De store globale virksomheder styrer i stigende omfang den internationale politik og harmere økonomisk indflydelse end mange nationalstater. Ser vi overhovedet i Europa, hvad der sker i andre regioner i verden, for så burde vi tage os lidt sammen.
Lige om lidt skifter årstallet til 2018 og i slutningen af januar strømmer alverdens store erhvervsledere, fremtrædende politikere, forskere og kendte meningsdannere igen til byen Davos i Schweiz til World Economic Forums 48. møde. Det er ikke stedet, hvor der træffes beslutninger, men hvor der skabes relationer på højt plan og opbygges såkaldte ”fælles forståelser”. Det er stedet, hvor verdens officielle og uofficielle magtcentre støder sammen, positionerer sig og samles til vigtige diskussioner om både nutid og fremtid, bekymringer og muligheder.
”Lederskab i en fragmenteret verden” er overskriften, som samler dette års opmærksomhed. På aller bedste vis indkredser linjen den trykbølge af forandring, som verden gennemgår lige nu. Politisk, økonomisk og socialt. Programtilrettelæggerne hos World Economic Forum (WEF) forsøger at skabe basis for en fælles fortælling om verdens tilstand og en større grad af fælles engagement i at skabe løsninger og fælles holdninger til, hvad der skal gøres. Det er en ambitiøs målsætning set i den grå belysning fra 2017 og årene før det.
Hvis man kigger ud over de senere års udvikling fra helikopterperspektivet, så er de politiske udfordringer voksende og den politiske handlekraft tilsvarende aftagende. Befolkningerne har i betydeligt omfang mistet tilliden til, at politikerne har de løsninger, som skaber en bedre fremtid, mindsker uligheden og løfter indkomstniveauet for lav- og middelindkomsterne samt skaber større tryghed og mere velfærd.
Vi kigger ind i et 2018 der ellers antagelig vil få den højeste økonomiske vækst i et årti, men med et geopolitisk perspektiv præget af usikkerhed og forvirring. Politiske ledere med populistiske imperativer fodrer den usikkerhed og utilfredshed. Det er svært for mange at skelne mellem, hvad der er overbevisende retorik, og hvad der kan blive til virkelighed. Terrorisme er stadig en meget nærværende trussel og ikke kun noget, der sker i Mellemøsten. Gerningsmændene er oftere nu født og opvokset i vestlige samfund med frihedsværdier men vælger alligevel at kæmpe i ISIS navn for noget helt andet. Cybertruslen vil nå nye bekymrende højder, ligesom virksomheder af alle størrelser skal håndtere enorme, teknologiske udfordringer og nye globale konkurrenter på næsten alle markeder.
Tilliden væk
Befolkningerne søger et politisk lederskab, der er mere lydhør, responsivt, handlingsorienteret og har en vision for, hvad, der skal ske, og hvilken vej vi skal gå. Samtidig med at samfundsøkonomierne bliver mere og mere globalt sammenhængende og mere sårbare, så prøver landene at navigere mest muligt på egen hånd for at beskytte sig selv og udvikle sig på egne præmisser ved alle mulige nationale vækstinitiativer eller beskyttelsesmure.
Nogle få forholdsvis nye, globale virksomheder suger data, indtjening og magt til sig på bekostning af, hvad der før var stolte, nationale virksomheder og hele brancher krymper sig under forandringerne. Der skrues ned for det tværnationale ansvar for verden, for en fælles bæredygtig udvikling, en inkluderende vækst, som også får de fattigste lande med på vognen. Og der skrues op for behovet for omstillingen til den fjerde industrielle revolution, og til helt nye forretningsmodeller. Der skal kæmpes med at udnytte automatisering, robotter, kunstig intelligens og digitalisering på måder, så det skaber nye jobmuligheder og innovation og ikke øget arbejdsløshed, magtesløshed og frustration.
Efterlysningen af lederskab i WEF-regi drejer sig ikke kun om at få verden til at rykke tættere sammen om løsningen af fælles udfordringer og formuleringen af en fælles fortælling om dem, mens rigtigt mange politiske strømninger går den stik modsatte vej. I retning af øget nationalisme, protektionisme og eksklusion. På trods af, at vi aldrig har været så forbundne som stater og som mennesker som nu. Via transport, kommunikation, kapitalmarkeder, e-handel, kulturel integration og meget mere, som er vores nye virkelighed mere end den gamle politisk bestemte geografi.
Det interessante er, at mens Europa og EU diskuterer, hvordan vi kan bygge ydre grænser og forhindre migrationen fra Afrika i at oversvømme os, og bekymrer os om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, så har ASEAN-landene i Sydøst Asien vedtaget en fri mobilitet for inden for deres region, som har mere end 700 millioner mennesker. Kina står som den markante fortaler for frihandel, mens USA går den modsatte vej.
Diskussionsklub i EU
Små og svage lande i Afrika og Sydøstasien lærer, at den eneste måde at få indflydelse på, er at slå sammen i valuta- og toldunioner eller frihandelsområder. Caribien CARICOM, Det Østafrikanske Fællesskab (EAC) og den sydøstasiatiske ASEAN-gruppe bestræber sig på at være lavkvalitets versioner af Den Europæiske Union, Verden bliver en samling af disse internt grænseløse regionale grupperinger – herunder selv den sydamerikanske union og til sidst som efterfølger til NAFTA, en nordamerikansk union. Og alt i mens det foregår, så fortsætter vi i EU med at diskutere og diskutere, hvad der skal være Unionens og Euroens fremtid.
USA og Kina skiller sig ud som globale supermagter, hvor USA fører på det militære og monetære område, mens Kina fører på handel og infrastrukturinvesteringer. Kina er nu den største handelspartner i 124 lande, mere end dobbelt så mange som USA (52).
Kæmpemæssige investeringer i infrastruktur er et af de områder, hvor alle de store kraftfulde vækstcentre i verden går i samme retning, og hvor den amerikanske administration under Trump trods alt tager samme vej. Asien har taget førerpositionen med Kina som den største infrastruktur-investor men stærkt forfulgt af Indien, som også har besluttet, at infrastruktur har den højeste prioritet i det næste årti. Det samme gælder for Indonesien og Filippinerne.
Globale mastodonter
På Davos-mødet tales der ikke kun politiske løsninger og politisk ansvar, men der tales i høj grad også om og med de alternative magtfaktorer, som tegner den nye verdensorden. De store globale virksomheder, de store byer og de bevægelser i civilsamfundet, som tegner det 21. århundredes alternative magtlandskab.
Mere end 30 pengeinstitutter har konsoliderede aktiver på over 50 milliarder dollar hver. Det betyder, at hver af dem har flere aktiver end to tredjedele af verdens lande producerer i årligt BNP. For hundredvis af millioner af mennesker over hele verden i dag er en bankkonto en vigtigere forbindelseslinje til fremtiden end et statsborgerskab. Ser man samlet på økonomien, så er der kun godt fem lande i verden, hvis BNP er større end de 200 milliarder dollars i likvide kontanter, som Apple har på bankbogen. Efter at have solgt næsten to milliarder produkter til mere end en milliard mennesker, har Apple ikke kun flere penge, men har også større forbindelse til befolkningerne end de fleste nationer har.
Mange af verdens største og mest magtfulde private virksomheder opfatter sig ikke længere som repræsentanter for hver deres hjemlande; de er statsløse stormagter i deres egen ret. Deres varemærker overstiger deres nationale oprindelse – ligesom deres kommercielle ambitioner gør det. Skat er ikke en national forpligtelse for Facebook, Google, Amazon og flere med dem. Det er et handelsobjekt og et spørgsmål om de bedste vilkår for business.
For virksomhederne som sådan ser væksten ud til at være godt på vej, men den kommer på et tidspunkt med hård konkurrence ikke kun for nye markeder, men i forhold til selve reglerne i spillet. Jokeren er den teknologiske udvikling, der underkaster alle et ubarmhjertigt pres.
Cybersikkerhed på
flere måder
På tværs af ideologier og imperativer vil regeringerne helt sikkert i 2018 bevæge sig længere for at kontrollere brugen af data og cyberspace. I Europa er der nye databeskyttelsesbestemmelser på vej i 2018 og en mere aggressiv antitrust indsats, et forsøg på en mere retfærdig skattebetaling og håndhævelse af arbejdskraftens frie bevægelighed men bekæmpelse af social dumping. Det er hvad mange lande betragter som en nødvendig opstramning efter en periode med overdreven laissez-faire i forhold til den digitale økonomi.
I kampen mod terror og kontroversielle ytringer på nettet vedtog Kinas øverste lovgivende organ, den Nationale Folkekongres’ Stående Udvalg, sidste år en ny lov om Cybersikkerhed. Loven skal officielt »beskytte suverænitet på internettet, den nationale sikkerhed og borgernes rettigheder«. Det handler bl.a. om at kriminalisere aktiviteter, der har til hensigt at »omstyrte det socialistiske system, splitte nationen, underminere det nationale sammenhold og advokere for terror og ekstremisme«, lyder argumenterne. Den mindre pæne udlægning handler om øget kontrol og overvågning af den kinesiske befolkning.
Et af de vigtigste spørgsmål omkring de nye teknologier udestår. Hvordan skal vi håndtere rammerne for kunstig intelligens og machine learning? Hvordan sikrer vi, at det bliver menneskeheden, der styrer robotterne og maskinerne med den kunstige intelligens og ikke omvendt? Politikerne og de vigtige folk i Davos er ved at få øjnene op for den udfordring.
Læg oven i alt dette her, som kræver rigelig opmærksomhed, usikkerheden omkring Nordkorea og Mellemøsten og udviklingen i Rusland med et præsidentvalg på vej i 2018 samt udskiftningen på centrale poster i flere Afrikanske stater med aldrende despoter. I Latinamerika vil en række kritiske valg i Brasilien, Colombia, Mexico og Venezuela blive en test på, om der kan skabes fremgang for antikorruption og reformistiske bevægelser. I Indien skal det regerende Bharatiya Janata parti have testet deres mandat i 2018, og det valg kan få afgørende betydning for landets teknologiske og økonomiske udvikling. I Europa skal der findes en løsning på Storbritanniens exit fra den Europæiske Union og de uløste migrationsproblemer. I USA ventes der spændt på år 2. med Trump og et spændende midtvejsvalg til Kongressen, som vil give et første fingerpeg om præsidentens chancer for genvalg.
Så der er nok at tale om i Davos denne vinter også.
På den baggrund bliver vores hjemlige diskussion om skattelettelser, udlændige stramninger og velfærdssikring frem til 2030, og hvem der nu kravler op og ned af træerne i den politiske skov sådan sat lidt i perspektiv.
Godt Nytår.