Internettet har forandret journalistikken, medierne og demokratiet for altid.

Hvad der kunne have været realiseringen af ytringsfrihedens guldalder, adgang til det oplyste vidensamfund for alle og kloge demokratiske beslutninger baseret på fakta og fornuft er på vej til at blive noget helt andet.

Det mest overvågede samfund, der drukner i informationer uden varedeklaration.

Et demokrati styret alt for meget af følelser, shitstorme og populisme.

En samfundsdebat præget af mangel på nuancer, perspektiv og alt for meget skidtsnak – for ikke at sige hadtale.

Vi er blevet den vare, der handles med på nettet. Eller rettere sagt vores data er. Når noget er gratis, så er det vores data, vi betaler med.

Data er blevet den rige oliekilde, som har tiltrukket verdens største globale virksomheders interesse.
Forestil jer, at motorvej E45 blev overtaget af Facebook eller Google. Det ville så være dem, der bestemte, hvem der kunne køre på motorvejen, hvilke afkørsler, der skulle være, hvor hurtigt, man må køre, og med hvilke køretøjer.

Hvis vores fysiske infrastruktur blev overtaget af store globale virksomheder, så ville vi protestere voldsomt. Men når hele vores digitale infrastruktur i dag er kontrolleret af globale virksomhedsgiganter med sans for skattely, så trækker vi på skuldrene og giver dem mere trafik og større indtægter. For de har skabt de platforme, som vi bare ikke vil undvære at bruge.

Internettet skulle gøre os oplyste og give os flere faktuelle informationer til at træffe beslutninger. Nu er vi på vej i den modsatte retning med mere og mere disinformation, troldefabrikker der spreder falske nyheder og fake news.

Sandheden har altid været krigens første offer. Nu er det også fredens.

Det er blevet legitimt at føle og mene noget og sende det ud til gud og hvermand på trods af alle faktuelle oplysninger.

Mavefornemmelse er blevet et accepteret politisk argument der udkonkurrerer fakta og viden.

Løgnen er blevet legitim som politisk våben i visse kredse.

De sociale medier er – fra en start som ytringsfrihedens åbne talerstol – gradvis mere og mere blevet et redskab til globale propagandakrige og en national og lokal boksering – mens den seriøse dialog bliver trængt i baggrunden.

Når kritiske journalister angriber det, man selv mener, så er de bare fake news.

Når sandt og falsk bliver ligegyldigt og nuancerne forsvinder, hvem får så ørenlyd i debatten? Dem, der råber højest.

Når algoritmerne, som styrer nettet, er indstillet på at give os mere af det, vi godt kan lide i forvejen, og ikke mere af det, der har modhager, til vores tidligere valg, så er det man taler om internettets berømte ekkokamre.

Og når nogen påstår at internettet er en gave til mangfoldigheden og ytringsfriheden siger jeg bare – stop nu lige en halv. På Facebook taler vi med dem, der er vores venner, og som vi har lukket ind i vores kreds. Det er ikke en åben offentlighed, man taler sammen i. Det er til vennekredsen. Og en kæmpestor del af Facebook debatten foregår på det lukkede internet. Der hvor man ikke kommer ind uden at være godkendt.

Så Facebook er ikke en platform for den store åbne folkelige debat, selv om rigtigt mange danskere har en Facebook konto. Vi taler til det segment, der er i vores ekkokammer hver for sig.

Hvad så med medierne og ytringsfriheden?

Når alle er blevet publicister, hvad skal så være de professionelle publicisters opgave?

Populistiske aktører gør medierne til en del af fjendebilledet. Det passer perfekt ind i billedet af eliten mod folket-klicheen.

Den politiske debat opleves som en teaterforestilling, hvor sandhed ikke længere behøver at være sandhed

Et sundt mediemiljø er afgørende for et sundt demokrati i mindst to grunde.

• For det første sikrer professionelle og ansvarlige medier, at borgerne har mulighed for at foretage ansvarlige, informerede valg snarere end handlinger ud af uvidenhed eller misinformation.
• For det andet tjener medierne som kontrolfunktion af magthaverne og som bolværk mod korruption og magtfordrejning i et demokratisk samfund.

Medier er på mange måder rygraden i et demokrati.

Medierne gør os opmærksomme på forskellige sociale, politiske og økonomiske tendenser og begivenheder, der sker rundt om i verden, nationalt og lokalt. De er som et spejl, som viser os eller stræber efter at vise os sandheden og virkeligheden omkring os.

De tilvejebringer en platform for demokratisk debat og meningsudveksling. Deres mangfoldighed af meninger og indhold giver os som brugere mulighed for at blive eksponeret både for det, vi forventede og det, vi ikke forventede at blive udfordret på.

Selv om de sociale medier er kommet til, så er det stadig de professionelle medier, som i høj grad sætter dagsordenen for den demokratiske debats substantielle indhold. De professionelle medier lader sig også påvirke af, hvad der diskuteres på de sociale medier og sætter de folkelige strømninger på de sociale medier ind i deres egen kontekst af relevans og interesse.

Vi bliver som borgere bombarderet med information i den nye medieverden. Det er ikke indhold, der er mangel på. Det er kvalitetsindhold og viljen til at betale for det.

Det er heller ikke platforme, der er mangel på, det er styringen af dem, der er problematisk, og hvordan vi undgår at internettet forplumres af al mulig forurening og disinformation.

Det er ikke ytringsfrihed, der er mangel på, det er digital dannelse, så vi kan forstå, hvad der sker med vores data. Så vi kan komme til at tale ordentligt til hinanden og bruge den kæmpe mulighed, vi har fået med nettet, til at fremme ytringsfriheden i stedet for det modsatte.

Uddrag af tale ved DANSK PEN arrangement den 12. november på Bogforum 2017.

 En undersøgelseskommission skal nu kulegrave skandalerne i Skat. En helt nødvendig beslutning for at genoprette tilliden til, at vores betaling til fællesskabet foregår under ordentlige forhold. Men politikerne bør allerede nu lære ikke at tro på alt, hvad de store konsulenthuse anbefaler.

Selvfølgelig er det politisk interessant og relevant at få placeret et ansvar for rækken af uhørt store skandalesager i Skat.

Ni skatteministre fra forskellige partier står i skudlinjen for den kommende undersøgelseskommission med Venstres nuværende finansminister, Kristian Jensen, i spidsen, fordi han har siddet længst på det politiske katapultsæde i løbet af de 12 år, som undersøgelsen antagelig kommer til at omfatte.

Milliarderne er fosset ud af kassen i et sådant omfang, at den tillid til en retfærdig skatteinddrivelse, som velfærdssamfundet fundamentalt set bygger på, er blevet forvandlet til en dårlig joke.

Direkte svindel, skatteflugt og manglende gældsinddrivelse har konkurreret med kollapsede IT-systemer og frustrerede medarbejdere og ledere om overskrifterne i medierne i de seneste år. Den politiske borgfred omkring redningen og genopbygningen af Skat mellem primært Socialdemokratiet og Venstre, der hver for sig har haft regeringsansvaret i Skats katastrofeår, kunne til sidst ikke holde til presset fra de andre partier og egne rækker.

Medierne fokuserer naturligvis også på den interessante vinkel, om hele denne aktion med en undersøgelseskommission kan komme til at stække Venstres næstformand, som nu skal bruge tid på denne sag, mens Finansministeriet og Venstre nok kunne kræve al hans opmærksomhed.

Men det er måske også på tide at rette opmærksomheden på en helt anden vinkel. Det er brugen af de store konsulenthuse og deres analyser til understøttelse af politiske beslutninger og store reformer. Her skræmmer sporene virkelig. Og her forsvinder ansvaret helt ud i det blå.

Historien begynder med den omfattende kommunalreform, som Folketinget vedtog i foråret 2005. Den 1. november 2005 trådte den største organisatoriske omlægning af den danske skatteadministration i mange år i kraft som konsekvens af kommunalreformen. De kommunale skattemyndigheder blev sammenlagt med de statslige told- og skattemyndigheder. Dermed ophørte det kommunale ligningsarbejde. Fusionen betød etablering af en statslig enhedsforvaltning, SKAT, og statslig overtagelse af inddrivelsen af alle offentlige restancer.

Rigsrevisionen offentliggjorde i august 2003 “Beretning om statens restanceinddrivelse, 13/02”. Konklusionen her var, at regelgrundlaget på inddrivelsesområdet er for kompliceret, at den IT-mæssige understøttelse er utilstrækkelig, og at der hidtil har været for mange myndigheder involveret i opgaven.

Samtidig viste en sammenligning, at restanceinddrivelsen i Danmark er langt mindre effektiv end i Sverige, der har et enklere lovgrundlag, bedre systemunderstøttelse og kun én inddrivelsesmyndighed – “Kronofogdemyndigheten”. Så blev der igangsat et analysearbejde af de økonomiske konsekvenser af et enklere lovgrundlag, en systemmodernisering og en enklere struktur med én myndighed (enhedsorganisering) af den offentlige restanceinddrivelse.

Analysen, der blev afsluttet i marts 2004, påviste en række uhensigtsmæssigheder og omfattende dobbeltarbejde ved organiseringen med flere restancemyndigheder. Analyserne konkluderede altså samstemmende, at den offentlige restanceinddrivelse hidtil har været for dyr og for dårlig. På den baggrund valgte den daværende regering at tage hele inddrivelsesområdet i sit udspil til en kommunalreform.

Så langt så godt. I maj 2005 havde det store konsulentfirma Boston Consulting Group afleveret en rapport til en styregruppe under daværende finansminister Thor Pedersen om potentialet ved en fusioneret skatteadministration. På baggrund af den rapport blev det besluttet at skære hver fjerde medarbejder i Skat. Planen blev udarbejdet i detaljer af Boston Consulting. Besparelserne skulle blandt andet opnås gennem et nyt, stort it-system til at inddrive skat. Det kom imidlertid aldrig til at fungere. Alligevel blev besparelserne fastholdt. Allerede i 2009 var 70 procent af de planlagte besparelser på medarbejdere i inddrivelsesenheden gennemført – uden at it-systemet altså var klar.

Det var i 2005 Boston Consultings klare råd at gennemføre omlægningen så hurtigt som muligt. Her er – med et direkte citat – hvad der konkret blev tilrådet i konsulentfirmaets rapport til finansministeren og skatteministeren og de ledende embedsmænd.

På trods af de voldsomme udfordringer i Skat, som embedsmændene må have både registreret og meddelt, så fortsatte Finansministeriets fokus og det politiske stadig på, hvordan den sidste del af besparelsespotentialet fra den oprindelige Boston Consulting rapport kunne gennemføres.

I 2012-13 gik Finansministeriet under socialdemokraten Bjarne Corydon sammen med et konkurrerende konsulentfirma, McKinsey & Company, i gang med en ny analyse af Skatteministeriet for at få indhentet de forudsatte effektiviseringer, der blev identificeret ved fusionen af den statslige og kommunale skatteforvaltning i 2005.

McKinsey konkluderede, at Skat kunne spare knap 500 millioner kroner på effektivisering af arbejdsgange. Det var man nået frem til via et benchmark med andre organisationer, f.eks. Dong, DR og Post Danmark, ligesom der sammenlignes med skatteforvaltninger i Storbritannien, USA, Tyskland, Holland og Sverige. Rapporten på over 400 sider konstaterer, at der findes besparelsespotentialer på 10-30 procent yderligere i Skat. Så stramningerne i Skat fortsatte.

Alle disse tal, rapporter og begivenhedsforløb skal nok blive hvirvlet op under undersøgelseskomissionens arbejde, og i Folketinget skal man nu have færdiggjort et sikkert vanskeligt kommissorium for kommissionen. Hvis man ser på forløbet gennem de 12 år er det på ingen måde nok at kigge på ni skatteministre. Så ligger bolden også hos et par finansministre.

Måske uafhængigt af det forløb burde skandalen i Skat rejse nogle alvorlige spørgsmålstegn ved, i hvilken udstrækning store politiske reformer og politiske beslutningsprocesser baserer sig på konsulentrapporter og benchmark-analyser, og i hvor høj grad de bygger på den ekspertise og viden, der findes i den offentlige sektor selv.

Det er som bekendt svært at få rødspætten til at filettere sig selv, og skal der spares og omlægges dramatisk, kan det være svært at få en veletableret organisation med høj selvforståelse og integritet til at se sig selv i en helt anden struktur og med færre ressourcer.

Her er det et desværre alt for nemt greb at ty til de eksterne konsulenter, som får til opgave at jagte et bestemt politisk ønskemål. Men eksemplet fra Skat viser, at noget gik helt galt her – ikke bare med et IT-system. Et eller andet sted må både cheferne i Skat, ministre og politikerne have siddet på ørerne og kigget fascineret i konsulentrapporterne, der kunne dokumentere et drømmescenarie i en tid med effektiviseringer og besparelser højt på dagsordenen.

Når man ser retrospektivt på hele denne enorme skandale i Skat, som har kostet staten og os alle sammen milliarder af tabte kroner, så kunne man også i selvransagelsens skarpe lys stille spørgsmålet, om medierne har levet op til deres rolle som kritisk kontrollant af den strukturreform på skatteområdet, som blev iværksat i 2005.

Mens medierne kørte massivt rundt i den langstrakte historie om tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts selvangivelse og skatteforhold, og en Skattekommission var på arbejde i knap tre år fra marts 2012 til november 2014 med gennemgang af 5.200 dokumenter og afhøring af 45 vidner i den spektakulære sag, så smuldrede Skats evne til at udføre kerneopgaven. Det fik hverken det fornødne politiske eller mediemæssige fokus.

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den18. maj 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-konsulentfirmaerne-maa-frem-i-lyset

Så kører historierne om børn og stress igen en runde på tv-kanalerne. Det gjorde de også for to år siden, hvis man går lidt i arkiverne. Både på TV 2 og i DR. Og det har de gjort indimellem i avis-medierne.

Historierne om syvårige børn, der får tics af kropsstress, fordi de hele tiden skal præstere til fodbold, over for kammeraterne, over for forældrene eller i skolen. Eller 15-årige, som skal have lægeattest på at få nedsat tid i skolen, fordi de ikke kan klare presset, får mavesmerter og bliver triste, ensomme eller mister livsmodet.

Disse og mange flere er jo absurde fortællinger om vores moderne liv. Og skræmmende historier. Men det mest skræmmende er måske, at de bliver gentaget med års mellemrum, og vi gyser en gang til. Og hvad så?

Ifølge Stressforeningens hjemmeside rammes 500.000 danskere hvert år af stress. En Megafon-måling viser ifølge samme hjemmeside, at 48 procent af de offentligt ansatte og 28 procent af de privatansatte ofte føler sig stressede på arbejde, og tallene er efterhånden så alvorlige, at stress kaldes både en folkesygdom og en epidemi, skriver Stressforeningen.

Flere og flere børn får ifølge sundhedsstatistikkerne symptomer på stress. Flere kvinder end mænd får stresssymptomer, flere i beskæftigelse end folk uden job får symptomer. Flere korttidsuddannede end langtidsuddannede, flere gifte end enlige og flere i Hovedstadsområdet og region Syddanmark end i resten af landet rammes af stress.

Sundhedsstyrelsen bag tallene skriver meget nøgternt om stress, som vi altså ikke rigtig ved, hvad er: ”Tilstanden er ikke en sygdom i sig selv, men en reaktion på en belastning, som personen kan have svært ved at håndtere. Udover at påvirke personens velbefindende og livskvalitet negativt øger stress også risikoen for hjerte-kar-sygdom og depression.”

Strategisk sundhed
Tag en af ugens avisannoncer fra PFA i bl.a. dagbladet Børsen, som bekendtgør, at forskning viser, at 15 procent af virksomhedernes ansatte føler sig stressede. Hvilken forskning står der ikke.

Kommer man ind på PFA’s hjemmeside finder man en mængde af tilbud om strategiske sundhedsprogrammer for virksomhederne, tilbud om at downloade en pixibog om mindfulness, om ‘bodyscan øvelser’ til medarbejderne og gode råd om, hvornår man skal gå i seng om aftenen for at præstere bedst muligt og mest energisk om morgenen. Se bare her formlen til det bedre liv efter PFA’s råd videreformidlet fra Vidensråd for Forebyggelse.

1. 1. Sluk for TV’et, computeren, tabletten og smartphonen før kl. 21. Påvirkningen fra skærmenes neonblå lys gør det svært at falde i søvn
2. 2. Gå i seng senest kl. 22, da det er på det tidspunkt, kroppen udskiller den største mængde af søvnstoffet dopamin.
3. 3. Lav bodyscan-øvelsen inden du skal sove, eller hvis du vågner og ikke kan falde i søvn. Den får dig til at slappe af.

Og her på PFA sitet videreformidlet fra Chris Norre, Mindbusiness:

– Hold korte pauser på dit arbejde, hvor du ikke tænker på dine arbejdsopgaver. Gå en tur, mediter eller tag en snak med en kollega om andet end arbejde.

– Hav kontakt til din krop og dit åndedræt dagen lang. Stresssignaler udspilles mest i kroppen, så det er vigtigt, at du ikke kun er ”oppe i hovedet” med arbejdstanker.

– Gør noget i løbet af dagen, som gør dig glad og giver dig overskud. Gem det ikke altid som det sidste på listen kl. 22 om aftenen, når al din energi er brugt.

Ingen definition på stress
Stress er blevet en kæmpe industri af rådgivere, coaches, forsikringsselskaber, wellness hoteller, mindfulness-kurser, kurser i energirigtig kost og livsstil m.m., og man kan blive helt stresset af at læse om alt det, man skal gøre for ikke at blive stresset.

Når man blandt kolleger, venner og i familien møder mennesker, som er ramt af stress, så er det en meget alvorlig og invaliderende situation, og rammer det et barn helt ned til syvårs alderen, så sender det da alle mulige signaler om, at noget er galt med vores moderne liv.

Heldigvis for de fleste er det en periodisk situation, som kan afhjælpes. For andre er det en langvarig situation. Samtidig findes der ikke nogen klar medicinsk definition på, hvad stress egentlig er.

Typisk henregner vi det til stress, når vi sættes under pres eller udsættes for større krav og forventninger, end vi har ressourcer til at klare. Og der findes kilometervis af beskrivelser af de typiske symptomer, men det er en mærkelig sort boks, vi kigger ind i.

Det moderne samfunds svøbe, som nogle kalder stress, kan rumme snart sagt hvad som helst. Børnelæger er forargede over situationen med nødvendig medicinering af ellers tilsyneladende raske børn, som får stresssymptomer. Børnepsykologer og forskere i børns trivsel taler om et stort svigt af børnene.

Praktiserende læger taler om stressede forældre, der prøver at leve op til den bedste version af dem selv hver dag i forhold til arbejdspladsen, kollegerne, familien og børnene.

Årsagerne til denne omfattende folkesygdom, som vi altså ikke rigtigt ved, hvad kommer af, og som vi ikke rigtigt kan imødegå med andet end gode råd om sundere livsstil, er svære at finde, og der skydes på alt. Det er også blevet en del af den faste rutine ved omtale af stress-problemer.

Ukendt årsag
Alt fra folkeskolereformen, til lange skoledage, for mange tests og prøver, mobning på de sociale medier, manglende forældreopmærksomhed, for få lærerressourcer, konkurrencepræget præstationskultur, forældreprestige i at have de perfekte børn med de perfekte fritidsinteresser, de perfekte venner, de bedste karakterer og meget mere.

I voksenkategorien tales der om præstationspresset på arbejdspladsen, den konstante tid på nettet, mobiltelefonen eller computeren, det perfekte hjem, det perfekte familieliv, den rigtige karriere og den rigtige ferie m.v. Eller bare ganske enkelt for meget arbejde eller for uoverskuelige arbejdsopgaver.

Hvordan hænger det sammen, at alt det her er gået så galt med det moderne liv? Vi har jo selv valgt det.

Når nu medierne sådan cirka hvert andet år tager en runde om børnestress, og de voksne hele tiden bliver mindet om stress-risikoen og det sunde liv, vi burde leve for at leve længere, så kunne det være befriende at få en grundlæggende diskussion om, hvad det er, der gør os så stressede ved det moderne liv.

Vi levede et liv med hårdere fysisk arbejde tidligere. Vi havde længere arbejdsdage og masser af overarbejde. Vi gik i skole i overfyldte klasser med terperi, prøver konstant og masser af krævende udenadslære i stort omfang. Vi havde mindre pylrede forældre, der ikke ydede kørselsservice fra morgen til aften.

Hvad er det lige i det moderne liv, som har gjort os så stressede, at tilfældene af udefinerbart stress stiger og stiger nu også i børnehøjde? Er vi bare blevet mindre robuste som mennesker?

Hvis det er konklusionen, hvad er så årsagen? Skulle vi ikke have en tv-serie om det, næste gang bolden ruller til en omgang stress-cases i bedste sendetid?

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 21 april 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-stress-samfundet-er-en-pengemaskine