Oktober og november har været rigtigt dårlige måneder for de store teknologigiganter Google, Facebook og Twitter. Her tabte de i fuld offentlighed fuldkommen ansigt som professionelle, globale virksomheder, der udadtil brander sig som evangelister for en bedre verden af fællesskab, videndeling og grænseoverskridende forbindelser. Her tabte de ansigt, som virksomheder med fuld kontrol med deres enorme dataflow, deres enorme annonceindtægter og deres gigantiske imperium af kunder og kundedata fra hele verden.

Foran det amerikanske senats underudvalg om kriminalitet og terrorisme og senatets efterretningskomite, er de tre selskabers juridiske repræsentanter blevet grillet for deres åbenlyse mangel på styr på misinformation på deres platforme, for manglende kontrol med politisk infiltration fra Rusland i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 og mangel på kontrol med køberne af annoncer på platformene Google, Facebook og Twitter.

Deres manglende evne til at forhindre misbrug og manipulation – hvor end den måtte komme fra både hvad angår annoncer og brugeropslag på platformene – blev helt og aldeles åbenbaret for enhver under høringer, hvor de amerikanske senatorer ikke holdt sig tilbage med kritik.

Det blev for den sidste jubelglade tvivler krystalklart, hvor sårbar vores digitale infrastruktur er. Hvor magtfulde de tre globale virksomheder er, og hvor vanskeligt det er for dem at beskytte den infrastruktur, som vi alle er blevet så afhængige af, mod misbrug.

”Hvis du har fem millioner annoncører, som skifter hver dag, hvert minut eller hvert sekund, har du så reelt styr på, hvem hver eneste af disse annoncører er, og hvad deres aktivitet går ud på”, spurgte den republikanske senator fra Louisiana, John Kennedy. Svaret skulle gives af Colin Stretch, som er Facebook’s juridiske rådgiver. Stretch indrømmede, at Facebook ikke kunne se aktiviteterne bag de enkelte annoncører, og at man ikke havde styr på det. John Kennedy replicerede, at han var stolt over, at de tre nævnte selskaber var amerikanske, men samtidig skræmt over den magt, som de besad.

I forbindelse med kongreshøringerne informerede Facebook lovgiverne om, at omkring 126 millioner amerikanere måtte have været udsat for indhold, der blev genereret på Facebooks platform af en russisk statsforbundet troldefabrik kendt som Internet Research Agency mellem juni 2015 og august 2017.

Twitter meddelte, at man der havde identificeret 2.752 konti knyttet til Internet Research Agency. Det fandt i alt 36.746 konti, der syntes at være forbundet med Rusland, men ikke nødvendigvis med Internet Research Agency, som genererede automatiseret, valgrelateret indhold. Ud over de opdagede konti, har Twitter oplyst at Internet Research Agency havde sendt mere end 131.000 tweets under valgkampen.

Også Google indrømmede at deres YouTube delingstjeneste har lagt platform til russiske påvirkningskampagner, og at man var ved at undersøge omfanget nærmere. Google har oplyst at agenter fra Internet Research Agency uploadede mere end 1.000 videoer på YouTube platformen.

Hvad høringerne i Kongressen i USA fører til kan blive en lovgivning, der for så vidt angår politiske reklamer skærper kravene til transparens, åbenhed omkring hvem, der køber hvad, og dermed en klar udfordring til hele den automatiserede og robotstyrede annonceformidling, som de globale selskaber benytter sig af.

Googles svar på kritikken har været udtalelser om, at spore misbrugerne og nedgradere deres placeringer på nettet, hvor algoritmerne i dag gør det modsatte – præmierer brugerinteresse for saftige sensationer og lægger dem øverst i søgemaskinens tilbud. Facebook bebuder at ville ansætte 1.000 medarbejdere til at kontrollere særligt politiske annoncer og sponseret indhold fra politiske aktører. Twitter bebuder også indgreb i særligt russiske statsselskabers ageren.

Ud af skabet er sprunget diskussionen om censur, hvor særligt Facebook er i skudlinjen. Men er det egentlig en særlig tryghedsskabende faktor, hvis internetgiganterne skal til at censurere vores indhold efter globale etiske kriterier og standarder, mere end de gør i forvejen? Nej vel? Og sagen er så her, at det gør giganternes algoritmer jo allerede. For de nedgraderer eller fjerner stof efter bestemte kriterier og opgraderer, hvad der ligner det, vi tidligere godt har kunnet lide at se på.

Misinformation eller polarisering

”I tider som disse er det vigtigste, vi som Facebook kan gøre, at udvikle den sociale infrastruktur, der kan give folk mulighed for at opbygge et globalt fællesskab, der virker for os alle. I det seneste årti har Facebook fokuseret på at forbinde venner og familier. På fundamentet af dette vil vores næste fokus være at udvikle den sociale infrastruktur for hele samfundet – for at understøtte samfundet, for at holde os trygge, for at holde os informeret, af hensyn til det civile engagement og for inklusionen af alle.”
Citat fra Facebook stifter Mark Zuckerberg fra 16. februar i år, hvor han udmeldte den næste epokes mål for Facebook.

Fake News, misinformation, troldefabrikkers infiltrering af Facebook spillede ikke nogen rolle i chefens tale dengang. I det hele taget er kampen mod falske informationer og direkte misinformation en mindre detalje på vejen mod at skabe det store forkromede globale fællesskab, må man forstå i den programerklæring.

”Vores tilgang vil fokusere mindre på at forbyde misinformation, og mere på at tilføje yderligere perspektiver og oplysninger, herunder det faktum, at en faktatjekker f.eks. anfægter opslagets nøjagtighed. Vi har mere arbejde at gøre med informationsdiversitet og misinformation, men jeg er endnu mere fokuseret på sensationalismens og polariseringens indvirkning og ideen om at skabe fælles forståelseramme”, skriver Mark Zuckerberg videre i programerklæringen fra februar.

Det er tankevækkende at læse denne iscenesættelse af den nye Facebook strategi nogle måneder senere, hvor både Facebook, Google og Twitter har stået skoleret for den amerikanske kongres og gang på gang er blevet udspurgt, om de har styr på det indhold, de sender ud. På dets ægthed og troværdighed. Og om de føler at ansvar for, at hadtale, indhold med opfordringer til terror og direkte falske og misledende historier ikke bliver lagt ud på nettet. ”Misbruget af vores platform i forsøg på statssponsoreret manipulation af valget er en ny udfordring for os – og en, vi er fast besluttet på at bekæmpe”, sagde Twitters advokat, Sean Edgett, under høringerne.

Hvis netgiganterne kommer under mere politisk pres er næste skridt så en eller anden form for indholdscensur, selv om alle slår syv kors for sig? Hvem skal beslutte, hvad der er en acceptabel tone på nettet, hvad der kan annonceres for og imod? Hvem skal beslutte, hvad der er op og ned på en nuanceret sag uden den professionelle og uafhængige journalistik som mellemled?

Sagen er at internettets volumen har vokset sig så stor, at end ikke tech giganterne nu har styr på tingene og hastigheden af uploads af indhold og annoncer sker så hurtigt og så automatiseret, at det ikke kan kontrolleres, før det rådne indhold har spredt sig.

Der gøres fine bestræbelser og mange initiativer til at løse skraldemands-opgaven på internettet med fakta-tjek-sites som Mandag Morgens www.TjekDet.dk  og andre lignende initiativer rundt omkring i udlandet. Initiativer der bringer professionel journalistisk validering og dokumentation af oplysninger i spil sammen med bidrag fra forskere og andre eksperter.

Men vi skal ikke forvente, at der trods alle bestræbelser på at opdage fjendtlig infiltrering af nettet, misinformation og fake news, kommer en situation, hvor vi slipper for at navigere i et – i tanken og idealet – smukt digitalt ocean af indhold, men nu forurenet af misinformation og statsstyret manipulation. På samme måde som det smukke fysiske ocean i dag har store områder stærkt forurenet af grimt plastikaffald.

Denne artikel har været offentliggjort på altinget.dk den 1.december 2017: https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-kan-vi-overhovedet-udrydde-fake-news