Mediebloggen.dk

Skrevet og redigeret af Lisbeth Knudsen

Mediebloggen.dk

Kategoriarkiv: Politisk kommunikation

Demokratisk disruption – og hvad så?

Udgivet den af
Svar

Liberal Alliances folketingsmedlem, Mette Bock, skrev 1. november en kronik i dagbladet Politiken, hvor hun introducerede begrebet ”demokratisk disruption” – et meget rammende ord for en udvikling, som man alt efter overbevisning kan se på med optimisme eller pessimisme.

Lad det være sagt med det samme:  Mette Bock er optimisten, og jeg er pessimisten. Men hendes debatindlæg fortjener i den grad at blive diskuteret og udfordret og tak fordi, der endelig er en politiker, som har lyst til at diskutere demokratiets tilstand og ytrer sin mening om det.

Hvad betyder demokratisk disruption så, ifølge Mette Bock?

1). At personer kommer til at betyde mere end partier. Partierne bliver baggrundstæppe for den karismatiske politiker. Godt eller skidt? Efter min mening særdeles skidt. For det betyder at vi sætter al vores politiske kapital ind på hvor karismatisk, populær, troværdig og vindende de enkelte politikere, med hver deres kæpheste nu engang er, i stedet for at tænke politik i helheder, sammenhæng og perspektiv. Selvfølgelig har vi brug for stærke, dygtige politikere med holdninger. Og gerne 179 af dem i Folketinget. Men det personaliserede demokrati understøtter en tænkning i retning af et politisk supermarked, hvor vi som politiske forbrugere river det ned fra hylderne, som vi lige nu bedst kan lide, og så finder vi den politiker, der har de fleste af de samme præferencer. Og til næste år er det måske nogle andre varer, vi hiver ned fra hylderne. Den politiske forbruger kan være enig med Liberal Alliance i den økonomiske politik, med DF i udlændingepolitikken og SF i miljøpolitikken. Men hvordan i alverden skal der komme store, modige, sammenhængende, visionære, politiske beslutninger – og gode, robuste løsninger ud af det? Der kommer tilfældigheder og folkestemninger ud af det, som ikke bringer Danmark på forsvarlig kurs. Det bliver populismens eldorado.

2). At vi får et opgør mod ”the establishment” af gamle partier, som er faldet i søvn og ikke har moderniseret sig selv. Godt eller skidt? Rigtig godt. Helt enig. Der er brug for at de gamle politiske partier nytænker forretningsmodellen – for nu at bruge den kommercielle vending. Der er brug for, at de gamle partier får genetableret forbindelsen til deres rodnet og i højere grad involverer vælgerne, frem for reklamebureauet, i udarbejdelsen af politik. Men hvad består oprøret i, ifølge Mette Bock?

At de nye partier – Enhedslisten, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Alternativet – samler mennesker, som er enige om en retning, men ikke enige om alting, organiserer sig anderledes, kommunikerer anderledes og gør oprør mod traditionel magtpolitik, skriver Bock.

Det er muligt man kan kalde de nye partiers måde at organisere sig på anderledes – og her er Dansk Folkeparti allerede at henregne til de gamle – men er det nu også sandt for andre end Alternativet? Særligt Liberal Alliance må da siges at være temmelig topstyret i forhold til, hvem der er opstillet for partiet, og hvad der er partilinjen.  Det samme er Nye Borgerlige ved at lære, da de hurtigt blev fluepapir for ekstremister. Og Enhedslisten har lært hvad det koster imagemæssigt, hvis kandidater med alt for megen revolutionsromantik dukker frem i offentligheden.

3). At de nye partier har fundet en ny form for politisk magtlogik. Godt eller skidt? Absolut skidt. Hvis Liberal Alliances og Nye Borgerliges nye model for magtlogik og demokratisk praksis skal være fremtidens model for alle partier, så lukker og slukker vores parlamentariske system. I dag er praksis, at med mindre man har 90 mandater og kan skaffe et flertal i Folketinget ved egen kraft, så må man forhandle sig frem til resultater og indgå kompromiser, hvor forskellige viljer og holdninger bøjes mod hinanden. Hvis den nye model er, at man ikke vil tage ansvar, med mindre man får sine ultimative krav igennem, og man ikke vil støtte en statsminister, som afviser at udrette mirakler mod Folketingets flertal, så går vores demokrati i hårknude. Hvis andre partier kopierer Liberal Alliances model, og det gør de, hvis LA får succes med den, så bliver det meget svært at danne regering i Danmark i fremtiden.

4). At den gamle højre/venstre akse i dansk politik er ophævet, fordi værdipolitiske spørgsmål skaber brudlinjer på tværs af de gamle politiske båsesystemer og kategoriseringer. Godt eller skidt? En rigtig god pointe. Vi ser et stigende antal politiske og etiske spørgsmål, der ikke kan findes svar på i partiprogrammerne. Og vi ser nye alliancer opstå hen over den politiske midterstreg, som ikke ville have set dagens lys tidligere. Der er sket en udviskning af forskelle i den klassiske økonomiske politik med Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, hvor mange har haft svært ved at se forskel på rød og blå bloks politiske prioriteringer; alt sammen pakket ind i ”nødvendighedens politik”. Det giver plads og lyst til at prøve noget nyt, hvis alt det gamle blot er et fedt.

5). At de nye partier udgør en fornyelse og et brud med de gamle blokke? Indtil videre ikke. Liberal Alliance og Nye Borgerlige peger på en borgerlig statsminister, hvis de kan få tilstrækkelig pant i hans politik og ellers er konsekvensen demokratisk handlingslammelse, og næppe at LA peger på Mette Frederiksen. Enhedslisten og Alternativet vil sikkert nu efter LAs eksempel forsøge at gøre det samme i forhold til en socialdemokratisk statsminister. Ellers er konsekvensen også her handlingslammelse – og næppe at de to partier peger på Lars Løkke Rasmussen.

6). At der bliver mindre af gammeldags topstyret partidisciplin. Godt eller skidt? Fortrinsvis godt. Forstået på den måde, at det ville være befriende at se folketingsmedlemmerne, ikke mindst på værdipolitiske spørgsmål, bliver sluppet fri af partidisciplinen og stemme efter egen opfattelse. Andre gange hænger det jo ikke sammen, og det bliver helt ustyrligt, hvis daglige afstemninger i Folketinget bliver reduceret til en ren lotteriseddel. Vil vi komme til at stifte bekendtskab med flere politiske profiler end de maksimalt 15-20 stykker ud af 179 folketingsmedlemmer, som vi ser hele tiden på tv og i de øvrige medier? Nej – ikke med mindre vi kommer til at se langt flere stemme imod deres eget parti i afgørende spørgsmål. Så skal det nok få mediedækning.

7). At de nye partier som f.eks. LA skulle have en ny stil og mere mod til at være upopulære end de gamle? Det kan man jo se forskelligt på, alt efter hvad man kalder mod. Er det modigt når LA hele tiden truer med at vælte regeringen, hvis de ikke får deres vilje med topskatten? Eller er det modigt at forstå demokratiets spilleregler, at man må kunne tælle til 90 for at få noget igennem, og at man må indgå kompromiser i stedet for at true med valg? Er den nye stil, at man kan få uddelt et antal milliarder til disposition af det økonomiske råderum frem til 2025 i forhold til ens mandattal, sådan som LA foreslår det? Hvad i alverden er det for en sammenhæng, der kommer ud af sådan et politisk kludetæppe, hvor LA, Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre hver disponerer et antal milliarder af det økonomiske råderum i forhold til deres mandattal – hvilken statsminister vil acceptere at styre efter den model?

8). At de politiske kommentatorer ikke kan forstå, hvad der foregår, fordi de er lige så forstenede som de gamle partier. Rigtigt eller forkert? Rigtigt at den politiske journalistik spiller på den velkendte gamle bane med den velkendte magtlogik. Her er de nye partiers ageren årsag til både kritiske spørgsmål og højlydt undren, og ingen tvivl om at medierne bidrager til konserveringen af dansk politik ved at kaste sig kritisk over alle brud med normerne. Men den kritiske udfordring af alt det nye er jo også det, medierne er til for. Problemet er, at vi i mindre grad udfordrer det eksisterende.

9). At de nye partier har ført til et opbrud i blokpolitikken, en ny kultur og nye profiler. Det er her på den korte bane i hvert fald svært at få øje på. Endnu har ingen skiftet side i blokkene, selv om der på mindre farlige områder selvfølgelig kan samarbejdes på tværs og findes nye, utraditionelle partnerskaber om konkrete lovinitiativer. Vil de nye partier skabe en ny kultur? I hvert fald har det givet anledning til både bekymring og eftertanke, at partier som Liberal Alliance, Alternativet og Nye Borgerlige har kunnet få den medvind ved valg og meningsmålinger, som de har fået. Hvis de gamle partier ikke overvejer grundigt, hvad de skal gøre ved det, og hvad der skal være deres modsvar, så fortjener de da ikke bedre end at tage turen ned ad vejen til lavere opbakning. Hvis ikke de overvejer, hvorfor mange af de nye partier er dannet som afskalninger af de gamle med partiafhoppere i spidsen.

Får vi en ny type politikere ud af den ‘demokratiske disruption’? En ny attraktionsværdi ved at være politiker uden kadaverdisciplin og med større frihed til egne mærkesager. Kan en ny kultur ændre på, at politikerne i stigende omfang har tabt troværdighed, at Folketinget har mistet sin mangfoldighed og repræsentativitet i sammensætning i forhold til befolkningen, og at vælgerne har mistet tilliden til, at politikerne kan løse de væsentligste udfordringer for vores samfund?

Hvad skal der til for, at vores politiske system kan skabe de nye innovative løsninger? Vi har brug for en grundlæggende diskussion om demokratiets fremtid. Jeg tror desværre ikke, at Mette Bocks optimistiske budskab om det personaliserede demokrati giver os løsningen. Det er muligvis den rigtige diagnose, men de nye partier har ikke vist os den rigtige kur til den demokratiske udfordring vi står med.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 4.11.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-demokratisk-disruption-og-hvad-saa

Hvem har fået mest valgkuller?

Udgivet den af
1

Her er et godt, aktuelt spørgsmål: Hvem har fået mest valgkuller?

Tre svarmuligheder: Politikerne, vælgerne eller medierne.

Et rigtigt svar: Medierne.

Ingen tvivl om at partier af alle slags sover med støvlerne på og er klar til valg og har været det siden sommeren skiftede til efterår, og regeringens helhedsplan blev lagt frem til tonerne af Liberal Alliances trusler om at vælte Løkke Rasmussen på topskatten.

Men politikernes valgberedskab overgås langt af mediernes valgkuller, og ikke en nyhedsredaktion i landet har undladt at have valgplanlægningen klar.

Kommer det, så kommer det
Vælgerne til gengæld må snart være så immune overfor valgsnak, at de fornuftigt nok er kommet til den konklusion, at kommer det, så kommer det. Jeg tror ikke, de orker flere af disse dybsindige analyser fra alle mulige kloge kommentatorer af alle mulige taktiske småtrin og bevægelser, der kunne tyde på hvis og måske og under særlige omstændigheder, at det hele ender med valg.

Ingen politisk kommentator har jo lyst til at blive udstillet som total idiot ved ikke at lave en helgardering lige nu og tale både om en valgmulighed og forligsmulighed. Og alle kan se, at Lars Løkke Rasmussen har sat sig selv på en ualmindelig svær opgave med en helhedsplan, som ingen har efterlyst, og en krisestemning, som er totalt ikke-eksisterende i befolkningen.

På den anden side når den slags analyse også hurtigt frem til, at ingen med potentiel mulighed for at spænde snubletråden ud for statsministeren og hans regering ser ud til at kunne have en vælgermæssig gevinst ud af potentielt at skaffe Socialdemokratiet til magten eller Nye Borgerlige ind i Folketinget.

I medierne stiger uroen og nervøsiteten, fordi vi ikke for længst har kunnet filme partierne gå ud og ind af dørene hos finansministeren eller statsministeren, og partilederne stå i en kødrand uden for glasdøren efter møderne.

Vi har ikke kunnet se tv-kanalernes reportere, politiske analytikere og korrespondenter stå foran de lukkede døre og rapportere til nyhederne som regel om ingenting, fordi partierne i sådanne situationer blot gentager deres kendte standpunkter og ikke refererer fra møderne.

Bortset fra det tyder meget på, at der faktisk har været rigtigt mange kontakter løbende mellem repræsentanterne for blå blok og regeringen siden fremlæggelsen af helhedsplanen med henblik på såkaldt teknisk afklaring, men også med henblik på at undersøge forligsmulighederne.

Anders Samuelsens logik
Vi har undervejs i mediernes valgfeber fået det ene portræt efter det andet af Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, på grund af hans trusler om at trække støtten som Venstre-regeringens parlamentarisk grundlag. Vi kan snart alt om hans barndom og hans søster, Mette Bock, ligeledes medlem af partiet og Folketinget, har forklaret, hvad der driver Samuelsen til med stålsatte øjne at holde fast i topskattelettelser i et format, som ingen andre partier køber ind på.

Den Samuelske forhandlingslogik går tilsyneladende ud på, at alle parter i et forlig må acceptere at indtage noget uspiseligt, som en anden part gerne vil have, mod til gengæld for selv at få noget igennem, som alle andre finder uspiseligt.

Et andet element i hans særlige forhandlingslogik er, at lægger man eksempelvis 10 ledige milliarder kroner på bordet til fordeling, så kan de fordeles på en måde, så hvert parti kan bestemme over anvendelsen af et antal milliarder i forhold til partiets størrelse. Det er en forhandlingslogik, som Samuelsen står ret alene med. Men nu har Liberal Alliance i hvert fald fået cementeret deres ønske så meget, at det er svært at finde nødudgangen.

Lige præcis det har givet anledning til en særlig analysedisciplin, der går ud på at tolke, om der nu er sprækker af åbninger i udtalelser fra kombattanterne i topskatteslaget. Ja selv tolkningen af fastheden i stålsatte, blå øjne hører med i billedet.

Stop jagten på konklusionen
Som medier vil vi jo altid gerne fortælle konklusionen, inden den er der, og vi vil gerne afsløre nyheden som de første. Men det er en uskik at lege gætteleg hele tiden, om der nu bliver valg eller ej. Selvfølgelig skal medierne dække intenst, både når der bliver truet med at trække tæppet væk under regeringen, eller der bliver anbefalet en Dronningerunde for at rense luften.

Medierne skal dække regeringens helt åbenlyse parlamentariske udfordringer med helhedsplanen. Men det store kommentariat, vi efterhånden har af politiske journalister, politiske analytikere, kommentatorer m.v. i medierne har lige præcis nu ikke bedre kort på hånden, hvad angår konklusionen på helhedsplanens skæbne, end alle mandagstrænerne blandt vælgerne ude i sofaerne.

Faktisk var åbningsdebatten i denne uge efter statsministerens åbningstale mere stilfærdig og saglig, end man kunne forvente af et Folketing, som skulle være på vej til valg, og en regering, som skulle være på vej til at blive væltet. Så måske skulle vi også i medierne skrue lidt ned for valgblusset for en stund og afvente at de officielle forhandlinger går i gang i den kommende uge.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 7. oktober 2016: Valgkuller

 

Undskyld er der en voksen til stede her?

Udgivet den af
1

Undskyld overskriften. Jeg har kæmpe stor respekt for demokratiet og for engagerede politikeres hårde arbejde i demokratiets værksted. Ord som cirkus brugt om Christiansborg ligger mig fjernt. Ja, der er selvfølgelig spin, taktik, personfnidder og masser af strategiske positioneringer i politik, men grundlæggende er fundamentet i orden, og systemet er ukorrupt.

Lovgivningsprocesserne er langt fra perfekte, og åbenhed og gennemsigtighed kunne det være bedre med. Men de seneste par ugers og måneders politiske udmeldinger kalder alligevel på sådan en bemærkning som overskriften.

Kan vores parlamentariske system overhovedet fungere, hvis en række partier blot stiller sig på sidelinjen og råber ultimative krav til den til enhver tid siddende statsminister, som ikke har en jordisk chance for at levere varen? Kan det fungere, hvis færre og færre partier vil påtage sig regeringsansvar og i stedet foretrækker rollen som sofatræner?

Nej det kan det ikke. Systemet bygger på et samarbejdende folkestyre, da vi ikke har tradition for, at et parti har flertal alene. Det bygger på, at meningerne brydes, og partierne forhandler sig til rette om løsninger, som kan samle flertal.

Er vi som vælgere virkelig så forblændede af letkøbte, populistiske løsninger, at vi hellere køber ind på dem end på at forstå helheder og sammenhænge for slet ikke at tale konsekvenser og fakta? Og hvordan er det kommet der til?

Vi er ikke alene. Vi er en del af en international tendens i politik til at opgive kompromiserne og de nuancerede budskaber. Vi er en del af en tendens med en tillidskløft, der øger afstanden mellem vælgerne og politikerne. Hvorfor i alverden politikerne ikke forsøger at finde brugbare svar på den tillidskløft i stedet for høfligt blot at byde nye populistiske partier velkommen er uforståeligt. Tillidskløften skaber afmagt i dele af befolkningen og manglende respekt hos andre. Begge dele er lige farligt.

Lovsjusk og ommer
Når Folketinget sjusker med lovgivningen, ministerierne ignorerer rimelige høringsfrister og total udelukker en seriøs offentlig debat før en ny lov hastes igennem, så foreslår ledende politikere fra Venstre og Det Radikale Venstre, at man efterfølgende kan lade forslaget gå om med en ordentlig behandlingstid og reglementeret høringsperiode. Altså efter at forslaget er trådt i kraft.

Hvem i alverden skal få tillid til gennemsigtighed, borgerinddragelse og god forankring af ny lovgivning med den proces? Selvfølgelig kan der være love, som kræver hastebehandling, men det, vi taler om her, er, at overskridelse af høringsfrister mere er det almindelige end det modsatte, og at rigtigt mange love gennemføres uden dybgående forberedelse af befolkningen.

At dømme efter meningsmålingerne er der medvind til partier med ekstreme, klare holdninger og simple budskaber, hvor urealistisk gennemførlige de måtte være. Men virkeligheden og udfordringerne er bare ikke enkle men komplekse. De påkrævede løsninger er ikke simple, men kræver aktivering af mange forskellige håndtag. Og nej, vi kan ikke melde os ud af verden, EU og internationale forpligtelser, som de Nye Borgerlige slår sig op på.

Det går faktisk den modsatte vej. Vi bliver mere og mere afhængige af internationale relationer. Hvorfor er der ikke danske politikere, der tør sige det klart, at globaliseringen ikke går væk? Eller at vi de facto ikke har en løsning på den næste fase af migrantkrisen?

Ansvarligheden på vej væk
Vores folkestyre og politiske system er ved at tabe ansvarligheden og evnen til at lave store helhedsløsninger på vores påtrængende udfordringer. De mindre partier i rød og blå blok jagter medietid og opmærksomhed med skarpe, ultimative krav i et sådant omfang, at det næsten tvinger de tre store – Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre – i armene på hinanden. Og det er jo præcis det, vi har set mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i den seneste tid.

Det er tilsyneladende blevet helt vanedannende for nogen at stå og forlange, at en statsministerkandidat, hvad enten det er Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, bare skal levere, hvad man forlanger, selv om ingen kan tælle til 90 mandater for det pågældende ultimative krav. En statsminister er jo trods alt ikke tryllekunstner.

Det er tilsyneladende helt i orden at sige, at der er konkrete betingelser om gennemførelse af ny lovgivning, som vil være en forudsætning for at pege på den pågældende politiker som statsminister i en dronningerunde, selv om ingen statsministerkandidat kan være sikker på et efterfølgende flertal for forslaget. Og hvad sker der så? Så stiller man åbenbart mistillidsvotum til den regering, man selv har bragt til magten? Det bliver godt nok vildt, hvis det er sådan, Danmark skal styres, og ikke mange vil på de betingelser tage ansvaret for den varme stol.

Liberal Alliance troede, at de rationelt kunne kræve en indrømmelse i forhold til 2025-planen mod at støtte alt muligt, som nogle andre partier måtte have som ultimative krav. Så kunne man få et ultimativt krav opfyldt hver i blå blok og lave kompromisser for resten. Anders Samuelsen gik endda så langt som til at lave regnestykket, at LA havde ret til at bestemme over så og så mange millioner af det økonomiske råderum frem til 2025 set i forhold til partiets mandatmæssige størrelse.

Men sådan fungerer politik ikke. Og sådan vil en finansminister have meget svært ved at få en politisk plan til at blive sammenhængende.

Ovre i rød blog hos Enhedslisten sidder man og kigger på, hvad Liberal Alliance i særdeleshed har fået ud af at stille ultimative krav og forlange topskatten med i regeringsgrundlaget for at agere parlamentarisk grundlag for Løkke Rasmussens regering. Her bliver der med sikkerhed også skruet op for kravene til en eventuel kommende socialdemokratisk regering.

Det samme gælder hos SF, som ikke vil se resultatet fra sidst, der blev dannet S-ledet regering med stor indflydelse til de radikale. Og hos Radikale varmes der op til et krav om en ændret udlændingepolitik, hvis de skal støtte en S-statsminister.

Medierne og populismen
Vi bliver nødt til i medierne at stille os selv det spørgsmål, om vi i den her politiske udvikling kan nøjes med de almindelige kritiske spørgsmål til et nyt parti som Nye Borgerlige og deres program. Til Alternativet, til Liberal Alliance og alle de andre. Kan Danmark regeres på folkestrømninger, følelser, frygt eller drømme om det anderledes?

Fulgte man pressemødet med Nye Borgerlige 22. september, må man konstatere, at selv om det politiske pressekorps gik til makronerne, så var det alligevel helt utroligt, hvad stifter Pernille Vermund fik lov til at sige, uden at det blev testet på fakta og realiteter.

Jeg anfægter hverken partiets ret til at stille op eller dets mulige eksistensberettigelse hos en andel af vælgerkorpset – meningsmålingerne viser jo, at der tilsyneladende er en gruppe utilfredse, hjemløse vælgere på højrefløjen. Men medierne må tage ansvar for at afsløre hulhederne, det helt urealistiske og det faktuelt forkerte både hos Nye Borgerlige og andre partier.

Der efterlyses til gengæld politikere, der tør sige, at de enkle løsninger ikke findes på flygtninge- og migrationskrisen. Der tør sige, at vi har brug for en fundamental diskussion med hinanden om vores velfærdssamfund, og hvordan det skal se ud i 2025 – ikke kun via punktnedslag. Og som tør sige, at finansieringen af velfærdssamfundet kræver, at vi kommer ud af lavvæksten med en række prioriterede forslag inden for erhvervspolitikken, som virkelig rykker noget. Som tør sige, at var EU der ikke, så var vi nødt til at opfinde noget tilsvarende for at klare os på de globale markeder.

Dette indlæg har været bragt på Altinget.dk den 23.september 2016/ http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-der-en-voksen-til-stede

Postfaktuel plat og politisk populisme

Udgivet den af
1

Den britiske folkeafstemning om at forlade EU har ikke alene helt konkrete storpolitiske og historiske konsekvenser, der udfordrer såvel sammenholdet i Det Forenede Kongeriges fire dele som den europæiske selvforståelse af et på mange måder succesfuldt EU projekt. Et projekt med de udfordringer og skavanker, som den slags ambitiøse, internationale samarbejder altid vil have, men også et projekt med klare succeser.

Folkeafstemningen i Storbritannien blev også et utvetydigt vidnesbyrd om tre andre vigtige og bekymrende tendenser i vores samfund.

  1. At drømmen om informationssamfundet med det oplyste folk, rationelle politiske beslutninger byggende på masser af data, masser af facts og masser af erfaring og ekspertise, som herefter indgår i en politisk proces med forskellige tolkninger, løsninger og holdninger, ser ud til at blive erstattet af et postfaktuelt demokrati. Et demokrati hvor det giver pote hos vælgerne at lægge eksperterne og eliten, de gamle politiske partier, storfinansen, de globale virksomheder og internationalt samarbejde for had, hvorefter det står enhver frit for uanfægtet at forme sin egen virkelighed baseret på følelser, demagogi og frygt.
  2. At vi nu reelt har en ny opdeling af befolkningerne i Europa. På den ene side står dem, der føler sig magtesløse over globaliseringen, som protesterer mod udvandingen af de nationale værdier og den nationale kontrol, som reagerer stærkt på udfordringen fra indvandringen og frygten for at miste eget job og som er fremmede overfor digitaliseringens invasion af både arbejdsliv og privatliv. På den anden side af dem, der ser mulighederne i det internationale, det grænsebrydende, det digitale og det multikulturelle.
  3. At de sociale medier forstærker tendensen til populisme og ikke kvantificerbare folkelige understrømme præget af frustration – ja ligefrem fremmedhad og ekstremisme. De sociale medier skulle jo være drømmen om den demokratiserede og ufiltrerede ytringsfrihed, hvor den åbne debat skulle være den selvkontrollerende faktor, men sådan er det ikke. Ingen overkommer at efterprøve og kontrollere sandhed og løgn på de sociale medier. Derfor er der alt for meget nonsens, som får lov til at passere uimodsagt og danne grobund for alle mulige myter og vandrehistorier. En ideel grobund for den politiske populisme og for en helte og skurke-dyrkelse, der bliver meget nærgående grænsende til det personlige.

Det sande folk
Det er frygten for fremtiden, der giver magtesløsheden. Populisterne spiller på frygten og på illusionen om at tage kontrollen tilbage, som det hed i den britiske kampagne for at forlade EU-samarbejdet. Tage magten tilbage fra hvem? Fra briterne selv, som har været en del af EU i 43 år? Eller fra hvem ellers?

Populisterne spiller på at være de sande talsmænd for det sande folk. Dem, der i modsætning til andre, udfører et ærligt arbejde og ved, hvor skoen trykker ”ude i virkeligheden”. De spiller på at gøre op med elitens alliance mellem eksperter, politikerne og medierne. De tegner et billede af, at i elitens alliance hytter de eget skind, og de lykkes i hvert fald ikke med at give den menige mand jobsikkerhed, fremtidshåb og et bedre liv.

I det postfaktuelle demokrati kan man som populist komme langt på literen og i vælgertilslutning ved at udvælge sine egne sandheder og sine egne kendsgerninger, og hamre løs på de følelsesmæssige strenge helt ind i hjertekulen på vælgerne. Kendsgerninger erstattes med opportunistiske fortællinger. Og lige gyldigt hvor mange gange medierne laver fakta-tjek på sådan en populistisk taler, og eksperterne nedgør indholdet, så er det lige meget. For medierne er en del af magten, og eksperterne er med i samme båd og taler samme indforståede sprog som politikerne og medierne, så derfor er de pr. definition ikke troværdige. Det er aftalt spil for galleriet for at narre det sande folk.

En fornemmelse af politisk magtesløshed over de globale udfordringer blev en cementeret kendsgerning hos en stor del af befolkningerne i Europa og USA under finanskrisen. Her blev det tydeligt for enhver, at nogle andre end de folkevalgte politikere havde styret økonomien i sænk, og de seneste historier om det store læk af Panama-papirer bevidnede blot, at de store og rige kan unddrage sig skattebetaling og opbygge skjulte formuer. Godt hjulpet af de banker, som politikerne måtte redde under finanskrisen, for at vores samfund ikke skulle bryde helt sammen.

En stor del af befolkningen har mistet troen på, at de gamle partier har løsningerne på udfordringerne og derfor vandrer de ud på fløjene til forskellige populistiske partier. Indvandringen får skylden for problemerne, selv om den på mange måder udfylder et hul i arbejdsmarkedet, som ingen andre vil udfylde. Politikerne taler om at kontrollere indvandringen, men alle almindelige vælgere kan godt se, at det er fiktion, hvis bådene først er på vej over Middelhavet og de næste millioner af mennesker sætter sig i bevægelse fra Syriens nærområder eller fra Afrika.

Før spurgte vi eksperterne, når politikerne ikke kunne finde svarene. Nu er tendensen hos populister som Nigel Farage, Boris Johnson og Donald Trump, Marine Le Pen eller Geert Wilders at opfinde egne facts, og plukke delresultater og udsnit af virkeligheder ud for derefter at servere dem med stor oratorisk kraft og pågående stil som nye kendsgerninger.

Råbe-demokrati
Midt i at vi skal finde en ny model for det fremtidige europæiske samarbejde, der forenkler, afbureaukratiserer og medinddrager befolkningerne i EU, så skal vi også finde en vej til at gøre op med, at alle argumenter er lige værdifulde og lige gode i en debat, og at populisterne får lov til at løbe med halve sandheder og hele løgne, og med at politikerne får lov til at slippe alt for let med nogle svar.

Hvordan kunne brexit eller leave-kampagnen få lov til at slippe helskindet og sejrende ud af folkeafstemningen i Storbritannien uden at have en plan for, hvad der skulle ske, hvis de faktisk vandt. Det burde jo ikke kunne ske. Men når nogen slår sig op på at repræsentere det sande folk og banker løs på EU, som om det var skabt af nogen skøre romere fra en berømt tegneserie og ikke f.eks. af briterne selv, så kræver det, at nogen tør udfordre populisterne med stærkere argumenter og måske ikke mindst stærkere følelser og lige så appellerende talere.

Der må være en hel anden åbenhed og transparens i de politiske beslutningsprocesser og i de politiske diskussioner, så populisterne ikke kan spille på, at magten foregår bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Der må være et andet og mere direkte møde mellem politikerne, eksperter og medier, hvor også eksperterne tager ansvar for at bringe urigtigheder frem i lyset.

Fra at være et forholdsvis oplyst demokrati i informationsalderen, er vi blevet til et råbe-demokrati i den postfaktuelle tid, hvor eksperter, indsigt og erfaring kastes i papirkurven til fordel for følelser, frygt og nationalromantik. Den britiske folkeafstemning har givet os det hidtil mest klare vidnesbyrd om, hvor vi er på vej hen. Sagt med stor beklagelse. Vi må bygge en bro mellem globalisterne og lokalisterne hurtigst muligt og tage opgøret med populisterne på fremmarch.

Denne artikel har været bragt den 1.7.2016 på Altinget.dk: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-postfaktuel-plat-og-politisk-populisme

Det herreløse EU-projekt

Udgivet den af
Svar

Europa mangler i den grad – og i sidste øjeblik inden EU-projektet er truet på livet – modige og visionære politiske ledere, der kan puste en markant, moderne og nytænkende kraft ind i den kriseramte organisme, som i dag samler 508 millioner europæere. Eller samler er måske netop så meget sagt, for gennemsnittet af EU-landenes befolkninger er tiltagende skeptisk overfor projektet.

Det gælder faktisk ikke den danske befolkning, som med årene er blevet mere positive overfor EU. Hvad man bestemt ikke skulle tro, når man hører danske politikerne tale om EU. Et massivt flertal af danskerne på 58,6 procent ville faktisk stemme ja til fortsat EU-medlemskab, hvis Danmark fik en folkeafstemning nu, viser en Rambøll-måling ifølge Jyllands-Posten.

Tiden nærmer sig hastigt den britiske folkeafstemning 23. juni om at blive eller forlade EU efter over 40 års medlemskab. Bliver det et nej, vil det bringe EU tæt på opløsning og i hvert fald fremtvinge den efterlyste nye vision og retning, fordi den britiske udmeldelse så kommer oven i en række andre interne kriser.

Bliver det et ja, skal der gennemføres en række reformer, som vil skrue ned for EU’s nuværende magt og ændre ambitionsniveauet for unionen, hvis det skal undgås at flere lande følger i fodsporet af briterne eller kræver flere tilvalgsordninger og særaftaler. Så uanset udfaldet af folkeafstemningen, så nærmer den snart otte år lange, interne europæiske krise sig en afslutning og en ny slags begyndelse.

Elefantens styrke
Kulturminister Bertel Haarder (V) talte i forbindelse med modtagelsen af Berlingske Fondens hæderspris i 2014 om de to elefanter – den store og den lille. Om EU og det nordiske samarbejde. ”Elefanter er fredsommelige, står tungt og pruster og basker med ørene. De er enorme, men har slet ikke den styrke, som deres vægt og størrelse berettiger til. De er kloge, men er alligevel lette ofre for krybskytter, som vil have deres stødtænder, ” sagde han.

Lige som Venstres ledende folk fra Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind, Morten Løkkegaard og til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort det her de seneste dage og uger, filosoferede Haarder dengang over politikernes eget ansvar for, at EU-samarbejdet i årevis er blevet talt ned overfor befolkningen og ikke op. Over at værdien af det europæiske samarbejde og de enorme fordele Danmark har af det indre marked er forduftet i alle besværlighederne ved at få så mange lande til at arbejde sammen. Når EU gang på gang fremstilles som problemet og ikke som løsningen, så er det jo ikke mærkeligt, at folk kommer til at opfatte det sådan og til sidst mister troen på ideen.

På et tidspunkt, hvor verden skriger på grænseoverskridende politiske løsninger på grænseoverskridende udfordringer på alt fra klimaet til flygtninge- og migrationskrisen, så giver det ingen mening at skrue ned for ambitionerne for det europæiske samarbejde. På et tidspunkt hvor det europæiske marked, mere end nogensinde har behov for styrke og vækst i konkurrencen med USA og de asiatiske markeder, så giver det ingen mening ikke at udvikle og udbygge det indre marked i EU.

Hvad der til gengæld mangler er reformer, der skærer ned på bureaukratiet, smidiggør processerne, prioriterer indsatsområderne skarpere, giver mere handlekraft til EU’s institutioner og skaber en bedre folkelig forankring. Der, hvor problemet ligger, er tilliden til at de reformer nogensinde kommer. For dem er der godt nok blevet talt om i adskillige år. Og jo større EU er vokset landemæssigt, desto mere kompliceret og omfattende er arbejdsområderne blevet, og handlekraften er suget ud af mødelokalerne.

Den helt regulære kritik, der kan rejses mod måden EU-systemet fungerer på i dag, og de svagheder det har omkring den folkelige forankring, ville bare fremstå langt mere interessant og brugbar, hvis politikerne havde nogen svar på, hvad der skulle gøres, og hvis de europæiske politiske partigrupperinger – for sådanne findes jo – satte sig for at skabe løsninger på problemerne i maskinrummet i stedet for bare at råbe fra skibets dæk.

Reformmotor efterlyses
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formulerede sig sådan her om EU i sin grundlovstale for nylig:

”Jeg er ikke blind for, at EU har fejl. At beslutningsprocesser kan være for langsommelige. At der reguleres for meget eller forkert. Men det gør sig jo ikke kun gældende i EU, men da også herhjemme. Og det får mig ikke til at stille spørgsmålstegn ved, om Danmark hører til i EU. Det gør vi. Nu og i fremtiden. Uanset hvad briterne stemmer den 23. juni. Men den britiske afstemning kan – hvis de vælger at blive – være en motor til nødvendige reformer af EU. Til at tage hånd om problemerne. Få EU til at fokusere mere på det vigtigste – og blande sig udenom langt mere. Vist kan vi gøre nogle ting bedre selv – men vi kan ikke gøre alting selv. Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde. Så enkelt er det. Alternativet til EU er ikke enegang. Det er ensomhed. ”

Hvad er det for nødvendige reformer, statsministeren taler om? Hvis noget reguleres for meget eller forkert, så har vi nok selv været med til at beslutte det, så behøver en oprydning vel ikke at hænge sammen med den britiske afstemning? Vi skal få EU til at fokusere på det vigtigste, siger statsministeren, men hvem er ham ”EU”? Det er jo en del af os selv.

EU på skrump
Det er virkelig bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i et interview i Berlingske dagen før grundlovsdag også fuldstændig lod som om, at EU ikke er en demokratisk del af os selv men en eller anden udefinerlig, ubehagelig type, der bare vil stikke næsen i alting.

I stedet for at integrere mere og mere skal EU fremover koncentrere sig om europæernes virkelige problemer og bruge al sin energi på kun tre områder: at sikre Europas ydre grænser, sikre lønmodtageres rettigheder og sikre sig mod placering af penge i skattely, mente Mette Frederiksen i interviewet. Hun talte om en dyb »legitimitetskrise« i EU. Jamen hvem har været med til at sidde og træffe beslutningerne om mere integration og hvem har skabt legitimitetskrisen? Det har jo bl.a. også de danske regeringer og de danske politikere i Europa-Parlamentet. Og danske politikere herhjemme, som har undladt at gøre noget ved problemet, der har eksisteret i årevis.

“EU har svigtet, og det kom til udtryk ved EU-folkeafstemningen i Danmark i december og den senere EU-folkeafstemning i Holland, hvor folk i begge tilfælde stemte om noget andet, end det de blev spurgt om. Det samme kan ske ved den forestående folkeafstemning i Storbritannien, der kan føre til, at briterne forlader EU,” sagde S-formanden i interviewet. Men hvem er EU? Det er jo ikke en selvkørende bil eller en løsrevet institution og nogle mursten i Bruxelles. Det er jo europæiske og danske politikere, der også har svigtet så? Tag nu så et medansvar for det og lav det om.

Mette Frederiksen mener, at EU bruger al for megen energi på for mange områder i stedet for at koncentrere sig om at finde konkrete løsninger på det væsentligste, og det vil være måden, hvor på man kan genvinde befolkningernes opbakning til det europæiske samarbejde. Det er jo utvivlsomt rigtigt. Her kunne Socialdemokraterne så sammen med søsterpartierne i de andre EU-lande forme en vision for den nye retning for EU og komme med konkrete udspil til den fornyelse, der er brug for.

EU hvem?
De seneste ugers debat har vist, at vi ikke er kommet ud over at betragte EU som et eller andet fantom, der uden at vi vil det, tiltager sig mere magt og beskæftiger sig med alt muligt, som vi ikke har bedt fantomet om at lave.

Hvis danske politikere begyndte at tale om EU som en del af os selv, som noget vi har været med til at skabe og udvikle, og som vi derfor også har et ansvar for at bringe i en ny retning, hvis vi synes, den nuværende er forkert, så ville meget være vundet. Hvis forslagene til den nye retning tilmed var konkrete og operationelle, så ville meget også være vundet. Hvis de europæiske partier, som jo er det europæiske repræsentative element så begyndte for alvor at skære til og prioritere vigtige områder, som ville kunne bringe ny vækst til det Europa, der halter bagefter økonomisk såvel som i den digitale udvikling, så ville vi være nået et langt stykke videre.

Hvis de europæiske befolkninger begynder at se, at der er politisk handlekraft bag ordene i det europæiske samarbejde, og politikerne – også de danske – ikke fralægger sig ansvaret og læsser det over til en eller anden udefinerlig størrelse i Bruxelles men viser os, at EU-samarbejdet og dets resultater skabes af de politikere og ministre, vi selv vælger, så ville vi også se medierne blive tvunget til at tage en anden stilling til EU-dækningen.

Ikke mindre kritisk, for reformbehovet er stort, og medierne burde medvirke til langt mere konkret at sætte fingeren på de ømme steder, så politikerne får fokus på dem. Men medierne er også tilbøjelige til at omtale EU som et uoverskueligt, bureaukratisk maskineri og ikke som en politisk institution.

Denne blog har været offentliggjort på Altinget.dk den 17.06.2016 på: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-det-herreloese-eu-projekt

 

Demokrati og afmagt – tiltrædelsesforelæsning på CBS

Udgivet den af
Svar
CBS Copenhagen Business School
Where University Means Business
9. juni, 2016
Invitation
 
Tiltrædelsesforelæsning
Demokrati og afmagt
ved
Lisbeth Knudsen
I anledning af CBS’ udnævnelse af Lisbeth Knudsen til adjungeret professor inviterer Department of Business and Politics til tiltrædelsesforelæsning og reception.
 
Vores højt værdsatte demokratimodel er udfordret og tandhjulene i det politiske maskinrum er blevet godt slidt ned.
Der trænges ikke bare i Danmark men rundt omkring i de demokratiske lande i verden til at få iværksat udviklingen af en model 2.0 af demokratiet, som kan give nogle nye svar på, hvordan vi skal praktisere, hvad der stadig er den bedste og eneste acceptable styreform men nu i en globaliseret og langt mere teknologisk, økonomisk og kulturelt forbundet verden.
Udfordringerne er store og krisen synlig. Befolkningerne har mistet tilliden til, at politikerne kan løse vores virkelig store udfordringer. De politiske partier har tabt meget af deres folkelige forankring og troværdighed. Det politiske lederskab har mistet modet til at udfordre vælgerne, og de har lagt det ideologiske helhedssyn på arkivet. Medierne har også mistet befolkningens tillid og troværdighed, og de er i høj grad med til at understøtte og udvide krisen.
Lisbeth Knudsen stiller i sin tiltrædelsesforelæsning diagnosen og lægger op til en nødvendig modernisering af demokratiet.
Lisbeth Knudsen er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1975, og har siden uddannet sig indenfor ledelse og bestyrelses ansvar og opgaver. Af hendes ledelsesopgaver kan nævnes redaktør og chefredaktør af Berlingske Tidende 1984-90;  administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for A-Pressen og det Fri Aktuelt 1990-98; Nyhedsdirektør og medlem af DR’s direktion 1998-06. CEO og koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Tidende 2007-15 og Direktør og Chefredaktør for Mandag Morgen fra 2015. Lisbeth Knudsen har bestyrelseserfaring fra en lang række virksomheder, fonde og brancheorganisationer. Fra perioden 2007-15 kan nævnes: Den Berlingske Fond, Radio 24/7, Weekendavisen A/S, Infomedia A/S, Danske Medier, Huset Markedsføring, Netdoktor, Illum Fondet m.f. Hun blev formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse i januar 2016 og har været formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles bestyrelse siden 2005. Hun sider desuden i bestyrelsen for start-up virksomheden ServiceLovers. Hendes omfattende ledelsesmæssige erfaringer er kombineret med særlig kompetence omkring digitalisering af medier, digitaliseringens samfundsmæssige betydning og kommunikation via alle former for mediekanaler.
 
Program:
 
Velkomst
v/ Institutleder Caroline de la Porte.
 
Tiltrædelseforelæsning:  Demokrati og afmagt
v/  Direktør og Chefredaktør Lisbeth Knudsen.
 
Promovering
v/ Dekan Peter Møllgaard.
 
Reception
 
Af hensyn til logistikken bedes om tilmelding
Tilmelding 
 
Organised by
Department of Business and Politics
Date
9. juni 2016
Time
14.30-17.00
Location
Råvarebygningen,
Porcelænshaven 22, auditoriet
 
You are receiving this email from CBS Copenhagen Business School because you either are employed by, or associated with CBS.
Department of Business and Politics
Steen Blichers Vej 22
2000 Frederiksberg 
Phone +45 38 15 35 85

 

Den farlige brug af anonyme kilder

Udgivet den af
Svar

Vi genkender alle formuleringen fra medierne, når der skal skrives om de højspændte politiske situationer eller fra de interne kriser og rivegilder i partierne. ”Velinformerede kilder i Venstres bagland”. Eller ”anonyme kilder tæt på den socialdemokratiske formand”. Eller “kilder som støttede Kristian Jensen i formandsopgøret i Venstre”. Eller denne her: ”flere uafhængige kilder i det konservative bagland”.

Når det gælder den politiske rygtebørs er danske medier ikke særligt tilbageholdende eller tilsyneladende bekymrede for at benytte anonyme kilder til at orkestrere den dramatiske analyse eller den særlige toning af historier, som skrives i kaffegrums fra partiernes interne skærmydsler.

Kildebeskyttelsen rækker langt i danske medier, når der er ballade i luften, og alle har hver deres egen skæve Hassan, der i sådan en periode kan plantes, gødes og udnyttes i medierne. Det nemme og hurtige svar er selvfølgelig, at en del af de politiske krisehistorier ikke kunne skrives uden de anonyme kilder, og at medierne har til opgave at afsløre, hvad der foregår. Om nødvendigt med brug af anonyme kilder. Man kunne tilføje, at mange af disse historier nok kan skrives, men til gengæld ikke kan dokumenteres, og hvad er de så værd.

Strammere regler på New York Times
Belært af de smertefulde erfaringer fra to store forsidefejl inden for seks måneder baseret på anonyme kilder har redaktionen på New York Times valgt at stramme reglerne for brug af anonyme kilder. I den britiske presse stiller kommentatorer spørgsmålstegn ved, hvor meget af den britiske, politiske dækning, der overhovedet kunne foregå i medierne, hvis de var underlagt de samme stramme regler, som New York Times nu er det.

“I bedste fald giver anonymitet os mulighed for at afsløre de grusomheder, der begås af terrorgrupper, det offentlige misbrug eller andre kritiske situationer, hvor kilder kan risikere deres liv, frihed eller karriere ved at tale med os.

I følsomme områder som rapportering, der vedrører den nationale sikkerhed, kan det være uundgåeligt. Men i andre tilfælde må læserne stille spørgsmålstegn ved, om anonymiteten giver unavngivne mennesker mulighed for at fordreje en historie til fordel for deres egen dagsorden. I sjældne tilfælde har vi offentliggjorte oplysninger fra anonyme kilder uden nok spørgsmål eller skepsis – og det har vist sig at være forkert “.

Sådan hedder det blandt andet i udmeldingen til New York Times journalisterne fra ledelsen. Den nye politik, som blev meldt ud i marts, forbyder ikke brug af anonyme kilder, men den har til hensigt at begrænse den. Hvis en historie primært bygger på anonyme kilder skal den godkendes af en af de ledende redaktører på avisen.

Information frem for spin
Brugen af anonyme kilder er nogle gange nødvendigt, men det indebærer også i risiko i forhold til vores mest værdifulde og sårbare værdier: Den tillid som læserne skal have til os. Sådan skriver chefredaktøren for New York Times i forbindelse med det nye regelsæt. Han fortsætter med at skrive, at brugen af anonyme kilder repræsenterer den største risiko i deres store, kulegravende historier. Men brugen af anonyme kilder i rutine historier om politik eller business tester troværdigheden i forhold til læserne og udfordrer den.

Materiale fra anonyme kilder bør være information ikke spin eller spekulation hedder det i reglerne. Det skal have en særlig nyhedsværdi. Ikke blot tilføre kolorit eller pynt på historien. Det skal være informationer med en særlig betydning, fordi kilden har førstehånds indsigt i sagen.

De nye regler på New York Times indebærer ikke alene, at en redaktør skal godkende brugen af en anonym kilde, men også at redaktøren skal forhåndsinformeres om, hvem kilden/kilderne er. Det er altså ikke længere den enkelte journalist, der kan vælge redskabet med brug af den anonyme kilde og holde kildenavnet for sig selv.

Brugen af anonyme citater er særlig lumske, når de anvendes til at tilsvine eller stemple offentlige personer i portrætter, hvor de ikke har nogen muligheder for selv at komme til orde, og hvor der for alvor kan spinnes og begås karaktermord.

Den britiske medie kommentator Roy Greenslade skriver i Guardian, at blev de samme regler indført i britisk politisk journalistik, så var der ikke meget tilbage af den.

En alt for nem genvej
I sportsjournalistikken har vi med Qureshi-skandalen set, hvad det kan føre til i et ekstremt tilfælde, når redaktørerne ikke har styr på brugen af anonyme kilder og i det tilfælde formentlig også opdigtede kilder.

Men kigger man ind i de forskellige medier – ingen nævnt ingen glemt – så er anonyme kilder blevet en alt for let genvej til politiske rutine-historier også i dansk presse i stedet for at være undtagelsen, som kan være den helt nødvendige, centralt placerede hovedkilde til en vigtig oplysning. Vi har ikke en chance for som læsere, lyttere og seere til de politiske analyser fyldt med anonyme kilder at kunne gennemskue, om historierne er afbalancerede, og kilderne er repræsentative, om de har særlige interesser at pleje eller tilfældigvis var dem, der var til at få fat på inden næste udsendelse eller deadline.

Alt hvad der kan gøres for at styrke mediernes troværdighed i befolkningen bør gøres. Der er brug for det. Og anonyme kilder styrker ikke troværdigheden, de indebærer en risiko for manipulation, spin og fordrejning. Og det har kunderne gennemskuet.

 

Denne artikel er blevet bragt på altinget.dk den 22.april 2016 : http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-den-farlige-anonyme-kilde

 

 


Skattesnyd – en torpedo mod fællesskabet

Udgivet den af
Svar

Velfærdsstaten og de vestlige demokratier bygger på en samfundskontrakt mellem staten, borgerne og virksomhederne om, at man har både rettigheder og pligter. Til pligterne hører at betale skat. Til værdierne i en sådan samfundsmodel hører en forståelse af, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, og at værdierne ikke gemmes væk i skattely rundt omkring på eksotiske øer eller særlige lande med en skattefri himmel, som det kaldes.

Der hører, at velrenommerede virksomheder udviser ansvarlighed og bidrager til samfundet gennem deres skattebetaling, samt at korruptionen er lav eller ikke-eksisterende.

Der hører, at banker, revisorer og andre rådgivere, som samfundet baserer en del af sin tillid på, rent faktisk ikke misbruger den tillid og medvirker til skatteunddragelse. At der eksisterer en moralsk anstændighed, en gennemsigtighed, en retfærdighed og en juridisk ramme, som den finansielle sektor og rådgiverne konkurrerer positivt om at arbejde inden for.

Der hører politikere, der holder den moralske fane højt udadtil over for vælgerne, men som indadtil har fingrene i kagedåsen fyldt med skattefiduser i skattely-lande.

Afsløringerne af de såkaldte Panama-papirer – den hidtil største journalistiske lækage-sag omfattende 11,5 millioner dokumenter eller 2,6 terabyte i digital målestol – får den samfundskontrakt til at bryde sammen. De dokumenterer, at et advokatfirma i Panama, Mossack Fonseca, har hjulpet og hjælper velhavende individer og virksomheder fra hele verden med at holde formuer hemmelige for skattemyndighederne, og at dette firma har haft villige kunder, der gerne ville have deres vare.

Skattecasino-landene
Lad os nu ikke være naive. Vi vidste jo godt, at der fandtes internationalt skattesnyd og skattely-områder, og at globale virksomheder til en vis grad kan jonglere med indtægterne og investeringerne, så overskuddene bliver realiseret i lande med den laveste selskabsskat. Faktisk har tilværelsen som skattely-land ikke været så dårlig hidtil, og selv store, skattemoralsk velrenommerede lande har haft glæde af skattely-øer inden for de nationale grænser med særregler og god fortjene på en alternativ forretningsmodel.

To ting arbejder imod det. Den ene er, at regeringerne i en række lande faktisk er begyndt at arbejde konkret med restriktioner og initiativer, der straffer disse skattecasino-lande. Den anden er, at store, globale virksomheder kan opleve massive shit-storme på nettet, hvis de bliver afsløret i skattesnyd og manglende bidrag til skattebetalingen i de lande, som de har forretninger i.

I løbet af de seneste dage er fremtrædende politikere, præsidenter, regeringsledere, konger, erhvervsfolk, sportsfolk og organisationsledere havnet i den offentlige gabestok efter at have etableret skattely-arrangementer i Panama. Det er velfortjent og temmelig svært at have ondt af.

Manglende troværdighed
I den kommende måned vil offentligheden få adgang til navnene på mere end 214.000 offshore-enheder, der er blevet konstrueret med advokatfirmaet Mossack Fonsecas hjælp med henblik på denne skattetrafik. Navnene har forbindelser til mere end 200 lande.

Regeringsledere, præsidenter og fremtrædende politikere har været på listen over dem, der har brudt samfundskontrakten og har forsøgt at unddrage sig skattebetaling for ganske store formuer. Det forekommer så grisk, dobbeltmoralsk og forkasteligt, at det skubber yderligere til den i forvejen stejlt nedadgående troværdighedskurve for politikere.

Noget samlet overblik over, hvad der er blevet skjult i Panama findes ikke, og til den destination skal lægges mange andre steder, hvor udvekslingsaftaler om deling af oplysninger blandt andet på formueområder mellem landene reelt ikke har nogen betydning, fordi skuffeselskaberne ikke registreres og har åbenhed om transaktioner i selskaberne.

Internationale sanktioner
Skatteministeren kan ærgre sig på samfundets vegne og statsministeren kan føle sig snydt, men skal der for alvor ske noget med skattesnyderiet, så skal der indføres internationale sanktioner mod skattely-lande, og på en hel anden og mere effektiv måde gøres op med en bank- og rådgivningsbranche, der medvirker til at pengene flytter udenlands og uden for skats kontrol.

Det at betale sin skat med eller uden entusiasme har altid været et omstridt diskussionsemne hos danskerne på grund af skatternes højde her, men hvad vi ikke kan acceptere er, at nogen snyder fra at være med til at dele regningen. Sådan er det også i andre lande som Island og Storbritannien eller Ukraine. Afsløringerne fra Panama viser, at systemerne ikke fungerer, set fra et samfundsperspektiv, og at vores samfundsmodel bryder sammen, hvis vi ikke får ændret på det. Vi skal som borgere have tillid til, at tingene foregår retfærdigt og gennemsigtigt.

Moral og dobbeltmoral
Panama-papirerne løfter formentlig kun en meget lille flig af et stort problem med menneskets kreative evne til at finde smutveje til at undlade at betale for fællesskabet. Rent procesmæssigt og politisk må nogen gør noget ved det. Udviklingsorganisationen IBIS har regnet ud, at 62 personer i verden ejer det samme som 3,7 milliarder af jordens fattigste ejer tilsammen. For et år siden var det 80 personer, så de rigeste er blevet rigere. Det skønnes at 7.600 milliarder dollars befinder sig i skattely. 30 procent af de rigeste afrikaneres formue, cirka 500 milliarder dollars, er ifølge IBIS gemt af vejen i udlandet. Det betyder 14 milliarder dollars i manglende skatteintægter i Afrika om året.

Også danske navne og virksomheder befinder sig på de lækkede dokumenter fra Panama-selskabet. Vi ved endnu ikke hvem og hvor mange. At Danmark faktisk har en data-udvekslingsaftale med Panama hjælper ikke stort på det, for skuffeselskaberne er ikke officielt registreret noget sted. Her er det mellemhandlerne som banker, revisorer og rådgivere, som myndighederne kan gå efter. Og vi kan bare håbe på, at den brudte samfundskontrakt og risikoen for afsløring af skattefusk er så ubehagelig og imageødelæggende, at den trafik stopper.

Hvis ikke der findes veje til at standse flugten til skattely, så er konsekvensen en højere skat til alle, der ikke har råd til at hyre dyre skatteeksperter til at tænke kreative løsningsmodeller for international skatteplanlægning.

I 2015 vedtog verdens førende nationer at bekæmpe skattesnyd på G20-topmødet i Tyrkiet. Så landene og politikerne er begyndt at indse, at der må gøres noget mere effektivt, hvis fremtiden skal finansieres. Inden for EU er der også medlemslande, som har en hel del at lære i forhold til at have stabile og veludviklede skattesystemer, erfarede vi under den græske, økonomiske krise. Kort fortalt handler det om at nedbryde bankhemmeligheden i de mest populære skattely og om at tvinge nationale myndigheder til at udveksle oplysninger om skattesubjekter med hinanden.

Der er to læringer af Panama-papirerne. 1) Selv politikere med de store, moralske profiler kan vise sig at have en skjult formue i et skattely-område., og 2) Selv de virksomheder, som fremstår med en samfundsansvarlig profil, kan vise sig at se anderledes ud på indersiden. Panama-papirernes er forstemmende.

Det kalder på internationalt samarbejde endnu stærkere, end det er nu på området, og på at de lande, som har skattely-områderne, vil arbejde med.

 

Denne kommentar er første gang blevet bragt på altinget.dk den 8. april 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-skattesnyd-en-torpedo-mod-faellesskabet

 

Skal kommunernes selvstyre give mening?

Udgivet den af
1

En ting er at sige, at vi alle er i samme båd. Noget andet er at slå fast, hvem der sidder ved rorpinden, og hvem der skal knokle ved årerne i den båd. Statsministeren brugte et andet billede, da han torsdag i uge 10 talte på topmødet i Kommunernes Landsforening:

”Staten og kommunerne er måske nok hver deres lomme, men de sidder på det samme par bukser. Og det er danskerne, som har bukserne på.” Og han fortsatte: ”Vi har kun én offentlig sektor, hvor vi skal bruge skattekronerne bedst muligt. Det er ikke statens penge. Det er ikke kommunernes penge. Det er danskernes penge,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det er jo sandt nok, men vi har faktisk tre demokratiske lag, som er valgt til at prioritere danskernes penge – Folketinget, regionerne og kommunerne. Og Folketinget og regeringen læner sig mere og mere ind over budgetterne i den kommunale og den regionale sektor med målrettede prioriteringer af, hvad pengene skal gå til, samtidig med, at der gang på gang rettes kritik af kommunerne og regionerne for ikke at leve op til dit eller dat på kernevelfærden.

Samtidig vokser statens budget til velfærd fra 2016 til 2019, mens kommunernes falder, og regionernes holdes næsten uændret (Mandag Morgen tema om kommunernes økonomi) Så når finansministeren bliver irriteret over kommunernes “klynk”, og statsministeren prøver at glatte ud med sit “vi er jo alle i samme båd”, så hænger samfundsøkonomien selvfølgelig sammen, men styringen af pengene ligger i finansministerens og folketingsflertallets lomme.

En prognose gik i opfyldelse
Faktisk sagde den amerikanske forsker og gæstetaler på KL topmødet sidste år, Benjamin Barber fra City University i New York, det meget klart: Det er byerne og kommunerne, der skaber et lands velstand. Men nationalstaterne inddrager pengene og giver dem tilbage til byerne, som om det var en gave. Han introducerede med fynd og klem det synspunkt, at nationalstaterne er for store til, at folk rigtigt engagerer sig i, hvad de laver, og alt for små til at løse verdens globale problemer i dag (Se Benjamin Barbers gæstetale på KL topmøde 2015 om kommunernes selvstyre).
I kampen om ressourcerne og ansvaret for løsningerne lod han ikke nogen tvivl tilbage om, at pengene lå bedre i kommunernes lomme end i finansministerens. Han tilføjede at kommunernes politikere synes i stand til at finde pragmatiske løsninger på problemerne, mens landspolitikerne brugte tiden på taktiske og ideologiske kampe. Lyder som om han kendte lidt til Danmark og kunne forudsige omprioriteringsbidraget.

Omprioritering og demokrati
Lige nu lægger regeringen og kommunerne arm om det kommunale omprioriteringsbidrag, som er det tekniske begreb for, at regeringen pålægger kommunerne at spare én procent af det kommunale budget svarende til 2,4 milliarder kroner. Når pengene så er kradset ind, så sender regeringen 1,9 milliarder kroner tilbage til kommunerne her i 2016 øremærket til bestemte formål. Det er den offentlige sektors snart velkendte økonomi-karrusel, som sikrer den til enhver tid siddende finansminister et fast greb om finanspolitikken og forpester borgmestrenes mulighed for at tilrettelægge hver deres budgetter med de prioriteringer, som de finder vigtigst.
Der er to alvorlige diskussioner knyttet til den metode. Den ene handler om kommunernes generelle økonomiske situation, og om det overhovedet er rette tid og sted at skære på kommunernes budgetter samtidig med, at omkostningerne til flygtninge, midlertidige boliger og integration stiger markant, og borgernes forventninger til ældrepleje, folkeskole-kvalitet og daginstitutionsbemandinger bestemt ikke bliver mindre. Den økonomiske del af sagen kommer til prøvelse i Folketinget, hvor Socialdemokratiet med et beslutningsforslag vil forsøge at skabe flertal uden om regeringen for, at kommunerne skal have alle 2,4 mia. kr. retur.

Både den tidligere regering af rød farve og den nuværende blå har arbejdet med disse stramme sparekrav til kommunerne, så her kan Socialdemokraterne ikke sige sig fri for at have benyttet samme metode, men ved deres beslutningsforslag sætter de Dansk Folkepartis loyalitet overfor regeringen under pres. Det er, om jeg så må sige, den sædvanlige historie tilsat ekstra dramatik på grund af flygtningeomkostningerne og omkostningerne til lyn-etablering af tusindvis af billigere boliger.

Det spørgsmål, som stikker langt dybere, handler om det kommunale demokrati, og det skal være omdrejningspunktet for denne kommentar. Størstedelen af mediedækningen har kikkerten vendt med udgangspunkt inde fra Christiansborg og ud mod kommunerne. Bemærk bare det ordvalg, alle medier bruger, taget i betragtning at borgerne trods alt sidder ude i kommunerne og ikke inde på Christiansborg.
Hvis vi nu lige vendte den kikkert om, så må kommunerne sidde med en klar oplevelse af, at der tages kvælergreb på det kommunale selvstyre. Ikke bare ved denne lejlighed, men mere og mere som udtryk for manglende respekt for opgavefordelingen mellem de nationale niveau i vores demokratimodel og det lokale niveau.

Ros og ris ulige fordelt
Omprioriteringspulje, øremærket værdighedsmilliard til de ældre, diverse særlige indsatspakker på sundhedsområdet og mange andre indsatsområder bestemt af regeringen og Folketinget tager bid for bid af mulighederne for, at kommunerne og regionerne kan vælge selvstændigt, hvad der nu efter kommunalbestyrelsernes mening, kommunens størrelse, demografien og indtægtsgrundlag er den rigtige prioritering. Er Danmark for lille et land til 98 kommuner og fem regioner, kunne man så spørge?
Når der øses penge ud til bestemte af regeringen og Folketinget prioriterede områder, så tilfalder rosen for indsatsen Folketinget og regeringen og ikke politikerne valgt lokalt. Kommer der til gengæld kritik af kvaliteten eller servicen på kommunalt plan, så er folketingspolitikere og ministre hurtige til at skælde ud på kommunerne og kræve bod og bedring og omgående handling. I nyhedsudsendelserne kværner de samme spørgsmål til de nationale politikere og ministre: “Hvad vil du gøre ved det? Hvordan vil du forhindre, at det sker igen? Hvilke initiativer kommer regeringen med?” Er mediepresset tilstrækkeligt stort, bliver der lavet endnu et indgreb i det kommunale selvstyre eller i det mindste udsendt et hyrdebrev fra ministeren, der viser handlekraft.

Grundmodellen i vores demokrati bygger faktisk på, at der både kan og skal være forskel fra kommune til kommune inden for visse minimumsudsving. Vi vælger hvert fjerde år lokale politikere til at varetage en lokal prioritering i overensstemmelse med, hvad vi synes er vigtigt i vores nærområde. Når vi overlader til dem at træffe beslutning om vores ældrepleje f.eks., så er det jo sådan, at er vi ikke tilfredse med den, så kan vi vælte politikerne lokalt og finde nogle andre. Men hvis en lille procentandel af ældrepengene nu tildeles fra staten øremærket efter nogle særlige værdighedskriterier, hvad så med resten af ældrebevillingen? Er noget ældrepleje mere værdigt end andet?

Når Folketinget i en finanslovaftale har bevilget ekstra penge til daginstitutionsnormering, og ingen kan finde hverken pædagogerne eller pengene et par år efter, så er det måske, fordi kommunerne faktisk har fundet andre og mere nødvendige huller at stoppe. Det får jo ikke folketingspolitikerne genvalgt med applaus, men måske kan det være en god løsning i den enkelte kommune.

Hvis vi skal have et kommunalt selvstyre, så må det skulle give mening for borgerne at stemme og vælge lokale politikere, som kan gøre en forskel. Så må landspolitikerne holde fingrene fra det, der er en kommunal opgave, og placere ansvaret for både de gode og de dårlige løsninger præcis der, hvor det skal ligge. Så skal der selvfølgelig være nogle overordnede økonomiske aftaler og rammer, så den samlede samfundsøkonomi ikke skrider, og økonomien løber løbsk. Og der skal være nogle aftaler omkring særlige byrder som den aktuelle flygtningestrøm. Men Folketinget har for længst overskredet grænsen for rammestyring og er gået meget dybt ind i detailregulering af kommunernes opgaver.

Denne klumme har været offentliggjort på altinget.dk den 11.marts 2016.Kvælertag på det kommunale selvstyre

Danmark på den internationale mediegrill

Udgivet den af
1

Når man står på en alpetop og kigger ned, som Shubidua engang sang, så er der både rigtigt koldt og dybt at falde. Glansbilledet af verdens lykkeligste folk med den inkluderende velfærdsmodel og et velfungerende, humanistisk og homogent samfund helt i front, hvad angår menneskerettigheder, hjælp til nødlidende og på den militære front med aktiv terrorbekæmpelse er krakeleret.

Ikke fordi vi håndterer flygtninge- og migrantkrisen så forfærdeligt meget anderledes end det, alle andre forsøger af brandslukning lige nu. Eller mere brutalt end alle andre. Det gør vi faktisk ikke. Men fordi vi netop kommer fra et andet udgangspunkt, som er et idealbillede for mange. Og det er ikke længere sådan, verden ser os, efter den politisk brede vedtagelse af regeringens asylstramninger forleden.

Symbol-historie
Den mest kontroversielle og omdiskuterede danske lovgivning meget længe sender os på den internationale mediegrill. Og der er et ekstremt skidt og ukontrollerbart sted at være. Og pludselig beklager danske politikere – med den højt besungne ytringsfrihed stukket dybt ned i baglommen – sig over verdenspressens grænseoverskridende satiretegninger af et Danmark, vi slet ikke genkender.

Alverdens journalister, som er strømmet til Danmark i denne uge, og deres redaktører derhjemme på store medier fra CNN til BBC, fra New York Times til Spiegel og Al Jazeera ser den danske håndtering af flygtninge- og migrantkrisen som en stærk symbolhistorie, der viser, hvor udfordret værdimæssigt Europa er lige nu, og hvor stort et holdningsskred, der er kommet i de seneste måneder under presset af menneskestrømmen fra syd mod nord. Selv i sådan et land som Danmark med den humanistiske fane normalt højt hævet over alle andre.
Danmarks omdømme har utvivlsomt lidt alvorlig skade i de seneste uger. Nogen siger mere end under Muhammed-krisen, hvor vi dog havde nogen venner. Det er der to årsager til.

Den ene handler om det med, at L87 (asylstramningerne, red.) og de nu vedtagne asylstramninger ikke matcher særlig godt til glansbilledet i omverdenen af Danmark og sender os på forsiden og i nyhedsudsendelser verden over med negative vikler og historier om et rigt, selvtilstrækkeligt og fremmed-forskrækket folk uden empati med flygtningene og et protektionistisk Danmark, der prøver at skubbe flygtninge- og migrantproblemet andre steder hen.

Den anden handler om en virkelig elendig kommunikationsmæssig strategi og håndtering fra regeringens side af stramningerne, uanset om man nu er enig eller uenig i dem. Helt fra starten har kommunikationen været kørt i hegnet med den såkaldte smykkekonfiskering, som den absolutte kategorivinder på fadæsesiden.
Vi er ikke i et lukket rum

Det er uforståeligt, at vi ikke har lært af Muhammed-krisen, at Danmark ikke sådan kan agere politisk i et lukket rum, uden at omverdenen opdager det og tager stilling til det. Det er uforståeligt, at smykkeforslaget ikke blev trukket tilbage, da sammenligningerne til jødeforfølgelser og nazi-tid begyndte at florere i udlandet.

Regeringen fik ikke standset spredningen af historien om, at dansk politi skulle til at konfiskere vielsesringe og andre smykker i tide, og det kørte rundt med alle mulige fortolkninger til indholdet af lovforslaget, og hvordan affektionsværdi og prisniveauer skulle tolkes af politifolkene, indtil udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) over flere omgange fik ændret og præciseret lovforslaget. Her kunne regeringen virkelig have sparet sig selv for meget bøvl. Det er virkelig dårligt håndværk. Stormen omkring den del af forslaget var helt forudsigelig og helt ude af kontrol i al for lang tid. Og når historien først er fortalt i dens mest grelle form, så tager det år at fjerne den igen.

Regeringen fik først meget sent budskabet ud om, at det her med konfiskeringen af større værdier hos flygtningene handlede om at ligestille kontanthjælpsmodtagere og flygtninge i forhold til selv at bidrage til eget ophold. Det var rigtigt svært at se for sig, at de mennesker, vi så vandre på de danske motorveje i efteråret, som havde kæmpet sig vej op gennem Europa, skulle bære på kufferter fulde af diamanter og pengesedler. Og nu viser det sig så, at vinklen med ligestilling faktisk ikke helt holder, fordi flygtningene selv skal betale for f.eks. lægehjælp og behandling, hvis de har midler til det. Det skal kontanthjælpsmodtagerne ikke. Derfor lykkedes heller ikke denne del af kommunikationen.

Regeringen har ikke klart fået budskabet ud om, at den stærkt kritiserede tre års grænse for familiesammenføring alene angår folk med midlertidigt ophold. Det er ikke samtlige flygtninge, selv om flere og flere alene får midlertidigt ophold nu. Det er svært at sige, at man ikke går over stregen med de tre år nu, når man tidligere har sagt, at man gik til kanten med et års ventetid. Regeringen har købt sig tid. Tid indtil der måtte komme en prøvesag om konventionsbrud.

Regeringen er ikke lykkedes med at kommunikere hvorfor, vi skal have asylsøgere boende i dyrt opvarmede telte, når der faktisk stadig er pladser til dem i centre og boliger med mursten omkring. Symbolpolitik ja. Men ikke engang begribeligt for en dansk offentlighed.

Regeringen er ikke lykkedes med at kommunikere stærkt nok til udlandet, at vi er blandt de lande i Europa, der har modtaget flest flygtninge pr. indbygger, så det var måske andre steder, man skulle kigge efter det manglende medansvar for løsningen af den europæiske krise. Smykkeforslaget og tre års grænsen har skygget for alt andet.
Regeringen beskylder nu medlemmer af Europaparlamentet i den radikale lejr og hos SF for at skade Danmarks anseelse ved at problematisere asylstramningerne og den kendsgerning, at regeringen også efter eget udsagn går helt til kanten af konventionerne – nogen mener over kanten. Men medlemmerne af Europaparlamentets forskellige partier har samme ret som medlemmer af det danske Folketing til at dele sig efter anskuelser og være uenig med regeringens politiske kurs på samme måde, som de kan være det i det danske Folketing. Europaparlamentet er en politisk kampplads præcis som de nationale parlamenter. Det er altså en del af den europæiske virkelighed, vi befinder os i.

Nødvendighedens lov
Regeringen har sendt Jensen og Støjberg ud for at forsvare den danske asylpolitik i forskellige internationale og europæiske fora, men selv ikke et minister-team og de forenede diplomatiske tropper i Udenrigsministeriet kan styre den negative mediestrøm og det negative billede, som danske erhvervsfolk og andre danskere i udlandet nu bliver mødt med. Regeringen har været alt for langsom i forhold til medieberedskabet og undervurderet skadevirkningerne. Når først der er tændt op i den internationale mediegrill, så er ilden svær at slukke. Vi burde vide det bedre end mange andre.
Asylstramningerne er blevet kaldt nødvendighedens lov. Et nødvendigt selvforsvar mod at blive en flygtningemagnet i en situation, hvor det europæiske samarbejde om flygtninge- og migrantkrisen reelt er brudt sammen.

Det er forståeligt, at regeringen efterlyser andre og bedre svar fra kritikerne. De er reelt ikke kommet, selv om de fleste af os føler et ubehag ved det billede af Danmark, som L87 har tegnet. Loven er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, men den splitter befolkningen, og den kommer til at martre os som land rent imagemæssigt i lang tid fremover.

Dette indlæg har været bragt på Altinget.dk den 29.1.2016. http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-danmark-paa-den-internationale-mediegrill