Mediebloggen.dk

Skrevet og redigeret af Lisbeth Knudsen

Mediebloggen.dk

Kategoriarkiv: Politik

Børn og unges mistrivsel fortjener samme fokus som kræftpakkerne

Udgivet den af
Svar

  
Der er jo simpelthen noget galt med vores samfund, hvis vi ikke kan finde ud af at rumme de unge på en god måde. Vi kan ikke blive ved med at stikke børnene og de unge en psykolog eller en lykkepille.

Nyhedsmedier elskertalhistorier og nye undersøgelser. Viser de tilmed noget, som er gået dårligere end tidligere, så skal det nok få omtale. Lidt mindre omtale bliver der til de positive historier, hvor en negativ udvikling er vendt.

En gang imellem burde vi standse op i medierne og prøve at lægge lidt mere mærke til, hvad det er for typer af tal og undersøgelser, vi dynger befolkningen til med dag efter dag, og spørge dybere ind til, hvordan tingene mon virkelig kan hænge sammen på den måde og hvorfor.

Sådan har jeg det med deubegribeligt mange analyser og tal, vi nu har på, hvor stressede, psykisk sårbare og ulykkelige alt for mange af vores unge medborgere er. Virkelig ubegribeligt mange.

Når man samler lidt tilbunke med alle de tal, som bare de seneste to måneder har præget medierne, såkalder det på lige så stor opmærksomhed som de veludtænkte og effektive kræftpakker. Ja, undskyld mig sammenligningen, men tallene vedrørende vores børn og unge i et ellers velfungerende dansk velfærdssamfund er da helt uacceptable.

Der er noget rivravruskende galt, når rigtigt mange unge siger, at de har stress. Så er der enten gået mode i at sige, at man er stresset, og symptomerne peger i virkeligheden i en helt anden retning, eller også har vi et virkelig alarmerende stort problem.

Siden 2013 er andelen af studerende mellem 25 og 34 år, som oplever et højt stressniveau, steget fra 29,3 til 41,3 procent. Det viser tallene fra den omfattende undersøgelse ‘Den Nationale Sundhedsprofil’. Også blandt de yngre studerende er stressproblemerne vokset. 30,5 procent af de 16-24-årige, der er under uddannelse, har ifølge undersøgelsen et højt stressniveau. Det tal var i 2013 23,2 procent.

Og splitter man resultaterne op på køn, ser man, at markant flere kvinder end mænd er plaget af stress. Blandt de 25-34-årige studerende har hver anden kvinde således et højt stressniveau. Disse tal er steget voldsomt de seneste 30 år, hvor man har lavet undersøgelser af unges trivsel.

En undersøgelse fra Aarhus Universitet fra tidligere i år viser, at 55 procent af eleverne i 2. g på de to gymnasier, der er undersøgt, ligger helt i toppen af stress-skalaen. De ligger så højt på skalaen, at det svarer til niveauet hos de 20 procent mest stressede fra resten af befolkningen.

Samme undersøgelse blandt gymnasieelever viser, at de, der tjekker mobilen mest, også er dem, som oftest føler sig stressede. 14 procent af dem tjekker mobilen hvert femte minut.

I 2016 var der 3.890 børn under 18 år, som fik ordineret antidepressive lægemidler.

Knap hver tredjehenvendelse til Børnetelefonen i 2017 var fra et barn eller ung med ondt i psyken. 14.234 gange fik et barn eller en ung hjælp til psykosociale problemer.

En undersøgelse fra SDU om mental sundhed blandt unge viser, at fem procent af drengene og 10 procentaf pigerne på gymnasier og erhvervsuddannelser er kendetegnet ved lav grad af livstilfredshed og angiver en lang række psykiske symptomer på ugentlig basis.Desuden er der en relativt stor andel i denne gruppe, der føler sig ensomme og har et lavt selvværd.

I det nationaleforskningscenter VIVE’s nye undersøgelse ‘Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2018’ står der, at 46 procent af alle piger på 19 år på et eller andet tidspunkt i deres unge liv har modtaget psykologhjælp. Altså, vi taler 19 år og allerede i psykologbehandling. Det er en stigning fra 30 procent i 2009, som også var et højt tal.

”Der er ingen gennemgående kønsbetingede trivselsforskelle i de tidlige år, men fra teenagealderen ser vi tegn på, at unge drenge hyppigere end jævnaldrende piger markerer sig negativt ved at have en usund livsstil eller udadreagerende adfærd, som kan skade dem selv eller deres omgivelser. Unge piger, derimod,vender hyppigere tingene indad. Undersøgelsen finder, at ganske mange unge piger udviser tegn på psykiske trivselsproblemer.”

Også skoletilfredsheden er dalet ifølge samme undersøgelse. Det er især blandt de ældre piger, at den manglende trivsel slår ud. Desuden rapporterer flere børn og unge om et eller flere problemer i skolen, for eksempel konflikter med lærere eller kammerater. Der har siden 2009 været et fald i andelen af børn og unge, der virkelig godt kan lide skolen.

I hovedstadsområdet harsundhedsplejerskerne blandt 3.277 unge registreret 15,2 procent med psykiske vanskeligheder, stress, psykisk sårbarhed, depressive tanker, angst eller manglende evne til at finde sig til rette i livet hos de unge.

Og jeg kunne blive ved og ved med at dynge tal op, som medierne gør det hver uge.

Og imens diskuterer de voksne, om det nu er skolens karakterræs, fremdriftsreformens pres på de studerende, eller om det er de sociale medier og præstationsangst eller frygten for ikke at være populær, høre til og gå i det rigtige tøj og have de rigtige venner og være på den rigtige uddannelsesretning, der er årsagen til problemerne.

Eksperterne har mange forskellige udlægninger af årsagerne, og det er utvivlsomt at nuanceret billede. Og jeg påstår ikke, det er nemt. Men!

Det er da vildtskræmmende, at så mange unge har brug for en psykolog, inden de er fyldt 20 år,eller mistrives i tilværelsen allerede som børn. Det er da fundamentalt forkert, hvis så mange unge plages af angst og depression.

Danmarks Statistik erlige kommet med publikationen ‘Børn og deres familier 2018’. Den gør op, at1.165.500 personer i Danmark er under 18 år, hvilket svarer til 20 procent eller en femtedel af den danske befolkning. Meget tyder på, at vi er ved at få en skarpere polarisering i det danske samfund mellem de unge, som klarer sig godt og trives, og den andel, som har psykiske problemer eller mistrives.

Der er altså undersøgelser nok, som bringes frem dag efter dag i medier, som viser, at nogeter galt, men hvor er løsningerne og de handlinger der skal til?

Der er jo simpelthen noget galt med vores samfund, hvis vi ikke kan finde ud af at rumme de unge på en god måde. Vi kan ikke blive ved med at stikke børnene og de unge en psykolog eller en lykkepille.

Hermed en opfordring givet videre til, at dette emne kunne blive en del afen kommende politisk diskussion under en valgkamp og en sand politisk konkurrence mellem partierne om at finde de gode ideer til løsninger.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 14.12.2018 : https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-unges-trivsel-kraever-samme-fokus-som-kraeftpakkerne

Kampen om den digitale verdensorden starter nu

Udgivet den af
Svar

Teknologi og viden bliver i stigende grad en geopolitisk faktor i den nye digitale verdensorden, konstaterer regeringen i denne uges udspil om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Danmark skal være et af de mest innovative lande i verden. Udenrigstjenesten skal drive mere tech-diplomati. Universiteterne skal drive mere forskningsdiplomati, og danske virksomheder skal være digitale frontløbere.

Der skal etableres et e-handelscenter, der kan levere virksomhedsrådgivning. Adgangen for danske virksomheder på internationale e-markedspladser skal hjælpes på vej, og regeringen vil etablere en international koalition af tech-virksomheder, civilsamfundsorganisationer og stater for blandt andet at udvikle internationale dataetiske normer og principper. Sådan!

Der er ingen smalle steder eller manglende ambitioner i det dugfriske udspil til en ”Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi 2019-2020”, ligesom der ikke er det i mange andre digitaliseringsudspil, som regeringen er kommet med.

”Strategi for Danmarks digitale vækst” hedder et af dem målrettet erhvervslivet. ”Et stærkere og mere trygt digitalt samfund” hedder et andet målrettet den offentlige sektor. ”Digital service i verdensklasse” hedder et tredje udspil. ”Danmark klar til fremtiden” hedder et fjerde, målrettet forskningsindsatsen og innovation. ”Bredbånd og mobil i digital topklasse” hedder et femte om den digitale infrastruktur på teleområdet.

Læg dertil en AI-strategi for at booste Danmarks brug af kunstig intelligens og en aftale om fremtidens infrastruktur for digitale identiteter i Danmark og sikkert meget mere.

Pointen er, at det vælter ud med planer og ideer fra alle ministerier og alle verdenshjørner. Ingen kritik af det. Digitaliseringen ændrer alle spillereglerne i vores samfund. Men når nu alle andre lande har det ligesom os, at vi er bange for at være de sidste, der kommer hen til fremtidens herligheder og muligheder, så vil det være en ovenud god idé at tænke de her mange initiativer lidt på tværs på en ny måde.

Det vil det ikke alene, fordi denne nye måde kan give os en mulighed for at udtænke en dansk model for, hvilken rolle vi gerne vil spille i den digitale verdensorden. Det er også en god ide, hvis den nye måde kunne sikre, at halvdelen af befolkningen ikke overlades til afmagt og rådvildhed, jobløshed og bekymring ved den digitale forandringsproces, robotiseringen og globaliseringen.

Hvis vi derimod kan bruge en ny måde at gribe tingene an på til for eksempel at udvikle nye jobtyper, nye kompetencer, nye uddannelsesstrukturer, nye produkter og en ny version af den danske flexicurity-model.

Problemet med hele mylderet af gode tanker og forslag i alle regeringsudspillene er, at de ikke tegner en samlet vision for, hvor det danske samfund er på vej hen. Og måske endnu værre, at vi bygger en hel masse planer uden at have fundamentet gennemdrøftet og godt tør i støbningen.

Jeg havde lejlighed til forleden at tale på en konference om intelligent vækst arrangeret af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), der fremlagde en meget spændende rapport om udviklingen i Kina.

En rigtig god og håndfast opfordring til, at vi skal finde ud af, hvad vej vi vil gå med den teknologiske udvikling her i Danmark og i EU. Mellem det statsstyrede Kina og det markedsstyrede USA ligger Europa, der med EU-kommissær Margrethe Vestagers ord har en stærk politisk kultur for at etablere nye markedspladser og at regulere dem på en fornuftig måde, så business tjener samfundet og ikke omvendt.

I Europa vil vi alle sammen hver for sig være verdensmestre på det digitale område. Prøv at læse den svenske AI-strategi, som er en drøm om verdensklasse. Nordmændene skriver ganske enkelt, at norsk AI skal lede verden.

Og finnerne vil i deres strategi også være førende nation i verden på kunstig intelligens. Men vi er alle sammen små lande og overtrumfes hurtigt af den franske AI-strategi eller den britiske. Og i EU sidder man så og prøver også at have en offensiv AI-strategi og et stort program for et digitalt Europa, som bevæger sig med sneglefart i forhold til Kinas satsninger.

Den digitale forvandling bør være den højest prioriterede politiske og økonomiske opgave, hvor vi skal udvikle nye svar på presserende spørgsmål. Teknologierne forandrer vores samfund, men måden, hvorpå de gør det, afhænger i høj grad af, hvordan vi beslutter at anvende dem, samt hvordan vi udarbejder vores lovgivningsmæssige rammer for disse teknologier.

Hvad er vores globale ”point of difference” i Danmark på det digitale område? Hvor satser vi vores begrænsede ressourcer? Hvordan kan vi bruge vores samfundsmodel og vores værdier med tillid, fællesskab, lav magtdistance og mindre ulighed end i mange andre lande som en fornuftig ”driver” på udviklingen?

Globalisering version 1.0 gav frygt og afmagt hos mange. Kan vi gøre globalisering 2.0 bedre og introducere en europæisk model for en ny digital verdensorden med et mere menneskeligt ansigt?

Jeg tillod mig på ATV-konferencen forleden at foreslå, at vi bygger et fundament af digital humanisme. Det består af, at vi sætter mennesket før maskinerne. At vi skaber nogle dataetiske standarder og nogle etiske standarder for brug af kunstig intelligens der gør, at vi ikke som mennesker mister kontrollen med, hvad maskinerne skal udføre og kan udføre.

At vi sætter nogle høje krav til sikkerhed og persondatabeskyttelse og den personlige integritet i forhold til indsamlingen af stadig flere data om os og samkøring af data. Fundamentet består også af en forudsætning om et fokus på bæredygtighed og samfundsansvar hos dem, der arbejder med store dataindsamlinger og med kunstig intelligens.

Oven på fundamentet lægger vi et lag, som jeg har givet overskriften, at alle skal med. Sådan lyder det hele tiden i den politiske retorik, men hvad betyder det? Det burde betyde, at vi nu ikke bare skal holde festtaler om livslang læring, men nu skal der ske noget for alvor.

At vi ikke bare skal holde festtaler om begrebet digital dannelse, som i modsætning til digitale kompetencer ikke blot handler om, hvordan vi betjener de nye teknologier, men hvordan vi forstår betydningen af dem og den indvirkning, de har på vores liv, vores kommunikation med hinanden og vores sundhed.

Til dette lag hører også udviklingen af et nyt meget mere agilt og fleksibelt uddannelsessystem, der kan følge med de kompetencekrav, de nye jobbeskrivelser, de nye funktioner på arbejdsmarkedet, som hele tiden vil forandre sig.

Når de to lag er godt implementeret, er der et solidt fundament for den offentlige digitaliseringsstrategi, som igen kan understøtte og fremme digitaliseringen i den private sektor. Og der er basis for en vækststrategi i den private sektor med de centrale danske værdier i bagagen.

Både i den offentlige sektor og den private sektor i Danmark er vi langt fremme med digitalisering, fordi vi er det, man kalder et meget digitalt modent område. Danskerne har taget de nye teknologier i brug i stor stil, og tiltagene i det offentlige til digitaliseringen har presset stærkt på den udvikling med e-Boks, NemID, digital selvangivelse og i det hele taget kommunikationen med det offentlige på nettet.

Men næste fase af den teknologiske udvikling griber meget stærkere ind i vores liv og hverdag. I vores danske samfundsmodel, vores arbejdsliv og tilliden til det fælles. Globaliseringen 2.0 vil blive en kamp mellem kontinenterne om den nye digitale verdensorden. Det vil blive en kamp om magten over de nye teknologier og de data, som de opsamler. Det vil blive en kamp på samfundsmodeller. De frie markedskræfter, den statslige overstyring og den europæiske balancegang mellem marked og regulering.

Derfor: Prøv at lægge alle de fragmenterede planer for, hvordan vi bliver verdensmestre i det ene og det andet og det tredje i Danmark, ud på bordet. Skræl den flotte retorik væk, og tegn en helhedsvision for det digitale Danmark, så vi kan se det reelle billede af konkurrenceudfordringen og finde ud af, hvad der skal være retningen for vores udvikling.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 16. november 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kampen-om-den-digitale-verdensorden-starter-nu

 

Vores tillidsbaserede samfund er udfordret

Udgivet den af
Svar

Hvidvask for milliarder af kroner i årevis gennem danske storbanker. Svindel for over hundrede millioner kroner i årevis i Socialstyrelsen med midler til de allersvagest stillede i samfundet. Og storplyndring af statskassen for milliarder af kroner i årevis i tilbagebetaling af udbytteskat som led i et gigantisk internationalt røveri foretaget gennem nogle af verdens største banker.

De dårlige nyheder om svindel og bedrageri står i kø for tiden. Hvordan kunne det ske? Fordi det var nøje planlagt og udspekuleret.

Vores højt besungne tillidsbaserede danske samfund har fået slået glasset ind til brandalarmen, og den er for længst sat i gang med at hyle. Der er ganske enkelt brug for en ret betydelig genopretning, hvis vi igen skal kalde os et velfungerende, tillidsfuldt samfund med respekt for centrale funktioner og de fælles administrative styrings- og kontrolsystemer.

Ikke bare er der brug for genopretning af tilliden til bankerne og den finansielle sektor, men også til Skat og retfærdighed for os alle sammen i skatteopkrævningen og til sikkerheden omkring styringen af offentlige tilskudsmidler på fair og ens vilkår.

Hvordan skal den lille iværksætter, der har hårdt brug for et lån til at komme videre med at drive en helt igennem legitim forretning, have forståelse for et nej fra banken, når den med den anden hånd vasker sorte penge hvide for russiske oligarker?

Hvordan skal den forening, der forsøger at gøre noget godt for hjemløse eller unge mødre uden uddannelse have forståelse for, at de skal rapportere brugen af hver en femøre i tilskud fra satspuljemidlerne og leve op til en nidkær kontrol, når Socialstyrelsen i årevis ikke opdager, at nogle af midlerne fra puljen havner på en medarbejders private bankkonto?

Hvordan skal den hårdtarbejdende helt almindelige danske familie, der betaler den skat, den skal, have forståelse for, at et internationalt netværk af svindlere, advokater og banker kan tømme den danske statskasse for anslået 12,7 milliarder kroner i udbytteskat i årevis, uden at nogen stopper hullet og manden, der lod pengene fosse ud af kassen?

Tillid er Danmarks stærkeste sociale kapital har adskillige forskere fremhævet. Vi er faktisk verdensmestre i tillid til hinanden. Social tillid er den andel af befolkningen, der mener, at man kan have tillid til mennesker, man ikke kender i forvejen. Det svarer hele 78 procent af danskerne ja til – den højeste score for noget land i verden.

Også den institutionelle tillid er højere i Danmark end de fleste andre steder, og begrebet tillid fandt vej til vores såkaldte Danmarkskanon som en af de højest prioriterede danske værdier. Høj tillid skaber økonomisk vækst i et samfund, fastslår forskerne, og det handler blandt andet om trygheden i, at tingene foregår på en ordentlig og fair måde.

Vil der ikke altid findes skurke, tyveknægte og brodne kar i selv det bedste samfund? Jo sikkert er det sådan.

Men de tre her nævnte sager adskiller sig – selv om de er vidt forskellige i karakter – ved at få tilliden til nogle af samfundets nøglefunktioner til at vakle; fordi der er tale om så store beløb; fordi der er tale om så langvarige svindelsager; fordi der burde have været kontrolfunktioner på plads, som havde opdaget kriminaliteten; fordi der i nogle tilfælde var whistleblowere, der advarede om en mistænkelig adfærd; fordi der var advarsler, der blev overhørt i alle tre tilfælde.

Nu råbes der på yderligere kontrol og regulering af den finaniselle sektor på europæisk og nationalt plan på basis af den seneste store internationale svindelsag for 410 milliarder kroner om udbytteskat.

Er storbankerne blevet så store, at de ikke selv har kontrol over, hvad de foretager sig, for slet ikke at tale om muligheden for at andre kan kontrollere dem? Er bankerne blevet så kyniske, at de har tabt moral og forretningsetikken? Skal bankerne have lov til at sprede sig over så stor en del af de finansielle markeder, som de gør i dag, eller skal de ved lov brydes op i mindre enheder?

Præcis som med de store tech-giganter, hvor man godt kan komme i tvivl, om de i virkeligheden selv har styr på, hvad de har gang i, når der dagligt skal ryddes op i millioner af falske konti, der spreder fake news, og når frie demokratiske valg infiltreres af misinformation og troldefabrikker via de sociale medier.

Kan vi regulere og kontrollere os ud af mistilliden, eller er vi kommet dertil, at bankernes ledelser må sætte spørgsmålet om moral og etik og samfundsansvar tydeligere på dagsordenen eller pålægges en offentligt udpeget vagthund i bestyrelserne? Det bør blive et emne for en seriøs politisk diskussion og en åben debat i finanssektoren uanset konkurrencehensyn.

Tilliden til banksystemet og den finansielle sektor er en nøgle til et velfungerende erhvervsliv, til en velfungerende boligsektor og et velfungerende samfund. Interessant nok viser internationale imagemålinger, at den finansielle sektor i de seneste fem år langsomt, men gradvist, er steget i anseelse efter det totale tilbageslag med finanskrisen. Men lige præcis i 2018 stagnerer de gode takter i udviklingen, og nu venter sikkert en ny tilbagegang med de seneste afsløringer.

Hvordan kan vi genskabe tilliden til Skat? Det hører populært sagt i kategorien ”det lange seje træk”. Flere medarbejdere, nye og mere effektive kontrolsystemer, ændret og mere fokuseret organisation og skærpet opmærksomhed på de mest sårbare områder.

Men hvordan kunne det gå så galt og så længe? Det skrives der nu tykke bøger om, men Skat har brug for genopbygning af tilliden på alle fronter. Det kommer måske til at tage både fem og ti år, inden skaderne og tilliden er genoprettet.

Vi kender til det ledelsessvigt, som fandt sted i Skat på kontoret for tilbagebetaling af udbytteskatten, men de seneste afsløringer i den internationale svindelsag viser nu, at en stribe udenlandske banker hjalp til med svindlen. En stribe sagsanlæg er allerede sat i gang for at hente nogle af de mange tabte penge hjem igen.

Når det gælder bedrageriet i Socialstyrelsen, så har det ikke skortet på advarsler fra Folketingets statsrevisorer i forhold til kontrollen med og styringen af de såkaldte satspuljemidler.

Satspuljen afsættes hvert år til initiativer inden for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Initiativerne har til formål at forbedre vilkårene for svage og udsatte grupper samt for mennesker på overførselsindkomst. Satspuljen udgør i 2018 omkring 770 millioner kroner, og regeringen har lagt op til at udmønte midlerne inden for nogle temaområder:

Flere borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job eller uddannelse, støtte og forebyggelse til udsatte borgere, familiepolitiske indsatser, værdighed og omsorg for de svageste ældre, styrket indsats i psykiatrien og for kronikere, understøttelse af civilsamfundsinitiativer og en beskæftigelsesrettet integrationsindsats.

Statsrevisorerne har kaldt ordningerne uigennemsigtige og lad os bare tilføje: ordningerne giver politikerne fra alle partier mulighed for at drysse beløb ud over hundredvis af projekter, som de hver især gerne vil tilgodese. Ofte projekter, som ikke er forsynet med en masse administrative kræfter, og som er helt afhængige af frivillige ressourcer til mange af opgaverne.

Sagt helt koldt og kynisk, som den tidligere finansminister og nu chefredaktør på dagbladet Børsen, Bjarne Corydon, gjorde det forleden: det er en hamrende ineffektiv måde at bruge pengene på; men sagt mere realpolitisk, er satspuljen med til at skabe mange projekter, der afprøver nye veje i socialpolitikken, løser og løfter områder, der ellers er faldet mellem forskellige stole og ikke vil kunne tilgodeses på anden måde, og løsninger, som skaber en involvering af civilsamfundet.

At det er lykkedes en medarbejder at svindle med udbetalingerne og sætte beløb ind på egne bankkonti over en lang årrække, samtidig med, at hun har ført et utroligt dobbeltliv, er ikke fuldstændig overraskende for folk med indsigt i systemet.

Og så er det jo fint, at socialministeren forarget kalder svindlen for ”gement tyveri” over for de svagest stillede. Men hendes ministerium viste måske i denne her sag lidt for meget tillid til en enkelt medarbejder, som tilsyneladende uopdaget kunne leve et dobbeltliv med køb og salg af dyre rideheste og huse i Sverige og Sydafrika for en månedlig løn på 37.000 kroner.

Virkeligheden har overgået fantasien, både når det gælder hvidvasksagerne, udbytteskattesagen og svindelnummeret i Socialstyrelsen. Nu bliver de endevendt at alle relevante myndigheder, og en politisk opfølgning er nødvendig. Men det er beskæmmende, at de har kunnet finde sted. Der skal ikke mange flere af den slags sager til, før vores institutionelle tillid får et ordentligt hak nedad, mens vi måske fortsat kan opretholde tilliden til hinanden.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 19. oktober 2018

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-vores-tillidsbaserede-samfund-er-udfordret

Sass & Pind i politisk pudekamp

Udgivet den af
Svar

TV 2 News’ nye politiske debatprogram er for meget en lukket fest for de to værter. De undværer gerne et journalistisk filter, men helt ærligt ville netop det gøre meget gavn ved konceptet. Der skal mere en to politiske koryfæer til at skabe godt og spændende tv.

Har vi brug for nye tv-formater til at revitalisere den politiske debat og engagere flere danskere i politik mellem folketingsvalgene? Ja! Som i: Det har vi virkelig desperat brug for. Der er virkelig ikke meget fornyelse i det område.

Har vi brug for, at politikerne får lov til at udfolde deres inderste visioner, drømme og forhåbninger uden at tale i one-liners og 30 sekunders klip? Ja!

Vi har brug for at politisk arbejde bliver mindre taktik, mindre partidisciplin og mere en konkurrence på de bedste ideer, de mest innovative tanker og drevet af personligt politisk lederskab. Det lykkes kun, hvis politikerne har modet til det.

Har vi brug for, at tilliden til vores politikere bliver øget, fordi vi både forstår udfordringerne, de kæmper med, de politiske prioriteringer, handlerummet og de politiske holdingsforskelle? Ja! Mere end nogensinde. Tilliden til politikerne er på lavpunktet. Kompleksiteten i de beslutninger, der skal tages, er voksende. Risikoen for, at det alt sammen øger følelsen af afmagt og fornemmelsen af ikke at blive hørt i befolkningen, er stor.

Der er alt mulig grund til, at dygtige konceptudviklere på tv udvikler nye formater for den politiske debat, der ligger ud over den hurtige nyhedsformidling.

Derfor: Hatten af for, at TV 2 News afprøver et format som Pind & Sass. Det er for tidligt og sikkert helt uretfærdigt at dømme det ude efter kun én udgave, men der skal godt nok ske et mirakel, hvis det skal blive et hit med det nuværende koncept. Der skal simpelthen mere en to politiske koryfæer uden journalistisk filter til at skabe godt og spændende tv.

Konceptet for Pind & Sass må være noget i retning af at tage den aktuelle uges topemner, som de to hver især tænder på, blande det op med lidt løs sniksnak og så få en diskussion i gang om de udvalgte emner set fra henholdsvis et liberalt og et socialdemokratisk ståsted.

Problem nr. 1 er, at ingen af de to har muligheden for at tale helt frit fra leveren. Henrik Sass er en del af den Socialdemokratiske topledelse og har med den placering en række hensyn, han skal tage. Søren Pind er ude af Folketinget, men han har tydeligvis ikke sluppet loyaliteten overfor hverken regeringen eller Venstre.

Dermed får vi en debat, der sådan er lidt gensidigt drilleri om, hvem der nu har ansvaret for hvilke problemer, og hvem der kan rose sig af hvilke forbedringer. Så et par sjove stikpiller til hinanden og så videre til det næste. Det skal måske være underholdning, men i så fald er det bare ikke sjovt.

Hvis det her format skal kunne noget, så skal det gøre os som seere klogere, for Pind & Sass bliver aldrig sjove hyggeonkler. De er til gengæld spændende politikere med et ideologisk format og en ballast af erfaring.

Når formatet med Ellemann & Lykketoft var interessant i en lang periode, så var det fordi de to udenrigspolitiske koryfæer kom med et kæmpe bagkatalog af viden om udenrigspolitik og kunne berige aktuelle udenrigspolitiske dagsordener med forskellige indfaldsvinkler, personlige anekdoter og en række historiske tråde op til nutiden.

Problem nr. 2 er, at formatet ikke fornyr den politiske debat på en måde, så man bliver klogere på politik.

Det er ganske enkelt for indforstået og for meget pudekamp, når diskussionerne flyver over bordet om kommunalreformen, og hvilke regioner, der er gode eller dårlige til at styre kvaliteten af sygehusbetjeningen, om hvem der havde ansvaret for dem, og om hvem, der har haft mest ansvar for at lukke lokale politistationer rundt omkring i landet.

Pind sammenligner Sass med Corbyn, uden at nævne, at det er den britiske Labour-leder, Jeremy Corbyn, der er tale om. Næppe paratviden hos alle seerne, hvad han lige står for.

Problem nr. 3 er, at Pind og Sass skøjter rundt, uden at de i virkeligheden reelt udfordrer hinanden. Lige præcis det filter i form af en nysgerrig journalistisk vært, som er fjernet i programmet. Når Pind ikke rigtigt svarer på udfordringen fra Sass med fjernelsen af det demokratiske led, hvis man nedlægger regionerne, så er der ikke nogen, der bider sig fast i det problem, og stiller Pind spørgsmålet, om han hellere vil have at Folketinget skal styre sygehusene eller ekspertbestyrelse skal gøre det.

”Jeg vil ikke have nogen mellem mig og min læge”, siger Pind. Men nu taler vi om den milliard-butik, som sygehusene er og ikke den praktiserende læge. Hvem skal prioritere, om lille Alfred skal vente 15 timer på en skadestue, eller om en anden patient skal vente i stedet for? Det fik vi ikke noget svar på.

Når Sass på baggrund af hvidvasksagen i Danske Bank siger, at virksomhederne ikke kan styre sig selv, og der derfor skal lægges loft over honorarer til bestyrelsesmedlemmer og direktører i private virksomheder, så bliver den udtalelse ikke udfordret vedholdende af Pind, men det hele bliver i stedet til en konsensus om, at grådighed er noget skidt.

Når journalister viser deres gavn, så er det lige præcis i sådanne politiske karusselture som disse, hvor meningerne bliver serveret i noget, der minder om en uforpligtende samtalesalon bedst egnet til at foregå over et glas vin eller en fadøl.

Det ligger godt til både Pind og Sass at ønske sig et program uden journalistisk filter, uden kritiske journalisters afbrydelser og uden irriterende opfølgning på, hvad de hver især siger. Forhåbentlig kan programmet udvikles til noget, der ikke bare er hyggeligt for de to selv, men som også kan give seerne noget, de kan blive klogere af.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 5. oktober 2018:

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-sass-pind-i-politisk-pudekamp

Lad os nu tale politik – ikke bogstavleg

Udgivet den af
Svar

Medierne elsker at lege bogstavleg, inden vælgerne overhovedet har stemt. Kommentatorerne elsker at analysere skrækscenarier og fremmane personlige konflikter. Kunne vi ikke fokusere mere på det politiske indhold? Vi laver trods alt ikke dramaproduktion.

Først dømte det politiske kommentator-kleresi kaos i blå blok.

Ville Dansk Folkeparti lykkes med at få smidt Liberal Alliance ud af regeringen efter et valg, hvis blå blok fik chancen for at fortsætte? Ville Løkke gå til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet med Liberal Alliance og Konservative, vel vidende at Dansk Folkeparti ser blåt eller gult, eller hvad det nu er, når Liberal Alliance kræver skattelettelser, mindre offentligt forbrug og endnu billigere biler.

Hvis Dansk Folkeparti skulle lykkes med at skubbe Liberal Alliance ud, hvordan ville LA så stille sig til at støtte en anden borgerlig regering?

Og hvad med Nye Borgerlige, som har opstillet nogle på forhånd næsten uspiselige og ultimative politiske krav til gengæld for at lægge stemmer til en blå Løkke-regering? Rigtigt meget kaos, hvis altså Nye Borgerlige kommer ind i Folketinget, for de siger, at deres stemmer ikke kan tælles med, hverken hos den ene eller anden statsminister, hvis de ikke får de ultimative krav med i regeringsprogrammet.

Så blev der dømt krise og kaos i rød blok, da Alternativet stillede med Uffe Elbæk som statsministerkandidat og præsenterede en total revolution af ressortområderne for kommende ministre og topprioritering af klimaindsatsen over alt andet. Samtidig proklamerede Elbæk, at deres stemmer skulle trækkes ud af ligningen, hvis de ikke kunne få en markant anden klimasatsning på dagsordenen.

Bedre blev det ikke af, at Enhedslistens Pernille Skipper også ville være statsministerkandidat og lige havde et ønske om ekstra to milliarder kroner til sundhedsområdet og nogle væsentlige punkter omkring ulighed. Og den radikale Morten Østergaard toppede krisen i rød blok med at kræve en skriftlig forsikring fra Socialdemokratiets formand om at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse på udlændingepolitikken til gengæld for radikale stemmer til regeringsdannelsen.

Skrækscenarier

Så er vi ligesom i gang med det politiske efterår. Vi er blevet begavet med kilometervis af analyser om alle mulige skrækscenarier. Hvordan skal det dog gå? I medierne er der dømt kaos. Er de nu blodige uvenner, Socialdemokratiets formand og den radikale formand, eller kan de stadig spise frokost sammen?

Kan Thulesen Dahl og Anders Samuelsen overhovedet være i stue sammen? Er Mette Frederiksen bare elendig til at være venner med alle og samle den røde blok til samarbejde og fælles udspil inden et valg? Har Mette Frederiksen ødelagt sin chance for at blive statsminister på grund af al den uro i rød blok, mens Løkke kan holde en fest i den blå blok. Eller kan han nu også det, når Pernille Vermund ruller sig ud?

Selv om det er rigtigt interessant, dramatisk og underholdende med alle disse spekulationer, der nærmest kunne ligne, at vi ender med at skulle være lige så længe om at danne en ny regering efter næste valg som belgierne, så lad mig lige prøve en anden variant. Ja, det er naturligvis super vigtigt, at der også kan dannes en regering efter et valg, som efter dansk model ikke på forhånd har et flertal imod sig, men skulle vi nu ikke lige lade vælgerne tale først og se, hvilke kombinationsmuligheder der måtte komme ud af det.

Altså ro på. Det her handler selvfølgelig ikke mindst hos de små partier om positionering og en krig på opmærksomhed. Og det kræver i den nuværende medieverden stadig mere skingre budskaber og ikke bare et nyt politisk udspil om nærpoliti og nærhospitaler eller stop for uddannelsesnedskæringer. Det er faktisk en trist udvikling. Men det er realiteterne. Hvor mange spørgsmål var der til Socialdemokratiets decentraliseringsudspil i denne uge efter sommergruppemødet og hvor mange til bogstavleg efter et valg? Rigtigt gættet: Bogstavlegen og ikke mindst Radikales krav stjal billedet.

Profilspredning

Hvordan skulle Alternativet nogensinde få genoplivet lidt X-faktor til Uffe Ulbæk, hvis ikke det skulle være med en provokation, som at gøre ham til statsministerkandidat, selv om alle kan se, at han aldrig kommer i nærheden af den post.

Det kom til at give den genlyd, det skulle, for udmeldingen blev taget alvorligt som splittelse i rød blok af medierne, og tv-stationerne blev tvunget ud i lang tågesnak om, hvad de ikke ville sige, de ville gøre med kommende statsministerdueller under valgkampen. Alt sammen koblet til et politisk program, der nok blev grint af som sædvanlig, når det kommer fra Alternativet, men som rummede så opfindsomme og finurlige nye ministerie-navne, at det også gav omtale.

Således trængt på omtale på venstrefløjen måtte Enhedslisten også på banen med Pernille Skipper som statsministerkandidat, når nu Uffe Elbæk kunne lykkes med det stunt. Her blev det politiske budskab mere traditionelle Enhedsliste-varer og mindre overraskende end Alternativets. Ergo mindre omtale.

Og så måtte Radikale på banen med endnu et stærkt råb om opmærksomhed. Det havde Morten Østergaard ikke fået på at stå og tale om radikale ønsker til den kommende politiske sæson. Han skulle skabe sig en kant til Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for at fiske de vælgere frem, som ikke er tilfredse med Mette Frederiksens stramme udlændingepolitik og flirten med DF.

Han fik medieopmærksom på sit brev med krav til Frederiksen om ikke at føre udlændingepolitik med DF, selv om han med garanti vidste, at han ville få en kurv. At Frederiksen ville stå mur- og nagelfast på ikke at flytte retningen for Socialdemokratiets udlændingepolitik igen.

Er der kaos i rød blok, eller er der rent faktisk gang i en fornuftig profilspredning, der kan fiske så mange vælgere frem som muligt og dermed stemmemaksimere til rød blok? Er det med andre ord god taktik, hvis det ikke lige var sådan, at de politiske kommentatorer helst vil have valget afgjort, inden det er afholdt, og mærkesagerne udraderet på forhånd, inden vælgerne har haft mulighed for at tage stilling?

Er Lars Løkke Rasmussen og blå blok faktisk nødt til også at tænke i profilspredning for de tre regeringspartier og DF, så der kan samles flest mulige midtervælgere op, og så Nye Borgerlige ikke æder en alt for stor luns af de nuværende blå partier og dermed åbner for et problem med statsministerposten?

Statsminister-duellerne

Kunne det ikke være befriende ud fra sådan et vælgersynspunkt, hvis vi ved det kommende valg fik lov til at bedømme de enkelte partier på den politik, de hver især vil kæmpe for, og ikke hvilken blok de nu er i, hvem de peger på som statsminister, og hvem de drikker kaffe med?

Kunne det ikke være befriende, hvis vi ikke afgjorde valget på forhånd, men hvis vi under den valgkamp, der nu er i gang, kunne drøfte de forskellige politiske udspil, uden at vi straks tæller til 90 og skyder dem ned med det samme? At vi rent faktisk udfritter partierne om deres evne til nytænkning af den danske samfundsmodel.

Kunne det ikke være en mulighed blot at se statsministerkandidatudmeldinger, ultimative krav og skriftlige erklæringer som et led i den almindelige partipolitiske profilering i mangel af bedre megafoner til medieeksponering?

Jeg tror, vælgerne er trætte af bogstavlegen og gerne vil have mere at vide om de politiske valgmuligheder. Jeg har stor tiltro til, at Hendes Majestæt og hendes dygtige rådgivere finder ud af at køre et par dronningerunder efter et valg, hvis der bliver behov for det.

Statsministerduellerne har haft sin tid på tv. De blev skabt på et tidspunkt, hvor det handlede om at teste to kandidaters troværdighed, personlighed, paratviden og politiske handlekraft op mod hinanden. Metoden endte sidste gang i at være et stivnet format på begge tv-stationer, hvor det mere blev en uskøn boksekamp på attitude og retorik, evne til at parere angreb og smile tillidsfuldt, end en kamp om politiske ideer, hvor folk for alvor kunne se forskel.

Nye formater til valgkampens meget vigtige tv-programmer er ønskelige. Bland kortene, og bring partierne sammen på nye måder. Lad Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF diskutere indbyrdes, så man kan se forskellen. Og lad Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Konservative gøre det samme. Lad de tre største partier diskutere Danmarks fremtidige kurs og/eller de tre mindste partier. Find på noget nyt med interaktive formater med vælgerne, der kan sikre, at vi kommer til langt mere at se og høre de forskellige politiske tanker og udspil ud over de to store partilederrunder ved valgkampens start og slutning.

Slip skrækken for, at folk trykker på kedsomhedsknappen på fjernbetjeningen for at udløse et eller andet politisk show i stedet for god information og spændende debat. Danskerne vil gerne høre om rigtig politik, når der er valg i Danmark.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 24. august 2018 https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-lad-os-nu-tale-politik-ikke-bogstavleg

Fra minister til lobbyist – kun et skridt over gaden

Udgivet den af
Svar

Det skal være attraktivt at være politiker og minister.

Gerne mere attraktivt, end det er i dag, hvis vi skal have de bedste. Og det har vi brug for. Både dem med den stærkeste vision, den stålsatte integritet og uafhængighed og det største mod til at træffe politiske beslutninger.

Vi har ikke brug for jantelov og småpopulistisk fnidder om minister- og folketingslønninger, pensioner og ventepenge, der altid skræmmer politikerne fra at tage en ordentlig diskussion om egne arbejdsvilkår, og som altid får medløb i populærpressen og de sociale medier.

Vi har brug for, at politikere kan hentes fra alle samfundslag. At de får en løn, der afspejler det ansvar og den prestige, vi som vælgere burde tillægge jobbet.

De skal ikke være levebrødpolitikere, men bør have en smidig mulighed for at skifte erhverv til og fra politik og måske tilbage igen i politik belæsset med flere erfaringer fra erhvervslivet. Erhvervslivet og den offentlige sektor skal finde det attraktivt at ansætte en eks-politiker i en helt almindelig rekrutteringsproces.

Vi har til gengæld også rigtig meget behov for at have nogen regler i Danmark omkring jobskifter i hvert fald for ministre, som sikrer klare skillelinjer mellem at være ”folkets tjener”, som en minister jo er, og så tjene en interesseorganisation, et kommunikationsbureau eller et public affairs-bureau med påvirkning af politikerne og lobbyisme som opgave.

Dermed være ikke sagt, at lobbyisme per definition er et dårligt fænomen, der giver dem med de stærkeste økonomiske muskler størst indflydelse på den politik, der føres i landet. Lobbyisme kan faktisk være ganske nyttig for politikerne, når der er åbenhed og transparens omkring det. Så er det en måde for politikerne at få input til ny lovgivning eller blive opmærksom på behovet for ændringer eller uhensigtsmæssigheder i samfundet.

Den aktuelle krog til at åbne denne diskussion er selvfølgelig nu tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsens afgang den ene dag fra ministertaburetten på den ene side af Slotsholmsgade i København for næste dag et indtage den varme stol som administrerende direktør for Dansk Erhverv bogstavelig talt lige på den anden side af samme gade.

Fra valget i 1987 til valget i 2015 er der sket en stigning på 80 procent i antallet af politikere, der er gået fra minister eller jobbet som politikere til nye job med lobbyindhold. Alene mellem 2001 og 2015 taler vi om 63 ansættelser. En undersøgelse udarbejdet af Mark Blach-Ørsten og Ida Willig, der er professorer på RUC, og Leif Hemming Pedersen, der er ekstern lektor samme sted, viser tendensen meget klart.

I PR- og kommunikationsbureauer som for eksempel Primetime og Advice og i tænketanke som Cepos og Concito ansatte man mellem 2001 og 2015 over 4 gange så mange eks-MF’er som mellem 1987 og 2001. I interesseorganisationer som for eksempel WWF Verdensnaturfonden og Finans Danmark har væksten været til at få øje på med næsten en fordobling i antallet af ansatte eks-politikere. Kun blandt de fagforeninger, som ansætter eks-politikere i jobs med lobbyindhold, er der tilbagegang at spore – fra 11 ansættelser mellem 1987 og 2001 til 4 ansættelser mellem 2001 og 2015.

Hvorfor er den tendens problematisk? Fordi en minister, der går lige direkte fra et fagområde som landbrug og fødevarer eller Erhvervsministeriet, har en enorm insideviden, som er rigtigt mange penge værd for en interesseorganisation og dens medlemsvirksomheder.

Fordi der er en fare for interessesammenblanding og konflikt og for tillidsbrud i forhold til fortrolighed. Fordi konspirationsteoretikerne sikkert vil kunne få øje på, at en minister netop har sat brød i ovnen til at få et topjob i den pågældende organisation ved at tilgodese den i forskellige sammenhænge inden karrierespringet. Og fordi det risikerer at skabe en ubalance i magtforholdene i dansk politik og skabe konkurrenceforvridning.

I rigtigt mange andre lande i Europa har man en lovgivning indeholdende en karensperiode for afgående ministre, hvor de ikke kan tage et andet job, eller de skal søge et særligt nævn om tilladelse til at tage jobbet.

Det handler altså slet ikke om den hellige, almindelige forargelse over eftervederlag fra et sted og løn et ny sted, som plejer at få blodtrykket op i den danske debatpuls, hvis en minister ikke straks frasiger sig sådan et. Det her spørgsmål om integritet, fortrolighed og magtbalance er langt vigtigere.

Hvor hurtigt forældes en ministers konkrete insideviden om aktuelle sager og lovgivning, der forberedes? Hvornår er der tale om oplysninger, der kan være til økonomisk skade for staten, eller som kan give bestemte organisationer en fordel ved at have en nyligt afgået minister i spidsen?

I mange andre lande – herunder hos vore naboer i Sverige – arbejder man nu med en karensperiode på 12 måneder. I Storbritannien er perioden 2 år og i Frankrig 3 år for ministre, hvis det er samme fagområde, de skifter job til i den private sektor.

Mange steder har man nedsat et nævn, som kan behandle sagerne i de situationer, hvor en afgående minister gerne vil tiltræde et nyt job i karenstiden. Herunder også om der er visse områder eller sager, som den pågældende eks-minister skal være afskåret fra at beskæftige sig med. Et sådant nævn skal nu for eksempel nedsættes under den svenske Riksdag.

Det er positivt og sundt for det politiske system, at der skiftes ud indimellem, og at politikere i almindelighed og ministre i særdeleshed har mulighed for at skifte karrierer ind og ud af politik. Men det duer ikke, at vi ikke har nogle regler, som beskytter os mod to ting: Dels at en minister begynder bevidst at skabe sig selv en positiv karrierevej over tid ved at favorisere en bestemt organisation og dens ønsker gennem sine politiske valg og prioriteringer. Dels at sikre, at fortrolige sagsoplysninger eller konkurrentoplysninger ikke kan blive misbrugt og havne et forkert sted ved den slags hurtige jobskift.

Kun hvis der er et sundt og godt og transparent regelsæt, som Folketingets præsidium må påtage sig at drøfte, så slipper også politikerne og ministrene for mistænkeliggørelse og kritiske spørgsmål.

Der er masser af inspiration at hente i vore nabolande. Det besværliggør selvfølgelig en ansættelsesproces som i tilfældet med Dansk Erhvervs direktør, men det øger tilliden til det politiske system at have sådan et regelsæt. Og det er meget værd.

Denne klumme har været bragt på Altinget.dk den 29.6.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-fra-minister-til-lobbyist-kun-et-skridt-over-gaden

Kan det være ærefuldt at trykke hånd med en diktator?

Udgivet den af
Svar

Nu har vi været vidne til, at verdens mest magtfulde leder af et demokrati Donald Trump har trykket hånd med og talt om venskab og varme relationer med lederen af et af verdens mest grusomme diktaturer Kim Jong-un.

Ja, Trump kaldte det ligefrem ”ærefuldt” at møde Kim Jong-un. Et måske første skridt til fred på Den Koreanske Halvø blev underskrevet under maksimal opmærksomhed fra hele verden. Få dage før brød den samme magtfulde leder, Donald Trump, den gode tone og fjernede med et tweet sin tilslutning til et slutdokument med sine nærmeste demokratiske allierede i G7-kredsen.

I sandhed en verden, hvor der er vendt op og ned på venner og fjender. Selvfølgelig er mødet mellem Trump og Kim Jong-un både historisk og vil måske vise sig at være et vigtigt skridt i retning af større fred og sikkerhed i verden. Vi kalder det i medierne en succeshistorie for Trump og hans utraditionelle form for ”trussels- og kram-diplomati”. Den ene dag er Kim Jong-un den lille raketmand, og den næste dag står de to statsledere hyggeligt og sparker dæk på Trumps særlige køretøj ”The Beast”, mens de kappes om at klappe hinanden på ryggen.

Når ugens begivenheder er tankevækkende på flere måder, så hænger det sammen med, at den amerikanske præsident i modsætning til adskillige af sine forgængere ikke ser sig selv som rejsende forkæmper for demokratiske værdier og menneskerettigheder eller det liberale demokrati. Han ser sig selv som handelsmand, stærk mand og forhandler, der benhårdt og med alle midler – trusler den ene dag og kram og håndtryk den næste – går efter at få en ”deal” trukket hjem – hvad enten det handler om fred, nedrustning eller handelsaftaler.

Demokratiet vandt det 20. århundrede efter den kolde krigs afslutning, Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Det var til gengæld en fejl at tro, at den succes var så langtidsholdbar, at den ikke kunne blive udfordret. Der er tre alvorlige tendenser, som understreger demokratiets skrøbelighed og nødvendigheden af at indse, at det ikke sådan uden videre er en ting, vi skal tage for givet.

Den uafhængige tænketank Freedom House foretager et årligt eftersyn af den globale demokratitilstand. Det vil sige regelmæssige og ærlige valg, frie medier, retsstatsprincipper og mindretalsrettigheder, som er under angreb over hele verden. Sidste år var det tolvte år i træk, hvor antallet af lande, der er blevet mere demokratiske, var færre end dem, der blev mindre demokratiske. Rapportens forfattere konkluderer, at demokratiet faktisk er i krise. Kun Skandinavien scorer i øvrigt maksimumpoint, hvad angår demokratiet i analysen, mens USA sakker langt ned ad listen.

Hvis man kigger på den kolde krigs sejrherrer, så smuldrer deres samhørighed på grund af økonomisk pres, stigende social ulighed, oprør mod globaliseringens og digitaliseringens konsekvenser og en genoplivning af nationalisme og regionalisme.

Populister fra venstre og højre har udnyttet vælgernes vrede, og de har opnået støtte og parlamentarisk repræsentation rundt omkring i hele Europa. De er kommet til magten nogle steder, og andre har de gjort det vanskeligere for de øvrige partier at danne levedygtige koalitioner. Denne bølge ser endnu ikke ud til at være standset. Tag Italiens valg i marts, og registrer blot, at landet nu ledes af en regering af populister til venstre og til højre med to tredjedele af vælgerne i ryggen.

Populister har formået at fortælle vælgerne, at demokratiet bliver undergravet af medier fuld af løgne, at deres land bliver udnyttet af udefrakommende kræfter eller af en national elite eller begge dele på en gang. I de vestlige lande, der tidligere kæmpede for demokratiske frihedsværdier, er der sket det, som Human Rights Watch kalder et “frontalt angreb på værdierne for inklusivitet, tolerance og respekt”.

Hvad så med næste generation af vælgere? Bliver de frontkæmpere for demokratiet? Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research, der blev offentliggjort i oktober 2017, er der i mange lande den udbredte holdning, at eksperter eller valgte embedsmænd – teknokrater – ville være bedre til at styre landene end en demokratisk valgt regering. Undersøgelsen viste, at i f.eks. USA ville 46 procent af vælgerne i alderen 18 til 29 foretrække at blive styret af eksperter/teknokrater sammenlignet med 36 procent blandt de 50-årige og ældre.

En undersøgelse fra Harvard University og University of Melbourne, der blev offentliggjort i Journal of Democracy i januar 2017, viste, at godt 25 procent af den unge generation Y var enige i, at “valg af ledere gennem frie valg ikke spiller nogen særlig rolle”. Kun 10 procent af de ældre var dog enige i det.

I USA mente over to tredjedele af de ældre amerikanere, at det var absolut nødvendigt at leve i et demokrati; blandt generation Y gjorde mindre end en tredjedel. For tyve år siden troede en ud af 16 amerikanere, at “militærstyre” var et godt regeringssystem. For nogle år siden gjorde en ud af seks.

Også i Europa stiger andelen af unge, som ikke tror på demokratiet som den bedste styreform. En YouGov-analyse viste sidste år, at kun halvdelen af 6.000 unge europæere i alderen 16-26 målt i syv EU-lande (dog ikke Danmark) mente, at demokratiet er den bedste styreform.

Det er ikke noget nyt, at udenrigspolitik kan være formet af strategiske og taktiske kompromiser. Nødvendigheden af de rigtige alliancer kan have mange ansigter. I denne uge fik vi så et nyt eksempel. Når det gælder verdensfreden, kan demokrati og diktatur godt mødes og forhandle.

Men hvordan får vi de unge til at tro på, at demokratiet på den måde gør en forskel? At det spiller en rolle, at vores politiske ledere er valgt gennem frie og ærlige valg? At politik er alt for vigtigt at overlade til eksperterne, militæret eller eliten. Hvis man har en atombombe og nogle langdistanceraketter på lager, så kan man godt opnå adgang til verdens mest magtfulde mand og få hans opmærksomhed og en ”politisk deal”.

Hvis det 21. århundrede ikke skal tabe kampen om de demokratiske værdier, som vi netop vandt i det 20. århundrede, så må vi tænke over, om fremtiden kun handler om at indgå snusfornuftige ”deals” med diktatorer og tyranner for at få fred, sikkerhed og handel til gengæld. Om det kun handler om, hvem der kan spille den stærkeste mand i byen, og hvem der blinker først.

Der udgives i øjeblikket bøger på stribe i udlandet om demokratiets tilstand. Nogle af dem særdeles deprimerende læsning. Det understreger også de trends, som jeg har nævnt her.

Derfor har Mandag Morgen i forbindelse med Folkemødet søsat et demokratiprojekt ”VoresStemmer”, som både på nationalt og kommunalt niveau går ud på at revitalisere og forny den demokratiske involvering af danskerne.

Det skal også bidrage til at bygge bro over den tillidskløft, som er opstået mellem vælgerne og de folkevalgte. Projektet skal på spændende nye måder og i nye debatformater opprioritere den demokratiske samtale. Projekt VoresStemmer

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 15.6.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-demokrati-moeder-diktatur

Opgrader it-ordføreren – det handler om fremtiden

Udgivet den af
Svar

Hvornår mon det går op for Folketingets partiledelser, at it-ordførerskabet er en af de vigtigste politiske kamppladser i fremtiden? Helt på linje eller højere rangeret end posterne som retsordfører, sundhedspolitisk ordfører, integrationsordfører og finansordfører.

Måske skulle det have et navn med mere appel til følelserne som fremtidsordfører? Tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind kaldte sig fremtidsminister, hvad der ikke var så tosset tænkt i stedet for den lidt mere gumpetunge titel.

Sagen er, som den franske præsident Macron har sagt det, at den teknologiske revolution i virkeligheden også er en politisk revolution. Det handler om, hvordan vi vil tilrettelægge vores fremtid, hvem der skal fastlægge rammerne og spillereglerne for brugen af de nye teknologier, og hvad vi vil bruge de teknologiske muligheder til, og om vi selv vil have førertrøjen på i de politiske valg, vi skal foretage, eller overlade det til andre.

Vores valg af kurs på det teknologiske område er ikke bare indenrigspolitik men også udenrigspolitik, for Europa synes klart at tage nogle andre valg end f.eks. USA, Kina og måske Afrika, når det gælder kontrollen med og anvendelsen af nye teknologier.

Vores valg af teknologisk kurs er højsensitiv for hele vores samfundsudvikling, og det er værdipolitik, så det vasker sig. Det er emner, der kommer til at afgøre balancen mellem, hvad samfundet må og ikke må i forhold til vores privatliv og personfølsomme oplysninger.

Eller sagt på en anden måde: den værdidiskussion kommer til at forme næste generation af menneskerettigheder i et digitalt samfund. Om de skal være efter liberale principper eller indeholder mere lovgivning, regler og kontrol.

Lige nu konkurrerer partierne – senest dokumenteret med afslutningsdebatten i denne uge – om at være de mest grønne og de stærkeste hardlinere, når det gælder indvandring og integration. Gid de også ville konkurrere om, hvordan vi skal indrette vores fremtidige liv med de nye teknologiske udfordringer.

Vi har brug for de bedste, mest indsigtsfulde og visionære politikere på opgaven med at arbejde med disse vigtige spørgsmål, og it-ordførerskabet er desværre ikke nødvendigvis det, der er mest kamp om. Men det burde det være. Ligesom kommunalpolitikere og regionsrådspolitikere burde være fuldkommne toptunede på de udfordringer, der venter. For de har i den grad også et ansvar for datapolitikken.

Lige nu foregår en alt for stor del af debatten om dataetik, data-videnskab og data-muligheder blandt eksperterne og de særligt engagerede nørder, mens virksomhederne og den offentlige sektor søger at navigere i junglen så godt som muligt.

Kun når en persondataforordning eller et lovforslag om oprettelse af et Nationalt Genom Center er på dagsordenen, så stiger temperaturen lidt på det her område i Folketinget. Ellers kører de fleste af debatterne om den teknologiske udvikling i råd, arbejdsgrupper og udvalg nedsat af regeringen, og mange politikere indrømmer i en stille stund, at de har lige så svært ved at følge med som folk i almindelighed.

Hvorfor kan vi nu ikke bare lade det køre der i de råd og arbejdsgrupper, og så må eksperterne finde ud af det? Fordi næsten alt, hvad vi gør som mennesker i dag bliver opsamlet som data, og den teknologiske udvikling påvirker alt i vores liv. Hvor vi bevæger os hen, hvad vi køber, hvem vi taler med, hvad vi arbejder med, hvad vores fritid går med, og hvad vi mener.

Data i dag skaber forandringerne i samfundet og udgør en magtfaktor. Data er det nye guld, som man siger, når de bliver forbundet og kombineret og brugt til at se mønstre og forudse handlinger.

Men data er også et farligt redskab i de forkerte hænder. Derfor er det politiske dilemma, at vi på den ene side skal udnytte alle mulighederne i at indsamle, forbinde og kombinere data og samtidig sikre den stærkest mulige beskyttelse af befolkningen mod misbrug og skabe tillid til, at udnyttelsen af mulighederne har en positiv side.

Listen er lang med talrige eksempler på både offentlige institutioner og private virksomheder, der i lille eller global skala ikke har formået at passe på vores data. Det er nemt at blive fascineret af mulighederne og glemme bagsiden af medaljen. Men den har vi set. Og mister vi først tilliden til, at teknologien vil give os noget positivt, så går rigtigt meget galt i vores samfundsudvikling.

Vi kan prøve at definere nogle principper og værdier for brugen af data. Vi kan etablere et Dataetisk Råd eller en tilsvarende institution, der på vores alles vegne kan gå foran i arbejdet med at bygge bro mellem eksperterne, politikerne og befolkningen gennem grundige debatter, ærlige dilemmaer og mulige løsninger.

Problemstillingerne handler ikke kun om personfølsomme oplysninger. De handler også om kunstig intelligens, intelligent automation, maskinlæring og mange andre elementer af den teknologiudvikling, som vi kigger ind i. Hvor sætter vi grænserne for, hvad de intelligente robotter eller computere skal kunne foretage på egen hånd? Det spørgsmål rammer alle områder fra sundhed til transport, forsvarssystemer og plejesektoren.

Selvfølgelig er Danmark ikke det eneste sted, hvor en debat om ”data governance” principper og databeskyttelse finder sted. F.eks. i Storbritannien har spørgsmålet om en etisk rammesætning for behandlingen af data været initieret af regeringen.

Her har man lagt vægt på som punkt ét at skabe troværdighed, tillid og åbenhed omkring brugen af data ved at fastlægge nogle overordnede principper på tværs.

Det handler om at starte enhver diskussion om opsamling, bearbejdning og samkøring af data med et meget skarpt krav til en beskrivelse af, hvad borgeren får ud af at levere sine data, og hvad samfundet får ud af det.

Dernæst at sørge for, at der bliver indsamlet mindst mulige data, som kan retfærdiggøres, i forhold til anvendelsen.

Derefter om at skabe robuste og transparente data-modeller, som er meget opmærksomme på borgernes reaktioner, tvivl og bekymringer, at være så åben som muligt om, hvad data bruges til, og endelig at sørge ordentligt for sikkerheden omkring befolkningens data.

Derudover drøfter man også i Storbritannien en særlig uafhængig institution til at sikre tillid og åbenhed omkring de etiske dilemmaer.

Et sted hvor man kan bygge bro og skabe debat mellem de forskellige interessenter i udviklingen – virksomhederne, den offentlige sektor og civilsamfundet samt borgerne. Et sted, hvor der kan sættes dagsordener til debat og følges op på implementeringen af forskellige tiltag. Et sted, der skaber langvarig legitimitet og tillid, og hvor udviklingen følges tæt. Et sted, hvor man kan samle internationale erfaringer og udfordringer i nye teknologier op og sætte dem til debat.

Lyder det som noget, der kunne være et Dataetisk Råd med eksperter, virksomheder, offentlige institutioner, borgere, debattører og kommunikatører? Ja, det gør det. Og det var præcis sådan en ny, uafhængig institution, der blev efterlyst forleden af et bredt flertal af deltagerne i Mandag Morgens og Altingets konference om Dataetik.

Hvad er det for overordnede principper, der bør gælde for dataetikken: Først og fremmest må det handle om at sætte mennesket først. At teknologien skal gavne menneskets udvikling og ikke omvendt. At teknologien skal tjene samfundet og ikke omvendt.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 1. juni 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-opgrader-it-ordfoereren-det-handler-om-fremtiden

Vi mangler enere som Søren Pind

Udgivet den af
Svar

Ikke mange politikere opnår i levende live en så varm, umiddelbar og utaktisk hyldest fra politiske venner – og især modstandere – som den, der blev Venstres Søren Pind til del i tirsdags.

Det kræver en ener i politik at få den slags respekt fra endog partiledere og mange kolleger i andre partier. Og det kræver en ener som minister at tage beslutningen og sige, at man har givet alt og ikke har energi til at fortsætte. Ikke af fysiske grunde. Men på grund af politisk metaltræthed. De fleste ville foretrække at hænge ud på ministertaburetten lang tid efter den mentale lukketid.

Det kan Søren Pind jo så i sin nye selvvalgte fritid alt sammen glæde sig over, og det gør han sikkert med den humor, den selviscenesættelse med ministeruniform og det hele til afskedsreceptionen og den analytiske evne, som han også besidder. I afskedens stund lignede han en, der var blevet befriet fra mental indespærring.

Det, der gør disse reaktioner i forhold til Pind særligt interessante, er, at rollen som politiker og minister i virkeligheden er det, der udstilles her. Normalt er ministerjobbet det, som mange i politik vil brække en arm på langs for at nå frem til karrieremæssigt.

Når man taler med politikere helt langt uden for citat og fra forskellige partier på både højre- og venstrefløj og midt imellem, så giver rigtigt mange udtryk for en ironisk distance og sarkasme i forhold til de forhold, de arbejder under, og den måde, politik foregår på i dag. Søren Pind valgte så sin meget eksponerede måde at sige farvel på. Esben Lunde Larsen sin mere mystiske måde, hvor vi endnu ikke ved, præcis hvad der udløste katapulten ud af regeringen.

For ministrenes vedkommende handler frustrationerne ofte om tre ting. For det første mulighederne for reelt at trænge igennem embedsapparatet med oprydninger i forældede regelsæt, i bureaukratiske systemer og udviklingen af nye politiske ideer. Det er en gammel traver, men det er desværre rigtigt, at det er sådan, mange ministre oplever det.

Dernæst mulighederne for at komme igennem med egne værdipolitiske mærkesager i et folketing, hvor der skal forhandles og kæmpes om hvert komma med Dansk Folkeparti, og i en regering, hvor tre partier hele tiden skal være enige først. Det samarbejdende folkestyre hyldes meget ofte, mens det inde i værkstedet faktisk kan være temmelig absurde studehandler, der ind imellem skal indgås, og de bygger ikke nødvendigvis på den højeste grad af stringens, logik, viden og fakta.

Og endelig er der ifølge mange ministre alt for ofte en tendens til, at den politiske debat kører af sporet, havner i mudderkastning eller i alenlange åbne samråd og konfrontationer, som mere har til opgave at køre en minister træt eller finde fem fejl end at udkæmpe de store ideologiske opgør. De såkaldte ministergrilninger for rullende tv-kameraer er alt for ofte en meget frugtesløs forestilling for alle parter.

Drøfter man med de almindelige folketingspolitikere, hvordan de ser på deres egne arbejdsvilkår, så er der en stor frustration over, hvor meget af deres arbejde der går med at skaffe sig lydhørhed og opmærksomhed i medierne og lægge taktik for at opnå den opmærksomhed. Og det er ikke alene politiske modstandere, der kæmpes med, men også meget ofte egne partifæller.

Ligeledes blandt almindelige folketingsmedlemmer rører der sig en stigende frustration over manglen på rummelighed og plads til egne synspunkter i folketingsgrupperne. Hvad enten emnet nu er burkaforbud, omskæring eller kvoteflygtninge eller andre følsomme forslag.

Når en fremtrædende person som Søren Pind selv vælger at gå af, så aner man ikke bare en mand, der erkender, at han ikke bliver statsminister for sit parti, hvor arvefølgen nu er tilrettelagt, men man fornemmer også en ener, der har taget sine opgør om principper og liberal ideologi, og som ikke ser vejen frem i de tendenser, der råder for tiden. Man fornemmer en politiker, der ikke gider lefle for folkehavet og de nemme populistiske strømninger. En uortodoks politiker med en uforudsigelig frihedstrang, der bare ikke passede ind, når han gerne ville sætte ånd, dannelse og intellekt på dagsordenen.

Har det politiske landskab plads til enere med de særheder, særstandpunkter og ind i mellem lyst til at lave ballade, som Søren Pind selv kaldte nogle af sine politiske initiativer, samtidig med at han faktisk også skabte mange pragmatiske løsninger og aftaler? Er der plads til folk med særlige formidlingsevner, der skejer ud i forhold til den vedtagne politiske jargon og de mange teflonsvar, som politik er fuld af?

Det karakteristiske ved enerne i politik er, at det er dem, vi husker. Det er dem, der viser, de er mennesker med værdier, holdninger, kreative, skæve og skøre indfald og følelser. En formidling, der kan forstås, og en politisk entusiasme, en vedholdenhed og en ambition, der rækker ud over almindelig middeltemperatur.

Lige nu er temperaturen iblandt politikerne ikke god, hvis man lavede en trivselsmåling på Christiansborg. Entusiasmen og kampberedskabet pakkes ind i alt for mange automatreaktioner. På kryds og tværs af partiskel er der selvfølgelig gode, kollegiale relationer, men det påvirker ligesom ikke maskinproblemerne i folkestyrets værksted.

Politik er blevet for mainstreamet, for humørforladt, og enerne bankes på plads i folketingsgrupperne, jo mere vi nærmer os et folketingsvalg, og alle bliver nervøse for de mindste udskejelser. Men dansk politik har brug for flere fyrtårne. Flere enere, der rager op. Flere folk med kreative ideer. Flere folk med mod til at gå nye veje.

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-vi-mangler-enere-som-soeren-pind

Et dansk kønsrollemønster støbt i cement

Udgivet den af
Svar

Velkommen til 2018. Hvor kun 18 procent af de danske kvinder mener, vi har ligestilling på det danske arbejdsmarked, og hvor det er svært at bryde normerne for kvinder med ambitioner om lederjob.

Da World Economic Forum offentliggjorde det sædvanlige Global Gender Gab Index for 2017, var budskabet alt andet end optimistisk. Hvis forandringerne til fordel for diversitet og ligestilling mellem kønnene fortsætter med at ske med den nuværende hastighed, betyder det, at vi først kan regne med, at ulighederne vil være udjævnet om 217 år.

Indekset er blevet lavet siden 2006 og har hvert år målt udviklingen. Danmark ligger i øvrigt på en 14.-plads på ranglisten, hvad angår ligestilling – efter Namibia, Slovenien og Rwanda – mens Island, Norge, Finland og Sverige troner på de første pladser.

Det er et interessant globalt perspektiv på den helt nye og virkelig tankevækkende undersøgelse, som CBS og organisationen Lederne i samarbejde med analyseinstituttet YouGov netop har offentliggjort.

Undersøgelsen er foretaget i anledning af en stor aktionskonference på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts på CBS, hvor studerende og erhvervskvinder og -mænd arbejder sammen om at finde ud af, hvordan vi sikrer øget diversitet på lederposter og ændrer på de gamle kønsrollemønstre, der ikke så nemt lader sig flytte rundt på selv i de yngre generationer.

Det særlige ved undersøgelsen er, at den ikke alene giver et kvantitativt billede af situationen, men i høj grad rummer et enormt, kvalitativt bidrag fra de 713 deltagere, som både er studerende og folk, der er i job og karriere som medarbejdere eller ledere.

Knap otte ud af ti kvinder mod lidt under halvdelen af mændene mener, at mænd har bedre muligheder for at blive topleder i Danmark end kvinder. 40 procent af mændene mod kun 14 procent af kvinderne mener, at mænd og kvinder har lige muligheder i Danmark for at blive topledere.

Nærmest ingen mener, at kvinder har bedre muligheder end mænd for at blive topledere. Spørger man, hvorfor det forholder sig sådan, så handler det om en patriarkalsk kultur, et mandsdomineret erhvervsliv, en meget kønsstereotyp forventning til mændene om at besidde lederevne end til kvinderne og mangel på, at fædrene tager lige så meget barselsorlov som kvinderne.

68 procent af kvinderne i undersøgelsen og 36 procent af mændene mener faktisk ikke, der er ligestilling på det danske arbejdsmarked. Kun 18 procent af kvinderne mener, der er ligestilling, mod 50 procent af mændene. Og der er i øvrigt ingen forskel på, hvordan de studerende bedømmer situationen, i forhold til dem, der allerede er på arbejdsmarkedet.

Analysen viser med det tydelige sprog som kommer ud af alle de mange fritekst-svar, at det danske kønsrollemønster anno 2018 stadig er støbt i cement fra fortiden. Der skal en normændring til. En kulturændring. En ændret fortolkning af magten som begreb og funktion.

Der skal lige løn for lige arbejde. En mere ligelig brug af barselsorlov og flere kvinder på topposter som rollemodeller. Vi skal gøre op med illusionen om, at vi allerede har ligestilling i Danmark, lyder det fra flere af bidragyderne i undersøgelsen. Der skal gøres op med, at det er særligt venstreorienteret at gå ind for ligestilling, lyder et andet bidrag.

Et meget tydeligt eksempel på det med kønsrollerne støbt i gammel cement angår accepten af, at ens partner tjener mere end en selv. Kun 79 procent af mændene mod 91 procent af kvinderne synes i høj grad eller i meget høj grad, at det er i orden, at deres partner/ægtefælle tjener mere end dem selv.

60 procent af kvinderne mod 36 procent af mændene oplever, at det er meget svært eller i nogen grad svært at bryde de sociale normer for, hvad man forventer, at kvinder og mænd bør gøre.

Der tales om, at de sociale normer er indgroede, også i Danmark i dag. At der er specifikke kønsstereotype forventninger til kvindernes roller som mødre og som blødere ledere, på samme måde som der er faste mønstre for forventningerne til mændene. Og at der er nogle normer og en kultur på arbejdsmarkedet, der understøtter disse forventninger, når en kvinde bliver rost for ikke at være som andre kvinder, hvis hun tager et toplederjob, og samtidig kan blive kritiseret for at være en dårlig mor, der ikke afsætter nok tid til børnene.

I undersøgelsen bliver respondenterne spurgt, om et lederjob er foreneligt med et familieliv. Halvdelen mener, at det er tilfældet, men der er betydeligt flere mænd (61 procent) end kvinder (45 procent) der mener, det er rigtigt.

Når der i undersøgelsen spørges ind til, hvorfor de adspurgte ikke mener, at et lederjob er foreneligt med et godt familieliv, svarer de, at det er for tidskrævende, at familien skal prioriteres højest, at der mangler fleksibel børnepasning og andre praktiske forhold.

Til gengæld fejler lederambitionerne ikke noget hos de studerende på CBS. Her siger 92 procent, at de i høj grad eller i nogen grad har ambitionen om at blive leder. Blandt dem, der er i job, som har deltaget i undersøgelsen, er tallet faldet til 78 procent for dem med lederambitioner.

Hvis der skulle være en ’happy end’ til den nye undersøgelse, så må det være lederambitionerne hos de unge generationer. Så må vi se at få taget et ordentligt livtag med det gamle kønsrollemønster og kønsstereotype forventninger til hinanden.

Sverige er det nordiske land, hvor andelen af kvinder i lederstillinger er højest. Her ligger tallet på 40 procent, mens Danmark med sine 27 procent er det land i Norden med færrest kvindelige ledere. Mellem de to lande ligger Island med en andel på 38 procent, Norge med 36 procent og Finland med 33 procent. Danmark ligger med de 27 procent under OECD’s gennemsnitlige andel af kvindelige ledere, som er 31 procent.

Ingen tvivl om, at de hårde facts vedrørende barselsorlovens indvirkning på kvinders karriere og løn har en stor betydning.

Men hvis vi nu lige lægger det til side et øjeblik, så er der faktisk en kæmpe indsats, vi i fællesskab under uddannelsen, på arbejdspladserne og hjemme i privaten kunne gøre for at bryde cementen op omkring de kønsstereotype forventninger, vi har til hinanden, samt til hvad der skal være magtens symbolik og faste definitioner på selve udførelsen af lederjobbet, hvad enten man er mand eller kvinde.

Bragt på mm.dk den 8.marts 2018 https://www.mm.dk/artikel/et-dansk-koensrollemoenster-stoebt-i-cement