Kategoriarkiv: Medier

Sass & Pind i politisk pudekamp

Udgivet den af
Svar

TV 2 News’ nye politiske debatprogram er for meget en lukket fest for de to værter. De undværer gerne et journalistisk filter, men helt ærligt ville netop det gøre meget gavn ved konceptet. Der skal mere en to politiske koryfæer til at skabe godt og spændende tv.

Har vi brug for nye tv-formater til at revitalisere den politiske debat og engagere flere danskere i politik mellem folketingsvalgene? Ja! Som i: Det har vi virkelig desperat brug for. Der er virkelig ikke meget fornyelse i det område.

Har vi brug for, at politikerne får lov til at udfolde deres inderste visioner, drømme og forhåbninger uden at tale i one-liners og 30 sekunders klip? Ja!

Vi har brug for at politisk arbejde bliver mindre taktik, mindre partidisciplin og mere en konkurrence på de bedste ideer, de mest innovative tanker og drevet af personligt politisk lederskab. Det lykkes kun, hvis politikerne har modet til det.

Har vi brug for, at tilliden til vores politikere bliver øget, fordi vi både forstår udfordringerne, de kæmper med, de politiske prioriteringer, handlerummet og de politiske holdingsforskelle? Ja! Mere end nogensinde. Tilliden til politikerne er på lavpunktet. Kompleksiteten i de beslutninger, der skal tages, er voksende. Risikoen for, at det alt sammen øger følelsen af afmagt og fornemmelsen af ikke at blive hørt i befolkningen, er stor.

Der er alt mulig grund til, at dygtige konceptudviklere på tv udvikler nye formater for den politiske debat, der ligger ud over den hurtige nyhedsformidling.

Derfor: Hatten af for, at TV 2 News afprøver et format som Pind & Sass. Det er for tidligt og sikkert helt uretfærdigt at dømme det ude efter kun én udgave, men der skal godt nok ske et mirakel, hvis det skal blive et hit med det nuværende koncept. Der skal simpelthen mere en to politiske koryfæer uden journalistisk filter til at skabe godt og spændende tv.

Konceptet for Pind & Sass må være noget i retning af at tage den aktuelle uges topemner, som de to hver især tænder på, blande det op med lidt løs sniksnak og så få en diskussion i gang om de udvalgte emner set fra henholdsvis et liberalt og et socialdemokratisk ståsted.

Problem nr. 1 er, at ingen af de to har muligheden for at tale helt frit fra leveren. Henrik Sass er en del af den Socialdemokratiske topledelse og har med den placering en række hensyn, han skal tage. Søren Pind er ude af Folketinget, men han har tydeligvis ikke sluppet loyaliteten overfor hverken regeringen eller Venstre.

Dermed får vi en debat, der sådan er lidt gensidigt drilleri om, hvem der nu har ansvaret for hvilke problemer, og hvem der kan rose sig af hvilke forbedringer. Så et par sjove stikpiller til hinanden og så videre til det næste. Det skal måske være underholdning, men i så fald er det bare ikke sjovt.

Hvis det her format skal kunne noget, så skal det gøre os som seere klogere, for Pind & Sass bliver aldrig sjove hyggeonkler. De er til gengæld spændende politikere med et ideologisk format og en ballast af erfaring.

Når formatet med Ellemann & Lykketoft var interessant i en lang periode, så var det fordi de to udenrigspolitiske koryfæer kom med et kæmpe bagkatalog af viden om udenrigspolitik og kunne berige aktuelle udenrigspolitiske dagsordener med forskellige indfaldsvinkler, personlige anekdoter og en række historiske tråde op til nutiden.

Problem nr. 2 er, at formatet ikke fornyr den politiske debat på en måde, så man bliver klogere på politik.

Det er ganske enkelt for indforstået og for meget pudekamp, når diskussionerne flyver over bordet om kommunalreformen, og hvilke regioner, der er gode eller dårlige til at styre kvaliteten af sygehusbetjeningen, om hvem der havde ansvaret for dem, og om hvem, der har haft mest ansvar for at lukke lokale politistationer rundt omkring i landet.

Pind sammenligner Sass med Corbyn, uden at nævne, at det er den britiske Labour-leder, Jeremy Corbyn, der er tale om. Næppe paratviden hos alle seerne, hvad han lige står for.

Problem nr. 3 er, at Pind og Sass skøjter rundt, uden at de i virkeligheden reelt udfordrer hinanden. Lige præcis det filter i form af en nysgerrig journalistisk vært, som er fjernet i programmet. Når Pind ikke rigtigt svarer på udfordringen fra Sass med fjernelsen af det demokratiske led, hvis man nedlægger regionerne, så er der ikke nogen, der bider sig fast i det problem, og stiller Pind spørgsmålet, om han hellere vil have at Folketinget skal styre sygehusene eller ekspertbestyrelse skal gøre det.

”Jeg vil ikke have nogen mellem mig og min læge”, siger Pind. Men nu taler vi om den milliard-butik, som sygehusene er og ikke den praktiserende læge. Hvem skal prioritere, om lille Alfred skal vente 15 timer på en skadestue, eller om en anden patient skal vente i stedet for? Det fik vi ikke noget svar på.

Når Sass på baggrund af hvidvasksagen i Danske Bank siger, at virksomhederne ikke kan styre sig selv, og der derfor skal lægges loft over honorarer til bestyrelsesmedlemmer og direktører i private virksomheder, så bliver den udtalelse ikke udfordret vedholdende af Pind, men det hele bliver i stedet til en konsensus om, at grådighed er noget skidt.

Når journalister viser deres gavn, så er det lige præcis i sådanne politiske karusselture som disse, hvor meningerne bliver serveret i noget, der minder om en uforpligtende samtalesalon bedst egnet til at foregå over et glas vin eller en fadøl.

Det ligger godt til både Pind og Sass at ønske sig et program uden journalistisk filter, uden kritiske journalisters afbrydelser og uden irriterende opfølgning på, hvad de hver især siger. Forhåbentlig kan programmet udvikles til noget, der ikke bare er hyggeligt for de to selv, men som også kan give seerne noget, de kan blive klogere af.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 5. oktober 2018:

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-sass-pind-i-politisk-pudekamp

Ud af grotten – ind i hjerterne

Udgivet den af
Svar

Katastrofer skal have få helte og få ofre, der kæmper en fortvivlet kamp mod naturens kræfter, så følger vi dem time for time over hele verden. Indstil næste hjerteskærende katastrofe. Hvis katastroferne er enorme, er ofrene mange hundrede og redningsmandskabet i tusindtal, så flyder dramaerne let forbi os i nyhedsstrømmen.

Man siger, der helt enkelt findes to slags journalistik, der virkelig rammer os i hjertekulen. Den, hvor vi kan sige: Godt det her ikke sker for mig. Og den, hvor vi kan sige: Bare det her skete for mig. Den første rammer vores empati, vores medmenneskelige sympati og vores frygt for at vores nærmeste eller vi selv bliver ramt af noget tilsvarende. Vi kan helt umiddelbart og konkret identificere os med de ulykkeligt ramte. Den anden rammer vores drømme, misundelse, forargelse og håb. Når noget bliver meget konkret, så rører det vores følelser.

For at en nyhedshistorie i katastrofekategorien skal kunne ramme en af disse to genrer rent med størst mulig fascinations- og gennemslagskraft i nyhedsstrømmen, så skal ulykken have et begrænset antal ofre. Børn giver altid en klar identifikation. Selv om de måske har båret sig uforsigtigt og dumt ad, så er de per definition uskyldige i den ulykkelige situation, de er havnet i.

Der skal være håb for deres redning, selv om det ser vanskeligt/umuligt ud. Der skal være en form for tidsfaktor og dramaturgi i forløbet med lykkelige øjeblikke og dramatiske tilbageslag. Der skal være store og små helte, som kan følges gennem anstrengelserne. Og der skal være en international interesse for sagen og en kendisopmærksomhed skader heller ikke.

Hvis det her lyder kynisk, og det gør det, så prøv at tænke efter. Hvilke ulykker husker vi bedst. Præcis den her slags med fodbolddrengene i Thailand, som omfatter små grupper, der befinder sig i en dramatisk situation, de kan miste livet ved. Indespærret i en grotte hvor druknedøden er overhængende realistisk. Indespærret i en mine, som 33 arbejdere i Chile. Eller russiske sømænd indespærret i en ubåd på havets bund.

Historien om de 12 fodbolddrenge fra The Wild Boars junior fodboldhold og deres træner, som måtte tilbringe mere end to uger i Tham Luang grotten i det nordlige Thailand, havde det hele. Det handlede om børn, der havde søgt ly i en grotte for regnen og antagelig var blevet presset langt ind i dens mørke, uvejsomme indre af oversvømmelser. De store helte var selvfølgelig det thailandske Navy SEAL team og de internationale dykkere, der fik dem ud med eget liv som indsats. De små helte, alle de mange frivillige der strømmede til området for at hjælpe med opmuntring, mad og forsyninger.

Dramaturgien havde også det hele. Der gik ni dage inden de unge fodbolddrenge blev fundet af tre britiske specialdykkere. En dykker mistede livet i forsøgene på at fragte iltflasker ind i grotten og finde metoder til at få børnene ud i live. Monsunen trængte sig på med truslen om, at grotten i løbet af en dag eller to ville være endnu mere oversvømmet og måske endda også den forhøjning, som drengene havde fundet op på, da de i første omgang redede livet.

Hele den internationale breaking news business var på sagen, og grotteområdet blev oversvømmet af udsendte reportere, der kunne tale og tale i timevis, fremvise vandpumper og ventende pårørende, og blive stillet alle mulige spørgsmål om børnenes tilstand, redningsmetoder og tidsplaner, som de reelt ikke havde noget svar på.

Med tilbageholdt åndedræt har vi alle fulgt med i og talt om børnenes tilstand og stillet spørgsmålet igen og igen, hvorfor i alverden de i første omgang begav sig ind i den grotte? Alle – både med og uden børn på den alder – har kunnet identificere sig med de angste forældre og med børnene i grotten.

DR og TV2 var på pletten med live-reportere klar til omstilling, og de danske medier var så heldige, at en dansk dykker deltog i redningsaktionen.

USA’s præsident sendte lykønsknings tweet i forbindelse med redningen af de sidste af de 13 indespærrede i grotten. Teslas karismatiske tech-milliardær, Elon Musk, lagde vejen fordi grotteområdet med en miniundervandsbåd bygget til hans måneprojekt, som måske skulle kunne bruges på landjorden til at hjælpe børnene ud.

Båden kom aldrig i brug, men Elon Musk fik taget billeder af sig selv efter grottebesøget og fortalt alverden på twitter om hans hjælpeaktion. Politikere og personligheder fra hele verden sendte sympatihilsener til redningsteamet og drengene på de sociale medier. Det internationale fodboldforbund FIFA lovede drengene billetter til VM-finale kampen i Rusland. Andre fodboldhold sendte hilsener og invitationer. Hele verden levede med i historien, og der blev bedt på alle slags sprog for deres overlevelse

En anden historie

Mens alverden fulgte eftersøgningen og senere redningen af de 12 fodbolddrenge og deres træner, så skete der andre katastrofer i præcis samme periode, som bare ikke fik andet end kortvarig opmærksomhed, selv om de havde langt flere ofre.

Mindst 18 personer omkom, efter at to både med mange kinesiske turister kæntrede i havet nær ferieøen Phuket. 38 personer savnedes efter ulykken. Båden kæntrede, da den blev ramt af fem meter høje bølger. Den havde netop forladt Koh Racha, der er populært blandt snorkeldykkere, for at returnere til Phuket. Om bord var 105 passagerer. Samme dag kæntrede også en anden båd nær Phuket. Ifølge lokale medier var der tale om en båd med 39 kinesiske og europæiske turister om bord nær øen Koh Mai Thon. Alle fra denne båd blev reddet derfra i live.

Her er altså tale om langt flere døde og en større katastrofe. Men det er ikke børn, der sidder på en stump klippe i en oversvømmet grotte. Det var kinesiske og europæiske turister i ubestemmeligt antal og ingen medier gjorde rigtigt meget ud af at finde ud af sammensætningen.

Og i samme periode, ud for Libyens kyst: Over 63 migranter menes omkommet, efter at deres båd gik ned. Det andet forlis af denne art inden for to døgn. 41 migranter blev samlet op, efter at deres fartøj var gået ned. En stor gummibåd forulykkede dagen senere ud for Libyens kyst med over 100 migranter om bord. 16 af de ombordværende blev reddet og ni omkomne er blevet bjærget. Der er ingen oplysninger om de øvrige.

Døden på Middelhavet er blevet så meget hverdagskost i medierne, at tabstallene dårligt nok rapporteres mere. Vi kan ikke rumme at omfatte migranterne med sympati, fordi de kommer i store mængder, leverer så mange problemer til Europas dørtrin og skaber både frygt og afmagt hos de politikere og den lokale befolkning, som skal finde løsninger på at holde migranterne hjemme på det afrikanske kontinent og få sendt dem tilbage, der ikke skal have asyl i EU.

Lad os tage et tredje eksempel. I samme periode som fodboldholdet og træneren i grotten stjal al opmærksomhed, misterede tæt på 200 mennesker livet under oversvømmelser i Japan efter det kraftigste regnvejr i tre årtier.

Kampen er sat ind med 70.000 redningsarbejdere for at finde de sidste savnede. Omkring to millioner mennesker er blevet evakueret. Her er ingen livereportere på hvert gadehjørne for at følge katastrofen. Her er tabene så uoverskuelige og redningsarbejdet så omfattende, at vi ikke kan identificere os med det. Det bliver ”bare” en kort nyt i nyhedsudsendelserne, mens redningen af de 12 fodboldsdrenge og deres træner tager toppen af nyhederne

Når spotlightet slukker

I de kommende dage og uger vil medierne bestorme drengenes familier og drengene selv, når de engang kommer ud fra hospitalet og kan fortælle deres historier om de to rædselsuger i grotten.

Det er interessant, at en af de chilenske minearbejdere, der for nogle år siden sammen med 32 kolleger var indespærret i en sammenstyrtet mine i det nordlige Chile i 69 dage, nu på Reuters fortæller om det mediecirkus og den enorme opmærksomhed, der blev dem til del umiddelbart efter den mirakuløse redning. Men få uger efter slukkedes den internationale spotlight på dem, og medierne og folks opmærksomhed var videre til næste drama. Den rutsjetur fra krise og døden-nær til verdensopmærksomhed og lykke – og så tilbage til glemsel, er brutal og forventelig – også for fodbolddrengene.

Allerede nu er de personlige historier om de 12 drenge og deres træner på vej i medierne. Mange af dem viser sig at være fattige, statsløse drenge fra de små og store etniske mindretal, der krydser grænsen mellem Thailand og Myanmar.

Blandt fodboldholdet skiller allerede historien om en af dem, Adul, sig ud i den internationale presse. En statsløs dreng fra Wa-regionen, hvis forældre efter at have krydset grænsen til Thailand for otte år siden ifølge New York Times efterlod sønnen ved den lokale Baptist kirke i Mae Sai og bad den lokale præst om at tage vare på ham. Wa-regionen i Myanmar er præget af borgerkrig og mulighederne for en god uddannelse for den unge Adul ikke eksisterende. Han blev den, der på blandt drengene i grotten kunne kommunikere på engelsk med de britiske specialdykkere og fortælle om deres tilstand. Andre heltehistorier vil følge.

Om træneren, den 25-årige Ekkapol, som takket være sin uddannelse hos buddhistiske munke lærte drengene at meditere og finde ro under opholdet inde i grotten, ligesom han ansvarsfuldt overlod sin ration af mad og drikke til drengene og var den sidste, der kom ud.

Men lige om lidt er også drengenes historier fortalt, og medieverdenen rykker videre til den næste menneskelige katastrofe, som vi kan overskue at identificere os med. Så overlades scenen til filmselskaberne, der ser dramatisk potentiale i at fortælle drengenes historie som film.

Denne artikel blev også bragt på altinget.dk den 13.juli 2018. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-ud-af-grotten-ind-i-hjerterne

 

Derfor er Facebook en trussel mod demokratiet

Udgivet den af
Svar

Facebook er blevet et suverænt, stærkt politisk våben og en trussel mod vores demokrati. Vi lader et privat selskab overvåge os alle sammen og sælge de indhøstede data til den højestbydende.

Om den nyeste Facebookskandale – stadig under udfoldelse og efterforskning – med 50 millioner amerikaneres personlige data udleveret til et britisk dataanalyseselskab og brugt til målrettet politisk kampagnekommunikation for Trump og andre, så er der kun en god ting at sige: Nu må det efterhånden være gået op for den sidste og mest langsomt opfattende, at Facebook ikke handler om at være en filantropisk, social hyggekomsammenplatform, men om at drive en benhård, psykologisk analysemotor og en kynisk forretning med data og annoncer.

Det må også være gået op for den sidste naive sjæl, at Facebook er blevet alt for meget af en gigantisk stor virksomhed, der ikke har styr på sine egne processer, ikke har styr på sine egne data og sin egen etik.

En kolonialistisk, digital fribytter, hvis stifter og leder, Mark Zuckerberg, altid er der for at udbrede den positive, globale sweettalk om at bygge fællesskaber og relationer, men som forsvinder ud af rampelyset, når de professionelle medier afslører, at hans platform har solgt annoncer til russiske troldefabrikker for millioner af dollars.

Eller når hans firma har lånt millioner af kunders data ud til en virksomhed, som dermed fik adgang til at sende personaliserede, politiske budskaber til amerikanske vælgere, uden at de var klar over, hvilken manipulation de blev udsat for.

Og endelig må det være gået op for den sidste utopist, at vores demokrati er udsat for svær og uoprettelig tæring i fundamentet. Som en af Facebooks egne medarbejdere, product manager Samidh Chakrabarti, i øvrigt selv kom til at sige i januar i år i en refleksion efter afsløringen af den russiske troldeskandale: “Når sociale medier er bedst, så tillader de os at udtrykke os selv og handle. Når de er værst, så tillader de folk at sprede misinformation og undergrave demokratiet.”

Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, kaldte det i januar for sin personlige udfordring i 2018 at “fikse Facebook”. Med det mente han at sætte ind mod fake news, datamisbrug og digitale angreb på nationalstaterne og deres demokratiske valg. “Vi forhindrer ikke alle fejl eller misbrug, men vi gør for øjeblikket for mange fejl i håndhævelse af vores politikker og vores evne til at forhindre misbrug af vores værktøjer,” sagde han.

Og det var jo så sandt, som det var sagt. Nu står vi så her igen. Og Zuckerberg siger det samme. At Facebook undskylder over for brugerne, at firmaet ikke har taget vare på deres data på en ordentlig måde.

Facebook har i mere end to år vidst, at deres data – oprindeligt udleveret til såkaldte forskningsformål – var leveret videre til Cambridge Analytica og derefter misbrugt til politisk kampagneformål. Tilsat det stærke krydderi af politisk intrige og Trumps tidligere nære kampagnechef og medarbejder, Steve Bannon, som medejer af Cambridge Analytics, samt at firmaet er finansieret af Mercerfamilien, som var stærke støtter for Trump-kampagnen i 2016, så er magtspillet fuldbragt.

Millioner af amerikanske vælgere og deres venners personlige profiler og adfærd på nettet er blevet analyseret via deres Facebookdata, og på den baggrund har Trump-kampagnen kunnet teste brugen af bestemte udtryk under kampagnen, målrette anvendelsen af bestemte annoncer og tilgangen til bestemte emner.

Og alt sammen har det kunnet personaliseres til den enkelte vælgers foretrukne interesser, følelser og bekymringer. Facebook kan med den måde, vi bevæger os rundt i deres univers, tegne et så tæt psykologisk portræt af hver af os, at det er langt mere vidtgående i registrering end noget andet firmas lige nu.

Når forargelsen over det, der foregår i USA, har lagt sig, og både britiske og amerikanske myndigheder og politikere har stillet Facebook til regnskab for ikke at beskytte kundernes data ordentligt, så står en ting tilbage: Facebook er blevet et suverænt, stærkt politisk våben og en trussel mod vores demokrati.

Adgangen til Facebooks psykologiske profiler på hver af os kan med den rigtige målrettede kommunikation vinde valg, manipulere med holdninger og flytte stemmer.

Det er jo politikerne og deres kampagnechefer i USA såvel som i Danmark, der benytter adgangen til, via køb og brug af Facebookdata, at kommunikere målrettet, segmenteret og differentieret til vælgerne. Niveauet af brug af data kan være mere eller mindre sofistikeret, men vi har for længst overskredet den tærskel, hvor overvågningen og brugen af data blot handler om køn, alder og geografisk placering.

Målingen af vores adfærd på nettet handler om afdækningen af personlige præferencer og psykologiske profiler på alle mulige områder, om hvad vi liker og ikke liker. Hvad vi søger på, og hvad vi sørger over eller glæder os over. Hvad vi foretager os og med hvem.

Facebook stiller annonceredskaber til rådighed, der i dag bringer de politiske partier, også i Danmark, tæt på den målrettede og personaliserede kommunikation. Men Cambridge Analytics gik lige nogle skridt videre end det i deres bestræbelser på at sikre Trump valgsejren, og de høstede data i et endnu dybere lag end det sædvanligt tilgængelige for enhver, der vil lave en annoncekampagne.

Politisk kommunikation har altid handlet om at ramme de rigtige vælgergrupper med de rigtige budskaber og på det rigtige tidspunkt. Metoderne til at gøre det er bare blevet endnu mere sofistikerede end tidligere, og fornemmelsen af overvågning er snublende nær.

Det samme er fornemmelsen af, at politiske budskaber kan bøjes i alle mulige retninger alt efter den modtager, som skal modtage dem, uden at naboen med et andet adfærdsmønster får samme budskab, men måske et helt andet, som rammer præcis hans eller hendes præferencer og bekymringer.

Kan vi lovgive imod at bruge indsamlingen af data til politiske formål og målrettet politisk kommunikation? Det kan vi kun, hvis vi forbyder de politiske partier at bruge den kanal, som internettet og de sociale medier er, til deres budskaber. Det er næppe en fremkommelig vej i 2018.

Kan vi lovgive om større transparens i forhold til at kunne se på de sociale medier, hvem der er afsender på de forskellige budskaber, vi modtager, og hvad de har registreret på os? Det er måske en fremkommelig vej. Kan vi på internationalt plan forlange, at de sociale medier fortæller os, hvornår og til hvem vores data videresælges, og på hvilke betingelser de må anvendes? Ja! Det må være et minimum af en menneskerettighed i 2018.

Er konklusionen, at Facebook destabiliserer demokratiets spilleregler og flytter idealet om en åben, ligeværdig og sund meningsbrydning på månen? Ja, det er sandheden. Nu handler det om, hvem der er bedst til at ramme folks følelser og til at manipulere budskaberne på den rette måde i et uigennemskueligt digitalt overvågningssystem.

Kineserne er på vej til at bruge den slags systemer til at give deres borgere højere eller lavere karakter som gode samfundsborgere eller det modsatte, alt efter hvordan de opfører sig under den statslige overvågning. I Vestens demokratier lader vi et privat selskab stå for overvågningen og sælge oplysningerne til den højestbydende.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 23.03.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-derfor-er-facebook-en-trussel-mod-demokratiet

#respektdemokratiet

Udgivet den af
Svar

Det er et sygt demokrati, der ikke respekterer sine folkevalgte. En offentlig debat præget af chikane, trusler og frygt er en skændsel for et demokrati. Derfor må der gøres noget.

Hvad er det egentlig lige, vi har gang i her i det danske demokrati?

I en undersøgelse offentliggjort i Berlingske forleden oplyser et flertal af folketingsmedlemmerne, at de jævnligt modtager trusler og hadefulde beskeder.

Knap en tredjedel har ligefrem oplevet dødstrusler og en fjerdedel har modtaget trusler mod deres familier. En lille håndfuld folketingsmedlemmer og ministre lever deres daglige liv beskyttet af sikkerhedsvagter. Statsministeren, integrationsministeren, Folketingets formand og den konservative politiker, Naser Khader, må tilsyneladende leve med den situation som det normale. Andre i Folketinget har bare fået mere end nok af truslerne og er begyndt at politianmelde de modbydelige plageånder.

I september sidste år lavede Altinget en undersøgelse af forholdene for vores lokalpolitikere i kommuner og regioner. Fire ud af ti lokalpolitikere fortæller i den undersøgelse med 1.100 respondenter, at de har været udsat for chikane, vold, trusler og hærværk.

15 procent af de lokalpolitikerne, der svarer ja til at have oplevet chikane, er blevet opsøgt i eget hjem. Ti procent har oplevet hærværk på deres private adresse. For cirka hver tiende, der har oplevet chikane eller trusler, har der endda været direkte dødstrusler. 65 procent af chikanen og truslerne foregår i mail eller over telefon, men mange taler også om Facebook som stedet med en særligt hård tone.

Et demokrati bør være præget af en mangfoldig og modig debatkultur, hvor man ikke frygter at blive hverken truet på livet eller udsat for chikane og beskidte personangreb, hvis man ytrer sig i den offentlige debat. Men sådan er det bare ikke længere i det ellers fredelige Danmark. Freden gælder overhovedet ikke på de sociale medier.

Stikker man næsen frem med en mening, som ikke engang behøver at være særlig kontroversiel, eller tillader man sig at skrive om bestemte emner der i særlig grad fremkalder fanatisme, intolerance og had, så flyver de verbale voldsomheder let gennem luften.

Debatten bliver afstumpet og ligefrem truende. Alle med selv den mindste erfaring i at deltage i debatter på de sociale medier eller i at skrive blogs ved, at der er øretæver og trusler i luften, hvis man beskæftiger sig med Islam, indvandring, asylansøgere eller lignende spørgsmål i den kategori i et debatindlæg.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at de mennesker, der i et repræsentativt demokrati stiller op for at repræsentere os andre, skal udsættes for trusler og chikane. Og det er invaliderende for en fri og åben, demokratisk debat, at flere og flere ganske enkelt holder sig væk fra at deltage i offentlige diskussioner, fordi de ikke orker svineriet.

Hvis man skriver en blog eller deler Facebook-opslag med meninger om dette og hint af politisk karakter, så går der sjældent lang tid, før mørkemænd og spoilere forsøger at kapre debattrådene, og man må bruge tid på at rydde op, så seriøse debatdeltagere ikke løber skrigende væk.

Demokrati under politibeskyttelse

Vi kan ikke have et demokrati under politibeskyttelse. Vi kan ikke have en demokratisk debat præget af frygt og afmagt. Vi kan ikke have et offentligt rum, hvor chikane, trusler og hærværk mod politikere og debattører råder.

Vi må gå til aktivt modangreb. Som nogle politikere og debattører allerede gør det: anmelde chikane og trusler til politiet.

Vi må stå sammen om at skamme disse verbale overfaldsmænd og kvinder ud af debattråde, Facebook-opslag og debatter andre steder. God fornøjelse hvis de så kun har Ekstra Bladets Nationen tilbage. Chefredaktør Poul Madsen mener jo, han gør en heltegerning ved at holde denne til tider slamfyldte kanal åben, så de ekstreme synspunkter også har et hjemsted.

Et sundt demokrati bygger på tillid og respekt og fortrænger intolerance og voldsretorik både i virkeligheden og på nettet.

Når man tænker på, hvad #MeToo-kampagnen er lykkedes med at sætte i gang verden over, så kunne man jo lade sig inspirere og starte en kampagne for respekt for demokratiet og de folkevalgte: #respektdemokratiet.

Tag afstand fra møgspredere

Hver gang en tosse eller en verbal voldsmand eller kvinde ødelægger en seriøs debat eller forfalder direkte til chikane eller trusler, så svar igen med at hænge vedkommende ud med et #respektdemokratiet. Hver gang frygtens tavshed bliver brudt fortjener det ros. Noget må gøres.

Uanset om man er fløjtende uenig med en politiker eller debattør, så må det være argumenterne, der tæller, og ikke frygten eller truslerne. Hvis politikeren overfaldes af trusler på nettet, så må vi beskytte vores repræsentative demokrati og dets repræsentanter ved at tage afstand fra sådanne overfald med at skamme vedkommende angrebsmand eller kvinde ud af debatten med et #respektdemokratiet.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 26.januar 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-respektdemokratiet

2018: En ny fragmenteret verdensorden

Udgivet den af
Svar

De store globale virksomheder styrer i stigende omfang den internationale politik og harmere økonomisk indflydelse end mange nationalstater. Ser vi overhovedet i Europa, hvad der sker i andre regioner i verden, for så burde vi tage os lidt sammen.

Lige om lidt skifter årstallet til 2018 og i slutningen af januar strømmer alverdens store erhvervsledere, fremtrædende politikere, forskere og kendte meningsdannere igen til byen Davos i Schweiz til World Economic Forums 48. møde. Det er ikke stedet, hvor der træffes beslutninger, men hvor der skabes relationer på højt plan og opbygges såkaldte ”fælles forståelser”. Det er stedet, hvor verdens officielle og uofficielle magtcentre støder sammen, positionerer sig og samles til vigtige diskussioner om både nutid og fremtid, bekymringer og muligheder.

”Lederskab i en fragmenteret verden” er overskriften, som samler dette års opmærksomhed. På aller bedste vis indkredser linjen den trykbølge af forandring, som verden gennemgår lige nu. Politisk, økonomisk og socialt. Programtilrettelæggerne hos World Economic Forum (WEF) forsøger at skabe basis for en fælles fortælling om verdens tilstand og en større grad af fælles engagement i at skabe løsninger og fælles holdninger til, hvad der skal gøres. Det er en ambitiøs målsætning set i den grå belysning fra 2017 og årene før det.

Hvis man kigger ud over de senere års udvikling fra helikopterperspektivet, så er de politiske udfordringer voksende og den politiske handlekraft tilsvarende aftagende. Befolkningerne har i betydeligt omfang mistet tilliden til, at politikerne har de løsninger, som skaber en bedre fremtid, mindsker uligheden og løfter indkomstniveauet for lav- og middelindkomsterne samt skaber større tryghed og mere velfærd.

Vi kigger ind i et 2018 der ellers antagelig vil få den højeste økonomiske vækst i et årti, men med et geopolitisk perspektiv præget af usikkerhed og forvirring. Politiske ledere med populistiske imperativer fodrer den usikkerhed og utilfredshed. Det er svært for mange at skelne mellem, hvad der er overbevisende retorik, og hvad der kan blive til virkelighed. Terrorisme er stadig en meget nærværende trussel og ikke kun noget, der sker i Mellemøsten. Gerningsmændene er oftere nu født og opvokset i vestlige samfund med frihedsværdier men vælger alligevel at kæmpe i ISIS navn for noget helt andet. Cybertruslen vil nå nye bekymrende højder, ligesom virksomheder af alle størrelser skal håndtere enorme, teknologiske udfordringer og nye globale konkurrenter på næsten alle markeder.

Tilliden væk

Befolkningerne søger et politisk lederskab, der er mere lydhør, responsivt, handlingsorienteret og har en vision for, hvad, der skal ske, og hvilken vej vi skal gå. Samtidig med at samfundsøkonomierne bliver mere og mere globalt sammenhængende og mere sårbare, så prøver landene at navigere mest muligt på egen hånd for at beskytte sig selv og udvikle sig på egne præmisser ved alle mulige nationale vækstinitiativer eller beskyttelsesmure.

Nogle få forholdsvis nye, globale virksomheder suger data, indtjening og magt til sig på bekostning af, hvad der før var stolte, nationale virksomheder og hele brancher krymper sig under forandringerne. Der skrues ned for det tværnationale ansvar for verden, for en fælles bæredygtig udvikling, en inkluderende vækst, som også får de fattigste lande med på vognen. Og der skrues op for behovet for omstillingen til den fjerde industrielle revolution, og til helt nye forretningsmodeller. Der skal kæmpes med at udnytte automatisering, robotter, kunstig intelligens og digitalisering på måder, så det skaber nye jobmuligheder og innovation og ikke øget arbejdsløshed, magtesløshed og frustration.

Efterlysningen af lederskab i WEF-regi drejer sig ikke kun om at få verden til at rykke tættere sammen om løsningen af fælles udfordringer og formuleringen af en fælles fortælling om dem, mens rigtigt mange politiske strømninger går den stik modsatte vej. I retning af øget nationalisme, protektionisme og eksklusion. På trods af, at vi aldrig har været så forbundne som stater og som mennesker som nu. Via transport, kommunikation, kapitalmarkeder, e-handel, kulturel integration og meget mere, som er vores nye virkelighed mere end den gamle politisk bestemte geografi.

Det interessante er, at mens Europa og EU diskuterer, hvordan vi kan bygge ydre grænser og forhindre migrationen fra Afrika i at oversvømme os, og bekymrer os om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, så har ASEAN-landene i Sydøst Asien vedtaget en fri mobilitet for inden for deres region, som har mere end 700 millioner mennesker. Kina står som den markante fortaler for frihandel, mens USA går den modsatte vej.

Diskussionsklub i EU

Små og svage lande i Afrika og Sydøstasien lærer, at den eneste måde at få indflydelse på, er at slå sammen i valuta- og toldunioner eller frihandelsområder. Caribien CARICOM, Det Østafrikanske Fællesskab (EAC) og den sydøstasiatiske ASEAN-gruppe bestræber sig på at være lavkvalitets versioner af Den Europæiske Union, Verden bliver en samling af disse internt grænseløse regionale grupperinger – herunder selv den sydamerikanske union og til sidst som efterfølger til NAFTA, en nordamerikansk union. Og alt i mens det foregår, så fortsætter vi i EU med at diskutere og diskutere, hvad der skal være Unionens og Euroens fremtid.

USA og Kina skiller sig ud som globale supermagter, hvor USA fører på det militære og monetære område, mens Kina fører på handel og infrastrukturinvesteringer. Kina er nu den største handelspartner i 124 lande, mere end dobbelt så mange som USA (52).

Kæmpemæssige investeringer i infrastruktur er et af de områder, hvor alle de store kraftfulde vækstcentre i verden går i samme retning, og hvor den amerikanske administration under Trump trods alt tager samme vej. Asien har taget førerpositionen med Kina som den største infrastruktur-investor men stærkt forfulgt af Indien, som også har besluttet, at infrastruktur har den højeste prioritet i det næste årti. Det samme gælder for Indonesien og Filippinerne.

Globale mastodonter

På Davos-mødet tales der ikke kun politiske løsninger og politisk ansvar, men der tales i høj grad også om og med de alternative magtfaktorer, som tegner den nye verdensorden. De store globale virksomheder, de store byer og de bevægelser i civilsamfundet, som tegner det 21. århundredes alternative magtlandskab.

Mere end 30 pengeinstitutter har konsoliderede aktiver på over 50 milliarder dollar hver. Det betyder, at hver af dem har flere aktiver end to tredjedele af verdens lande producerer i årligt BNP. For hundredvis af millioner af mennesker over hele verden i dag er en bankkonto en vigtigere forbindelseslinje til fremtiden end et statsborgerskab. Ser man samlet på økonomien, så er der kun godt fem lande i verden, hvis BNP er større end de 200 milliarder dollars i likvide kontanter, som Apple har på bankbogen. Efter at have solgt næsten to milliarder produkter til mere end en milliard mennesker, har Apple ikke kun flere penge, men har også større forbindelse til befolkningerne end de fleste nationer har.

Mange af verdens største og mest magtfulde private virksomheder opfatter sig ikke længere som repræsentanter for hver deres hjemlande; de er statsløse stormagter i deres egen ret. Deres varemærker overstiger deres nationale oprindelse – ligesom deres kommercielle ambitioner gør det. Skat er ikke en national forpligtelse for Facebook, Google, Amazon og flere med dem. Det er et handelsobjekt og et spørgsmål om de bedste vilkår for business.

For virksomhederne som sådan ser væksten ud til at være godt på vej, men den kommer på et tidspunkt med hård konkurrence ikke kun for nye markeder, men i forhold til selve reglerne i spillet. Jokeren er den teknologiske udvikling, der underkaster alle et ubarmhjertigt pres.

Cybersikkerhed på
flere måder

På tværs af ideologier og imperativer vil regeringerne helt sikkert i 2018 bevæge sig længere for at kontrollere brugen af ​​data og cyberspace. I Europa er der nye databeskyttelsesbestemmelser på vej i 2018 og en mere aggressiv antitrust indsats, et forsøg på en mere retfærdig skattebetaling og håndhævelse af arbejdskraftens frie bevægelighed men bekæmpelse af social dumping. Det er hvad mange lande betragter som en nødvendig opstramning efter en periode med overdreven laissez-faire i forhold til den digitale økonomi.

I kampen mod terror og kontroversielle ytringer på nettet vedtog Kinas øverste lovgivende organ, den Nationale Folkekongres’ Stående Udvalg, sidste år en ny lov om Cybersikkerhed. Loven skal officielt »beskytte suverænitet på internettet, den nationale sikkerhed og borgernes rettigheder«. Det handler bl.a. om at kriminalisere aktiviteter, der har til hensigt at »omstyrte det socialistiske system, splitte nationen, underminere det nationale sammenhold og advokere for terror og ekstremisme«, lyder argumenterne. Den mindre pæne udlægning handler om øget kontrol og overvågning af den kinesiske befolkning.

Et af de vigtigste spørgsmål omkring de nye teknologier udestår. Hvordan skal vi håndtere rammerne for kunstig intelligens og machine learning? Hvordan sikrer vi, at det bliver menneskeheden, der styrer robotterne og maskinerne med den kunstige intelligens og ikke omvendt? Politikerne og de vigtige folk i Davos er ved at få øjnene op for den udfordring.

Læg oven i alt dette her, som kræver rigelig opmærksomhed, usikkerheden omkring Nordkorea og Mellemøsten og udviklingen i Rusland med et præsidentvalg på vej i 2018 samt udskiftningen på centrale poster i flere Afrikanske stater med aldrende despoter. I Latinamerika vil en række kritiske valg i Brasilien, Colombia, Mexico og Venezuela blive en test på, om der kan skabes fremgang for ​​antikorruption og reformistiske bevægelser. I Indien skal det regerende Bharatiya Janata parti have testet deres mandat i 2018, og det valg kan få afgørende betydning for landets teknologiske og økonomiske udvikling. I Europa skal der findes en løsning på Storbritanniens exit fra den Europæiske Union og de uløste migrationsproblemer. I USA ventes der spændt på år 2. med Trump og et spændende midtvejsvalg til Kongressen, som vil give et første fingerpeg om præsidentens chancer for genvalg.

Så der er nok at tale om i Davos denne vinter også.

På den baggrund bliver vores hjemlige diskussion om skattelettelser, udlændige stramninger og velfærdssikring frem til 2030, og hvem der nu kravler op og ned af træerne i den politiske skov sådan sat lidt i perspektiv.

Godt Nytår.

 

Kan vi overhovedet udrydde ”fake news”?

Udgivet den af
Svar

Oktober og november har været rigtigt dårlige måneder for de store teknologigiganter Google, Facebook og Twitter. Her tabte de i fuld offentlighed fuldkommen ansigt som professionelle, globale virksomheder, der udadtil brander sig som evangelister for en bedre verden af fællesskab, videndeling og grænseoverskridende forbindelser. Her tabte de ansigt, som virksomheder med fuld kontrol med deres enorme dataflow, deres enorme annonceindtægter og deres gigantiske imperium af kunder og kundedata fra hele verden.

Foran det amerikanske senats underudvalg om kriminalitet og terrorisme og senatets efterretningskomite, er de tre selskabers juridiske repræsentanter blevet grillet for deres åbenlyse mangel på styr på misinformation på deres platforme, for manglende kontrol med politisk infiltration fra Rusland i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 og mangel på kontrol med køberne af annoncer på platformene Google, Facebook og Twitter.

Deres manglende evne til at forhindre misbrug og manipulation – hvor end den måtte komme fra både hvad angår annoncer og brugeropslag på platformene – blev helt og aldeles åbenbaret for enhver under høringer, hvor de amerikanske senatorer ikke holdt sig tilbage med kritik.

Det blev for den sidste jubelglade tvivler krystalklart, hvor sårbar vores digitale infrastruktur er. Hvor magtfulde de tre globale virksomheder er, og hvor vanskeligt det er for dem at beskytte den infrastruktur, som vi alle er blevet så afhængige af, mod misbrug.

”Hvis du har fem millioner annoncører, som skifter hver dag, hvert minut eller hvert sekund, har du så reelt styr på, hvem hver eneste af disse annoncører er, og hvad deres aktivitet går ud på”, spurgte den republikanske senator fra Louisiana, John Kennedy. Svaret skulle gives af Colin Stretch, som er Facebook’s juridiske rådgiver. Stretch indrømmede, at Facebook ikke kunne se aktiviteterne bag de enkelte annoncører, og at man ikke havde styr på det. John Kennedy replicerede, at han var stolt over, at de tre nævnte selskaber var amerikanske, men samtidig skræmt over den magt, som de besad.

I forbindelse med kongreshøringerne informerede Facebook lovgiverne om, at omkring 126 millioner amerikanere måtte have været udsat for indhold, der blev genereret på Facebooks platform af en russisk statsforbundet troldefabrik kendt som Internet Research Agency mellem juni 2015 og august 2017.

Twitter meddelte, at man der havde identificeret 2.752 konti knyttet til Internet Research Agency. Det fandt i alt 36.746 konti, der syntes at være forbundet med Rusland, men ikke nødvendigvis med Internet Research Agency, som genererede automatiseret, valgrelateret indhold. Ud over de opdagede konti, har Twitter oplyst at Internet Research Agency havde sendt mere end 131.000 tweets under valgkampen.

Også Google indrømmede at deres YouTube delingstjeneste har lagt platform til russiske påvirkningskampagner, og at man var ved at undersøge omfanget nærmere. Google har oplyst at agenter fra Internet Research Agency uploadede mere end 1.000 videoer på YouTube platformen.

Hvad høringerne i Kongressen i USA fører til kan blive en lovgivning, der for så vidt angår politiske reklamer skærper kravene til transparens, åbenhed omkring hvem, der køber hvad, og dermed en klar udfordring til hele den automatiserede og robotstyrede annonceformidling, som de globale selskaber benytter sig af.

Googles svar på kritikken har været udtalelser om, at spore misbrugerne og nedgradere deres placeringer på nettet, hvor algoritmerne i dag gør det modsatte – præmierer brugerinteresse for saftige sensationer og lægger dem øverst i søgemaskinens tilbud. Facebook bebuder at ville ansætte 1.000 medarbejdere til at kontrollere særligt politiske annoncer og sponseret indhold fra politiske aktører. Twitter bebuder også indgreb i særligt russiske statsselskabers ageren.

Ud af skabet er sprunget diskussionen om censur, hvor særligt Facebook er i skudlinjen. Men er det egentlig en særlig tryghedsskabende faktor, hvis internetgiganterne skal til at censurere vores indhold efter globale etiske kriterier og standarder, mere end de gør i forvejen? Nej vel? Og sagen er så her, at det gør giganternes algoritmer jo allerede. For de nedgraderer eller fjerner stof efter bestemte kriterier og opgraderer, hvad der ligner det, vi tidligere godt har kunnet lide at se på.

Misinformation eller polarisering

”I tider som disse er det vigtigste, vi som Facebook kan gøre, at udvikle den sociale infrastruktur, der kan give folk mulighed for at opbygge et globalt fællesskab, der virker for os alle. I det seneste årti har Facebook fokuseret på at forbinde venner og familier. På fundamentet af dette vil vores næste fokus være at udvikle den sociale infrastruktur for hele samfundet – for at understøtte samfundet, for at holde os trygge, for at holde os informeret, af hensyn til det civile engagement og for inklusionen af alle.”
Citat fra Facebook stifter Mark Zuckerberg fra 16. februar i år, hvor han udmeldte den næste epokes mål for Facebook.

Fake News, misinformation, troldefabrikkers infiltrering af Facebook spillede ikke nogen rolle i chefens tale dengang. I det hele taget er kampen mod falske informationer og direkte misinformation en mindre detalje på vejen mod at skabe det store forkromede globale fællesskab, må man forstå i den programerklæring.

”Vores tilgang vil fokusere mindre på at forbyde misinformation, og mere på at tilføje yderligere perspektiver og oplysninger, herunder det faktum, at en faktatjekker f.eks. anfægter opslagets nøjagtighed. Vi har mere arbejde at gøre med informationsdiversitet og misinformation, men jeg er endnu mere fokuseret på sensationalismens og polariseringens indvirkning og ideen om at skabe fælles forståelseramme”, skriver Mark Zuckerberg videre i programerklæringen fra februar.

Det er tankevækkende at læse denne iscenesættelse af den nye Facebook strategi nogle måneder senere, hvor både Facebook, Google og Twitter har stået skoleret for den amerikanske kongres og gang på gang er blevet udspurgt, om de har styr på det indhold, de sender ud. På dets ægthed og troværdighed. Og om de føler at ansvar for, at hadtale, indhold med opfordringer til terror og direkte falske og misledende historier ikke bliver lagt ud på nettet. ”Misbruget af vores platform i forsøg på statssponsoreret manipulation af valget er en ny udfordring for os – og en, vi er fast besluttet på at bekæmpe”, sagde Twitters advokat, Sean Edgett, under høringerne.

Hvis netgiganterne kommer under mere politisk pres er næste skridt så en eller anden form for indholdscensur, selv om alle slår syv kors for sig? Hvem skal beslutte, hvad der er en acceptabel tone på nettet, hvad der kan annonceres for og imod? Hvem skal beslutte, hvad der er op og ned på en nuanceret sag uden den professionelle og uafhængige journalistik som mellemled?

Sagen er at internettets volumen har vokset sig så stor, at end ikke tech giganterne nu har styr på tingene og hastigheden af uploads af indhold og annoncer sker så hurtigt og så automatiseret, at det ikke kan kontrolleres, før det rådne indhold har spredt sig.

Der gøres fine bestræbelser og mange initiativer til at løse skraldemands-opgaven på internettet med fakta-tjek-sites som Mandag Morgens www.TjekDet.dk  og andre lignende initiativer rundt omkring i udlandet. Initiativer der bringer professionel journalistisk validering og dokumentation af oplysninger i spil sammen med bidrag fra forskere og andre eksperter.

Men vi skal ikke forvente, at der trods alle bestræbelser på at opdage fjendtlig infiltrering af nettet, misinformation og fake news, kommer en situation, hvor vi slipper for at navigere i et – i tanken og idealet – smukt digitalt ocean af indhold, men nu forurenet af misinformation og statsstyret manipulation. På samme måde som det smukke fysiske ocean i dag har store områder stærkt forurenet af grimt plastikaffald.

Denne artikel har været offentliggjort på altinget.dk den 1.december 2017: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kan-vi-overhovedet-udrydde-fake-news

Trump narkomani

Udgivet den af
Svar

Den faste klummeskribent på New York Times gennem en lang årrække David Brooks beskrev forleden under overskriften ”Getting Trump Out of My Brain”, hvordan han simpelthen er så træt af at læse alle mulige historier om Trump, efter at være blevet fyldt op med dem dag efter dag efter dag i snart to år. Så træt, at han ikke orker at klikke ind på flere historier om præsidenten, fordi hjernen er fyldt op med Trump.

Han stiller spørgsmålet, om vi overhovedet kan lære noget nyt om Trump efterhånden. Eller kender vi nu alt til hans retorik, hans personlighed, hans måde at tweete på, hans faste dagsordener, hans fjendebilleder, hans dem-og-os-retorik og hans politik.

Brooks beskriver i underholdende form, hvordan nogle ligefrem bliver nærmest narkotisk afhængige af den daglige Trump-historie og nærmest ser den som et nyt, dagligt afsnit af et fortløbende tv-drama i stil med den amerikanske ”Breaking Bad”-tv-serie, som kørte over flere sæsoner med 62 afsnit. Andre bruger igen, ifølge Brooks, Trump-historierne til at dyrke fornøjelsen ved dagligt at føle sig åndeligt og ikke mindst moralsk overlegne i forhold til præsidenten og hans tilhængere.

Jeg må tilstå, at jeg synes, de danske mediers dækning af Donald Trump efterhånden æder alt ilten i rummet og ikke længere giver plads for en grundig dækning af andre og til tider vigtige ting i verden. Vi dækker farcen i Det Hvide Hus ned i mindste detalje, når svingdøren igen sender folk ud og ind fra Trumps nærmeste stab.

Vi følger ned i mindste detalje afstemninger om en sundhedsreform, der nok for de fleste danskere er et temmelig fjernt interesseområde. Vi får alle mulige detaljer om kongressens godkendelser af præsidentens forslag til nye ministre, FBI-chefer eller hans forslag til indrejseforbud. Vi følger høringerne af hans søn og svigersøn og andre med aktier i sagen om eventuel russisk indblanding i den amerikanske valgkamp.

Vi følger med, når Trump tager på et nyt rally et eller andet sted for at styrke sin direkte forbindelse til vælgerne, for at pleje sit ego og måske sit genvalg og få en succesoplevelse uden for det Washington, hvor han har svært ved at opnå netop det. Vi hører om hans golf-ferier, ser ham vinke på vej ind og ud af den præsidentielle helikopter og hans besynderlige morgen og nat-tweets, som straks får en opfølgning fra alle de danske korrespondenter i USA eller fra det faste, store hold af USA-eksperter herhjemme. Der tolkes og tolkes på hvert eneste skridt, Trump tager, og hver eneste udtalelse.

Verden ifølge Trump

TV 2 NEWS har lavet et helt særligt magasin – ”Verden ifølge Trump” – der i perioder fungerer som en udenrigspolitisk samlekasse for alt, hvad der sker i USA og Europa, under den tese, at der er en ”Trump-effekt” under alle store tendenser i USA og Europa, hvad enten det handler om tysk valg, hollandsk valg eller valg i Frankrig, Brexit-forhandlinger eller migrantkrise i Italien.

Her kommer en appel til de danske medier om at finde frem til et niveau, hvor dækningen af Trump kommer ind i en mere normaliseret tilstand, så vi ikke ender som David Brooks med at få Trump på hjernen og lukker af for det, der måske er vigtigt at vide.

Selvfølgelig skal vi høre alle detaljer om den kritiske optrapning med Nordkorea. Vi skal vide, om sagen om den russiske forbindelse under valgkampen begynder at nærme sig præsidentens egen position, så den kommer til at vakle. Vi skal vide, hvis USA ændrer vigtige udenrigspolitiske positioner eller tager økonomiske, handelsmæssige eller sikkerhedspolitiske skridt, som påvirker os.

Men Trump-effekten flød ikke over til Europa. Det viste det hollandske og det franske valg. Og det samme ser ud til at komme til at gælde for det tyske valg. Det er ikke populisterne og de enkle demagogiske løsninger, der har vundet. Trump-effekten forblev i USA. Men vælgernes efterspørgsel på nye løsninger, på politikere med høj moral og troværdighed og med handlekraftig udstråling er det, der står tilbage i Europa.

Mens vi flyder over i Trump-historier i medierne, så er dækningen af den politiske udvikling i Polen, Ungarn, Tyrkiet, Grækenland, Italien (med undtagelse af migrantkrise og pavehistorier) og Spanien underprioriteret i det danske mediebillede. Vi hører mere om korruptionsskandale i Sydkorea end om retstilstanden i Polen. Mere om infernoet i syriske byer end kritiske reportager om demokratiets tilstand i Ungarn. Vi hører mere om den amerikanske kongres-behandling af afløseren for Obama Care og Trumps midlertidige indrejseforbud end om EU’s behandling af vigtig ny lovgivning uden for de storpolitiske topmøder med stats- og regeringslederne i Bruxelles.

Europa magasin

Trump er helt ubestrideligt mere end nogen tidligere præsident leverandør af daglig underholdning til medierne, som paradoksalt nok er udråbt til at være hans værste fjende. Men kunne vi ikke godt få skruet lidt ned for blusset og få en mere normal prioritering af USA-dækningen og den amerikanske præsident efter væsentlighed og relevans og ikke efter sensation og kulørte detaljer på de store tv-stationer? Det sidste med det kulørte klares fint på de sociale medier.

Kunne vi ikke godt på de store tv-stationer få et Europa-magasin, som ikke behøvede at være en amerikansk aflægger af ”Verden ifølge Trump”, men som kunne eksistere i egen ret – om jeg så må sige. Kunne vi ikke få en vigtig dækning af, hvad der sker politisk i vores eget nærområde – lige uden for vores eget dørtrin. Det er sådan set spændende nok. Det er sådan set ret afgørende for vores egen politiske og økonomiske udvikling. Det er sådan set dramatisk nok. Det er sådan set journalistik interessant.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 11. august 2017.

 

Hjælp vi drukner – i debatter om ”fake news”

Udgivet den af
Svar

 Folkemødet på Bornholm siges at have 3100 tilmeldte events til fire dage intensiv demokratisk råkost for samfundsnørder af alle slags og ikke mindst for politikere, interesseorganisationer, lobbyister og mediefolk.

Sidste år gæstede, ifølge arrangørerne, 25.000 deltagere dagligt smeltediglen i Allinge på Bornholm. Det vil sikkert blive noget tilsvarende i år i dagene fra 15. til 18. juni. I hvert fald har interesseorganisationer og politiske organisationer, NGO’er og offentlige institutioner, tænketanke og meget andet som sædvanlig haft strithår og stress omkring planlægningen af de mange detaljer, paneler, moderatorer, arrangementsteder, forplejning, temaer m.v. i de seneste måneder.

Så langt så godt. Det er, som det plejer. Selv om selve folkemødets struktur nok nu efter nogle år på bagen trænger til en fornyelse og nogle nye ambitioner. Mere om det en anden gang.

Mit ærinde her er at fokusere på, at folkemødets mange arrangører indimellem har haft så travlt med at være med på et fælles ”beat” i samfundsdebatten, at der pludselig bliver total overproduktion af events med et bestemt tema. Således også i år. I ikke færre end 28 arrangementer indgår ””fake news”” som en del af beskrivelsen og omdrejningspunktet, og her har jeg undtaget quiz-underholdning.

At kunne finde ud af, hvad der er sandt og falsk, har naturligvis og helt korrekt en enorm betydning for os som borgere, når vi dagligt udsættes for et sandt informationsbombardement. Men at alt nu skulle handle om en tsunami af ”fake news” på vej i Danmark, er helt ude af proportion.

Det får folk til at tro, at ”fake news” er det, der fylder det offentlige medierum i Danmark og myldrer ind ad revner og sprækker. Og ”fake news” bliver pludselig det fælles udtryk for alt fra dårlig, slap eller sensationsjournalistik til bevidst misinformation.

Er ”fake news”-debatten til gavn for de seriøse medier, der dermed kan skille sig ud fra utroværdige plattenslagere og politiske korsriddere, eller er ”fake news”-debatten skadelig for medierne, fordi enhver lille banal fejl i en web-historie pludselig blive til det store falskneri?

Se det er jo det gode spørgsmål, men i hvert fald må man sige, at medierne selv går på banen på folkemødet med at sætte fokus på ”fake news”-problemet. TV 2 News, DR, Danske Medier og Dansk Journalistforbund har alle åben scene på Bornholm under folkemødet med ”fake news” på dagsordenen.

Og hvem har så ellers fundet på samme trendy idé?

En række organisationer sætter fokus på forskningen og eksperters rolle i forhold til demokratiet og ”fake news”. Det gælder Københavns Universitet, Aarhus Universitet, DEA og CBS.

Så har vi en erhvervsorganisation som Landbrug og Fødevarer, der også er med på bølgen med udgangspunkt i mediernes ansvar for at sprede ”fake news” om danske virksomheder. Komiteen for Sundhedsoplysning jagter bedre faktatjek på sundhedsområdet i mediedækningen. SSP-samarbejdet kalder til møde om ”fake news” og unges liv og livsstil. Kunstnere for Fred vil diskutere sandt og falsk i udlandsdækningen.

Europa Kommissionen sætter krigen om sandheden og Ruslands brug af ”fake news” på dagsordenen. Det samme gør Forsvarsakademiet ved en event. Andre som Bibliotekerne, Professionshøjskolerne og Folkeuniversitetet serverer events om digital dannelse og ”fake news”. Og selvfølgelig skal de politiske partier også være med på bølgen. Det er Det Radikale Venstre og Nye Borgerlig ligeledes med debatter ”fake news”.

Der er simpelthen så meget retorisk misbrug, misinformation og mangel på indsigt i, hvad ”fake news” egentlig er, at det kræver en oplysningskampagne i sig selv at hitte rede i, når man skrålæser programteksterne for de 28 arrangementer, der har lånt ”fake news”-begrebet i deres omtaler.

Lad os prøve med lidt begrebsafklaring på skalaen fra total falsk til total sandt:

Der er indhold, som er fuldstændig falsk.
Der er billeder, som er fuldstændig falske.
Der er indhold, som delvis er baseret på sandhed og delvis på løgn.
Der er indhold, som er sandt, men taget ud af en kontekst og sat ind i en helt anden sammenhæng.
Det er løgn viderebragt ubevidst uden at tjekke.
Der er falske nyheder bragt videre for at tjene penge.
Der er falske nyheder bragt videre for at tjene et politisk formål.
Der er sande nyheder, som bliver bragt ud af proportion og dermed bliver falske.
Der er fejl skabt af journalister, som videreformidles som sandhed.
Der er redaktionelt indhold, som bliver ændret på de sociale medier til fejlagtigt indhold.
Der er indhold og fakta, som politikerne ikke kan lide, og som derfor bliver kaldt ”fake news”.
Der er satire.

Og man kunne sikkert komme på endnu flere kategorier. Men helt uomtvisteligt er det, at der må have siddet rigtigt mange programfolk til Folkemødet og fundet frem til, at mediernes troværdighed og ”fake news” skulle være et hovedemne på årets festuge for demokratiet.

Når jeg læser de her programtekster og kigger på, hvordan den aktuelle mediedebat kører rundt på primært Facebook, så er en hvilken som helst lille snoldet fejl i medierne nu blevet til udspekulerede ”fake news”. Og en hvilken som helst politisk manipulation med statistikker og politiske heltegerninger bliver også til ”fake news”.

Hvor ville det være befriende, hvis der blev skelnet bedre mellem den dybt alvorlige brug af misinformation, manipulation og spredning af løgne og bagvaskelse i krigens, demokratiets eller den personlige vindings navn, og så det, der bare en slap, dårlig, udokumenteret, proportionsforvridende og hovedløs journalistik eller lidt for smarte politikere på jagt efter magt og stemmer.

Jeg sender en håbefuld bøn til Folkemødet om, at debatten om begrebet ”fake news” bliver mere nuanceret og indsigtsfuld end mange af programteksterne afspejler.

Jeg sender en appel om, at vi for en gang skyld kan sætte fokus på det virkelig alvorlige, som handler om spredning af bevidst misinformation enten for pengenes skyld, eller for at vinde politisk magt eller infiltrere demokratiske institutioner. Og vi skal have fokus på det virkelig alvorlige, som er tabet af troværdighed og tillid til både medierne, eksperterne og politikerne i denne flodbølge af ”fake news”-debatter.

 

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 2 juni. maj 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-hjaelp-vi-drukner-i-debatter-om-fake-news

 

Pressefrihedsdag – nu med bitter smag

Udgivet den af
Svar

Den tid, vi lever i, kunne – overfladisk betragtet – være den gyldne tidsalder for journalistikken. Vi har aldrig haft så mange muligheder for at sprede vores informationer og så effektive muligheder for at udfylde vores demokratiske rolle med kontrol af magthaverne og med at formidle viden, faktuelle oplysninger og sandheder om de væsentligste begivenheder omkring os.

Alligevel fik FN’s årlige pressefrihedsdag, som var onsdag 3. maj i år et mere trist baggrundstæppe end sædvanligt. Det er der seks alvorlige grunde til.

1) Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, kom den årlige tilstandsrapport for pressefriheden udgivet af Reporters Without Borders. Opgørelsen viser en stigning i antallet af lande, hvor pressefriheden er truet rundt omkring i hele verden.

En ting er, hvad diktatorer finder på at gøre ved pressefriheden, men den nye opgørelse viser, at pressefriheden også er skrøbelig og under pres i lande, der kalder sig demokratier. Ved hjælp af særlove, fængslinger uden fair rettergang og lukning af kritiske medier trædes pressefriheden også under fode i såkaldte demokratier. I Reporters Without Borders’ kommentar til analysen hedder det: Vi er ankommet til den postfaktuelle tidsalder med brug af propaganda og undertrykkelse af frihedsrettigheder – også i demokratier.

2) Ved den seneste opgørelse i december 2016 skrev organisationen Committee to Protect Journalists (som opgør årligt hvor mange journalister, der er blevet dræbt eller fængslet og hvor mange medier, der er lukket på grund af censur eller statslige indgreb) at udviklingen er forværret.

Her lød opgørelsen på, at flere journalister sidder fængslet på grund af deres professionelle arbejde end nogensinde siden CPJ begyndte at indsamle data i 1990, med Tyrkiet repræsenterende tæt på en tredjedel af det samlede tal svarende til 81 journalister ud af 259. Godt 150 medier i Tyrkiet er blevet lukket eller er under undersøgelse, og kun ganske få af dem har fået mulighed for at åbne igen.

3) Mens journalister rundt omkring i verdens konfliktområder sætter livet på spil for at rapportere om, hvad der sker, så har vi nu en amerikansk præsident, der sammen med andre populistiske strømninger anklager medierne for at producere falske nyheder og forsøger at gøre medierne til folkets sande fjende i stedet for dets virkelige ven og vagthund over for politikere som Trump med et alternativt forhold til visse sandheder.

Trump har tilsyneladende brug for fjendebilleder – for at skabe en ”dem” mod ”os”-fiktion til sin kampagne, og her er kritiske medier et nemt mål for angreb, fordi establishmentet, eksperterne og alle klogeågerne har bedre plads i og nemmere adgang til medierne end Trumps vælgere føler, at de har.

4) ”Fake news” er blevet en epidemi, der med Trump som smittespreder og godt hjulpet af folk, der bevidst spekulerer i at sprede misinformation, og som tjener penge på at kreere sensationelle løgnehistorier, der giver massive klik på nettet, har sat spørgsmålstegn ved den generelle tillid til de professionelle medier. Nu er selv en ubevidst og mindre fejl i en avis eller en nyhedsudsendelse pludselig ”fake news”.

Alt ryger op i skraldevognen, mens den pløjer igennem de professionelle mediers troværdighed. Og vi er tilmed selv med til at tale fænomenet op, selvom Danmark bestemt ikke svømmer i ”fake news”-eksempler – snarere i omtaler af ”fake news”.

5) Næste problem handler om manglende varedeklaration på medier, der dyrker de klassiske uafhængige nyhedskriterier med balance, fairness og adskilte ”news” og ”views”, og så den voksende skov af holdningsmedier, der ikke lægger skjul på, at de vinkler journalistikken og indholdet i en bestemt retning. Det er faktisk hele deres eksistensberettigelse, men hvordan kender man forskel på holdningsmedierne og de klassiske nyhedsmedier?

6) Til sidst det problem, at de professionelle, uafhængige medier må til at tage sig sammen og være mere omhyggelige med proportioner, vinklinger, kildevalg, udeladelser, stramninger og korrektioner. En form for åbenhed omkring de redaktionelle processer og overvejelser er en forudsætning for, at vi kan genvinde tilliden.

Noget andet alvorligt, der skal til, er at de professionelle medier må have genskabt forbindelsen til den del af publikum, som i dag ikke finder dem relevante eller repræsentative for deres liv og deres synspunkter.

Med baggrund i disse seks refleksioner, burde de professionelle medier gå sammen om at beskrive værdien af den frie, uafhængige, professionelle presse i et moderne demokrati for alle.

Vi må have en grundlæggende fælles mission om at beskytte fri, uafhængig og etisk journalistik, produceret af mennesker, der føler et stærkt ansvar for at levere ”un-biased”, fordomsfri og veldokumenteret journalistik, for at være demokratiets forkæmpere og for at levere modig, væsentlig og relevant kvalitetsjournalistik.

Overalt i den bekymrede, professionelle medieverden drøftes der initiativer blandt medieudgivere og chefredaktører mod ”fake news”-bølgen, mod den politiske sorteper-kampagne målrettet pressen og mod mistilliden til journalister og medier. Det burde vi have stået sammen om på pressefrihedsdagen forleden. Det bør vi i fælleskab bruge det næste år på, mens det stadig kan nås.

Holdningsmedierne, bloggerne og facebook’erne skal nok klare sig, men vi kan ikke undvære den uafhængige presse i et velfungerende demokrati.

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 5. maj 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-pressefrihedsdag-med-bitter-smag

 

Red kvalitetsjournalistikken

Udgivet den af
Svar

”Hvis din vagthund sover, mens huset brænder ned, hvorfor så overhovedet have en vagthund.”

– Mark Lee Hunter, undersøgende journalist, professor og senior research fellow på INSEAD Business School Social Innovation Centre sagt på konference om ”Fake News” hos International Media Support i denne uge.

Hvad stiller vi op med nyhedsmedier, som ikke kan levere den vare, som de mest af alt var tiltænkt at skulle levere: At være en drivkraft i demokratiet. At være en velinformeret guide for den ansvarlige borger og vælger, som gerne vil forstå det samfund, han eller hun er en del af. At være den troværdige, sandhedssøgende kontrollant og udfordrer i forhold til magthavere af alle slags. Den, som holder demokratiet rent for korruption, manipulation og magtfordrejning? Hvad stiller vi op med medier, som har tabt publikums tillid og styrken til at løfte opgaven med at være korrektivet og vagthunden?

Kvalitetsjournalistikken er i en eksistenskrise. Det gør ondt at sige det. Men der er faktisk ikke noget bedre tidspunkt at drøfte det på end netop lige netop nu, hvor alle burde kunne se, at der er behov for at gøre noget.

Når vi er kommet i den absurde situation, at vi er nødt til at etablere uafhængige fakta-tjek-institutioner både her hjemme og i udlandet, fordi folk har mistet tilliden til journalisterne og de etablerede, professionelle medieinstitutioner som sandhedens vogter og vagthund, så er der da noget galt. Så er der gået ild i huset, mens vagthunden sov. Faktatjek, dokumentation, efterprøvning, indhentning af ekspertudsagn og fortællinger fra tilstedeværende kilder er jo netop selve journalistikkens kerneopgave.

Og nej – alting var ikke bedre i gamle dage. Jeg er på ingen måde fortidsromantiker. Manipulation af oplysninger, brug af selektive informationer, ændring af kontekst og misbrug af statistikker har altid været der. Det er ikke nyt.

I gamle dage havde vi slet ikke de research-redskaber til rådighed til at lave god journalistik, som vi har i dag. Vi havde slet ikke mulighed for at hente al den information ind, som vi kan i dag. Vi havde slet ikke alle de platforme og distributionskanaler til rådighed, som vi har i dag.

Pessimisme eller optimisme
Så hvorfor er alting ikke godt?

  • Fordi den teknologiske udvikling med Internettet har gjort det muligt for alle at være publicister, og informationsmængderne er nu så enorme, at ingen kan overkomme at sortere i strømmen af falske nyheder og ægte, troværdige nyheder.
    • Fordi hastigheden, mængden af aktiviteter på nettet og brugen af sociale medier nu giver en spredning af forkerte og falske historier med epidemisk styrke og gennemslagskraft, som ingen kan standse.
    • Fordi nettet belønner falske nyheder med brugertrafik og annoncekroner, hvis de er ekstreme nok, opsigtsvækkende nok og sensationelle nok.
    • Fordi mainstream journalistikken er blevet for doven, for konfliktsøgende, for uvidende, for meget på jagt efter at skabe kommercielle klik og afsæt til næste nyhedsopdatering.

Vi har fremragende eksempler – også i Danmark – på det man kalder undersøgende journalistik. Tag bare den seneste uges afsløringer af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) kritisable håndtering af sagen om kvotekongerne. Vi har fremragende eksempler på dokumentarudsendelser som TV 2’s i denne uge, der kan sætte brand i debatten om illegale arbejdere i Danmark. Det er ikke der, problemet ligger. Det er i den daglige nyhedsopdatering. I den daglige dækning af samfundsdebatten og af de vigtigste udfordringer for vores fællesskab.

Én for én stod Danmarks førende chefredaktører frem ved et arrangement i ugens løb afholdt af Ræson og Clement Kjersgaard og fortalte, hvor godt det går, og hvor fint alting er.

Og der var optimisme hele vejen rundt, også i forhold til at mediehusene er på vej til at finde en ny forretningsmodel til erstatning for den gamle, som for længst er brudt sammen. Med al den positivitet fra Ekstra Bladet over Politiken, Berlingske, Information og til Zetland er det vanskeligt at være lyseslukker.

Når udgiverne nu siger, at det ikke alene er det underholdende, der sælger billetter på nettet, men også den dybe journalistik og de svære historier, så bliver man jo helt opmuntret på demokratiets vegne.

Kvalitetsjournalistikken udfordret
I løbet af de seneste 20 år har journalistikken gennemlevet fire kæmpe store forandringer i forhold til forretningsmodellen: skiftet fra analog til digital, fremkomsten af de sociale medier, mobiltelefonens nye dominans som platform og de internationale teknologiselskabers indhug i store dele af annoncemarkedet og i brugernes tid og opmærksomhed.

Hele debatten om falske nyheder i forbindelse med det amerikanske valg sidste år har tvunget teknologivirksomhederne til at overveje, hvad det er for et ansvar, de har for, hvad der foregår på deres teknologiske platforme.

Der er indgået spændende nye samarbejder mellem teknologigiganterne og de store professionelle medier i bl.a. USA og Frankrig på området med at få luget ud i falske nyheder på nettet.

Men det ændrer ikke på, at teknologigiganternes forretning og algoritmer er indstillet på at favorisere det, der får mest opmærksomhed og deles mest, og det er ofte skod-indhold og ikke journalistisk høj kvalitet. Det er de sensationelle løgne, der får mere opmærksomhed end de tankevækkende sandheder.

Kvalitetsjournalistikken er udfordret. Faktatjek-sites som TjekDet.dk drevet af Mandag Morgen kan skabe en platform for opmærksomhed omkring forurening af nyhedsstrømmen og manglen på nuancer og fakta i den offentlige debat.

Vi kan indbyde til partnerskaber med eksperter og kolleger i andre dele af mediebranchen. Og vi har påtaget os opgaven med at udvide målgruppen for sitet til børn og unge, som må uddannes til at blive kritiske medieforbrugere og årvågne trafikanter på nettet.

Men faktatjek –sites gør det ikke alene.

Misrøgtet redskab

Vi må som journalister tage ansvar for at udvikle nye journalistiske formater og metoder, der bryder med misbruget af den kritiske journalistik og trangen til at fokusere på konflikt og drama. Alt for ofte bliver den kritiske journalistik til et mål i sig selv i stedet for et redskab til at gøre os klogere. Den misrøgtede form gør journalisten til overdommer i en slags sportskamp mellem to konfliktende synspunkter, hvor af det ene måske burde tillægges mere værdi, hvis journalisten med sin faglighed havde kunnet bidrage med kvalificeret modspil.

Vi må som medier og journalister være langt mere åbne omkring vores arbejde, arbejdsmetoder og research. Og så må vi præsentere nogle etiske værdier, som vi arbejder efter, og som folk kan forholde sig til og måle os op på. Mange medier har sådanne etiske værdier nedskrevet, men for at de skal have en effekt, skal de være en del af nyhedskulturen, efterleves, justeres og formuleres på ny i takt med tiden.

Og vi må som brugere selv tage et ansvar for det, vi deler på de sociale medier. Hvad er det, vi sender videre til venner og bekendte? Har vi selv gjort os nogle overvejelser om kilden til historien, hvor den stammer fra, og om den nu er falsk eller ægte?

Lad os få vækket vagthunden, inden huset brænder ned.

Dette indlæg blev bragt på Altinget.dk den 7 april 2017 http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-red-kvalitetsjournalistikken