Denne klumme skal ikke opfattes som et lalleglad, naivt forsvar for et multikulturelt, multietnisk samfund, hvor danskheden og vi danskere er blevet fortyndet op med alle mulige eksotiske nationaliteter, sprog og kulturer, så vi ikke længere kan genkende os selv og vores land.
Læg dertil, at vi alle kan se realiteterne i truslen om den enorme befolkningstilvækst i Afrika i de kommende årtier og risikoen for en regulær folkevandring af millioner af migranter på vej mod at forsøge at finde lykken og fremtiden i Europa på grund af arbejdsløshed og dårlige levevilkår i deres eget land.
Faktisk handler denne klumme om lige præcis det modsatte af at lade stå til. Den skal være en påmindelse om, hvad det er for danske værdier, vi bør stå vagt om, også når der blæser en strid vind af frygt for at blive overmandet af det ukendte, det kulturelt, religiøst og demokratisk uacceptable og det kvindeundertrykkende set med udgangspunkt i den samfundsmodel og de frihedsrettigheder, som vi holder af og står sammen om som danskere.
I Danmark har vi nu otte procent af befolkningen, der har ikke-vestlig oprindelse. Et flertal af dem er godt integreret i det danske samfund eller på vej til at blive det. En mindre andel er ikke integreret, og er problemets kerne sammen med frygten for en stigende flygtningestrøm. I 1980 havde vi kun en procent af den danske befolkning med ikke-vestlig oprindelse. Der var problemerne med integrationen der også, men mindre synlige og massive end nu.
Trods vores massive flertal på 92 procent, er vi mærkeligt nok begyndt at finde det normalt at definere os selv som etniske danskere i medierne og i den offentlige samtale. Det er også et billede på det nye ”normalbillede”, vi er havnet i. Der er de rigtige danskere – de etniske danskere – og så alle de andre. Og mange af os etniske danskere er jo absurd nok rent faktisk børn af familier fire -fem led tilbage, som kommer fra Tyskland, Sverige, Norge, Polen eller helt andre steder.
Den nye værdikamp
For kort tid siden udkom der en ny bog, ”Værdikæmperne”, som beskriver Fogh-regeringens tid fra 2001 til 2011 i lyset af den værdi- og kulturkamp, som Fogh søsatte. Nu er det en anden slags værdikamp, som foregår. Men et af hovedemnerne er stadig integration og indvandring.
Man kan næsten høre stroferne af de populistiske partiers kampråb om ”at tage kontrollen tilbage med vores land” vinde indpas i det nye socialdemokratiske udlændigeudspil. Og man kan fornemme drømmen om at kunne styre, hvor mange indvandrere og asylsøgere, vi skal have om året, hvad enten man lytter til statsministeren, Socialdemokratiets formand eller Dansk Folkepartis formand.
Når man ser på de tre store partiers udlændingeudspil, så burde der ikke være langt til et nationalt kompromis om det her område, og det ville på mange måder være en lettelse, for så kunne den politiske debat også komme til at handle om andre ting. Nu handler værdikampen næsten udelukkende om indvandring, parallelsamfund og integration, og der er dømt politisk klumpspil foran målet, når det gælder om at komme først med de næste forslag til stramninger og nye indgreb.
Styrkeforholdene hos vælgerne ved næste valg bliver uden tvivl afgjort på præcis det her spørgsmål mellem landets tre største partier, og opvarmningen er godt begyndt. Fornemmelsen hos politikerne er, at vælgerne er ved at miste troen på, at de kan levere brugbare politiske løsninger på udlændingespørgsmålet og sikre styr på indvandringen.
Der er selvfølgelig god grund til at have politisk fokus på parallelsamfund, ghettoer, radikalisering, religiøs meningskontrol, indoktrinering og kvindeundertrykkelse. Tendenser i vores samfund, som vi ikke finder i overensstemmelse med det at være dansk og bo i frisindets land.
Når alt det er sagt, så er det som om, at det sidste års tids desperate jagt på redskaber til at dæmme op for det islamiserede og uigenkendelige Danmark, vi netop ikke vil have, efterhånden begynder at minde om et overlagt mord på præcis de værdier, som vi netop vildt gerne vil forsvare.
Knuser vi vores egne idealer?
Statsministeren har i tidligere interviews faktisk berørt det dilemma, at vi ikke må knuse vores egne idealer for at få ram på et problem eller en adfærd hos et lille mindretal af befolkningen, som vi ikke vil acceptere.
Han har talt for en målrettet indsats mod præcis det og dem, der er problemet, hvad enten vi taler om bander, parallelsamfund eller radikalisering. Og her er vi ved at nærme os en betænkelig politisk balance og en udvikling, som allerede er ved at ændre det frie og åbne samfund, vi kender og har sat pris på.
Ytringsfriheden vil vi for alt i verden forsvare. Det er en frihedsret, vi er gået langt for i Danmark med en forhistorie om nogle Muhammedtegninger.
Samtidig har vi indført en lovgivning, der skrider ind overfor hadprædikanter og religiøse forkyndere med budskaber, som vi ikke vil have inden for landets grænser, fordi de prædiker ekstreme og radikale synspunkter. At de samme folk benytter deres ytringsfrihed på nettet, det har vi ikke noget middel imod.
Det frie skolevalg er et fundament i vores uddannelsestradition. Nu skal kommunen kunne bestemme en fordeling af skoleeleverne, så der ikke bliver for mange tosprogede elever nogle steder og inden andre steder.
Friskolerne er en dansk uddannelsestradition, og de har haft deres frihed til at bestemme selv. Det har de så ikke længere, hvis de skal være en tvungen del af fordelingen af tosprogede elever og tage deres del af ansvaret til gengæld for fortsat statstilskud.
En familie skal kunne tvinges til at sende deres barn i dansk vuggestue, hvis de ikke er godt integreret. Hvad blev der af forældrenes frie valg til at beslutte, om de selv vil passe deres barn eller lade kommunen om det, hvis de nu rent faktisk mener, at det tjener barnet bedst. Hvem har bestemmelsesretten over barnet? I en dansk tradition er det forældrene.
Det frie boligvalg er udfordret, hvis man lovgivningsmæssigt vil fastsætte, hvor mange af fremmed herkomst, der må bo i samme boligområde. Tvangsflytter man folk ud af deres bolig? Krænker den private ejendomsret, hvis man bor det forkerte sted?
Brug af burka og hijab er fjernt fra dansk kultur, frisind og åbenhed. Nu diskuterer vi så et maskeringsforbud, der pludselig er et indgreb i, hvordan vi må og ikke må gå klædt i det offentlige rum.
Til rettighederne i et frihedselskende land som vores, hører retten som dansker til at gifte sig med den, man nu har fattet kærlighed til, men kommer vedkommende fra et land uden for EU, så skal man ikke regne med at kunne bosætte sig, hvor man vil, og heller ikke at få vedkommende ægtefælle med ind i landet, hvis forskellige – dog nu lempeligere – kriterier ikke er opfyldt.
Når vi taler om traditioner, så har det i årevis været en del af den danske politiske tradition og vores humanitære selvforståelse som land at støtte op om FN og træde til rundt omkring i verden, når særligt udsatte grupper af flygtninge har skullet hjælpes. Lige nu har vi stoppet for kvoteflygtninge fra FN indtil videre, fordi vi har fået så mange andre flygtninge og asylsøgere.
Eksempelrækken kunne fortsættes.
Listen over tiltag som på forskellig måde udfordrer vores frihedsværdier og selvforståelse som danskere er snart ved at være lang. Nogen vil kalde det et nødvendigt selvforsvar mod en forandring og overmanding af vores samfund og værdier. Vi har været for tossegode for længe, og nu må der strammes op. Man kunne også kalde det en realitet, at netop dette selvforsvar forandrer vores frie og frisindede samfund til uigenkendelighed. Og det er måske lige så bekymrende.
Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 9. februar 2018. https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-vi-ved-at-draebe-de-vaerdier-vi-vil-forsvare