Tag-arkiv: TV2

Sass & Pind i politisk pudekamp

Udgivet den af
Svar

TV 2 News’ nye politiske debatprogram er for meget en lukket fest for de to værter. De undværer gerne et journalistisk filter, men helt ærligt ville netop det gøre meget gavn ved konceptet. Der skal mere en to politiske koryfæer til at skabe godt og spændende tv.

Har vi brug for nye tv-formater til at revitalisere den politiske debat og engagere flere danskere i politik mellem folketingsvalgene? Ja! Som i: Det har vi virkelig desperat brug for. Der er virkelig ikke meget fornyelse i det område.

Har vi brug for, at politikerne får lov til at udfolde deres inderste visioner, drømme og forhåbninger uden at tale i one-liners og 30 sekunders klip? Ja!

Vi har brug for at politisk arbejde bliver mindre taktik, mindre partidisciplin og mere en konkurrence på de bedste ideer, de mest innovative tanker og drevet af personligt politisk lederskab. Det lykkes kun, hvis politikerne har modet til det.

Har vi brug for, at tilliden til vores politikere bliver øget, fordi vi både forstår udfordringerne, de kæmper med, de politiske prioriteringer, handlerummet og de politiske holdingsforskelle? Ja! Mere end nogensinde. Tilliden til politikerne er på lavpunktet. Kompleksiteten i de beslutninger, der skal tages, er voksende. Risikoen for, at det alt sammen øger følelsen af afmagt og fornemmelsen af ikke at blive hørt i befolkningen, er stor.

Der er alt mulig grund til, at dygtige konceptudviklere på tv udvikler nye formater for den politiske debat, der ligger ud over den hurtige nyhedsformidling.

Derfor: Hatten af for, at TV 2 News afprøver et format som Pind & Sass. Det er for tidligt og sikkert helt uretfærdigt at dømme det ude efter kun én udgave, men der skal godt nok ske et mirakel, hvis det skal blive et hit med det nuværende koncept. Der skal simpelthen mere en to politiske koryfæer uden journalistisk filter til at skabe godt og spændende tv.

Konceptet for Pind & Sass må være noget i retning af at tage den aktuelle uges topemner, som de to hver især tænder på, blande det op med lidt løs sniksnak og så få en diskussion i gang om de udvalgte emner set fra henholdsvis et liberalt og et socialdemokratisk ståsted.

Problem nr. 1 er, at ingen af de to har muligheden for at tale helt frit fra leveren. Henrik Sass er en del af den Socialdemokratiske topledelse og har med den placering en række hensyn, han skal tage. Søren Pind er ude af Folketinget, men han har tydeligvis ikke sluppet loyaliteten overfor hverken regeringen eller Venstre.

Dermed får vi en debat, der sådan er lidt gensidigt drilleri om, hvem der nu har ansvaret for hvilke problemer, og hvem der kan rose sig af hvilke forbedringer. Så et par sjove stikpiller til hinanden og så videre til det næste. Det skal måske være underholdning, men i så fald er det bare ikke sjovt.

Hvis det her format skal kunne noget, så skal det gøre os som seere klogere, for Pind & Sass bliver aldrig sjove hyggeonkler. De er til gengæld spændende politikere med et ideologisk format og en ballast af erfaring.

Når formatet med Ellemann & Lykketoft var interessant i en lang periode, så var det fordi de to udenrigspolitiske koryfæer kom med et kæmpe bagkatalog af viden om udenrigspolitik og kunne berige aktuelle udenrigspolitiske dagsordener med forskellige indfaldsvinkler, personlige anekdoter og en række historiske tråde op til nutiden.

Problem nr. 2 er, at formatet ikke fornyr den politiske debat på en måde, så man bliver klogere på politik.

Det er ganske enkelt for indforstået og for meget pudekamp, når diskussionerne flyver over bordet om kommunalreformen, og hvilke regioner, der er gode eller dårlige til at styre kvaliteten af sygehusbetjeningen, om hvem der havde ansvaret for dem, og om hvem, der har haft mest ansvar for at lukke lokale politistationer rundt omkring i landet.

Pind sammenligner Sass med Corbyn, uden at nævne, at det er den britiske Labour-leder, Jeremy Corbyn, der er tale om. Næppe paratviden hos alle seerne, hvad han lige står for.

Problem nr. 3 er, at Pind og Sass skøjter rundt, uden at de i virkeligheden reelt udfordrer hinanden. Lige præcis det filter i form af en nysgerrig journalistisk vært, som er fjernet i programmet. Når Pind ikke rigtigt svarer på udfordringen fra Sass med fjernelsen af det demokratiske led, hvis man nedlægger regionerne, så er der ikke nogen, der bider sig fast i det problem, og stiller Pind spørgsmålet, om han hellere vil have at Folketinget skal styre sygehusene eller ekspertbestyrelse skal gøre det.

”Jeg vil ikke have nogen mellem mig og min læge”, siger Pind. Men nu taler vi om den milliard-butik, som sygehusene er og ikke den praktiserende læge. Hvem skal prioritere, om lille Alfred skal vente 15 timer på en skadestue, eller om en anden patient skal vente i stedet for? Det fik vi ikke noget svar på.

Når Sass på baggrund af hvidvasksagen i Danske Bank siger, at virksomhederne ikke kan styre sig selv, og der derfor skal lægges loft over honorarer til bestyrelsesmedlemmer og direktører i private virksomheder, så bliver den udtalelse ikke udfordret vedholdende af Pind, men det hele bliver i stedet til en konsensus om, at grådighed er noget skidt.

Når journalister viser deres gavn, så er det lige præcis i sådanne politiske karusselture som disse, hvor meningerne bliver serveret i noget, der minder om en uforpligtende samtalesalon bedst egnet til at foregå over et glas vin eller en fadøl.

Det ligger godt til både Pind og Sass at ønske sig et program uden journalistisk filter, uden kritiske journalisters afbrydelser og uden irriterende opfølgning på, hvad de hver især siger. Forhåbentlig kan programmet udvikles til noget, der ikke bare er hyggeligt for de to selv, men som også kan give seerne noget, de kan blive klogere af.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 5. oktober 2018:

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-sass-pind-i-politisk-pudekamp

Genopfind DR

Udgivet den af
Svar

DR trænger til en gennemgribende modernisering i forbindelse med et kommende medieforlig. Kulturministerens Rødding-møde giver anledning til at tænke helt ud af boksen

Jeg må starte med en disclamer, selv om den slags plejer at stå til sidst. Jeg har været direktør i DR fra 1998 til 2006. Og så er man jo i shitstormene på de sociale medier i disse dage allerede på den sorte liste som en af de der fortabte syndere fra DR-mastodonten i Ørestaden.

Det synes som om DR for tiden ikke kan sætte en fod rigtigt. Måske lige med undtagelse af den nye strategi, som blev udmeldt onsdag i denne uge. Skarptskåret, taktisk klog og velegnet til politisk medvind på cykelstierne med mere faglighed, mere kultur og mere til børn og unge.

Selv på spørgsmålet om nyhederne på nettet og balladen med dagbladene er der bevægelse med den nye nyhedsdirektør, Sandy French, ved roret. Men alt sammen nok for sent til at redde DR fra en politisk beskæring, hvis det var ambitionen. Og det ligner det unægteligt.

I nogle tilfælde har den omsiggribende ”DR-bashing” i de seneste måneder, både politisk og folkeligt, været helt selvforskyldt grundet dårlig ledelse, en udtalt selvforståelse, der tenderer det arrogante og en ualmindeligt mislykket kommunikationsstrategi.

I andre tilfælde fornemmes det som om alt muligt bare smides op i den skraldevogn, som lige nu har fast avisrute hver dag og opsamler alt og alle, der kan miskreditere institutionen DR, dens intentioner, dens nytteværdi og eksistensberettigelse, dens politiske hældning til højre eller venstre, dens cheflønpolitik, dens programvalg – alt sammen krydret med anklager om en usynlig ledelse og en betonagtig bestyrelsesformand.

Kommentariatet og lederskribenterne har stået i kø for at beskrive, hvordan misnøjen med DR på Christiansborg nu har nået sådanne højder, at der for første gang ser ud til at kunne skaffes politiske flertal for at beskære statsinstitutionen markant og ”fokusere” – som det hedder – dens virksomhed og opgaver.

Der ser også ud til at kunne skaffes flertal for at ændre på den licensopkrævning, som gennem årene har givet DR armslængde til de politiske opdragsgivere og ejere og en vis bevægelsesfrihed. En placering på finansloven ser ud til at være institutionens fremtid, og det i sig selv behøver ikke at være skidt, hvis bevægelsesfriheden og armslængden kan bevares.

Men når DR’s møgsager hober sig op, bliver den langt vigtigere debat om DR’s fremtid hurtigt en del af samme sump. Netop som forhandlingerne om næste medieforlig skal til at tage fart. Og det er temmelig uheldigt.

DR på den lange bane
Hvordan DR ledes er en sag, som altid løbende vil være til debat. Hvad vi vil med DR på den lange bane er en anden. DR vil altid være et stormombrust sted, og sådan skal det i øvrigt være. Hvis DR skal leve op til sin opgave, så skal institutionens programmer og medarbejdernes daglige præstationer altid være til debat. Til gengæld bør institutionens ledelse og administration ikke stjæle rampelyset alt for ofte.

Det er den anden side af sagen – DR på den lange bane – som jeg gerne vil beskæftige mig med her.

Kulturminister Mette Bock havde forleden inviteret toppen af poppen inden for mediebranchen til Rødding Højskole til et døgns debat forud for de kommende medieforhandlinger under parolen: Hvordan kan vi sikre en mangfoldig dansk medieproduktion og distribution i fremtiden? Hvis noget stod lysende klart efter mødet, så var det, at markedsvilkårene for public service er under betydelig forandring med tre store overskrifter:

  • Et generationsskifte i medieadfærd og medieforbrug
  • En eksplosion i antallet af nye medietilbud til alle mulige segmenter, på alle mulige platforme og leveret af både gamle og helt nye aktører
  • Og endelig de store internationale spilleres kraftigt voksende indflydelse på både indholdsudbuddet og styringen af platformene på det danske mediemarked fra YouTube til Netflix, fra Facebook til HBO, og sådan kunne man blive ved.

Nogen opskrift til et kommende medieforlig kom der ikke ud af mødet, der sikkert ikke har gjort hovedpinen med at lave et regeringsudspil efter nytår mindre hos de tilstedeværende embedsmænd og politikere. Men på baggrund af mødet og diskussionerne i Rødding kommer her nogle foreløbige refleksioner til politikerne og den videre debat.

Ryd op i debatten om public service
Rødding-mødet viste det, og den offentlige debat viser det. Der er fuldstændig rod i brugen af og forståelsen af ordet public service, selv om vi netop har haft et public service-udvalg nedsat af Kulturministeriet, der skulle klare begreberne. Her er, hvad de nåede frem til:

”Udvalget har opstillet følgende definition af public service: Medievirksomhed, som med offentlig regulering af indhold, distribution og finansiering giver alle borgere fri og lige adgang til et mangfoldigt og alsidigt indhold, der upartisk understøtter borgernes handleevne i det danske folkestyre i en globaliseret verden, samt uafhængigt af kommercielle og politiske særinteresser styrker dansk kultur, sprog og sammenhængskraft.

Udvalgets public service-definition indebærer, at privatejede publicistiske medier ikke betragtes som public service-medier, selvom de har mange af de samme samfundstjenlige funktioner som public service-medierne. Udvalget har fundet det formålstjenligt at fastholde en skelnen mellem ”publicisme” og ”public service”, således at kun medier, som gennem offentlig regulering er blevet pålagt publicistiske opgaver, kan betragtes som public service-medier.”

Det var en rigtig klog afgrænsning, for alt er lige pludselig blevet sådan lidt public service-agtigt, så ingen ved rigtigt hvad det vil sige.

Med public service-puljen på 46,75 millioner kroner om året er der allerede sket et skred. ”De støttede programmer skal i et væsentligt omfang leve op til et eller flere af de fastsatte public service-målsætninger for ordningen,” hedder det om kriterierne for støtten, der bygger på tre hovedkrav: originalitet, betydning og kvalitet, som så forvaltes af en styregruppe.

Nogle vil gerne gøre op med både public service-udvalgets anbefalinger og den historiske fortolkning af begrebet og gøre al seriøs medieproduktion til en slags public service, så det ikke handler om indhold fra veldefinerede institutioner med eller uden statslig regulering, men bare om godt indhold, der lever op til nogle kriterier.

Men så bevæger man sig ud i en farlig og diffus statslig kvalitetsdiskussion, der åbner en ladeport for fortolkninger. For hvis der skal være noget, der kan kaldes public service, hvad er det så for kvalitetskriterier, målgruppekriterier og andet, det skal leve op til, og hvordan skal det nogensinde give en sammenhængende og helhedsorienteret fortælling om Danmark og danskerne og en afbalanceret, relevant demokratisk grundforsyning? Nogen skal jo tage ansvar for, at vi får den helhed.

Til gengæld burde DR afholde sig fra at gøre public service til noget, der pr. definition har en lidt finere kvalitet, har meget mere uafhængighed, er meget mere demokratisk vigtigt og har en bedre etik end det, de private medier leverer. Det er lige præcis den arrogance og selvforståelse, der ikke klæder en virksomhed, der finansieres af os alle, og som får en ikke ubetydelig del af sin programvirksomhed leveret af netop private produktionsselskaber.

Skal vi overhovedet have et DR?
Ja, det skal vi. Men de markedsmæssige forandringer er så voldsomme, at DR som institution skal genopfindes og moderniseres under indtryk af, hvad det er vi har brug for i en ny markedssituation og i et nyt mediebillede. Det er ikke nødvendigvis det DR, vi kender i dag, og ikke nødvendigvis af den størrelse, som DR har i dag.

Det ville være dejligt, hvis enhver form for debat om et nyt DR ikke blev mødt af påstande om, at hele demokratiet står og falder med, at DR fortsætter som det er nu. For det gør det selvfølgelig ikke. Men kulturpolitisk har vi brug for en samtale om, hvad det er for opgaver DR skal løse i en ny medievirkelighed. Ikke som en straffeaktion mod DR, men faktisk for at sikre et relevant DR i fremtiden.

Regeringen taler om et mere fokuseret DR, uden at det indtil videre er blevet tolket som andet end et økonomisk billigere DR. Der er, med undtagelse af Dansk Folkepartis udspil, ikke sat navn og adresse på, hvad politikerne vil have mindre af fra DR.

Alle politikere ved nemlig godt, at dette kan rejse ubehagelige storme i befolkningen – og den slags har man jo en bestyrelse og en ledelse i DR til at finde ud af, hvis armslængdeprincippet i øvrigt stadig skal gælde. Så sætter politikerne de økonomiske rammer og nogle overordnede teltpæle for institutionen, som den så selv må finde ud af at udfylde.

Hvorfor skal vi have institutionen DR?

  1. Fordi det er sundt for ambitionsniveauet og konkurrencen i det danske mediebillede med en særligt forpligtet medie- og kulturinstitution som DR. Forpligtet på mangfoldighed og det at række ud til alle målgrupper. Forpligtet på kvalitet, høj faglighed og høje etiske standarder. Forpligtet på talentudvikling. Forpligtet på at eksperimentere med nye formater og på at have modet til at afprøve modige koncepter uden garanti for succes, hvor de private virksomheder har færre muligheder for at tage de økonomiske risici.
  2. Fordi DR burde kunne bidrage med indhold, som understøtter løsningen af store samfundsudfordringer – som for eksempel digital dannelse.
  3. Fordi dansk tv-produktion af for eksempel ny dramatik og god underholdning ikke skal være underlagt, hvad det lige falder godt ind i den globale skønhedskonkurrence hos Netflix og HBO at medfinansiere eller producere. Vi vil også have produceret det, der alene siger danskerne noget i forhold til dansk identitet og danske værdier.
  4. Fordi DR er en stor og nødvendig formidler af kultur- og samfundsdebat i et omfang og en bredde, som ikke løftes af det kommercielle marked, og i dag også er en selvstændig kulturproducent inden for musiklivet.
  5. Fordi vi i særlig grad bekymrer os om udviklingen af ikke-kommercielt, dansk kvalitetsindhold til vores børn og unge, og at det ikke automatisk løftes af den kommercielle branche.
  6. Fordi vi har brug for en dygtig og krævende indkøber af tv- og radioproduktioner i det danske produktionsmiljø på siden af et kommercielt TV 2 og de øvrige aktører. Det fremmer innovation, kreative miljøer og talentudvikling.

Hvordan kan DR så ændres?
Det er der mange modeller for, men her er nogle forslag.

Kunne man pålægge DR med nogle enkelte undtagelser at lægge sine midler i en pulje og så lade de private medier byde ind til den og producere programmer til DR inden for bestemte kategorier og efter bestemte udbud? Med andre ord tage skridtet fuldt og udlicitere, ikke bare, som nu, noget af det, men rent faktisk al produktion til DR med undtagelse af nyhedsafdelingen, på samme måde som TV 2 selv producerer sine nyheder.

Modellen fungerer jo for TV 2, men det kræver, at vi stadig har en stærk DR-institution til – som TV 2 gør super professionelt – at anlægge helhedsbetragtningen på anvendelsen og styringen af de mange penge. At der opstilles professionelle og sammenhængende krav til programindkøbene og dermed også gives en sikkerhed for, at danskerne får det, der understøtter de overordnede politiske mål for DR.

Om der i virkeligheden kan spares penge ved den operation er måske tvivlsomt, men det vil have en symbolsk betydning, at DR blev mindre. Om vi har et privat produktionsmiljø, der overhovedet kan løfte sådan en opgave med alt fra børneprogrammer til stordrama, er jeg mere bekymret for.

Hvis man skulle skære DR skarpt til, så ville en af vejene at gå være at give DR langt færre tv- og radiokanaler at skulle købe ind og producere til i et flowformat, hvor hele sendefladen skal udfyldes og sammensættes afvekslende og rigtigt fra nyheder til bageprogrammer, dokumentarudsendelser, krimifilm og quizzer.

Derudover kunne DR så producere eller indkøbe public service-programmer, som kunne stilles til rådighed via streaming og til on demand-brug hos DR selv og/eller i partnerskab med andre på andre platforme. Danskernes tv- og radioforbrug er i stigende omfang ved at bevæge sig i den retning alligevel.

Et fokuseret DR med færre kanaler behøver ikke på den lange bane at tabe stort terræn hos seerne og lytterne, fordi der er andre muligheder for at afsætte og distribuere godt DR-indhold på at nå ud til et bredt publikum, hvis brandingen er rigtig og programmerne relevante. Det er et spørgsmål om at bryde med tankegangen om DR som en stor moderportal, hvor alt skal samles, og i stedet åbne mulighed for, at DR-indhold også kan stilles til rådighed på andre platforme.

Hvis politikerne går ad vejen med et fokuseret og mindre DR med færre licenskroner, så må man også se på, om DR skal beholde alle sine nuværende forpligtelser i public service-kontrakten til at være en markant kulturproducent inden for den klassiske musik, eller om der skal findes en anden løsning på at sikre det formål. Den debat er allerede sluppet løs. Og der må tages stilling til, hvilken rolle DR’s radiodistrikter skal have i forhold til de ligeledes licensfinansierede TV 2-regioner.

Det er helt afgørende, at den lokale og regionale dækning med licensmidler i Danmark også nytænkes, omstruktureres og måske sendes i udbud blandt kvalificerede indholdsudbydere, så der samlet set kan blive tale om en markant styrkelse og en bedre lokal spredning af ressourcerne.

Det bliver ikke mindre vigtigt i fremtiden. Når det kunne lade sig gøre med Radio24syv med succes at lade private lave en taleradio-konkurrent til P1, hvorfor skulle det så ikke kunne lade sig gøre på det lokale område at sætte disse opgaver i udbud til private med forpligtelse til gratis at tilbyde TV 2’s og DR’s hovedkanaler relevante lokale indslag.

Selve DR’s organisationsstruktur vil alene som følge af sådanne omlægninger skulle helt nytænkes. Og det samme skulle man nok gøre med DR’s bestyrelsesmodel med politiske udpegninger. I den mediefremtid, vi kigger ind i, så har DR brug for en bestyrelse, der har en stærkere kombination af repræsentanter for politikerne, af kunderne repræsenterende forskellige generationer og af professionelle mediekyndige.

Denne artikel blev bragt den 25. august 2017 på altinget.dk: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-genopfind-dr

TV 2 News 10 år – og hvad så?

Udgivet den af
Svar

Placeret i et studie, der mest af alt lignede et sterilt badeværelse med hvide fliser som baggrundstapet gik TV 2 News i luften 1. december for 10 år siden. Danmark var længe om at hoppe på ’24-timers nyhedskanal-bølgen’, som siden 1991 havde raset på det internationale tv-marked med CNN som frontløber og det internationale gennembrud knyttet til journalisten Peter Arnett, der frygtløst rapporterede fra taget af hotel Al-Rashid i Bagdad under Golfkrigens første luftangreb på den irakiske hovedstad.

DR sov i timen dengang i 2006 og har senere forsøgt forskellige tamme og halvhjertede forsøg på at erobre positionen som troværdig ”breaking news”-formidler. Det er ikke lykkedes. Dengang for 10 år siden sagde man i DR, at Danmark var for lille til en 24-timers nyhedskanal. Hvad skulle man dog fylde i den, og hvor dyrt ville det ikke blive? Konsekvensen af den forkerte beslutning er, at DR stadig halter efter TV 2, når store, akutte begivenheder kalder på live-sendinger og væg-til-væg-dækning, fordi et tungt apparat først skal rulles i gang, mens TV 2 News allerede er oppe i løb.

TV 2 fik med TV 2 News skabt en kanal, som i særlig grad har forandret den politiske journalistik, men også mediedækningen som sådan i Danmark, mere end noget andet journalistisk projekt i de seneste årtier – selv om kanalen ikke har en udbredelse, der synes af meget i procent af den samlede nyhedssening i forhold til DR1 og TV 2’s hovedkanal. TV 2 News fik samtidig skabt sig en position som live-kanal, der fra rollen som David mod Goliat udfordrer DR som det sted, man ellers altid gik hen for at få den vigtige og troværdige nyhedsinformation, når noget stort skete i Danmark eller i verden omkring os.

Hvad kommer efter 24-timers nyhedskanaler?

Det interessante spørgsmål er, om 24-timers nyhedskanal-konceptet holder de næste 10 år, eller om det allerede er ved at være på retur. Ingen af disse nationale 24-timers nyhedskanaler tjener de store penge, eller har de største seertal og flere af dem er direkte statsunderstøttede. Tilhører de en svunden tid med satellitter og paraboler, mens internettet, YouTube, Twitter, Snapchat og Instagram tilhører fremtiden for 24-timers nyhedstilbud?

Kabel-tv og satellitterne introducerede nye tv-vaner med mange kanaler og rullende nyhedsformidling, men i dag opfylder de sociale medier og mobiltelefonerne måske behovet for ”instant news”. 24-timers nyhedskanalerne fik spredt nyhedsseningen over en tidsmæssig langt større flade væk fra bindingen til de store aften-nyhedsudsendelser, men vil lineære nyhedskanaler kunne holde seernes fokus i disse interaktive og individualistiske tider? Gider vi vente 15-30 minutter på at få en nyhedsopdatering i fremtiden, og gider vi vente på lige præcis noget, der måtte interessere os? Nej vel?

Samtidig med at tv-vanerne er blevet ændret, så er journalistikken det også. Vi har med TV 2 News fået live-rapportering i kilometervis. Nogle gange med fuldstændig meningsløse omstillinger til virkeligheden, hvor der intet er sket, men alligevel skal der stilles om til en stakkels udsendt rapporter mindst hver halve time, når nyhedshjulet kører i omdrejning. Og på den anden side totalt gribende, rørende, forfærdelige, sensationelle live-omstillinger til begivenheder her og nu i Paris, Syrien, Egypten, Oslo, Japan, København eller et andet sted på jordkloden, hvor vi er taget med helt tæt på begivenhederne.

Sendetiden skal fyldes ud – og helst også med billige timer. Derfor har vi fået en hær af kommentatorer og meningsmagere, der render ind og ud af studiet på Teglholmen, eller som stiller op i totalmørke og kulde på en tom villavej med en lyskegle lige i hovedet, mens der sendes live.

Politikerne har aldrig haft så meget tv-eksponering som på TV 2 News, og det gælder ikke kun de få politikere i partitoppen, men også de menige ordførere, som står op til kl. 6-nyheder om morgenen og 23-nyheder om aftenen for at komme på.

Vi har heller aldrig haft så mange journalister, der er blevet til eksperter, der kan interviewes af andre journalister i nyhedsstudiet for at fylde tiden ud. Det gælder både det politiske område og andre områder, som en uddannelsesjournalist, en udlandsredaktør eller en kulturjournalist fra et konkurrerende medie kan levere.

Breaking news på samlebånd

For at fastholde seerne og skabe særligt tryk på nyhedsflowet er der gået inflation i brugen af det velkendte gule ”Breaking news”-skilt i bunden af skærmen. Vi er meget langt væk fra, at det kun var store terroraktioner, store naturkatastrofer, store politiske sensationer, der kunne få ”Breaking news”-skiltet på. Nyhedsproduktion på en 24-timers kanal bliver hurtigt til en pølsemaskine, skabt til at fylde umættelige mængder af sendetid. Mange timer hver dag bliver brugt på at vente på eller lægge op til, at noget sker, og når det er sket, bliver mange timer brugt til at fylde ud med analyser af, hvorfor det kunne ske. I det perspektiv er en breaking news-historie en fantastisk afveksling, der virker som effektivt klister på nyhedsnarkomanerne ude i publikum.

En nyhedskanal som TV 2 News, der ellers synes at skulle repræsentere de hurtige nyheder, har vist sig at skabe interview-formater, som i længde overgår selv DR’s lange Deadline-samtaler. Her kan politikerne ind i mellem tilmeld få lov til at tale ud og tale længe, og her kan eksperterne komme til orde med alle mulige specialer, når der kaldes på dem.

Det interessante er, at nyhedskanaler som TV 2 News ikke reelt har udvidet nyhedsbilledet med mere mangfoldighed, for den store nyhedsmaskine skal styres stramt efter 5-6 udvalgte agendaer ad gangen. Morgenen har sine 5-6 temaer, som opdateres og delvis udskiftes ved middagstid og derefter igen ved 16-tiden og først på aftenen for til sidst på aftenen at gå i refleksions-stemning og et blik på næste dags forventninger. De fastlagte agendaer væltes kun, hvis noget overraskende stort sker. Men det generelle nyhedsbillede er enten stærkt bundet op på dagens begivenheder, på avisernes tophistorier eller på TV 2’s egendyrkede dokumentarudsendelser og kampagne-journalistik, som krydspromoveres på nyhedskanalen.

Sendetiden skal fyldes ud

TV 2 News valgte fra starten et meget stramt nyhedskoncept med fokus på politik, samfund, udland, sport, business og vejr. Senere kom kultur til og forsvandt desværre igen. Problemet med en nyhedskanal er, at historierne og dækningen kan komme helt ud af proportion, fordi sendetiden skal udfyldes og de udsendte ressourcer udnyttes mest muligt. Rigtigt mange særligt politiske situationer bliver trådt flade af kommentarer, analyser og gentagelser. Og rigtigt mange historier bliver kørt videre i samme spor, selv om kloge interviews i fladen for længst har jordet deres relevans og bærende vinkel. Det er som om, nyhedsmaskinen ikke kan standses, når den først er programmeret til en bestemt tur.

Vejret er en historie for sig, hvor enhver storm eller udsigt til snedække eller hedebølge kan rydde sendefladen og kaste nyhedsreportere og vejrprofeter ud i halsbrækkende live-sendinger.

TV 2 News er lykkedes med interessante og langtidsholdbare magasinformater på den politiske front og mediemagasinet Presselogen, mens andre er skredet i svinget som for eksempel Kulturen på News, som ellers havde noget af det, som DR ikke har fundet ud af at lave endnu – et sprit-aktuelt kulturmagasin med kulturen som indfaldsvinkel også til aktuelle samfundsdebatter.

Nyhedskanalers DNA handler om at være først og at være til stede live. Det er eksistensberettigelsen. Men de sociale medier har slået nyhedskanalerne både på det med at være først og være til stede langt hurtigere i dag – og langt flere steder. TV er stadig et kolossalt stærkt medie, der kan røre følelser, skabe opmærksomhed og har stor gennemslagskraft.

Ændret forbrug af nyheder

Der er intet, der tyder på, at publikum ønsker sig færre nyheder. Tværtimod har nyhedskanalerne lært os at være på og tjekke nyheder mange flere gange om dagen på vores mobil, end vi gjorde tidligere på de gamle medieplatforme. Men folk bruger mange veje til nyhederne – heriblandt i stor stil deling af nyheder på Facebook og andre sociale medier. De vil gerne selv vælge, hvilke nyheder de skal modtage, de vil gerne have dybde, når de har tid til det og kun hurtig information, når der er tid til det. De vil gerne kunne skrive kommentarer eller læse, hvad andre mener, og bidrage selv.

Lige som andre nyhedskanaler verden over må TV 2 News overveje, hvilken vej kanalen skal gå nu, når 10 års fødselsdagen er overstået. TV 2 News er den sjette største TV-kanal i Danmark målt over hele døgnet og uden for primetime – mellem 22.30 og 19.00 er TV 2 News landets tredje mest sete kanal. TV 2 News ramte danskerne på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor de store begivenheder har stået i kø, og hvor globaliseringen har åbnet sluserne for en øget interesse for verden omkring os og en øget bevidsthed om, at internationaliseringen og digitaliseringen påvirker vores liv intenst.

Jeg hører til dem, der mener, at det har været en fremragende ting for dansk tv, at vi fik en 24-timers nyhedskanal for 10 år siden, og der er absolut mere end nyheder nok til sådan en kanal, hvis man giver den et tilstrækkeligt bredt koncept. TV 2 News har flyttet journalistikken både positivt og negativt, men under alle omstændigheder hellere en diskussion om form, prioritering og indhold – end ingen nyhedskanal.

De sidste to årtier har været en sand revolution af alle aspekter af mediebranchen og medieforbruget. TV 2 News kommer helt sikkert til at forandre sig markant i løbet af de næste 10 år, og måske er den noget helt andet i 2026.

Dette indlæg har tidligere været bragt på altinget.dk den 1. december 2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-tv-2-news-fylder-10-aar-og-hvad-saa

Ytringsfrihed vigtigere end et par forvildede imamer

Udgivet den af
Svar

Politikerne diskuterer på livet løs, hvad vi skal tolerere af islamistiske had-prædikanters svovltaler i Danmark, og hvordan vi kan forhindre både dem, der kommer fra EU, og dem uden for EU i at komme til Danmark og sprede deres stenalderholdning til utro kvinder, ligestilling, ægteskaber, børneopdragelse og meget mere.

I et land med en vis markant historie for at forsvare ytringsfrihed og retten til at tale, tænke og tro frit, også når det kan opfattes krænkende af andre, der har vi altså – baseret på afsløringerne i TV 2’s dokumentar-udsendelser “Moskeerne bag sløret” – fået en seriøs debat om, hvordan vi kan holde folk ude, som siger noget, vi ikke kan lide og må tage dybt afstand fra.

Det viser sig ikke overraskende mere end besværligt at finde en lovgivning, der både respekterer ytringsfriheden i den danske grundlov og samtidig tilfredsstiller visse politiske ønsker om at handle og gribe ind her og der og alle vegne overfor en tolkning af Islam og nogle ekstremister, som fastholder kvinder og for den sags skyld mænd i en kultur og traditioner, som er langt væk fra Danmark og danske værdier.

Jeg faldt i den forbindelse over en tale, som forfatteren til Harry Potter-bøgerne, J.K. Rowling, holdt forleden i forbindelse med en prismodtagelse i den amerikanske afdeling af PEN. Hun kommenterede protesterne over den amerikanske præsidentkandidat Donald Trumps mange provokerende udtalelser om kvinder, muslimer, mexicanere med videre. Her er de skarpe og tankevækkende ord, hun sagde i sin tale:

“Hvis man søger at fjerne friheder fra en modstander blot med den begrundelse, at han har krænket dig, så har du passeret linjen til at stå side om side med tyranner, der fængsler, torturerer og dræber med præcis den samme begrundelse.”

Et tidevand af populisme

Rowling roste i sin tale ytringsfriheden i de bredeste form og sagde: “Tidevandet af populisme og nationalisme fejer i øjeblikket hen over mange af de veludviklede lande ledsaget af krav om, at uvelkomne og ubekvemme stemmer fjernes fra offentlige diskurs. Intolerance over for alternative synspunkter spreder sig til steder, der gør mig, en moderat og liberal, ubehagelig til mode.”

Hun talte derefter om den bevægelse på nettet med tusinder af følgere i Storbritannien, der vil forsøge at få Donald Trump til at forstå, at han er uvelkommen i England. “Jeg finder næsten alt det, hr. Trump siger, anstødeligt. Jeg betragter ham som fornærmende og fordomsfuld. Men han har min fulde støtte til at komme til mit land og være fornærmende og hyklerisk der. Hans frihed til at tale, beskytter min frihed til at kalde ham fordomsfuld. Hans frihed garanterer min. Ytringsfriheden kan ikke begrænses til frihed til at udtrykke sin egen synsvinkel.”

Andrew Solomon skriver i the Guardian i en kommentar til udtalelserne fra Rowlings, at det er rammende, at de skal komme fra en børnebogsforfatter. Og han henviser til den amerikanske digter, essayist, og aktivist, Emma Lazarus, som sagde: “Indtil vi er alle frie, er ingen af ​​os fri. Vi har brug for at byde uenighed velkommen, fordi vi vokser af det. Hvis du har behov for at lukke munden på den anden side, kan dine egne argumenter ikke være særligt stærke”.

Forleden sagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i forbindelse med regeringens to delaftaler som opfølgning på TV 2’s afsløringer:

“Regeringen vil ikke acceptere, at prædikanter kommer til Danmark og bruger religionen som platform til at gå til angreb på vores samfund med antidemokratiske holdninger. Derfor vælger vi nu at lave en ekstremistliste, for vi er nødt til at sætte en effektiv stopper for, at disse personer overhovedet får lov til at sætte ben på dansk jord. Når de spreder hadefulde ytringer, der er en trussel mod de danske værdier og det danske frihedsfundament, så er de på ingen måde velkomne”.

Vi skal ikke gradbøje ytringsfriheden

Det får mig til at slutte op om et debatindlæg fra tidligere Venstre-minister, Birthe Rønn Hornbech, som skrev i Politiken:

“Med forslaget opnår man alene, at mennesker med ekstremistiske holdninger, som ønsker at komme til Danmark og prædike, vil holde mund, indtil de har passeret grænsen. Med regeringens forslag kan man forudse, at disse prædikanter og deres tilhængere i fremtiden vil arbejde mere i det skjulte og dermed vanskeliggøre efterretningstjenestens arbejde. Dertil kommer, at forslaget i vor digitale tidsalder overhovedet ikke kan forhindre, at ekstremistiske forkynderes propaganda når til Danmark. Det mest triste er dog, at aftalepartnerne med forslaget demonstrerer, at de ikke har megen tiltro til det danske demokratis og frihedens styrke. Ja, forslaget udtrykker de folkevalgtes mistillid til befolkningens sunde fornuft og demokratiske sindelag.”

Hvorfor er det disse få mennesker med deres besynderlige holdninger og middelalderlige kultur, der skal få os næsten til at bøje Grundlovens højt skattede bestemmelser om ytringsfrihed og gå helt langt ud af en tangent? Hvorfor er det dem, der skal sætte den politiske dagsorden? Vi må have tilliden til, at vores kultur er stærk nok til gå op imod deres absurde holdninger og middelalderkultur. Og vi må tiltro os selv styrken til at oplyse og informere de nytilkomne i Danmark om danske værdier, dansk lovgivning og dansk kultur også til dem, der måtte lede efter fejlagtige råd i moskeerne.

I slutningen af denne måned skal regeringen komme med resultaterne af delaftaler og endelige aftaler, som følger op på afsløringerne i TV2’s dokumentar-udsendelser. Hermed en appel til, at vi ikke gradbøjer andres ytringsfrihed, fordi det har den alt for store konsekvens, at vi mister en del af vores egen.

 

Denne artikel har været bragt på Altinget.dk den 20.5.2016: http://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-ytringsfrihed-vigtigere-end-et-par-forvildede-imamer