Er vi ved at dræbe de værdier, vi i virkeligheden vil forsvare?

Denne klumme skal ikke opfattes som et lalleglad, naivt forsvar for et multikulturelt, multietnisk samfund, hvor danskheden og vi danskere er blevet fortyndet op med alle mulige eksotiske nationaliteter, sprog og kulturer, så vi ikke længere kan genkende os selv og vores land.

Læg dertil, at vi alle kan se realiteterne i truslen om den enorme befolkningstilvækst i Afrika i de kommende årtier og risikoen for en regulær folkevandring af millioner af migranter på vej mod at forsøge at finde lykken og fremtiden i Europa på grund af arbejdsløshed og dårlige levevilkår i deres eget land.

Faktisk handler denne klumme om lige præcis det modsatte af at lade stå til. Den skal være en påmindelse om, hvad det er for danske værdier, vi bør stå vagt om, også når der blæser en strid vind af frygt for at blive overmandet af det ukendte, det kulturelt, religiøst og demokratisk uacceptable og det kvindeundertrykkende set med udgangspunkt i den samfundsmodel og de frihedsrettigheder, som vi holder af og står sammen om som danskere.

I Danmark har vi nu otte procent af befolkningen, der har ikke-vestlig oprindelse. Et flertal af dem er godt integreret i det danske samfund eller på vej til at blive det. En mindre andel er ikke integreret, og er problemets kerne sammen med frygten for en stigende flygtningestrøm. I 1980 havde vi kun en procent af den danske befolkning med ikke-vestlig oprindelse. Der var problemerne med integrationen der også, men mindre synlige og massive end nu.

Trods vores massive flertal på 92 procent, er vi mærkeligt nok begyndt at finde det normalt at definere os selv som etniske danskere i medierne og i den offentlige samtale. Det er også et billede på det nye ”normalbillede”, vi er havnet i. Der er de rigtige danskere – de etniske danskere – og så alle de andre. Og mange af os etniske danskere er jo absurd nok rent faktisk børn af familier fire -fem led tilbage, som kommer fra Tyskland, Sverige, Norge, Polen eller helt andre steder.

Den nye værdikamp

For kort tid siden udkom der en ny bog, ”Værdikæmperne”, som beskriver Fogh-regeringens tid fra 2001 til 2011 i lyset af den værdi- og kulturkamp, som Fogh søsatte. Nu er det en anden slags værdikamp, som foregår. Men et af hovedemnerne er stadig integration og indvandring.

Man kan næsten høre stroferne af de populistiske partiers kampråb om ”at tage kontrollen tilbage med vores land” vinde indpas i det nye socialdemokratiske udlændigeudspil. Og man kan fornemme drømmen om at kunne styre, hvor mange indvandrere og asylsøgere, vi skal have om året, hvad enten man lytter til statsministeren, Socialdemokratiets formand eller Dansk Folkepartis formand.

Når man ser på de tre store partiers udlændingeudspil, så burde der ikke være langt til et nationalt kompromis om det her område, og det ville på mange måder være en lettelse, for så kunne den politiske debat også komme til at handle om andre ting. Nu handler værdikampen næsten udelukkende om indvandring, parallelsamfund og integration, og der er dømt politisk klumpspil foran målet, når det gælder om at komme først med de næste forslag til stramninger og nye indgreb.

Styrkeforholdene hos vælgerne ved næste valg bliver uden tvivl afgjort på præcis det her spørgsmål mellem landets tre største partier, og opvarmningen er godt begyndt. Fornemmelsen hos politikerne er, at vælgerne er ved at miste troen på, at de kan levere brugbare politiske løsninger på udlændingespørgsmålet og sikre styr på indvandringen.

Der er selvfølgelig god grund til at have politisk fokus på parallelsamfund, ghettoer, radikalisering, religiøs meningskontrol, indoktrinering og kvindeundertrykkelse. Tendenser i vores samfund, som vi ikke finder i overensstemmelse med det at være dansk og bo i frisindets land.

Når alt det er sagt, så er det som om, at det sidste års tids desperate jagt på redskaber til at dæmme op for det islamiserede og uigenkendelige Danmark, vi netop ikke vil have, efterhånden begynder at minde om et overlagt mord på præcis de værdier, som vi netop vildt gerne vil forsvare.

Knuser vi vores egne idealer?

Statsministeren har i tidligere interviews faktisk berørt det dilemma, at vi ikke må knuse vores egne idealer for at få ram på et problem eller en adfærd hos et lille mindretal af befolkningen, som vi ikke vil acceptere.

Han har talt for en målrettet indsats mod præcis det og dem, der er problemet, hvad enten vi taler om bander, parallelsamfund eller radikalisering. Og her er vi ved at nærme os en betænkelig politisk balance og en udvikling, som allerede er ved at ændre det frie og åbne samfund, vi kender og har sat pris på.

Ytringsfriheden vil vi for alt i verden forsvare. Det er en frihedsret, vi er gået langt for i Danmark med en forhistorie om nogle Muhammedtegninger.

Samtidig har vi indført en lovgivning, der skrider ind overfor hadprædikanter og religiøse forkyndere med budskaber, som vi ikke vil have inden for landets grænser, fordi de prædiker ekstreme og radikale synspunkter. At de samme folk benytter deres ytringsfrihed på nettet, det har vi ikke noget middel imod.

Det frie skolevalg er et fundament i vores uddannelsestradition. Nu skal kommunen kunne bestemme en fordeling af skoleeleverne, så der ikke bliver for mange tosprogede elever nogle steder og inden andre steder.

Friskolerne er en dansk uddannelsestradition, og de har haft deres frihed til at bestemme selv. Det har de så ikke længere, hvis de skal være en tvungen del af fordelingen af tosprogede elever og tage deres del af ansvaret til gengæld for fortsat statstilskud.

En familie skal kunne tvinges til at sende deres barn i dansk vuggestue, hvis de ikke er godt integreret. Hvad blev der af forældrenes frie valg til at beslutte, om de selv vil passe deres barn eller lade kommunen om det, hvis de nu rent faktisk mener, at det tjener barnet bedst. Hvem har bestemmelsesretten over barnet? I en dansk tradition er det forældrene.

Det frie boligvalg er udfordret, hvis man lovgivningsmæssigt vil fastsætte, hvor mange af fremmed herkomst, der må bo i samme boligområde. Tvangsflytter man folk ud af deres bolig? Krænker den private ejendomsret, hvis man bor det forkerte sted?

Brug af burka og hijab er fjernt fra dansk kultur, frisind og åbenhed. Nu diskuterer vi så et maskeringsforbud, der pludselig er et indgreb i, hvordan vi må og ikke må gå klædt i det offentlige rum.

Til rettighederne i et frihedselskende land som vores, hører retten som dansker til at gifte sig med den, man nu har fattet kærlighed til, men kommer vedkommende fra et land uden for EU, så skal man ikke regne med at kunne bosætte sig, hvor man vil, og heller ikke at få vedkommende ægtefælle med ind i landet, hvis forskellige – dog nu lempeligere – kriterier ikke er opfyldt.

Når vi taler om traditioner, så har det i årevis været en del af den danske politiske tradition og vores humanitære selvforståelse som land at støtte op om FN og træde til rundt omkring i verden, når særligt udsatte grupper af flygtninge har skullet hjælpes. Lige nu har vi stoppet for kvoteflygtninge fra FN indtil videre, fordi vi har fået så mange andre flygtninge og asylsøgere.

Eksempelrækken kunne fortsættes.

Listen over tiltag som på forskellig måde udfordrer vores frihedsværdier og selvforståelse som danskere er snart ved at være lang. Nogen vil kalde det et nødvendigt selvforsvar mod en forandring og overmanding af vores samfund og værdier. Vi har været for tossegode for længe, og nu må der strammes op. Man kunne også kalde det en realitet, at netop dette selvforsvar forandrer vores frie og frisindede samfund til uigenkendelighed. Og det er måske lige så bekymrende.

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 9. februar 2018. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-vi-ved-at-draebe-de-vaerdier-vi-vil-forsvare

 

 

Undskyld er der en voksen til stede her?

Undskyld overskriften. Jeg har kæmpe stor respekt for demokratiet og for engagerede politikeres hårde arbejde i demokratiets værksted. Ord som cirkus brugt om Christiansborg ligger mig fjernt. Ja, der er selvfølgelig spin, taktik, personfnidder og masser af strategiske positioneringer i politik, men grundlæggende er fundamentet i orden, og systemet er ukorrupt.

Lovgivningsprocesserne er langt fra perfekte, og åbenhed og gennemsigtighed kunne det være bedre med. Men de seneste par ugers og måneders politiske udmeldinger kalder alligevel på sådan en bemærkning som overskriften.

Kan vores parlamentariske system overhovedet fungere, hvis en række partier blot stiller sig på sidelinjen og råber ultimative krav til den til enhver tid siddende statsminister, som ikke har en jordisk chance for at levere varen? Kan det fungere, hvis færre og færre partier vil påtage sig regeringsansvar og i stedet foretrækker rollen som sofatræner?

Nej det kan det ikke. Systemet bygger på et samarbejdende folkestyre, da vi ikke har tradition for, at et parti har flertal alene. Det bygger på, at meningerne brydes, og partierne forhandler sig til rette om løsninger, som kan samle flertal.

Er vi som vælgere virkelig så forblændede af letkøbte, populistiske løsninger, at vi hellere køber ind på dem end på at forstå helheder og sammenhænge for slet ikke at tale konsekvenser og fakta? Og hvordan er det kommet der til?

Vi er ikke alene. Vi er en del af en international tendens i politik til at opgive kompromiserne og de nuancerede budskaber. Vi er en del af en tendens med en tillidskløft, der øger afstanden mellem vælgerne og politikerne. Hvorfor i alverden politikerne ikke forsøger at finde brugbare svar på den tillidskløft i stedet for høfligt blot at byde nye populistiske partier velkommen er uforståeligt. Tillidskløften skaber afmagt i dele af befolkningen og manglende respekt hos andre. Begge dele er lige farligt.

Lovsjusk og ommer
Når Folketinget sjusker med lovgivningen, ministerierne ignorerer rimelige høringsfrister og total udelukker en seriøs offentlig debat før en ny lov hastes igennem, så foreslår ledende politikere fra Venstre og Det Radikale Venstre, at man efterfølgende kan lade forslaget gå om med en ordentlig behandlingstid og reglementeret høringsperiode. Altså efter at forslaget er trådt i kraft.

Hvem i alverden skal få tillid til gennemsigtighed, borgerinddragelse og god forankring af ny lovgivning med den proces? Selvfølgelig kan der være love, som kræver hastebehandling, men det, vi taler om her, er, at overskridelse af høringsfrister mere er det almindelige end det modsatte, og at rigtigt mange love gennemføres uden dybgående forberedelse af befolkningen.

At dømme efter meningsmålingerne er der medvind til partier med ekstreme, klare holdninger og simple budskaber, hvor urealistisk gennemførlige de måtte være. Men virkeligheden og udfordringerne er bare ikke enkle men komplekse. De påkrævede løsninger er ikke simple, men kræver aktivering af mange forskellige håndtag. Og nej, vi kan ikke melde os ud af verden, EU og internationale forpligtelser, som de Nye Borgerlige slår sig op på.

Det går faktisk den modsatte vej. Vi bliver mere og mere afhængige af internationale relationer. Hvorfor er der ikke danske politikere, der tør sige det klart, at globaliseringen ikke går væk? Eller at vi de facto ikke har en løsning på den næste fase af migrantkrisen?

Ansvarligheden på vej væk
Vores folkestyre og politiske system er ved at tabe ansvarligheden og evnen til at lave store helhedsløsninger på vores påtrængende udfordringer. De mindre partier i rød og blå blok jagter medietid og opmærksomhed med skarpe, ultimative krav i et sådant omfang, at det næsten tvinger de tre store – Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre – i armene på hinanden. Og det er jo præcis det, vi har set mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i den seneste tid.

Det er tilsyneladende blevet helt vanedannende for nogen at stå og forlange, at en statsministerkandidat, hvad enten det er Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, bare skal levere, hvad man forlanger, selv om ingen kan tælle til 90 mandater for det pågældende ultimative krav. En statsminister er jo trods alt ikke tryllekunstner.

Det er tilsyneladende helt i orden at sige, at der er konkrete betingelser om gennemførelse af ny lovgivning, som vil være en forudsætning for at pege på den pågældende politiker som statsminister i en dronningerunde, selv om ingen statsministerkandidat kan være sikker på et efterfølgende flertal for forslaget. Og hvad sker der så? Så stiller man åbenbart mistillidsvotum til den regering, man selv har bragt til magten? Det bliver godt nok vildt, hvis det er sådan, Danmark skal styres, og ikke mange vil på de betingelser tage ansvaret for den varme stol.

Liberal Alliance troede, at de rationelt kunne kræve en indrømmelse i forhold til 2025-planen mod at støtte alt muligt, som nogle andre partier måtte have som ultimative krav. Så kunne man få et ultimativt krav opfyldt hver i blå blok og lave kompromisser for resten. Anders Samuelsen gik endda så langt som til at lave regnestykket, at LA havde ret til at bestemme over så og så mange millioner af det økonomiske råderum frem til 2025 set i forhold til partiets mandatmæssige størrelse.

Men sådan fungerer politik ikke. Og sådan vil en finansminister have meget svært ved at få en politisk plan til at blive sammenhængende.

Ovre i rød blog hos Enhedslisten sidder man og kigger på, hvad Liberal Alliance i særdeleshed har fået ud af at stille ultimative krav og forlange topskatten med i regeringsgrundlaget for at agere parlamentarisk grundlag for Løkke Rasmussens regering. Her bliver der med sikkerhed også skruet op for kravene til en eventuel kommende socialdemokratisk regering.

Det samme gælder hos SF, som ikke vil se resultatet fra sidst, der blev dannet S-ledet regering med stor indflydelse til de radikale. Og hos Radikale varmes der op til et krav om en ændret udlændingepolitik, hvis de skal støtte en S-statsminister.

Medierne og populismen
Vi bliver nødt til i medierne at stille os selv det spørgsmål, om vi i den her politiske udvikling kan nøjes med de almindelige kritiske spørgsmål til et nyt parti som Nye Borgerlige og deres program. Til Alternativet, til Liberal Alliance og alle de andre. Kan Danmark regeres på folkestrømninger, følelser, frygt eller drømme om det anderledes?

Fulgte man pressemødet med Nye Borgerlige 22. september, må man konstatere, at selv om det politiske pressekorps gik til makronerne, så var det alligevel helt utroligt, hvad stifter Pernille Vermund fik lov til at sige, uden at det blev testet på fakta og realiteter.

Jeg anfægter hverken partiets ret til at stille op eller dets mulige eksistensberettigelse hos en andel af vælgerkorpset – meningsmålingerne viser jo, at der tilsyneladende er en gruppe utilfredse, hjemløse vælgere på højrefløjen. Men medierne må tage ansvar for at afsløre hulhederne, det helt urealistiske og det faktuelt forkerte både hos Nye Borgerlige og andre partier.

Der efterlyses til gengæld politikere, der tør sige, at de enkle løsninger ikke findes på flygtninge- og migrationskrisen. Der tør sige, at vi har brug for en fundamental diskussion med hinanden om vores velfærdssamfund, og hvordan det skal se ud i 2025 – ikke kun via punktnedslag. Og som tør sige, at finansieringen af velfærdssamfundet kræver, at vi kommer ud af lavvæksten med en række prioriterede forslag inden for erhvervspolitikken, som virkelig rykker noget. Som tør sige, at var EU der ikke, så var vi nødt til at opfinde noget tilsvarende for at klare os på de globale markeder.

Dette indlæg har været bragt på Altinget.dk den 23.september 2016/ http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-der-en-voksen-til-stede