Tag-arkiv: demokrati

Vores tillidsbaserede samfund er udfordret

Udgivet den af
Svar

Hvidvask for milliarder af kroner i årevis gennem danske storbanker. Svindel for over hundrede millioner kroner i årevis i Socialstyrelsen med midler til de allersvagest stillede i samfundet. Og storplyndring af statskassen for milliarder af kroner i årevis i tilbagebetaling af udbytteskat som led i et gigantisk internationalt røveri foretaget gennem nogle af verdens største banker.

De dårlige nyheder om svindel og bedrageri står i kø for tiden. Hvordan kunne det ske? Fordi det var nøje planlagt og udspekuleret.

Vores højt besungne tillidsbaserede danske samfund har fået slået glasset ind til brandalarmen, og den er for længst sat i gang med at hyle. Der er ganske enkelt brug for en ret betydelig genopretning, hvis vi igen skal kalde os et velfungerende, tillidsfuldt samfund med respekt for centrale funktioner og de fælles administrative styrings- og kontrolsystemer.

Ikke bare er der brug for genopretning af tilliden til bankerne og den finansielle sektor, men også til Skat og retfærdighed for os alle sammen i skatteopkrævningen og til sikkerheden omkring styringen af offentlige tilskudsmidler på fair og ens vilkår.

Hvordan skal den lille iværksætter, der har hårdt brug for et lån til at komme videre med at drive en helt igennem legitim forretning, have forståelse for et nej fra banken, når den med den anden hånd vasker sorte penge hvide for russiske oligarker?

Hvordan skal den forening, der forsøger at gøre noget godt for hjemløse eller unge mødre uden uddannelse have forståelse for, at de skal rapportere brugen af hver en femøre i tilskud fra satspuljemidlerne og leve op til en nidkær kontrol, når Socialstyrelsen i årevis ikke opdager, at nogle af midlerne fra puljen havner på en medarbejders private bankkonto?

Hvordan skal den hårdtarbejdende helt almindelige danske familie, der betaler den skat, den skal, have forståelse for, at et internationalt netværk af svindlere, advokater og banker kan tømme den danske statskasse for anslået 12,7 milliarder kroner i udbytteskat i årevis, uden at nogen stopper hullet og manden, der lod pengene fosse ud af kassen?

Tillid er Danmarks stærkeste sociale kapital har adskillige forskere fremhævet. Vi er faktisk verdensmestre i tillid til hinanden. Social tillid er den andel af befolkningen, der mener, at man kan have tillid til mennesker, man ikke kender i forvejen. Det svarer hele 78 procent af danskerne ja til – den højeste score for noget land i verden.

Også den institutionelle tillid er højere i Danmark end de fleste andre steder, og begrebet tillid fandt vej til vores såkaldte Danmarkskanon som en af de højest prioriterede danske værdier. Høj tillid skaber økonomisk vækst i et samfund, fastslår forskerne, og det handler blandt andet om trygheden i, at tingene foregår på en ordentlig og fair måde.

Vil der ikke altid findes skurke, tyveknægte og brodne kar i selv det bedste samfund? Jo sikkert er det sådan.

Men de tre her nævnte sager adskiller sig – selv om de er vidt forskellige i karakter – ved at få tilliden til nogle af samfundets nøglefunktioner til at vakle; fordi der er tale om så store beløb; fordi der er tale om så langvarige svindelsager; fordi der burde have været kontrolfunktioner på plads, som havde opdaget kriminaliteten; fordi der i nogle tilfælde var whistleblowere, der advarede om en mistænkelig adfærd; fordi der var advarsler, der blev overhørt i alle tre tilfælde.

Nu råbes der på yderligere kontrol og regulering af den finaniselle sektor på europæisk og nationalt plan på basis af den seneste store internationale svindelsag for 410 milliarder kroner om udbytteskat.

Er storbankerne blevet så store, at de ikke selv har kontrol over, hvad de foretager sig, for slet ikke at tale om muligheden for at andre kan kontrollere dem? Er bankerne blevet så kyniske, at de har tabt moral og forretningsetikken? Skal bankerne have lov til at sprede sig over så stor en del af de finansielle markeder, som de gør i dag, eller skal de ved lov brydes op i mindre enheder?

Præcis som med de store tech-giganter, hvor man godt kan komme i tvivl, om de i virkeligheden selv har styr på, hvad de har gang i, når der dagligt skal ryddes op i millioner af falske konti, der spreder fake news, og når frie demokratiske valg infiltreres af misinformation og troldefabrikker via de sociale medier.

Kan vi regulere og kontrollere os ud af mistilliden, eller er vi kommet dertil, at bankernes ledelser må sætte spørgsmålet om moral og etik og samfundsansvar tydeligere på dagsordenen eller pålægges en offentligt udpeget vagthund i bestyrelserne? Det bør blive et emne for en seriøs politisk diskussion og en åben debat i finanssektoren uanset konkurrencehensyn.

Tilliden til banksystemet og den finansielle sektor er en nøgle til et velfungerende erhvervsliv, til en velfungerende boligsektor og et velfungerende samfund. Interessant nok viser internationale imagemålinger, at den finansielle sektor i de seneste fem år langsomt, men gradvist, er steget i anseelse efter det totale tilbageslag med finanskrisen. Men lige præcis i 2018 stagnerer de gode takter i udviklingen, og nu venter sikkert en ny tilbagegang med de seneste afsløringer.

Hvordan kan vi genskabe tilliden til Skat? Det hører populært sagt i kategorien ”det lange seje træk”. Flere medarbejdere, nye og mere effektive kontrolsystemer, ændret og mere fokuseret organisation og skærpet opmærksomhed på de mest sårbare områder.

Men hvordan kunne det gå så galt og så længe? Det skrives der nu tykke bøger om, men Skat har brug for genopbygning af tilliden på alle fronter. Det kommer måske til at tage både fem og ti år, inden skaderne og tilliden er genoprettet.

Vi kender til det ledelsessvigt, som fandt sted i Skat på kontoret for tilbagebetaling af udbytteskatten, men de seneste afsløringer i den internationale svindelsag viser nu, at en stribe udenlandske banker hjalp til med svindlen. En stribe sagsanlæg er allerede sat i gang for at hente nogle af de mange tabte penge hjem igen.

Når det gælder bedrageriet i Socialstyrelsen, så har det ikke skortet på advarsler fra Folketingets statsrevisorer i forhold til kontrollen med og styringen af de såkaldte satspuljemidler.

Satspuljen afsættes hvert år til initiativer inden for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Initiativerne har til formål at forbedre vilkårene for svage og udsatte grupper samt for mennesker på overførselsindkomst. Satspuljen udgør i 2018 omkring 770 millioner kroner, og regeringen har lagt op til at udmønte midlerne inden for nogle temaområder:

Flere borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job eller uddannelse, støtte og forebyggelse til udsatte borgere, familiepolitiske indsatser, værdighed og omsorg for de svageste ældre, styrket indsats i psykiatrien og for kronikere, understøttelse af civilsamfundsinitiativer og en beskæftigelsesrettet integrationsindsats.

Statsrevisorerne har kaldt ordningerne uigennemsigtige og lad os bare tilføje: ordningerne giver politikerne fra alle partier mulighed for at drysse beløb ud over hundredvis af projekter, som de hver især gerne vil tilgodese. Ofte projekter, som ikke er forsynet med en masse administrative kræfter, og som er helt afhængige af frivillige ressourcer til mange af opgaverne.

Sagt helt koldt og kynisk, som den tidligere finansminister og nu chefredaktør på dagbladet Børsen, Bjarne Corydon, gjorde det forleden: det er en hamrende ineffektiv måde at bruge pengene på; men sagt mere realpolitisk, er satspuljen med til at skabe mange projekter, der afprøver nye veje i socialpolitikken, løser og løfter områder, der ellers er faldet mellem forskellige stole og ikke vil kunne tilgodeses på anden måde, og løsninger, som skaber en involvering af civilsamfundet.

At det er lykkedes en medarbejder at svindle med udbetalingerne og sætte beløb ind på egne bankkonti over en lang årrække, samtidig med, at hun har ført et utroligt dobbeltliv, er ikke fuldstændig overraskende for folk med indsigt i systemet.

Og så er det jo fint, at socialministeren forarget kalder svindlen for ”gement tyveri” over for de svagest stillede. Men hendes ministerium viste måske i denne her sag lidt for meget tillid til en enkelt medarbejder, som tilsyneladende uopdaget kunne leve et dobbeltliv med køb og salg af dyre rideheste og huse i Sverige og Sydafrika for en månedlig løn på 37.000 kroner.

Virkeligheden har overgået fantasien, både når det gælder hvidvasksagerne, udbytteskattesagen og svindelnummeret i Socialstyrelsen. Nu bliver de endevendt at alle relevante myndigheder, og en politisk opfølgning er nødvendig. Men det er beskæmmende, at de har kunnet finde sted. Der skal ikke mange flere af den slags sager til, før vores institutionelle tillid får et ordentligt hak nedad, mens vi måske fortsat kan opretholde tilliden til hinanden.

Denne artikel har været bragt på altinget.dk den 19. oktober 2018

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-vores-tillidsbaserede-samfund-er-udfordret

Kan det være ærefuldt at trykke hånd med en diktator?

Udgivet den af
Svar

Nu har vi været vidne til, at verdens mest magtfulde leder af et demokrati Donald Trump har trykket hånd med og talt om venskab og varme relationer med lederen af et af verdens mest grusomme diktaturer Kim Jong-un.

Ja, Trump kaldte det ligefrem ”ærefuldt” at møde Kim Jong-un. Et måske første skridt til fred på Den Koreanske Halvø blev underskrevet under maksimal opmærksomhed fra hele verden. Få dage før brød den samme magtfulde leder, Donald Trump, den gode tone og fjernede med et tweet sin tilslutning til et slutdokument med sine nærmeste demokratiske allierede i G7-kredsen.

I sandhed en verden, hvor der er vendt op og ned på venner og fjender. Selvfølgelig er mødet mellem Trump og Kim Jong-un både historisk og vil måske vise sig at være et vigtigt skridt i retning af større fred og sikkerhed i verden. Vi kalder det i medierne en succeshistorie for Trump og hans utraditionelle form for ”trussels- og kram-diplomati”. Den ene dag er Kim Jong-un den lille raketmand, og den næste dag står de to statsledere hyggeligt og sparker dæk på Trumps særlige køretøj ”The Beast”, mens de kappes om at klappe hinanden på ryggen.

Når ugens begivenheder er tankevækkende på flere måder, så hænger det sammen med, at den amerikanske præsident i modsætning til adskillige af sine forgængere ikke ser sig selv som rejsende forkæmper for demokratiske værdier og menneskerettigheder eller det liberale demokrati. Han ser sig selv som handelsmand, stærk mand og forhandler, der benhårdt og med alle midler – trusler den ene dag og kram og håndtryk den næste – går efter at få en ”deal” trukket hjem – hvad enten det handler om fred, nedrustning eller handelsaftaler.

Demokratiet vandt det 20. århundrede efter den kolde krigs afslutning, Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Det var til gengæld en fejl at tro, at den succes var så langtidsholdbar, at den ikke kunne blive udfordret. Der er tre alvorlige tendenser, som understreger demokratiets skrøbelighed og nødvendigheden af at indse, at det ikke sådan uden videre er en ting, vi skal tage for givet.

Den uafhængige tænketank Freedom House foretager et årligt eftersyn af den globale demokratitilstand. Det vil sige regelmæssige og ærlige valg, frie medier, retsstatsprincipper og mindretalsrettigheder, som er under angreb over hele verden. Sidste år var det tolvte år i træk, hvor antallet af lande, der er blevet mere demokratiske, var færre end dem, der blev mindre demokratiske. Rapportens forfattere konkluderer, at demokratiet faktisk er i krise. Kun Skandinavien scorer i øvrigt maksimumpoint, hvad angår demokratiet i analysen, mens USA sakker langt ned ad listen.

Hvis man kigger på den kolde krigs sejrherrer, så smuldrer deres samhørighed på grund af økonomisk pres, stigende social ulighed, oprør mod globaliseringens og digitaliseringens konsekvenser og en genoplivning af nationalisme og regionalisme.

Populister fra venstre og højre har udnyttet vælgernes vrede, og de har opnået støtte og parlamentarisk repræsentation rundt omkring i hele Europa. De er kommet til magten nogle steder, og andre har de gjort det vanskeligere for de øvrige partier at danne levedygtige koalitioner. Denne bølge ser endnu ikke ud til at være standset. Tag Italiens valg i marts, og registrer blot, at landet nu ledes af en regering af populister til venstre og til højre med to tredjedele af vælgerne i ryggen.

Populister har formået at fortælle vælgerne, at demokratiet bliver undergravet af medier fuld af løgne, at deres land bliver udnyttet af udefrakommende kræfter eller af en national elite eller begge dele på en gang. I de vestlige lande, der tidligere kæmpede for demokratiske frihedsværdier, er der sket det, som Human Rights Watch kalder et “frontalt angreb på værdierne for inklusivitet, tolerance og respekt”.

Hvad så med næste generation af vælgere? Bliver de frontkæmpere for demokratiet? Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research, der blev offentliggjort i oktober 2017, er der i mange lande den udbredte holdning, at eksperter eller valgte embedsmænd – teknokrater – ville være bedre til at styre landene end en demokratisk valgt regering. Undersøgelsen viste, at i f.eks. USA ville 46 procent af vælgerne i alderen 18 til 29 foretrække at blive styret af eksperter/teknokrater sammenlignet med 36 procent blandt de 50-årige og ældre.

En undersøgelse fra Harvard University og University of Melbourne, der blev offentliggjort i Journal of Democracy i januar 2017, viste, at godt 25 procent af den unge generation Y var enige i, at “valg af ledere gennem frie valg ikke spiller nogen særlig rolle”. Kun 10 procent af de ældre var dog enige i det.

I USA mente over to tredjedele af de ældre amerikanere, at det var absolut nødvendigt at leve i et demokrati; blandt generation Y gjorde mindre end en tredjedel. For tyve år siden troede en ud af 16 amerikanere, at “militærstyre” var et godt regeringssystem. For nogle år siden gjorde en ud af seks.

Også i Europa stiger andelen af unge, som ikke tror på demokratiet som den bedste styreform. En YouGov-analyse viste sidste år, at kun halvdelen af 6.000 unge europæere i alderen 16-26 målt i syv EU-lande (dog ikke Danmark) mente, at demokratiet er den bedste styreform.

Det er ikke noget nyt, at udenrigspolitik kan være formet af strategiske og taktiske kompromiser. Nødvendigheden af de rigtige alliancer kan have mange ansigter. I denne uge fik vi så et nyt eksempel. Når det gælder verdensfreden, kan demokrati og diktatur godt mødes og forhandle.

Men hvordan får vi de unge til at tro på, at demokratiet på den måde gør en forskel? At det spiller en rolle, at vores politiske ledere er valgt gennem frie og ærlige valg? At politik er alt for vigtigt at overlade til eksperterne, militæret eller eliten. Hvis man har en atombombe og nogle langdistanceraketter på lager, så kan man godt opnå adgang til verdens mest magtfulde mand og få hans opmærksomhed og en ”politisk deal”.

Hvis det 21. århundrede ikke skal tabe kampen om de demokratiske værdier, som vi netop vandt i det 20. århundrede, så må vi tænke over, om fremtiden kun handler om at indgå snusfornuftige ”deals” med diktatorer og tyranner for at få fred, sikkerhed og handel til gengæld. Om det kun handler om, hvem der kan spille den stærkeste mand i byen, og hvem der blinker først.

Der udgives i øjeblikket bøger på stribe i udlandet om demokratiets tilstand. Nogle af dem særdeles deprimerende læsning. Det understreger også de trends, som jeg har nævnt her.

Derfor har Mandag Morgen i forbindelse med Folkemødet søsat et demokratiprojekt ”VoresStemmer”, som både på nationalt og kommunalt niveau går ud på at revitalisere og forny den demokratiske involvering af danskerne.

Det skal også bidrage til at bygge bro over den tillidskløft, som er opstået mellem vælgerne og de folkevalgte. Projektet skal på spændende nye måder og i nye debatformater opprioritere den demokratiske samtale. Projekt VoresStemmer

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 15.6.2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-demokrati-moeder-diktatur

#respektdemokratiet

Udgivet den af
Svar

Det er et sygt demokrati, der ikke respekterer sine folkevalgte. En offentlig debat præget af chikane, trusler og frygt er en skændsel for et demokrati. Derfor må der gøres noget.

Hvad er det egentlig lige, vi har gang i her i det danske demokrati?

I en undersøgelse offentliggjort i Berlingske forleden oplyser et flertal af folketingsmedlemmerne, at de jævnligt modtager trusler og hadefulde beskeder.

Knap en tredjedel har ligefrem oplevet dødstrusler og en fjerdedel har modtaget trusler mod deres familier. En lille håndfuld folketingsmedlemmer og ministre lever deres daglige liv beskyttet af sikkerhedsvagter. Statsministeren, integrationsministeren, Folketingets formand og den konservative politiker, Naser Khader, må tilsyneladende leve med den situation som det normale. Andre i Folketinget har bare fået mere end nok af truslerne og er begyndt at politianmelde de modbydelige plageånder.

I september sidste år lavede Altinget en undersøgelse af forholdene for vores lokalpolitikere i kommuner og regioner. Fire ud af ti lokalpolitikere fortæller i den undersøgelse med 1.100 respondenter, at de har været udsat for chikane, vold, trusler og hærværk.

15 procent af de lokalpolitikerne, der svarer ja til at have oplevet chikane, er blevet opsøgt i eget hjem. Ti procent har oplevet hærværk på deres private adresse. For cirka hver tiende, der har oplevet chikane eller trusler, har der endda været direkte dødstrusler. 65 procent af chikanen og truslerne foregår i mail eller over telefon, men mange taler også om Facebook som stedet med en særligt hård tone.

Et demokrati bør være præget af en mangfoldig og modig debatkultur, hvor man ikke frygter at blive hverken truet på livet eller udsat for chikane og beskidte personangreb, hvis man ytrer sig i den offentlige debat. Men sådan er det bare ikke længere i det ellers fredelige Danmark. Freden gælder overhovedet ikke på de sociale medier.

Stikker man næsen frem med en mening, som ikke engang behøver at være særlig kontroversiel, eller tillader man sig at skrive om bestemte emner der i særlig grad fremkalder fanatisme, intolerance og had, så flyver de verbale voldsomheder let gennem luften.

Debatten bliver afstumpet og ligefrem truende. Alle med selv den mindste erfaring i at deltage i debatter på de sociale medier eller i at skrive blogs ved, at der er øretæver og trusler i luften, hvis man beskæftiger sig med Islam, indvandring, asylansøgere eller lignende spørgsmål i den kategori i et debatindlæg.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at de mennesker, der i et repræsentativt demokrati stiller op for at repræsentere os andre, skal udsættes for trusler og chikane. Og det er invaliderende for en fri og åben, demokratisk debat, at flere og flere ganske enkelt holder sig væk fra at deltage i offentlige diskussioner, fordi de ikke orker svineriet.

Hvis man skriver en blog eller deler Facebook-opslag med meninger om dette og hint af politisk karakter, så går der sjældent lang tid, før mørkemænd og spoilere forsøger at kapre debattrådene, og man må bruge tid på at rydde op, så seriøse debatdeltagere ikke løber skrigende væk.

Demokrati under politibeskyttelse

Vi kan ikke have et demokrati under politibeskyttelse. Vi kan ikke have en demokratisk debat præget af frygt og afmagt. Vi kan ikke have et offentligt rum, hvor chikane, trusler og hærværk mod politikere og debattører råder.

Vi må gå til aktivt modangreb. Som nogle politikere og debattører allerede gør det: anmelde chikane og trusler til politiet.

Vi må stå sammen om at skamme disse verbale overfaldsmænd og kvinder ud af debattråde, Facebook-opslag og debatter andre steder. God fornøjelse hvis de så kun har Ekstra Bladets Nationen tilbage. Chefredaktør Poul Madsen mener jo, han gør en heltegerning ved at holde denne til tider slamfyldte kanal åben, så de ekstreme synspunkter også har et hjemsted.

Et sundt demokrati bygger på tillid og respekt og fortrænger intolerance og voldsretorik både i virkeligheden og på nettet.

Når man tænker på, hvad #MeToo-kampagnen er lykkedes med at sætte i gang verden over, så kunne man jo lade sig inspirere og starte en kampagne for respekt for demokratiet og de folkevalgte: #respektdemokratiet.

Tag afstand fra møgspredere

Hver gang en tosse eller en verbal voldsmand eller kvinde ødelægger en seriøs debat eller forfalder direkte til chikane eller trusler, så svar igen med at hænge vedkommende ud med et #respektdemokratiet. Hver gang frygtens tavshed bliver brudt fortjener det ros. Noget må gøres.

Uanset om man er fløjtende uenig med en politiker eller debattør, så må det være argumenterne, der tæller, og ikke frygten eller truslerne. Hvis politikeren overfaldes af trusler på nettet, så må vi beskytte vores repræsentative demokrati og dets repræsentanter ved at tage afstand fra sådanne overfald med at skamme vedkommende angrebsmand eller kvinde ud af debatten med et #respektdemokratiet.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 26.januar 2018: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-respektdemokratiet

Er demokratiet truet?

Udgivet den af
Svar

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind har taget fat på en vigtig og alvorlig debat, som fortjener opmærksomhed og nogle ord med på vejen. Vi – det vil sige både medierne, politikerne og borgerne – svigter vores demokrati, mener han.

Den demokratiske debat er truet, og politik er blevet til et teater, hvor man godt må lyve. Vi er begyndt at omgå sandheden lemfældigt, og sandheden er holdt op med at være sandhed. Den er blevet noget bøjeligt. For nu blot at nævne nogle af de alvorsord, der kom ud af munden på ministeren på en høring på Christiansborg arrangeret af DANSK IT om digital dannelse onsdag i denne uge og før det noget af det samme i et interview i Berlingske søndag den 19. februar. Så det er ikke nogen tilfældig indskydelse, men noget han tilsyneladende går og overvejer nøje.

Han gør det med en blanding af sørgmodig konstatering, hvad der er al mulig god grund til, og af optimistisk tro på, at pendulet på et tidspunkt vil svinge tilbage igen fra kaos til orden, fra mismod til håb. Men hvor er de konkrete forslag til, hvordan vi får sat gang i at få pendulet til at svinge tilbage igen? Det kan der være al mulig grund til at opfordre til en bred debat om med alle de tre nævnte parter.

Søren Pind har rigtigt meget fokus på mediernes ansvar og borgernes ansvar for demokratiet. Han tager mindre kontant fat om politikernes ansvar. Men lad os nu tage en tur om alle tre problemfelter. For korrekt er det, at både medierne, borgerne og politikerne har et ansvar for, at vores demokrati ikke fortsætter ad den kritiske bane, det er på lige nu.

Det, der må tænde alle de røde advarselslamper, er den kraftigt dalende tillid til politikerne og til medierne for den sags skyld. Vores demokrati og vores samfundsstruktur bygger i høj grad på, at vi har en grundlæggende tillid til hinanden, til at tingene foregår på en ordentlig og retfærdig måde.

Jeg vil gerne tage Søren Pind på ordet og kaste mig ind i diskussionen om det ansvar, han taler om, at vi alle har for demokratiet – medierne, borgerne og politikerne:

MEDIERNE
Den politiske dækning er intensiv og omfattende i de danske medier. Den har også ind i mellem høj oplysningskvalitet, substans og dybde. Lad os nu starte med det positive.

Men dækningen har udviklet nogle særheder og absurditeter, som understøtter en del af befolkningens negative opfattelse af, at politikerne bare er nogen, der ønsker at rage til sig og profilere sig selv. At de er kyniske løftebrydere og taktiske overlevere eller ligefrem idioter, der bare ikke kan finde ud af andet end at svine hinanden til, for derefter at indgå nogle halvhjernede kompromisser og utilstrækkelige lappeløsninger. Sådan sat på spidsen. Ordet børnehave ligger ikke langt væk hos den del af vælgerne.

Og hvor kommer de særheder så fra i mediernes dækning, der kunne inspirere til den negative opfattelse?

Det skyldes:

  • En helt klar overdosis af politisk kommentage og analyse, hvor selv den mindste bevægelse kan blive udlagt som den dybe, udspekulerede, taktiske manøvre. Hvor politikerne bliver gjort til marionetter for magten, æren og ministerbilerne. Hvor personkonflikter overeksponeres, og de reelle politiske uenigheder får en særlig dramaturgisk spidsvinkling og overeksponering.
  • Politikernes kamp om medieopmærksomhed, også inden for samme parti – og journalisternes konstante nyhedspres døgnet rundt – fremelsker lysten hos politikerne til at stille op til interviews i alle mulige mellemfaser, også når der intet er at sige konkret og intet nyt at komme efter. Behovet for profilering er enormt og netmediernes behov for opdateringer og nye versioner er samtidigt umætteligt.
  • At det journalistiske fokus hele tiden er på, at politikerne skal handle, handle, handle. Tage initiativ til ny lovgivning. Forlange en undersøgelse hos ministeren. Tage initiativ til et indgreb mod dit og dat, eller et samråd med ministeren eller en forespørgselsdebat.

Handling skal der til. Ellers bliver presset fra medierne ved og ved. Og der kan altid findes en oppositionspolitiker, der gerne vil have to minutters sendetid. Også selv om sagen måske slet ikke kan bære det, slet ikke hører hjemme på et ministerbord eller i Folketinget, og selv om et par dages dybere undersøgelse måske ville vise, at sagen ikke er ny og slet ikke fortjener ny handling.

  • At alt for mange interviews handler om at fange den interviewede på en fodfejl, på det forkerte ben eller på at lægge fælder ud i stedet for at opklare, blive klogere eller sætte kritisk lys på et emne.
  • En mærkelig fejlopfattelse af hele demokratiets mening, som jo netop er, at vi vælger 179 folketingsmedlemmer, som har forskellige holdninger og interesser, og vi stemmer på forskellige partier, som så kæmper for at få mest muligt af deres politik igennem.

Banalt ja. Men nogen gange kommer det til at lyde nærmest kriminelt i medierne, når partierne har måttet bøje sig mod hinanden i et kompromis for at skaffe flertal. Så går konfettikanonen i gang med løftebrudsanklager, og jagten går ind på, hvem der er vindere og tabere i enhver forhandling. Men der skal jo tælles til 90 mandater.  Og i et demokrati med så mange partier som vores, så skal der mange kompromisser til.

  • En journalistisk præsentationsteknik, der flytter os fra substans og saglighed til følelser og et spørgsmål om graden af empati: Når spørgsmålene til en politiker går på, hvad vedkommende tænker og føler, når man ser et gribende indslag med en personsag fra et plejehjem eller lignende, hvor politikeren på forhånd er dømt som usympatisk, hvis han/hun så tillader sig at sige, at sagen må undersøges nærmere, inden der kaldes på endnu en lovregel og handling.
  • Teknikken med at få politikerne ind i følelsesslusen kan også bruges i forbindelse med nye statistikker og undersøgelser, der viser et nyt problem.  ”Synes du, vi kan være bekendt at….”, kunne sådan et spørgsmål meget vel lyde. Og igen: Hvem har lyst til at være usympatisk eller uempatisk?
  • Et fokus på konflikten og dramaet i processen mere end på sagen og substansen. Skal medierne så ikke dække konflikterne og uenighederne. Jo bestemt, men netop ud fra det fundament, at demokrati faktisk handler om, at forskellige holdninger skal brydes og argumenter spidses til, for at man kan få fundet de rigtige løsninger, som så kan skaffe flertallet.

Og bare lige for at ovenstående ikke giver anledning til myter: Den politiske journalistik skal selvfølgelig være kritisk, hård og ubarmhjertig, når der er grund til det. Men den skal også være formidlende af det, som er hele demokratiets idé, at meninger skal brydes, uden at det bliver til, at der er ”kold luft”, ”nervekrig”, eller andre dramaturgiske begreber og krigsmetaforer, som skal tages i anvendelse.

BORGERNE
Lad os også her starte med det positive. Vi har en høj stemmeprocent ved valgene med undtagelse af valg til Europa-Parlamentet. Vi har faktisk en befolkning med større politisk interesse end mange andre steder. Vi har en andel af befolkningen, der gerne engagerer sig. Og vi har unge, som også interesserer sig for politik. Hvordan er det, at borgerne svigter demokratiet så? Hvorfor mister befolkningen tilliden til politikerne og går over i oprør eller afmagt?

  • Fordi de oplever, at politikerne ikke har svarene på de store udfordringer, vi står overfor. Eller at de er magtesløse overfor globalisering, digitalisering og skred og opbrud i de nationale værdier.
  • Fordi de oplever, at politikerne ikke kommer med ærlige og forståelige svar på det, de ikke har løsningerne på.
  • Fordi de oplever en politisk debat forsimplet til et teater, hvor skuespillerne kommer ind på scenen og opfører et stykke, hvor de sviner hinanden til og anklager hinanden for løftebrud og for at ville køre landet i sænk. En performance, hvor man prøver at jorde hinanden mest muligt personligt i stedet for at lytte til hinanden og føre en skarp og hård debat om selve sagerne, den politiske retning og den politiske udfordring.
  • Fordi de oplever, at politikerne taler uden om og ikke svarer på spørgsmålene, eller at de ikke evner at lytte til, hvad der rører sig i ude i virkeligheden.
  • Fordi befolkningen ikke føler sig inkluderet i, eller er medinddraget i den politiske diskussion, eller forberedelsen af større reformer eller nye lovforslag.
  • Fordi befolkningen er blevet til politiske forbrugere i stedet for politiske borgere og deltagere i et demokrati. Vi river det ned fra hylderne i det politiske supermarked, som lige passer til os – uden hensyntagen til konsekvenserne for andre. Har vi tabt noget af fællesskabet og den fælles opgave, kunne man spørge?
  • Fordi politikerne svigter at kommunikere holdninger på en ligefrem og forståelig måde. De svigter at sige sandheden, når den er for brutal og kan støde nogle vælgere. Alt for ofte er politiske udtalelser pakket ind i taktik og fagbegreber, som ikke giver fornemmelsen af åben og ærlig snak.

POLITIKERNE
Lad os igen starte med det positive. Rigtigt mange politikere er både hårdt arbejdende og drevet af et ægte engagement i at udvikle samfundet til det bedste og i den retning, som de nu mener vil være den rette.

Rigtigt mange politikere har faktisk solid respekt for hinanden og kan arbejde fint sammen om at finde politiske løsninger på tværs af partiskel, men det er ikke det billede, vi ser i offentligheden.

Hvordan bidrager politikerne så til at svigte demokratiet?

  • Det gør de ved at udhule respekten for Folketinget med drillespørgsmål til ministrene, tåbelige samrådsindkaldelser og politisk chikane i stedet for seriøst politisk arbejde, fordi kampen om de 179 pladser og de personlige stemmer kræver medietid, eksponering og opmærksomhed. Og så snart en minister kan komme på glatis, så er medierne der med ekspresfart.
  • Ved en mangel på åbenhed omkring idefasen og erfaringsfasen af den politiske proces – der hvor emnerne kan kalde på den gode analyse, den eftertænksomme diskussion, og den gode læring og inspiration. Hvor i alverden foregår det i dag, nu hvor partiernes medlemsorganisationer er skrumpet, og den brede folkelige debat er forsvundet fra de fælles medier og over i ekkokamrene på Facebook?

Demokratiets krise skriger nærmest på, at politikerne tager det ærinde alvorligt, som de kom for – om jeg så må sige. At drive en debat om samfundets udvikling, at drive en ideproces og en innovativ tænkning frem med hjælp fra en engageret befolkning. At krydse den modige linje til at afprøve nogle ideer og forslag til at gøre ting anderledes end i går. Ikke kun fordi, der er opstået en enkeltsag i medierne, eller fordi økonomien kalder på besparelser.

  • At kaste mudder på hinanden på de sociale medier i stedet for at krydse klinger om sagligt politisk indhold. Det har helt sikkert en høj underholdningsværdi for nogen, men det fremmer ikke respekten for folkestyret og dets repræsentanter.
  • Ved at svigte ansvaret for at påvise sammenhængene i samfundsudviklingen og have modet til at sige det ubehagelige. Det politiske supermarked er bekvemt som model for populisterne, men ikke for den seriøse politiker, der gerne vil sætte et mere blivende fingeraftryk på samfundet.
  • Ved ganske enkelt at udvise mangel på respekt for organisationer og borgere, der inviterer politikere og ministre til møder af forskellig art, hvor den gennemgående oplevelse er, at hverken ministre eller folketingsmedlemmer bruger tid på at ”få hældt på tanken” og lytte til andres meninger. De kommer som regel lige før, de selv skal tale, og de går lige efter, at de selv har talt. Vi har alle travlt, men andre mennesker bruger faktisk tid på at hente viden til deres arbejde eller deres særlige interesseområde og vil gerne den politiske debat – med politikerne. Samme mangel på respekt oplever eksterne, når de kommer i deputationer eller til høringer på Christiansborg.

Den politiske kultur og måden demokratiets tandhjul kører rundt på lige nu – det må vi have gjort noget ved. Både hos politikerne, borgerne og medierne.

Tak til Søren Pind for at starte debatten. Jeg håber, at andre vil fylde på eller trække fra på min liste med udfordringer her. Og lad os så komme i gang med at gøre noget, der kan få pendulet til at svinge i en retning af håb og optimisme.

Dette indlæg blev bragt på altinget.dk den 24. februar 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-demokratiet-truet

Shitstorme som politisk magtfaktor

Udgivet den af
1

Vi har med statsgaranti kun set begyndelsen på det, der er den nye virkelighed i dansk politik. At shitstorme på de sociale medier – nogle hurtige og andre langsommere og over flere uger – kan tvinge politikerne til at ændre kurs. Og når det handler om politikernes egne lønninger, så går det hurtigere end lynet at skifte mening, når folkedybet potentielt kan mobiliseres til den helt store harme.

Nogen kalder det pøbeldemokrati. Andre kalder det den nye demokratiske virkelighed, hvor den enkelte borger via de sociale medier kan rejse en så massiv manifestation af utilfredshed, som er langt mere effektiv og slagkraftig end nogen gammeldags protestaktion på Slotspladsen i København med tusindvis af demonstranter, vajende faner, bannere og støjende megafoner nogensinde har været det.
Hvorfor? Fordi sådan en shitstorm på nettet kan vokse eksplosivt og uforudsigeligt. Fordi den er helt ukontrollerbar selv for den mest rutinerede politiker og den bedste spindoktor, og fordi hele medieflokken af professionelle medier nu følger med på de sociale medier og deltager livligt i at puste vind i sejlet, hvis folkedybet har gang i en interessant bevægelse. Så bliver der citeret og talt antal likes og delinger på nettet og kommentatorholdet rykker ud på de store nyhedsflader.

Indtil videre er den politiske læring krystalklar: Shitstorme lader sig ikke standse af selv de bedste forklaringer og modtræk. Er man først i modvind på nettet, så er der kun en ting at gøre: At lægge sig ned på alle fire, overgive sig eller håbe, toget kører hurtigt forbi.

Det er den almindelige erfaring. Der skal ualmindeligt meget politisk stamina og modstandskraft til at modstå en shitstorm, som kan blive særdeles personlig. Sådan en storm kan forvandle selv højt profilerede kendisser til den rene nulbon og en politisk vinder til en taber på ingen tid. Hvis man er i tvivl om effekten af en storm på de sociale medier, så kan man blot tage eksemplet fra Køln nytårsaften, som startede med, at vidner til de oprørende begivenheder undrede sig over den manglende politiindsats.

Jantelov og politiker-løn
Lad os tage fat på et aktuelt eksempel. Ved en lækage til dagbladet Politiken slipper det ud, hvad den såkaldte Vederlagskommission går og pønser på et forslag til oprydning i politikernes aflønning.

En hårdt tiltrængt proces, der skal skabe øget tillid til politikerne og gennemsigtighed i stedet for gamle lappeløsninger. Udspillet var faktisk ganske glimrende og virkede temmelig afbalanceret. Der lægges op til klarere regler, en omlægning til en praksis for pension, som ligner andre faggruppers vilkår, og en række andre gode ting. Som følge af den samlede omlægning lægges der op til en forhøjelse af politikernes grundløn, fordi der skæres i pension og eftervederlag samt andre særlige ydelser.
Selv om der står nogle af disse formildende detaljer i Politikens historie, bliver det kun overskriften om massiv lønforhøjelse til politikerne, der suser igennem i medierne og ind i den sociale gabestok. Og på få minutter springer forligspartierne bag en aftale om ubetinget at følge Vederlagskommissionens konklusioner og holde armslænge til et eventuelt resultat fra et efter et i nærmest konkurrence om hurtigst at tage afstand fra det lækkede.

Og formanden for kommissionen, Michael Christiansen, kom ingen vegne med først at beklage sig over lækagen, dernæst at angribe medierne for manglende omtanke og endelig angribe politikernes omgående reaktion i det offentlige skydetelt baseret alene på en rapport, de endnu ikke har fået. Det var en tabt sag på forhånd.
Man må stille det spørgsmål, hvorfor ingen politikere turde sige f.eks.:

  1. Kommissionen har endnu ikke fremlagt sin færdige rapport. Vi har lovet hinanden i en bred politisk aftale, at vi følger kommissionens anbefalinger uanset hvad.
  2. Forslagene fra kommissionen vil have en ganske stor samlet, indgribende virkning på politikernes vilkår. Vi vil afvente at se det samlede billede.
  3. For slet ikke at tale om: Skulle vi lige kigge på den rekruttering, vi har i dag til de politiske partier og den motivation, som skal få næste generation af politikere til at stille op til et 60 timers utaknemmeligt job med masser af transporttid, masser af kritik og masser af erhvervsrisiko for ikke at kunne vende tilbage til et godt job uden for politik efterfølgende.
  4. Skal politik være et underbetalt kald, eller skal det være et højtbetalt ansvar?
  5. Eller ser vi for os billedet af en rimelig afbalanceret aflønning i forhold til sammenlignelige jobs med sammenlignelige ansvar for en virksomhed f.eks.

Ingen havde det mod, og ingen som helst tog den dybere diskussion. Og helt typisk for den slags debatter, så havde medierne udelukkende fokus på Christiansborg og det, der foregår i firkanten på Slotsholm-matriklen.

Ingen talte rigtigt om borgmesterlønningerne, som har et ganske betydeligt efterslæb. Og efter et par timer den morgen, hvor lækagen af kommissionens forslag kom ud, så var den politiske aftale om at følge Vederlagskommissionens forslag blevet til, at politikerne jo ”ikke havde lovet at sætte sund fornuft ud af kraft”, og forslaget om omlægningen var lige så stendødt som brolægningen på pladsen foran Christiansborg.

Der findes hos politikerne ikke mod til at tage den fundamentale diskussion, som er vigtig her:

A) Er et repræsentativt demokrati udtryk for, at Folketinget skal afspejle befolkningen mere eller mindre og dermed være et spejl af den kønsmæssige, uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige samt aldersmæssige mangfoldighed, som det danske samfund er. Hvis det skulle være tilfældet, så lever vi ikke op til det.

B) Når nu mange af de unge politikere er unge akademikere uden erhvervserfaring, er det så et problem? Når stadig flere i Folketinget får samme akademiske profil som de embedsmænd, de skal forhandle med, er det så en repræsentativ diskussion? Når der mangler private erhvervsaktive, folk med erfaringer fra virksomhedsledelse, landbrug, IT og service? Hvordan rekrutteres der i partierne til opstillingskredse? Kunne aflønningen have noget at gøre med, hvordan der rekrutteres? Tilfældigheder, lidt lokalt pres eller bedste mand eller kvinde på posten? Kunne man forestille sig en rekrutterings kø for politiske kandidater, som kunne være med til at opveje skævhederne og en slags politikeruddannelse inden for partierne, som der f.eks. er i England?

C) Ingen er formentlig uenig i, at der trænges gevaldigt til en oprydning i politikernes mærkelige tillæg. Næppe nogen heller er uenig i, at der skal skabes mere rimelighed i eftervederlag m.v. Tilbage står selve lønniveauet og omlægningen af pensionen. Når sådan noget skal diskuteres, så går der altid Jantelov i den. Derfor havde politikerne netop indgået en aftale om at følge Vederlagskommissionens forslag uanset hvad. Er der ikke en stor rimelighed i, at politiker-lønningerne i et ukorrupt system som vores, skal være på højde lønmæssigt med andre beslutningstageres lønninger?

D) Hvad skulle gøre det attraktivt nok til at få de grupper, som vi mangler i Folketinget, til at stille op?

E) Skal der være en begrænsning på, hvor mange år, man kan sidde som politiker i Folketinget eller kommunalbestyrelse og region, så der sikres en løbende udskiftning mod til gengæld at give en høj løn?

Alle disse interessante spørgsmål forsvinder i shitstormen og i politikernes angst for samme. Vederlagskommissionen færdiggør nu sin rapport, men hvem kan sikre nu, at den ikke bare bliver lagt på hylden, men at vi faktisk får en bredere diskussion om politikernes aflønning.

Politisk lederskab
Det interessante er i dette tilfælde, at politikerne selv startede shitstormen af angst for, at der blev en folkelig shitstorm ud af forslaget. De prøvede at afmontere Jantelovs-reaktionen på forskud. Det er ikke politisk lederskab hverken at løbe bag efter folkemængden eller at undgå at udfordre den.

Det ville være politisk lederskab at tage diskussionen om vilkårene for det politiske arbejde i Danmark ind ad hoveddøren. Dybere tillid og mere respekt for politikerne får vi ikke af, at de ligger under for misundelse og frygt for vælgerreaktioner fra folkedybets askeskuffe. Dybere tillid og respekt får vi for politikere, der giver sig tid til at reflektere og diskutere åbent, hvad det er for vilkår, der fremmer, at vi får de bedste kræfter og de bedste lovgivere og de mest visionære ledere i spidsen for landet, kommunen eller regionen.

Det modsatte af en shitstorm kaldes i øvrigt candy-storm eller love-storm. Mon en politiker kan opnå at opleve sådan en? Så bør der skrives om det.

Dette indlæg har tidligere været offentliggjort på http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-shitstorme-som-ny-demokratisk-magtfaktor den 15. februar 2016.

Kan 2016 blive værre end 2015?

Udgivet den af
1

Efter at vi nu grundigt med diverse årskavalkader har taget afsked med 2015, så fristes man til at spørge: Kan 2016 overhovedet blive værre end det forgangne år? Og svaret er nok desværre et ja.

Vil verdenssamfundet finde svaret på de aktuelle kriser og udvise det hidtil usete, store lederskab, der skal til for at bringe os nærmere nogle brugbare løsninger?

Vil udviklingen i Danmark tage det store reformspring fremad med en tiltrængt nytænkning af velfærdssamfundet og en styrkelse af væksten på et tidspunkt med den smallest tænkelige regering i mange årtier og en flygtningesituation, som sætter økonomien under pres? Og her er svaret nok desværre på begge spørgsmål et nej.

Vil vi finde frem til en større bevidsthed og en stolthed ved vores kulturelle værdier, vores kristne livsgrundlag, vores historie og vores danskhed, så vi ikke bliver bekymrede og utrygge ved mødet med andres værdier men kan omsætte tolerance og åbenhed – ikke naivitet og blåøjethed – til en moderne udgave af de danske karaktertræk i en globaliseret verden?

Den gennemgående politiske melodi-sætning for 2015 har været, at “vi skal passe på Danmark” og “det Danmark, du kender”, og “at vi står sammen om Danmark”. Vi er under pres, og politikerne fra højre til venstre vil markedsføre trygheden i det kendte, paradoksalt nok på baggrund af et 2015, som bestemt ikke har været som før. Er det et Danmark, der lukker sig om sig selv, vi vil have, eller et Danmark som navigerer aktivt i det europæiske og internationale samarbejde, og som formår at holde trit med den globale udvikling?

Det er elendigt at starte et nyt år som lyseslukker. Jeg hader at gøre det, fordi nytåret rummer så meget glæde ved bare det at tage fat på et helt blankt, uspoleret og friskt år. Vi starter sådan et nyt år mange steder i virksomhederne med optimisme, store mål og visioner. Vender et blad i kalenderen og afventer spændt, hvordan vi kan påvirke udviklingen i det nye år bedst muligt. Men der er desværre en del, vi ikke selv er herrer over – selv med de bedste nytårsforsætter og den største optimisme.
Lad os tage udfordringerne en for en:

Terror-dagsordenen
Den islamistiske terror flyttede dybt ind i Europa og i Danmark i 2015. Ja så dybt, at nytårsfestlighederne i flere europæiske storbyer er nedtonet eller aflyst af frygt for ny terror. Vi har set vidnesbyrd om, hvordan terror-celler upåagtet kan tage ophold i hjertet af vores storbyer, og hvordan de såkaldte islamiske krigere, måske endda født og opvokset i Europa, kan udrette varig skade i forhold til vores oplevelse af tryghed, vores frihedsrettigheder og vores hverdagsliv. Vi har set dramatiske vidnesbyrd om presset på ytringsfriheden både i Paris og København og samtidig oplevet nogle af de mest ekstreme, racistiske og stigmatiserende udsagn i omløb i den politiske debat herhjemme og andre steder i Europa. Islamisk Stat synes desuagtet i stand til fortsat at rekruttere kanonføde i vestlige hovedstæder blandt unge mænd og kvinder. Den internationale alliance mod Isis er blevet forstærket i 2015, men om kampen mod kalifat-krigerne for alvor får et gennembrud i 2016, er afgørende for, om vi kan føle os bare lidt mere trygge i det nye år.

Ytringsfriheden i dens fulde omfang og med den fulde frihed får vi ikke tilbage. Dertil er risikoen for at ramme den forkerte tone på det forkerte tidspunkt og det forkerte sted stadig for stor, og selvcensuren er blevet det rationelle men ikke særligt behagelige svar. Vi vil således også i 2016 komme til at diskutere, hvad vi stiller op med Isis, med de unge krigere, med det frie ord og dets påtvungne forbehold af hensyn til sikkerheden og med dilemmaet mellem overvågning, beskyttelse og sikkerhed i forhold til de individuelle frihedsrettigheder og det daglige liv, som vores åbne demokratier ånder for.

Flygtninge-dagsordenen
2015 blev året med det største antal mennesker på flugt siden Anden Verdenskrig. Er der udsigt til at det bliver bedre i 2016, og til at det ikke vil få endnu flere mennesker til at sætte sig i bevægelse væk fra håbløshed, krig og nød? Selv om der vildt optimistisk skulle vise sig et gennembrud for nogle Syrien-forhandlinger om fred og en ny politisk løsning i regionen, så er den gordiske knude i Mellemøsten ikke løst, og realistisk set kommer det til at tage måske årtier inden flygtningestrømmen måske vender og en genopbygning kan begynde. Om få dage lukker svenskerne for den frie bevægelighed over grænsen. Danmark kan blive tvunget til at følge efter, og hele Schengen-samarbejdet vakler. Det øger presset på Europa og på Danmark i 2016, hvor menneskestrømmen gennem Europa fortsat vil være der, og hvor der fortsat skal findes løsninger på, hvordan disse mange migranter og flygtninge enten skal have asyl og integreres eller sendes tilbage, hvis de ikke har grundlag for at søge asyl.

Arbejdsløsheds-dagsordenen
Sammenhængende for flere af de dagsordener, som prægede 2015, og som kommer til at præge 2016 er arbejdsløsheden. Overalt i Europa tales der om den tabte generation af ungdomsarbejdsløse, som aldrig fik en chance på arbejdsmarkedet, og som derfor bliver det lette bytte for organisationer og bevægelser, der opsamler vreden, frustrationen, trøstesløsheden, de tabte drømme og afmagten. Hvad enten disse bevægelser er at finde på den islamistiske propaganda-liste eller i nogle af de nationalistiske grupperinger, som findes i Europa. Med kombinationen af flygtningeproblemet og vanskeligheden med at skaffe de mange ude fra kommende i jobs og ind i selvforsørgelse samt de unge migranter fra Afrika desperat på jagt efter et bedre liv så er der i 2016 udsigt til en endnu farligere cocktail, end vi allerede så tendenser til i 2015.

Den europæisk dagsorden
Først finanskrisen og den græske tragedie. Så flygtningekrisen og etableringen af nye hegn, mure og grænsekontroller i Europa. Europa blev forandret i 2015. Manglende evne til at effektuere fælles europæiske løsninger på udfordringerne må det nøgterne svar lyde. 2016 skal så bringe en styrkelse af den ydre grænsekontrol, en fordeling af flygtningene og såkaldte hotspots til opsamling af de mange akutte menneskebølger, der skyller ind på det europæiske kontinent. Samtidig er det blevet tydeligt, at dele af Europa med Tyskland og Frankrig i spidsen rykker tættere sammen, mens Storbritannien, Danmark og andre gradvis fjerner sig fra kernen af Europa og forlanger særordninger og særlige løsninger.

I Danmark skal vi have taget stilling til, hvad vej vi ønsker at gå med den europæiske dagsorden. Briternes eller tyskernes. Og flygtningekrisen fortsætter ind i 2016. Samtidig vil nej’et ved den danske folkeafstemning om retsforbeholdet trække dybe spor ind i 2016 for Danmark. De danske politikere må overveje, hvornår tiden er moden til en mere grundlæggende dansk Europa-debat. Vi har i den grad brug for den i 2016, hvis vi skal kunne spille en aktiv rolle i de mange vigtige beslutninger om Europas kurs, vi har foran os.

Dansk velfærds-dagsorden
2016 kommer med sikkerhed også til at byde på en omfattende debat om de offentlige udgifter, omstillings-besparelser i kommunerne og i de statslige institutioner og på Christiansborg kampen om skattenedsættelserne i toppen eller bunden eller slet ikke. Den internationale økonomi ser ud til at komme i gang igen i 2016 med et USA i bedring, et Europa langsomt ved at tø op efter krisen og et Kina i en mindre opbremsning men stadig med vækstrater større end vores. Det store spørgsmål vil være, hvad der er rum og plads til i dansk økonomi. Året sluttede mindre optimistisk end det startede.

Udgiftspresset er stort i kommunerne og regionerne, og flygtningesituationen kommer kun til at øge det pres i de kommende måneder. Samtidig mangler produktionsvirksomhederne og det øvrige danske samfund virkelig damp under kedlerne og et opsving, der kan mærkes og bruges til noget. Vi mangler ikke alene gang i væksten, men også gang i innovation og nytænkning både i den offentlige og private sektor og i forhold til den måde, som vores sociale ydelsessystem er sammensat på. Vi mangler ambitionen om at tænke vores velfærdssystem helt om, fjerne systemer og regler, som ikke virker efter hensigten længere, og indføre nye forenklede processer.

Den internationale dagsorden
2015 har betydet en ændring af forholdet til Rusland og Putin på grund af annekteringen af Krim og krisen i det østlige Ukraine samt vestens boykot af Rusland og Ruslands ditto af Vesten. Det har ramt danske virksomheder hårdt på eksporten, og det giver i verden som sådan en usikkerhed om, hvad der er i Putins reaktionsmønster og næste træk. Men en løsning på Ukraine-spørgsmålet, et stop for sanktionerne og en optøning af samarbejdet med Rusland synes på ingen måde i sigte i 2016. På den positive side tæller klimadagsordenen, som måske er det eneste område, hvor man har lov til at være en anelse optimistisk efter aftalen i Paris under FNs ledelse. Klimamålene er ikke ambitiøse nok, hvis vi skal undgå store skadelige konsekvenser, men de er på den anden side så høje, at det bliver ekstremt svært at nå dem uden dramatiske forandringer i vores energiforbrug, vores produktion og i vores liv og handlemåder som almindelige borgere.

Demokrati-dagsordenen
Der er en syvende dagsorden, som må nævnes her. Det er demokratidagsordenen, som hænger tæt sammen med tillid og borgerinddragelse. Et repræsentativt demokrati bygger på tillid til de folkevalgte og på, at de agerer i respekt for vælgerne, men også på at de har modet til og evnen til at gå i spidsen for de forandringer, som skal til. Til at politikerne taler med hinanden som voksne mennesker, som Alternativets Uffe Elbæk formulerede det ganske rigtigt forleden. Voksne mennesker, der er fælles om at ville Danmark det godt, men har forskellige løsninger på problemerne. Der råbes for meget, spinnes for meget og diskuteres for lidt nye muligheder.

Der trænges til at blive talt rent ud af posen i dansk politik. Til mindre taktik og til flere, fundamentale debatter om fremtidens samfund og de krav, det vil stille til os alle sammen. Til at der tales mere om dilemmaer og ideologiske forskelle på løsningsmodeller end om hvem, der gjorde hvad sidst, og hvem der nu fik flest krav opfyldt, så vi som vælgere kan tage en beslutning om, hvad vi hver især tror på. Her har medierne en meget væsentlig rolle at spille som demokratiets mellemmand mellem politikerne og borgerne. Og lige nu betragter mange borgere medierne som en del af samme dårlige surdej som politikerne.

Nytårstalerne fokuserer i år på flygtningeudfordringen med forskellig toneart og indgangsvinkel. Vi kommer igen til at høre, at vi skal passe på Danmark og holde sammen på Danmark. Det er fint nok. Men vi skal også udvikle på Danmark, forny Danmark og gentænke vores velfærdssamfund uden at give slip på vores kulturelle og menneskelige værdier.

Denne klumme har været publiseret på http://www.altinget.dk/artikel/kan-2016-blive-vaerre-end-2015 1. januar 2016

Et nyt medieforlig bør handle om demokratiet

Udgivet den af
Svar

(Denne klumme har været bragt på www.Altinget.dk den 19.11.2015)

11 vigtige balancepunkter som opskrift på et sundt medborger-demokrati og en ny mediepolitik. 

Vi har måske ikke lige lyst til at lære så meget af svenskerne for tiden, men på mindst et område er de bare dygtigere end os. Det gælder mediepolitikken og forståelsen af, at stærke, mangfoldige, nationale medier er hele forudsætningen for, at der udøves den nødvendige kontrol med magthaverne på alle niveauer i et sundt demokrati.
Forståelsen af, at demokratiseringen af sandheden, som Internettet er blevet kaldt, faktisk indebærer at alting blandes i en uigennemskuelig pærevælling fra anonyme udsagn til kildedokumenterede oplysninger, fra verificerede til uverificerede informationer, fra rygter til uafhængig, kritisk rapportering, fra information til desinformation og propaganda. Og vi skal lære at navigere i det hele, hvis vi skal ende med at blive mere orienterede end desorienterede. Og endelig forståelsen af, at mediepolitikken bør tage udgangspunkt i et medborgerperspektiv og et demokratisk perspektiv ikke i et snævert kulturpolitisk sigte.

I Danmark bliver mediepolitiske diskussioner alt for ofte alt for hurtigt isoleret til at være et højpolitisk for eller imod DR. Hvad der er helt meningsløst. Ingen vil nedlægge DR. Eller diskussionen bliver skarpvinklet til en kamp om penge og udbredelse mellem de private medier og de statsejede medier. Eller det bliver en uskøn kulturpolitisk kamp for eller imod bagedyster iblandet lidt regionalpolitik og lidt personlig mavefornemmelse, hvad det ikke bør være.

Mediepolitikken bør være genstand for en overordnet demokrati-diskussion. Den handler ikke bare om, hvordan vi indretter hele vores medielandskab. Den handler om udvikling og engagement i vores demokrati og fællesskab. Den handler om borgernes ytrings- og informationsfrihed og dermed langt mere end klassisk kulturpolitik, og i det perspektiv også om de dominerende internationale aktører på medieområdet, retten til at være anonym, overvågningen på nettet og hele spørgsmålet om indsamlingen af vores private data.

Den 11. marts i år udnævnte den svenske kultur- og demokratiminister, Alice Bah Kuhnke, (jeg er sikker på at Bertel Haarder gerne ville have samme tilføjelse til sin ministertitel) Anette Novak til at være særlig udreder for en betænkning med titlen “En mediepolitik för framtiden”. Opgaven var i første omgang en analyse af behovet for nye indsatser og så en endelig rapport med forslag til nye mediepolitiske værktøjer, som skal afleveres senest den 30. april næste år.

Udvalgets arbejde kan følges her: http://www.medieutredningen.se/om-oss/

BALANCEKUNST
Det interessante ved den første delbetænkning fra den svenske udreder, Anette Novak, er identificeringen af at antal “balancepunkter”, som er afgørende for en positiv udvikling i medielandskabet, noterer hun sig. Disse balancepunkter udgør faktisk en fremragende opskrift til danske politikere, som allerede nu burde gå i gang med at forberede det næste medieforlig og tænke over, hvad det skal indeholde. Og her kommer balancepunkterne i min forkortning og fordanskning.

  1. Balancen mellem de uafhængige, kritiske journalister og de voksende kommunikationsafdelinger i den offentlige sektor i offentlige virksomheder, kommuner, regioner og staten. Kontrol og uafhængigt eftersyn af magten er forudsætningen for et sundt demokrati, og bliver de forsvarende kræfter stærkere end dem, der skal lave det kritiske eftersyn, så svigter balancen.
  2. Balancen mellem åbenhed og beskyttelsen af den enkelte medborger. Hvad skal være omfattet af offentlighedsloven og mediernes mulighed for indsigt og kontrol, og hvor rammer ønsker om åbenhed sammen med behovet for at beskytte den enkeltes integritet.
  3. Balancen mellem by og land. Der er sket en indholdsmæssig urbanisering, og journalistikken tager som regel udgangspunkt i storby-perspektivet. Samtidig er de lokale medier presset ressourcemæssigt til alene at fokusere på det unikke lokale indhold, der er deres eksistensberettigelse, mens de ikke har kræfter til at give et lokalt perspektiv på de nationale og internationale nyheder. Den svenske medierapport skriver faktisk ud fra et medborgerperspektiv og et demokratisk perspektiv, hvor vigtigt det er med gode bredbåndsforbindelser, så man ikke demokratisk taber stemmerne fra udkantsområderne i debatten.
  4. Balancen mellem statslige og private medier. Her hedder det i den svenske mediebetænkning, at udviklingen for de private medier er under pres, og at der er en risiko for, at de offentligt finansierede medier vil få en mere dominerende rolle. Udmeldingen er derfor, at der skal skabes en balance økonomisk, som kan fastholde et bredt antal frie og uafhængige medier.
  5. Balancen mellem dominerende aktører og andre. Betænkningen udtrykker bekymring for et privat mediemarked domineret af nogle ganske få kæmpe store aktører, som sætter scenen og bestemmer dansen og så alle de øvrige henvist til småtingsafdelingen.
  6. Balancen mellem produktion og distribution. Eller sagt på en anden måde. Der bliver virkelig mange, der flytter rundt på indhold, deler og videresender, og straks meget færre, som producerer originalt, nyt indhold.
  7. Balancen mellem de nationale og de globale medier. De globale aktører, som ikke selv bekoster indholdsproduktion eller betaler skat, de henter i stigende grad indtægter ud af det nationale mediemarked. De gør de nationale medier afhængige af deres teknologi og platforme. Og betænkningen peger på, at der burde skabes mere lige vilkår for nationale og internationale aktører både hvad angår beskatning og lovreguleringer.
  8. Balancen mellem medierne og medieforbrugerne. Den engagerede og ansvarlige medborger, som gerne vil deltage i at udvikle indhold, skal tages ved hånden og sikres kompetencer til at udnytte muligheden for selv at bidrage og deltage i demokratiet. Der skal skabes en borgerkompetence til at deltage i det moderne demokrati.
  9. Balancen mellem dem, der tager ansvar, og dem, der ikke gør. Her problematiseres en debatkultur, som tillader de få med rygtespredning, desinformation og propaganda at tage magten over en gruppe seriøse debattører, som gerne vil tage ansvar, eller nogle professionelle medier, som er underlagt lovgivning.
  10. Balancen mellem marked og publicistik. De klassiske medier med publicistisk ansvar presses på lønsomheden, samtidig med at nye medier uden samme ansvar og populistisk jagt på sensationer og underholdning formår at skabe en højere indtjening. Et stærk demokrati behøver en balance mellem de medier, som bidrager til folkeoplysningen og viden, og de medier, som alene jagter bedste afkast.
  11. Balancen mellem staten og medieaktørerne. Markedet har det bedst uden statslig indblanding, hvis man ser til lande, hvor staten har for vane at regulere dybt i de medier, som støttes af staten. Men i de skandinaviske lande har vi en tradition for, at staten er god og ikke blander sig, selv om medierne får statsstøtte. Men hvordan skal statsstøtten se ud, så den sikrer lige præcis de balancepunkter, som er opregnet her.

Se disse balancepunkter ville det være nyttigt alle som en for de danske mediepolitikere at tage fat på at diskutere allerede nu, så et nyt mediepolitisk forlig ikke bliver den forenklede diskussion om DR, public service og pumpevand til nye små kreative nichemedier, men så diskussionen kommer til at handle om demokratiet og dets nødvendige kontrolfunktion – et stærk, uafhængigt og mangfoldigt medielandskab.