motivation til at komme med innovative forslag, så skaber de her strukturer nogle alt for lukkede og uigennemsigtige rum.

Det er uigennemsigtigt, hvordan udpegningen af medlemmer til disse råd, nævn og udvalg foregår, hvad enten det er innovationsministerens paneler eller erhvervsministerens forenklingsudvalg eller statsministerens disruptionsråd.

Det er uigennemsigtigt, hvordan de efterfølgende politiske forslag bliver udvalgt, og hvor meget ministeriernes embedsmænd gennem sekretariatsfunktionen for de mange udvalg sætter deres præg på processerne i retning af det, som ministeriet i forvejen har arbejdet med, og som de ved, ministeren gerne vil have på dagsorden.

Og det er uigennemsigtigt, hvordan et konsulentfirma kan sidde på begge sider af bordet i sådanne udvalg ved først at udarbejde en rapport, der peger på problemer og mulige løsninger, og derefter sidde i det udvalg, der skal udarbejde de færdige modeller for det, de selv har udpeget som problemer og mulige løsninger, og hvor de tilmed selv kan være en del af problemet med de alt for mange aktører på erhvervsstøtteområdet.

Ekspertudvalg har altid eksisteret som et element i den politiske proces, men det ville være værd at give formatet et kritisk eftersyn. Er de blevet for vildtvoksende parkeringspladser for politiske opgaver, der skal skydes til hjørne af forskellige årsager – som f.eks. et kommunalvalg eller en mindretalsregering, der skal have tid til at modne nogle reformer? Er der blevet en blanding af politiske venner, lidt universitetsfolk og et par andre eksperter blandet op med et par erhvervsfolk, som får lov til at sidde og komme med gode råd her og der?

Mere gennemsigtighed efterlyses.

Denne klumme har været bragt på Altinget.dk den 30. juni 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-saa-fik-vi-lige-endnu-et-udvalg-der-barsler-til-naeste-aar

Send demokratiets festival på værksted

Kære Folkemøde og kære Pia Kjærsgaard

Når dette læses, er politikere, interesseorganisationer, lobbyister, mediefolk, politiske ildsjæle og almindelige borgere med demokratisk engagement over middel, strømmet til årets Folkemøde i Allinge på Bornholm.

Siden 2011 har denne usædvanlige begivenhed udspillet sig fire dage i juni. En af fadderne til opfindelsen, der er efter svensk inspiration, Bertel Haarder, har kaldt begivenheden ”en politisk Roskilde Festival med mindre øl og mere snak”.

Ingen tvivl om, at Folkemødet er en vigtig ventil til at mødes under uformelle former. Åbenheden gælder for alle til de tusinder af events, og tilgængeligheden i forhold til ministre, folketingsmedlemmer og topfolk fra alle mulige organisationer i det danske samfund skaber en helt speciel stemning.

Her skabes kontakter og plejes netværk i stor stil. Her hygges og snakkes politik. Her ”frames” interesseorganisationernes aktuelle fokusområder og ønsker til politikerne. Her hældes fadøl, ny viden og inspiration på tanken hos fortravlede politikere. Her skabes alliancer og diskuteres uformelt mellem organisationerne. Her konkurreres om opmærksomhed og gæster og events, der skiller sig ud. Her jokes og laves alle mulige forsøg på at bryde alvoren med festlige indslag og udfordringer, for at lokke ikke mindst politikerne på slap line og give de fremmødte borgere lidt show og afveksling.

Når alt det nu er sagt. Når vi har fældet en tåre af begejstring over, at vi i Danmark kan samles på så uformel, fredsommelig og demokratisk vis til diskussioner om samfundets mangfoldige udfordringer, så tillad mig et kritisk spørgsmål til, om ikke det er på tide at udvikle konceptet nu. Når vi har glædet os over fællessangen og nydt hinandens selskab, hvad er det så vi vil huske, der skete i Allinge i år?

Det kan ikke være et kriterium hvert år blot at poste flere begivenheder ind på de fire dage, med et program på allerede over 3.000 events. Det kan ikke være et kriterium at kommercialisere Folkemødet endnu mere for at forhindre, at organisationen bag Folkemødet ender med at lave et økonomisk hul i jorden, som det tidligere har været for Bornholms Regionskommune. Det kan ikke være et kriterium blot at skaffe flere gæster til den politiske festival. Sidste år gæstede omkring 100.000 mennesker Folkemødet i løbet af de fire dage.

I alt kom omkring 140 politikere, hvoraf de 21 var borgmestre. 685 journalister var officielt akkrediteret til Folkemødet, hvilket må siges at være en helt vild overprioritering af Folkemødets faktuelle indhold. Der var 2.951 tilmeldte events fordelt på 854 arrangører. I år er der mere end 3.100 events.

Alle temaer er repræsenteret fra socialpolitik til forsvarspolitik, demokrati, folkestyre, miljø, fødevarer, udenrigspolitik og erhvervspolitik i en stor pærevælling. I 2014 stjal sundhedsområdet og Lars Løkke Rasmussens troværdighed dagsordenen ifølge en evaluering lavet af Operate blandt 1.162 deltagere på Folkemødet.

I 2015 blev det flygtninge og igen sundhed samt valget, som kom højest på listen sammen med den hollandske politiker Geert Wilders, der gæstede Folkemødet.

I 2016 blev det flygtninge igen i meget stort omfang med sundhed, Brexit og uddannelse på de næste pladser. Hvad det bliver i år endnu uafklaret, men sundheds- og socialområdet trænger sig nok på endnu en gang sammen med falske nyheder og mediernes rolle.

Det har sin charme, at Folkemødet afspejler så mange temaer og skaber en mulighed for at bygge kendskaber og netværk op på så mange områder. Men det skaber ikke ret mange fuldstændig nye og banebrydende udspil, og det skaber ikke mange løsninger. Vi er mere i afdelingen for politiske markeringer, for at opbygge opmærksomhed og for imagepleje.

Kunne det være anderledes, når nu de mange deltagende aktører faktisk bruger rigtigt mange penge på denne begivenhed i troen på, at det virker? Det tror de faktisk på, hvis man læser evalueringen af folkemødet 2016 – også fra arrangørernes side.

Kunne man opstille nogle ambitiøse mål for Folkemødet om, at de politiske partier skulle ”time” og fastlægge nye interessante udspil til Folkemødet, så der var noget reelt nyt til den demokratiske debat at komme efter og ikke kun forudsigelige markeringer fra partilederne?

Kunne man på samme måde opstille mål for, at de deltagende organisationer gik sammen om at rejse større samfundsdagsordener i stedet for den konkurrerende profiljagt, som kaster hver enkelt organisation ud i en kostbar kamp om at finde de mest kendte tv-værter som moderatorer og de mest kendte paneldeltagere til at stille op til hver deres lille event?

Kunne man forestille sig, at Folketinget satte sig selv til debat og brugte Folkemøde-scenen til for eksempel at drøfte den bekymring for demokratiet og folkestyret, som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, forleden gav udtryk for i et interview i Berlingske.

Havde hun valgt sammen med Folketingets præsidium at gøre det til et hovedtema på Folkemødet, så havde det givet mening at benytte denne enestående lejlighed til at bygge broer, eller få renset luften ordentligt ud mellem politikere, medier og borgere, når det gælder den tillidskonto, som står på minus for tiden.

Jeg har ikke nogen naiv tro på forbrødring eller umiddelbare adfærdsændringer hverken hos medierne eller politikerne, men hvor kunne man andre steder end netop på Folkemødet få debatten for åbent tæppe med befolkningen?

”Til sidst er der ingen, der gider os. Ingen. Hvad er en god nyhed, og hvad er en dårlig – og kan man tro på den? Det har stor betydning. Vi er jo betydningsfulde instanser på den måde, at politikerne er med til at lave lovene og er med til at forme samfundet, og journalisterne er med til at bringe det videre og med til at holde øje med demokratiet,” sagde Pia Kjærsgaard i det før nævnte interview. Desværre fik hun brugt nogle eksempler fra BT og Ekstra Bladet, som lynhurtigt fik en alt for vigtig debat til at køre af sporet.

Hun rejste tillidsspørgsmålet og sagde: ”Vi skal tage hinanden i hånden og spørge: Er journalister tilfredse med, at de ligger, hvor de gør? Bundskrabere. Er politikere tilfredse? Vi er afhængige af hinanden på alle mulige måder. Vi er nødt til at hanke op i hinanden.”

Helt enig med Pia Kjærsgaard. Lad os få den debat. Og nej. Vi kan ikke være tilfredse, nogen af parterne, med en bundplacering på tillid.

Og hermed en opfordring til Folkemødet og Folketingets formand om i fællesskab at gøre den helt essentielt vigtige dagsorden til omdrejningspunktet for et mere fokuseret Folkemøde næste år med færre temaer og til gengæld flere nye ideer og flere konkrete løsninger.

 

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den15 juni. maj 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-send-demokratiets-festival-paa-vaerksted

 

Hjælp vi drukner – i debatter om ”fake news”

 Folkemødet på Bornholm siges at have 3100 tilmeldte events til fire dage intensiv demokratisk råkost for samfundsnørder af alle slags og ikke mindst for politikere, interesseorganisationer, lobbyister og mediefolk.

Sidste år gæstede, ifølge arrangørerne, 25.000 deltagere dagligt smeltediglen i Allinge på Bornholm. Det vil sikkert blive noget tilsvarende i år i dagene fra 15. til 18. juni. I hvert fald har interesseorganisationer og politiske organisationer, NGO’er og offentlige institutioner, tænketanke og meget andet som sædvanlig haft strithår og stress omkring planlægningen af de mange detaljer, paneler, moderatorer, arrangementsteder, forplejning, temaer m.v. i de seneste måneder.

Så langt så godt. Det er, som det plejer. Selv om selve folkemødets struktur nok nu efter nogle år på bagen trænger til en fornyelse og nogle nye ambitioner. Mere om det en anden gang.

Mit ærinde her er at fokusere på, at folkemødets mange arrangører indimellem har haft så travlt med at være med på et fælles ”beat” i samfundsdebatten, at der pludselig bliver total overproduktion af events med et bestemt tema. Således også i år. I ikke færre end 28 arrangementer indgår ””fake news”” som en del af beskrivelsen og omdrejningspunktet, og her har jeg undtaget quiz-underholdning.

At kunne finde ud af, hvad der er sandt og falsk, har naturligvis og helt korrekt en enorm betydning for os som borgere, når vi dagligt udsættes for et sandt informationsbombardement. Men at alt nu skulle handle om en tsunami af ”fake news” på vej i Danmark, er helt ude af proportion.

Det får folk til at tro, at ”fake news” er det, der fylder det offentlige medierum i Danmark og myldrer ind ad revner og sprækker. Og ”fake news” bliver pludselig det fælles udtryk for alt fra dårlig, slap eller sensationsjournalistik til bevidst misinformation.

Er ”fake news”-debatten til gavn for de seriøse medier, der dermed kan skille sig ud fra utroværdige plattenslagere og politiske korsriddere, eller er ”fake news”-debatten skadelig for medierne, fordi enhver lille banal fejl i en web-historie pludselig blive til det store falskneri?

Se det er jo det gode spørgsmål, men i hvert fald må man sige, at medierne selv går på banen på folkemødet med at sætte fokus på ”fake news”-problemet. TV 2 News, DR, Danske Medier og Dansk Journalistforbund har alle åben scene på Bornholm under folkemødet med ”fake news” på dagsordenen.

Og hvem har så ellers fundet på samme trendy idé?

En række organisationer sætter fokus på forskningen og eksperters rolle i forhold til demokratiet og ”fake news”. Det gælder Københavns Universitet, Aarhus Universitet, DEA og CBS.

Så har vi en erhvervsorganisation som Landbrug og Fødevarer, der også er med på bølgen med udgangspunkt i mediernes ansvar for at sprede ”fake news” om danske virksomheder. Komiteen for Sundhedsoplysning jagter bedre faktatjek på sundhedsområdet i mediedækningen. SSP-samarbejdet kalder til møde om ”fake news” og unges liv og livsstil. Kunstnere for Fred vil diskutere sandt og falsk i udlandsdækningen.

Europa Kommissionen sætter krigen om sandheden og Ruslands brug af ”fake news” på dagsordenen. Det samme gør Forsvarsakademiet ved en event. Andre som Bibliotekerne, Professionshøjskolerne og Folkeuniversitetet serverer events om digital dannelse og ”fake news”. Og selvfølgelig skal de politiske partier også være med på bølgen. Det er Det Radikale Venstre og Nye Borgerlig ligeledes med debatter ”fake news”.

Der er simpelthen så meget retorisk misbrug, misinformation og mangel på indsigt i, hvad ”fake news” egentlig er, at det kræver en oplysningskampagne i sig selv at hitte rede i, når man skrålæser programteksterne for de 28 arrangementer, der har lånt ”fake news”-begrebet i deres omtaler.

Lad os prøve med lidt begrebsafklaring på skalaen fra total falsk til total sandt:

Der er indhold, som er fuldstændig falsk.
Der er billeder, som er fuldstændig falske.
Der er indhold, som delvis er baseret på sandhed og delvis på løgn.
Der er indhold, som er sandt, men taget ud af en kontekst og sat ind i en helt anden sammenhæng.
Det er løgn viderebragt ubevidst uden at tjekke.
Der er falske nyheder bragt videre for at tjene penge.
Der er falske nyheder bragt videre for at tjene et politisk formål.
Der er sande nyheder, som bliver bragt ud af proportion og dermed bliver falske.
Der er fejl skabt af journalister, som videreformidles som sandhed.
Der er redaktionelt indhold, som bliver ændret på de sociale medier til fejlagtigt indhold.
Der er indhold og fakta, som politikerne ikke kan lide, og som derfor bliver kaldt ”fake news”.
Der er satire.

Og man kunne sikkert komme på endnu flere kategorier. Men helt uomtvisteligt er det, at der må have siddet rigtigt mange programfolk til Folkemødet og fundet frem til, at mediernes troværdighed og ”fake news” skulle være et hovedemne på årets festuge for demokratiet.

Når jeg læser de her programtekster og kigger på, hvordan den aktuelle mediedebat kører rundt på primært Facebook, så er en hvilken som helst lille snoldet fejl i medierne nu blevet til udspekulerede ”fake news”. Og en hvilken som helst politisk manipulation med statistikker og politiske heltegerninger bliver også til ”fake news”.

Hvor ville det være befriende, hvis der blev skelnet bedre mellem den dybt alvorlige brug af misinformation, manipulation og spredning af løgne og bagvaskelse i krigens, demokratiets eller den personlige vindings navn, og så det, der bare en slap, dårlig, udokumenteret, proportionsforvridende og hovedløs journalistik eller lidt for smarte politikere på jagt efter magt og stemmer.

Jeg sender en håbefuld bøn til Folkemødet om, at debatten om begrebet ”fake news” bliver mere nuanceret og indsigtsfuld end mange af programteksterne afspejler.

Jeg sender en appel om, at vi for en gang skyld kan sætte fokus på det virkelig alvorlige, som handler om spredning af bevidst misinformation enten for pengenes skyld, eller for at vinde politisk magt eller infiltrere demokratiske institutioner. Og vi skal have fokus på det virkelig alvorlige, som er tabet af troværdighed og tillid til både medierne, eksperterne og politikerne i denne flodbølge af ”fake news”-debatter.

 

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 2 juni. maj 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-hjaelp-vi-drukner-i-debatter-om-fake-news

 

Konsulentfirmaerne må frem i lyset

 En undersøgelseskommission skal nu kulegrave skandalerne i Skat. En helt nødvendig beslutning for at genoprette tilliden til, at vores betaling til fællesskabet foregår under ordentlige forhold. Men politikerne bør allerede nu lære ikke at tro på alt, hvad de store konsulenthuse anbefaler.

Selvfølgelig er det politisk interessant og relevant at få placeret et ansvar for rækken af uhørt store skandalesager i Skat.

Ni skatteministre fra forskellige partier står i skudlinjen for den kommende undersøgelseskommission med Venstres nuværende finansminister, Kristian Jensen, i spidsen, fordi han har siddet længst på det politiske katapultsæde i løbet af de 12 år, som undersøgelsen antagelig kommer til at omfatte.

Milliarderne er fosset ud af kassen i et sådant omfang, at den tillid til en retfærdig skatteinddrivelse, som velfærdssamfundet fundamentalt set bygger på, er blevet forvandlet til en dårlig joke.

Direkte svindel, skatteflugt og manglende gældsinddrivelse har konkurreret med kollapsede IT-systemer og frustrerede medarbejdere og ledere om overskrifterne i medierne i de seneste år. Den politiske borgfred omkring redningen og genopbygningen af Skat mellem primært Socialdemokratiet og Venstre, der hver for sig har haft regeringsansvaret i Skats katastrofeår, kunne til sidst ikke holde til presset fra de andre partier og egne rækker.

Medierne fokuserer naturligvis også på den interessante vinkel, om hele denne aktion med en undersøgelseskommission kan komme til at stække Venstres næstformand, som nu skal bruge tid på denne sag, mens Finansministeriet og Venstre nok kunne kræve al hans opmærksomhed.

Men det er måske også på tide at rette opmærksomheden på en helt anden vinkel. Det er brugen af de store konsulenthuse og deres analyser til understøttelse af politiske beslutninger og store reformer. Her skræmmer sporene virkelig. Og her forsvinder ansvaret helt ud i det blå.

Historien begynder med den omfattende kommunalreform, som Folketinget vedtog i foråret 2005. Den 1. november 2005 trådte den største organisatoriske omlægning af den danske skatteadministration i mange år i kraft som konsekvens af kommunalreformen. De kommunale skattemyndigheder blev sammenlagt med de statslige told- og skattemyndigheder. Dermed ophørte det kommunale ligningsarbejde. Fusionen betød etablering af en statslig enhedsforvaltning, SKAT, og statslig overtagelse af inddrivelsen af alle offentlige restancer.

Rigsrevisionen offentliggjorde i august 2003 “Beretning om statens restanceinddrivelse, 13/02”. Konklusionen her var, at regelgrundlaget på inddrivelsesområdet er for kompliceret, at den IT-mæssige understøttelse er utilstrækkelig, og at der hidtil har været for mange myndigheder involveret i opgaven.

Samtidig viste en sammenligning, at restanceinddrivelsen i Danmark er langt mindre effektiv end i Sverige, der har et enklere lovgrundlag, bedre systemunderstøttelse og kun én inddrivelsesmyndighed – “Kronofogdemyndigheten”. Så blev der igangsat et analysearbejde af de økonomiske konsekvenser af et enklere lovgrundlag, en systemmodernisering og en enklere struktur med én myndighed (enhedsorganisering) af den offentlige restanceinddrivelse.

Analysen, der blev afsluttet i marts 2004, påviste en række uhensigtsmæssigheder og omfattende dobbeltarbejde ved organiseringen med flere restancemyndigheder. Analyserne konkluderede altså samstemmende, at den offentlige restanceinddrivelse hidtil har været for dyr og for dårlig. På den baggrund valgte den daværende regering at tage hele inddrivelsesområdet i sit udspil til en kommunalreform.

Så langt så godt. I maj 2005 havde det store konsulentfirma Boston Consulting Group afleveret en rapport til en styregruppe under daværende finansminister Thor Pedersen om potentialet ved en fusioneret skatteadministration. På baggrund af den rapport blev det besluttet at skære hver fjerde medarbejder i Skat. Planen blev udarbejdet i detaljer af Boston Consulting. Besparelserne skulle blandt andet opnås gennem et nyt, stort it-system til at inddrive skat. Det kom imidlertid aldrig til at fungere. Alligevel blev besparelserne fastholdt. Allerede i 2009 var 70 procent af de planlagte besparelser på medarbejdere i inddrivelsesenheden gennemført – uden at it-systemet altså var klar.

Det var i 2005 Boston Consultings klare råd at gennemføre omlægningen så hurtigt som muligt. Her er – med et direkte citat – hvad der konkret blev tilrådet i konsulentfirmaets rapport til finansministeren og skatteministeren og de ledende embedsmænd.

På trods af de voldsomme udfordringer i Skat, som embedsmændene må have både registreret og meddelt, så fortsatte Finansministeriets fokus og det politiske stadig på, hvordan den sidste del af besparelsespotentialet fra den oprindelige Boston Consulting rapport kunne gennemføres.

I 2012-13 gik Finansministeriet under socialdemokraten Bjarne Corydon sammen med et konkurrerende konsulentfirma, McKinsey & Company, i gang med en ny analyse af Skatteministeriet for at få indhentet de forudsatte effektiviseringer, der blev identificeret ved fusionen af den statslige og kommunale skatteforvaltning i 2005.

McKinsey konkluderede, at Skat kunne spare knap 500 millioner kroner på effektivisering af arbejdsgange. Det var man nået frem til via et benchmark med andre organisationer, f.eks. Dong, DR og Post Danmark, ligesom der sammenlignes med skatteforvaltninger i Storbritannien, USA, Tyskland, Holland og Sverige. Rapporten på over 400 sider konstaterer, at der findes besparelsespotentialer på 10-30 procent yderligere i Skat. Så stramningerne i Skat fortsatte.

Alle disse tal, rapporter og begivenhedsforløb skal nok blive hvirvlet op under undersøgelseskomissionens arbejde, og i Folketinget skal man nu have færdiggjort et sikkert vanskeligt kommissorium for kommissionen. Hvis man ser på forløbet gennem de 12 år er det på ingen måde nok at kigge på ni skatteministre. Så ligger bolden også hos et par finansministre.

Måske uafhængigt af det forløb burde skandalen i Skat rejse nogle alvorlige spørgsmålstegn ved, i hvilken udstrækning store politiske reformer og politiske beslutningsprocesser baserer sig på konsulentrapporter og benchmark-analyser, og i hvor høj grad de bygger på den ekspertise og viden, der findes i den offentlige sektor selv.

Det er som bekendt svært at få rødspætten til at filettere sig selv, og skal der spares og omlægges dramatisk, kan det være svært at få en veletableret organisation med høj selvforståelse og integritet til at se sig selv i en helt anden struktur og med færre ressourcer.

Her er det et desværre alt for nemt greb at ty til de eksterne konsulenter, som får til opgave at jagte et bestemt politisk ønskemål. Men eksemplet fra Skat viser, at noget gik helt galt her – ikke bare med et IT-system. Et eller andet sted må både cheferne i Skat, ministre og politikerne have siddet på ørerne og kigget fascineret i konsulentrapporterne, der kunne dokumentere et drømmescenarie i en tid med effektiviseringer og besparelser højt på dagsordenen.

Når man ser retrospektivt på hele denne enorme skandale i Skat, som har kostet staten og os alle sammen milliarder af tabte kroner, så kunne man også i selvransagelsens skarpe lys stille spørgsmålet, om medierne har levet op til deres rolle som kritisk kontrollant af den strukturreform på skatteområdet, som blev iværksat i 2005.

Mens medierne kørte massivt rundt i den langstrakte historie om tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts selvangivelse og skatteforhold, og en Skattekommission var på arbejde i knap tre år fra marts 2012 til november 2014 med gennemgang af 5.200 dokumenter og afhøring af 45 vidner i den spektakulære sag, så smuldrede Skats evne til at udføre kerneopgaven. Det fik hverken det fornødne politiske eller mediemæssige fokus.

 

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den18. maj 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-konsulentfirmaerne-maa-frem-i-lyset

 

Pressefrihedsdag – nu med bitter smag

Den tid, vi lever i, kunne – overfladisk betragtet – være den gyldne tidsalder for journalistikken. Vi har aldrig haft så mange muligheder for at sprede vores informationer og så effektive muligheder for at udfylde vores demokratiske rolle med kontrol af magthaverne og med at formidle viden, faktuelle oplysninger og sandheder om de væsentligste begivenheder omkring os.

Alligevel fik FN’s årlige pressefrihedsdag, som var onsdag 3. maj i år et mere trist baggrundstæppe end sædvanligt. Det er der seks alvorlige grunde til.

1) Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, kom den årlige tilstandsrapport for pressefriheden udgivet af Reporters Without Borders. Opgørelsen viser en stigning i antallet af lande, hvor pressefriheden er truet rundt omkring i hele verden.

En ting er, hvad diktatorer finder på at gøre ved pressefriheden, men den nye opgørelse viser, at pressefriheden også er skrøbelig og under pres i lande, der kalder sig demokratier. Ved hjælp af særlove, fængslinger uden fair rettergang og lukning af kritiske medier trædes pressefriheden også under fode i såkaldte demokratier. I Reporters Without Borders’ kommentar til analysen hedder det: Vi er ankommet til den postfaktuelle tidsalder med brug af propaganda og undertrykkelse af frihedsrettigheder – også i demokratier.

2) Ved den seneste opgørelse i december 2016 skrev organisationen Committee to Protect Journalists (som opgør årligt hvor mange journalister, der er blevet dræbt eller fængslet og hvor mange medier, der er lukket på grund af censur eller statslige indgreb) at udviklingen er forværret.

Her lød opgørelsen på, at flere journalister sidder fængslet på grund af deres professionelle arbejde end nogensinde siden CPJ begyndte at indsamle data i 1990, med Tyrkiet repræsenterende tæt på en tredjedel af det samlede tal svarende til 81 journalister ud af 259. Godt 150 medier i Tyrkiet er blevet lukket eller er under undersøgelse, og kun ganske få af dem har fået mulighed for at åbne igen.

3) Mens journalister rundt omkring i verdens konfliktområder sætter livet på spil for at rapportere om, hvad der sker, så har vi nu en amerikansk præsident, der sammen med andre populistiske strømninger anklager medierne for at producere falske nyheder og forsøger at gøre medierne til folkets sande fjende i stedet for dets virkelige ven og vagthund over for politikere som Trump med et alternativt forhold til visse sandheder.

Trump har tilsyneladende brug for fjendebilleder – for at skabe en ”dem” mod ”os”-fiktion til sin kampagne, og her er kritiske medier et nemt mål for angreb, fordi establishmentet, eksperterne og alle klogeågerne har bedre plads i og nemmere adgang til medierne end Trumps vælgere føler, at de har.

4) ”Fake news” er blevet en epidemi, der med Trump som smittespreder og godt hjulpet af folk, der bevidst spekulerer i at sprede misinformation, og som tjener penge på at kreere sensationelle løgnehistorier, der giver massive klik på nettet, har sat spørgsmålstegn ved den generelle tillid til de professionelle medier. Nu er selv en ubevidst og mindre fejl i en avis eller en nyhedsudsendelse pludselig ”fake news”.

Alt ryger op i skraldevognen, mens den pløjer igennem de professionelle mediers troværdighed. Og vi er tilmed selv med til at tale fænomenet op, selvom Danmark bestemt ikke svømmer i ”fake news”-eksempler – snarere i omtaler af ”fake news”.

5) Næste problem handler om manglende varedeklaration på medier, der dyrker de klassiske uafhængige nyhedskriterier med balance, fairness og adskilte ”news” og ”views”, og så den voksende skov af holdningsmedier, der ikke lægger skjul på, at de vinkler journalistikken og indholdet i en bestemt retning. Det er faktisk hele deres eksistensberettigelse, men hvordan kender man forskel på holdningsmedierne og de klassiske nyhedsmedier?

6) Til sidst det problem, at de professionelle, uafhængige medier må til at tage sig sammen og være mere omhyggelige med proportioner, vinklinger, kildevalg, udeladelser, stramninger og korrektioner. En form for åbenhed omkring de redaktionelle processer og overvejelser er en forudsætning for, at vi kan genvinde tilliden.

Noget andet alvorligt, der skal til, er at de professionelle medier må have genskabt forbindelsen til den del af publikum, som i dag ikke finder dem relevante eller repræsentative for deres liv og deres synspunkter.

Med baggrund i disse seks refleksioner, burde de professionelle medier gå sammen om at beskrive værdien af den frie, uafhængige, professionelle presse i et moderne demokrati for alle.

Vi må have en grundlæggende fælles mission om at beskytte fri, uafhængig og etisk journalistik, produceret af mennesker, der føler et stærkt ansvar for at levere ”un-biased”, fordomsfri og veldokumenteret journalistik, for at være demokratiets forkæmpere og for at levere modig, væsentlig og relevant kvalitetsjournalistik.

Overalt i den bekymrede, professionelle medieverden drøftes der initiativer blandt medieudgivere og chefredaktører mod ”fake news”-bølgen, mod den politiske sorteper-kampagne målrettet pressen og mod mistilliden til journalister og medier. Det burde vi have stået sammen om på pressefrihedsdagen forleden. Det bør vi i fælleskab bruge det næste år på, mens det stadig kan nås.

Holdningsmedierne, bloggerne og facebook’erne skal nok klare sig, men vi kan ikke undvære den uafhængige presse i et velfungerende demokrati.

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 5. maj 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-pressefrihedsdag-med-bitter-smag

 

Stress-samfundet er en pengemaskine

Så kører historierne om børn og stress igen en runde på tv-kanalerne. Det gjorde de også for to år siden, hvis man går lidt i arkiverne. Både på TV 2 og i DR. Og det har de gjort indimellem i avis-medierne.

Historierne om syvårige børn, der får tics af kropsstress, fordi de hele tiden skal præstere til fodbold, over for kammeraterne, over for forældrene eller i skolen. Eller 15-årige, som skal have lægeattest på at få nedsat tid i skolen, fordi de ikke kan klare presset, får mavesmerter og bliver triste, ensomme eller mister livsmodet.

Disse og mange flere er jo absurde fortællinger om vores moderne liv. Og skræmmende historier. Men det mest skræmmende er måske, at de bliver gentaget med års mellemrum, og vi gyser en gang til. Og hvad så?

Ifølge Stressforeningens hjemmeside rammes 500.000 danskere hvert år af stress. En Megafon-måling viser ifølge samme hjemmeside, at 48 procent af de offentligt ansatte og 28 procent af de privatansatte ofte føler sig stressede på arbejde, og tallene er efterhånden så alvorlige, at stress kaldes både en folkesygdom og en epidemi, skriver Stressforeningen.

Flere og flere børn får ifølge sundhedsstatistikkerne symptomer på stress. Flere kvinder end mænd får stresssymptomer, flere i beskæftigelse end folk uden job får symptomer. Flere korttidsuddannede end langtidsuddannede, flere gifte end enlige og flere i Hovedstadsområdet og region Syddanmark end i resten af landet rammes af stress.

Sundhedsstyrelsen bag tallene skriver meget nøgternt om stress, som vi altså ikke rigtig ved, hvad er: ”Tilstanden er ikke en sygdom i sig selv, men en reaktion på en belastning, som personen kan have svært ved at håndtere. Udover at påvirke personens velbefindende og livskvalitet negativt øger stress også risikoen for hjerte-kar-sygdom og depression.”

Strategisk sundhed
Tag en af ugens avisannoncer fra PFA i bl.a. dagbladet Børsen, som bekendtgør, at forskning viser, at 15 procent af virksomhedernes ansatte føler sig stressede. Hvilken forskning står der ikke.

Kommer man ind på PFA’s hjemmeside finder man en mængde af tilbud om strategiske sundhedsprogrammer for virksomhederne, tilbud om at downloade en pixibog om mindfulness, om ‘bodyscan øvelser’ til medarbejderne og gode råd om, hvornår man skal gå i seng om aftenen for at præstere bedst muligt og mest energisk om morgenen. Se bare her formlen til det bedre liv efter PFA’s råd videreformidlet fra Vidensråd for Forebyggelse.

  1. 1. Sluk for TV’et, computeren, tabletten og smartphonen før kl. 21. Påvirkningen fra skærmenes neonblå lys gør det svært at falde i søvn
  2. 2. Gå i seng senest kl. 22, da det er på det tidspunkt, kroppen udskiller den største mængde af søvnstoffet dopamin.
  3. 3. Lav bodyscan-øvelsen inden du skal sove, eller hvis du vågner og ikke kan falde i søvn. Den får dig til at slappe af.

Og her på PFA sitet videreformidlet fra Chris Norre, Mindbusiness:

– Hold korte pauser på dit arbejde, hvor du ikke tænker på dine arbejdsopgaver. Gå en tur, mediter eller tag en snak med en kollega om andet end arbejde.

– Hav kontakt til din krop og dit åndedræt dagen lang. Stresssignaler udspilles mest i kroppen, så det er vigtigt, at du ikke kun er ”oppe i hovedet” med arbejdstanker.

– Gør noget i løbet af dagen, som gør dig glad og giver dig overskud. Gem det ikke altid som det sidste på listen kl. 22 om aftenen, når al din energi er brugt.

Ingen definition på stress
Stress er blevet en kæmpe industri af rådgivere, coaches, forsikringsselskaber, wellness hoteller, mindfulness-kurser, kurser i energirigtig kost og livsstil m.m., og man kan blive helt stresset af at læse om alt det, man skal gøre for ikke at blive stresset.

Når man blandt kolleger, venner og i familien møder mennesker, som er ramt af stress, så er det en meget alvorlig og invaliderende situation, og rammer det et barn helt ned til syvårs alderen, så sender det da alle mulige signaler om, at noget er galt med vores moderne liv.

Heldigvis for de fleste er det en periodisk situation, som kan afhjælpes. For andre er det en langvarig situation. Samtidig findes der ikke nogen klar medicinsk definition på, hvad stress egentlig er.

Typisk henregner vi det til stress, når vi sættes under pres eller udsættes for større krav og forventninger, end vi har ressourcer til at klare. Og der findes kilometervis af beskrivelser af de typiske symptomer, men det er en mærkelig sort boks, vi kigger ind i.

Det moderne samfunds svøbe, som nogle kalder stress, kan rumme snart sagt hvad som helst. Børnelæger er forargede over situationen med nødvendig medicinering af ellers tilsyneladende raske børn, som får stresssymptomer. Børnepsykologer og forskere i børns trivsel taler om et stort svigt af børnene.

Praktiserende læger taler om stressede forældre, der prøver at leve op til den bedste version af dem selv hver dag i forhold til arbejdspladsen, kollegerne, familien og børnene.

Årsagerne til denne omfattende folkesygdom, som vi altså ikke rigtigt ved, hvad kommer af, og som vi ikke rigtigt kan imødegå med andet end gode råd om sundere livsstil, er svære at finde, og der skydes på alt. Det er også blevet en del af den faste rutine ved omtale af stress-problemer.

Ukendt årsag
Alt fra folkeskolereformen, til lange skoledage, for mange tests og prøver, mobning på de sociale medier, manglende forældreopmærksomhed, for få lærerressourcer, konkurrencepræget præstationskultur, forældreprestige i at have de perfekte børn med de perfekte fritidsinteresser, de perfekte venner, de bedste karakterer og meget mere.

I voksenkategorien tales der om præstationspresset på arbejdspladsen, den konstante tid på nettet, mobiltelefonen eller computeren, det perfekte hjem, det perfekte familieliv, den rigtige karriere og den rigtige ferie m.v. Eller bare ganske enkelt for meget arbejde eller for uoverskuelige arbejdsopgaver.

Hvordan hænger det sammen, at alt det her er gået så galt med det moderne liv? Vi har jo selv valgt det.

Når nu medierne sådan cirka hvert andet år tager en runde om børnestress, og de voksne hele tiden bliver mindet om stress-risikoen og det sunde liv, vi burde leve for at leve længere, så kunne det være befriende at få en grundlæggende diskussion om, hvad det er, der gør os så stressede ved det moderne liv.

Vi levede et liv med hårdere fysisk arbejde tidligere. Vi havde længere arbejdsdage og masser af overarbejde. Vi gik i skole i overfyldte klasser med terperi, prøver konstant og masser af krævende udenadslære i stort omfang. Vi havde mindre pylrede forældre, der ikke ydede kørselsservice fra morgen til aften.

Hvad er det lige i det moderne liv, som har gjort os så stressede, at tilfældene af udefinerbart stress stiger og stiger nu også i børnehøjde? Er vi bare blevet mindre robuste som mennesker?

Hvis det er konklusionen, hvad er så årsagen? Skulle vi ikke have en tv-serie om det, næste gang bolden ruller til en omgang stress-cases i bedste sendetid?

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 21 april 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-stress-samfundet-er-en-pengemaskine

 

Red kvalitetsjournalistikken

”Hvis din vagthund sover, mens huset brænder ned, hvorfor så overhovedet have en vagthund.”

– Mark Lee Hunter, undersøgende journalist, professor og senior research fellow på INSEAD Business School Social Innovation Centre sagt på konference om ”Fake News” hos International Media Support i denne uge.

Hvad stiller vi op med nyhedsmedier, som ikke kan levere den vare, som de mest af alt var tiltænkt at skulle levere: At være en drivkraft i demokratiet. At være en velinformeret guide for den ansvarlige borger og vælger, som gerne vil forstå det samfund, han eller hun er en del af. At være den troværdige, sandhedssøgende kontrollant og udfordrer i forhold til magthavere af alle slags. Den, som holder demokratiet rent for korruption, manipulation og magtfordrejning? Hvad stiller vi op med medier, som har tabt publikums tillid og styrken til at løfte opgaven med at være korrektivet og vagthunden?

Kvalitetsjournalistikken er i en eksistenskrise. Det gør ondt at sige det. Men der er faktisk ikke noget bedre tidspunkt at drøfte det på end netop lige netop nu, hvor alle burde kunne se, at der er behov for at gøre noget.

Når vi er kommet i den absurde situation, at vi er nødt til at etablere uafhængige fakta-tjek-institutioner både her hjemme og i udlandet, fordi folk har mistet tilliden til journalisterne og de etablerede, professionelle medieinstitutioner som sandhedens vogter og vagthund, så er der da noget galt. Så er der gået ild i huset, mens vagthunden sov. Faktatjek, dokumentation, efterprøvning, indhentning af ekspertudsagn og fortællinger fra tilstedeværende kilder er jo netop selve journalistikkens kerneopgave.

Og nej – alting var ikke bedre i gamle dage. Jeg er på ingen måde fortidsromantiker. Manipulation af oplysninger, brug af selektive informationer, ændring af kontekst og misbrug af statistikker har altid været der. Det er ikke nyt.

I gamle dage havde vi slet ikke de research-redskaber til rådighed til at lave god journalistik, som vi har i dag. Vi havde slet ikke mulighed for at hente al den information ind, som vi kan i dag. Vi havde slet ikke alle de platforme og distributionskanaler til rådighed, som vi har i dag.

Pessimisme eller optimisme
Så hvorfor er alting ikke godt?

  • Fordi den teknologiske udvikling med Internettet har gjort det muligt for alle at være publicister, og informationsmængderne er nu så enorme, at ingen kan overkomme at sortere i strømmen af falske nyheder og ægte, troværdige nyheder.
    • Fordi hastigheden, mængden af aktiviteter på nettet og brugen af sociale medier nu giver en spredning af forkerte og falske historier med epidemisk styrke og gennemslagskraft, som ingen kan standse.
    • Fordi nettet belønner falske nyheder med brugertrafik og annoncekroner, hvis de er ekstreme nok, opsigtsvækkende nok og sensationelle nok.
    • Fordi mainstream journalistikken er blevet for doven, for konfliktsøgende, for uvidende, for meget på jagt efter at skabe kommercielle klik og afsæt til næste nyhedsopdatering.

Vi har fremragende eksempler – også i Danmark – på det man kalder undersøgende journalistik. Tag bare den seneste uges afsløringer af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) kritisable håndtering af sagen om kvotekongerne. Vi har fremragende eksempler på dokumentarudsendelser som TV 2’s i denne uge, der kan sætte brand i debatten om illegale arbejdere i Danmark. Det er ikke der, problemet ligger. Det er i den daglige nyhedsopdatering. I den daglige dækning af samfundsdebatten og af de vigtigste udfordringer for vores fællesskab.

Én for én stod Danmarks førende chefredaktører frem ved et arrangement i ugens løb afholdt af Ræson og Clement Kjersgaard og fortalte, hvor godt det går, og hvor fint alting er.

Og der var optimisme hele vejen rundt, også i forhold til at mediehusene er på vej til at finde en ny forretningsmodel til erstatning for den gamle, som for længst er brudt sammen. Med al den positivitet fra Ekstra Bladet over Politiken, Berlingske, Information og til Zetland er det vanskeligt at være lyseslukker.

Når udgiverne nu siger, at det ikke alene er det underholdende, der sælger billetter på nettet, men også den dybe journalistik og de svære historier, så bliver man jo helt opmuntret på demokratiets vegne.

Kvalitetsjournalistikken udfordret
I løbet af de seneste 20 år har journalistikken gennemlevet fire kæmpe store forandringer i forhold til forretningsmodellen: skiftet fra analog til digital, fremkomsten af de sociale medier, mobiltelefonens nye dominans som platform og de internationale teknologiselskabers indhug i store dele af annoncemarkedet og i brugernes tid og opmærksomhed.

Hele debatten om falske nyheder i forbindelse med det amerikanske valg sidste år har tvunget teknologivirksomhederne til at overveje, hvad det er for et ansvar, de har for, hvad der foregår på deres teknologiske platforme.

Der er indgået spændende nye samarbejder mellem teknologigiganterne og de store professionelle medier i bl.a. USA og Frankrig på området med at få luget ud i falske nyheder på nettet.

Men det ændrer ikke på, at teknologigiganternes forretning og algoritmer er indstillet på at favorisere det, der får mest opmærksomhed og deles mest, og det er ofte skod-indhold og ikke journalistisk høj kvalitet. Det er de sensationelle løgne, der får mere opmærksomhed end de tankevækkende sandheder.

Kvalitetsjournalistikken er udfordret. Faktatjek-sites som TjekDet.dk drevet af Mandag Morgen kan skabe en platform for opmærksomhed omkring forurening af nyhedsstrømmen og manglen på nuancer og fakta i den offentlige debat.

Vi kan indbyde til partnerskaber med eksperter og kolleger i andre dele af mediebranchen. Og vi har påtaget os opgaven med at udvide målgruppen for sitet til børn og unge, som må uddannes til at blive kritiske medieforbrugere og årvågne trafikanter på nettet.

Men faktatjek –sites gør det ikke alene.

Misrøgtet redskab

Vi må som journalister tage ansvar for at udvikle nye journalistiske formater og metoder, der bryder med misbruget af den kritiske journalistik og trangen til at fokusere på konflikt og drama. Alt for ofte bliver den kritiske journalistik til et mål i sig selv i stedet for et redskab til at gøre os klogere. Den misrøgtede form gør journalisten til overdommer i en slags sportskamp mellem to konfliktende synspunkter, hvor af det ene måske burde tillægges mere værdi, hvis journalisten med sin faglighed havde kunnet bidrage med kvalificeret modspil.

Vi må som medier og journalister være langt mere åbne omkring vores arbejde, arbejdsmetoder og research. Og så må vi præsentere nogle etiske værdier, som vi arbejder efter, og som folk kan forholde sig til og måle os op på. Mange medier har sådanne etiske værdier nedskrevet, men for at de skal have en effekt, skal de være en del af nyhedskulturen, efterleves, justeres og formuleres på ny i takt med tiden.

Og vi må som brugere selv tage et ansvar for det, vi deler på de sociale medier. Hvad er det, vi sender videre til venner og bekendte? Har vi selv gjort os nogle overvejelser om kilden til historien, hvor den stammer fra, og om den nu er falsk eller ægte?

Lad os få vækket vagthunden, inden huset brænder ned.

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 7 april 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-red-kvalitetsjournalistikken

 

Giv de offentligt ansatte en innovationsdag

Hvorfor skal det være så svært at slippe de innovative løsninger og dygtig ledelse løs i den offentlige sektor? Nu skal en ny ledelseskommission i gang med arbejdet og endnu en rapport om, hvad der skal gøres for at skabe bedre vilkår for ledelse og fornyelse i den offentlige sektor.

Den største overraskelse er ikke kommissoriet, men måske snarere at kommissionen kun får syv måneder til opgaven, inden innovationsminister Sofie Løhde (V) skal have resultatet af arbejdet.

Rapporten skal analysere og vurdere styrker, udfordringer og rammevilkår for offentlig ledelse og komme med anbefalinger til at mere kvalitet, erfaringsudveksling, helhedsorientering og bedre resultater kan realiseres.

Har vi hørt det før? Ja. Adskillige gange. Både med kvalitetsreform og tillidsreform her i nyere tid. Men se så lige her dette bemærkelsesværdige citat:

”Det er sjældent viljen hos de enkelte offentligt ansatte til at yde en god service, der mangler. Det karakteristiske er et stærkt menneskeligt og professionelt engagement. Problemerne ligger som oftest i de rammer i form af regler, procedurer og administrative systemer, som vi har bygget op. Moderniseringsprogrammet skal medvirke til at skabe bedre muligheder for, at ledere og medarbejdere kan komme til at gøre en indsats og bidrage med nye initiativer og ideer.”

Citatet stammer fra indledningen til ”Moderniseringsprogrammet” for den offentlige sektor, som tidligere finansminister, nu afdøde Henning Christophersen stod fadder til i 1983. Det anses i dag for at være afsættet til tankerne om en mere moderne og effektiv offentlig sektor. Programmet involverede alle ministerier og handlede bl.a. også om systematisk regelsanering.

Andre milepæle på vejen har været Anders Fogh Rasmussens kvalitetsreform af 2008 med 180 konkrete initiativer. Heri hedder det bl.a.:

”Fx skal en omfattende afbureaukratisering tage udgangspunkt i medarbejdernes erfaringer med, hvilke procedurer og krav der er en hæmsko i dagligdagen. Og udbredelse af mål og dokumentation som grundlag for den faglige udvikling skal ske med tæt inddragelse af medarbejdere og brugere ude på institutionerne.”

Virker det genkendeligt?

Så kom tillidsreformen i 2013 med indenrigsminister Margrethe Vestager som arkitekt og syv principper for samarbejdet om modernisering af den offentlige sektor. Den havde også budskaber om mindre kontrol og større frihed til initiativer og ideer hos medarbejderne.

”Ledelse og styring skal baseres på tillid til medarbejderne, så der skabes plads og rum til, at medarbejderne kan udfolde deres faglighed og engagement. Tilliden og det faglige handlerum følges af pligt til at holde fagligheden ved lige samt af et fælles ansvar for at målene nås, at politiske prioriteringer følges og at opgaveløsningen udvikles. I sidste ende er det et politisk og ledelsesmæssigt ansvar at sikre, at dette sker. ”

Og her kommer så til citatsamlingen fra regeringsgrundlaget fra 2016 for den siddende regering:

”Vi har tillid til medarbejderne og deres faglighed. Det vil vi vise gennem afbureaukratisering og forenkling. I dag spildes for meget energi på kontrol og papirarbejde. Regelforenkling skal bidrage til, at medarbejderne i den offentlige sektor får mere tid og fokus på at løse kerneopgaver. Vi vil sætte fokus på de offentlige ledere. De skal sætte en klar retning for arbejdet.”

Hvorfor er det, at vi ikke kan finde ud af det der med at styre den offentlige sektor på en ny måde med større tillid til medarbejderne og et frirum til innovation?

Lederne i den offentlige sektor har fået klaustrofobi og har meget svært ved at agere innovativt og nytænkende. Direktør for Region Hovedstaden Hjalte Aaberg har i Mandag Morgen formuleret det sådan, at der styres for meget og ledes for lidt i den offentlige sektor.

Da Aaberg tiltrådte som direktør for Region Hovedstaden i 2013 var der op imod 35.000 forskellige retningslinjer, der skulle følges – her af alene 354 forskellige vejledninger for brug af antibiotika på Rigshospitalet. Nu er regionen nede på under 25.000 forsikrer han. Men billedet er lige så grotekst mange andre steder i den offentlige sektor.

Den offentlige sektor er spundet ind i et kontrolsystem, som rummer alt for lidt metodefrihed og alt for lidt kreativitet og innovation og pligt til selvstændig tænkning og til at gå op imod tåbelige regler og registreringer. Alle er blevet nervøse for at begå fejl og ende med at blive hængt ud i medierne, eller at den politiske chef bliver hængt ud. Hver gang et eller andet problem dukker op, laves der en ny regel.

Den offentlige sektor er stivnet i sin egen succes i frygten for ikke at give ensartet behandling og ensartede løsninger. I standarder og procedurekrav i stedet for at måle effekt og resultat.

Nu skal man jo ikke være lyseslukker, når gode mennesker sætter sig sammen for at komme med forslag. Men en hårdt tiltrængt modernisering af den offentlige sektor får langt mere saft og kraft, hvis initiativerne kommer nede fra. Hvis det blev ledere og medarbejdere rundt omkring i kommuner og regioner og statens institutioner og styrelser, der udfordrede systemerne og fremlagde mulighederne for og behovet for forenklinger og nytænkning af områder og hjørner, hvor systemerne i dag i bedste fald er overflødige og i værste fald virker klaustrofobiske eller kontraproduktive.

Her er et helt gratis forslag til innovationsministeren:
Lav en offentlig innovationsdag, hvor samtlige medarbejdere i den offentlige sektor får tildelt tre timer på forskellige tidspunkter af døgnet til i en brainstorm med kollegerne, lokalt at komme med fem konkrete, praktiske forslag til at smide overflødige regler væk, ændre procedurer, skabe innovation og slippe ledelseskræfter fri til bedre formål end kontrol og regelstyring. Sørg derefter for at samle alle forslagene ind i kommunerne, regionerne og statens område og offentliggør ideerne, så der kan blive taget konkret handling på dem, og både offentligt ansatte og offentligheden kan holde øje med, hvad der sker med dem.

Hvad skal den nye ledelseskommission så skal lave? Den kunne passende evaluere, HVORFOR der ikke er sket noget med bureaukratiet, regelstyringen og iltmanglen i det offentlige sektor siden Moderniseringsprogrammet af 1983.

Hvor ligger de politiske forhindringer for, at vi kommer videre? Det har vi brug for at vide og lære af.

 

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 24. marts 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-giv-de-offentligt-ansatte-en-innovationsdag