Det er en virkelig vigtig faktor ved dagens tv-journalistik at dokumentere tilstedeværelse. Lige der hvor tingene sker. Med autentiske billeder og det hele. Om billederne så er halvsorte, så ingen kan se forskel på et sted i Malmø eller Solrød, så giver det nerve til fortællingen.

Selvfølgelig skal man som tv-station også være der med egen udsendt medarbejder, som kan stå midt i sceneriet og fortælle det, der enten endnu ikke er sket, det som man tror vil ske, eller det som allerede er sket, men som den udsendte endnu rigtigt ved, hvad reelt er.

Og er det rigtigt vigtigt, som det virkelig er, hvad der sker i Sverige i disse dage, så er det kommet på mode at flytte aftenens vært på de store nyhedsudsendelser ud af studiet og ud i virkeligheden.

TV2s flagskib kl. 22 med Poul Erik Skammelsen skulle så praktisere den fuldt udslåede model i går aftes. Resultatet: Vi fik set Poul Erik Skammelsen bogstavelig talt slide fortovet op i den ene kamera-vandretur efter den anden foran skolen i Trollhättan, hvor den 20-årige Lavin Eskander og den 15-årige Ahmed Hassan så tragisk blev dræbt for en uge siden af en 21-årig vanvittig gerningsmand bevæbnet med sværd og kniv.

Vi fik “den gående Skammelsen” i dagslys på vandring rundt i nabolaget tale til os over for skolen og i aftenlys talte han så videre til os foran de tændte stearinlys uden for skolen ad flere omgange. Og vi fik set ham faktisk også at se tale med en anden person. Det var ikke en interessant svensker, som kunne give yderligere indsigt og perspektiv til historien, men minsandten TV2’s anden udsendte journalist, Ole Vestergaard, der stod et andet sted i Sverige. Var landet nu blevet mere polariseret? Ja! det var det.

Mere originalt var et interview med moderen til en af de dræbte og familien og et med den tidligere Socialdemokratiske formand, Mona Sahlin. Så fik vi lidt “vox-pop” interview med forbipasserende beboere. Var de nu var mere utrygge? Ja, det var de sørme ikke særligt mærkeligt. Og så gik Skammelsen ellers i gang med at læse nyheder op fra Danmark om uddannelsesbesparelser og demonstrationer – stadig stående foran mindelysene ved skolen i Trollhättan – og inden vi nåede frem til Sporten.

Hvad fik vi ud af det? Tilstedeværelse. Men fik vi et dybere indblik i, hvad der sker i Sverige lige nu? Nej. Hvorfor kan politiet ikke opklare de overvældende mange brandstiftelser rettet mod steder, hvor asylansøgere skulle være flyttet ind? Er der et fast system i den måde, det sker på? Når Mona Sahlin taler om, at Sverige også tidligere har oplevet ekstreme højrekræfter slå til, hvad betyder det så? Hvad er det for højrekræfter? Er de organiseret til højre for Sverigesdemokraterne? Hvad betyder det i eftertankens klare lys i forhold til den meget undertrykte svenske debat om udfordringerne ved den massive indvandring? Er det den mangel på åben debat, der har givet disse ekstreme kræfter næring? Mange interessante spørgsmål kunne være stillet. Også til Mona Sahlin. Det blev de ikke, men vi fik den tilstedeværelsesjournalistik med værten eller den udsendte i centrum, som alt for ofte kommer til at lide af indholdsmæssig iltmangel.

Blev man hængende efter 22-nyhederne til de regionale nyheder fra Lorry, så fortsatte den meningsløse tilstedeværelsesjournalistik nu blot i lokal udgave. Borgerne i Solrød er utilfredse med, at den lokale brandstation skal nedlægges. Reporteren rykker ud for at tale med en familie, der har brandstationen i baghaven i dag. Er de utilfredse? Ja. Hvorfor? Fordi brandbilen er længere om at nå frem, hvis uheldet er ude hos dem. Det er jo virkelig overraskende. Og skelsættende at vi fik billeder af det interview med reporter på stedet. Men hvad er de ansvarliges argument for lukningen og hvilke konsekvenser vil det reelt få i køretid. Det fik vi ikke med. Men vi fik tilstedeværelse.