Folketingets nestor og manden med rekorden i ministerperioder, Bertel Haarder, er gået til angreb på sidelinje-kommentatorer og skarpe kloge-Åger med en kraftig opfordring til dem alle om at melde sig under fanerne i det politiske arbejde og stille op til Folketinget. Fra Stine Bosse til Asger Aamund, Lisbeth Zornig og de flittigt skrivende præster, Sørine Gotfredsen til Katrine Lilleør, så betakker de sig alle og melder fra til en politisk karriere.

Det er mere omkostningsfrit at være de frie meningsagenter og debattører, end det er at skulle søge sit meningsmandat hos vælgerne som politiker og arbejde for genvalg på basis af, hvad der nu er blevet til en del af offentlig medieopmærksomhed, og hvad man kan opnå af succesfulde scoringer på den politiske måltavle. Det er også helt utvivlsomt sjovere at agere som fri meningsmager end at skulle indordne sig under et regeringskollektiv eller disciplinen i en folketingsgruppe.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har det med at ironisere over mængden af kommentatorer som Hans Engell, Peter Mogensen og Michael Kristiansen med flere, der i en lind strøm og uden ophold agerer mandagstrænere overfor politikerne. De kommer med kloge råd om, hvad politikerne burde gøre og ikke gøre, lige som de frit udlægger, hvad der foregår inde i hovederne på politikerne, og hvilket sindrigt taktisk spil, der nu er i gang.

Hans Engell har jo lige som været der som politiker, endda på topplan, og som minister, så han må vel regnes for at have aftjent sin værnepligt. Men hverken han eller Mogensen og Kristiansen ser nok for sig, at de skal stille op til Folketinget i stedet for at sidde på TV og være kloge.

Det sidste er jo langt mere ansvarsfrit. Her kan man højest blive taget i at gætte forkert, og det er kun fra kollegerne i samme kommentatorklub, man risikerer offentlig hån, spot og latterliggørelse, hvis man gætter en forkert valgdato eller et forkert resultat. Hos seerne er det god underholdning, både når Besserwisserne på TV 2 News gætter rigtigt, eller åler hinanden for at gætte forkert.

Partierne er blevet små
Man plejer at sige, at vi har de politikere, vi fortjener, for vi har selv valgt dem. Og vil vi have nogle andre, så kan vi engagere os gennem medlemskab af partierne, hvor vi så kan påvirke de lokale opstillinger af kandidater, og dermed sætte vores personlige fingeraftryk på udbuddet af politikere til næste valg.

Men også her hopper kæden af, for kun 3,4 procent af os i vælgerbefolkningen har meldt os ind i et politisk parti i dag. Og i visse partier er det så som så med den helt lokale styring af kandidatopstillingerne, fordi partiledelsen gerne vil have placeret bestemte navne i valgbare kredse. Så vi kender altså kun i meget begrænset omfang alle 179 medlemmer af Folketinget, og en meget snæver kreds af politisk aktive danskere har i virkeligheden opstillet dem.

Sådan set er det helt forståeligt og rigtigt, at både Haarder og andre siger lige ud, at der er brug for flere markante, modige meningsdannere i Folketinget, iderige nytænkere, erhvervsfolk og folk med andre kompetencer fra det virkelige liv uden for Borgen end DJØF’erne. Engagerede mennesker med meget forskellige baggrunde ville pynte i kredsen i Folketinget på den repræsentative sammensætning i stedet for, at de pågældende befolker den kritiske debat uden for det politiske skydetelt.

Folketingets overrepræsentation af politikere med samme akademiske baggrund som embedsmændene og medarbejderne i partiernes sekretariater er slående, og det samme er andelen af politikere med manglende konkret erhvervserfaring.  For mange har politik som et job og ikke som et brændende ønske om at ville forandre denne verden og dette samfund til det bedre for en ikke særligt prangende løn i forhold til ansvaret og slet ikke nogen prangende og motiverende anerkendelse fra cheferne og aktionærerne – det vil sige os vælgere.

Tilliden i frit fald
Folketinget har i den forløbne uge været samlet for blandt andet at drøfte tingets arbejdsform og lovprocesserne. Det er virkelig et prisværdigt initiativ, og det burde føre til en række konkrete ændringer, der:
1). Vil gøre det mere attraktivt at stille op som politiker, fordi arbejdsvilkårene er i orden og kalder på de bedste og mest visionære, velargumenterende politikere.
2). Vil højne tilliden til politikerne i almindelighed. For når politikerne kommer rundt i egen valgkreds og blandt de, der kender dem og stemmer på dem, så er stemningen utvivlsomt helt anderledes, end når der åbnes for sluserne på Facebook og vælgerne generelt skal sige, om de har tillid til politikerne.

Politikerne er nødt til at tage alvorligt, at tilliden til dem og til de politiske processer ligger på et meget lille sted i befolkningen som helhed. Den er ved hastigt at nærme sig tilstanden fra jordskredsvalget i 1973, som bragte Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti i Folketinget og udskiftede en tredjedel af medlemmerne i et hug. Det var da lige værd at tænke over, om den historie kunne gentage sig ved næste valg.

Skal vi ikke blive ramt af samme flodbølge af vælgerfrustration, protest og afmagt, som oversvømmer andre lande for tiden. Og skal vi komme en postfaktuel, populistisk reaktion også i Danmark i forkøbet, så må der arbejdes intenst på at genskabe befolkningens tro på, at politikerne har nogle visioner og en handlekraft, der kan genskabe en tro på en bedre fremtid.

Opdatering af demokratiet
Vi har allerede de tre indikationer til fælles med den udvikling i USA og Storbritannien, som har skabt Trump som præsident – og Brexit som resultat af en folkeafstemning.

Det er:
1). Den lave tillid til politikerne.
2). Den stigende utryghed i befolkningen.
3). Den stigende ulighed.

Så rent ud sagt: Det er tid at opdatere vores demokrati og politiske processer og bringe det ind i det 21. århundrede.

Nu er Folketingets arbejdsform og de politiske processer, samspillet mellem den lovgivende magt i Folketinget og den udøvende i regeringen ikke sådan noget, man skal pjatte rundt med at ændre på må og få. Man kan ændre nogle praktiske ting omkring samråd, spørgsmål til ministrene, forespørgselsdebatter, udvalgsstrukturen og den slags.

Men skal der ske noget mere fundamentalt, så må man tage fat på at eksperimentere langt mere med borgerinddragelse og med større åbenhed i lovprocesserne.

Det må ligge helt fast, at større reformer og lovkomplekser forberedes og tilrettelægges i en åben dialog med både vælgere, eksperterne, medierne og interesseorganisationer i en moderne høringsmodel og ikke klemt inde af de urimelige høringsfrister, og alenlange skriftlige svar, som vi har i dag.

Deputationer og høringssvar er der ingen, der interesserer sig alvorligt for, hvis der først er indgået et politisk forlig og sømmet er hamret i alle detaljer for længst.

Demokrati Lab
Hvad vores demokrati og arbejdet i Folketinget har brug for lige nu er, at en bredt sammensat gruppe med forskellige erfaringer fra politik, medier, eksperter og interessegrupper får til opgave i et nyetableret ”Demokrati Laboratorium” at arbejde med afprøvning af forskellige borgerinddragelses-modeller og forslag til modernisering af demokratiet og de politiske processer.

Man kunne også spekulere i en opdatering af Magtudredningen fra 2004, eller en egentlig demokrati-kommission, men et demokratisk laboratorium er meget mere handy i tid og penge, dynamisk i organisation og mere anno 2017 end de andre modeller.

Hvis politikerne og medierne fortsætter med at hjælpe hinanden med at gøre politik og politiske processer til et politisk skuespil på en scene vendt mod offentligheden mens den virkelige politikudvikling og de virkelige politiske forlig og aftaler foregår i kulisserne bag ved uden for offentlighedens kontrol, involvering og indsigt, så er det, at mistilliden får frit spillerum.

Den politiske interesse i Danmark er stor – mediernes lyst til at dække politik lige så. Jeg er optimist på demokratiets vegne, men jeg er det desværre ikke på partiernes og politikernes vegne, hvis de ikke tager tillidsproblemet og afstanden til vælgerne meget alvorligt. De må iværksættes en fornyelsesproces nu.

Et Demokrati Laboratorium er en mulighed for at afprøve fremtidens politik-udvikling på forskellige måder og drage nogle erfaringer, inden det rigtige nye greb i værktøjskassen rulles ud.

Denne artikel er blevet bragt på Altinget.dk den 27. januar 2017: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-hvilken-slags-politikere-fortjener-vi