Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind har taget fat på en vigtig og alvorlig debat, som fortjener opmærksomhed og nogle ord med på vejen. Vi – det vil sige både medierne, politikerne og borgerne – svigter vores demokrati, mener han.

Den demokratiske debat er truet, og politik er blevet til et teater, hvor man godt må lyve. Vi er begyndt at omgå sandheden lemfældigt, og sandheden er holdt op med at være sandhed. Den er blevet noget bøjeligt. For nu blot at nævne nogle af de alvorsord, der kom ud af munden på ministeren på en høring på Christiansborg arrangeret af DANSK IT om digital dannelse onsdag i denne uge og før det noget af det samme i et interview i Berlingske søndag den 19. februar. Så det er ikke nogen tilfældig indskydelse, men noget han tilsyneladende går og overvejer nøje.

Han gør det med en blanding af sørgmodig konstatering, hvad der er al mulig god grund til, og af optimistisk tro på, at pendulet på et tidspunkt vil svinge tilbage igen fra kaos til orden, fra mismod til håb. Men hvor er de konkrete forslag til, hvordan vi får sat gang i at få pendulet til at svinge tilbage igen? Det kan der være al mulig grund til at opfordre til en bred debat om med alle de tre nævnte parter.

Søren Pind har rigtigt meget fokus på mediernes ansvar og borgernes ansvar for demokratiet. Han tager mindre kontant fat om politikernes ansvar. Men lad os nu tage en tur om alle tre problemfelter. For korrekt er det, at både medierne, borgerne og politikerne har et ansvar for, at vores demokrati ikke fortsætter ad den kritiske bane, det er på lige nu.

Det, der må tænde alle de røde advarselslamper, er den kraftigt dalende tillid til politikerne og til medierne for den sags skyld. Vores demokrati og vores samfundsstruktur bygger i høj grad på, at vi har en grundlæggende tillid til hinanden, til at tingene foregår på en ordentlig og retfærdig måde.

Jeg vil gerne tage Søren Pind på ordet og kaste mig ind i diskussionen om det ansvar, han taler om, at vi alle har for demokratiet – medierne, borgerne og politikerne:

MEDIERNE
Den politiske dækning er intensiv og omfattende i de danske medier. Den har også ind i mellem høj oplysningskvalitet, substans og dybde. Lad os nu starte med det positive.

Men dækningen har udviklet nogle særheder og absurditeter, som understøtter en del af befolkningens negative opfattelse af, at politikerne bare er nogen, der ønsker at rage til sig og profilere sig selv. At de er kyniske løftebrydere og taktiske overlevere eller ligefrem idioter, der bare ikke kan finde ud af andet end at svine hinanden til, for derefter at indgå nogle halvhjernede kompromisser og utilstrækkelige lappeløsninger. Sådan sat på spidsen. Ordet børnehave ligger ikke langt væk hos den del af vælgerne.

Og hvor kommer de særheder så fra i mediernes dækning, der kunne inspirere til den negative opfattelse?

Det skyldes:

• En helt klar overdosis af politisk kommentage og analyse, hvor selv den mindste bevægelse kan blive udlagt som den dybe, udspekulerede, taktiske manøvre. Hvor politikerne bliver gjort til marionetter for magten, æren og ministerbilerne. Hvor personkonflikter overeksponeres, og de reelle politiske uenigheder får en særlig dramaturgisk spidsvinkling og overeksponering.
• Politikernes kamp om medieopmærksomhed, også inden for samme parti – og journalisternes konstante nyhedspres døgnet rundt – fremelsker lysten hos politikerne til at stille op til interviews i alle mulige mellemfaser, også når der intet er at sige konkret og intet nyt at komme efter. Behovet for profilering er enormt og netmediernes behov for opdateringer og nye versioner er samtidigt umætteligt.
• At det journalistiske fokus hele tiden er på, at politikerne skal handle, handle, handle. Tage initiativ til ny lovgivning. Forlange en undersøgelse hos ministeren. Tage initiativ til et indgreb mod dit og dat, eller et samråd med ministeren eller en forespørgselsdebat.

Handling skal der til. Ellers bliver presset fra medierne ved og ved. Og der kan altid findes en oppositionspolitiker, der gerne vil have to minutters sendetid. Også selv om sagen måske slet ikke kan bære det, slet ikke hører hjemme på et ministerbord eller i Folketinget, og selv om et par dages dybere undersøgelse måske ville vise, at sagen ikke er ny og slet ikke fortjener ny handling.

• At alt for mange interviews handler om at fange den interviewede på en fodfejl, på det forkerte ben eller på at lægge fælder ud i stedet for at opklare, blive klogere eller sætte kritisk lys på et emne.
• En mærkelig fejlopfattelse af hele demokratiets mening, som jo netop er, at vi vælger 179 folketingsmedlemmer, som har forskellige holdninger og interesser, og vi stemmer på forskellige partier, som så kæmper for at få mest muligt af deres politik igennem.

Banalt ja. Men nogen gange kommer det til at lyde nærmest kriminelt i medierne, når partierne har måttet bøje sig mod hinanden i et kompromis for at skaffe flertal. Så går konfettikanonen i gang med løftebrudsanklager, og jagten går ind på, hvem der er vindere og tabere i enhver forhandling. Men der skal jo tælles til 90 mandater.  Og i et demokrati med så mange partier som vores, så skal der mange kompromisser til.

• En journalistisk præsentationsteknik, der flytter os fra substans og saglighed til følelser og et spørgsmål om graden af empati: Når spørgsmålene til en politiker går på, hvad vedkommende tænker og føler, når man ser et gribende indslag med en personsag fra et plejehjem eller lignende, hvor politikeren på forhånd er dømt som usympatisk, hvis han/hun så tillader sig at sige, at sagen må undersøges nærmere, inden der kaldes på endnu en lovregel og handling.
• Teknikken med at få politikerne ind i følelsesslusen kan også bruges i forbindelse med nye statistikker og undersøgelser, der viser et nyt problem.  ”Synes du, vi kan være bekendt at….”, kunne sådan et spørgsmål meget vel lyde. Og igen: Hvem har lyst til at være usympatisk eller uempatisk?
• Et fokus på konflikten og dramaet i processen mere end på sagen og substansen. Skal medierne så ikke dække konflikterne og uenighederne. Jo bestemt, men netop ud fra det fundament, at demokrati faktisk handler om, at forskellige holdninger skal brydes og argumenter spidses til, for at man kan få fundet de rigtige løsninger, som så kan skaffe flertallet.

Og bare lige for at ovenstående ikke giver anledning til myter: Den politiske journalistik skal selvfølgelig være kritisk, hård og ubarmhjertig, når der er grund til det. Men den skal også være formidlende af det, som er hele demokratiets idé, at meninger skal brydes, uden at det bliver til, at der er ”kold luft”, ”nervekrig”, eller andre dramaturgiske begreber og krigsmetaforer, som skal tages i anvendelse.

BORGERNE
Lad os også her starte med det positive. Vi har en høj stemmeprocent ved valgene med undtagelse af valg til Europa-Parlamentet. Vi har faktisk en befolkning med større politisk interesse end mange andre steder. Vi har en andel af befolkningen, der gerne engagerer sig. Og vi har unge, som også interesserer sig for politik. Hvordan er det, at borgerne svigter demokratiet så? Hvorfor mister befolkningen tilliden til politikerne og går over i oprør eller afmagt?

• Fordi de oplever, at politikerne ikke har svarene på de store udfordringer, vi står overfor. Eller at de er magtesløse overfor globalisering, digitalisering og skred og opbrud i de nationale værdier.
• Fordi de oplever, at politikerne ikke kommer med ærlige og forståelige svar på det, de ikke har løsningerne på.
• Fordi de oplever en politisk debat forsimplet til et teater, hvor skuespillerne kommer ind på scenen og opfører et stykke, hvor de sviner hinanden til og anklager hinanden for løftebrud og for at ville køre landet i sænk. En performance, hvor man prøver at jorde hinanden mest muligt personligt i stedet for at lytte til hinanden og føre en skarp og hård debat om selve sagerne, den politiske retning og den politiske udfordring.
• Fordi de oplever, at politikerne taler uden om og ikke svarer på spørgsmålene, eller at de ikke evner at lytte til, hvad der rører sig i ude i virkeligheden.
• Fordi befolkningen ikke føler sig inkluderet i, eller er medinddraget i den politiske diskussion, eller forberedelsen af større reformer eller nye lovforslag.
• Fordi befolkningen er blevet til politiske forbrugere i stedet for politiske borgere og deltagere i et demokrati. Vi river det ned fra hylderne i det politiske supermarked, som lige passer til os – uden hensyntagen til konsekvenserne for andre. Har vi tabt noget af fællesskabet og den fælles opgave, kunne man spørge?
• Fordi politikerne svigter at kommunikere holdninger på en ligefrem og forståelig måde. De svigter at sige sandheden, når den er for brutal og kan støde nogle vælgere. Alt for ofte er politiske udtalelser pakket ind i taktik og fagbegreber, som ikke giver fornemmelsen af åben og ærlig snak.

POLITIKERNE
Lad os igen starte med det positive. Rigtigt mange politikere er både hårdt arbejdende og drevet af et ægte engagement i at udvikle samfundet til det bedste og i den retning, som de nu mener vil være den rette.

Rigtigt mange politikere har faktisk solid respekt for hinanden og kan arbejde fint sammen om at finde politiske løsninger på tværs af partiskel, men det er ikke det billede, vi ser i offentligheden.

Hvordan bidrager politikerne så til at svigte demokratiet?

• Det gør de ved at udhule respekten for Folketinget med drillespørgsmål til ministrene, tåbelige samrådsindkaldelser og politisk chikane i stedet for seriøst politisk arbejde, fordi kampen om de 179 pladser og de personlige stemmer kræver medietid, eksponering og opmærksomhed. Og så snart en minister kan komme på glatis, så er medierne der med ekspresfart.
• Ved en mangel på åbenhed omkring idefasen og erfaringsfasen af den politiske proces – der hvor emnerne kan kalde på den gode analyse, den eftertænksomme diskussion, og den gode læring og inspiration. Hvor i alverden foregår det i dag, nu hvor partiernes medlemsorganisationer er skrumpet, og den brede folkelige debat er forsvundet fra de fælles medier og over i ekkokamrene på Facebook?

Demokratiets krise skriger nærmest på, at politikerne tager det ærinde alvorligt, som de kom for – om jeg så må sige. At drive en debat om samfundets udvikling, at drive en ideproces og en innovativ tænkning frem med hjælp fra en engageret befolkning. At krydse den modige linje til at afprøve nogle ideer og forslag til at gøre ting anderledes end i går. Ikke kun fordi, der er opstået en enkeltsag i medierne, eller fordi økonomien kalder på besparelser.

• At kaste mudder på hinanden på de sociale medier i stedet for at krydse klinger om sagligt politisk indhold. Det har helt sikkert en høj underholdningsværdi for nogen, men det fremmer ikke respekten for folkestyret og dets repræsentanter.
• Ved at svigte ansvaret for at påvise sammenhængene i samfundsudviklingen og have modet til at sige det ubehagelige. Det politiske supermarked er bekvemt som model for populisterne, men ikke for den seriøse politiker, der gerne vil sætte et mere blivende fingeraftryk på samfundet.
• Ved ganske enkelt at udvise mangel på respekt for organisationer og borgere, der inviterer politikere og ministre til møder af forskellig art, hvor den gennemgående oplevelse er, at hverken ministre eller folketingsmedlemmer bruger tid på at ”få hældt på tanken” og lytte til andres meninger. De kommer som regel lige før, de selv skal tale, og de går lige efter, at de selv har talt. Vi har alle travlt, men andre mennesker bruger faktisk tid på at hente viden til deres arbejde eller deres særlige interesseområde og vil gerne den politiske debat – med politikerne. Samme mangel på respekt oplever eksterne, når de kommer i deputationer eller til høringer på Christiansborg.

Den politiske kultur og måden demokratiets tandhjul kører rundt på lige nu – det må vi have gjort noget ved. Både hos politikerne, borgerne og medierne.

Tak til Søren Pind for at starte debatten. Jeg håber, at andre vil fylde på eller trække fra på min liste med udfordringer her. Og lad os så komme i gang med at gøre noget, der kan få pendulet til at svinge i en retning af håb og optimisme.

Dette indlæg blev bragt på altinget.dk den 24. februar 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-demokratiet-truet