Kategoriarkiv: Journalistik

Lad os nu tale politik – ikke bogstavleg

Udgivet den af
Svar

Medierne elsker at lege bogstavleg, inden vælgerne overhovedet har stemt. Kommentatorerne elsker at analysere skrækscenarier og fremmane personlige konflikter. Kunne vi ikke fokusere mere på det politiske indhold? Vi laver trods alt ikke dramaproduktion.

Først dømte det politiske kommentator-kleresi kaos i blå blok.

Ville Dansk Folkeparti lykkes med at få smidt Liberal Alliance ud af regeringen efter et valg, hvis blå blok fik chancen for at fortsætte? Ville Løkke gå til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet med Liberal Alliance og Konservative, vel vidende at Dansk Folkeparti ser blåt eller gult, eller hvad det nu er, når Liberal Alliance kræver skattelettelser, mindre offentligt forbrug og endnu billigere biler.

Hvis Dansk Folkeparti skulle lykkes med at skubbe Liberal Alliance ud, hvordan ville LA så stille sig til at støtte en anden borgerlig regering?

Og hvad med Nye Borgerlige, som har opstillet nogle på forhånd næsten uspiselige og ultimative politiske krav til gengæld for at lægge stemmer til en blå Løkke-regering? Rigtigt meget kaos, hvis altså Nye Borgerlige kommer ind i Folketinget, for de siger, at deres stemmer ikke kan tælles med, hverken hos den ene eller anden statsminister, hvis de ikke får de ultimative krav med i regeringsprogrammet.

Så blev der dømt krise og kaos i rød blok, da Alternativet stillede med Uffe Elbæk som statsministerkandidat og præsenterede en total revolution af ressortområderne for kommende ministre og topprioritering af klimaindsatsen over alt andet. Samtidig proklamerede Elbæk, at deres stemmer skulle trækkes ud af ligningen, hvis de ikke kunne få en markant anden klimasatsning på dagsordenen.

Bedre blev det ikke af, at Enhedslistens Pernille Skipper også ville være statsministerkandidat og lige havde et ønske om ekstra to milliarder kroner til sundhedsområdet og nogle væsentlige punkter omkring ulighed. Og den radikale Morten Østergaard toppede krisen i rød blok med at kræve en skriftlig forsikring fra Socialdemokratiets formand om at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse på udlændingepolitikken til gengæld for radikale stemmer til regeringsdannelsen.

Skrækscenarier

Så er vi ligesom i gang med det politiske efterår. Vi er blevet begavet med kilometervis af analyser om alle mulige skrækscenarier. Hvordan skal det dog gå? I medierne er der dømt kaos. Er de nu blodige uvenner, Socialdemokratiets formand og den radikale formand, eller kan de stadig spise frokost sammen?

Kan Thulesen Dahl og Anders Samuelsen overhovedet være i stue sammen? Er Mette Frederiksen bare elendig til at være venner med alle og samle den røde blok til samarbejde og fælles udspil inden et valg? Har Mette Frederiksen ødelagt sin chance for at blive statsminister på grund af al den uro i rød blok, mens Løkke kan holde en fest i den blå blok. Eller kan han nu også det, når Pernille Vermund ruller sig ud?

Selv om det er rigtigt interessant, dramatisk og underholdende med alle disse spekulationer, der nærmest kunne ligne, at vi ender med at skulle være lige så længe om at danne en ny regering efter næste valg som belgierne, så lad mig lige prøve en anden variant. Ja, det er naturligvis super vigtigt, at der også kan dannes en regering efter et valg, som efter dansk model ikke på forhånd har et flertal imod sig, men skulle vi nu ikke lige lade vælgerne tale først og se, hvilke kombinationsmuligheder der måtte komme ud af det.

Altså ro på. Det her handler selvfølgelig ikke mindst hos de små partier om positionering og en krig på opmærksomhed. Og det kræver i den nuværende medieverden stadig mere skingre budskaber og ikke bare et nyt politisk udspil om nærpoliti og nærhospitaler eller stop for uddannelsesnedskæringer. Det er faktisk en trist udvikling. Men det er realiteterne. Hvor mange spørgsmål var der til Socialdemokratiets decentraliseringsudspil i denne uge efter sommergruppemødet og hvor mange til bogstavleg efter et valg? Rigtigt gættet: Bogstavlegen og ikke mindst Radikales krav stjal billedet.

Profilspredning

Hvordan skulle Alternativet nogensinde få genoplivet lidt X-faktor til Uffe Ulbæk, hvis ikke det skulle være med en provokation, som at gøre ham til statsministerkandidat, selv om alle kan se, at han aldrig kommer i nærheden af den post.

Det kom til at give den genlyd, det skulle, for udmeldingen blev taget alvorligt som splittelse i rød blok af medierne, og tv-stationerne blev tvunget ud i lang tågesnak om, hvad de ikke ville sige, de ville gøre med kommende statsministerdueller under valgkampen. Alt sammen koblet til et politisk program, der nok blev grint af som sædvanlig, når det kommer fra Alternativet, men som rummede så opfindsomme og finurlige nye ministerie-navne, at det også gav omtale.

Således trængt på omtale på venstrefløjen måtte Enhedslisten også på banen med Pernille Skipper som statsministerkandidat, når nu Uffe Elbæk kunne lykkes med det stunt. Her blev det politiske budskab mere traditionelle Enhedsliste-varer og mindre overraskende end Alternativets. Ergo mindre omtale.

Og så måtte Radikale på banen med endnu et stærkt råb om opmærksomhed. Det havde Morten Østergaard ikke fået på at stå og tale om radikale ønsker til den kommende politiske sæson. Han skulle skabe sig en kant til Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for at fiske de vælgere frem, som ikke er tilfredse med Mette Frederiksens stramme udlændingepolitik og flirten med DF.

Han fik medieopmærksom på sit brev med krav til Frederiksen om ikke at føre udlændingepolitik med DF, selv om han med garanti vidste, at han ville få en kurv. At Frederiksen ville stå mur- og nagelfast på ikke at flytte retningen for Socialdemokratiets udlændingepolitik igen.

Er der kaos i rød blok, eller er der rent faktisk gang i en fornuftig profilspredning, der kan fiske så mange vælgere frem som muligt og dermed stemmemaksimere til rød blok? Er det med andre ord god taktik, hvis det ikke lige var sådan, at de politiske kommentatorer helst vil have valget afgjort, inden det er afholdt, og mærkesagerne udraderet på forhånd, inden vælgerne har haft mulighed for at tage stilling?

Er Lars Løkke Rasmussen og blå blok faktisk nødt til også at tænke i profilspredning for de tre regeringspartier og DF, så der kan samles flest mulige midtervælgere op, og så Nye Borgerlige ikke æder en alt for stor luns af de nuværende blå partier og dermed åbner for et problem med statsministerposten?

Statsminister-duellerne

Kunne det ikke være befriende ud fra sådan et vælgersynspunkt, hvis vi ved det kommende valg fik lov til at bedømme de enkelte partier på den politik, de hver især vil kæmpe for, og ikke hvilken blok de nu er i, hvem de peger på som statsminister, og hvem de drikker kaffe med?

Kunne det ikke være befriende, hvis vi ikke afgjorde valget på forhånd, men hvis vi under den valgkamp, der nu er i gang, kunne drøfte de forskellige politiske udspil, uden at vi straks tæller til 90 og skyder dem ned med det samme? At vi rent faktisk udfritter partierne om deres evne til nytænkning af den danske samfundsmodel.

Kunne det ikke være en mulighed blot at se statsministerkandidatudmeldinger, ultimative krav og skriftlige erklæringer som et led i den almindelige partipolitiske profilering i mangel af bedre megafoner til medieeksponering?

Jeg tror, vælgerne er trætte af bogstavlegen og gerne vil have mere at vide om de politiske valgmuligheder. Jeg har stor tiltro til, at Hendes Majestæt og hendes dygtige rådgivere finder ud af at køre et par dronningerunder efter et valg, hvis der bliver behov for det.

Statsministerduellerne har haft sin tid på tv. De blev skabt på et tidspunkt, hvor det handlede om at teste to kandidaters troværdighed, personlighed, paratviden og politiske handlekraft op mod hinanden. Metoden endte sidste gang i at være et stivnet format på begge tv-stationer, hvor det mere blev en uskøn boksekamp på attitude og retorik, evne til at parere angreb og smile tillidsfuldt, end en kamp om politiske ideer, hvor folk for alvor kunne se forskel.

Nye formater til valgkampens meget vigtige tv-programmer er ønskelige. Bland kortene, og bring partierne sammen på nye måder. Lad Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF diskutere indbyrdes, så man kan se forskellen. Og lad Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Konservative gøre det samme. Lad de tre største partier diskutere Danmarks fremtidige kurs og/eller de tre mindste partier. Find på noget nyt med interaktive formater med vælgerne, der kan sikre, at vi kommer til langt mere at se og høre de forskellige politiske tanker og udspil ud over de to store partilederrunder ved valgkampens start og slutning.

Slip skrækken for, at folk trykker på kedsomhedsknappen på fjernbetjeningen for at udløse et eller andet politisk show i stedet for god information og spændende debat. Danskerne vil gerne høre om rigtig politik, når der er valg i Danmark.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 24. august 2018 https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-lad-os-nu-tale-politik-ikke-bogstavleg

Kan vi overhovedet udrydde ”fake news”?

Udgivet den af
Svar

Oktober og november har været rigtigt dårlige måneder for de store teknologigiganter Google, Facebook og Twitter. Her tabte de i fuld offentlighed fuldkommen ansigt som professionelle, globale virksomheder, der udadtil brander sig som evangelister for en bedre verden af fællesskab, videndeling og grænseoverskridende forbindelser. Her tabte de ansigt, som virksomheder med fuld kontrol med deres enorme dataflow, deres enorme annonceindtægter og deres gigantiske imperium af kunder og kundedata fra hele verden.

Foran det amerikanske senats underudvalg om kriminalitet og terrorisme og senatets efterretningskomite, er de tre selskabers juridiske repræsentanter blevet grillet for deres åbenlyse mangel på styr på misinformation på deres platforme, for manglende kontrol med politisk infiltration fra Rusland i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 og mangel på kontrol med køberne af annoncer på platformene Google, Facebook og Twitter.

Deres manglende evne til at forhindre misbrug og manipulation – hvor end den måtte komme fra både hvad angår annoncer og brugeropslag på platformene – blev helt og aldeles åbenbaret for enhver under høringer, hvor de amerikanske senatorer ikke holdt sig tilbage med kritik.

Det blev for den sidste jubelglade tvivler krystalklart, hvor sårbar vores digitale infrastruktur er. Hvor magtfulde de tre globale virksomheder er, og hvor vanskeligt det er for dem at beskytte den infrastruktur, som vi alle er blevet så afhængige af, mod misbrug.

”Hvis du har fem millioner annoncører, som skifter hver dag, hvert minut eller hvert sekund, har du så reelt styr på, hvem hver eneste af disse annoncører er, og hvad deres aktivitet går ud på”, spurgte den republikanske senator fra Louisiana, John Kennedy. Svaret skulle gives af Colin Stretch, som er Facebook’s juridiske rådgiver. Stretch indrømmede, at Facebook ikke kunne se aktiviteterne bag de enkelte annoncører, og at man ikke havde styr på det. John Kennedy replicerede, at han var stolt over, at de tre nævnte selskaber var amerikanske, men samtidig skræmt over den magt, som de besad.

I forbindelse med kongreshøringerne informerede Facebook lovgiverne om, at omkring 126 millioner amerikanere måtte have været udsat for indhold, der blev genereret på Facebooks platform af en russisk statsforbundet troldefabrik kendt som Internet Research Agency mellem juni 2015 og august 2017.

Twitter meddelte, at man der havde identificeret 2.752 konti knyttet til Internet Research Agency. Det fandt i alt 36.746 konti, der syntes at være forbundet med Rusland, men ikke nødvendigvis med Internet Research Agency, som genererede automatiseret, valgrelateret indhold. Ud over de opdagede konti, har Twitter oplyst at Internet Research Agency havde sendt mere end 131.000 tweets under valgkampen.

Også Google indrømmede at deres YouTube delingstjeneste har lagt platform til russiske påvirkningskampagner, og at man var ved at undersøge omfanget nærmere. Google har oplyst at agenter fra Internet Research Agency uploadede mere end 1.000 videoer på YouTube platformen.

Hvad høringerne i Kongressen i USA fører til kan blive en lovgivning, der for så vidt angår politiske reklamer skærper kravene til transparens, åbenhed omkring hvem, der køber hvad, og dermed en klar udfordring til hele den automatiserede og robotstyrede annonceformidling, som de globale selskaber benytter sig af.

Googles svar på kritikken har været udtalelser om, at spore misbrugerne og nedgradere deres placeringer på nettet, hvor algoritmerne i dag gør det modsatte – præmierer brugerinteresse for saftige sensationer og lægger dem øverst i søgemaskinens tilbud. Facebook bebuder at ville ansætte 1.000 medarbejdere til at kontrollere særligt politiske annoncer og sponseret indhold fra politiske aktører. Twitter bebuder også indgreb i særligt russiske statsselskabers ageren.

Ud af skabet er sprunget diskussionen om censur, hvor særligt Facebook er i skudlinjen. Men er det egentlig en særlig tryghedsskabende faktor, hvis internetgiganterne skal til at censurere vores indhold efter globale etiske kriterier og standarder, mere end de gør i forvejen? Nej vel? Og sagen er så her, at det gør giganternes algoritmer jo allerede. For de nedgraderer eller fjerner stof efter bestemte kriterier og opgraderer, hvad der ligner det, vi tidligere godt har kunnet lide at se på.

Misinformation eller polarisering

”I tider som disse er det vigtigste, vi som Facebook kan gøre, at udvikle den sociale infrastruktur, der kan give folk mulighed for at opbygge et globalt fællesskab, der virker for os alle. I det seneste årti har Facebook fokuseret på at forbinde venner og familier. På fundamentet af dette vil vores næste fokus være at udvikle den sociale infrastruktur for hele samfundet – for at understøtte samfundet, for at holde os trygge, for at holde os informeret, af hensyn til det civile engagement og for inklusionen af alle.”
Citat fra Facebook stifter Mark Zuckerberg fra 16. februar i år, hvor han udmeldte den næste epokes mål for Facebook.

Fake News, misinformation, troldefabrikkers infiltrering af Facebook spillede ikke nogen rolle i chefens tale dengang. I det hele taget er kampen mod falske informationer og direkte misinformation en mindre detalje på vejen mod at skabe det store forkromede globale fællesskab, må man forstå i den programerklæring.

”Vores tilgang vil fokusere mindre på at forbyde misinformation, og mere på at tilføje yderligere perspektiver og oplysninger, herunder det faktum, at en faktatjekker f.eks. anfægter opslagets nøjagtighed. Vi har mere arbejde at gøre med informationsdiversitet og misinformation, men jeg er endnu mere fokuseret på sensationalismens og polariseringens indvirkning og ideen om at skabe fælles forståelseramme”, skriver Mark Zuckerberg videre i programerklæringen fra februar.

Det er tankevækkende at læse denne iscenesættelse af den nye Facebook strategi nogle måneder senere, hvor både Facebook, Google og Twitter har stået skoleret for den amerikanske kongres og gang på gang er blevet udspurgt, om de har styr på det indhold, de sender ud. På dets ægthed og troværdighed. Og om de føler at ansvar for, at hadtale, indhold med opfordringer til terror og direkte falske og misledende historier ikke bliver lagt ud på nettet. ”Misbruget af vores platform i forsøg på statssponsoreret manipulation af valget er en ny udfordring for os – og en, vi er fast besluttet på at bekæmpe”, sagde Twitters advokat, Sean Edgett, under høringerne.

Hvis netgiganterne kommer under mere politisk pres er næste skridt så en eller anden form for indholdscensur, selv om alle slår syv kors for sig? Hvem skal beslutte, hvad der er en acceptabel tone på nettet, hvad der kan annonceres for og imod? Hvem skal beslutte, hvad der er op og ned på en nuanceret sag uden den professionelle og uafhængige journalistik som mellemled?

Sagen er at internettets volumen har vokset sig så stor, at end ikke tech giganterne nu har styr på tingene og hastigheden af uploads af indhold og annoncer sker så hurtigt og så automatiseret, at det ikke kan kontrolleres, før det rådne indhold har spredt sig.

Der gøres fine bestræbelser og mange initiativer til at løse skraldemands-opgaven på internettet med fakta-tjek-sites som Mandag Morgens www.TjekDet.dk  og andre lignende initiativer rundt omkring i udlandet. Initiativer der bringer professionel journalistisk validering og dokumentation af oplysninger i spil sammen med bidrag fra forskere og andre eksperter.

Men vi skal ikke forvente, at der trods alle bestræbelser på at opdage fjendtlig infiltrering af nettet, misinformation og fake news, kommer en situation, hvor vi slipper for at navigere i et – i tanken og idealet – smukt digitalt ocean af indhold, men nu forurenet af misinformation og statsstyret manipulation. På samme måde som det smukke fysiske ocean i dag har store områder stærkt forurenet af grimt plastikaffald.

Denne artikel har været offentliggjort på altinget.dk den 1.december 2017: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kan-vi-overhovedet-udrydde-fake-news

Hvor mange presserådgivere går der på en minister?

Udgivet den af
Svar

Svaret på overskriftens gåde er syv. De 22 ministre i regeringen har i gennemsnit syv medarbejdere, der beskæftiger sig med kommunikation og pressehåndtering. Hele 155 medarbejdere i centraladministrationen har dagligt den opgave at betjene de professionelle medier, egne hjemmesider og de sociale medier. Det har en opgørelse fra Finansministeriet til Folketingets finansudvalg netop afsløret. Og de indbyrdes forskelle mellem ministerierne er store. Fra tre til 18,5 medarbejdere. Læg dertil hvad der er af kommunikationsmedarbejdere i styrelser og statslige institutioner i øvrigt. Og de hundredvis af medarbejdere i hver af regionerne og kommunerne, som beskæftiger sig med kommunikation og mediehåndtering.

Det er rigtigt nemt at sige: Hold da op. Er det lige her, vores skattepenge skal bruges? Men for politikere og embedsmænd i den offentlige sektor er udviklingen på netop medieområdet og borgernes ændrede forventninger til åbenhed og direkte adgang til information et kolossalt paradigmeskift, en stressfaktor og et ændret fokusområde, som ikke kan ignoreres. Det er kun noget, der vokser og vokser. Det bekræftede det såkaldte Bo Smith-udvalgs rapport om ”Embedsmandens rolle i det moderne folkestyre” med al tydelighed. Og det bekræftes hver eneste dag i den offentlige forvaltning.

Kigger man til den private sektor, er udviklingen den samme. Virksomhederne ruster sig på kommunikationsfronten med kommunikation som strategisk redskab, med indholdsmættede hjemmesider, aktiviteter på de sociale medier for at opbygge brandkendskab og veludbyggede intranet til den interne kommunikation.

Det har jo alt sammen sine meget positive sider, at både det offentlige og den private sektor er mere optaget af at kommunikere til os alle sammen som borgere og forbrugere. Det har sine positive sider, at kommunikationen er blevet professionaliseret i højere grad end tidligere, og at det som regel er folk med målrettede kompetencer til det formål, der sidder på disse opgaver. Der kan også argumenteres for, at en massiv vækst i antallet af medier, i antallet af distributionsplatforme og en øget hastighed på nyhedsstrømmen i døgndrift på de mange medieplatforme taler for, at folk til pressehåndtering og kommunikation er nødvendige hjælpere og mellemled for ministre, borgmestre, regionsrådsformænd, styrelseschefer og direktører.

Læg dertil at de professionelle medier har fået langt flere generalister blandt journalisterne, der arbejder under hårdt tidspres og uden at være fagligt inde i stoffet. En mangel som mange kommunikationsmedarbejdere sikkert har oplevet at skulle reparere på med hel basal information.

Så lang så godt. Men udviklingen har en markant bagside.

Bagsiden af medaljen kan næsten høres i hele retorikken omkring denne her udvikling. ”Mediehåndtering”. ”Presserådgivning”. ”Styring af kommunikationen”. Det handler om at være i kontrol. Om at vinde den offentlige dagsorden og sætte scenen på den rigtige måde. Det handler om at øve modtryk, hvis de professionelle medier kører med en sag, der giver ballade og hak i tuden. Det handler om at få kritik til at dø ved enten at kvæle den i kærlighed og modinformation eller ved at sende andre emner i spil, som drukner den dårlige historie. Værktøjskassen til mediehåndtering har mange rum.

Bagsiden af medaljen er:

  • At kommunikationshæren ikke alene bliver en hjælp og en formidler, men også en uindtagelig vognborg rundt om den ansvarlige minister eller politiker.
  • At pressehåndtering kan handle om at sortere og prioritere de informationer, der kommer ud til pressen på en måde, så solen skinner mest muligt på ministeren eller borgmesteren, og ikke nødvendigvis så alle sten er vendt – også der hvor det kritiske i sagen befinder sig.
  • At hjælp til medierne handler om at selektere den statistiske information eller de oplysninger, som gives videre, så det passer ind i afsenderens bedste interesser.
  • At styring af kommunikationen i stigende omfang betyder, at ministre og andre politikere benytter sig af sms eller e-mail svar på dårlige sager og kun stiller op til interviews på de gode sager. Så kender man spørgsmålene på forhånd, og man risikerer ikke et ubehageligt opfølgende spørgsmål i et direkte interview.
  • At de professionelle, uafhængige og kritiske medier i mandtal og ressourcer ikke kan matche den professionaliserede stat, region eller kommune i forhold til at tjekke, udfordre og analysere al den information, som spredes.
  • At mediernes kilder i stigende omfang styrer deres egen historiefortælling på www.regeringen.dk, på ministeriers, styrelsers, kommuners og regioners egne hjemmesider, hvor der selvfølgelig er en lyst til at fokusere mere på den gode historie end den dårlige.
  • At mediernes kilder i stigende omfang selv har overtaget opgaven i forhold til de praktiske serviceinformationer til borgerne, som mediernes tidligere betragtede som det salgbare, jordnære kit mellem de flotte publicistiske idealer.

Også de politiske partier er nu begyndt at skabe deres egne deciderede medieplatforme. Som www.altivisten.dk. Alternativets webside. Og Enhedslistens podcast: LISTEN. Nyhedsbreve, små videoer og andet af den slags, har længe været en naturlig del af den politiske kommunikation fra alle partier. Det er der jo ikke noget galt med, med mindre det betyder, at politikerne stiller mindre op i de professionelle, uafhængige medier, hvor de får kritiske spørgsmål og udfordres måske af andre partier.

Det er præcis det sidste her, der er udfordringen med den voksende kommunikationshær. At den frie og uafhængige presse, som er demokratiets nødvendige salt og befolkningens sikkerhed for, at nogen holder øje med, hvad der foregår i de politiske beslutningsprocesser, har fået sværere vilkår for direkte adgang til ministre, borgmestre og topchefer. At medierne nu ofte spises af med en sms eller et e-mail svar. At dårlige sager parkeres, når de ansvarlige ikke kan konfronteres med kritiske spørgsmål.

Når medietrykket er mest intenst, kan ingen minister naturligvis efterkomme alle ønsker om kommentarer og interviews. Men det er virkelig vigtigt, at medierne højt og tydeligt varedeklarerer, når en kommentar er en sms eller en e-mail eller en besked formidlet via en kommunikationschef og uden mulighed for spørgsmål til kritisk opfølgning. Lige som det er virkelig vigtigt, at den pågældende politiker eller topchef overvejer, om åbenhed i et demokratisk samfund blot er en meddelelse på de sociale medier eller tavshed.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 22.september 2017:

http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-hvor-mange-presseraadgivere-gaar-der-paa-en-minister

 

Trump narkomani

Udgivet den af
Svar

Den faste klummeskribent på New York Times gennem en lang årrække David Brooks beskrev forleden under overskriften ”Getting Trump Out of My Brain”, hvordan han simpelthen er så træt af at læse alle mulige historier om Trump, efter at være blevet fyldt op med dem dag efter dag efter dag i snart to år. Så træt, at han ikke orker at klikke ind på flere historier om præsidenten, fordi hjernen er fyldt op med Trump.

Han stiller spørgsmålet, om vi overhovedet kan lære noget nyt om Trump efterhånden. Eller kender vi nu alt til hans retorik, hans personlighed, hans måde at tweete på, hans faste dagsordener, hans fjendebilleder, hans dem-og-os-retorik og hans politik.

Brooks beskriver i underholdende form, hvordan nogle ligefrem bliver nærmest narkotisk afhængige af den daglige Trump-historie og nærmest ser den som et nyt, dagligt afsnit af et fortløbende tv-drama i stil med den amerikanske ”Breaking Bad”-tv-serie, som kørte over flere sæsoner med 62 afsnit. Andre bruger igen, ifølge Brooks, Trump-historierne til at dyrke fornøjelsen ved dagligt at føle sig åndeligt og ikke mindst moralsk overlegne i forhold til præsidenten og hans tilhængere.

Jeg må tilstå, at jeg synes, de danske mediers dækning af Donald Trump efterhånden æder alt ilten i rummet og ikke længere giver plads for en grundig dækning af andre og til tider vigtige ting i verden. Vi dækker farcen i Det Hvide Hus ned i mindste detalje, når svingdøren igen sender folk ud og ind fra Trumps nærmeste stab.

Vi følger ned i mindste detalje afstemninger om en sundhedsreform, der nok for de fleste danskere er et temmelig fjernt interesseområde. Vi får alle mulige detaljer om kongressens godkendelser af præsidentens forslag til nye ministre, FBI-chefer eller hans forslag til indrejseforbud. Vi følger høringerne af hans søn og svigersøn og andre med aktier i sagen om eventuel russisk indblanding i den amerikanske valgkamp.

Vi følger med, når Trump tager på et nyt rally et eller andet sted for at styrke sin direkte forbindelse til vælgerne, for at pleje sit ego og måske sit genvalg og få en succesoplevelse uden for det Washington, hvor han har svært ved at opnå netop det. Vi hører om hans golf-ferier, ser ham vinke på vej ind og ud af den præsidentielle helikopter og hans besynderlige morgen og nat-tweets, som straks får en opfølgning fra alle de danske korrespondenter i USA eller fra det faste, store hold af USA-eksperter herhjemme. Der tolkes og tolkes på hvert eneste skridt, Trump tager, og hver eneste udtalelse.

Verden ifølge Trump

TV 2 NEWS har lavet et helt særligt magasin – ”Verden ifølge Trump” – der i perioder fungerer som en udenrigspolitisk samlekasse for alt, hvad der sker i USA og Europa, under den tese, at der er en ”Trump-effekt” under alle store tendenser i USA og Europa, hvad enten det handler om tysk valg, hollandsk valg eller valg i Frankrig, Brexit-forhandlinger eller migrantkrise i Italien.

Her kommer en appel til de danske medier om at finde frem til et niveau, hvor dækningen af Trump kommer ind i en mere normaliseret tilstand, så vi ikke ender som David Brooks med at få Trump på hjernen og lukker af for det, der måske er vigtigt at vide.

Selvfølgelig skal vi høre alle detaljer om den kritiske optrapning med Nordkorea. Vi skal vide, om sagen om den russiske forbindelse under valgkampen begynder at nærme sig præsidentens egen position, så den kommer til at vakle. Vi skal vide, hvis USA ændrer vigtige udenrigspolitiske positioner eller tager økonomiske, handelsmæssige eller sikkerhedspolitiske skridt, som påvirker os.

Men Trump-effekten flød ikke over til Europa. Det viste det hollandske og det franske valg. Og det samme ser ud til at komme til at gælde for det tyske valg. Det er ikke populisterne og de enkle demagogiske løsninger, der har vundet. Trump-effekten forblev i USA. Men vælgernes efterspørgsel på nye løsninger, på politikere med høj moral og troværdighed og med handlekraftig udstråling er det, der står tilbage i Europa.

Mens vi flyder over i Trump-historier i medierne, så er dækningen af den politiske udvikling i Polen, Ungarn, Tyrkiet, Grækenland, Italien (med undtagelse af migrantkrise og pavehistorier) og Spanien underprioriteret i det danske mediebillede. Vi hører mere om korruptionsskandale i Sydkorea end om retstilstanden i Polen. Mere om infernoet i syriske byer end kritiske reportager om demokratiets tilstand i Ungarn. Vi hører mere om den amerikanske kongres-behandling af afløseren for Obama Care og Trumps midlertidige indrejseforbud end om EU’s behandling af vigtig ny lovgivning uden for de storpolitiske topmøder med stats- og regeringslederne i Bruxelles.

Europa magasin

Trump er helt ubestrideligt mere end nogen tidligere præsident leverandør af daglig underholdning til medierne, som paradoksalt nok er udråbt til at være hans værste fjende. Men kunne vi ikke godt få skruet lidt ned for blusset og få en mere normal prioritering af USA-dækningen og den amerikanske præsident efter væsentlighed og relevans og ikke efter sensation og kulørte detaljer på de store tv-stationer? Det sidste med det kulørte klares fint på de sociale medier.

Kunne vi ikke godt på de store tv-stationer få et Europa-magasin, som ikke behøvede at være en amerikansk aflægger af ”Verden ifølge Trump”, men som kunne eksistere i egen ret – om jeg så må sige. Kunne vi ikke få en vigtig dækning af, hvad der sker politisk i vores eget nærområde – lige uden for vores eget dørtrin. Det er sådan set spændende nok. Det er sådan set ret afgørende for vores egen politiske og økonomiske udvikling. Det er sådan set dramatisk nok. Det er sådan set journalistik interessant.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 11. august 2017.

 

Pressefrihedsdag – nu med bitter smag

Udgivet den af
Svar

Den tid, vi lever i, kunne – overfladisk betragtet – være den gyldne tidsalder for journalistikken. Vi har aldrig haft så mange muligheder for at sprede vores informationer og så effektive muligheder for at udfylde vores demokratiske rolle med kontrol af magthaverne og med at formidle viden, faktuelle oplysninger og sandheder om de væsentligste begivenheder omkring os.

Alligevel fik FN’s årlige pressefrihedsdag, som var onsdag 3. maj i år et mere trist baggrundstæppe end sædvanligt. Det er der seks alvorlige grunde til.

1) Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, kom den årlige tilstandsrapport for pressefriheden udgivet af Reporters Without Borders. Opgørelsen viser en stigning i antallet af lande, hvor pressefriheden er truet rundt omkring i hele verden.

En ting er, hvad diktatorer finder på at gøre ved pressefriheden, men den nye opgørelse viser, at pressefriheden også er skrøbelig og under pres i lande, der kalder sig demokratier. Ved hjælp af særlove, fængslinger uden fair rettergang og lukning af kritiske medier trædes pressefriheden også under fode i såkaldte demokratier. I Reporters Without Borders’ kommentar til analysen hedder det: Vi er ankommet til den postfaktuelle tidsalder med brug af propaganda og undertrykkelse af frihedsrettigheder – også i demokratier.

2) Ved den seneste opgørelse i december 2016 skrev organisationen Committee to Protect Journalists (som opgør årligt hvor mange journalister, der er blevet dræbt eller fængslet og hvor mange medier, der er lukket på grund af censur eller statslige indgreb) at udviklingen er forværret.

Her lød opgørelsen på, at flere journalister sidder fængslet på grund af deres professionelle arbejde end nogensinde siden CPJ begyndte at indsamle data i 1990, med Tyrkiet repræsenterende tæt på en tredjedel af det samlede tal svarende til 81 journalister ud af 259. Godt 150 medier i Tyrkiet er blevet lukket eller er under undersøgelse, og kun ganske få af dem har fået mulighed for at åbne igen.

3) Mens journalister rundt omkring i verdens konfliktområder sætter livet på spil for at rapportere om, hvad der sker, så har vi nu en amerikansk præsident, der sammen med andre populistiske strømninger anklager medierne for at producere falske nyheder og forsøger at gøre medierne til folkets sande fjende i stedet for dets virkelige ven og vagthund over for politikere som Trump med et alternativt forhold til visse sandheder.

Trump har tilsyneladende brug for fjendebilleder – for at skabe en ”dem” mod ”os”-fiktion til sin kampagne, og her er kritiske medier et nemt mål for angreb, fordi establishmentet, eksperterne og alle klogeågerne har bedre plads i og nemmere adgang til medierne end Trumps vælgere føler, at de har.

4) ”Fake news” er blevet en epidemi, der med Trump som smittespreder og godt hjulpet af folk, der bevidst spekulerer i at sprede misinformation, og som tjener penge på at kreere sensationelle løgnehistorier, der giver massive klik på nettet, har sat spørgsmålstegn ved den generelle tillid til de professionelle medier. Nu er selv en ubevidst og mindre fejl i en avis eller en nyhedsudsendelse pludselig ”fake news”.

Alt ryger op i skraldevognen, mens den pløjer igennem de professionelle mediers troværdighed. Og vi er tilmed selv med til at tale fænomenet op, selvom Danmark bestemt ikke svømmer i ”fake news”-eksempler – snarere i omtaler af ”fake news”.

5) Næste problem handler om manglende varedeklaration på medier, der dyrker de klassiske uafhængige nyhedskriterier med balance, fairness og adskilte ”news” og ”views”, og så den voksende skov af holdningsmedier, der ikke lægger skjul på, at de vinkler journalistikken og indholdet i en bestemt retning. Det er faktisk hele deres eksistensberettigelse, men hvordan kender man forskel på holdningsmedierne og de klassiske nyhedsmedier?

6) Til sidst det problem, at de professionelle, uafhængige medier må til at tage sig sammen og være mere omhyggelige med proportioner, vinklinger, kildevalg, udeladelser, stramninger og korrektioner. En form for åbenhed omkring de redaktionelle processer og overvejelser er en forudsætning for, at vi kan genvinde tilliden.

Noget andet alvorligt, der skal til, er at de professionelle medier må have genskabt forbindelsen til den del af publikum, som i dag ikke finder dem relevante eller repræsentative for deres liv og deres synspunkter.

Med baggrund i disse seks refleksioner, burde de professionelle medier gå sammen om at beskrive værdien af den frie, uafhængige, professionelle presse i et moderne demokrati for alle.

Vi må have en grundlæggende fælles mission om at beskytte fri, uafhængig og etisk journalistik, produceret af mennesker, der føler et stærkt ansvar for at levere ”un-biased”, fordomsfri og veldokumenteret journalistik, for at være demokratiets forkæmpere og for at levere modig, væsentlig og relevant kvalitetsjournalistik.

Overalt i den bekymrede, professionelle medieverden drøftes der initiativer blandt medieudgivere og chefredaktører mod ”fake news”-bølgen, mod den politiske sorteper-kampagne målrettet pressen og mod mistilliden til journalister og medier. Det burde vi have stået sammen om på pressefrihedsdagen forleden. Det bør vi i fælleskab bruge det næste år på, mens det stadig kan nås.

Holdningsmedierne, bloggerne og facebook’erne skal nok klare sig, men vi kan ikke undvære den uafhængige presse i et velfungerende demokrati.

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 5. maj 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-pressefrihedsdag-med-bitter-smag

 

Red kvalitetsjournalistikken

Udgivet den af
Svar

”Hvis din vagthund sover, mens huset brænder ned, hvorfor så overhovedet have en vagthund.”

– Mark Lee Hunter, undersøgende journalist, professor og senior research fellow på INSEAD Business School Social Innovation Centre sagt på konference om ”Fake News” hos International Media Support i denne uge.

Hvad stiller vi op med nyhedsmedier, som ikke kan levere den vare, som de mest af alt var tiltænkt at skulle levere: At være en drivkraft i demokratiet. At være en velinformeret guide for den ansvarlige borger og vælger, som gerne vil forstå det samfund, han eller hun er en del af. At være den troværdige, sandhedssøgende kontrollant og udfordrer i forhold til magthavere af alle slags. Den, som holder demokratiet rent for korruption, manipulation og magtfordrejning? Hvad stiller vi op med medier, som har tabt publikums tillid og styrken til at løfte opgaven med at være korrektivet og vagthunden?

Kvalitetsjournalistikken er i en eksistenskrise. Det gør ondt at sige det. Men der er faktisk ikke noget bedre tidspunkt at drøfte det på end netop lige netop nu, hvor alle burde kunne se, at der er behov for at gøre noget.

Når vi er kommet i den absurde situation, at vi er nødt til at etablere uafhængige fakta-tjek-institutioner både her hjemme og i udlandet, fordi folk har mistet tilliden til journalisterne og de etablerede, professionelle medieinstitutioner som sandhedens vogter og vagthund, så er der da noget galt. Så er der gået ild i huset, mens vagthunden sov. Faktatjek, dokumentation, efterprøvning, indhentning af ekspertudsagn og fortællinger fra tilstedeværende kilder er jo netop selve journalistikkens kerneopgave.

Og nej – alting var ikke bedre i gamle dage. Jeg er på ingen måde fortidsromantiker. Manipulation af oplysninger, brug af selektive informationer, ændring af kontekst og misbrug af statistikker har altid været der. Det er ikke nyt.

I gamle dage havde vi slet ikke de research-redskaber til rådighed til at lave god journalistik, som vi har i dag. Vi havde slet ikke mulighed for at hente al den information ind, som vi kan i dag. Vi havde slet ikke alle de platforme og distributionskanaler til rådighed, som vi har i dag.

Pessimisme eller optimisme
Så hvorfor er alting ikke godt?

  • Fordi den teknologiske udvikling med Internettet har gjort det muligt for alle at være publicister, og informationsmængderne er nu så enorme, at ingen kan overkomme at sortere i strømmen af falske nyheder og ægte, troværdige nyheder.
    • Fordi hastigheden, mængden af aktiviteter på nettet og brugen af sociale medier nu giver en spredning af forkerte og falske historier med epidemisk styrke og gennemslagskraft, som ingen kan standse.
    • Fordi nettet belønner falske nyheder med brugertrafik og annoncekroner, hvis de er ekstreme nok, opsigtsvækkende nok og sensationelle nok.
    • Fordi mainstream journalistikken er blevet for doven, for konfliktsøgende, for uvidende, for meget på jagt efter at skabe kommercielle klik og afsæt til næste nyhedsopdatering.

Vi har fremragende eksempler – også i Danmark – på det man kalder undersøgende journalistik. Tag bare den seneste uges afsløringer af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) kritisable håndtering af sagen om kvotekongerne. Vi har fremragende eksempler på dokumentarudsendelser som TV 2’s i denne uge, der kan sætte brand i debatten om illegale arbejdere i Danmark. Det er ikke der, problemet ligger. Det er i den daglige nyhedsopdatering. I den daglige dækning af samfundsdebatten og af de vigtigste udfordringer for vores fællesskab.

Én for én stod Danmarks førende chefredaktører frem ved et arrangement i ugens løb afholdt af Ræson og Clement Kjersgaard og fortalte, hvor godt det går, og hvor fint alting er.

Og der var optimisme hele vejen rundt, også i forhold til at mediehusene er på vej til at finde en ny forretningsmodel til erstatning for den gamle, som for længst er brudt sammen. Med al den positivitet fra Ekstra Bladet over Politiken, Berlingske, Information og til Zetland er det vanskeligt at være lyseslukker.

Når udgiverne nu siger, at det ikke alene er det underholdende, der sælger billetter på nettet, men også den dybe journalistik og de svære historier, så bliver man jo helt opmuntret på demokratiets vegne.

Kvalitetsjournalistikken udfordret
I løbet af de seneste 20 år har journalistikken gennemlevet fire kæmpe store forandringer i forhold til forretningsmodellen: skiftet fra analog til digital, fremkomsten af de sociale medier, mobiltelefonens nye dominans som platform og de internationale teknologiselskabers indhug i store dele af annoncemarkedet og i brugernes tid og opmærksomhed.

Hele debatten om falske nyheder i forbindelse med det amerikanske valg sidste år har tvunget teknologivirksomhederne til at overveje, hvad det er for et ansvar, de har for, hvad der foregår på deres teknologiske platforme.

Der er indgået spændende nye samarbejder mellem teknologigiganterne og de store professionelle medier i bl.a. USA og Frankrig på området med at få luget ud i falske nyheder på nettet.

Men det ændrer ikke på, at teknologigiganternes forretning og algoritmer er indstillet på at favorisere det, der får mest opmærksomhed og deles mest, og det er ofte skod-indhold og ikke journalistisk høj kvalitet. Det er de sensationelle løgne, der får mere opmærksomhed end de tankevækkende sandheder.

Kvalitetsjournalistikken er udfordret. Faktatjek-sites som TjekDet.dk drevet af Mandag Morgen kan skabe en platform for opmærksomhed omkring forurening af nyhedsstrømmen og manglen på nuancer og fakta i den offentlige debat.

Vi kan indbyde til partnerskaber med eksperter og kolleger i andre dele af mediebranchen. Og vi har påtaget os opgaven med at udvide målgruppen for sitet til børn og unge, som må uddannes til at blive kritiske medieforbrugere og årvågne trafikanter på nettet.

Men faktatjek –sites gør det ikke alene.

Misrøgtet redskab

Vi må som journalister tage ansvar for at udvikle nye journalistiske formater og metoder, der bryder med misbruget af den kritiske journalistik og trangen til at fokusere på konflikt og drama. Alt for ofte bliver den kritiske journalistik til et mål i sig selv i stedet for et redskab til at gøre os klogere. Den misrøgtede form gør journalisten til overdommer i en slags sportskamp mellem to konfliktende synspunkter, hvor af det ene måske burde tillægges mere værdi, hvis journalisten med sin faglighed havde kunnet bidrage med kvalificeret modspil.

Vi må som medier og journalister være langt mere åbne omkring vores arbejde, arbejdsmetoder og research. Og så må vi præsentere nogle etiske værdier, som vi arbejder efter, og som folk kan forholde sig til og måle os op på. Mange medier har sådanne etiske værdier nedskrevet, men for at de skal have en effekt, skal de være en del af nyhedskulturen, efterleves, justeres og formuleres på ny i takt med tiden.

Og vi må som brugere selv tage et ansvar for det, vi deler på de sociale medier. Hvad er det, vi sender videre til venner og bekendte? Har vi selv gjort os nogle overvejelser om kilden til historien, hvor den stammer fra, og om den nu er falsk eller ægte?

Lad os få vækket vagthunden, inden huset brænder ned.

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 7 april 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-red-kvalitetsjournalistikken

 

Kidnapning af begrebet falske nyheder

Udgivet den af
1

Med en amerikansk præsident, der har gjort de professionelle medier til den nationale hovedfjende og de sociale medier til sine venner, så måtte der ske noget usædvanligt.

Det er blevet til den nok mest vigtige debat i årtier om pressens rolle i forhold til at afsløre misinformation og manipulation, om journalistikkens opgave og betydning for demokratiet og om den rette håndtering, når journalistikkens udøvere pludselig selv kommer i centrum for historierne og under hård anklage. Det er en relevant debat, der ikke bare føres i USA, men også har dybe tråde til vores hjemlige diskussioner.

Med en amerikansk valgkamp godt forurenet af falske nyheder og udokumenterede påstande med de sociale medier som affyringsrampe, og teknologigiganterne Facebook og Google under intens beskydning for ligefrem at tjene penge på at undergrave demokratiet med falske klikbare sensationer, så måtte der ske noget usædvanligt.

Det er blevet til, at Facebook og Google faktisk nu rykker på udviklingen af redskaber til at standse producenterne af de falske nyheder og på at få ryddet de falske historier ud af nettet.

Samtidig har den politiske nervøsitet for de falske nyheder og manipulerede sandheder bredt sig i Europa med en række afgørende valg forude i Holland, Frankrig og Tyskland. Her er Google og Facebook blevet konfronteret med politiske trusler om indgreb og krav om foranstaltninger til at holde nettet rent for det, der kan forpeste ethvert ellers velforankret demokrati.

Også i Danmark er der rejst spørgsmål til justitsministeren fra Socialdemokratiet om, hvordan den demokratiske debat kan beskyttes mod de falske nyheder, og Søren Pape har kort svaret, at man følger udviklingen i bl.a. Tyskland, hvor politikerne har luftet tanken om bøder til Facebook, hvis de tillader spredning af falske nyheder.

Ministerens svar oser ikke ligefrem af indsigt i området – og konkrete forslag til handling kan man tilføje. Rent ud sagt svært er det også at gøre noget fra politisk hold, uden at det får en ubehagelig klang af censur.

Alliancer mod falske nyheder

Men nu ser hele denne usædvanlige udvikling faktisk ud til på helt overraskende vis at forene de professionelle medier, teknologigiganter og menneskerettighedsorganisationer i en spændende nye alliancer. Det gjorde den allerede i 2016 i USA. Det gør den nu i Frankrig, hvor Google News Lab er gået sammen med Facebook og 17 af de største nyhedsorganisationer nationalt og lokalt i Frankrig i et interessant fælles initiativ under navnet CrossCheck.

Initiativet skal være et samarbejde, hvor det handler om at verificere historier på nettet, som kan være falske og opspore og fjerne dem, inden de spredes yderligere. Et initiativ der også bygger på, at brugerne og borgerne aktivt hjælper med. Det bygger på, at teknologivirksomheder udarbejder tekniske redskaber til at opspore de falske historier, og de professionelle medier og journaliststuderende hjælper til med at verificere historierne og varemærke dem som sande eller falske.

Så langt så godt. Tilsvarende alliancer kunne opstå i andre lande i den fælles interesse mellem nye og gamle medieplatforme at få standset forpestningen af nyhedsstrømmen.

Uanset om de professionelle medier og teknologivirksomheder kæmper blodigt og indædt om annoncekroner og kundedata med hinanden, så giver det mening at gå sammen om sådanne initiativer for at holde nettet rent. Og der kommer flere og flere af den slags netværks-initiativer i USA.

I september 2016 blev der lanceret et ”First Draft Partner Network” i USA med hele striben af de aller største professionelle nyhedsorganisationer, Twitter, Facebook og Google, menneskerettighedsorganisationer og enkeltstående faktatjek-sites som deltagere i det første netværk af sin art – blandt andet med det formål at:

  • Komme med anbefalinger om styring og overvågning af informationer og billeder i realtid, på tværs af flere netværk og på flere sprog.
  • At komme med metoder til at strømline og integrere processer for at kontrollere om et fotografi, en video eller en historie offentliggjort online er original og ægte.
  • At komme med metoder til at forhindre spredning af misinformation.
  • At komme med guides og kurser i faktatjek og kontrol med nyheders ægthed.

Det nye partner-netværk med over 40 deltagere er baseret på ideen om, at omfanget af de udfordringer, som samfundet står overfor omkring filtrering af faktuelle oplysninger og verificering af autentisk indhold på nettet, kun kan løses via et globalt samarbejde mellem organisationer repræsenterende nyhedsmedier, teknologivirksomheder og NGO’er.

Alliance mod had på nettet

Et tredje amerikansk initiativ under navnet ”Documenting Hate” er ligeledes blevet til i 2016 som et samarbejde mellem medier, teknologivirksomheder, journalistuddannelser og menneskerettighedsorganisationer om at dokumentere hadforbrydelser på nettet med henblik på politimæssig opfølgning og fjernelse af den slags materiale fra nettet.

Man kunne godt ønske sig at se danske medier mere offensivt drøfte, om tilsvarende tværgående alliancer kunne være relevante herhjemme eller som del af et fælles europæisk initiativ.

Vi kender ikke omfanget af falske nyheder på nettet, men fornemmelsen af, at fænomenet er blevet en indbringende kanal for alle mulige med interesse i enten at undergrave demokratiet – eller bare tjene penge på voldsomme klik-storme – er voksende.

Derfor må de store og utraditionelle netværk bydes velkommen som værende det indtil nu eneste relevante svar på forureningen af nettet.

Kidnapning af begrebet falske nyheder

Men netværk, nye koalitioner og teknologiske løsninger kan ikke – uanset stor slagstyrke -angribe og fjerne dem, der lige nu har kidnappet begrebet falske nyheder. Den amerikanske præsident og hans folk har nemlig på det seneste i deres krig mod medierne kidnappet selve begrebet ”falske nyheder” og misbrugt det på det skammeligste, fordi det lige nu er populært at slå løs på medierne.

Nu er meningsmålinger, som Trump og hans stab ikke kan lide, blevet til ‘falske nyheder’. Nu er kritiske mediers reportager og artikler blevet til ‘falske nyheder’. Nu er en liste fra Det Hvide Hus over 78 terrorbegivenheder, som medierne påstås at have nedprioriteret dækningen af, pludselig sandheden, selv om flere af begivenhederne på listen intet havde med terror at gøre – bl.a. i tilfældet Danmark og en række andre begivenheder, der er blev dækket væg til væg.

Så nu er løgn blevet til ”alternative fakta” i Trumps mediestrategi, og ubehagelige nyheder er blevet til ”falske nyheder”. Hvad bliver det næste?

Denne artikel har været bragt på http://www.altinget.dk den 10.februar 2017. http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kidnapning-af-begrebet-falske-nyheder

Medierne har svært ved at udfordre medierne

Udgivet den af
3

Det er forbløffende hvilke kræfter, der slippes løs, når medier laver fuldtonet spin om sig selv, og selv dygtige journalister må opgive at trænge igennem en tyk omgang tågesnak om forsvar for ytringsfriheden og pressefriheden, som ikke et sekund har været truet i denne sag og bogen ”Syv år for PET”.

Først en lille ”disclaimer”. Jeg har arbejdet tæt sammen med Politikens chefredaktør, Christian Jensen, i chefredaktionen for Berlingske, og jeg har meget stor personlig respekt for hans journalistiske talent, engagement og ambition. Jeg har siddet i bestyrelse for Radio24syv og været bestyrelsesformand for stationens direktør og chefredaktør, Jørgen Ramskov, og i øvrigt været kollega i bestyrelsen med Jakob Kvist, kreativ direktør for Forlaget People’s Press. Begge dygtige, skarpe og særdeles professionelle folk, og vores veje har krydset hinanden også tidligere i andre jobfunktioner.

Når denne lille sideinformation er nødvendig for læserne, så er det dels fordi den danske mediebranche er lille og har en tendens til at være ret indspist. Vi bør være mere åbne om bekendtskaber og kollegapositioner på kryds og tværs, når diskussionerne går højt. Dels fordi jeg i det efterfølgende kommer til at rette en skarp kritik af, hvordan der i de seneste dage er blevet skabt et heftigt og efter min mening helt uholdbart spin omkring bogen ”Syv år for PET”.

Læg dertil at medierne er rigtig dårlige til at kulegrave medierne selv og deres motiver.

En guide i spin
Jeg skal ikke gentage hele historien om PET-bogen, foromtalen af den efter den sædvanlige pressestrategi fra forlaget, det midlertidige fogedforbud, Politikens brud med fogedforbuddet, afsløringen af aftaler om tavshedspligt, der ikke blev overholdt mellem PET og bogens hovedbidragyder, Jakob Scharf, og efterfølgende ankesager, politianmeldelser med meget mere.

Dygtige kolleger som Clement Kjærsgaard, Kim Bildsøe Lassen, Kristoffer Eriksen og Kaare Svejstrup, Presselogen på TV 2 News og flere andre har forsøgt at skære igennem spinnet og tolke motiver og rejse en diskussion om medierne – eller i hvert fald nogle af dem – føler sig hævet over domstolene, når det sådan passer ind i deres kram.

Men det lykkes alligevel Jensen, Ramskov og Kvist at fastholde en argumentation om, at de er de sande helte, der har kæmpet mod afskyelige trusler om PET-censur og underlødige domstole, der fælder afgørelser på et urimeligt tyndt grundlag midt om natten.

Tillad mig en lille guide til det spin, der har præget de seneste par ugers debat:

Spinrunde nr. 1: Medierne skal ikke sende journalistisk materiale ind til forhåndscensur hos PET. Det undergraver ytringsfriheden og mediernes frie ret til at trykke og bringe samfundsrelevant indhold.

Nej, selvfølgelig skal medierne ikke det. Men i dette tilfælde er der altså tale om, at PET har en skriftlig aftale med hovedkilden til bogen om, at han som tidligere chef for PET ikke må medvirke i bogudgivelser uden efter godkendelse af PET.

Da hverken forlaget People’s Press eller Jakob Scharf tilsyneladende vil udlevere bogen til læsning hos PET inden udgivelse, så har PET ikke andre muligheder end af sikkerhedsgrunde at få nedlagt et midlertidigt fogedforbud. Spinnet gør denne helt særlige situation til en absurd generalisering og en frihedskamp for medier og bogforlag, der må og skal bekæmpe censur fra PETs side.

Her hopper kæden helt af og bliver til en kamp, der helt ignorerer de særlige omstændigheder omkring en bog, som forlaget selv har oversolgt i forreklamen og givet den med sovs og kartofler om afsløringer af hemmeligheder, og som potentielt – må læseren af den forreklame jo tro – kan indeholde oplysninger, der kan skade enkeltpersoner, landets sikkerhed eller vores forhold til andre landes sikkerhedstjenester.

Spinrunde nr. 2: En skandale at domstolen kan nedlægge fogedforbud alene på basis af bagsideteksten til et bogomslag og uden at have læst bogen.

I medietumulten forsvandt ordet midlertidigt fogedforbud fuldkommen ud i den blå luft. Og meget få gjorde sig den ulejlighed at forstå, hvad det der med et fogedforbud går ud på. Et fogedforbud, som nu ifølge retsplejeloven korrekt hedder: ”midlertidig afgørelse om forbud” kan kæres til Landsretten. Hvis fogedforbuddet opretholdes, skal det efterfølgende prøves ved en egentlig retssag, der skal indledes senest to uger efter.

Der var altså ikke tale om, at PET nødvendigvis ville have bogen standset. Man ønskede tid til at gøre sig bekendt med indholdet og købte sig tid med det midlertidige fogedforbud. Det var ikke et overgreb på den frie presse og ytringsfriheden.

PET passede bare deres arbejde, som er at beskytte os andre mod terror bl.a. Men det kom til at virke latterligt i spinmaskinen, at PET ville standse bogen alene på en oppustet bagsidetekst, og domstolen fik på puklen for at have fulgt PETS ønske.

Politiken, People’s Press, Jakob Scharf eller forfatteren kunne jo bare have givet PET mulighed for at læse bogen rigtigt fra start. Hvis de ønskede at standse den, så måtte de alligevel gå rettens vej og nedlægge et midlertidigt fogedforbud – men nu bare på et mere oplyst grundlag. Eller de kunne vælge at sige, at bogen ikke indeholdt ikke kendte hemmeligheder.

Hvis de valgte det første, kunne forlaget og Politiken jo have kæret sagen og gået imod fogedforbuddet i en egentlig efterfølgende retssag. Man kan altså ikke både bebrejde PET, at de ønsker midlertidigt fogedforbud på et for løst grundlag og samtidig ikke give dem mulighed for at læse bogen i sin helhed, når de har haft en aftale om tavshedspligt med hovedkilden til bogen.

Spinrunde nr. 3: Chefredaktørerne på Politiken og Radio 24syv var helt igennem i stand til at vurdere, at bogen indholdsmæssigt var harmløs og uden risiko.

Kritik af det standpunkt blev mødt med, at chefredaktørerne tog ansvaret for indholdet og stod på mål for det.

Ja, interessant. Men indebærer det også et ansvar for skadevirkninger over andre landes sikkerhedstjenester? Indebærer det også et ansvar overfor enkeltpersoner, som måtte blive eksponeret på farlig vis? Hvad hjælper det os andre, at Christian Jensen og Jørgen Ramskov står der på målet, hvis bogen skulle give anledning til at inspirere galninge til terroraktioner?

Hvis ”stå på mål for” alene betyder at være villig til at gå i fængsel for at have blæst på et fogedforbud, så hjælper det jo ikke meget på sikkerhedssituationen, hvis de tog fejl. Jeg tror PET er bedre til at vurdere den – trods alt.

Spinrunde nr. 4: Hvis bogen indholdsmæssigt var så harmløs, hvorfor hastede det så med at bryde et midlertidigt fogedforbud, inden forbuddet blev prøvet i en ankesag? Det kunne sagtens være nået inden bogens planlagte udgivelsesdato.

Der er ganske enkelt ikke givet nogen ordentlig forklaring på Politikens hast med at bryde fogedforbuddet inden en ankesag.

Her løber korstoget for ytringsfriheden af med chefredaktøren på Politiken. I et meget afslørende interview på Radio24syv med Christian Jensen prøver han at påstå, at han ikke vidste, at fogedforbuddet omfattede Politiken men kun Ekstra Bladet, men det forekommer simpelthen ikke troværdigt, at han ikke kan læse indenad og dermed se klart og tydeligt, at det omfattede hele JP/Politikens Hus med samtlige udgivelser.

Der kan ikke findes nogen anden god forklaring end profileringsjagt og salg. Politiken har prøvet det et par gange før at offentliggøre en bog i utide i et søndagstillæg, og det har været bestsellere.

Spinrunde nr. 5: Kampen mod censur er vigtigere end at respektere en domstolsafgørelse baseret på læsning af en bagsidetekst. PET skal ikke i et frit og åbent samfund kunne standse en bogudgivelse om en meget vigtig politisk periode i Danmark, hvor terroren flyttede ind hos os.

Som min gode kollega Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen, så klogt har kommenteret det i en leder: Beklikker man domstolene, undergraver man retssamfundet.

Medierne bør ikke medvirke til at undergrave retssamfundet. Vi jagter alle andre, der ikke overholder landets love, og det er en del af vores fornemste opgaver. Hvis vi er utilfredse med, hvad domstolene, regeringen eller Folketinget gør, så har vi det stærkeste våben i vores medier til at kommentere det, problematisere det og argumentere for vores sag.

PET går til domstolene og benytter retsplejeloven til at få et midlertidigt forbud nedlagt, fordi man ikke kan komme andre veje. Der kan være sager så store, så principielle og så fundamentale for vores demokrati og vores samfund, at vi som chefredaktører vil gå i fængsel for at afsløre dem, når det gælder korruption, magtmisbrug, magtfordrejning eller den slags.

Men bogen ”Syv år for PET” havde på ingen måde et indhold, der gør sådan en betragtning relevant i dette tilfælde.

Behov for en afklaring
Det lykkedes i en række interviews og debatter om PET-bogen at vedligeholde nogle spinhistorier, som burde være punkteret. Når medierne skulle gå kritisk til medierne selv, blev politikerne pludselig hentet ind som angribere. En ny situation for dem, men også et vidnesbyrd om, at vi i medierne selv burde tage en principiel debat om det her.

Hvordan optræder vi i terrortider? Skal vi respektere PETs rolle som beskytter af os i terrortider, med hvad det indebærer af restriktioner og særlige sikkerhedshensyn? Skal vi respektere domstolenes afgørelser, også når vi synes, de er forkerte og går os imod? Kan respekten for domstolene gradbøjes efter behov?

Da nogen åbenbart mener, der er tvivl om, hvordan vi skal agere som medier, så bør det da op på bordet til diskussion sådan mere principielt. Det er alt for vigtigt til andet.

http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-medierne-har-svaert-ved-at-udfordre-medierne

Hvem har fået mest valgkuller?

Udgivet den af
1

Her er et godt, aktuelt spørgsmål: Hvem har fået mest valgkuller?

Tre svarmuligheder: Politikerne, vælgerne eller medierne.

Et rigtigt svar: Medierne.

Ingen tvivl om at partier af alle slags sover med støvlerne på og er klar til valg og har været det siden sommeren skiftede til efterår, og regeringens helhedsplan blev lagt frem til tonerne af Liberal Alliances trusler om at vælte Løkke Rasmussen på topskatten.

Men politikernes valgberedskab overgås langt af mediernes valgkuller, og ikke en nyhedsredaktion i landet har undladt at have valgplanlægningen klar.

Kommer det, så kommer det
Vælgerne til gengæld må snart være så immune overfor valgsnak, at de fornuftigt nok er kommet til den konklusion, at kommer det, så kommer det. Jeg tror ikke, de orker flere af disse dybsindige analyser fra alle mulige kloge kommentatorer af alle mulige taktiske småtrin og bevægelser, der kunne tyde på hvis og måske og under særlige omstændigheder, at det hele ender med valg.

Ingen politisk kommentator har jo lyst til at blive udstillet som total idiot ved ikke at lave en helgardering lige nu og tale både om en valgmulighed og forligsmulighed. Og alle kan se, at Lars Løkke Rasmussen har sat sig selv på en ualmindelig svær opgave med en helhedsplan, som ingen har efterlyst, og en krisestemning, som er totalt ikke-eksisterende i befolkningen.

På den anden side når den slags analyse også hurtigt frem til, at ingen med potentiel mulighed for at spænde snubletråden ud for statsministeren og hans regering ser ud til at kunne have en vælgermæssig gevinst ud af potentielt at skaffe Socialdemokratiet til magten eller Nye Borgerlige ind i Folketinget.

I medierne stiger uroen og nervøsiteten, fordi vi ikke for længst har kunnet filme partierne gå ud og ind af dørene hos finansministeren eller statsministeren, og partilederne stå i en kødrand uden for glasdøren efter møderne.

Vi har ikke kunnet se tv-kanalernes reportere, politiske analytikere og korrespondenter stå foran de lukkede døre og rapportere til nyhederne som regel om ingenting, fordi partierne i sådanne situationer blot gentager deres kendte standpunkter og ikke refererer fra møderne.

Bortset fra det tyder meget på, at der faktisk har været rigtigt mange kontakter løbende mellem repræsentanterne for blå blok og regeringen siden fremlæggelsen af helhedsplanen med henblik på såkaldt teknisk afklaring, men også med henblik på at undersøge forligsmulighederne.

Anders Samuelsens logik
Vi har undervejs i mediernes valgfeber fået det ene portræt efter det andet af Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, på grund af hans trusler om at trække støtten som Venstre-regeringens parlamentarisk grundlag. Vi kan snart alt om hans barndom og hans søster, Mette Bock, ligeledes medlem af partiet og Folketinget, har forklaret, hvad der driver Samuelsen til med stålsatte øjne at holde fast i topskattelettelser i et format, som ingen andre partier køber ind på.

Den Samuelske forhandlingslogik går tilsyneladende ud på, at alle parter i et forlig må acceptere at indtage noget uspiseligt, som en anden part gerne vil have, mod til gengæld for selv at få noget igennem, som alle andre finder uspiseligt.

Et andet element i hans særlige forhandlingslogik er, at lægger man eksempelvis 10 ledige milliarder kroner på bordet til fordeling, så kan de fordeles på en måde, så hvert parti kan bestemme over anvendelsen af et antal milliarder i forhold til partiets størrelse. Det er en forhandlingslogik, som Samuelsen står ret alene med. Men nu har Liberal Alliance i hvert fald fået cementeret deres ønske så meget, at det er svært at finde nødudgangen.

Lige præcis det har givet anledning til en særlig analysedisciplin, der går ud på at tolke, om der nu er sprækker af åbninger i udtalelser fra kombattanterne i topskatteslaget. Ja selv tolkningen af fastheden i stålsatte, blå øjne hører med i billedet.

Stop jagten på konklusionen
Som medier vil vi jo altid gerne fortælle konklusionen, inden den er der, og vi vil gerne afsløre nyheden som de første. Men det er en uskik at lege gætteleg hele tiden, om der nu bliver valg eller ej. Selvfølgelig skal medierne dække intenst, både når der bliver truet med at trække tæppet væk under regeringen, eller der bliver anbefalet en Dronningerunde for at rense luften.

Medierne skal dække regeringens helt åbenlyse parlamentariske udfordringer med helhedsplanen. Men det store kommentariat, vi efterhånden har af politiske journalister, politiske analytikere, kommentatorer m.v. i medierne har lige præcis nu ikke bedre kort på hånden, hvad angår konklusionen på helhedsplanens skæbne, end alle mandagstrænerne blandt vælgerne ude i sofaerne.

Faktisk var åbningsdebatten i denne uge efter statsministerens åbningstale mere stilfærdig og saglig, end man kunne forvente af et Folketing, som skulle være på vej til valg, og en regering, som skulle være på vej til at blive væltet. Så måske skulle vi også i medierne skrue lidt ned for valgblusset for en stund og afvente at de officielle forhandlinger går i gang i den kommende uge.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 7. oktober 2016: Valgkuller

 

Tænk DR helt forfra

Udgivet den af
3

Så er brandalarmen udløst i Ørestadens fire ikoniske DR-bygninger. Kampen om DR’s fremtid er gået i gang for fuld udblæsning med Dansk Folkepartis forslag om at skære DR’s budget med 25 procent, og kulturministerens bebudede udspil på medieområdet her i efteråret. Også med en dagsorden om at DR som helhed skal fylde mindre, at provinsen skal fylde mere i sendefladen, og at der skal være mere plads til de private medier.

DR’s defensorhold internt og eksternt har skruet sig op til, at demokratiet nærmest er truet, hvis man rører ved DR’s bevilling, og at amerikanske, kommercielle tilstande er på vej ind på det danske tv-marked, hvis DR ikke får mulighed for at levere den samme kvalitet, mangfoldighed og volumen som nu. Udfordrerne kritiserer DR for at være for stor og dominerende, for selvfed og for tonedøv overfor medielandskabets dramatiske forandring og de private mediers alvorlige overlevelseskamp.

Internationale spillere er de store skurke

Alle er enige om, at Google og Facebook, YouTube, Netflix, HBO og andre internationale spillere, der suger annoncekroner og abonnementspenge ud af det danske marked, er de store skurke. Men dem kan vi ikke standse eller gøre noget ved.

Dem skal vi tilmed bare regne med kommer til at fylde mere på medie- og underholdningsmarkedet. Derfor taler vi i stedet om samspillet mellem statens medier og de private medier. Eller rettere: vi taler om DR og næsten ikke om TV2 og slet ikke om de to bekostelige, regionale public service systemer, som staten også driver med henholdsvis radio og TV produktion.

Og mens katten eller vilddyret, som nogen nok vil kalde det, er sluppet ud af sækken, og forhandlingerne om nye medieforlig for både de private og offentligt ejede medier stadig burde være et stykke tid væk, så er starten gået til, at mediepolitikken i almindelighed og DR i særdeleshed kan blive et hedt emne i efteråret i en potentiel valgkamp, eller debatten kan bruges til markante, værdipolitiske udmeldinger, som alle borgere kan forholde sig til, mens diskussionen om en økonomisk 2025- plan straks er mere fjern for de fleste.

Helt ude af trit med den nye politiske timing af en mediepolitisk debat i efteråret, så sidder et public service udvalg og arbejder på et oplæg til, hvad der skal være ”public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år.”

Udvalget skal opstille scenarier for, hvad dansk public service kan/bør være i fremtidens individualiserede og fragmenterede medieverden. Det skal aflevere konklusioner til nytår, men må ikke komme med konkrete indstillinger. Endelig har Kulturstyrelsen iværksat en analyse af de internationale aktørers indvirkning på det danske mediemarked både økonomisk og publicistisk. Den analyse skal være færdig til sommer 2017.

Ideelt set ville public service udvalgets input, analysen af de internationale aktører på det danske mediemarked og en synkronisering af forhandlingerne om mediestøtten til de private medier og fremtidens rammer for public service medierne være det seriøse og kloge fundament for et nyt og epokegørende medieforlig med virkelig nytænkning.

Men sådan er politik jo ikke altid. Det er også timing, muligheder der opstår, situationer som skal udnyttes, og politiske konstellationer som pludselig kan ændre sig.

DR minus 25 procent

En beskæring af DR’s budget med 25 procent fra 3,7 milliarder kroner til godt 3 milliarder kroner, som DF foreslår, er ikke en spareplan. Det vil være en markant omkalfatring af DR’s virksomhed, og DF-planen giver ikke noget godt sammenhængende bidrag til, hvad der skal være DR’s fremtidige opgave.

Partiet kommer med nogle anvisninger på lukning af kanaler, lukning af DR’s egen medieforskning, beskyttelse af DR’s ensembler mod nedskæringer ved at flytte dem på finansloven og ud af licensfinansiering, øget udlicitering, indførelse af login til DR’s digitale tjenester, nedsættelse af cheflønninger og større produktion i provinsen.

Alt sammen forslag, som selvfølgelig kan beregnes og diskuteres, men det er noget andet, der er brug for. Der er brug for at tænke DR og statens medier forfra.

  • For at finde den nye identitet og nydefinere den vigtige opgave, som DR skal løse i et totalt forandret medielandskab og i samklang med den nye kulturpolitiske og dannelsesmæssige udfordring, vi står med – større end nogensinde faktisk på grund af globaliseringen, den digitale transformation og indvandringen i Danmark.
  • For at slippe TV2 løs og sælge det til kommercielle interesser med stærke public service forpligtelser. Det er alligevel kommercielt finansieret, og det kan sagtens lade sig gøre at stille krav til kvalitet og indholdskategorier, selv om kommercielle ejere skal drive det og tjene penge på det.
  • For at lægge de to regionale mediesystemer – DR’s radioregioner og TV 2’s regionale TV-stationer – sammen til en organisation, der ville kunne levere både radio og TV og bidrage til de nationale kanaler også.
  • For at sikre DR’s ensembler og koncerthuset i et nyt organisatorisk regi uden for licensfinansieringen, men stadig med stærke forpligtelser til at levere ind til DR’s sendeflader.
  • For at målrette DR’s programudbud og antal kanaler til løsningen af nogle kerneopgaver og få skåret til, hvad der ikke er inden for den skive.
  • For at videreføre Radio 24syv i privat regi med public service-forpligtelser men i et mindre rigidt indholdsmæssigt minuttyranni end nu, fordi i mindre målestok end TV 2 at skabe et reelt public service alternativ til taleradio på P1.
  • For at sikre DR’s klassiske funktion som talentfabrik i forhold til en række kunstneriske og journalistiske discipliner.
  • For at skabe fair behandling af dem, der betaler deres licens, i forhold til dem, der bare er med på en gratis kigger på nettet. Indførelsen af et digitalt login er retfærdig omgang med et fælles samfundsgode, så længe vi har et licenssystem og ikke finansierer regningen af statens medier over skatten.
  • For at forenkle DR’s organisatoriske set up og nytænke den driftsmodel, som blev indført i 90’erne, og som helt automatisk giver svære beslutningsveje og mange ledelseslag. Dengang nødvendigt for at forny kulturen og skærpe ideer og innovation. I et nyt DR for kostbar en model.

DR’s nye rolle

Et DR minus 15 eller 25 procent i budget behøver ikke bliver et DR minus 15 eller 25 procent i betydning og indflydelse som kulturinstitution og journalistisk fyrtårn. Danmark har brug for en stærk public service-virksomhed, som med høj kvalitet kan bidrage til oplysning, viden, kultur, underholdning, dannelse og uddannelse.

Som kan være samlingspunkt på forskellige medieplatforme for både børnene og os andre. Som kan gøre os klogere hver dag på os selv og hinanden. Som kan formidle både de danske værdier og det globale udsyn. Som kan bygge bro over kløfter og konflikter, afsløre manipulation og misinformation og vise os sandhederne.

Gør DR ikke lige præcis det i dag? Jo, på mange måder, men blandet op med alt muligt andet, og fikspunktet er gennem årene blevet alt for sløret og uklart, og målsætningerne er præget af en panik over at risikere at miste grebet om den digitale transformation.

Et alt for tabloid DR

Udviklingen af nye danske koncepter og ideer – med undtagelse af drama – er for sparsom. Jagten på et digitalt publikum og de unge brugere er blevet til en alt for tabloid version af DR’s nyhedsudbud på nettet med gratis adgang. Involveringen af brugerne er blevet til en massiv findyrkelse af det Facebook, som ikke betaler skat i Danmark, og som de private medier kæmper med på annoncefronten.

DR har en formidabel stærk position og troværdighed. Det kan der bestemt bygges videre på. Det er en meget vigtig kulturinstitution i Danmark. Men vi kommer aldrig ind i kernen af den alvorlige prioriteringsdiskussion og til en fundamental nytænkning af vores public service ikon, hvis man ikke kan tillade sig at gøre tankeeksperimentet: Hvad nu hvis DR skulle etableres i dag og for en fjerdedel mindre end nu i pris?

Jeg er ikke sikker på, at DF har ramt det rigtige tal og heller ikke på, at de har ramt de rigtige spareforslag, men de har i hvert fald ramt det behov, at DR bør nytænkes.

Jeg tror bare, at opgaven er meget mere fundamental og kræver, at politikerne bliver mere klare på, hvad der skal være DR’s opgave i fremtiden. Den debat bør DR selv have en mulighed for at komme med et bidrag til. Derfor en opfordring til, at DR viser os forskellige scenarier for fremtidens public service virksomhed, som er tilpasset en ny medievirkelighed.

 

Denne klumme er tidligere blevet bragt på Altinget.dk den 12.08.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-taenk-dr-helt-forfra